Jesus Kristus, Davids Søns, Abrahams Søns, Saga.
Abraham blev Fader til Isak, Isak til Jakob, Jakob til Juda og hans Brødre.
Juda blev ved Tamar Fader til Fares og Sara. Fares blev Fader til Esrom, Esrom til Aram,
Aram til Aminadab, Aminadab til Naasson, Naasson til Salmon.
Salmon blev ved Rahab Fader til Boas, Boas blev ved Rut Fader til Jobed. Jobed blev Fader til Isai,
Isai til Kong David. David blev ved Urias' Hustru Fader til Salomon.
Salomon blev Fader til Roboam, Roboam til Abia, Abia til Asaf,
Asaf til Josafat, Josafat til Joram, Joram til Osias,
Osias til Joatam, Joatam til Akas, Akas til Esekias,
Esekias til Manasse, Manasse til Amos, Amos til Josias,
Josias til Jekonia og hans Brødre i den babyloniske Landflygtigheds Tid.
Efter den babyloniske Landflygtighed blev Jekonia Fader til Salatiel, Salatiel til Sorobabel,
Sorobabel til Abiud, Abiud til Eliakim, Eliakim til Asor,
Asor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud,
Eliud til Eleasar, Eleasar til Mattan, Mattan til Jakob,
Jakob til Josef Marias Mand. Af hende blev Jesus født, som kaldes Kristus.
Alle Slægtleddene udgør altsaa fra Abraham til David fjorten og fra David til den babyloniske Landflygtighed fjorten Led og fra den babyloniske Landflygtighed til Kristus fjorten Led.
Med Jesus' Kristus' Fødsel gik det saadan til: Hans Moder Maria var trolovet med Josef. Men inden de kom sammen, kendtes det, at hun var frugtsommelig ved Helligaanden.
Hendes Mand Josef, som var en rettænkende Mand, men ikke vilde gøre det vitterligt for alle om hende, havde besluttet at skille sig fra hende i al Stilhed.
Men som han havde dette i Sinde, viste en Herrens Engel sig brat for ham i Drømme og sagde: Josef, Søn af David, du skal ikke være bange for at tage din Hustru Maria til dig. For det, hun gaar frugtsommelig med, er undfanget ved Helligaanden.
Men en Søn skal hun føde, og ham skal du kalde Jesus. For han skal frelse sit Folk fra deres Synder.
Men saadan er det gaaet til, for at det skulde gaa i Opfyldelse, som Herren har talt gennem Profeten, som siger:
Se Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og de skal kalde ham Emmanuel." Det betyder i Oversættelse: Gud er med os.
Da Josef vaagnede, stod han op og gjorde, som Herrens Engel havde befalet ham, og tog sin Hustru, til sig.
Men han havde ikke Omgang med hende, førend hun havde født en Søn. Og ham kaldte han Jesus.
Efter at Jesus var født i Betlehem i Judæa i Kong Herodes' Dage, viste der sig i Jerusalem Vismænd fra Østerland,
som sagde: Hvor er Jødernes nyfødte Konge? For vi har set hans Stjerne i Østerland, og nu er vi komne for at hylde ham.
Da Kong Herodes hørte det, satte det ham i hæftig Bevægelse og hele Jerusalem med ham.
Og han samlede alle de ypperstepræstelige og Folkets Skriftlærde og spurgte dem ud om, hvor den Salvede skulde fødes.
De sagde til ham: I Betlehem i Judæa. For saadan staar der skrevet ved Profeten.
Og du Betlehem i Judas Land, ingenlunde den ringeste blandt Judas Høvdingsæder. For fra dig skal en Høvding opkomme, og han skal vogte som Hyrde mit Folk Israel".
Da lod Herodes hemmeligt Vismændene kalde og spurgte dem nøje ud om, hvor længe det var, siden Stjernen viste sig.
Og saa sendte han dem til Betlehem og sagde: Gaa nu hen og skaf jer nøje Underretning om Barnet. Og naar I finder det, saa lad mig det vide, for at jeg ogsaa kan komme og gøre Knæfald for det.
De gjorde, som Kongen sagde, og drog afsted. Og Stjernen, som de havde set i Østerland, se den gik forud for dem, til den stod over det Sted, hvor Barnet var.
Og det var dem en overmaade stor Glæde, da de saa Stjernen.
Og da de saa kom ind i Huset, saa de Barnet tilligemed dets Moder Maria, og de kastede sig ned og gjorde Knæfald for det. Og saa aabnede de deres Gemmer og bragte ham Gaver: Guld og Røgelse og Myrra.
Saa blev de advarede af Gud i en Drøm imod at vando tilbage til Herodes, og ad en anden Vej drog de bort til deres Land.
Straks efter at de var bortrejst, viser der sig brat i Drømme for Josef en Herrens Engel, som siger: Bryd op med Barnet og dets Moder og fly til Ægypten, og bliv der, til jeg siger dig til. For Herodes vil søge efter Barnet for at slaa det ihjel.
Saa brød han op med Barnet og dets Moder om Natten og drog bort til Ægypten
og blev der til Herodes' Død, for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt gennem Profeten: „Fra Ægypten kaldte jeg min Søn."
Da Herodes saa, at Vismændene havde narret ham, blev ban meget vred og sendte Folk ud for at myrde alle Drengebørn i Betlehem og i hele Egnen deromkring fra to Aars Alderen og derunder svarende til den Tid, han havde skaffet sig nøje Underretning om af Vismændene.
Da gik det i Opfyldelse, som er talt gennem Profeten Jeremias:
Der hørtes en Røst i Rama, Graad og megen Klage. Rakel græd over sine Børn og vilde ikke lade sig trøste, for de er ikke til mere".
Men da Herodes var død, viser en Herrens Engel sig i Drømme for Josef i Ægypten
og siger: Bryd op med Barnet og dets Moder, og kom til Israels Land. For nu er de døde, som stræbte Barnet efter Livet.
Saa brød han op med Barnet og dets Moder og kom til Israels Land.
Men da han hørte, at Arkelans nu var Konge over Judæa i sin Fader Herodes' Sted, turde han ikke komme der, og efter Guds Vink i Drømme, drog han bort til Galilæas Omraade.
Der kom han saa og bosatte sig i en By, som hedder Nasaret, for at det, som er sagt gennem Profeterne, skulde gaa i Opfyldelse, fordi han skulde kaldes Nasaræer.
Ved den Tid kommer Døberen Johannes og udraaber i Judæas Ørk:
Omvend jer, for Himlenes Rige er nær!
For det er ham, Profeten Jesaja har talt om med de Ord: Hør, der er en der raaber i Ørken: Gør Herrevejen rede. Gør hans Stier snorrette!"
Johannes selv bar Klæder af Kamelhaar og et Læderbælte om Livet. Hans Føde var Græshopper og Ørkenhonning.
Da kom de vandrende ud til ham, Jerusalem og hele Judæa og alt, hvad der hørte til Jordanlandet,
og de blev døbte af ham i Jordans Flod under Bekendelse af deres Synder.
Men da han saa mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til Daaben, sagde han til dem: Hugormeyngel, hvem har lært jer at fly fra den kommende Vrede?
Saa bær nu da Frugt, som værdigt svarer til Omvendelsen,
og gaa ikke hen og sig til jer selv: Vi har Abraham til vor Fader. For jeg siger jer, at Gud kan oprejse Abraham ham Børn af Stenene der.
Øksen er allerede rettet mod Træernes Rod. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, det ryddes da og kastes paa Ilden.
Jeg døber jer vel i Vand til Omvendelse, men han, som følger mig, er vældigere end jeg, og jeg er ikke god nok til at bære hans Sko. Han skal døbe jer i Helligaand og Ild.
Sin Kasteskovl har han i Haanden og vil rydde sin Tærskeplads, Og sin Hvede vil han samle i Forraadskamret, men Avnerne vil han brænde op i Ild, som ikke slukkes.
Da korn Jesus derhen fra Galilæa til Jordan til Johannes for at blive døbt af ham.
Han vilde hindre ham deri og sagde: Jeg trænger til at blive døbt af dig, og saa kommer du til mig.
Men Jesus svarede ham: Lad mig nu faa Lov dertil, for saadan sømmer det sig for os at opfylde alt, hvad med Rette kræves. Saa gav han ham Lov.
Jesus steg straks op af Vandet, da han var bleven døbt, og i det samme aabnedes Himlen, og Guds Aand dalede ned som en Due og kom over ham.
Og brat er der en Røst fra Himlen der siger: Denne er min Søn, den hjertenskære. Ham har jeg kaaret mig.
Da førtes Jesus af Aanden ud i Ørken for at blive fristet af Djævelen.
Og efter at han havde fastet i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter led han omsider Sult,
Og saa kom Fristeren til ham og sagde: Er du Guds Søn, saa byd, at disse Stene skal blive til Brød.
Men han svarede: Der staar skrevet: „Mennesket skal ikke leve af Brød alene, men af hvert Ord, der udgaar af Guds Mund."
Saa tager Djævelen ham med til den hellige Stad og sætter ham op paa Tempeltinden
og siger til ham: Er du Guds Søn, saa styrt dig selv ned. For der staar skrevet, at han skal give sine Engle Befaling om dig, og saa skal de bære dig paa Hænder, for at; du ikke sled støde din Fod paa Sten.
Jesus sagde til ham: Der staar igen skrevet: „Du skal ikke udforske Herren din Gud."
Atter tager Djævelen ham med. sig op paa et meget højt Bjerg og viser ham alle Verdens Kongeriger og Højheden over dem
og sagde saa til ham: Alt ' dette vil jeg give dig, om du vil kaste dig ned og gøre Knæfald for mig.
Saa siger Jesus til ham: Bort med dig Satan! for der staar skrevet Du skal bøje Knæ for Herren din Gud, og ham alene skal du tjene."
Saa forlod Djævelen ham, og straks kom der Engle til og tjente ham.
Da han saa hørte, at Johannes var given i Fjendevold, tyede han bort til Galilæa.
Og han forlod Nasaret og bosatte sig i Kafarnaum ved Søbredden i Sebulons og Naftalis Landomraade,
for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er sagt gennem Profeten Jesaja med de Ord:
„Sebulons Land og Naftalis Land ud imod Havet, ind over Jordan, Hedningenes Galilæa.
Folket, som sad i Mørke, saa, saa stort et Lys, og Lys oprandt for dem, som sad i Dødens Land og i dens Skygge"
Fra den Tid begyndte Jesus at udraabe: Omvend jer, for Himlenes Rige er nær.
Som han færdedes langs den galilæiske Sø, saa han to Brødre, Simon, som de kalder Peter, og hans Broder Andreas i Færd med at sætte Ruser i Søen. For de var Fiskere.
Saa siger han til dem: Kom og slut jer til mig, saa skal jeg gøre jer til Menneskefiskere.
Straks forlod de Garnene og fulgte ham.
Derfra gik han videre og saa to andre Brødre, Sebedaios' Søn Jakob og hans Broder Johannes i et Fartøj sammen med deres Fader Sebedaios i Færd med at rede deres Garn op. Saa kaldte han ad dem.
Straks forlod de Baaden og deres Fader og fulgte ham.
Saa drog han omkring i hele Galilæa og underviste i deres Synagoger og udraabte Rigets Glædesbud og helbredte hver Sot og hver Sygdom i Folket.
Og Rygtet derom naaede ud til hele Syrien. Og de førte til ham alle dem, der var lidende og pintes af forskellige Sygdomme og Smerter, som var besatte af onde Aander, maanesyge og gigtsvage. Og han helbredte dem.
Og talrige Skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra den anden Side af Jordan.
Da han saa de forsamlede Skarer, gik han op paa Bjerget og satte sig ned, og hans Lærlinge kom hen til ham.
Og saa tog han til Orde og underviste dem.
Lyksalige, sagde han, er de der føler sig fattige i Aanden, for Himlenes Kongerige er deres.
Lyksalige de, som sørger, for Trøst skal de faa.
yksalige de sagtmodige, for de skal arve Jorden.
Lyksalige de som sulter og tørster efter det, som Ret er, for de skal mættes.
Lyksalige de barmhjertige, for de skal finde Barmhjertighed.
Lyksalige de hjerterene, for de skal faa Gud at se.
Lyksalige de som stifter Fred, for de skal kaldes Guds Børn.
Lyksalige de, som er bleven forfulgte for, hvad der er Ret, for Himlenes Kongerige er deres.
Lyksalige er I, naar man haaner og forfølger jer og lyver jer alt ondt paa for min Skyld.
Glæd jer og pris jeres Lykke, for stor er i Himlene jeres Løn. For saadan forfulgte de Profeterne, som gik forud for jer.
I er Jordens Salt. Men hvis Saltet ikke kan holde sig, hvad skal man saa salte det med? Det duer ikke mere til noget, men bliver kastet ud og traadt ned af Folk.
I er Verdenslyset. En By, som ligger paa Bjergetop, kan ikke skjule sig.
Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under en Skæppe. Nej paa en Stage. Saa lyser det for dem alle, som er i Huset.
Saadan skal I lade jeres Lys skinne for andre Mennesker, " for at de kan se jeres gode Gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.
I maa ikke tro, jeg er kommen for at nedbryde Loven og Profeterne. Jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at opfylde.
For sandelig siger jeg jer: Indtil Himlen og Jorden forgaar, skal ikke et i eller en eneste Tøddel af Loven forgaa, uden at det bliver virkeliggjort alt sammen.
Den, som rokker ved et eneste af de mindste af disse Bud og lærer Folk saadan, han skal kaldes ringest i Himlenes Rige. Men den, som holder det og lærer saa, skal kaldes stor i Himlenes Rige.
For jeg siger jer, at hvis I ikke langt overgaar de Skriftlærde og Farisæerne i at gøre det, som Ret er, kommer I slet ikke ind i Himlenes Rige.
I har hørt, der er sagt til de gamle: Du maa ikke myrde Den, som myrder, skal kendes skyldig for Retten.
Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred paa sin Broder, skal kendes skyldig for Retten. Og den, som siger Raka til sin Broder, skal kendes skyldig for Domstolen, og den, som siger: Tosse, skal kendes skyldig til Ildsluens Gehenna.
Naar du da bringer din Offergave paa Altret og der kommer i Tanker om, at din Broder har noget imod dig,
saa lad din Gave blive tilbage ved Altret, og gaa først hen og slut Forlig med din Broder, og kom saa og giv dit Offer.
Vær ikke sen til at komme din Modpart imøde, mens du endnu er undervejs med ham, for at Modparten ikke skal overlade dig til Dommeren og Dommeren til Slutteren, og du saa skal komme i Fængsel.
Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud igen, inden du har sonet den sidste Skilling.
I har hørt, der er sagt: Du maa ikke øve Ægteskabsbrud.
Men jeg siger jer, at hver den, som ved at se en andens Hustru optændes af Begær efter hende, har allerede øvet Ægteskabsbrud med hende i sit Hjerte.
Og ménstøder (forarger) dit højre Øje dig, saa riv det ud og kast det fra dig. For du er bedst faren med, at et af dine Lemmer gaar tabt, og ikke hele dit Legeme skal kastes i Gehenna.
Og ménstøder (forarger) din højre Haand dig, saa hug den af og kast den fra dig. For du er bedst faren med, at et af dine Lemmer gaar tabt og ikke hele dit Legeme skal fare til Gehenna.
Der er sagt: Den som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende Skilsmissebrev.
Men jeg siger jer, at hver den, der skiller sig fra sin Hustru, uden at der foreligger Klage over Løsagtighed, han gør hende til Ægteskabsbryder. Og den, som gifter sig med hende, øver Ægteskabsbrud.
I har fremdeles hørt, der er sagt til de gamle: Du maa ikke bryde din Ed, men du skal svare Herren til, hvad du har svoret.
Men jeg siger jer, at I skal slet ikke sværge hverken ved Himlen, for det er den Højestes Højsæde,
eller ved Jorden, for det er hans Fodskammel. Hellerikke ved Jerusalem, for det er den store Konges Stad.
Du skal hellerikke sværge ved dit Hoved. For du kan ikke gøre et eneste Haar hvidt eller sort.
Men jeres Ord skal være ja, ja, nej, nej. Hvad der gaar ud over det, er af det onde.
I har hørt, der er sagt: Øje for Øje og Tand for Tand.
Men jeg siger jer, at I skal ikke sætte jer til Modværge mod den, der er ond. Men slaar nogen dig paa den højre Kind, saa ræk ham ogsaa den venstre.
Og den som vil stævne dig for Retten og tage din Kjortel, lad ham tage. Kappen med.
Og den, som vil tvinge dig til at gøre Følgeskab en Mil, følg ham to Mil.
Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig.
I har hørt, der er sagt: Du skal være din Ven god og din Fjende gram.
Men jeg siger jer: I skal være jeres Fjender gode og bede for dem, som forfølger jer,
for at I kan slægte jeres Fader paa, som er i Himlene. For han lader sin Sol staa op over onde og gode og lader det regne over dem, der gør Ret, og dem, der gør Uret.
For om I er dem gode, der er det mod jer, hvad skal I saa have for det? Gør Tolderne ikke det samme.
Og naar I kun hilser paa jeres Landsmænd, hvad særligt godt gør I da? Gør ikke Hedningerne det samme.
Saa bliv da, som jeres himmelske Fader er, og slaa ikke af paa Fuldkommenheden.
Men pas paa, at I ikke øver jeres Dyd for andre Menneskers Øjne, for at de skal se paa jer. Ellers faar I ikke noget for det hos jeres Fader i Himlene.
Naar du da uddeler Barmhjertighedsgaver, skal du ikke lade blæse i Basun for dig, som Hyklerne gør i Synagogerne og Smaagaderne for at blive roste af andre Mennesker. Sandelig siger jeg jer: de har gjort sig betalte.
Men naar du uddeler Gaver, skal din venstre Haand ikke vide, hvad den højre gør,
for at din Velgerning skal ske i det skjulte. Saa skal din Fader, som ser i det skjulte, lønne dig derfor.
Og naar I holder Bøn, skal I ikke bære jer ad som Hyklerne. For de holder meget af at staa i Synagogerne og paa Gadehjørnerne og holde Bøn, for at Folk skal faa dem at se. Sandelig siger jeg jer: De har gjort sig betalte.
Men du skal, naar du holder Bøn, gaa ind i dit Kammer og lukke Døren og saa bede til din Fader, som er i det skjulte, saa skal din Fader, som ser i det skjulte, lønne dig derfor.
Men naar I holder jeres Bøn, skal I ikke remse op som Hedningerne. For de tænker, de skal blive hørte for deres mange Ords Skyld.
Dem skal I slet ikke ligne. For jeres Fader ved, hvad I trænger til, inden I beder ham derom.
I skal da bede saadan: „Vor Fader i Himlene, lad dit Navn blive helliget
lad dit Kongedømme komme. Lad din Vilje ske som i Himlen saa paa Jorden.
Giv os idag vort daglige Brød,
og eftergiv os vor Gæld, som vi ogsaa har eftergivet dem, der er i Gæld til os.
Og før os ikke ind i Fristelse, men fri os fra det onde".
For, naar I tilgiver andre Mennesker deres Fejltrin, vil jeres Fader i Himlene ogsaa gøre ilet mod jer.
Men hvis I ikke tilgiver andre Mennesker, saa vil jeres Fader hellerikke tilgive jeres Fejltrin.
Naar I faster, skal I ikke som Hyklerne gaa med mørke Miner. For de sætter et unaturligt Ansigt op, for at andre Mennesker skal kunne se paa dem, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har gjort sig betalte.
Men du skal, naar du faster, salve dit Hoved og vaske dit Ansigt,
for at ikke andre Mennesker, men kun din. Fader i det skjulte skal se det paa dig, at du faster. Saa skal din Fader, som ser i det skjulte, lønne dig derfor.
I skal ikke samle jer Skatte paa Jorden, hvor de fortæres af Møl og Rust, og hvor Tyve bryder ind og stjæler.
Men I skal samle jer Skatte i Himlen, hvor de hverken fortæres af Møl eller Rust, og hvor ingen Tyv bryder ind eller stjæler.
For, hvor I har jeres Skat, der har I ogsaa jeres Hjerte.
Øjet er Legemets Lyskilde. Naar dit Øje er ærligt, vil hele dit Legeme ligge i Lys.
Men naar dit Øje er ondt, vil hele dit Legeme ligge, i Skygge. Naar da Lyset i dig er Skygge, hvor mørk bliver saa ikke Skyggen.
Ingen kan tjene to Herrer. Enten maa han holde af den ene og kan ikke lide den anden, eller han maa foretrække den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene Gud og Mamon.
Derfor siger jeg jer: I skal ikke tage jer nær for Livets Skyld, hvad I skal faa at spise, og hellerikke for Legemets Skyld, hvad I skal faa at klæde jer i. Er ikke Livet mere end Føden og Legemet mere end Klæderne?
Se til Himlens Fugle. De saar ikke og høster ikke og samler ikke tilhuse. Men jeres himmelske Fader føder dem. Overgaar I ikke langt dem.
Men hvem af jer kan lægge en Alen til sit Levnedsløb, om end det er ham om at gøre..
Og hvorfor tager I jer det saa nær med Klæderne? Læg Mærke til Blomsterne paa Marken, hvor de gror. De arbejder ikke og spinder hellerikke.
Men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin Pragt var saadan klædt som en af dem.
Naar da Gud saadan klæder Urterne paa Marken, som er idag og i morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere da ikke jer -- I med jeres lille Tro?
I skal altsaa ikke tage jer det saa nær og sige: Hvad skal vi spise eller, hvad skal vi drikke eller, hvad skal vi klæde os i?
For alt det er Hedningerne optagne af. Jeres Fader ved jo, at I trænger til alt det.
Søg først hans Rige og hans Ret. Saa skal I faa alt det andet med.
I skal slet ikke tage jer det saa nær med den Dag imorgen. For Dagen imorgen faar sit at drages med. Hver Dag har nok i sin egen Modgang.
Døm ikke, for at I ikke selv skal blive dømte.
For den samme Dom, I fælder, skal fældes over jer, og med det samme Maal, I maaler med, skal der tilmaales jer.
Men hvorfor ser du Splinten i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var.
Eller hvor kan du sige til din Broder: Kom lad mig tage den Splint ud af dit Øje. Og samtidig har du Bjælken i dit Øje.
Hykler, faa først Bjælken ud af dit Øje, saa kan du bagefter se godt nok til at faa Splinten ud af din Broders Øje.
I skal ikke give Hundene det hellige og ikke kaste jeres Perler for Svinene, for at de ikke skal træde dem ned med Fødderne og vende sig om og bide jer.
Bed, saa skal I faa. Søg, saa skal I finde, Bank paa, saa skal I blive lukket ind.
For enhver, som beder, han faar, og enhver, som søger, han finder, og enhver, som banker paa, vil blive lukket ind.
Er der vel blandt jer noget Menneske, som vil give sin Søn en Sten, naar han beder ham om Brød,
eller en Hugorm, naar han beder ham om en Fisk?
Naar da I, som er onde, har Forstand paa at give jeres Børn gode Gaver, hvor meget mere vil da ikke jeres Fader i Himlene give dem noget godt, som beder ham derom?
Nu vel da, alt hvad I gerne vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem. For saadan er Loven og Profeterne.
Gaa ind ad den snævre Port. For bred og rummelig er Vejen, som fører til Undergang, og der er mange, der gaar ind ad den.
Smal og snæver er Vejen, som fører til Livet, og der er faa, der finder den.
Tag jer i Agt for de falske Profeter, dem der kommer til jer i Faareklæder, men er indvortes glubende Ulve.
Paa deres Frugt skal I kende dem. Plukker man vel Druer af Tisler eller Figen af Tjørnebuske?
Saadan bærer ethvert ædelt Træ ædel Frugt; men et vildt Træ bærer vild Frugt.
Et ædelt Træ kan ikke bære vild Frugt, og et vildt Træ kan ikke bære ædel Frugt.
Hvert Træ, som ikke bærer ædel Frugt, bliver ryddet og kastet paa Ilden.
Ja paa deres Frugt skal I kende dem.
Ikke enhver, som siger Herre Herre til mig, kommer ind i Himmelriget, men kun den, der gør, hvad min Fader i Himlene vil.
Mange vil sige til mig, naar den Dag kommer: Herre Herre, har vi ikke profeteret ved dit Navn, og har vi ikke ved dit Navn uddrevet onde Aander og ved dit Navn gjort mange mægtige Gerninger?
Og saa vil jeg staa ved mit Ord overfor dem: Jeg har aldrig kendt jer. Gaa bort fra mig, I som arbejder paa at fremme Lovløsheden.
Enhver da, som hører disse mine Ord og gør Alvor af dem, vil jeg ligne ved en klog Mand, som byggede sit Hus paa Klippegrunden.
Og saa styrtede Regnen ned, og Vandstrømmene kom, og Stormene blæste og satte ind paa det Hus. Men det faldt ikke, for det var opført paa Klippegrunden.
Og enhver, som hører disse mine Ord, men gør ikke Alvor af dem, han kommer til at, ligne en uklog Mand, som byggede sit Hus paa Sandet.
Og saa styrtede Regnen ned, og Vandstrømmene kom, og Stormene blæste og satte ind paa det Hus, og saa faldt det, og Sammenstyrtningen var stor.
Da Jesus havde endt denne Tale, følte Forsamlingen sig slaaet af hans Undervisning.
For han underviste som en, der havde Myndighed, og ikke som deres Skriftlærde.
Da han gik ned af Bjerget, fulgte Folk ham i store Skarer.
Og saa kommer der i det samme en spedalsk hen og bøjer Knæ for ham og siger: Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.
Saa rakte han ham Haanden og sagde: Det vil jeg, bliv ren. Og straks var hans Spedalskheds Urenhed borte.
Saa siger Jesus til ham: Pas paa, at du ikke siger det til nogen. Men gaa hen og lad dig syne af Præsten, og bring den Offergave, som Moses har befalet for at være dem til et Vidnesbyrd.
Idet han kom ind til Kafarnaum, kom en Centurion hen til ham og bad ham om Hjælp:
Herre, sagde han, min Dreng ligger derhjemme lammet af Gigt og under haarde Lidelser.
Han siger til ham: Jeg skal komme og helbrede ham.
Men Centurionen svarede: Herre, jeg er for ringe til, at du kan træde ind under mit Tag, men sig kun et Ord om det, saa bliver min Dreng rask.
For jeg er selv en Mand, der staar under andres Myndighed, og jeg har selv Krigsfolk under mig. Og siger jeg til den ene: gaa! saa gaar han, og til en anden: kom! saa kommer han, og til min Træl: gør det! saa gør han det.
Da Jesus hørte det, sagde han grebet af Forundring til dem, som fulgte ham: Sandelig siger jeg jer: End ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro.
Men jeg siger jer, at der vil komme mange fra Øst og Vest og gaa til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himlenes Rige.
Men Rigets Børn skal kastes ud i Mørket udenfor. Der vil fældes Taarer og skæres Tænder.
Saa sagde Jesus til Centurionen: Gaa kun, som du har troet, skal du faa det. Og hans Dreng blev rask i den samme Stund.
Saa gik Jesus hjem til Peters Hus og saa der hans Svigermoder febersyg og sengeliggende.
Men saa tog han hende ved Haanden, og saa forlod Feberen hende, og hun stod op og opvartede ham.
Da saa Aftenen faldt paa, bragte de mange til ham, som var besatte, og han drev Aanderne ud med et Ord, og alle de lidende helbredte han,
for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt gennem Profeten Jesaja: „Han tog vore Svagheder, bar vore Sygdomme!"
Da Jesus saa, hvor Mængden i Skarevis flokkedes om ham, gav han Befaling til at sætte over til den anden Side.
Saa kom der en Skriftlærd hen og sagde til ham: Lærer, jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.
Saa siger Jesus til ham: Rævene har Huler og Himlens Fugle Reder, Menneskesønnen ikke det Sted, hvor han kan helde sit Hoved.
En anden af Lærlingene sagde til ham: Herre, giv mig først Lov til at gaa hen og jorde min Fader.
Men han sagde til ham: Følg mig, og lad de døde om at jorde deres døde.
Saa gik han ombord i Fartøjet fulgt af sine Lærlinge.
Da rejste der sig pludselig en høj Søgang, saa Baaden blev helt borte mellem Bølgerne. Men han sov.
Saa gik de hen og vækkede ham og sagde: Red os, Herre, vi gaar under!
Hvorfor er I saa bange af jer, siger han saa til dem, I smaattroende? Og saa rejste han sig og talte Blæsten og Søerne bydende til, og saa blev der meget smult Vand.
Men Folk undrede sig og sagde: Hvor er han fra, siden baade Blæsten og Søerne lyder ham?
Da han saa korn over til den anden Side til Gadarenernes Landskab, mødte han to besatte, som kom frem af Gravene, meget ustyrlige var de, saa man kunde ikke færdes ad den Vej.
Og pludselig raabte de: Hvad vil du os, Guds Søn? Er Du kommen hid før Tiden for at pine os?
Langt borte fra dem var der en stor Drift Svin, der gik og græssede,
og De onde Aander bad ham derom: Hvis du driver os ud, saa send os ind i den Drift Svin.
Ja gaa, sagde han til dem. Saa for de ud og hen i Svinene. Og lige med det samme satte hele Driften i Løb ned ad Skrænten ud i Søen og omkom i Vandet.
Men Driverne tog Flugten og kom ind til Byen og fortalte det hele, ogsaa det om de besatte.
Og se der kom hele Byen ud for at møde Jesus, og saa snart de saa ham, bad de ham om endelig at gaa andensteds hen bort fra deres Omraade.
Saa gik han ombord og satte over og kom til sin egen By.
Og der kom de med det samme og bar til ham en gigtlammet, liggende paa en Seng. Og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den gigtlammede: Fat Mod Barn, dine Synder forlades dig.
Saa var der lige nogen af de Skriftlærde, der sagde ved sig selv: Han driver Spot.
Saa sagde Jesus, da han saa deres Tanker: Hvorfor tænker I ondt i jeres Hjerter?
Hvad er vel lettest at sige: Dine Synder forlades, eller: Rejs dig op og gaa?
I skal faa at vide, at Menneskesønnen har Myndighed paa Jorden til at forlade Synder, derfor siger han til den gigtlammede: rejs dig op og tag dit Leje og gaa hjem.
Og saa rejste han sig op og gik hjem.
Da de forsamlede Skarer saa det, gjorde det et alvorligt Indtryk paa dem, og de lovede Gud, som havde givet Mennesker slig Myndighed.
Da Jesus drog videre derfra, saa han en Mand sidde og passe Toldboden. Han kaldes Mattaios. Og saa siger han til ham: Følg mig. Og han rejste sig og fulgte ham.
Og da han, engang sad tilbords i hans Hjem, kom der mange Toldere og syndefulde Mennesker og sad tilbords med ham og hans Lærlinge.
Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Lærlinge: Hvorfor spiser jeres Lærer sammen med Toldere og syndefulde Mennesker?
Men han hørte det og sagde: De sunde har ikke Brug for en Læge, men det har de, som ikke har det godt.
Gaa hen og lær, hvad det vil sige: Det er Barmhjertighed, jeg vil have, og ikke Offer." For jeg er ikke kommen for at kalde paa fejlfri men Syndere.
Saa kommer Johannes' Lærlinge til ham og siger: Hvorfor faster vi og Farisæerne, men dine Lærlinge faster ikke?
Saa sagde Jesus til dem: Kan vel Bryllupsgæsterne faste, saalænge Brudgommen er hos dem? Der kommer de Dage, da Brudgommen tages fra dem. Saa skal de faste.
Men ingen sætter en Lap af ukrympet Tøj paa en gammel Klædning. For saa løsriver det, der skal hele den, mere af Klædningen, og Hullet bliver værre.
Man fylder hellerikke ny Vin paa gamle Skindsække. For saa sprænges Skindsækkene, og Vinen spildes, og Skindsækkene ødelægges. Men man fylder ny Vin paa nye Skindsække, saa bevares begge Dele.
Lige som han er ved at sige dette, er der en Forstander, der kommer ind, bøjer Knæ for ham og siger: Min Datter er lige nu død, men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.
Saa stod Jesus op og gik med ham fulgt af sine Lærlinge.
I det samme er der lige en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, hun kom til bagfra, og rørte ved Sømmen af hans Klædning.
For hun sagde ved sig, selv: Rører jeg kun ved hans Klædning, saa bliver jeg hjulpen.
Han vendte sig om og saa hende og sagde: Vær ved godt Mod, Datter. Din Tro har hjulpet dig. Og Kvinden kom sig fra den Stund.
Da saa Jesus kom ind i Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og den støjende Forsamling,
sagde han: Gaa bort, for den lille Pige er ikke død, men hun sover. Saa lo de ad ham.
Men da Forsamlingen var dreven bort, gik han ind og greb hendes Haand, og saa stod Pigen op.
Og dette rygtedes i hele den Egn.
Da Jesus drog videre derfra, var der to blinde, der fulgte efter ham og raabte: Hav Barmhjertighed med os Davids ' Søn
Og da han gik ind i Huset, kom de blinde hen til ham, og saa siger Jesus til dem: Tror I, at jeg kan gøre det? ' Ja Herre, siger de til ham.
Saa rørte han ved deres Øjne og sagde: Efter jeres Tro, skal I faa det.
Og saa aabnedes deres Øjne. Og Jesus skændte paa dem: Pas paa, sagde han, at ingen faar det at vide.
Men de gik ud og udspredte Rygtet om ham i hele den Egn.
Da saa de var gaaet, bragte de til ham en Mand, der val» stum og besat.
Og da den onde Aand var dreven ud, talte den stumme. Og den forsamlede Mængde undrede sig og sagde: Der er aldrig set Magen i Israel.
Men Farisæerne sagde: Han uddriver de onde Aander ved de onde Aanders Fyrste.
Saa vandrede Jesus rundt omkring til alle Byerne og Landsbyerne og underviste i deres Synagoger og forkyndte Rigets Glædesbud og helbredte enhver Sygdom og Svaghed.
Men ved at se dem, der flokkedes, fik han dyb Medfølelse med dem. For de var forkomne, og ingen brød sig om dem, som Faar, der ingen Hyrde har.
Saa siger han til sine Lærlinge: Høsten er stor, men Arbejderne faa.
Saa bed da ham, som Høsten hører til, om at sende Arbejdere ud til sin Høst.
Saa kaldte han sine tolv Lærlinge til sig og gav dem Myndighed over urene Aander, saa de kunde drive dem ud og helbrede hver Sygdom og Svaghed.
Dette er Navnene paa de tolv Apostle: Først Simon, som kaldes Peter, og hans Broder Andreas, saa Jakob Sebedaios' Søn og hans Broder Johannes,
Filippos og Bartolomaios, Tomas og Tolderen Mattaios, Jakob Alfaios' Søn og Lebbaios,
Simon Kananaios og Judas Iskarjot, den samme som forraadte ham.
Disse tolv sendte Jesus ud og gav dem følgende Paalæg: I skal ikke slaa ind paa Vejen til Hedningene og ikke søge ind i nogen Samariterby,
Gaa hellere til de tabte Faar, der hører til Israels Hus.
Paa jeres Vandring skal I udraabe, at Himlenes Kongerige er nær.
Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde Aander. I har faaet det for ingenting. Giv det for ingenting.
I skal hverken forsyne jer med Guld eller Sølv eller Kobbermønt til at have i jeres Bælte,
ikke med en Pose at gaa med, ikke med to Sæt Undertøj, ikke med Fodtøj, ikke med Vandringsstav. For Arbejderen er sin Føde værd.
Naar I kommer ind i en By eller Landsby, skal I altid spørge jer for om, hvem der paa det Sted er det værd, og bliv saa der, til I drager bort.
Og naar I kommer ind i Huset, skal I hilse paa det,
og er det Hus værdigt dertil, da komme jeres Fred til at hvile over det! Men skulde det ikke være værdigt dertil, saa vende jeres Fred tilbage til jer selv!
Og er der en, som ikke tager imod jer og ikke hører paa de Ord, I har at føre, saa skal I ryste Støvet 'af jeres Fødder, naar I forlader det Hus eller den By.
Sandelig siger jeg jer: Naar en Dag Dommen fældes, skal det gaa Sodomas og Gomorras Land taaleligere end den By.
Mærk vell Jeg sender jer ud som Faar midt iblandt Ulve. Saa bliv da snilde som Slangerne og rænkeløse som Duerne.
Men tag jer i Agt for Menneskene. For de vil give jer Raadsforsamlinger i Vold, og i deres Synagoger vil de piske jer.
Og I vil blive førte frem for Landshøvdinger og Konger for min Skyld til et Vidnesbyrd for dem og for Hedningerne.
Men naar de lader jer gribe, saa lad det ikke trykke jer, hvad I skal faa at sige, eller hvordan. For det skal i den samme Stund gives jer, hvad I skal sige.
For det er ikke jer der taler, men jeres Faders Aand, som taler i jer.
Broder skal udlevere Broder til Dødsstraf og Fader sit Barn, og Børn skal rejse sig mod Forældre og slaa dem ihjel,
og I skal være ilde sete af alle for mit Navns Skyld. Men den, der bliver urokkelig til det sidste, skal blive frelst.
Men naar de forfølger jer i denne By, saa fly til den næste. For jeg siger jer sandelig: I skal ikke blive færdige med Byerne i Israel, før Menneskesønnen kommer.
Ingen Lærling er hævet over sin Lærer og ingen Træl over sin Herre.
Lærlingen maa nøjes med at blive ligestillet med sin Lærer og Trællen med sin Herre. Har de kaldt Husbonden Beelsebul, hvor meget mere da ikke hans Husfolk?
I skal slet ikke være bange for dem. For der er ikke det, der dølges, som jo skal komme for Dagen, og ikke det, der holdes hemmeligt, som jo skal blive vitterligt.
Hvad jeg siger jer, naar det er mørkt, skal I sige, naar det er lyst, og hvad der hviskes jer i Øret, raab det ud fra Tagene.
Og I skal ikke være bange for dem, der slaar Legemet ihjel, men ikke kan slaa Sjælen ihjel. Saa skal I hellere være bange for den, der kan lægge baade Sjæl og Legeme øde i Gehenna.
Sælges ikke to Spurve for en Skilling, og ikke en af dem falder til Jorden uden jeres Faders Minde.
Ja endda alle jeres Hovedhaar er talte.
I skal slet ikke være bange. I gælder mere end mange Spurve.
Enhver, som kendes ved mig overfor Menneskene, vil jeg da ogsaa vedkende mig overfor min Fader i Himlene.
Men den, som vægrer sig ved at kendes ved mig overfor Menneskene, ham vil jeg ogsaa vægre mig ved at kendes ved overfor min Fader i Himlene.
I maa ikke tro, at jeg er kommen for at bringe Jorden Fred. Jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men dragne Sværd.
For jeg er kommen for at sætte op imod hinanden Mand mod sin Fader og Datter mod sin Moder og Brud mod sin Mands Moder,
og til Fjender skal en Mand faa sine egne Husfolk.
Den, som holder mere af Fader eller Moder ond mig, er mig ikke værd, og den, som holder mere af Søn eller Datter end mig, er mig ikke værd.
Og den, som ikke løfter sit Kors og slutter sig til mig, er mig ikke værd.
Den som finder sit Liv, skal miste det, og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.
Den som tager imod jer, tager imod mig, og den som tager imod mig, tager imod den, som har sendt mig.
Den som tager imod en Profet, for at det skal komme en Profet tilgode, skal faa en Profets Løn, og den som tager imod en from Mand, for at det skal komme en from tilgode, skal faa en from Mands Løn.
Og den som giver en eneste af disse smaa et Bæger koldt Vand, kun for at det skal komme en Lærling tilgode sandelig siger jeg jer: Han skal ikke miste sin Løn.
Da Jesus var færdig med at sige sine tolv Lærlinge, hvad de havde at gøre, drog han videre derfra for at undervise og udraabe sit Ærende i deres Byer?
Men da Johannes hørte i Fængslet om Kristus Gerningerne, sendte han Bud med sine Lærlinge
og sagde til ham: Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?
Og saa svarede Jesus dem: Gaa hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:
blinde ser, og lamme gaar, spedalske renses, og døve hører, døde vækkes op, fattige bringes Glædesbud,
og held den, som ikke lader sig ménstøde (forarge) af mig.
Idet de var ved at gaa, begyndte Jesus at sige til den forsamlede Mængde om Johannes: Hvad var det, I gik ud i Ørken for at se paa? Et Rør som svajer for Vinden?
Nej, hvad gik I derud efter? Et Menneske med fine Klæder paa? Ser I vel, de som bærer fine Klæder, bor i Kongeborgene.
Nej, hvad gik I derud for? For at se en Profet? Ja, siger jeg jer, endog mere end en Profet?
Ham er det, der staar skrevet om: Se jeg sender min Engel forud for dig, som i skal bane din Vej foran dig.
Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der aldrig fremstaaet nogen større end Johannes Døber.. Men i Himlenes Rige er den mindste større end han.
Men fra Johannes Døbers Dage til nu udfolder Himlenes Rige sin Magt, med Magt gribes det.
For alle Profeterne og Loven med varslede indtil Johannes,
og om I saa vil tage imod det han er Elias, som skulde komme.
Den som har Øre, høre!
Men hvad skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som sidder paa Torvet og raaber til de andre:
Vi spillede paa Fløjte for jer, men I dansede ikke. Vi sang Sørgesange, men I græd ikke.
For Johannes kom uden at spise on drikke, og saa siger de: Han er besat.
Menneskesønnen kom og spiser og drikker, og saa siger de: Se den Fraadser og Vindrikker, gode Venner med Toldere og syndefulde Mennesker. Saa er Visdommen sagesløs overfor sine Børn.
Saa begyndte han at skamme de Byer ud, hvor han havde gjort de fleste af sine kraftige Gerninger, fordi de ikke havde omsindet sig.
Ve dig Korasin! Ve dig Betsaida! For hvis de kraftige Gerninger, som er skete i jer, var skete i Tyrus og Sidon, saa vilde de for længe siden have omsindet sig i Sæk og Aske.
Men det siger jeg jer, at naar der en Dag holdes Dom, vil det gaa Tyrus og Sidon taaleligere end jer.
Og du Kafarnaum! Skulde du vel løftes til Himlen. Til Dødsriget skal du nedsænkes. For hvis de kraftige Gerninger, som er skete i dig, var skete i Sodoma, var den bleven ved at bestaa til den Dag idag.
Men jeg siger jer, at naar der en Dag holdes Dom, vil det gaa Sodoma taaleligere end dig.
Ved denne Tid udbrød Jesus: Jeg priser dig Fader, sagde han, Himlens og Jordens Herre, fordi du har holdt dette hemmeligt for vise og kloge og aabenbart det samme for Smaabørn.
Ja Alfader! for det var din Lyst, at det saa skulde være.
Alt er overdraget mig af min Fader. Men ingen anden lænder Sønnen ret end Faderen og helleringen anden Faderen end Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare ham for.
Kom hid til mig alle I, som arbejder og segner under Byrden, saa skal jeg give jer Hvile!
Tag mit Aag paa jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Saa skal I finde Hvile for jeres Sjæle.
For mit Aag er gavnligt og min Byrde er let.
Ved samme Tid gik Jesus paa Sabbatsdagen gennem Kornmarkerne. Hans Lærlinge var sultne, og de begyndte at pille Aks og spise.
Men da Farisæerne saa det, sagde de til barn: Ser du, dine Lærlinge gør, hvad man ikke har Lov til rit gøre paa Sabbatsdagen.
Han svarede dem: Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da lian og de, der var med ham, led Sult.
Hvordan han gik ind i Gudshuset og spiste Skuebrødene, som han ikke havde Lov til at spise og lige saa lidt de, der var med ham, men kun Præsterne alene.
Eller har I aldrig læst i Loven, at Præsterne i Templet krænker Sabbatshvilen uden at gøre sig skyldige?
Men jeg siger jer, at her er det, der er større end Templet.
Havde I skønnet, hvad det vil sige: Barmhjertighed er det, jeg vil have, og ikke Offer, saa havde I ikke dømt de skyldfri skyldige.
For Menneskesønnen er Herre over Sabbatsdagen.
Da han drog videre derfra, gik han ind i deres Synagoge,
og der er en Mand med en vissen Haand. Og for at faa Klagemaal imod ham spurgte de ham: Har man Lov til at helbrede paa Sabbatsdagen.
Han sagde til dem: Er der nogensinde nogen af jer, der har et eneste Faar og ikke, naar det paa Sabbatsdagen falder i en Kløft, tager det og rejser det op.
Hvor langt gaar ikke et Menneske forud for et Faar? Saa har man ogsaa Lov til at gøre vel paa Sabbatsdagen.
Ræk din Haand frem, siger han saa til Manden. Saa rakte han den frem, og den blev sund igen ligesom den anden.
Men Farisæerne gik ud og lagde Raad op om, hvordan de skulde komme ham tillivs.
Da Jesus skønnede det, drog han bort derfra, og der var mange, der fulgte med ham, og han helbredte dem alle
men forbød dem at gøre det bekendt om ham,
for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt af Profeten Jesaja, som siger:
„Se min Tjener, som jeg har valgt mig, ham jeg har kær, som min Sjæl har udkaaret! Jeg vil sende min Aand over ham, og han skal forkynde Hedningene, at der skal holdes Dom.
Han skal ikke trættes og ikke raabe op, og han skal ikke lade sin Stemme høre paa Gaderne.
Det nedtraadte Siv skal han ikke bryde af, og den rygende Tande skal han ikke slukke, indtil han fører Rettergangen sejrrigt igennem.
Og hans Navn skal Hedningene sætte deres Haab til"
Saa kom de til ham med en besat, som var blind og stum, og han helbredte ham, saa den stumme kom til at tale og se.
Og hele Forsamlingen blev slaaet af Forundring over det og sagde: Og han skulde ikke være Davidssønnen? Men da
Farisæerne hørte det, sagde de: Han uddriver ikke onde Aander ved nogen andens Hjælp end Beelsebul, Hersker over de onde Aander.
Da han nu vidste, hvad det var for Tanker, der rørte sig i dem, sagde han til dem: Hvert Rige, der er i Splid med sig selv, bliver affolket, og en By eller et Hus, som er i Splid med sig selv, kan aldrig bestaa.
Og hvis Satan driver Satan ud, saa er han kommen i Strid med sig selv, hvor kan da hans Rige bestaa?
Og hvis jeg driver onde Aander ud ved Beelsebuls Hjælp, ved hvis Hjælp uddriver da jeres Sønner dem. Derfor skal de blive jeres Dommere.
Men hvis det er med Guds Aands Hjælp, jeg driver onde Aander ud, saa er jo Gudsriget naaet frem til jer.
Eller hvor kan nogen gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele uden først at binde den stærke? Saa kan han først udplyndre hans Hus.
Den, som ikke holder med mig, staar mig imod, og den, som ikke samler med mig, spreder.
Derfor siger jeg jer: Enhver anden Synd og Forhaanelse skal tilgives Menneskene, men Forhaanelse af Aanden skal ikke tilgives.
Og den, som siger et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det tilgives, men den, som siger Helligaanden imod, ham skal det hverken tilgives i denne Tidsalder eller i den kommende.
I faar enten lade Træet blive godt og dets Frugt god eller Træet slet og dets Frugt slet. For paa Frugten kendes Træet.
Hugormeyngel! Hvor kan I tale godt, saa onde som I er? For af det, Hjertet flyder over med, taler Munden.
Det gode Menneske kommer frem med det gode af sit gode Forraad, og det onde Menneske kommer med ondt af sit onde Forraad.
Men jeg siger jer, at hvert tankeløst Ord, Menneskene taler, det skal de en Dag gøre Regnskab for, naar Dommen fældes.
For af dine Ord skal du frikendes, og af dine Ord skal du domfældes.
Da svarede nogen af de skriftlærde og Farisæerne ham: Lærer vi vil have et Tegn at se af dig.
Men han svarede dem: En ond Slægt, utro mod sin Ægteherre kræver Tegn, men Tegn skal den ikke faa undtagen Profeten Jonas' Tegn.
For ligesom Jonas var i Havuhyrets Bug tre Dage og tre Nætter, saadan skal Menneskesønnen være i Jordens Dyb tre Dage og tre Nætter.
Niniviter skal, naar Dommen fældes, rejse sikr sammen med denne Slægt og fælde dens Dom. For de omvendte sig og lyttede til Jonas' Forkyndelse. Og se her er mere end Jonas.
Dronningen af Sønderled vil, naar Dommen fældes, rejse sig sammen med denne Slægt og fælde dens Dom. For hun kom fra Jordens fjerne Strande for at faa Salomons Visdom at høre. Og her er det, der er mere end Salomon.
Men naar den urene Aand farer ud af Mennesket, strejfer den gennem vandløse Egne og søger at finde Ro, men finder det ikke.
Saa siger den: Nu vil jeg vende tilbage til det Hus, hvor jeg kom fra. Og naar den kommer, finder den det ledigt, fejet og fint.
Saa gaar den hen og henter syv andre Aander, der er værre end den selv, og de flytter ind og fæster Bo der, og det sidste bliver værre for det Menneske end det første. Saadan skal det ogsaa gaa denne onde Slægt.
I det samme, mens han endnu taler til den forsamlede Mængde, er hans Moder og hans Søskende der og staar udenfor og søger at faa ham i Tale.
-
Men han svarede den, som sagde ham det: Hvem er min Moder, og hvem er mine Søskende?
Og saa pegede han med Haanden ud over sine Lærlinge og sagde: Der ser I min Moder og mine Søskende.
For enhver, som gør, hvad min Fader i Himlene vil, er min Broder og Søster og Moder.
Samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.
Og talrige Skarer flokkedes om ham, saa han maatte gaa ombord i et Fartøj og sætte sig der. Og hele Forsamlingen stod paa Strandbredden.
Og saa talte han meget til dem i Lignelser: Saamanden, ser I, gik ud at saa.
Og alt som han saaede, faldt noget henad Vejen, og saa kom Fuglene og aad det.
Noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord, og det kom snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.
Men alt som Solen steg, fik det det for hedt, og saa visnede det, ' fordi det manglede Rod.
Noget igen faldt i Tislerne, og Tislerne overgroede og kvalte det.
Noget igen faldt i den gode Jord og bar Frugt, dels hundrede, dels treds, dels tredive; Fold.
Den som Øre har, høre efter!
Saa kom Lærlingene hen og sagde til ham: Hvorfor taler du til dem i Lignelser?
Jer er det givet, svarede han, at kende Himlenes Riges ' Hemmeligheder. De andre er det ikke givet.
For den som har, ham skal der gives mere og mere rigeligt. Men den ° som ikke har, ham skal ogsaa det, han har, fratages!
Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de ser, men ser ingenting, hører, men hører ingenting og heller ingenting forstaar.
Saa opfyldes for dem Jesajas' Profeti: Hører I, saa hør uden at fatte. Ser I, saa se uden at se noget. Sløvt blev jo dette
Folks Hjerte og tunghørige dets Øren, og Øjnene aabnede de ikke, for ej med Øjne at se og ej med Øren at høre og ej med Hjertet at fatte og omvende sig, saa jeg kan læge dem.
Men lykkelige er I, for jert Øje ser, og jert Øre hører.
Sandelig siger jeg jer, at mange Profeter og fromme har higet efter at se det, I ser, men ikke set det, og høre det, I hører, men har ikke hørt det.
Saa hør da I den Lignelse om Saamanden:
Naar nogen hører Rigets Ord, men ikke forstaar det, saa kommer altid den onde og raner det, der er saaet i hans Hjerte. Det er den, som er saaet hen ad Vejen.
Og det, der er saaet paa Stengrund, er dem, som hører Ordet og straks tager imod det med Glæde.
Men der er ingen Rod ved det. Det varer ikke længe. Kommer der Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, saa lader han sig straks ménstøde (forarge).
Og det, der er saaet mellem Tislerne, det er den som hører Ordet, men timelig Bekymring og Rigdoms Skuffelser kvæler Ordet, saa han bliver uden Frugt.
Men det der er saaet i den gode Jord, det er den, som hører Ordet og fatter det ret, og han bærer Frugt, en hundrede, en treds, en tredive Fold.
En anden Lignelse gav han dem at gemme paa: Himlens Rige, sagde han, lignes ved en Mand, som har saaet god Sæd i sin Mark.
Men saa kom hans Fjende, mens Folk sov, og saaede Vildgræs mellem Hveden og gik bort igen.
Da saa Sæden skød Aks og satte Kærne, kendtes ogsaa Vildgræsset.
Saa kom Husbondens Folk hen og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din Mark. Hvor har den da Vildgræsset fra?
Det har en fjendtlig sindet Mand gjort, sagde han til dem. Folkene siger til ham: Vil du da ikke, at vi skal gaa hen og samle det fra?
Det skal I ikke, siger han, for at I ikke skal rykke Hveden op med, naar I luger Vildgræsset fra.
Lad kun begge Dele gro sammen til Høsten. Saa siger jeg i Høstens Tid til Høstfolkene: Sank først Vildgræsset fra, og bind det i Knipper for at brænde det. Men bring Hveden til mit Forraadskammer.
Endnu en Lignelse gav han dem at gemme paa: Himlenes Rige. sagde han, ligner et Sennepskorn, som en Mand ' tog og saaede i sin Mark.
Det er det mindste af alt det, der saaes. Men naar det er vokset op, er det større end Urterne og bliver til et Træ, og Himlens Fugle kommer og bygger Rede i dets Grene.
Endnu en Lignelse sagde han dem: Himlenes Rige ligner en Surdejg, som en Kone tog og lod blive borte i tre Maal Mel, til det hele blev syret.
Alt dette talte Jesus i Lignelser til den forsamlede Mængde, og uden Lignelse talte han ingenting til dem,
for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt gennem Profeten Jesaja, som siger: Jeg vil lade min Mund udbryde med Lignelser, jeg vil udtale det, der lige fra Skabelsen har været skjult."
Saa forlod han Forsamlingen og gik ind i Huset. Og saa kom Lærlingene hen til ham og sagde: Forklar os Lignelsen om Vildgræsset i Marken.
Han svarede: Den som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen.
Marken er Verden. Den gode Sæd, det er Rigets Børn: Men Vildgræsset er det ondes Børn.
Fjenden, som saaede det, er Djævelen. Høsten er Tidsalderens Afslutning. Høstfolkene er Engle.
Som Vildgræsset sankes sammen og brændes paa Baal, saadan vil det altsaa gaa ved Tidsalderens Afslutning.
Menneskesønnen vil sende sine Engle ud, og saa vil de rydde bort af hans Rige alt det, der volder Ménstød (Forargelse), og dem som gaar Lovløshedens Ærende,
og dem kaster de i Opbrændingsovnen. Der er det, der vil fældes Taarer og skæres Tænder.
Da skal de fromme skinne som Solen i deres Faders Rige. Den, som har Øre, høre efter!
Himlenes Rige ligner en Skat skjult i Agerjorden. Den fandt en Mand, og han skjulte den, og. saa gaar han af Glæde over den hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Ejendom.
Atter ligner Himlenes Rige en Mand, som rejste rundt og søgte smukke Perler og saa,
da han havde fundet en enkelt meget kostbar Perle, har han gaaet hen og solgt alt, hvad han ejede, og saa købte han den.
Atter ligner Himlenes Rige et Vod, som blev kastet i Søen og samlede sammen alt og hvert.
Da det saa var fuldt, slæbte de det op paa Stranden og satte sig og samlede det, der duede, i Kar, men det, der ikke duede, kastede de bort.
Saadan skal det gaa ved Tidsaldrens Afslutning. Englene skal drage ud og skille de onde ud fra de fromme
og kaste dem i Opbrændingsovnen. Der er det, der fældes Taarer og skæres Tænder.
Har I forstaaet dette altsammen? De siger til ham: Ja.
Han siger til dem: Deraf kommer det, at enhver lærd, som er oplært; for Himlenes Rige, er at ligne ved en Husbonde, der henter frem af sit Forraad nyt og gammelt.
Da Jesus var kommen til Ende med disse Lignelser, flyttede han bort derfra.
Og saa kom han til sit Fædrenehjem og underviste dem i deres Synagoge, saa de blev slagne af Forundring og sagde: Hvor har han den Visdom fra og de Magtytringer?
Er det ikke Bygmesterens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
Og har vi ikke alle hans Søstre hos os? Hvor har han da alt det fra.
Og de tog Ménstød (Forargelse) af ham. Men Jesus sagde til dem: En Profet er ingensteds saa ringeagtet som i sin egen Fødestavn og sit Hjem.
Og der gjorde han ikke mange mægtige Gerninger for deres Vantros Skyld.
Ved denne Tid kom Rygtet om Jesus Fjerdingsfyrsten Herodes for Øre,
og saa sagde han til sine Mænd: Det er Johannes Døber. Han er staaet op fra de døde, og derfor er de Kræfter i Virksomhed i ham.
For Herodes havde grebet Johannes og lagt ham i Lænker og sat ham i Fængsel for sin Broder Filippos Hustru Herodias' Skyld.
For Johannes havde sagt til ham: Du maa ikke have hende.
Saa vilde han slaa ham ihjel, men turde ikke for Almuen, for de holdt ham for en Profet.
Da det blev Herodes' Fødselsdag, dansede Herodias' Datter i hele Kredsens Paasyn og vandt Herodes' Bifald saadan,
at han lovede og svor, at han vilde give hende, hvad hun saa forlangte.
Men da hendes Moder forud havde sagt hende, hvad hun havde at rette sig efter, siger hun: Giv mig Johannes Døbers Hoved paa en Bakke.
Kongen blev ked at det, men for Edernes, og Bordgæsternes Skyld befalede han, at det skulde gives,
og sendte saa Bud og lod Johannes halshugge i Fængslet.
Og hans Hoved blev bragt paa en Bakke, og givet Pigen, og hun bragte sin Moder det.
Saa kom hans Lærlinge hen og tog Liget og begravede ham og gik lien og fortalte det til Jesus.
Da Jesus hørte det, trak han sig i Baad tilbage derfra hen til et øde Sted i Ensomhed. Men da Folkemængden fik Nys om det, fulgte de tilfods efter ham fra Byerne.
Da han saa gik i Land, saa han en stor Forsamling, og han ynkedes over dem og helbredte deres syge.
Da Aftenen faldt paa, kom Lærlingene hen til ham og sagde: Stedet er øde, og der er ikke Tid længere. Opløs Forsamlingen, for at de kan gaa hen til Landsbyerne og købe Fødevarer.
Men han sagde til dem: De behøver ikke at gaa. Giv I dem at spise.
De siger til ham: Vi har ikke her mere end fem Brød og to Fiske.
Bring mig det hid, sagde han.
Og saa bød han, at Forsamlingen skulde sætte sig ned i Græsset, tog saa de fem Brød og de to Fiske, saa op til Himlen, velsignede og delte det, og han gav Brødene til Lærlingene og de igen til Forsamlingen.
Og de spiste sig alle mætte og fik tolv Kurve fulde af Stykker tilovers.
Men de, der spiste, var om ved fem tusinde Mænd foruden Kvinder og Børn.
Saa nødte han sine Lærlinge til at gaa ombord i Fartøjet og sætte forud for ham over til den anden Side, mens han opløste Forsamlingen
Og da han havde gjort det, gik han op paa Bjerget for sig selv og holdt Bøn. Ved Aftenens Frembrud var han alene der.
Men Baaden var allerede midt paa Søen og ilde stædt i Søgangen. For det var Modvind.
Saa ved den fjerde Nattevagt kom han til dem gaaende henover Søen.
De blev forskrækkede ved at se ham gaa paa Søen og sagde, det var et Spøgelse, og skreg af Frygt.
Men han talte straks til dem: Fat Mod, det er mig, sagde han. I skal ikke være bange.
Peter svarede ham: Er det dig, Herre, saa byd mig at komme hen til dig paa Vandet.
Han sagde: Kom! Saa steg Peter ud af Baaden og gik hen til Jesus paa Vandet.
Men da han saa, hvor det blæste, blev han bange, og da han saa begyndte at synke, raabte han: Herre, red mig!
Jesus rakte da straks Haanden ud og greb ham og sagde til ham: Du smaattroende, hvad tvivlede du for?
Da de saa var kommet op i Baaden, lagde Blæsten sig.
Men de, som var i Baaden, kastede sig ned for ham og sagde: Du er sandelig Guds Søn.
Da de saa var naaet over, gik de i Land i Genesaret,
og da Folk der paa Stedet kendte ham, fik de Bud ud i hele Omegnen, og man bragte ham alle dem, der var lidende.
Og de bad ham om, at de blot maatte røre ved Sømmen af hans Klædning. Og saa mange som gjorde det, blev hjulpne.
Da kom der Farisæer og Skriftlærde til Jesus fra Jerusalem og sagde:
Hvorfor overtræder dine Lærlinge de gamles Overlevering? For de vasker ikke deres Hænder, naar de holder Maaltid.
Men han svarede dem: Hvorfor overtræder I lige saa vel Gudsbuddet for jeres Overleverings Skyld?
For Gud har givet det Bud: „Ær din Fader og din Moder", og „den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø."
Men I siger: Hver den, som siger til sin Fader eller Moder: Den Hjælp, du skulde have haft af mig, er viet Gave,
han skal ikke ære sin Fader eller sin Moder. Og saa har I sat Guds Lov ud af Kraft for jeres Overleverings Skyld.
Hyklere! Godt nok har Jesaja profeteret om jer med de Ord:
Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.
Men det er ingen Nytte til, at de dyrker mig ved at lære Lærdomme, der er Menneskebud."
Saa kaldte han Forsamlingen til sig og sagde til dem: Hør og forstaa det.
Det er ikke det, der gaar ind i Munden, der gør Mennesket urent, men det, der gaar ud af Munden, det gør Mennesket urent.
Saa kom Lærlingene hen til ham: Ved du, siger de til ham, at Farisæerne, ved at høre det Ord, har taget Ménstød (Forargelse) af det?
Men han svarede dem: Hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med Rode.
Lad dem fare. De er blinde Vejledere for blinde. Men naar blind leder blind, styrter de begge ned.
Peter siger til ham, da han hørte det: Forklar os den Lignelse.
Er I endnu lige kloge, sagde han?
Kan I ikke forstaa, at alt, hvad der gaar ind i Munden, det gaar ned i Maven og ud igen med Afføringen.
Men det, der gaar ud af Munden, det kommer fra Hjertet, og det gør Mennesket urent.
For fra Hjertet kommer onde Tanker: Drab og Løsagtighed og Ægteskabsbrud, Tyveri og falske Vidnesbyrd og Gudsbespottelser.
Det er det, Mennesket bliver urent af. Men at spise med uvaskede Hænder, det bliver Mennesket ikke urent af.
Saa drog Jesus bort derfra og trak sig tilbage til Tyrus og Sidons Egne.
Og saa kom der en Kananiterkvinde fra det Omraade og raabte: Herre, Davids Søn, hav Barmhjertighed med mig. Min Datter er besat og meget lidende.
Men han svarede hende ikke et Ord. Saa kom hans Lærlinge hen og bad ham om at skille sig af med hende: For hun raaber efter os.
Saa svarede han: Jeg er kun sendt til de tabte Faar af Israels Hus.
Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig!
Men han svarede hende: Det er ikke rigtigt at tage Brødet fra Børnene og kaste det for Smaahundene.
Ja men, Herre, sagde hun, Hundene æder jo da ogsaa af de Krummer, der falder fra deres Herres Bord.
Da svarede Jesus hende: Kvinde din Tro er stor. Lad det saa ske for dig, som du vil. Og hendes Datter blev rask fra den samme Stund.
Saa drog Jesus videre derfra og kom frem langs den gallilæiske Sø og gik op paa Bjerget og satte sig der.
Saa strømmede der mange sammen til ham og havde med sig lamme og blinde og stumme og vanføre og mange andre, og de lagde dem ned for hans Fødder, og han helbredte dem,
saa Forsamlingen undredes ved at se stumme talende, vanføre sunde, lamme gaaende omkring og blinde seende. Og de lovede Israels Gud.
Men Jesus kaldte sine Lærlinge til sig og sagde: Jeg føler Medynk med Forsamlingen. For de har allerede dvælet hos mig i tre Dage og har ikke noget at spise. Og jeg vil ikke lade dem gaa fastende herfra, for at de ikke skal blive udmattede paa Vejen.
Saa siger Lærlingene til ham: Hvor skal vi faa saa meget Brød fra i Ørken, at saa stor en Forsamling kan blive mæt.
Hvor mange Brød har I, siger saa Jesus til dem? Syv, sagde de, og faa Smaafiske.
Saa bød han Forsamlingen sætte sig ned paa Jorden,
tog de syv Brød og Fiskene, holdt Takkebøn og delte det og gav Lærlingene dets Og Lærlingene gav Forsamlingen.
Og de spiste sig mætte allesammen, og af de Stykker, der blev tilovers fik de syv Riskurve fulde tilbage.
Men de som spiste, var firetusinde Mænd foruden Børn og Kvinder.
Saa opløste han Forsamlingen og gik ombord i Fartøjet og kom til Magadans Egne.
Saa kom Farisæerne og Saddukæerne til ham og krævede for at prøve ham, at han skulde vise dem et Tegn fra Himlen.
Men han svarede dem: Naar Aftenen falder paa, siger I: Det bliver en Godtvejrsdag, for Himlen lyser rød.
Og om Morgenen tidligt: Det bliver Uvejr idag, for Himlen er mørkerød. Himlens Udseende forstaar I at tyde, men tyde Tidernes Tegn, det kan I ikke.
En ond Slægt, utro mod sin Ægteherre, vil have Tegn, men Tegn skal den ikke faa undtagen JonasTegnet. Og saa gik han fra dem.
Da Lærlingene kom over Søen til den anden Side, havde de glemt at tage Brød med.
Jesus sagde til dem : Pas paa og tag jer i Agt for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg.
Og de talte sammen om det og sagde: Det er fordi vi ikke tog Brød med?
Det vidste Jesus og sagde: Hvorfor taler I sammen om det, I smaattroende, at I ikke har taget Brod med.
Er I endnu uforstaaende? Kan I ikke huske de fem Brød, de femtusinde havde, og hvormange Kurve fulde I fik?
Og hellerikke de syv Brød, de firetusinde havde, og hvor mange Riskurve fulde I fik?
Kan I saa ikke forstaa, at det ikke var Brød, jeg sagde det om: Tag jer i Agt for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!
Saa gik det op for dem, at det ikke var Farisæernes og Saddukæernes Surdejg, men deres Lære, han sagde, de skulde vogte sig for.
Da Jesus kom ind paa Kæsarea Filippis Omraade, spurgte han sine Lærlinge: Hvem siger Folk, at Menneskesønnen er?
De sagde: Somme Johannes Døber, andre Elias, andre Jeremias eller en af de andre Profeter.
Han siger til dem: End I, hvem siger I, at jeg er?
Simon Peter svarede ham: Du er den Salvede, den levende Guds Søn.
Lyksalig er du Simon Barjona, svarede Jesus ham, for det er ikke Kod og Blod, der har aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene.
Saa siger ogsaa jeg dig, at du er en Klippeblok (Petros), og paa den Klippe vil jeg bygge min Menighed. Og Dødsrigets Porte skal ikke faa Magt over den.
Jeg vil give dig Himmelrigets Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, skal være løst i Himlene.
Saa bod han sine Lærlinge, at de maatte ikke sige det til nogen, at han var den Salvede.
Fra den Tid af begyndte Jesus at vise sine Lærlinge, at han maatte rejse til Jerusalem og lide meget ondt af de Ældste og Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde og slaas ihjel og opstaa paa den tredje Dag.
Saa tog Peter ham tilside og begyndte at holde ham tilbage. Det vilde være Synd for dig, Herre, saadan maa det ikke gaa dig.
Men han vendte sig om og sagde til Peter: Vig tilbage fra mig, Satan. Du er mig til Ménstød (Forargelse), for du tænker ikke paa, hvad Guds men hvad Menneskers Hu staar til.
Med det samme sagde Jesus til sine Lærlinge: Vil nogen slutte sig til mig, saa maa han se bort fra sig selv og løfte sit Kors og følge mig.
For den, som vil bjerge sit Liv, vil miste det, men den, som mister sit Liv for min Skyld, vil finde det.
Hvad kunde det vel nytte et Menneske, om han saa vandt al Verden, men mistede Livet? Eller hvormed skal et Menneske betale for sit Liv?
For Menneskesønnen kommer engang i sin Faders Højhed og Herlighed med sine Engle, og saa skal han gengælde enhver efter, hvad han har gjort.
Sandelig siger jeg jer, at der er nogen, her staar, der ikke skal lide Døden, lige til de ser Menneskesønnen komme i sit Kongerige.
Seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem op paa et højt Bjerg for sig selv alene.
Og saa omdannedes hans Skikkelse for dem, og hans Ansigt straalede som Solen. Hans Klæder blev saa hvide som Lyset.
Og Moses og Elias viste sig pludselig for dem i Samtale med ham.
Og Peter talte med og sagde til Jesus: Herre, det er godt, vi er her. Om du vil, saa vil jeg her bygge tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.
Mens hans endnu talte, kom der med et en Lystaage, der dækkede over dem, og en Stemme ud fra Taagen, der sagde: Denne er min Søn den hjertenskære, som jeg har kaaret mig. Ham skal I høre.
Og da Lærlingene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og blev meget bange.
Saa kom Jesus hen og rakte dem Haanden og sagde: Rejs jer op og vær ikke bange.
Men da de saa op, saa de ingen andre end Jesus alene.
Og da de saa gik ned af Bjerget, bød Jesus dem: I maa ikke sige til nogen, hvad I har sét, før Menneskesønnen er oprejst fra de døde.
Saa spurgte hans Lærlinge ham: Hvad mener da de Skriftlærde med, at Elias maa komme først?
Han svarede dem: Elias kommer vel og skikker alting tilrette.
Men jeg siger jer, at Elias er allerede kommen, og de godkendte ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde. Saadan har ogsaa Menneskesønnen Lidelser i Vente af dem.
Saa forstod Lærlingene, at han sagde dette til dem om Johannes Døber.
Da de kom hen til Forsamlingen, gik der en Mand hen til ham og bøjede Knæ for ham
og bad: Herre hav Barmhjertighed med min Søn, for han er maanesyg og meget lidende. For han falder tit i Ilden og tit i Vandet.
Og jeg bragte ham til dine Lærlinge, men de kunde ikke helbrede ham.
Jesus svarede! Du vantro og vanartede Slægt, hvorlænge skal jeg være hos jer? Hvorlænge skal jeg holde jet ud? Bring ham herhen til mig.
Saa talte Jesus ham bydende til, og den onde Aand for ud af ham, og fra den Stund af kom Drengen sig.
Saa kom Lærlingene til Jesus, uden at andre var tilstede, og sagde: Hvorfor kunde vi ikke drive den ud?
Det voldte jeres Vantro, sagde han til dem, for jeg siger jer: Hvis I havde Tro som et Sennepskorn, kunde I sige til det Bjerg: Flyt dig herfra og derhen, saa skulde det flytte sig, og ingenting skulde være jer umuligt.
-
Mens de var med rundt om i Galilæa, sagde Jesus til dem: Menneskesønnen skal gives i Menneskers Vold,
og de vil slaa ham ihjel, og paa den tredje Dag vil han opstaa. Derover blev de meget bedrøvede.
Da de kom til Kafarnaum, kom de, der opkrævede Dobbeltdrakme, til Peter og sagde: Betaler jeres Lærer ikke Dobbeltdrakme?
Jo, siger han. Da han saa kommer ind i Huset, kommer Jesus ham i Forkøbet og siger: Hvad synes du Simon? Hvem kræver Jordens Konger Told eller Skat af, deres egne Børn eller andre?
Og da han sagde: af de andre, sagde Jesus til ham: Altsaa er Børnene fri.
Men for ikke at ménstøde (forarge) dem, saa gaa hen til Søen og kast en Medesnor, og tag den første Fisk, der kommer op, saa skal du finde en Stater, naar du aabner dens Mund. Tag den og giv den for dig og mig.
I det samme kom Lærlingene til Jesus og sagde: Hvem er størst i Himlenes Rige?
Saa kaldte han et lille Barn hen til sig og stillede det midt iblandt dem
og sagde: Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som de smaa Børn, kommer I slet ikke ind i Himlenes Rige.
Den, der ydmyger sig som dette lille Barn er altsaa den største i Himlenes Rige.
Og den, der tager imod et saadant lille Barn, fordi det hører mig til, han tager imod mig.
Men den, der ménstøder (forarger) en af disse smaa, som tror paa mig, han var bedre faren med at faa en Møllesten om Halsen og blive sænket tilbunds i det vilde Hav.
Ve Verden for Ménstød (Forargelse). Det kan vel ikke være andet end, at Ménstød (Forargelse) maa komme. Men ve det Menneske, som volder det.
Ménstøder (forarger) din Haand eller din Fod dig, saa hug den af og kast den fra dig. For bedre vil det være for dig at gaa halt eller vanfør ind til Livet end kastes i den evige Ild med to Hænder og to Fødder.
Og ménstøder (forarger) dit øje dig, saa riv det ud og kast det fra dig. For bedre vil det være for dig at gaa enøjet ind til Livet end at have to øjne og saa blive kastet i Ildens Gehenna.
Pas vel paa, at I ikke ringeagter en al disse smaa. For jeg siger jer, at deres Engle i Himlen ser altid min himmelske Faders Ansigt.
-
Hvad synes I? Naar en Mand har hundrede Faar, og et af dem farer vild, vil han saa ikke gaa fra de nioghalvfems paa Bjergene og søge efter det vildfarne?
Og lykkes det ham at finde det — sandelig siger jeg jer: Han er mere glad over det end over de nioghalvfems, som ikke for vild.
Lige saa lidt er jeres himmelske Fader tilsinds at lade en af de smaa gaa til Grunde.
Men hvis det er din Broder, der synder, saa gaa hen og vis ham tilrette under fire øjne. Hvis han hører dig, har du vundet din Broder.
Hvis han ikke hører dig, saa tag endnu en eller to med dig for at altid to eller tre Vidners Udsagn kan afgøre Sagen.
Hvis han ikke vil høre, hvad de siger, saa sig det til Menigheden. Og hvis han hellerikke vil høre, hvad Menigheden siger, saa lad ham være for dig som en Hedning og Tolder.
Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I binder paa Jorden, skal være bundet i Himlen, og alt, hvad I løser paa Jorden, skal være løst i Himlen.
Det siger jeg jer igen, at naar to af jer bliver enige paa Jorden om at bede om en Ting, skal de altid faa, hvad det end er de beder om, af min Fader i Himlene.
For hvor to eller tre er samlede om mit Navn, er jeg selv med iblandt dem.
Saa kom Peter hen og sagde til ham: Hvor tit skal jeg tilgive min Broder, naar han bliver ved at synde imod mig? Lige til syv Gange?
Jesus siger til ham: Nej, siger jeg dig, ikke lige til syv Gange, men lige til halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
Derfor ligner Himlens Rige en Konge, som vilde gøre Regnskabet op med sine Mænd.
Lige som han begyndte paa det, blev der ført en frem for ham, der skyldte 1000 Talenter.
Da han saa ikke havde noget at betale med, bød Herren, at han skulde sælges og hans Kone og Børn med og alt, hvad han ejede, og afdrages paa Gælden.
Saa kastede hans Undergivne sig paa Knæ for ham og sagde: Bær over med mig, saa skal jeg betale dig det altsammen.
Saa fik Herren, i hvis Tjeneste den Mand stod, Medynk med ham og lod ham gaa og eftergav ham, hvad han havde at svare til.
Da saa denne Undergivne gik ud, traf han en af sine Stalbrodre, som skyldte ham 100 Denarer. Og saa greb han ham i Struben og sagde: Betal hvad du skylder!
Saa kastede hans Stalbroder sig ned for ham og bad: Bær over med mig, saa skal jeg nok betale dig.
Nej, det vilde han ikke, men han gik hen og kastede ham i Fængsel, til han fik afsonet, hvad han skyldte.
Da de andre Stalbrødre saa, hvad der skete, blev de meget bedrøvede og gik hen og meldte deres Herre, hvad der var sket.
Saa kaldte hans Herre ham til sig og sagde til ham: Du onde Tjener, hele din Gæld gav jeg dig efter, fordi du bad for dig.
Burde du saa ikke ogsaa have haft Medynk med din Stalbroder?
Og Herren blev vred paa ham og overlod ham til Bødlerne, til han fik afsonet alt, hvad han skyldte ham.
Saadan vil ogsaa min himmelske Fader gøre ved jer, hvis I ikke af Hjertet tilgiver hver sin Broder.
Efter at Jesus havde afsluttet disse Taler, forlod han Galilæa og gik ind paa Judæas Omraade paa den anden Side af Jordan.
Og store Skarer fulgte med ham, og dem helbredte han der.
Saa kom Farisæerne til ham og fristede ham: Er det tilladt, sagde de, at skille sig fra sin Hustru for enhver Sags Skyld?
Har I ikke læst, svarede han, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem Mand og Kvinde?
Og han sagde: Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder og knytte sig fast til sin Hustru, og de to skal blive til én levende Skabning.
Saa de ikke mere er to, men én levende Skabning. Saa maa da et Menneske ikke skille ad, hvad Gud har sammenføjet.
Hvorfor har da Moses bestemt, siger de til ham, at man først skal give Skilsmissebrev og saa skilles ad?
Han siger til dem: Af Hensyn til jeres Hjertehaardhed har Moses tilladt jer at skilles fra jeres Hustruer. Men fra Begyndelsen har det ikke været saa.
Men jeg siger jer, at den, som skiller sig fra sin Hustru, uden at der foreligger Løsagtighed, og ægter en anden, han gør sig skyldig i Ægteskabsbrud, og den der ægter en fraskilt ligesaa.
Lærlingene siger til ham: Stiller Sagen sig saadan mellem Mand og Hustru, saa er det ikke raadeligt at gifte sig.
Men han sagde til dem: Dette har ikke alle og enhver i deres Magt, men kun de, hvem det er givet.
For der er Gildinger, som er det fra Fødselen af, og der er Gildinger, som Menneskene har gjort dertil, og der er Gildinger, som har gjort sig selv dertil for Himlenes Riges Skyld. Lad den, som har det i sin Magt, tilegne sig det.
Saa bragte de Smaabørn til ham, for at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede: Men Lærlingene viste dem tilbage.
Men Jesus sagde til dem: Lad Smaabørnene komme frem. I maa ikke hindre dem i at komme til mig. For Himlenes Rige hører saadanne til.
Og da han saa havde lagt Hænderne paa dem, drog han andensteds hen.
Saa kom der en til ham og sagde: Lærer, hvad godt skal jeg gøre for at faa evigt Liv?
Han sagde til ham: Hvorfor spørger du mig om det gode? En er den gode. Men vil du gaa ind til Livet, saa hold Buddene.
Hvad for Bud, siger han? Det, sagde Jesus: Du maa ikke myrde, ikke bryde Ægteskabet, ikke stjæle, ikke bære falsk Vidnesbyrd.
Ær Fader og Moder, og elsk din Næste som dig selv.
Den unge Mand siger til ham: Alt det har jeg holdt, hvad staar der endnu tilbage for mig?
Hvis du vil være fuldkommen, sagde Jesus til ham, saa sælg, hvad du har, og giv det til Fattigfolk, saa har du en Formue i Himlen. Og kom saa og slut dig til mig.
Da den unge Mand hørte det, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
Men Jesus sagde til sine Lærlinge: Sandelig siger jeg jer, at en rig har svært ved at komme ind i Himlenes Rige.
Det siger jeg jer atter: En Kamel kommer lettere gennem et Naaleøje end en rig ind i Himlenes Rige.
Det blev Lærlingene højlig overraskede ved at høre og sagde: Hvem kan da blive frelst?
Men Jesus saa paa dem og sagde: For Mennesker er det umuligt, men for Gud er alt muligt.
Ja men vi, sagde Peter, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad faar vi saa?
Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg jer, at i Genfødelsesstanden, naar Menneskesønnen sidder paa sin Højheds Trone, skal ogsaa I, som har fulgt mig, sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer.
Og enhver, som har forladt Brødre eller Søstre el ler Fader eller Moder eller Børn eller Gaarde eller Hus og Hjem for mit Navns Skyld, skal faa mange Gange saa meget igen og arve evigt Liv.
Men mange af de første bliver de sidste og af de sidste de første.
For Himlenes Rige ligner en Herremand, som gik ud ved Daggry for at leje Arbejdere til sin Vingaard.
Da han saa var bleven enig med Arbejderne om en Denar i Dagløn, sendte han dem til sin Vingaard.
Og da han gik ud ved den treje Time, saa han andre staa ledige paa Torvet,
og til dem sagde han: Gaa I ogsaa hen i Vingaarden, saa skal jeg give jer, hvad rimeligt kan være.
Saa gik de derhen. Da han igen gik ud ved den sjette og den niende Time, gjorde han ligesaa.
Ved den elfte Time kom han og fandt andre staaende der, og saa siger han til dem: Hvorfor staar I ledige her hele Dagen?
Fordi ingen har lejet os, sagde de til ham. Gaa I ogsaa hen i Vingaarden, siger han til dem.
Om Aftenen siger Vingaardsherren til sin Opsynsmand: Kald paa Arbejderne og udbetal dem Lønnen, og først de sidste, tilsidst de første.
Saa kom de fra den elfte Time, og de fik hver en Denar.
Da saa de første kom, mente de, at de skulde have mere. Men de fik ogsaa hver en Denar.
Da de fik det, gav de ondt af sig overfor Arbejdsherren.
De sidste der, sagde de, har kun været med én Time, og saa har du ligestillet dem med os, som har baaret Dagens Byrde og Hede.
Men han svarede en af dem: Min gode Mand. jeg gør dig ikke Uret. Er du ikke bleven enig med mig om en Denar.
Gaa du med dit. Jeg har nu Lyst til at give denne sidste ligesom dig.
Eller har jeg ikke Lov til at gøre med mit, hvad jeg har Lyst til. Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god?
Saadan skal de sidste gaa forud, og de første blive bagefter.
Da Jesus var ved at drage til Jerusalem, tog han de tolv tilside og sagde til dem paa Vejen:
Nu drager vi til Jerusalem, og saa skal Menneskesønnen gives Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde i Vold,
og de vil dømme ham til Døden. Og saa vil de give ham Hedningene i Vold for at blive haanet og pisket og korsfæstet. Men paa den tredje Dag skal han opstaa.
I det samme kom Sebedaiossønnernes Moder til ham med sine to Sønner og gjorde Knæfald og udbad sig en Gunst af ham.
Hvad ønsker du, sagde han til hende: Hun siger til ham: Sig, at disse mine to Sønner skal have Sæde i dit Kongerige en ved din højre og en ved din venstre Side.
Men Jesus svarede hende: I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme det Bæger, jeg skal tømme? Det kan vi, siger de til ham.
Han siger til dem: Mit Bæger skal I vel tømme. Men det at sidde ved min højre og venste Side tilkommer det ikke mig at give, men det tilfalder dem, det er tiltænkt af min Fader.
Da de ti hørte det, tog de to Brødre det ilde op.
Men Jesus sammenkaldte dem og sagde: I ved, at Folkenes Fyrster gør sig til Herrer over dem, og de store tiltager sig Myndighed over dem.
Saadan skal det ikke være blandt jer, men den, som gerne vil blive stor iblandt jer, skal være jeres Tjener,
og den, som gerne vil være ypperst iblandt jer, skal være jeres Træl.
Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til Løsepenge for mange.
Da de drog ud af Jeriko, fulgte der en stor Skare med ham.
Og saa sidder lige der to blinde ved Vejen, og da de hørte, at Jesus kom forbi, raabte de: Hav Barmhjertighed med os, Herre Davids Søn!
Mængden viste dem tilbage for at faa dem til at tie. Men de raabte end mere: Forbarm dig over os Herre Davids Søn!
Men' Jesus stod stille og kaldte paa dem og sagde: Hvad vil I, jeg skal gøre for jer?
Herre, siger de til ham, at vi maa faa vore Øjne aabnede.
Saa fik Jesus Medynk med dem og rørte ved deres Øjne, og saa blev de straks seende og fulgte ham.
Da de saa nærmede sig til Jerusalem og kom til Betfage paa Oliehavebjerget, da sendte Jesus to Lærlinge afsted
med den Besked: Gaa ind i den Landsby, I har lige for jer, saa finder I straks et Æsel bundet med en Plag hos sig. Løs dem og bring mig dem.
Og hvis nogen siger noget dertil, saa sig, at Herren har Brug for dem, saa sender han mig dem straks.
Dette er sket, for at det skulde gaa i Opfyldelse, som er talt ved Profeten:
„Sig til Sions Datter: Se der kommer din Konge sagtmodig, ridende paa et Æsel, ja paa et Lastdyrs Afkom".
Lærlingene gik og gjorde, som Jesus havde paalagt dem,
bragte Æslet og Plagen og lagde deres Overtøj paa dem, og saa satte han sig derpaa.
Af Folkeskaren bredte de fleste deres Overtøj paa Vejen. Andre brød Grene af Træerne og spredte dem paa Vejen.
Og de Flokke, som gik foran for ham, og de med, som fulgte efter, raabte: Hosianna for Davidssønnen! Velsignet være i Herrens Navn den, som kommer! Hosianna i det højeste!
Da de saa drog ind i Jerusalem, kom hele Jerusalem i Bevægelse og sagde: Hvem er det?
Men Folkeskaren sagde: Det er Profeten, Jesus fra Nasaret!
Saa gik Jesus ind i Guds Helligdom og jog alle dem ud, som købte og solgte i Helligdommen, og Pengevekslernes Borde væltede han og Duekræmmernes Boder.
Og han siger til dem: Der staar skrevet: „Mit Hus skal kaldes et Bedehus. Men I gør det til en Røverhule".
Saa kom der blinde og vanføre til ham i Helligdommen, og dem helbredte han.
Da saa Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde saa de Vidundergerninger, han gjorde, og Børnene som raabte Hosianna for Davidssønnen i Helligdommen, saa tog de det meget ilde op,
og de sagde til ham: Kan du høre, hvad de siger? Men Jesus 'sagde til dem: Ja har I aldrig læst det: „Af spædes og diendes Mund vil jeg fremkalde Lovsang".
Og saa gik han fra dem ud udenfor Byen til Betania og overnattede den
Da han ved Daggry vendte tilbage til Byen, blev han sulten,
og da han saa et enligt Figentræ ved Vejen, gik han hen til det, men fandt ikke andet end Løv derpaa, og saa siger han til det: Aldrig mere i Evighed skal der blive Frugt af dig. Og saa visnede Figentræet straks.
Da Lærlingene saa det, undrede de sig og sagde: Hvor kunde dog Figentræet lige straks visne?
Sandelig siger jeg jer, svarede Jesus dem: Havde I Tro og tvivlede ikke, saa skulde I ikke blot gøre det med Figentræet, men om I saa sagde til det Bjerg der: Rejs dig og kast dig i Havet, saa skulde det ske.
Og alt, hvad I bad om med Tro til Bønnen, skulde I faa.
Da han saa var kommen ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsteskabet og Folkets Ældste til ham, mens han underviste, og sagde: Hvad Myndighed har du til at gøre alt det, og hvem har givet dig den Myndighed?
Jesus svarede dem: Jeg vil ogsaa paa min Side stille jer et Spørgsmaal. Og naar I siger mig det, vil jeg ogsaa sige jer, hvad Myndighed jeg har til at gøre det:
Johannes Daaben, hvor var den fra, fra Himlen eller fra Mennesker? Saa holdt de Samraad og sagde: Hvis vi siger fra Himlen, saa vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke?
Og hvis vi siger fra Mennesker, saa er vi bange for Folkemængden. For de holdt allesammen Johannes for en Profet.
Saa svarede de Jesus: Det ved vi ikke. Saa siger jeg heller ikke jer, sagde han saa til dem, hvad Myndighed jeg har til at gøre alt dette.
Men hvad synes I? Der var en Mand, som havde to Børn. Han gik til den første og sagde: Gaa ud idag mit Barn og arbejd i Vingaarden.
Men han svarede: Nej det vil jeg ikke. Bagefter fortrød han det og gik.
Saa gik han til den anden og sagde ligesaa. Og han sagde: Ja Herre, men gik ikke.
Hvem af de to gjorde, som Faderen vilde. De siger: den første. Jesus siger til dem: Sandelig siger jeg jer, at Tolderne og Skøgerne kommer før jer ind i Gudsriget.
For Johannes kom til jer paa den rette Vej, men I troede ham ikke. Tolderne og Skøgerne troede ham. Men skønt I saa det, fortrød I det ikke bagefter og troede ham.
Hør en anden Lignelse: Der var en Herremand. Han plantede en Vingaard og satte Hegn om den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn, og saa overdrog han den til Bønder og rejste udenlands.
Da Høsttiden nærmede sig, sendte han sine Folk til Bønderne for at faa Udbyttet af dem.
Men Bønderne greb hans Folk. En slog de, en dræbte de, en stenede de.
Han sendte igen andre Folk, flere end de første. Men de gjorde ligesaa med dem.
Tilsidst sendte han sin Søn til dem. De vil ikke forgribe sig paa min Søn, sagde han.
Men da Bønderne saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen. Kom lad os slaa ham ihjel, saa kan vi have hans Arv.
Saa greb de ham og slæbte ham udenfor Vingaarden og dræbte ham.
Naar nu Vingaardsejeren kommer, hvad vil han saa gøre, ved de Bønder?
Et ondt Endeligt vil han give de onde, siger de, og Vingaarden lejer han ud til andre Bønder, som vil svare ham Udbyttet, naar Aarstiden kommer.
Jesus siger til dem: Har I aldrig læst i Skrifterne: „Den Sten, som blev vraget af dem, der byggede Hus, den er bleven til Topstenen i Tinden. Efter Herrens Bestemmelse er den blevet det, og den er for vore Øjne at undres ved".
Derfor siger jeg jer, at GudsRiget skal tages fra jer og gives et Folk, som yder dets Frugt.
-
Da Ypperstepræsteskabet og Farisæerne hørte hans Lignelser, kunde de forstaa, at det var dem, han talte om,
og de søgte Udvej til at gribe ham, men turde ikke for Folkemængden, som holdt ham for en Profet.
Saa svarede Jesus dem atter i Lignelsestaler og sagde:
Himlenes Rige ligner en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.
Og han sendte sine Folk ud for at kalde de budne til Brylluppet. Men de vilde ikke komme
Saa sendte han igen andre Folk: Sig til de budne, sagde han, at mit Maaltid er tilrede. Mine Tyre og mit Fedekvæg er slagtet, og alt er færdigt. Kom til Brylluppet!
Men de brød sig ikke om det og gik hen, en til sin Mark, og en til sin Handel.
Og de andre greb hans Folk og forhaanede dem og slog dem ihjel.
Saa blev Kongen vred og sendte sine Krigshære ud og tog de Mordere af Dage og satte Ild paa deres By.
Og saa siger han til sine Folk: Brylluppet er tilrede, men de budne var ikke værdige dertil.
Saa gaa da ud ad Sidevejene, og alle dem, I finder, skal I byde til Brylluppet.
Saa gik de Tjenestefolk ud ad Vejene og samlede alle dem, de fandt. onde og gode, og Brudehuset blev fuldt af Bordgæster.
Men da Kongen kom ind for at se paa dem, der sad tilbords, saa han der en Mand, som ikke havde Bryllupsklædning paa.
Min gode Mand, siger han til ham, hvordan er du kommen herind uden Bryllupsklædning? Men han taug.
Da sagde Kongen til sine Folk: Bind Hænder og Fødder paa ham, og kast ham ud i Mørket udenfor! Der vil fældes Taarer og skæres Tænder.
For mange er budne, men faa er udvalgte.
Da gik Farisæerne hen og holdt Samraad om, hvordan de skulde fange ham i Ord.
Og de sender saa deres Lærlinge til ham sammen med Herodianerne og siger: Lærer, vi ved, at du er sandru og underviser sandfærdigt om Guds Vej uden at bryde dig om nogen. For du ser dig ikke om efter Menneskers Bifald.
Sig os da, hvad er din Mening. Har man Lov til at give Kejseren Skat eller ej?
Men Jesus var ikke uvidende om deres Ondskab. Hvorfor frister I mig, I Hyklere, sagde han?
Vis mig Skattens Mønt. Saa bragte de ham en Denar,
og saa siger Jesus til dem: Hvis er det Billede og den Indskrift?
De siger: Kejserens. Saa siger han til dem: Giv da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Og da de hørte det, blev de grebne af Forundring og trak sig tilbage fra ham og gik deres Vej.
Samme Dag kom der Saddukæere til ham. De siger, der er ingen Opstandelse. Og de sagde til ham:
Lærer, Moses har sagt, at naar en dør barnløs, skal hans Broder gifte sig med hans Hustru og forplante Slægten for sin Broder.
Der var syv Brødre hos os, og den første giftede sig og døde, og da han var barnløs, efterlod han sin Hustru til sin Broder.
Ligesaa den anden og den tredje dige til dem alle syv.
Tilsidst døde ogsaa Kvinden.
I Opstandelsen, hvis Hustru skal hun saa være af de syv? For de har alle haft hende.
Jesus svarede dem: I farer vild, idet I hverken kender Skrifterne eller Guds Magt.
For i Opstandelsen gifter de sig ikke, men de er som Englene i Himlen.
Og angaaende de dødes Opstandelse — har I ikke læst, hvad der er sagt jer af Gud:
„Jeg er Abrahams. Isaks og Jakobs Gud". Han er ikke dødes men levendes Gud.
Da Folkeskarerne hørte det, blev de grebne af Forundring over hans Undervisning.
Men da Farisæerne hørte, at han havde bragt Saddukæerne til Taushed, samledes de,
og en af dem, en lovlærd, fristede ham med det Spørgsmaal:
Lærer, hvordan lyder det store Bud i Loven?
Han sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med alle dine Tanker.
Det er det store Bud i Loven og det, der ' kommer først.
Som det, saa er det andet: Du skal elske ' din Næste som dig selv.
I disse to Bud hviler hele Loven og Profeterne.
Mens Farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem:
Hvad mener I om den Salvede? Hvis Søn er han? De siger til ham: Davids.
Han, siger til dem: Hvor kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger:
„Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Side, til jeg lægger dine Fjender for dine Fødder".
Naar altsaa David kalder ham Herre, hvor kan han da være hans Søn?
Og der var ingen, der kunde svare ham et Ord. Og fra den Dag af vovede de heller ikke mere at udspørge ham.
Da talte Jesus til den forsamlede Mængde og til sine Lærlinge
og sagde: Paa Moses Lærestol har de sat sig, de lærde og Farisæerne.
Hvad de siger jer, skal I altsammen gøre og overholde. Men I skal ikke rette jer efter deres Gerninger. For de siger det nok, men gør det ikke.
De binder tunge Byrder sammen og læsser dem paa andre Mennesker, men selv vil de ikke røre dem med en Finger.
Men alt, hvad de gør, det gør de, for at andre Mennesker skal se paa dem. For brede gør de deres Huskestrimler og store deres Kvaster.
Men de holder af at sidde øverst ved Gæstebuddene og indtage Forsædet i Synagogerne,
og at man hilser paa dem paa Torvet, og at Folk kalder dem Rabbi.
Men I skal ikke lade jer kalde Rabbi. For I har en Lærer, og Brødre er I alle.
Og I skal ikke kalde nogen jeres Fader paa Jorden. I har jo én Fader, han som er i Himlene.
Hellerikke skal I lade jer kalde Vejledere. For én har I til Vejleder, den Salvede.
Men den største af jer skal være jeres Tjener.
Enhver, som ophøjer sig selv, skal nedbøjes, og enhver, der ned bøjer sig selv, skal ophøjes.
Ve jer, Skriftlærde og Farisæere, I Hyklere! fordi I lukker Himlenes Rige for andre Mennesker. I gaar jo ikke selv derind, og dem, der kommer og vil ind, vil I ikke give Lov til at komme ind.
-
Ve jer, Skriftlærde og Farisæere, I Hyklere! fordi I farer over Hav og Hede for at faa blot en til at gaa over til jeres Tro, og har I faaet ham dertil, gør I ham til Helvedesbarn dobbelt saa meget, som I selv er det.
Ve jer I blinde Vejledere, som siger: Om en sværger ved Templet, saa er det ingenting, men om en sværger ved Tempelguldet, saa skal han svare dertil.
Daarer og blinde! for hvad er størst, Guldet eller Templet, som har viet Guldet?
Fremdeles: Om en sværger ved Altret, saa er det ingenting, men om en sværger ved Gaven paa Altret, saa skal han svare dertil.
I blinde! hvad er størst, Gaven eller Altret, som vier Gaven?
Nej, den, som sværger ved Altret, sværger ved det og ved alt, hvad derpaa er.
Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor derinde.
Og den, som sværger ved Himlen, sværger ved Guds Højsæde og ham, som sidder derpaa.
Ve jer Skriftlærde og Farisæere, I Hyklere! fordi I giver Tiende af Mynte, Dild og Kommen, men I har svigtet det, som har større Vægt i Loven: Dommen og Barmhjertigheden og Troen. Det skulde man gøre Alvor af og ikke forsømme det andet.
Blinde Vejledere! I som afsier Myggen og sluger Kamelen.
Ve jer Skriftlærde og Farisæere, I Hyklere! fordi I renser Bæger og Fad udvendig, men indeni er de fyldte med Rov og Graadighed.
Blinde Farisæer! Rens først det, der er indeni Bægeret, for at det siden kan blive rent udvendig.
Ve jer Skriftlærde og Farisæere, I Hyklere! fordi I ligner hvidtede Grave. Udvendige ser de vel pyntelige ud, men indvendig er de fulde af Dødningeben og al Urenhed.
Saadan ser ogsaa I vel udvortes for andre Mennesker fromme ud, men indvortes er I fulde af Hykleri og Lovløshed.
Ve jer Skriftlærde og Farisæere, I Hyklere! fordi I bygger Profeternes Grave og pryder de frommes Gravmæler.
Og saa siger I: Havde vi levet i vore Fædres Dage, saa vilde vi ikke have gjort os skyldige med dem i at udgyde Profeternes Blod.
Saadan vidner I om, at I er Sønner af dem, der dræbte Profeterne.
Og I fylder jeres Fædres Maal.
Slanger og Hugormeyngel! Hvordan skal I undgaa Dommen til Helvede?
Derfor sender jeg nu til jer Profeter og Vismænd og Skriftlærde. Dem skal I dels dræbe og korsfæste, dels piske i jeres Synagoger og forfølge dem fra By til By,
for at I skal komme til at undgælde for al uretfærdig Blodsudgydelse paa Jorden lige fra den uskyldige Abels Blod til Sakarias Barakias' Søns Blod, ham som I myrdede mellem Templet og Alteret.
Sandelig siger jeg jer: Alt det skal denne Slægt komme til at undgælde for.
Jerusalem! Jerusalem! som dræber Profeterne og stener dem, som er sendte til den. Hvor mangen Gang vilde jeg ikke samle dine Børn, som en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne, men I vilde ikke.
Se nu rømmes jert Hus og staar tomt tilbage.
For jeg siger jer, at fra nu af faar I mig ikke mere at se, førend I siger: „Velsignet være den, der kommer i Herrens Navn."
Saa gik Jesus ud bort fra Helligdommen, og saa kom hans Lærlinge hen til ham for at vise ham Tempelbygningerne.
Men han svarede dem: Ser I ikke alt det? Sandelig siger jeg jer: Her skal ikke levnes Sten paa Sten, som ikke skal nedbrydes.
Mens han nu sad paa Oliehavebjerget, kom Lærlingene hen til ham for sig alene og sagde: Sig os: naar skal det ske, og hvad er Tegnet paa din Hidkomst og Tidsaldrens Afslutning:
Saa svarede Jesus dem: Pas paa, at ingen leder jer vild.
For der vil komme mange og tilegne sig mit Navn og sige: Jeg er den Salvede. Og mange vil de lede vild.
Men I vil faa at høre Krigslarm og Krigsrygter. Pas paa, at I ikke lader jer skræmme. For det maa komme, men Enden er der ikke endda.
For Folk vil rejse sig mod Folk og Rige mod Rige, og der vil blive Hungersnød og Jordskælv saa hist og saa her.
Men alt det er Veers Begyndelse.
Da skal de give jer til Pris for Trængselskaar og slaa jer ihjel, og alle Folkeslagene skal blive jer badefulde for mit Navns Skyld.
Da skal mange ménstødes (forarges) og forraade og hade hverandre.
Og mange falske Profeter skal opstaa og lede mange vild.
Og alt som Lovløsheden breder sig, bliver Kærligheden kold hos de fleste derved.
Men den, som holder ud til det sidste, han bliver frelst.
Og dette Rigets Glædesbud skal forkyndes over hele Jorderig til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene. Og da kommer Enden.
Naar I da ser Nedværdigelsen med ødet i sit Spor, som Profeten Daniel har talt om, staa paa helligt Sted — den som læser det, mærke sig det —
da skal de i Judæa fly til Bjergene.
Den, som er oppe paa Taget, skal ikke gaa ned for at hente, hvad han har i sit Hus.
Og den, som er paa Marken, skal ikke gaa tilbage for at hente sit Tøj.
Men ve dem, som i de Dage er frugtsommelige eller giver Die!
Bed om, at jeres Flugt ikke maa falde ved Vintertid eller paa en Sabbatsdag.
For da vil der blive saa stor en Trængsel, som der ikke har været lige fra Verdens Begyndelse til nu og heller aldrig mere skal blive.
Og blev der ikke kortet af paa de Dage, saa var der ikke en eneste, der gik fri. Men for de udvalgtes Skyld bliver der kortet af paa de Dage.
Naar saa nogen siger til jer: Se nu er den Salvede her! se nu hist! Tro det ikke.
For falske Salvede vil der opstaa og falske Profeter, rundhaandede med store Tegn og Undere til at forvilde om muligt endog de udvalgte med.
Nu har jeg forudsagt jer det.
Naar de da siger til jer: Nu er han i ørken! saa gaa ikke derud: Nu er han i Lønkamrene! saa tro det ikke.
For ligesom Lynet tændes i Øst og kendes i Vest, saadan vil Menneskesønnens Hidkomst være.
Hvor Aadslet er, der flokkes Gribbene.
Straks efter hine Trængselsdage vil Solen sortne og Maanen ikke give sit Lys og Stjernerne falde fra Himlen og Himlens Kræfter rystes.
Og saa skal Menneskesønnens Tegn lade sig se i Himlen. Og alle Jordens Folkestammer skal lamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme paa Himlens Skyer med Magt og megen Ære.
Og saa sender han sine Engle ud med høj Basunklang, og saa samler de hans udvalgte fra alle fire Verdenshjørner lige fra den ene Ende af Himlen til den anden.
Men læer af Figentræet den Lignelse: Naar dets Gren bliver myg, og dets Blade bryder frem, saa ved I, at Sommeren er nær.
Saadan skal I ogsaa vide, naar I ser alt dette, at han er nær for Døren.
Sandelig siger jeg jer: Den Slægt skal ikke forgaa, før alt dette sker.
Himlen og Jorden vil forgaa, men aldrig forgaar mine Ord.
Men der er ingen, der ved, naar den Dag kommer, og Timen slaar — hverken Himlens Engle eller Sønnen, kun Faderen alene.
Men ligesom Noahs Dage skal Menneskesønnens Hidkomst være.
For ligesom man i Noahs Dage før Oversvømmelsen var optagne af at spise og drikke, fæste Brud og staa Brud, lige til Noah gik ind i Arken,
og vidste ikke af noget, førend Oversvømmelsen kom og rev alle med sig, saadan skal Menneskesønnens Hidkomst være.
Da skal der være to Karle paa Marken, en tages med, den anden tages ikke med —
to Piger ved Kværnen, en tages med, den anden tages ikke med.
Saa vær da aarvaagne, for I ved ikke, hvad for en Dag jeres Herre kommer.
Men det kan I vel forstaa, at hvis Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven er der, saa vaagede han vel og fandt sig ikke i Indbrud i sit Hus.
Derfor skal I ogsaa gøre jer rede. For Menneskesønnen kommer paa den Tid af Døgnet, I ikke aner.
Hvem er saa den tro og kloge Tjener, som Herren har sat over sin Husstand for at give dem deres Mad i rette Tid?
Held den Tjener, naar hans Herre kommer og kan se, han gør saa.
Sandelig siger jeg jer, at han vil sætte ham over alt, hvad han har.
Men hvis den samme Tjener siger til sig selv: Min Herre bliver længe borte,
og han saa giver sig til at slaa sine Medtjenere og spiser og drikker med Svirebrødrene,
saa vil den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og den Tid paa Dagen, han ikke ved, og ...
og lade ham dele Kaar med Hyklerne. Der vil fældes Taarer og skæres Tænder.
Da skal Himlenes Rige lignes ved ti unge Piger, som tog deres Lamper og gik ud for at mode Brudgommen.
Fem af dem var kloge og fem uforstandige.
For de uforstandige tog vel Lamperne men ikke Olie med sig.
Men de kloge tog foruden deres Lamper Olie med i Karrene.
Da Brudgommen lod vente paa sig, blev de alle døsige og faldt i Søvn.
Men ved Midnat lyder der Raab: Der er Brudgommen, kom ud og gaa ham imøde!
Saa vaagnede alle de unge Piger og gjorde deres Lamper i Stand.
Men de uforstandige sagde til de kloge: Giv os af jeres Olie, for vore Lamper gaar ud.
Men de kloge svarede: Nej saa blev der maaske hverken nok til os eller jer. Gaa hellere til de handlende og køb til jer selv.
Men mens de gik hen og købte, kom Brudgommen, og de, der var rede, gik med ind i Brudehuset, og Døren blev lukket.
Bagefter kommer saa ogsaa de andre unge Piger og siger: Herre, Herre! luk op for os.
Men han svarede: Jeg kender jer sandelig ikke, siger jeg jer.
Saa vaag da, for I ved hverken Dag eller Time.
For det er ligesom med en Mand, som, da han rejste udenlands, kaldte sine Tjenestefolk til sig og overlod dem sit Gods.
Og en gav han fem Talenter, en anden to, en anden igen en, enhver efter hans Evne, og saa drog han udenlands.
Den, som havde faaet de fem Talenter, gik hen og handlede med dem og tjente fem Talenter til.
Saadan vandt den med de to to til.
Men den, der fik en, gik hen og gravede et Hul i Jorden og gemte sin Herres Penge.
Lang Tid efter kommer disse Tjeneres Herre og holder Regnskab med dem.
Saa kom den, der havde faaet de fem Talenter og bragte andre fem Talenter og sagde: Fem Talenter gav du mig Herre. Se jeg har vundet fem Talenter til.
Hans Herre sagde til ham: Godt, du gode og tro Tjener. Du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Kom og del din Herres Glæde.
Saa kom ogsaa den med de to Talenter frem og sagde: To Talenter gav du mig Herre. Se her, jeg har vundet to Talenter til.
Hans Herre sagde til ham: Godt du gode og tro Tjener. Du har været tro over lidt. Jég vil sætte dig over meget. Kom og del din Herres Glæde.
Men saa kom ogsaa den, som havde faaet den ene Talent, og sagde: Herre, jeg vidste om dig, at du er en haard Mand, som høster, hvor du ikke har saaet, og samler, hvor du ikke har spredt.
Saa blev jeg bange og gik hen og gemte din Talent i Jorden. Her har du, hvad dit er.
Saa svarede hans Herre: Du onde og dovne Tjener, sagde han til ham, du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har saaet, og sanker, hvor jeg ikke har spredt.
Burde du ikke have indsat mine Penge hos Vekselereren, saa jeg, naar jeg kom, kunde have faaet mit igen med Rente?
Tag da den Talent fra ham og giv den til ham, som har de ti Talenter.
For enhver, som har, ham skal der gives, og han skal faa rigeligt. Men den, som ikke har, ham skal man fratage ogsaa det, han har.
Og den uduelige Tjener kast ham ud i Mørket udenfor. Der skal heldes Taarer og skæres Tænder.
Naar Menneskesønnen kommer i al sin Højhed og alle hans Engle med ham, saa indtager han sit Æressæde,
og alle Folkene samles for ham. Og saa skiller han dem ud fra hinanden, som Hyrden skiller Faarene fra Gederne,
og stiller Faarene ved sin højre og Gederne ved sin venstre Side.
Da siger Kongen til dem ved hans højre Side: Kom hid min Faders velsignede! Tag det Rige i Arv, som fra Verdens Skabelse var jer tiltænkt.
For I gav mig at spise, naar jeg var sulten, I gav mig at drikke, naar jeg var tørstig, I tog mig til jer, naar jeg var fremmed,
I klædte mig op, naar jeg var nøgen, saa til mig naar jeg var syg, kom til mig, naar jeg sad i Fængsel.
Da vil de frikendte svare ham: Herre, naar saa vi dig sulten og gav dig Føden eller tørstig og gav dig at drikke?
Naar saa vi dig fremmed og tog dig til os eller nøgen og klædte dig op?
Naar saa vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig?
Saa vil Kongen svare dem: Sandelig siger jeg jer: Lige saa fuldt, som I har gjort det mod en af disse mine allermindste Brødre, har I gjort det mod mig.
Saa vil han sige til de andre ogsaa, dem ved den venstre Side: Far bort fra mig I forbandede til den evige Ild, som er tiltænkt Djævelen og hans Engle.
For I gav mig ikke at spise, naar jeg var sulten, I gav mig ikke at drikke, naar jeg var tørstig,
I tog mig ikke til jer, naar jeg var fremmed, I klædte mig ikke op, naar jeg var nøgen, saa ikke til mig, naar jeg var syg og I Fængsel.
Da vil de svare ham: Herre, naar saa vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og var dig ikke til Tjeneste?
Saa vil han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Lige saa lidt, som I har gjort det mod en eneste af disse allermindste, har I gjort det mod mig.
Og saa vil disse gaa ind til evig Tugtelse, men de frikendte til evigt Liv.
Da Jesus blev færdig med at tale alle disse Ord, sagde han til sine Lærlinge?
Ved I, at om to Dage kommer Paasken, og saa overgives Menneskesønnen til at korsfæstes.
Da samledes Ypperstepræsteskabet og Folkets Ældste i Ypperstepræstens Gaard, han som hed Kajafas.
Og de lagde Raad op om at fange Jesus med List og slaa ham ihjel.
Men ikke under Højtiden, sagde de, for at Folket ikke skal komme i Oprør.
Mens Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes Hus,
kom der en Kvinde til ham med en Krukke med kostbar Salve og udgød den over hans Hoved, mens han laa tilbords.
Da Lærlingene saa det, tog de det ilde op og sagde: Hvad skal denne Ødselhed til?
For det kunde man have solgt og faaet meget for det og givet det til de fattige.
Men Jesus mærkede det og sagde til dem: Hvorfor plager I den Kvinde? Det er en god Gerning, hun har gjort imod mig.
De fattige har I jo altid hos jer. Mig har I ikke altid.
Hun har jo ved at overgyde mit Legeme med Salven sørget for min Jordefærd.
Sandelig siger jeg jer: Overalt, hvor det Glædesbud forkyndes i hele Verden, skal ogsaa det, hun nu har gjort, omtales til hendes Minde.
Da var der en af de tolv, han som kaldtes Judas Iskarjot, der gik til Ypperstepræsteskabet
og sagde: Hvad vil I give mig, saa skal jeg forraade ham til jer? De lovede ham tredive Sølvsekel,
og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forraade ham.
Paa den første af de usyrede Brøds Dage kom Lærlingene til Jesus og sagde: Hvor ønsker du, at vi skal træffe Forberedelserne for dig til at nyde Paaskemaaltidet?
Gaa ind til Byen, sagde han, til den og den, og sig til ham: Læreren siger: Min Tid er nær, hos dig vil jeg holde Paaskemaaltidet med mine Lærlinge.
Saa gjorde Lærlingene, som Jesus havde befalet dem, og traf Forberedelserne til Paaskemaaltidet.
Da Aftenen faldt paa, laa Jesus til Bords med de tolv Lærlinge,
og mens de spiste, sagde han: Sandelig siger jeg jer, at en af jer vil forraade mig.
Saa blev de meget bedrøvede og sagde til ham hver for sig: Det er da vel ikke mig Herre?
Han svarede dem: Den som førte Haanden til Fadet sammen med mig, han vil forraade mig.
Menneskesønnen gaar vel bort, som der staar skrevet om ham. Men ve det Menneske, ved hvem han forraades. Det havde været bedre for ham, om han aldrig var født.
Judas, han som forraadte ham, tog Ordet og sagde: Det er vel ikke mig Rabbi? Jo det er, siger han til ham.
Som de nu spiste, tog Jesus et Brød, takkede og delte det og gav sine Lærlinge det og sagde: Tag og spis det. Det er mit Legeme.
Og saa tog han et Bæger og takkede og gav dem og sagde: Drik alle heraf.
For dette er mit Blod, Pagtens, det som udgydes for mange til Syndsforladelse,
Men jeg siger jer, at jeg skal fra nu af ikke drikke af denne Vinrankens Frugt for paa den Dag, da jeg drikker den med jer ny i min Faders Rige.
Da de saa havde sunget Lovsang, gik de ud til Oliehavebjerget.
Saa siger Jesus til dem: I vil alle sammen ménstødes (forarges) ved mig i denne Nat. For der staar skrevet: „Jeg slaar Hyrden, og saa vil Hjordens Faar adspredes".
Men efter at jeg er oprejst, gaar jeg forud for jer til Galilæa.
Om saa alle andre vil ménstødes (forarges) ved dig, svarede Peter ham, saa vil jeg aldrig gøre det.
Jesus siger til ham: Sandelig siger jeg dig, at i denne Nat før Hanegal vil du tre Gange sige dig løs fra mig.
Peter siger til ham: Nej om jeg saa maatte dø med dig, vil jeg ikke sige mig løs fra dig. Og saadan sagde ogsaa alle Lærlingene.
Da gaar Jesus med dem ind i en Have, som hed Getsemane, Og han siger til Lærlingene: Sæt jer her, mens jeg gaar derhen og holder Bøn.
Saa tog han Peter og de to Sebedaiosønner med sig, og saa blev han greben af en Sorg og Gru.
Jeg er, Døden nær af Sorg, siger han da til dem. Bliv her og vaag med mig.
Og saa gik han lidt længere frem, faldt paa sit Ansigt og bad: Min Fader, sagde han, om det er muligt, saa lad dette Bæger gaa mig forbi. Men som du vil og ikke, som jeg vil.
Saa kommer han hen til Lærlingene og finder dem sovende. Og saa siger han til Peter: Kan I da ikke magte at vaage med mig en eneste Time?
Vaag og bed, for at I ikke skal komme i Fristelse. Aanden er villig nok, men den kødelige Natur er svag.
Atter gik han for anden Gang bort og bad: Min Fader, er det ikke muligt, at det kan gaa mig forbi, uden at jeg drikker det, saa lad din Vilje ske.
Og atter kom han og fandt dem sovende. For deres øjne var saa tunge.
Saa forlod han dem igen og gik bort og bad for tredje Gang og gentog det samme Ord.
Han kommer saa til Lærlingene og siger til dem: Sover I stadig og hviler jer? Nu er den Stund nær, da Menneskesønnen gives Syndere i Vold.
Op nu og saa afsted! Nu er han som forraader mig, nær.
Og brat, inden han havde udtalt, kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra Ypperstepræsteskabet og Folkets Ældste.
Men han, som forraadte ham, havde givet dem et Tegn og sagt: Den som jeg kysser, ham er det. Ham skal I gribe.
Og lige straks gik han hen til Jesus og sagde: Godaften Rabbi! og vilde kysse ham.
Men Jesus sagde til ham: Mand dog, hvad vil du her? Da kom de andre til og lagde Haand paa Jesus og greb ham.
I det samme var der en af dem, som var med Jesus, der greb til sit Sværd og drog det og hug til og huggede Øret af Ypperstepræstens Træl.
Da siger Jesus til ham: Gem dit Sværd igen, hvor det hører hjemme. For alle de, der griber til Sværd, skal falde for Sværd.
Eller mener du ikke, jeg kan bede min Fader om Hjælp og faa ham til at sende mig mere end tolv Legioner Engle?
Hvordan skulde saa Skrifterne gaa i Opfyldelse, om at saadan maa det ske?
Mens dette stod paa, sagde Jesus til den store Skare: Som om det gjaldt en Røver, er I kommen herud med Sværd og Knipler for at fange mig. Hver Dag har jeg siddet og undervist i Helligdommen, uden at I greb mig.
Men alt dette er sket, for at Profeternes Skrifter skal gaa i Opfyldelse. Da forlod alle Lærlingene ham og tog Flugten.
Da de havde grebet Jesus, forte de ham til Ypperstepræsten Kajafas, hvor de Skriftlærde og de Ældste havde samlet sig.
Men Peter fulgte ham paa Afstand lige til Ypperstepræstens Gaard og gik derind og satte sig blandt Betjentene for at se, hvad Enden blev.
Ypperstepræsteskabet og hele Raadet søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, for at de kunde slaa ham ihjel.
Men de fandt ingenting, skønt der kom mange falske Vidner. Tilsidst kom der to og sagde:
Han har sagt: Jeg kan bryde Guds Tempel ned og bygge det op i tre Dage.
Saa rejste Ypperstepræsten sig og sagde til ham: Svarer du ikke paa, hvad de vidner imod dig?
Men Jesus taug. Saa sagde Ypperstepræsten igen til ham: Jeg edfæster dig ved den levende Gud, sig os, om du er den salvede, Guds Søn?
Jesus siger til ham: Ja, men det siger jeg jer, at fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved Almagtens højre Side og komme paa Himlens Skyer.
Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: Det var Gudsbespottelse. Hvad Brug har vi længere for Vidner? Lige nu hørte I Gudsbespottelsen.
Hvad mener I? De andre svarede: Han er skyldig til at lide Døden.
Saa spyttede de ham I Ansigtet og slog ham med knyttet Næve, somme ogsaa med Kæppe
og sagde: Spaa os Kristus. Hvem var det, der slog dig?
Peter sad udenfor i Gaarden. Og der kom en Pige hen til ham og sagde: Du var ogsaa med Galilæeren Jesus.
Men han nægtede det i alles Paahør: Det ved jeg ikke noget af, det du der siger, sagde han.
Han gik ud i Portrummet, og saa, saa en anden Pige ham og siger til dem, der stod: Han var med Jesus fra Nasaret.
Og atter nægtede han det og svor paa, at han kendte ikke den Mand.
Lidt efter kom de til, der stod hos, og sagde til Peter: Jo vist er du ogsaa en af dem. Dit Maal røber dig jo ogsaa.
Da begyndte han at bande og sværge paa, at han ikke kendte den Mand. I det samme var der en Hane, der galede.
Og saa kom Peter i Tanker om Jesus' Ord, om at han havde sagt: For Hanegal vil du tre Gange sige dig løs fra mig. Saa gik han udenfor og græd bitterlig.
Da det dagedes, holdt de Raad alle de, der hørte til Ypperstepræsteskabet og Folkets Ældste, imod Jesus i den Hensigt at faa ham slaaet ihjel.
Og saa bandt de ham og førte ham bort og overgav ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus.,
Da Judas, som havde forraadt ham, saa, at Dommen var fældet over ham, fortrød han det nu og bragte de tredive Sølvsekel tilbage til Ypperstepræsteskabet og de Ældste
og sagde: Jeg har syndet og forraadt uskyldigt Blod. Men de sagde: Hvad kommer det os ved? Det bliver din egen Sag.
Saa kastede han Pengene i Helligdommen og gik sin Vej og gik hen og hængte sig.
Ypperstepræsterne tog Pengene, men sagde: Det gaar ikke an at lægge dem til de viede Gaver, fordi de er tjente for Blod.
Saa holdt de Raad og købte for dem Potternagervangen til Graysted for de fremmede.
Derfor kom den Vang til at hedde Blodvangen lige til den Dag idag.
Da gik det i Opfyldelse, som er sagt at Profeten Jeremias: „Saa tog de, de tredive Sølvpenge, den Sum han agtedes værd, vurderet af Israels Sønner.
Og de gav dem, som Herren bød mig, for Pottemagerens Vang."
Saa blev Jesus stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham: Er du Jødernes Konge? Jesus sagde: Ja.
Da han saa blev anklaget af Ypperstepræsteskabet og de Ældste, svarede han ikke derpaa.
Saa siger Pilatus til ham: Hører du ikke, hvor meget de vidner imod dig?
Men ikke et eneste Ord svarede han paa, saa Landshøvdingen blev meget forundret.
Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at give Folkemængden en Fange fri, hvem de helst vilde.
De havde dengang en berygtet Fange, som kaldtes Barabbas,
og da de nu var samlede, sagde Pilatus til dem: Hvem vil I have, jeg skal give jer fri, Barabbas eller Jesus, ban som kaldes den Salvede?
For han vidste jo, at det var, af Ondskab, de havde overleveret ham.
Mens han sad i Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: Forgrib dig ikke paa denne skyldfri, for jeg har idag lidt meget i Drømme for hans Skyld.
Men Ypperstepræsteskabet og de Ældste overtalte Mængden til, at de skulde bede om Barabbas. Jesus skulde de lade dø.
Pilatus stillede dem saa det Spørgsmaal: Hvem af de to vil I have, jeg skal give jer fri? De sagde: Barabbas.
Pilatus siger til dem: Hvad skal jeg saa gøre ved Jesus, som kaldes den salvede? De siger alle: Lad ham blive korsfæstet.
Hvad ondt har han da gjort, sagde han? Men de raabte saa meget desto mere: Lad ham blive korsfæstet!
Da Pilatus saa, det hjalp ikke noget, men der blev mere og mere Støj, saa tog han Vand og vaskede sine Hænder for hele Mængdens øjne med de Ord: Jeg er uskyldig i den Mands Blod. Det bliver jeres egen Sag.
Og hele Folket svarede: Hans Blod er vi og vore Børn ansvarlige for.
Saa gav han Barabbas fri, men Jesus lod han piske og siden korsfæste.
Saa tog Landshøvdingens Krigsfolk Jesus med ind i Borgen og samlede hele Mandskabet om ham.
Og de klædte ham af og kastede en rød Kappe om ham.
Og de flettede en Krone af Tisler og gav ham paa Hovedet og et Rør i hans højre Haand. Og saa kastede de sig paa Knæ for ham og drev Spot med ham, idet de sagde: Goddag Jødekonge!
Og de spyttede paa ham og tog Røret og slog ham i Hovedet.
Og efter at de havde drevet Spot med ham, tog de Kappen af ham og førte ham i hans egne Klæder og forte ham bort for at blive korsfæstet.
Idet de gik ud, traf de en Mand fra Kyrene ved Navn Simon. Ham tvang de til at gaa med for at bære hans Kors.
Og da de kom til et Sted, der kaldes Golgata — det vil sige, at det kaldes Skallepladsen —
gav de ham Vin at drikke blandet med bitre Draaber. Men da han havde smagt paa det, vilde han ikke drikke det.
Efter at de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder ved Lodkastning,
og de sad der og tog Vare paa ham.
Og over hans Hoved havde de sat, hvad han var anklaget for: Dette er Jesus Jødernes Konge.
Saa bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham en til Højre og en til Venstre for ham.
De der kom der forbi, spottede ham, rystede paa Hovedet
og sagde: Du som bryder Templet ned og bygger det op igen paa tre Dage, red dig selv, om du er Guds Søn, og stig ned af Korset.
Saadan gjorde ogsaa Ypperstepræsterne tillige med de Skriftlærde og de Ældste:
Andre har Han hjulpet, sagde de, sig selv kan han ikke hjælpe. Han er Israels Konge! Lad ham da nu stige ned af Korset, saa vil vi tro paa ham.
Han har sat sin Lid til Gud. Lad ham redde ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds Søn.
Den samme Forhaanelse tilføjede ogsaa Røverne ham, som var korsfæstede sammen med ham.
Fra den sjette Time blev det mørkt over hele Landet, og det varede til den niende Time.
Men ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst: Eli, Eli lama sabaktani! Det betyder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Nogen af dem, som stod der, hørte det, og de sagde: Han kalder paa Elias.
Og straks løb en af dem hen og hentede en Svamp og fyldte den med Vineddike og satte den paa et Rør og gav ham at drikke.
De andre sagde: Godt, saa lad os se, om Elias kommer ham til Hjælp.
Atter raabte Jesus med høj Røst, og saa udaandede han.
I det samme skiltes Tempelforhænget ad fra øverst til nederst i to Dele, og Jorden rystede og Klipperne revnede,
og Gravene aabnede sig, og mange af de henslumrede helliges Legemer stod op.
Og efter hans Opstandelse gik de ud af Gravene og ind i den hellige Stad og lod sig se af mange.
Men Centurionen og hans Folk, som tog Vare paa Jesus, saa Jordskælvet og, hvad der foregik, blev alvorlig forskrækkede og sagde: Sandelig var han Guds Søn.
Der var ogsaa mange Kvinder, som saa til langt borte fra. De havde fulgt Jesus fra Galikea og sørget for ham.
Blandt dem var Maria fra Magdala og Maria Jakobs og Josefs Moder, og Sebedaiossønnernes Moder.
Da Aftenen faldt paa, kom der en rig Mand fra Arimataja ved Navn Josef, som ogsaa var bleven Lærling af Jesus.
Han gik til Pilatus og bad om Jesus' Legeme. Pilatus befalede da, at det skulde overlades ham.
Saa tog Josef Legemet og svøbte det ind i viet Linned,
og saa lagde han det i sin nye Grav, som var hugget ud i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort.
Men Maria fra Magdala og den anden Maria var til Stede og sad lige over for Graven.
Den næste Dag, den der kommer efter Beredelsesdagen, mødte Ypperstepræsteskabet og Farisæerne for Pilatus
og sagde: Herre, vi er kommen i Tanker om, at denne Forfører sagde, mens han endnu var i Live: Jeg opstaar paa den tredje Dag.
Giv da Befaling til, at Graven vogtes vel til den tredie Dag, for at Lærlingene ikke skal komme og stjæle ham og saa sige til Folket: Han er opstaaet fra de døde, og saa bliver det sidste Bedrag værre end det første.
Pilatus sagde til dem: Der har I Vagt, gaa hen og vogt Graven, som I bedst forstaar.
De gik og sikrede Graven vel, idet de foruden Vagt satte Segl for Stenen.
Da Sabbaten led, og det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria fra Magdala og den anden Maria for at se til Graven.
Og saa kom der med et stærkt Jordskælv. For en Herrens Engel for ned fra Himlen og gik hen og væltede Stenen fra og sad paa den,
Hans Skikkelse var som et Lyn og hans Klædning saa hvid som Sne.
Af Skræk for ham bævede de, der holdt Vagt, og blev som døde.
Englen sagde til Kvinderne: I skal ikke være bange, for jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger.
Han er ikke her, for han er opstanden, som han har sagt. Kom og se det Sted, hvor han laa.
Og skynd jer og gaa hen og sig til hans Lærlinge, at han er opstanden fra de døde, og nu gaar han forud for jer til Galilæa. Der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.
Saa skyndte de sig bort fra Graven, og baade bange og meget glade lob de for at bringe hans Lærlinge Bud.
I det samme kom Jesus dem i mode og sagde Goddag! Men de gik nær hen og greb hans Fødder og kastede sig paa Knæ for ham.
Saa siger Jesus til dem: I skal ikke være bange. Gaa, bring mine Brødre Bud om, at de skal drage til Galilæa, og der skal de se mig.
Mens de saa gik bort, kom lige nogen af Vagtmandskabet ind i Byen og meldte Ypperstepræstekabet alt det, der var sket.
Saa samledes de med de Ældste og holdt Raad og tog og gav Soldaterne rigeligt med Penge
og sagde: I skal sige, at hans Lærlinge kom om Natten og stjal ham, mens I sov.
Og hvis dette kommer Landshøvdingen for Øre, saa skal vi jævne det og holde jer fri for alle Bekymringer.
De tog imod Pengene og gjorde, som de havde lært. Og saadan gik Ordet hos Jøderne til den Dag idag.
De elleve drog til Galilæa til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne.
Og da de saa ham, tilbad de ham. Men der var dem, der tvivlede.
Saa traadte Jesus frem og talte til dem og sagde: Al Magt i Himlen og paa Jorden er mig given.
Gaa hen og tag alle Folkeslag i Lære ved at døbe dem til Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn,
og lære dem at holde alt, hvad jeg har paalagt jer. Og jeg er altid med jer lige til Verdens Ende.
Begyndelsen til Jesus Kristus' (Guds Søns) Glædesbudskab.
Se nu sender jeg min Engel foran dig, som skal bane Vejen for dig", som skrevet staar hos Profeten Jesaja:
„Hør, der er en der raaber i ørken: Gør nu Herrevejen rede, snorrette skal I gøre hans Stier!"
Johannes traadte frem, han som døbte i ørken og forkyndte Omvendelsesdaab til Syndsforladelse.
Og hele Judæas Land og alle Jerusalems Indbyggere kom derud og lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres Synder.
Og Johannes gik i Kamelhaars Klæder med Læderbælte om Livet og spiste Græshopper og vilde Biers Honning.
Og saadan lød hans Forkyndelse: Mig følger den, som er vældigere end jeg, og jeg er ikke god nok til at bøje mig ned og løse hans Skobaand.
Jeg har døbt jer med Vand. Men han skal døbe jer i Helligaand.
Ved samme Tid kom Jesus did fra Nasaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.
Og lige som han steg op af Vandet, saa han Himlene aabne sig og Aanden dale ned til ham som en Due.
Og en Røst lod sig høre fra Himlene: Du er min Søn den hjertenskære. Dig har jeg kaaret mig.
Og lige straks driver Aanden ham ud i ørken,
og saa var han i ørken i 40 Dage og blev fristet af Satan og færdedes blandt de vilde Dyr, og Englene tjente ham.
Efter at Johannes var given i Fjendevold, kom Jesus til Galilæa og forkyndte der Guds Glædesbudskab:
Nu er Tiden kommen, og Gudsriget er nær. Omvend jer og tro paa Glædesbudskabet.
Og som han gik langs den galilæiske Sø, saa han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at drage Vod i Søen. For de var Fiskere.
Og saa sagde Jesus til dem: Kom og slut jer til mig, saa skal jeg gøre jer til Menneskefiskere.
Og saa forlod de straks Garnene og fulgte ham.
Og da han gik lidt videre frem, saa han Jakob Sebedaios' Søn og hans Broder Johannes, de var ogsaa i Fartøjet og ved at rede deres Garn op.
Saa kaldte han straks ad dem, og de forlod deres Fader Sebedaios i Baaden med de lejede Folk og gik hen og gav sig i Følge med ham.
Saa drager de ind i Kafarnaum, og han gik straks til Synagogen og underviste om Sabbaten.
Og de blev slaaet af Forundring over hans Lære. For han underviste som en, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftlærde.
Og saa var der straks i deres Synagoge et Menneske med en uren Aand, og han skreg op:
Hvad vil du os Jesus fra Nasaret, sagde han, er du kommen for at ødelægge os? Vi ved, hvem du er — Guds hellige.
Men Jesus viste ham tilbage: Ti og far ud af ham!
Saa sled den urene Aand i ham og for ud af ham med et højt Skrig.
Og det rystede dem alle saa stærkt, at de overvejede med hverandre: Hvad er dette? En ny Lære ført med Myndighed. Og saa maa de urene Aander lyde ham, naar han befaler.
Og Rygtet om ham bredte sig straks overalt ud til alle tilstødende Egne af Galilæa.
Fra Synagogen gik de sammen med Jakob og Johannes lige hjem til Simon og Andreas.
Simons Svigermoder laa syg af Feber, og de taler lige straks til ham om hende.
Saa gik han hen og tog hende ved Haanden og rejste hende op, og saa forlod Feberen hende, og hun opvartede dem.
Men da Solen gik ned, og Aftenen faldt paa, bragte de ham alle de lidende og besatte.
Og hele Byen var samlet foran Døren.
Og saa helbredte han mange, som led af forskellige Sygdomme, og uddrev mange onde Aander. Og han lod ikke de onde Aander komme til Orde, fordi de kendte ham.
Saa stod han tidligt op, midt i Nattens Mørke, og drog bort derfra hen til en øde Egn, og der holdt han Bøn.
Saa skyndte Simon og hans Ledsagere sig efter ham
og fandt ham, og saa siger de til ham, at alle søger efter ham.
Lad os kun gaa videre, siger han da til dem, til de næste Landsbyer, for at jeg ogsaa kan lade Forkyndelsen lyde der; for i den Hensigt drog jeg ud.
Og saa kom han til deres Synagoger i hele Galilæa med sin Forkyndelse, og onde Aander drev han ud.
Saa kommer der en spedalsk til ham og beder ham om Hjælp og kaster sig paa Knæ og siger til ham: Hvis du vil, saa kan du rense mig.
Og han fik Medlidenhed med ham og rakte ham Haanden og sagde: Det vil jeg. Bliv ren!
Og saa blev han lige straks af med Spedalskheden og blev renset.
Saa skændte han paa ham og drev ham straks bort,
og han siger til ham: Se til, at du ikke siger noget til nogen; men gaa hen og lad dig syne af Præsten, og bring det Offer, som Moses har befalet til et Vidnesbyrd for dem.
Saa gik Manden hen og gav sig til at fortælle højt og lydt saa meget derom og bringe Sagen saadan i Folkemunde, at Jesus ikke mere kunde komme aabenlyst ind i en By. Men han holdt sig ude paa øde Steder, og allevegne fra kom de til ham.
Efter at han var kommen tilbage til Kafarnaum, spurgtes det i Løbet af nogen Dage, at han var hjemme.
Saa strømmede der saa mange sammen, at der ikke længere var Plads til dem, ikke engang udenfor Døren. Og han talte til dem om Ordet.
Og saa kommer de og bringer en gigtlammet hen til ham baaren af fire Mænd.
Og da de ikke kunde faa ham frem for Mængden, tog de Taget fra der, hvor han var, og brød igennem og firede Sengen, som den gigtlammede laa paa, ned.
Og da Jesus saa deres Tro, siger han til den gigtsvage: Barn, dine Synder tilgives dig.
Men der var nogen af de Skriftlærde, som sad der og tænkte saadan om det i deres Hjerte:
Hvor kan han dog tale saadan? Det er Gudsbespottelse. Hvem kan give Syndsforladelse uden Gud alene?
Jesus var straks i sin Aand vidende om, at de tænkte saadan ved sig selv, og han siger til dem: Hvorfor tænker I saa i jeres Hjerte?
Hvad er lettest, at sige til den gigtlammede: dine Synder tilgives dig, eller at sige: rejs dig op og tag dit Leje og gaa?
Men I skal faa at vide, at Menneskesønnen har Myndighed paa Jorden til at give Syndsforladelse, og saa siger han til den gigtsvage:
Rejs dig op, siger jeg dig, og tag dit Leje, og gaa hjem.
Og saa rejste han sig og tog straks Lejet op og gik ud for alles øjne, saa de blev alle slaaet af Forbavselse og priste Gud og sagde: Det har vi aldrig set Mage til.
Saa gik han ud igen og ned til Stranden. Og hele Forsamlingen kom til ham, og han underviste dem.
Og som han gik forbi, saa han Levi Alfaios' Søn sidde og passe Toldboden, og saa siger han til ham: Følg mig. Og saa stod han op og fulgte ham.
Og saa træffer det sig, at, han er tilbords i hans Hjem, og mange Toldere og syndefulde Mennesker var tilbords med Jesus og med hans Lærlinge. For der var mange, og de fulgte ham.
Der var ogsaa Skriftlærde af Farisæerpartiet, der fulgte ham, og da de ser, at han spiste sammen med Toldere og syndefulde Mennesker, sagde de til hans Lærlinge.: Han spiser og drikker jo med Toldere og syndefulde Mennesker.
Da Jesus hørte det, siger han til dem: De raske trænger ikke til Læge, men de, som ikke har det godt. Jeg er ikke kommen for at kalde ad fejlfri men Syndere.
Saa holdt Johannes' Lærlinge og Farisæerne Faste, og saa kommer de og siger til ham: Hvorfor faster Johannes' Lærlinge og Farisæernes Lærlinge, men dine Lærlinge faster ikke?
Saa sagde Jesus til dem: Kan vel Brudefølget faste, saalænge Brudgommen er hos dem? I al den Tid de har Brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
Men der kommer de Dage, da Brudgommen føres bort fra dem, og saa skal de faste paa den Dag.
Ingen bøder med en Lap af ukrympet Tøj paa en gammel Klædning. For saa river det, der dækker Hullet, mere løs af den, det ny af det gamle, og Flængen bliver værre.
Og ingen kommer ny Vin paa gamle Skindsække. For saa sprænger Vinen Sækkene, og Vinen gaar tabt og Sækkene med.
Engang gik han paa Sabbatsdagen gennem Kornmarkerne, og saa begyndte hans Lærlinge at plukke Aks undervejs.
Saa sagde Farisæerne til ham: Se, de gør noget paa Sabbaten, som ikke er tilladt.
Saa siger han til dem: Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han ikke havde noget og led Sult med sit Følge?
Hvordan han gik ind i Guds Hus, da Abjatar var Ypperstepræst, og spiste Skuebrødene, som ingen andre end Præsterne har Lov til at spise. Og han gav ogsaa sine Ledsagere.
Og saa sagde han til dem: Sabbaten er bleven til for Menneskenes Skyld og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld.
Og saa er Menneskesønnen ogsaa Herre over Sabbaten.
Saa kom han igen ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Haand.
Og de passede paa ham, om han helbredte ham paa Sabbatsdagen, for at de kunde fure Klagemaal over ham.
Saa siger han til Manden med den visne Haand: Rejs dig op midt i Kredsen.
Og saa siger han til dem: Er det tilladt paa Sabbaten at gøre godt eller at gøre Fortræd, redde Liv eller slaa ihjel? Men de tav stille.
Saa saa han sig harmfuld om iblandt dem bedrøvet over deres Hjertehaardhed og siger saa til Manden: Ræk Haanden frem! Saa rakte han den frem, og hans Haand kom sig.
Saa gik Farisæerne straks ud og lagde Raad op sammen med Herodianerne imod ham om, hvordan de skulde ødelægge ham.
Saa trak Jesus sig med sine Lærlinge tilbage til Søen, og en stor Skare fra Galilæa og Judæa fulgte med ham.
Og fra Jerusalem og Idumæa og fra den anden Side af Jordan og Omegnen af Tyrus og Sidon var der en stor Mængde, der havde hørt, hvor store Ting han gjorde, og kom til ham.
Saa sagde han til sine Lærlinge, at der skulde altid være en lille Baad rede for ham for Mængdens Skyld, at de ikke skulde trænge ham.
For han helbredte saa mange, at alle de, der var hjemsøgte af Lidelser, trængte sig ind paa ham for at røre ved ham.
Og de urene Aander kastede sig ned for ham, naar de fik ham at se, og skreg: Du er Guds Søn!
Men han forbød dem mange Gange at røbe ham.
Saa gaar han op paa et Bjerg og kalder til sig, hvem han selv vilde, og de kom derhen til ham.
Og saa udpegede han tolv. Dem vilde han have hos sig og sende ud i sit Ærinde med Forkyndelsen,
og de skulde have Fuldmagt til at drive onde Aander ud.
Han udpegede saa de tolv, og Simon gav han Tilnavnet Peter.
Og Jakob Sebedaios' Søn og Johannes Jakobs Broder dem gav han Tilnavnet Boanerges. Det er Tordensønner.
Og saa Andreas og Filippos og Bartolomaios og Mattaios og Tomas og Jakob Alfaios' Søn og Taddaios og Simon Kananaios
og Judas Iskarjot, som endda forraadte ham.
Saa kommer han hjem, og Folk strømmede igen sammen, saa de ikke engang kunde komme til at holde Maaltid.
Da saa hans Nærmeste hørte det, gik de derhen for at hente ham med Magt. For de sagde, han var fra ham selv.
Og de Skriftlærde, som var komne fra Jerusalem, sagde, han var besat af Beelsebul, og at han drev de onde Aander ud ved Hjælp af de onde Aanders Fyrste.
Saa sammenkaldte han dem og sagde til dem i Lignelser: Hvor kan Satan drive Satan ud.
Og et Rige, naar det er i Splid med sig selv, kan det Rige ikke bestaa.
Og naar et Hjem er i Splid med sig selv, kan det Hjem ikke bestaa.
Og naar Satan har sat sig op imod sig selv, saa er han splittet ad og kan ikke bestaa, men det er ude med ham.
Nej ingen kan trænge ind i den vældiges Hus og plyndre hans Ejendele, uden at han først binder den vældige. Saa kan han udplyndre hans Hus.
Sandelig siger jeg jer, at Menneskene skal faa Tilgivelse for alle deres Synder og deres Gudsbespottelser, hvormeget de end spotter.
Kun den, der spotter Helligaanden, har aldrig nogensinde Tilgivelse, men skal være strafskyldig for en evig Synd.
For de sagde: han har en uren Aand.
Saa kommer hans Moder og hans Søskende, og de stod udenfor og sendte Bud til ham for at kalde ham til sig.
Der sad en hel Forsamling omkring ham, og saa siger de til ham: Din Moder og dine Søskende er derude og søger dig.
Saa svarer Jesus dem: Hvem er min Moder og mine Søskende.
Og saa saa han ud over dem, der sad i Kreds omkring ham, og siger: Her ser I min Moder og mine Søskende.
Den, som gør Guds Vilje, er min Broder og Søster og Moder.
Saa begyndte han igen at undervise ved Stranden, og der strømmer en usædvanlig stor Mængde sammen hos ham, saa han maatte gaa ombord i en Baad og sidde ude paa Søen. Og hele Forsamlingen var paa Land ved Strandbredden.
Og saa underviste han dem vidtløftigt i Lignelser, og saadan sagde han i sin Undervisning:
Hør! Saamanden gik ud at saa.
Og det traf sig, som han saaede, at noget faldt henad Vejen, og saa kom Fuglene og aad det op.
Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
Men da Solen stod op, fik det det for hedt, og af Mangel paa Rod visnede det.
Og noget faldt i Tislerne, og Tislerne voksede op og kvalte det, saa det bar ingen Frugt.
Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bredte sig og bar dels tredive, dels treds, dels hundrede Fold Frugt.
Og saa sagde han: Den, som har Øre at høre med, han høre!
Hvergang han saa blev ene, spurgte de tolv og hans andre Ledsagere ham ud om Lignelserne.
Og saa sagde han til dem: Jer er Guds Riges Hemmelighed given. De andre, som staar udenfor, faar det altsammen i Lignelser,
for at seende skal se uden at se noget og hørende høre uden a forstaa, for at de ikke skal omvende sig og faa Tilgivelse
Og saa sagde han til dem: Ved I ikke, hvad den Lignelse betyder, hvordan skal I saa vide det om alle de andre Lignelser?
Den, som saar, saar Ordet.
De ved Vejen, det er der, hvor Ordet saas, men naar de hører det, kommer straks Satan og tager det Ord bort, der er saaet i dem.
Og lige. saadan de, der saas paa Stengrund, det er dem, der straks griber Ordet med Glæde, naar de hører det.
Men indvorte: er de rodløse og kortvarige, og saa, naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, bliver det dem straks ti Anstød.
Saa er der igen andre, de som saas i Tislerne. Del er dem, der hører Ordet,
men de timelige Bekymringer og Rigdommen med sin Skuffelse, og alt det, de ellers kan faa Lyst til, kvæler Ordet, saa det bliver ufrugtbart.
Men saa er der dem, der hører Ordet og tager vel imod det og bærer Frugt — noget tredive, noget treds og noget hundrede Fold.
Og saa sagde han til dem, at Lyset kommer da vel ikke for at sættes under Skæppen eller under Sengen. Mon ikke for at sættes paa Stagen?
For ingenting er skjult uden for engang at komme for Dagen. Det bliver ikke gemt uden for at komme aabenlyst frem.
Hvis nogen har Øre at høre med, saa høre han efter!
Og han sagde til dem: Mærk jer, hvad I hører. Med det Maal, I maaler med, skal der tilmaales jer, og mere i Tilgift skal I faa.
For den, som har, ham skal der gives. Og den som ikke har, ham skal ogsaa det, han har, fratages.
Og saa sagde han: Guds Rige er saadan som en Mand, der saar Sæden i Jorden,
og han lægger sig til at sove, og han staar op, Nat og Dag, og Sæden grønnes og gror, uden at han ved hvordan.
Jorden yder Frugt af sig selv — først Blade saa Aks og saa fuld Kærne i Akset.
Naar saa Frugten er moden, sender han straks Høstkniven ud, fordi Høsten er der.
Og saa sagde han: Hvordan skal vi lignelsesvis skildre Gudsriget, og hvilken Lignelse skal vi bruge om det.
Saadan som et Sennepskorn, der, naar det saas i Jorden, er mindre end alle Jordens andre Sædkorn,
men saas det, saa vokser det op og bliver større end alle Urterne og faar saa store Grene, at Himlens Fugle kan bo i dets Skygge.
Og han talte til dem om Ordet i saa mange saadanne Lignelser, som de kunde overkomme at høre.
Men uden Lignelse talte han ikke til dem. Og afsides tydede han det altsammen for den snævrere Kreds af sine Lærlinge.
Samme Dag, da Aftnen faldt paa, siger han saa til dem: Lad os sætte over til den anden Side.
Og saa lod de Forsamlingen fare og tager ham med i Baaden, som han var der. Og der var ogsaa andre Baade i Følge med ham.
Saa kommer der en voldsom Stormbyge, og Søerne slaar ind i Baaden, saa den allerede blev fuld af Vand.
Han laa selv i Bagstavnen og sov paa Hovedpuden. Saa vækker de ham og siger til ham: Lærer, bryder du dig slet ikke om, at vi forgaar?
Saa rejste han sig op og forbød Blæsten at blæse og sagde til Søen: Ti stille! Og saa lagde Vinden sig, og det blev meget smult Vand.
Og saa sagde han til dem: Hvorfor er I bange? Hvordan — har I ingen Tro?
Saa blev de meget forskrækkede og sagde til hverandre: Hvem mon han vel kan være, siden baade Stormen og Søen lyder ham?
Saa kom de over til Gergesenernes Land paa den anden Side af Søen.
Og da de var gaaet i Land, kom der ham straks imøde ud af Gravene en Mand med en uren Aand,
som havde sin Bolig i Gravene, og der var ikke længere nogen, der kunde binde ham med Lænker.
For han var mange Gange bleven bunden med Bøjer og Lænker. Men Lænkerne havde han sprængt, og Bøjerne havde han splittet ad, og ingen kunde tæmme ham.
Og altid Nat og Dag gik han i Gravene og paa Bjergene og skreg og slog sig selv med Sten.
Da han saa Jesus langt borte, kom han løbende og kastede sig ned for ham
og skreg højrøstet op: Hvad er der os imellem Jesus den højeste Guds Søn? Sværg mig til ved Gud, at du ikke vil pine mig!
For han havde sagt til ham: Far ud af Manden urene Aand!
Saa spurgte han ham: Hvad hedder du? Legion hedder jeg, siger han til ham, for vi er mange.
Og saa bad han ham saa meget om at lade være med at drive dem ud af Landet.
Men der gik der ved Bjerget en stor Flok Svin og græssede,
og saa bad de ham om at sende dem i Svinene for at fare i dem.
Og det gav han dem Lov til. Saa for de urene Aander ud og i Svinene, og Hjorden — henved 2000 -- styrtede sig saa ned ad Skrænten ud i Søen og druknede i Søen.
Saa flygtede de, der vogtede dem, og fortalte derom i Byen og i Gaardene. Og man kom for at se, hvad der var sket.
Saa kommer de til Jesus og kan se, at den besatte sidder paaklædt og ved sin Fornuft, han som havde været besat af Legionen. Og saa blev de bange.
Og de, som havde set det, fortalte dem saa, hvordan det var gaaet til med den besatte, og om Svinene.
Og saa begyndte de at bede ham om at drage bort fra deres Omraade.
Og da han saa gik ombord i Baaden, bad den forhen besatte om, at han maatte følge med ham;
men det gav han ham ikke Lov til. Nej gaa hjem til dine egne, siger han til ham, og fortæl dem, hvor store Ting Herren har gjort for dig og forbarmet sig over dig.
Saa gik han hen og begyndte at forkynde i Dekapolis til alles Forundring, hvor store Ting Jesus havde gjort for ham.
Da Jesus i Baaden var sat over til den anden Side, flokkedes der igen en stor Forsamling om ham, og han var ved Stranden.
Og saa kommer der en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairos, og da han ser ham, kaster han sig ned for hans Fødder
og beder ham saa meget: Min lille Datter, siger han, ligger paa sit yderste, Kom og læg Hænderne paa hende, for at hun kan blive reddet og leve.
Saa gik han med ham, og en stor Skare fulgte med ham og trængte sig sammen om ham.
Og saa var der en Kvinde, som i tolv Aar havde haft Blodflod
og havde døjet meget af mange Læger og sat til alt, hvad hun ejede, og det havde ikke hjulpet hende; men det var bleven værre og værre med hende.
Hun havde hørt det hele om Jesus og var saa kommen med i Trængselen og rørte bagfra ved hans Klæder.
For, naar jeg kun rører ved hans Klæder, sagde hun, saa bliver jeg hjulpen.
Og straks holdt hendes Blod op at rinde, og hun følte i sit Legeme, at hun var helbredet fra sin Lidelse.
I det samme følte Jesus tydelig hos sig selv Kraften udstrømme fra sig, og saa vendte han sig om i Trængslen og sagde: Hvem rørte ved mine Klæder?
Saa sagde hans Lærlinge til ham: Du ser, hvor Mængden trænger dig, og saa siger du: Hvem rørte ved mig?
Og han saa sig om for at faa øje paa hende, som havde gjort det.
Men Kvinden, som vidste, hvad der var sket med hende, kom skælvende og bævende og kastede sig ned for ham og sagde ham hele Sandheden.
Men han sagde til hende: Datter, din Tro har hjulpet dig. Gaa din Gang til Fred, helbredet for din Sygdom.
Inden han endnu havde udtalt, kommer der Bud fra Synagogeforstanderens og siger: Din Datter er død. Hvorfor skulde du længere gøre Læreren Ulejlighed?
Men Jesus hørte ikke efter det, der blev sagt, men siger til Synagogeforstanderen: Bliv ikke bange, tro kun.
Saa tillod han ingen at følge med undtagen Peter og Jakob og Jakobs Broder Johannes.
Og saa kommer de til Synagogeforstanderens Hus, og han kan se, der er Larm og Kvinder, der gaar og græder og skriger op.
Da han saa traadte ind, siger han til dem: Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død men sover.
Saa lo de ad ham. Men han drev dem alle ud og tog med sig Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere og gik derind, hvor Barnet var.
Og saa tog han Barnet ved Haanden og siger saa til hende: Talita kum! Det betyder, lille Pige, rejs dig op, siger jeg dig.
Og saa stod den lille Pige straks op og gik omkring. Hun var tolv Aar gammel. Og det slog dem straks med stor Forbauselse.
Og saa paalagde han dem meget, at ingen maatte faa det at vide, og sagde, at de skulde give hende noget at spise.
Saa drog han bort derfra, og han kom til sin Hjemstavn fulgt af sine Lærlinge.
Og da det blev Sabbat, begyndte han at undervise i Synagogen. Og de fleste af Tilhørerne blev grebne af Forundring og sagde: Hvor har han det fra, og hvad er det for en Visdom, der er ham given, og hvor mægtige Gerninger er det ikke, der sker ved hans Hænder?
Er det ikke Bygmesteren, Marias Søn og Broder til Jakob og Joses og Juda og Simon? Og er hans Søstre ikke her iblandt os? Og de lod sig menstøde af ham (tog Forargelse af ham).
Saa sagde Jesus til dem: Er en Profet ringeagtet, saa er det i hans Hjemland og hos sin Slægt og i sit Hus og Hjem.
Og der kunde han ingen mægtig Gerning gøre, undtagen at han helbredte enkelte syge med Haandspaalæggelse.
Og han undrede sig over deres Vantro, og saa gik han omkring i de omliggende Landsbyer og underviste.
Saa kaldte han de tolv til sig og begyndte at sende dem ud to og to, og gav dem Myndighed over de urene Aander.
Og han bød dem, at de maatte ikke tage andet med sig paa Vejen end alene en Vandringsstav — ikke Brød, ingen Pose, ikke Mønt i Bæltet,
men Sandaler paa Fødderne. Tag heller ikke Overtøj paa.
Og saa sagde han til dem: Hvor I kommer ind i et Hus, der skal I blive, til I drager videre.
Og saa hvert Sted, hvor man ikke tager imod jer og hører jer, der skal I, naar I drager videre, ryste Støvet af jeres Fødder til et Vidnesbyrd imod dem.
Saa drog de ud og udraabte, at nu skulde man omvende sig.
Og mange Aander drev de ud, og mange syge helbredte de ved at salve dem med Olie.
Saa kom det Kong Herodes for Øre. For hans Navn blev vidt bekendt, og man sagde, at Døberen Johannes var staaet op at Døde, og derfor rørte Kræfterne sig saa mægtigt i ham.
Nogen sagde: Det er Elias. Andre sagde: Det er en Profet som en af de andre Profeter.
Men Herodes sagde, da han hørte det: Den Johannes, som jeg har halshugget, han er opstaaet.
For Herodes havde selv ladet Johannes gribe og holdt ham bunden i Fængsel for sin Broder Fillippos' Hustru Herodias' Skyld. For han havde giftet sig med hende.
Og Grunden var den, at Johannes havde sagt til Herodes: Du maa ikke have din Broders Hustru.
Herodias var ham hadefuld og vilde slaa ham ihjel men kunde ikke.
For Herodes var bange for Johannes, fordi han vidste, at han var en from og hellig Mand, og han holdt ham vel forvaret. Og efter at have hørt ham, blev han meget vaklende. Og han hørte ham gerne.
Og saa kom der en gunstig Lejlighed, da Herodes gjorde et Gæstebud paa sin Fødselsdag for sine Stormænd og Hærførere og de fornemste i Galilæa.
Og Herodias' Datter kom ind og dansede og vandt Herodes' og Bordgæsternes Bifald, og saa sagde Kongen til Pigen: Bed mig om, hvad du vil, saa giver jeg dig det.
Og han tilsvor hende: Jeg giver dig, hvad du saa beder om lige til Halvdelen af mit Rige.
Saa gik hun ud og sagde til sin Moder: Hvad skal jeg bede om? Hun sagde: Døberen Johannes' Hoved.
Saa skyndte hun sig straks ind til Kongen og udbad sig: Jeg vil, at du straks skal give mig Døberen Johannes' Hoved paa en Bakke.
Saa blev Kongen meget ked af det, men for Edernes og Bordgæsternes Skyld vilde han ikke afvise hende,
og saa bød Kongen straks en Mand af Livvagten at komme med hans Hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i Fængslet
og kom saa med hans Hoved paa en Bakke og gav Pigen det. Og Pigen gav sin Moder det
Da hans Lærlinge hørte det, kom de og tog hans Lig og begravede det.
Saa samledes Apostlene om Jesus og meldte ham alt, hvad de havde gjort og lært.
Saa siger han til dem: Kom nu alene for jer selv til et øde Sted og hvil jer lidt. For der var saa mange, der kom og gik, at de end ikke havde Tid til at spise.
Saa drog de i Baaden bort til et øde Sted for sig selv.
Men man saa dem rejse af, og mange kendte ham, og saa strømmede de derhen fra alle Byerne tilfods og kom forud for dem.
Da han saa gik fra Borde, saa han en stor Forsamling, og han ynkedes over dem; for de var som Faar uden Hyrde. Og han begyndte at undervise dem meget.
Da det saa allerede var langt hen paa Dagen, kom hans Lærlinge hen og sagde: Stedet er øde, og det er allerede langt hen paa Dagen.
Lad dem fare, for at de kan gaa hen til Gaardene og Landsbyerne her omkring og købe noget at spise.
Men han svarede dem: Giv I dem noget at spise. Saa siger de til ham: Skal vi gaa hen og købe Brød for tohundrede Denarer og give dem at spise?
Men han siger til dem: Hvor mange Brød har I? Gaa hen og se ad. Da de saa havde faaet det at vide, siger de: fem og to Fiske,
Saa bød han dem, at de skulde faa alle til at sætte sig ned, Selskab ved Selskab, i det grønne Græs.
Og saa satte de sig ned i brogede Kredse paa 100 og paa 50.
Og saa tog han de fem Brød og de to Fiske og saa op til Himlen og velsignede det og delte Brødene og gav Lærlingene det til at lægge for dem, og de to Fiske delte han ud til alle.
Og saa spiste de sig mætte allesammen.
Og de tog bort tolv Kurve fulde af Dele, ogsaa af Fiskene.
Og de, som havde spist Brødene, var femtusinde Mænd.
Straks efter nødte han sine Lærlinge til at gaa ombord i Fartøjet og sætte over til den anden Side ved Betsaida, mens han opløste Forsamligen.
Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op paa Bjerget for at holde Bøn.
Da saa Aftenen faldt paa, var Baaden midt ude paa Søen og han selv alene i Land.
Da han nu saa, at de maatte anstrenge sig haardt med at ro, fordi de havde Modvind, kommer han til dem ved den fjerde Nattevagt gaaende paa Søen og vilde lige til at gaa forbi dem.
Men, da de saa ham gaa paa Søen, tænkte de, det var et Spøgelse, og de skreg.
For de saa ham alle og blev forskrækkede. Han talte da straks med dem, og han siger til dem: Fat Mod, det er mig. I skal ikke være bange.
Saa gik han op i Baaden til dem, og Vinden lagde sig. Og de undrede sig ved sig selv over al Maade.
For de havde ikke faaet Forstand af Brødene, men deres Hjerte var sanseløst.
Da de var kommet over til den anden Side, kom de til Gennesaret og lagde til der.
Og saa snart som de var kommen fra Borde, kendte man ham
og løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de lidende paa deres Leje allevegne hen, hvor de hørte, at han var.
Og hvor han kom ind i Landsbyer eller Stæder eller Gaarde, lagde man de syge paa de aabne Pladser og bad ham om, at de blot maatte røre ved Sømmen af hans Klæder, og alle de, der rørte ved ham kom sig.
Saa samledes Farisæerne om ham og med dem nogen af de skriftlærde fra Jerusalem.
Og de saa nogen af hans Lærlinge nyde deres Maaltid med vanhellige, det vil sige uvaskede Hænder.
Ellers holder Farisæerne og alle Judæerne fast ved de gamles Overlevering og spiser aldrig uden idelig at vaske Hænderne.
Og naar de kommer hjem fra Torvet, spiser de ikke uden først at væde sig. Og der er meget andet, de efter gammel Skik har at overholde: at væde Bægere og Pottemaal og Kedler.
Og saa spurgte Farisæerne og de Skriftlærde ham: Hvorfor følger dine Lærlinge ikke de gamles nedarvede Skik, men holder deres Maaltid med vanhellige Hænder?
Men han sagde til dem: Ret nok har Jesaja profeteret om jer, I Hyklere! som der staar skrevet: Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt borte fra mig.
Men forgæves gør de Ære af mig, naar de Lærdomme, de fører, er Menneskers Bud.
Guds Bud lader I fare, og Menneskenes nedarvede Skik holder I paa.
Og saa sagde han til dem: Er det ikke smukt af jer at sætte Guds Bud tilside for at holde jeres nedarvede Skik?
For Moses har sagt: „Ær din Fader og Moder", og „den der bander Fader eller Moder, skal lide Døden".
Men I siger: Naar en siger til sin Fader eller sin Moder: Det er Korban — det vil sige viet Tempelgave —
det som jeg ellers skulde have hjulpet dig med, saa tilladen I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder
og ophæver saadan Guds Bud med den Skik, I har nedarvet. Og I gør meget, der er ligedan.
Saa sammenkaldte han igen Forsamlingen og sagde til dem: Hør mig nu alle og forstaa det!
Der er ingenting udenfor Mennesket, der kan vanhellige ham ved at komme ind i ham. Men det der kommer ud af et Menneske, det er det, der vanhelliger Mennesket.
-
Da han saa kom fra Forsamlingen ind i Huset, spurgte Lærlingene ham ud om den Lignelse.
Er I da saa tungnemme, siger han saa til dem; kan I ikke forstaa, at det der kommer ind i et Menneske udefra, ikke kan vanhellige ham,
fordi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Maven og gaar bort igen med Afføringen og renser al Føden.
Men det, som kommer ud af et Menneske, sagde han, det vanhelliger ham.
For indefra udspringer af Menneskenes Hjerte de onde Tanker:
Ægteskabsbrud, Tyveri, Mord, Uterlighed, Pengegriskhed, Ondskab, Svig, Tøjlesløshed, Misundelse, Æreskænderi, Hovmod, Urimelighed.
Alt dette Uvæsen kommer indefra og vanhelliger Mennesket.
Da han brød op derfra, trak han sig tilbage til Tyrus' Omraade. Og han vilde se at komme i Hus, uden at nogen vidste det, men han kunde ikke holde sig skjult.
Der var straks en Kvinde, der havde hørt om ham. Hendes lille Datter var besat af en uren Aand, og hun kom nu ind og kastede sig for hans Fødder.
Det var en hellenisk Kvinde af syrofoinikisk Herkomst. Og hun bad ham om at drive den onde Aand ud af hendes Datter.
Saa sagde han til hende: Lad først Børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage Børnenes Brød og kaste det for Smaahundene.
Men hun svarede ham: Lad saa være Herre. Smaahundene æder dog ogsaa under Bordet af Børnenes Krummer.
Saa sagde han til hende: For dette Ords Skyld kan du gaa; den onde Aand er faret ud af din Datter.
Da hun saa kom hjem, fandt hun Barnet lagt til Sengs og den onde Aand udfaren.
Da han igen forlod TyrusEgnen, drog han gennem Sidons Omraade til den galilæiske Sø tværs igennem Dekapolis' Omraade.
Og saa bringer de en døv til ham, som daarligt kunde tale, og bad ham om at lægge Haanden paa ham.
Saa førte han ham afsides bort fra Forsamlingen og lagde Fingrene i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
og saa op til Himlen og sukkede og siger saa til ham: Effata! Det betyder: Luk dig op.
Saa aabnede hans Øren sig, og det Baand, der bandt hans Tunge, løstes, og han talte ret.
Saa forbød han dem at sige det til nogen. Men hvor meget han end forbød dem det, udbredte de det kun saa meget mere.
Og de blev over al Maade forundrede. Han har gjort alt godt, sagde de, han faar baade døve til at høre og maalløse til at tale.
Da der ved den Tid igen var en stor Forsamling, og de ikke havde noget at spise, kaldte han Lærlingene til sig, og saa siger han til dem:
Jeg ynkes over Forsamlingen, for de har nu ikke veget fra mig i tre Dage og har ikke noget at spise.
Og hvis jeg lader dem gaa fastende hjem, bliver de udmattede paa Vejen. Og nogen af dem er komne langvejs fra.
Saa svarede Lærlingene ham: Hvorfra skal vel nogen faa Brød nok til dem herude i en Ørk:
Saa spurgte han dem: Hvor mange Brød har I? Syv, sagde de.
Saa bød han Forsamlingen sætte sig ned paa Jorden. Og saa tog han de syv Brød, holdt Takkebøn og delte dem og gav sine Lærlinge dem til at byde omkring. Og de bød Forsamlingen.
Og nogen faa Smaafiske havde de. Og han velsignede dem og sagde, at dem skulde de ogsaa byde omkring.
Og de spiste sig mætte, og de samlede, hvad der var bleven tilovers af Dele — syv Riskurve fulde.
De var om ved fire tusinde. Og saa lod han dem gaa.
Saa gik han straks ombord i Fartøjet med sine Lærlinge og kom til Dalmanutas Omegn.
Saa mødte Farisæerne frem og yppede Strid med ham. De forlangte Tegn fra Himlen af ham for at stille ham paa Prøve.
Saa sukkede han dybt i sin Aand og siger saa: Hvorfor søger denne Slægt Tegn? Nej sandelig siger jeg jer, om der skal gives denne Slægt Tegn.
Og saa gik han fra dem igen ombord i Fartøjet og satte over til den anden Side.
Saa havde de glemt at tage Brød med, og de havde ikke mere end et Brød med sig i Fartøjet.
Og saa paalagde han dem: Tag jer vel i Agt for Farisæernes Surdejg, sagde han, og for Herodes' Surdejg.
Saa talte de med hinanden om, at de ingen Brød havde.
Og det mærkede han, og han siger til dem: Hvorfor taler I sammen om, at I ingen Brød har? Kan I endnu ikke tænke jer om og forstaa? Er jeres Hjerte saa sanseløst?
Har I Øjne, men ser ikke, og Øren, men hører ikke, og kan I ikke huske, hvor mange Kurve fulde af Dele I samlede op,
da jeg havde delt de fem Brød ud til fem tusinde? Tolv, siger de til ham.
Og saa de syv til de fire tusinde, hvormange Riskurve fulde I samlede? De siger til ham: syv.
Og er I saa endnu lige kloge, siger han til dem.
Saa kommer de til Betsaida. Og de bringer en blind til ham og beder ham om at røre ved ham.
Saa tog han den blinde ved Haanden og førte ham udenfor Landsbyen og spyttede paa hans Øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham: Ser du noget?
Og han slog Øjnene op og sagde: Jeg ser Menneskene, for jeg ser ligesom Træer, der gaar omkring.
Saa lagde han igen Hænderne paa hans Øjne, og saa saa han grant og blev helt sund og saa alting tydeligt paa Afstand.
Og saa sendte han ham hjem og sagde: Du skal ikke gaa ind i Landsbyen.
Saa drog Jesus og hans Lærlinge videre til de Landsbyer, der hører til Filippos' Kæsarea. Og undervejs rettede han det Spørgsmaal til sine Lærlinge: Hvem siger Folk, jeg er?
De sagde til ham: Johannes Døber, somme ogsaa Elias og somme en af de andre Profeter.
Saa rettede han det Spørgsmaal til dem: End I, hvem siger I, jeg er? Peter svarede ham: Du er den Salvede, siger han.
Saa forbød Jesus dem at sige noget om ham til nogen.
Og saa begyndte han at undervise dem om, at Menneskesønnen maatte lide meget og vrages af de Ældste og Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde og slaas ihjel men opstaa tre Dage efter.
Og uforbeholdent talte han om det Ord. Saa drog Peter ham tilside og begyndte paa at gaa i Rette med ham.
Men han vendte sig om, og da han saa sine Lærlinge, satte han Peter i Rette: Vig tilbage fra mig Satan, siger han, for du tænker ikke paa hvad Guds, men hvad Menneskenes Hu staar til.
Saa sammenkaldte han Forsamlingen tilligemed sine Lærlinge og sagde til dem: Enhver, som gerne vil slutte sig til mig, han maa se bort fra sig selv og løfte sit Kors og følge mit Spor.
For den, som gerne vil bjerge sit Liv, han mister det, og den, som mister sit Liv for min Skyld og for Glædesbudskabets han vil bjerge det.
Ja for hvad kunde det nytte et Menneske at vinde al Verden, men miste Livet?
Ja hvormed skulde et Menneske betale for sit Liv?
Ja for den, der skamme sig ved mig og mine Ord i denne syndige Ægteskabsbryder slægt, ham vil ogsaa Menneskesønnen skamme sig ved, naa han kommer i sin Faders Højhed og Herlighed med de hellige Engle.
Og saa sagde han til dem: Sandelig siger jeg jer, at der er somme af dem, her staar, der ikke skal lide Døden, før de ser Guds Rige kommet med Magt.
Seks Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op paa et højt Bjerg for sig selv alene. Og saa omdannedes hans Skikkelse for dem,
og hans Klæder blev uhyre straalende hvide, saadan at ingen, der tilbereder Tøj her paa Jorden, kan faa dem saa hvide.
Og Elias viste sig for dem sammen med Moses i Samtale med Jesus.
Saa talte Peter med og sagde til Jesus: Rabbi det er godt, at vi er her. Saa kan vi bygge tre Hytter, en til dig, en til Moses og en til Elias.
For han vidste ikke, hvad han skulde sige. For de blev grebne af Frygt.
Og saa kom der en Sky og dækkede over dem, og der lød en Røst ud fra Skyen: Han er min Søn den hjertenskære. Ham skal I lyde.
Og med et saa de sig om og saa ikke mere nogen hos dem uden Jesus alene.
Da de saa gik ned af Bjerget, paalagde han dem, at de maatte ikke fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen stod op af Døde.
Saa lod de det Ord blive imellem dem selv, og de talte sammen derom: Hvad er det at staa op af Døde?
Saa spurgte de sig for hos ham: Farisæerne og de Skriftlærde siger, at Elias maa komme først.
Elias kommer først, sagde han til dem, og retter paa alting. Men hvor kan det saa staa skrevet om Menneskesønnen, at han maa lide meget og blive vraget?
Jo jeg siger jer, at Elias er kommen, men de gjorde med ham alt, hvad de vilde som der staar skrevet om ham.
Da de kom til Lærlingene, saa de en stor Skare samlet om dem og Skriftlærde i Ordstrid med dem.
Og der Røre i hele Forsamlingen, saa snart som de saa ham, og de løb ham imøde og hilste ham velkommen.
Saa spurgte har dem, hvad de tvistedes med dem om.
Og saa var der en af Flokken, der svarede ham: Lærer, jeg bragte min Søn til dig. Han er besat af en maalløs Aand,
og hvor det end er, den overfalder ham, der rusker den ham, og han fraader og skærer Tænder, og han tæres hen. Og jeg sagde til dine Lærlinge, at de skulde drive den ud; men de kunde ikke.
Aa du vantro Slægt! svarede han dem, hvorlænge skal jeg være hos jer? Hvorlænge skal jeg holde jer ud? Bring ham til mig.
Saa bragte de ham til ham. Og saa snart som Aanden saa ham, gennemrystede den ham, saa han faldt om paa Jorden og væltede sig og fraadede.
Saa spurgte han hans Fader: Hvorlænge har han haft saadanne Tilfælde? Fra han var lille, sagde han.
Og den kaster ham saa tit i Ild og i Vand for at tage Livet af ham. Men hvis du formaar noget, saa forbarm dig over os og hjælp os.
„Om jeg formaar noget", sagde Jesus til ham. Alt er muligt for den, som tror.
Saa skreg Barnets Fader straks: Jeg tror! Hjælp min Vantro!
Da Jesus saa, at Mængden kom løbende til, bød han den urene Aand holde inde og sagde: Jeg byder dig du maalløse og døve Aand. Far ud af ham for aldrig at fare i ham mere.
Saa skreg den og rystede ham voldsomt og for ud. Og han blev ligesom død, saa de fleste sagde, han var død.
Men Jesus tog ham ved Haanden og vakte ham op, og saa rejste han sig.
Da han saa kom i Hus, spurgte Lærlingene ham for sig selv: Hvorfor kunde vi ikke drive den ud?
Og saa sagde han til dem: Den Slags kan ikke fordrives med nogetsomhelst andet end Bøn og Faste.
Saa brød de op derfra og rejste gennem Galilæa, og han vilde ikke, at nogen skulde vide det.
For han underviste sine Lærlinge: Menneskesønnen, sagde han til dem, bliver givet i Menneskers Vold, og de vil slaa ham ihjel, men naar han er bleven slaaet ihjel, opstaar han tre Dage derefter.
Men den Ting forstod de ikke, og de turde ikke spørge ham.
Saa kom de til Kafarnaum, og da han var kommen hjem, spurgte han dem: Hvad var det, I talte sammen om paa Vejen?
Men de tav, for de havde drøftet med hinanden, hvem der var størst.
Saa satte han sig ned og kaldte de tolv til sig og siger saa til dem: Hvis nogen vil være fremmest, skal han være den sidste af alle og tjene alle.
Og saa tog han et lille Barn og stillede det midt imellem dem og slog Armene omkring det og sagde til dem:
Den, som tager imod et eneste af disse Smaabørn mit Navn til Ære, tager imod mig. Og den, som tager imod mig, tager imod — ikke mig, men den som sendte mig.
Lærer, sagde Johannes til ham: Vi saa en drive onde Aander ud i dit Navn, men han følger os ikke. Saa hindrede vi ham deri, fordi han ikke fulgte os.
Men Jesus sagde: I skal ikke hindre ham. For ingen, der gør noget kraftigt med Paakaldelse af mit Navn, kan saa hastigt tale ondt om mig.
For den, som ikke er imod os, er paa vor Side.
Ja den, som læsker jer med et Bæger Vand, fordi han gaar ud fra, at I hører den Salvede til — sandelig siger jeg jer: han skal ikke gaa glip af sin Løn.
Og den som mènstøder (forarger) en af disse smaa, som tror paa mig — bedre var det for ham, om han var bleven kastet i Havet med en stor Møllesten om Halsen.
Og ménstøder (forarger) din Haand dig, saa hug den af. Du er bedre faren med at gaa vanfør ind til Livet end at have to Hænder og saa fare til Gehenna til den Ild, som ej kan slukkes.
-
Og ménstøder (forarger) din Fod dig, saa hug den af. Du er bedre faren med at gaa vanfør ind til Livet end at have to Fødder og saa kastes i Gehenna.
-
Og ménstøder (forarger) dit Øje dig, saa riv det ud. Du er bedre faren med at gaa enøjet ind i Gudsriget end at have to Øjne og saa kastes i Gehenna,
der hvor deres Orm ej dør, og Ilden ej slukkes.
For enhver maa saltes med Ild.
Saltet er godt. Men kan Saltet ikke holde sig salt, hvad skal det saa gøres holdbart med? Hav Salt i jer selv, og hold Fred med hverandre.
Saa bryder han op derfra og kommer til Judæas Omraade og over paa den anden Side af Jordan. Og de strømmer atter sammen og samler sig i Skarevis om ham, og han underviste dem igen, som han altid plejede.
Saa kom Farisæerne og spurgte ham, om en Mand har Lov til at skille sig fra sin Hustru. Det var for at friste ham.
Men han svarede dem: Hvad har Moses befalet jer?
Moses tillod at skrive Skilsmissebrev og saa skille sig, sagde de.
Af Hensyn til jeres Hjertehaardhed, sagde Jesus til dem, skrev han jer det Bud.
Men fra Skabelsens Begyndelse skabtes de som Mandkøn og Kvindekøn.
Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder,
men de to skal blive til et levende Væsen, saa de er ikke mere to men et levende Væsen.
Hvad altsaa Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille,
Det spurgte Lærlingene ham igen om hjemme.
Og saa siger han til dem: Den, som skiller sig fra sin Hustru og gifter sig med en anden, lever i Ægteskabsbrud med hende.
Og er det hende, der skiller sig fra sin Mand og gifter sig med en anden, saa er det Ægteskabsbrud.
Saa bragte de ham Smaabørn, for at han skulde røre ved dem. Men Lærlingene viste dem tilbage, som kom med dem.
Men da Jesus saa det, blev han vred og sagde til dem: Lad de smaa Børn komme til mig. I maa ikke hindre dem. For Guds Rige hører saadanne til.
Sandelig siger jeg jer: Den, som ikke tager imod Guds Rige paa Barnevis, kommer aldrig derind.
Og saa tog han dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.
Da han saa gav sig paa Vej derfra, kom der en løbende til og gjorde Knæfald for ham og spurgte ham: Gode Lærer, hvad skal jeg gøre for at faa Arvelod i evigt Liv?
Hvorfor kalder du mig god, sagde Jesus til ham. Ingen anden er god uden Gud alene.
Buddene kender du: Du maa ikke krænke Ægteskabet, du maa ikke myrde, du maa ikke stjæle, du maa ikke bære falsk Vidnesbyrd, du maa ikke gøre dig Fordel paa andres Bekostning, ær din Fader og din Moder.
Lærer, sagde han, alt det har jeg vogtet mig for fra min Ungdom.
Jesus saa paa ham, kom til at holde af ham og sagde til ham: Et mangler du: gaa hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, saa har du en Skat i Himlen. Og kom saa og følg mig.
Ved det Ord blev han ilde tilmode og gik bedrøvet bort. For han var meget velhavende.
Saa saa Jesus sig om, og han siger til sine Lærlinge: Hvor svært er det ikke for dem, der har de mange Penge, at komme ind i Gudsriget.
De Ord blev Lærlingene urolige over, og saa føjede Jesus igen til: Børn, sagde han til dem, hvor det er svært at komme ind i Gudsriget.
Det er lettere for en Kamel at komme igennem et Naaleøje end for en rig at komme ind i Gudsriget.
De blev aldeles overvældede og sagde til hverandre: Hvem kan da blive frelst?
Jesus saa paa dem, og saa siger han: For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud. For alting er muligt for Gud.
Peter tog først Ordet og sagde til ham: Se vi har forladt alting og fulgt dig.
Jesus sagde: Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt Hus og Hjem eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Kornmarker for min Skyld og for Glædesbudskabets,
som ikke faar hundredegange saameget nu i denne Tid, Hjem og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Kornmarker lige saa vel som Forfølgelser og i den kommende Tidsalder evigt Liv.
Men der vil være mange af de første, som kommer sidst, og af de sidste, som kommer først.
De var paa Vej til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de var opskræmte, og de, der fulgte med, var ængstelige. Og saa tog han de tolv tilside og begyndte at sige dem, hvad der ventede ham:
Nu gaar vi til Jerusalem, og saa bliver Menneskesønnen given Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde i Vold, og de vil dømme ham til Døden og give ham i Hedningernes Vold.
Og saa vil de drive Spot med ham og spytte paa ham og piske ham og slaa ham ihjel, men tre Dage derefter vil han opstaa.
Saa kommer SebedaiosSønnerne Jakob og Johannes til ham, og de siger til ham: Lærer, vi vil gerne, du skal gøre for os alt, hvad vi beder dig om.
Han sagde til dem: Hvad vil I gerne, jeg skal gøre for jer?
De sagde til ham: Giv os, at vi maa komme til at sidde den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side i din Højhed.
I ved ikke, hvad I beder om, sagde Jesus til dem. Kan I tømme det Bæger, jeg tømmer, og lade jer døbe med den Daab, jeg døbes med?
Ja vi kan, sagde de til ham. Men Jesus sagde til dem: Det Bæger, jeg tømmer, tømmer ogsaa I, og den Daab, jeg døbes med, bliver ogsaa I døbte med.
Men det at sidde ved min højre eller venstre Side har jeg ikke at give bort. Det tilfalder dem, det er tiltænkt.
Da de andre ti hørte det, begyndte de at blive fornærmede paa Jakob og Johannes.
Men saa kaldte Jesus dem til sig og siger til dem: I ved, at de, der nyder Anseelse som Folkenes Herskere, gør sig til Herrer over dem, og deres Stormænd tiltager sig Myndighed over dem.
Saadan skal det ikke være hos jer; men den, der gerne vil blive noget stort hos jer, skal være jeres Tjener,
og den, der gerne vil være den første, skal være alles Træl.
For Menneskesønnen er hellerikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til Løsepenge for mange.
Saa kommer de til Jeriko. Og da han forlod Jeriko med sine Lærlinge og med en stor Flok i Følge, sad der ved Vejen en blind Tigger Timaios' Søn, Bartimaios.
Da han hørte, at det var Jesus fra Nasaret, begyndte han at raabe: Jesus Davids Søn forbarm dig over mig!
Saa var der mange, der vilde tysse paa ham for at faa ham til at tie, men han raabte endnu højere: Davids Søn forbarm dig over mig!
Men Jesus stod stille og sagde: Kald ad ham. Saa kalder de ad den blinde og siger til ham: Vær nu ved godt Mod, rejs dig op, han kalder ad dig.
Han kastede sin Kappe og stod op og kom hen til Jesus.
Saa spørger Jesus ham: Hvad vil du gerne, jeg skal gøre for dig? Rabbuni, sagde den blinde til ham, at jeg maa komme til at se.
Saa gaa kun, sagde Jesus til ham, din Tro har hjulpet dig. Og han kom straks til at se og fulgte saa med ham paa Vejen.
Da de saa nærmer sig til Jerusalem og til Betania over Oliehavebjerget, sender han to af sine Lærlinge afsted.
Gaa hen i den Landsby lige for jer, siger han til dem, saa finder I straks, naar I kommer derind, en Æselplag bunden, som endnu aldrig noget Menneske har redet paa. Løs den, og kom med den.
Og hvis nogen siger til jer: Hvorfor gør I det? skal I sige: Herren har Brug for den, saa sender han den straks her tilbage.
Saa gik de og fandt Plagen staaende for Døren ude ved Indkørselen, og de løser den.
Saa sagde nogen af dem, som stod der, til dem: Hvad har I for, siden I løser Plagen?
Men de sagde til dem, som Jesus havde sagt, og saa lod de dem gøre, som de vilde.
Og saa førte de Plagen til Jesus og lagde deres Kapper paa den, og han satte sig op.
Og mange bredte deres Kapper paa Vejen, andre strøede Grønt, som de plukkede paa Markerne.
Og de, som gik foran, og de som fulgte efter, raabte: Hosanna! velsignet være i Herrens Navn den, som kommer!
Velsignet være vor Fader Davids det kommende Rige! Hosanna i det Højeste!
Og saa drog han ind i Jerusalem i Helligdommen, og da han havde set sig om overalt, drog han ud til Betania med de tolv. For det var allerede sent paa Dagen.
Da han kom fra Betania Dagen efter, blev han sulten,
og da han i Frastand saa et løvrigt Figentræ, gik han hen for at finde noget paa det. Men da han kom derhen, fandt han ikke andet paa det end Blade. For det var ikke Figentid.
Saa tiltalte han det: Aldrig mere nogensinde skal nogen spise Frugt af dig, sagde han til det. Og hans Lærlinge hørte derpaa.
Saa kommer de til Jerusalem, og han gik ind i Helligdommen og gav sig til at drive dem ud, der købte og solgte i Helligdommen. Og han væltede Pengebytternes Borde og Duekræmmernes Sæder,
og han tillod ikke, at nogen bar deres Sager tvers over Helligdommen.
Saa underviste han dem: Staar der ikke skrevet, sagde han til dem: „Mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folk. Men I har gjort det til en Røverhule".
Og det hørte Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde, og saa søgte de Udvej til at komme ham tillivs. For de var bange for ham. For hele Forsamlingen var stærkt greben af hans Lære.
Ved Aftenstid drog han ud af Byen.
Og tidligt om Morgenen saa de, da de gik forbi, at Figentræet var visnet lige fra Roden.
Og saa huskede Peter paa det, og saa siger han til ham: Se Rabbi, det Figentræ, du forbandede, er visnet.
Og Jesus svarer: Stol paa Gud, siger han til dem.
Sandelig siger jeg jer: Den som vilde sige til dette Bjerg: Løft dig op, og styrt dig i Havet! uden Tvivl i sit Hjerte, i Tro paa, at det sker, som han siger — for ham skal det ske.
Derfor siger jeg jer: Alt hvad I sukker til Gud efter og beder om, skal I tro, I har faaet, saa faar I det.
Og naar I staar og holder Bøn, og der skulde være nogen, I har noget imod, saa tilgiv, for at jeres Fader i Himlen ogsaa maa tilgive jer, hvad I har fejlet.
-
Saa gaar de igen ind til Jerusalem, og mens han gaar omkring i Helligdommen, kommer Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde og de Ældste til ham,
og de sagde til ham: Hvad Myndighed har du til at gøre det, du gør, og hvem har givet dig Myndigheden til at gøre det?
Jeg vil stille jer et Spørgsmaal, sagde Jesus til dem, og naar I svarer mig derpaa, saa vil jeg sige jer, hvad Myndighed jeg har til at gøre saa.
Johannesdaaben var den himmelsendt eller Menneskeværk? Svar mig derpaa.
Saa raadførte de sig med hverandre, og de sagde: Hvis vi siger: himmelsendt, saa vil han sige: Hvorfor troede I ham da ikke?
Men skal vi sige: Menneskeværk? Nej de var bange for Folket; for alle gik ud fra, at Johannes virkelig var en Profet.
Saa svarede de Jesus: Det ved vi ikke. Saa siger Jesus til dem: Saa siger jeg hellerikke jer, hvad Myndighed jeg har til at gøre det, jeg gør.
Saa gav han sig til at tale til dem i Lignelser: Der var en Mand, der plantede en Vingaard og rejste Gærde om den og gravede Vinperse og byggede Taarn og lejede den saa ud til Bønder og rejste udenlands?
Saa sendte han, da Tiden var inde, en Træl til Bønderne for at hente en Del af Vingaardens Frugt hos Brugerne.
Men de greb ham og pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.
Saa sendte han igen en anden Træl til dem. Ogsaa ham — — — de og æreskændte ham.
Saa sendte han en til, og ham dræbte de, og mange andre, som de dels pryglede og dels dræbte.
En havde han endnu tilbage, en elskelig Søn. Ham sendte han tilsidst til dem. De vil ikke forgribe sig paa min Søn, tænkte han.
Men de andre, Bønderne sagde til hverandre: Det er Arvingen, kom lad os slaa ham ihjel, saa faar vi Arven.
Og saa greb de ham og slog ham ihjel og kastede ham ud udenfor Vingaarden.
Hvad mon Vingaardens Ejer vil gøre? Han vil komme og gøre det af med de Bønder og give Vingaarden til andre.
Har I hellerikke læst det Skriftsted: Den Sten, som blev vraget af dem, der byggede Hus, den er bleven til Toppen af Tinden.
Dette er den bleven efter Herrens Bestemmelse og for vore Øjne at undres ved.
Saa søgte de Udvej til at gribe ham; men de var bange for Mængden. For, at han med den Lignelse sigtede til dem, det vidste de. Saa trak de sig tilbage fra ham og gik bort,
men sender nogen af Farisæerne og Herodianerne til ham for at fange ham i Ord.
Og da de kom, saa siger de til ham: Lærer, vi ved, at du er sanddru og tager ikke Hensyn til nogen, for du ser ikke efter Folkegunst, men lærer Guds Vej, som sandt er. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skal vi betale eller ikke betale?
Men han gennemskuede deres Hykleri og sagde til dem: Hvorfor frister I mig? Bring mig en Denar, og lad mig se den.
Det gjorde de. Og saa siger han til dem: Hvis er det Billede og den Indskrift? De sagde til ham: Kejserens.
Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er, sagde Jesus saa til dem. Og de beundrede ham.
Saa kommer der Saddukæere til ham, de der siger, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham:
Lærer, Moses har foreskrevet os, at, hvis nogen har en Broder, som dør fra sin Hustru uden at efterlade sig Børn, saa skal han tage sin Broders Hustru og forplante Slægten for sin Broder.
Der var syv Brødre. Den første tog sig en Hustru og døde barnløs.
Saa tog den anden hende og døde uden at efterlade sig Børn. Og den tredje ligesaa.
Og alle syv efterlod de sig ingen Børn. Sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.
Naar de nu opstaar, hvem skal saa Kvinden tilhøre i Opstandelsen, for de har alle syv haft hende til Hustru?
Jesus sagde til dem: Er det ikke det, der gør, at I tager fejl, at I ikke kender Skrifterne og hellerikke Guds Magt?
For naar de staar op fra de døde, fæster de ikke Brud og staar ikke Brud, men er som Engle i Himlene.
Men om de døde, at de opstaar — har I ikke læst i Moses' Bog ved Stedet om Tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud"?
Han er ikke dødes, men levendes Gud. I farer meget vild.
Saa kom der en til ham fra de Skriftlærde. Han havde hørt paa deres Tvist og indsaa, at han havde svaret dem vel. Og han spurgte ham: Hvordan lyder det Bud, der er det første af alle?
Jesus svarede ham: Det første er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er èn,
og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og alt, hvad din Tanke og din Styrke formaar.
Det andet er det: Du skal elske din Næste som dig selv. Der er ikke noget andet Bud, der er større end de.
Saa sagde den Skriftlærde til ham: Det har du Ret i, Lærer. Det var sandt, som du sagde, at Han er en, og der er ingen anden end ham.
Og det at elske ham af hele sit Hjerte og alt, hvad man har Forstand og Hvne til, og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle de Brændofre og Slagtofre.
Saa sagde Jesus til ham, da Han skønnede, at han havde svaret med Forstand: Du er ikke langt fra Gudsriget. Saa var der ingen mere, der vovede at spørge ham.
Saa tog Jesus Ordet, mens han underviste i Helligdommen: Hvad mener de Skriftlærde med, at den salvede er Davids Søn?
David selv har sagt ved Helligaanden: „Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre Haand, til reg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder".
David selv kalder ham Herre. Hvordan kommer han da til at være hans Søn? Og der var en stor Forsamling, der gerne hørte ham.
Og alt som han underviste, sagde han: Tag jer i Agt for de Skriftlærde, som ynder at gaa i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvepladser
og sidde øverst i Synagogerne og indtage de første Pladser ved Gæstebud —
de som fortærer Enkers Bo og holder paa Skrømt lange Bønner. De vil faa en desto haardere Dom.
Saa satte han sig ligeoverfor Gavesamlingsskrinet og saa paa, hvordan de forsamlede lagde Penge i Skrinet. Og der var mange rige, der lagde meget.
Saa kom der en fattig Enke og lagde to Smaaskillinger, det er en Kvadrans.
Saa kaldte han sine Lærlinge til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg jer, at den Enke, hun som er saa fattig, har lagt mere i end alle de andre, der lagde i Skrinet.
For de lagde alle af det, de havde tilovers. Hun lagde af sin Nød og Trang alt, hvad hun ejede, hele sin Formue.
Da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Lærlinge til ham: Lærer, se hvad det dog er for Stene og Bygninger.
Og saa sagde Jesus til ham: Ser du disse store Bygninger? Der skal ikke blive Sten paa Sten tilbage, som ikke skal brydes ned.
Og mens han sad paa Oliehavebjerget ligeovefor Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham i Fortrolighed:
Sig os, naar det skal ske? Og hvad er Tegnet derpaa, naar alt det skal fuldbyrdes?
Saa begyndte Jesus at sige til dem: Pas paa, at ingen forvilder jer.
Der vil komme mange, som tilegner sig mit Navn og siger: Det er mig, og forvilder mange.
Men, naar I hører Krigslarm og Krigsrygter, skal I ikke lade jer skræmme. Det maa ske; men Enden er der ikke endnu.
For Folk vil rejse sig mod Folk og Rige mod Rige. Jordskælv vil der blive, saa her og saa der, og Hungersnød og Angst og Uro. Det er Begyndelsen til Veerne.
Tag jer vel i Vare. De vil angive jer for Raadsforsamlinger, og I vil blive piskede i Synagoger, og I skal stædes for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd.
Og først skal Forkyndelsen af Glædesbudskabet bringes til alle Folkeslag.
Og naar de slæber jer bort og angiver jer, saa bryd jer ikke iforvejen om, hvad I skal sige, men sig kun, hvad der i den samme Stund bliver jer givet. For det er ikke jer der taler, men Helligaanden.
Og Broder vil forraade Broder til Dødsdom og Fader sit Barn. Og Børn vil yppe Strid med Forældre og slaa dem ihjel.
Og I vil blive ilde sete af alle for mit Navns Skyld. Men den der bliver urokkelig til Enden, han bliver frelst.
Naar I saa ser Nedværdigelsen med Ødet i sit Spor staa, hvor det ej bør være — Læseren agte vel derpaa — da skal de, der er i Judæa, fly til Bjergene.
Den, som er paa Taget, skal ikke gaa ned og ikke ind efter nogenting i sit Hus.
Og den, som er i Marken, skal ikke vende tilbage for at hente sit Overtøj.
Men ve de frugtsommelige i de Dage og dem, der giver Die.
Bed om, at det ikke maa ske ved Vintertid.
For saa stor en Trængsel bliver der i de Dage, som der aldrig har været Mage til, fra Skabningen, Gud har skabt, blev til og til nu og aldrig skal blive.
Og kortede Herren ikke af paa de Dage, vilde ingen Sjæl gaa fri. Men for de udvalgtes Skyld, dem han har udvalgt, har han kortet dem af.
Og naar da nogen siger til jer: Se her er den Salvede, se hist — saa tro det ikke.
For falske Salvede og falske Profeter vil træde frem og gøre Tegn og Undere for, om det var muligt, at føre de udvalgte paa Afveje.
Men I skal passe paa. Nu har jeg forudsagt jer alt.
I de Dage derimod, som kommer efter den Trængsel, da vil Solen sortne og Maanen ikke skinne,
og Stjernerne stadig falde fra Himlen, og de Kræfter, der virker i Himlene, rokkes.
Og da vil de se Menneskesønnen komme i Skyer med megen Magt og Højhed.
Og saa vil han sende Englene ud og samle de udvalgte fra alle fire Verdenshjørner lige fra det yderste af Jorden til det yderste id Himlen.
Af Figentræet skal I lære Lignelsen. Naar dets Gren bliver myg, og Bladene bryder frem, saa ved I, at Sommeren er nær.
Saadan skal I ogsaa, naar I ser dette ske, vide, at han er lige for Døren.
Sandelig siger jeg jer, at den Slægt skal ikke forgaa, før alt dette sker.
Himlen og Jorden de vil forgaa, men aldrig forgaar mine Ord.
Men om den Dag eller Time er der ingen, der ved noget, hverken Englene i Himlen eller Sønnen — kun Faderen.
Pas paa! hold jer vaagne! I ved ikke, naar Tiden er inde.
Som naar en Mand, der er bortrejst, har forladt sit Hjem og sat sine Folk til at raade, hver med sin Virksomhed og paalagt Dørvogteren at vaage —
saadan skal I altsaa vaage. For I ved ikke, naar Husets Herre kommer, enten ved Aftenstid eller ved Midnat eller ved Hanegal eller ved Morgengry.
Lad ham ikke, naar han kommer uventet, finde jer sovende.
Hvad jeg siger jer, siger jeg til alle: Vaag!
To Dage efter var det Paaske og det usyrede Brøds Fest, og Ypperstepræsteskabet og de skriftlærde søgte Udvej til, hvordan de skulde gribe ham med List og slaa ham ihjel.
For de tænkte som saa: Ikke under Festen, for at der ikke skal blive Folkeuroligheder.
Mens han var i Betania i Simon den Spedalskes Hus og laa tilbords, kom der en Kvinde med en Alabasterkrukke med ægte kostbar Nardussalve og sønderbrød Krukken og hældte det ud over hans Hoved.
Det var der nogen, der ved sig selv var vrede over. Hvad skal det til, at den Salve er bleven ødt.
For den Salve kunde være solgt for over 300 Denarer og givet bort til de fattige. Og de skændte paa hende.
Men Jesus sagde: Lad hende selv om det. Hvorfor forstyrrer I hende. Hun har gjort en god Gerning imod mig.
For Fattigfolk har I altid hos jer, og dem kan I gøre vel imod, naar I vil. Men mig har I ikke altid.
Hun har gjort, hvad hun kunde. Hun har forud salvet mit Legeme til Begravelsen.
Sandelig siger jeg jer: Overalt hvor Glædesbudskabet forkyndes i hele Verden, skal der ogsal tales til hendes Minde om det, hun har gjort.
Saa gik Judas Iskarjot, han som var en af de tolv, til Ypperstepræsteskabet for at forraade ham til dem.
De blev glade ved at høre det og lovede at give ham Penge. Og saa søgte han Lejlighed til at forraade ham i et gunstigt øjeblik.
Paa den første af de usyrede Brøds Dage, da man slagtede Paaskelammet, siger hans Lærlinge til ham: Hvor vil du, vi skal gaa hen og træffe Forberedelser til, at du kan nyde Paaskemaaltidet?
Saa afsender han to af sine Lærlinge og siger til dem: Gaa ind i Byen, saa vil I møde en Mand, der bærer en Krukke Vand. Følg ham,
og hvor han gaar ind, der skal I sige til Husbonden, at Læreren siger: Hvor er mit Husrum, hvor jeg kan nyde Paaskelamrnet med mine Lærlinge?
Saa vil han selv vise jer en stor Loftsal udstyret med Tæpper, og der skal I dække op for os.
Saa gik Lærlingene ud og kom ind til Byen og fandt det, som han havde sagt dem, og de traf Forberedelser til Paaskemaaltidet.
Da det saa er blevet Aften, kommer han med de tolv.
Og som de ligger tilbords og spiser, siger Jesus: Sandelig siger jeg jer, at en af jer, som spiser med mig, vil forraade mig.
De begyndte at blive bedrøvede og siger til ham den ene efter den anden: Det er da vel ikke mig? En anden ogsaa: Da vel ikke mig?
Men han sagde til dem: Det er en af de tolv, den, som dypper sammen med mig i Fadet.
For Menneskesønnen gaar bort, som der staar skrevet om ham. Men ve det Menneske, der lader sig bruge til at forraade Menneskesønnen. Det havde været bedre for ham, den Mand, om han aldrig var bleven født.
Og under deres Maaltid tog han et Brød, velsignede og delte det og gav dem det og sagde: Tag det, det er mit Legeme.
Og saa tog han et Bæger, holdt Takkebøn og gav dem det, og de drak alle deraf.
Og saa sagde han til dem: Dette er mit Blod, Pagtblodet, som udgydes for mange.
Sandelig siger jeg jer, at jeg skal ikke mere drikke af Vinrankens Frugt, før paa den Dag, da jeg drikker en ny i Gudsriget.
Da de saa havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliehavebjerget.
Og saa siger Jesus til dem: I vil alle lade jer ménstøde (forarges). For der staar skrevet: Jeg vil ramme Hyrden, og saa skal Faarene splittes ad.
Men efter at jeg er opstaaet, gaar jeg forud for jer til Galilæa.
Peter sagde til ham: Om end alle andre lader sig mènstøde (forarges), saa gør jeg det ikke.
Saa siger Jesus til ham: Sandelig siger jeg dig, at idag, i denne samme Nat, før Hanen galer to Gange, vil du tre Gange sige dig løs fra mig.
Men endnu stærkere faldt hans Ord: Om end jeg maatte dø med dig, eaa vil jeg ikke sige mig løs fra dig. Det samme sagde ogsaa alle de andre.
Saa kommer de til en Avlsgaard, som hedder Getsemane, og saa siger han til sine Lærlinge: Sæt jer ned her, saalrenge jeg holder Bøn.
Og saa tager han Peter og Johannes og Jakob med sig. Og han blev greben af Rædsel og Gru.
Og saa siger han til dem: Min Sjæl er Døden nær af Sorg. Bliv nu her og hold Vagt.
Og saa gik han lidt længere frem og bøjede sig til Jorden og bad om at lade denne Stund gaa ham forbi, hvis det er muligt.
Abba — Fader — alt er muligt for dig. Lad dette Bæger gaa mig forbi. Dog ikke som jeg selv, men som du helst vil.
Saa kommer han og finder dem sovende, og saa siger han til Peter: Sover du Simon? Kan du ikke vaage en eneste Time?
Vaag og bed, for at I ikke skal komme i Fristelse. Aanden er villig nok, men den kødelige Natur er svag.
Saa gik han igen hen og bad og sagde det samme Ord.
Og da han vendte tilbage, fandt han dem igen sovende. For deres Øjne var saa tunge. Og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
Saa kommer han for tredie Gang og siger til dem : Sover I og hviler jer? Nu er det nok. Timen er slaaet. Nu forraades Menneskesønnen og gives Synderne i Vold.
Rejs jer, kom. Nu er han nær, som forraader mig.
Og straks, inden han havde udtalt, kommer Judas Iskarjot tilstede, en af de tolv og med ham en Skare med Sværd og med Knipler sendte af Ypperstepræsteskabet og de skriftlærde og de Ældste.
Forræderen havde givet dem et aftalt Tegn: Den, jeg kysser, havde han sagt, ham er det. Grib ham og bring ham sikkert bort.
Da han saa kom, gik han lige hen til ham, og han siger: Rabbi! og vilde kysse ham.
Da lagde de Haand paa ham og greb ham.
Men en af dem, der stod hos, drog Sværdet og ramte Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre af.
Saa henvendte Jesus sig til dem og sagde: I er komne, som om det gjaldt en Røver, med Sværd og Knipler for at fange mig.
Jeg har daglig været hos jer og undervist i Helligdommen, og I greb mig ikke. Men Skrifterne skulde gaa i Opfyldelse.
Saa forlod de ham og flygtede alle.
Og der var en, et ungt Menneske, der var med i hans Følge, iført en Sindonkappe over det blotte Legeme.
Ham greb de, men han lod Kappen i Stikken og flygtede nøgen.
Saa førte de Jesus til Ypperstepræsten. Og hele Ypperstepræsteskabet og de Ældste og de skriftlærde samledes.
Og Peter fulgte efter ham paa Afstand helt ind i Ypperstepræstens Gaard. Og han sad sammen med Betjentene og varmede sig lige vendt mod Lyset.
Ypperstepræsteskabet og hele Raadet søgte da Vidnesbyrd mod Jesus for at faa ham slaaet ihjel. Men de fandt ikke noget.
For de var mange, der bar falsk Vidnesbyrd imod ham; men Vidnesbyrdene stemte ikke overens.
Saa var der nogen, der traadte op og vidnede falsk imod ham.
Vi har hørt ham sige, sagde de: Jeg vil bryde det Tempel ned, som Hænder har rejst, og saa vil jeg paa tre Dage bygge et andet, som ikke er Hænders Værk.
Og ikke engang saadan var deres Vidnesbyrd overensstemmende.
Saa traadte Ypperstepræsten frem i Kredsen og spurgte Jesus Svarer du ingenting til det, de vidner imod dig?
Men han tav og svarede ingenting. Atter spurgte Ypperstepræsten ham: Er du den Salvede, den Velsignedes Søn?
Ja jeg er, sagde Jesus, og I skal faa Menneskesønnen at se siddende ved Almagtens højre Side og kommende med Himlens Skyer.
Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og siger: Hvad skal vi længere med Vidner?
I har hørt paa Gudsbespottelsen. Hvad er jeres Mening? De dømte ham alle skyldig til Døden.
Saa var der nogen, der begyndte at spytte paa ham og tilhylle hans Ansigt og slaa ham og sige til ham: Spaa' Og Betjentene gik løs paa ham med Stokkeslag.
Mens Peter var dernede i Gaarden, kommer der en al Ypperstepræstens Piger,
og hun saa Peter varme sig og saa vist paa ham og siger saa: Du var ogsaa med ham fra Nasaret, Jesus.
Men han nægtede det og sagde: hvad du der siger, ved jeg ikke noget af og forstaar jeg ikke. Saa gik han ud i den ydre Gaard, og saa galede Hanen.
Men Pigen saa ham og begyndte igen at sige til de omkring staaende: Det er ogsaa en af dem.
Han blev ved og nægtede det igen. Og saa lidt efter sagde igen de omkring staaende til Peter: Jo vist er du en af dem. Du er jo ogsaa Galilæer.
Saa begyndte han at bande og sværge paa, at har kendte ikke den Mand, de talte om.
Og i det samme galede Hanen anden Gang. Saa kom Peter i Tanker om det Ord Jesus havde sagt til ham: Før Hanen to Gange galer, skal du tre Gange sige dig løs fra mig. Saa slog det ham, og han græd
Straks ved Daggry holdt Ypperstepræsteskabet Samraad med de Ældste og de skriftlærde og hele Raadet og førte Jesus bunden bort og overgav ham til Pilatus.
Og saa spurgte Pilatus ham: Er du Jødernes Konge? Han svarede ham Ja, som du siger.
Og Ypperstepræsteskabet anklagede han for saa meget.
Pilatus spurgte ham igen: Svarer du ikke? Se hvor meget de anklager dig for.
Men Jesus svarede ikke et Ord mere, saa Pilatus undrede sig derover.
Paa Højtiden gav han dem altid en Fange fri, den som de forlangte.
Han, som de kalder Barabbas, sad netop fængslet sammen med de Urostiftere, som under Urolighederne havde gjort sig skyldige i Mord.
Og Folk samledes og begyndte at forlange det, han plejede at gøre for dem.
Pilatus svarede dem: Vil I ikke, jeg skal give jer Jødernes Konge fri?
For han kunde forstaa, at Ypperstepræsteskabet havde givet ham i Rettens Hænder, fordi de var ham hadefulde.
Men Ypperstepræsteskabet hidsede den forsamlede Mængde op, for at han snarere skulde give dem Barabbas fri.
Pilatus svarede dem igen: Hvad vil I da, sagde han, at jeg skal gøre med ham, som I kalder Jødernes Konge?
De raabte igen: Korsfæst ham!
Hvad ondt har han da gjort, sagde Pilatus til dem? Men de raabte desto mere: Korsfæst ham!
Pilatus besluttede saa at gøre Mængden tilpas og gav dem Barabbas fri, og Jesus lod han piske for derefter at blive korsfæstet.
Nu førte Krigsfolkene ham bort ind i Lejrpladsen, Prætoriet, og saa samlede de hele Hærstyrken.
Og de ifører ham en Purpurkappe og kroner ham med en Krans, de har flettet af Tisler.
Og saa begynder de at hilse paa ham: Goddag Jødernes Konge!
Og de slog ham i Hovedet med et Rør og spyttede paa ham, og de falder paa Knæ og hylder ham.
Og da de havde drevet Spot med ham, tog de Purpurkappen af ham og gav ham hans egne Klæder paa. Og saa fører de ham ud for at korsfæte ham.
Og en, som kom der forbi, Simon fra Kyrene, der kom ude fra Landet, Aleksanders og Rufus' Fader, tvang de til at bære hans Kors.
Og saa fører de ham til Pladsen Golgata, det betyder Skallepladsen.
Og de gav ham Vin med Myrrha i; men han tog det ikke.
Saa korsfæster de ham, og de deler hans Klæder og kaster Lod om, hvad enhver skal have.
Det var ved den tredje Time, da de korsfæstede ham.
Og i Indskriften med Anklagen imod ham stod der: „Israels Konge".
Og sammen med ham korsfæster de to Røvere, en til højre og en til venstre for ham.
-
Og de, der kom gaaende forbi, spottede ham, rystede paa Hovedet og sagde: Haa! du som bryder Templet ned og bygger det op igen i tre Dage.
Red dig selv, og kom ned af Korset.
Paa samme Maade drev ogsaa Ypperstepræsterne Spot med ham, idet de og de skriftlærde sagde til hinanden: Andre har han reddet, sig selv kan han ikke redde.
Du den Salvede, Israels Konge, kom nu ned af Korset, for at vi kan se det og komme til at tro. Ogsaa de, der var korsfæstede med ham, haanede ham.
Fra den sjette til den niende Time blev det mørkt over hele Landet.
Og ved den niende Time raabte Jesus højt: Eloi Eloi lema sabaktani? Det betyder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Og nogen af dem, der stod hos, sagde, da de hørte det: Hør nu kalder han paa Elias.
Saa løb en hen og fyldte en Svamp med Survin og satte den paa et Rør og gav ham det at drikke og sagde: Tys: Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.
Men Jesus gav et højt Raab og udaandede.
Og Tempelforhænget skiltes ad i to Dele fra øverst til nederst.
Men da Centurionen, som stod der lige over for ham, saa, at han udaandede paa den Maade, sagde han: Sandelig var den Mand Guds Søn!
Der var ogsaa Kvinder, som saa til paa lang Afstand, deriblandt Maria fra Magdala og Maria, Moder til Jakob den yngre og Joses, og Salome,
de som, da han var i Galilæa, fulgte ham og ydede ham deres Tjeneste, og mange andre, som var rejst med ham til Jerusalem.
Da det allerede var blevet Aften — og det var en Fredag, Dagen før Sabbaten –
- saa kom Josef fra Arimataja, en anseelig Mand, Medlem af Raadet, som ogsaa ventede Gudsriget, og han dristede sig til at gaa ind til Pilatus og bad om Jesus' Legeme.
Pilatus undrede sig over, at han allerede var død, og lod Centurionen kalde og spurgte, om han længe havde været død.
Og da han havde faaet det at vide af Centurionen, gav han Josef Liget.
Saa købte han Sindon og svøbte ham deri og satte ham ned i en Grav, som var hugget ud i Klippen, og væltede en Sten for Indgangen til Graven.
Men Maria fra Magdala og Maria Joses' Moder saa, hvor han blev lagt.
Da saa Sabbaten var gaaet, købte Maria fra Magdala og Maria Jakobs Moder og Salome vellugtende Urter for at gaa hen og salve ham.
Og saa kommer de til Graven meget tidligt paa den første Dag i Ugen ved Solopgang.
Og de sagde til hverandre: Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?
Men, da de .saa sig for, kunde de se, at Stenen var væltet fra. Den var ellers meget stor.
Og da de saa gik ind i Graven, saa de et ungt Menneske ved den højre Side klædt i en lang hvid Kjortel, og de blev forskrækkede.
Men han siger til dem: I skal ikke blive forskrækkede. I søger efter Jesus fra Nasaret, den korsfæstede. Han er opstaaet; han er ikke her. Der kan I se Stedet, hvor de lagde ham.
Men gaa, sig til Peter og hans andre Lærlinge, at han gaar forud for jer til Galilæa. Der skal I faa ham at se, som han har sagt jer.
Saa gik de ud og flygtede fra Graven, for Angst og Bæven var over dem, og de var saa bange, at de ikke sagde nogen noget.
Efter at han var opstaaet ved Daggry paa den første Ugedag, viste han sig først for Maria fra Magdala, hende han havde jaget syv onde Aander ud af.
Hun gik hen og fortalte det til dem, der havde været sammen med ham og nu sørgede og græd.
Da de hørte, at han levede, og at hun havde set, ham, troede de det ikke.
Senere viste han sig i en anden Skikkelse for to af dem under deres Vandring paa Vejen ud paa Landet.
De kom ogsaa og fortalte det til de andre. Hellerikke dem troede de.
Senere igen viste han sig for de elleve, mens de laa tilbords, og skammede dem ud for deres Vantro og deres haarde Hjerter, fordi de ikke troede dem, som havde set ham opstanden.
Og saa sagde han til dem: Gaa ud i hele Verden, og bring hele Skabningen Glædesbud.
Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive kendt skyldig.
Men disse Tegn skal følge dem, som tror. I mit Navn skal de drive onde Aander ud. De skal tale med nye Tunger.
De skal gribe Slanger med Hænderne, og om de drikker Gift, skal det ikke skade dem. De skal lægge Hænderne paa syge, og saa skal de faa det godt.
Efter at Herren havde talt med dem, blev han taget bort ind i Himlen og satte sig ved Guds højre Haand.
Men de drog ud og prækede allevegne. Og Herren arbejdede med og indestod for Ordet med de Tegn, som fulgte i dets Spor.
Siden saa mange har taget sig for at fortælle Historien om igen om alt det, der har faaet sin fulde Virkeliggørelse hos os,
saadan som det blev os overbragt af dem, der fra første Færd blev Ordets Øjenvidner og betroede Mænd,
saa har jeg ogsaa faaet Lyst til at ransage alt nøje forfra og skrive det ned for dig i Sammenhæng, ædle Theofilos,
for at du kan vide fuldgod Besked om, hvor paalidelige de Ord er, du har faaet Undervisning i.
I den Tid da Herodes var Konge i Jødeland, var der en Præst af Abias Skifte, som hed Sakarias, og hans Hustru var af Arons Æt og hed Elisabet.
De var begge redelige for Gud, ulastelige til at efterleve alle Herrens Bud og Skikke.
Men de var barnløse, fordi Elisabet var ufrugtbar, og de var begge i en fremrykket Alder.
Som han nu gjorde Præstetjeneste for Guds Ansigt efter sit Præsteskiftes Tur,
tilfaldt det ham ved Lodkastning — som Skik var i Præstetjenesten — at gaa ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseoffer,
og hele Folkemængden holdt Bøn udenfor, mens Ofringen stod paa.
Da viste der sig for ham en Herrens Engel staaende tilhøjre for Røgelsealtret.
Og Sakarias blev saa overvældet ved at se det, at han skjalv af Frygt.
Men Englen sagde til ham: Du skal ikke være bange Sakarias, for din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabet skal føde dig en Søn, og du skal kalde ham Johannes.
Han skal blive din Fryd og Glæde, og mange skal fryde sig over hans Fødsel.
For han skal blive stor for Herrens Ansigt, og Vin og stærk Drik maa han ikke drikke, og han skal fyldes med hellig Aand alt fra sin Moders Liv.
Og mange af Israels Sønner skal han føre tilbage til Herren deres Gud.
Og selv skal han gaa foran for hans Ansigt i Elias' Aand og Kraft for at kalde Fædres Hjertelag tilbage hos Børn og frommes Sindelag hos ulydige for at berede Herren et velskikket Folk.
Saa sagde Sakarias til Englen: Hvorpaa skal jeg kende det, for jeg er en gammel Mand, og min Hustru er i en fremrykket Alder?
Saa svarede Englen ham: Jeg er Gabriel, som stædes for Guds Ansigt, og jeg er sendt for at tale med dig og bringe dig dette Glædesbud.
Og nu skal du blive taus og ude af Stand til at tale, lige til den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som nok skal gaa i Opfyldelse, naar deres Tid er.
Og Folk ventede paa Sakarias og undrede sig over, at han tøvede saa længe i Templet.
Men da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og saa kunde de forstaa, at han havde set et Syn i Templet. Og han blev ved at nikke til dem, men var og blev stum.
Og da hans Tjenestedage var tilende, rejste han hjem.
Men efter disse Dage blev Elisabet, hans Hustru frugtsommelig, og hun lod sig ikke se i fem Maaneder, fordi — som hun sagde:
saadan har Herren gjort imod mig i de Dage, da han havde for Øje, at jeg ikke mere skulde staa til Skamme blandt Folk.
I den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en By i Galikea, som hedder Nasaret,
til en Pige, der var trolovet med en Mand af Davids Æt, som hed Josef. Og Pigen hed Maria.
Og Englen traadte ind til hende og hilste: Goddag, du med Gunst benaadede! Herren være med dig!
Men hun følte sig opskræmt ved hans Ord og vidste ikke, hvad hun skulde tænke om den Hilsen.
Saa sagde Englen til hende: Vær ikke bange, Maria, for du har vundet Yndest hos Gud.
Nu skal du blive frugtsommelig og føde en Søn, og du skal kalde ham Jesus.
Han skal blive stor, og den Højestes Søn skal han hedde. Og Gud Herren vil give ham hans Fader Davids Trone,
og Konge skal han være over Jakobs Hus evindelig. Og aldrig skal hans Kongedømme faa Ende.
Saa sagde Maria til Englen: Hvordan skal det ske, da jeg ikke har Samliv med nogen Mand?
Da svarede Englen hende: Helligaand skal komme over dig og den Højestes Kraft overskygge dig. Derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.
Og det skal du vide: Din Slægtning Elisabet hun har ogsaa undfanget en Søn paa sine gamle Dage, og det er nu paa den sjette Maaned med hende, som de kalder ufrugtbar.
For ingenting kan blive umuligt for Gud.
Jeg er Herrens Trælkvinde, sagde Maria, lad det ske med mig, som du siger. Og saa forlod Englen hende.
Saa brød Maria op i de samme Dage og skyndte sig at rejse op i Bjergene til Juda By.
Og saa gik hun ind i Sakarias' Hus og hilste paa Elisabet.
Og lige som Elisabet hørte Marias Hilsen, sprang Fostret' i hendes Liv, og fyldt af Helligaand
udbrød Elisabet med højt Raab og sagde: Velsignet er du blandt Kvinder! og velsignet dit Livs Frugt!
Og hvor kan det være, at min Herres Moder kommer til mig?
For lige som Lyden af din Hilsen naaede mit øre, sprang Fostret af Glæde i mit Liv.
Og lyksalig er hun, som har troet, for det som er hende sagt fra Herren, skal føres igennem fra først til sidst.
Da sagde Maria: Min Sjæl højlover Herren.
Og min Aand er bleven saa jublende glad over Gud min Frelser.
For han saa til sin Trælkvindes Ydmygelseskaar. Tænk! Alle de kommende Slægter vil nu herefter prise min Lykke.
For store Ting har han gjort imod mig, han som er mægtig og helligt hans Navn
og hans Barmhjertighed altid med dem, som frygter ham — Slægt efter Slægt.
Stordaad øver han med sin Arm, jager paa Flugt dem, der drømmer om Storhed.
Herskere styrter han ned fra Tronen og hæver nedtrykte til Højhed,
mætter med Livets Goder nødlidende — og lader rige tomhændede gaa.
Han tager sig af sin Tjener Israel, glemmer ikke at vise Barmhjertighed,
alt som han talte til vore Fædre derom -- mod Abraham og hans Æt evindelig.
Henved tre Maaneder blev Maria hos hende, saa vendte hun tilbage til sit Hjem.
For Elisabet kom den Tid, da hun skulde føde, og saa Fødte hun en Søn.
Og hendes Naboer og Slægtninge tog Del i hendes Glæde, da de hørte, at Gud havde vist hende saa stor Barmhjertighed.
Paa den ottende Dag kom de for at omskære Barnet, og de vilde kalde ham Sakarias efter hans Fader.
Men hans Moder sagde: Nej han skal hedde Johannes.
Saa sagde de til hende: Der er jo ingen af din Slægt, der bærer det Navn.
Og saa gjorde de Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, han skulde hedde.
Han forlangte da en Tavle og skrev til alles Forundring: Hans Navn er Johannes.
Da løstes i det samme hans Mund og hans Tunge, saa han talte og priste Gud.
Og en Bæven gennemfor hele Nabolaget, og i hele Judæas Bjergegn talte man om alle disse Ting.
Og alle de, der hørte derom, tænkte paa i deres stille Sind, hvad vel dette Barn skulde blive til, siden Herrens Haand aabenbart var med ham.
Saa profeterede hans Fader Sakarias opfyldt af Helligaand:
Lovet være Herren Israels Gud! For han har set til sit Folk, og at frigøre det blev hans Værk.
Og han oprejste os et Frelses Horn i sin Tjener Davids Hus,
alt som han havde talt ved de helliges Mund, Profeterne fra fordums Dage,
Frelse fra vore Fjender, ja fra alles Vold som vil os ilde,
for at handle mildelig mod vore Fædre og komme sin hellige Pagt ihu,
Eden han svor vor Fader Abraham:
at det skulde gives os uden Frygt, friede ud af Fjendevold at dyrke ham
i viet Hellighed redeligt for hans Ansigt alle vore Dage.
Du Barnlille skal ogsaa kaldes Profet for den Højeste. For du skal gaa forud for Herrens Ansigt, skal bane hans Veje til at lade det kendes:
Frelse derer for hans Folk at finde i deres Synders Forladelse —
takket være vor Guds Barmhjertighed, hvori Morgensol fra det Høje saa ned til os
med Lys for dem, som i Skumring sidder og Dødens Skygge -- for at lede vore Fødder frem paa den lige Vej til Fred.
Men den lille Dreng voksede op og tog til i Aandskraft og opholdt sig paa de øde Steder lige til den Dag, da han traadte frem for Israel.
Ved den samme Tid udgik der Befaling fra Kejser Augustus til at optage Mandtal over hele Verden.
Denne Optælling foregik da for første Gang, da Kvirinius stod for Styret i Syrien.
Og saa rejste alle hen for at lade sig indskrive, hver til sin By.
Josef brød da ogsaa op fra Byen Nasaret i Galilæa til Davids By i Judæa — Betlehem hedder den — fordi han var af Davids Æt og Slægt,
for at lade sig indskrive sammen med sin Brud Maria, som da var frugtsommelig.
Mens de saa opholdt sig der, kom Tiden, til at hun skulde føde,
og saa fødte hun sin førstefødte Søn og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, fordi de kunde ikke faa Plads i Huset.
I den samme Egn laa der Hyrder lejrede, som holdt Nattevagt over deres Hjord.
Og med et stod der for dem en Herrens Engel, og Herrens Herlighed lyste om dem, og de blev meget angst og bange.
Saa sagde Englen til dem: I skal ikke være bange, for Glædesbud bringer jeg jer, en stor Glæde for hele Folket,
at født er jer idag en Frelser, som er en salvet Herre i Davids By.
Og dette skal være jer Tegnet: Et lille Barn skal I finde svøbt i en Krybbe.
Og pludselig var der med Englen en hel himmelsk Hærskare, alle prisende Gud syngende:
Ære være Gud i det Højeste og Fred paa Jord hos Mennesker, som har Glæde deraf!
Da saa Englen for bort fra dem ind i Himlen, saa sagde Hyrderne indbyrdes til hverandre : Lad os gaa lige ind til Betlehem og faa den Sag at se, det som er sket, og som Herren har ladt os vide.
Saa skyndte de sig og kom og fandt Maria og Josef og liggende i Krybben det lille Barn.
Og da de saa det, fortalte de om det Ord, der var sagt dem om dette Barn.
Og alle de, der fik det at høre, undrede sig over, hvad Hyrderne fortalte dem.
Men Maria gemte alle disse Ord vel og grundede over dem i sit Hjerte.
Saa vendte Hyrderne tilbage prisende Gud og syngende ham Lovsange for alt det, de fik at høre og se, som det var dem sagt.
Da de otte Dage var gaaet, til at han skulde omskæres, blev han kaldt Jesus, som han var bleven kaldt af Englen før sin Undfangelse.
Og da saa deres Renselsesdage efter Moseloven var tilende, bragte de ham til Jerusalem for at fremstille ham for Herren —
som det staar skrevet i Herrens Lov, at hvert Drengebarn, som er sin Moders førstefødte, skal gælde for Herren helliget —
og for at ofre, som Herrens Lov lyder, et Par Turtelduer eller to Dueunger.
Der var en Mand i Jerusalem, som hed Simeon. Det var en ærlig og gudfrygtig Mand, som ventede Israels Trøst, og Helligaanden var over ham.
Og det var ham varslet af Helligaanden, at han ikke skulde se Døden, før end han havde set Herrens Salvede.
Han kom netop nu greben af Helligaanden ind i Helligdommen, og idet Forældrene kom med Barnet Jesus for at gøre efter den Skik, der efter Loven gjaldt for ham,
saa tog han ham ogsaa paa sine Arme og lovede Gud og sagde:
Nu frigiver du Husets Herre din Træl, som du selv har sagt det, i Fred.
For mine øjne har set dit Frelsesraad,
som du beredte for alle Folkene
til at sprede Lys over Hedninger, Glans over dit Folk Israel.
Og hans Fader og Moder var undrende Vidne til det, der blev talt om ham,
Og saa velsignede Simeon dem og sagde til hans Moder Maria: Se dertil er han bestemt, at han skal blive mange i Israel til Fald og Genoprejsning og til et Tegn, der finder Modsigelse —
ogsaa din egen Sjæl skal et Sværd gennembore — til Klarhed over, hvad der rører sig i qaa mange Hjerter.
Og der var en Profetinde, Anna Fanuels Datter af Asers Stamme. Hun var meget gammel, havde levet syv Aar med sin Mand efter sin Jomfrustand
og var nu Enke paa fireogfirsindstyvende Aar. Hun veg ikke fra Helligdommen, idet hun Dag og Nat dyrkede Gud med Faste og Bøn.
Hun kom ogsaa til i den samme Stund og lovede Gud. Og hun talte om ham til alle dem, der ventede Jerusalems Befrielse.
Da de saa havde fuldbyrdet alt efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nasaret.
Men Barnet voksede til og tiltog i Kraft fuld af Visdom. Og Guds Yndest hvilede over ham.
Hans Forældre rejste hvert Aar til Jerusalem til Paaskefesten.
Og da han var tolv Aar gammel, og de drog did efter Højtidsskikken
og vendte hjem efter at have været der den bestemte Tid, blev Drengen Jesus tilbage i Jerusalem, uden at hans Forældre vidste det.
Men i den Tanke, at han var med i Rejsetoget, kom de en Dagsrejse frem og søgte ham blandt Slægt og Venner.
Da de saa ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og søgte efter ham.
Endelig tre Dage efter fandt de ham i Helligdommen siddende midt iblandt Lærerne, hvor han baade hørte paa dem og adspurgte dem.
Men alle de, der hørte paa ham, undrede sig over hans Forstand og hans Svar.
Da de nu saa ham, blev de dybt grebne deraf, og hans Moder sagde til ham: Barn, hvor kunde du bære dig saadan ad imod os? Din Fader og jeg har bedrøvede gaaet og søgt efter dig.
Men han sagde til dem: Hvorfor søgte I efter mig. Vidste I da ikke, at i det, som min Faders er, har jeg mit rette Sted?
Men de forstod ikke hans Tale til dem.
Saa rejste han tilbage med dem og kom til Nasaret og lod dem raade. Og hans Moder gemte alle de Ord godt i sit Hjerte.
Men Jesus gjorde Fremgang i Visdommen og blev mere og mere skøn og indtagende for Gud og Mennesker.
Det var i Kejser Tiberius' femtende Regeringsaar, mens Pontius Pilatus var Landshøvding i Judæa og Herodes Fjerdingsfyrste over Galilæa, hans Broder Filippos Fjerdingsfyrste over Ituræa og Trakonitisomraadet og Lysanias Fjerdings-fyrste over Abilene,
under Annas' og Kajafas' Ypperstepræsteskab — da lod Guds Ord sig høre over Sakarias' Søn Johannes i Ørken.
Og saa kom han og forkyndte i hele Jordans Omegn Omvendelsesdaab til Syndsforladelse,
som skrevet staar i Bogen med Profeten Jesajas Ord: „Hør, der er en, der raaber i Ørken: Nu bane I Vej for Herren! Snorrette skal I gøre hans Gangstier;
hver Kløft skal fyldes, hvert Bjerg og hver Bakke skal dukke sig, det krogede rettes lige ud, og det ujevne blive til banede Veje!
Saa skal alle og enhver faa Guds Frelsesraad at se".
Saa sagde han til dem, som drog ud i Skarevis for at blive døbte af ham: Hugormeyngel! Hvem gav jer et Vink om at fly fra den forestaaende Vrede?
Saa bær da Frugt, som gør Omvendelsen Ære, og begynd ikke paa at sige ved jer selv: Vi har Abraham til Fader. For jeg siger jer, at Gud kan vække Abraham et Børnekuld at disse Stene.
Men alt er Øksen rettet mod Træernes Rod. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, fældes og kastes paa Baal.
Saa spurgte de forsamlede Skarer ham: Hvad skal vi da gøre?
Han svarede dem: Den, som har to Sæt Klæder, skal dele med den, som ingen har. Og den som har noget at spise, gøre ligesaa.
Der kom ogsaa Toldere for at lade sig døbe og sagde til ham: Lærer, hvad skal vi gøre?
Han sagde til dem: Tag ikke mere, end I har Befaling til.
Ogsaa Folk, som gjorde Krigstjeneste, spurgte ham: Hvad skal vi saa gøre? Og til dem sagde han: I skal hverken fare frem med Vold eller med Rænker, men lade jer nøje med jeres Sold.
Som nu Folket var stedt i spændt Forventning, og alle overvejede med sig selv, om Johannes: Mon han ikke skulde være den Salvede?
Saa gav Johannes alle det Svar: Jeg døber jer med Vand, men der kommer den, der er vældigere end jeg, og hvis Skobaand jeg ikke er værdig til at løse. Han skal døbe jer i Helligaand og Ild.
Han har sin Kasteskovl i Haanden for at rydde sin Tærskeplads og samle Hveden i sit Forraadskammer. Men Avnerne vil han brænde op i Ild, som ej kan slukkes.
Saadan bragte han ogsaa med saa mange andre Formaninger Folket Glædesbud.
Men Fjerdingsfyrsten Herodes, som var bleven sat irette af ham for hans Broders Hustru Herodias' Skyld og for alt det onde, Herodes havde gjort —
han føjede til alt det øvrige ogsaa det, at han satte Johannes i Fængsel.
Da hele Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa var bleven døbt og bad, aabnedes Himlen,
og Helligaanden dalede ned over ham legemligt som en Due at se. Og der lød en Røst fra Himlen: Du er min Søn den hjertenskære. Dig har jeg kaaret mig.
Jesus var selv, da han begyndte, om ved tredive Aar gammel og var lovlig gældende for Søn af Josef, Elis Søn,
Mattats, Levis, Melkis, Jannais, Josefs,
Mattatias', Amos' Naums, Eslis, Naggais,
Maats, Mattatias', Semeis, Josek, Judas,
Joanans, Resas, Sorobabels, Salatiels, Neris,
Melkis, Addis, Kosams, Elmadams, Ers,
Jesus', Eliesers, Jorims, Mattats Levis,
Simeons, Judas, Josefs, Jonams, Eliakims,
Meleas Mennas, Mattatas, Natans, Davids,
Isais, Obeds, Boos', Salmons Naassons,
Aminadabs, Arams, Esroms, Fares, Judas,
Jakobs Isaks, Abrahams, Taras, Nakors,
Seruks, Ragaus, Faleks Ebers, Salas',
Kajnans, Arfaksads, Sems, Noas, Lameks,
Metusalas, Enoks, Jareds, Maleleels, Kajnans,
Enos', Sets, Adam: Søn, Guds Søn.
Jesus vendte fuld af Helligaand tilbage fra Jordan og færdedes ført af Aanden i Ørken
i fyrretyve Dage og fristedes af Djævelen. Og han spiste ikke noget i de Dage, og da de var gaaet, led han Sult.
Saa sagde Djævelen til ham Er du Guds Søn, saa sig til den Sten, at den skal blive til Brød.
Der staar skrevet, svarede Jesus ham, at det er ikke Brød alene, Mennesket skal leve af.
Saa førte han ham højt op og viste ham i et Nu al Verdens Kongeriger.
Og Djævelen sagde til ham: Dig vil jeg give Raadigheden over det hele og den Hyldest dertil hører; for mig er det overdraget, og jeg kan give det til hvem, jeg vil.
Nu vel — dersom du vil gøre Knæfald for mig, skal det hele være dit.
Men Jesus svarede ham: Der staar skrevet: Du skal knæle for Herren din Gud og dyrke ham alene.
Saa førte han ham til Jerusalem og stillede ham paa Tempeltinden og sagde til ham: Er du Guds Søn, saa kast dig selv ned herfra.
For der staar skrevet, at han skal give sine Engle Befaling om dig, at de skal vogte dig vel
og løfte dig paa Hænder, for at du aldrig skal støde din Fod paa Sten.
Men Jesus svarede ham, at saa er der sagt: „Du skal ikke udforske Herren din Gud".
Saa veg Djævelen bort fra ham til en Tid efter at have Fristet ham paa alle mulige Maader.
Og Jesus vendte hjem til Galilæa i Aandens Kraft, og hans Ry bredte sig ud over hele Egnen.
Men han underviste i deres Synagoger æret af alle.
Saa kom han til Nasaret, der hvor han var opfødt, og gik, som han plejede, ind i Synagogen paa Sabbaten og rejste sig For at læse op.
Og man rakte ham Profeten Jesajas Bog, og han slog op og traf det Sted, hvor der stod:
Herrens Aand er over mig, fordi han har salvet mig til at bringe fattige Glædesbud. Han har sendt mig for at melde Krigsfanger, at de skal faa deres Frihed, blinde, at de skal faa deres Syn, give dem Lindring, som længe nok har lidt,
udraabe et velkomment Herrens Aar.
Saa lukkede han Bogen, rakte den tilbage til Betjenten og satte sig. Og alles Øjne i Synagogen var rettede imod ham.
Og saa tog han paa at sige til dem: Idag er dette Skriftsted gaaet i Opfyldelse i jeres Paahør.
Og det Vidnesbyrd fik han af alle, at de maatte undres over de dejlige Ord, der faldt fra hans Mund. Og saa sagde de: Er det ikke Josefs Søn?
Saa sagde han til dem: I vil sagtens lade mig høre den Billedtale: „Læge, læg dig selv". Lige saa store Ting, som vi har hørt, der er sket i Kafarnaum, skulde du ogsaa gøre her i din Hjemstavn.
Men han sagde: Sandelig siger jeg jer, at ingen Profet er vel set i sin Hjemstavn.
Og jeg siger jer: Der var virkelig mange Enker i Israel paa Elias' Tid, da Himlen holdtes lukket i tre Aar og seks Maaneder, saa der blev stor Hungersnød i hele Landet,
og Elias blev dog ikke sendt til nogen af dem, men til Sarepta i Sidons Land til en Kone, der var Enke.
Og der var mange spedalske i Israel paa Profeten Elissas Tid, og det var dog ikke nogen af dem, men Syreren Naaman, der blev renset.
Saa blev de alle harmfulde der i Synagogen ved at høre det
og rejste sig og stødte ham ud af Byen og slæbte ham hen til Skrænten af det Bjerg, deres By var bygget paa, i den Hensigt at styrte ham ned.
Men han gik sin Vej midt ud imellem dem.
Saa kom han til Kafarnaum, en By i Galilæa og blev der og underviste dem om Sabbaten.
Og de følte sig stærkt grebne af hans Undervisning. For der var Myndighed i hans Ord.
Saa var der i Synagogen en Mand besat af en vanhellig ond Aand, og han skreg højrøstet op:
Bliv fra os! Hvad har vi gjort dig, Jesus fra Nasaret? Er du kommen for at lægge os øde? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!
Saa afbrød Jesus ham: Ti stille, sagde han, og far ud af ham. Og saa slængte den onde Aand ham midt imellem dem og fo'r ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade.
Og alle blev overvældede af Forundring og talte sammen derom: Hvad er det for et Ord, sagde de; for naar det mægtigt og myndigt byder de vanhellige Aander det, saa farer de ud?
Og saa bredte Rygtet om ham sig vidt ud til hver Plet i Omegnen.
Saa brød han op fra Synagogen og gik hjem til Simons. Men Simons Svigermoder led af en stærk Feber, og de henvendte sig til ham om hende.
Saa gik han hen og bøjede sig over hende og bød Feberen holde op, og saa forlod den hende. Og lige straks stod hun op og opvartede dem.
Ved Solnedgang kom alle de, der havde syge lidende af forskellige Svagheder, og bragte dem til ham, og han helbredte dem ved at lægge Hænderne paa enhver især af dem.
Ogsaa onde Aander fo'r ud af mange skrigende: Du er Guds Søn! Men saa forbød han dem det og lod dem ikke komme til Orde, fordi de vidste, at han var den Salvede.
Da det dagedes, drog han bort ud til et øde Sted. Men de forsamlede Skarer søgte ham, og de naaede ham og vilde holde ham tilbage og ikke lade ham rejse bort fra dem.
Men saa sagde han til dem: Jeg maa ogsaa bringe de andre Byer Glædesbud om Gudsriget. For dertil er jeg sendt.
Og saa fortsatte han sin Forkyndelse i Synagogerne i Galilæa.
Engang da Forsamlingen trængte sig om ham og lyttede til Gudsordet, og han selv stod ved Bredden af Genesaretsøen,
saa han to Baade ligge ved Stranden. Fiskerne var gaaet fra Borde og skyllede deres Garn.
Saa gik han ombord i en af Baadene — det var Simons — og bad ham om at lægge lidt ud fra Land. Han satte sig saa i Baaden og underviste Forsamlingen.
Da han hørte op at tale, sagde han til Simon: Læg ud paa dybt Vand og kast jeres Garn til en Fangst.
Lærer, svarede Simon, vi har arbejdet hele Natten uden at faa noget. Men naar du siger det, vil jeg kaste Garnene.
Og da de gjorde det, indfangede de en stor Mængde Fisk. Men deres Garn var ved at briste.
Saa vinkede de ad deres Fæller i den anden Baad om at komme og tage fat med dem. Og de kom, og de fyldte begge Baadene, saa de var synkefærdige.
Da Simon Peter saa det, kastede han sig ned for Jesus' Knæ og sagde: Gaa bort fra mig, for jeg er en syndig Mand Herre!
For han og alle de, der var i Følge med ham, var overvældede af Forundring over den Fiskefangst, de havde taget ind.
Ikke mindre Sebedaiossønnerne Jakob og Johannes, som var i Samlag med Simon: Saa sagde Jesus til Simon: Du skal ikke være bange; fra nu af skal du være en, der fanger levende Mennesker.
Saa trak de Baadene paa Land og forlod alt og fulgte ham.
Engang mens han var i en af de Byer, kommer der med et en Mand fuld af Spedalskhed. Han kastede sig ned paa sit Ansigt, da han saa Jesus, og bad for sig: Herre, sagde han, om du vil, saa kan du rense mig.
Saa rakte han ham Haanden og sagde: Jeg vil, bliv ren. Og straks forlod Spedalskheden ham.
Men han paalagde ham ikke at sige det til nogen, men: Gaa hen og lad dig syne af Præsterne og bring Offer for din Renselse, som Moses hår befalet, til Vidnesbyrd for dem.
Og Ordet om ham bredte sig end videre ud, og talrige Skarer strømmede sammen for at høre og at blive helbredte af ham for deres Svagheder.
Men han blev ved at trække sig tilbage paa ubeboede Steder og holde Bøn.
Saa var det engang en af de Dage, baade var han selv i Virksomhed med at undervise, og der opholdt sig ogsaa Farisæere og Lovlærere, som var fremmede, komne fra hver Landsby i Galilæa og fra Judæa og Jerusalem. Og det manglede ham ikke paa Herrens Kraft til at helbrede.
Da kom der i det samme Folk bærende paa en Seng med en, der var gigtlammet. Og de prøvede paa at bære ham ind og sætte ham hen foran ham.
Men da de ikke fandt Udvej til at bære ham ind for Mængdens Skyld, gik de op paa Taget og sænkede ham tilligemed Liggestolen gennem Teglstenstaget lige midt ned foran Jesus.
Da udbrød han ved at se den Tro, de havde: Dine Synder er dig tilgivne!
Men saa tog de Skriftlærde og Farisæerne paa at gøre Indvendinger: Hvem er han, sagde de, som' fører bespottelig Tale? Hvem kan tilgive Synder uden Gud alene?
Jesus, som godt kendte deres Indvendinger, svarede dem dertil: Hvad er det for Indvendinger, I ruger over i jeres Hjerte?
Hvad er lettest at sige: dine Synder er dig tilgivne, eller: rejs dig op og gaa?
For at I da skal vide, at Menneskesønnen har Myndighed paa Jorden til af give Syndsforladelse, saa — siger han til den gigtlammede —: Rejs dig op, siger jeg dig, og tag din Liggestol og gaa hjem.
Og saa rejste han sig straks op lige for deres Øjne og tog det, han laa paa, og gik hjem, mens han lovede Gud,
Og alle blev slagne af Overraskelse og lovede Gud, og grebne af Alvor sagde de: Idag har vi set det utrolige.
Senere hen drog han videre og blev opmærksom paa en Tolder ved Navn Levi, som han sad og passede Toldboden. Og saa sagde han til ham: Følg mig.
Saa forlod han alting og brød op og fulgte ham.
Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hjem. Og der var en stor Forsamling af Toldere og andre„til Bords sammen med dem.
Saa lod Farisæerne og de Skriftlærde hans Lærlinge høre ilde: Hvorfor spiser og drikker I sammen med Toldere og slette Mennesker, sagde de?
Jesus svarede dem dertil: De sunde trænger ikke til Læge, men det gør de, der ikke har det godt.
Jeg er ikke kommen for at kalde sagesløse men Syndere til Omvendelse.
Men saa sagde de til ham: Johannes' Lærlinge faster saa tidt og holder Bønner. Det samme gør ogsaa Farisæernes. Men dine, de spiser og drikker.
Men Jesus sagde til dem: Kan I faa Brudefølget til at faste i den Tid, Brudgommen er hos dem?
Der kommer andre Tider, og naar da Brudgommen bliver hentet bort fra dem, saa vil de faste i den Tid.
Saa sagde han dem ogsaa en Lignelse: At ingen river en Lap af en ny Klædning og sætter den paa en gammel. For saa river han jo den nye i Stykker, og desuden vil Lappen af den nye ikke passe til den gamle.
Der er helleringen, der kommer ung Vin paa gamle Skindsække. For saa sprænger den unge Vin Sækkene. Selv spildes den, og Sækkene ødes.
Nej, ny Vin skal i nye Skindsække.
Og ingen, som har drukket gammel Vin, forlanger ung. For han siger: Den gamle er god.
Engang paa en Sabbat — den næstførste — faldt hans Vej mellem Kornmarker, og hans Lærlinge plukkede Aks, rullede dem mellem Hænderne og spiste.
Men der var nogen af Farisæerne, der sagde: Hvad skal det sige, at I gør, hvad man ikke har Lov til at gøre paa Sabbatsdage.
Jesus svarede: Har I slet ikke læst dette, sagde han til dem, hvad David gjorde, da han engang led Sult, han selv og hans Ledsagere?
Hvordan han gik ind i Gudshuset og tog Skuebrødene og spiste deraf og gav sine Ledsagere. Og dem har dog ingen anden Lov til at spise end Præsterne.
Menneskesønnen, sagde han saa til dem, er ogsaa Herre over Hviledagen.
En anden Gang gik han paa en Sabbatsdag ind i Synagogen og underviste. Og der var en Mand, og hans højre Haand var vissen.
Men de Skriftlærde og Farisæerne passede paa, om han vilde helbrede paa Sabbaten, for at finde noget at anklage ham for.
Men han vidste godt, hvad de havde overlagt, og saa sagde han til Manden med den visne Haand: Rejs dig og træd frem her i Midten. Og han rejste sig og traadte frem.
Saa sagde Jesus til dem: Nu spørger jeg jer: Er det tilladt paa Sabbatsdagen at gøre godt eller ondt, at redde eller at øde Liv?
Og saa sagde han til ham, mens han saa rundt paa dem allesammen: Ræk din Haand ud. Det gjorde han, og saa blev hans Haand rask.
Men de andre blev gennemtrængte af Uvilje og talte sammen om, hvad de skulde gøre ved Jesus.
Engang ved denne Tid gik han ud til et Bjerg for at holde Bøn og tilbragte Natten med Bøn til Gud.
Og da det dagedes, kaldte han sine Lærlinge til sig og udvalgte tolv af dem, som han ogsaa gav Apostelnavn:
Simon, som han gav Tilnavnet Peter, og hans Broder Andreas og Jakob og Johannes og Filippos og Bartolomaios
og Mattaios og Tomas og Jakob Alfaios' Søn og Simon kaldet Selot
og Judas Jakobs Søn og Judas Iskarjot, som blev Forræder.
Saa gik han ned med dem og stillede sig paa en jevn Strækning, og der var en stor Flok af hans Lærlinge og en stor Folkeskare fra hele Judæa og Jerusalem og Kystlandet ved Tyros og Sidon,
som kom for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de, som var plaget af vanhellige Aander, blev helbredte.
Og hele Skaren søgte at komme til at røre ved ham. For en Kraft udgik fra ham og helbredte alle.
Selv rettede han Blikket mod sine Lærlinge og sagde: I lyksalige, Fattigfolk: For jer tilhører Gudsriget.
I lykkelige, som nu lider Sult! For I skal mættes. I lykkelige, som nu maa græde! For I skal komme til at le.
Lyksalige er I, naar Folk hader jer, og naar de støder jer ud og stryger jeres Navn skamskændet som ondt for Menneskesønnens Skyld.
Paa den Dag skal I springe højt af Glæde. For I kan tro, jeres Løn bliver stor i Himlen. For det selvsamme gjorde deres Fædre ved Profeterne.
Ve jer derimod I rige! For jeres Trøst har I faaet.
Ve jer I, som nu er mætte. For Sult skal I komme til at lide. Ve jer I, som ler! For I vil komme til at sørge og klage.
Ve jer, naar alle taler vel om jer! For det selvsamme gjorde deres Fædre ved Løgnprof eterne.
Men til jer, som lytter til, siger jeg: Elsk jeres Fjender! Gør godt mod dem, som hader jer!
Velsign dem, som forbander jer! Bed for dem, som krænker jer!
Ræk ham, som slaar dig paa Kinden, den anden Kind med. Og du skal ikke hindre ham, som tager din Kappe, i at tage Underklædningen med.
Giv hver den, som beder dig, og kræv ikke tilbage af den, som tager, hvad dit er!
Og som I gerne vil, at andre skal bære sig ad mod jer, saadan skal I selv bære jer ad mod dem.
Om I elsker dem, der elsker jer -- er det noget at takke jer for? Slette Mennesker elsker ogsaa dem, som elsker dem.
Og om I er gode mod dem, som er gode mod jer — er det noget at takke jer for? Det samme gør jo ogsaa slette Mennesker.
Om I laaner ud til dem, af hvem I selv gør jer Haab om at faa noget — er det noget at takke jer for? Slette Mennesker laaner ogsaa ud til slette Mennesker for at faa lige for lige.
Nej — elsk jeres Fjender, og gør godt og laan ud uden Haab om Gengæld. Saa bliver jeres Løn stor, og I slægter den højeste paa. For han er mild imod utaknemlige og onde.
Bliv barmhjertige, som jeres Fader er det! Og sagsøg ikke, saa vil I heller ikke blive sagsøgte.
Fæld ikke Dom over andre, saa skal der ikke fældes Dom over jer. Frikend andre, saa skal I selv blive frikendte.
Giv, saa skal der gives jer! Godt Maal, presset og rystet sammen og topfuldt skal man give jer i Favnen. For det Maal, I maaler med, dermed skal der tilmaales jer selv.
Saa sagde han dem ogsaa en Lignelse: Kan vel blind lede blind? Vil de ikke styrte i Afgrunden begge?
En Lærling overgaar ikke sin Lærer. Men hver den, der er udlært, skal være sin Lærer jevnbyrdig.
Men hvor kan det være, at du ser Spaanen i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget øje lægger du ikke Mærke til?
Hvor kan du sige til din Broder: Kom her Broder! Lad mig tage den Spaan ud, du har i dit øje, mens du slet ikke ser den Bjælke, du selv har i øjet? Hykler! Tag først Bjælken ud af dit eget Øje, saa kan du bedre se at tage den Spaan ud, din Broder har i Øjet.
Der er jo da ikke noget ædelt Træ, der bærer vild Frugt, og lige saa lidt noget vildt Træ, der bærer ædel Frugt.
Hvert Træ kendes jo paa sin særegne Frugt, saa sandt man ikke plukker Figen af Tisler eller Druer af Tjørn.
Et godt Menneske kommer frem med, hvad godt er, af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske med det onde af det onde Forraad. For hans Mund løber over med, hvad Hjertet er fuldt af.
Men hvorfor kalder I mig Herre! Herre! men I gør ikke, hvad jeg siger.
Enhver, som kommer til mig og hører mine Ord og gør Alvor af dem -- skal jeg vise jer, hvem han ligner?
Han ligner en Mand, der bygger Hus og har gravet dybt ned og lagt Grundvolden paa Klippen. Da der saa blev Oversvømmelse, og Strømmen kom styrtende mod det Hus, kunde den ikke rokke det, fordi det var vel bygget.
Men den, som hører uden at gøre Alvor af det, han ligner en Mand, som har bygget Hus ovenpaa Jorden uden Grundvold. Det styrtede straks ned, da Strømmen brød ind imod det, og Sammenstyrtningen paa det Hus var stor.
Efter at han havde givet Folket fuldt op at gøre med at lytte til alt det, han havde at sige, gik han ind til Kafarnaum.
Der var en Centurion; hans Træl var alvorlig syg og lige ved at dø. Og han satte megen Pris paa ham.
Da han havde hørt om Jesus, sendte han nogen af Jødernes Ældste til ham og bad ham om at komme og redde hans Træl.
De kom til Jesus og bad ham indtrængende: Han er nok det værd, at du gør det for ham, sagde de;
for han elsker vort Folk, og det er ham, der har bygget os Synagogen.
Jesus gik saa med dem. Men da han allerede var i Nærheden af Huset, sendte Centurionen nogen gode Venner og sagde: Herre, vold dig ikke Bryderi; for jeg er ikke god nok dertil, at du kan gaa ind over min Dørtærskel.
Derfor agtede jeg hellerikke mig selv for værdig til at komme til dig. Men sig det med et Ord, saa bliver min Svend rask.
For jeg er selv en Mand, der staar under andres Myndighed, og jeg har Soldater under mig, og naar jeg siger til den ene: Gaa! Saa gaar han — og til en anden: Kom! Saa kommer han — og til min Træl: Gør det! Saa gør han det.
Da Jesus hørte det, undrede han sig over ham og vendte sig om til den Skare, der fulgte ham, og sagde: End ikke i Israel, siger jeg jer, har jeg fundet saa stor en Tro.
Da Udsendingene kom tilbage til Huset, fandt de Trællen rask.
Den følgende Dag drog han til en By, der hedder Nain, og med ham fulgte ikke saa faa af hans Lærlinge og en hel stor Forsamling.
Da de saa nærmede sig til Byens Port, blev i det samme en død baaret ud, som var sin Moders eneste Barn, og hun var Enke. Og en ret talrig Skare fra Byen var i Følge med hende.
Da saa Jesus saa hende, fik han Medfølelse med hende og sagde til hende: Græd ikke.
Og saa gik han hen og lagde Haanden paa Baaren, saa stod Bærerne stille. Og saa sagde han: Du unge Mand, rejs dig op, siger jeg dig.
Saa satte den døde sig op og tog paa at tale. Og saa gav han ham til hans Moder.
Men alle blev grebne af Alvor og lovede Gud: En stor Profet er opstaaet iblandt os, sagde de, og Gud har set til sit Folk.
Og det Ord genlød om ham i hele Judæa og i hele Omegnen.
Alt dette blev Johannes underrettet om af sine Lærlinge. Og saa kaldte Johannes to af sine Lærlinge til sig
og sendte dem til Herren og lod sige: Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?
Saa kom de Mænd til ham og sagde: Døberen Johannes har sendt os til dig og siger: Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?
Lige i det samme helbredte han mange fra Sygdomme og Lidelser og Besættelse af onde Aander. Og mange blinde skænkede han Synet.
Og saa svarede han dem: Drag hen og meld Johannes, hvad I ser og hører: At blinde bliver seende, Krøblinger gaaende, spedalske rensede, døve høre, døde opvækkes, fattige bringes der Glædesbud,
Og lyksalig er den, som ikke tager Menstød (Forargelse) af mig.
Da saa Udsendingene fra Johannes var gaaet, tog han paa at sige til de forsamlede Skarer om Johannes: Hvad er I gaaet ud i Ørken for at se paa? Et Rør, der svajer hid og did for Vinden?
Nej, hvad er I gaaet der ud for at se? En Mand med fine Klæder paa? De, der gaar prægtigt klædte og lever højt, ved I nok, er i de kongelige Slotte.
Nej, hvad er I gaaet ud for at se? En Profet? Ja, det siger jeg jer, endog mere end en Profet.
Han er den, der staar skrevet om: „Nu sender jeg min Engel foran dig, som skal bane Vejen for dig".
Jeg siger jer: Der er ingen større blandt kvindefødte end Johannes. Men i Gudsriget er den, der er mindre, større end ham.
Og hele Folket — Tolderne med — lyttede og gav Gud Ret og lod sig døbe med Johannes Daaben.
Men Farisæerne og de lovlærde foragtede Guds Raad med dem og lod sig ikke døbe af ham.
Hvorved skal jeg ligne de Mænd af denne Slægt. Hvad ligner de ret?
De ligner Børnene, som sidder paa Torvet og raaber over til hinanden: Vi fløjtede for jer, men I dansede ikke. Vi sang Klagesange, men I græd ikke.
For Døberen Johannes er kommen. Han spiste ikke Brød og drak ikke Vin, og saa siger I: Han er besat.
Menneskesønnen er kommen. Han spiser og drikker, og saa siger I: Se der en Fraadser og Vindranker, gode Venner med Toldere og slette Mennesker.
Saa er Visdommen sagesløs overfor alle sine Børn.
Der var en af Farisæerne, der indbød ham til at spise hos sig. Saa kom han ind i Farisæerens Hus og gik tilbords.
Og saa er der i det samme en Kvinde, en som førte et syndigt Levned i Byen. Da hun havde faaet at vide, at han var gaaet tilbords i Farisæerens Hus, hentede hun en Alabasterkrukke med Salve
og stillede sig bagved hans Fødder, grædende, og tog paa at væde hans Fødder med sine Taarer, og saa tørrede hun dem af igen med sit Haar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, saa det, sagde han ved sig selv: Var han en Profet, saa maatte han vel vide, hvem og hvordan den Kvinde er, som rører ved ham, at hun er en brødefuld Kvinde.
Jesus svarede derpaa med at sige til ham: Simon, jeg har noget at sige dig. Sig frem, Lærer, siger han.
Der var to, der var i Gæld til en, der udlaante Penge. Den ene skyldte fem hundrede Denarer, den anden halvtreds.
Da de ikke havde noget at betale med, gav han dem det efter begge to. Hvem af dem vil nu holde mest af ham?
Jeg antager, svarede Simon, den han eftergav mest. Det har du Ret i, sagde han til ham,
og saa vendte han sig om mod Kvinden og sagde til Simon. Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus. Vand til mine Fødder gav du mig ikke. Men hun vædede mine Fødder med sine Taarer og tørrede dem af med sit Haar.
Du gav mig ingen Kys, men hun har lige fra hun kom ind, ikke ophørt med at kysse mine Fødder.
Du salvede ikke mit Hoved med Olie, men hun salvede mine Fødder med Salve.
Derfor — saa sandt som hun viste megen Kærlighed, siger jeg dig, at alle hendes mange Synder er tilgivne. Men den, som kun har faaet Forladelse for lidt, elsker kun lidt.
Men til hende sagde han: Dine Synder er dig tilgivne.
Saa begyndte Bordgæsterne at sige ved sig selv: Hvem er han, som endog tilgiver Synder?
Men han sagde til Kvinden: Din Tro har frelst dig. Gaa din Gang til Fred.
I den følgende Tid færdedes han fra Stad til Stad og fra By til By og udraabte Gudsriget og bragte Glædesbud derom. Og med ham fulgte de tolv
og flere Kvinder, som var bleven befriede fra onde Aander og Svagheder: Maria, som kaldes Magdalene, som syv onde Aander var faret ud af,
og Johanna, gift med Herodes' Hofmand, Kusa, og Susanna og mange andre, som var dem til Tjeneste med, hvad de ejede.
Da det blev en stor Skare, der samlede sig, endog af dem, der kom langvejs fra til ham, hver fra sin Stad, saa sagde han i Lignelsestale:
Sædemanden gik ud at saa sin Sæd, og alt som han saaede, faldt noget hen ad Vejen, og det blev traadt ned, og Himlens Fugle aad det op.
Og noget faldt paa Klippegrunden, og det skød op, men visnede saa af Mangel paa Væde.
Og noget faldt midt imellem Tisler, og Tislerne skød op med og kvalte det.
Og noget faldt i den gode Jord, og det skød op og bar hundredefold Frugt. Som han sagde dette, raabte han: Den, som har Øre at høre med, han høre!
Saa spurgte hans Lærlinge ham om, hvad det var for en Lignelse.
Og saa sagde han: Jer er det givet at kende Gudsrigets Hemmeligheder. De andre faar det i Lignelser for at de skal se og dog ikke se, høre og ikke fatte.
Men dette er Lignelsen: Sæden er Gudsordet.
De paa Vejen ei dem, som hører, men saa kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelste
De paa Klippegrunden er dem, som tager med Glæde mod Ordet, naar de faar det at høre. Men Rod har hellerikke de de som tror til en Tid men falder fra i Prøvelsens Stund
Det, der faldt mellem Tislerne, er dem, der har hørt det men paa deres Vej lader sig kue af Bekymringer og Rigdom og Livets Nydelser og naar ikke til Modenhed.
Det i den gode Jord er dem, der gemmer Ordet, naar de har hørt det, i et smukt og godt Hjerte og bliver ved, til de bærer Frugt.
Men man tænder aldrig et Lys og dækker det til med en Krukke eller sætter det under Sengen. Nej, man sætter det paa en Stage, for at de, som kommer ind, kan se dets Lys.
For der er ingenting skjult, som ikke en Gang skal komme for Lyset, og ingenting, der er gemt, som ikke engang bliver kendeligt og aabenlyst.
Saa pas da paa, hvordan I hører. For den, som har, ham skal der gives. Og den, som ikke har, ham skal endog det fratages, som han bilder sig ind, han har.
Saa kom hans Moder og hans Brødre derhen til ham, men kunde ikke komme til at træffe ham for den forsamlede Mængde.
Og det blev meldt ham: din Moder og dine Brødre staar udenfor og vil gerne se dig.
Min Moder og mine Brødre, svarede han dem, det er dem, som hører Gudsordet og gør Alvor af det.
En Dag ved den Tid gik han ombord i en Baad og hans Lærlinge med, og han sagde til dem: Lad os sætte over Søen. Og saa sejlede de af.
Under Sejladsen faldt han i Søvn. Saa kom der en Stormvind farende ud over Søen, og de fik Baaden fyldt og var i Fare.
Saa kom de hen og vækkede ham og sagde: Mester, Mester, vi gaar under! Da han saa var bleven vaagen, bød han Stormen og Søgangen holde inde, og saa stillede de af, og det blev blikstille.
Hvor er jeres Tro, sagde han til dem? Men de blev bange og undrede sig og sagde til hverandre: Hvem er han vel, siden baade Storm og Sø lyder, naar han befaler?
Saa landede de i Gergesenernes Land, som ligger lige overfor Galilæa.
Idet han saa gik i Land, mødte han en Mand der fra Byen, som var besat af onde Aander. Og i lang Tid havde han ikke taget Klæder paa, og han blev ikke i Hus men i Gravene.
Da han saa Jesus, skreg han op og kastede sig ned for ham og raabte højt: Hvad har jeg gjort dig? Jesus, den højeste Guds Søn! Jeg beder dig: Pin mig ikke!
For han bød den vanhellige Aand fare ud af Manden. For den havde i lang Tid slæbt af med ham, og han var bleven bunden med Lænker og Fodjern og vogtet vel. Men han sønderbrød, hvad han var bunden med og blev af den onde Aand dreven ud til øde Steder.
Jesus spurgte ham da: Hvad er dit Navn? Legion, sagde han. For der var mange onde Aander faret i ham.
Saa bad de ham om endelig ikke at byde dem fare i Afgrunden.
Der var en Hjord paa en anseelig Mængde Svin, som røgtedes der paa Bjerget. Og de bad ham om at faa Lov til at fare i dem. Det gav han dem saa Lov til.
Da saa de onde Aander fo'r ud af Manden, fo'r de i Svinene, og saa styrtede Hjorden sig ned ad Skrænten ud i Søen og druknede.
Da Røgterne saa, hvad der var sket, tog de Flugten og og meldte det i Byen og Avlsgaardene.
Saa kom Folk ud for at se, hvad der var sket. Og de kom til Jesus og fandt det Menneske, som de onde Aander var faret ud af, siddende paaklædt og ved sin fulde Fornuft ved Jesus' Fødder, og saa blev de bange.
De, som havde set paa, hvordan den besatte var bleven frelst, fortalte dem det da.
Saa bad de ham alle som en der fra Gergeseneregnen om at drage bort fra dem. For de var i stor Angst. Han gik da ombord og vendte tilbage.
Manden, som de onde Aander var faret ud af, bad om, at han maattte følge med ham. Men han lod ham gaa:
Gaa hjem, sagde han, og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort for dig. Saa gik han hen og udspredte i hele Byen, hvor store Ting Jesus havde gjort for ham.
Saa, da Jesus kom tilbage, tog den forsamlede Mængde imod ham. For alle ventede ham.
I det samme kom der en Mand ved Navn Jair, det var ham, der var Synagogeforstander der. Han kastede sig ned for Jesus' Fødder og bad ham om at komme hjem til sig,
fordi han havde en Datter, eneste Barn, omtrent tolv Aar gammel, og hun var lige ved at dø. Mens han saa var undervejs, trængte Mængden sig sammen om ham.
Og en Kvinde, som i tolv Aar havde lidt af Blodflod og havde sat hele sin Formue til paa Læger, uden at hun dog kunde blive helbredet af nogen —
hun kom bagfra og rørte ved Sømmen af hans Kappe, og lige straks standsede hendes Blodflod.
Saa sagde Jesus: Hvem var det, der rørte ved mig? Da alle fralagde sig det, sagde Peter og de andre, der var med: Mester, Mængden trykker og trænger sig sammen om dig, og saa siger du: Hvem var det, der rørte ved mig?
Men Jesus sagde: Der var en, der rørte ved mig, for jeg følte en Kraft udgaa fra mig.
Da nu Kvinden saa, at det ikke var bleven ubemærket, kom hun rystende og bævende og kastede sig ned for ham og fortalte i hele Folkets Paahør, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvordan hun var bleven helbredet lige med det samme.
Saa sagde han til hende: Datter, din Tro har reddet dig. Gaa din Gang til Fred!
Mens han endnu taler, kommer der en fra Synagogeforstanderens og siger: Din Datter er død. Du skal ikke mere gøre Læreren Ulejlighed.
Men da Jesus hørte det, varede han ham: Tab ikke Modet. Tro kun, saa skal hun blive reddet.
Da han saa gik ind i Huset, tillod han ingen gaa med sig derind uden Peter og Johannes og Jakob og Barnets Fader og Moderen.
Alle græd og klagede over hende, men han sagde: Græd ikke, hun er ikke død, men hun sover.
Saa lo de ad ham, da de jo vidste, at hun var død.
Men han greb hende ved Haanden og kaldte: Lille Pige, rejs dig op!
Saa vendte hendes Aand tilbage, og hun stod straks op, og han bød, at hun skulde have noget at spise.
Saa blev hendes Forældre ude af sig selv af Forundring. Men han paalagde dem ikke at sige nogen, hvad der var sket.
Saa sammenkaldte han de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle onde Aander og til at helbrede Sygdomme.
Og saa sendte han dem ud for at forkynde Gudsriget og helbrede.
Og saa sagde han til dem: I skal ingenting tage med paa Vejen, hverken Stav eller Pose, hverken Brød eller Penge. Skiftetøj skal I hellerikke have.
Og i det Hus, hvor kommer ind, der skal I blive, og derfra skal I gaa videre.
Og naar de ikke tager imod jer, skal I altid, naar I drager bort fra den By, ryste selv Støvet af jeres Fødder til et Vidnesbyrd imod dem.
Saa drog de ud og vandrede Landsbyerne igennem og bragte Glædesbud og helbredte allevegne.
Fjerdingsfyrsten Herodes hørte om alt det, der skete, og vidste ikke, hvad han skulde tro derom, fordi nogen sagde, Johannes var staaet op af Døde,
nogen at Elias havde vist sig, andre at en af de gamle Profeter var opstaaet.
Johannes har jeg halshugget, sagde Herodes, hvem er da han, som jeg hører dette om? Og han søgte at faa ham at se.
Saa vendte Apostlene tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde udrettet. Og han tog dem saa med sig og trak sig tilbage for sig selv til en By, der hedder Betsaida.
Men da de forsamlede Skarer fik det at vide, fulgte de efter ham. Og han tog imod dem og talte til dem om Gudsriget. Og dem, der trængte til Lægedom, helbredte han.
Men Dagen begyndte at helde, og saa kom de tolv og sagde til ham: Opløs Forsamlingen, for at de kan gaa hen til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Husly og noget at leve af. For her er vi paa et øde Sted.
Han sagde til dem: Giv I dem at spise. Men de sagde: Vi har ikke mere end fem Brød og to Fiske — hvis vi da ikke skal gaa hen og købe Mad til hele dette Folk.
De var henved fem tusinde Mænd. Saa sagde han til sine Lærlinge: Faa dem til at sætte sig i Klynger paa halvhundrede.
Det gjorde de saa og fik dem alle til at sætte sig.
Saa tog han de fem Brød og de to Fiske, saa op til Himlen og velsignede dem og delte dem og gav Lærlingene dem til at lægge for Forsamhngen.
Og de spiste og blev alle mætte, og det, som de fik tilovers af Delene, blev taget bort, tolv Kurve fulde.
Mens han holdt Bøn, var hans Lærlinge ene sammen med ham, og han spurgte dem saa: Hvem siger Folkeskarerne, at jeg er?
De svarede: Johannes Døber, andre siger Elias, andre igen, at en af de gamle Profeter er opstaaet.
End I da, sagde han til dem, hvem siger I, at jeg er? Saa svarede Peter: Guds Salvede.
Men han forbød dem strengt at sige det til nogen
og sagde, at Menneskesønnen maatte lide meget og blive vraget af de Ældste og Ypperstepræsteskabet og de skriftlærde og slaaet ihjel og opstaa paa den tredje Dag.
Til alle sagde han: Om nogen vil slutte sig til mig, saa maa han se bort fra sig selv og løfte sit Kors Dag for Dag og følge mig.
For den, der gerne vil redde sit Liv, sætter det til; men den, der sætter sit Liv til for min Skyld, han redder det.
Ja hvad nytter det et Menneske, at han har vundet al Verden, men mistet sig selv helt eller halvt.
For den, der skammer sig ved mig og ved mine Ord, ham vil Menneskesønnen skamme sig ved, naar han kommer i sin og sin Faders og de hellige Engles Højhed og Herlighed.
Men jeg siger jer forvist: Der er nogen af dem, her staar, som ikke skal lide Døden, før de ser Gudsriget.
Efter dette Ordskifte, omtrent otte Dage senere, tog han Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa et Bjerg for at holde Bøn.
Og alt, som han bad, fik hans Ansigt et nyt Udseende, og hans Klædning blev blændende hvid.
Og med et var der to Mænd, der talte med ham. Det var Moses og Elias,
som lod sig se i Glans og Herlighed og sagde, hvilket Endeligt der ventede ham i Jerusalem.
Peter og de andre med ham var overvældede af Søvnighed; men da de blev vaagne, saa de hans Herlighed og de to Mænd staaende hos ham.
Idet de saa skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: Mester, det er godt, at vi er her. Skal vi saa ikke bygge tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias — han vidste ikke, hvad han sagde.
Og mens han sagde det, kom der en Sky og hyllede dem i sin Skygge. Men de blev bange, da de kom ind i Skyen.
Og saa lød der en Røst ud fra Skyen, som sagde: Det er min Søn den udvalgte. Hør ham!
Saa i det samme, som Røsten lød, saas Jesus der alene. Men de tav stille med det og meddelte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
Da de den næste Dag gik ned af Bjerget, kom der dem en stor Forsamling imøde
og ud fra Forsamlingen en Mand, som raabte: Lærer, jeg beder dig, se til min Søn; for han er mit eneste Barn, og ret som det er,
tager en ond Aand ham, og pludselig skriger han, og saa ryster den ham, saa han fraader, og vil næsten ikke holde op med at mishandle ham.
Og jeg bad dine Lærlinge om at drive den ud; men de kunde ikke.
Jesus svarede: Aa du vantro og vanartede Slægt, hvor længe skal jeg være hos jer og finde mig i jer! Før din Søn herhen.
Endnu mens han kom frem, sled den onde Aand i ham og gennemrystede ham. Men Jesus forbød den vanhellige Aand det og helbredte Drengen og gav ham saa til hans Fader.
Men alle var ude af sig selv af Forundring over Guds Storhed.
Mens nu alle undrede sig over alt, hvad han gjorde, sagde han til sine Lærlinge: Lad disse Ord trænge ind i jeres Øren: Nu skal Menneskesønnen gives i Menneskers Vold.
Men det, han der sagde, fattede de ikke, og det var dem saa uigennemtrængeligt, at det ikke var til at faa noget ud af, og at spørge ham ud om det Ord, vovede de ikke.
Det Spørgsmaal opkom imellem dem, hvem af dem der vel var den største.
Men Jesus, som vidste, at det Spørgsmaal rørte sig i deres Hjerte, tog et lille Barn og stillede det hen hos sig,
og saa sagde han til dem: Naar nogen tager imod det Barn som mit, saa er det mig, han tager imod. Og om nogen tager imod mig, saa er det den, som sendte mig, han tage' imod. For den allermindste iblandt jer, han er stor.
Mester, sagde Johannes da, vi saa en uddrive Aander med dit Navns Nævnelse, og det hindrede vi ham i, fordi han ikke følger os.
Men Jesus sagde til ham: Det skal I ikke hindre. For den, som ikke er imod jer, er paa jeres Side.
Selv holdt han sig, da Tiden til hans Hjemfærd stundede til, Jerusalem fast for Øje som sin Rejses Maal.
Og forud for sig sendte han sine Bud. Og paa Vejen kom de til en Samariterby for at forberede hans Komme.
Men de tog ikke imod ham, fordi Jerusalem var Maalet for hans Rejse.
Da Lærlingene Jakob og Johannes mærkede det, sagde de: Herre, vil du, at vi skal byde Flamme fare ned fra Himlen og fælde dem?
Men han vendte sig om og forbød dem det.
Og saa drog de til en anden Landsby.
Mens de vandrede paa Vejen, var der en, der sagde til ham: Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.
Saa sagde Jesus til ham: Rævene har Huler og Himlens Fugle Reder. Menneskesønnen har ikke den Plet, hvor han kan lægge sit Hoved til Hvile.
En anden sagde han til: Følg mig. Han sagde: Giv mig først Lov til at gaa hen og begrave min Fader.
Han sagde til ham: Lad de døde om at begrave deres døde. Gaa du hen og forkynd Gudsriget.
Saa var der igen en anden, der sagde: Jeg vil følge dig Herre, men lad mig først faa Lov til at sige dem Farvel derhjemme.
Jesus sagde til ham: Ingen, der lægger Haanden paa Ploven og saa ser sig tilbage, egner sig vel for Gudsriget.
Sidenefter udpegede Herren ogsaa halvfjerdsindstyve andre og sendte dem to og to forud for sig til hver Stad og hver Plet, hvor han selv vilde komme.
Høsten er stor, sagde han til dem, og Arbejderne faa, saa I kommer til at bede ham, som har for Høsten at raade, om at sende Arbejdsfolk ud til sin Høst.
Saa gaa da! Ser I, jeg sender jer som Lam midt iblandt Ulve.
I skal ikke have Pung eller Pose eller Fodtøj at bære paa. Og hils ikke paa nogen undervejs.
Naar I kommer ind i et Hus, skal I altid først sige: Fred med dette Hus!
Er der saa nogen med Sans for Fred, saa skal jeres Fred hvile over ham. Hvis ikke kommer den tilbage over jer selv.
I det samme Hus skal I blive og spise og drikke, hvad de har at byde. For Arbejderen er sin Løn værd. Gaa ikke af det ene Hus i det andet.
Og hvor I kommer til en By, og de tager imod jer, der skal I spise, hvad man sætter for jer,
og helbrede de syge der og sige til dem: Gudsriget er jer nær.
Men hvor I kommer til en By, og de ikke tager imod jer, der skal I gaa ud paa Gaden og sige:
Om det saa er Støvet af jeres By, som hænger ved vore Fødder, saa stryger vi det af os til jer, men det skal I vide, at Gudsriget er nær.
Paa den Dag, siger jeg jer, staar det taaleligere til med Sodoma end med den By.
Ve dig Korasin! Ve dig Betsaida! For hvis de vældige Gerninger, som er skete i jer, var skete i Tyros og Sidon, saa vilde de for længe siden have omvendt sig siddende hyllet i Sæk og Aske.
Men det vil gaa Tyros og Sidon taaleligere end jer, naar Dommen fældes.
Og du Kafarnautn! du til Himlen ophøjede. Lige til Dødsriget skal du nedsænkes.
Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig. Men den som foragter mig, foragter den, som har sendt mig.
Saa kom de halvfjerds glade tilbage igen og fortalte: Herre, selv de onde Aander maa, naar det er i dit Navn, bøje sig for os.
Men han sagde til dem: Jeg saa derpaa, at Satan styrtede som et Lyn ned fra Himlen.
Nu har jeg givet jer Fuldmagt til at træde over Slanger og Skorpioner og underlagt jer al Fjendens Vælde. Og der er ikke det, der kan gøre jer Skade.
Men det er ikke det, I skal glæde jer over, at de onde Aander maa bøje sig for jer. Glæd jer over, at jeres Navne er opskrevne i Himlene.
I den samme Stund udbrød han jublende glad i Helligaanden: Jeg priser dig, Fader, Himlens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og kløgtige Folk, men aabenbaret det for Smaabørn. Ja, Alfader! Det var din Lyst, at det saa skulde være.
Og saa vendte han sig til Lærlingene og sagde: Alt er overdraget mig af min Fader, og der er ingen anden end Faderen, der ved, hvem Sønnen er, og hvem Faderen er, ved ingen anden end Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det for.
Og afsides vendte han sig til Lærlingene og sagde: Lyksalige er de Øjne, som ser, hvad I ser.
For jeg siger jer, at mange Profeter og Konger vilde gerne have set, hvad I ser, men fik det ikke at se, og hørt det, I hører, men fik det ikke at høre.
I det samme kommer der en lovlærd, og han traadte frem og vilde prøve ham: Lærer, sagde han, hvad skal jeg gøre og arve derved et evigt Liv?
Han sagde til ham: Hvad staar der i Loven? Hvad læser du der?
Han svarede: Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med alt, hvad din Sjæl, din Styrke og din Tanke formaar, og din Næste som dig selv.
Han sagde til ham: Det var ret nok svaret. Gør det, saa skal du leve.
Da han nu gerne vilde holde paa sin Ret, sagde han til Jesus: Hvem er saa min Næste?
Jesus tog Spørgsmaalet op og sagde: Der var en Mand, der rejste fra Jerusalem til Jeriko, og saa blev han overfaldet af Røvere, som trak Klæderne af ham, slog ham tilmed og gik bort og efterlod ham halvdød.
Samtidig kom en Præst ad den samme Vej, og han saa ham, men gik forbi.
Ligesaa kom en Levit til Stedet, gik hen og saa ham og gik forbi.
Men der var en Samariter, som paa sin Vej kom der henad til ham og følte Medlidenhed ved at se ham.
Og saa gik han hen og forbandt hans Saar og gød Olie og Vin derpaa og løftede ham op paa sit eget Lastdyr og bragte ham til et Værtshus og sørgede for ham.
Den næste Morgen tog han to Denarer frem og gav Værten og sagde: Sørg godt for ham, og hvad du ellers kommer til at lægge ud, skal jeg godtgøre dig, naar jeg kommer igen.
Hvem af disse tre synes du nu var bleven hans Næste, som blev overfalden af Røverne?
Han sagde: Den som handlede barmhjertigt imod ham. Saa gaa du hen og gør ligesaa, sagde Jesus til ham.
Paa deres Vandringer kom han engang til en Landsby, og en Kone, som hed Marta tog imod ham i sit Hjem.
Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens Fødder og lyttede til hans Ord.
Men Marta var stærkt optagen af saa megen Opvartning. Saa kom hun hen og sagde: Herre, bryder du dig slet ikke om, at min Søster har ladt mig være ene om Opvartningen. Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.
Marta, Marta! svarede Herren hende, du gør dig Ulejlighed og Uro med saa mange Ting.
Der er kun et, der er nødvendigt. Maria har valgt den gode Del, og den skal ikke tages fra hende.
Engang, da han dvælede paa et Sted, hvor han holdt Bøn, var der, da han holdt op, en af hans Lærlinge, der sagde til ham: Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine Lærlinge det.
Saa sagde han til dem: Naar I beder, skal I sige: Fader, lad dit Navn blive helliget. Lad dit Rige komme.
Giv os vort daglige Brød Dag for Dag.
Og tilgiv os vore Synder, for ogsaa vi eftergiver enhver, som er os noget skyldig. Og før os ikke ind i Fristelse.
Hvem af jer, sagde han til dem, har en Ven og kommer til ham midt om Natten og siger til ham: Kære Ven, laan mig tre Brød.
For en Ven af mig er kommet vejfarende til mig, og jeg har ikke noget at byde ham —
og faar saa det Svar af den anden derinde: Gør mig ikke Ulejlighed. Døren er allerede lukket, og mine Børn er lige saa vel som jeg selv gaaet i Seng. Jeg kan ikke staa op og give dig noget.
Jeg siger jer: Staar han ikke op, fordi han er gode Venner med ham, saa lader han sig drive op af hans Paatrængenhed og giver ham alt det, han har Brug for.
Saa siger ogsaa jeg til jer: Bed, saa skal I faa. Søg, saa skal I finde. Bank paa, saa bliver der lukket op for jer.
For hver den, der beder, han faar, og den, der søger, han finder, og den, der banker paa, bliver der lukket op for.
Hvilken Fader blandt jer vilde vel række sin Søn en Sten, naar han beder om Brød, eller, naar han beder om en Fisk, istedetfor en Fisk en Hugorm,
eller, naar han beder om et Fugleæg, en Skorpion?
Naar da I, onde som I er, véd at give jeres Børn gode Gaver, hvor meget snarere vil saa ikke Faderen af Himlen give dem Helligaanden, som beder ham derom?
Saa var han ved at drive en ond Aand ud, og den var stum, og da den onde Aand var faret ud, talte den stumme. Og den forsamlede Mængde undrede sig derover
Men somme af dem sagde: Det er ved Beelsebul, de onde Aanders Fyrste, han driver de onde Aander ud.
Andre fristede ham ved at kræve Tegn fra Himlen af ham.
Men han vidste godt, hvad der rørte sig i deres Tanker, og sagde til dem: Hvert Rige, som er i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus.
Er nu ogsaa Satan kommen i Strid med sig selv, hvor kan da hans Rige bestaa? For I siger jo, at det er med Beelsebul, jeg driver de onde Aander ud.
Og er det med Beelsebul, jeg driver de onde Aander ud, med hvem er det da, jeres Sønner gør det? Derfor skal de blive jeres Dommere.
Men hvis det er med Guds Finger, jeg driver de onde Aander ud, saa er jo Gudsriget naaet hid til jer.
Naar den stærke fuldt rustet værger sin Gaard, saa bliver det, han har, i Fred.
Men saa snart som en, der er stærkere endnu, kommer til og overvinder ham, saa tager han hans Rustning, som han satte sin Lid til, og uddeler det fra ham erobrede Bytte.
Den, som ikke er med mig, er imod mig, og den, som ikke samler med mig, han spreder.
Naar den vanhellige Aand forlader et Menneske, færdes den gennem vandløse Egne og søger Hvile og siger saa, naar den ikke finder det: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg kom fra.
Og naar den saa kommer, finder den det fejet og fint i Stand.
Saa gaar den hen og tager syv andre Aander med, der er værre end den selv, og de kommer ind og bosætter sig der. Og saa bliver det Menneskes Kaar værre sidst end først.
I det samme som han sagde dette, raabte en Kvinde ud fra Forsamlingen til ham: Lyksalig den som bar dig under Hjertet og lod dig die sine Bryster!
Han sagde: Ja, lyksalige de, som hører Gudsordet og gemmer det vel!
Som nu Folk i Skarevis strømmede sammen, tog han paa at sige: Denne Slægt er en ond Slægt; Tegn kræver den, men andet Tegn skal den ikke faa end Jonastegnet.
For ligesom Jonas blev Niniviterne et Tegn, saadan skal Menneskesønnen blive det for denne Slægt.
Dronningen af Sønderled skal rejse sig, naar Dommen fældes, sammen med denne Slægts Mænd og fælde deres Dom, fordi hun kom fra Jordens yderste Grænser for at lytte til Salomons Visdom. Og ser I — her er det, som mere er end Salomon.
Niniviter skal rejse sig, naar Dommen fældes, sammen med denne Slægt og fælde dens Dom. For de omvendte sig til, hvad Jonas forkyndte, og ser I -- her er det, som mere er end Jonas.
Ingen tænder Lys og sætter det saa ned i Kælderen eller under Skæppen — nej paa Stagen, for at de, der kommer ind, kan se det skinne.
Legemets Lyskilde er dit Øje. Naar dit Øje er ærligt, er ogsaa hele din Skikkelse klar. Men saa snart som det er ondt, ligger ogsaa hele din Skikkelse i Skygge.
Saa se dig da for, om Lyset i dig ikke er Skygge.
Er da hele din Skikkelse klar og ingen Del deraf i Skygge, saa skal den helt og holdent være saa klar, som naar Lyset skinner paa dig med Lynildsglands.
Som han stod og talte, beder en Farisær ham om at spise til Middag hos sig. Han kom da ind og gik til Bords.
Men Farisæeren undrede sig ved at se, at han ikke vaskede sig først inden Maaltidet.
Saa sagde Herren til ham: Nu vel da I Farisæere! Udvortes renser I Bæger og Fad, men indvortes er I fulde af Rov og Ondskab.
Daarer! Mon ikke den samme, som har skabt det udvortes, ogsaa har skabt det indvortes?
Giv I kun af Barmhjertighed det bort, som er deri, saa skal I se, er alting rent for jer.
Men ve jer I Farisæere! Fordi I giver Tiende af Mynte og Rude og hver eneste Køkkenurt, men at gøre Ret og Skel og elske Gud lader I ligge. Det ene burde gøres, det andet ikke forsømmes.
Ve jer, I Farisæere! fordi I holder saa meget af at føre Forsædet i Synagogerne og lade jer hilse paa Torvet.
Ve jer! fordi I er som ukendelige Grave, og Folk, som gaar hen over dem, véd ikke af det.
En af de lovlærde tog til Genmæle og sagde til ham: Lærer, ved at sige det krænker du os med.
Han sagde: Ogsaa jer, I lovlærde! Ve jer! fordi I læsser Byrder paa Menneskene, tunge at bære, og selv rører I ikke Byrderne med en Finger.
Ve jer! fordi I bygger Profeternes Grave. Og det var jeres Fædre, der slog dem ihjel.
Saa er I jo Vidner og samtykker i jeres Fædres Gerninger. For de slog dem ihjel, og I bygger.
Derfor har ogsaa Guds Visdom sagt: Jeg sender til dem Profeter og Apostle, og saa skal de for Fode slaa ihjel og jage bort.
For Gengældelsen for alle Profeternes Blod, som fra Verdens Skabelse er udøst, skal ramme denne Slægt
lige fra Abels Blod til Sakarias' Blod, han som blev myrdet mellem Altret og Tempelhuset. Ja jeg siger jer det: Gengældelsen skal ramme denne Slægt.
Ve jer I lovlærde! fordi I har taget Kundskabsnøglen. Selv er I ikke gaaet ind, og dem, som kommer og vil ind, har I hindret deri.
Da han saa drog bort derfra, begyndte de Skriftlærde og Farisæerne at trænge stærkt ind paa ham og faa ham til at udtale sig om adskilligt
og lægge Snarer for at opsnappe noget af hans Mund.
Da midt under alt dette Folkemængdens mange Tusinder trængte sig sammen, saa de var ved at træde paa hverandre, tog han paa at sige først til sine Lærlinge: Tag jer i Agt for Farisæernes Surdejg, som ikke er andet end Hykleri.
Men der er ingenting, der holdes saa hemmeligt, at det jo skal komme for Dagen, og saa vel skjult, at det jo skal blive vitterligt.
Tværtimod, engang skal alt det høres, naar det er lyst, som I sagde, mens det var mørkt, og det raabes ud fra Tagene, som I hviskede om i Kamrene.
Men jer mine Venner siger jeg: I skal ikke ræddes for dem, der slaar Legemet ihjel, men saa har de ikke mere, de kan gøre.
Jeg skal vise jer, hvem I skal ræddes for. I skal ræddes for ham, som efter at have slaaet ihjel har Fuldmagt til at kaste i Gehenna. Ja ham, siger jeg jer, skal I være bange for.
Sælges ikke fem Spurve for to Smaaskillinger, og ikke en af dem er glemt hos Gud.
Ja endog alle Haarene paa jeres Hoved er talte. I skal ikke være bange; I gælder mer end mange Spurve.
Men det siger jeg jer: Hver den, som kendes ved mig overfor Menneskene, ham vil ogsaa Menneskesønnen kendes ved for Guds Engle.
Men den, som har nægtet at kendes ved mig overfor Menneskene, ham er der ingen, der kendes ved for Guds Engle.
Og hver den, som bruger Mund mod Menneskesønnen, faar Tilgivelse derfor. Men den, som spotter Helligaanden, tilgives det ikke.
Naar de fører jer frem for Synagogerne og de raadende og de styrende, saa skal I ikke tage jer nær, hvordan I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige.
For Helligaanden vil i den samme Stund lære jer, hvad der skal siges.
En af Forsamlingen sagde til ham: Lærer, sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig.
Menneske dog, sagde han saa til ham: Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?
Pas paa, sagde han til dem, og vogt jer for Pengegriskhed. For ingen behøver at have til Overflod for at leve af det, han har.
Saa fortalte han dem en Lignelse: Der var en rig Mand, sagde han. Hans Ejendom havde givet godt Udbytte,
og saa overvejede han med sig selv: Hvad skal jeg gøre; for jeg har ikke Plads til at faa min Avl i Hus?
Det vil jeg gøre, sagde han saa: Jeg bryder mine Forraadskamre ned og bygger dem større; og saa samler jeg ind der alt, hvad jeg har avlet, og mine gode Sager.
Og saa siger jeg til mig selv: Der har du mange gode Sager liggende, du — til mange Aar. Slaa dig nu til Ro. Spis, drik og vær glad.
Daare! sagde Gud til ham. I denne Nat kræves dit Liv af dig. Hvem skal saa have det, du har opsamlet?
Saadan gaar det med den, der samler sig Skatte, men uden at blive rig i sit Forhold til Gud.
Til sine Lærlinge sagde han: Derfor siger jeg jer: I skal ikke tage jer det nær for Livet, hvad I skal faa at spise, eller for Legemet, hvad I skal klæde jer i.
Livet er mere end Føden og Legemet mere end Klæderne.
Læg Mærke til Kragerne. De hverken saar eller høster og har hverken Kornkammer eller Kælder. Men Gud føder dem. Hvor langt gaar I ikke forud for Fuglene?
Og hvem af jer kan, om han end tager sig det aldrig saa nær, føje en Alen til sit Levnedsløb?
Naar I da ikke formaar det mindste, hvorfor tager I jer det da saa nær med det øvrige?
Læg Mærke til Liljerne, hvordan de hverken spinder eller væver; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin Pragt var saa vel klædt som en af dem.
Naar da ude paa Marken de Urter, som er der idag og kastes i Ovnen imorgen, saadan klædes op af Gud — hvor meget mere da ikke I, ringe som I er til at tro!
I skal hellerikke se jer om efter, hvad I skal spise eller drikke, og ikke gaa og svæve i Uvished.
Alt det er jo, hvad Verdens Folkefærd jager efter. Men jeres Fader ved godt, at I behøver de Ting,
Nej søg hans Rige, saa faar I det andet i Tilgift.
Ræddes ikke du lille Hjord, for jeres Fader har faaet Lyst til at give jer Riget.
Sælg hvad I har, og gør godt med det. Gem Penge hen, som ikke bliver for gamle, en uudtømmelig Rigdom i Himlene, der hvor Tyvehaand ikke naar, og Møl ikke ødelægger.
For hvor I har jeres Rigdom, der har i ogsaa jeres Hjerte.
I Arbejdsdragt maa I være og med Lysene tændte
og I selv at ligne ved Folk, som venter deres Herre, naar han bryder op fra Bryllupsfesten, for at de straks kan lukke op for ham, naar han kommer og banker paa.
De har gjort deres Lykke, de Tjenestefolk, som Herren finder vaagende, naar han kommer. Sandelig siger jeg jer, at han vil klæde sig i Arbejdsdragt og lade dem gaa tilbords og selv gaa for Borde og tjene dem.
Og hvad enten det er i den anden eller tredje Nattevagt, han kommer og finder det saa, da er deres Lykke gjort.
Men det kan I nok forstaa, at vidste Manden i Huset, naar det er Tyvens Tid til at komme, saa vilde han vel holde Vagt og ikke lade Indbrud ske i sit Hus.
Saa hold da ogsaa I jer rede. For Menneskesønnen kommer til den Tid, I ikke tænker jer.
Peter sagde til ham: Er det til os, du siger den Lignelse, eller lige saa vel til alle?
Saa sagde Herren: Hvem er vel den tro Husholder, den forstandige, som Herren vil sætte over sin Husstand for at uddele Føde ret tilmaalt i rette Tid?
Lykkelig den Tjener, hvis Herre, naar han kommer, finder, at han gør saa!
Sandelig siger jeg jer, at han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.
Men hvis den Tjener siger ved sig selv: Det varer længe, inden min Herre kommer, og han saa begynder paa at slaa Karlene og Pigerne og dertil spise og drikke og drikke sig fuld,
saa kommer den Tjeners Herre den Dag, han ikke venter det, og i den Stund, han ikke ved, og — — og lader ham dele Kaar med de utro.
Og den Tjener, som har vidst sin Herres Vilje, men ikke har lavet til og ingenting gjort af det, han vilde, faar mange Stokkeslag.
Men den, som ikke har vidst Besked, men gjort, hvad han fortjener Prygl for, faar faa Slag. Enhver, hvem meget er givet, af ham vil man have meget, og af den, som meget er betroet til, vil der blive krævet saameget mere.
Ild er jeg kommen for at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg ønske, den alt stod i Brand!
Men en Daab har jeg at døbes med, og hvor 'ængstes jeg derfor, indtil det er overstaaet.
Mener I, at jeg er kommen for at give Fred paa Jorden? Nej tværtimod Ufred, siger jeg jer.
For fra nu af skal fem i et Hus være i Ufred med hverandre. Tre mod to og to mod tre skal staa hinanden imod,
Fader mod Søn og Søn mod Fader, Moder mod Datter og Datter mod Moder, Svigermoder mod sin Sønnekone og Sønnekone mod sin Svigermoder.
Saa sagde han ogsaa til den forsamlede Mængde: Naar I ser en Sky hæve sig ved Solnedgang, saa sige I straks. Der kommer Regn. Og det slaar til.
Og naar I ser, det er Søndenvind, siger I: det bliver varmt. Og det bliver det.
Hyklere! Jordens og Himlens Udseende forstaar I jer paa, men hvor lidt forstaar I jer paa den Tid, der er inde?
Hvorfor dømmer I ikke af jer selv, hvad Ret er?
For mens du er paa Vej med din Modpart for Øvrigheden, skulde du gøre dig Umage for undervejs at blive forligt med ham, for at han ikke skal slæbe dig for Dommeren og Dommeren overlade dig til Fangevogteren og Fangevogteren kaste dig i Fængsel.
Du slipper ikke ud igen, siger jeg dig, før du betaler den sidste Skilling.
Ved den samme Tid var der nogen tilstede, som bragte ham Bud om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer.
Og saa svarede han dem: Tror I, de Galilæere havde gjort sig til Syndere fremfor alle andre Galilæere, siden de maatte lide det?
Nej, siger jeg jer, men hvis I ikke omvender jer, vil I alle omkomme lige saa.
Eller de atten, som Taarnet i Siloam styrtede ned paa og slog ihjel — mener I, de have gjort sig mere skyldige end alle andre Mennesker, der bor i Jerusalem?
Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke omvender jer, vil I alle omkomme ligesom de.
Saa fortalte han denne Lignelse: Der var en, der havde et Figentræ plantet i sin Vingaard, og han kom og søgte efter Frugt paa det men fandt ingen.
Saa sagde han til Vingaardsmanden: Se nu er det det tredje Aar, jeg kommer og søger efter Frugt paa det Figentræ men finder ingenting. Ryd det bort, hvorfor skal det ogsaa gøre Jorden ørkesløs?
Herre, svarer han ham saa, lad det staa endnu iaar, til jeg faer gravet om det og gødet,
om det dog ikke skulde bære Frugt næste Aar. Sker det ikke, rydder du det.
Som han var i Færd med at undervise i en af Synagogerne paa Sabbaten,
træffer det sig, at der er en Kvinde, som i atten Aar havde haft en Svaghedsaand, og hun var krumbøjet og kunde aldeles ikke rette sig.
Da Jesus saa hende, kaldte han ad hende og sagde til hende: Du er udløst af din Svaghed.
Saa lagde han Hænderne paa hende, og lige straks rettede hun sig op og priste Gud.
Men Synagogeforstanderen, som var misfornøjet med, at Jesus helbredte paa Sabbaten, gjorde Indsigelse og sagde til Forsamlingen: Der er seks Arbejdsdage, paa dem kan I jo komme og lade jer helbrede og ikke, naar det er Sabbatsdag.
Men Herren svarede ham: Hyklere! Løser ikke enhver af jer sin Ko og sit Æsel fra Krybben og trækker dem tilvands paa Sabbaten.
Og denne, en Datter af Abraham, som Satan har bundet — tænk i atten Aar — skulde hun ikke løses af det Baand paa Sabbaten.
Da han sagde det, maatte alle hans Modstandere skamme sig, og hele Forsamlingen frydede sig over alle de herlige Gerninger, der var hans Værk.
Ja hvad ligner Gudsriget da, sagde han, og hvad skal jeg sammenligne det med?
Det ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og saaede i sin Have, og saa voksede det op og blev til et Træ, og Himlens Fugle byggede Rede i dets Grene.
Og saa sagde han igen: Hvad skal jeg sammenligne Gudsriget med?
Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lod det blive helt borte i Maal Mel, indtil det hele blev syret.
Saa drog han fra Stad til Stad og fra Landsby til Landsby, og Rejsens Maal var Jerusalem.
Og saa var der en, der spurgte ham: Herre, er der kun faa, der bliver frelste?
Kæmp for at komme ind ad den snævre Port, sagde han da til dem. For der er mange, siger jeg jer, som vil prøve paa at komme ind, men kan ikke.
Naar Husets Herre har rejst sig og lukket Døren, og I saa først begynder at staa udenfor og banke paa Døren og sige: Herre! luk op for os! og han svarer jer; Jeg ved ikke, hvor I er fra.
Saa tager I paa at sige: Vi har spist og drukket i din Nærværelse, og du har undervist paa vore Gader.
Men han vil sige: Jeg ved ikke, hvor I er fra, det siger jeg jer. Bort fra mig med jer alle, som ikke har noget ærligt for.
Der er det, der vil fældes Taarer og skærer Tænder, naar I ser Abraham og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige men jer selv sat udenfor.
Og de skal komme fra Øst og Vest og Nord og Syd og gaa til Bords i Guds Rige.
Men ser I, der er somme af de sidste, der skal komme med først, og somme af de første sidst.
I den samme Stund kom der Farisæere derhen og sagde til ham: Gaa bort og drag herfra, for Herodes vil slaa dig ihjel.
Men han sagde til dem: Gaa hen og sig til den Ræv: Se jeg uddriver Aander og gør, hvad jeg skal have gjort af Helbredelser idag og imorgen, og den tredie Dag staar jeg ved Maalet.
Men rejse maa jeg baade idag og imorgen og den tredje Dag med. For det gaar ikke an, at en Profet lider Døden udenfor Jerusalem.
Jerusalem! Jerusalem! Du som dræber Profeterne og stener dem, som havde Ærende til dig. Hvor tidt har jeg ikke gerne villet samle dine Børn, ligesom Hønen samler sine Kyllinger under Vingerne. Men I vilde ikke.
Ser I, nu skal I faa jeres Hus for jer selv. I skal ikke faa mig at se, det siger jeg jer, før den Tid kommer, da I siger: Velsignet den, som kommer, i Herrens Navn!
Engang da han kom ind i en af de overordnede Farisæeres Hus for at holde Maaltid paa en Sabbat, lurede de paa ham.
Og saa ser han en vandsottig Mand lige for sig.
Jesus rettede saa det Spørgsmaal til de lovlærde og Færisæerne: Har man Lov til at helbrede paa Sabbaten eller ej.
Men de tav stille. Saa drog han ham til sig og helbredte ham og lod ham gaa igen.
Og saa rettede han det Spørgsmaal til dem: Er der nogen af jer, hvis Søn eller Ko falder i en Brønd, og han rejser dem ikke straks op paa en Sabbatsdag?
Og de kunde ikke svare ham derpaa.
Saa fortalte han de budne en Lignelse, da han lagde Mærke til, hvordan de udsøgte sig de øverste Pladser:
Naar du bliver indbudt af nogen til Gæstebud, sagde han til dem, saa skal du ikke slaa dig ned paa den øverste Plads, for at ikke en, der er mere anselig end du, skulde være buden af ham,
og den, som har indbudt dig og ham, skal komme og sige til dig: Giv Plads for ham her, og du saa med Skam skulde komme til at begynde med den nederste Plads.
Men naar du er indbudt, saa gaa hen og sæt dig paa den nederste Plads, for at den, som har indbudt dig, naar han kommer, skal sige: Kære Ven, sæt dig højere op. Saa faar du Ære af det overfor alle dem, der er med dig til Bords.
For enhver, der ophøjer sig selv, bliver ydmyget. Men den, der ydmyger sig selv, bliver ophøjet.
Saa sagde han ogsaa til den, der havde indbudt ham: Naar du holder Middags- eller Aftenselskab, saa skal du ikke kalde ad dine Venner, hellerikke ad dine Brødre eller Frænder eller rige Naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen til Gengæld.
Nej, naar du holder Gæstebud, saa indbyd fattige, vanføre, halte og blinde.
Saa skal det være din Lykke, at de ingenting har at gøre Gengæld med. Det skal gengældes dig i de frommes Opstandelse.
En af Bordgæsterne sagde til ham, da han hørte dette: Lyksalig den, som holder Maaltid i Gudsriget.
Saa sagde han til ham: Der var en Mand, der gjorde et stort Gilde og indbød mange.
Og han sendte sin Træl ud, da Gildet skulde staa, for at sige til de budne: Kommer I saa, for nu er det færdigt?
Men saa begyndte de alle som en at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Ejendom, og jeg maa nødvendigvis ud at se den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt.
Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og er lige paa Vej hen at prøve dem. Jeg beder dig: hav mig undskyldt.
Og en anden igen sagde: Jeg har taget mig en Hustru, og derfor kan jeg ikke komme.
Saa kom Trællen og meldte sin Herre dette. Da blev Husbonden vred og sagde til sin Træl: Skynd dig ud paa Byens Gader og Stræder, og før herind de fattige og vanføre og blinde og halte.
Herre, nu er det sket, som du befalede, sagde saa Trællen. Men der er Plads endnu.
Saa sagde Herren til Trællen: Gaa ud paa Veje og Vænger og nød Folk til at komme ind, for at mit Hus kan blive fuldt.
For jeg siger jer, at ingen af de Mænd, der var budne, skal komme til at smage mit Aftensmaaltid.
Saa fulgte Folk med ham paa Rejsen i store Skarer. Men saa vendte han sig om og sagde til dem:
Hvis nogen kommer til mig og gør sig ikke haard mod sin Fader og Moder, Hustru og Børn, Brødre og Søstre, ja mod sig selv med, saa kan han ikke være Lærling af mig.
Den, som ikke løfter sit Kors og følger mit Spor, kan ikke være Lærling af mig.
For hvem af jer, som vil bygge et Taarn, sætter sig ikke først ned og regner ud, hvad det koster, om han vel har Raad til at fuldføre det.
For at ikke alle de, der ser derpaa, skal gøre Nar ad ham, naar han har lagt Grunden men ikke kan magte at føre det igennem,
og sige: den Mand begyndte paa at bygge men kunde ikke magte at føre det igennem?
Eller hvilken Konge, som drager ud for at føre Krig Med en anden Konge, sætter sig ikke først ned og raadslaar, om han er i Stand til at gaa imod den med titusinde, som kommer over ham med tyvetusinde?
Er han ikke det, saa sender han Bud, mens den anden endnu er langt borte, og underhandler om Fred.
Saadan kan ingen af jer være Lærling af mig, uden at han giver Afkald paa alt, hvad hans er.
Salt er en god Ting. Men hvis Saltet hellerikke kan holde sig, hvad skal det saa gøres holdbart med?
Det duer hverken til Jord eller Gødning. Man kaster det bort. Den, som har Øre at høre med, han høre efter!
Alle Tolderne og de syndefulde Mennesker holdt sig til ham for at høre ham.
Og det tog Farisæerne og de Skriftlærde ham ilde op. Han omgaas slette Mennesker og holder Maaltid med dem, sagde de.
Saa fortalte han dem denne Lignelse:
Hvem af jer, som har hundrede Faar og mister et af dem, forlader ikke de nioghalvfems i Ørken og gaar efter det, der er blevet borte, lige til han finder det?
Og naar han har fundet det, tager han det med Glæde paa sine Skuldre.
Og naar han er kommen hjem, samler han Venner og Naboer og siger til dem: Nu skal I glæde jer med mig; for jeg fandt mit Faar igen, som var blevet borte.
Jeg siger jer, at saadan vil der blive mere Glæde i Himlen over én Synder, der omvender sig, end over nioghalvfems ulastelige, som ikke behøver at omvende sig.
Eller hvilken Kone, som har ti Drakmer, tænder ikke Lys, naar hun har tabt en Drakme, og fejer Huset og leder omhyggeligt, lige til hun finder den?
Og har hun fundet den, saa samler hun Veninder og Nabokoner og siger: Nu skal I glæde jer med mig; for jeg fandt den Drakme igen, som jeg havde tabt.
Saadan, siger jeg jer, bliver der Glæde blandt Guds Engle over en eneste Synder, som omvender sig.!
Saa sagde han: Der var en Mand, som havde to Sønner,
og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader, giv mig den Del af Pormuen, som tilfalder mig. Han delte saa Formuen imellem dem.
Og saa ikke ret længe efter samlede den yngste det hele sammen og rejste langt bort til et fremmed Land, og der satte han sin Formue overstyr i et vildt Levned.
Men da han havde sat det hele til, kom der en streng Hungersnød der i Landet, og han begyndte at lide Mangel.
Saa gik han hen og trængte sig paa hos en af Borgerne i Landet der, og han sendte ham ud paa sine Marker for at vogte Svin.
Og han maatte være glad ved at fylde Maven med de Bønner, Svinene aad af. Og der var ingen, der gav ham noget.
Men saa søgte han tilbunds i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere er der ikke hos min Fader, som har fuldt op af Brød, og jeg gaar her og sulter ihjel.
Nu bryder jeg op og rejser til min Fader, og saa siger jeg til ham: Fader, jeg har syndet mod Himlen og overfor dig.
Jeg fortjener ikke mere at kaldes din Søn. Lad mig faa det som en af dine Daglejere.
Saa brød han op og kom til sin Fader. Men, mens han endnu var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes over ham og kom løbende og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
Fader, sagde da Sønnen til ham, jeg har syndet mod Himlen og overfor dig. Jeg fortjener ikke niere at kaldes din Søn.
Men Faderen sagde til sine Folk: Kom herud med den ypperste Klædning, og giv ham den paa. Og giv ham en Fingerring paa Haanden og Sko paa Fødderne.
Og kom saa med Fedekalven og slagt den, saa skal vi spise og være glade.
For denne min Søn var død, men er levet op paany, var bleven borte, men er genfunden. Saa gav de sig hen til Munterhed.
Men hans ældste Søn var ude paa Marken, og da han kom i Nærheden af Huset, hørte han Musik og Dans.
Saa kaldte han paa en af Karlene og forhørte sig om, hvad der var paa Færde.
Din Broder er kommen hjem, sagde han til ham, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han fik ham rask hjem igen.
Saa blev han vred og vilde ikke gaa ind. Hans Fader gik da ud og vilde overtale ham.
Men han svarede sin Fader: Nu har jeg tjent dig i saa mange Aar, og aldrig har jeg overtraadt din Befaling, og mig har du aldrig givet et Kid, for at jeg kunde holde Munterhed med mine Venner.
Men din Søn der, som har fortæret din Ejendom sammen med Skøger — da han kom, saa slagtede du Fedekalven for ham.
Han siger til ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.
Men at denne din Broder var død, men levede op paany, var bleven borte, men blev funden igen, det burde være en Fryd og Glæde.
Han sagde ogsaa til sine Lærlinge: Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og han blev angivet for ham som en, der ødte hans Gods.
Og saa lod han ham kalde og sagde til ham: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg Regnskab for din Husholdning, for du kan ikke føre Husholdning længere.
Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, fordi min Herre tager Husholdningen fra mig? Grave kan jeg ikke, og at tigge skammer jeg mig ved.
Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at de skal give mig Ophold i deres Hjem, naar jeg bliver sat fra Husholdningen.
Saa kaldte han til sig hver især af dem, der skyldte hans Herre noget, og sagde til den første: Hvormeget skylder du min Herre?
Hundrede Lerfade Olie, sagde han. Saa sagde han: Her har du din Kontrakt, sæt dig ned i en Fart og skriv halvtreds.
Derpaa sagde han til en anden: Hvor meget er du skyldig? Hundrede Tønder Hvede, sagde han. Her har du din Kontrakt, siger han, skriv saa firsindstyve.
Og Herren gav den uærlige Husholder den Ros, at snildt havde han baaret sig ad. For denne Verdens Sønner er klogere end Lysets Sønner, naar det gælder deres egen Slægt.
Og det siger jeg jer ogsaa: Skaf jer Venner med den urette Mamon, for at de, naar det er forbi med den, skal huse jer i de evige Telte.
Den, som er tro i det mindste, er ogsaa tro i meget, og den som er uærlig i det mindste, er ogsaa uærlig i meget.
Naar I da ikke har været tro i den urette Mamon, hvem vil saa betro jer den rette.
Og naar I ikke har været tro i den, der var andres, hvem vil da give jer noget i Selveje?
Ingen Tjenestetyende kan tjene to Herrer. For han maa enten hade den ene og holde af den anden eller foretrække den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene Gud og Mamon.
Alt det hørte Farisæerne, som satte saa megen Pris paa Penge, og de drev Spot med ham.
Saa sagde han til dem: Det er jer, der vil gælde for ærlige Folk i Menneskenes Øjne. Men Gud kender jeres Hjerte og ved, at det, som er saa stort blandt Mennesker, er noget hæsligt for Gud.
Loven og Profterne rækker til Johannes, Derefter kommer Guds Rige med Glædesbud, og saa vil enhver derind med Vold og Magt.
Men lettere sker det, at Himlen og Jorden forgaar end, at en eneste Tøddel af Loven brister.
Hver den, som skille sig fra sin Hustru og gifter sig med en anden, øver Ægteskabsbrud. Og den, der gifter sig med en, der er skilt fra sin Mand, øver Ægteskabsbrud.
Der var engang en rig Mand. Han gik klædt i Purpur og fint Linned og levede højt hver Dag, saa det var en Lyst.
En fattig Mand, som hed Lasaros, blev lagt hen ved ham Dør plaget af Saar
og ønskende kun at mætte sig paa, hvad der faldt fra den riges Bord. Ja selv Hundene kom og slikked hans Saar.
Saa døde den fattige, og han blev af Englen henbaaren og lagt ved Abrahams Bryst. Den rige døde ogsaa og blev begravet,
og da han slog Øjnene op i Dødsriget stædt i Pinsler, fik han Øje paa Abraham langt borte og Lasaro, ved hans Bryst.
Og saa raabte han: Fader Abraham! Hav Medlidenhed med mig og send Lasaros hid, for at han kan dyppe Fingerspidsen i Vand og væde min Tunge. For jeg lider saadan i denne Lue.
Men Abraham sagde: Husk paa min Søn, at du har taget det gode forud i din Levetid og Lasaros ligesaa det onde. Men nu trøstes han her, og du lider.
Og foruden alt det er der et stort gabende Svælg urokkelig sat mellem os og jer, for at de, der gerne vil, ikke skal kunne komme herfra over til jer, ikke heller de derovre fra komme over til os.
Saa beder jeg dig om, Fader, sagde han, at du vil sende ham til mit Fædrenehjem —
for jeg har fem Brødre — for at vidne for dem, at dog ikke ogsaa de skal komme til dette Pinested.
Men Abraham siger: De har Moses og Profeterne. De faar høre dem.
Det gør de ikke, Fader Abraham, sagde han, men hvis der kom en til dem fra de døde, saa vilde de omvende sig.
Men han sagde til ham: Hvis de ikke hører Moses og Profeterne, saa vil de heller ikke lade sig bevæge, om en staar op fra de døde.
Til sine Lærlinge sagde han: Det kan ikke undgaas, at Menstød (Forargelse) maa komme. Men ve den, der volder det.
Han havde været bedre tjent med, om han var bleven kastet i Havet med en Møllesten om Halsen, end at han skulde menstøde (forarge) en af disse smaa.
Pas godt paa jer selv. Hvis din Broder synder imod dig, saa sæt ham i Rette, og hvis han fortryder det, saa tilgiv ham.
Og om han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange kommer igen til dig og siger: Jeg fortryder det — saa tilgiv ham altid.
Saa sagde Apostlene til ham: Giv os mere og mere Tro.
Hvis I havde Tro som et Sennepskorn, sagde Herren, saa kunde I sige til den Morbærfigen der: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og den skulde lyde jer.
Men hvem af jer, som har en Træl, der pløjer eller røgter Kvæg, siger vel, naar han kommer ind fra Marken: Kom nu straks og gaa tilbords.
Mon han ikke snarere vil sige til ham: Lav nu til, hvad jeg skal have til Aftensmad, og klæd dig saa paa dertil, og vart mig op, mens jeg spiser og drikker: Saa kan du bagefter spise og drikke.
Mon han vel er den Træl meget taknemlig, fordi han har gjort, hvad der var ham paalagt. Det tror jeg ikke.
Saadan skal ogsaa I, naar I har gjort alt, hvad der var jer paalagt, sige: Vi er Trælle, som ingenting duer til. Vi har ikke gjort andet end vor Pligt.
Paa Vejen til Jerusalem drog han frem midt imellem Samaria og Galilæa,
og da han kom ind i en Landsby, mødte han ti spedalske Mænd, som blev staaende langt borte
og gav sig til at raabe: Jesus, Læremester, forbarm dig over os.
Og da han saa dem, sagde han. Gaa hen og lad jer syne af Præsterne. Da de saa gik bort, blev de rensede.
Men en af dem vendte tilbage, da han saa, at han kom sig, og priste Gud højt og lydeligt,
og han kastede sig paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham. Og han var en Samariter.
Jesus svarede: Blev ikke de ti rene. Hvor er da de ni henne?
Var der ingen andre end denne fremmede, der vendte tilbage for at ære Gud?
Og saa sagde han til ham: Rejs dig og gaa saa. Din Tro har frelst dig.
Adspurgt af Farisæerne om, naar Gudsriget kom, svarede han dem: Gudsriget kommer ikke, saa man staar og ser derpaa.
Man skal hellerikke sige: Se hist eller se her! for ser I, Gudsriget er indeni jer.
Saa sagde han til Lærlingene: De Dage kommer, da I vilde ønske jer at se en eneste af Menneskesønnens Dage, men I faar den ikke at se.
Saa vil de sige til jer: Se hist, se her! Det skal I hverken gaa efter eller gribe efter.
For som Lynstraalen blusser op under den ene Ende af Himlen og blinker under den anden Ende af Himlen, saadan vil Menneskesønnen være paa sin Dag.
Men først maa han lide meget og miskendes af den nuværende Slægt.
Og ligesom det gik til i Noahs Tid, saadan skal det ogsaa blive i Menneskesønnens.
De spiste og drak og giftede sig lige til den Dag, da Noah gik ind i Arken. Saa kom Oversvømmelsen og gjorde det af med alle.
Ligesom det ogsaa gik til i Lots Tid: De spiste og drak, de købte og solgte, de plantede, og de byggede.
Men paa den Dag da Lot gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himlen og gjorde det af med alle.
Paa samme Vis vil det gaa paa den Dag, da Menneskesønnen aabenbares.
Paa den Dag skal den, som er oppe paa Taget og har sit Tøj i Huset, ikke gaa ned og hente det og lige saa lidt den, som er paa Marken, vende om etter det, han har ladt tilbage.
Husk paa Lots Hustru!
Den, som søger at frelse sit Liv, skal miste det. Og den, som mister det, skal beholde det.
Jeg siger jer: Der skal i den samme Nat være to Mænd i én Seng. Den ene skal tages med, den anden lades tilbage,
to Kvinder ved Kværnen paa et og samme Sted. Den ene tages med, den anden lades tilbage.
-
De siger: Herre, hvor? Hvor den døde Krop er, sagde han til dem, der samles Gribbene til.
Saa fortalte han dem en Lignelse derom, at de burde altid bede og aldrig give tabt.
Der var, sagde han, i en By en Dommer, som hverken frygtede Gud eller undsaa sig for noget Menneske.
I den samme By var der en Enke, og hun kom stadig igen til ham og sagde: Skaf mig min Ret overfor min Modpart.
Og i nogen Tid var han uvillig dertil. Men siden hen tænkte han ved sig selv: Om jeg end hverken frygter Gud eller undser mig for noget Menneske,
saa vil jeg dog skaffe den Enke sin Ret, fordi hun volder mig Bryderi, og for at hun ikke tilsidst skal slaa mig lige i Ansigtet.
Hør! sagde Herren, hvad den uretfærdige Dommer siger.
Skulde saa ikke Gud skaffe sine udvalgte deres Ret, de som raaber til ham Dag og Nat. Og mon han vil bære over med de andre?
Jeg siger jer: Han vil i en Hast skaffe dem deres Ret. Men, naar Menneskesønnen kommer, vil han saa finde Troen paa Jorden?
Han sagde ogsaa til nogen, som stolede paa, at de selv var i deres gode Ret, og saa ned paa de andre, denne Lignelse:
To Mænd gik op i Helligdommen for at holde Bøn. Den ene var en Farisæer, den anden en Tolder.
Farisæeren stod og holdt ved sig selv denne Bøn: Gud! jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, Bedragere, Horkarle, eller endog som den Tolder der.
Jeg faster to Gange om Ugen. Jeg giver Tiende af alle mine Indtægter.
Tolderen stod langt borte og vilde end ikke løfte Øjnene mod Himlen, men slog sig for Brystet og sagde: Gud! vær mig Synder naadig!
Jeg siger jer: Han gik hjem med Retten paa sin Side fremfor den anden. For enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig, skal ophøjes.
De bragte ogsaa de spæde Børn hen til ham, for at han skulde røre ved dem. Men da Lærlingene saa det, viste de dem tilbage.
Men Jesus kaldte dem hen til sig og sagde: Lad de smaa Børn komme til mig og lad være med at hindre dem deri; for Gudsriget hører saadanne til.
Jeg siger jer sandelig: Den, som ikke tager imod Gudsriget ligesom et lille Barn, kommer slet ikke derind.
Saa var der en af de overordnede, der spurgte ham: Gode Lærer, hvad skal jeg gøre for derved at faa evigt Liv til Arvelod?
Hvorfor kalder du mig god, sagde Jesus til ham? God er ingen anden end Gud alene.
Buddene kender du: Du maa ikke øve Ægteskabsbrud, ikke myrde, ikke stjæle, ikke vidne falsk. Ær din Fader og Moder.
Det har jeg altsammen overholdt fra Ungdommen af, sagde han.
Da Jesus hørte det, sagde han til ham: En Ting er der endnu, der mangler: Alt det, du har, skal du sælge og dele ud til Fattigfolk. Saa har du en Skat i Himlene. Og kom saa og følg mig
Da han hørte det, blev han meget nedslaaet; for han var hovedrig.
Da Jesus saa det paa ham, sagde han: Hvor er det svært for dem, som har de mange Penge, at komme ind i Gudsriget.
For en Kamel kan lettere komme gennem et Naaleøje end en rig ind i Gudsriget.
Saa sagde Tilhørerne: Hvem kan da blive frelst?
Det, som er Mennesker umuligt, er muligt for Gud, sagde han.
Peter sagde: Se vi har forladt vort eget for at følge dig.
Saa sagde han til dem: Sandelig siger jeg jer: Der er ikke den, der har forladt Hus og Hjem eller Hustru eller Søskende eller Forældre eller Børn for Gudsrigets Skyld,
som ikke skal faa mangfoldigt igen i denne Tidsalder og i den kommende evigt Liv.
Saa tog han de tolv tilside og sagde til dem: Se nu reiser vi til Jerusalem, og saa vil alt det, der er skrevet ved Profeterne faa sin Opfyldelse paa Menneskesønnen.
For han bliver givet Hedningerne i Vold og haanet og krænket og spyttet paa.
Og de vil først piske ham og saa slaa ham ihjel. Men paa den tredje Dag vil han opstaa.
Men de forstod ingenting deraf, og den Tale var dem en Gaade, og de kunde ikke blive klog paa, hvad der var Tale om.
Dengang de nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
Da han hørte en Skare drage forbi, spurgte han sig for, hvad det var;
og de fortalte ham, at det var Jesus fra Nasaret, der kom forbi.
Saa raabte han: Jesus, Davids Søn forbarm dig over mig!
De, der gik foran, tyssede saa paa ham, for at han skulde tie. Men han skreg endnu højere: Davids Søn forbarm dig over mig!
Jesus stod da stille og bød, at han skulde føres til ham. Da han saa kom tæt hen, spurgte han ham:
Hvad vil du gerne, jeg skal gøre for dig? Herre, sagde han, at jeg maa komme til at se.
Saa se da, sagde Jesus til ham. Din Tro har hjulpet dig.
Og straks fik han sit Syn, og han fulgte ham og lovede Gud. Og hele Folket priste Gud, da de fik det at se.
Saa kom han til Jeriko og derigennem.
Og der var en Mand ved Navn Sakaios. Han var Overtolder, og rig var han.
Han gjorde sig Umage for at faa at se, hvem der var Jesus, men han kunde ikke for Mængden, fordi han var lille af Vækst.
Saa løb han forud og krøb op i en Morbærfigen for at faa ham at se. For ad den Vej maatte han komme.
Og idet Jesus kom til Stedet, saa han derop og sagde: Sakaios! Skynd dig og kom ned, for idag maa jeg blive i dit Hus.
Saa skyndte han sig ned og tog med Glæde imod ham.
Men alle de, der saa det, talte ilde om det: Han er gaaet ind for at bo hos en syndefuld Mand, sagde de.
Saa traadte Sakaios frem og sagde til Herren: Halfvdelen af min Formue giver jeg til de Fattige, Herre. Og har jeg narret nogen noget fra, giver jeg det fire Gange igen.
Jesus sagde til ham: Idag blev der Frelse for dette Hus, saasandt ogsaa han er en Abrahamssøn.
For Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det tabte.
Mens de nu hørte paa dette, føjede han en Lignelse til, fordi han var saa nær ved Jerusalem, og de tænkte, at Gudsriget lige med det samme skulde vise sig.
Han sagde altsaa: En højbaaren Mand rejste langt bort for at lade sig gøre til Konge og saa komme tilbage igen.
Han lod da ti af sine Folk kalde og gav dem ti Miner og sagde til dem: Driv saa Handel, til jeg kommer.
Men hans Landsmænd hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Ham vil vi ikke have til Konge over os.
Da han saa kom igen efter at have overtaget Kongemagten, bød han, at de Folk skulde kaldes frem for ham, som han havde glyet Pengene til, for at han kunde faa at vide, hvem der havde faaet noget ud af det.
Den første kom da frem og sagde: Din Mine har indbragt ti Miner til.
Vel du gode Tjener, sagde han til ham. Siden du har været tro i det mindste, saa skal du have ti Stæder at raade over.
Saa kom den anden og sagde: Din Mine, Herre, har indbragt fem Miner.
Ogsaa til ham sagde han: Du skal ogsaa sættes over fem Stæder.
Saa kom den næste og sagde: Herre, her har du din Mine. Den har jeg haft liggende i et Klæde.
For jeg var bange for dig, fordi du er en streng Mand. Du tager, hvad du ikke har henlagt, og høster, hvad du ikke har saaet.
Du onde Tjener, siger han: Jeg dømmer dig paa din egen Mund. Du vidste, at jeg var en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke har henlagt, og høster, hvad jeg ikke har saaet.
Hvorfor har du da ikke sat mine Penge i Banken? Saa havde jeg, naar jeg kom, kunnet hæve det med Rente.
Og saa sagde han til dem, der stod hos: Tag Minen fra ham og giv den til ham med de ti Miner.
Herre, sagde de saa til ham, han har ti Miner.
Jeg siger jer, at enhver, som har, skal faa. Men den, som ikke har noget, skal miste ogsaa det, han har.
Men mine Fjender, de som ikke vilde have mig til Konge over sig, før dem hid, og hug dem ned for mine Øjne.
Da han havde sagt det, gik han foran, og Rejsen gik til Jerusalem.
Da han nærmede sig til Betfage og Betania over Oliehavebjerget, som det kaldes, udsendte han to af sine Lærlinge:
Gaa ind i den Landsby lige derovre, sagde han. Naar I kommer derind, vil I finde et ungt Dyr bundet, som endnu ikke noget Menneske har redet paa. Løs det og kom med det.
Og skulde nogen spørge jer, hvorfor I har løst det, skal I sige saadan: Fordi Herren har Brug for det.
Saa gik Sendebudene og fandt det, som han havde sagt dem.
Da de løste Dyret, sagde dets Ejere: Hvorfor løser I Dyret?
Men de sagde: Fordi Herren har Brug for det.
Saa bragte de det til Jesus, og de kastede deres Tøj over Dyret og satte Jesus op.
Og alt som han drog frem, bredte de deres Kapper ud paa Vejen.
Og da han kom nærmere, og det begyndte at gaa ned ad Bakke fra Oliehavebjerget, stemte hele Lærlingeskaren gladelig i med at love Gud højt og lydeligt for alle de mægtige Gerninger, de havde faaet at se,
og sang: Velsignet være i Herrens Navn Kongen, som kommer! Fred i Himlen og Hyldest i det Højestel
Saa var der somme af Farisæerne i Flokken, der sagde til ham: Lærer, tys dog paa dine Lærlinge!
Men han svare de: Hvis de tier, siger jeg jer, vil Stenene raabe.
Alt som han kom nærmere og saa Staden, kom han til at græde over den:
Om du vidste, sagde han, ogsaa du den Dag idag, hvad der baader din Fred. Men nu er det skjult for dine Øjne.
For de Dage vil komme dig paa, da dine Fjender vil bygge Skanser op imod dig, indeslutte dig og trænge dig paa alle Kanter
og slaa dig ned og dine Børn i dig, og de skal ikke levne Sten paa Sten i dig, alt fordi du ikke ændsede den Tid, som gjaldt dig.
Saa gik han ind i Helligdommen og gav sig til at drive de Handlende ud,
idet han sagde: „Mit Hus skal være et Bedehus, staar der skrevet, men I har gjort det til en Røverhule".
Saa underviste han hver Dag i Helligdommen. Men Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde søgte at tage ham af Dage, og Folkets Førere med.
Men de kunde ikke finde paa, hvad de skulde gøre. For hele Folket hang ved ham og hørte paa ham.
Da han engang en af disse Dage var ved at undervise Folket i Helligdommen og bringe Glædesbud, mødte Præsterne og de Skriftlærde og de Ældste frem
og sagde til ham: Sig os, hvad Fuldmagt har du til at gøre dette, eller hvem er det, der har givet dig Fuldmagt dertil?
Han svare de dem: Jeg vil ogsaa spørge jer om noget. Sig mig:
Johannesdaaben, var den fra Himlen eller fra Mennesker?
Saa raadslog de med hverandre: Siger vi fra Himlen, sagde de, vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
Siger vi fra Menneskene, vil hele Folket stene os, for de er overbeviste om, at Johannes var en Profet.
Saa svarede de, at de vidste ikke, hvorfra.
Saa sagde Jesus til dem: Saa siger jeg hellerikke jer, med hvad Fuldmagt jeg gør dette.
Saa begyndte han at fortælle Folket denne Lignelse: Der var en Mand, der plantede en Vingaard og lejede den ud til Bønder. Og saa rejste han udenlands for lange Tider.
Da saa Tiden var inde, sendte han en Træl til Bønderne, for at de skulde give ham Afgift af Vingaardens Afgrøde. Men Bønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.
Saa blev han ved og sendte en anden Træl. Ogsaa ham slog de og haanede ham dertil og sendte ham tomhændet bort.
Og han blev ved og sendte en tredje. Ham skamslog de og smed ham ud.
Hvad skal jeg gøre? sagde Vingaardsejeren. Jeg vil sende min Søn, som jeg har kaer. De vil da vel nok skamme sig overfor ham.
Men da Bønderne saa ham, lagde de Raad op med hinanden: Det er Arvingen, sagde de. Lad os slaa ham ihjel, for at Arven kan høre os til.
Saa slæbte de ham ud udenfor Vingaarden og slog ham ihjel. Hvad mon nu Vingaardsejeren vil gøre ved dem?
Han vil komme og gøre det af med de Bønder og give Vingaarden ud til andre. Da de hørte det, sagde de: Det ske aldrig!
Da saa han paa dem og sagde: Hvad er da det, der staar skrevet: „Den Sten, som blev vraget af dem, der byggede Hus, den er bleven til Toppen af Tinden.
Enhver, som falder paa den Sten, vil knuses, men den, som den falder paa, vil blive som Smul for alle Vinde.
Saa søgte de Skriftlærde og Ypperstepræsteskabet at lægge Haand paa ham med det samme, men turde ikke for Folket. For de vidste godt, at det var dem, han havde fortalt den Lignelse om.
Saa passede de paa og sendte Folk ud, som lurede, mens de lod, som om de var helt uskyldige, for at fange ham i Ord, saa de kunde give ham Øvrigheden og Landshøvdingens Herredømme i Vold.
Og saa spurgte de ham: Vi ved, Lærer, at du gaar i Tale og Undervisning den lige Vej og lærer Guds Vej, ikke efter Personsanseelse, men som sandt er.
Har vi Lov til at give Kejseren Skat eller ej?
Men han gennemskuede deres Rænkespil og sagde til dem:
Vis mig en Denar. Hvis Billede og Indskrift bærer den? Kejserens, sagde de.
Godt, sagde han til dem. Saa giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Og de kunde ikke fange ham i nogen Ytring overfor Folket. Og slagne af Forundring over hans Svar tang de stille.
Saa kom nogen af Saddukæerne til, de som ikke vil indrømme, at der er nogen Opstandelse. Og de spurgte ham:
Lærer, Moses har foreskrevet os, at, naar nogen har en Broder, der dør gift. men barnløs, saa skal Broderen tage hans Hustru og forplante Slægten for sin Broder.
Nu var der syv Brødre. Og den første tog sig en Hustru, men døde barnløs.
Saa tog den anden hende
og den tredje og saadan alle de syv og døde uden at efterlade sig Børn.
Tilsidst døde ogsaa Konen.
Den Kone, hvem skal hun høre til i Opstandelsen. For de syv har halt hende til Hustru.
Saa sagde Jesus til dem: De, der er Børn af den nuværende Verden, gifter sig med hinanden.
Men de, der agtes værdige til at faa Del i den anden Verden og Opstandelsen af Døde, gifter sig ikke den ene med den anden.
De kan jo hellerikke mere dø, for de er som Engle og er Guds Børn, idet de er Opstandelsens Æt.
Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses hentydet til der ved Tornebusken, som han siger: „Herren Abraham Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud".
Han er ikke dødes men levendes Gud. Ja for ham er alle levende.
Nogen af de Skriftlærde svarede: Lærer, det var vel talt.
For nu vovede de ikke mere at spørge ham om noget.
Han sagde til dem: Hvor kan man sige, at den salved er en Davidssøn?
David siger jo selv i Salmebogen: „Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre Side,
til jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder".
David kalder ham altsaa Herre. Hvor kan han da være hans Søn
I hele Folkets Paahør sagde han til Lærlingene:
Tag jer i Agt for de Skriftlærde, som gerne vil gaa i lange Klæder og holder meget af at hilses paa paa Torvet og føre Forsædet i Synagogerne og indtage de første Pladser ved Gæstebuddene,
de, som fortærer Enkers Bo og for et Skins Skyld holder lange Bønner. De skal faa en saa meget strengere Dom.
Saa saa han sig om og fik Øje paa de Rige, som lagde Gaver i Pengeskrinet.
Og han saa en fattig Enke lægge to Smaaskillinger deri.
Denne fattige Enke, sagde han, sandelig siger jeg jer, at hun lagde mere end alle de andre.
For de lagde alle til Gaverne af deres Overflod. Men hun lagde af sin Fattigdom hele sin Formue.
Da der saa var nogen. der ytrede om Helligdommen, at der stod den prydet med dejlige Sten og viede Gaver, sagde han:
Det I her har for Øje -- den Tid skal komme, da deraf ikke skal blive Sten paa Sten tilbage, som ikke skal splittes ad.
Saa spurgte de ham: Lærer, naar skal det ske, og hvilket Tegn varsler, naar det forestaar?
Pas paa, sagde han, at I ikke lader jer forvilde. For mange vil komme og gøre mit Navn gældende og sige: Det er mig, og nu er Tiden nær. Slut jer ikke til deres Følge.
Og naar I hører om Krige og Oprør, saa lad jer ikke skræmme. For vel maa det gaa forud; men Enden kommer ikke lige med det samme.
Ved den Tid, sagde han til dem, vil Folk rejse sig mod Folk og Rige mod Rige.
Store Jordskælv bliver der, Hunger og Pest baade hist og her. Og fra Himlen kommer store Rædsler og Tegn.
Men forud for alt dette vil de lægge voldsom Haand paa jer og forfølge jer og udlevere jer til Synagoger og Fængsler og slæbe jer for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld.
For jer skal det føre til et Vidnesbyrd.
Læg jer da paa Hjertet ikke i Forvejen at pønse paa Forsvar.
For jeg skal nok give jer Mund og Mæle og en Visdom, som jeres Modstandere alle vil være afmægtige til at modstaa eller gendrive.
Men forraadte vil I blive baade af Forældre og Søskende, Slægt og Venner. Somme af jer slaar de ihjel,
og I bliver forhadte af alle for mit Navns Skyld.
Men ikke et Haar af jeres Hoved skal gaa tabt.
Red jeres Liv ved jeres Urokkelighed.
Naar I ser Jerusalem omringet af Hære, saa vid, at dens Undergang er nær.
Fly skal da til Bjergene de, som bor i Judæa, og rid drage de, som derinde er, og de, som er paa Landet, søge ikke derind.
For Hevntider er det, hvori alt det skal opfyldes, som skrevet staar.
Ve dem, som i de Dage er frugtsommelige, og dem, som giver Die! For stor Nød skal der være paa Jorden og Vrede over dette Folk.
Saa skal de falde for Sværdets Tunge og bortføres fangne til alle Folkeslag. Og Jerusalem skal trædes under Fødder af Hedninger, indtil Hedningefolkenes Tider er omme.
Da skal Tegn opkomme i Sol og i Maane og Stjerner og paa Jorden Folkene stædes i Vaande, raadvilde ved Drønet af det oprørte Hav,
mens Mennesker daaner af Rædsel i Forventningen om, hvad der forestaar Jorderig, naar selv Himlens Kræfter skal rystes.
Da faar de Menneskesønnen at se kommende i Sky med megen Magt og Ære.
Men naar dette begynder at ske, saa ret jeres Ryg, og rejs jeres Pande, for saa kommer jeres Frigørelse nærmere og nærmere.
Saa sagde han dem en Lignelse: Ser I Figentræet og alle de andre Træer?
Saa snart de springer ud, kan I se det derpaa og skønne det af jer selv, at Sommeren alt er nær.
Saadan skal I ogsaa skønne det selv, naar I ser dette ske, at Gudsriget er nær.
Ja sandelig siger jeg jer, at den Slægt forgaar slet ikke, før det altsammen er sket.
Himlen og Jorden forgaar engang. Men aldrig forgaar mine Ord.
Vogt I vel paa jer selv, at aldrig Mad og Drikke i Overmaal saa lidt som Næringssorger skal falde jeres Hjerter saa til Besvær,
at den Dag kommer jer som en Snare uventet paa. For den vil snige sig over alle dem, der sidder i Ro saa vide paa hele Jorden.
Men vær altid paa Vagt under Bøn om at vinde Kraft til at undfly alt dette, som kommer engang, og oprejste stedes for Menneskesønnen.
Saa opholdt han sig om Dagen i Helligdommen og under. viste. Og om Natten gik han ud til det Bjerg, som heddet Oliehavebjerget og overnattede der.
Og hele Folket val tidligt paa Færde hos ham i Helligdommen for at høre ham
De usyrede Brøds Fest, som kaldes Paaske, nærmede nu.
Og bange som de var for Folket, søgte Ypperstepræste skabet og de Skriftlærde Udvej til at faa ham slaaet ihjel.
Da blev Judas, som kaldtes Iskarjot, besat af en Satan. Han hørte med til de tolv.
Og saa gik han hen og traf Aftale med Ypperstepræsterne og Vagtbefalingsmændene om, hvordan han skulde forraade ham til dem.
Saa blev de glade og lovede at give ham Penge.
Det gik han ind paa og søgte saa et gunstigt Øjeblik til at give ham i deres Vold uden Opløb.
Saa kom Dagen for de usyrede Brøds Fest, da Paaskelammet skulde slagtes.
Og saa sendte han Peter og Johannes ud med den Besked: Gaa hen og lav Paaskelammet til for os, for at vi kan spise.
De sagde til ham: Hvor vil du have, vi skal gøre det?
Ser I, sagde han dem, naar I kommer ind i Byen, vil I møde en Mand, som bærer en Krukke Vand. Følg ham til det Hus, han gaar ind i.
Og sig saa til Husets Herre: Læreren lader dig sige: Hvor er den Stue, hvor jeg kan vise Paaskelammet med mine Lærlinge?
Saa vil han vise jer op i en stor Sal med Hynder paa Bænkene. Der skal I lave det til.
Saa gik de og forefandt det, som han havde sagt dem, og de lavede Paaskelammet til.
Da saa Tiden kom, gik han tilbords og Apostlene med ham.
Og saa sagde han til dem: Jeg har været saa længselsfuld efter at spise dette Paaskelam sammen med jer, inden jeg maa lide.
For det siger jeg jer, at jeg aldrig mere spiser det, før det faar sin Fuldendelse i Guds Rige.
Saa lod han sig give et Bæger, holdt Takkebøn og sagde saa: Tag dette og del det imellem jer.
For det siger jeg jer, at fra nu af kommer jeg ikke til at drikke af Vinrankens Frugt, før Guds Riget kommer.
Saa tog han et Brød, takkede og delte det, gav dem det og sagde: Dette er mit Legeme, som gives for jer. Gør det for at rnindes mig.
Saa Bægeret paa samme Vis efter Maaltidet med disse Ord: Dette Bæger er den nye Pagt med mit Blod, som udgydes for jer.
Men se! Han, som forraader mig, har sin Haand over Bordet med mig.
For Menneskesønnen gaar vel sin Gang, som det er ham tilskikket. Men ve det Menneske, ved hvem han forraades!
Saa begyndte de selv indbyrdes at spørge hverandre, hvem af dem det vel kunde være, som skulde komme til at gøre det.
Der opkom ogsaa en Kappestrid imellem dem om, hvem af dem der gjaldt for at være størst.
Men han sagde til dem: Folkenes Konger hersker over dem, og de, der raadel over dem, faar Navn af Velgørere.
Saadan skal I ikke være men hos jer skal den ældste være som den yngste og den der styrer, som den, der tjener.
Hvem er vel størst, den der ligger tilbords, eller den, der varter op? Mon ikke den der ligger tilbords? Og mellem jer er jeg dog som den, dei varter op.
Men det er jer, der ikke er veget fra mig under mine Prøvelser.
Saa overdrager jeg da jer, som Faderen har overdraget mig det, et Kongerige.
I skal spise og drikke i mit Rige og sidde paa Troner og dømme Israels tolv Stammer.
Simon, Simon! Se nu forlangte Satan at faa jer og sigte jer ligesom Hvede.
Men jeg bad for dig om, at din Tro ikke maatte svigte. Og naar du engang vender om, saa styrk dine Brødre.
Herre, sagde han til ham, med dig er jeg rede til at gaa i Fængsel og Død!
Peter! sagde han, jeg siger dig, at Hanen galer ikke idag, før du tre Gange har nægtet, at du kender mig.
Saa sagde han til dem: Da jeg sendte jer ud uden Pengepung og Pose og Fodtøj, kom I da til at savne noget? Nej ingenting, sagde de.
Ja men nu, sagde han saa til dem: Den, som har Pengepung, skal tage den med og Pose ligesaa. Og den, som ingen Sværd har, skal sælge sin Kappe og købe sig et.
For jeg siger jer, at det Skriftsted maa gaa i Opfyldelse paa mig: „Han blev regnet blandt Forbrydere. Ja ogsaa det, der gælder mig, faar en Ende.
Herre, sagde de, se her er to Sværd. Det er nok, sagde han.
Saa gik han, som han plejede, ud til Oliehavebjerget, med ham fulgte ogsaa Lærlingene.
Da han saa var kommen til Stedet, sagde han til dem: Bed om at blive fri for at komme ind i Fristelse.
Selv fjernede han sig omtrent som et Stenkast fra dem, faldt paa Knæ og bad:
Fader, sagde han, hvis du vil, saa lad dette Bæger gaa mig forbi. Dog lad ikke min, men din Vilje ske.
Saa viste der sig for ham en Engel fra Himlen, som indgød ham Styrke.
Og alt, som han maatte stride, bad han mere indtrængende, og hans Sved randt som tunge Bloddraaber ned paa Jorden.
Saa rejste han sig fra Bønnen og gik hen til Lærlingene og fandt dem faldne i Søvn af at sørge.
Og saa sagde han til dem: Hvor kan I sove? Rejs jer og bed om at blive fri for at komme ind i Fristelse.
Inden han endnu havde udtalt, viser der sig en hel Skare, og han, som lied Judas — en af de tolv — gik foran dem, og han nærmede sig til Jesus og vilde kysse ham.
Jesus sagde da til ham: Judas! er det med et Kys, du forraader Menneskesønnen?
Da nu hans Ledsagere kunde se, hvad der vilde komme, sagde de: Herre, skal vi slaa til med Sværd?
Og der var en af dem, der slog til Ypperstepræstens Træl og afhug hans højre øre.
Men Jesus svarede: Lad det nu blive, som det er. Og saa tog han ved Øret og helbredte ham.
Saa sagde Jesus til dem af Ypperstepræsteskabet og Vagtbefalingsmændene og de Ældste, som var kommen derud imod ham: Det er jo som efter en Røver, I er kom men herud med Sværd og Knipler.
Om Dagen, mens jeg var sammen med jer i Helligdommen, har I ikke rakt en Haand ud efter mig. Men nu er det jeres Tid, der er inde, og Magten er paa Mørkets Side.
Saa greb de ham og førte ham bort og ind i Ypperstepræstens Hus. Men Peter fulgte efter i lang Afstand.
Og da de fik tændt et Baal op midt i Gaarden og sat sig ned sammen, satte Peter sig midt imellem dem.
Saa var der en Tjenestepige, der saa ham sidde lige for Lyset, og hun saa vist paa ham og sagde: Han der var ogsaa med ham.
Men han nægtede at kendes ved ham og sagde: Nej Pige, jeg kender ham ikke.
Kort efter var der en anden, der saa ham og sagde: Du er ogsaa en af dem. Men Peter sagde: Nej, jeg er ikke.
Og henved en Time senere var der igen en anden, der forsikrede: Jo sandelig var han ogsaa med dem. Han er jo ogsaa en Galilæer.
Men Peter sagde: Det ved jeg ikke noget af, det du, der siger. Saa lige med det samme, inden han havde udtalt, galede Hanen,
og saa vendte Herren sig om og saa paa Peter, og saa huskede Peter paa Herrens Ord, hvordan han havde sagt til ham: Idag før Hanegal vil du tre Gange nægte at kendes ved mig.
Saa gik han udenfor og græd bitterlig.
Og Mændene, som holdt ham fangen, gjorde sig lystige over ham, hyllede ham til, slog ham
og spurgte: Hvem var det, der slog dig? Profeter!
Og mange andre Haansord lod de ham høre.
Da det saa dagedes, kom Folkets Ældsteraad sammen, baade Ypperstepræster og Skriftlærde og førte ham bort ind for deres Raadsforsamling
og sagde: Er du den Salvede, saa sig os det. Han sagde til dem: Hvis jeg siger jer det, tror I mig slet ikke,
og hvis jeg spørger, svarer I slet ikke.
Men fra nu af skal Menneskesønnen have sit Sæde ved Guds Almagts højre Side.
Du er altsaa Guds Søn, udbrød alle! Ja det er jeg, sagde han til dem.
Saa sagde de: Hvad skal vi længere med Vidnesbyrd? Vi har jo selv hørt det al hans egen Mund.
Saa brød de op hele Skaren og førte ham for Pilatus?
Og de tog paa at anklage ham: Ham her, sagde de, har vi grebet i at bringe vort Folk paa Afveje og sætte sig imod, at der betales Kejseren Skat, og sige om sig selv, at han er salvet Konge.
Saa spurgte Pilatus ham: Er du Jødernes Konge? Han svarede: Ja.
Saa sagde Pilatus til Ypperstepræsterne og den forsamlede Mængde: Jeg finder ikke den Mand skyldig i noget.
Men de forsikrede: Han bringer Folket i Oprør ved at optræde som Lærer i hele Judæa. Hertil er han naaet, og fra Galilæa er han begyndt.
Da Pilatus hørte det, spurgte han: Er Manden fra Galilæa?
Og da han havde forvisset sig om, at han var fra Herodes' Omraade, sendte han ham til Herodes, som ogsaa opholdt sig i Jerusalem i de Dage.
Herodes blev meget glad ved at faa ham at se. For han havde i længere Tid ønsket at se ham; fordi han hørte Tale om ham og gjorde sig Haab om at se ham gøre Tegn.
Han spurgte ham da vidtløftigt ud, men han gav ham ingen Svar.
Der stod da Ypperstepræsterne og de Skriftlærde og blev ved at anklage ham.
Saa foragtede da ogsaa Herodes med sine Krigsfolk ham og drev Spot med ham, iførte ham en hvid Klædning og sendte ham til Pilatus.
Og paa den Dag blev de gode Venner med hinanden Herodes og Pilatus. Før havde der været Fjendskab imellem dem.
Saa sammenkaldte Pilatus Ypperstepræsteskabet og de overordnede og Folket
og sagde til dem: I kommer til mig med denne Mand som en, der bringer Folket til Frafald, og jeg har i jeres Nærværelse holdt Forhør, men ikke fundet den Mand skyldig i det, I anklager ham for.
Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham til os. Og der kan I se, han har ikke gjort sig skyldig i noget, han fortjener Døden for.
Nu giver jeg ham en Paamindelse, og saa giver jeg ham fri.
-
Men de skreg op alle som en: Bort med ham! Lad os faa Barabbas fri!
Det var en, der var sat i Fængsel for et Opløb, der havde været i Byen, og et Drab.
Endnu engang raabte Pilatus til dem og vilde give Jesus fri.
Saa faldt det dem ind at raabe: Korsfæst ham! Korsfæst ham!
Tredje Gang sagde han til dem: Hvad ondt har denne da gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig til Døden. Nu giver jeg ham en Paamindelse, og saa giver jeg ham fri.
Men de blev ved højrøstet at forlange, at han skulde korsfæstes, og deres Raab tog til i Styrke.
Saa kendte Pilatus for Ret, at de skulde faa deres Vilje.
Han gav ham fri, som var sat i Fængsel for Opløb og Drab, ham som de havde bedt om. Og Jesus overlod han til dem at gøre med, som de vilde.
Idet de førte ham bort, fik de fat paa Simon, en Mand fra Kyrene, der kom fra Landet. Ham gav de Korset paa Ryggen for at bære det efter Jesus.
Og en stor Mængde fulgte efter ham af Folket og af Kvinder, som græd og jamrede over ham.
Saa vendte Jesus sig om til dem og sagde: Døtre af Jerusalem! Græd ikke over mig, nej græd over jer selv og jeres Børn.
For se nu kommer der Dage, da man vil sige: Lykkelige de ufrugtbare, de, som ikke har født og ikke givet Die.
Saa skal de tage paa at sige til Bjergene: styrt ned over os! og til Højene: skjul os!
For handles der saadan med det grønne Træ, hvordan vil det saa gaa det visne?
Der var ogsaa to andre, to Forbrydere, der blev ført bort for at henrettes tilligemed ham.
Og da de kom til det Sted, som hedder Skallen, korsfæstede de ham der og Forbryderne en ved den højre og en ved den venstre Side.
Men Jesus sagde Fader tilgiv dem. For de ved ikke, hvad de gør. Saa delte de hans Klæder og kastede Lod om dem.
Og det menige Folk stod der og saa til. Men de overordnede drev Spot og sagde: Han har reddet andre, lad ham redde sig selv, om det ellers er ham, der er Guds Salvede, den udvalgte.
Ogsaa Soldaterne gjorde Nar ad ham, gik hen og rakte ham Eddike
og sagde: Hvis du er Jødernes Konge, saa red dig!
Der var ogsaa en Overskrift over ham: „Det er Jødernes Konge".
Og en af de ophængte Forbrydere haanede ham: „Er du ikke den Salvede? Red dig selv og os andre!
Men den anden tog til Genmæle og satte ham i Rette: Frygter du da ikke engang for Gud, sagde han, fordi du har der samme Dom over dig,
og vi med Rette, for vi faar, hvad vore Gerninger er værd. Men han har ikke gjort noget galt.
Og saa sagde han: Jesus, tænk paa mig, naar du kommer i dit Kongerige.
Ja sandelig, sagde han da til ham, idag skal du være med mig i Paradiset.
Det var nu henimod den sjette Time allerede, da blev det mørkt over hele Landet lige til den niende Time.
Solen blev helt borte, og Forhænget i Templet revnede midt igennem.
Da raabte Jesus højt: Fader! i dine Hænder betror jeg min Aand! Og med de Ord udaandede han.
Men da Befalingsmanden saa det, der foregik, priste han Gud. Den Mand var virkelig uskyldig, sagde han.
Og alle de, der var strømmet sammen i Skarevis for at se paa dette, de vendte tilbage og slog sig for Brystet, da de havde set paa, hvad der gik for sig.
Men alle hans Bekendte stod langt borte, for at se paa det, ogsaa Kvinder, som havde fulgt ham fra Galilæa.
Saa er der en Mand ved Navn Josef, Medlem af Raadet, en god og hæderlig Mand,
som hverken havde glyet sit Bifald til deres Raad eller Gerning, hjemmehørende i den jødiske By Arimataia, en der ventede Gudsriget.
Han gik til Pilatus og bad om Jesus' Legeme.
Og saa tog han det ned, hyllede det i fint Linned og lagde det i en huggen Grav, hvori der aldrig før havde ligget nogen.
Det var Beredelsesdag, og Sabbaten var i Frembrud.
Men de Kvinder, som var komne fra Galilæa med ham, fulgte bagefter og lagde Mærke til Graven, og hvordan hans Legeme blev lagt.
Og saa vendte de tilbage og sørgede for Salve og vellugtende Urter. Men Sabbaten over holdt de sig i Ro efter Budet.
Paa den første Dag i Ugen meget tidligt om Morgenen kom de til Graven og havde de vellugtende Urter med, de havde sørget for.
De fandt Stenen væltet bort fra Graven,
og da de kom derind, fandt de ikke Legemet af Herren Jesus.
Som de nu ikke kunde faa Rede paa dette, stod der med et to Mænd hos dem i straalende Dragt.
Og mens de stod grobne af Frygt med Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: Hvorfor søger I den levende hos de døde?
Han er ikke her. Nej han er opstanden. Kan I huske, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa?
Menneskesønnen, sagde han, maa forraades i syndige Menneskers Vold og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.
Saa mindedes de hans Ord,
og de vendte tilbage fra Graven og bragte Bud om alt dette til de elleve og til alle de andre.
Det var Maria fra Magdala og Johanna og Jakobs Moder Maria og med dem de andre Kvinder. De sagde dette til Apostlene.
Men det lød for deres Øren som urimelig Tale, og de troede dem ikke.
Men Peter stod op og løb til Graven og kiggede derind. Og han ser da ikke andet end Ligklæderne ligge der. Saa gik han hjem til sit forundret over, hvad der var hændt.
Samme Dag havde to af dem givet sig paa Vej til en Landsby tredsindstyve Stadier fra Jerusalem. Emmaus hedder den.
Og de talte sammen om alle disse Tildragelser.
Da, under deres Samtaler og Drøftelser, kom Jesus selv til og gav sig i. Følge med dem.
Men de kunde ikke faa Øjnene op og kende ham.
Saa sagde han til dem: Hvad er det, I gaar her og skifter Ord med hinanden om, saa sørgmodige som I ser ud?
En af dem, som hed Kleofas, svarede: Er du alene saa fremmed i Jerusalem, sagde han til ham, at du ikke ved, hvad der er foregaaet der i disse Dage?
Hvad da? sagde han til dem. Det med Jesus fra Nazaret, sagde de til ham, som var blevet en Profet, mægtig i Daad som i Tale for Gud og hele Folket.
Og hvordan Ypperstepræsteskabet og vore Overordnede udleverede ham til Dødsdom, og de korsfæstede ham.
Vi havde det Haab, at han var den, der skulde frigøre Israel. Og dog med alt det er det nu paa den tredje Dag, efter at det er sket
Rigtignok har somme af vore Kvinder sat os i Forbauselse. Da de kom i den tidlige Morgenstund til Graven
og ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde endog set et Syn af Engle, som sagde, at han var levende.
Saa gik nogen af dem, der var med os, hen til Graven og fandt det saadan ret nok, som Kvinderne havde sagt. Men ham saa de ikke.
Da sagde han til dem: I Daarer og træge Hjerter til at tro paa alt det, som Profeterne har sagt.
Maatte ikke den Salvede lide det og saa indgaa til sin Højhed?
Og saa begyndte han fra Moses og alle Profeterne og tydede for dem det, der stod om ham i alle Skrifterne.
Saa nærmede de sig til den By, de gik efter, og han lod, som han vilde gaa videre.
Men de holdt paa ham. Bliv hos os, sagde de, for det er henimod Aften, og Dagen hælder allerede. Saa gik han ind for at blive hos dem.
Og saa, da han laa tilbords med dem, tog han Brødet, velsignede det, delte det og rakte dem det.
Da fik de Øjnene op og kendte ham. Men saa blev han usynlig for dem.
Saa sagde de til hinanden: Brændte ikke vore Hjerter i os, eftersom han talte til os paa Vejen og lukkede Skrifterne op for os?
Saa brød de op ufortøvet og vendte tilbage til Jerusalem og traf de elleve og deres K reds samlede.
Og de sagde: Herren er virkelig opstanden og set af Simon.
Saa fortalte de selv, hvad der var sket paa Vejen, og hvordan de kendte ham, da han delte Brødet.
Mens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og sagde: Fred være med jer!
Men de blev forvirrede og skræmte og tænkte, det var en Aand, de saa.
Saa sagde han til dem: Hvad er I saa forstyrrede over, og hvorfor dukker Tvivlstanker op i jeres Hjerte?
Se paa mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv. Føl paa mig, saa skal I se. En Aand har hverken Kød eller Ben, som I kan se paa mig, at jeg har.
Og dermed viste han dem Hænderne og Fødderne.
Og da de for Glæde ikke troede, men undrede sig kun, sagde han til dem: Har I noget, man kan spise?
Saa bragte de ham et Stykke stegt Fisk,
og det tog han og spiste det i deres Paasyn.
Saa sagde han til dem: Saa lød mine Ord, som jeg talte til jer, mens jeg endnu var hos jer: at alt det, der er skrevet om mig i Moseloven, i Profeter og Salmer, maatte gaa i Opfyldelse.
Da lukkede han op for deres Tankegang, saa de forstod Skrifterne.
Og han sagde til dem: Saadan staar der skrevet, at den Salvede maatte lide og opstaa paa den tredje Dag fra de døde,
og at med Fuldmagt fra hans Navn Omvendelse til Syndsforladelse maa forkyndes for alle Folkefærd og begynde fra Jerusalem.
I skal vidne derom.
Men jeg sender over jer, hvad min Fader har lovet. Saa bliv da nu i Staden, indtil I bliver tilstede med Magt fra det høje.
Saa førte han dem ud til hen imod Betania, og saa løftede han sine Hænder og velsignede dem.
Og i det samme som han velsignede dem, skiltes han fra dem og opfor til Himmels.
Og de bøjede deres Knæ for ham og vendte saa tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
Og de var uafbrudt i Helligdommen og priste Gud.
I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var selv Gud.
Dette var i Begyndelsen hos Gud.
Det voldte, at alt blev til, og der er ikke den Ting, der er bleven til uden det.
I det var der Liv, og Livet var Menneskenes Lys.
Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket fik ikke Overmagt over det.
Der blev et Menneske til sendt fra Gud. Han hed Johannes.
Han kom for at bære Vidnesbyrd og skulde vidne om Lyset, for at alle skulde komme til at tro ved ham.
Han var ikke Lyset, men skulde vidne om Lyset.
Det virkelige Lys, som hvert Menneske faar sit Lys fra, var ved at komme til Verden.
Han var i Verden og Verden var bleven til ved ham. Men Verden kendte ham ikke.
Han kom til sit eget. Men hans egne tog ikke imod ham.
Men dem, som tog imod ham, gav han allesammen Lov til at blive Guds Børn, dem som tror paa hans Navn.
Han blev født, hverken af Blodblanding eller af kødelig Vilje eller af Mandsvilje, men af Gud.
Og saa blev Ordet legemliggjort og hjemligt iblandt os. Og vi blev Øjenvidner til dets Højhed og Herlighed, en Højhed og Herlighed som en Faders enbaarnes fuldt og helt yndefuld og sandhedstro.
Johannes vidner om ham og har raabt det ud: „Det er ham, jeg sagde om: Den, som følger mig, er sprungen mig forbi, for han var til før mig".
Og af hans Fylde, har vi øst, ja Yndest for, hvad yndefuldt er.
For Loven blev given ved Moses. Hvad yndefuldt er og sandhedstro, blev til ved Jesus Kristus.
Aldrig har nogen set Gud. Enbaaren, Gud, Faderen allernærmest er han, som har givet Oplysning derom:
Dette er Johannes' Vidnesbyrd: Da Judæerne fra Jerusalem sendte Præster og Leviter ud for at spørge ham, hvem han var,
saa vedgik han, vedgik aabent og ærligt, at han var ikke den Salvede.
Saa spurgte de ham: Hvad da, er du Elias? Det er jeg ikke, siger han. Er du Profeten? Han svarede: Nej.
Hvem er du, sagde de da til ham, for at vi kan bringe dem Svar tilbage, som sendte os. Hvad siger du om dig selv.
Jeg er Røsten, sagde han, af en som raaber i Ørken: Lige frem skal I Herrevejen bane! som Profeten Jesaja sagde.
Og der var udsendt Farisæere,
og de spurgte ham: Naar du ikke er den Salvede, heller ikke Elias og heller ikke Profeten, hvorfor døber du da?
Johannes svarede dem: Jeg døber med Vand. Midt iblandt jer staar han, som I ikke kender,
han som følger mig, hvis Skobaand jeg ikke er værdig til at løse.
Dette gik for sig i Betania hinsides Jordan, der hvor Johannes døbte.
Dagen efter ser han Jesus komme til sig og siger saa: Se Guds-Lammet, som borttager Verdens Synd
Ham er det, jeg talte om, da jeg sagde: Mig følger en Mand, som er sprungen mig forbi, fordi han var til før mig
Men jeg kendte ham ikke, og for at han skulde blive kendelig for Israel, var det dog, jeg kom og døbte med Vand.
Og saa vidnede Johannes: Jeg har sét paa, at Aanden for ned fra Himlen som en Due og dvælede over ham.
Ja, jeg kendte ham ikke. Men han, som sendte mig for at døbe med Vand, havde sagt til mig: Den, som du ser Aanden fare ned og blive over, han er den, som døber med Helligaand.
Og jeg har set det, og jeg har vidnet om, at han er Guds Søn.
Den følgende Dag staar Johannes der igen og to af hans Lærlinge med,
og med Blikket rettet paa Jesus, som gaar der, siger han: Se Guds-Lammet!
Da de to Lærlinge hørte ham sige det, fulgte de efter Jesus.
Da saa Jesus vendte sig om og saa dem følge efter, siger han til dem: Hvad vil I? De sagde til ham: Rabbi — det betyder Lærer — hvor har du- dit Opholdssted?
Han siger til dem: Kom, saa skal I faa det at se. Saa gik de med ham og saa, hvor han havde sit Opholdssted, og blev hos ham den Dag. Det var ved den 10de Time.
Andreas, Simon Peters Broder var en af de to, som fulgte ham, da de hørte, hvad Johannes sagde.
Han finder først sin Broder Simon og siger til ham: Vi har fundet Messias. Det betyder den Salvede.
Han førte ham til Jesus. Jesus saa vist paa ham og sagde: Du er Simon, Johannes' Søn. Kefas skal du hedde. Det betyder en Klippe (Petros).
Den næste Dag besluttede han at rejse til Galilæa, og saa finder han Filippos. og Jesus siger til ham: Følg mig.
Filippos var fra Betsaida, fra den samme By som Andreas og Peter.
Filippos finder Natanael og siger til ham: Vi har fundet ham, som Moses har skrevet om i Loven, og Profeterne ligesaa, Jesus Josefs' Søn fra Nasaret.
Natanael sagde til ham: Kan noget godt være fra Nasaret? Filippos siger til ham: Kom, saa skal du se.
Jesus saa Natanael komme til sig og siger om ham: Se dér, en ægte Israelit, som ikke kender til Svig.
Natanael siger til ham: Hvorfra kender du mig? Jesus svarede ham: Jeg saa dig, mens du var under Figentræet, inden Filippos kaldte ad dig.
Natanael svarede ham: Rabbi! du er Guds Søn. Du er Israels Konge.
Jesus svarede ham: Du tror, fordi jeg sagde dig, at jeg saa dig under Figentræet Du skal faa det at se, der er større.
Og saa siger han til ham: Sandelig, sandelig siger jeg jer. I skal herefter se Himlen aaben og Guds Engle fare op og ned over Menneskesønnen.
Den tredie Dag stod der et Bryllup i Kana i Galilæa, og Jesus' Moder var med;
men Jesus og hans Lærlinge blev ogsaa budne til Bryllupet.
Da Bryllupsvinen slap op, saa de ingen Vin havde, siger Jesus' Moder til ham: De har ikke mere Vin.
Jesus siger til hende: Hvad har jeg at gøre for dig? Min Tid er ikke kommen endnu.
Hans Moder siger til Folkene: Gør alt, hvad han siger.
Saa var der seks Kummer af Sten, som stod der ifølge jødisk Renselsesskik og kunde rumme hver 20 eller 30 Kander.
Jesus siger til dem: Fyld Kummerne med Vand; og de fyldte dem lige til Randen.
Saa siger han til dem: Øs nu, og bær det til Skafferen. Det gjorde de.
Men da Skafferen smagte paa Vandet, som var blevet til Vin — og han vidste ikke, hvor det kom fra, men det vidste Folkene, som havde øst Vandet op — saa kaldte Skafferen paa Brudgommen
og siger til ham: Man sætter altid først den gode Vin frem og naar de bliver berusede, saa den ringere. Du har gemt den gode Vin lige til nu.
Dermed gjorde Jesus Begyndelsen til Tegnene i Kana i Galilæa og lagde sin Højhed og Herlighed for Dagen, og hans Lærlinge troede paa ham.
Derefter drog han til Kafarnaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Lærlinge og blev der en kort Tid.
Saa var Judæernes Paaske nær forestaaende, og Jesus rejste til Jerusalem.
I Helligdommen fandt han dem siddende, som solgte Køer og Faar og Duer, og dem som byttede Penge.
Saa snoede han sig en Pisk af Snore og drev dem alle og Faarene og Køerne med ud af Helligdommen, spredte Pengebytternes Smaapenge og væltede Boldene
og sagde til dem, der solgte Duer: Bort med dette! Gør ikke min Faders Hus til en Krambod.
Det mindede hans' Lærlinge om, at der staar skrevet: „Den Iver for dit Hus vil fortære mig".
Judæerne tog da til Genmæle og sagde til ham: Hvad for et Tegn viser du os, siden du bærer dig saadan ad?
Jesus svarede dem: Bryd dette Tempel ned, saa vil jeg rejse det igen paa tre Dage.
Saa! sagde Judæerne. I seksogfyrretyve Aar er der bygget paa dette Tempel, og saa vil du rejse det igen paa tre Dage.
Men han talte om det Tempel, som var hans Legeme.
Da han stod op fra de døde, mindedes hans Lærlinge da ogsaa, at han havde sagt det, og saa troede de paa Skriften og paa det Ord, Jesus havde sagt.
Mens han var i Jerusalem i Paasken, kom under Højtiden mange til at tro paa hans Navn ved at se paa de Tegn, han gjorde.
Men Jesus betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle.
Og han behøvede ikke Andenmands Vidnesbyrd om Mennesket, for han vidste godt selv, hvad der boede i Mennesket.
Der var en af Farisæerne, som hed Nikodemos, en af de raadende blandt Judæerne.
Han kom til ham om Natten og sagde til ham: Rabbi, vi vèd, at du er en Lærer, kommen fra Gud. For disse Tegn, som du gør, kan ingen gøre, uden Gud er med ham.
Jesus svarede ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig. Ingen kan faa Guds Rige at se uden at fødes paany.
Nikodemos siger til ham: Hvordan kan et Menneske blive født paany, naar han er en gammel Mand? Han kan da vel ikke for anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?
Jesus svarede: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen kan komme ind i Himlenes Rige uden at blive født af Vand og Aand.
Hvad der er født af Kødet, er Kød, og hvad der er født af Aanden, er Aand.
Det skal du ikke undre dig over, at jeg sagde: I maa fødes paany.
Aanden aander, hvor den vil, og dens Røst kan du høre; men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Saadan er enhver, der er født af Aanden.
Nikodemos svarede ham: Hvordan er det muligt.
Jesus svarede ham: Er du Israels Lærer og ved ikke det?
Sandelig, sandelig siger jeg dig, at vi taler om, hvad vi ved, og vi vidner om, hvad vi har set; men I tager ikke imod vort Vidnesbyrd.
Naar jeg har sagt jer de jordiske Ting, og I ikke tror, hvor skulde I da komme til at tro, hvis jeg siger jer de himmelske?
Der er heller ingen anden, der har svunget sig op til Himlen, end den, der steg ned fra Himlen, den Menneskesøn, som var i Himlen.
Og ligesom Moses løftede Slangen i Ørken, saadan maa Menneskesønnen løftes højt,
for at enhver, som tror, i ham skal eje evigt Liv.
For saadan elskede Gud Verden, at han gav sin enbaarne Søn, for at enhver, som tror paa ham, ikke skal gaa tabt, men eje evigt Liv.
For Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, for at han skulde dømme Verden, men for at Verden skal blive frelst ved ham.
Den, som tror paa ham, bliver ikke dømt. Den, som ikke tror, er dømt, allerede fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn.
Dommen er den, at Lyset er kommet til Verden; men Menneskene holdt mere af Mørket end af Lyset. For deres Gerninger var onde.
Ja, enhver, som gør noget stygt, hader Lyset og kommer ikke Lyset nær for ikke at blive overbevist om, hvad han har gjort.
Men den, som i sine Gerninger er Sandheden tro, kommer til Lyset, for at det skal vise sig, at hans Gerninger er gjorte i Gud.
Sidenefter kom Jesus og hans Lærlinge til Judæa, og der opholdt han sig med dem og døbte.
Men Johannes var ogsaa optagen af at døbe i Ajnon, nær ved Salem, for der var vandrigt. Og der kom de og lod sig døbe.
For endnu var Johannes ikke sat i Fængsel.
Derved opkom der en Tvist mellem Johannes' Lærlinge og Judæer om Renselse.
Og saa kom de til Johannes og sagde til ham: Rabbi, nu døber han, som var hos dig hinsides Jordan, og som du gav Vidnesbyrd, og alle gaar til ham.
Johannes svarede: Et Menneske kan ingenting tage, naar det ikke er givet ham fra Himlen.
I kan selv vidne for mig, at jeg sagde: Jeg er ikke den Salvede; men jeg er den, der er sendt forud for ham.
Det er den, der har Bruden, der er Brudgom. Men Brudgommens Ven, som staar og kan høre ham, glæder sig ret over, at Brudgommens Stemme lader sig høre. Dette, som jeg har glædet mig til, har jeg nu opnaaet.
Han maa tage til. Jeg maa tage af.
Han, som kommer ovenfra, er over alle. Den som er fra Jorden, er derefter og taler derefter. Den, som kommer fra Himlen, er over alle,
og han vidner om, hvad han har set og hørt. Men der er ingen, der tager imod hans Vidnesbyrd.
Den, som tager imod hans Vidnesbyrd, har dermed sat sit Segl paa, at Gud er sanddru.
For den, som Gud har sendt, melder, hvad Gud har sagt. Ja, for det er ikke halvt om halvt, Gud giver Aanden.
Faderen har Sønnen kær, og alt har han givet ham i Vold.
Den, som tror paa Sønnen, har evigt Liv. Den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se noget til Liv, men Guds Vrede bliver over ham.
Da nu Herren fik at vide, at Farisæerne havde hørt sige: „Jesus faar flere Lærlinge og døber flere end Johannes"
og det skønt det ikke var Jesus selv, men hans Lærlinge, der døbte —
saa forlod han Judæa og gik igen til Galilæa.
Han maatte komme gennem Samaria,
og han kommer da til en By i Samaria, som hedder Sykar og ligger lige op til den Jordlod, som Jakob gav sin Søn Josef.
Der var Jakobs-kilden. Træt som han var efter Vandringen, satte han sig da ved Kilden. Det var omtrent ved Middagstid.
Saa kommer der en Samariterkvinde for at hente Vand. Giv mig noget at drikke, siger Jesus til hende.
For hans Lærlinge var gaaet bort til Byen for at købe Mad,
Samariterkvinden siger til ham: Hvor kan du, som er Jøde, bede mig, som er en Samariterkvinde, om noget at drikke? For Jøder omgaas ikke med Samariter.
Jesus svarede hende: Dersom du kendte til Guds Gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, saa vilde du have bedt ham derom, og saa skulde han have givet dig Livsvand.
Konen siger til ham: Herre! du har ikke noget at øse op med, og Brønden er dyb. Hvor har du det Livsvand fra?
Du er da vel ikke større end vor Fader Jakob, som gav os Brønden. Og han drak selv af den og hans Sønner og hans Ungkvæg.
Jesus svarede hende: Enhver, som drikker af dette Vand, kommer til at tørste igen.
Men den, som drikker af det Vand, jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, jeg giver ham, bliver i ham et Kildespring til evigt Liv.
Konen siger til ham: Herre, giv mig det Vand, for at jeg ikke skal blive tørstig og ikke gaa her og øse,
Han siger til hende: Gaa hjem og kald paa din Mand, og kom saa igen.
Konen svarer: Jeg har ingen Mand. Jesus siger til hende: Det har du Ret i, at du ingen Mand har.
For du har haft fem Mænd, og den, du nu har, er ikke din Mand. Det var et sandt Ord, du der sagde.
Konen siger til ham: Herre, jeg kan se, at du er en Profet.
Vore Fædre holdt Bøn paa dette Bjerg; men I siger, at i Jerusalem er Stedet, hvor man skal holde Bøn. — — —
Jesus siger til hende: Tro mig! Der kommer den Tid, da I hverken skal bede til Faderen paa dette Bjerg eller i Jerusalem.
I tilbeder, I véd ikke selv hvad. Vi véd, hvad vi tilbeder. For Frelsen udgaar fra Jøderne.
Men, der kommer den Tid, ja, den er der nu, da de rette Tilbedere skal bede til Faderen i Aand og Sandhed. For det er ogsaa Faderen om at gøre at faa sadanne Tilbedere.
Gud er Aand, og de, som beder til ham, bør gøre det i Aand og Sandhed.
Konen siger til ham: Jeg véd, at Messias kommer — den, som man kalder den Salvede. Naar han kommer, vil han bringe os Bud om det altsammen.
Jesus siger til hende: Det er mig, den som taler med dig.
I det samme kom Lærlingene, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde. Alligevel var der ingen, der sagde Hvad er det, du ønsker? eller: Hvad er det, du taler med hende om?
Saa lod Konen sin Krukke staa og gik ind til Byen, og til alle Mennesker siger hun:
Kom og se! Der er en Mand, som har sagt mig alt, hvad jeg har gjort. Mon det ikke er den Salvede?
De kom ud af Byen og gik hen til ham.
I Mellemtiden bad Lærlingene ham: Rabbi, spis nu!
Men han sagde til dem: Jeg har noget af leve af, som I ikke véd.
Saa sagde Lærlingene til hverandre: Skulde der være nogen, der har bragt ham noget at spise?
Jesus siger til dem: Det jeg lever af, er at gøre hans Vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans Værk.
Siger I ikke som saa: Det varer fire Maaneder, saa kommer Høsten. Nu skal jeg sige jer noget: Se jer om, og læg Mærke til, hvor Markerne hvidner til Høst.
Den, som høster, henter allerede sin Løn og indsamler Udbytte til evigt Liv til fælles Glæde for Saamand saa vel som Høstmand.
For her maa man sande det Ord, at en saar, og en anden høster.
Jeg har sendt jer ud at høste, hvad I ikke har haft Umagen med. Umagen har andre haft, og deres Umage har I faaet Andel i.
Af Samariterne i den By var der mange, der troede paa ham for Konens Ords Skyld, som forsikrede: „Han sagde mig alt, hvad jeg havde gjort".
Da nu Samariterne kom til ham, bad de ham om at blive hos dem. Og saa blev han der to Dage.
Og saa var der mange flere, der troede for hans Ords Skyld
og sagde til Konen: Nu er det ikke mere din Tale, der gør, at vi tror. For vi har selv hørt det og véd, at han er virkelig Verdens Frelser.
Da de to Dage var omme, drog han derfra til Galilæa.
For det var Jesus' eget Vidnesbyrd, at en Profet vinder ikke Bifald i sin Hjemstavn.
Da han nu kom til Galilæa, tog Galilæerne vel imod ham, Fordi de havde set alt det, han gjorde i Jerusalem under Højtiden. De var jo ogsaa kommet der til Højtiden.
Og saa kom han da igen til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vand til Vin. Men der var i Kafarnaum en, der stod Kongens Tjeneste, og hans Søn var syg.
Da han hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad ham om at gaa med tilbage og helbrede hans Søn. For han var lige ved at dø.
I vil ikke tro, sagde Jesus til ham, naar I ikke ser Tegn og Undergerninger.
Herre! siger Kongens Mand, gaa med, inden mit Barn dør.
Jesus siger til ham: Gaa kun, din Søn lever. Manden troede paa det Ord, Jesus havde sagt til ham, og gik.
Men paa Hjem vejen kom allerede Tjenestefolkene ham imøde og meldte, at hans Søn levede.
Saa forhørte han sig hos dem om, hvornaar det var bleven bedre med ham. Jo, sagde de til ham, igaar ved den syvende Time forlod Feberen ham.
Saa vidste Faderen, at det netop var ved den samme Tid, da Jesus sagde til ham: „Din Søn lever". Saa blev han og hele hans Hus troende.
Det var anden Gang, Jesus kom fra Judæa til Galilæa og gjorde Tegn.
Sidenhen holdt Judæerne Højtid, og Jesus rejste til Jerusalem.
Der er i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa hebraisk kaldes Betesda, og hvortil der hører fem Søjlegange.
Derinde laa en Mængde svagelige, blinde, Krøblinge og hentærede, som ventede paa, at Vandet skulde komme i Bevægelse.
For til visse Tider får en Engel ned i Dammen og bragte Vandet i Oprør. Den første, som da steg ned, efter at Vandet var kommet i Bevægelse, han blev rask, hvad det saa end var for en Syge, han led af.
Der var en Mand, som havde baaret paa sin Sygdom i 38 Aar.
Som nu Jesus saa ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget der længe, siger han til ham: Vil du gerne blive rask?
Herre, svarede den syge ham, jeg har ikke et Menneske til at hjælpe mig ud i Dammen, naar Vandet kommer i Bevægelse. Og lige naar jeg kommer, er der en anden, der gaar ned før mig.
Jesus siger til ham: Rejs dig op, og tag dit Leje, og gaa saa.
Straks blev Manden rask, han tager sit Leje, og saa gaar han. Men det var Sabbat den Dag.
Judæerne sagde da til ham, som var bleven helbredet: Det er Sabbat, og du maa ikke bære dit Leje.
Han svarede dem: Den, som gjorde mig rask, sagde: Tag dit Leje og gaa saa.
De spurgte ham: Hvem var den Mand, som sagde til dig: Tag og gaa med det?
Men den helbredte vidste ikke, hvem det var, for Jesus havde unddraget sig, idet der var mange Folk samlede paa Stedet.
Senere træffer Jesus ham i Helligdommen og siger til ham: Ja, nu er du bleven rask. Bliv ikke mere ved med at synde, for at der ikke skal ramme dig det, der er værre.
Manden gik og sagde til Judæerne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask,
og det gav Anledning til, at Judæerne vilde anklage Jesus for, at han gjorde de Gerninger paa Sabbaten.
Han svarede dem: Min Fader arbejder endnu, og det gør jeg ligesaa.
Af den Grund stræbte Judæerne saa meget mere efter at slaa ham ihjel; fordi han ikke blot satte sig ud over Sabbaten, men endog sagde, Gud var hans egen Fader, og gjorde dermed sig selv til Guds Lige.
Dertil svarede Jesus dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer. Sønnen kan ingenting gøre af sig selv, men kun, hvad han ser Faderen gøre. For, hvad han gør, det gør Sønnen efter.
For Faderen har Sønnen kær og viser ham alt, hvad han selv gør. Og han skal til jeres Forundring vise ham endnu større Gerninger end disse.
For ligesom Faderen vækker de døde og gør dem levende, saadan gør ogsaa Sønnen levende, hvem han vil.
For Faderen dømmer hellerikke nogen, men har overdraget Dommen helt til Sønnen,
for at alle skal ære Sønnen ligesom Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som sendte ham.
Sandelig, sandelig siger jeg jer, at den, som hører mit Ord og tror paa ham, som sendte mig, har evigt Liv, og der venter ham ingen Dom. Nej, han har gjort Skridtet fra Døden over til Livet.
Sandelig, sandelig siger jeg jer, at den Time slaar, og nu er den inde, da de Døde skal høre Guds Søn kalde, og de, der hører det, skal leve.
For ligesom Faderen har Liv i sig selv, saadan har han ogsaa givet Sønnen at have Liv i sig selv
og givet ham Myndighed til at holde Dom, fordi han er Menneskesøn.
I skal ikke undre jer herover, for den Time slaar, da alle de, der ligger i deres Grave, skal høre ham kalde
og skal da gaa frem, de, som har gjort det gode, til Livsopstandelse, de som har taget sig for, det, som er slet, til Domsopstandelse.
Jeg kan ingenting gøre af mig selv. Som jeg hører, saa dømmer jeg, og den Dom, jeg fælder, er retfærdig. For jeg fremmer ikke min Vilje, men hans Vilje, som sendte mig.
Hvis jeg vidner om mig selv, gælder mit Vidnesbyrd ikke.
Der er en anden, der vidner om mig, og I ved, at hvad han vidner om mig, det gælder.
I sendte Bud til Johannes, og han har givet Sandheden Vidnesbyrd.
Jeg kalder ikke noget Menneske til Vidne; men dette siger jeg kun, for at I skal blive frelste.
Han var Lyset, det brændende og lysende. Men I brød jer kun for en Tid om at fryde jer i hans Lys.
Men jeg har et Vidnesbyrd, som er større end Johannes'. For de Gerninger, min Fader har givet mig at gennemføre, selve de Gerninger, jeg gør, vidner om mig, at det er Faderen, der har sendt mig.
Og Faderen, som har sendt mig, han har vidnet om mig. Aldrig har I hørt hans Stemme eller set hans Skikkelse.
Og hans Ord har I ikke saadan, at det bliver i jer, fordi den, som han har sendt, ham tror I ikke.
I gransker Skrifterne; for I mener, I har evigt Liv i dem. Og saa er det dem, der vidner om mig.
Men I vil ikke komme til mig for at have Liv.
Jeg henter ikke Ros hos Mennesker,
men jeg ved om jer, at I ikke har Gudskærligheden i jer.
Jeg kommer i min Faders Navn, men I tager ikke imod mig. Hvis der kommer en anden i sit eget Navn; saa tager I imod ham.
Hvor kan I tro, I som lader jer rose af hverandre indbyrdes; men at roses af den eneste Gud, stræber I ikke efter.
I skal ikke tænke, at jeg vil anklage jer for Faderen. Den, der anklager jer, er Moses, ham som i har sat jert Haab til.
For troede I Moses, saa troede I vel mig. For om mig har han skrevet.
Men tror I ikke, hvad han har skrevet, hvor skulde I saa tro, hvad jeg taler?
Sidenefter drog Jesus bort over paa den anden Side af Tiberiassøen i Galilæa.
Og en stor Skare fulgte ham, fordi de saa de Tegn, han gjorde med de Syge.
Men Jesus gik op paa Bjerget og lejrede sig der med sine Lærlinge.
Det var nær op til Paaske, Jødernes Højtid.
Da nu Jesus saa sig om og kunde se, der kommer en stor Skare til ham, siger han til Filippos: Hvor skal vi købe Brød, for at disse kan faa noget at spise?
Det sagde han for at sætte ham paa Prøve; for selv vidste han, hvad han ret nu vilde gøre.
Filippos svarede ham: Brød for 200 Denarer vil ikke forslaa til dem, saa de kan faa lidt hver.
En af hans Lærlinge, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham:
Der er en lille Dreng her, som har fem Bygbrød og to Smaafisk. Men det - hvad er det til saa mange?
Jesus sagde: Faa Folkene til at sætte sig ned. Der var meget Græs der paa Stedet. De satte sig da ned, Mændene Femtusinde i Antal.
Saa tog Jesus Brødene, holdt Takkebøn og gav det til dem, der havde sat sig; ligesaa af Smaafiskene, saa meget som de vilde have.
Da de saa var bleven mætte, siger han til sine Lærlinge: Sank nu de Stykker sammen, som er bleven tilovers, for at ingenting skal gaa til Spilde.
Saa samlede de op og fyldte tolv Kurve med Stykker, som var blevet tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde faaet Mad.
De Mennesker havde altsaa set det Tegn, han havde gjort, og saa sagde de: Det er sandelig Profeten, som kommer til Verden.
Saa vidste Jesus, at de vilde komme og med Vold og Magt gøre ham til Konge, og saa undveg han igen op paa Bjerget ganske alene.
Da Aftenen faldt paa, gik hans Lærlinge ned til Stranden
og gik ombord i et Fartøj og satte over Søen til Kafarnaum. Men Mørket overvældede dem, og Jesus var endnu ikke kommen til dem.
Dertil blev der høj Søgang, for det blæste stærkt.
Da de saa havde tilbagelagt 25-30 Stadier, kan de se Jesus gaa paa Søen og komme tæt hen til Baaden, og de blev bange.
Men han siger til dem: I skal ikke være bange, det er mig.
Saa vilde de gerne have ham ombord i Baaden, og saa naaede Fartøjet straks til Land, der hvor de vilde hen.
Dagen efter saa den forsamlede Mængde, som stod ovre paa den anden Side af Søen, at der var ingen anden Baad end den ene, og Jesus var ikke gaaet ombord med sine Lærlinge; men hans Lærlinge var tagne afsted alene.
Derimod kom der Baade fra Tiberias til et Sted ikke langt fra, hvor de fik Brød, efter at Herren havde holdt Takkebøn.
Da saa Mængden ser, at Jesus er der ikke, hans Lærlinge ikke heller, saa gik de selv i Baadene og kom til Kafarnaum og søgte efter Jesus.
Og da de fandt ham paa den anden Side af Søen, sagde de til ham: Rabbi, naar er du kommen her
Jesus svarede dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: I søger mig ikke, fordi I saa Tegn, men fordi I spiste jer mætte i Brødene.
I skal ikke arbejde paa den forgængelige Føde; men paa den, som varer til et evigt Liv, som Menneskesønnen giver jer. For ham har Faderen, Gud selv, mærket med sit Segl.
Saa sagde de til ham: Hvordan skal vi bære os ad for at arbejde paa Guds Gerning?
Jesus svarede dem: Dette er Guds Gerning, at I skal tro paa den, som han har sendt.
Saa sagde de til ham: Hvad gør du saa for et Tegn, for at vi ved at se det kan komme til at tro dig? Hvad arbejder du paa?
Vore Fædre spiste Manna i Ørken, som der staar skrevet: „Brød fra Himlen gav han dem at spise".
Saa sagde Jesus til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke Brødet fra Himlen. Nej, min Fader giver jer det, som virkelig er Brødet fra Himlen.
For det, der er Guds Brød, er det, som kommer ned fra Himlen og bringer Verden Liv.
Saa sagde de til ham: Herre, saa giv os da altid det Brød.
Jesus sagde til dem: Jeg er Livsbrødet. Den, som kommer til mig, skal ikke sulte, og den, som tror paa mig, skal aldrig tørste.
Men jeg har sagt jer, at I har set; men I tror ikke.
Alt hvad min Fader giver mig, vil komme til mig, og den, som kommer til mig, vil jeg ikke støde ud.
For jeg er stegen herned fra Himlen ikke for at gøre, hvad jeg selv vil, men hvad han vil, som sendte mig.
Og hans Vilje er, at af alt det, han har givet mig, skal jeg intet miste, men jeg skal oprejse det paa den sidste Dag.
For dette er min Faders Vilje, at enhver, som ser paa Sønnen og tror paa ham, skal have evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den sidste Dag.
Saa gik Jøderne og skændtes om ham, fordi han havde sagt: „Jeg er det Brød, der kommer ned fra Himlen".
Og de sagde: Er det ikke Jesus Josefs' Søn, hvis Fader og Moder vi kender? Hvor kan den samme nu sige, at han er steget herned fra Himlen?
Jesus svarede dem. I skal ikke skændes med hinanden.
Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, driver ham dertil. Saa skal jeg oprejse ham paa den sidste Dag.
Der staar skrevet hos Profeterne.: „Saa skal de alle være oplærte af Gud". Hver den, som har hørt det fra Gud og nemmet det, han kommer til mig.
Ikke saa, at nogen anden har set Gud end den, som er fra Gud. Han har set Gud.
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som tror paa mig, har evigt Liv.
Jeg er Livsbrødet.
Jeres Fædre spiste af Mannaen i Ørken, men døde.
Dette er det Brød, der kommer ned fra Himlen, for at man skal spise deraf og saa ikke dø.
Jeg er Livsbrødet, som er kommet ned fra Himlen. Hvis nogen spiser af dette Brød, skal han leve evindelig. Og det Brød, jeg vil give, for at Verden maa leve, er mit Kød.
Saa stredes Jøderne indbyrdes: Hvor kan han, sagde de, give os Kødet at spise?
Saa sagde Jesus til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser og drikker Menneskesønnens Kød og Blod, har I ikke Liv i jer.
Den, som mætter sig paa mit Kød og drikker mit Blod, har evigt Liv, og jeg vil oprejse ham paa den sidste Dag.
For mit Kød er virkelig til at spise, og mit Blod er virkelig til at drikke.
Den, som mætter sig paa mit Kød og drikker mit Blod, bliver i mig og jeg i ham.
Ligesom Faderen, der lever, har sendt mig, og jeg lever af Faderen, skal ogsaa den, som mætter sig paa mig, leve af mig.
Det er Brødet nedsteget fra Himlen — ikke som da Fædrene spiste og saa døde —. Den, som mætter sig paa dette Brød, skal leve evindelig.
Dette sagde han i en Synagoge, hvor han underviste, i Kafarnaum.
Saa var der mange af hans Lærlinge, der hørte det, som sagde: Det er et haardt Ord, hvem kan laane Øre til det?
Men Jesus vidste hos sig selv, at hans Lærlinge skændtes derom, og saa sagde han til dem: Ménstøder (forarger) det jer?
Hvad om I da faar at se, at Menneskesønnen farer did op, hvor han før var?
Aanden er den levendegørende. Kødet hjælper slet ikke med dertil. Hvad jeg taler til jer, det er Aand, og det er Liv.
Men der er somme af jer, som ikke tror. For Jesus vidste fra først af, hvem der ikke troede, og hvem, der vilde forraade ham.
Og saa sagde han: Det er derfor, jeg har sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden at det er ham givet og har sin Kilde i Faderen.
Dette førte til, at mange af hans Lærlinge trak sig tilbage og var ikke med ham længere.
Saa sagde Jesus til de tolv: I vil da vel ikke ogsaa gaa jeres Vej?
Simon Peter svarede: Herre, hvem skulde vi gaa til? Du har det, der er evigt Livs Tale,
og vi har faaet Tro derpaa og Vished derom, at du er Guds Hellige.
Jesus svarede dem: Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en Djævel.
Men det var Judas Simons Søn Iskarjot, han sagde det om. For han skulde siden forraade ham, skønt han hørte til de tolv.
Siden færdedes Jesus i Galilæa. For Judæerne stræbte ham efter Livet, og derfor vilde han ikke færdes i Judæa.
Men Judæernes Løvhyttefest var nær forestaaende.
Saa sagde hans Brødre til ham: Du skulde tage herfra og rejse over til Judæa, for at dine Lærlinge ogsaa kunde se paa de Gerninger, du gør.
Der er da ingen, der lægger Skjul paa, hvad han gør, naar han vil kendes som den, han er. Lad al Verden faa at se, om du gør det eller ej.
For hans Brødre troede heller ikke paa ham.
Jesus siger til dem: Min Tid er ikke kommen endnu, men for jer er Tiden altid tilpas.
Verden kan ikke hade jer, men den hader mig, fordi jeg vidner imod den om, at dens Gerninger er onde.
Rejs I kun til Festen. Jeg rejser ikke til denne Fest, for den rette Tid er endnu ikke kommen for mig.
Saadan sagde han og blev i Galilæa.
Men da hans Brødre rejste til Festen, rejste han ogsaa, men i al Hemmelighed og ikke aabenlyst.
Saa søgte Judæerne da efter ham ved Højtiden. Hvor er han? sagde de.
Og der blev ført megen uforligelig Snak om ham i den forsamlede Mængde. Somme sagde: Han er saa god. Andre sagde: Nej, han vildleder det menige Folk.
Alligevel var der ingen, der udtalte sig frit om ham af Frygt for Judæerne.
Først midt under Højtiden gik Jesus op i Helligdommen og underviste.
Og Judæerne undrede sig: Hvor har han sin Lærdom fra, sagde de, da han ikke har staaet i Lære?
Jesus svarede dem da: Min Lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig.
Hvis nogen gerne vil gøre hans Vilje, saa skal han faa at vide, om den Lære har sin Kilde i Gud, eller om jeg taler af mig selv.
Den, som taler af sig selv, søger sin egen Ære. Men den, som søger hans Ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ingen Uredelighed hos ham.
Har Moses ikke givet jer Loven, men ingen af jer gør Alvor af Loven. Hvorfor søger I at slaa mig ihjel ?
Den forsamlede Mængde svarede: Er du besat, hvem søger at slaa dig ihjel?
Jesus svarede dem: En Gerning har I alle undret jer over, at jeg gjorde.
Nu vel! Moses har givet jer Omskærelsen, som dog ikke stammer fra Moses, men kan føres tilbage til Fædrene.
Og I omskærer et Menneske paa Sabbaten. Naar et Menneske faar Omskærelsen paa Sabbaten, for at Moseloven ikke skal brydes, kan I saa tage mig ilde op, at jeg har gjort et helt Menneske sund paa Sabbaten.
I skal ikke dømme efter Skinnet; nej, døm retfærdigt.
Saa var der nogen af dem fra Jerusalem, der sagde: Er det ikke ham, som de stræber efter Livet,
og nu taler han jo offentlig, og det er der ingen, der siger noget til. Og har de saa virkelig indset det, de raadende, at han er den Salvede?
Nej, men vi ved jo, hvor han er fra. Naar den Salvede kommer, saa ved ingen, hvor han er fra.
Saa raabte Jesus, mens han underviste i Helligdommen: Saa I kender mig, og I ved, hvor jeg er fra! Og jeg er dog ikke kommen af egen Drift; men den Sanddrue har sendt mig, og ham kender I ikke.
Jeg kender ham, for ham kommer jeg fra, og han har sendt mig.
Saa søgte de at gribe ham; men ingen lagde Haand paa ham. For hans Time var ikke slaaet endnu.
Men mange af Forsamlingen troede paa ham og sagde: Mon vel den Salvede, naar han kommer, gør flere Tegn, end han gør?
Denne uforligelige Snakken om ham i Forsamlingen hørte Farisæerne, og Farisæerne og Ypperstepræsteskabet sendte Betjente ud for at gribe ham.
Saa sagde Jesus: Nu er jeg kun en kort Tid hos jer, saa gaar jeg bort til ham, som har sendt mig.
I skal søge mig, men ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme.
Hvor vil han rejse hen, sagde Judæerne da til hverandre, siden vi ikke kan finde ham? Vil han maaske rejse til de Adspredte hos Hellenerne og undervise Hellenerne?
Hvad var det for noget, han sagde: „I skal søge efter mig, men ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme."
Paa, den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus op og raabte: Er der nogen, der tørster, saa kom og drik!
Om den, der tror paa mig, gælder det, som Skriften siger, at Strømme skal bryde frem af hans Indre med Livsvand.
Dermed sigtede han til Aanden, som de, der troede paa ham, skulde faa. Endnu var der ikke Aand, fordi Jesus endnu ikke var kommen til Højhed.
Somme i Forsamlingen, der hørte disse Ord, sagde da: Han er sandelig Profeten.
Andre sagde: Han er den Salvede. Andre sagde: Nej, den Salvede kommer jo ikke fra Galilæa.
Siger Skriften ikke, at den Salvede kommer af Davids Æt og fra Betlehem, der hvor David var!
Saa blev der Uenighed i Forsamlingen for hans Skyld.
Der var ogsaa nogen af dem, der vilde gribe ham; men ingen lagde Haand paa ham.
Saa kom Betjentene til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og de sagde til dem: Hvorfor tog I ham ikke med?
Betjentene svarede: Aldrig har noget Menneske talt, saadan, som den Mand taler.
Farisæerne svarede dem: I har da vel ikke ogsaa ladet jer vildlede.
Er der vel nogen af de raadende, der har troet paa ham, eller af Farisæerne?
Men dette sammenløbne Folk, som ikke kender Loven, forbandede er de.
Nikodemos, han som før var kommen til ham, en af deres Kreds, sagde til dem:
Fælder vel vor Lov Dom over Manden, uden at man først hører sig for hos ham selv og faar at vide, hvad han gør?
Er du maaske ogsaa fra Galilæa, svarede de ham? Se efter, saa skal du se, at der opstaar ikke Profeter fra Galilæa.
-
Saa gik Jesus til Oliehavebjerget.
Men tidligt om Morgenen kom han igen tilstede i Helligdommen, og hele Folket kom til ham, og saa satte han sig ned og underviste dem.
Saa fører de skriftlærde og Farisæerne en Kone til ham, som var greben i Ægteskabsbrud, og stiller hende midt i Kredsen
og siger til ham: Lærer, denne Kvinde er grebet i Ægteskabsbrud paa frisk Gerning.
I Moseloven er det os paalagt, at saadanne skal stenes: Hvad siger saa du?
Men det sagde de for at friste ham, for at faa noget at anklage ham for. Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden.
Men da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: Den af jer, som ikke har syndet, skal kaste den første Sten paa hende.
Og saa bøjede han sig igen ned og skrev paa Jorden.
Men da de hørte det og følte sig ramt af Samvittigheden, gik de bort en for en, de ældste først, lige til de sidste og lod Jesus alene tilbage og Kvinden, som stod midt i Kredsen.
Da Jesus rettede sig op og ingen andre saa end Kvinden, sagde han til hende: Hvor er de andre, som anklagede dig? Var der ingen, der dømte dig?
Hun sagde: Nej, Herre, det var der ingen, der gjorde. Saa sagde Jesus til hende: Jeg dømmer dig hellerikke. Gaa og gør det saa aldrig mere.
Saa talte Jesus igen: Jeg er Verdenslyset. Den, som følger mig, skal ikke gaa i Mørke, men eje Livets Lys.
Saa sagde Farisæerne til ham: Du vidner om dig selv. Dit Vidnesbyrd er ikke gyldigt.
Jesus svarede dem: Vidner jeg end om mig selv, saa er mit Vidnesbyrd dog gyldigt; for jeg véd, hvor jeg er kommen fra, og hvor jeg gaar hen. I véd hverken, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg gaar hen.
I dømmer efter det udvortes. Jeg dømmer ingen.
Og naar jeg dømmer, er min Dom ret, for jeg er ikke ene om det, det er baade mig og Faderen, som har sendt mig.
Og det staar skrevet i jeres egen Lov, at hvad to Mennesker vidner om, det er gyldigt.
Jeg vidner selv om mig, og Faderen, som har sendt mig, vidner om mig.
Saa sagde de til ham: Hvor er din Fader? Jesus svarede dem: I kender hverken mig eller min Fader. Hvis I kendte mig, kendte I ogsaa min Fader.
Disse Ord talte han i Gavesamlingsgaarden, mens han underviste i Helligdommen. Men ingen greb ham, fordi hans Time var ikke slaaet endnu.
Saa sagde han igen til dem: Nu gaar jeg bort, og saa vil I komme til at søge efter mig. Men I skal dø i jeres Synd. Hvor jeg gaar hen, kan I ikke komme.
Saa sagde Judæerne: Han vil da vel ikke slaa sig selv ihjel, siden han siger: „Hvor jeg gaar hen, kan I ikke komme".
Han sagde ogsaa til dem: I er nedenfra; jeg er ovenfra. I er kommet af denne Verden; det er jeg ikke.
Jeg sagde til jer, at I skal dø i jeres Synder. For hvis I ikke tror, at jeg er til, kommer I til at dø i jeres Synder.
Saa sagde de til ham: Hvem er du? Jesus sagde til dem: Hvad andet er det i det hele, jeg taler med jer om?
Jeg har meget at sige og dømme om jer. Men han, som har sendt mig, er sanddru, og det, jeg taler til Verden, er, hvad jeg har hørt af ham.
De forstod ikke, at han talte til dem om Faderen.
Saa sagde Jesus: Naar I engang løfter Menneskesønnen højt, saa skal I skønne, at jeg er til, og at jeg gør ingenting af mig selv; men kun som Faderen har lært mig det, siger jeg dette.
Og han, som har sendt mig, er med mig og har ikke ladt mig være ene. For jeg gør altid, hvad han synes godt om.
Da han sagde alt dette, kom mange til at tro paa ham.
Saa sagde Jesus til de Judæer, som var kommen til at tro ham: Dersom i bliver ved mit Ord, er I virkelig mine Lærlinge,
og saa skal I faa Sandheden at vide, og saa skal Sandheden gøre jer frie.
Vi er Abrahams Æt, svarede de ham, og har aldrig trællet for nogen. Hvor kan du sige, at vi skal blive frie?
Jesus svarede dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer, at hver den, som fremmer Synden, er Syndens Træl.
Og Trællen bliver ikke I Huset evig og altid. Men Sønnen bliver der altid.
Hvis Sønnen skænker jer Friheden, saa er I Virkeligheden frie.
Jeg ved nok, at I er af Abrahams Æt. Men I stræber mig efter Livet, fordi mit Ord finder ikke Hjerterum hos jer.
Hvad jeg har set hos Faderen, det taler jeg. I ligesaa, I tager jer for, hvad I har hørt af jeres Fader.
De svarede ham: Vor Fader, det er Abraham. Jesus siger til dem: Var I Abrahams Børn, saa gjorde I Abrahams Gerninger.
Men tværtimod, I stræber mig efter Livet, mig et Menneske, som har sagt jer den Sandhed, som jeg har hørt af Gud. Saadan bar Abraham sig ikke ad.
I gør jeres Faders Gerninger. Vi er ikke uægte fødte, sagde de til ham, vi har en Fader, og det er Gud.
Jesus sagde til dem: Hvis Gud var jeres Fader, maatte I elske mig, for jeg kommer lige fra Gud. Ikke engang af egen Drift er jeg kommen; men det er ham, der har sendt mig.
Hvorfor kan I ikke forstaa, hvad jeg siger? Nej, for I kan ikke høre mit Ord.
Den Fader, I kan takke for, hvad I er, er Djævelen. Og hvad jeres Fader har Lyst til, er I villige til at gøre. Han var Menneske-Morder lige fra første Færd, og han har ingen Fodfæste i Sandheden. For der er ikke Sandhed i ham. Naar han udbreder Løgnen, saa taler han af, hvad hans er. For han er en Løgner og Fader til den.
Men mig tiltror I ikke, at jeg siger Sandheden.
Hvem af jer kan overbevise mig om Synd? Naar, det er sandt, hvad jeg siger, hvorfor tror I mig saa ikke?
Den, som Gud har gjort til det, han er, hører, hvad Gud siger. Derfor hører I ikke; for jer har Gud ikke gjort til det, I er.
Judæerne svarede ham: Er det ikke ret nok, som vi siger, at du er en Samariter og besat af en ond Aand.
Jesus svarede dem: Jeg er ikke besat af en ond Aand, men jeg ærer ' min Fader, og I æreskænder mig.
Men jeg bryder mig ikke om, at der skal gøres Ære af mig. Der er en, der bryder sig om det og dømmer.
Sandelig siger jeg jer: Hvis nogen varer mit Ord vel, skal han aldrig i Evighed faa Døden at se.
Judæerne sagde til ham: Nu véd vi da, at du er besat af en ond Aand. Abraham er død og Profeterne med, og saa siger du: Hvis nogen varer mit Ord vel, skal han aldrig i Evighed lide Døden.
Du er da vel ikke større end vor Fader Abraham, som er død? Og Profeterne døde. Hvem gør du dig selv til?
Jesus svarede: Hvis jeg gør Ære af mig selv, saa gælder min Ære ingenting. Det er min Fader, der gør Ære af mig, ham I siger om, at han er jeres Gud.
Og saa kender I ham endda ikke. Men jeg kender ham. Sagde jeg, at jeg kendte ham ikke, saa vilde jeg være ligesom I, en Løgner. Men jeg kender ham og varetager hans Ord vel.
Abraham, jeres Fader glædede sig inderlig til at se min Dag, og han saa den og blev glad.
Saa sagde Judæerne til ham: Du er endnu ikke halv-hundrede Aar, og saa har du set Abraham!
Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer. Før Abraham blev til, har jeg været.
Saa tog de Sten op for at kaste efter ham. Men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen.
Paa sin Vej saa han en Mand, som var blind fra Fødseler af,
og saa spurgte hans Lærlinge ham: Rabbi, er det ham eller hans Forældres Synd, der har voldt, at han blev født blind:
Jesus svarede: Det er hverken hans eller hans Forældres. Synd; men det er for at Guds Gerning skal vise sig paa ham.
Vi maa udføre hans Gerninger, som sendte mig, mens det er Dag. Der kommer en Nat, da ingen kan udrette noget.
Mens jeg er i Verden, er jeg et Verdenslys.
Som han sagde dette, spyttede han paa Jorden, gjorde Dynd af Spyttet og bredte Dyndet paa hans Øjne
og sagde til ham: „Gaa hen og vask dig i Vandbeholderen Siloam", det betyder „sendt". Saa gik han bort og vaskede sig og kom seende tilbage.
Saa sagde Naboerne og de, der før havde set ham som Tigger: Er det ikke ham, som sad og tiggede?
Somme sagde: Jo, det er ham. Andre sagde: Nej, han ligner ham kun. Han sagde: Det er mig.
Saa sagde de til ham: Hvordan har du faaet dine Øjne lukket op?
Han sagde: Den Mand, de kalder Jesus, gjorde Dynd og bredte paa mine Øjne og sagde til mig: „Gaa hen og vask dig i Siloam". Og saa gik jeg hen og vaskede mig, og saa kom jeg til at se.
Hvor er han? sagde de. Det ved jeg ikke, siger han.
Saa fører de ham til Farisæerne, ham, som før var blind.
Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dynd og aabnede hans øjne.
Saa spurgte Farisæerne ham igen om, hvordan han kom til at se. Han lagde Dynd paa mine Øjne, sagde han til dem, og saa vaskede jeg mig, og nu ser jeg.
Saa sagde nogen af Farisæerne: Den Mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke Sabbaten. Andre sagde: Hvor kan et slet Menneske gøre saadanne Tegn? Og de kunde ikke blive enige.
Saa siger de igen til den blinde: Hvad siger du om ham, fordi han aabnede dine Øjne? Han sagde: Det er en Profet.
Saa vilde Judæerne ikke tro om ham, at han havde været blind og var kommen til at se, førend de havde hidkaldt hans Forældre, som havde faaet sit Syn.
Og saa spurgte de dem: Er det jeres Søn, ham som I siger er født blind? Hvor kan det da være, at han nu ser?
Saa svarede hans Forældre: Vi ved, at han er vor Søn, og at han er født blind,
men hvor det kan være, at han nu ser, eller hvem der har aabnet hans Øjne, det ved vi ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok, han skal nok gøre Rede for sig selv.
Det sagde hans Forældre, fordi de var bange for Judæerne. For Judæerne havde allerede taget den Beslutning, at enhver, som anerkendte ham som den Salvede, skulde udelukkes af Synagogen.
Derfor sagde hans Forældre: Han er gammel nok. Spørg ham selv.
Saa kaldte de for anden Gang den Mand frem, som havde været blind, og sagde til ham: Giv Gud sin Ære. Vi ved, at han er et slet Menneske.
Saa svarede han dem: Om han er et slet Menneske, det ved jeg ikke. En Ting ved jeg: at før var jeg blind, og nu kan jeg se.
Saa sagde de til ham: Hvad gjorde han ved dig ? Hvordan aabnede han dine Øjne?
Det har jeg allerede sagt jer, svarede han dem; men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I saa høre det en Gang til? Vil I maaske ogsaa være hans Lærlinge?
Saa skældte de ham ud og sagde: Du er hans Lærling; men vi er Moses Lærlinge.
Vi ved, at Gud har talt med Moses. Men hvor han er fra, ved vi ikke.
Ja det er det, der er saa ufatteligt, svarede Manden dem, at I ikke ved, hvor han er fra, skønt han har aabnet mine Øjne.
Det ved vi, at Gud hører ikke slette Mennesker. Nej, hvis nogen er gudfrygtig og retter sig efter hans Vilje, saa hører han ham.
Aldrig i Evighed er det hørt før, at nogen har aabnet en blindfødts Øjne.
Hvis han ikke var fra Gud, kunde han ingenting udrette.
Du er helt og holdent født i Synd og Synd, svarede de ham, og saa vil du lære os! Saa udelukkede de ham.
Jesus hørte, at de havde udelukket ham, og saa opsøgte han ham og sagde til ham: Tror du paa Menneskesønnen?
Han svarede: Ja, hvem er det, Herre, saa vil jeg tro paa ham.
Jesus sagde til ham: Du har baade set ham, og ham, du taler med, ham er det.
Jeg tror, Herre, sagde han og kastede sig ned for ham.
Og Jesus sagde: Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at de, som ikke ser, skal komme til at se, og de, som ser, skal blive blinde.
Det hørte ogsaa de af Farisæerne, som var hos ham: Er vi maaske ogsaa blinde? sagde de til ham.
Dersom I var blinde, sagde Jesus til dem, saa havde I ikke Brøde. Men tvertimod; I siger, at I ser. Jeres Brøde bliver nu som før.
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Indgangen, men springer over andetsteds, han er Tyv og Røver.
Men den, som gaar ind gennem Indgangen, er Faarenes Hyrde.
For ham lukker Ledvogteren op, og Faarene hører ham kalde, og han kalder ad sine egne Faar, hvert især, og fører dem ud.
Naar han saa har faaet alle dem ud, som er hans, gaar han foran dem. Og Faarene følger ham, fordi de kender hans Stemme.
Men en fremmed følger de ikke. Ham flygter de for, fordi de kender ikke de fremmedes Stemme.
Denne Lignelse fortalte Jesus for dem; men de kunde ikke forstaa, hvad det var, han talte til dem om.
Saa sagde Jesus igen: Sandelig sandelig siger jeg jer, at Jeg er Faarenes Indgangsdør.
Alle de, der kom før mig, er Tyve og Røvere. Men dem hørte Faarene ikke efter.
Jeg er Indgangen. Naar nogen gaar ind gennem mig, saa er han vel faren, og han skal gaa ud og ind og finde Føden.
Tyven kommer ikke for andet end for at stjæle og slagte og øde. Jeg er kommen, for at de skal leve og have rigeligt at leve af.
Jeg er den gode Hyrde. Den gode Hyrde sætter Livet til for Faarenes Skyld.
Daglejeren, som slet ikke er Hyrde, og Faarene er ikke hans, forlader Faarene og flygter, naar han kan se Ulven komme. Og saa røver Ulven dem og jager dem fra hinanden.
For han gaar for Dagløn og bryder sig ikke om Faarene.
Jeg er den gode Hyrde og kender mine, og de kender mig,
ligesom Faderen kender mig og jeg Faderen. Og jeg sætter mit Liv til for Faarene.
Jeg har ogsaa andre Faar, som ikke hører til denne Fold. Dem skal jeg ogsaa føre, og de skal høre mig kalde, og saa bliver der en Hjord, en Hyrde.
Det elsker Faderen mig for, at jeg sætter mit Liv til for igen at tage det.
Der er ingen, der tager det fra mig. Nej, jeg sætter det til af egen Drift. Det staar mig frit for at sætte det til, og det staar mig frit for at tage det tilbage igen. Det har min Fader givet mig Paalæg om.
Saa kunde Judæerne igen ikke blive enige for disse Ords Skyld.
Og saa var der mange, der sagde: Han er besat og fra Forstanden. Hvad hører I ham for?
Andre sagde; Det er ikke en besat Mands Tale. Kan vel en ond Aand aabne blindes Øjne?
Saa indtraf Tenapelvielsesfesten i Jerusalem. Det var Vinter.
Og Jesus færdedes i Helligdommen i Salomons Søjlegang.
Saa flokkedes Judæerne om ham og sagde til ham: Hvorlænge holder du os i spændt Forventning? Hvis du er den Salvede, saa sig os det rent ud.
Jesus svarede: Jeg har sagt jer det; men I tror det ikke. De Gerninger, jeg gør i min Faders Navn, de vidner om mig.
Men I tror ikke, fordi I hører ikke til mine Faar.
Mine Faar hører mig kalde, og jeg kender dem, og de følger mig.
Og jeg giver dem evigt Liv, og de skal aldrig i Evighed gaa tilgrunde. Og ingen skal rive dem af min Haand.
Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og der er ingen, der kan rive dem ud af min Faders Haand.
Jeg og Faderen er et.
Saa samlede Judæerne igen Sten for at stene ham.
Jesus svarede dem: Mange gode Gerninger har jeg vist jer af Faderens. Hvilken af disse Gerninger er det, I stener mig for?
Judæerne svarede ham: Vi stener dig ikke for en god Gerning, men for at spotte, og fordi du gør dig selv til Gud, skønt du er et Menneske.
Jesus svarede dem: Staar der ikke skrevet i jeres Lov: „Jeg sagde: I er Guder."
Naar den har kaldt dem Guder, som Gudsordet kom til og Skriften kan man ikke sætte sig ud over —
siger I saa om ham, som Faderen helligede og sendte til Verden: „du spotter", fordi jeg sagde: „Jeg er Guds Søn" ?
Hvis jeg ikke gør min Faders Gerninger, skal I ikke tro mig.
Men gør jeg dem, saa tro Gerningerne, om I end ikke tror mig selv; for at I kan faa det at vide og saa vide det, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.
Saa stræbte de efter at gribe ham. Men han slap dem ud af Hænderne.
Atter drog han bort over til den anden Side af Jordan, der hvor Johannes først holdt til, mens han døbte, og der blev han.
Og der kom mange til ham, og de sagde: Johannes gjorde vel ingen Tegn. Men alt hvad Johannes sagde om ham her, det var sandt.
Og mange troede paa ham der.
Der laa en syg, Lasaros af Betania, fra Marias og hendes Søster Martas Landsby.
Maria var den, der salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar. Det var hendes Broder Lasaros, der var syg.
Saa sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: Herre, han, som du holder meget af, er syg.
Da Jesus hørte det, sagde han: Denne Sygdom rører ikke til Død, men skal tjene til Guds Ære, for at Guds Køn skal faa Ære deraf.
Men Jesus elskede Marta og hendes Søster og Lasaros.
Da han nu havde hørt det, at han var syg, saa blev han endnu, hvor han var, i to Dage
og siger saa derefter til Lærlingene: Lad os give os paa Vej igen til Judæa.
Rabbi, siger Lærlingene til ham, vil du nu igen drage derhen? Lige nu prøvede Judæerne jo paa at stene dig.
Jesus svarede: Har ikke Dagen tolv Timer? Naar man færdes om Dagen, støder man ikke imod noget; for man ser denne Verdens Lys.
Men, naar en færdes om Natten, støder han imod; for han har ikke Lyset i sig selv.
Det sagde han, og bagefter siger han til dem: Vor gode Ven Lasaros er sovet ind. Men nu rejser jeg hen og vækker ham op.
Saa sagde Lærlingene til ham Herre, naar han er sovet ind, saa kommer han over det.
Men Jesus havde talt om hans Død. De andre antog derimod, at han talte om Hvile-Søvnen.
Men saa sagde Jesus dem rent ud: Lasaros er død.
Og for jeres Skyld, for at I skal tro, er jeg glad ved, at jeg ikke var der. Men lad os nu give os paa Vej til ham.
Tomas — „Tvilling" som han kaldtes — sagde til sine Medlærlinge: Lad os gaa med, for at vi kan dø med ham.
Da saa Jesus kom, viste det sig, at han havde ligget fire Dage i Graven.
Betania laa ikke langt fra Jerusalem, vel femten Stadier derfra.
Der var kommen mange af Judæerne til Marta og Maria for at trøste dem over deres Broder.
Da saa Marta hørte, at nu kom Jesus, gik hun ham imøde. Maria sad derhjemme.
Herre, sagde saa Marta til Jesus, havde du været her, vilde min Broder ikke være død;
og nu som før ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, det giver han dig.
Jesus siger til hende: Din Broder skal opstaa.
Marta siger til ham: Jeg ved, at han skal opstaa, naar Opstandelsen kommer, paa den sidste Dag.
Jesus sagde til hende: Jeg er Opstandelsen og Livet. Den, som tror paa mig, skal leve, selv om han dør.
Og enhver, som lever og tror paa mig, skal aldrig i Evighed dø. Tror du det?
Ja Herre, siger hun til ham, jeg har troet og tror, at du er den salvede, Guds Søn, den, som kommer til Verden.
Og da hun havde sagt det, gik hun hen og kaldte ad sin Søster Maria og sagde uden at lade nogen høre det: Læreren er her og kalder dig til sig.
Den anden rejser sig hurtigt, saa snart som hun har hørt det, og gaar til ham.
Jesus var endnu ikke kommen ind i Landsbyen, men var paa det samme Sted, hvor Marta havde mødt ham.
Da Judæerne, som var hjemme hos Maria og trøstede hende, saa, at hun hurtigt rejste sig og gik ud, fulgte de med hende. De mente, hun gik til Graven for at klage der.
Da saa Maria kom derhen, hvor Jesus var, og saa ham, kastede hun sig ned for hans Fødder og sagde til ham: Hvis du havde været her, Herre, saa vilde min Broder ikke være død for mig.
Da saa Jesus saa hende klage og Judæerne klage, som kom i Følge med hende, tog han sig det saa nær, at der laa ham i Aanden Vredesord paa Tungen.
Hvor har I lagt ham? sagde han. De siger: Kom her og se.
Jesus græd.
Saa sagde Judæerne: Se hvor meget han holdt af ham.
Men somme af dem sagde: Kunde den, der aabnede den blindes Øjne, ikke lige saa vel have sørget for, at han der ikke var død?
Saa havde Jesus atter indvendig Vredesord paa Tungen, og saadan kommer han til Graven. Det var en Hule med en Sten for.
Tag Stenen bort, siger Jesus. Den dødes Søster Marta siger til ham: Herre, han stinker allerede; for det er paa den fjerde Dag med ham.
Sagde jeg dig ikke, siger Jesus til hende, at hvis du tror, skal du se Guds Højhed og Herlighed.
De tog da Stenen bort, og med Blikket vendt mod det høje sagde Jesus: Fader, Tak fordi du bønhørte mig!
Jeg vidste det nok, at du bønhører mig altid. Men jeg sagde det af Hensyn til den Forsamling, her staar, for at de skal tro, du har sendt mig.
Efter at han havde sagt det, raabte han højt og lydeligt: Lasaros kom herud!
Der kom han ud, den afdøde, med Hænder og Fødder indbundne og Ansigtet hyllet i en Svededug. Løs ham, saa han kan gaa, sagde Jesus til dem.
Da var der mange af de Judæer, som var komne til Maria og havde set, hvad han gjorde, der kom til at tro paa ham.
Men nogen af dem gik til Farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort. Saa sammenkaldte
Ypperstepræsteskabet og Farisæerne Raadet og sagde: Hvad har vi at gøre, fordi det Menneske gør saa mange Tegn?
Lader vi ham rolig gøre det, saa vil alle tro paa ham, og saa kommer Romerne og tager baade Stedet og Folket fra os.
En af dem, Kajafas, som i det Aar var Ypperstepræst, sagde til dem: I véd ingenting.
Kan I da ikke skønne, at I er bedst tjent med, at et Menneske dør for Folket, og ikke hele Folket gaar tabt.
Dette sagde han ikke af sig selv, men som den, der i det Aar var Ypperstepræst, varslede han om, at Jesus skulde dø for Folket
og ikke for det Folk alene, men for at samle ogsaa de adspredte Guds Børn til ét.
Fra den Dag gik deres Raadslagning ud paa at faa ham slaaet ihjel.
Jesus færdedes da ikke mere aabenlyst blandt Judæerne, men drog bort derfra ud paa Landet i Nærheden af ørken til en By, der hedder Efraim, og der virkede han med sine Lærlinge.
Judæernes Paaske nærmede sig, og mange drog fra Landet ind til Jerusalem før Paaske, for at de kunde hellige sig.
Saa søgte de efter Jesus og stod i Helligdommen og sagde til hverandre: Hvad mener I? Nu lader han nok være med at komme til Festen.
Men Ypperstepræsteskabet og Farisæerne havde givet Paalæg om, at hvis nogen fik at vide, hvor han var, skulde de melde det, for at de kunde gribe ham.
Seks Dage før Paaske kom da Jesus til Betania, hvor Lasaros var, han som Jesus havde opvakt fra de Døde.
Man holdt saa et Aftensmaaltid for ham, og Marta vartede op. Lasaros var blandt dem, der laa tilbords med ham.
Saa tog Maria et Pund ægte kostbar Nardussalve og salvede Jesus Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar. Og hele Huset fyldtes med Duften af Salven.
Saa siger Judas Iskarjot, en af hans Lærlinge, den som snart skulde forraade ham:
Hvorfor blev ikke denne Salve solgt for 300 Denarer og givet bort til fattige?
Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pengekassen og tog, hvad der blev lagt deri.
Saa sagde Jesus: Lad hende selv om det, om hun vil beholde det til min Begravelsesdag.
For de fattige har I altid hos jer. Mig har I ikke altid.
Saa var der en stor Mængde af Judæerne, der fik at vide, at han var der, og kom, ikke for Jesus Skyld alene, men ogsaa for at se Lasaros, som han havde vakt op af Døde.
Men Ypperstepræsteskabet lagde Raad op om ogsaa at faa Lasaros slaaet ihjel,
fordi saa mange af Judæerne for hans Skyld kom did og saa troede paa Jesus.
Dagen efter var der en stor Skare, den der kom til Festen, de fik at vide, at nu kom Jesus til Jerusalem.
De tog deres Palmegrene og gik ud for at møde ham: Hosianna! raabte de, velsignet i Herrens Navn den, som kommer, ja Israels Konge!
Jesus, som havde faaet sig et ungt Æsel, satte sig op paa det, som der staar skrevet:
„Fat Mod Sions Datter! Se nu kommer din Konge ridende paa et Æsel-Føl".
Det forstod Lærlingene ikke fra først af; men, da Jesus var kommen til Højhed og Ære, kom de i Tanker om, at det stod der skrevet for at passe paa ham, og det havde de gjort for ham.
Saa vidnede den Flok, som var med ham, om, at han havde kaldt Lasaros ud af Graven og vakt ham op af Døde.
At Mængden gik ham i Møde, kom ogsaa deraf, at de havde hørt om, at han havde gjort det Tegn.
Saa sagde Farisæerne til hverandre: Kan I se, at I kommer ingen Vegne. Se kun! Alverden har sluttet sig til ham.
Blandt dem, der rejste til Jerusalem for at holde Bøn under Højtiden, var der nogen Hellenere.
De kom saa til Filippos, ham fra Betsaida i Galilæa, og rettede den Bøn til ham: Herre, vi vil gerne se Jesus.
Filippos kommer og siger det til Andreas. Andreas og Filippos kommer og siger det til Jesus.
Jesus svarer dem: Nu er øjeblikket kommet, da Menneskesønnen skal komme til Højhed og Ære.
Sandelig siger jeg jer: Hvis Hvedekornet ikke synker i Jorden og dør, bliver det ved at være ensomt; men, hvis det dør, bærer det megen Frugt.
Den, som lystes ved Livet, mister det; og den, som ledes ved Livet i denne Verden, sikrer sig det til et evigt Liv.
Om nogen tjener mig, følge han mig. Hvor jeg er, skal da den, der tjener mig, ogsaa være. Om nogen tjener mig, skal min Fader gøre Ære af ham.
Nu er min Sjæl overvældet af Uro, og hvad skal jeg sige? Fader red mig fra denne Time! Nej, det er derfor jeg har naaet denne Time.
Fader lad dit Navn komme til Ære! Saa lød der en Røst fra Himlen: Baade har jeg givet det Ære og vil gøre det igen.
Da Mængden, der stod, hørte det, sagde de: Det tordnede. Andre sagde: Der var en Engel, der talte til ham.
Jesus svarede: Det var ikke for min Skyld, den Røst lod sig høre, men for jeres Skyld.
Nu holdes der Dom over denne Verden. Nu skal den, der raader i denne Verden, drives ud.
Og naar jeg bliver løftet højt over Jorden, vil jeg drage alle til mig.
Det sagde han med Hentydning til, hvordan han skulde lide Døden.
Mængden svarede ham: Vi har hørt lige ud af Loven, at den Salvede bliver til evig Tid. Hvor kan du da sige, at Menneskesønnen maa løftes saa højt? Hvem er den Menneskesøn?
Saa sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en kort Tid iblandt jer. Gaa jeres Gang al den Stund, I har Lyset, for at Mørket ikke skal overvælde jer, og saa véd den, som gaar i Mørket, ikke hvor det bærer hen.
Alt som I har Lyset, saa tro paa Lyset, for at I kan blive Sønner af Lys. Det sagde Jesus og gik saa bort og holdt sig skjult for dem.
Saa store Tegn havde han gjort i deres Paasyn, og saa troede de dog ikke paa ham.
Saadan skulde Profeten Jesajas Ord gaa i Opfyldelse, det han sagde: „Herre, hvem troede paa, hvad os kom for Øre, og for hvem blev Herrens Arm øjensynlig?
De kunde ikke tro, fordi Jesajas siger igen:
Han har gjort deres Øjne blinde og deres Hjerte utilgængeligt, for at de ikke skal se med Øjnene og sanse med Hjertet og vende om, saa jeg kan helbrede dem."
Det sagde Jesaja, fordi han saa hans Højhed og Ære og talte om ham.
Ikke desto mindre var der dog mange ogsaa af de overordnede, der troede paa ham. Men de bekendte det ikke for Farisæernes Skyld for ikke at blive udstødt af Synagogen.
For det var dem mere kært at holdes i Ære af Mennesker end af Gud.
Men Jesus raabte: Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig.
Og den, som ser paa mig, ser paa ham, som sendte mig.
Som Lys er jeg kommet til Verden, for at enhver, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket.
Og om nogen hører hvad jeg siger, men varer ikke derpaa, saa dømmer jeg ham ikke. For jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.
Den, som ringeagter mig, og tager ikke imod, hvad jeg siger, har den, der dømmer ham: Det Ord jeg talte, det skal dømme ham paa den sidste Dag.
For jeg talte ikke af mig selv; men Faderen, som sendte mig, har givet mig Bud om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale om.
Og det véd jeg, at hans Bud er evigt Liv. Hvad jeg taler om, det taler jeg da om, saadan som Faderen har sagt mig det.
Før Paaskefesten vidste Jesus, at nu var hans Time slaaet, og han maattte bort fra denne Verden, bort til Faderen. Men sine egne her i Verden dem havde han elsket, og dem elskede han til det sidste.
Og under Aftensmaaltidet, da Djævelen allerede havde kastet Tanken om at forraade ham ind i Judas Simons Søns Iskarjots Hjerte,
og han selv vidste, at Faderen havde givet ham alt at raade, og at han var kommen fra Gud og vendte tilbage til Gud —
saa rejser han sig fra Bordet og lægger sit Tøj og tager et Klæde og binder om sig.
Saa hælder han Vand i Vaskefadet og gav sig til at vaske Lærlingenes Fødder og tørrede dem af med det Klæde, han havde bundet om sig.
Saa kommer han til Simon Peter. Herre, siger han til ham, vasker du mine Fødder?
Jesus svarede ham: Hvad det er, jeg gør, véd du ikke nu; men du skal senere faa det at vide.
Peter siger til ham: Du skal aldrig nogensinde komme til at vaske mine Fødder. Han svarede ham: Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke Fællesskab med mig.
Herre, siger Simon Peter til ham, saa ikke Fødderne alene, men Hovedet og Hænderne med.
Jesus siger til ham: Den, som er badet, behøver kun at faa Fødderne vasket, men er ren over det hele. I er ogsaa rene, men ikke alle.
For han kendte ham, som forraadte ham. Derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Da han saa havde vasket deres Fødder og taget sit Tøj og lagt sig ned igen, sagde han til dem: Véd I, hvad jeg har gjort imod jer?
I kalder mig Læreren og Herren, og det er ret nok, at I siger det; for det er jeg.
Naar da jeg Herren og Læreren har vasket jeres Fødder, saa er det ogsaa jeres Skyldighed at vaske hverandres Fødder.
For jeg har givet jer noget at efterligne, og som jeg har gjort mod jer, skal I ogsaa gøre.
Sandelig sandelig siger jeg jer: En Træl er ikke større end hans Herre, et Sendebud heller ikke større end den, der har sendt ham.
Véd I det vel, saa er I lykkelige, om I gør det.
Jeg siger det ikke om jer alle. Jeg kender dem, jeg har udvalgt. Men Skriften maatte jo gaa i Opfyldelse: „Den, som spiser mit Brød, har løftet sin Hæl imod mig."
Det siger jeg jer nu, allerede før det sker, for at I, naar det sker, skal tro, at det er mig.
Sandelig sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod den, som jeg sender, tager imod mig. Og den, der tager imod mig, tager imod den, som sendte mig.
Efter at have sagt dette blev Jesus overvældet af Bevægelse i Aanden og vidnede: Sandelig, sandelig siger jeg jer, at en af jer vil forraade mig.
Lærlingene saa paa hverandre og kunde ikke vide, hvem han sagde det om.
Saa var der en af hans Lærlinge, den der laa Jesus næst, ham som Jesus havde kær;
ham vinker Simon Peter ad og siger til ham: Sig, hvem det er, han sigter til.
Den anden indtog sin Plads, saadan som han var Jesus næst, og siger til ham: Herre, hvem er det?
Jesus svarer: Det er ham, som jeg rækker det Stykke, jeg dypper. Saa dyppede han Stykket og rækker det til Judas Simon Iskarjots Søn.
Og efter det fór Satan ind i ham. Jesus siger til ham: Hvad du gør, maa du skynde dig med.
Men hvorfor han sagde det til ham, forstod ingen af dem, der var med tilbords.
For de mente, at det var, fordi Judas havde Pengekassen, enten at Jesus sagde til ham: Køb ind, hvad vi har Brug for til Festen, eller at han skulde give noget til de fattige.
Saa tog han da Stykket og gik straks ud. Det var Nat.
Da han er gaaet ud, siger Jesus: Nu er Menneskesønnen kommen til Højhed og Ære og Gud kommen til Højhed og Ære i ham.
Og saa vil Gud ogsaa lade ham komme til Højhed og Ære i sig. Og nu lader han ham snart komme til Højhed og Ære.
Børnlille! lidt endnu er jeg hos jer. I vil søge efter mig; men, som jeg sagde til Judæerne: Hvor jeg gaar hen, kan I ikke komme — saadan siger jeg nu ogsaa til jer.
Jeg giver jer et nyt Bud, for at I skal elske hverandre. Som jeg har elsket jer, skal I ogsaa elske hverandre.
Derpaa skal alle kende, at I er mine Lærlinge, hvis I har Kærlighed til hverandre.
Herre, siger Simon Peter til ham, hvor gaar du hen? Jesus svarede: Hvor jeg gaar hen, kan du ikke følge mig nu. Men senere skal du følge mig.
Peter siger til ham: Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil vove mit Liv for dig.
Jesus svarer: Vil du vove dit Liv for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen vil ikke gale, før du tre Gange har sagt dig løs fra mig.
Lad ikke jeres Hjerte blive overvældet af Uro. Tro paa Gud, og tro paa mig.
I min Faders Hus er der mange Boliger. Var det ikke saa, havde jeg sagt til jer: Nu gaar jeg hen og sørger for Plads til jer,
og først naar jeg kommer hen og faar gjort Plads til jer, saa kommer jeg igen og tager jer med til mig, for at I skal være med, hvor jeg er.
Og I kender Vejen dertil, hvor jeg gaar hen.
Herre, siger Tomas til ham, vi ved ikke, hvor du gaar hen, og hvor kan vi kende Vejen?
Jesus siger til ham: Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig.
Hvis I havde kendt mig, havde I ogsaa kendt min Fader, og fra nu af kender I ham og har set ham.
Herre, siger Filippos til ham, vis os Faderen, saa er det os nok.
Jesus siger til ham: I al den Tid har jeg nu været hos jer, Filippos, og saa kender du mig dog ikke. Den, som har set mig, har set Faderen. Hvor kan du saa sige: Vis os Faderen?
Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? Hvad jeg siger til jer, siger jeg ikke af mig selv. Faderen bliver I mig og gør sine Gerninger.
Tro mig, at jeg er i Faderen og Faderen i mig, om ikke for andet saa tro mig for de Gerningers Skyld.
Sandelig sandelig siger jeg jer: De Gerninger, jeg gør, skal den, som tror paa mig, ogsaa gøre. Og mere end det skal han gøre. For jeg gaar til Faderen,
og hvad I end beder om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan komme til Højhed og Ære i Sønnen.
Hvis I beder mig om noget i mit Navn, vil jeg gøre det.
Hvis I har mig kær, saa overholder I mine Bud,
og saa vil jeg bede Faderen om det, og saa vil han give jer en anden til at tage sig af jer, som skal være med jer evindelig,
Sandhedens Aand, som Verden ikke kan tage imod, fordi den ikke kan se ham og ikke kender ham. I kender ham, for hos jer bliver han, og i jer skal han være.
Jeg forlader jer ikke som faderløse. Jeg kommer til jer.
Om lidt kan Verden ikke mere se mig, men I kan se mig. For jeg lever, og I skal leve.
Paa den Dag skal I skønne, at jeg er i min Fader og I i mig og jeg i jer.
Den, som elsker mig, det er den, der har mine Bud og overholder dem. Og den, som elsker mig, ham vil min Fader elske, og jeg vil elske ham og vise mig for ham.
Judas — ikke Iskarjot — siger til ham: Herre, hvoraf kommer det, at for os vil du vise dig, men ikke for Verden.
Jesus svarede ham: Om nogen elsker mig, saa vil han vare mit Ord vel, og saa vil min Fader elske ham, og til ham kommer vi, og hos ham vil vi bo.
Den, som ikke elsker mig, varer ikke paa mine Ord, og det Ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.
Dette har jeg talt til jer, mens jeg blev hos jer.
Men den, der staar jer bi med Raad og Daad, Helligaanden, som Faderen vil sende I mit Navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg sagde jer.
Fredlyste lader jeg jer tilbage. Min Fred giver jeg jer. Jeg giver jer ikke, som Verden giver. Jeres Hjerte skal ikke lade sig overvælde af Angst og Uro.
I hørte, at jeg sagde til jer: Jeg gaar bort, men jeg kommer igen til jer. Dersom I elskede mig, maatte I glæde jer over, at jeg gaar til Faderen. For Faderen er større end jeg.
Og nu har jeg sagt jer det, førend det sker, for at I skal tro, naar det sker.
Nu kommer jeg ikke til at tale meget mere med jer. For han kommer, som raader over denne Verden. Men i mig er der ikke noget af hans!
Nej, for at Verden skal vide, at jeg elsker Faderen, og som Faderen har paalagt mig, saadan gør jeg, saa bryd op; lad os gaa herfra.
Jeg er det rette Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden.
Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den tager han bort; og enhver, som bærer Frugt, den renser han, for at den skal bære endnu mere Frugt.
I er rene allerede i Kraft af Ordet, jeg har talt til jer.
Bliv i mig, saa bliver jeg ogsaa i jer. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv uden at blive i Vintræet, saadan kan I heller ikke uden at blive i mig.
Jeg er Vintræet, I er Grenene. Kun den, som bliver i mig som og jeg i ham, han bærer megen Frugt. For udenfor mig kan I ingenting udrette.
Er der nogen, der ikke bliver i mig, saa bliver han som Grenen kastet udenfor, og den visner, og saa samler man den op og kaster den paa Ilden, og saa brænder den.
Naar I bliver i mig, og hvad jeg har sagt, bliver i jer, saa bed kun om, hvad som helst I vil, saa skal I faa det.
Det har min Fader Ære af, at I bærer Frugt og lærer af mig.
Som Faderen har elsket mig, har jeg ogsaa elsket jer. Bliv i min Kærlighed.
Holder I mine Bud, saa bliver I i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Bud og bliver i hans Kærlighed.
Dette har jeg talt til jer, for at I skal have den samme Glæde som jeg, og jeres Glæde skal naa sit fulde Maal.
Dette er mit Bud, at I maa elske hverandre, som jeg har elsket jer.
Større Kærlighed er der ingen, der har, end den, at han sætter sit Liv til for sine Venner.
I er mine Venner, om I ellers gør det, jeg paalægger jer.
Tjenestefolk kalder jeg jer ikke mere. For Trællen ved ikke, hvad hans Herre har for. Venner har jeg kaldt jer. For alt, hvad jeg har hørt af min Fader, har jeg meddelt jer.
Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Og det har jeg bestemt jer til, at I skal gaa ud og bære Frugt, og jeres Frugt vare ved, for at Faderen skal give jer, hvad som helst I beder ham om i mit Navn.
Det paalægger jeg jer, at I maa elske hverandre.
Hader Verden jer, saa ved I, at den har hadet mig forud for jer.
Dersom Verden havde gjort jer til det, I er, saa vilde vel Verden elske sit eget. Men fordi det ikke er Verden, der har gjort jer dertil, men mig, der har udskilt jer fra Verden, saa hader Verden jer for det.
Husk paa det Ord, jeg har sagt jer: En Træl er ikke større end hans Herre. Har de forfulgt mig, forfølger de ogsaa jer. Har de holdt paa mit Ord, saa holder de ogsaa paa jeres.
Men alt det vil de gøre imod jer for mit Navns Skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.
Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, saa var det dem ikke nogen Synd. Men nu har de ingen Undskyldning for deres Synd.
Den, som hader mig, hader ogsaa min Fader.
Hvis jeg ikke havde gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, saa var det dem ikke nogen Synd. Men nu har de baade set og hadet mig og min Fader med.
Men lad kun det Ord blive opfyldt, som staar skrevet i deres Lov: at de hadede mig uforskyldt.
Den, der tager sig af jer, som jeg vil sende jer fra Faderen, Sandhedens Aand, som udgaar fra Faderen, naar han kommer, saa vil han vidne om mig.
Men I skal ogsaa vidne, fordi I har været med mig lige fra Begyndelsen.
Dette har jeg talt med jer om, for at I ikke skal menstødes (forarges).
De skal drive jer ud af Synagogerne. Ja den Tid skal endda komme, da enhver, der slaar jer ihjel, skal holde det for et Offer, han bringer Gud.
Og det skal de gøre, fordi de ikke kender Faderen og hellerikke mig.
Men det har jeg talt med jer om, for at I skal huske, naar Tiden kommer, at jeg har sagt jer det. Men jeg har ikke sagt jer det lige fra Begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
Nu gaar jeg bort til ham, som sendte mig. Men fordi jeg har talt med jer derom, er jeres Hjerte fuldt af Sorgen,
og derfor er der ingen af jer, der spørger mig: Hvor gaar du hen?
Men jeg siger jer: Sandheden er, at det er til jeres Gavn, at jeg gaar bort. For hvis jeg ikke gik bort, vilde den, der tager sig af jer, ikke komme til jer. Men naar jeg drager bort, saa vil jeg sende ham til jer.
Og han vil, naar han kommer, overbevise Verden om Synd og om Ret og om Dom.
Om Synd, fordi de ikke tror paa mig.
Om Ret, fordi jeg gaar til Faderen, og I kan ikke længere se mig.
Om Dom, fordi han, som raader i denne Verden, er dømt.
Der er endnu meget, jeg har at sige jer, men I kan ikke bære det nu.
Naar han kommer, Sandhedens Aand, vil han vejlede jer i hele Sandheden. For han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale om, og de kommende Ting skal han bringe jer Bud om.
Han skal ære mig; for han skal tage af mit det Bud, han bringer jer.
Alt, hvad Faderen har, er mit, Derfor sagde jeg, at han skal tage af mit det Bud, han bringer jer.
Om lidt kan I ikke længere se mig. Og om lidt skal I se mig igen.
Saa var der nogen af hans Lærlinge, der sagde til hverandre: Hvad er dog det, han siger til os? „Om lidt kan I ikke se mig længere, og om lidt skal I se mig igen, og jeg gaar bort til Faderen".
Og saa sagde de: Hvad betyder det „om lidt", han siger? Vi forstaar ikke, hvad han taler om.
Jesus vidste, at de gerne vilde spørge ham derom, og saa sagde han til dem: I drøfter det med hinanden, at jeg sagde: „Om lidt kan I ikke se mig længere, og om lidt skal I se mig igen."
Sandelig sandelig siger jeg jer: I skal sukke og klage; men Verden skal fryde sig. I skal føle jer nedtrykte; men jeres Sorg skal blive til Glæde.
Naar en Kvinde føder, er hun nedtrykt, fordi hendes Time er kommen. Men naar hun har født Barnet, husker hun ikke mere, hvor nedtrykt hun var, for den Glæde, at et Menneske er født til Verden.
Saa føler I jer ogsaa nedtrykte nu. Men jeg skal se jer igen, og saa skal jeres Hjerte blive glad, og saa er der ingen, der tager jeres Glæde fra jer.
Og paa den Dag skal I slet ikke spørge mig om noget. Sandelig sandelig siger jeg jer: Hvad I saa end beder Faderen om, det skal han give jer i mit Navn.
Endnu har I ikke bedt om noget i mit Navn. Bed, saa skal I faa, for at jeres Glæde kan naa sit fulde Maal.
Dette har jeg talt med jer om i Billedtale. Der kommer en Tid, da jeg ikke mere taler med jer i Billedtale, men uforbeholdent fortæller jer om Faderen.
Paa den Dag skal I bede i mit Navn, og det er ikke det, jeg siger til jer, at jeg vil gaa i Forbøn for jer hos Faderen.
Faderen selv elsker jer, fordi I har elsket mig og har troet, at jeg er udgaaet fra Gud.
Jeg udgik fra Faderen og er kommen til Verden. Jeg forlader Verden igen og gaar til Faderen.
Se nu taler du uforbeholdent, siger hans Lærlinge, og bruger ingen Billedtale.
Nu ved vi, at du ved alting og behøver ikke, at nogen spørger dig. Deraf har vi den Tro, at du er udgaaet fra Gud.
Jesus svarede dem: Har I Troen allerede nu?
I skal se, der kommer den Tid, ja den er kommen, da I adsplittes hver til sit og lader mig blive ene tilbage. Men alene er jeg ikke, for Faderen er med mig.
Dette har jeg sagt jer, for at I skal have Fred i mig. I Verden har I Trængselskaar. Men fat Mod. Jeg har sejret over Verden.
Efter at Jesus havde sagt dette, saa han op til Himlen og sagde: Fader, Tiden er kommen. Giv nu din Søn Højhed og Ære, for at din Søn kan hævde din Højhed og Ære,
ligesom du har givet ham Magt og Myndighed over alle og enhver, for at alt det, du har givet ham, dem skal han give evigt Liv.
Det evige Liv, det er, at de kender dig, den eneste virkelige Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
Jeg har hævdet din Ære paa Jorden ved at føre det Værk tilende, som du gav mig at udrette.
Saa giv du nu ogsaa mig, Fader den samme Højhed og Ære, som jeg havde hos dig, før Verden var til.
Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, du tog ud af Verden og gav mig. De hørte dig til, og du gav mig dem, og de har varet dit Ord vel.
Nu ved de, at alt det, du har givet mig, kommer fra dig.
For, hvad du gav mig at udtale, har jeg givet dem, og de tog imod det, og de kendte forvist, at fra dig er jeg udgaaet, og de troede, at det var dig, der sendte mig.
Jeg beder for dem. Det er ikke Verden, jeg beder for, men dem, du har givet mig. For de hører dig til.
Og alt, hvad mit er, er dit, og dit er mit, og jeg er kommen til Ære i dem.
Jeg er ikke mere i Verden, men de er i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! Bevar dem i dit Navn, det som du har givet mig, for at de maa være et ligesom vi.
Mens jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, det som du har givet mig, og jeg passede paa, saa ingen af dem gik tabt undtagen den, der maatte gaa tabt, for at Skriften skulde gaa i Opfyldelse.
Nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg om her i Verden, for at de fuldtud skal føle den samme Glæde som jeg selv.
Jeg har givet dem dit Ord, og Verden var dem hadefuld, fordi det ikke er Verden, der har gjort dem til det, de er, ligesaalidt som det er Verden, der har gjort mig til det, jeg er.
Jeg beder ikke om, at du vil tage dem bort fra Verden, men at du vil bevare dem fra det Onde.
Verden har ikke gjort dem til det, de er, saa lidt som Verden har gjort mig til det, jeg er.
Giv dem Helligelse i Sandheden. Dit Ord er Sandhed,
Som du sendte mig til Verden, har jeg ogsaa sendt dem til Verden.
Og jeg vier mig selv for dem, for at ogsaa de mim blive viede i Sandhed.
Det er ikke dem alene, jeg beder for, men ogsaa dem, som har Troen paa mig gennem deres Ord,
for at alle maa blive ét, for at ligesom du Fader er i in ig og jeg i dig, ogsaa de maa være et i os, for at Verden maa tro, at det var dig, der sendte mig.
Den Højhed og Ære, du har givet mig, har jeg ogsaa givet dem, for at de skal være et, ligesom vi er et,
jeg i dem og du i mig, for at de skal naa at være fuldkommen ét, for at Verden skal faa at vide, at det var dig, der sendte mig, og at du elskede dem, som du elskede mig.
Fader, jeg vil gerne, at det, du har givet mig, skal være hos mig, der hvor jeg er, for at de kan faa min Højhed og Ære at se, som du har givet mig, fordi du elskede mig før Verden blev grundlagt.
Fader — som du hedder med Rette — og Verden kendte dig dog ikke. Men jeg kendte dig, og disse kendte, at det var dig, som sendte mig.
Og jeg lærte dem dit Navn at kende og vil gøre det, for at den Kærlighed, du elskede mig med, maa være Kærlighed til dem, og i dem er jeg.
Da Jesus havde sagt det, gik han ud med sine Lærlinge over Kedronbækken, hvor der var en Have, og der gik han og hans Lærlinge ind.
Men Judas, som forraadte ham, vidste ogsaa Besked om Stedet, for der havde Jesus saa tidt været samlet med sine Lærlinge.
Saa tog Judas Krigsmandskabet med og en Del af Ypperstepræsteskabets og Farisæernes Folk og kommer saa der med Fakler og Lygter og Vaaben.
Jesus vidste alt det, der ventede ham, og saa traadte han frem: Hvem søger I? siger han.
De svarede ham: Jesus fra Nasaret. Det er mig, siger Jesus til dem. Men Judas, som forraadte ham, stod ogsaa hos dem.
Da han saa sagde til dem: Det er mig, veg de tilbage og segnede om.
Saa spurgte han dem en Gang til: Hvem søger I? Jesus fra Nasaret, sagde de.
Jeg har sagt jer, at det er mig, svarede Jesus. Hvis det er mig, I søger, saa lad de andre gaa.
Det var for at det Ord skulde gaa i Opfyldelse, som han havde sagt: „jeg har ikke mistet en eneste af dem, du har givet mig'.
Simon Peter havde et Sværd. Det drog han og slog Ypperstepræstens Træl og huggede det højre Øre af ham. Trællen hed Malkos.
Stik Sværdet i Skeden, sagde Jesus til Peter. Skulde jeg ikke drikke det Bæger ud, som Faderen har rakt mig?
Krigsmandskabet og Komandanten og Jødernes Betjente greb da Jesus og bandt ham,
og saa førte de ham først til Annas; for han var Svigerfader til Kajafas, som i det Aar var Ypperstepræst.
Men det var Kajafas, som gav Judæerne det Raad, at det var det heldigste, at ét Menneske døde for Folket.
Simon Peter og en anden Lærling fulgte efter Jesus. Den anden Lærling var kendt med Ypperstepræsten, og han kom med Jesus ind i Ypperstepræstens Gaard.
Men Peter stod ved Døren udenfor. Saa gik den anden Lærling, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til den, der passede paa ved Døren, og førte Peter ind.
Saa siger Pigen, som passede paa ved Døren, til Peter: Du er nok hellerikke en af den Mands Lærlinge? Nej jeg er ikke, siger han.
Trællen og Betjentene stod og havde gjort sig en Kulild og varmede sig; for det var koldt. Og Peter stod ogsaa hos dem og varmede sig.
Saa spurgte Ypperstepræsten Jesus ud om hans Lærlinge og om hans Lære.
Jesus svarede ham: Jeg har talt offentlig for Alverden. Jeg har altid lært i Synagoger og Helligdommen, hvor alle Jøderne kommer sammen, og jeg har ingenting talt i Hemmelighed.
Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt, hvad jeg talte til dem. De véd nok, hvad jeg har sagt.
Da han sagde dette, var der en af Betjentene, der stod hos, som gav Jesus et Slag og sagde: Er det din Maade at svare Ypperstepræsten paa?
Har jeg talt ondt, svarede Jesus, kan du vidne om, hvad ondt der er deri. Men har jeg talt godt, hvad slaar du mig saa for?
Saa sendte Annas ham bunden til Ypperstepræsten Kajafas.
Mon Simon Peter stod og varmede sig Saa sagde de til lin: er du hellerikke en af hans Lærlinge? Det nægtede han og sagde: nej, det er jeg ikke.
Saa siger en af Ypperstepræstens Trælle, en Slægtning af ham, som Peter havde hugget øret af: Saa jeg dig ikke i Haven hos ham?
Saa flugtede Peter det igen, og lige efter lød der Hanegal.
Saa fører de Jesus fra Kajafas til Prætoriet. Det var ved Dagp,Ty. Og selv gik de ikke derind, for at de ikke skulde blive urene, men kunde holde Paaskemaaltid. Saa kom
Pilatus ud til dem: Hvad har I at anklage den Mand for? siger han.
Hvis det ikke var en, som gjorde Fortræd, svarede de ham, saa havde vi ikke overleveret ham til dig.
Saa sagde Pilatus til dem: Tag ham, og døm ham selv efter jeres Lov. Saa sagde Jøderne til ham: Vi har ikke Lov til at slaa nogen ihjel.
For saa gik det Ord i Opfyldelse, hvormed Jesus havde givet tilkende, hvilken Død han skulde lide.
Saa gik Pilatus igen ind i Prætoriet og lod Jesus kalde og sagde til ham: Er du Jødernes Konge?
Jesus svarede: Siger du det af dig selv, eller har andre sagt det om mig?
Tror du, jeg er en Jøde? svarede Pilatus. Dit Folk og Ypperstepræsteskabet har overleveret dig til mig. Hvad har du gjort?
Min Kongemagt, svarede Jesus, har jeg ikke fra denne Verden: Hvis min Kongemagt var et Værk af denne Verden, vilde mine Folk nok have kæmpet, for at jeg ikke skulde gives Jøderne i Vold. Men derfra har jeg ikke min Kongemagt.
Saa sagde Pilatus til ham: Er du da ikke Konge? Jo, svarede Jesus. Konge er jeg. Dertil er jeg født, og derfor er jeg kommen til Verden, at jeg skal vidne for Sandheden. Enhver der er af Sandhedens Æt, kommer naar jeg kalder.
Pilatus siger til ham: Hvad er Sandhed? Og da han havde sagt det, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: Jeg finder ikke, han har gjort sig skyldig i noget.
Men det er Skik, at jeg giver jer en fri i Paasketiden. Er det da jeres Ønske, at jeg skal give jer Jødernes Konge fri?
Saa raabte de igen: Nej ikke ham, sagde de, men Barabbas! Barabbas var en Røver.
Saa tog Pilatus Jesus og lod ham piske.
Soldaterne flettede ogsaa en Krone af Tisler og satte paa hans Hoved, og en rød Kappe kastede de om ham,
og saa traadte de frem for ham og sagde: Goddag Jødernes Konge! Og saa slog de ham.
Atter kom Pilatus ud, og han siger til dem: Se nu kommer jeg ud med ham til jer, for at I kan vide, at jeg finder ham ikke skyldig i noget.
Saa kom Jesus ud med Tisselkronen paa og Purpurkaaben, han siger til dem: Her ser I Manden.
Da de saa saa ham, Ypperstepræsteskabet og deres Folk, raabte de: Korsfæst, korsfæst! Pilatus siger til dem: I kan selv tage ham og korsfæste ham. For jeg finder ham ikke skyldig i noget.
Vi har en Lov, svarede Jøderne, og efter den Lov skal han dø, fordi han har gjort sig til Guds Søn.
Da Pilatus hørte det Ord, blev han endnu mere bange,
og han gik ind i Prætoriet; og saa siger han til Jesus: Hvor er du fra? Men Jesus gav ham ingen Svar.
Taler du ikke til mig? siger Pilatus til ham. Ved du ikke, at det staar i min Magt at give dig fri og at lade dig korsfæste?
Du har ikke nogensomhelst Magt over mig, svarede Jesus, uden for saa vidt som den er bleven dig given ovenfra. Derfor bar den, som udleverede mig til dig, syndet mere.
Dette gjorde, at Pilatus søgte at lade ham gaa. Men Jøderne raabte op: Lader du ham gaa, saa er du ikke gode Venner med Kejseren! Enhver, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren.
Da Pilatus hørte de Ord, førte han Jesus ud og satte sig i Dommersædet paa det Sted, som kaldes Stengulvet, paa Hebraisk Gabbata.
Det var Forberedelsesdagen i Paasken ved den 6te Time. Og saa siger han til Jøderne: Her ser I jeres Konge.
Saa raabte de: Bort med ham! Bort med ham! Korsfæst ham! Skal jeg korsfæste jeres Konge? siger Pilatus til dem. Vi har ingen anden Konge end Kejseren, svarede Ypperstepræsteskabet.
Saa gav han ham endelig i deres Vold for at blive korsfæstet. Saa fik de da Jesus udleveret,
og bærende paa sit Kors gik han ud til det Sted, som hedder Skallen. Paa Hebraisk hedder det Golgata,
hvor de saa korsfæstede ham og tillige med ham to andre, hver af dem paa sin Side og Jesus i Midten.
Pilatus lod ogsaa gøre en Indskrift og satte den paa Korset, og der stod skrevet: „Jesus fra Nasaret, Jødernes Konge".
Der var mange af Jøderne, der læste denne Indskrift, fordi Stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Byen, og det var skrevet paa Hebraisk, Romersk og Græsk.
Saa sagde de til Pilatus: Skriv ikke „Jødernes Konge", men „han gav sig ud for Jødernes Konge".
Pilatus svarede: Hvad jeg har skrevet, det har jeg skrevet.
Da Soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans Klæder og fordelte dem paa fire Parter, en Part for hver Soldat, og dertil Kjortlen. Kjortlen var ikke syet sammen, men vævet fra oven ned i et.
Saa sagde de til hverandre: Lad os ikke splitte den ad, men lade Loddet afgøre, hvem der skal have den for at det Skriftsted skulde gaa i Opfyldelse: „De skiftede mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon". Det gjorte Soldaterne altsaa.
Ved Jesus' Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Klopas' Maria og Maria fra Magdala.
Da Jesus ser sin Moder og den Lærling han elskede staa hos, siger han til Moderen: Nu er det din Søn.
Og derefter siger han til Lærlingen: Nu er det din Moder. Og fra den Stund optog Lærlingen hende i sit Hjem.
Jesus, som vidste, at nu var det altsammen fuldført, for at Skriften skulde gaa i Opfyldelse, siger saa derefter: Jeg er tørstig.
Der stod et Kar fyldt med sur Vin. De satte da en Svamp fyldt med sur Vin paa en Isopstængel og førte den til hans Mund.
Og saa sagde Jesus, da han havde faaet Survinen: Nu er det fuldført! og saa bøjede han Hovedet og lod Aanden henfare.
Det var nu Jøderne om at gøre, da det var Beredelsesdag, at Ligene ikke blev paa Korset paa Sabbatsdagen — for det var en stor Sabbat — og saa bad de derfor Pilatus om, at Benene maatte blive knuste paa dem, saa de kunde tages ned.
Saa kom Soldaterne og knuste Benene paa den første og paa den anden af dem, der var korsfæstede med ham.
Men da de kom til Jesus, knuste de ikke hans Ben, da de saa, at han allerede var død.
Derimod var der en af Soldaterne, der stak ham i Siden med et Spyd, og saa flød der straks Blod og Vand ud.
Og den, som har vidnet om det, var øjenvidne — og hans Vidnesbyrd er sandfærdigt, og han ved ogsaa, at han siger Sandhed — for at I ogsaa skal tro.
For det skete, for at det Skriftsted skulde gaa i Opfyldelse: „Dets Ben maa ikke sønderbrydes".
Og saa er der igen et andet Skriftsted, der siger: „De skal faa at se, hvem de har gennemboret".
Bagefter bad Josef fra Arimataia Pilatus, om han maatte tage Jesus' Legeme. Han var en Lærling af Jesus, dog i al Hemmelighed, fordi han var bange for Judæerne. Og Pilatus gav ham Lov til det. Saa kom han da og tog ham.
Ogsaa Nikodemos kom, han som i Førstningen var kommen til ham om Natten; og han medbragte en Blanding af Smyrnasalve og Aloe, henved hundrede Pund.
Saa tog de Jesus' Legeme og svøbte det ind i Linnedbind sammen med de vellugtende Sager, som det er Jødernes Skik at stede til Jorde.
Der var paa Stedet, hvor han blev korsfæstet, en Have og i den Have en ny Grav, hvori endnu ingen var bleven lagt.
Der lagde de Jesus for Jødernes Beredelsesdags Skyld, fordi Graven var saa nær.
Den første Dag i Ugen, saa tidligt, at det endnu var mørkt, kommer Maria fra Magdala til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven.
Saa løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Lærling, ham som Jesus elskede, og siger til dem: De har taget Herren ud af Graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.
Saa gik Peter og den anden Lærling ud og kom til Graven.
Begge to løb de; men den anden Lærling løb foran hurtigere end Peter og kom først til Graven,
og han kiggede ind og ser Linnedtøjet ligge der, men gik ikke derind.
Saa kommer Simon Peter lige efter ham, og han gik ind i Graven, og han kan se, at Linnedtøjet ligger der
og Sveddugen, som han havde om Hovedet ikke liggende ved Linnedtøjet, men for sig selv foldet sammen et andet Sted.
Saa gik ogsaa den anden Lærling derind, han som kom først til Graven, og troede, da han saa.
For endnu vidste de ikke, at Skriften gik ud paa, at han maatte staa op af Døde.
Saa gik Lærlingene hjem igen til sit.
Men Maria stod grædende udenfor ved Graven. Og mens hun græd, kiggede hun ind i Graven,
og saa kan hun se to Engle sidde der, hvidklædte, en ved Hoved og en ved Fodenden, hvor Jesus' Legeme før laa.
De siger til hende: Hvad græder du for? Hun siger til dem: Fordi de har taget min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.
Som hun havde sagt det, vendte hun sig om og ser Jesus staa der for sine Øjne. Men hun vidste ikke, at det var Jesus.
Saa siger Jesus til hende: Hvad græder du for? Hvem søger du? Hun mente, det var Havemanden, og siger saa til ham: Herre, har du taget ham, saa sig mig, hvor du har lagt ham, for at jeg kan tage ham.
Jesus siger til hende: Maria! Saa vender hun sig om og siger: Rabbuni! Det betyder Lærer.
Jesus siger til hende: Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke opfaret til Faderen. Men gaa til mine Brødre, og sig til dem, at nu farer jeg op til min og jeres Fader, min og jeres Gud.
Hun kommer da, Maria fra Magdala og fortæller Lærlingene, at hun har set Herren, og at saadan har han sagt til hende.
Da det blev Aften samme Dag, den første Dag i Ugen, og af Frygt for Judæerne Dørene holdtes lukkede, der hvor Lærlingene var, kom Jesus og stod midt iblandt dem. Og han siger til dem: Fred være med jer!
Efter at han havde sagt det, viste han dem Hænderne og Siden. Saa blev Lærlingene glade ved at se Herren.
Fred være med jer, siger han saa igen til dem. Som Faderen sendte mig, sender jeg ogsaa jer.
Og da han havde sagt det, aandede han paa dem og siger saa til dem: Modtag Helligaand.
Naar I tilgiver nogen deres Synder, saa er de dem tilgivne, og naar I nægter dem Forladelse, saa er den dem nægtet.
Tomas en af de tolv, Tvilling som de kalder ham, var ikke hos dem, da Jesus kom.
De andre Lærlinge sagde da til ham: Nu har vi set Herren. Men han sagde til dem: Uden at jeg ser Naglesaaret i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og min Haand i hans Side, kommer jeg ikke til at tro.
Saa otte Dage efter var hans Lærlinge igen inden Døre og Tomas med dem. Jesus kommer, skønt Dørene var lukkede, og stod midt i Kredsen og sagde: Fred være med jer.
Derpaa siger han til Tomas: Kom her med din Finger, og se her mine Hænder, og kom med din Haand og stik den i min Side. Og bliv saa ikke vantro men troende.
Tomas svarede ham: Min Herre og min Gud!
Jesus siger til ham: Du har troet, fordi du har set mig. Lyksalige er de, som tror uden at se.
Mange andre Tegn, som ikke er optegnede i denne Bog. gjorde Jesus i sine Lærlinges Paasyn.
Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er den Salvede, Guds Søn, og for at I troende skal eje Livet i hans Navn.
Senere viste Jesus sig igen for Lærlingene ved Tiberiassøen. Det gik saadan til.
Der var sammen tilstede Simon Peter og Tomas, Tvilling som han kaldes, og Natanael fra Kana i Galilæa og de to Sebedajossønner og to andre af hans Lærlinge.
Simon Peter siger til dem Nu gaar jeg hen og fisker. Saa gaar vi ogsaa med dig. siger de til ham. De gik ud og ombord i Baaden. Men den Nat fik de ingenting.
Da det saa allerede begyndte at dages, stod Jesus der paa Strandbredden. Men Lærlingene vidste ikke, at det var Jesus.
Saa siger Jesus til dem: I har vel ikke noget at spise tit Brødet, Børn? Nej, svarede de ham.
Kast Garnene ud ved Styrbordssiden af Fartøjet, siger han til dem, saa vil I faa. Det gjorde de, og saa kunde de ikke mere hale ind for den Mængde Fisk.
Saa siger den Lærling, Jesus elskede, til Peter: Det er Herren. Da Simon Peter hørte, at det var Herren, tog han sin Kjortel paa — for han var upaaklædt — og kastede sig i Søen.
De andre Lærlinge kom med Fartøjet. For de var ikke langt fra Land, kun omtrent 200 Alen, og Garnet med Fiskene tog de paa Slæb.
Saa gik de i Land, og der ser de saa en Kulild og derved Fiske og Brød til.
Jesus siger til dem: Kom saa med noget af den Fisk, I lige har fanget.
Simon Peter gik op og halede Garnet ind paa Land fuldt af store Fisk — et hundredetreoghalvtres. Og skønt der var saa mange, gik Garnet dog ikke i Stykker.
Kom herhen og spis, siger Jesus til dem. Men der var ingen af Lærlingene, der vovede at spørge ham om, hvem han var. Men de vidste, at det var Herren.
Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det og Fiskene ligesaa.
Det var allerede tredje Gang, Jesus viste sig for Lærlingene efter Opstandelsen af Døde.
Da de havde holdt Maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon Jonas Søn, elsker du mig mere end de andre? Han siger til ham: Ja Herre, du ved, at jeg holder meget af dig. Sørg for mine smaa Lam, siger han til ham.
Han siger igen for anden Gang til ham: Simon Jonas Søn elsker du mig? Ja Herre, siger han til ham, du ved, at jeg holder meget af dig. Vogt mine smaa Faar, siger han til ham.
Han siger til ham for tredje Gang: Simon Jonas Søn, holder du meget af mig? Peter blev bedrøvet over, at han tredje Gang sagde: „Holder du meget af mig?" Og saa siger han til ham: Herre, du ved alting. Du ved at jeg holder meget af dig. Sørg for mine smaa Faar, siger han til ham.
Sandelig sandelig siger jeg dig: Da du var yngre, bandt du selv dit Bælte og gik, hvorhen du selv gerne vilde. Naar du bliver gammel, skal du give Slip, og en anden skal binde dit Bælte og føre dig derhen, hvor du ikke gerne vil.
Det sagde han for at hentyde til den Død, han skulde ære Gud med. Og da han havde sagt det, siger han til ham: Følg mig.
Idet Peter vender sig om, ser han den Lærling, Jesus elskede, følge bagefter, han som ogsaa, da de spiste, laa ham næst, og sagde: Hvem er det, der forraader dig?
Ham ser Peter, og saa siger han til Jesus: Herre, hvordan vil det gaa ham?
Jesus siger til ham: Om jeg ogsaa vil, at han skal blive, til jeg kommer, hvad kan det gøre dig? Følg du mig.
Saa kom det Ord ud blandt Brødrene: „Den Lærling dør ikke". Men Jesus sagde ikke til ham: „Han dør ikke"; men: „Om jeg ogsaa vil, at han skal blive til jeg kommer. Hvad kan det gøre dig?
Det er den Lærling, som har vidnet om disse Ting og skrevet det op. Og vi ved at hans Vidnesbyrd er sandt.
Der er meget andet, Jesus har gjort; saa hvis det skulde skrives op et og hvert, saa tror jeg ikke, hele Verden kunde rumme de Bøger, der maatte skrives.
Det første, jeg fortalte, Teofilos, handlede om alt det, Jesus i Gerning og Undervisning begyndte med,
indtil den Dag, da han blev hjemført, efter at han ved Helligaanden havde givet de Apostle, han havde valgt sig,
deres Opgave, dem han ogsaa viste sig for levende efter sin Lidelse med mange Bevisligheder. I 40 Dage lod han sig se for dem og sagde alt det om Gudsriget.
Og idet han holdt Maaltid med dem, bød han dem ikke at forlade Jerusalem, men vente paa det, som Faderen havde lovet: Det I har hørt mig tale om, at
Johannes døbte med Vand, men I skal blive døbte i Helligaand, naar disse faa Dage er omme.
Saa samlede de sig og spurgte ham: Herre, genopretter du i Løbet af denne Tid Kongedømmet for Israel?
Det er ikke jeres Sag, sagde han til dem, at vide, hvor længe Ventetiden skal vare, og naar det skal være. Det har Faderen forbeholdt sig selv at raade for.
Men Magt skal I faa, naar Helligaanden kommer over jer, og saa skal I være mine Vidner i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, og saa vidt Jorden strækker sig.
Og som han havde sagt det, blev han i deres Paasyn hævet op, og en Sky hindrede dem i at følge ham med Øjnene.
Og som de stod og stirrede ind i Himlen, mens han for bort, stod der brat to Mænd hos dem, hvidklædte:
Hvorfor staar I Galilæere og ser ind i Himlen, sagde de? Den Jesus, som er hjemført fra jer til Himlen, skal komme, netop som I saa ham fare til Himmels.
Da vendte de tilbage til Jerusalem fra OliehaveBjerget, som det hedder, der er nær ved Jerusalem, vel en Sabbatsvej derfra.
Og da de kom ind, gik de op i Stuen ovenpaa. Der opholdt de sig i Ventetiden — Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filippos og Thomas, Bartolomaios og Mattaios, Jakob Alfaios Søn, og Simon Selot og Judas Jakobs Søn.
Disse blev alle som én trofast ved med at holde Bøn. Kvinder var der ogsaa med og Maria Jesus' Moder og hans Brødre.
I de Dage traadte Peter frem i Brødrenes Kreds og sagde — og det var en Skare paa omtrent 120 Deltagere, der var tilstede —:
Det maatte gaa i Opfyldelse, Brødre, det, der staar skrevet, som Helligaanden forudsagde ved Davids Mund om Judas, som blev den, der viste Vej for dem, der greb Jesus.
For han blev regnet med iblandt os, og den Tjeneste havde han faaet Lod og Del i.
Han købte en Ejendom for den med Uret tjente Løn, og ved at styrte ned, sprængtes han, og alle hans Indvolde væltede ud,
hvad der endog blev saa vel bekendt for alle Jerusalems Indbyggere, at den Ejendom kaldes paa deres egen Mundart Akeldamak, det betyder Blodvangen.
For i Salmebogen staar der skrevet: Lad hans Gaard blive øde, ingen skal bo i den, og: Og lad en anden overtage hans Tilsynskald.
Det bør da saa være, at af de Mænd, som færdedes med os hele Tiden, mens Herren, Jesus gik ud og ind hos os,
fra Johannesdaaben at regne indtil den Dag, da han blev hjemført fra os — af dem maa en sammen med os blive Vidne om hans Opstandelse.
De fremstillede da to: Josef, som kaldes Barsabbas og har faaet Tilnavnet Justus, og Mattias.
Og saa bad de: Du Herre, som kender alles Hjerter, udpeg af disse to den ene, som du har valgt
til at indtage Pladsen med dette Tjener og Apostelkald, som Judas traadte fra for at indtræde i sin egen Plads.
Saa lod de dem trække Lod, og Loddet faldt paa Mattias, og saa blev det vedtaget, at han skulde være med de elleve Apostle.
Da Dagen kom til Pinsefesten, var de alle samlede paa åt Sted,
og saa kom der paa én Gang en Lyd fra Himlen som af et dybt Aandedrag, og det fyldte hele Huset, hvor de sad,
og der viste sig for dem Tunger som af Ild, og de satte sig paa hver enkelt af dem,
og saa fyldtes de alle med Helligaand og tog paa at tale med fremmede Tungemaal, alt som Aanden gav dem Ordlyden.
Men der boede i Jerusalem Jøder, fromme Mænd af alle Folkeslag under Himlen.
Da saa den Lyd brød frem, strømmede Folket sammen og blev opskræmte ved hvel især at høre dem tale paa sit eget Sprog.
Det studsede de alle ved og undrede sig derover. Ser I ikke, sagde de, al alle de, som taler, er Galilæere.
Hvor kan vi da høre det hver især paa vort eget Sprog fra vor Fødestavn?
Parter og Meder og Elamiter og Folk, som bor i Mesopotamien, og i Judæa og i Kappadokien, Pontus og Asien,
Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Landstrækninger henimod Kyrene, og de indvandrede Romere,
baade Jøder af Byrd og af Tilgang, Kreter og Arabere — vi hører dem tale om Guds Storværker paa vore egne Tungemaal.
De studsede alle og vidste hverken ud eller ind. Hvad betyder dette, sagde de, den ene til den anden.
Der var andre, der drev Spot med det. De er berusede af hed Vin, sagde de.
Men saa traadte Peter frem med de elleve og talte højt og lydeligt: Det maa I vide Judæer og alle andre, der bor i Jerusalem, og læg vel Mærke til, hvad jeg siger: ’
De er jo slet ikke berusede, som I tænker jer. Det er jo den tredje Time paa Dagen.
Nej, det er det, der er sagt ved Profeten Joel:
„I de sidste Dage, siger Gud, da udgyder jeg af min Aand over alle og enhver, og jeres Sønner og Døttre skal profetere, og Syner skal jeres Ungdom se, og Drømme skal jeres gamle drømme.
Ja selv over mine Trælle og Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, saa de skal profetere.
Og Varsler vil jeg give oppe i Himlen og Tegn nede paa Jorden, Blod og Ild og Røgskyer.
Solen skal blive til Mulm og Mørke og Maanen til Blod, før Herrens Dag kommer, stor og klar.
Og saa skal enhver, som paakalder Herrens Navn, blive frelst".
Hør Israeliter disse Ord: Jesus fra Nasaret, udpeget for jer af Gud med Kraftytringer, Varsler og Tegn, som Gud virkede ved ham midt iblandt jer, hvad I selv godt ved —
ham har I ved Lovløses Hænder naglet fast og taget af Dage, da han efter Guds besluttede Raad, og som Gud forud vidste, var given hen dertil.
Men Gud udløste Dødens Veer og genoprejste ham. For det var umuligt, at Døden kunde holde ham fangen.
For David sigter til ham, hvor han siger: „Altid har jeg haft min Herre for Øje, for jeg har ham ved min højre Side for ikke at vakle.
Derfor blev mit Hjerte saa glad, og min Tunge jublede, ja selv mit Kød skal bygge og bo med Haab.
For du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget og ikke lade Opløsning blive din Helliges Kaar.
Du lærte mig Livets Veje, du vil fylde mig med Fryd sammen med dig".
Brødre, det maa jeg frit have Lov til at sige jer om Stamfaderen David, at han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os den Dag idag.
Det var da som Profet og som den, der vidste, at Gud havde tilsvoret ham med en Ed at lade en af hans Æt tage Sæde paa hans Trone,
at han fremsynet sagde det om den Salvedes Opstandelse, at han skulde ikke gives til Pris for Dødsriget og heller ikke hans Kød kende Opløsnings Kaar.
Denne Jesus har Gud genoprejst. Alle vi er Vidner derom.
Efter at han saa er ophøjet ved Guds højre Haand og har faaet Løftet opfyldt om Helligaanden fra Faderen, har han udgydt over os, hvad I her baade ser og hører.
David fo'r jo ikke til Himmels, men siger selv: „Sæt dig ved min højre Side,
til jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder."
Det skal I da vide for vist og sandt, at af denne Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort baade en Herre og en Salvet.
Da de hørte dette, gjorde det dem hjertelig ondt, og de sagde til Peter og de andre Apostle: Hvad skal vi gøre, Brødre?
Men Peter sagde til dem: I skal omvende jer, siger han, og enhver lade sig døbe med Jesus-Kristus-Navnet til jeres Synders Forladelse. Saa skal Helligaanden blive jer givet.
Jer hører det givne Løfte til og jeres Børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil hidkalde.
Ja med mange andre Ord tillige trængte han ind paa dem og formanede: Lad jer frelse, sagde han, fra den Slægt, som er greben af denne Forvildelse.
De, som tog imod hans Ord, blev da døbte, og der vandtes paa den Dag en Tilgang af henved tre tusinde Sjæle.
Og de blev ved at holde sig til Apostlenes Lære og til Samfundet og til at dele Brødet og tilbede.
Hver Sjæl blev greben af Alvor. Mange Varsler og Tegn skete i Jerusalem ved Apostlene, og stor Alvor var over alle.
Og alle de troende holdt til paa ét Sted og havde alt tilfælles.
De solgte baade deres Gods og Ejendomme og delte det ud til alle, efter som nogen trængte til det.
Som de Dag for Dag var enige om at holde til i Helligdommen og i Hjemmene delte Brød, fik de Føde med hverandre gladelig og i Hjertets Enfoldighed,
mens de lovsang Gud og var afholdte af hele Folket. Sammesteds føjede Herren daglig dem til, der lod sig frelse.
Ved Bedetiden, den niende Time, gik Peter og Johannes op i Helligdommen,
og der blev en Mand baaren hen, som var vanfør fra Fødselen af; ham plejede de daglig at lægge ved den Port til Helligdommen, som kaldes den prægtige, for at tigge af dem, der gik ind i Helligdommen.
Da han saa Peter og Johannes komme og gaa ind i Helligdommen, bad han om at faa en Almisse.
Men Peter saa vist paa ham sammen med Johannes og sagde: Se paa os.
Han gav saa Agt paa dem i Forventning om at faa noget af dem.
Men Peter sagde: Sølv og Guld har jeg ikke, men, hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesus Kristus fra Nasarets Navn — gaa!
Saa greb han ham ved den højre Haand og rejste ham op, og i det samme blev hans Fødder og Ankler stærke,
og han rejste sig med et Spring og gik omkring, gik med dem ind i Helligdommen, gik omkring og sprang og lovsang Gud.
Og hele Folket saa ham gaa omkring og lovsynge Gud,
og de kendte ham godt som den, der før sad og tiggede ved den prægtige Tempelport. Saa blev de fulde af Forundring og Overraskelse over det, der var hændt ham.
Da han nu holdt sig til Peter og Johannes, løb hele Folket sammen om dem ved den Søjlegang, som kaldes Salomons, aldeles forundrede.
Da Peter saa det, tog han deraf Anledning til at sige til Folket: Hvorfor, Israeliter, undrer I jer over dette og ser saadan paa os, som om vi af egen Magt eller Fromhed havde udrettet det, at han kan gaa?
Det er Abrahams og Isaks og Jakobs vore Fædres Gud, der har vist sin Tjener Jesus den Ære, ham som I forraadte og vilde ikke vide af overfor Pilatus, mens han frifandt ham.
I derimod vilde ikke vide af den hellige og skyldfri og bad om at faa en Morder benaadet.
Men Livsfyrsten slog I ihjel, ham som Gud har opvakt fra de døde, som vi kan vidne.
Og saasom Troen paa hans Navn var tilstede, har hans Navn styrket ham der, som I for jer ser og godt kender. Og den Tro, vi har ham at takke for, har givet ham slig Førlighed lige for jeres Øjne allesarnmen.
Og nu, Brødre, jeg véd, at I har handlet i Uvidenhed, som jeres Øvrighed ogsaa har gjort.
Men Gud har paa den Maade adet gaa i Opfyldelse, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede maatte lide.
Saa vis da Bod og Bedring, og vend om og faa jeres Synder udslettede,
for at dog Lindringstider kan komme fra Herrens Ansigt, og han kan sende den for jer forud udkaarne Kristus Jesus.
Ham maa Himlen huse, indtil Ventetiden er omme for Genoprettelsen af alt det, som Gud har talt om ved sine hellige Profeters Mund fra gamle Dage.
Moses siger saa :„En Profet skal Herren vor Gud oprejse jer af jeres Brødre ligesom mig? Alt hvad han siger til jer, skal I rette jer efter.
Men hver Sjæl, som ikke retter sig efter den Profet, skal udryddes af Folket."
Og alle Profeterne fra Samuel og dem der fulgte efter, alle de, der har talt, har ogsaa meldt om disse Dage.
I er Profeternes og Pagtens Børn, den som Gud stiftede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: I din Æt skal alle Jordens Slægter velsignes.
Først til jer har Gud efter at hive genoprejst sin Tjener sendt ham med Velsignelse til jer, alt som I hver især omvender jer fra, hvad ondt der er i jer.
Mens de talte til Folket, kom Præsteskabet over dem og Anføreren for Helligdomsvagten og Sadukæerne,
dybt krænkede over, at de underviste Folket og forkyndte Opstandelsen fra de døde i Jesus.
Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Forvaring til næste Dag. For det var Aften allerede.
Men mange af dem, som havde hørt Ordet, blev troende, og Mændenes Antal løb op til fem tusinde.
Den næste Dag samledes til Møde i Jerusalem deres Myndigheder og de Ældste og de Skriftlærde og
Ypperstepræsten Annas og Kajafas og Johannes og Aleksandros og alle de, der var af ypperstepræstelig Slægt,
og de stillede dem frem midt i Kredsen og spurgte dem ud: Med hvilken Magt eller i hvis Navn har I gjort dette?
Da sagde Peter til dem fyldt af Helligaand: I Folkets Overordnede og Ældste!
Naar vi idag forhøres angaaende en Velgerning mod et svageligt Menneske om, hvorved han er bleven hjulpen,
saa skal det være jer alle vitterligt og hele Israels Folk med, at ved Jesus Kristus fra Nasarets Navn, ham I korsfæstede men Gud opvakte af Døde — ved det staar han jer sund og rask for Øje.
Han er Stenen vraget af jer, som bygger Hus, men bleven til Topsten i Tinden.
Og Frelsen faas ikke ved nogensomhelst anden. Det og ikke noget andet Navn under Himlen er blandt Mennesker givet til, at vi derved skal frelses.
Da de nu kunde se, hvor frimodige Peter og Johannes var, og skønnede, at det var jævne og ulærde Mænd, undrede de sig derover, og de kendte dem ogsaa som Ledsagere af Jesus.
Og da de tilmed saa Manden staa helbredet hos dem, havde de ikke noget at sige dertil.
Saa bød de, at de skulde gaa ud uden for Raadsforsamlingen, og raadførte sig saa med hverandre:
Hvad skal vi gøre ved disse Mennesker, sagde de, for et umiskendeligt Tegn er der sket ved dem aabenlyst for alle dem, der bor i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det.
Men for at det ikke skal komme videre ud blandt Folket, saa lad os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske med det Navns Nævnelse.
Saa kaldte de dem ind og paalagde dem aldeles ikke at lade sig høre eller give Undervisning med Jesusnavnets Nævnelse.
Men Peter og Johannes svarede dem: Om det er Ret overfor Gud hellere at lyde jer end Gud, det faar I dømme om.
For vi kan ikke andet end tale om, hvad vi har set og hørt.
Men de truede dem endnu mere og slap dem saa løs, da de ikke skønnede, hvordan de skulde komme afsted med at straffe dem for Folkets Skyld. For alle priste Gud for det, der var sket.
Den Mand, som dette Helbredelsestegn var sket med, var nemlig mere end 40 Aar gammel.
Da de var bleven løsladte, kom de til deres egne og fortalte alt det, som Ypperstepræsteskabet og de Ældste havde sagt til dem.
Og da de hørte det, raabte de alle som en til Gud: Husets Herre! Du som har skabt Himlen og Jorden og Havet og alt, hvad i dem er,
du som ved din Tjener Davids Mund har sagt:
„Hvorfor fnyste Hedninger, og Folk tog sig for, hvad der ikke fører til noget. Jordens Konger rejste sig, og Herskere sluttede sig sammen mod Herren og mod hans Salvede." –
Ja de har i Sandhed sluttet sig sammen her i Staden mod din hellige Tjener Jesus, som du har salvet — Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningefolk og Israels Stammer —
for at gøre alt det, din Haand og din Hensigt havde forud bestemt til at komme.
Og som det nu er, Herre, hold Øje med deres Trusler, og giv dine Husfolk at tale dit Ord med Frimodighed
ved at række din Haand ud til Lægedom og lade Tegn og Varsler ske ved Jesus din hellige Tjeners Navn.
Og da de havde bedt, bævede Stedet, hvor de var samlede, og de fyldtes alle med Helligaanden og talte om Gudsordet med Frimodighed.
Alle de mange troende havde ét Hjerte og én Sjæl, og der var ikke en, der kaldte noget af det, de havde, deres eget, men de var fælles om alt.
Og med stor Styrke aflagde Apostlene Vidnesbyrd om Jesus Kristus', Herrens Opstandelse og alle var de meget afholdte.
Der var helleringen nødlidende iblandt dem, for alle de, der var Gaard eller Husejere, solgte det og kom med det, de fik for, hvad de solgte,
og overdrog Apostlene det, og saa uddeltes det til enhver, eftersom nogen trængte dertil.
Josef, som Apostlene gav Tilnavnet Barnabas, det betyder Trøstesøn — en Levit født paa Kypern,
havde en Ejendom og solgte den, bragte Pengene og overdrog dem til Apostlene.
Der var en Mand ved Navn Ananias, som i Forening med sin Hustru Saffeira solgte en Ejendom.
Noget af Betalingen listede han tilside med sin Hustrus Vidende, og en Del kom han med og overdrog det til Apostlene.
Men Peter sagde: Ananias! Hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte med det at lyve for Helligaanden og liste tilside af Gaardens Værdi?
Kunde du ikke beholde den, da du havde den, og havde du ikke efter Salget Raadighed derover? Hvor kunde du dog komme i Tanker om at bære dig saadan ad? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud?
Da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og døde til Forfærdelse for alle dem, der hørte paa det.
De unge stod da op, svøbte ham ind, bar ham ud og begravede ham.
Omtrent 3 Timer senere kom ogsaa Konen ind tiden at 'vide, hvad der var sket.
Saa spurgte Peter sig videre for hos hende: Sig mig, har I skilt jer ved Gaarden for den Pris? Ja, for den Pris, sagde hun.
Men saa sagde Peter til hende: Hvorfor er I dog bleven enige om at prøve paa at narre Herrens Aand? De, som har begravet din Mand, har Foden paa Dørtærskelen, de skal ogsaa bære dig ud.
I det samme faldt hun om for hans Fødder og døde. Da de unge kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
Og hele Menigheden og alle de, der hørte dette, blev stærkt rystede.
Der skete ved Apostlenes Hænder mange Tegn og Varsler i Folket, og de var alle enige om at holde sig samlede I Salomons Søjlegang.
Af de andre var der ingen, der vovede at gaa sammen med dem; men Folket saa op til dem,
og mere og mere føjedes der til Herren troende, baade Mænd og Kvinder i Skarevis.
Det gik saa vidt, at man endog kom paa Gaderne med de syge og lagde dem paa Feltsenge og Hvilebænke, for at, naar Peter kom, blot hans Skygge skulde falde paa en af dem.
Ja selv fra Byerne i Omegnen af Jerusalem kom de, saa mange som de var, bærende paa syge og saadanne, som plagedes af urene Aander, og dem alle blev der ydet Lægedom.
Da satte Ypperstepræsten sig i Bevægelse og alle hans Tilhængere, det er Saddukæernes Parti; de blev meget ivrige paa det
og lagde Haand paa Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
Men ved Nattetid aabnede en Herrens Engel Fængselsdørene, førte dem ud og sagde:
Gaa hen og træd op og tal i Helligdommen for Folket alt, hvad det Liv har paa Tungen.
Det rettede de sig efter, gik ved Daggry ind i Helligdommen og underviste. Saasnart som Ypperstepræsten og hans Tilhængere kom tilstede, sammenkaldte de Raadet og hele Forsamlingen af Israliternes Ældste og sendte Bud til Fængslet for at hente dem.
Men Betjentene, som kom derhen, fandt dem ikke i Fængslet. Saa vendte de tilbage og meldte:
Fængslet fandt vi helt forsvarligt lukket, sagde de, og Vagtposterne staaende ved Dørene, men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.
Da Anføreren for Tempelvagten og Ypperstepræsten hørte det, kunde de ikke gøre sig klart om dem, hvad det skulde føre til.
Og saa kom der en og fortalte dem: De Mænd, I satte i Fængsel, de staar nu i Helligdommen og underviser Folket.
Saa gik Anføreren med Betjentene hen og hentede dem, ikke med Magt, for de var bange for, at de skulde blive stenede af Folket.
Men de bragte dem og førte dem frem for Raadet. Saa spurgte Ypperstepræsten dem:
Havde vi ikke, sagde han, bestemt forbudt jer at undervise med dette Navns Nævnelse, og der har I fyldt hele Jerusalem med jeres Lære og vil lade os undgælde for det Menneskes Blod.
Men Peter og Apostlene svarede: Man bør snarere vise Lydighed mod Gud end mod Mennesker.
Vore Fædres Gud oprejste Jesus, ham som I tog Livet af og hængte paa Træ.
Ham har Gud ophøjet ved sin højre Haand som Folkehøvding og Frelser for at give Israel Bod og Syndsforladelse,
og vi er Vidner om, hvad vi her siger, og Helligaanden med, som Gud har givet dem, der viser ham Lydighed.
Det kunde de ikke taale at høre og vilde slaa dem ihjel.
Da var der en, der rejste sig i Raadet, en Farisær ved Navn Gamaliel, en Lovlærer højagtet i hele Folket. Han bød, at Mændene skulde føres udenfor et Øjeblik,
og saa sagde han til dem: Israliter, tag jer i Vare med disse Mænd for, hvad I er i Færd med at gøre.
For før disse Dage opstod Teudas og gav sig ud for at være noget, og til ham sluttede sig et Antal af 400 Mænd. Men han blev ryddet af Vejen, og saa skiltes alle de ad, som havde ladet sig lede af ham, og det blev ikke til noget.
Efter ham opstod Judas fra Galilæa i Folketællingens Tid og fik et Folkeparti over paa sin Side. Han omkom ogsaa, og saa splittedes alle de ad, som havde ladet sig lede af ham.
Ogsaa om dette her, siger jeg jer: Kom ikke disse Mennesker for nær, og lad dem fare. For skulde dette i Itaad eller i Daad være Menneskeværk, saa bliver det til ingenting,
men er det Guds Værk, vil I ikke kunne gøre det til ingenting. Og blot I saa ikke endda kommer i Strid med Gud. De rettede sig efter ham,
lod Apostlene kalde, gav dem Prygl og forbød dem at tale under JesusNavnets Nævnelse og lod dem gaa.
Da gik de glade bort fra Raadet, fordi de var bleven agtede værdige til at skamskændes for Navnets skyld.
Og hver Dag blev de ved uden Ophør i Helligdommen og i Hjemmene at undervise og bringe Glædesbuddet: Jesus er den Salvede.
I denne Tid, da Lærlingene blev saa mange, gav Hellenisternes Misfornøjelse sig tilkende overfor Hebræerne, fordi deres Enker blev tilsidesat ved den daglige Hjælp.
Saa sammenkaldte de tolv Lærlingene til fuldtalligt Møde og sagde: Oet er ikke passende, at vi skal forsømme Gudsordet for at gøre Tjeneste ved Bordene.
Se jer da om, Brødre, blandt jer selv efter syv Mænd med godt Omdømme, fulde af Aand ov: Visdom, som vi kan henlægge dette Hverv under.
Men vi vil flittigt stræbe med Bønnen og Ordets Tjeneste.
Det Ord fandt Bifald hos hele Forsamlingen, og saa valgte de Stefanos, en Mand fuld af Tro og Helligaand, og Filippos og Prokoros og Nikanor og Timon og Parmenas og Nikolaos, en fra Antiokia, som var gaaet over til Jødedommen.
Dem fremstillede de for Apostlene, og de bad og lagde Hænderne van dem.
Og Gudsordet bredte sig, og Lærlingene i Jerusalem tog stærkt til i Antal, og en talrig Kreds af Præsterne underkastede sig Troen.
Stefanos, indtagende og vældig som han var, virkede store Varsler og Tegn blandt Folket.
Men nogen af dem fra de frigivnes, Kyrenaiernes og Aleksandrinernes Synagoge, som den kaldes, og af dem fra Kilikien og Asien traadte op og gav sig i Ordstrid med Stefanos.
Men de mægtede ikke at staa sig mod den Visdom og den Aand, han talte ud af.
Da fik de Mænd i Ledtog med sig, som sagde, de havde hørt ham tale Haansord mod Moses og mod Gud.
Og de rejste et Røre blandt Folket og de Ældste og de Skriftlærde, som da kom til og greb ham og førte ham for Raadet.
Og saa førte de falske Vidner frem, som sagde: Dette Menneske holder ikke op med at føre Tale, som strider mod det hellige Sted og Loven.
For vi har hørt ham sige, at Jesus fra Nasar« han skal afskaffe dette Sted og ændre de Skikke, som Moses har overleveret os.
Og alle de, som sad i Raadet, stirrede paa ham og saa hans Ansigt se ud som en Engels Ansigt.
Saa sagde Ypperstepræsten: Forholder det sig saa?
Han sagde: Brødre og Fædre hør! Højhedens Gud aabenbarede sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, inden han bosatte sig i Karan,
og sagde til ham: Drag bort fra dit Land og din Slægt, og kom hid til det Land, jeg vil vise dig.
Da vandrede han ud af Kaldæas Land og bosatte sig i Karan. Og efter hans Faders Død førte han ham videre derfra over til det Land, I nu bor i.
Og han gav ham ikke Ejendomsret til saa meget som en Fodsbred deraf, men lovede at give ham det i Eje og hans Efterkommere efter ham, skønt han var barnløs.
Saadan talte Gud: Hans Afkom skal have Udleendighedskaar i fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og fare ilde med dem i fire hundrede Aar.
Men det Folk, de træller for, vil jeg dømme, sagde Gud, og siden skal de drage bort og dyrke mig paa dette Sted.
Og han gav ham Omskærelsens Pagt, og saadan gik det til, at han fik en Søn Isak og omskar ham paa den ottende Dag og Isak Jakob og Jakob de tolv Stammefædre.
Og Stammefædrene fattede Nag til Josef og skilte sig af med ham til Ægypten. Men Gud var med ham
og udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Yndest og Visdom hos Farao, Ægypterkongen. Og han satte ham til at raade over Ægypten og over hele sit Hus.
Saa blev der Hungersnød over hele Ægypten og Kanaan, og Nøden var stor, og vore Fædre fandt ikke Føden.
Da saa Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.
Og anden Gang gav Josef sig tilkende for sine Brødre, og Farao fik Kendskab til, hvem han stammede fra.
Saa sendte Josef Bud og hentede sin Fader Jakob og hele Slægten, 75 Sjæle.
Saa drog Jakob til Ægypten, og han døde og vore Fædre.
Og de blev førte til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham købte for rede Penge af Ilemors Sønner i Sikem.
Som nu Ventetiden snart var tilende for Løftet, Gud havde sluttet Pagt med Abraham om, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
indtil der kom en anden Konge til Magten i Ægypten, som ikke kendte Josef.
Han sveg vor Slægt og handlede ilde mod vore Fædre, idet han lod deres Smaabørn sætte ud, for at de ikke skulde leve.
Ved den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud og blev i tre Maaneder opfødt i sin Faders Hus.
Men da han blev udsat, optog Faraos Datter ham og opfødte ham som sin egen Søn.
Saa blev Moses oplært i al Ægypternes Visdom, og vældig var han baade i sine Ord og sine Gerninger.
Da han naaede fyrretyveaars Alderen, kom det ham for i hans Hjerte, at han maatte se I il sine Brødre, Israels Sønner.
Og da han saa saa en lide Uret, stillede han sig paa hans Side og gav den undertrykte Oprejsning ved at slaa Ægypteren ihjel.
Han mente, Brødrene maatte forstaa, at nu gav Gud dem Frelse ved hans I laand. Men de forstod det ikke.
Og Dagen derefter fik de liam at se, idet de stredes. Og han vilde stifte Fred imellem dem: I er jo Brødre, sagde han, hvorfor gør I hinanden Uret?
Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: Hvem har sat dig til at raade og dømme over os?
Du vil da vel aldrig slaa mig ihjel, som du slog Ægypteren ihjel igaar?
Det Ord gjorde saa, at Moses flygtede og blev I Idhnnding i Midians Land, og han fik der to Sønner.
Da fyrretyve Aar var gaaet, fik han i Sinai Bjergs Ørk en Engel at se i Luen af en brændende Tornebusk.
Og Moses undredes ved det Syn, men da han gik derhen for at km Rede paa det, lod Herrens Røst sig høre:
,Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud. Da skjalv Moses og vovede ikke at søge Rede paa det.
Tag Skoene af dine Fødder, sagde Herren til ham, for det Sted, du staar paa, er hellig Grund.
Set har jeg, hvad mit Folk maa Tide i Ægypten, og hørt har jeg dets Suk, og jeg er steget ned for at fri det. Kom nu! jeg sender dig til Ægypten.
Denne Moses, som de ikke vilde kendes ved, men sagde: Hvem har sat dig til at herske og dømme? — Ham har Gud sendt baade til at herske og frigive med den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken.
Han førte dem ud efter at have øvet Varsler og Tegn i Ægyptens Land, i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar.
Det var den Moses, der sagde til Israels Sønner: En Profet skal Gud oprejse jer af jeres Brødre ligesom mig.
Det var ham, der i Menigheden i Ørken, stædtes hos den Engel, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og hos vore Fædre, han som fik levende Tale at give jer.
Ham vilde vore Fædre ikke blive lydige, men afviste ham og vendte i Hjertet tilbage til Ægypten,
idet de sagde til Aron: Gør os Guder, som kan gaa foran os; for denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land, ham ved vi ikke, hvad der er bleven af.
Saa blev de Kalvedyrkere i de Dage og ofrede til Gudebilledet og hilste med Glæde deres Hænders Værk.
Men Gud gav det en anden Vending og gav dem hen til at dyrke Himlens Hær, som der staar skrevet i Profeternes Bog: Har I vel, Israels Hus, bragt mig Slagtoffer og Madoffer i 40 Aar i Ørken?
Moloks Telt bar i endda og Guden Romfans Stjerne, de Billeder I havde gjort til at knæle for. Jeg flytter jer bort hinsides Babylon.
Vore Fædre havde Vidnesbyrdsteltet i Ørken, som den, der talte med Moses, bød ham at gøre det efter Billedet, han havde set,
det vore Fædre ogsaa som Arvetagere førte med Josva ind i de Folks Hus og Hjem, som Gud fordrev for vore Fædre, indtil Davids Tid.
Han vandt Guds Yndest og udbad sig at finde Jakobs Gud en Bolig.
Men Salomon byggede ham Hus.
Dog den Højeste bor ikke i, hvad Hænder har bygt, som Profeten siger:
„Himlen er min Trone, Jorden min Fodskammel. Hvordan vil I bygge mig Hus, siger Herren, eller hvor er det Sted, hvor jeg skal hvile?
Har da ikke min Haand dannet alt dette".
I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerte og Øre! I sætter jer altid op imod Helligaanden, som jeres Fædre saadan ogsaa I.
Hvem af Profeterne forfulgte ikke jeres Fædre? Og de slog dem ihjel, som forud bragte Bud om den rettes Komme, som det nu blev jer, der forraadte og myrdede —
I som fik med Loven Englebud, men har ikke overholdt det.
Det saarede det dem I Hjertet at høre, og de skar Tænder imod ham.
Men fuld af Helligaand, som han var, stirrede han ind i Himlen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Side.
Se, jeg kan se Himlen aabnet, sagde han, og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Side.
Men de skreg højrøstet op, holdt sig for Ørene og stormede ind paa ham alle som en
og slæbte ham ud udenfor Byen og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Tøj fra sig ved en ung Mands Fødder, som hed Saul,
og saa stenede de Stefanos, som bad: Herre Jesus, tag min Aand til dig!
Saa kastede han sig paa Knæ og raabte højt: Herre, gaa ikke i Rette med dem for denne Synd! Og som han sagde det, gik han til Hvile. Og Saul havde ikke noget imod, at han blev dræbt.
Fra den Dag brød der en stor Forfølgelse ud over Menigheden i Jerusalem. Alle spredtes ad ud paa Landet i Judæa og Samaria undtagen Apostlene.
Men fromme Mennesker begravede Stefanos og holdt en stor Sørgefest over ham.
Saul hærgede Menigheden, idet han gik fra Hus til Hus og bortførte Mænd og Kvinder og fik dem sat i Fængsel.
De, som var bleven adspredte, drog da omkring og forkyndte Ordet som et Glædesbud.
Filippos kom til Hovedstaden i Samaria og prækede Kristus for dem,
og de, der flokkedes, gav vel Agt paa, hvad det var, Filippos sagde, og enedes godt om at lytte dertil og se de Tegn, han gjorde.
For mange af dem, der var besatte af urene Aander, for de ud af med høje Skrig og mange lammede og vanføre blev helbredte,
og der blev megen Glæde i den By.
Der var iforvejen i Byen en Mand, der hed Simon, som drev Troldom og satte Befolkningen i Samaria i Forbauselse og gav sig ud for noget meget stort.
Ham gav de alle Agt paa lige fra den mindste til den største. Han er den Guds Kraft, sagde de, som gaar under Navnet: den store.
Men de gav Agt paa ham, fordi han i lang Tid havde forbauset dem med sine Troldomskunster.
Da de troede Filippos, som bragte Glædesbud om Guds Kongerige og Jesus-Kristus-Navnet, lod de sig døbe baade Mænd og Kvinder.
Og Simon blev ogsaa troende, og da han havde ladt sig døbe, holdt han sig til Filippos, og det forbausede ham, da han saa store Tegn og Undere ske.
Da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde modtaget Gudsordet, sendte de Peter og Johannes til dem.
Da de kom derhen, bad de for dem om, at de maatte faa Helligaanden,
for endnu havde han ikke nedladt sig over nogen af dem, men de var kun døbte til Jesus' Herrenavn.
Saa lagde de Hænderne paa dem, og saa fik de Helligaand.
Men da Simon saa, at Aanden blev given ved Apostlenes Haandspaalæggelse, bragte han dem Penge
og sagde: Giv mig ogsaa Myndighed dertil, at enhver, jeg lægger Hænderne paa, faar Helligaand.
Men Peter sagde til ham: Saa gid dine Penge og du selv med maa faa en Ulykke! siden du har gjort Regning paa, at Guds Gave kan købes for Penge.
Du har hverken Lod eller Del i dette Ord, for dit Hjerte følger ikke den lige Vej for Gud.
Omvend dig da fra denne din Ondskab, og bed Herren om Forladelse for dit Hjertes Paafund.
For jeg ser nok, at du er inde paa den lede Misundelse og kan ikke gøre dig fri for Uredelighed.
Bed I til Herren for mig, svarede Simon, for at ikke noget af det, I har sagt, skal komme over mig.
Efter at de nu havde vidnet og talt om Herrens Ord, vendte de tilbage fra Jerusalem, og mange af Samariternes Landsbyer bragte de Glædesbud.
En Herrens Engel talte til Filippos og sagde: Bryd op og drag sydpaa ad den Vej, som fører fra Jerusalem til Gaza. Der er ingen Færdsel.
Saa brød han op og rejste. Der er saa en Ætioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Ætiopernes Dronning Kandake, som havde hele hendes Skatkammer under sig. Han var kommen til Jerusalem for at holde Bøn,
og var nu paa Tilbagevejen og sad i sin Vogn og læste Profeten Jesaja.
Aanden sagde til Filippos: Gaa hen og hold dig nær til den Vogn.
Saa løb Filippos til og hørte ham læse Profeten Jesaja, og saa sagde han: Forstaar du nu ogsaa, hvad du læser?
Nej, hvor skulde jeg vel kunne det, sagde han, naar ingen vejleder mig? Og saa opfordrede han Filippos til at stag op og sætte sig hos ham.
Men det Stykke af Skriftet, som han læste, var dette: „Som et Faar blev han ført til Slagtebænken, og som et Lam er maalløst overfor den, der klipper det, saadan aabner han ikke sin Mund.
Under hans Ydmygelse maatte han ikke dømme. Hvem kan tale om hans Samtid, for hans Liv maa ikke leves paa Jorden."
Hofmanden henvendte sig til Filippos og sagde: Jeg beder dig — hvem siger Profeten det om, om sig selv eller om en anden?
Saa tog Filippos til Orde og gik ud fra dette Skrift og forkyndte for ham Jesus som Glædesbud.
Som de nu drog hen ad Vejen, kom de til et Vand: Se her er Vand, siger saa Hofmanden, hvad skulde der være i Vejen for, at jeg bliver døbt?
-
Saa bød han, at Vognen skulde holde, og de gik begge ud i Vandet, Filippos og Hofmanden, og saa døbte han ham.
Men da de steg op af Vandet, bortførte Herrens Aand Filippos, og Hofmanden saa ham ikke mere, for han rejste glad videre.
Men Filippos blev genfunden i Asdod, og han drog omkring og bragte alle Byerne Glædesbud, lige til han kom til Kæsarea.
Saul, endnu hidsig paa det overfor Herrens Lærlinge med at true og myrde, gik til Ypperstepræsten
og bad ham om Breve til Synagogerne i Damaskus, for at han kunde, om han skulde finde nogen af Vejens Tilhængere, bringe dem bundne til Jerusalem, Mænd og Kvinder.
Han var paa sin Rejse kommet nær til Damaskus, da han pludselig blev omstraalet af Lys fra Himlen,
og han faldt til Jorden og hørte en Stemme sige til sig: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?
Han sagde: Hvem er du Herre? Jeg er Jesus, som du forfølger, sagde han,
men rejs dig op og gaa ind til Byen, saa skal det blive dig sagt, hvad du har at gøre.
Hans Ledsagere stod maalløse ved at høre Stemmen, men ikke se nogen.
Saa rejste Saul sig op fra Jorden, men da han slog Øjnene op, kunde han ingenting se. Saa ledte de ham ved Haanden ind til Damaskus.
Og i tre Dage kunde han ikke se, og han spiste ikke og drak ikke.
Der var en Lærling i Damaskus ved Navn Ananias, til ham sagde Herren i et Syn: Ananias! Ja Herre, sagde han.
Kom nu, sagde Herren til ham, og gaa hen i Ligegaden, som den hedder, og spørg i Judas Hus efter en Tarser ved Navn Saul, for han holder Bøn
og har lige set en Mand, der hed Ananias komme ind og lægge Hænderne paa ham, for at han skulde komme til at se.
Men Ananias svarede: Herre, jeg har hørt mange tale om den Mand, om hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
Og her er han med Fuldmagt fra Ypperstepræsteskabet til at fængsle alle dem, som paakalder dit Navn.
Men Herren sagde til ham: Gaa kun, for han er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem for Hedningefolk og Konger og Israels Sønner med.
For jeg skal vise ham, hvormeget han for mit Navns Skyld maa lide.
Saa gik Ananias derhen og ind i Huset og lagde Hænderne paa ham og sagde: Saul, Broder, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig paa den Vej, der førte dig hid, for at du skulde komme til at se og fyldes med Helligaand.
Og straks faldt der ham ligesom Skæl fra Øjnene, og han kom til at se, og saa stod han op og blev døbt,
og ved at faa Mad kom han til Kræfter. Nogen Tid tilbragte han sammen med Lærlingene i Damaskus,
og han forkyndte straks i Synagogerne om Jesus: Han er Guds Søn.
Men alle de, der hørte det, undrede sig og sagde: Er det ikke ham, som i Jerusalem pinte og plagede dem, som paakaldte det Navn, og det var ikke andet, han kom hid for, end at føre dem bundne til Ypperstepræsteskabet.
Men Saul blev endnu vældigere og bragte de i Damaskus boende Jøder i Forlegenhed ved at bevise: Han er den Salvede.
Da det havde varet ved i længere Tid, lagde Jøderne Raad op om at slaa ham ihjel.
Men Saul fik Underretning om deres Efterstræbelser. Der blev endog passet paa ved Portene Dag og Nat for at faa ham slaaet ihjel.
Men Lærlingene tog ham om Natten og hejsede ham ned ad Muren i en Kurv.
Da han kom til Jerusalem, prøvede han paa at komme sammen med Lærlingene. Men alle var bange for ham og troede ikke, han var Lærling.
Barnabas tog ham da med sig og førte ham til Apostlene, og saa fortalte han dem, hvordan han paa Vejen havde set Herren, og at han havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus aabenlyst havde vedkendt sig Jesusnavnet.
Saa gik han ud og ind med dem i Jerusalem og vedkendte sig aabenlyst Herrens Navn.
Og han talte og tvistedes med Hellenisterne. Men de tog sig for at faa ham slaaet ihjel.
Da Brødrene fik det at vide, bragte de ham til Kæsarea og sendte ham derfra til Tarsos.
Saa havde da Menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria Fred, byggedes op og levede sit Liv med Herrens Frygt, og med Helligaandens Trøst tog den til.
Paa sin Rundrejse til alle kom Peter ogsaa til de hellige, som boede i Lydda.
Der traf han en Mand ved Navn Aineas, som i otte Aar havde ligget paa en Sygeseng. Han var lammet.
Saa sagde Peter til ham: Aineas, Jesus Kristus helbreder dig. Rejs dig op og red selv din Seng. Og han rejste sig straks op,
og alle Indbyggerne i Lydda og Saronlandet saa ham, og omvendte sig til Herren.
Der var i Joppe en Kvinde, som var Lærling. Tabita hed hun, det betyder en Hind. Hun var flittig til at gøre gode og gavmilde Gerninger.
Men saa blev hun syg og døde i de Dage, og de vaskede hende og satte hende op i Stuen ovenpaa.
Men da nu Lydda er nær ved Joppe, og Lærlingene hørte, at Peter var der, sendte de to Mænd til ham med den Bøn: Tøv ikke med at komme til os.
Saa brød Peter op og tog med dem, og da han kom, førte de ham op i Stuen ovenpaa. Og alle Enkerne kom grædende hen til ham og viste ham Kjoler og Kapper, som „Hinden" havde vævet, mens hun var hos dem.
Men Peter gente dem alle ud, og saa lagde han sig paa Knæ og bad og vendte sig saa til Liget og sagde: Rejs dig op Tabita. Da slog hun sine Øjne op og saa Peter og satte sig overende.
Og han gav hende Haanden og rejste hende op. Saa kaldte han paa de hellige og Enkerne og stillede hende levende frem for dem.
Det blev kendt i hele Joppe, og mange troede paa Herren.
Saa blev han nogen Tid i Joppe hos en vis Simon Garver.
Der var en Mand i Kæsarea ved Navn Kornelius, en Centurion af den saakaldte italienske Afdeling.
Han var from og frygtede Gud med hele sit Hus, meget gavmild mod Folket og bad stadig til Gud.
Han saa i et Syn livagtigt —det var om ved den niende Time paa Dagen — en Guds Engel, der kom ind til ham og sagde: Kornelius! —
men han stirrede paa ham og blev ængstelig og sagde: Hvad er der Herre? — Nu mindes Gud dine Bønner og din Gavmildhed, sagde han til ham.
Saa send da Folk til Joppe for at hente en vis Simon med Tilnavn Peter.
Han bor som Gæst hos en vis Simon Garver, som har sit Hus ved Stranden.
Da saa Englen, der havde talt med ham, for bort, hidkaldte han to af sine Husfolk og en from Soldat af dem, der havde Vagt hos ham,
fortalte dem det hele og sendte dem til Joppe.
Den næste Dag, mens de paa deres Vandring nærmede sig til Byen, gik Peter op paa Taget for at holde Bøn ved den sjette Time.
Saa blev han meget sulten og ønskede at nyde noget, men mens det blev lavet til, kom der en Henrykkelse over ham,
og han kan se Himlen aaben og et Redskab som en stor Dug dale ned mod Jorden fastholdt ved de fire Hjørner,
og deri var alle mulige firføddede Dyr og Jordens Kryb og Himlens Fugle,
og en Stemme lød til ham: Kom Peter, slagt og spis!
Men Peter sagde: Paa ingen Maade, Herre, for jeg har aldrig spist noget vanhelligt og urent.
Og anden Gang lød det igen til ham: Hvad Gud har renset, skal du ikke gøre til vanhelligt.
Tre Gange skete det, og saa blev Redskabet straks igen løftet op til Himlen.
Idet nu Peter var i Tvivl med sig selv om, hvad Meningen var med det Syn, han havde set, saa har netop de Mænd, Kornelius havde afsendt, spurgt sig frem til Simons Hus og stod for Døren
og kaldte og hørte sig for, om Simon med Tilnavnet Peter var der som Gæst tilhuse.
Da sagde Aanden til Peter, mens han overvejede Synet: Nu er der netop Folk, som søger dig.
Men kom og gaa ned og gaa med dem uden Betænkning, for det er mig, der har sendt dem.
Saa gik Peter ned og sagde til Mændene: Det er netop mig, I søger. Hvad er Grunden til jeres Komme?
Centurionen Kornelius, sagde de, en ærlig og gudfrygtig Mand med et godt Omdømme fra hele Jødefolkets Side, fik af en hellig Engel Varselsord om at sende Bud efter dig og faa dig med hjem for at faa noget at høre, du har at sige.
Saa bød han dem indenfor som sine Gæster, og den følgende Dag brød han op og drog bort med dem, og nogen af Brødrene fra Joppe fulgte med ham.
Den næste Dag kom de til Kæsarea, hvor Kornelius ventede dem og havde samlet sin Slægt og de nærmeste Venner.
Da saa Peter gik ind, kom Kornelius ham imøde og kastede sig ned for hans Fødder og gjorde Knæfald.
Men Peter rejste ham op og sagde: Staa op, jeg er ogsaa et Menneske.
Under Samtale med ham kom han saa ind og finder mange samlede.
I ved godt, sagde han til dem, hvor stridende det er mod Skik og Brug for den, der er Jøde, at holde Samkvem med og gaa ind til den, som ikke er det. Men mig har Gud vist, at jeg ikke skal kalde noget Menneske vanhelligt eller urent.
Derfor kom jeg ogsaa uden Indvendinger, da der kom Bud efter mig. Saa udbeder jeg mig da Oplysning om, hvad Meningen er med, at I har ladet mig hente?
Det er nu, sagde Kornelius, fire Dage siden, at jeg holdt min Bøn ved den niende Time i mit Hjem. Med et stod der da en Mand for mig i skinnende hvid Klædning,
og han siger: Kornelius, nu mindes Gud din Tilbedelse og din Gavmildhed.
Saa send da Bud til Joppe, og bed Simon med Tilnavnet Peter om at følge med tilbage; han bor som Gæst i Simon Garvers Hus ved Stranden.
Saa lod jeg da straks gaa Bud til dig, og det er velgjort af dig at komme. Saa er nu alle vi her for Gud tilstede for at høre alt, hvad du har faaet Befaling til fra Herren.
Da udbrød Peter: I Sandhed, det forstaar jeg, at hos Gud gælder ingen Personsanseelse;
men kærkommen er ham i ethvert Folk den, som frygter ham og i Gerningen fremmer, hvad Ret er.
Det Ord, han har sendt Israels Sønner med Glædesbud om Fred ved Jesus Kristus — han er alles Herre —
I kender det nok, det der er bragt paa Tale over hele Judæa, opkommet fra Galilæa efter den Daab, Johannes forkyndte:
Jesus ham fra Nasaret, hvordan Gud salvede ham med Helligaand og Kraft, han som gik fra Sted til Sted og gjorde vel og helbredte alle dem, som Djævelen holdt i Tvang. For Gud var med ham.
Og vi er Vidner til alt, hvad han gjorde i Judæernes Land og i Jerusalem, ham som de tog Livet af hængt paa et Træ —
Ham opvakte Gud paa den tredje Dag og gav, at han aabenlyst lod sig se —
ikke for hele Folket, men for Vidner efter Guds Valg, for os, som spiste og drak med ham efter hans Opstandelse af Døde.
Og han paalagde os at udraabe for Folket og højtidelig stadfæste, at han er den, Gud har bestemt til Dommer over levende og døde.
Ham giver alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror paa ham, faar Syndsforladelse ved hans Navn.
Mens Peter endnu talte disse Ord, nedlod Helligaanden sig over alle dem, der hørte Ordet,
og de troende af Omskærelsen, alle de, der var komne med Peter, blev overraskede over, at Helligaandens Gave ogsaa blev udøst over Hedningerne.
For de hørte dem føre Tungemaalstale og prise Gud. Da sagde Peter dertil:
Kan vel nogen forholde dem Vandet og formene dem at blive døbte, der har faaet Helligaanden ligesom vi.
Saa bød han dem i Jesus-Kristus-Navnet at lade sig døbe. Derefter bad de ham om at blive nogen Tid.
Apostlene og Brødrene overalt i Judæa hørte Tale om, at ogsaa Hedningerne tog imod Gudsordet.
Da saa Peter drog til Jerusalem, gik de af Omskærelsen i Rette med ham:
Du har gaaet ind til uomskaarne og holdt Maaltid med dem, sagde de.
Saa begyndte Peter forfra og forklarede dem det i Sammenhæng:
Jeg var i Byen Joppe, sagde han, og saa saa jeg i Henrykkelse et Syn, et Redskab som en stor Dug, der sænkedes ved de fire Hjørner fra Himlen helt ned til mig.
Da jeg saa efter den og lagde Mærke til, hvad det var, saa jeg Landets firføddede Dyr og Vildt og Krybdyr og Himlens Fugle.
Jeg hørte ogsaa en Stemme sige til mig: Kom Peter, slagt og spis.
Paa ingen Maade, Herre, sagde jeg. For noget vanhelligt og urent er aldrig kommet i min Mund.
Men Stemmen svarede anden Gang fra Himlen: Hvad Gud har renset, skal du ikke gøre til urent.
Det gentog sig tre Gange, og saa blev det altsammen draget op igen i Himlen,
saa lige i det samme stod der tre Mænd ved det Hus, hvor jeg boede, sendte til mig fra Kæsarea.
Og Aanden sagde til mig, at jeg skulde ikke betænke mig paa at gaa med dem. Sammen med mig kom ogsaa disse seks Brødre derhen, og vi gik ind i Mandens Hus.
Saa fortalte han os, hvordan han havde set en Engel hjemme i hans Hus stædes og sige: Send Bud til Joppe og hent Simon med Tilnavnet Peter.
Han skal tale saadan til dig, at du og hele dit Hus skal blive frelst derved.
Idet jeg saa begyndte at tale, nedlod Helligaanden sig over dem ligesom over os i Begyndelsen.
Da mindedes jeg, hvordan Ordet lød, da Herren sagde: Johannes døbte med Vand, men I skal døbes i Helligaand.
Naar da Gud gav dem, efter at de har troet paa Herren Jesus Kristus, lige den samme Gave som os, hvem var da jeg til med Magt at hindre Gud?
Da de hørte det, slog de sig til Ro og priste Gud: Saa har da Gud ogsaa givet Hedningerne Omvendelsen til Liv, sagde de.
De, som var bleven adspredte af den Trængsel, der opkom overfor Stefanos, drog nu fra Sted til Sted lige til Foinikien og Kypern og Antiokia og talte aldrig om Ordet til andre end Jøder.
Men der var nogen af dem, der var fra Kypern og Kyrene, og de kom til Antiokia og talte ogsaa til Hellenerne og bragte Glædesbud om Herren Jesus.
Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal, som var kommen til at tro, vendte sig til Herren.
Det rygtedes om dem i den Menighed, der var i Jerusalem, og de sendte Barnabas helt hen til Antiokia.
Da han kom tilstede og saa den Guds Naade, blev han glad og opmuntrede alle til at følge deres Hjertes Lyst og blive hos Herren.
For han var en god Mand og fuld af Helligaand og Tro.
Saa drog han derfra til Tarsos for at opsøge Saul,
fandt ham og bragte ham til Antiokia. Et helt Aar tilbragte de saa sammen i Menigheden og oplærte en anseelig Skare, og det var først i Antiokia, Lærlingene blev kaldte med Kristennavnet.
I Løbet af denne Tid kom der Profeter til Antiokia fra Jerusalem.
En af dem, Agabos hed han, varslede ved Aanden om en stor Hungersnød, som skulde komme over hele Jorderig. Den kom under Klaudius.
Enhver især af Lærlingene tog da, eftersom man havde Raad til, Bestemmelse om at sende en Haandsrækning til de Brødre, der boede i Judæa.
Og det satte de i Værk ved at sende det til de Ældste med Barnabas og Saul som Overbringere.
Ved den Tid tog Kong Herodes sig for at gøre Fortræd og lade det gaa ud over flere af dem, som hørte til Menigheden.
Jakob Johannes' Broder slog han ihjel med Sværd.
Og, da han saa, det vandt Bifald hos Jøderne, lod han det ikke blive derved, men lod Peter gribe. Det var i de usyrede Brøds Dage.
Og da han havde faaet fat paa ham, satte han ham i Fængsel og overlod hans Bevogtning til fire Hold, hvert paa fire Soldater, da han vilde føre ham frem for Folket efter Paasken.
Peter blev altsaa holdt under Bevogtning i Fængslet. Men fra Menighedens Side blev der utrættelig holdt Bøn for ham.
Da saa Herodes lige skulde til at føre ham frem, laa Peter den Nat og sov mellem to Soldater bunden med to Lænker, og Vagtposter ved Dørene vogtede Fængslet.
Da stod der brat en Herrens Engel, og det blev lyst i Rummet. Han klappede Peter paa Siden, vækkede ham og sagde: Skynd dig og staa op. Og saa faldt Lænkerne af hans Hænder.
Bind dit Bælte, og tag dine Sandaler paa, sagde Englen fremdeles til ham. Det gjorde han. Kast din Kappe om dig, og følg mig, siger han saa til ham.
Saa gik han ud og fulgte med, og han vidste ikke, at det var Virkelighed, hvad Englen foretog sig. Han mente, han saa et Syn.
Da de saa var kommen igennem den første og den anden Vagt, kom de til den Jernport, som førte ud til Byen. Den aabnede sig for dem af sig selv, og efter at de var gaaet ud, kom de en Gade frem, og da forlod Englen ham straks.
Saa kom Peter til sig selv og sagde: Nu ved jeg visselig, at Herren sendte sin Engel og friede mig ud af Herodes Vold og fra alt, hvad Jødefolket ventede sig.
Og da han havde fundet sig tilrette, kom han til det Hus, som tilhørte Maria, Moder til Johannes med Tilnavnet Markus. Der var ikke saa faa samlede og holdt Bøn.
Da han bankede paa Gadedøren, kom der en Pige til for at høre efter — Rode hed hun —
og da hun kendte Peters Stemme, blev hun saa glad, at hun ikke lukkede Døren op, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor Døren.
Men de sagde til hende: Er du gal? Men hun forsikrede, at det var ret nok. Saa er det hans Engel, sagde de.
Men Peter blev ved at banke paa, og da de saa lukkede op, saa de ham og blev højlig forundrede.
Saa fik han dem ved at vinke med Haanden til at tie og fortalte saa, hvordan Herren havde ført ham ud af Fængslet, og saa sagde han: Fortæl Jakob og Brødrene det. Og saa gik han bort og rejste andensteds hen.
Da det dagedes, var der ikke ringe Forskrækkelse blandt Soldaterne over, hvor Peter var bleven af.
Men Herodes eftersøgte ham, og da han ikke fandt ham, forhørte han Vagtmandskabet og befalede, at de skulde henrettes. Og saa forlod han Judæa og nedsatte sig i Kæsarea.
Han laa i skarp Strid med Tyrierne og Sidonierne, og de kom til ham i Forening. Blastos, Kongens Overkammertjener, fik de paa deres Side, og saa bad de om Fred. For deres Land fik sine Levnedsmidler fra Kongens.
Paa en dertil fastsat Dag iførte Herodes sig da sin kongelige Dragt, satte sig i Højsædet og holdt en Folketale til dem.
Saa raabte Folket: Det er en Guds Røst og ikke et Menneskes.
Da slog en Herrens Engel ham lige med det samme, fordi han ikke gav Gud Æren, og han blev ædt op af Orme og døde.
Men Guds-ordet voksede og bredte sig.
Barnabas og Saul vendte tilbage fra Jerusalem, da de havde udrettet deres Ærende, og de tog Johannes med, ham med Tilnavnet Markus.
Der var i Antiokia i den derværende Menighed Profeter og Lærere: Barnabas og Simon Niger, som han kaldes, og Lucius fra Kyrene og Manaen, Tetrarken Herodes' Hofembedsmand, og Saul.
Mens de holdt Gudstjeneste og Faste, sagde Helligaanden: Udtag mig Barnabas og Saul til den Gerning, hvortil jeg har haft Bud efter dem.
Da fastede de og holdt Bøn og lagde Hænderne paa dem og lod dem fare.
Sendte af Helligaanden, kom de da til Seleukia og sejlede derfra til Kypern,
og saa snart som de kom til Salamis, forkyndte de Gudsordet i Jødernes Synagoger. De havde ogsaa Johannes til Medhjælper.
Da de saa havde gennemrejst hele Øen lige til Pafos, traf de en Spaamand, en falsk Profet, en Jøde ved Navn Barjesus.
Han holdt til hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand, som kaldte Barnabas og Saul til sig og lagde sig efter at høre Gudsordet.
Elymas, Spaamanden —for det betyder hans Navn — stod dem imod og søgte at drage Statholderen til den modsatte Side, bort fra Troen.
Men Saul, ogsaa kaldet Paulus, saa fast paa ham fuld af Helligaand
og sagde: Hvor er du dog fuld af allehaande Svig og Rænker, du Djævelens Søn, Fjende af alt, hvad Ret er. Vil du da ikke holde op med at vride og vende Guds de lige Veje.
Nu er Herrens Haand brat over dig, og du skal blive blind og ikke se Solen til en Tid. Og straks lagde der sig Taage og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte nogen, der kunde lede ham ved Haanden.
Da Statholderen saa, hvad der var sket, troede han dybt greben af Herrens Lære.
Da Paulus' Rejseselskab forlod Pafos, kom de til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.
De andre drog videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien, og paa Sabbatsdagen gik de ind i Synagogen og satte sig.
Efter Oplæsningen af Loven og Profeterne lod Synagogeforstanderne gaa Bud til dem og sige: Er der nogen af jer, Brødre, der har et Formaningsord til Folket, saa tal.
Paulus stod da op, vinkede med Haanden og sagde: Israliter og gudfrygtige Mænd, hør!
Dette Folks Israels Gud udvalgte vore Forfædre, og han hævede Folket til Storhed under Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem med hævet Arm ud derfra,
og omtrent fyrretyve Aar tilende opfostrede han dem i Ørken.
Saa udryddede han syv Folk i Kanaans Land og gav dem deres Land til Arvelod.
Siden gav han dem i henved 450 Aar Dommere indtil Profeten Samuel.
Derefter forlangte de at faa en Konge, og saa gav Gud dem Saul Kis' Søn, en Mand af Benjamins Stamme i fyrretyve Aar.
Da han havde afsat ham, lod han David opstaa til at være Konge over dem, ham han endog gav Vidnesbyrd med disse Ord: „I David Isais Søn har jeg fundet en Mand efter mit Hjerte. Han skal gøre alt, hvad jeg vil have."
Af hans Æt hentede Gud efter sit Løfte Israel en Frelser — Jesus.
Før han lod sig se, havde Johannes forkyndt Omvendelsesdaab for hele Israels Folk.
Men da Johannes stod ved Enden af sin Løbebane, sagde han: „Hvad I antager mig for at være, det er jeg ikke. Men pas paa! der kommer en efter mig, hvis Skobaand jeg ikke er værdig til at løse."
Brødre, Sønner af Abrahams Æt, og de af jer, som frygter Gud. Til jer er dette Frelsens Ord udsendt.
For de, som bor i Jerusalem, og de, som raader over dem, kendte ham ikke og kom ved den Dom, de fældede, til at opfylde, hvad Profeternes Røster udraaber hver Sabbatsdag, naar de bliver forelæst.
Og skønt de ikke kunde finde nogetsomhelst at kende ham skyldig til Døden for, bad de Pilatus om at faa ham slaaet ihjel.
Da de saa havde fuldbyrdet alt, hvad der stod skrevet om ham, tog de ham ned af Pælen og lagde ham i en Grav.
Men Gud oprejste ham af Døde;
og han lod sig se i ikke saa faa Dage af dem, der var rejst med ham fra Galilæa til Jerusalem, de som nu er hans Vidner for Folket.
Ogsaa vi bringer jer det Glædesbud, at det Løfte, Fædrene havde faaet,
har Gud opfyldt for os, deres Børn ved at lade Jesus opstaa, som der ogsaa staar skrevet i den første Salme: „Du er min Søn, jeg har født dig idag."
Men at han lod ham opstaa af Døde for aldrig mere at vende tilbage til Opløsnings Kaar, har han sagt saadan: „Hvad der var David helligt og tilforladeligt, giver jeg jer."
Derfor siger haft ogsaa andensteds: „Du vil ikke lade Opløsning blive din Helliges Kaar."
David gik jo til Hvile, da han havde tjent Guds Raad i sit Slægtled, og han samledes til sine Forfædreog kendte Opløsnings Kaar.
Men han, som Gud opvakte, kendte ikke Opløsnings Kaar.
Saa skal I da vide, Brødre, at ved ham forkyndes der jer Syndsforladelse.
Enhver, som tror, vinder i ham sin Sag mod alt det, I ikke kan vinde jeres Sag imod under Moselov.
Saa pas nu paa, at ikke det skal indtræffe, som er sagt ved Profeterne:
„I Foragtere! Se derpaa, og undres derved, og henvejres deraf. For en Gerning gør jeg i jeres Dage, som I ikke vilde tro, om nogen fortalte jer det.„
Da de gik, bad man dem om, at det, der var bleven sagt, maatte komme paa Tale den næste Sabbatsdag.
Og da Forsamlingen skiltes ad, fulgte mange af Jøderne og af dem, der var gaaet over til deres Gudsdyrkelse, med Paulus og Barnabas, som talte til dem og overtalte dem til at blive ved Guds Naade.
Den følgende Sabbat var det snart hele Byen, der strømmede sammen for at høre Herrens Ord.
Men da Jøderne saa, hvor de flokkedes, blev de Ilsindede og sagde Paulus' Tale imod, sagde imod og spottede.
Og Paulus og Barnabas sagde rent ud: Jer maatte Gudsordet nødvendigvis først tales til. Men siden I skyder det fra jer og ikke agter jer selv værdige til det evige Liv, saa vender vi os til Hedningerne.
For saadan har Herren befalet os: „Jeg har sat dig til et Hedningers Lys, for at du skal bringe Frelse, saa vidt Jorden strækker sig."
Det blev Hedningerne glade ved at høre og priste Herrens Ord og troede alle, for saa vidt de var modtagelige for evigt Liv.
Og Herrens Ord blev bragt ud over hele den Egn.
Men Jøderne ophidsede de fornemme blandt de Kvinder, som dyrkede Gud, og Byens mest fremragende Mænd og rejste en Forfølgelse mod Paulus og Barnabas, og de drev dem ud fra deres Omraade.
Saa rystede de Støvet af deres Fødder imod dem og gik til Ikonion.
Men Lærlingene fik i fuldt Maal af Glæde og af Helligaand.
I Ikonion gik de sammen ind i Jødernes Synagoge, og saadan tørte de Ordet, at en stor Mængde, baade Jøder og Hellener kom til at tro.
Men de Jøder, som ikke havde villet lade sig overbevise, ophidsede Hedningerne og satte ondt i dem imod Brødrene.
I lang Tid blev de saadan ved frit og uforbeholdent i Tillid til Herren, som gav sit Naadesord Vidnesbyrd ved gavmildt at lade Tegn og Undere ske under deres Hænder.
Saa kunde Byens Folk ikke blive enige. Det ene Parti holdt med Jøderne, det andet med Apostlene.
Men saa snart som Hedningerne og Jøderne med deres Øvrighed ikke mere kunde styre sig for at overfalde og stene dem,
gjorde de sig det klart og flygtede til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe og Omegnen,
ogsaa der optagne af at bringe Glædesbud.
I Lysta var der en Mand, der sad og havde ingen Magt i Fødderne og havde aldrig gaaet.
Han lyttede til, mens Paulus talte, og da Paulus ved at fæste Blikket paa ham kunde se, at han havde Tro, han kunde frelses ved,
hævede han Stemmen og sagde: Rejs dig op og staa ret paa Fødderne!
Og saa sprang han op og gik. Og hele den forsamlede Mængde, som saa, hvad Paulus gjorde, raabte højt paa Lykaonisk: Guderne er kommen ned til os i Menneskeskikkelse!
Og Barnabas kaldte de Zeus, men Paulus Hermes, da det var ham, der førte Ordet.
Og Præsten for den Zeus, der havde sit Sæde udenfor Byen, bragte Tyre og Blomsterkranse frem for Porten og vilde ofre sammen med Folkemængden.
Men da Apostlene, Barnabas og Paulus hørte det, sønderrev de deres Klæder, kastede sig ind i Folkemængden og raabte:
Folk dog, hvad gør I det for? Vi er ogsaa Mennesker under samme Vilkaar som I, og vi bringer jer et Glædesbud, at nu skal I vende jer fra disse Daarskaber til en levende Gud, som har skabt Himlen og Jorden og Havet og alt, hvad i dem er,
som, mens Slægter kom og gik, tillod alle Folkefærd at gaa deres egne Veje,
men har alligevel ikke ladt sig uden Vidnesbyrd gennem sine Velgerninger ved at give jer fra Himlen Regn og frugtbare Tider, ja fuldt op af Føde og Hjertensglæde.
Men det var næppe nok, at de ved at sige dette kunde afholde Mængden fra at ofre til dem.
Saa kom der Jøder til fra Antiokia og Ikonion, og de fik Mængden paa deres Side og stenede Paulus og slæbte ham udenfor Byen i den Tro, at han var død.
Men da Lærlingene slog Kreds om ham, stod han op og gik ind i Byen, og den næste Dag rejste han med Barnabas bort til Derbe.
Da de ogsaa havde bragt den By Glædesbud og taget adskillige til Lærlinge, vendte de tilbage til Lystra og Ikonion og Antiokia.
De indgød Lærlingene Fasthed i Sjælen og paamindede dem om at blive ved at tro og om, at vi maa gennem mange Trængsler for at komme ind i Guds-Riget.
Saa holdt de fra Menighed til Menighed Ældstevalg for dem, og under Bøn og Faste betroede de dem Herren i Vold, som de nu troede paa.
Da de saa var naaet igennem Pisidien, kom de til Pamfylien,
og efter at have talt om Ordet i Perge drog de ned til Attalia.
Derfra sejlede de saa til Antiokia, hvorfra de var givne Guds Naade i Vold til den Gerning, de havde udført.
Og da de kom der, sammenkaldte de Menigheden og fortalte, hvormeget Gud havde gjort med dem, og at han havde aabnet en Dør for Hedningerne til Tro.
Saa tilbragte de ikke saa kort Tid sammen med Lærlingene.
Saa kom der nogen fra Judæa og vilde lære Brødrene, at hvis de ikke lod sig omskære efter Moses Skik, kunde de ikke blive frelste.
Og da nu Paulus og Barnabas blev indviklet i ikke saa lidt Ufred og Tvist med dem, blev det bestemt, at Paulus og Barnabas og nogen andre af dem skulde rejse til Apostlene og de Ældste i Jerusalem i Anledning af denne Tvist.
De blev da sendte afsted af Menigheden og kom igennem Foinikien og Samaria og fortalte om Hedningefolkenes Omvendelse til stor Glæde for alle Brødrene.
Da de kom til Jerusalem, blev de vel modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de meddelte, hvor store Ting Gud havde udrettet med dem.
Men nogen af Farisæerpartiet, som nu var troende, rejste sig derimod og sagde, at man burde omskære dem og byde dem at holde Moseloven.
Da samledes Apostlene og de Ældste for at faa Rede paa den Sag.
Efter at der var sagt meget for og imod, rejste Peter sig og sagde til dem: I ved, Brødre, at Gud for længe siden traf det Valg iblandt jer, at af min Mund skulde Hedningefolkene faa Glædesbud-skabets Ord at høre og komme til at tro.
Og Gud, som er Hjertekenderen, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem Helligaanden ligesom os.
Og han gjorde ingen Forskel mellem dem og os, da han ved Troen havde renset deres Hjerter.
Nu vel! Hvorfor sætter I da Gud paa Prøve ved at lægge Lærlingene et Aag paa Nakken, som hverken vore Forfædre eller vi har været i Stand til at bære.
Tværtimod er det ved Herrens, Jesus' Naade vi tror, at vi bliver frelste lige saa vel som de.
Da tav hele Forsamlingen stille og lyttede til, mens Barnabas og Paulus gjorde Rede for, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort i Hedningeverdenen gennem dem.
Derefter, da de tav, svarede Jakob: Brødre, hør nu paa mig!
Simeon har gjort Rede for, hvordan Guds Øje først søgte sig af Hedninger et Folk for sit Navn.
Og dermed stemmer godt nok, hvad skrevet staar:
„Derefter vil jeg begynde forfra og genopbygge Davids sunkne Bolig, og det, der var brudt ned, vil jeg bygge op og rejse den paa ny,
for at de, der er bleven tilbage af Menneskene, og alle de Hedningefolk, mit Navn nævnes over, skal søge Herren. Saa siger Herren, han som gør det
og har vidst det fra Evighed af."
Derfor gaar min Dom ud paa, at man ikke skal føje nogen Byrde til for dem, der fra Hedningeverdenen vender sig til Gud,
men skriftlig paalægge dem at afholde sig fra, hvad Afguderne gør urent, og fra Løsagtigheden og fra det kvalte og Blodet.
For Moses har fra gamle Tider overalt i Byerne dem, der forkynder ham, og bliver hver Sabbat læst højt i Synagogerne.
Da vedtog Apostlene og de Ældste med hele Menigheden at vælge som Mænd af deres Kreds og sende med Paulus og Barnabas til Antiokia Judas, som kaldes Barsabbas og Silas, ansete Mænd blandt Brødrene
og med dem følgende Skrivelse : Fra Apostlene og de Ældste og Brødrene til Brødrene af Hedningeverdenen i Antiokia og Syrien og Kilikien!
Da vi har hørt, at der er kommen nogen fra os og har vakt Uro iblandt jer og forstyrret jeres Sjælero med Ord, vi ikke har paalagt dem,
saa har vi nu samlede til Møde vedtaget at udvælge Mænd og sende dem til jer med vore kære Venner Barnabas og Paulus,
Folk som har vovet deres Liv for Jesus Kristus vor Herres Navn.
Vi sender da Judas og Silas, som ogsaa mundtlig melder jer det samme:
At nemlig Helligaanden og vi har vedtaget ikke at lægge nogen yderligere Byrde paa jer, men kun dette, som nødvendigt er,
at man afholder sig fra, hvad der er slagtet ved Afgudsoffer og fra Blod og kvalte Dyr og fra Løsagtighed. Varer I jer for det, skal det gaa jer godt. Lev vel!
De blev da sendte afsted og kom til Antiokia og sammenkaldte Menighedsmødet og afgav Brevet.
Og da de havde læst det, blev de glade ved den Trøst.
Judas og Silas, som var Profeter, opmuntrede og styrkede ogsaa Brødrene med saa mangt et Ord.
Da de saa havde dvælet en Tid, lod Brødrene dem fare med Fred til dem, der havde sendt dem.
-
Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia og underviste og bragte Glædesbud sammen med mange andre om Herre-Ordet.
Nogen Tid derefter sagde Paulus til Barnabas: Skal vi ikke vende tilbage og se til Brødrene i hver By, hvor vi har forkyndt Herre-Ordet, og se, hvordan de har det?
Barnabas Plan var at tage Johannes med, ham de kalder Markus.
Men Paulus mente, at ham, som forlod dem fra Pamfylien af og ikke vilde gaa med dem til Værket, ham skulde de ikke have med.
Saa tog det en skarp Vending, saa de skiltes ad, og Barnabas tog Markus med og sejlede til Kypern.
Men Paulus valgte Silas til Ledsager og drog bort, etter at Brødrene havde givet dem Herrens Naade i Vold.
Og han drog da Syrien og Kilikien igennem og styrkede Menig-hederne.
Saa naaede han frem til Derbe og til Lystra, og der er der netop en Lærling ved Navn Timoteos, Søn af en troende Jødinde, men med en hellevisk Fader.
Og Brødrene i Lystra og Ikonion gav ham et godt Lov.
Ham vilde Paulus gerne have til at følge med sig derfra, og saa lod han ham omskære af Hensyn til de Jøder, som opholdt sig paa disse Kanter. For alle vidste, at hans Fader var Hellener.
Efterhaanden som de paa Rejsen kom igennem Byerne, gav de dem de Bestemmelser at overholde, som Apostlene og de Ældste i Jerusalem havde gjort gældende.
Hvad Menighederne angaar, saa blev de fastere i Troen og øgede deres Medlemstal Dag for Dag.
De drog saa det frygiske og galatiske Landskab igennem, da Helligaan den hindrede dem i at tale Ordet i Asien.
Da de nærmede sig Mysien, prøvede de paa at drage til Bitynien, men Jesus' Aand gav dem ikke Lov til det.
Saa kom de Mysien forbi og ned til Troas,
og der viste der sig for Paulus et Nattesyn: Der stod en Mand fra Makedonien og bad ham: Kom over til Makedonien og hjælp os!
Saa snart som han havde set Synet, søgte vi straks bort til Makedonien overbeviste om, at det var Gud, der hidkaldte os for at bringe dem Glædesbud.
Vi afgik da fra Troas og styrede lige til Samotrake og Dagen efter til Neapolis
og derfra til Filippi, som er den første By, der hører til Make-donien, en Koloni. Vi opholdt os nogen Tid i den By,
og om Sabbatsdagen gik vi ud udenfor Porten langs med Floden, hvor vi nok kunde tænke os, at der var et Bedehus. Og vi satte os ned og talte med de Kvinder, der samledes.
Og en Kvinde, som hed Lydia og handlede med Purpur og var fra Byen Tyatira og dyrkede Gud, hun lyttede dertil, og hendes Hjerte oplod Herren, saa hun fulgte med Opmærksomhed, hvad Paulus talte
Da hun og hendes Husstand blev døbte, bad hun: Hvis I har den Mening om mig, at jeg er Herren tro, saa tag ind i mit Hus og bliv der. Og hun tog os med, enten vi vilde eller ej.
Paa vor Vej til Bedestedet mødte vi en Trælkvinde, som havde Spaadomsaand, og som bragte sit Herskab stor Fortjeneste ved at spaa.
Hun fulgte efter Paulus og os og raabte: Disse Mennesker er den højeste Guds Tjenere, som forkynder jer en Frelsesvej.
Og det gjorde hun i mange Dage. Men da det blev Paulus for pinligt, vendte han sig om og sagde til Aanden: Jeg byder dig i Jesus' Kristus' Navn at fare ud af hende. Og den for ud med det samme.
Men da hendes Herskab saa, at deres Udvej til Fortjeneste var faret bort, greb de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for Øvrigheden,
førte dem frem for Borgmestrene og sagde: disse Folk stifter Uro i vor By, idet de, som er Jøder,
forkynder Skikke, vi som Romere hverken har Lov til at antage eller udøve.
Og Mængden tog Parti imod dem, og Borgmestrene gav Befaling til at rive Klæderne af dem og give dem Stokkeprygl.
De gav dem ogsaa mange Slag og kastede dem Fængsel med Befaling til Fangevogteren om at holde dem i sikker Forvaring.
Da han havde faaet den Befaling, satte han dem i det inderste Fangerum og med Fødderne fast i Blokken.
Men ved Midnatstid holdt Paulus og Silas Bøn og sang Gud til Lov. Og Fangerne lyttede efter dem.
Pludselig kom der et stærkt Jordstød, saa Fængslets Grundvold vaklede, ug alle Døre sprang op med det samme, og alle Lænkerne løsnedes.
Da Fangevogteren blev vaagen og saa Fængselsdørene aabnede, drog dan et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne var undvegne.
Men saa raabte Paulus højt: gør ikke dig selv noget ondt, for vi er alle herinde!
Saa forlangte han Lys og løb ned og kastede sig ned for Paulus og Silas - angst og bange var han bleven.
Og saa førte han dem ud udenfor og sagde: Mine Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?
Tro paa Herren Jesus, sagde de, saa skal du og hele dit Hus blive frelst.
Og saa talte de om Herrens Ord for ham med alle dem, der var i hans Hus.
I den samme Nattetime tog han dem til sig og vaskede deres Saar fra Slagene, og han og alle hans blev døbte lige med det samme.
Og han førte dem op i sit Hjem og satte et Bord for dem og frydede sig med sin hele Husstand, nu han troede paa Gud.
Da det blev Dag, sendte Borgmestrene Retsbetjentene hen og lod sige: Lad de Mennesker gaa.
Fangevogteren meldte da disse Ord til Paulus: Borgmestrene har sendt Bud, at I skal løslades. Saa gaa da og drag bort med Fred.
Men Paulus sagde til dem : Først har de ladet os prygle offentlig uden Lov og Dom, uagtet vi er romerske Borgere, og saa kastet os i Fængsel, og nu vil de sende os bort i Smug. Nej tak, lad dem selv komme og føre os ud.
Saa meldte Retsbetjentene Borgmestrene disse Ord, og de blev bange, da de hørte, at det var romerske Borgere,
og kom og gav gode Ord og førte dem ud og bad dem om at forlade Byen.
Da de saa kom ud af Fængslet, gik de til Lydia, saa Brødrene, opmuntrede dem og drog bort.
Over Amfipolis og Apollonia kom de til Tessalonike, hvor Jøderne havde en Synagoge?
Paulus gik, som han plejede, ind til dem, og tre Sabbater efter hinanden førte han Samtale med dem ud fra Skrifterne
og udlagde og paaviste, at den Salvede maatte lide og opstaa fra de Døde, og denne er ingen anden end Kristus Jesus, som jeg forkynder jer.
Og somme af dem lod sig overbevise, saa de fra nu af hørte Paulus og Silas til, ogsaa af gudfrygtige Hellenere en stor Kreds og ikke saa faa af de fornemste Kvinder.
Men Jøderne blev forbitrede og fik nogen Skarnsfolk fra Gaden i Ledtog med sig og voldte Opløb og Forstyrrelse i Byen. Og saa trængte de paa ved Jasons Hus og prøvede paa at faa dem ud til Almuen.
Da de saa ikke kunde finde dem, slæbte de Jason og nogle Brødre for Byfogderne, idet de brølte op: De, som sætter hele Verden i Oprør, de er ogsaa her paa Færde,
og dem har Jason taget til sig. Og alle disse handler stik imod Kejserens Befalinger og siger, at der er en anden Konge, Jesus.
Mængden og Byfogderne lod sig skræmme af dem ved at høre dette,
og de lod Jason og de andre stille Sikkerhed og lod dem saa gaa.
Men Brødrene sendte straks ved Nattetid Paulus og Silas til Beroia. Og da de kom der, gik de hen i Jødernes Synagoge.
Disse var mere højsindede end de i Tessalonike. De tog imod Ordet med en god Vilje og undersøgte hver Dag Skrifterne, om det ogsaa passede.
Der var da ogsaa mange af dem, der blev troende, baade af de velbyrdige helleniske Kvinder og ikke saa faa Mænd.
Saa snart som Jøderne i Tessalonike fik at vide, at Paulus forkyndte Gudsordet i Beroia, kom de ogsaa der og vakte Uro i Mængden.
Men saa sendte Brødrene lige straks Paulus afsted paa Rejse ad Havet til. Silas og Timoteos blev der.
Paulus' Ledsagere bragte ham lige til Athen og rejste derfra med den Besked til Silas og Tim oteos, at de snarest muligt skulde komme til ham.
Mens Paulus gik og ventede paa dem i Athen, blev hans Aand opflammet i ham ved at se, hvor Byen var opfyldt af Afguderi.
Saa førte han da Samtaler i Synagogen med Jøderne og dem, der ellers dyrkede Gud, og paa Torvet daglig med dem, han der traf paa.
Der var ogsaa nogen af de epikuræiske og stoiske Filosofer, der skiftede Ord med ham, og somme sagde: Hvad mon det er den Spottefugl om at gøre at faa sagt? Andre: Det lader til, at han er en Forkynder af fremmede Guddomme - fordi han forkyndte Glædesbudskabet, Jesus og Opstandelsen.
Og de tog ham med til Areopagos og sagde: Kan vi ikke faa at vide, hvad dette er for en ny Lære, du fører,
for det er noget vildfremmed, du fylder vore Øren med. Nu vil vi have at vide, hvad det skal betyde.
Men der er ingenting, Athenerne allesammen og de derboende fremmede med hellere giver sig af med end med at tale om og høre paa noget nyt.
Paulus traadte da frem midt paa Areopagos og sagde: Athenere Jeg kan af Alting se, at I dyrker flittigt Guderne,
for da jeg gik omkring og saa paa jeres Helligdomme, fandt jeg blandt andet et Alter med den Indskrift: „For en ukendt Gud". Nu! Det, som I dyrker ukendt, det bringer jeg jer Bud om.
Den Gud, som har skabt Verden og alt, hvad i den er, han er jo Herre over Himmel og Jord og bor ikke i Huse, Hænder har rejst.
Ikke heller lader han sig varte op af Menneskehænder, som om han trængte til nogen — han som selv giver alle Liv og Aande og alt andet.
Han lod ogsaa hvert Menneskefolk, alle udsprungen af en, bygge og bo paa den hele vide Jord indenfor tilmaalte Tider og de Grænser, han havde sat for deres Boliger,
og søge Gud, om de dog ikke kunde føle sig frem og finde ham. Langt borte er han heller ikke fra en eneste af os.
For i ham lever vi og rører vi os og er vi til, som ogsaa nogen af Digterne hos jer har sagt. „Ja endog hans Æt er vi".
Naar vi da er Guds Æt, saa behøver vi ikke at lade det gælde, at det guddommelige skulde jevnstilles med Guld eller Sølv eller Sten formet af et Menneskes Kunst og Opfindsomhed.
Vankundighedens Tider ser Gud nu bort fra, og nu for Tiden byder han Menneskene, at alle alfevegne skal omvende sig,
eftersom han har fastsat en Dag, da han vil dømme Jorderig med Retfærdighed ved en Mand, som han har udset dertil og gjort alles Tillid værd ved at vække ham op af døde.
Da de hørte om Dødes Opstandelse, var der somme der spottede. Men andre sagde: Derom vil høre dig engang endnu.
Saadan kom Paulus fra dem.
En Del Mænd sluttede sig til ham og blev troende, deriblandt Areopagosdommeren Dionysios og en Kvinde ved Navn Damaris og andre med dem.
Derefter forlod han Athen og kom til Korint,
og han traf der paa en Jøde ved Navn Akvilas, som stammede fra Pontus og lige var kommen fra Italien med sin Kone Priskilla, fordi Klaudius havde givet Befaling til, at Jøderne alle skulde for-lade Rom.
Dem tog han ind til, og eftersom de drev det samme Haandværk, blev han hos dem, og de arbejdede. Teltmageri var deres Bestilling.
Men hver Sabbat førte han Samtale i Synagogen og søgte at overbevise baade Jøder og Hellenere.
Da Silas og Timoteus kom fra Makedonien, var Paulus stærkt optagen af Ordet og gjorde gjældende overfor Jøderne, at Jesus er den Salvede.
Da de saa modsatte sig og spottede, rystede han Støvet af sit Tøj imod dem og sagde til dem: Jeres Blod faar komme over jeres eget Hoved. Min Skyld er det ikke. Fra nu af gaar jeg til Hedningerne.
Og da han saa vendte sig derfra, gik han hjem til en, der hed Justus, en der dyrkede Gud. Hans Hus laa Side om Side med Synagogen.
Synagogeforstanderen Krispus troede paa Herren med hele sit Hjem, og mange af Korintierne hørte og troede og lod sig døbe.
Men Herren sagde i et Nattesyn til Paulus: Vær ikke bange, men tal, og lad dig ikke bringe til Tavshed, for jeg er med dig,
og ingen skal røre dig og gøre dig Fortræd, for jeg har en stor Kreds af mine Folk i denne By.
Saa slog han sig til Ro et Aar og seks Maaneder og gav Undervisning i Gudsordet hos dem.
Da Gallio havde Statholderskab over Akaja, blev Jøderne enige om at rette et Angreb paa Paulus og førte ham for Statsretten.
Han forleder Folk til ulovlig Gudsdyrkelse, sagde de.
Men da Paulus lige skulde til at tage Ordet, sagde Gallio til Jøderne: Hvis der forelaa nogen Retskrænkelse, Jøder, eller grov Uorden, saa skulde jeg, som det hører sig til, tage det med Ro af jer.
Men er det Stridsspørgsmaal om Ord og Navne og en Lov, I har for jer selv, saa maa I selv tage jer af det. Det vil jeg ikke være Dommer over.
Og saa drev han dem ud af Retten.
Men alle faldt de over Synagogeforstanderen Sostenes og slog ham for Retten. Og alt det brød Gallio sig ikke om.
Paulus blev der endnu i længere Tid, tog saa Afsked med Brødrene og sejlede til Syrien og med ham Priskilla og Akvilas, som havde ladet Hovedhaaret afrage i Kenkrea. Han havde et Løfte at indfri.
Saa kom de til Efesos, og der forlod han de andre og gik selv ind i Synagogen og førte Samtale med Jøderne.
Men da de bad ham om at blive i længere Tid, gik han ikke ind paa det,
tog Afsked og sagde: Jeg kommer igen til jer en anden Gang, om Gud vil, og saa afgik han fra Efesos.
Da han kom til Kæsarea, tog han til Jerusalem og hilste paa Menigheden og rejste derfra til Antiokia.
Da han havde været der nogen Tid, rejste han derfra og kom fra Sted til Sted gennem det galatiske og frygiske Omraade og styrkede alle Lærlingene.
Der kom en Jøde til Efesos, Apollos hed han, Aleksandriner af Herkomst, en veltalende Mand. Han var godt hjemme i Skrifterne.
Han var undervist i Herrens Vej, og brændende i Aanden talte han og udviklede helt nøje Læren om Jesus, men kendte kun Johannes-Daaben.
Denne Mand begyndte at træde offentligt op i Synagogen. Men da Priskilla og Akvilas hørte ham, tog de ham til sig og forklarede ham Gudsvejen lidt nøjere.
Da han saa besluttede at rejse videre til Akaja, tilskyndede Brødrene ham dertil og skrev til Lærlingene om at tage vel imod ham. Og da han kom tilstede, blev han takket være Naaden de troende til megen Nytte.
For han gendrev offentlig Jøderne eftertrykkeligt ved at paavise med Skrifterne, at Jesus er den Salvede.
Mens Apollos opholdt sig i Korint, kom Paulus til Efesos efter at have gennemrejst det indre af Landet, og han sagde til nogen Lærlinge, han traf paa.
Fik I Helligaand, da I kom til at tro? Nej, sagde de til ham, vi hørte ikke engang, at der er Helligaand.
Hvad blev I da døbte til? sagde han. Til Johannesdaaben, sagde de.
Saa sagde Paulus: Johannes døbte med Omvendelsesdaab, men sagde til Folket, for at de skulde tro: Det var til den, der kom efter ham, det vil sige til Jesus.
Da de hørte det, lod de sig døbe til Herrens, Jesus Navn.
Da saa Paulus lagde Hænderne paa dem, kom Helligaanden over dem, og saa talte de i Tungemaal og profetisk Tale.
De var tolv Mænd ialt.
Tre Maaneder igennem mødte han i Synagogen, traadte offentlig op, holdt Samtaler og bevægede Folk til at tro det om Gudsriget.
Men da der var nogen, der gjorde sig haarde og ikke lod sig overbevise, men talte ondt om „Vejen" overfor Forsamlingen, trak han sig tilbage fra dem, udsondrede Lærlingene og holdt daglig Samtaler i Tyrannus' Skolesal.
Saadan gik det i to Aar, saa alle Indbyggerne i Asien hørte Herreordet, baade Jøder og Hellenere.
Dertil virkede Gud overordentlige Kraftytringer under Paulus' Hænder,
saa man endog bragte de Syge Tørklæder og Skødskind, som havde rørt ved ham, og saa slap de af med deres Sygdomme, og de onde Aander veg bort.
Der var visse omrejsende jødiske Besværgere, der tog sig for at nævne Herrens Jesus' Navn over dem, som var besatte af onde Aander. Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus forkynder, sagde de.
Det var syv Sønner af en jødisk Ypperstepræst, Skeva, der gjorde det.
Men den onde Aand svarede: Jesus kender jeg, og Paulus ved jeg Besked om, men hvem er I ?
Og saa kastede Manden sig over dem, han som var besat af den onde Aand, og tog Magten fra dem og blev dem for stærk, saa de maatte nøgne og saarede flygte ud af det Hus.
Dette blev bekendt for alle Efesos' Indbyggere baade Jøder og Hellenere, saa de blev grebne af Frygt og priste Herrens Jesus' Navn.
Og mange af dem, som nu troede, kom og gik til Bekendelse og fortalte, hvad de havde taget sig for.
Og ikke saa faa af dem, der havde drevet Sortekunster, samlede og brændte Bøgerne i alles Paasyn, og deres Værdi blev opgjort til 50,000 Sølvdrakmer.
Saadan tog Herreordet vældigt til at vokse og komme til Kræfter.
Da nu dette var fra Haanden, satte Paulus sig for i Aanden at drage gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem: Naar jeg har været der, maa jeg til Rom, sagde han.
To af sine Hjælpere, Timoteos og Erastos sendte han da til Makedonien. Selv tøvede han en Tid i Asien.
Ved denne Tid opkom der ikke ringe Uroligheder om „Vejen".
For der var en, der hed Demetrios, en Sølvsmed, som lavede Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke saa lidt at fortjene.
Dem kaldte han sammen tilligemed de Arbejdere, som havde dermed at gøre, og sagde: Det kan I vel forstaa Folk, at vor Velfærd har sin Kilde i denne Virksomhed.
Og det kan I baade se og høre, at ikke blot i Efesos, men snart i hele Asien har denne Paulus faaet en anseelig Skare over paa sin Side med sin Tale om, at det er ikke Guder, de, der bliver gjort med Hænderne.
Men det er ikke alene det, vi staar i Fare for, at dette Fag nu ikke mere maa være, nej ogsaa det, at den store Gudinde Artemis' Tempel regnes for ingenting, og saa skal hendes Storhed, som hele Asien og hele Verden ærer, nedbrydes.
Da de havde hørt det og var tilevne aldeles rasende, raabte de: Stor er Efesiernes Artemis.
Og hele Byen kom i Forvirring, og de stormede alle som en ind i Teatret og slæbte med sig Makedonierne Gaius og Aristarkos, Paulus' Medrejsende.
Paulus vilde gaa ud til Folket, men fik ikke I Lov til det for Lærlingene.
Der var ogsaa nogen af Asiarkerne, der var venlig stemte imod ham og sendte Bud til ham og bad ham om ikke at indlade sig paa at gaa til Teatret.
Der raabte nu en et, en anden et andet; for Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, hvad de var kommen sammen for.
Men ud af Flokken slæbte de Aleksandros. Det var Jøderne, der skubbede ham frem. Og Aleksandros vinkede med Haanden og vilde forsvare sig for Folket.
Men da de fik at vide, at det var en Jøde, lød der et Raab fra alle Sider, og i henved to Timer raabte de: Stor er Efesiernes Artemis!
Byens Bogfører fik da Forsamlingen bragt til Ho og siger: Efesiere dog! Der er jo ikke et Menneske, som er uvidende om, at Efesiernes Stad er Tempelværge for den store Artemis og for det, der er nedsendt af Zeus.
Men da det nu er saa uimodsigeligt, bør l holde jer i Ro og ikke overile jer.
For her er I kommen med disse Mænd, som hverken er Tempelrøvere eller har spottet jeres Gud,
Hvis altsaa Demetrios og de Kunstnere der er paa hans Parti, har noget at sige nogen paa, saa holdes der Tingdage, og der er Øvrighed. Saa lad dem stævne hverandre.
Er der ellers noget andet, I er uenige om, saa kan I faa det afgjort i en lovlig Forsamling.
Vi staar jo endog i Fare for at blive anklagede for Oprør i An-ledning af dette her idag, da vi ikke har nogen rimelig Grund at angive til dette Opløb.
Efter at have sagt det, opløste han Forsamlingen.
Da al den Støj var stilnet af, sammenkaldte Paulus Lærlingene, sagde Farvel og drog bort for at gaa til Makedonien.
Efter at have gennemrejst disse Strøg og talt saa mangt et opmuntrende Ord, kom han til Hellas.
Der opholdt han sig tre Maaneder. Saa blev der fra Jødernes Side lagt Raad op imod ham, idet hån stod i Begreb med at sejle til Syrien, og han bestemte sig da til at vende tilbage over Makedonien.
Sopatros, Pyrros' Søn fra Beroia og af Tessalonikerne Aristarkos og Sekundus, Cajus fra Derbe og Timoteos og Tykikos og Trofimos fra Asien fulgte med ham.
Disse drog forud og biede paa os i Troas.
Vi afsejlede fra Filippi efter de usyrede Brøds Dage og naaede til Troas i fem Dage, og der tilbragte vi syv Dage.
Paa den første Dag i Ugen, da vi var samlede om at dele Brødet, førte Paulus Samtale med dem, da han vilde rejse den næste Dag. Og han blev ved at tale til Midnat.
Lamper var der nok af i Salen ovenpaa, hvor vi var samlede.
Et ungt Menneske, Eutykos, sad i Vinduet og faldt i Søvn, da Paulus blev saa længe ved at tale, og i Søvne styrtede han ud og faldt ned fra tredje Sal og blev tagen død op.
Da gik Paulus ned og kastede sig over ham, tog ham i sin Favn og sagde: Larm ikke saadan, for der er Liv i ham.
Saa gik han op og delte Brødet og nød det, prækede endnu en rum Tid, indtil Morgengry og kom saa afsted.
Men de bragte Drengen levende, og det var dem til ikke ringe Opmuntring.
Saa rejste vi forud ombord i Skibet og sejlede til Assos. Derfra skulde vi have Paulus med, for saadan var Aftalen, idet han gik over Land.
Da han saa traf os i Assos, tog vi ham ombord og kom til Mitylene.
Derfra sejlede vi videre og naaede Dagen efter op paa Højde med Kios. Den næste Dag satte vi over til Samos, laa over i Trogyllion og kom saa den følgende Dag til Milet.
For Paulus havde bestemt sig til at sejle Efesos forbi for ikke at blive forsinket i Asien. For han hastede med, om det skulde være ham muligt, at være i Jerusalem til Pinsedagen.
Men fra Milet sendte han Bud til Efesos og hidkaldte Menighedens Ældste.
Da de kom til Møde med ham, sagde han til dem: I ved godt, hvordan jeg hele Tiden lige fra den første Dag, jeg satte min Fod i Asien,
har baaret mig ad iblandt jer med at tjene Herren i al Ydmyghed under Taarer og Prøvelser, som Jødernes Efterstræbelser voldte mig,
saadan at jeg ingenting forholdt jer af det, I kunde have Gavn af, og ikke undlod at give jer Besked og Oplysning offentlig og privat,
idet jeg lagde baade Jøder og Hellenere alvorligt paa Sinde Omvendelsen til Gud og Tro paa vor Herre Jesus Kristus.
Og nu, som I ser, nødt dertil i Aanden drager jeg til Jerusalem og ved ikke andet om, hvad der vil hændes mig,
end det, at Helligaandens Alvorsord fra By til By siger mig, at Lænker og Trængsler venter mig.
Alligevel agter jeg ikke for mig selv mit Liv noget værd at tale om imod det at føre mit Løb tilende og det Tjenerkald, jeg har faaet af Herren Jesus til Alvorstale om Glædesbudskabet om Guds Naade.
Og nu, ser I, jeg ved godt, at I ikke mere skal faa mit Ansigt at se, alle I som jeg har gaaet omkring og forkyndt Riget iblandt.
Derfor slaar jeg det fast for jer idag, at jeg er ren for alles Blod.
For jeg unddrog mig ikke fra at meddele jer hele Guds Raad.
Saa pas da godt paa jer selv og hele den Hjord, som Helligaanden har sat jer til at være Tilsynsmænd for, til at vogte som Hyrder Herrens Menighed, den han købte med sit Blod.
Jeg ved, at naar jeg er borte, vil slemme Ulve snige sig ind iblandt jer og ikke spare Hjorden.
Og indenfra af jeres egen Kreds vil der opstaa Mænd, som ikke holder sig til den rene Sandhed, naar det gælder om at drage Lærlingene over paa deres Side.
Derfor, vær aarvaagne, og glem ikke, at i tre Aar har jeg ikke ophørt Nat og Dag med at paaminde hver enkelt med grædende Taarer.
Som Sagerne nu staar, giver jeg jer Gud og hans Naades Ord i Vold, han som er mægtig nok til at bygge Hus og borge Odelsret blandt de helligede for alle.
Jeg har aldrig sat min Hu til nogens Guld eller Sølv eller Klæder.
I ved det selv, at hvad jeg har trængt til og mine Ledsagere med, det har disse Hænder tjent for.
Det har jeg ladet jer allesammen se paa; for saadan bør man ved at arbejde tage sig af de svage og ikke glemme Herrens Jesus' Ord, det han selv har sagt: „Lyksaligt er det hellere at give end at tage".
Efter at have sagt dette, kastede han sig paa Knæ og holdt Bøn med dem alle.
De græd meget allesammen, og faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.
Og allermest smerteligt følte de det Ord, han havde ladet falde om, at de ikke mere skulde faa hans Ansigt at se. Saa fulgte de ham til Skibet.
Da vi saa endelig kom afsted efter at have taget Afsked med dem, naaede vi frem til Kos uden at krydse og Dagen efter til Rodos og derfra til Patara.
Og da vi fandt et Skib, der var undervejs til Foinikien, gik vi ombord og sejlede af.
Da vi fik Kypern i Sigte, lod vi den til venstre og stod over til Syrien og løb ind til Tyros, for dertil havde Skibet Fragt.
Vi fik opspurgt Lærlingene og blev der i syv Dage. Men de sagde ved Aanden til Paulus: Sæt ikke din Fod i Jerusalem.
Da vi var kommen tilende med de Dage, rejste vi videre derfra, mens de alle fulgte os paa Vej med Koner og Børn til udenfor Byen, og saa knælede vi paa Strandbredden og holdt Bøn
og sagde hverandre Farvel. Vi gik saa ombord i Skibet og de gik hjem til sit.
Saa fik vi da Ende paa Sejladsen og kom fra Tyros til Ptolemais, og vi hilste paa Brødrene og blev en Dag hos dem.
Men den næste Dag gik vi videre derfra til Kæsarea, og vi tog ind i Filippos' Hjem, han som gik med Glædesbuddet og var en af de syv.
Han havde fire ugifte Døtre, som var Profeter.
Mens vi dvælede der i flere Dage, kom der fra Judæa en Profet ved Navn Agabos,
og han kom hen til os og tog Paulus' Bælte, bandt sine Fødder og Hænder og sagde: Saa siger Helligaanden: „Saadan skal Jøderne binde den Mand, hvis Bælte det er, og give ham i Redningernes Vold".
Da vi hørte det, bad baade vi og de der hørte hjemme paa Stedet, ham om at lade være med at gaa til Jerusalem.
Hvad vil I med at græde og gøre mit Hjerte forknyt, svarede Paulus. Jeg er jo rede til ikke blot at lade mig binde, men ogsaa til at dø i Jerusalem for Herrens Jesus' Navns Skyld.
Da han ikke lod sig overtale, slog vi os saa til Ro med de Ord: Herrens Vilje ske !
Efter disse Dage pakkede vi vore Sager og rejste til Jerusalem.
Der var ogsaa nogen af Lærlingene fra Kæsarea, der fulgte med os og førte os til ham, vi skulde bo hos, Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Lærling.
Da vi saa kom til Jerusalem, tog Brødrene med Glæde imod os,
og den følgende Dag gik Paulus med os til Jakob. Alle de Ældste kom tilstede.
Saa hilste han paa dem og fortalte i alle Enkeltheder, hvad Gud havde brugt ham som sit Redskab til at udrette blandt Hedningerne.
Da de havde hørt det, priste de Gud, og saa sagde de til ham: Du ser, Broder, hvor mange Tusinder der er blandt Judæerne, som nu troer, og alle er de ivrige Tilhængere af Loven,
og om dig har de hørt sige, at du lærer alle de Jøder, der færdes blandt Hedningerne, at rive sig løs fra Moses, og siger, de skal hverken omskære Børnene eller overholde Skikkene.
Hvad saa? Det bliver i ethvert Tilfælde nødvendigt at kalde sammen til Menighedsmøde, for de vil faa at høre, at du er kommen.
Saa gør da, som vi siger dig. Vi har fire Mænd, som har et Løfte at indfri.
Dem skal du tage til dig og lade dig hellige sammen med dem og paatage dig Udgifterne for dem, at de kan faa Hovedet raget. Saa faar alle at vide, at det, de havde hørt om dig, ikke har noget paa sig; men det er ogsaa dig en Leveregel at rette dig efter Loven.
Men om de troende af Hedningerne har vi skriftlig afgjort Sagen saadan, at de skal ikke overholde alt det, men kun vare sig for det, der er slagtet til Afgudsoffer, og for Blod, kvalte Dyrs Kød og Løsagtighed.
Saa tog Paulus Mændene til sig, lod sig hellige med dem den følgende Dag og gik ind i Helligdommen og meldte, hvornaar Helligelsesdagene udløb, saa Ofret kunde bringes for enhver især af dem.
Men da de syv Dage næsten var gaaet, saa Jøderne fra Asien ham i Helligdommen og satte hele Mængden i Oprør, greb fat i ham
og raabte: Israeliter, til Hjælp! Det er dette Menneske, som allevegne lærer alle tvært imod Folket og Loven og dette Sted. Og nu har han endog ført Hellenere ind i Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent.
For de havde iforvejen set Trofimos fra Efesos med ham i Byen, og ham antog de, at Paulus havde taget med ind i Helligdommen.
Saa kom hele Byen i Bevægelse, og Folket strømmede sammen. Og de greb Paulus og slæbte ham ud af Helligdommen. Og straks blev Portene lukkede.
Mens de søgte at slaa ham ihjel, blev det meldt til Komandanten for Hærstyrken, at hele Jerusalem var i Oprør,
og han tog øjeblikkelig Soldater og Befalingsmænd med sig og løb ned til dem. Da de saa Komandanten og Soldaterne, holdt de op med at slaa Paulus.
Saa kom Komandanten derhen, anholdt ham og gav Befaling til at binde ham med 2 Lænker og spurgte, hvem han var og, hvad han havde gjort.
Men de skreg op i Sværmen en et og en et andet, og da han nu for al den Larm ikke kunde faa noget ret at vide, befalede han, at man skulde føre ham til Borgen.
Da han kom op ad Trappen, gik det saa vidt, at han maatte bæres af Soldaterne paa Grund af Mængdens Paatrængenhed.
For Folkemængden blev ved at følge efter og raabte: Slaa ham ihjel!
Da Paulus var lige ved at blive ført ind i Borgen, siger han til Komandanten: Maa det være mig tilladt at sige dig noget? Kan du Græsk, siger han?
Er du saa ikke den Ægypter, som for en Tid siden gjorde Opstand og samlede de fire tusinde Snigmordere til sig i Ørken?
Men Paulus sagde: Jeg er en Jøde fra Tarsos i Kilikien, Borger i en ret vel bekendt By. Jeg beder dig, lad mig faa Lov til at tale til Folket.
Det gav han Lov til, og saa vinkede Paulus med Haanden til Folket, staaende paa Trappen. Da det saa var blevet meget stille, tog han til Orde paa det hebraiske Sprog:
Brødre og Fædre! Hør paa, hvad jeg har at sige til mit Forsvar overfor jer.
Da de hørte ham tale Hebraisk til dem, holdt de sig endnu mere stille. Og saa siger han.
Jeg er Jøde, født i Tarsos i Kilikien, opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder strengt efter Fædreneloven. Og jeg var nidkær for Gud, som I alle er idag,
saa jeg forfulgte denne Vejs Tilhængere paa Liv og Død, og fik baade Mænd og Kvinder bundne og sat i Fængsel —
hvad ogsaa Ypperstepræsten og hele Ældsteraadet kan vidne om mig. For fra dem havde jeg ogsaa Breve til Brødrene, da jeg rejste til Damaskus for ligeledes at føre dem, som der var, bundne til Jerusalem, for at de kunde faa deres Straf.
Saa rejste jeg da og nærmede mig til Damaskus, da pludselig ved Middagstid et stort Lys fra Himlen omstraalede mig,
og jeg faldt til Jorden og hørte saa en Stemme sige til mig: Saul, Saul! hvorfor forfølger du mig?
Jeg svarede: Hvem er du Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus fra Nasaret, ham som du forfølger.
Mine Ledsagere saa Lyset, men hørte ikke Stemmen, som talte til mig.
Saa sagde jeg: Hvad skal jeg gøre, Herre? Rejs dig op og gaa til Damaskus, sagde Herren til mig. Der skal der blive talt til dig om alt det, der er din Opgave.
Da jeg var blindet af Glandsen fra det Lys, maatte jeg lade mig lede ved Haanden af mine Ledsagere for at komme ind til Damaskus.
Der var en Mand, der hed Ananias, gudfrygtig efter Lovens Bydende med et godt Lov af alle derboende Jøder.
Han kom hen og traadte frem for mig og sagde til mig: Saul, Broder, se nu igen. Og jeg — i samme Stund saa jeg paa ham.
Han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende sin Vilje og se ham, som har gjort den Fyldest, og høre hans Mund kalde.
For du skal være ham et Vidne overfor alle Mennesker om det, du har set og hørt.
Og nu, hvad venter du paa? Kom og lad dig døbe og dine Synder aftvætte under Paakaldelse af hans Navn.
Da jeg saa var vendt tilbage til Jerusalem og holdt Bøn i Helligdommen, kom jeg i Henrykkelse
og jeg saa ham sige til mig: Skynd dig hurtigt bort fra Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit Vidnesbyrd om mig.
Herre, sagde jeg, de ved det selv, at jeg for frem med at fængsle og piske fra den ene Synagoge til den anden dem, som tror paa dig.
Og da Stefanos' dit Vidnes Blod flød, stod jeg selv derhos og gav mit Bifald dertil og passede paa deres Overtøj, som slog ham ihjel.
Saa sagde han til mig: Gaa, for jeg vil sende dig langt bort til Hedninger.
Lige indtil dette Ord hørte de efter. Men saa raabte de op: Bort fra Jorden med saadan en; han bør ikke have Lov til at leve!
Mens de saadan raabte, slængte deres Tøj og kastede Støv op i Luften,
gav Komandanten Befaling til at føre ham ind i Borgen. Bind ham til Piskeslag, sagde han, for at jeg kan faa at vide, hvorfor de hujer saadan ad ham.
Men da de havde strakt ham ud for at faa sine Slag, sagde Paulus til den Centurion, som stod hos: Har I Lov til at piske en Romer og det udømt?
Da Centurionen hørte det, gik han til Komandanten og meldte det og sagde: Hvad er det, du der gør? Den Mand er jo en Romer.
Saa kom Komandanten hen til ham og sagde til ham: Sig mig, er du en Romer? Ja, sagde han.
Det Borgerskab, svarede Komandanten, har jeg tilkøbt mig for en stor Sum. Ja men jeg er født til det, sagde Paulus.
Saa slap de ham straks, de som skulde til at forhøre ham, og Komandanten blev bange, da han fik at vide, at det var en Romer, og ham havde han ladet binde.
Da han Dagen efter vilde have paalidelig Oplysning om, hvad han var anklaget for af Jøderne, lukkede han Paulus ud og gav Befaling til, at Ypperstepræsteskabet og Raadet skulde samles, og saa førte han Paulus derhen og fremstillede ham for dem.
Paulus saa nøje paa Raadet og sagde saa: Brødre! med en god Samvittighed har jeg ført mit Liv som Borger for Gud lige til den Dag idag.
Ypperstepræsten Ananias lod her de nærmeststaaende slaa ham paa Munden.
Gud skal slaa dig, du hvidtede Væg, sagde Paulus da til ham. Sidder du her for at dømme mig efter Loven og befaler samtidig lige imod Loven, at man skal slaa mig?
Men de hosstaaende sagde: Skælder du Guds Ypperstepræst?
Saa sagde Paulus: Jeg vidste ikke, Brødre, at det var Ypperstepræsten. For der staar jo skrevet: Dit Folks Overhoved skal du ikke give onde Ord.
Da nu Paulus vidste, at de var for en Del Saddukæere og for en Del Farisæere, raabte han i Raadet: Brødre! Jeg er en Farisæer og Søn af Farisæere, og det er for Haab, jeg dømmes, og for Opstandelsen af Døde.
Da han havde sagt det, kom Farisæerne og Saddukæerne i Strid med hinanden, og Forsamlingen kunde ikke enes.
For Saddukæerne siger, der er hverken Opstandelse eller Engel eller Aand til. Men Farisæerne vedkender sig begge Dele.
Der blev da en vældig Raaben, og nogen af de Skriftlærde af Farisæerpartiet stod op og stred for deres Sag med de Ord: Vi har ikke fundet noget ondt at sige den Mand paa. Det kan være, at en Aand eller en Engel har talt til ham.
Da der nu blev saa megen Strid, blev Komandanten bange for, at Paulus skulde blive sønderrevet af dem, og saa bød han Krigsfolket at gaa ned og rive ham fra dem og føre ham til Borgen.
Natten derpaa stod Herren hos ham og sagde: Fat Mod; for som du i Jerusalem har for Alvor talt min Sag, saadan maa du ogsaa gøre det i Rom.
Da det blev Dag, sluttede Jøderne et Forbund og forsvor sig til hverken at spise eller drikke, førend de havde dræbt Paulus.
De var mere end fyrretyve, der havde stiftet denne Sammensværgelse,
og de gik til Ypperstepræsteskabet og de Ældste og sagde: Vi har forsvoret os til ingenting at nyde, førend vi har dræbt Paulus.
Nu maa I gøre Komandanten tilligemed Raadet klart, at han maa føre ham ned til jer under Paaskud af en grundigere Undersøgelse af hans Sag. Inden han kommer Stedet nær, er vi rede til at slaa ham ihjel.
Paulus' Søstersøn hørte det Anslag, og saa skaffede han sig Adgang og gik ind i Borgen og meldte det til Paulus.
Saa hidkaldte 'Paulus en af Centurionerne og sagde: Før denne unge Mand til Komandanten, for han har noget at melde ham.
Han tog ham saa med og førte ham til Komandanten. Den fængslede Paulus, siger han, har kaldt mig til sig og forlangt af mig, at jeg skulde føre denne unge Mand til dig, for han har noget at sige dig.
Komandanten tog ham ved Haanden og førte ham afsides og spurgte: Hvad er det, du har at underrette mig om?
Jøderne, sagde han, har rottet sig sammen om at forlange af dig, at du imorgen skal føre Paulus for Raadet under Paaskud af et grundigere Forhør over ham.
Det skal du ikke føje dem i. For mere end fyrretyve Mænd af dem ligger paa Lur efter ham, og de har forsvoret sig til hverken at spise eller drikke, førend de har slaaet ham ihjel. Og nu holder de sig rede og venter kun paa Besked fra dig.
Saa lod Komandanten den unge Mand gaa med Paalæg om, ikke at sige til nogen, at han havde røbet dette for ham.
Dernæst kaldte han to af Centurionerne til sig og sagde: Gør 200 Soldater klar til Udrykning, for at de kan gaa til Kæsarea, og 70 Ryttere og 200 Slyngekastere fra den tredje Time paa Natten.
Lastdyr maa I ogsaa sørge for, for at I kan sætte Paulus op at ride og bringe ham i god Behold til Landshøvdingen Feliks.
Og et Brev skrev han af følgende Ordlyd:
„Hilsen fra Klaudius Lysias til den højmægtige Landshøvding Feliks.
Denne Mand, som var falden i Hænderne paa Jøderne og var ved at blive slaaet ihjel, har jeg reddet ved at komme til med Krigsfolket. For jeg fik at vide, at det var en Romer.
Og da jeg vilde have at vide, hvad Grund de havde til at klage over ham, førte jeg ham for deres Raad.
Jeg fandt ud af, at Anklagen mod ham gælder Stridigheder om deres Lov, mens Klagen ingenting indeholder, som gør ham skyldig til Døds- eller Fængselsstraf.
Da jeg har faaet Nys om, at der fra de andres Side vilde blive rettet Anslag mod Manden, sender jeg ham straks til dig, idet jeg ogsaa giver Anklagerne Besked om at udtale sig for dig".
Soldaterne tog da Paulus med, som de havde faaet Befaling til, og førte ham om Natten til Antipatris.
Den næste Dag overlod de til Rytterne at drage videre med ham og vendte saa tilbage til Borgen.
De andre kom til Kæsarea, afleverede Brevet til Landshøvdingen og fremstillede ogsaa Paulus for ham.
Da han havde læst det og spurgt, hvilken Provins han var fra, og faaet at vide, at det var fra Kilikien,
sagde han: Jeg skal forhøre dig, naar dine Anklagere kommer, og befalede, at han skulde holdes i Forvaring i Herodes' Borg.
Fem Dage derefter rejste Ypperstepræsten Ananias derhen med nogen af de Ældste og en Taler, Tertullus. Og de fremstillede sig for Landshøvdingen som Paulus' Modpart.
Han blev kaldt ud, og saa indledede Tertullus Anklagen med disse Ord: At vi kan takke dig for, at vi har saa megen Fred, og din Omsorg for Fremskridt til dette Folks Bedste overalt og paa alle Omraader,
det erkender vi højmægtige Feliks med al Taknemlighed.
For nu ikke at gøre dig for megen Ulejlighed, beder jeg dig om at høre paa os i al Korthed med din vante Velvilje.
Vi finder nemlig, at denne Mand er for alle Jøder over hele Verden en Pest og en Urostifter, Formand for Nasaræernes Parti.
Han har endog prøvet paa at krænke Helligdommen,
-
og vi har grebet ham, saa du selv gennem Forhør kan faa alt dette at vide, som vi anklager ham for.
Ogsaa Jøderne sluttede sig til Angrebet og sagde, at saadan forholdt det sig.
Paulus svarede, da Landshøvdingen nikkede til ham, om at han skulde tale: Da jeg ved, at du i mange Aar har været Dommer for dette Folk, kan jeg frejdigt forsvare min Sag:
Du kan jo sagtens faa at vide, at det ikke er mere end tolv Dage siden jeg tog til Jerusalem for at holde Bøn.
Og de har hverken truffet mig i Helligdommen i Færd med at samtale med nogen eller bringe Mængden i Oprør eller i Synagogerne eller i Byen.
Og de kan ingenting bevise af det, de anklager mig for.
Men det tilstaar jeg gerne for dig, at paa den „Vej", som de kalder et Parti, dyrker jeg min fædrene Gud og tror alt, hvad der stemmer med Loven og staar skrevet hos Profeterne.
Og jeg har det Haab til Gud, som ogsaa er deres egen Forventning, at der forestaar en Opstandelse af dem, der har gjort Ret, og dem, der har gjort Uret.
Med dette for øje øver jeg ogsaa mig selv i at færdes samvittighedsfuldt for Gud og Mennesker til enhver Tid.
Adskillige Aar gik, saa kom jeg for at bringe Understøttelse til mit Folk og Ofringer.
Det fandt de mig i Færd med, da jeg havde helliget mig i Helligdommen, uden Sammenstimlen og uden Støj.
Men saa var der nogen Jøder fra Asien — de burde være tilstede og føre Klage, hvis de havde noget at sige mig paa.
Eller ogsaa skulde disse her sige, hvad de fandt mig skyldig i, da jeg stod for Raadet.
For det var da vel ikke det ene Ord, jeg raabte ud, da jeg stod iblandt dem: Det er for Dødes Opstandelse, jeg dømmes af jer idag!
Saa udsatte Feliks deres Sag indtil videre. For han vidste ret god Besked om „Vejen". Naar Komandanten Lysias kommer, sagde han, vil jeg paakende jeres Sag.
Saa gav han Centurionen Befaling til at holde ham i Forvaring, fare med Lempe og ikke hindre nogen af hans egne i at være ham til Tjeneste.
Nogen Tid efter kom Feliks tilstede med sin Hustru, Drusilla, som var Jødinde, og lod Paulus hente og hørte paa ham om Trosforholdet til Kristus Jesus.
Men da han talte om at gøre Ret og Skel og om Selvtugt og om den forestaaende Dom, blev Feliks bange og svarede: Foreløbig kan du gaa. Naar jeg faar Tid, skal jeg lade dig hente.
Han gjorde sig ogsaa Haab om, at Paulus skulde give ham Penge. Derfor lod han ham ogsaa ret ofte hente og underholdt sig med ham.
To Aar efter fik Feliks til Efterfølger Porcius Festus. Og da Feliks vilde sikre sig Jødernes Gunst, efterlod han Paulus som Fange.
Saa tiltraadte Festus sit Embede som Landshøvding, og tre Dage efter rejste han fra Kæsarea til Jerusalem.
Ypperstepræsteskabet og Jødernes første Mænd mødte da frem for ham og klagede over Paulus
og trængte ind paa ham og udbad sig den Gunst lige over for ham at lade ham hente til Jerusalem, mens de samtidig anstiftede Baghold for at slaa ham ihjel paa Vejen.
Festus svarede, at Paulus blev holdt i Forvaring i Kæsarea. Men han vilde selv rejse med det første.
De af jer, som har Magt og Myndighed, siger han saa, faar da rejse med derhen og anklage Manden, hvis der er noget galt, han har gjort.
Efter at have opholdt sig hos dem i højst otte til ti Dage, rejste han tilbage til Kæsarea, og Dagen efter indtog han Dommersædet og gav Befaling til at føre Paulus frem.
Da han kom tilstede, blev han omringet af de Jøder, der var kommen fra Jerusalem, og de fremførte mange og haarde Beskyldninger imod ham, som de ikke kunde bevise.
Men Paulus forsvarede sig med at sige, han havde hverken forsyndet sig mod Jødernes Lov eller mod Helligdommen eller mod Kejseren.
Festus, som gerne vilde sikre sig Jødernes Taknemlighed, svarede da med at sige til Paulus: Har du noget imod at rejse til Jerusalem og der lade denne Sag paakende for min Domstol?
Saa sagde Paulus: Jeg skyder mig ind for Kejserens Domstol. Der skal min Sag paakendes. Jeg har ikke gjort Jøderne noget, som du ret vel ved.
Har jeg saa Uret, og har jeg gjort noget, som fortjener Dødsstraf, saa vægrer jeg mig ikke ved at dø! Men hvis det de anklager mig for, ingenting er, saa kan ingen give mig bort til dem. Jeg skyder mig ind for Kejseren.
Efter at have talt med sit Raad svarede Festus da: Du har indanket din Sag for Kejseren. Du skal rejse til Kejseren.
Da nogen Dage var gaaet, kom Kong Agrippa og Bernike til Kæsarea og hilste paa Festus.
Da de havde opholdt sig der i længere Tid, forklarede Festus Kongen Sagen med Paulus: Der er en Mand, Feliks har efterladt sig som Fange, sagde han.
Ham optraadte Jødernes Ypperstepræstskab og Ældste som Anklagere imod, da jeg kom til Jerusalem, og krævede Dom over ham.
Dem svarede jeg, at det var ikke Skik blandt Romere at give nogen Mand bort, inden den anklagede havde Anklagerne for sig og Lejlighed til at forsvare sig mod Klagemaalet.
Da de saa samledes her, lod jeg det ikke vare længe, men satte mig Dagen efter til Doms og befalede at føre Manden frem.
Og saa havde de, da de traadte frem som hans Anklagere, ikke en eneste alvorlig Beskyldning at fremføre af det, jeg havde tænkt mig.
Men de havde nogen Tvistigheder med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en vis Jesus, som er død; men Paulus siger, han er levende.
Da jeg ikke kunde komme til Klarhed over Striden om de Ting, sagde jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og dér lade sig dømme om de Ting.
Da saa Paulus gjorde Paastand paa at holdes tilbage til den kejserlige Majestæts Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes i Forvaring, til jeg kunde faa ham sendt til Kejseren.
Agrippa siger til Festus: Jeg vilde ogsaa gerne selv høre den Mand. Du skal faa ham at høre imorgen, siger han.
Saa kom den næste Dag Agrippa og Bernike med stor Pragt, og de gik ind i Forhørssalen fulgte af højere Befalingsmænd og af Byens anseeligste Mænd. Og paa Festus' Befaling førtes Paulus frem.
Saa siger Festus: Kong Agrippa og I alle, som er her med os tilstede! Her ser I ham, som Jøderne enstemmigt har ført Klagemaal over for mig baade i Jerusalem og her og raabt op om, at han burde ikke beholde Livet længere.
Jeg kunde nok skønne, at han ikke har gjort noget, han fortjener Døden for. Men da han selv har indanket sin Sag for den kejserlige Majestæt, saa har jeg besluttet at lade ham rejse.
Jeg har ikke noget bestemt at skrive til Herren om ham og har derfor ført ham frem for jer og i Særdeleshed for dig Kong Agrippa, for at jeg efter afholdt Undersøgelse kan have noget at skrive.
For den kalder jeg ikke ret kløgtig, som sender en Fange uden at angive de Beskyldninger, der rettes imod ham.
Agrippa sagde da til Paulus: Nu maa du gerne selv tale din Sag. Saa strakte Paulus Haanden frem og holdt sin Forsvarstale:
Jeg priser min Lykke, Kong Agrippa, fordi det er overfor dig, jeg idag skal forsvare mig imod alt det, jeg af Jøder er anklaget for,
særlig fordi du er kendt med alle hos Jøder herskende Skikke og brændende Spørgsmaal. Derfor beder jeg om, at du taalmodigt vil høre paa mig.
Min Livsførelse fra Ungdommen af, som den føjede sig fra Begyndelsen i mit Folk og i Jerusalem, ved Jøderne alle Besked med.
De kender mig godt fra første Færd, om de ellers vil vidne derom, hvordan jeg har levet som Farisæer tilhørende den allerstrengeste Retning indenfor vor Gudsdyrkelse.
Og nu staar jeg og sagsøges for Haabet om det, vore Fædre har faaet Løfte om fra Gud,
det som vore tolv Stammer under ustandselig Tjeneste Nat og Dag haaber paa at naa tilsidst. Det er det Haab, Konge, jeg sagsøges for af Jøder!
Hvorfor skulde det vel regnes for utroligt blandt jer, at Gud vækker døde?
Hvad mig angaar, da var jeg enig med mig selv om, at jeg burde rejse megen Modstand mod Jesus fra Nasarets Navn.
Og det gjorde jeg ogsaa i Jerusalem. Og mange af de hellige satte jeg i Fængsel med Fuldmagt dertil fra Ypperstepræsteskabet, og naar man slog dem ihjel, gav jeg min Stemme dertil.
Og rundtomkring i alle Synagogerne har jeg saa tidt ved at straffe tvunget dem til at spotte. Og i grænseløst Raseri imod dem forfulgte jeg dem helt ud til de fremmede Byer.
Midt under dette, da jeg var undervejs til Damaskus med Ypperstepræsteskabets Fuldmagt og Befaling,
saa jeg paa Vejen, Konge, midt om Dagen et Lysskær fra Himlen, som overstraalede Solen, omstraale mig og mine Rejsefæller.
Vi faldt til Jorden alle-sammen, og saa hørte jeg en Stemme sige til mig paa det hebraiske Sprog: Saul, Saul! hvorfor forfølger du mig? Det bliver dig haardt at slaa imod Pigkæppen.
Hvem er du Herre? sagde jeg. Jeg er Jesus, ham, som du forfølger, sagde Herren.
Men rejs dig op og staa paa dine Fødder. For min Hensigt med at vise mig for dig er at vælge dig til min betroede Mand og til Vidne om det Syn, du nu har set, og dem, hvori jeg siden vil vise mig for dig,
naar jeg frier dig fra Folket og fra Hedningerne, som jeg sender dig
til for at aabne deres Øjne, saa de kan vende sig fra Mørke til Lys og fra Satans Vold til Gud og vinde ved Tro paa mig Syndsforladelse med Lod og Del hos de helligede.
Følgelig, Kong Agrippa, blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn,
men først for Folk i Damaskus og Jerusalem og hele Jødeland og saa for Hedningerne bragte jeg Bud derom: At komme paa andre Tanker og vende om til Gud og gøre saadanne Gerninger, som værdigt svarer til Sindelagets Omvendelse.
Det var dette, der gav Anledning til, at Jøder greb mig, mens jeg var i Helligdommen, og prøvede paa at myrde mig.
Hjælp fik jeg da fra Gud og staar lige til den Dag idag og vidner for smaa og store. Og andet siger jeg ikke, end hvad Profeterne talte om, at der skulde ske, og Moses med;
om ikke den Salvede maatte blive lidende, at han som den første, der opstaar af de døde, maatte bringe Folket og Hedningerne Bud om Lys?
Da han forsvarede sig saadan, raabte Festus højt: Du er jo gal Paulus! Din megen Lærdom løber af med dig !
Gal er jeg ikke, stormægtige Festus, siger Paulus, men sand og sund Tale fører jeg.
For dette har Kongen Forstand paa, og ham taler jeg ogsaa frimodigt til. Der er ikke noget af dette, der er ham ubekendt, det er jeg vis paa. Det er jo heller ikke foregaaet i en Afkrog.
Tror du Profeterne, Kong Agrippa? Jeg ved, du tror.
Der mangler ikke meget i, at du overtaler mig til at blive kristen, siger Agrippa til Paulus.
Paulus siger: Hvor vilde jeg bede Gud — enten det saa er lidt eller meget — om at ikke du alene, men alle andre med, der hører mig idag, maatte blive ligesom jeg selv er — kun ikke disse Lænker.
Saa rejste Kongen sig og Landshøvdingen og Bernike og de, der sad der med dem.
Og da de gik, talte de sammen om, at den Mand gjorde ingenting, hvorfor han fortjente Død eller Fangenskab.
Den Mand kunde godt gives fri, sagde Agrippa, hvis han ikke havde indanket sin Sag for Kejseren.
Da det nu var afgjort, at vi skulde sejle til Italien, overgav de Paulus tilligemed andre Fanger til en Centurion ved Navn Julius af en kejserlig Afdeling.
Vi gik ombord i et adramytisk Skib, som lige skulde afgaa til Pladser i Asien, og sejlede saa af, og Aristarkos, en Makedonier fra Tessalonika havde vi med os.
Dagen efter løb vi ind til Sidon, og Julius, som behandlede Paulus hensynsfuldt, tillod ham at gaa til Vennekredsen og blive vel plejet.
Da vi afgik derfra, holdt vi ind under Kypern, fordi vi havde Modvind.
Saa satte vi over det aabne Hav ud for Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
Der fandt Centurionen et aleksandrinsk Skib, som gik til Italien, og indskibede os i det.
I adskillige Dage gik det sent med Sejladsen, og da vi med Møje naaede frem til Knidos, men Vinden ikke vilde føje os, holdt vi ind under Kreta ved Salmone.
Der slap vi med Møje forbi og kom saa til et Sted, der kaldes „Gode Havne", hvor der ligger en By, Lasaia i Nærheden.
Da det var trukket saa længe ud, og det allerede var usikkert at holde Søen, fordi Fastetiden nu var forbi, advarede Paulus dem.
Jeg kan se Folk, sagde han, at Sejladsen vil ikke gaa af uden Fortræd og megen Skade paa Skib og Ladning og dertil paa Livet løs.
Men Centurionen havde mere Tiltro til Styrmanden og Skipperen end til, hvad Paulus sagde.
Da Havnen ikke var vel skikket til Vinterleje, gik de flestes Raad ud paa at løbe ud derfra for om muligt at naa til Foiniks og overvintre der, en Havn paa Kreta, som mundede ud baade mod Sydvest og Nordvest.
Da det nu luftede fra Sønden, mente de, de kunde gennemføre deres Forsæt, lettede Anker og strøg tæt forbi Kreta.
Men det varede ikke længe, før en Hvirvelvind, den saakaldte Eurakylon kom jagende lige imod
og rev Skibet med sig, og da det ikke lod sig presse op mod Vinden, faldt vi af og drev for Vejret.
Da vi løb nedenom en lille Ø, som hedder Klaude, fik vi med Nød og næppe Baaden halet ind.
Den hev de op, og saa fik de Hjælpetrosser frem og surrede Skibet, og af Frygt for at kastes ind paa Syrtis lod de Sejlet falde og drev paa den Maade.
Men da Uvejret tumlede saa voldsomt med os, gav de sig den næste Dag til at kaste overbord.
Og den tredje Dag maatte de selv til at kaste Skibets Grejer ud.
Da der saa i flere Dage, hverken viste sig Sol eller Stjerner, og vi havde et Uvejr over os, som ikke var ringe, røvede det os efterhaanden alt Haab om Redning.
Da man led meget af Mangel paa Brød, traadte Paulus hen midt iblandt dem og sagde: Man skulde have fulgt mit Raad Folk, og ikke være afsejlet fra Kreta og undgaaet denne Skade og Fortræd.
Endda som det nu staar, opmuntrer jeg jer til at være ved godt Mod. Der vil ikke gaa noget Menneskeliv tabt iblandt jer, men kun Skibet.
For i denne Nat stedtes for mig en Engel fra den Gud, jeg tilhører, og som jeg dyrker,
og sagde : Du skal ikke være bange Paulus, Du maa stædes for Kejseren. Og Gud har skænket dig alle dem, der er med dig ombord.
Derfor fat kun frisk Mod, Folk. For jeg har den Tro til Gud, at som han har sagt mig, saadan vil det gaa.
Men vi maa strande paa en eller anden Ø.
Midt om Natten, efter at vi i fjorten Nætter havde flakket om paa Adriaterhavet, iagttog Sømændene, at det bar mod Land.
Og da de loddede, fandt de tyve Favne, og da de lidt længere henne loddede igen, fandt de femten Favne.
Saa blev de bange for at støde paa Skær og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og bad til, at det blot maatte blive Dag.
Sømændene prøvede paa at forlade Skibet og firede Baaden i Søen under det Paaskud, at de vilde føre Ankere ud fra Forstavnen.
Men saa sagde Paulus til Centurionen og Soldaterne : Hvis de ikke bliver ombord, kan I umuligt blive reddede.
Saa kappede Soldaterne Trosserne til Baaden og lod den gaa tilsøs.
Henimod Dagens Frembrud opmuntrede Paulus alle til at være med til at holde Maaltid: Idag, sagde han, har vi nu tilbragt fjorten Dage i spændt Forventning uden Brød og ingenting faaet til Maden.
Derfor opfordrer jeg jer til at være med til Maaltidet. For det bidrager sit til jeres Redning. For ingen af jer skal miste saa meget som et Haar af sit Hoved.
Da han havde sagt det, tog han et Brød, takkede Gud for alles Øjne, brød det i Stykker og gav sig til at spise.
Men alle blev vel tilmode og fik ogsaa deres Brød til Maden.
Vi var paa Skibet ialt 276 Sjæle.
Da de saa havde spist sig mætte i Brød, lettede de Skibet ved at kaste Kornet i Havet.
Da det dagedes, kendte de ikke Landet, men de lagde Mærke til en Vig med en Forstrand. Der besluttede de at sætte Skibet paa Grund, hvis det lod sig gøre.
Saa kappede de Ankerne og slap dem i Havet, løste med det samme de Toug, som Styreaarerne var surrede med, hejste Forsejlet for Vinden og satte ind paa Stranden.
De drev ind paa en Revle med dybt Vand paa begge Sider og satte Skibet paa Grund, og Forskibet løb fast og blev staaende urokkeligt. Men Agterstavnen skiltes ad i Broddet.
Det var Soldaternes Hensigt at slaa Fangerne ihjel, for at ingen skulde svømme bort og undvige.
Men Centurionen, som vilde redde Paulus, hindrede dem i at udføre deres Forsæt og befalede, at de, der kunde svømme, skulde først springe ud og søge i Land,
saa de andre, somme paa Planker og somme paa Vragstumper af Skibet. Og saadan gik det til, at alle blev bjergede i Land.
Da vi vel var bleven reddede, fik vi at vide, at Øen hed Malta.
Og Barbarerne viste os ualmindelig Velvilje. For de fik tændt et Baal op og tog sig af os alle, fordi det var koldt og begyndte at regne.
Idet Paulus samlede en Bunke tørre Grene sammen og lagde paa Ilden, kom der en Hugorm, dreven ud af Heden og huggede ham i Haanden.
Da Barbarerne saa Krybdyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre : Den Mand er bestemt en Morder, som Dike ikke vilde tillade at leve, skønt han er undkommen fra Havet.
Men han rystede Krybet af sig i Ilden og tog ingen Skade,
mens de ventede paa, at han skulde hovne op eller pludselig falde død om. Men da de havde ventet længe, og de ikke kunde se, at han havde noget ondt af det, slog de om og sagde, han var en Gud.
I Nærheden af det Sted havde Øens „Førstemand" et Landsæde. Han hed Publius, og han aabnede sit Hus for os, og i tre Dage nød vi godt af hans hjertelige Gæstfrihed.
Publius' Fader laa syg af Feberanfald og Blodgang. Ham gik Paulus ind til, bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham.
Efter at det var sket, kom ogsaa de andre der paa Øen, som ikke var raske, og blev helbredte.
Og de gjorde megen Ære af os, og da vi rejste, bragte de ombord, hvad vi trængte til.
Tre Maaneder senere sejlede vi af med et aleksandrinsk Skib, der havde overvintret ved Øen og bar Tvillingerne til Kendingsmærke.
Vi anløb Syrakus og blev der tre Dage.
Derfra løb vi videre og kom til Regium. En Dag senere fik vi Søndenvind og naaede Andendagen derefter til Puteoli.
Der traf vi Brødre og fik Indbydelse til at blive hos dem i syv Dage. Og saa kom vi da til Rom.
Derfra kom Brødrene os imøde til Forum Appii og Tres Tabernæ, da de havde hørt, hvad der var hændet os. Og da Paulus saa dem, takkede han Gud og fattede godt Mod.
Da vi saa naaede ind til Rom, fik Paulus Lov til at blive boende for sig selv sammen med den Soldat, som passede paa ham.
Saa tre Dage derefter sammenkaldte han de anseeligste af de derboende Jøder. Og da de vel var samlede, sagde han til dem: Skønt jeg, Brødre, ingenting har foretaget mig imod Folket eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem bleven overgivet som Fange til Romerne.
De undersøgte min Sag og vilde saa lade mig løs, da der ikke var noget, hvormed jeg havde gjort mig skyldig til Dødstraf.
Men da Judæerne ikke vilde indrømme det, blev jeg nødt til at indanke min Sag for Kejseren, uden at jeg dog- har noget at anklage mit Folk for.
For den Sags Skyld har jeg da bedt jer om at komme, at vi kan ses og tales ved. For det er for Israels Haabs Skyld, jeg er sluttet i denne Lænke.
De sagde da til ham: Vi har ikke faaet Brev om dig fra Judæa, og heller ikke har nogen af Brødrene bragt Bud eller blot sagt noget ondt om dig.
Men vi vil sætte Pris paa at høre af dig, hvad der er din Mening. For om dette Parti er det os bekendt, at det overalt finder Modsigelse.
De fastsatte ham saa en bestemt Dag, og saa kom der temmelig mange til ham i hans Lejlighed, og for dem forklarede han Gudsriget og gjorde det stærkt gældende. Og fra den tidlige Morgen til ud paa Aftenen søgte han at overbevise dem om Jesus ud fra Moses og Profeterne.
Og somme af dem lod sig overbevise af det, han sagde, andre vilde ikke tro.
Da de saa ikke kunde blive enige med hverandre, skiltes Forsamlingen ad. Men Paulus sagde dette ene Ord: Ret nok har Helligaanden sagt til jeres Fædre ved Profeten Jesaja:
„Gaa til dette Folk og sig: I skal høre det for jeres Øren uden at forstaa, se det for jeres øjne uden at blive det var.
For dette Folks Hjerte er bleven uføltsomt, tungt hører de med deres Øren, og øjnene har de lukket i for ikke at se med øjnene, høre med Ørene, forstaa med Hjertet og vende om, saa jeg kan komme til at helbrede dem".
Saa være det jer da vitterligt, at til Hedningene er det sendt, dette, hvori der er Frelse fra Gud. De vil ogsaa høre.
Og da han havde sagt det, gik Jøderne og førte megen Strid indbyrdes.
To fulde Aar blev han i sin egen lejede Bolig, og han modtog alle dem, der kom til ham,
forkyndte Gudsriget og lærte Folk uforbeholdent og uhindret det om Herren Jesus
Fra Paulus, Kristus-Jesus-Tjener, kaldet til Apostel, udset til at bringe Guds Glædesbud,
det han forud havde lovet gennem sine Profeter i hellige Skrifter,
om sin Søn, paa den kødelige Naturs Side oprunden af Davids Æt,
paa Hellighedsaands Side godtgjort af Dødes Opstandelse som Guds Søn i Magt og Vælde, Jesus Kristus vor Herre.
Gennem ham fik vi Naade og Apostelærinde med Troslydighed hos alle Folkefærd for Øje hans Navn til Ære.
Ogsaa I hører med til dem, Jesus Kristus har kaldt paa.
Til alle Guds kære i Rom, hellige han har kaldt paa. Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus.
Allerførst takker jeg Gud gennem Jesus Kristus for jer alle, fordi der fortælles om jeres Tro i hele Verden.
For den Gud, jeg i min Aand gør Tjeneste for med hans Søns Glæ-desbud, er mit Vidne om, hvor uophørligt jeg tænker paa jer, naar jeg holder mine Bønner
og beder om, at det dog endelig maa føje sig saa for mig efter Guds Vilje, at jeg kommer til jer.
For jeg længes efter at se jer for at dele med jer noget af det, der er aandelig Naadegave, saa I kan styrkes derved,
det vil sige: efter at opmuntres hos jer med hverandre ved Troen paa begge Sider, jeres Tro og min.
Men jeg vil ikke, Brødre, at I skal være uvidende om, hvor tidt jeg har foresat mig at komme til jer for at faa en Høst lige saa vel hos jer som hos de andre Folkefærd, men er lige til nu bleven hindret deri.
Baade Hellenere og Barbarer, vise og uvise, har Krav paa mig.
For saa vidt er der fra min Side Lyst nok til at bringe Glædesbud ogsaa til jer i Rom.
For jeg skammer mig ikke over Glædesbudskabet. Det er jo en Guddomskraft til Frelse for enhver troende, først baade Jøde og Hellener.
For Guds Retfærdighed aabenbarer sig deri, og det begynder med Tro og ender med Tro, som skrevet staar: „Hvo Ret har, af Tro skal han leve".
For Guds Vrede aabenbarer sig fra Himlen over al Menneskenes Ugudelighed og Uret, naar de med deres Uret undertrykker Sandheden.
Fordi for saa vidt Gud er kendelig, er det klart nok hos dem. Gud har jo aabenbaret dem det.
For usynligt, som Guds Væsen er, lader det sig se ved, at man slutter sig dertil af hans Gerninger lige fra Verdens Skabelse, baade hans Urkraft og hans Guddommelighed, saa de har ingenting til deres Forsvar.
Fordi de kendte Gud og dog ikke ærede eller takkede ham som Gud, men gik i deres Tænkning fra Vid og Sans, og deres Hjerte blev, taabeligt som det var, hyllet i Mørke,
og mens de gjorde sig til af at være vise, blev de saa taabelige,
at de gjorde den udødelige Guds Herlighed om til det, der gengiver Billedet af et dødeligt Menneske og af Fugle, Dyr og Kryb —
derfor hengav Gud dem til deres Hjertes Drifter ud i Urenhed med at nedværdige deres Legemer indbyrdes.
Og de byttede Gud-Sandheden bort for Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen — velsignet er han i alle Evigheder, amen!
Af den Grund gav Gud dem hen til æreløse Lidenskaber. Deres Kvindekøn skiftede den naturlige Omgang om til Unatur,
og saadan forlod ogsaa Mandkønnet den naturlige Omgang med Kvindekønnet og optændtes af Higen efter hverandre indbyrdes og øvede Mandkøn med Mandkøn det, der er en Skændsel. Og den Gengæld, deres Forvildelse havde fortjent, fik de saa at føle paa sig selv.
Og eftersom de ikke satte deres Ære i at eje Gud i Erkendelsen, gav Gud dem hen i et Sind, de ikke havde Ære af, og til at gøre det, der er usømmeligt,
opfyldte af Uret, Slethed, Ondskab Pengegridskhed, gennemtrængte af Misundelse, Mord, Ufred, Svig, Last — Øretudere,
Bagtalere, Gud en Afsky, Voldsmænd, hovmodige, Storpralere, opfindsomme paa ondt, ulydige mod Forældre,
dumme, upaalidelige, ukærlige, ubarmhjertige.
De ved godt, hvad Gud kender for Ret, at de, der gør saa, har deres Liv forbrudt, og dog gør de sig ikke blot skyldige deri, men giver dem, der gør det, deres Bifald.
Du har derfor aldrig noget til dit Forsvar Menneske, naar du dømmer. Fordi med Dommen over den anden dømmer du dig selv skyldig. Du, som dømmer, gør jo selv det samme.
Vi ved jo godt, at Guds Dom over dem, der gør sligt, er stemmende med Sandheden.
Gør du da Regning paa, Menneske, naar du dømmer dem, der gør sligt, men gør selv det samme, at du skal slippe for Guds Dom?
Eller ringeagter du hans Rigdom paa Godhed, Overbærenhed og Langmodighed og ved ikke, at Guds Godhed fører dig til Omvendelse.
Men Følgen af din Haardhed og dit uomvente Hjerte er, at du samler Vrede sammen over dig selv, naar der kommer en Dag til Vrede og til Guds Retfærdsdoms Aabenbarelse.
Han gengælder enhver etter hans Gerninger,
dem som søger en Hæder og Ære og Uforgængelighed, der svarer til Trofasthed med god Gerning — evigt Liv,
men dem som handler af Egennytte og ikke bøjer sig for Sandheden men føjer sig efter Uretten —Vrede og Trusel dermed.
Trængsel og bange Kaar over hver Menneskesjæl, som fremmer det onde, Jøde og Hellener først!
Hæder og Ære og Fred med enhver, som fremmer det gode, Jøde og Hellener først!
For der er ingen Personsanseelse hos Gud.
For alle de, der har syndet uden Lov, skal omkomme uden Lov. Og alle de, der har syndet med en Lov over sig, skal dømmes efter Lov.
For sagesløse for Gud er ikke de, som hører Lov lyde, men de, som Lov lyder, skal frikendes.
For naar Hedninger, de som ingen Lov har, af Naturen gør, hvad der er Lovens Mening, saa er de uden at have nogen Lov lovbundne af sig selv
og viser, at Lovens Gerning staar skreven i deres Hjerte, og dertil slutter sig deres Samvittigheds Vidnesbyrd, mens Tankerne indbyrdes anklager eller forsvarer —
ja paa den Dag, da Gud ved Kristus Jesus — som mit Glædesbud lyder — dømmer, hvad der dølger sig i Menneskene.
Men naar du nævner dig med Jødenavn, tryg ved en Lov og stolt af Gud,
velkendt med hans Vilje og oplært af Loven vejer det enes Værd mod det andet
og trøster dig dertil, at du er blindes Vejleder, et Lys for dem, der gaar i Mørke,
en der kan rette paa uforstandige, undervise Børn som den, der i Loven ejer det klare Udtryk for Kundskaben og Sandheden —
lærer du saa ikke dig selv, mens du lærer den anden? Du som præker, at man ikke maa stjæle, stjæler du?
Du som siger, man maa ikke drive Hor, driver du Hor? Du som haaner Afgudsbillederne, plyndrer du Tempelgods?
Du, som roser dig af en Lov, krænker du Gud ved at bryde Loven?
Ja det er jeres Skyld, at Guds Navn bliver spottet, staar der skrevet.
Omskærelse er til god Nytte, naar Lov holdes, men er du Lovbryder, saa er du med din Omskærelse bleven til en uomskaaren.
Naar da den uomskaarne overholder, hvad Loven kræver, skal han saa ikke uomskaaren gælde for omskaaren?
Og saa skal den af Natuturen uomskaarne, som fyldestgør Loven, dømme dig, som med Skrift og Omskærelse dog er en Lovbryder.
For Jøde er ikke den, det kan ses paa, og Omskærelse er ikke det, der kan ses paa Legemet.
Nej det at være Jøde i det skjulte og Hjerteomskærelse med Aand, ikke med Skrift — det har sin Ros ikke fra Mennesker, men fra Gud.
Hvad har da Jøden forud, eller hvad Gavn gør Omskærelsen?
Meget i alle Maader, for det første at, hvad Gud talte, blev dem betroet.
For hvad saa, om nogen blev utro? Deres Troløshed gør da vel ikke Guds Trofasthed til ingenting?
Fri os vel! Gud maa være sanddru, lad saa hvert Menneske blive til Løgner, som skrevet staar: At du maatte faa Ret i dine Ord og vinde, naar nogen gaar i Rette med dig.
Men naar Uretten paa vor Side godtgør Retten paa Guds Side, hvad maa vi saa sige? Gud er da vel ikke uretfærdig, naar det er ham, der lader Vreden komme? Jeg siger kun, som Folk siger.
Fri os vel! Hvor kunde Gud saa dømme Verden?
Men naar Gud faar saa meget mere Ære af sin Sanddruhed ved, at jeg lyver, hvorfor dømmes jeg da endnu som en Synder?
Og skulde vi da ikke, som man spotter os for, og som der er dem, der lægger os i Munden, gøre det onde for at fremme det gode? Det har de vel fortjent deres Dom for.
Naa, har vi saa noget forud? Ikke i mindste Maade. Vi har jo forud paatalt det: Baade Jøde og Hellener, alle er Synd underlagt,
som skrevet staar: „Der er ingen, der har Retten paa sin Side, ikke en eneste,
ingen forstandig, ingen som søger Gud.
Alle er de vegne ud af Sporet, blevne uduelige den ene med den anden. Der er ingen, der gør vel, ikke en eneste en.
Deres Svælg er en aaben Grav, deres Tunger svigefulde, Slangegift rinder under deres Læber.
Deres Mund er fuld af Forbandelse og Bitterhed.
Rappe er de tilfods til Blodsudgydelse,
deres Veje mærkede af Ødelæggelse og Elendighed,
og Fredens Vej har de ikke kendt.
Gudsfrygt har de ikke for deres Øjne."
Men vi ved, at alt, hvad Loven siger, siger den til de lovbundne, for at hver Mund skal tabe Mælet og al Verden faa noget at svare til for Gud.
Derfor skal ingen Sjæl af Lovgerninger vinde sin Sag for Gud. For gennem Lov naar man til Syndserkendelse.
Nu er derimod Guds Retfærdighed aabenbaret uden Lov, og Loven og Profeterne har vidnet derom.
Men det er Guds Retfærdighed gennem Jesus-Kristus-Tro og kommer alle troende tilgode. For der er ingen Forskel.
For syndet har alle og savner Æren i Guds Omdømme,
men faar Ret uden Vederlag, af hans Naade, gennem Frigørelsen i Kristus Jesus,
ham som Gud forud satte til Soningsdække (Naadestol) ved Tro paa hans Blod. En Tilkendegivelse af hans Retfærdighed skulde det være, for at Gud i sin Langmodighed kunde lade Fortidens Synder være glemte —
saa det kunde svare til den Tilkendegivelse af hans Retfærdighed, som hører vore Dage til. Selv skulde han være retfærdig og skaffe den Ret, som af Jesus Tro er det, han er.
Hvor bliver saa Stoltheden af? Udelukket. Efter hvilken Lov, Gerningernes? Nej efter en Troslov.
For vi slutter, at et Menneske vinder sin Sag af Tro uden Lovgerninger.
Eller er Gud vel alene Jødernes Gud og ikke lige saa vel Hednin-gernes Gud? Jo ogsaa Hedningernes,
saa sandt som der er en eneste Gud, som giver den omskaarne Ret af Tro og de uomskaarne gennem Troen.
Afskaffer vi da Lov med Troen? vist ikke nej! Tværtimod, vi lader Lov være Lov.
Hvad skal vi da sige, at vor kødelige Stamfader Abraham har vundet?
For hvis Abrahams Ret var hjemlet af Gerninger, har han noget at rose sig af, skønt ikke overfor Gud.
Ja hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og Retten blev tilregnet ham deraf.
For den, som arbejder, regnes Lønnen ikke for en Naadessag, men for det, der tilkommer ham.
Den derimod, som ikke arbejder men tror paa ham, som skaffer den ufromme Ret, hans Ret regnes for hjemlet af Tro,
som ogsaa David siger, idet han priser det Menneske lykkelig, hvis Ret Gud regner for hjemlet uden Gerninger:
„Lyksalige de, der har faaet deres Synder forladt, de hvis Synder er dækkede.
Lyksalig den Mand, som Herren ikke vil tilregne Synd".
Denne Lykke, prises den da for de omskaarne eller de uomskaarne med? Jo vi siger: Abrahams Tro blev tilregnet ham at faa Ret ved.
Hvordan blev den det? Da han var omskaaren eller uomskaaren? Ikke omskaaren men uomskaaren.
Og Omskærelsestegnet fik han som Seglet paa Retten, der var hjemlet ham af den Tro, han havde som uomskaaren, for at han skulde være Fader til alle dem uden Omskærelse, der tror, og deres Ret regnes dem for hjemlet deraf,
og Fader til de omskaarne, som ikke blot har Omskærelse at holde sig til, men ogsaa holder sig til det Spor, vor Fader Abrahams Tro har efterladt sig, da han var uomskaaren.
For hverken til Abraham eller hans Æt kom Løftet om at blive Verdensarving gennem Lov men gennem troeshjemlet Ret.
For hvis de, der grunder det paa Lov, var Arvinger, saa var Troen bleven betydningsløs og Løftet gjort ugyldigt.
For Loven virker Vrede, men hvor der ingen Lov er, er der helleringen Lovbrud.
Det er af Tro, for at det skal gaa efter Naade, for at Løftet kan have sin Gyldighed for hele Ætten, ikke blot den, der kan føres tilbage til Loven, men lige saa vel den, der kan føres tilbage til Abrahams vor fælles Faders Tro.
Som der staar skrevet: „Jeg har sat dig til mange Folks Fader" — til Gengæld fordi han troede paa den Gud, som gør de døde levende og kalder paa det, der ikke er til, som noget, der er til —
han, som troede under Haab og Mishaab og blev saa Fader til mange Folkeslag, som sagt var: „Saadan skal din Æt blive".
Og uden at blive svag i Troen kendte han sit Legeme dødt nær hundrede Aar gammel og Livløsheden i Saras Moderliv.
Men Guds Løfte tvivlede han ikke om i Vantro, men gav Gud Ære
i den fulde Overbevisning, at hvad han lover, det er han ogsaa mægtig nok til at holde, og blev stærk i Troen.
Derfor blev det ogsaa tilregnet ham at komme til sin Ret ved.
Det er ikke for hans Skyld alene, det er skrevet, at det saadan blev tilregnet ham,
men ogsaa for vor Skyld, som det skal tilregnes, naar vi tror paa ham, som vakte vor Herre Jesus op af Døde,
ham, som maatte hengives, fordi vi forbrød os, og opstaa, fordi vor Sag var vunden.
Har vi da faaet Retten paa vor Side af Tro, saa lad os nyde Fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus,
som ogsaa har skaffet os den fri Adgang ved vor Tro til den Naade, vi staar i, stolte af Haab om Æren i Guds Omdømme,
og ikke det alene, men sættende ogsaa en Ære i vore Trængsels-kaar, eftersom vi ved, at af Trængsel kommer Fasthed,
Fastheden gør, at man staar sin Prøve, og at staa sin Prøve giver Haab.
Men med Haabet bliver man ikke til Skamme. For Guds-Kærligheden har udgydt sit Væld i vore Hjerter ved Helligaand, som os er givet.
For mens vi endnu var afmægtige, led allerede Kristus Døden, da Tiden var inde, for ufromme.
Det er vel næppe nok, at nogen vil dø for en, der har Retten paa sin Side. Ja den gode kunde man maaske indlade sig paa at dø for.
Men Gud beviser sin Kærlighed til os dermed, at mens vi endnu var Syndere, døde Kristus for os.
Skulde vi da ikke saa meget mere nu, da vi har faaet Retten paa vor Side ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
For naar vi var Fjender, men blev forligte med Gud gennem hans Søns Død, skulde vi saa ikke meget mere efter Forliget blive frelste ved hans Liv
og ikke det alene, men endog rose os af Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, som vi nu kan takke for, at vi fik Forliget.
Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden gennem et enkelt Menneske og Døden gennem Synden, og saadan Døden naaede til alle Mennesker, siden de alle syndede —.
Ja for Synd var der i Verden, lige til der blev Lov. Men naar der ingen Lov er, kræves man ikke til Regnskab for Synd.
Og saa sad dog Døden som Konge fra Adam til Moses ogsaa over dem, hvis Synd ikke kan sammenlignes med Adams Brøde. Til ham svarer den, der skulde komme.
Dog er det ikke lige det samme med Naadegaven som med Faldet. For er den enes Fald Skyld i de manges Død, saa gælder det desto mere om Guds Naade og Gaven givet i det ene Menneskes Jesus' Kristus' Naade, at det i end rigere Maal kom de mange tilgode.
Og det har sig ikke med Gaven som med en Enkeltmands Syndefald. For den Dom, der begyndte med en, førte til Ansvarlighed. Naadegaven førte fra manges Fald til Sagesløshed.
Ja for naar den ene med sit Fald ene blev Skyld i, at Døden kom til at raade som Konge, saa gælder det langt mere om dem, der har modtaget Naaden i al dens Rigdom og Retten paa sin Side som en Gave, at de skal lyslevende komme til kongeligt at raade takket være den ene Jesus Kristus.
Altsaa ligesom en enkelts Fald førte til, at alle Mennesker blev ansvarskyldige, saadan skal ogsaa den enkeltes Sagesløshed føre til, at Livets Ret tilkendes alle.
For ligesom den enes Ulydighed gjorde de mange til Syndere, skal ogsaa den enes Lydighed gøre de mange sagesløse.
Lov kom til, for at Faldet skulde blive mange Gange større. Men hvor Synden blev mange Gange større, der tiltog Naaden i endnu rigere Maal.
For at, ligesom Synden kom til at raade som Konge i Døden, skal ogsaa Naaden komme til at raade som Konge gennem Ret og føre til evigt Liv gennem Jesus Kristus vor Herre.
Hvad skal vi saa sige? Skal vi blive ved med at synde, for at Naaden skal blive mange Gange større?
Nej fri os vel? Naar vi er døde af at synde, hvor skulde vi saa leve i det?
Eller ved I ikke, at vi alle, som er døbte til Kristus Jesus, er døbte til hans Død?
Vi er gravlagte med ham ved Daaben til Døden, for at, som Faderens Højhed gjorde, at Jesus opstod fra de døde, saadan skal ogsaa vi færdes i et Liv, der er nyt.
For er vi bleven forenede med ham til at ligne ham i hans Død, saa skal vi ogsaa blive det til at ligne ham i Opstandelsen.
Og det ved vi, at vort gamle Menneske er medkorsfæstet, for at det skulde være forbi med Syndens Legeme, og vi ikke mere skulde trælle for Synden.
For den, som er død, har Synden ikke mere nogen Ret over.
Og naar det er sammen med Kristus vi er døde, tror vi ogsaa, at vi sammen med ham skal leve.
Og vi ved, at Kristus dør ikke mere, efter at han er opstanden fra de døde. Døden er ikke mere Herre over ham.
For det var Synden, der voldte, at han en Gang for alle maatte lide den Død, han led. Det er Gud, der gør, at han har det Liv, han lever.
Saadan skal I ogsaa tænke om jer selv, at Synden har voldt jeres Død, Gud i Kristus jeres Liv.
Saa lad da ikke Synden raade som Konge i jeres dødelige Legeme og faa jer til lydigt at føje jer efter dets Drifter.
Og hold saa op med at laane Synden jeres Lemmer til Stimandsvaaben. Nej giv nu jer selv Gud i Vold som døde, der er bleven levende, og jeres Lemmer Gud i Vold som hver god Sags Vaaben.
For det er ikke Synd, der skal raade over jer. I er jo da ikke under Lov men under Naade.
Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under Lov men under Naade? Nej fri os vel!
Véd I ikke, at hvem I gør jer til Trælle for og tager jer paa at lyde, hans Trælle er I, og ham maa I lyde, enten det saa er Synden, og det fører til Død, eller det er en Lydighed, der fører til at have Retten paa sin Side?
At I var Syndens Trælle, hører — Gud ske Lov — Fortiden til, og I blev af Hjertet lydige imod det Forbillede i Læreform, I blev underlagte.
Frigjorte fra Synden er i traadt i den gode Sags Tjeneste.
Jeg udtrykker mig jevnt menneskeligt for jeres skrøbelige Naturs Skyld: Ligesom I lod jeres Lemmer staa til Urenhedens og Lovløshedens Tjeneste, og det førte til Lovløshed, saadan har I nu ladet jeres Lemmer blive den gode Sags Trælle, og det fører til Helligelse.
For da I var Syndens Trælle, var I fri for at tjene den gode Sag.
Hvad fik I dengang ud af det? Det I nu blues ved. For det ender jo med Død.
Nu har I faaet jeres Frihed fra Synden og er kommen til at tjene Gud, og hvad I har ud af det, fører til Helligelse og ender med evigt Liv.
For det, Synden lønner med, er Død. Men Guds Naadegave er evigt Liv i Kristus Jesus vor Herre.
Eller véd I ikke det, Brødre, — jeg taler til dem, der kender Loven — at Loven raader over Mennesket, saa længe det lever?
Hustruen, som har en Mand over sig, er jo med en Lov bundet til den Mand, der er i live; men dør Manden, er hun udslettet af den Lov, der binder til en Mand.
Mens Manden lever, skal hun hedde en Skøge, om hun bliver en andens. Men hvis Manden dør, er hun fri fra den Lov og er ikke en Skøge, naar hun bliver en anden Mands.
Saadan er det, mine Brødre, ogsaa med jer: I er gennem Kristus Legeme bleven døde for Loven og skal høre en anden til, ham som er opstanden fra de døde, for at vi skal blive frugtbare for Gud.
For da vi var stædte i den kødelige Natur, var det Synderne, der med deres Lidenskaber opkomne gennem Loven var virksomme i vore Lemmer til Frugtbarhed for Døden.
Nu derimod er vi udslettede af Loven, døde fra det, der holdt os fast, og saa skal vi staa i ny Aandstjeneste og ikke gammel Skrifttjeneste.
Hvad skal vi saa sige? Er Loven Synd? Fri os vel! Nej Synden kendte jeg ikke uden gennem Lov. Jeg vidste jo hellevikke noget af Begæringen, hvis Loven ikke havde sagt: Du maa ikke begære.
Men saa kom Synden til Udbrud gennem Buddet og fremkaldte i mig al Begæring. For uden Lov er al Synd død.
Og jeg levede engang uden Lov, men da Buddet kom, vaktes Synden tillive.
Jeg døde, og Buddet, som var til at leve ved, det, fandt jeg, blev mig til Død.
For Synden, som brød frem gennem Buddet, sveg mig med Buddet og slog mig ihjel med det.
Og saa er Loven hellig og Buddet helligt, retfærdigt og godt.
Var det da det gode, der blev mig til Død? Fri os' vel! Nej Synden var det, for at den skulde lægge sig for Dagen som Synd, der gennem det, der var godt, frembragte Død for mig, for at Synden gennem Buddet skulde blive ret for Alvor syndig.
Vi ved jo godt, at Loven er aandelig. Men jeg er kødelig, solgt til at være Synden underlagt.
For jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg tager mig for. Jeg gør ikke, hvad jeg gerne vil, men hvad jeg hader, det gør jeg.
Men naar jeg gør det, jeg ikke gerne vil, saa indrømmer jeg, at Loven er god.
Men nu er det ikke længere mig, der sætter det i Værk, men den Synd, som bor i mig.
For jeg ved, at i mig — det vil sige i min kødelige Natur — bor ikke det, der er godt. Vilje mangler jeg vel ikke, men det at sætte det gode i Værk.
For det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.
Men naar jeg gør det, jeg ikke vil, saa er det ikke længere mig men den Synd, der bor i mig, der sætter det i Værk.
Jeg finder altsaa den Lov for mig, naar jeg vil gøre det gode, at det onde holder til hos mig.
Min Lyst stemmer vel med Guds Lov, som den jeg er inderst inde.
Men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer stride imod den Lov, der huer mig bedst, og tage mig tilfange med Syndens Lov, som er i mine Lemmer.
Jeg stakkels Menneske! Hvem skal redde mig ud af dette Dødsens Legeme?
Gud ske Lov jo gennem Jesus Kristus vor Herre! Selv tjener jeg da, som min Hu staar til, en Guds-Lov, men med don kødelige Natur en Syndslov.
Nu er der altsaa ingen Retskrav, de Kristne kan gøres ansvarlige for.
For Kristenlivets Aands Lov har løst dig fra Syndens og Dødens Lov.
For hvad Loven ikke magtede af den Grund, at den kødelige Natur gjorde den magtesløs, det kunde Gud magte, som sendte sin egen Søn i lignende Skikkelse, som Synden er kødelig iklædt, og det for Syndens Skyld, og fældede Syndens Dom i den kødelige Natur,
for at det, Loven kender for Ret, kunde faa sin Opfyldelse i os, vi som retter vor Livsførelse ikke efter Kødelighed, men efter Aand.
For de, som gaar i Kødeligheds Ledebaand, har sat deres Hu til det, Kødeligheden gaar ud paa, og de, der gaar i Aands Ledebaand til det, Aanden gaar ud paa.
Det, Kødeligheden sætter sin Hu til, er Død. Det, Aanden sætter sin Hu til, er Liv og Fred.
Det, Kødeligheden sætter sin Hu til, er Fjendskab mod Gud, fordi den ikke bøjer sig for Guds Lov. Det kan den jo ikke.
De, der har hjemme i Kødelighed, kan ikke vinde Guds Velbehag.
Men I har hjemme i Aand og ikke i Kødelighed, saa sandt Guds Aand bor i jer. Er der nogen, som ikke har Kristus' Aand, saa hører han ikke ham til.
Men er Kristus i jer, saa er vel Legemet dødt for Synds Skyld, men Aanden Liv for Fromheds Skyld.
Naar hans Aand, som vakte Jesus op af Døde, bor i jer, saa vil han, som opvakte Kristus Jesus, ogsaa gøre jeres dødelige Legemer levende gennem sin jer iboende Aand.
Der kan I se, Brødre, vi skylder ikke Kødeligheden at leve Livet i Kødeligheds Ledebaand.
Dersom I lever i Kødeligheds Ledebaand, skal I dø. Men naar I med Aand gør Legemets Gerninger døde, skal I leve.
For alle de, der lader sig lede af Guds Aand, de er Guds Børn.
For I fik ikke en Trældoms-Aand til. Frygt paany. Nej I fik Børnekaars Aand, og i den raaber vi: Abba, Alfader!
Den Aand vidner selv sammen med vor Aand om, at vi er Guds Børn.
Og er vi Børn, saa er vi ogsaa Arvinger, Guds Arvinger, Arvinger sammen med Kristus — for saa vidt vi lider sammen med ham for ogsaa at komme til Højhed og Ære sammen med ham.
Ja for det er min Mening derom, at den nærværende Tids Lidelser er for lidet at regne imod den Højhed, der engang skal aabenbares og komme os tilgode.
For Skabningens Længsel stunder efter Gudsbørnenes Aabenbarelse.
Skabningen er jo givet Uforstand i Vold ikke efter sin egen fri Vilje, men for hans Skyld, som voldgav den dertil, og med Haab,
fordi ogsaa Skabningen selv skal løses af Forgængeligheds Trældomsbaand til den Frihed, Gudsbørnene har i deres Højhedskaar.
For vi véd jo, at hele Skabningen er med til at sukke og lide lige til nu.
Og ikke det alene, men ogsaa vi selv, som dog sidder inde med Aandens Førstegrøde, selv vi maa sukke ved os selv, mens vi venter paa Sønnekaar, vort Legemes Frigørelse.
For i Haabet blev vi frelste. Men Haab, som man kan se, er ikke Haab. For hvor kan nogen haabe paa det, han kan se?
Men naar vi haaber, hvad vi ikke kan se, saa venter vi urokkeligt paa det med Længsel.
Dertil kommer ogsaa, at Aanden bøder paa vor Svaghed. Vi våd ikke saa godt, som vi skulde, hvad vi skal bede om. Men Aanden selv gaar i Forbøn for os med Sukke, som Ord ikke kan udtrykke.
Men han, som gennemskuer Hjerterne, våd hvad Aandens Hu staar til, at den i sin Forbøn for hellige lader sig lede af Gud.
Og vi véd, at alt gør sit til at fremme noget godt for dem, der elsker Gud, dem som Indbydelsen for længe siden har været tiltænkt.
For dem, som han forud kendte, har han ogsaa forud bestemt til at ligedannes med hans Søns Billede, saa han bliver førstefødt af mange Brødre.
Og dem, han forud har bestemt dertil, dem har han ogsaa kaldt paa. Og dem, han har kaldt paa, har han ogsaa skaffet Ret. Og dem, han har skaffet Ret, har han ogsaa ladet komme til Ære og Værdighed.
Hvad skal vi saa sige dertil? Er Gud for os, hvem er saa imod os?
Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorfor skulde han ikke ogsaa tillige med ham give os alt det andet?
Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som skaffer Ret.
Hvem er den, der domfælder? Kristus Jesus, som led Døden, ja hvad mere er, blev genoprejst, som er ved Guds højre Haand, han som taler vor Sag?
Hvem kan skille os fra Kristus' Kærlighed? Kan Trængsel eller Nød eller Forfølgelse, at lide Sult eller gaa nøgen, Fare eller dragne Sværd?
Saadan som der staar skrevet: „For din Skyld lider vi Døden hele Dagen, regnede som Slagtefaar".
Men under alt det vinder vi Sejer og mere til, takket være han, som havde os kær.
For det er jeg overbevist om, at hverken Død el ler Liv, hverken Engle eller Magthavere, hverken det, nu er, eller noget, der kommer, hellerikke Kræfter,
ikke det høje og hellerikke det dybe, hellerikke nogen ny Skabelse vil være i Stand til at skille os fra Guds Kærlighed, som vi har i Kristus Jesus vor Herre.
Det er Sandhed, jeg siger i Kristus, jeg lyver ikke, og min Samvittighed vidner med mig i Helligaanden derom,
at jeg i mit Hjerte bærer stor Sorg og uophørlig Smerte.
For jeg kunde gerne bede om selv at være bandlyst fra Kristus for mine Brødre, mine kødelige Frænder,
de som er Israeliter, dem som Barneforholdet tilhører, og Æren og Pagterne og Lovgivningen og Gudsdyrkelsen og Løfterne,
dem Fædrene tilhører, og fra dem har Kristus paa Legemlighedens Side sit Udspring, han som er Gud over alle, højlovet evindelig, amen!
Det er ikke saa, at Gudsordet er slaaet fejl. For ikke alle de er Israel, som stammer derfra,
ikke heller er de allesammen Abrahams Børn, fordi de nedstammer fra ham. Nej: „I Isak skal en Æt af Efterkommere kaldes din".
Det vil sige: Guds Børn er ikke dem, der er Børn af den kødelige Natur, men Løftets Børn derimod, de skal regnes for Efterkommere.
For et Løfteord er dette: „Ved denne Tid kommer jeg, og saa skal Sara have en Søn".
Og ikke nok med det; ogsaa Rebekka, som kun havde Samliv med en, vor Fader I Isak.
For inden de endnu var fødte eller havde gjort noget godt eller ondt — netop for at det, som Gud havde bestemt, skulde blive ved at være Følgen af Udvælgelse,
ikke have sin Kilde i Gerninger, men i ham, som kaldte — blev det sagt til hende: „Den største skal tjene den mindste".
Som der staar: „Jakob var jeg blid, Esav ublid".
Hvad skal vi sige dertil? Gud gør da vel ingen Uret? Fri os vel!
Han siger jo til Moses: „Den, jeg føler Medynk med, ynkes jeg over, og jeg vil forbarme mig over den, jeg har Barmhjertighed med".
Det er altsaa noget, der ikke skyldes den, der gerne vil, og ikke den, der skynder sig, men den Gud, som er barmhjertig.
Skriften siger det jo til Farao: „I den Hensigt har jeg draget dig frem, for at jeg paa dig kan vise, hvad jeg har Magt til, og for at mit Navn skal for' kyndes over hele Jorden".
Han forbarmer sig altsaa over, hvem han vil, og gør haard, hvem han vil.
Siger du saa til mig: Hvorfor bliver han da ved med at dadle? Hvem har staaet hans Vilje imod?
Du Menneske! Hvem er vel du, som siger Gud imod? Siger Værket til den, der har formet det: Hvorfor har du dannet mig saa?
Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til at lave af den samme Masse et Kar til Æresbrug og et andet til Affaldsbrug?
Men om nu Gud har villet give sin Vrede tilkende og kundgøre sin Magt og saa med stor Taalmodighed har baaret over med VredesKar, som var viede til ødelæggelse,
og det for at kundgøre sin Højheds Rigdom overfor Barmhjertighedskar, forud dannede til Ære,
og saa har kaldt ad os, ikke blot af jødisk Æt, men ogsaa af Hedningeæt,
som han ogsaa siger hos Hosea: „Det som ikke er et Folk, vil jeg kalde mit Folk, og den, som ikke var mig kær, den hjertenskære,
og paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I er ikke mit Folk, der skal de kaldes den levende Guds Børn".
Jesaja udraaber for Israel: »Om saa Tallet. paa Israels Sønner var som Havets Sand, saa er det den tilbageblivende Rest, der skal frelses.
For endeligt og brat holder Herren Regnskab paa Jorden".
Og som Jesaja har forudsagt: „Hvis Herren Sebaot ikke havde levnet os Afkom — som Sodoma var vi blevet, og Gomorra var vi kommet til at ligne".
Hvad skal vi saa sige? Jo, Hedningerne, som ikke stræbte efter Ret, fik Ret, men den Ret, som kommer af Tro.
Israel, hvis Stræben var en Retfærdslov, fik ikke fat paa den.
Hvorfor ikke? Fordi Kilden ikke var Tro men Gerninger. De stødte paa Anstødsstenen,
som skrevet staar: „Se jeg lægger i Sion en Anstødssten, en Ménstøds (Forargelses) Klippe. Og den, som tror paa den, bliver ikke til Skamme."
Brødre, mit Hjertes Ønske og min Bøn til Gud for dem gælder deres Frelse.
For jeg giver dem det Lov, at de er varme for Guds Sag, men uden Forstaaelse.
Idet de ikke forstaar sig paa Guds Retfærdighed og søger at hævde deres egen Retfærdighed, har de ikke underkastet sig Guds Ret-færdighed.
For Kristus er Lovens Endemaal til Ret for enhver, som tror.
Ja for Moses skriver, at den Ret, som Lov fører til, skal det Menneske leve ved, som har gjort det.
Men den Ret, som Tro fører til, siger saadan: „Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himlen" — det vil sige, for at hente Kristus ned —
„eller hvem vil fare ned i Afgrunden" — det vil sige, for at hente Kristus op fra de døde.
Nej hvad siger den? „Ordet lyder dig nær i din Mund og i dit Hjerte". Det er Tros-Ordet, som lyder i vor Forkyndelse.
For naar du med din Mund bekender Herre Jesus og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra Døde, saa bliver du frelst.
For med Hjertet tror man sig Ret til, og med Munden bekender man sig Frelse til.
Skriften siger jo: „Den, som tror paa ham, bliver aldrig til Skamme".
For der er ikke Forskel paa Jøde og Hellener. For den samme er alles Herre, rig nok til alle dem, der paakalder ham.
Enhver, der paakalder Herrens Navn, bliver jo frelst.
Hvordan skal de nu paakalde ham, som de ikke tror paa? Hvordan skal de tro paa ham, de ikke har hørt? Hvordan skal de høre, uden der er nogen der forkynder?
Hvordan skal de forkynde, naar de ikke udsendes? Som skrevet staar: Hvor dejlige er deres Fodtrin, som bringer Glædesbud om det gode!
Men det var ikke alle, der bøjede sig for Glædesbuddet. For Jesaja siger: Herre, hvem troede, hvad vi havde hørt?
Saa kommer altsaa Troen af noget, der høres, og det, der høres, af noget, Kristus siger.
Ja men, jeg siger, de har vel ikke hørt? Jo vist saa: „Klangen af deres Røst har bredt sig ud over hele Jorden og deres Tale til Jorderigs Ende".
Ja men, siger jeg: Israel forstod det vel ikke? Først siger Moses: „Jeg vil ægge dem til Nidkærhed mod dem, der ikke er et Folk, til Vrede mod et uforstandigt Folk."
Og Jesaja gaar saa vidt, at han siger: „Jeg lod mig finde af dem, som ikke søgte mig. Jeg blev aaben bar for dem, som ikke spurgte efter mig".
Men til Israel siger han: „Hele Dagen strakte jeg mine Hænder ud imod et Folk, som ikke adlød, men sagde imod".
Skulde Gud have forkastet sit Folk, siger jeg da? Fri os vel! Jeg er jo selv Iraelit af Abrahams Æt, af Benjamins Stamme.
Gud har ikke forkastet sit Folk, som han i Forvejen godt kendte. Eller véd I ikke, hvad Skriften siger i det om Elias, hvordan han træder frem for Gud imod Israel:
„Herre, dine Profeter har de dræbt, dine Altre har de brudt ned, og jeg er bleven alene tilbage, og de stræber mig efter Livet".
Men hvad siger Guddomsordet til ham: „Jeg har ladet syvtusinde Mænd blive tilbage for mig selv, som ikke har bøjet Knæ for Baal".
Saadan er der da ogsaa nu for Tiden bleven en Rest tilbage naadevalgt.
Er det af Naade, saa er det ikke af Gerninger, ellers bliver Naaden jo ikke mere Naade.
Hvad slutter vi deraf? Hvad Israel søgte, fik det ikke, men de udvalgte fik det. De andre blev uimodtagelige
efter det, der staar skrevet: „Gud gav dem en Døvelses-Aand, Øjne til ikke at se med og øren til ikke at høre med til den Dag idag".
Og David siger: „Lad deres Bord blive dem en Snare og en Fælde og en Faldgrube og til Gengældelse over dem.
Lad Mørke blinde deres øjne, saa de ikke kan se, og bøj hele Tiden deres Ryg."
At de har snublet, var da ikke for at de skulde falde, siger jeg saa? Fri os vel! Nej, deres Fald har ført til Hedningernes Frelse, for at ægge dem selv til Kappelyst.
Men er der i deres Fald en Rigdom for Verden og i deres Skade en Rigdom for Hedninger, hvor meget mere vil der da ikke i deres Fuldtallighed blive det?
Men I Hedningfolk, til jer siger jeg: For saa vidt jeg er Hedningeapostel, ærer jeg mit Kald,
for at jeg dog kunde ægge mit eget Kød og Blod til Kappelyst og frelse nogen af dem.
For er det bleven til Forligelse for Verden, at de er stødt bort, hvad andet skal saa det, at de drages tilbage, være end Liv af Døde.
Er Førstegrøden hellig, saa er Dejgen det ogsaa. Er Roden hellig, saa er Grenene det ogsaa.
Om saa nogen af Grenene er afbrudte, og du, som er en Vildoliven, er podet ind blandt de andre og har faaet Del sammen med dem i Roden med Oliens Fedme,
saa skal du ikke være stor paa det overfor Grenene. For er du stor paa det, saa er det dog ikke dig, der bærer Roden, men Roden der bærer dig.
Siger du saa: Grenene er brudt af, for at jeg skulde indpodes. —
Ret nok! Vantroen gjorde, at de blev brudt af, og Troen gør, at du staar der. Gør dig ikke for store Tanker, men føl, at det er Alvor.
For naar Gud ikke skaanede de rodægte Grene, saa skaaner han heller ikke dig.
Kan du se, hvor god og hvor streng Gud er? Hans Strenghed mod dem, som faldt, og Godhed mod dig, om du urokkelig holder dig til Godheden, ellers hugges du ogsaa af.
Og hvis de andre ikke bliver ved at holde fast ved Vantroen, bliver de indpodede. For Gud kan godt pode dem ind igen.
For naar du blev afhugget af det af Naturen vilde Olietræ, hvor meget mere naturligt er det da ikke, at disse bliver indpodet i Olietræet af deres egen Art.
Jeg vil ikke, I skal være uvidende, Brødre, om den Hemmelighed — for at I ikke skal være kloge i jeres egne Tanker — at Uimodtagelighed er kommen over en Del af Israel, indtil Hedningerne fuldtallige er kommet ind.
Og saa skal hele Israel blive frelst, som der staar skrevet: „Fra Sion skal Redningsmanden komme, og han skal fjerne Ugudeligheder fra Jakob.
Og det skal være min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder fra dem.
Set fra Glædesbuddets Side er de Fjender for jeres Skyld, fra Udvælgelsens Side elskede for Fædrenes Skyld.
For Gud fortryder ikke Naadegaverne eller Kaldet.
For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet Barmhjertighed ved, at de andre blev ulydige,
saadan har nu ogsaa den Barmhjertighed, I har faaet, gjort dem ulydige, for at de ogsaa selv skulde finde Barmhjertighed.
For Gud har indesluttet alle under Ulydighed for at forbarme sig over alle.
Hvilket Dyb af Rigdom baade paa Visdom og Indsigt hos Gud. Hvor umuligt er det ikke at tænke sig til hans Domme og at opspore hans Veje.
Ja hvem har kendt Herrens Tankegang, eller hvem har været hans Raadgiver.
Eller hvem gav ham først og skulde have Gengæld?
For alting har sin Kilde i ham, sin Vej gennem ham, sit Maal i ham. Ham være Ære evindelig, amen!
Jeg formaner jer ved Guds Barmhjertighed, Brødre, til at bringe jeres Legeme som et levende Offer, helligt, gudvelbehageligt. Dermed dyrker I Gud i aandelig Forstand.
Og I skal ikke te jer som den nuværende Verden, men lægge jer efter en anden Maade at være paa i en helt ny Tankegang, saa I ikke kan tage fejl af, hvad der er Guds Vilje, det, der er godt, vindende, maalbevidst.
For jeg siger med den Naade, mig dertil er given, til enhver i jeres Kreds: Gør jer ikke større Tanker, end de bør være, men tænk jevnt og sundt om jer selv, enhver som Gud har givet ham Tro til.
For ligesom vi har mange Lemmer paa ét Legeme, men Lemmerne har ikke alle det samme at gøre,
saadan er vi ogsaa mange om at være ét Legeme i Kristus, men hver især hverandres Lemmer
og har forskellige Naadegaver efter den Naade, der er enhver given - enten det nu er Profeti, det maa være i Forstaaelse med Troen,
eller Tjenerkald, saa maa man holde sig til Tjenergerningen, eller som Lærer til Lærergerningen,
eller som Formaneren til at formane. Den, der deler ud til andre, maa gøre det ærligt og redeligt, den, der er Forstander, med Virkelyst, den, der gaar Barmhjertighedens Ærinde, med Lyst og Glæde.
Kærligheden maa være ægte, man maa afsky det onde, holde sig tæt til det gode,
hinanden inderligt hengivne i Broderkærlighed, komme hinanden i Forkøbet med Høflighed,
ikke langsomme i Vendingen, varme i Aanden, Tidens Krav til Tjeneste,
glade i Haabet, urokkelige i Trængselen, flittige til at bede,
villige til at dele med de hellige i deres Trang, ivrige efter at vise Gæstfrihed.
Velsign dem, der forfølger jer. - Velsign og forband ikke.
Del Glæden med glade, og græd med grædende.
Vær ligestemte imod hverandre. Ønsk jer ikke noget stort, men slaa jer sammen med de ydmyge. Bliv ikke selvkloge.
Gengæld aldrig nogen ondt med ondt, men gør jer Flid med, hvad der er godt ligeoverfor alle Mennesker.
Om det er muligt, saa hold I fra jeres Side Fred med alle Mennesker.
Tag ikke jer selv til Rette, kære, men lad Pladsen staa aaben for Vreden. For der staar skrevet: „Hævnen er min Sag, jeg vil gengælde, siger Herren."
„Men hvis din Fjende lider Sult, saa giv ham at spise, og hvis han tørster, saa giv ham at drikke. For naar du gør det, saa sanker du Gløder paa hans Hoved".
Lad dig ikke overvinde af det onde, nej overvind det onde med det gode.
Hver Sjæl skal bøje sig for overordnede Myndigheder; for der er ingen Myndighed, som ikke kan føres tilbage til Gud, men de, der er til, har Gud bestemt til det,
saa den, der sætter sig op imod Myndigheden, trodser Guds Bestemmelse. Men de, der trodser, nedkalder Dom over sig.
For Øvrighederne er ikke Skræmsel for den gode Gerning, men for den onde. Vil du helst være fri for at skælve for Myndigheden, saa gør det gode; saa faar du Ros af den.
For den staar i Guds Tjeneste til dit Bedste. Men gør du ondt, saa skælv. For den bærer ikke Sværdet for ingen Ting. Den staar i Guds Tjeneste som Hævner for at lade Vreden ramme den, der gør ondt.
Derfor er man nødt til at bøje sig ikke for Vredens Skyld alene, men ogsaa for Samvittighedens.
Det er jo ogsaa derfor, I betaler Skat. For de tjener Gud med at vaage over sligt.
Giv enhver, hvad I skylder dem, Skatten til den, I er Skat skyldige, Tolden til den, I er Told skyldige, Frygten til den, I skal frygte, Æren den, som æres bør.
I maa ikke staa i anden Gæld til hverandre end Kærlighedsgæld. For den, der elsker den anden, har jo opfyldt Loven.
Det: du maa ikke drive Hor, du maa ikke myrde, du maa ikke stjæle, du maa ikke begære, og hvad Bud der ellers er, sammenfattes med ét Ord i dette: Du skal elske din Næste som dig selv.
Kærligheden gør ikke Næsten Fortræd, og saa er Kærligheden det, der fyldestgør Lovens Krav.
Og alt det, fordi vi kender Tiden. Jeres Time er alt slaaet til at vækkes op af Søvne. For nu er vor Frelse nærmere end, da vi kom til Troen.
Natten er fremrykket, Dagen er nær. Lad os da aflægge Mørkets Geringer og ruste os med Lysets Vaaben!
Lev jeres Liv som i Dagens Lys ærbart, ikke i Svir og Sværm, ikke i Løsagtighed og Skamløshed, ikke i Skændsmaal og Strid,
men rust jer med Herren Jesus Kristus, og slip ikke Lidenskaberne løs ved at kæle for den kødelige Natur.
Tag jer af den svage i Troen uden at sætte jer til Doms over Tanker.
Den, som tror, spiser alting, den, som er svag, kun Planteføde.
Den, som er spisende, maa ikke ringeagte den, som ikke er det. Den, som ikke spiser, maa ikke sætte sig til Doms over den, der spiser. For Gud har antaget sig ham.
Hvem er vel du, som dømmer Andenmands Tyende? Han staar og falder for sin egen Herre. Men han skal nok staa, for Herren er stærk nok til at holde ham oppe.
En holder den ene Dag for bedre end den anden, en anden holder alle Dage for lige gode. Lad enhver danne sig sin Overbevisning i sit eget Sind.
Den, som tænker sig noget ved Dagen, gør det for Herren, og den, som er spisende, spiser for Herren. For han takker Gud. Og den, som ikke spiser, afholder sig derfra for Herren og takker Gud.
For ingen af os lever Livet for sig selv, og ingen gaar i Døden for sig selv.
Nej baade naar vi lever, er det for Herren, og naar vi dør, er det for Herren. Baade naar vi lever, og naar vi dør, hører vi Herren til.
For det, at Kristus døde og blev levende igen, det var jo, for at han skulde raade baade over levende og døde.
Men hvorfor dømmer du din Broder? Eller du, hvorfor ringeagter du din Broder? Vi maa jo alle stedes for Guds Domstol.
For der staar skrevet: „Saa sandt 1 jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal love Gud".
Enhver af os kommer altsaa til at staa til Regnskab for sig selv overfor Gud.
Saa lad os ikke mere dømme hverandre, men døm hellere som saa, at man ikke maa volde sin Broder Anstød eller ménstøde (forarge) ham.
For det véd jeg, og det er jeg overbevist om i Herre Jesus, at ingenting er af sig selv urent. Kun det, som en regner for urent, det er urent for ham.
Hvis det da gør din Broder ondt for Mads Skyld, saa er det ikke mere Kærlighed, du lader dig lede af. Den, som Kristus er død for, skulde du ikke føre i Fordærvelse med det, du spiser.
Lad da ikke det, der er jer et Gode, blive til Spot og Skam.
For Guds Rige det er ikke at spise og drikke, men Ret og Fred og Glæde i Helligaanden.
Ja for den, der tjener Kristus dermed, han har Guds Velbehag og Menneskers Anerkendelse.
Saa lad os da stræbe efter det, der tjener Freden og den indbyrdes Opbyggelse.
For Mad skal du ikke øde Guds Gerning. Alt er rent, men det er ondt for det Menneske, som spiser, skønt det er ham til Anstød.
Det er godt ikke at spise Kød og ikke drikke Vin og ikke det, din Broder tager Anstød af.
Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Guds Ansigt. Lyksalig den, som ikke fælder sin egen Dom med det, han vælger.
Den, som er tvivlraadig, har faaet sin Dom, naar han spiser: Det er ikke af Tro. Men hvad der ikke er af Tro, er Synd.
Det er vor Skyldighed som de stærke at bære de svage over deres Skrøbeligheder og ikke gøre os selv til Behag?
Vi skal hver især gøre vor Næste til Behag for at faa noget godt ud af det til Opbyggelse.
Kristus gjorde jo ikke sig selv til Behag, nej, som der staar skrevet: „Naar de haanede dig, faldt deres Forhaanelser paa mig."
For alt, hvad der forud er skrevet, er skrevet os til Undervisning, for at vi skulde have Haabet gennem Standhaftighed og Skrifternes Trøst.
Men Standhaftighedens og Trøstens Gud give jer at have et og det samme i Sinde indbyrdes, ledet af Jesus Kristus,
for at vi kan være enige om med én Mund at prise vor Herres Jesus' Kristus' Gud og Fader.
Derfor skal I tage jer af hverandre, som Kristus har taget sig af jer, til Guds Ære.
For Kristus, siger jeg, er bleven en Tjener for omskaarne for Guds Trofastheds Skyld for at indestag for Løfterne til Forfædrene.
Men Hedningerne skal prise Gud for Barmhjertighed, som skrevet staar: „Derfor vil jeg prise dig blandt Hedninger og lovsynge dit Navn."
Og atter hedder det: „Fryd jer, Hedninger, med mit Folk"!
og atter: „Syng for Herren, alle Hedninger, Folkene alle af Hjertens Grund!"
Og atter siger Jesaja: „Det kommer, det Isais Rodskud, den, som rejser sig for at herske over Hedninger, til ham skal Hedninger sætte deres Haab".
Haabets Gud give jer fuldt op af al Glæde og Fred af at tro, saa I bliver i Helligaands Kraft rige paa Haab.
Jeg er overbevist om, mine Brødre, ogsaa jeg fra min Side om jer, at I lige saa vel er fulde af Godhed, vel inde i al Kundskab, stærke i ogsaa at vise hverandre tilrette.
Men jeg skriver hist og her noget dristigt til jer, ligesom for at paaminde jer, siden nu engang den Naade er mig given af Gud
at være Kristus Jesus' til Tjeneste for Hedningerne, frembære som Offerpræst Guds Glædesbud, for at Hedningernes Offer skal blive vel optaget, viet af Helligaand.
Saa har jeg i mit Gudsforhold det, jeg kan rose mig af i Kristus Jesus.
For jeg skal vel vogte mig for at tale om andet end det, Kristus har udrettet ved mig til at lære Hedninger Lydighed med Ord og Gerning,
med den Magt, der er i Tegn og Undere, med Guds Aands Kraft, saa jeg lige fra Jerusalem og helt rundt om til Illyrien har helt og fuldt bragt Kristus' Glædesbud.
Og det har været mig en Æressag at bringe Glædesbud, ikke der, hvor Kristusnavnet har været nævnet, for ikke at bygge paa en andens Grundvold,
men derimod som skrevet staar: „De, som ikke har faaet Bud om ham, skal faa at se, og de, som ikke har hørt, skal komme til at forstaa."
Derfor har der ogsaa været mig saa mange Hindringer for at komme til jer.
Men nu, da der ikke mere er Plads for mig paa disse Egne, og jeg i saa mange Aar har længtes efter at komme til jer, gør jeg det,
naar jeg rejser til Spanien. For saa haaber jeg paa Gennemrejsen at faa jer at se og komme derhen, sendt af jer — naar jeg først nogenlunde har nydt godt af jer.
Nu rejser jeg til Jerusalem i de helliges Ærinde.
For Makedonien og Akaja fik Lyst til at gøre noget i Fællesskab for de helliges fattige i Jerusalem.
De fik jo Lyst til det og stod i Gæld til dem. For naar de har delt deres aandelige Goder med Hedningene, saa skylder de ogsaa dem at tjene dem med det legemlige.
Naar jeg bliver færdig med det og faar denne Høst afsendt til dem, saa drager jeg over til Spanien.
Og det véd jeg, at naar jeg kommer til jer, kommer jeg med Kristus' hele fulde Velsignelse.
Men jeg lægger jer paa Hjerte, ved vor Herre Jesus Kristus og ved Aandens Kærlighed, at kæmpe sammen med mig i Bønnerne for mig til Gud,
om at jeg maa blive reddet fra de vantro i Judæa, og at det Ærinde, jeg har til Jerusalem, maa blive vel optaget af de hellige,
for at jeg kan komme glad til jer efter Guds Vilje og saa hvile ud i Ro sammen med jer.
Fredens Gud være med jer alle, amen!
Jeg anbefaler jer vor Søster Foibe, som gør Menighedstjeneste i Kenkreai.
Hende skal I modtage kristeligt, som det sømmer sig for hellige, og være hende til Hjælp med det, hvori hun kan trænge til jer. For hun har været en Støtte for mange og for mig selv med.
Hils Priska og Akvilas mine Medarbejdere i Kristus Jesus,
de som har vovet deres Hals for mit Liv, og som ikke alene jeg, men alle Hedningemenighederne takker.
Hils ogsaa Menigheden i deres Hus. Hils min kære Epainetos, som er Asiens Førstegrøde til Kristus.
Hils Marjam, som har arbejdet saa meget for jer.
Hils mine Frænder og Medfanger Andronikos og Junias, som er højt ansete blandt Apostlene og blev kristne før mig.
Hils Amplias, der er mig saa kær i Herren.
Hils Urbanus vor Medarbejder i Kristus og min kære Stakys.
Hils Apelles, han som har staaet sin Prøve i Kristus. Hils dem, der hører til Aristobulos' Hus.
Hils min Frænde Herodion. Hils dem hos Narkissos, som er kristne.
Hils Tryfaina og Tryfosa, som staar i Arbejde som kristen. Hils den kære Persis, der har arbejdet saa meget som kristen.
Hils Rufus den udvalgte kristne og hans og min Moder.
Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de Brødre, der er sammen med dem.
Hils Filologos og Julias, Nereus og hans Søster og Olympas og alle de hellige, der er sammen med dem.
Hils hverandre med helligt Kys. Alle Kristus' Menigheder hilser jer.
Jeg formaner jer Brødre til at holde Øje med dem, som lige stik imod den Lære, I er oplærte i, volder Uenighed og Ménstød (Forargelse). Og træk jer tilbage fra dem.
For den Slags Folk tjener ikke vor Herre Kristus men deres eget Madstræb og skuffer de troskyldiges Hjerter med sød Snak og fagre Ord.
Jeres Lydighed er jo kommet alle for Øre. Derfor glæder jeg mig over Jer, men ønsker, at I skal være kloge nok til det, der er godt, men ikke beregnende til det, der er ondt.
Snart skal Fredens Gud knuse Satan under jeres Fødder. Vor Herres Jesus' Naade være med jer!
Jeg skal hilse jer fra min Medarbejder Timoteos og fra mine Stamfrænder Lukius og Jason og Sosipatros.
Hilsen fra mig Tertius, som har skrevet Brevet i Herren.
Hilsen fra Gajus, min og hele Menighedens Vært.
Jeg skal hilse jer fra Erastos, Byens Rentemester og Broderen Kvartus.
Han som er mægtig nok til at give jer Fasthed, som mit Glædesbudskab og Jesus-Kristus-Forkyndelsen lyder paa, og aabenbaret er i en Hemmelighed, som gennem evindelige Tider har hvilet i Taushed,
men nu er kommen for Dagen og gennem profetiske Skrifter kundgjort efter den evige Guds Befaling til Troslydighed for alle Hedningene —
ham den eneste vise Gud gennem Jesus Kristus være Ære i Evighedernes Evigheder, amen!
Fra Paulus, Jesus Kristus' Apostel, kaldet dertil, fordi Gud vilde det saa, og fra Broderen Sostenes –
til Guds Menighed, som er i Korint, helligede i Kristus Jesus, kaldede dertil sammen med alle dem, der paakalder Jesus Kristus' vor Herres Navn her og der og allevegne.
Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus!.
Jeg takker altid Gud med jer for Øje for den Guds Naade, der er given jer i Kristus Jesus,
at I er i ham bleven mere og mere rige i alt, paa Udtryk for alt og Indsigt i alt,
ligesom Kristus-Vidnesbyrdet har stadfæstet sig mere og mere hos jer,
saa I ikke lider Mangel paa nogen Naadegave, mens I venter paa Jesus Kristus vor Herres Aabenbarelse.
Han skal ogsaa nok stadfæste jer lige til det sidste, saa der ikke er noget at gaa i Rette med jer for paa vor Herres Jesus Kristus' Dag.
Trofast er den Gud, I skylder jeres Indbydelse til Fællesskab med hans Søn Jesus Kristus vor Herre.
Men jeg formaner jer, Brødre, ved vor Herres Jesus Kristus' Navn til at sige alle et og det samme, og der maa ikke være noget hos jer, I ikke kan enes om. Men jeres Dygtiggørelse skal være i en og samme Tankegang og i en og den samme Mening.
For det er blevet mig fortalt af Kloes Folk om jer, mine Brødre, at der er Stridigheder iblandt jer.
Det er det, jeg siger, at I har hver sit: Jeg er paa Paulus' Parti, jeg er paa Apollos', jeg paa Kefas', jeg paa Kristus'.
Er da Kristus delt? Er vel Paulus korsfæstet for jer? Eller blev I døbte til Paulus' Navn?
Jeg er taknemlig for, at jeg ingen har døbt af jer undtagen Kristus og Gajus.
For saa kan da ingen sige, at I er døbte til mit Navn.
Jo Stefanas' Familie har jeg ogsaa døbt. Ellers ved jeg ikke, om jeg har døbt nogen anden.
For Kristus sendte mig ikke ud for at døbe, men for at bringe Glædesbud — ikke med en Visdom, der leger med Ord, for at ikke Kristus' Kors skulde blive Ord uden Indhold.
For Korsets Ord er for dem, der gaar tabt, en Urimelighed, men for os, som bliver frelst, er det en Guddomsmagt.
For der staar skrevet: „Jeg lader de vises Visdom forgaa, og de kloges Kløgt vil jeg vrage".
Hvor har vi en Vismand, en lærd, en af denne Verdens Mestre i Ordskifte? Har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Urimelighed?
For da Verden for den Visdoms Skyld ikke kendte Gud i hans Visdom, saa fandt Gud for godt at frelse de troende gennem Forkyndelsens Urimelighed.
Siden Jøderne kræver Tegn, og Hellenerne søger Visdom,
saa forkynder vi tvertimod en korsfæstet Kristus, et Menstød (En Forargelse) for Jøder, en Urimelighed fol Hedninger,
men for de budne selv, baade Jøder og Hellenere en Kristus, som er Guds Vælde og Guds Visdom.
For Guds „Urimelighed" overgaar Menneskene i Visdom, og Guds „Afmagt" overgaar Menneskene i Kraft.
Læg kun Mærke til, hvordan Indbydelsen kom til jer Brødre. Der var ikke mange vise i jordisk Forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme.
Men Gud udvalgte sig Verdens daarlige Hovedet for at gøre de vise til Skamme. Og det, der stod paa svage Fødder i Verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til Skamme.
Og det uanseelige i Verden og det ringeagtede udvalgte Gud, det som ingenting var, fordi han vilde gøre det af med det, som var noget.
For at ingen levende Sjæl skulde rose sig overfor Gud.
Men ham har vi at takke for, at vi er i Kristus Jesus, som er bleven os Visdom fra Gud og Ret og Helligelse og Frikøbelse.
For at, som skrevet staar, den som roser sig, skal rose sig af Herren.
Dengang jeg kom til jer, Brødre, kom jeg hellerikke og forkyndte jer Guds Vidnesbyrd med noget storartet i Retning af Ord eller Visdom.
For jeg tillagde ikke mig selv nogen anden Viden iblandt jer end: Jesus Kristus, og at han var korsfæstet.
Svag og bange og bævende nok kom jeg da ogsaa til jer.
Og mit Ord og min Forkyndelse bar ikke Præget af uimodstaaelige Visdomsord, men af Aands- og Kraftbevis;
for at jeres Tro ikke skulde bære Præget af Menneskevisdom, men af Guddomsmagt.
Visdom taler vi vel blandt dem, som er modne dertil, men ikke denne Tidsalders Visdom eller de Magthaveres, der raader i denne Tidsalder, og derefter er det forbi med dem.
Nej vi taler guddommelig, hemmelighedsfuld Visdom, den skjulte, som Gud før Tidsaldrene blev til, tog Bestemmelse om, os til Højhed og Ære.
Den har ingen af dem, der raader i denne Tidsalder, kendt. For hvis de havde kendt den, saa havde de ikke korsfæstet ham, som raader for Højheden og Æren.
Men, som skrevet staar: „hvad aldrig noget Øje har set og noget Øre hørt og aldrig er opkommet i noget Menneskehjerte" — hvad Gud forberedte for dem, som elsker ham.
Det har Gud afsløret for os ved Aanden. For Aanden udforsker alt, selv Guds Dybder.
For ingen andre Mennesker ved, hvad der bor i et Menneske, men kun den Aand, som er i det Menneske. Saadan er der heller ingen anden end Guds Aand, der ved, hvad der er i Gud.
Men det, vi modtog, var ikke Verdens-Aanden, men den Aand, som udgaar fra Gud, for at vi skulde forstaa, hvad der er os skænket af Gud.
Og det taler vi saa om med Ord, ikke lærte af Menneskevisdom, men lærte af Aand og drøfter aandelige Ting med aandelige Ord.
Et sanseligt Menneske tager ikke imod, hvad der hører Guds Aand til. Det er jo for ham Urimeligheder, og han kan ikke kende det, for det danner man sig en Mening om paa aandelig Vis.
Den aandelige gør sig Rede for alting. Ham selv er der ingen, der gennemskuer.
For hvem er saa godt inde i Herrens Tankegang, at han kunde undervise ham. Men vi har Kristus' Tankegang.
Jeg kunde hellerikke tale til jer, Brødre, som til aandelige, men kun som til jordiske, som til Smaabørn i Kristus.
Mælk at drikke gav jeg jer og ikke fast Føde; for det kunde I endnu ikke magte. Ja I kan det ikke engang nu;
for I er jordiske endnu. For hvor Hidsighed og Tvedragt raader iblandt jer, er I der ikke jordiske og skikker jer, som et Menneske gør?
Jo naar en siger: jeg er paa Paulus' Side, en anden: jeg paa Apollos', er I saa ikke Mennesker?
Hvad er vel Apollos, og hvad er Paulus? Redskaber, som tjente til at faa jer til at tro, og hver især som Herren gav ham det.
Jeg plantede, Apollos vandede; men Gud gav Vækst.
Og saa er det jo hverken Planteren eller Vanderen, der er noget stort, men Gud som giver Vækst.
Men Planteren og Vanderen er lige et. Hver for sig faar sin Løn svarende til sit Arbejde.
For vi tager Del i Guds Arbejde. I er Guds Agerland, Guds Bygningsværk.
Efter som Gud gav mig Naade dertil, lagde jeg Grundvolden som en klog Bygmester. En anden byggede videre. Men enhver maa selv se til, hvordan han bygger videre.
For en anden Grundvold kan ingen lægge end den, som ligger der, og det er Jesus Kristus.
Hvis nogen bygger videre paa Grundvolden med Guld, med Sølv, ædle Stene, Træ, Halm, Rør –
saa skal det nok vise sig, hvad enhver har virket. For Dagen skal røbe det. For i Ild skal den blive aabenbar, og hvad enhvers Gerning er af, det skal Ilden opklare.
Hvis en bygger derpaa, og hans Værk bestaar, skal han faa Løn for det.
Hvis en andens Værk brænder op, faar han miste. Selv skal han reddes, men ikke anderledes end gennem Ild.
Ved I ikke, at I er et Gudshus, og Guds Aand bor i jer.
Hvis nogen ødelægger Guds Hus, saa vil Gud ødelægge ham, for Guds Hus er helligt, og det er I.
Ingen skal føre sig selv bag Lyset. Hvis nogen af jer mener, han er klog i denne Tidsalder, saa lad ham se at blive en Daare, for at blive vis.
For denne Verdens Visdom gælder hos Gud for Daarskab. For der staar skrevet: „ . . . den som fanger de vise i deres egen List",
og andensteds: „Herren véd, at hvad de vise tænker sig til, det slaar fejl."
Saa lad da ingen gøre sig til af Mennesker. For det er jeres altsammen,
enten det saa er Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død, noget som er, eller noget, som skal komme. Det hører jer til altsammen.
Men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.
Saadan skal en regne os for Kristus' betroede Mænd og Husholdere over Guds Hemmeligheder?
Her er det saa, der blandt Husholderne føres Tilsyn med, om man er tro.
Men jeg bryder mig ikke det mindste om, at I eller en Menneske-Dag skal dømme om mig. Nej jeg dømmer end ikke om mig selv.
For vel ved jeg ikke af, at jeg har noget paa Samvittigheden; men dermed er jeg ikke sagesløs. Den, som dømmer om mig, er Herren.
Og saa skal I ikke holde Dom før Tiden, saa længe til Herren kommer. Han skal lade det komme for Lyset, som skjuler sig i Mørket, og det, som Hjerterne ruger over, lægge sig for Dagen. Og saa vil enhver faa fra Gud den Ros, der bliver til ham. Saadan udtrykker jeg mig for jeres Skyld,
Brødre, om mig selv og Apollos, for at I paa os kan lære ikke at holde jer selv for hævede over, hvad skrevet staar, saa ingen af jer — til Ære for den ene af os — skal gøre sig selv stor paa det ligeoverfor den anden.
For hvem giver dig Fortrinnet? Hvad har du, som du ikke har faaet til givende? Og har du faaet det til givende, hvorfor praler du da, som om du ikke havde faaet det fra nogen?
Har I allerede faaet nok? Er i allerede bleven rige ? Har I vundet jer et Kongerige, uden at vi var med? Ja vel var det, om I havde vundet jer et Kongerige, for at vi ogsaa kunde vinde Kongemagt med jer.
For jeg kan tænke, Gud har udpeget os Apostle som de sidste, saa at sige dødsdømte, siden vi er bleven stillede offentlig til Skue for Verden — baade for Engle og Mennesker.
Vi er Daarer for Kristus' Skyld. I er saa fornuftige i Kristus. Vi er svage, I er stærke. I nyder Hæder og Ære, vi ikke almindelig Agtelse.
Lige til nu i dette Øjeblik maa vi mangle baade Mad og Drikke og Klæder og lade os mishandle og maa ingensteder være
og maa slide og arbejde med vore egne Hænder. Vi bliver skældt ud, mens vi velsigner, føres for Retten, mens vi selv slaar os til Taals,
faar Ord for ondt, mens vi formaner til godt. Vi er bleven ligesom en Verdensudrensning, alles Udskud og er saa endnu.
Jeg skriver ikke dette til jer for at skænde paa jer, men for at paaminde jer som kære Børn.
For om I saa havde tusinde til Opdragere i Kristus, saa har I dog ikke mange til Fædre. For i Kristus Jesus blev jeg Fader til jer ved Glædesbudskabet.
Og saa opmuntrer jeg jer da til at efterligne mig?
Det er netop derfor, jeg har sendt Timoteos til jer, han som er mig et kært Barn og trofast i Herren. Og han vil minde jer om min Fremgangsmaade i Kristus Jesus, saadan som jeg allevegne underviser i enhver Menighed.
Der er nogen, der har gjort sig vigtige, som om jeg slet ikke kom til jer.
Men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og saa vil jeg gøre Bekendtskab — ikke med de overmodiges Ord, men med deres Kraft.
For Guds Kongedømme bestaar ikke i Ord, men i Kraft.
Hvad vil I helst? Skal jeg komme til jer med Kæppen eller med Kærlighed og en sagtmodig Aand.
Der tales om Løsagtighed hos jer, dels i Almindelighed, dels af en saadan Art, som ikke engang blandt Hedningerne, saadan at en lever med sin Faders Hustru.
Og saa er I store paa det og ikke snarere saa grebne af Sorg, at I sørger for at faa ham, som har gjort den Gerning, ud af jeres Kreds.
Mens jeg er legemlig fraværende, men i Aanden nærværende, har jeg allerede, som om jeg var tilstede, Dommen fældet over ham,
som har gjort sig skyldig i dette, idet I er samlede i Herre-Jesus-Navnet, og min Aand er med og Jesus vor Herres Kraft:
At man skal give saadan en Satan i Vold til kødeligt at gaa til Grunde, for at Aanden maatte blive frelst paa Herrens Jesus' Dag.
Jeres Storhed er der ikke meget ved. Véd I ikke, at en lille Smule Surdejg gennemsyrer hele Dejgen?
Udrens den gamle Surdejg, for at I, usyrede som I er, kan være en ny Dejg. Vort Paaskelam er jo slagtet — Kristus.
Og saa skal vi holde Højtid ikke med gammel Surdejg og hellerikke med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.
Jeg skrev til jer i Brevet om at unddrage jer Samkvem med Horkarle —
ikke i det hele denne Verdens Horkarle eller dem, der er pengegriske og Røvere eller Afgudsdyrkere. Saa kunde I jo ikke forsvare at blive i Verden.
Det jeg skrev til jer, var kun om at unddrage jer fra Samkvem med den, som er Horkarl eller pengegrisk eller Afgudsdyrker eller Skamskænder eller Drukkenbolt eller Røver — men nævner sig med Brodernavn — Ham skal I ikke engang holde Maaltid sammen med.
For hvad har jeg at gøre med at dømme dem, der staar udenfor? Er det ikke dem, der staar indenfor, I dømmer?
og dem, der staar udenfor, vil Gud dømme. Skaf den onde ud af jeres egen Kreds.
Hvor kan dog nogen af jer, som har noget udestaaende med en anden, finde sig i, at de, der har Uret, og ikke de hellige dømmer i jeres Sag!
Eller ved I ikke, at de hellige engang skal dømme Verden? Er da Verdensdommen i jeres Hænder, skulde I da være uværdige til at afgøre de ubetydeligste Sager?
Véd I ikke, at vi engang skal dømme Engle? Hvorfor saa ikke Pengesager?
Naar I har Pengesager for, saa sætter I altsaa dem til at dømme, som ikke regnes for noget i Menigheden.
Det siger jeg, for at I maa skamme jer. Er der da ingen af jer saa vis, at han kan skille i sin Broders Trætte?
Men Broder sagsøger Broder og lader vantro dømme.
Det er i det hele slemt nok for jer, at I sagsøger hverandre. Hvorfor finder I jer ikke hellere i Uret? Hvorfor lider I ikke hellere Tab?
Nej I paafører Tab og Uret og gør det mod Brødre.
Ved I da ikke, at de, der ikke er ærlige Folk. arver ikke Guds Rige? Lad jer ikke narre. Hverken Horkarle eller Afgudsdyrkere eller Ægteskabsbrydere eller de, der lader sig misbruge eller der krænker deres eget Køn,
Tyve eller Pengegriske, Drankere eller Skamskændere eller Ransmænd skal arve Guds Rige.
Og det var der nogen af jer, der var. Men I blev rensede, I blev helligede, I har i Herre-Jesus-Kristus-Navnet og i vor Guds Aand vundet jeres Sag.
Alt har jeg Lov til; men ikke alt har jeg godt af. Alt har jeg Lov til; men jeg vil ikke have noget til at raade over mig.
Maden er til for Maven, og Maven er til for Maden. Men Gud gør engang Ende baade paa det ene og det andet. Men Legemet er ikke til for Løsagtighed, men for Herren, og Herren for Legemet.
Gud har baade opvakt Herren, og vil vække os. Hans Vælde gør det.
Ved I ikke, at jeres Legemer er Kristus' Lemmer? Skal jeg tage Lemmerne fra Kristus og gøre dem til Skøgelemmer? Paa ingen mulig Maade!
Eller ved I ikke, at, naar man favner Skøgen, er man et Legeme? For der staar: „De to skal blive til et Legeme".
Men naar man favner Herren, er man en Aand.
Sky den Løsagtighed! Alt, hvad et Menneske ellers synder med, er udenfor hans Legeme. Men Horkarlen synder mod sit eget Legeme.
Eller ved i ikke, at jeres Legeme er et Tempel for Helligaanden, som er i jer, som I har fra Gud? Og I er ikke jeres egne;
for I er købte og betalte. Men ær Gud med jeres Legeme.
Med Hensyn til det, I skrev om, saa er det bedst for en Mand ikke at nærme sig nogen Kvinde.
Men af Hensyn til de løse Forhold bør liver have sin Hustru og hver sin Mand.
Manden skal ikke forholde Konen hendes Ret og Konen ligesaalidt Manden.
Konen raader ikke selv over sit Legeme; det gør Manden. Og omvendt Manden raader ikke selv over sit Legeme; det gør Konen.
I skal ikke forholde hinanden jeres Ret. Det skulde da være efter Overenskomst til en Tid for at faa Ro til Bønnen, og saa at være sammen igen, for at ikke Satan skal friste jer, fordi det skorter paa Afholdenhed.
Det siger jeg som en Indrømmelse og ikke som et Paalæg.
Jeg vil helst, at alle Mennesker skal være som jeg selv. Men enhver har sin Gave fra Gud, en saa en anden saa.
Men jeg siger til de ugifte og Enkerne: Det er godt for dem at blive ved at have det ligesom jeg.
Men har de ikke den Magt over sig selv, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af Begær.
Dem, som er gifte, byder jeg — ikke jeg selv, men Herren — at en Kone maa ikke skille sig fra sin Mand;
og i Skilsmissetilfælde skal hun blive ugift eller forlige sig med Manden. Og en Mand skal ikke forlade sin Kone.
Til de andre siger jeg selv — ikke Herren — at hvis en Broder har en vantro Kone, og hun er villig til at bo sammen med ham, skal han ikke forlade hende.
Og hvis en Kone har en vantro Mand, og han er villig til at bo sammen med hende, skal hun ikke forlade Manden.
For den vantro Mand er helliget med Konen, og den vantro Kone er helliget med Broderen. Ellers var jo jeres Børn urene, mens de netop er hellige.
Men, vil den vantro skille sig, saa lad dem gøre det. Til saadanne er Broderen eller Søsteren ikke trælbunden. Men Gud indbød jer i Fred.
For hvad ved du deraf, Kone, om du frelser Manden? Eller hvad ved du, Mand, om du frelser Konen?
Enhver har kun at føre sit Liv, som Herren har ladet det falde i hans Lod, og som han har facet Herrens Indbydelse. Saadan ordner jeg det i alle Menighederne.
Var nogen omskaaren, da han blev indbudt, skal han ikke gøre det om. Var han ved sin Indbydelse uomskaaren, skal han ikke lade sig omskære.
Det at være omskaaren har ingenting at betyde, men det at holde, hvad Gud byder.
Som enhver fik Indbydelsen skal han beholde den.
Blev du indbudt som Træl, det skal du ikke tage dig nær. Men kan du lige saa vel blive fri, saa foretræk det.
For den i Herren indbudte Træl er Herrens Frigivne. Omvendt er den indbudne Frimand Kristus' Træl.
Købte og betalte er I. Bliv ikke Menneskers Trælle.
Hver især, Brødre, skal blive hos Gud i de samme Kaar, hvorunder han fik Indbydelsen.
Om de unge Piger har jeg ikke Herrebud at byde. Men jeg siger, hvad jeg mener, som en, hvem Herren har undt Barmhjertighed til at blive troende.
Saa holder jeg da dette for det bedste i Betragtning af den forestaaende Nødstand. Saadan gør Folk vel i at forholde sig:
Er du bunden til en Kvinde; gør dig ikke Umage for at blive løst. Er du ubunden; gør dig ikke Umage for at faa en Kone.
Men, om du ogsaa gifter dig, synder du ikke, og om en ung Pige gifter sig, synder hun ikke. Men de, som gør det, faar det trangt i Verden, og jeg vil skaane jer.
Men det lader jeg jer vide, Brødre, at Tiden er snart udløben, og saa er det det samme for dem, som har Koner, og dem, som ingen har,
for dem, der græder eller ej, for dem, der er glade, og dem, der ikke er glade, for dem, der køber, og dem, der ikke beholder hvad de har,
for dem, der gør sig tilgode med Verden, og dem, der ikke lægger sig efter det. For den Skikkelse, Verden nu har, forgaar.
Men jeg vil gerne, at I skal være uden Bekymringer. Den ugifte Mand er optagen af, hvad Herrens er, og at gøre ham tilpas.
Den, der er gift, er optagen af, hvad der hører Verden til, og at gøre sin Kone tilpas.
Og der er den Forskel mellem den gifte Kone og den ugifte Pige: Den ugifte er optagen af, hvad Herrens er, og at være baade legemlig og aandelig hellig. Men den, der er gift, er optagen af Verden og at gøre Manden tilpas.
Det siger jeg med jeres Bedste for Øje, ikke for at faa jer i mit Fangenæt, men faa jer til at skikke jer smukt og blive paa jeres Plads hos Herren uden at have alfevegne Ærende.
Men, hvis nogen mener, at det ikke passer sig for den unge Pige, han har, at hun sidder sin Ungdom over, og at det kan ikke gaa an andet, saa faar han gøre, som han vil. Han synder ikke med det. Lad den blive gift.
Men den, som har sat sig det for i sit Hjerte og bliver derved, og der er ingenting der nøder ham, men han har sin frie Vilje og har bestemt sig dertil i sit Hjerte at beholde sin unge Pige, han vil gøre vel deri.
Saadan at den, der gifter sin unge Pige bort, gør vel, og den, som ikke gør det, vil gøre bedre.
En gift Kone er bunden, saa længe hendes Mand lever. Men, naar Manden dør, har hun Frihed til at gifte sig med hvem hun vil, dog kun i Herren.
Men lykkeligere er hun, om hun bliver, som hun er, efter min Mening. Og jeg mener, at jeg har ogsaa noget af Guds Aand.
Om Afgudsofferkød ved vi, at vi allesammen er vel vidende. Al den Viden fører til Vigtighed, Kærligheden til Opbyggelse.
Naar nogen tiltror sig Viden, saa ved han endnu ikke, hvad det er at vide noget ret.
Men en, som elsker Gud, ham er Gud vel vidende om.
Men om Nydelsen af Afgudsofferkød altsaa ved vi, at en Afgud er ingen Verdens Ting, og der er ingen anden Gud uden en eneste.
For, om der endog er saakaldte Guder enten i Himlen eller paa Jord — og saadan er der jo saa mange Guder og saa mange Herrer —
saa har dog vi en eneste Gud, Faderen. I ham har alt sin Kilde og vi i ham vort Maal. Og vi har en eneste Herre, Jesus Kristus. Alt gaar gennem ham, og gennem ham maa vi.
Men ikke alle er saa vel vidende. Der er dem, der endnu som før efter gammel Vane nyder det som Afgudsofferkød. Og deres Samvittighed, skrøbelig som den er, skæmmes deraf.
Mad hæver os ikke til Gud. Vi faar det hverken bedre af at spise eller ringere af at lade være.
Men se til, at ikke det, I kan tillade jer, bliver til Anstød for de skrøbelige.
For, naar en ser dig med din Viden tilbords i Afgudshus, maa saa ikke hans Samvittighed, saa skrøbelig som den er, faa den Opbyggelse ud af det, at han skal nyde Afgudsofferkødet.
Saa fører jo din Viden den skrøbelige i Ulykke, Broderen, ham som Kristus døde for.
Paa den Maade synder I mod Kristus ved at synde mod Brødrene og saarer deres skrøbelige Samvittighed.
Det er nok til, at hvis Mad volder min Broder Ménstød (Forargelse), saa vil jeg aldrig i Evighed spise Kødmad for ikke at volde min Broder Ménstød (Forargelse).
Er jeg ikke fri? Er jeg ikke Apostel? Har jeg ikke set Jesus vor Herre? Er I ikke mit Værk i Herren?
Er jeg ikke Apostel for andre, saa er jeg det da for jer. I er i Herren Seglmærke paa min Apostelsendelse.
Mit Forsvar overfor dem, der gaar i Rette med mig, er dette:
Har vi ikke Lov til at faa Mad og Drikke?
Har vi ikke Lov til at have en Søster med som Hustru lige saa vel som de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas?
Eller er det kun mig og Barnabas, der ikke har Lov til at lade være med at arbejde?
Hvem gør nogensinde Krigstjeneste paa egen Lønning? Hvem planter en Vingaard, men spiser ikke af dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord, men nyder ikke af Hjordens Mælk?
Er det som Folk snakker, jeg taler saa, eller siger Loven ikke ogsaa det?
For i Moseloven staar der skrevet: „Du maa ikke binde Munden paa Oksen, mens den tærsker". Er det vel Kvæget, der ligger Gud paa Sinde?
Eller siger han det ikke fuldtud for vor Skyld? For vor Skyld staar det jo skrevet, at saadan bør det være, at den, som pløjer, gør det med et Haab, og den, som tærsker, gør det med et Haab om at faa noget med.
Naar vi har saaet det aandelige for jer, er det da saa stort, om vi høster det jordiske af jeres?
Naar andre kan tale med om, at I staar til deres Tjeneste, skulde vi saa ikke langt mere? Men nej, vi gjorde ikke Brug af den Adkomst, men bar alt for ikke at volde den. Salvedes Glædesbud Vanskeligheder.
Ved I ikke, at de, der er sysselsat med det hellige, nyder, hvad der kommer fra Helligdommen, de, der har deres Plads ved Alteret, deler med Alteret?
Saadan har Herren ogsaa bestemt for dem, som forkynder Glædesbuddet, at de skal leve af Glædesbuddet.
Men alt det har jeg ikke gjort Brug af. Jeg skriver ikke dette, for at det skal blive saadan med mig For det staar for mig som noget herligt hellere at dø end lade nogen gøre det til ingenting, som jeg er stolt af.
For, om jeg forkynder Glædesbud, saa er det ikke noget for mig at være stolt af. For det er jeg nødt til at gøre. Ja ve mig, om jeg ikke forkyndte Glædesbud.
Gør jeg det villigt, er jeg jo lønnet. Gør jeg det modvillig, er der altid betroet mig en Husholdning.
Hvori bestaar da denne min Løn, som gør, at jeg kan bringe Glædesbud og give det uden Omkostninger, saa jeg ikke tager det i Brug, som tilkommer mig med Budskabet?
For som Frimand stod jeg for alle; men til Træl gjorde jeg mig selv for alle for at vinde saa mange som muligt.
Og jeg blev som en Jøde for Jøderne for at vinde Jøder — for de lovbundne som lovbunden, skønt lovbunden var jeg ikke, for at vinde de lovbundne —
for dem uden Lov som uden Lov, skønt jeg ikke stod uden Guds-Lov men indesluttet i Kristus-Lov, for at vinde dem, der var uden Lov.
Jeg blev skrøbelig for de skrøbelige for at vinde de skrøbelige. Jeg er bleven alt muligt for alle for under alle Omstændigdigheder at frelse nogen.
Men alt gør jeg for Glædesbudskabets Skyld, for at jeg selv kan faa Del med deri.
Ved I ikke, at de, der løber paa Væddeløbsbanen, de løber alle. En faar Prisen. Saadan skal I løbe for at naa den.
Men enhver Væddekæmper er afholdende i et og alt, de andre for at faa en forgængelig Krans, vi en uforgængelig.
Saadan løber jeg selvfølgelig maalbevidst. Saadan kæmper jeg ikke med Slag i Luften.
Men jeg kuer mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke jeg, som har præket for andre, skal selv blive for ringe.
For jeg vil ikke, I skal være uvidende om, Brødre, at vore Fædre allesammen var under Skyen og gik gennem Havet,
og alle blev døbte til Moses i Skyen og Havet,
og alle spiste den samme aandelige Føde
og drak den samme aandelige Drik. For de drak af en aandelig Klippe, som fulgte dem, og Klippen var den Salvede.
Men de fleste af dem fandt Gud ikke Behag i, for de blev slaget ned i Ørken.
Men i disse Hændelser har vi vor Billedtale, som skal afholde os fra at huse de onde Tilbøjeligheder, som deres Hu stod til.
Bliv hellerikke Afgudsdyrkere som en Del af dem, som der staar skrevet: Folket satte sig til at spise og drikke og rejste sig til Leg.
Lad os hellerikke drive Hor, som en Del af dem gjorde og faldt paa en Dag treogtyvetusinde.
Lad os hellerikke udforske Herren, som en Del af dem gjorde og dræbtes af Slangerne.
I maa ikke trodse, som en Del af dem gjorde og faldt for ødelæggeren.
Der er noget forbilledligt i dette, som hændtes dem, men er opskrevet til Paamindelse for os, som gaar Tidernes Afslutning imøde.
Saa lad da den, som tiltror sig selv, at han staar nok, se sig for, at han ikke falder.
Overmenneskelig Fristelse har ikke ramt jer. Men Gud er trofast og vil ikke tillade, at I fristes over Evne. Nej, han skal gøre Fristelsen efter Evne til at udholde og Udfaldet derefter.
Derfor, mine kære, fly fra Afgudsdyrkelsen.
Jeg siger, som man gør til fornuftige Folk: I maa selv dømme om, hvad jeg siger.
Velsignelsens Bæger, som vi velsigner, er det ikke Lod og Del i Kristus' Blod? Brødet, vi deler, er det ikke Lod og Del i Kristus' Legeme?
Fordi der er et Brød, er vi et Legeme, saa mange vi er. For vi er alle med om det ene Brød.
Agt paa det naturlige Israel. Har ikke de, der nyder Ofrene, Fællesskab med Altret?
Hvad mener jeg saa med det? At Afgudsofferkød har noget at betyde? Eller at en Afgud virkelig er noget?
Nej men at det, de ofrer, ofrer de ikke til Gud, men til de onde Aander.
I kan ikke drikke af Herrens Bæger og af onde Aanders Bæger med. I kan ikke være med ved Herrens Bord og ved onde Aanders Bord med.
Eller skal vi vække Herrens Skinsyge? Vi er da vel ikke stærkere end han?
Alt har vi Lov til; men det er ikke alt, vi har godt af. Alt har vi Lov til; men det er ikke alt, der opbygger.
Man skal aldrig søge sin egen, men andres Fordel.
Spis kun alt, hvad der sælges paa Torvet, for Samvittighedens Skyld uden Undersøgelse.
Jorden med al dens Fylde hører Herren til.
Naar nogen af de vantro indbyder jer, og I har Lyst til at gaa, saa spis alt, hvad der bliver sat for jer, for Samvittighedens Skyld uden Undersøgelse.
Men, hvis nogen siger: „det er Offerkød", saa skal man ikke spise det af Hensyn til ham, som gav Oplysningen, og af Samvittighedshensyn.
Jeg mener ikke Hensyn til ens egen Samvittighed, men andres. Hvorfor dømmes min Frihed af en Samvittighed, der er forskellig fra min?
Naar jeg er taknemlig for, hvad jeg faar, hvorfor faar jeg da Skam for det, jeg siger Tak for?
Naar I altsaa spiser eller drikker, eller hvad I nu gør, saa gør det altsammen Gud til Ære
Sørg for at blive ulastelige baade for Jøder og for Hellener og for Guds Menighed.
Ligesom jeg i et og alt føjer mig efter alle og søger ikke, hvad der tjener mig selv, men alle de mange, for at de maa blive frelste.
Efterlign mig, som jeg efterligner Kristus.
Jeg roser jer for, at I overalt har mig i frisk Minde og holder det overleverede i Hævd, saadan som jeg bragte det til jer.
Men jeg vil, I skal vide, at Hovedet er for hver Mand Kristus. En Kone har sin Mand til Hoved over sig. Hoved for Kristus er Gud.
Hvis nogen Mand under Bøn og profetisk Tale har noget paa Hovedet, gaar Skammen ud over hans Hoved.
Hvis nogen Kone under Bøn og profetisk Tale ikke har noget paa Hovedet, gaar Skammen ud over hendes Hoved. Det er lige saa godt, som om hun var raget.
For naar en Kone gaar uden Slør, kan hun lige saa godt lade sig klippe. Men er det upassende for en Kone at lade sig klippe eller rage, saa skal hun ogsaa gaa med Slør.
En Mand behøver ikke at dække sit Hoved, da han er Guds Af-billede, præget af hans Overhøjhed. Men Konen bærer Præget af en Mands Overhøjhed.
For Mand er ikke taget af Kvinde, men Kvinde af Mand.
Og der blev ikke skabt en Mand for Kvindens Skyld, men en Kvinde for Mandens.
Netop derfor bør Kvinden for Englenes Skyld gaa med en andens Myndighed til Hoveddække.
For Resten er der hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
For ligesom Kvinden er tagen af Manden, er Manden kvindefødt. Men alt har sit Udspring fra Gud.
Døm nu hos jer selv. Er det passende, at en Kvinde barhovedet beder til Gud?
Lærer ikke selve Naturen jer, at, naar en Mand gaar med langt Haar, har han Skam af det.
Men, naar en Kvinde gaar med langt Haar, har hun Ære af det. For Haaret er hende givet til et Slør.
Er der nogen, der har Mod paa at kævles, saa har vi ikke den Vane og Guds Menigheder lige saa lidt.
Men samtidig med det, jeg nu byder jer, roser jeg jer ikke, fordi I bliver ikke bedre og bedre, men værre og værre af at komme sammen.
For, naar I samles til Menighedsmøde, hører jeg for det første, at der er forskellige Partier iblandt jer. Og jeg tror, der er noget sandt i det.
For der maa være ogsaa afvigende Retninger blandt jer, for at de, der er Ære værd, kan lægge sig for Dagen.
Naar I saa kommer sammen paa et og samme Sted, saa er det ikke muligt at holde Herre-Nadver.
For enhver tager forud sin egen Mad frem, naar der spises, og en sulter, en anden drikker for meget.
Har I da ikke et Hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds Menighedsforsamlinger og gør dem til Skamme, som ingenting har? Hvad skal jeg sige til jer? Skal jeg rose jer? Det roser jeg jer ikke for.
For jeg har det fra Herren og bragte det videre til jer, at Herren Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog et Brød
og takkede og delte det og sagde: Dette er mit Legeme, det er for jer. Gør dette for at komme mig ihu.
Ligesaa ogsaa Bægeret efter Aftensmaaltidet med de Ord: Dette Bæger er den nye Pagt ved mit Blod. Gør dette, saa ofte som I drikker det, for at komme mig ihu.
For saa tidt som I spiser dette Brød og tømmer dette Bæger, forkynder I Herrens Død — lige til han kommer.
Heraf følger, at den, som uværdig spiser Brødet eller tømmer Herre-Bægeret, har krænket Herrens Legeme og Blod.
Man skal først være paa det rene med sig selv, saa kan man spise af Brødet og drikke af Bægeret.
For den, som spiser og drikker uden at tænke paa, hvad det er for et Legeme, spiser og drikker en Dom over sig.
Derfor er der hos jer saa mange syge og svagelige, og adskillige er sovet hen.
Gjorde vi os Rede for os selv, saa slap vi for at dømmes.
Men naar vi dømmes af Herren, opdrages vi derved, for at vi ikke skal domfældes med Verden.
Saa vent da paa hinanden, mine Brødre, naar I kommer sammen for at spise.
Er man sulten, skal man spise hjemme, for at jeres Sammenkomst ikke skal føre til Dom. Resten ordner jeg, naar jeg kommer.
Hvordan Aanden ytrer sig, vil jeg ikke, I skal være uvidende om, Brødre.
I ved, at, da I var Hedninger, lod I jer drive med Strømmen til de stumme Afguder.
Derfor vil jeg lade jer vide, at den, som taler i Guds Aand, siger aldrig: bandlyst være Jesus! Og ingen kan sige: Herre Jesus! uden i hellig Aand.
Der er Forskel paa de Gaver, man faar — Aanden er den samme.
Og der er Forskel paa de Tjenester, man yder —og Herren er den samme.
Og der er Forskel paa Kraftytringer — det er den samme Gud, som virker alt i alle.
Men for enhver giver Aanden sin Nærværelse tilkende for at gøre Gavn.
En faar gennem Aanden et Visdomsord, en anden et Oplysningsord svarende til den samme Aand,
en igen Tro i den samme Aand, en Lægedomsgaver i den Aand, som er en,
en virksom Brug af Kræfter, en Profeti, en Aandeprøve, en forskellige Tungemaal, en Tydning af Tungemaal.
Men alt dette virker en og den samme Aand, som deler ud til hver især, som han vil.
For ligesom Legemet er et, men har mange Lemmer, og alle Legemets Lemmer, saa mange som de er, udgør et Legeme, saadan ogsaa Kristus.
For med en Aand er vi jo ogsaa døbte til et Legeme, enten det saa er Jøder eller Hellener eller Trælle eller Frimænd, og alle har vi inddrukket en Aand.
Legemet er jo ikke et Lem, men mange.
Hvis Foden vilde sige: Jeg hører ikke med til Legemet, for jeg er ikke Haand, saa er den ikke derfor ude af Sammenhæng med Legemet.
Og hvis Øret vilde sige: Jeg hører ikke med til Legemet, for jeg er ikke Øje, saa er det ikke derfor ude af Sammenhæng med Legemet.
Hvis hele Legemet var Øje, hvor blev saa Hørelsen af? Eller det hele Hørelse, hvor blev saa Lugten?
Men nu har Gud netop sat Lemmerne paa Legemet, hvert enkelt som han vilde.
Var det hele et Lem, hvor blev saa Legemet af?
Nu er der netop mange Lemmer, ét Legeme.
Øjet kan ikke sige til Haanden: Dig har jeg ikke Brug for, og fremdeles Hovedet til Fødderne: Jer har jeg ikke Brug for.
Nej tværtimod, de Lemmer, der gælder for de svageste paa Legemet, er uundværlige.
Og dem, som vi anser for mest foragtede paa Legemet, gør vi saa meget mere Ære af, og til dem, vi blues ved, hører saa meget mere Sømmelighedshensyn.
De, der ikke er noget at sige paa, behøver det ikke. Men Gud har gjort mest Ære af det ringeste, da han sammenføjede Legemet,
for at Legemet ikke skulle skilles ad i Partier, men at Lemmerne skulde gøre fælles Sag indbyrdes.
Saa naar et Lem lider, lider alle Lemmerne med; kommer et Lem til Ære, tager alle Lemmerne Del i Glæden.
I er Kristus' Legeme, fordelte som Lemmer.
Og af dem forsynede Gud Menigheden for det første med Apostle, for det andet med Profeter, for det tredje med Lærere, saa med store Kræfter, saa med Lægedomsgaver, hjælpende Hænder, Styrmænd ved Roret, Tungemaal af forskellig Rod.
Er vel alle Apostle? Er vel alle Profeter? Er vel alle Lærere? Har vel alle store Kræfter,
alle Lægedomsgaver? Taler vel alle Tungemaal? Tyder vel alle dem?
Hig efter de Gaver, der er størst. Og saa skal jeg endnu vise jer en særlig ypperlig Vej.
Om jeg taler med Menneskenes Tungemaal og Englenes med, men ikke har Kærlighed, saa er jeg bleven til en bragende Basun eller et øredøvende Klangbækken.
Og ejer jeg Profeti og ved alle Hemmeligheder og alt, hvad der vides, og har jeg alt, hvad Tro er, saa jeg kan flytte Bjege, men ikke har Kærlighed, saa er jeg ingenting.
Og om jeg deler ud alt, hvad jeg ejer, og om jeg giver mit Legeme til Pris for at lade mig brænde, men ikke har Kærlighed, saa har jeg ingenting ud af det.
Kærligheden bærer over, Kærligheden er god af sig, Kærligheden er ikke opfarende, ikke stortalende, ikke overmodig,
bærer sig ikke stygt ad, søger ikke sit eget, lader sig ikke ægge til Vrede, kræver ikke til Regnskab for det onde,
er ikke glad ved Svig, men kun ved det, Sandheden er med til,
taaler alt, tror alt, haaber alt, bier paa alt.
Kærligheden falder aldrig. Enten det saa er Profetier, de taber deres Betydning, eller Tungemaal, de faar Ende, eller Viden, den taber sin Betydning.
For vor Viden er Halvhed, og Profeti Halvhed.
Men naar det fuldkomne kommer, saa taber det sin Betydning, som er Halvhed.
Da jeg var Barn, tænkte, talte, dømte jeg som et Barn. Siden jeg er bleven voksen, er jeg færdig med Børneværk.
For nu for Tiden ser vi i et Spejl og gætter os frem, men til den Tid er det Ansigt til Ansigt. Nu for Tiden er min Viden Halvhed, til den Tid skal, hvad jeg kender og ved, svare til, hvad der kendes og vides om mig.
Nu! saa bliver da Tro, Haab og Kærlighed, de tre. Men størst af dem er Kærligheden.
Stræb efter Kærligheden; men kappes om Aandsgaverne og mest at komme til at profetere.
For den, som taler i et Tungemaal, taler til Gud og ikke til Mennesker. For der er ingen, der hører, men han taler i Aand hemmelighedsfulde Ting.
Den, der profeterer, taler opbyggeligt, opmuntrende, trøstende til Mennesker.
Den, der taler i et Tungemaal, opbygger sig selv; men den, der profeterer, opbygger en Menighed.
Jeg vil gerne, at I alle skal tale i Tungemaal, men dog hellere, at I skal profetere. Den, der profeterer, er større end den, der taler i flere Tungemaal, naar det da ikke bliver oversat, for at Menigheden kan faa Opbyggelse af det.
Ellers naar jeg kommer til jer, Brødre og taler i flere Tungemaal uden at tale til jer enten Kundskabs- eller Aabenbaringstale eller Profeti eller Undervisning — hvad Gavn gør jeg da med det?
Ligesom med de livløse Instrumenter, en Fløjte eller en Kitar, naar de ikke giver forskellig Klang, hvordan skal jeg saa kende Fløjtespillet fra Kitarspillet?
Hvem vilde vel ogsaa ruste sig til Krig, naar en Trompet ikke kunde kendes paa sin Klang?
Saadan ogsaa, naar I med jeres Sprog ikke gav et forstaaeligt Ord, hvor skulde man saa faa at vide, hvad der taltes om? I vilde jo tale hen i Vejret.
Der er — det kan være — saa og saa mange Maader i Verden at lempe Tonen paa, og forskelsløs er den aldrig.
Naar jeg da ikke ved, hvad Betydning der ligger i Tonen, saa er jeg en Barbar for den, der taler, og den, der taler, en Barbar for mig.
Saadan er det ogsaa med jer. Gør I virkelig saa meget af Aander, saa gør jer Umage for at faa rigeligt til Menighedens Opbyggelse.
Derfor maa den, der taler et Tungemaal, bede om at kunne tyde det.
For hvis jeg beder i et Tungemaal, saa er det min Aand, der beder. Men min Forstand udretter ingenting.
Hvad følger nu deraf? Jeg vil bede med Aanden; men jeg vil ogsaa bede med Forstanden. Jeg vil synge med Aanden; men jeg vil ogsaa synge med Forstanden.
Hvordan skulde ellers den, der fylder Lægmandens Plads, sige Amen til din Taksigelse, naar du lovpriste med Aand? Han ved jo ikke, hvad du siger.
Du takker vel smukt; men den anden opbygges ikke.
Jeg takker Gud for, at jeg taler mere med Tungemaal end I allesammen.
Men i en Forsamling vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg kan undervise andre, end tusinde Ord i Tungemaal.
Brødre, bliv ikke med jeres Forstand til Smaabørn. Med Ondskaben maa I gerne blive Pattebørn. Men med jeres Forstand skal I blive voksne.
I Loven staar der skrevet, at „med fremmede Tungemaal og fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, men ikke engang det faar dem til at høre mig, siger Herren".
Tungemaalene tjener altsaa til Tegn ikke for de troende, men for de vantro. Profetien er derimod ikke for de vantro, men for de troende.
Sæt nu, at hele Menigheden kom sammen paa et Sted, og alle talte med. Tungemaal, vilde da ikke jævne Folk eller vantro, naar de kom ind, sige, at I var gale?
Men hvis alle profeterer, og saa en vantro eller Menigmand kommer ind, saa vises han tilrette af alle, faar sit Skudsmaal af alle.
Hvad hans Hjerte ruger over, kommer for Dagen. Og det fører til, at han kaster sig paa sit Ansigt for Gud og fortæller det videre, at Gud virkelig er hos jer.
Hvad følger saa deraf, Brødre? Naar I kommer sammen, saa har hver sit, en Salme, en Vejledning, en Aabenbarelse, et Tungemaal, en Tydning deraf. Alt ske til Opbyggelse.
Hvis nogen taler Tungemaal, saa lad det være to, højst tre hver Gang og en efter en anden, og lad saa en oversætte del.
Men, er der ingen, der kan oversætte det, saa skal han tie i Menigheden og tale for sig selv og for Gud.
Af Profeter skal to eller tre føre Ordet, og de andre drøfte det.
Hvis en anden, som sidder der, faar en Aabenbarelse, saa maa den første tie.
For en efter en kan I profetere alle, for at alle kan lære og alle oplives.
Ogsaa Profeters Aander retter sig efter Profeter.
For Gud er ikke Ophav til Ustyr, men til Fred.
Som allevegne, hvor de hellige mødes, maa Kvinderne tie ved Møderne. For de har ikke Lov til at tale, men skal, som Loven ogsaa siger, underordne sig.
Vil de lære noget, maa de spørge sig for hos deres egne Mænd hjemme. For det er upassende for en Kvinde at tale ved et Møde.
Er vel Guds-Ordet udgaaet fra jer eller kommet til jer alene?
Hvis nogen vil gælde for Profet eller en Aandens Mand, saa maa han skønne, at det, jeg skriver, er Herretjeneste.
Er der nogen, der ikke ved det, saa faar han lade være.
Altsaa, mine Brødre, at profetere skal I lægge jer særligt efter, og at tale med Tungemaal skal I ikke hindre.
Men lad alt foregaa sømmeligt og i god Orden.
Det kan jeg lade jer vide, Brødre, om det Glædesbud, jeg bragte jer, som I ogsaa tog imod, som I ogsaa staar fast i,
som I ogsaa bliver frelst ved, naar I kun holder fast ved det, som Ordet lød, hvormed jeg bragte jer det — med mindre I da ikke har troet for Alvor.
For jeg overbragte jer blandt det første, hvad der ogsaa var overbragt mig selv: at Kristus døde for vore Synders Skyld — efter Skrifterne —
og at han blev begravet, og at han er oprejst paa den tredje Dag —efter Skrifterne —
og at han lod sig se af Kefas, derefter af de tolv.
Derefter lod han sig se af mere end femhundrede Brødre paa én Gang, og de fleste af dem er endnu tilbage, mens en Del er gaaet til Hvile.
Derefter lod han sig se af Jakob og derefter af alle Apostlene.
Sidst af alle viste han sig ogsaa for mig som for det ufuldbaarne Foster.
For jeg er den ringeste af Apostlene, jeg som ikke er god nok til at hedde Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.
Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig blev ikke virkningsløs. Nej mere end alle de andre har jeg arbejdet — ikke jeg selv, men Guds Naade med mig.
Enten det nu er dem eller mig — saadan forkyndte vi og troede I.
Men, naar Kristusforkyndelsen lyder paa, at han er oprejst af Døde, hvor kan da nogen iblandt jer sige, at der er ingen Opstandelse af Døde ?
Er der ingen Dødes Opstandelse, saa er Kristus hellerikke opstanden.
Men er Kristus ikke opstanden, saa er jo vor Forkyndelse ingenting til og jeres Tro helleringenting til.
Saa gribes vi jo ogsaa i at bære falsk Vidnesbyrd om Gud, fordi vi i sin Tid vidnede Gud imod om, at han havde oprejst Kristus, som han jo ikke havde oprejst, hvis der ikke oprejses døde.
For hvis ingen døde oprejses, er hellerikke Kristus oprejst.
Men naar Kristus ikke er oprejst, saa er jeres Tro ingen Nytte til. I er endnu i jeres Synder.
Ja saa er ogsaa de, der er gaaet til Hvile i Kristus, gaaet til Grunde.
Er det kun i dette Liv, vi i Kristus har gaaet og haabet, saa er vi de ynkværdigste af alle Mennesker.
Men Kristus er netop oprejst af Døde, en Førstegrøde af dem, der er gaaet til Hvile.
For lige saa vel som det skyldes et Menneske, at der er Død, skyldes det ogsaa et Menneske, at der er dødes Opstandelse.
For ligesom alle dør i Adam, saadan skal ogsaa alle levendegøres i Kristus,
men hver for sig i Rækkefølge. Førstegrøden er Kristus. Derefter kommer de, som hører Kristus til, ved hans Hidkomst.
Saa er Maalet naaet, naar han overgiver Gud Fader Riget, naar han engang har gjort det af med alt, hvad der har Herredom og Raaderum og Magt.
For han maa være Konge, indtil han faar alle Fjenderne lagt under sine Fødder.
Døden er den sidste Fjende, han gør det af med.
Alt har han jo lagt under hans Fødder. Men naar han siger, at nu er alt ham underlagt, er det aabenbart med Undtagelse af ham, som lagde det under ham.
Naar han da underlægger ham det altsammen, saa lægger Sønnen igen sig selv under ham, som underlagde ham det altsammen, for at Gud maa være et og alt i alt.
Hvad vil ellers de, som lader sig døbe, gøre for dem der er døde? Naar det er udelukket, at døde oprejses, hvorfor lader de sig saa døbe for dem?
Hvorfor udsætter vi os i det hele hver Time for Fare?
Daglig gaar jeg i Døden, sandelig for at have jer at rose mig af i Kristus Jesus vor Herre.
Har jeg saa at sige kæmpet med vilde Dyr i Efesos. Hvad har jeg for det? Hvis Døde ikke opstaar, lad os salt spise og drikke, for imorgen dør vi.
Far dog ikke vild! Daarlig Omgang lægger god Skik øde.
Bliv ædrue ærligt, og redeligt — og forsynd jer ikke; for der er dem, der gør sig falske Forestillinger om Gud. Det siger jeg jer, for at. I maa skamme jer.
Ja, men hvordan opstaar de døde? vil en og anden sige. Hvordan er det Legeme, de kommer med?
Du Nar — det du saar, lever ikke op, uden at det dør.
Og hvad du saar, det er ikke det Legeme, der skal blive til, du saar. Det er det nøgne Frøkorn, Hvede, eller hvad det ellers kan være.
Men Gud giver det et Legeme, som han vil, og hver Sædart sit eget Legeme.
Ikke al Legemlighed er en og den samme, men et er Menneskers, et andet er firføddede Dyrs, et Fugles, et Fiskes Legemlighed.
Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer, men de himmelske udmærker sig ved et, de jordiske ved et andet.
Solen glimrer paa sin Vis, og Maanen paa sin Vis, og Stjernerne paa deres Vis. For der er Stjerne over Stjerne i Glans.
Saadan ogsaa med de dødes Opstandelse. Der saas i Forgængelighed, opstaas i Uforgængelighed,
saas i Skam, opstaas i Hæder og Ære, saas i Skrøbelighed, opstaas i Kraft.
Der saas et Legeme med Sjæleliv, opstaar et med Aandeliv. Er der et Legeme til med Sjæleliv, saa er der ogsaa med Aandeliv.
Saadan staar der ogsaa skrevet: Adam, det første Menneske blev til en levende Sjæl. Den sidste Adam blev til en levendegørende Aand.
Men det er ikke det aandelige, men det sjælelige, der er det r første — saa bagefter det aandelige.
Det første Menneske var oprundet af Jorden, støvmærket, det andet Menneske var fra Himlen.
Som den støvmærkede, saadan er de andre støvmærkede, og som den himmelske saadan de andre himmelske.
Og ligesom vi har baaret den støvmærkedes Billede, skal vi ogsaa bære den himmelskes Billede.
Men det siger jeg, Brødre, at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, og lige saa lidt det forgængelige Uforgængelighed.
Nu skal jeg sige jer en Hemmelighed: Alle skal vi ikke lægge os til Hvile; men alle skal vi omdannes —
i et Nu, i et Øjeblik, i den sidste Basunklang. For den vil gjalde, og saa vil de døde opstaa for aldrig at forgaa, og vi skal omdannes.
For dette forgængelige maa hylle sig i Uforgængelighed og dette dødelige i Udødelighed.
Men naar dette forgængelige hyller sig i Uforgængelighed, og dette dødelige i Udødelighed, saa gaar det Ord i Opfyldelse, som staar skrevet: „Døden er sunket tilbunds, og Sejren vunden.
Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?"
Dødens Brod er Synden, Syndens Magt Loven.
Men Gud ske Lov, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus.
Mine kære Brødre, saa bliv, hvor I er, urokkelige, altid med Hænderne fulde af Herrens Gerning vel vidende, at jeres Arbejde er ikke spildt i Herren.
Med Indsamlingen til de hellige skal I bære jer ad, ligesom jeg har paalagt Menighederne i Galatien.
Paa den første Dag i Ugen skal enhver hos sig selv lægge i Sparebøssen, hvad han har Raad til, for at der ikke skal foretages Indsamlinger først, naar jeg kommer.
Men, naar jeg kommer, saa vil jeg afsende dem, som I mener at kunne betro det til, forsynede med Breve for at bringe jeres Vennegave til Jerusalem.
Dersom det er saa meget værd, at jeg maa rejse med, skal de rejse med mig.
Naar jeg drager gennem Makedonien, kommer jeg til jer. For jeg lægger Vejen gennem Makedonien,
men hos jer vil jeg maaske gøre Ophold eller endog overvintre, for at I kan ordne Rejsen for mig, hvor jeg saa tager hen.
For jeg vil ikke se jer paa Gennemrejse. Nej, jeg haaber at blive nogen Tid hos jer, om Herren giver mig Lov.
I Efesos bliver jeg til Pinse.
For en Dør har aabnet sig for mig, stor og virksom, og Modstandere er der mange af.
Hvis Timoteos kommer, saa hav et Øje med, at han kan være hos jer uden Frygt. For han arbejder paa Herrens Værk saa vel som jeg.
Saa maa heller ingen foragte ham. Send ham saa videre i Fred, for at han kan komme til mig, for jeg venter ham med Brødrene.
Og saa om Broderen Apollos — ham har jeg tilskyndet meget til at komme til jer med Brødrene; men han var paa ingen Maade villig til at komme nu. Han kommer nok, naar det passer ham.
Vær paa Vagt, staa fast i Troen, mandige, stærke.
Lad alt, hvad I har for, komme frem i Kærlighed.
Jeg formaner jer, Brødre: I ved, at Stefanas' Hus er Akajas Førstegrøde, og de har stillet sig til de helliges Tjeneste.
I skal ogsaa rette jer efter dem, der er saadan, og efter enhver, der er med til at arbejde og tager haardt fat.
Jeg er glad ved at have Stefanas her og Fortunatus og Akaikos. For de bøder paa, at jeg maa savne jer.
De har jo kvæget min Aand og jeres med. Saadanne skal I yde jeres Anerkendelse.
Jeg skal hilse jer fra Menighederne i Asien. Jeg skal hilse jer mange Gange fra Akvilas og Priska tilligemed den Menighed, der holder til hos dem.
Jeg skal hilse jer fra alle Brødrene. Hils hverandre med helligt Kys.
Egenhændig Hilsen fra mig selv, Paulus.
Hvis nogen ikke har Herren kær, saa være han bandlyst! Marana tha!
Herrens Jesus' Naade være med jer!
Min Kærlighed være med jer alle i Kristus Jesus!
Fra Paulus — Kristus' Jesus' Apostel, fordi Gud vilde det saa — og fra Broderen Timoteos til Guds Menighed, som er i Korint, og til alle de hellige med, som er i hele Akaja.
Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus!
Lovet være vor Herres Jesus' Kristus' Gud og Fader, Barmhjertighedens Fader og Gud for al Trøst,
han som trøster os over al vor Trængsel, saa vi bliver i Stand til at trøste andre i al deres Trængsel med den samme Trøst, som vi faar fra Gud.
For ligesom Kristuslidelserne overvælder os, overvældes vi ogsaa med Trøst gennem Kristus.
Men enten vi saa lider Trængsel — det gælder jeres Trøst og Redning — eller vi trøstes — det gaar ud paa jeres Trøst, og Virkningen deraf kendes i Taalmod under de samme Lidelser, som vi gennemgaar.
Og hvad vi haaber for jer, er sikkert nok, saa sandt som vi ved, at I deler med os lige saa vel Trøsten som Lidelserne.
For jeg vil ikke lade jer være uvidende, Brødre, om den Trængsel, vi fik at gennemgaa i Asien, ja at vi følte det som en Byrde langt tungere, end vi kunde bære, saa vi endog mistvivlede om at beholde Livet.
Vi maatte ikke sætte vor Lid til os selv, men kun til den Gud, som opvækker døde.
Han reddede os fra saa stort et Blodbad og vil fremdeles gøre det, og vi har det Haab til ham, at han vil blive ved at redde os derfra,
mens I ogsaa hjælper til med Forbønnen for os om, at den Naadesbevisning, vi nød godt af, maa fremkalde Taksigelse fra mange Sider hos mange, fordi det undtes os.
For hvad vi er stolte af, det er vor Samvittigheds Vidnesbyrd om, at i Guds Hellighed, som intet har at skjule, har vi vandret i Verden, allermest hos jer, ikke i Verdensklogskab, men i Guds Naade.
For vi skriver ikke andet til jer end, hvad I kan læse jer til eller er vel kendt med. Og jeg haaber, I skal kende det vel til det sidste.
Ligesom I ogsaa tildels ved om os, at vi er jeres og I vor Stolthed paa Jesus vor Herres Dag.
Og i Tillid dertil var det min Plan at komme først til jer for at gøre jer to Gange glade,
lægge Vejen om ad jer til Makedonien og fra Makedonien komme til jer igen for af jer at blive sendt til Judæa.
Var det vel min Flygtighed, der gjorde, at jeg vilde det? Eller lader jeg mig i mine Beslutninger lede af lave Tanker, for at det skal være mig, der siger vist saa og vist ikke.
Takket være Guds Trofasthed er vort Ord, det til jer, ikke ja og nej.
For Guds Søn Kristus Jesus, som er forkyndt hos jer gennem os, mig og Silvanus og Timoteos, blev ikke et Ja og Nej. Et Ja var det, der blev til i ham.
For alle Guds Løfter har i ham deres Ja og derfor ogsaa ved ham deres Amen Gud til Ære gennem os.
Men den, som fører os med jer trygt til Kristus og har salvet os, er Gud.
Han har baade mærket os med sit Segl og givet os Aanden til Forhaandspant i vore Hjerter.
Jeg kalder Gud til Vidne om mine Følelser. Det er for at skaane jer, at jeg endnu ikke er kommen til Korint.
Ikke saa, at vi raader over jeres Tro. Nej vi arbejder med paa at gøre jer glade. For Troen staar I jo fast med.
Men jeg var enig med mig selv om, at med Bedrøvelse vilde jeg ikke komme til jer en Gang til.
For gør jeg jer bedrøvede, hvem har jeg saa til at gøre mig glad uden den, som jeg selv har bedrøvet?
Og jeg skrev netop af den Grund for ikke, naar jeg kom, at faa Sorg af dem, som jeg burde have Glæde af. Og jeg stoler paa jer alle, at min Glæde har I alle Part i.
For ud af stor Nød og Hjertevaande skrev jeg under mange Taarer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, jeg har allermest til jer.
Er der en, der har voldt Bedrøvelse, saa er det ikke mig, han har bedrøvet, men jer allesammen — mere eller mindre, for ikke at overdrive.
Det kan være saadan en nok med den Irettesættelse, han har faaet af Flertallet,
saa I nu i Modsætning dertil snarere maa tilgive og trøste, for at han ikke, saadan som han er, helt skal gaa til i Sorgen, naar den bliver endnu større.
Derfor tilskynder jeg jer til at stemme for Kærlighed imod ham.
Det var jo ogsaa min Hensigt, da jeg skrev, at faa at vide, hvordan I kunde klare jer, om I er føjelige i alle Maader.
Hvem I tilgiver noget, tilgiver jeg ligesaa. For har jeg tilgivet noget og haft noget at tilgive, saa er det gjort for jeres Skyld Ansigt til Ansigt med Kristus,
for at Satan ikke skal overliste os. For det er os ikke ubekendt, hvad han prøver paa.
Da jeg kom til Troas paa Kristus' Glædesbudskabs Vegne, og en Dør stod mig aaben i Herren,
kunde min Aand ikke slaa sig til Ro, fordi jeg ikke traf min Broder Titus; men jeg sagde dem Farvel og drog derfra til Makedonien.
Men Gud ske Tak, som altid lader os følge sit Sejrstog i Kristus og overalt lægger for Dagen gennem os, hvor liflig en Duft det er at kende ham!
For vi er en Kristus-Duft for Gud blandt dem, som frelses, og dem, som gaar tabt,
for de sidste en dødelig Lugt af Død, for de første en oplivende Duft af Liv. Og hvem er skikket dertil?
For vi er ikke som alle de mange, forfalsker ikke Gudsordet; men vi taler stædte for Gud i Kristus af Oprigtighed, som af Gud.
Begynder vi paany at anbefale os selv? Eller trænger vi vel som andre til Anbefalingsbreve til eller fra jer?
I er vort Brev, indskrevet i vore Hjerter, hvor det kendes og læses af alle Mennesker.
Det kan kendes paa jer, at I er et Kristusbrev med os til Penneførere, prentet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke paa Stentavler, men paa Hjertetavler af Kød.
Men saa stor Fortrøstning har vi til Gud — det har vi Kristus at takke for —
ikke just at vi selv er dygtige nok til at finde paa noget lige ud af os selv, men vor Dygtighed har vi fra Gud,
som godt nok har dygtiggjort os til en ny Pagts Tjeneste, ikke Skrifts men Aands. For Skriften slaar ihjel, Aanden gør levende.
Men naar Dødens Tjeneste, prentet med Skrift paa Sten oprandt med Glans, saadan at Iraels Sønner ikke kunde taale at se paa Moses' Ansigt for hans Ansigts den svindende Glans,
hvor skal da ikke langt mere Aandens Tjeneste foregaa med Glans.
For giver det Glans og Ære at tjene den Dom, der fælder, saa er der meget mere en Rigdom af Glans og Ære i at tjene den Ret, der bestaar.
Ja, det, der ellers har faaet Glans og Ære, har slet ikke faaet det her paa disse Egne for den Glans og Ære, der overstraaler det.
For naar Glans og Ære følger det svindende, skal Glans og Ære desmere hvile over det blivende.
Har vi da saa stort et Haab, saa lad os gaa frem med aaben Pande
og ikke gøre som Moses, der bredte et Slør over sit Ansigt, for at Israels Sønner ikke skulde stirre paa det sidste Glimt af det, der svandt.
Men deres Tanker gjordes saa haarde. For lige til den Dag idag bliver det samme Slør ved at hvile over Læsningen af den gamle Pagt og røber ikke, at den svinder i Kristus.
Nej, indtil idag har de, naarsomhelst Moses forelæses, et Slør over deres Hjerte.
Men naarsomhelst de vender om til deres Herre, fjernes Sløret.
Men Herren det er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed.
Men vi alle, som har draget Sløret fra Ansigtet og afspejler Herrens Højheds Glans, omdannes i det samme Billede til større og større Glans, som det føjer sig under en Herre, som er Aand.
Deraf kommer det, at vi, som har denne Tjeneste at passe, som det af Barmhjertighed blev os givet, vi giver ikke tabt.
Nej, vi sagde os engang løs fra det, der er en saadan Skam, at det maa skjule sig, og giver os ikke af med Rænkespind, forfalsker hellerikke Gudsordet. Nej ved at lægge Sandheden klart for Dagen anbefaler vi os selv for ethvert samvittighedsfuldt Menneske for Guds Ansigt.
Er da end vort Glædesbudskab tilsløret, saa gælder det kun blandt dem, der gaar tabt.
Blandt dem har denne Tidsalders Gud blindet de vantros Tankegang, saa Lyset straaler dem ikke imøde fra Glædesbud-skabet om den Salvedes Højheds Glans, han som er et Billede af Gud.
For det er jo ikke os selv men Jesus Kristus, vi udraaber som Herre. Os selv derimod som jeres Tjenere for Jesus' Skyld.
For den Gud, der har sagt: At Mørke skal Lys frembryde! Han blev selv Lys i vore Hjerter, og deraf straaler Oplysningen om Guds Højheds Glans i Kristus' Ansigt.
Men den Skat har vi i Lerkar, for at Kraften i al sin Storhed skal være Guds og ikke have sin Kilde i os.
Overalt er vi trængte, men indeklemte er vi ikke, i Nød, men ikke Fortvivlelse,
forfulgte, men ikke forladte, slaaet til Jorden, men ikke tildøde.
Altid bærer vi med os i vore Legemer den Død, Jesus led, for at ogsaa Jesus' Liv maa blive kendeligt i vore Legemer.
For vi, som lever, gives idelig Døden i Vold for Jesus' Skyld, for at ogsaa Jesus' Liv skal kendes i vor dødelige Natur.
Saa Døden ytrer sin Kraft i os, Livet i jer.
Men vi har den samme Troens Aand, hvorom der staar skrevet: „Jeg tror, derfor taler jeg." Vi tror ogsaa, derfor taler vi.
Og vi ved, at han, som oprejste Herren Jesus, vil ogsaa oprejse os med Jesus og fremføre os sammen med jer.
Det er jo alt sammen for jeres Skyld, for at Naaden mangfoldiggjort gennem dem, der bliver mange, maa gøre Taksigelsen rigelig til Guds Ære.
Derfor giver vi ikke tabt; men om end vort udvortes Menneske ødes, saa fornyes dog Dag for Dag det, vi har indeni os.
For vor Trængsel, forbigaaende og let som den er, virker os en evig Glans og Ære, som vejer tungt og vokser sig større og større over al Maade.
Vi agter ikke paa det, der ses, men paa det, der ikke ses. For det, der ses, har sin Tid. Det, som ikke ses, er evigt.
Vi véd jo, at om end vort jordiske Hus brydes ned, saa har vi et under Bygning oprundet af Gud, et Hus, Hænder ikke har bygget, evigt i Himlen.
Vi sukker jo ogsaa i dette og længes efter at hylles i vor Bolig fra Himlen,
at vi dog endelig ikke skal findes nøgne, men paaklædte.
For vi sukker jo, vi som er i Teltet, og føler os trykkede deraf, fordi vi ikke gerne vil klædes af men overklædes, for at det dødelige maa gaa op i Livet.
Men den, som gjorde os skikkede dertil, er Gud, som gav os Aanden, Forhaandspantet.
Saa lad os da altid være ved godt Mod og skønne, at mens vi er bosat i Legemet, bor vi langt fra Herren.
Hvor der tros, og ikke hvor der ses, har vi jo vor Gang.
Men lad os være ved godt Mod og føle os bedst tilfreds med at flytte bort fra Legemet og bosætte os hos Herren.
Derfor sætter vi ogsaa en Ære i, hvad enten vi er hjemme eller hjemmefra, at være ham til Behag.
For vi maa alle møde frem for Kristus' Domstol, for at hver især kan faa, hvad han gennem sit legemlige Liv har fortjent, i Forhold til, hvad han har taget sig for af godt eller daarligt.
Fuldt vidende om altsaa, hvad det er at frygte Herren, taler vi vor Sag overfor Mennesker. For Gud har vi vist os aabenlyst, som vi er, men jeg haaber at ogsaa I føler i jeres Samvittighed, at vi har gjort saa.
Vi kommer ikke igen og indestaar jer for os selv. Nej, vi giver jer en Anledning til at rose jer af os, som I kan gøre Brug af overfor dem, der roser sig af det udvortes og ikke af Hjertelaget.
For enten vi er højt oppe — det er for Gud, eller paa det jevne — det er for jer.
For Kristus' Kærlighed tvinger os, idet vi har gjort os klart, at en har lidt Døden for alle. Og saa er de jo alle døde.
Og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulde leve deres Liv for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem.
Saa fra nu af har vi ikke vort Kendskab til nogen paa jordisk Vis. Om vi end har lært Kristus at kende paa jordisk Vis, saa gør vi det nu ikke mere.
Saa hvis nogen er i Kristus, er det en Nyskabelse. Det gamle er forbi, se! nyt blevet til.
Men det har altsammen sin Oprindelse fra Gud, som førte os tilbage til et fredeligt Forhold til sig gennem Kristus og gav os Fredsstiftelsens Tjeneste.
Saadan maa vi tænke os, at Gud var i Kristus og bragte Verden i et fredeligt Forhold til sig selv, tilregnede dem ikke deres Fejltrin og grundede hos os Fredstiftelsesordet.
For Kristus har vi da Bud at bringe. Det er, som Gud formaner gennem os: Vi beder for Kristus: Vend tilbage til Fred med Gud!
Han gjorde for os en Synd af ham, som ikke kendte til at synde, for at vi skulde blive Guds Retfærdighed i ham.
Idet vi tager Del i Arbejdet, formaner vi ogsaa til, at I maa ikke tage saadan mod Guds Naade, at der ingenting kommer ud af det.
For det hedder: „I en god Stund bønhørte jeg dig, og paa en Frelsesdag hjalp jeg dig". Se nu er det en kærkommen Stund, nu er det en Frelsesdag.
Og i ingen Henseende volder vi nogen noget Anstød, for at Tjene-sten ikke skal lastes,
men godtgør os som Guds Tjenere med megen Fasthed under Trængsler, i Nød og i Ulempe, under Pine
og Plage, i Fængsel og i Voldsfærd, under Møje og Besvær, i Nattevaagen og i Faste,
med Renhed og Indsigt, taalmodige og velvillige, med Helligaand, med uskrømtet Kærlighed,
med Sandhedsord, med Guddomskraft, rustede med Retfærds Vaaben baade til højre og venstre Haand,
gennem Ære og Vanære, gennem ondt og godt Rygte, som om vi ledte vild, skønt sanddrue,
som om vi var ukendte, skønt man lærer os godt nok at kende, som Dødens Bytte, men, kan I se, vi lever, som strengt nok advarede, men ikke slaaet ihjel,
som bedrøvede, men altid glade, som fattige og gør dog mange rige, som dem der ingenting har, mens alting hører os til.
Nu har vi talt ud for jer, Korintiere, aabnet vort Hjerte.
Der er ikke snevert Rum for jer hos os. Men I har kun snevert Rum i jeres eget Indre.
Til Gengæld — jeg taler til jer som til Børn — giv Plads ogsaa I.
Spænd jer ikke for sammen med vantro. For hvad har Ret og Uret at gaa sammen om? eller hvad har Lys og Mørke at være fælles om?
Hvad har Kristus og Beliar at enes om? eller hvad har troende og vantro faaet at være lige gode om?
Hvilken Overenskomst har Guds Tempel med Afguder? For vi er den levende Guds Tempel, som Gud har sagt: „Jeg vil bo i dem, og i dem vil jeg være, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.
Derfor bryd ud af deres Kreds, og skil jer fra dem, siger Herren, og rør ikke ved urent, saa skal jeg tage mig af jer.
Og saa vil jeg være en Fader for jer, og I skal være Sønner og Døtre for mig, siger Herren den alraadende."
Naar vi da har disse Løfter, kære, saa lad os rense os selv fra alle kødelige og aandelige Pletter og i Gudsfrygt naa vort Hellighedsmaal.
Giv os Plads. Vi har ingen gjort Uret, ingen ødelagt, ikke gjort os Fordel paa nogens Bekostning.
Jeg siger det ikke for at fælde en Dom. Jeg har jo iforvejen sagt, at vi har jer i vore Hjerter, rede til at følges ad i Liv og Død.
Min Frimodighed er stor overfor jer. Jeg er rigtig stolt af jer. Jeg er fuld af Trøst, strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
For, da vi kom til Makedonien, havde vi i jordisk Forstand ingen Ro, men Trængsel overalt, udadtil Kampe og indadtil Farer at frygte.
Men han, som trøster de ydmyge, Gud selv, trøstede os ved, at Titus kom tilstede,
og ikke blot ved, at han kom tilstede, men ogsaa ved den Trøst, I havde trøstet ham med, idet han bragte os Bud om jeres Længsel, jeres Suk og Klage, jeres varme Deltagelse for mig, saa jeg maatte glæde mig desto mere.
For om jeg ogsaa har bedrøvet jer med Brevet, saa fortryder jeg det ikke, og om jeg ogsaa har fortrudt det — for jeg ser jo, at I tog jer det Brev nær, om det end kun stod paa en Tid —
saa glæder jeg mig nu, ikke fordi I blev bedrøvede, men fordi Bedrøvelsen førte jer til Omsindelse. For I blev jo bedrøvede, som Gud vilde, og saa gør vi jer ingen Fortræd med det.
For Bedrøvelse, som Gud vil, fremmer Omsindelse til Frelse, og det fortryder man ikke. Men Verdens Bedrøvelse fremmer Død.
For her kan I jo se paa dette at blive bedrøvet, som Gud vil, hvor mægtigt det har fremmet jeres Ivrighed, ja drevet jer til Forsvar, til Vredesudbrud, til Alvor, til Længsel, til Nidkærhed, til at lade Retten gaa sin Gang. I et og alt har I godtgjort, at I staar rene i den Sag.
Naar jeg har skrevet til jer, er det altsaa ikke af Hensyn til den, der har gjort Uret, eller til den, der har lidt Uret ; men Hensigten var, at jeres Ivrighed ret skulde komme for Dagen, Ivrigheden for os blandt jer for Guds Ansigt.
Deraf kom det, at vi er bleven trøstede. Men vi blev saa meget mere glade over den Trøst, vi fik, fordi Titus havde den Glæde, at I alle har været med til at bringe hans urolige Aand til Hvile.
For om jeg i nogen Henseende har rost mig af jer for ham, saa er jeg ikke bleven til Skamme, men ligesom alt, hvad jeg sagde jer, var sandfærdigt, saadan blev ogsaa det til Sandhed, som vi havde rost os af overfor Titus.
Og hans inderlige Følelser for jer bliver ikke mindre, naar han mindes, at I alle var saa føjelige, hvor ængsteligt og bævende I tog imod ham.
Jeg er glad over, at jeg i enhver Henseende ved, jeg kan stole paa jer.
Vi kan lade jer vide, Brødre, om den Guds Naade, som er bleven dem given i de makedoniske Menigheder,
at mens de havde at staa deres Prøve i megen Trængsel, gjorde deres grænseløse Glæde og deres bundløse Fattigdom deres ærlige Hjertelag til en saameget større Rigdom.
For efter Evne, kan jeg vidne, ja over Evne var de af sig selv villige og udbad sig meget;
indtrængende som en Gunst at være med til at gøre de hellige denne Tjeneste,
og nøjedes ikke med, hvad vi gjorde os Haab om; nej Guds Vilje føjede det saa, at de gav først sig selv til Herren og til os,
saa vi kunde opmuntre Titus til at blive ved, som han havde begyndt, og afslutte denne Velgerning hos jer.
Men som I er fremmelige i alt andet, i Tro og Tale og Indsigt og al Ivrighed og i den Kærlighed, der kommer fra os og kendes hos jer — saadan skal I ogsaa være fremmelige i denne Velgerning.
Det er ikke noget jeg befaler, men jeg bruger de andres Kappelyst til at prøve, om ogsaa jeres Kærlighed er ægte.
For I kender jo vor Herres Jesus' Kristus' Velgerning. Han var rig, men blev for jeres Skyld fattig, for at i skulde blive rige ved hans Fattigdom.
Og her har I min Mening i den Sag. I tjener jer selv med det, idet I for Aar og Dag siden var først paa Færde, ikke blot med Gerningen men ogsaa med Lysten dertil.
Før saa ogsaa nu Gerningen igennem, for at lade Gennemførelsen svare til, hvad I har, ligesom Villigheden til Lysten.
For naar Villigheden er given, saa retter den glade Modtagelse sig efter, hvormeget man har, og ikke, hvormeget man ikke har.
Det er ikke Meningen, at andre skal føle Lettelse og I Vanskelig-heder, men ligeligt.
Nu for Tiden kommer det, I har tilovers, deres Trang tilgode, for at det, de faar tilovers, igen kan komme jeres Trang tilgode, saa det gaar lige op.
Som skrevet staar: „Den, som fik meget, samlede sig ikke rigere, og den, der fik lidt, kom ikke tilkort".
Gud ske Tak, han lægger Titus den samme Iver for jer saa varmt paa Hjerte.
For en Opfordring havde han vel modtaget, men ivrig paa det, gik han til jer af egen Drift.
I Følge med ham sendte vi den Broder, hvis Ros som Evangelist genlyder i alle Menighederne,
ja hvad mere er, han som af Menigheden er valgt til vor Ledsager paa Rejsen med denne Vennegave, den vi tjener, som hans — Herrens — Ære og vor gode Vilje byder os,
idet vi maa sikre os imod, at nogen skulde have noget at sige os paa, mens vi har al den Velstand mellem Hænderne.
For vi tænker i Tide paa, hvad der er rigtigt ikke blot overfor Herren, men ogsaa overfor Mennesker.
Sammen med dem sendte vi vor Broder, som vi saa mange Gange i mange Forhold har fundet virksom og nu endda meget mere med al den Tillid, han har til jer.
Enten det nu er Titus, det gælder om — han gør fælles Sag med mig og er med til at arbejde for jer — eller vore Brødre — de er Menigheds-Sendemænd; dem har Kristus Ære af.
Saa giv dem da i Menighedernes Paasyn Syn for Sagn om jeres Kærlighed og om alt det, vi roser jer for.
Ja, Hjælpen til de hellige behøver jeg jo ikke at skrive til jer om.
Jeg kender jo jeres Villighed, som jeg roser mig af jer for hos Makedonierne, hvordan Akaja har indrettet sig paa det allerede for Aar og Dag siden, og det, at I var saa ivrige, æggede dem, der øgede Tallet.
Men jeg har sendt Brødrene, for at vor Stolthed over jer ikke skal slaa fejl i den Retning, for at I, som jeg har sagt, maa være færdige til det.
Naar der kommer Makedoniere med mig, maatte de nødig træffe jer uforberedte, saa vi — for ikke at sige I — skulde blive til Skamme med det, vi stolede saa sikkert paa.
Saa har jeg da holdt det for nødvendigt at opfordre Brødrene til at drage forud til jer og i Forvejen bringe denne Velsignelse i Stand efter jeres forud givne Løfte, at den saadan kan være tilrede som en Velsignelse og ikke paa Gerrigmands Vis.
Sagen er den: Den, som saar sparsomt, høster ogsaa sparsomt, og den, som velsigner, naar han saar, faar ogsaa en velsignet Høst, naar han høster.
Enhver lade sit Hjerte raade uden at føle sig ked af det eller nødsaget til det. For Gud elsker den, der er glad ved at give.
Gud har Magt til at overvælde jer saadan med Gavmildhed i alle Maader, at I altid i enhver Henseende kan have nok selv og rigeligt til enhver god Gerning,
som der staar skrevet: „Han deler ud, han giver dem, der trænger, hans Dyd bestaar evindelig!"
Men han, som forsyner Sædmanden med Saakorn og Brødkorn, vil forsyne jer med rigelig Udsæd og mange Fold at høste af den Dyd,
I øver, saa I bliver rige nok i et og alt til al saadan ærlig Færd, som gennem vore Hænder fører til et: Gud ske Tak.
For Ydelsen af denne Kirketjeneste ikke alene bøder paa de helliges. Savn, men fyldes selv og strømmer over af Taksigelser til Gud fra mange,
som i Anerkendelse af Ydelsens Værd priser Gud, fordi I er lydige mod jeres Ja til Kristus' Glædesbudskab og ærligt holder Fælles-skab med dem og med alle,
idet de ogsaa under Forbøn for jer føler sig dragne til jer for den Guds Naades Skyld, der er over jer og er saa overmaade stor.
Gud ske Tak for hans usigelig gode Gave.
Jeg formaner jer med kristelig Sagtmodighed og Mildhed, jeg Paulus selv, som nærværende er saa ydmyg hos jer, men paa Afstand gaar jer dristigt paa. —
Det er min Bøn, at jeg naar jeg er nærværende, maa blive fri for at gaa jer dristigt paa med den Tillid til mig selv, som jeg mener, jeg nok tør vove overfor en og anden, som tænker sig, at vi lader os lede af jordiske Hensyn.
Ja for samtidig med, at vi lever vort Liv i jordiske Kaar, kæmper vi ikke vor Kamp paa jordisk Vis.
For de Vaaben, vi fører Krig med, er ikke jordiske, men vældige for Gud til at nedbryde faste Borge. Tankebygninger river de ned
med alt det, der rager op og vil rejse sig til Modstand mod Gudserkendelsen, og hver Tankeslutning tager de til Fange, saa den maa lyde Kristus,
og al Ulydighed er de paa rede Haand til at holde Rettergang over, naar jeres Lydighed har fyldt sit Maal.
Se dog, hvad der falder lige i øjnene! Naar en føler sig vis paa, at han selv hører Kristus til, saa skal han igen slutte fra sig selv, at vi lige saa vel hører Kristus til som han.
Ja om jeg ogsaa lidt ud over det roser mig af vor Myndighed, given os af Herren til at opbygge jer og ikke til at rive jer ned, saa bliver jeg ikke til Skamme,
for at det ikke skal se ud, som om jeg vil kyse jer med Brevene.
Brevene, siger de jo, har Vægt og Styrke, men den personlige Nærværelse er kraftesløs, og Ordet, han fører, ikke værdt at regne for noget.
Saadan en skulde slutte sig til, at som vi fører Ordet i Brevform under vor Fraværelse, saadan gør vi ogsaa vor Gerning under vor Nærværelse.
For vi har ikke Mod til at regne os med til eller maale os med visse Folk, som anbefaler sig selv. Men de kan ikke forstaa, at de maaler sig selv med sig selv og sammenligner sig selv med sig selv.
Men vi vil ikke rose os ud i det grænseløse, men maalt med den Virkekreds, Gud har tilmaalt os: ogsaa at naa frem til jer.
Vi rækker os ikke saa langt, at vi kommer ud over os selv, som hvis vi ikke var naaet frem til jer. Vi har jo ogsaa naaet jer med Kristus Glædesbud.
Det er ikke andres Arbejde, vi roser os af ud i det grænseløse. Men vi har det Haab, at eftersom jeres Tro vokser, skal vi blive større og faa vor Virkekreds udvidet
og bære Glædesbud videre ud end til jer, ikke i en andens Virkekreds rose os af, hvad der er færdig gjort.
Men den, som roser sig, skal gøre det som Tjener for en Herre.
For den, der anbefaler sig selv, er ikke dermed godkendt. Det er kun den, der anbefales af sin Herre.
Tjen mig i ikke at tage mig en Smule Daarskab ilde op. Nej vist tager I mig ikke det ilde op.
For I ligger mig varmt paa Hjerte, med Guds Hjertevarme. For jeg trolovede jer med en til Ægtemand, som en ren Jomfru at stille Kristus ved Siden.
Men jeg er bange for, at Slangen, som, den narrede Eva med sin Argelist, skal forstyrre jeres sunde Sans, saa I bliver upaalidelige overfor Kristus.
Jo hvis den, der kommer til jer, forkynder jer en anden Jesus og ikke den, som vi forkyndte, eller der gives jer en anden Aand end den, der da blev jer given, eller et andet Glædesbud end det, I da tog imod, saa vilde I finde jer ganske roligt deri.
Jeg gaar nemlig ud fra, at jeg ikke i nogen Henseende staar tilbage for hine ualmindelig store Apostle.
Men om jeg end er en jevn Menigmand til at føre Ordet, saa er jeg det ikke til at vide Besked. Det har vi netop altid og i alle Maader vist jer.
Eller har jeg gjort noget galt ved at ydmyge mig selv for at hæve jer, idet jeg bragte jer Guds Glædesbud for ingenting ?
Jeg har taget fra andre Menigheder og ladet dem lønne mig for at være jer til Tjeneste.
Og da jeg var hos jer, stillede jeg selv i Nød og Trang ikke Fordringer til jer. For hvad jeg savnede, blev jeg forsynet med af Brødrene, da de kom fra Makedonien. Og altid har jeg holdt mig fri for at falde jer til Besvær og vil saa fremdeles.
Det er saa vist som, at jeg har Kristus' Sandhed i mig, at den Ros skal man lade mig beholde indenfor Akajas Omraade.
Hvorfor det? Fordi jeg ikke holder af jer? Det ved Gud, jeg gør.
Men hvad jeg gør nu og fremdeles, det gør jeg for at umuliggøre dem, der ønsker sig det, Lejligheden til at vise sig os jevnbyrdige i det, de har at rose sig af.
For saadanne Folk er falske Apostle, uredelige Arbejdere, der giver sig Udseende af Kristusapostle.
Og det er ikke at undres over; for Satan selv giver sig Udseende af en Lysengel.
Saa er det da ikke noget stort, at ogsaa hans Tjenere forklæder sig som den gode Sags Tjenere. Men det skal ende med at gaa dem efter deres Gerninger.
Jeg gentager det: Ingen skal antage mig for en Daare. Og selv i saa Fald — tag imod mig som den Daare, jeg er, for at jeg ogsaa kan komme til at rose mig selv lidt.
Hvad jeg siger, tjener jeg ikke min Herre med at sige. Nej det er, som om Daarskaben løb af med mig i dette selvtillidsfulde Praleri.
Naar der er saa mange, der praler paa jordisk Vis, ' saa vil jeg ogsaa prale.
I finder jer jo gladelig i dem, der er Narre, mens I selv er kloge.
For I finder jer i, at man trælbinder jer, at man æder jer op, at man fanger jer ind, er stor paa det og slaar jer i Ansigtet.
Jeg er skamfuld ved at sige det, for vi andre har været magtesløse. Men hvad en anden pukker paa -- nu snakker jeg som en Daare —det vil jeg ogsaa pukke paa:
De er Hebræere. Det er jeg ogsaa. De er Israeliter. Det er jeg ogsaa. De er Abrahams Afkom. Det er jeg ogsaa.
De tjener Herren. Nu er jeg mere end taabelig — det overgaar jeg dem i. Under langt mere Møje og Besvær, langt mere Pine og Plage — utallige Gange i Fængsel, tidt truet med Død.
Af Jøder har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag saa nær som et.
Tre Gange har jeg faaet Stokkeslag, en Gang er jeg bleven stenet. Tre Gange har jeg lidt Skibbrud. Et Døgn har jeg svævet i Havsnød,
tidt paa Vandring, i Fare, hvor der var Floder, i Fare, hvor der var Røvere, i Fare, der kom fra Landsmænd, i Fare, der kom fra andre Folk, Fare i By, Fare i Ensomhed, Fare tilsøs, Fare blandt falske Brødre —
under Slid og Slæb, tidt uden Nattesøvn, under Sult og Tørst, saa tidt under Faste, i Kulde og uden Klæder,
og saa desforuden Dag ud og Dag ind at blive overhængt, alle Menighedernes Bryderi.
Hvem er syg, uden at jeg er det? Hvem udsættes for Fald, uden at det brænder i mig?
Skal jeg rose mig, saa vil jeg rose mig al det, der følger af min Svaghed.
Herre Jesus' Gud og Fader — velsignet være han i al Evighed — han ved, at jeg ikke lyver.
Kong Aretas' Statholder i Damaskus holdt Damaskenernes By bevogtet for at gribe mig.
Men gennem en Luge blev jeg firet ned ad Muren i en Kurv og slap ham ud af Hænderne.
Selvros maa der til, og heldigt er det ikke. Men nu gaar jeg over til Syner og Herrens Aabenbarelser.
Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten Aar siden — om det var legemligt ved jeg ikke eller udenfor Legemet ved jeg ikke. Gud ved det. -- Som han var, blev han bortført til den tredje Himmel.
Og jeg kender det Menneske, der saadan — om det var legemligt, det ved jeg ikke, eller udenfor Legemet, det ved jeg ikke. Gud ved det —
blev bortført ind i Paradiset og hørte Ord, som ikke kan siges, som et Menneske ikke har Lov til at udtale.
Saadan en vil jeg rose mig af. Men jeg vil ikke rose mig selv af andet end min Svaghed.
For om jeg engang vil rose mig, saa bliver jeg vel ikke en Daare, for snu siger jeg Sandhed. Men jeg holder igen, for at ingen skal gøre sig Tanker om mig, der gaar ud over, hvad han faar at se og høre af mig.
Og for at jeg ikke skulde blive overmodig af det overvældende i Aabenbaringerne, blev der givet mig en Brod i Kødet, en Satans-Engel til at slaa mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde blive overmodig.
Om ham raabte jeg tre Gange til Herren, om han dog ikke maatte vige fra mig.
Men han har sagt til mig: Min Naade er dig nok, for Kraften naar sit fulde Maal i Skrøbelighed. Saa kan jeg da bedst lide at rose mig af mine Skrøbeligheder, for at Kristus' Kraft maa hvile over mig.
Derfor vælger jeg Sygdom, Overfald, Nød, Forfølgelser og bange Kaar for Kristus. For naar jeg er svag, saa er jeg stærk.
Jeg er bleven en Daare. I har nødt mig dertil. Jeg kunde vel fortjene Anbefaling fra jer. For jeg har ikke staaet det mindste tilbage for hine ualmindelig store Apostle, om jeg end ingenting er.
Det Apostlen kendes paa, er til Stadighed fuldbyrdet iblandt jer med Tegn og Undere og Kraftytringer.
Ja hvori har I staaet tilbage for de andre Menigheder uden det, at jeg ikke har stillet Fordringer til jer? Tilgiv mig den Uret?
Ser I, nu er jeg for tredje Gang rede til at komme til jer og vil ikke stille Fordringer. For jeg bryder mig ikke om at faa, hvad I har, men jer selv. For det er ikke Børnene, der skal samle Gods til Forældrene, men Forældrene til Børnene.
Jeg skal med Glæde betale og vil selv være Betalingen for jeres Liv og Sjæl. Bliver jeg mindre afholdt, jo mere jeg holder af jer?
Nu lad saa være, trykket jer har jeg ikke. Men jeg er en Rænkesmed og har narret jer.
Har jeg vel gjort mig nogen Fordel paa jeres Bekostning gennem nogen af dem, jeg har sendt til jer?
Jeg henvendte mig til Titus og gav ham den Broder med, der fulgte ham. Har Titus vel udnyttet jer til sin Fordel? Førte vi ikke vort Liv i en og samme Aand, i et og samme Spor?
I har længe gaaet og ment, at vi forsvarede os overfor jer. Det er for Gud, vi taler, i Kristus. Men det hele, kære, for at fremme jeres Opbyggelse.
For jeg er bange for, at jeg ikke skal finde jer efter Ønske, naar jeg kommer, og hellerikke selv svare til, hvad I ønsker. At der skulde forekomme Kiv, Heftighed, Vredesudbrud, Uforligelighed, Bagtalelse, Sladder, Hovmod, Fredsforstyrrelse —
at min Gud vil ydmyge mig hos jer, naar jeg kommer igen, og mange af dem, som før har syndet og ikke omvendt sig, skal volde mig Sorg over det urene, løsagtige, tøjlesløse Levned, de har gjort sig skyldige i.
Nu er det tredje Gang, jeg kommer til jer. Naar to eller tre Vidner har talt, skal enhver Sag dermed være afgjort.
Jeg har sagt det forud og siger det forud, som nærværende den anden Gang saa fraværende nu, til dem, som før har syndet, og til alle de andre, at kommer jeg igen en Gang til, saa farer jeg ikke med Lempe,
siden I endelig vil have det slaaet fast, at Kristus taler i mig, han som ikke er magtesløs, naar det gælder jeres Vel, men mægtig i jer.
At han blev korsfæstet, kom vel af Magtesløshed; men at han lever, kommer af Guds Kraft. Vi er vel ogsaa magtesløse i ham ; men med ham skal vi leve til bedste for jer af Guds Kraft.
Prøv jer selv, om I er i Troen. Lad det kendes, hvad I duer til. Eller kender I ikke jer selv godt nok til at vide, at Kristus Jesus er i jer? — om I da kan bestaa Prøven.
I véd nok, haaber jeg, at vi kan bestaa Prøven.
Men det er vor Bøn til Gud, at I ikke maa gøre noget ondt, ikke for at vi skal kendeligt bestaa Prøven, men for at I maa gøre det gode, mens vi ikke ser ud til at have bestaaet vor Prøve.
Vi formaar jo ingenting i Strid med Sandheden, men vel paa Sandhedens Side.
Ja vi er glade, naar vi selv er magtesløse, og I er ved Magt.' Det er ogsaa det, vi beder om, at I maa blive dygtiggjorte.
Dette skriver jeg, mens jeg er fraværende, for at jeg ikke, naar jeg er nærværende, skal tage haardt fat, som Herren har givet mig Myndigheden dertil for at bygge op og ikke for at bryde ned.
Forøvrigt lev vel, Brødre! Lad jer dygtiggøre, opmuntre, vær enige, hold Fred. Saa skal Kærlighedens og Fredens Gud være med jer.
Hils hverandre med helligt Vennekys.
Jeg skal hilse jer fra alle de hellige.
Herrens Jesus Kristus' Naade og Guds Kærlighed og Helligaandens Fællesskab være med jer alle!
Fra Paulus, Apostel ikke med Bud fra Mennesker eller Sendelse fra noget Menneske, men sendt af Jesus Kristus og af Gud Fader, som vakte ham op af Døde —
og fra alle de Brødre, jeg har med mig — til Menighederne i Galatien.
Naade være med jer, og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus,
som gav sig selv, for vore Synders Skyld, for at fri os ud af den nuværende onde Tidsalder efter vor Guds og Faders Vilje.
Hans være Æren i alle Evighedernes Evigheder. Amen!
Det undrer mig, at I saa snart vender jer bort fra den, som indbød jer med Kristus' Naade, til et andet Glædesbud,
som dog ikke bestaar i andet end, at der er nogen, der ikke kan lade jer være i Fred, men vil vende op og ned paa Kristus' Glædesbudskab.
Men selv om vi eller en Engel fra Himlen vilde bringe jer andet Glædesbud end det, vi bragte jer — banlyst være han!
Som vi har sagt én Gang, siger vi en Gang til: Om nogen bringer jer Glædesbud, som er forskelligt fra det, I dengang fik — banlyst være han!
Er det nu Menneskers eller Guds Bifald, jeg søger at vinde? Eller er det Mennesker, jeg vil gøre mig gode Venner med? Hvis jeg endnu gjorde mig gode Venner med Mennesker, var jeg ikke Kristus' Tjener.
Men det kan jeg lade jer vide, Brødre: Det Glædesbud, I har faaet fra mig, er ikke Menneskeværk.
for det er hellerikke noget Menneske, jeg har faaet det fra eller lært det af, men gennem Jesus Kristus' Aabenbarelse fik jeg det.
I har jo hørt om, hvordan min Færd engang var paa Jødedommens Grund. Jeg kunde ikke faa nok af at forfølge og fortrænge Guds Menighed.
Og jeg gik videre i at drive paa Jødedommen end mange af mine jevnaldrende Stammefrænder, endnu mere ivrig for mine fædrene Overleveringer.
Men da han, som fra Moders Liv havde udvalgt mig og gennem sin Naade gav mig mit Kald, fandt det for godt
at aabenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde bære Glædesbud om ham blandt Hedningerne, saa gik jeg straks ikke hen og betroede mig til Kød og Blod
og ikke op til Jerusalem til dem, som før mig var Apostle. Men jeg gik til Arabien og vendte saa tilbage til Damaskus.
Og tre Aar efter gik jeg saa til Jerusalem for at gøre Bekendtskab med Kefas, og jeg blev hos ham i femten Dage.
Men nogen anden af Apostlene saa jeg ikke, kun Jakob Herrens Broder.
At det, jeg skriver til jer her, ikke er Løgn, kalder jeg Gud til Vidne paa.
Siden-efter gik jeg til det Syrisk-Kilikiske Omraade.
Men jeg var personlig ukendt i Kristenmenighederne i Judæa.
Kun det havde de hørt: Han, som før forfulgte os, bringer nu Glædesbud om den Tro, han før vilde fortrænge.
Og de priste Gud for mig.
Derefter, da fjorten Aar var gaaet, drog jeg igen til Jerusalem sammen med Barnabas, og Titus havde jeg med.
Jeg rejste tilskyndet af en Aabenbaring, og jeg forelagde for dem — underhaanden, for de mest ansete — det Glædesbud, jeg endnu forkynder blandt Hedningerne, om jeg vel farer med Tant eller dengang gjorde saa.
Men ikke engang Titus, som var med mig og var Hellener, blev nødt til at lade sig omskære.
For de falske Brødres Skyld, som man havde faaet med ind, og som sneg sig ind for at holde Øje med den Frihed, vi nyder, den vi har i Kristus Jesus, for at trælbinde os,
lod vi os aldrig, ikke for en Time, noget paatvinge af dem, for at I skal blive ved at beholde den Sandhed hos jer, Glædes-budskabet indeholder.
Men fra deres Side, som anses for at være noget stort — hvad de saa dengang var, bryder jeg mig ikke om; Gud regner ikke med Personsanseelse — de mest ansete altsaa havde ingenting at føje til,
men tvertimod, da de saa, at det var blevet mig betroet at bringe de uomskaarne deres Glædesbudskab ligesom Peter de omskaarne,
og den, som havde rustet Peter med Kraft til Omskærelsens Apostelkald jo ogsaa havde rustet mig med Kraft til Hedningernes Bedste,
og da de erkendte den Naade, der var mig given, saa gav de, der holdtes for Grundpiller, Jakob og Kefas og Johannes mig og Barnabas Samfundshaandslag, for at vi skulde gaa til Hedningerne og de til Omskærelsen.
Kun skulde vi tænke paa de fattige, og netop det gjorde jeg mig Umage for.
Men da Kefas kom til Antiokia, imødegik jeg ham aabenlyst, fordi han unægtelig havde Uret.
Førend der kom nogen fra Jakob, spiste han nemlig sammen med Hedningerne. Men da de kom, forstilte han sig og holdt sig for sig selv, af Frygt for dem, der hørte til Omskærelsen.
Og tillige med ham hyklede ogsaa de andre Jøder, saa endog Barnabas lod sig rive med af deres Hykleri.
Men da jeg saa, at de ikke holdt sig paa den lige Vej med Glædesbudskabets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Nærværelse: Naar du, som er Jøde, lever efter hedensk og ikke efter jødisk Skik, hvor kan du saa tvinge Hedningerne til at leve paa jødisk?
Vi som er Syndere af jødisk Rod og ikke af Hedningeæt,
men ved, at man bliver ikke frikendt som Følge af Lovgerninger, men kun af Kristus-Jesus-Tro, vi har ogsaa troet paa Krisus Jesus for at blive frikendte som Følge af Kristustro og ikke af Lovgerninger. For der er ikke en eneste Sjæl, der bliver frikendt som Følge af Lovgerninger.
Hvis vi da selv synder ved at ty til Kristus om Frifindelse, saa staar jo Kristus — bevar os vel — i Syndens Tjeneste.
For naar jeg bygger det op igen, som jeg selv har brudt ned, saa godtgør jeg jo selv, at jeg har forset mig.
Jeg er jo gennem Lov død for Lov, for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus.
Det er ikke mere mig selv, der lever Livet, det er Kristus, der lever det i mig. Hvad jeg nu lever legemligt, lever jeg i Guds Søns Tro, han som af Kærlighed gav sig selv for mig,
Jeg ringeagter ikke Guds Naade. Men hvis Lov kan føre til Frifindelse, saa er aabenbart Kristus død for ingenting.
I tankeløse Galater! Hvem har forhekset jer, mens det forud stod jer skrevet lige for Øjnene: Jesus Kristus — korsfæstet?
Det ene vil jeg gerne have at vide af jer: Fik I Aanden som Følge af Lovgerninger eller af Tro genlydende fra Mund til Mund?
Er I da saa tankeløse? Vil I føre det til Ende kødeligt, som I begyndte aandeligt?
Har I lidt saa meget og ingenting faaet ud af det? Hvis det da er blevet til ingenting.
Altsaa han som giver jer Aanden og virker kraftige Gerninger hos jer, gør han det som Følge af Lovgerninger eller af Tro, genlydende fra Mund til Mund,
ligesom Abraham troede, og det blev taget for Fyldest.
I ved jo godt, at de som har det af Tro, er Abrahams Børn.
Men Skriften, som forudsaa, at Gud frikender Hedningerne af Tro, lod forud det Glædesbud lyde til Abraham: I dig skal alle Hedningefolkene velsignes."
Saa de, der har det af Tro, bliver velsignede sammen med den troende Abraham.
Alle de, der fører det tilbage til Lovgerninger, er jo under Forbandelse. For der staar skrevet: „Bandlyst hver den, som ikke bliver ved fra først til sidst og gør alt det, der staar skrevet i Lovbogen."
Men at ingen ad Lovens Vej faar Ret hos Gud, er aabenbart deraf, at: „hvo Ret har, af Tro skal han leve".
Men Loven er ikke af Tro. Nej den, som gør dette, skal leve af dette.
Kristus har løskøbt os fra Lovens Band ved at blive Bandlysning for os — for der staar skrevet: „Bandlyst enhver, som hænger paa en Pæl" —
for at Abrahams Velsignelse skulde komme Hedningerne til gode i Kristus Jesus, for at vi ved Troen kan faa Løftet om Aanden opfyldt.
Brødre, jeg udtrykker mig jevnt menneskeligt. Naar en Mand har faaet en Arvepagt kendt gyldig, er der ingen der desuagtet sætter sig ud over den eller føjer noget nyt til.
Løfterne blev tilsagte Abraham og hans Efterkommer. Det hedder ikke hans Efterkommere, som naar der er flere, men som om en: og din Efterkommer — det er Kristus.
Det siger jeg: En Arvepagt, som først er kendt gyldig af Gud, kan den Lov, som er bleven til 430 Aar senere, ikke sætte ud af Kraft og saaledes tilintetgøre Løftet.
Hvis Arvegangen hvilede paa en Lov, saa hvilede den jo ikke paa et Løfte. Men Gud har givet Abraham sin Gave med et Løfte.
Hvad skal da Loven til? Den blev føjet til for Fejltrinenes Skyld, indtil den Efterkommer indtraf, hvem Løftet var givet, og den blev bragt i Stand ved Engle, lagt i en Mellemmands Haand.
Den der er Mellemmand, er det ikke for en. Men Gud er en.
Er da Loven i Strid med Løftet? Dog vel ikke! For blev der givet en Lov, som kunde levendegøre, saa skyldtes Rettens Fyldestgørelse virkelig en Lov.
Nej Skriften sammenfattede det alt-sammen under Synd, for at Løftet skulde af Jesus-KristusTro gives dem, som tror.
Men før Troen kom, var det en Lov, der passede paa os og holdt os samlede under Laas og Lukke til den Tro, som engang skulde aabenbares.
Saa Loven er kommen til at opdrage os som Børn til Kristus, for at Retten skulde blive os tilkendt af Tro.
Da nu Troen er kommen, er vi ikke mere under Opdrageren.
I er jo alle Guds Sønner gennem Troen i Kristus Jesus
For I har jo, saa mange som er døbte til Kristus, iført jer Kristus.
Deri er der ikke Jøde og ikke Hellener, ikke Træl og ikke fri, ikke Mandkøn og ikke Kvindekøn, for I er alle en i Kristus Jesus.
Men hører I Kristus til, saa er I Abrahams Afkom, Arvinger efter Løfte.
Men jeg siger: Mens Arvingen er umyndig, er der, saa længe det varer, ingen Forskel paa ham og en Træl, skønt han er Herre til det altsammen.
Men han staar under Tilsynsmænd og Værger, indtil den af Faderen forud bestemte Tid.
Saadan var ogsaa vi trælbundne af Verdens Leveregler, da vi var umyndige.
Men da Ventetiden var tilende, sendte Gud sin Søn ud, oprunden af en Kvinde, oprunden under Lov,
for at løskøbe dem, som stod under Lov, for at vi skulde faa det som Sønner.
Og, fordi I er Sønner, sendte Gud sin Søns Aand ud og lige ind i jeres Hjerter, hvor den raaber: Abba, Fader!
Saa du er ikke mere Træl, men Søn. Og er du Søn, er du ogsaa Arving og kan takke Gud derfor.
Men, da I dengang ikke kendte Gud, var I de Guders Trælle, som i Virkeligheden ikke er Guder.
Nu da I kendes ved Gud og — hvad mere er — Gud kendes ved jer, hvor kan I da vende tilbage igen til de stakkels fattige Leveregler og vil gerne trælle for dem om igen forfra?
I regner med Dage og Maaneder, Tider og Aar.
Jeg er bange for, at jeg har spildt mit Arbejde paa jer.
Bliv som jeg er, for jeg er bleven, som I er Brødre. Det beder jeg jer om. I har ikke gjort mig Fortræd.
Men I ved, at det var legemlig Sygdom, der gjorde, at jeg første Gang kom til at bringe jer Glædesbud.
Og I mødte dog ikke med Foragt eller Afsky det, der i mit udvortes kunde friste jer dertil. Nej I tog imod mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus.
I priste jeres Lykke. Hvor er det nu bleven af? For jeg giver jer det Vidnesbyrd, at havde det været muligt, saa havde I revet jeres Øjne ud og givet mig dem.
Er jeg bleven saa godt som en Fjende af jer ved at sige jer Sandheden?
De er saa ivrige efter jer, og smukt er det ikke af dem. Nej det, de vil, er at afspærre jer, for at I skal blive deres ivrige Tilhængere.
Og det er godt at være ivrig Tilhænger af noget godt altid og ikke blot, naar jeg er hos jer.
Mine Børn, som igen volder mig Veer, lige til Kristus vinder sin Skikkelse i jer,
hvor vilde jeg gerne være tilstede hos jer og stemme Tonen ret, for jeg kan ikke blive klog paa jer.
Sig mig I, som saa gerne vil staa under Loven: Kan I ikke høre Loren?
Der staar jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Trælkvinden og en med den frie.
Men Trælkvindesønnens Fødsel er gaaet naturligt til, den frie Kvindes Søns i Kraft af Løftet.
Det taler Billedsprog, for det er to Arvepagter, en fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom. Det er Hagar.
For Hagar er Sinai Bjerg i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det er med sine Børn i Trældom.
Men det Jerusalem hist oppe er frit, og det er vor Moder.
For der staar skrevet: „Glæd dig du ufrugtbare, som ikke føder! Bryd ud og raab, du som har ingen Veer! For den forladte har mange flere Børn end den, som har Manden."
I, Brødre, er Løfte-Børn som Isak.
Men ligesom dengang han, som var født paa naturlig Vis, forfulgte ham, som var født paa Aandens Vis, saadan ogsaa nu.
Men hvad siger Skriften? Jag Trælkvinden bort og hendes Søn med, for Trælkvindesønnen skal ikke gaa i Arv med den fries Søn".
Der kan I se! Vi er ikke Trælkvindebørn, men fri Kvindes Børn.
Friheden skal vi nyde, dertil har Kristus frigjort os. Saa staa da fast, og lad jer ikke spænde under Trælleaag paany.
Ser I, det siger jeg Paulus jer, at, hvis I lader jer omskære, er Kristus jer ingen Nytte til,
men det er endnu engang mit Alvorsord til ethvert Menneske, som lader sig omskære, al det er hans Skyldighed at holde hele Loven.
Jeres Forhold til Kristus er brudt, naar I bygger jeres Ret paa en Lov. I er falden ud af Naadestanden.
For med Aand af Tro gør vi os Haab om Ret.
For i Kristus Jesus har hverken Omskærelse eller Ikkeomskærelse noget at betyde, men kun Tro, som har sin Styrke i, hvad Kærlighed formaar.
I var kommen saa godt i Gang. Hvem har lagt jer Hindringer i Vejen for at lade Sandhed raade?
Der har I ikke ladet jer raade af den, som indbød jer.
En lille Smule Sur-dejg syrer hele Dejgen.
Jeg har den Tillid til jer i Herren at I ikke vil skifte Sind. Men den, der ikke kan lade jer Fred, skal faa sin Dom at føle, hvem han saa end er.
Og jeg, Brødre, gaar jeg endnu og forkynder Omskærelse hvorfor bliver jeg da endnu forfulgt? Saa er Korsets Mènstød (Forargelse) jo ryddet afvejen.
Godt og vel var det, om de, der gør jer ustyrlige, vilde helt skære sig løs fra jer.
For det var Meningen, Brødre, med jeres Indbydelse, at I skulde have jeres Frihed, kun ikke den Frihed, der slipper den sanselige Natur løs. Tværtimod, I skal være hverandre til Tjeneste med Kærligheden.
For i et Ord har hele Loven sin Opfyldelse — i det: Du skal elske din Næste som dig selv.
Men hvis I bider hverandre og æder hverandre, saa pas paa, at I ikke bliver ædt op af hverandre.
Men jeg siger: Før jeres Liv i Aand, saa gaar det aldrig saa vidt, at I gennemfører, hvad sanselig Natur higer efter.
For sanselig Drift gaar Aanden imod og Aandens Drift Sanseligheden imod. For de modvirker hinanden indbyrdes og vil hindre jer i at gøre, som I selv vil.
Men naar I drives af Aand, er I ikke under Lov.
Den sanselige Naturs Gerninger er kendelige nok: Det er Løsagtighed, Urenhed, Tøjlesløshed,
Afgudsdyrkelse, Troldom, Uvenskab, Kiv, Nid, Trusler, Rænker, Tvedragt, Splittelse,
Misundelse, Drukkenskab og Udskejelser og andet lignende, hvorom jeg siger jer forud og har sagt det før, at de, som giver sig af med sligt, skal ikke arve Gudsriget.
Men den Frugt, Aanden bærer, er Kærlighed, Glæde, Fred, Taalsomhed, Tjenstvillighed, Godhed, Trofasthed,
Ydmyghed, Selvbeherskelse. Sligt forbyder ingen Lov.
Men de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet den sanselige Natur med dens Lidenskaber og Drifter.
Lever vi i Aand, saa lad os ogsaa følge Aandens Leveregler.
Lad os ikke bilde os noget ind, vække hverandres Misundelse og se skævt til hverandre.
Brødre, om ogsaa en fejler af Overilelse, saa skal I være aandelige nok til at rette paa et saadant Menneske i Sagtmodigheds Aand; og hold Øje med dig selv, at du ikke ogsaa skal fristes.
Bær for hverandre, hvad der er tungt, og opfyld dermed Kristusloven.
For hvis nogen mener om sig selv, at han er noget, men er ingenting, saa skuffer han sig selv.
Lad enhver veje sin egen Gerning, saa faar han den Ros, han fortjener, for egen Regning og ikke efter Sammenligning med en anden.
For saa trækker enhver sit eget Læs.
Den, som oplæres i Ordet, skal dele alt godt med den, der underviser.
Lad jer ikke føre paa Vildspor. Gud narres man ikke med. For hvad man saar, det kommer man ogsaa til at høste.
For den, som saar i sin kødelige Natur, vil af sin kødelige Natur høste Forgængelighed. Men den, som saar i Aanden, vil af Aanden høste evigt Liv.
Lad os saa ikke blive trætte af at gøre det gode; for i sin Tid skal vi nok høste, naar vi ikke giver tabt.
Lad os altsaa, mens vi har Lejlighed til det, arbejde paa det, der er godt for alle og mest for dem, der hører hjemme under Troens Tag.
Se her, hvor jeg skriver til jer med store Bogstaver egenhændig.
Alle de, der udvortes taget ønsker at gøre et fordelagtigt Indtryk, nøder jer Omskærelsen paa, alene for at de ikke med Kristi Kors skal blive forfulgte.
For de, der lader sig omskære, holder hellerikke selv Loven. Men de vil gerne have jer omskaarne, for at de udvortes taget kan gøre sig til af jer.
Jeg derimod — gid jeg blot aldrig maa rose mig af andet end Jesus' Kristus' Kors, hvormed Verden er korsfæstet for mig og jeg for Verden.
Omskærelse er jo ingenting og Ikkeomskærelse heller ikke — nej Nyskabelse.
Og alle de, der lader sig lede af den Grundsætning — Fred og Barmhjertighed være over dem og over Guds Israel!
Hindringer skal ellers ingen volde mig, for jeg bærer paa mit Legeme Jesus' Kendetegn.
Vor Herres Jesus' Kristus' Naade være med jeres Aand, Brødre! Amen.
Fra Paulus, en af Kristus' Jesus' Apostle, fordi Gud vilde det saa — til de hellige, som er, og det trofast i Kristus Jesus.
Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus?
Lovet være vor Herres Jesus' Kristus' Gud og Fader, som har velsignet os med al aandelig Velsignelse i det høje,
ligesom han, før Verden blev grundlagt, udvalgte os i ham til at være hellige og ulastelige i hans Øjne.
Af Kærlighed bestemte han os til at faa Børnekaar ved Kristus Jesus hos sig selv,
saadan som det var ham en Glæde at fremme sin Vilje for at Naaden, han lod komme os til gode i ham, han har kær, skulde faa sit „Ære være" for Højhed og Herlighed.
I ham har vi faaet vor Frihed, vunden ved hans Blod, Forladelsen for, hvad der var forbrudt, saa rundeligt som hans Naade er rig til.
Og den gav han os i fuldeste Maal i og med al Visdom og sund Forstand,
da han oplyste os om Hemmeligheden med, hvad det var, han vilde fremme, saadan som han kunde faa den Glæde deraf, han forud havde for Øje i ham,
og lade det blive til en Husholdning med alt, hvad der rummes i Tiderne, for at faa alt indordnet under Kristus, alt hvad der er i Himlen og paa Jorden i ham.
Det var ogsaa i ham, vi fik vor Lod i Landet, forud tilmaalt os efter hans Bestemmelse, som ved, hvad han vil, og altid fører det igennem,
for at der skulde blive af os et „Ære være hans Højhed og Herlighed" — af os, som forud havde sat vort Haab til Kristus.
I ham blev ogsaa I, da I hørte Sandhedsordet, Glædesbudskabet om jeres Frelse, ja blev i ham, da I troede derpaa, seglmærkede med den Helligaand, som Løftet lød paa —
han er os Forhaandspant paa vor Lod i Landet — for at Ejen-dommen kunde blive løst af Tvang til et „Ære være hans Højhed og Herlighed!"
Det er derfor, jeg efter at have hørt om den Tro paa Herren Jesus og den Kærlighed til alle de hellige, som raader iblandt jer,
heller ikke kan holde op med at sige Tak for jer, naar jeg tænker paa jer under mine Bønner —
om dog vor Herres Jesus' Kristus' Gud, Faderen, som al Højhed og Herlighed tilhører, maatte give jer Visdoms og Aabenbarelses Aand, vel kendte med ham,
naar jeres Hjertes Øjne er bleven saa klare, at I kan vide, hvad det er for et Haab, han indbyder til, hvad det er for en Højhed og Herlighed, han har at give Lod og Del i iblandt de hellige,
og saa om den Magt, han raader over, os til Gavn, som tror —
hvor overlegen den er i al sin Storhed svarende til den Kraftytring af hans Vælde virksom i Daad, som han udfoldede i Kristus, da han vakte ham op af Døde og satte ham ved sin højre Haand i det høje,
højt over alt, hvad der har Rige og Raaderum, Magt og Herredømme og alt, hvad med stort Navn nævnes ikke alene i denne Tidsalder, men lige saa vel i den kommende,
og lagde det, alt for hans Fødder og gav ham selv som Hoved for alt til Menigheden,
den, der er hans Legeme og rummer ham, i hvem alle har alt det, de kan rumme.
Ogsaa om jer gælder det, at I var døde i de Fejltrin og Synder,
I forhen gjorde jer skyldige i, som denne Verdensalder gør, i god Forstaaelse med den Hersker, som bød over Luftens Rige, over den Aand, der nu er virksom i den Æt, som ikke vil tro.
Det var vi ogsaa med til engang allesammen lokkede af vore jordbundne Drifter og gjorde, hvad lave Tilbøjeligheder og Beregninger skyndede os til. Og af Naturen var vi en Vredes-Æt lige saa vel som de andre.
Men Gud var rig paa Barmhjertighed. For hans Kærlighed til os var saa stor.
Og saa gjorde han os, som var døde i vore Synder, levende sammen med Kristus — af Naade er I frelste —
og vakte os op med ham og gav os Sæde med i det høje i Kristus Jesus
for at lade sin Naade kendes i al sin overvældende Rigdom i de kommende Tidsaldre ved at være god imod os i Kristus Jesus.
For det er af Naade, I er frelste ved Tro. Og det kan I ikke takke jer selv for. Gaven er fra Gud.
Gerninger har I ikke at takke for det. For det skulde ingen have at rose sig af.
Vi er jo hans Værk skabte i Kristus Jesus med gode Gerninger for Øje, som fordum blev tilrettelagte af Gud, for at vi skulde leve vort Liv i dem.
Derfor skal I huske paa, at fordum I, Hedningefolkene i udvortes Forstand, de uomskaarne, som I kaldtes af dem, der selv kaldtes efter Omskærelsen i udvortes Forstand, som er Haandens Værk —
at I stod i den Tid udenfor Kristus, udelukkede fra Israels Borgerret, ukendte med Løftepagterne, havde ingen Haab og ingen Gud i Verden.
Nu derimod i Kristus Jesus er I, som før var langt borte, ved Kristus' Blod kommet nær.
For han er vor Fred. Han gjorde begge Dele til et og nedbrød Muren, som skilte dem ad, Fjendskabsforholdet.
Med sit Jordeliv satte han den Lov ud af Kraft, som bød og befalede, for at stifte Fred og skabe i sig et nyt Menneske af de to
og bringe dem begge to i et Legeme i et fredeligt Forhold til Gud ved Korset, hvorpaa Fjendskabet var fældet.
Og saa kom han med Glædesbud om Fred for jer i det fjerne og Fred for dem, der var nær.
For ved ham har vi den frie Adgang til Faderen begge to i en Aand.
Ja, men saa er I jo ikke mere fremmede uden Hjemstedsret. I er de helliges Medborgere og hører med til Guds Husstand.
Apostle og Profeter er den Grund, I er byggede op paa. Men den øverste Tinde er han, Kristus Jesus,
i hvem alt, hvad der bygges op, føjer sig harmonisk sammen og vokser sig til et Tempel helligt i Herren.
I er ogsaa i ham med til at bygges i Aand til en Guds Bolig.
Det er det, jeg føler mig dreven af, jeg Paulus, Jesus' Kristus' fangebundne til bedste for jer Hedninger.
I har jo da hørt om den Husholdning med Guds Naade, som er mig overdragen med jer for Øje.
For ad Aabenbaringens Vej blev jeg indviet i Hemmeligheden, som jeg foran i Korthed har skrevet,
saa naar I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har Forstand paa Kristus' Hemmelighed.
Den var der ikke i fremfavne Slægter givet Menneskene saadan Oplysning om, som der nu ved Aabenbaring er givet hans hellige Apostle og Profeter i Aand:
At Hedningerne skal være med til at tage Arv, med i Legemet og med til at have Del i, hvad Løftet lyder paa i Kristus Jesus, gennem det Glædesbud,
jeg kom til at tjene, som kun Guds Naade kan give en det. Og den blev mig given med saadan en Daadskraft, som kun han har Magten til.
Mig den allerringeste af alle hellige blev den Naade given at bringe Hedninger Glædesbud om, hvor ufattelig rig Kristus er,
og kaste Lys over, hvad det er for en Husholdning, der raader med Hemmeligheden, som fra Tidernes Gry laa gemt i Gud altings Skaber,
for at nu Guds Visdom i al sin brogede Mangfoldighed gennem Menigheden skulde kundgøres for dem, der raader og styrer i det høje,
efter den Plan, Tidsaldrene rugede over, men som han virkeliggjorde i Kristus Jesus vor Herre.
I ham tør vi frit træde frem og komme nær, tillidsfulde ved hans Trofasthed.
Derfor beder jeg: Lad jer ikke kue af de Trængsler, jeg lider for jeres Skyld. Det er jeres Ære.
For den Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ og vender mig til den Fader,
af hvem alt fædrene Hus og Hjem har sit Navn baade i Himle og paa Jord,
for at han skal give jer, som hans Højhed og Herlighed er rig til, mægtigt at styrkes med hans Aand i Retning af det indadvendte i Mennesket
og lade Kristus fæste Bo ved Troen i jeres Hjerter. Og maatte I da rodfæstede og grundmurede i Kærlighed
faa Evne til med alle de hellige at lære, hvor langt og bredt og dybt og højt der er,
nemme om Kristus' Kærlighed, hvor langt den overgaar alt, hvad nogen ved, for at I kan optage i jer alt det, Gud har at fylde jer med.
Men han, som mægter at overtræffe alt i at gøre vidt ud over, hvad vi kan bede og tænke os, alt efter den Magt, der rører sig i os,
han skal have Æren i Menigheden og i Kristus Jesus gennem alle Slægter i Evighedernes Evigheder! Amen.
Jeg den fangebundne i Herren formaner jer da til at skikke jer, saa det værdigt kan svare til den Indbydelse, I har faaet,
ydmygt og fordringsløst i alle Maader, taalmodige til at bære over med hverandre i Kærlighed.
Stræb efter at bevare Aandens Enhed i det Baand, Freden har knyttet.
Et Legeme, en Aand, ligesom ogsaa jeres Indbydelse hilste jer med et og samme Haab.
En Herre, én Tro, én Daab,
én Gud Fader for alle, som er over alle, virker gennem alle, tilstede i alle.
Men af hans Naadesbevisning har vi faaet hver især saa meget, som Kristus har givet.
Derfor hedder det: „Han fór op til det høje, tog Fanger til Fange, gav Menneskene Gaver".
Men at han fór op, hvad ligger deri om ikke det, at han ogsaa får ned til de underjordiske Steder?
Den nedfarne er ingen anden end den, der fór op over alle Himlene for at fylde det altsammen.
Og hans Gave er de, som dels blev Apostle, dels Profeter, dels bragte Glædesbud og dels blev Hyrder og Lærere,
for at gøre de hellige dygtige til Tjenergerning, til at bygge Kristus' Legeme,
indtil vi kan komme saa vidt, at det at tro paa Guds Søn og at kende ham ret gør os alle til et, vi bliver fuldmodne Mænd, naar Kristusvækstens fulde Højde,
for at vi ikke mere skal være saa barnagtige at lade ethvert Lærdoms Blæstvejr tumle med os og trække af med os, som Lykken leger med Menneskene i sit Rænkespind, efter alle Forførelseskunstens Regler.
Nej lad os holde os til Sandheden i Kærlighed og dermed vokse i et og alt op til ham, som er Hovedet, Kristus.
Fra ham er det, hele Legemet henter den Vækst, det vokser til sin Opbyggelse i Kærlighed, alt som det føjer sig sammen harmonisk og fast, fordi de enkelte Dele rækkende hinanden Haand yder deres bedste Bidrag, saa godt som de kan magte.
Det siger jeg altsaa, og det er mit Alvorsord i Herren, at I skal ikke skikke jer, som Hedningerne gør i deres Tankeløshed,
saa uklare som de er blevne til at tænke sig om, saa fremmede for Gudslivet. Det kommer af den Uvidenhed, der raader iblandt dem, fordi deres Hjerte er blevet utilgængeligt.
Sløvede har de saadan givet sig Uterligheden i Vold, at de for at tjene Penge lader sig bruge til enhver som helst Urenhed.
Men saadan er det ikke, I er Kristus-lærte.
I har jo da hørt om ham og lært i ham, at ligesom det er virke-liggjort i Jesus,
saadan skal I selv frigøre jer fra det Liv, der hører Fortiden til, og dermed fra det gamle Menneske, der gaar tilgrunde, som det maa med de Lidenskaber, der er Bedrag,
men lade jer fornye af den Aand, som gav jer sund Forstand,
og iføre jer det nye Menneske skabt til at ligne Gud i Sandhedens redelige Færd og viede Hellighed.
Saa lad da Løgnen fare, og tal Sandhed enhver med sin Næste, fordi vi er indbyrdes hverandres Lemmer.
Naar I bliver vrede, saa synd ikke. Lad Solen ikke gaa ned over jeres Vrede.
Og giv ikke Plads for Bagtaleren.
Den tyvagtige skal ikke stjæle mere, men hellere arbejde og frem-bringe det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at dele med den, som trænger til det.
Lad ikke noget raat Ord komme over jeres Læber, men kun hvad der er godt til den Opbyggelse, der er Brug for, for at det kan være velgørende for dem, der lytter til.
Og bedrøv ikke Guds hellige Aand, som I blev seglmærkede med til Befrielsesdagen.
Lad al Bitterhed og Trusel og Vrede og Raaben op og Spotten blive afskaffet hos jer som i det hele det at gøre Fortræd.
Men bliv gode mod hverandre, barmhjertige, tilgiv hverandre, ligesom Gud i Kristus tilgav jer.
Saa efterlign da Gud som kære Børn,
og lev jeres Liv i Kærlighed, som Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os som viet Gave og Slagtoffer til en Vellugt for Gud.
Lad Løsagtighed og Urenhed i al Almindelighed eller til at tjene Penge ved end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige.
Heller ikke Raahed eller Pjank eller letfærdig Snak, som er upassende. Meget snarere Taksigelse.
For det maa I ikke være uvidende om, at ingen, der er Horkarl eller Uren eller tilfals for Penge, har Arvelod i Kristus' og Guds Rige. Han er Afgudsdyrker.
I skal ikke lade jer narre af nogen med uvederhæftige Ord. For det er netop disse Ting, der fører Guds Vrede over den Æt, der ikke vil tro.
Saa indlad jer da ikke paa Fællesskab med dem.
For I har før været Mørke, men nu er I Lys i Herren. Lev jeres Liv som Sønner af Lys.
Lyset bærer som sin Frugt alt, hvad godt og redeligt og sandt er.
Og I maa gøre jer det klart, hvad Herren synes godt om.
Og indlad jer ikke paa at tage Del i Mørkets ufrugtbare Gerninger. Det maa I hellere sætte i Rette.
For det, de tager sig for i Skjul, er saa hæsligt, at det ikke engang kan siges.
Men naar det sættes i Rette, er det Lyset, der gør det altsammen klart.
For alt, hvad der lader sig se, er Lys. Derfor hedder det: „Vaagn op du, som sover, og staa op af Døde, saa skal Kristus lysne for dig".
Se jer da godt for, hvordan I skikker jer, ikke som Narre, men som vise,
der køber den gunstige Tid for det, den koster, for det er onde Dage.
Derfor maa I ikke være tankeløse, men sætte jer ind i, hvad det er, Herren vil have.
Og drik jer, saa ikke fulde i Vin. Det kommer der kun Udskejelser ud af. Men lad jer aandeligt opfylde
af at underholde jer selv med Salmer og Lovsange og Viser af aandelig Art, med at synge og spille i jeres Hjerter for Herren,
med at sige Gud Fader Tak altid for alting i Jesus' Kristus' vor Herres Navn
og med at rette jer efter hverandre, bange for at gøre Kristus imod.
Konerne skal rette sig efter deres egne Mænd som efter Herren.
For Manden er Hoved for Hustruen, som Kristus er Hoved for Menigheden. Det er ham, der bevarer Legemet.
Men ligesom Menigheden retter sig efter Kristus, saadan maa ogsaa Konerne rette sig efter Mændene i alle Dele.
Mænd! elsk jeres Hustruer, ligesom Kristus elskede Menigheden og gav sig selv hen for den
for at rense den med det Bad, som har sit Væld i et lydeligt Ord, og hellige den.
For at han selv kunde stille Menigheden med Ære ved sin Side, uden at den skulde have Plet eller Rynke eller andet af den Art, men hellig og ulastelig skulde den være.
Saadan er det hver Mands Skyldighed at elske sin Hustru som sit eget Legeme. Den, som elsker sin Hustru, 'elsker sig selv.
For der er aldrig nogen, der hader sit eget Legeme. Nej han nærer og varmer det. Som Kristus ogsaa gør ved Menigheden.
For vi er Lemmer paa hans Legeme af hans Kød og af hans Ben.
Deraf kommer det, at man skal forlade sin Fader og Moder og høre sammen med sin Hustru, og de to skal blive til en Skabning.
Det er en stor Hemmelighed. Kristus og Menigheden er det, jeg taler om.
Men I skal ogsaa hver især elske jeres Hustru ligesom jer selv. Og Hustruen skal vige for Manden.
Børn! I skal være jeres Forældre lydige i Herren, for det kan med Rette kræves.
„Ær din Fader og din Moder", det er det første Bud, der følger et Løfte med:
„for at Det maa gaa dig vel, og du maa leve længe paa Jorden".
Fædre ogsaa I! Æg ikke jeres Børn til Vrede, men opfød dem i at lade sig vejlede og vise til rette af Herren.
Trælle! Gør jer alvorligt og ængsteligt Umage for at lyde jeres jordiske Herrer, som om det var Kristus selv, af et ærligt Hjerte,
ikke paa skrømt, som de gør, der vil indsmigre sig, men som Kristus' Trælle, der gør Guds Vilje med Liv og Sjæl,
tjener med Glæde som for Herren og ikke for Mennesker
i Bevidstheden om, at enhver, der gør noget godt, faar derefter sin Løn af Herren, hvad enten han saa er Træl eller fri Mand.
Herrer ogsaa I! Gør ligesaa mod dem, og lad være med at skænde i Bevidstheden om, at baade de og I har jeres Herre i Himlen, og hos ham er der ingen Personsanseelse.
Og saa til Slutning: Rust jer med Kraft i Herren, ja med hans Kæmpestyrke.
Klæd jer i Guds fulde Rustning, saa I kan holde Stand mod Djævelens lumske Angreb.
For det er ikke Kød og Blod, vi har at kæmpe imod, men det er Herskermagterne og Høvdingskaberne, Verdensherskerne i det nuværende Mørke, Ondskabens Aandemagter hist oppe i Him-lene.
Derfor tag Guds fulde Rustning paa, for at I kan holde Stand paa den onde Dag, gøre Ende paa det altsammen og staa fast.
Ja, staa fast med Sandheden til jeres Livbælte og klædte i Ret som en Rustning
og med Raskhed til at bringe Fredens Budskab bundet om Fødderne.
Og i hvad der end kommer, løft Troens Skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes flammende Pile.
Og lad jer saa give Frelsen som en Hjælm paa Hovedet og Aandens Sværd i Hænde: Det som Gud selv har sagt —
mens I uafbrudt i Aand holder Bøn, beder I alt til ham og om alt og holder jer aarvaagne dertil, bliver ved trods alt og beder for alle de hellige,
ogsaa for mig om, at der, saa snart jeg lukker Munden op, maa gives mig et Ord til frejdigt at forkynde det Glædesbudskabs Hemmelighed,
hvis Ærende jeg farer i Lænke, for at jeg kan ytre mig saa frit, som jeg bør tale.
For at I ogsaa skal vide, hvordan det gaar mig, og hvordan jeg har det, skal Tykikos, den kære Broder og tro Medhjælper i Herren,
som jeg for den Sags Skyld sender til jer, fortælle jer alt, for at I kan faa at vide, hvordan vi har det, og for at han kan trøste jeres Hjerter.
Fred være med Brødrene og Kærlighed og Tro dertil fra Gud Fader og Herre Jesus Kristus!
Naaden være med alle dem, der elsker vor Herre Jesus Kristus med en Kærlighed, som aldrig kan forgaa.
Fra Kristus Jesus' Tjenere Paulus og Timoteos til alle de hellige i Kristus Jesus, som er i Filippi, med Tilsynsmænd og Medhjælpere.
Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus.
Jeg takker Gud, saa tidt jeg tænker paa jer,
og altid i hver Bøn, jeg beder, beder jeg for jer allesammen, med Glæde
over at være fælles med jer om Glædesbudskabet lige fra den første Dag og til nu.
For det tør jeg lide paa, at han, som gjorde Begyndelsen i jer til god Gerning, han skal nok føre den igennem lige til Jesus-Kristus-Dagen,
som jeg jo har Lov til at tænke om jer alle, fordi jeg har jer i mit Hjerte, naar jeg bærer min Lænke, og naar jeg taler Glædesbudskabets Sag og gaar i Borgen for det. Og alle er I fælles med mig om Naaden.
For Gud kan vidne for mig, hvor jeg længes efter jer alle, hjerteligt som Kristus Jesus.
Og min Bøn er, at jeres Kærlighed maa vinde mere og mere rigelig Indsigt og Skønsomhed
til at veje det ene mod det andet, for at I til Jesus-Kristus-Dagen kan være jer selv bekendt uden Last og Lyde
rigt-bærende til en Høst af den rette Art, den del kommer ved Jesus Kristus Gud til Ære og Lov.
Det er mig om at gøre, at I skal vide, Brødre, at, som det gaar mig, er det snarest blevet til Fordel for Glædesbudskabet,
saadan at det er blevet klart for hele Krigsmandskabet og alle andre med, at jeg bærer mine Lænker i Kristus.
Og mit Fangenskab har gjort Flertallet af Brødrene i Herren tillidsfulde nok til saa meget mere frygtløst at vove sig til at bringe Gudsordet paa Tale.
Somme forkynder vel Kristus af Misundelse og Stridslyst, men somme ogsaa af en god Vilje.
Paa den ene Side gør de det af Kærlighed. De ved, at det er min Opgave at føre Forsvaret for Glædesbuddet.
Andre forkynder Kristus til egen Fordel, ikke af rene Bevæggrunde, men i den Tro, at de kan gøre mig Vanskeligheder ud af, at jeg er fangen.
Ja hvad er det andet end, at paa enhver Maade, enten skinhelligt eller ærligt, bliver dog Kristus forkyndt, og det er jeg glad ved.
Ja jeg skal nok blive glad, fordi jeg ved, det skal ende med Redning for mig gennem jeres Forbøn og med Bistand af Jesus Kristus' Aand,
som jeg da venter og haaber, at jeg i ingen Henseende skal blive til Skamme, men i al Frimodighed nu som altid skal højlove Kristus med mit Legeme, enten det saa er i Liv eller Død.
For at leve betyder for mig Kristus, og at dø vinder jeg kun ved.
Men naar det at leve legemligt for mig betyder Udbytte af Arbejde, hvad skal jeg saa vælge? Jeg ved det ikke,
men jeg er i Forlegenhed med begge Dele, fordi jeg har Lyst til at bryde op og være med Kristus. Det er jo meget bedre.
Men at blive i Legemligheden er mere nødvendigt for jeres Skyld.
Og da jeg nu er overbevist om det, ved jeg, at jeg bliver og bliver ved at være hos jer af Hensyn til jeres Fremgang i Troen og i Glæde
af den, for at I kan have saa meget mere at rose jer af mig for i Kristus Jesus, ved at jeg igen er tilstede hos jer.
Kun dette: I maa føre jeres Borgerliv, som det er Kristus' Glædesbudskab værdigt, for at, enten jeg kommer og ser jer eller bliver borte og hører, hvordan det gaar jer, det maa være det, at I staar fast i en Aand og kæmper af en Sjæl Side om Side med den Tro, I har faaet Glædesbud om,
uden at lade jer skræmme med nogetsomhelst af Modstanderne. Det er Kendetegn fra Gud for dem paa Undergang og for jer paa Frelse.
For jer blev den Gave givet : For Kristus! Ikke blot at tro paa ham men ogsaa at lide for ham,
idet I har den samme Strid at bestaa, som I saa, jeg havde, og nu hører, jeg har.
Er der nogen Trøst i Kristus, noget Kærligheden har at oplive med, noget Fællesskab i Aand. Er der nogen hjertelig Deltagelse og Medfølelse,
saa gør mig fuldtud den Glæde, at I samstemmende i Sindelag, fælles om den samme Kærlighed, Sjæl med Sjæl med det ene og samme i Sinde,
aldrig lader jer lede af Egennytte eller Forfængelighed, men i Ydmyghed indbyrdes lader de andre gælde for at være mere end jer selv,
ikke se hver især paa sit eget, men lige saa vel den ene paa den andens.
Lad dette Sindelag raade hos jer som hos Jesus Kristus.
Han var i Guddomskikkelse, uden at det var ham Rov og Ran at være Gud lig.
Alligevel skilte han sig derved og tog sig Tjenerskikkelse paa, blev som andre Mennesker at se, mødtes med os paa Menneskevis
og ydmygede sig saa dybt, at han blev lydig selv i Døden, Korsdøden.
Derfor har Gud ogsaa hævet ham saa højt og skænket ham Navnet hævet over ethvert andet Navn,
for at i Jesusnavnet alles Knæ skal bøje sig i Himlen og paa Jorden og under Jorden
og hver Tunge hylde Jesus Kristus som Herre til Gud Faders Ære.
Nu velan, mine kære! I har jo altid rettet jer efter mig; saa tag fat og arbejd paa jeres Frelse ængsteligt og alvorligt, ikke blot som da jeg var nærværende, men langt mere nu, da jeg er fraværende.
For Guds Værk er i jer baade det at ville og det at virke, hvad kærkomment er.
Gør alt uden Indvendinger og Betænkeligheder,
for at I kan være upaaklagelige og redelige, Guds ulastelige Børn midt i en svigefuld og vanartet Slægt, hvor I skinner som Himmellys i Verden
med et Livsens Ord fast for Øje, saa jeg kan rose mig deraf paa Kristus-Dagen, at ej løb jeg efter ingenting, og ej gjorde jeg ørkesløst Arbejde.
Men om jeg end maa bløde, naar jeres Tro yder sit Offer og sin Gudsdyrkelse, saa er jeg dog glad og tager Del i Glæden med alle.
Gør I ligesaa. Glæd jer, og tag Del i Glæden med mig.
Jeg haaber i Herre Jesus, at jeg snart kan sende Timoteos til jer, for at jeg ogsaa kan faa at vide, hvordan I har det, og føle mig oplivet derved.
For jeg har ingen med Mage til Sindelag, som han har, til at tage sig ærligt og redeligt af jeres Anliggender.
For de er allesammen optagne af deres eget og ikke af det, Kristus Jesus kalder sit.
Men hvad han duer til, det ved I: Hvordan han har delt Arbejdskaar med mig til Gavn for Glædesbuddet som et Barn med sin Fader.
Ham haaber jeg altsaa at faa sendt afsted lige med det samme, naar jeg kan se, hvad det bliver til med mig.
Men jeg slaar min Lid dertil i Herren, at jeg ogsaa nok selv skal komme snart.
Jeg har anset det for nødvendigt at sende Epafroditos til jer, ham som er mig en Broder, Medarbejder og Vaabenbroder, og jer en Budbringer og et Redskab til at hjælpe mig med, hvad jeg trænger til.
For han var saa længselsfuld efter jer alle og urolig, fordi I havde hørt, at han var syg.
Og han var jo ogsaa syg og Døden nær. Men Gud forbarmede sig over ham og ikke over ham alene, men ogsaa over mig, for at jeg ikke skulde have den ene Sorg efter den anden.
Jeg skynder mig altsag desto mere med at sende ham, for at I kan blive glade igen ved at se ham og jeg have mindre at sørge over.
Saa modtag ham da i Herren fuldplade, og skøn paa, hvad saadanne Folk er værd.
For han vovede sig for Kristus' Gernings Skyld Døden nær, satte Livet i Vove for at bøde paa, at jeg i den Tjeneste, der ydedes mig, maatte savne jer selv personlig.
Glæd jer saa for Resten i Herren, mine Brødre! At skrive det samme om igen til jer, giver jer Fasthed uden at falde Mig til Besvær.
Pas paa Hundene! Pas paa de onde Arbejdere! Pas paa Skamskærelsen!
For det er os, der er Omskærelsen, vi, som gør Helligdomstjeneste for Guds Aand og sætter vor Stolthed i Kristus Jesus uden at sætte vor Lid til noget udvortes,
skønt jeg har ogsaa noget i det udvortes at sætte min Lid til. Hvis nogen anden mener, han har noget at sætte sin Lid til i det udvortes, saa har jeg mere:
Otte Dage gammel omskaaren, af Israels Æt, af Benjamins Stamme, Hebræer af Hebræere. I Lovspørgsmaalet — Farisæer —
kommer det an paa Ivrighed — en Forfølger af Menigheden — kommer det an paa Fyldestgørelse i Lovlydighed — ulastelig.
Dette, som var til min Fordel, har jeg altsammen for Kristus' Skyld regnet for Tab.
Ja, jeg regner saavist alt andet for Tab, fordi det at kende Kristus Jesus min Herre er meget større. For hans Skyld har jeg mistet det altsammen, og jeg regner det kun for Fejeskarn, for at jeg kan vinde Kristus,
og det maa vise sig, at jeg er i ham og har ikke Fyldestgørelsen paa egen Haand, den, der har sin Rod i en Lov,. men den, der vindes gennem Kristus-Tro, den Fyldestgørelse, som har sin Rod i Gud grundet paa Troen,
for saa at kende ham og hans Opstandelses Kraft, og hvad det er at tage Del i hans Lidelser og blive ham lig i hans Død.
Om jeg dog maatte naa frem til Forudopstandelsen, fra de døde!
Ikke saa, at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldfærdig. Jeg jager efter det for at gribe det. For selv er jeg greben af Kristus Jesus.
Brødre, jeg gaar ikke ud fra, at jeg selv allerede har grebet det, men k gaar jeg ud fra: Det, jeg har bag mig, glemmer jeg, og det, jeg har foran mig, rækker jeg efter,
og saa jager jeg frem mod Maalet efter den Sejerspris, Guds Indbydelse vinker med ovenfra i Kristus Jesus.
Lad det være vor Tanke, saa mange vi er, som har Maalet for øje. Og hvis nogen gør sig andre Tanker, saa vil Gud ogsaa aabenbare ham det.
Kun maa vi, saa vidt vi er naaet, følge et og samme Spor.
Slut jer til dem, der følger mit Spor, og agt paa dem, der lever saadan, som I har os til et Forbillede.
For mange lever deres Liv — det har jeg sagt jer mange Gange, og nu siger jeg det med Taarer i Øjnene — som Fjender af Kristus' Kors.
De ender med at gaa til Grunde. Maven er deres Gud, og de sætter en Ære i deres Skam. Deres Tanker er optagne af det jordiske.
Vi andre har vort Borgerskab i Himlen. Derfra venter vi ogsaa en Frelser, Herre Jesus Kristus.
Og vældig, som han er til med Magt at underlægge sig alting, vil han omdanne vort Nedværdigelseslegeme, saa det kommer til at ligne hans Herlighedslegeme.
Velan mine kære Brødre, som jeg inderlig længes efter, min Glæde og min Sejerskrans, staa da saadan fast i Herren, I kære!
Jeg formaner Euodia, og jeg formaner Syntyke til at blive enige i Herren.
Ja ogsaa dig, Synzygos, som du ret nok hedder, beder jeg: Tag dig af disse, som har kæmpet ved min Side med Glædesbudskabet, saa vel som Klemens og mine andre Medarbejdere, hvis Navne staar i Livets Bog,
Glæd jer altid i Herren. Jeg gentager det: Glæd jer!
Lad alle Mennesker vide, hvor mildt et Sind I har. Herren er nær.
Gør jer ingen Bekymringer, men naar I holder jeres Andagt og jeres Bøn, lad det saa altid være med Tak i Følge, I giver tilkende for Gud, hvad I har at bede om.
Saa skal Guds Fred, som overgaar alt, hvad vi forstaar, bevare jeres Hjerter og Tanker i Kristus Jesus.
Saa for Resten, Brødre, alt hvad sandt er, hvad der er ærbart, hvad der er fromt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der tales vel om, hvad der maatte være af dygtigt og prisværdigt, det skal I mærke jer.
Det, som I baade har lært og tilegnet jer og hørt og set hos mig, det skal I være virksomme med. Saa skal Fredens Gud være med jer.
Jeg blev meget glad i Herren over, at I endelig engang er kommen saa vidt, at I kan tænke paa mit Behov. Det har I ogsaa gjort før, men havde ikke Raad til det.
Jeg siger det ikke af Trang, for jeg har lært at nøjes med mine Kaar.
Jeg ved baade, hvad det er at komme langt ned og at have mere end nok. Jeg er fortrolig med noget af hvert, baade at blive mæt og at sulte, at have rigeligt og at savne.
Jeg kan magte alting i ham, som gør mig stærk.
Men det var smukt gjort af jer at vise mig Deltagelse i min Nød.
Men I ved ogsaa, Filippesiere, at da Glædesbudskabet var i sin Begyndelse, da jeg forlod Makedonien, da var der ingen anden Menighed, der var knyttet til mig med Regnskab over givet og modtaget, end I alene.
For ogsaa i Thessalonike sendte I mig baade en og to Gange, hvad jeg behøvede.
Det er ikke Gaven, som det er mig om at gøre, men den Frugtbarhed, der fylder saa godt paa jeres Regnskab.
Alt er nu modtaget, og jeg har rigelig nok. Jeg har faaet alt, hvad jeg havde tilgode, efter at jeg af Epafroditos har modtaget det, der kom fra jer, som en liflig Duft, et Offer, Gud tager vel imod og synes godt om.
Min Gud skal rigelig forsyne jer med alt, hvad I trænger til, saadan som det svarer til hans Rigdom, herligt i Kristus Jesus.
Ære være vor Gud og Fader i alle Evighedernes Evigheder. Amen!
Hils hver hellig i Kristus Jesus. Jeg skal hilse jer fra de Brødre, som er hos mig.
Fra alle de hellige skal jeg hilse jer, mest fra dem, som hører til Kejserhuset.
Herrens Jesus Kristus' Naade være med jeres Aand!
Fra Paulus, Kristus-Jesus-Apostel, fordi Gud vilde det saa, og fra Broderen Timoteos —
til de hellige og troende Brødre i Kristus i Kolossai. Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader.
Vi siger Jesus Kristus' vor Herres Gud og Fader Tak, mens vi altid holder Bøn for jer,
da vi har hørt om jeres Tro i Jesus Kristus, og om den Kærlighed, I har til alle de hellige
for det Haabs Skyld, som ligger og venter paa jer i Himlene. I har forud hørt om det i Glædesbudskabets Sandheds Ord,
som er tilstede hos jer ligesaavel som i hele Verden, hvor det bærer Frugt og breder sig ligesaavel som hos jer fra den Dag, da I hørte om og blev kendte med Guds Naade i Sandhed,
som I lærte det af vor kære Medtjener Epafras. Han er Kristus en tro Tjener i vort Sted,
og det er ham, der har underrettet os om jeres aandsbaarne Kærlighed.
Derfor kan vi ogsaa, lige fra den Dag, da vi hørte det, ikke holde op med at holde Bøn for jer og bede om, at I maa blive gennemtrængte af Indsigten i Guds Vilje i al aandelig Visdom og Forstand,
saa I kan leve et Herren værdigt Liv til i alle Maader at tækkes ham med, bære Frugt i al god Gerning og gøre Fremgang ved dybere og dybere Kendskab til Gud,
rustede i enhver Henseende med en Magt, der kan svare til hans Højheds Vælde, og saa fuldt ud holde Stand og ikke tabe Taalmodigheden,
glade til, med Tak til Faderen, som gjorde jer skikkede til at faa jeres Del af de helliges Lod i Lyset.
Han friede os ud af Mørkets Magt og førte os over i sin kærlighedsfødte Søns Kongerige.
I ham har vi vor Frigørelse, Syndernes Forladelse.
Han er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte.
For i ham er det skabt altsammen i Himlene og paa Jorden, det synlige og det usynlige, alt hvad der har Rige og Raaderum, Magt og Herredom. Altsammen er det skabt gennem ham og med sit Maal i ham.
Og selv er han forud for alting, og alt er sammenfattet i ham.
Og Legemet. Menigheden, har ham til sit Hoved. Han er Førstegrøden, førstefødt af Dødsrigets Skød for selv at blive ypperst i et og alt.
For i ham var det hans (Guds) Lyst at lade hele Fylden fæste Bo
og gennen ham at føre alt tilbage til sig i fredelig Forstaaelse, naar han havde stiftet Fred ved Blodet, der flød paa hans Kors — gennem ham baade det, der er paa Jorden, og det, der er i Himlen med.
Ogsaa jer, som engang stod fremmedgjorte og fjendtligsindede i de Gerninger, der var onde,
har han nu derimod i det Legeme, der hørte hans Jordeliv til, gennem Døden ført tilbage til et fredeligt Forhold for at stille jer ved sin Side hellige og ulastelige og upaaklagelige i sine Øjne —
om I da ellers bliver ved at holde jer til Troen grundmurede og faste, ikke til at rokke fra Glædesbudskabets Haab, det I har hørt, det, som er forkyndt i hele Skabningen under Himlen, og som jeg Paulus er kommen til at tjene.
Nu er jeg glad under det, jeg maa lide for jer, og hvad der staar tilbage af den Salvedes Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, Menigheden.
Dens Tjener er jeg bleven ifølge den Husholdning, som jer tilgode er mig given, for at jeg skal lade Gudsordet naa sin fulde Udbredelse.
Det er den Hemmelighed, som var skjult fra Tidernes og Slæg-ternes Gry, men nu er bleven aabenbaret for hans hellige,
for dem, Gud vilde oplyse om, hvor rig paa Herlighed denne Løndom er midt iblandt Hedningerne. Det er Kristus i jer, Herlighedshaabet.
Ham er det, vi forkynder, idet vi paaminder hvert Menneske og oplærer hvert Menneske i al Visdom for at stille hvert Menneske frem i „Fuldkommenheds-stand" i Kristus.
Det arbejder jeg ogsaa paa og strider mig frem, alt som hans Kraft rører sig i mig med Magt.
For jeg vil gerne, I skal vide, hvor haardt jeg maa stride for jer og for dem i Laodikia, ja for alle dem, der ikke har set mit Ansigt i legemlig Forstand,
for at Hjerterne fast forenede i Kærlighed og om at naa al den Rigdom, der rummes i Forstaaelsens Fylde, kan fordybe sig i Guds, Kristus' Hemmelighed,
som bærer i sig alle Visdommens og Kundskabens skjulte Skatte.
Dette siger jeg, for at ingen skal narre jer Med Overtalelseskunster.
For om jeg end legemligt er fraværende, er jeg alligevel i Aanden hos jer og ser jer med Glæde holde saa god Orden, og jeres Tro paa Kristus staa saa godt fast.
Har I da taget imod Herren Kristus Jesus, før saa ogsaa jeres Liv i ham,
rodfæstede og opbyggede i ham, trygge ved Troen, som I lærte den, og opfyldte af. Taksigelse.
Pas paa, at I ikke bliver et Bytte for nogen, som fanger jer ind med den Visdomslære og det hule Blændværk, der gaar efter Menneskenes Overleveringer og Verdens Leveregler og ikke efter Kristus.
For hele Guddomsfylden bor legemliggjort i ham.
Og I har hele jeres Indhold i ham, som er Hovedet for alt, hvad Magt og Myndighed er.
I ham er I ogsaa omskaarne med en Omskærelse, der ikke er med Hænder gjort, ved at afføres Kødlegemet, ved Kristus' Omskærelse.
I Daaben begravne med ham er I ogsaa i ham medoprejste gennem Troen paa den samme Guds Kraft, som opvakte ham af Døde.
Og jer, saa døde som I var i jeres Synder og jeres uomskaarne Natur, tilgav han alt, hvad der var forbrudt, og gjorde jer levende med ham.
Gældsbeviset med sine Forpligtelser, som vi havde imod os, slog han en Streg over, tog det bort og naglede det til Korset,
efter at han havde afført sig som et Klædebond alt det, der havde Magt og Myndighed, og gjort det til Skamme for hver Mands Øjne ved at lade det følge sit Sejerstog paa Korset.
Saa lad da ingen dømme jer for, hvad I spiser eller drikker eller Festdag eller Nymaane eller Sabbat.
Det er kun Skygger af det fremtidige. Legemet selv er Kristus' eget.
Ingen skal tage Prisen fra jer, fordi han villigt nedsætter sig selv og dyrker Englene, lader sig indvie til det, han har set, og gør sig til af det, han sanseligt fatter,
uden at det dog nytter noget, men slipper Hovedet, hvorfra hele Legemet vokser den gudgivne Vækst og har sit Sammenhold og Sammenhæng af de Hænder, der mødes og de Baand, der binder.
Naar I med Kristus er døde bort fra Verdens Leveregler, hvorfor vil I da lade jer alt foreskrive, som om I levede i Verden?
Rør ikke! Smag ikke! Kom det ikke nær! —
det som altsammen ved at bruges op skal forgaa — retter jer efter, hvad Menneskene paalægger og lærer.
Og det gaar der altsammen Ord af som Visdom med sin selvvalgte Dyrkelse, med at nedsætte sig selv og ikke skaane Legemet. Man gør ikke saa megen Ære af det, at man tilfredsstiller dets kødelige Trang.
Er I da oprejste med Kristus, saa maa I hige efter det histoppe, hvor Kristus sidder ved Guds højre Haand,
sætte jeres Hu til det histoppe, ikke det hernede paa Jorden. For
I døde jo og har jeres Liv skjult med Kristus i Gud.
Naar Kristus, jeres Liv, aabenbarer sig, skal ogsaa I med ham aabenbares i Højhed.
Saa lad da de jordbundne Lemmer dø: Løsagtighed, Urenhed, Sanselighed, lastefuld Lyst og slig Pengegriskhed, som er Afgudsdyrkelse.
Det er det, der nedkalder Guds Vrede,
og det gav I jer ogsaa af med, da det var sligt, I levede i.
Men det skal ogsaa I nu aflægge altsammen: Vred, truende, ondskabsfuld, spottende, ærerørig Snak — bort med det af jeres Mund.
Lyv ikke hinanden paa. I har jo afført jer det gamle Menneske, og hvad det tager sig for,
og iført jer det nye, det som bliver nyt igen til at vide god Besked i sin Skabers Billede.
Og der er ikke Hellener og Jøde, omskaaren og uomskaaren, Barbar, Skythe, Træl, fri, men Kristus alt og i alle.
Saa ifør jer da som Guds udvalgte hellige og hjertenskære inderlig Barmhjertighed, Tjenstvillighed, Ydmyghed, Stilfærdighed, Taalsomhed,
saa I bærer over den ene med den anden og tilgiver hverandre, om nogen har noget at klage paa nogen. Ligesom Kristus tilgav jer, saadan skal I ogsaa gøre.
Over alt det andet Kærligheden, den er Baandet, Fuldkommenheden binder med.
Og saa skal i jeres Hjerter Kræfterne lade sig lede af Kristus' Fred, den I ogsaa er indbudte til i et Legeme. Og skøn derpaa med Taknemlighed.
Lad Kristus' Ord bo hos jer i rigt Maal, saadan at I i al Visdom underviser og retleder hverandre med Salmer og Lovsange og Viser med Aand, saa jeres Hjerter genlyder af Sang for Gud i Naadestanden.
Og hvad I saa end tager jer for i Ord eller Gerning, gør det altsammen i Herre-Jesus-Navnet, saa I siger Gud Fader Tak gennem ham.
Hustruer! I skal rette jer efter jeres Mænd, som det sømmer sig i Herren.
Mænd! I skal elske jeres Hustruer og ikke være uvenlige imod dem.
Børn! I skal lyde jeres Forældre i et og alt; for det er saa fornøjeligt i Herren.
Forældre! I maa ikke plage jeres Børn, for at de ikke skal blive kede af det.
Trælle! I skal i et og alt lyde jeres jordiske Herrer, ikke paa Skrømt, men af et ærligt Hjerte af Frygt for at gøre Herren imod.
Hvad I end har for, saa tag fat med Liv og Lyst, som var det for Herren og ikke for Mennesker.
For I ved jo, at den Løn, I til Gengæld faar af Herren, er Arve-retten. Tjen Kristus som jeres Herre.
For den, som gør Uret, ham falder den Uret, han gør, tilbage paa, og der er ingen Personsanseelse.
Herrer! I skal yde jeres Trælle, hvad Ret og billigt er, da I ved, at I selv har en Herre i Himlen.
Hold jer fast til Bønnen, aarvaagne i den med Taksigelse.
Og bed for os om, at Gud vil med en Indgangsdør for Ordet aabne os Adgang til at tale om Kristus' Hemmelighed — for hvis Skyld jeg endog er bunden —
for at jeg kan aabenbart tale om den, som jeg bør.
Skik jer viselig overfor de udenforstaaende, og køb den gunstige Tid for det, den koster.
Jeres Ord skal altid være tiltalende, krydret med Salt, saa I ved, hvordan I har at svare hver især.
Tykikos den kære Broder og trofaste Hjælper, som tjener sammen med mig i Herren, vil meddele jer alting om, hvordan det gaar mig.
Jeg sender ham til jer for det samme, for at I skal faa alting at vide om os og faa af ham den Opmuntring, I hjerteligt trænger til,
og med ham den kære troende Broder Onesimos, som er en af jeres De skal lade jer vide, hvordan alt staar til her.
Jeg skal hilse jer fra min Medfange Aristarkos og fra Barnabas' Søskendebarn Markus, om hvem I har faaet Breve — kommer han til jer, saa tag vel imod ham —
og fra Jesus, som de kalder Justus. Af Omskærelsen er disse de eneste af mine Medarbejdere for Guds Rige, der har oplivet mig.
Saa skal jeg hilse jer fra Epafras, som er en af jeres og tjener Kristus Jesus, mens han altid strider for jer i sine Bønner, for at I maa staa fast uden at slaa af paa Fuldkommenheden eller mangle noget i Oplysning om, hvad der er Guds Vilje.
For det Vidnesbyrd giver jeg ham, at han gør sig megen Ulejlighed for jer og for dem i Laodikia og Hierapolis.
Jeg skal hilse jer fra den kære Lukas, Lægen og fra Demas.
Hils Brødrene i Laodikia og Nymfas og Menigheden der, hvor de bor.
Og naar Brevet er oplæst hos jer, sørg saa for, at det ogsaa bliver oplæst i Menigheden i Laodikia, og at I ogsaa faar det fra Menigheden i Laodikia oplæst.
Og sig saa til Arkippos: Se vel til, at du passer den Tjeneste, du har overtaget i Herren.
Egenhændig Hilsen fra mig, Paulus. Glem ikke mine Lænker. Naaden være med jer!
Fra Paulus og Silvanus og Timoteos til Tessalonikernes Menighed i Gud Fader og Herre Jesus Kristus. Naade være med jer og Fred
Vi takker Gud altid for jer alle, naar vi kommer jer i Hu under vore Bønner
og stadig mindes, hvor virksom jeres Tro har været, hvor utrættelig jeres Kærlighed og hvor urokkeligt jeres Haab: vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Ansigt.
Vi ved det jo Brødre, Gud har kær, hvad det er, I har forud for andre.
For vort Glædesbud kom ikke til jer med Ord alene, men i Kraft og i Helligaand og med megen Overbevisning deri. I ved jo, hvordan vi kom og bar os ad hos jer for jeres Skyld.
Og I modtog Ordet under megen Trængsel med Helligaands Fryd og Glæde og kom til at ligne os og Herren,
saa I er tilevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja.
For fra jer har Herrens Ord genlydt ikke blot i Makedonien og Akaja, men allesteds har den Tro, I har paa Gud, udbredt sig, saa vi behøver ingenting at sige.
For de fortæller selv om vor Optræden hos jer og om, hvordan I vendte om til Gud, fra Afguderne til at tjene en levende og virkelig Gud
og bie paa hans Søn fra Himlene, ham, som han vakte op af Døde. Jesus, som frier os fra den forestaaende Vrede.
I véd jo selv, Brødre, at det var ikke spildt Umage, da vi optraadte hos jer.
Tværtimod, skønt vi, som I véd, i Forvejen havde døjet Lidelser og Mishandlinger i Filippi, havde vi dog i vor Gud Frimodighed til at føre Guds Glædesbud paa Tale for jer og tage saa mangen en Tørn.
For vor Opmuntringstale er uden Svig ikke af Lyst til at lede vild eller med noget urent i Sinde.
Nej, ligesom det, om Glædesbuddet kunde betros til os, kom an paa, hvad Gud dømte om os, bringer vi det ogsaa paa Tale ikke for at tækkes Mennesker, men Gud som den, der dømmer om vort Hjertelag.
Vi kom jo i sin Tid, som I ved, ikke med sledske Ord eller med den Bagtanke at tjene Penge — Gud skal vidne.
Ikke heller gik vi ud paa at vinde Ære af Mennesker, hverken af jer eller andre,
skønt vi kunde gøre os gældende som Kristus-Apostle. Nej, vi kom jer saa mildt imøde, at en Moder tager sig ikke mere varmt af sine Smaabørn.
Saa inderligt droges vi imod jer, glade ved at dele med jer ikke blot Glædesbuddet, men dertil Liv og Sjæl, fordi vi fik jer saa kær, For I kan nok huske,
Brødre, den Møje og Besvær, vi havde med at arbejde Nat og Dag for ikke at ligge nogen af jer til Byrde, mens vi forkyndte Guds Glædesbud hos jer.
Vi kalder jer — og Gud med — til Vidne derpaa, hvor rent og ærligt og ulasteligt vi kom jer imøde, I, som tror.
Saadan ved I jo godt, at vi formanede og opmuntrede jer hver især ligesom en Fader sine Børn
og lagde jer alvorligt paa Sinde, at I maatte bære jer saadan ad, som I kan være det bekendt for Gud, der indbyder jer til sit Rige og sin Højhed og Herlighed.
Det er det samme, der gør, at vi ogsaa altid bliver ved med at takke Gud for, at dengang der blev bragt jer fra os et Ord, Gud lod gaa fra Mund til Mund, var det jer ikke et Menneskeord, I tog imod, men, som det i Virkeligheden er, et Guddomsord, og det er ogsaa virksomt i jer, som tror.
Ja, Brødre, I er kommen til at ligne Guds Menigheder, som er i Judæa i Kristus Jesus deri, at I har maattet lide det samme af jeres Stammefrænder, som de af Judæerne,
de samme, som slog Herren Jesus ihjel og Profeterne og forfulgte os. Gud har ikke Glæde af dem, og alle Mennesker har dem til Modstandere,
idet de hindrer os i at tale til Hedningerne for at faa dem frelste. Saa de fylder altid mere og mere deres Synders Maal. Men den fulde Vrede er i Hælene paa dem.
Da vi var bleven skilt fra jer Brødre for en kort Tid, som en, der har mistet sine Børn — vel ikke for Hjertet, men for Øjet — gjorde vi os saa meget mere Umage for at faa jer at se og længtes meget.
For vi havde i Sinde at komme til jer, jeg Paulus baade en og to Gange. Men Satan hindrede os deri.
For hvem ellers om ikke I skulde være vort Haab, vor Glæde, vor Hæderskrans ligeoverfor vor Herre Jesus ved hans Hidkomst.
For I er jo vor Hæder og vor Glæde.
Da vi ikke mere kunde holde det ud, foretrak vi derfor at blive alene tilbage i Aten
og afsende Timoteos vor Broder, Guds haandgangne Mand med Kristus' Glædesbudskab, for at styrke jer og opmuntre jer i jeres Trossag,
saa ingen af jer lader sig afslappe under disse Trængsler. I ved jo selv, at det er vore givne Kaar.
Det sagde vi jer jo ogsaa forud, da vi var hos jer, at Trængsel kommer vi til at lide. Saadan er det ogsaa gaaet, og det ved I godt.
Deraf kommer det, at jeg ogsaa, da jeg ikke kunde holde det ud længere, sendte Bud for at komme til Klarhed om jeres Tro: om vel Fristeren havde fristet jer, og vort Arbejde skulde blive spildt Umage?
Men nu da Timoteos er kommen til os fra jer og har bragt os gode Tidender om jeres Tro og Kærlighed og om, at det Minde, I bevaer om os, er altid kun godt, og I længes efter at se os ligesom vi efter jer,
saa har vi derigennem ved jeres Tro følt os trøstede for jeres Ved-kommende midt i al den Nød og Trængsel, vi selv har haft.
For nu lever vi op, naar I kun staar fast i Herren.
Ja, hvor kan vi vel fuldtakke Gud for jer for al den Glæde, vi har af jer,
naar vi stedes for vor Gud og Nat og Dag beder saa meget, saa meget om at faa jeres Ansigt at se og blive fuldfærdige med det, hvori jeres Tro endnu staar tilbage.
Vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus jevne vor Vej til jer,
og Herren gøre jer rigere og rigere mere endnu end før i Kærligheden indbyrdes og overfor alle, som vi ogsaa er overfor jer,
og gøre dermed jeres Hjerter faste i ulastelig Hellighed for Gud vor Fader, naar Jesus vor Herre kommer hid med alle sine hellige — amen!
Endvidere Brødre, beder vi jer saa og opmuntrer jer i Herre Jesus: Som I har lært af os, hvordan I bør færdes til Guds Velbehag — hvad I jo ogsaa gør — saadan skal I gøre det endnu mere.
I ved jo nok, hvad vi gav jer at rette jer efter, saa sandt Jesus er Herren.
For dette er Guds Vilje, at I helliges og afholder jer fra Løsagtighed,
saa enhver især af jer ved at hævde sit Køns Hellighed og Ære,
ikke ubeherskede i Sanselighed som Hedningerne, der ikke kender Gud,
at I ikke krænker eller foruretter jeres Broder i den Sag. For der er en Herre, der kræver til Ansvar for alt sligt, som vi ogsaa før har sagt jer eftertrykkeligt.
Gud indbød os jo da ikke til Urenhed, men til Helligelse.
Følgelig, den, som lader haant om det, foragter ikke Mennesker, men Gud, den samme, som giver sin Helligaand i jer.
Men Broderkærligheden trænger I ikke til, at jeg skal skrive til jer om. For I er selv oplærte af Gud til at elske hverandre.
Og det gør I jo ogsaa Alvor af overfor alle Brødrene i hele Makedonien. Men vi opmuntrer jer Brødre til at gøre det mere endnu
og til at sætte en Ære i at leve i al Stilhed og passe jeres egne Sager og arbejde med jeres Hænder, som vi paalagde jer,
for at føre et hæderligt Levned overfor dem, der staar udenfor, og for ikke at have pogens Hjælp nødig.
Men vi vil ikke, I skal være uvidende Brødre om deres Kaar, der gaar til Hvile, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ingen Haab har.
For tror vi, at Jesus er død og opstanden, saa vil Gud lige saa vel lade Jesus tage dem med sig, som er gaaet til Hvile.
Ja for det siger vi med et Herrens Ord, at vi som lever og bliver tilbage og oplever Herrens Hidkomst, vil ikke komme forud for dem, der er gaaet til Hvile.
For Herren selv skal fare ned fra Himlen med bydende Røst under Overengleraab og Guds Basuners Klang. Og saa skal de døde i Kristus opstaa først.
Derefter skal saa vi, de levende, de tilbageblivende bortføres til Møde med ham i Luften. Og saa skal vi være med Herren altid.
Saa kan I nu trøste hverandre med disse Ord.
Men hvorlænge Ventetiden skal vare, og hvornaar det skal være, behøver I ikke, at der skal skrives til jer om.
For I ved det godt selv, at Herrens Dag kommer som en Tyv ved Nattetid.
Naar de siger, der er Fred og ingen Fare, saa er Undergangen over dem ligesom Veerne over den frugtsommelige, og saa undslipper de ikke.
Men I Brødre er ikke i Mørke, og saa kan Dagen ikke overraske jer som en Tyv.
For I er alle Sønner af Lys og Dag. Vi er ikke Sønner af Nat og Mørke.
Men saa skal vi hellerikke sove som de andre, men holde os vaagne og ædrue.
For de, der sover, gør det om Natten, og de, der drikker sig fulde, gør det om Natten.
Men vi, som hører Dagen til, lad os holde os ædrue, iførte Tro og Kærlighed som en Rustning og Frelseshaab til at dække Hovedet.
For Gud har ikke bestemt os til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus,
som døde for vor Sag, for at, enten vi saa maatte være vaagne eller sovende — sammen med ham skal vi leve.
Derfor skal I trøste hverandre og den ene opbygge den anden, som I jo ogsaa gør.
Vi beder jer om Brødre at tænke paa dem, der arbejder iblandt jer som jeres Styrelse i Herren og retleder jer.
Agt dem i Kærlighed saameget desto højere for deres Gernings Skyld. Hold Fred med hverandre.
Vi formaner jer Brødre til at retlede de egensindige, oplive de modfaldne, tage jer af de svage, have Taalmodighed med alle.
Pas paa, at I ikke gengælder nogen ondt for ondt. Nej stræb altid efter det gode for hverandre og for alle.
Vær altid glade.
Hold uafladelig Bøn.
Sig Tak for enhver Ting. For det er det, Gud vil jer i Jesus Kristus.
Sluk ikke Aandsflammen.
Lad ikke haant om Profetier.
Men prøv alt, og behold det, der duer.
Hold jer fra det onde, hvordan det saa ser ud.
Men selve Fredens Gud hellige jer fuldt og helt og bevare jer sunde paa Aand og Sjæl og Legeme, saa der ikke bliver noget at laste ved Jesus Kristus vor Herres Hidkomst.
Han, som indbød jer, er trofast. Han vil ogsaa gøre det.
Brødre, hold Bøn for os.
Hils alle Brødrene med et helligt Kys.
I maa højtidelig love mig ved Herren at lade Brevet oplæse for alle Brødrene.
Jesus Kristus vor Herres Naade være med jer!
Fra Paulus og Silvanus og Timoteos — til Tessalonikernes Menighed i Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus.
Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus!
Altid Brødre skylder vi Gud at takke for jer paa værdig Maade, fordi jeres Tro vokser saa frodigt, og den Kærlighed, I alle har til hverandre, tager saadan til hos hver enkelt,
at vi selv roser os af jer i Guds Menigheder for jeres Standhaftighed og Tro under alle de Forfølgelser og Trængsler, I taaler.
Det viser, hvor retfærdig Guds Dom er, idet I kendes værdige til Gudsriget, som I lider for —
saa sandt som det er Ret for Gud at give dem Trængsel igen, som volder jer Trængsel,
og jer, som lider Trængsel, Lettelsen sammen med os, naar Herren Jesus med de Engle, der hylder hans Magt, aabenbares fra Himlen
i Ildslue og lader dem ske deres Ret, som ikke kender Gud, og dem, som ikke bøjer sig for Jesus vor Herres Glædesbud.
De vil komme til at lide deres retfærdige Straf, at rives bort i evig Undergang fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Højhed og Herlighed,
naar han kommer paa den Dag, der forestaar, for at lade sig hylde i sine hellige og beundres i alle dem, der har troet. For det Vidnesbyrd, vi bragte jer, blev troet.
Med det for øje holder vi ogsaa altid Bøn for jer, om at vor Gud maa agte jer for Indbydelsen værd og gøre jer fuldglade ved at være gode og virksomme af at tro og det med Magt,
for at Jesus vor Herres Navn kan komme til Ære og Værdighed i jer og I i ham alt efter vor Guds og Herre Jesus Kristus' Naade.
Men i den Sag om Jesus Kristus vor Herres Hidkomst, og hvordan vi kommer til Samling med ham, beder vi jer om Brødre
ikke saa hastigt at lade jer ryste fra Vid og Sans eller bringe ud af Ligevægt hverken af Aand eller Ord eller Brev, som tillægges os, som om Herrens Dag var lige for Døren.
Lad jer ikke i mindste Maade narre af nogen. Først kommer Frafaldet, og Lovløshedens Mand træder frem utilsløret født og baaren til Undergang,
Modstanderen, som hæver sig over alt, hvad der hedder Gud og viet Grund, ja sætter sig endog selv tilrette i Guds Tempel og giver sig selv ud for at være Gud.
Kan I ikke huske, at det sagde jeg jer, mens jeg endnu var hos jer.
Og nu, I ved, hvad der holder igen, for at han, naar hans Tid er inde, skal vise sig utilsløret.
For Lovløshedens Løndom er allerede i Virksomhed og venter kun paa, at han, som holder igen, bliver fjernet.
Og da skal den lovløse træde utilsløret frem, han som Herren vil dræbe med sin Munds Aande og gøre det af med ved sin Hidkomst for alles Øjne.
Men hans (den lovløses) Hidkomst gaar for sig, som Satan sætter ind af al Magt med Lyve-Tegn og Undere
og alt, hvad Uret ejer af Svig — for dem, der gaar tilgrunde til Gengæld for, at de ikke til deres Frelse tog imod Kærligheden til Sandheden.
Derfor sender Gud dem ogsaa Vildfarelse for Alvor, saa de tror Løgnen,
for at alle de skal faa deres Dom, som ikke har troet Sandheden men givet Uretten deres Bifald.
Men vi skal og maa altid takke Gud for jer, Brødre som Herren har kær, fordi han lige fra Begyndelsen udvalgte jer til at blive frelste med Aandshelligelse og Sandhedstro.
Og saa indbød han jer ogsaa dertil gennem vort Glædesbud, for at I skulde faa vor Herres Jesus Kristus' Højhed og Herlighed i Eje.
Nu vel Brødre, saa staa fast, og hold godt fast paa det overleverede, det I har lært, enten det saa er gennem Ord eller Brev fra os.
Men vor Herre Jesus Kristus selv og Gud vor Fader, som havde os kær og gav os naadigt evig Trøst og godt Haab,
han opmuntre og styrke jeres Hjerter i al god Gerning og Tale.
Og saa fremdeles Brødre bed for os om, at Herrens Ord maa fortsætte sit Løb og vinde Pris og Ære ret som hos jer,
og om at vi maa undslippe fra de skammelige og ondsindede Mennesker. Troen har jo ikke alle og enhver.
Men trofast er Herren, han skal nok styrke jer og vogte jer for den onde.
Vi stoler paa jer i Herren. I gør nok nu og fremdeles, hvad vi paalægger jer.
Herren lede jeres Hjerter paa den lige Vej til Guds Kærlighed og Kristus' Urokkelighed.
Det paalægger vi jer Brødre i Kristus Jesus vor Herres Navn, at I trækker jer tilbage fra enhver Broder, som ikke holder god Skik og ikke lever efter, hvad de har faaet overleveret fra os.
I ved jo godt selv, hvordan I bør efterligne os. For vi lagde os ikke efter Uskik hos jer.
Og vi fik ikke Føden af nogen for ingenting, men under Slid og Slæb Nat og Dag arbejdede vi for ikke at ligge nogen af jer til Byrde.
Ikke fordi vi ikke har Lov til det, men for at give jer et Forbillede i os selv, saa I kunde have os at arte jer efter.
Og det var netop det, vi paalagde jer, da vi var hos jer, at vil nogen ikke arbejde, saa maa han ogsaa lade være med at spise.
Vi hører jo, at der er nogen, der lægger sig efter Uskik hos jer og arbejder ikke, men gaar og spilder Tiden.
Dem der bærer sig saadan ad, byder og formaner vi i Herre Jesus Kristus, at de ganske roligt skal arbejde og spise deres eget Brød.
Men I Brødre, bliv ikke trætte af at gøre vel,
og er der nogen, som ikke retter sig efter vort Ord i Brevet, saa mærk jer ham. Kom ikke sammen med ham, for at han kan komme til at skamme sig.
I skal ikke regne ham for en Fjende men vise ham tilrette som en Broder.
Men han selv Fredens Herre, give jer Freden til enhver Tid i enhver Henseende Herren være med jer alle!
Min, Paulus' egenhændige Hilsen! Det er Kendingstegn i ethvert Brev. Saadan er min Haandskrift:
Jesus Kristus vor Herres Naade være med jer alle!
Fra Paulus, Kristus Jesus' Apostel efter given Befaling af Gud vor Frelser og Kristus Jesus vort Haab —
til Timoteos, ret et ægte Barn i Tro. Naade, Barmhjertighed, Fred fra Gud Fader og vor Herre Kristus Jesus!
Ligesom jeg gjorde ved min Afrejse til Makedonien, opmuntrer jeg dig til at blive i Efesos for at forbyde visse Folk at føre fremmed Lære
og lægge sig efter Eventyr og endeløse Stamtavler, som snarere fremmer Grublerier end Guds Troshusholdning.
Men det, Forbudet sigter til at fremme, er Kærlighed af et rent Hjerte, af en god Samvittighed og af en ærlig og redelig Tro.
Det har visse Folk sat sig ud over og saa hengivet sig til tankeløs Snak.
Lovlærere vil de gerne være og sanser dog hverken, hvad det er, de siger, eller hvem det er, de saa sikkert lader det gælde for.
Vi ved godt, at Loven er god, naar man bruger den til, hvad en Lov er til,
og er klar over, at en Lov ikke er rettet imod sagesløs Mand, men mod Forbrydere og Oprørere, ugudelige og syndige, frække og Spottere, dem, der myrder Far og Mor, Manddrabere,
Ukyske og Krænkere af eget Køn, Mennesketyve, Løgnere, Menedere, og hvad der ellers findes uforeneligt med den sunde Oplysning,
efter det Glædesbudskab, som er mig betroet, om den salige Guds Højhed og Herlighed.
Jeg takker ham, som udrustede mig med Kraft, vor Herre Kristus Jesus, fordi han viste mig den Tillid at tage mig i sin Tjeneste,
skønt jeg før var en Spotter, som forfulgte og gjorde Fortræd. Men jeg fandt Barmhjertighed, fordi jeg ikke vidste, at jeg gjorde det i Vantro.
Saa meget desto rigere blev vor Herres Naade og dermed Troen og Kærligheden i Kristus Jesus.
Ordet er trofast og al mulig Modtagelse værdt, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere, og selv er jeg den første af dem.
Dog derfor var det, at jeg fandt Barmhjertighed, at først skulde Jesus Kristus bevise hele sin Taalmodighed paa mig som et Forbillede for dem, som i Fremtiden skulde komme til at tro paa ham, og opnaa evigt Liv.
Men Evighedens Konge, den udødelige, usynlige, eneste Gud ham ske Hyldest og Ære i alle Evighedernes Evigheder — amen!
Dette Paabud giver jeg dig Timoteos, mit Barn, at passe vel paa — det er ikke andet end, hvad Profetierne over dig i sin Tid lød paa — at du tro imod dem skal kæmpe som Krigsmand paa den gode Side
med Tro og med en god Samvittighed. Den er der nogen, der har skilt sig af med og saa sejlet Troen i Sænk,
deriblandt Hymenaios og Aleksandros, som jeg har overladt til Satan, for at de kan lære at lade den Spotten fare.
Saa opmuntrer jeg da fremfor alt til at bede, paakalde, søge Hjælp og sige Tak for alle Mennesker,
for Konger og alle dem, der har at raade, for at vi maa føre et stille og roligt Liv i al Gudsfrygt og fuld Værdighed.
Det tager sig godt ud i Guds vor Frelsers Øjne,
og det ser han gerne, han som saa gerne vil, at alle Mennesker skal blive frelste og fortrolige med Sandheden.
Der er jo kun en Gud og en Mellemmand mellem Gud og Mennesker, et Menneske Kristus Jesus,
som gav sig selv til Løsepenge for alle, det Vidnesbyrd, sine Tider forbeholdt,
som jeg er sat til Forkynder og Apostel for — det er sandt, jeg siger; jeg lyver ikke — Hedningefolks Lærer i Tro og i Sandhed.
Det er altsaa det, jeg vil, at Mændene alle vegne skal løfte viede Hænder til Bøn uden Vrede og Uenighed.
Og Kvinder ligesaa. Anstændigt klædte skal de smykke sig ærbart og maadeholdent ikke med Fletninger og Guldstads, Perler eller kostbare Stoffer,
men med gode Gerninger, som det sømmer sig for Kvinder, der vil give tilkende, at de frygter Gud.
En Kvinde skal ganske stille lade sig undervise i alle Maader føjelig.
At undervise giver jeg ikke Kvinden Lov til, hellerikke at byde over sin Mand. Ikke saa, men i Stilhed maa hun holde sig tilbage.
For Adam blev dannet først, siden Eva.
Og Adam lod sig ikke narre, men Kvinden lod sig rentud narre og forbrød sig.
Men ved Barnefødslen skal hun frelses, om ellers de bliver i Tro og Kærlighed og Helligelse og varer sig vel. Ordet er trofast.
Naar nogen tragter efter at blive Tilsynsmand, saa er det en god Gerning, han har Lyst til.
Saa bør ogsaa Tilsynsmanden være uangribelig, en Kvindes Mand, ædruelig, vare sig selv vel, høvisk, gæstfri, god til at undervise,
maadeholden med Vin, ikke Nævefægter, nej mild og ikke kamplysten, ikke pengekær,
passe sit Hus vel, holde sine Børn til at lyde i al Høflighed.
Men naar en ikke forstaar at passe sit eget Hus, hvor skulde han da kunne sørge for Guds Menighed? —
ikke nyoptagen, for at han ikke skal blive hovmodig og falde for den Dom, der fælder Djævelen.
Men han maa ogsaa have et godt Vidnesbyrd af dem, der staar udenfor, for at han ikke skal falde i ondt Rygte og i Djævelens Snare.
Medhjælpere ligesaa, høflige, ikke tvetungede, ikke tilbøjelige til at drikke for megen Vin, hellerikke til skamløs Vinding,
saa de har Troens Løndom med en ren Samvittighed.
Ogsaa de skal staa deres Prøve først. Saa kan de gøre Tjeneste, naar de er uangribelige.
Kvinder ligesaa, høflige, ikke slemme til at bagtale, ædruelige, i enhver Henseende til at stole paa.
Medhjælperne maa være Mænd med en Kvinde til Hustru, som passer deres Børn og deres eget Hus vel.
For de, der har gjort god Tjeneste, vinder sig en smuk Livsvej og megen Frimodighed i Kristus-Jesus-Troen.
Dette skriver jeg til dig i det Haab, at jeg nok ret snart skal komme til dig,
men om det trækker ud for mig, da for at du kan vide, hvordan man har at bære sig ad i et Gudshus, som den levende Guds Menighed jo er, Søjle og Sæde for Sandheden.
Og uimodsigeligt: Stor er Gudfrygtighedens Løndom! Han, som aabenbarede sig i Kød, vandt sin Sag i Aand, lod sig se for Sendebud, forkynde lydt blandt Folkeslag, blev troet i Verden, hjemført i Højhed.
Men Aanden siger det udtrykkeligt, at henimod de sidste Tider vil der være dem, der svigter Troen og agter mere paa Forføreraander og onde Aanders Lærdomme,
Hykleri, som det er, i Løgneres Mund, der er brændemærkede i deres egen Samvittighed.
De formener Folk Giftermaal og Fødemidler, som dog Gud har skabt, for at de, der tror og ved den fulde Sandhed, skal nyde deres Del deraf og sige Tak derfor.
For alt, hvad Gud har skabt, er godt, og ingenting at kaste Vrag paa, naar man tager imod det med Tak.
For det helliges jo ved et Gudsord og ved at man beder sig til det.
Naar du lægger Brødrene dette paa Sinde, vil du være Kristus Jesus en god Tjener og næres af Troens og den gode Oplysnings Ord, dem, du har ladet dig lede af.
Frabed dig de Æventyr, der er kun verdslig Kællingesnak. Opøv dig derimod i Gudfrygtighed.
For Legemsøvelse er nyttigt til lidt, men Gudfrygtighed er nyttig til alt og har et Løfte at lide paa for Livet, det, der nu er, og det, der kommer.
Ordet er trofast og al mulig Modtagelse værdt.
Med det for Øje bærer vi baade Møje og Forhaanelse, for vi har sat vort Haab til den levende Gud, som er Redningsmand for alle Mennesker og ikke mindst for de troende.
Alt det skal du indprente og lære Folk.
Lad ingen foragte dig for din Ungdom, men bliv et Forbillede for de troende i Ord og i Adfærd, i Kærlighed, i Tro, i Renhed.
Vær flittig til at oplæse, formane, undervise, lige til jeg kommer.
Forsøm ikke at bruge den Gave, du har, som blev dig given med profetisk Tale og dertil Ældsteraadets Haandspaalæggelse.
Alt det skal passes, og alt det maa du være optaget af, for at det maa være klart for alle, at du gaar frem.
Giv nøje Agt paa dig selv og paa Undervisningen. Bliv ved med begge Dele, for saa frelser du baade dig selv og dine Tilhørere.
En ældre Mand maa du ikke skænde paa, men tale opmuntrende til som en Fader, yngre Mænd som Brødre,
ældre Kvinder som Mødre, unge Piger som Søstre i al Uskyldighed.
Enker skal du yde Agt og Ære, naar de for Alvor er det.
Men hvis nogen Enke har Børn eller Børnebørn, saa lad først dem lære at gøre et gudfrygtigt Hjem af deres Hus og yde de gamle Gengæld, for det er tækkeligt for Gud.
Den, som for Alvor er Enke og enligt stillet, har sat sit Haab til Gud og bliver troligt ved med Bøn og Paakaldelse Nat og Dag.
Men den, der gaar op i Livsnydelse, er allerede i levende Live død.
Det skal du ogsaa indprente dem, for at der ikke skal være noget at klage paa dem.
Men hvis nogen forsømmer sine egne, især indenfor sit eget Hjem, saa har de sagt sig al Troskab fra og er værre end den, der er utro.
En Enke maa føres paa Listen, naar hun er mindst 60 Aar, Enmandshustru,
en, som har vundet sig Vidnesbyrd for gode Gerninger. Hvadenten hun har opfødt Børn, har huset fremmede, har ydet de hellige Fodtvæt, har støttet dem, der var i Nød, eller i det hele lagt sig efter at gøre godt.
Men frabed dig yngre Enker. For ret som de gløder af Kristuskærlighed, saa vil de gerne giftes
og kan da ikke frikendes for, at den Troskab, de begyndte med, bryder de sig siden ikke meget om.
Desuden lærer de at drive ørkesløse om paa Husbesøg og ikke blot ørkesløse, men de farer med Sladder og Overtro og upassende Snak.
Jeg vil, at de yngre skal gifte sig, føde Børn, føre Husholdning og ikke give Fjenden Vind i Sejlene blot for at gaa og bagtale Folk.
For der er allerede dem, der har givet sig i Ledtog med Satan.
Har nogen troende Kvinde Enker hos sig, saa faar hun sørge for dem og ikke besvære Menigheden, for at den kan sørge for dem, som for Alvor er Enker.
De Ældste, som har røgtet Forstanderskabet vel, agt dem dobbelt Ære værd, særligt dem, som har virket med Ord og Undervisning.
„Du maa ikke binde Munden paa Oksen, naar den tærsker", siger jo Skriften. Og „Arbejderen er sin Løn værd".
Tag ikke imod nogen Klage over en Ældste, uden at der er to eller tre Vidner.
Den, som forsynder sig, skal du sætte i Rette i alles Paahør, for at ogsaa de andre skal være bange for det.
For Gud og Kristus Jesus og de udvalgte Engle er det mit dyre Alvorsord, at du skal overholde det uhildet og upartisk,
Forhast dig ikke med Haandspaalæggelse, og gør dig ikke medansvarlig for Andenmands Synder. Hold dig selv pletfri.
Hold op med din Vanddrikken og nyd derimod en lille Smule Vin for din Mave og for de Svagheder, du saa tidt lider af.
Der er Mennesker, hvis Synder paa Forhaand er klare nok og straks kan faa deres Dom. Andre har den i Hælene paa sig.
Saadan er ogsaa de gode Gerninger paa Forhaand klare eller i modsat Fald ikke i Længden til at skjule.
Alle de, der bærer Trælleaag, skal agte deres egne Herrer al Ære værd, for at ingen skal haane Guds Navn og Oplysningen.
Men de, der har troende Herrer, maa ikke ringeagte dem, fordi de er Brødre, men tjene dem saa meget hellere, fordi de er troende, og man med Tjenstvillighed gør sig afholdt. Lad dette være din Lære og Opmuntringstale.
Er der nogen, der lærer noget andet og ikke holder sig til Jesus Kristus vor Herres de sunde Ord og den Oplysning, der staar i Gudsfrygtigheds Tjeneste,
saa er han stor paa det, skønt han ingenting forstaar og lider kun af usund Lyst til at bringe Stridsspørgsmaal paa Bane og skændes derom. Deraf følger saa Bitterhed, Kiv, Krænkelser, led Mistænksomhed,
Uforligelighed mellem Mennesker, som har taget Skade paa deres sunde Sans og ladet sig Sandheden fraliste og gaar og mener, at Gudfrygtighed er noget at høste Fordel af.
Og vist er Gudfrygtighed sammen med Nøjsomhed en stor Fordel.
Vi har jo ikke bragt noget med os til Verden, saa vi kan heller-ikke tage noget med herfra.
Har vi Føde og Klæder, saa vil vi nøjes med det.
Men de, der vil være rige, falder i Fristelse, i en Fælde og i saa megen urimelig Begærlighed, som man kun har Fortræd af, noget som drager Menneskene tilbunds i Undergang og ødelæggelse.
For alle Ulykker har deres Rod i Griskhed efter Penge. Ved at tragte derefter er der mange, der har forvildet sig fra Troen og saaret sig selv med mange Lidelser.
Men du Guds-Menneske, det maa du fly, og stræb saa efter Fromhed, Gudfrygtighed, Tro, Kærlighed, Urokkelighed, Sagtmodighed.
Tag dit Tag i Troens ædle Dyst. Grib det evige Liv, hvortil du blev budep og indgik da den gode Pagt overfor mange Vidner.
For Guds Ansigt, som holder alt i Live, og Kristus Jesus, som gav den gode Pagt Vidnesbyrd for Pontius Pilatus, byder jeg dig:
Hold Budet pletfrit, ikke til at anke paa, indtil vor Herres Jesus Kristus' Hidkomst.
Den, som giver de Tider, det er forbeholdt, Syn for Sagn derom, er ham den salige enevældige Kongernes Konge og Herrernes Herre,
som ene ejer Udødelighed og bor i et utilgængeligt Lys, ham som ikke noget Menneske har set eller kan se. Ham være evig Ære og Magten hans evindelig, amen!
Byd dem, som er rige i den nuværende Verden, at dr maa ikke nære stolte Tanker og ikke grunde deres Haab paa Rigdom, upaalidelig som den er, men paa Gud, som givet Os alt rigeligt, for at vi maa nyde godt deraf.
De skal gøre godt, gøre sig rige paa gode Gerninger, villige til at dele med andre,
gerne fælles om det, saa det, de fylder deres Skatkammer med, er godt at grunde Fremtiden paa, for at gribe det, der er for Alvor at leve.
Timoteos! Pas godt paa det, der er dig betroet, og vend dig bort fra den frække, aandløse Snak, og hvad den „Viden", der svarer saa lidt til sit Navn, har at indvende.
Der er dem, der har gjort sig til Talsmand for den og er saa skejet ud fra Troen. Naaden være med jer!
Fra Paulus, Kristus Jesus' Apostel, fordi Gud vilde det saa, til Tjeneste for Løftet om Livet i Kristus Jesus —
til det kære Barn Timoteos. Naade, Barmhjertighed, Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Herre!
Jeg takker den Gud, jeg med en ren Samvittighed dyrker i Fædrenes Spor — ligesom jeg uafbrudt tænker paa dig i mine Bønner Nat og Dag,
idet jeg ved at mindes dine Taarer kommer til at længes efter at se dig for at blive rigtig glad
og kalder frem for Erindringen den ærlige og redelige Tro hos dig, den som fandtes først hos din Bedstemoder Lois og din Moder Eunike, men, jeg er vis paa det, ogsaa hos dig.
Jeg minder dig for den Sags Skyld om at opflamme den Naadegave, som ved min Haandspaalæggelse er nedlagt hos dig.
For det var ikke en Forknythedsaand, Gud gav os, men Krafts og Kærligheds og Selvbeherskelses.
Saa skal du ikke skamme dig ved vor Herres Vidnesbyrd og hellevikke ved mig hans Fangebundne. Men lid ondt med Glædesbudskabet, alt som Gud giver Kraft,
han som frelste os og lod udgaa til os en hellig Indbydelse, ikke til Gengæld for vore Gerninger, men efter sin egen Bestemmelse og Naaden given os fra ældgamle Dage,
men nu lagt for Dagen ved vor Frelsers Hidkomst, Kristus Jesus, som har gjort det af med Døden og bragt Liv og Uforgængelighed for Lyset med Glædesbudskabet,
det jeg er sat til Forkynder af, Apostel for og Lærer i.
For den Sags Skyld lider jeg ogsaa det, jeg lider, men uden at skamme mig. For jeg kender ham, jeg har sat min Lid til, og jeg er vis paa, at han er mægtig nok til at værne om, hvad der er mig givet i Forvaring, indtil den Dag, der forestaar.
Hav i den Tro og Kærlighed, som er i Kristus Jesus, de sunde Ord, du af mig har hørt, som et Grundbillede for Øje.
Pas godt paa det gode, der er dig betroet, med den Helligaand til Hjælp, som bor i os.
Du ved nok det, at i Asien har de allesammen vendt mig Ryggen. Blandt dem er Fygelos og Hermogenes.
Herren give Onesiforos' Hus Barmhjertighed, fordi han saa mangen Gang oplivede mig. Og han skammede sig ikke ved Lænken, jeg bar.
Nej, da han kom til Rom, søgte han flittig efter mig og fandt mig.
Herren give ham paa den Dag, der forestaar, at finde Barmhjertighed hos sin Herre. Ogsaa alt det, hvormed han har været mig til 'tjeneste i Efesos, kender du bedst.
Saa bliv da mit Barn altid stærk ved Naaden, den i Kristus Jesus.
Og hvad du har hørt af mig stadfæstet af mange Vidner, overdrag det til paalidelige Mennesker, som kan være skikkede til ogsaa at lære andre det.
Vær med til at lide ondt som en af Kristus Jesus' gode Krigsmænd.
En, der gør Krigstjeneste, blander sig aldrig i Forretningslivet, for at han kan staa sig godt med den, der har hvervet ham.
Giver man sig i Væddekamp, vinder man ingen Sejrskrans, med mindre man kæmper efter Reglerne.
Den, der med sit Arbejde dyrker Jorden, er nærmest til at faa sin Del af det, der avles.
Mærk vel, hvad jeg siger, for Herren skal give dig Forstand paa det alt sammen.
Kom Jesus Kristus ihu, oprejst fra de døde, af Davids Æt, efter mit Glædesbudskab.
I det lider jeg ondt lige til at bindes som en Forbryder. Men Guds Ord er ikke bundet.
Derfor holder jeg alting ud, for de udvalgtes Skyld, for at de ogsaa skal opnag Frelsen i Kristus Jesus med evig Ære.
Ordet er trofast. For har vi været med til at dø, skal vi ogsaa være med til at leve.
Naar vi holder ud, skal vi ogsaa faa Del i Kongedømmet. Hvis vi nægter at kendes ved ham, vil han ogsaa nægte at kendes ved os.
Bliver vi utro, saa bliver han dog ved at være tro. Fragaa sig selv kan han jo ikke.
Dette skal du minde om og højt og dyrt for Guds Ansigt gøre gældende, at der maa ikke yppes Kiv om Ord til ingen Verdens Nytte kun Skade til for den, som hører derpaa.
Stræb efter at staa din Prøve for Gud som en Arbejder, ingen behøver at skamme sig ved, som træder den lige Vej med Sandhedens Ord.
Men den frække Snakken hen i Vejret skal du gaa af Vejen for, for de driver det videre og videre i Ugudelighed,
og deres Ord vil brede sig som Koldbrand. Til dem hører Hymenaios og Filetos,
som har forladt Sandhedens Spor og siger, at Opstandelsen er allerede sket, og kuldkaster Troen for en og anden.
Hvad Gud fast har grundet, det staar dog lige fuldt og fører dette i sit Segl: Herren kender dem, som hans er, og hver den, som Herrenavnet nævner, maa tage Afstand fra Uretten.
Men i et stort Hus er der ikke blot Kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Træ og Ler og somme til Æresbrug og andre til Affaldsbrug.
Naar man da ikke gør sig uren ved at røre ved dem, saa skal man være et Kar til at have Ære af, helliget, nyttigt for Husets Herre, godt i Stand til enhver god Gerning.
Men sky Ungdommens Lidenskaber, og jag efter Fromhed, Tro, Kærlighed, Fred med dem, som paakalder Herren af et rent Hjerte.
De dumme og næsvise Spørgsmaal vis dem fra dig. De fører, som du ved, kun til Strid.
Men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle, dygtig til at undervise, taalig til at lide ondt,
mens han sagtmodigt viser dem tilrette, som kommer med Indvendinger. Om Gud dog engang vilde give dem bedre Sind til Sandhedserkendelse,
og de saa kunde vaagne op af deres Rus fri fra Djævelens Snare, hvor de sad fangne af ham og maatte gøre, som han vilde.
Men det maa du vide, at i de sidste Dage forestaar der vanskelige Tider.
For Folk vil kun bryde sig om sig selv, pengekære, stortalende, stolte, Spottere, ulydige mod deres Forældre, utaknemlige, frække,
holder ikke af hinanden, og kan ikke forliges med hinanden, bagtaler, nægter sig intet, tøjlesløse, uden Kærlighed til det gode,
Forræddere, opfarende, hovne, Lysterne mere end Gud hengivne,
har vel Gudfrygtighedens Form i Behold, men har frasagt sig dens Kraft. Dem skal du hellerikke have med at gøre.
For nogen af dem er det, der sniger sig ind i Hjemmene og faar saadanne Kvindfolk i deres Magt, som har fuldt op af Synder og lader sig rive hen af alle mulige Tilbøjeligheder,
altid lærvillige nok, men dog aldrig i Stand til at faa Sandheden ret at vide.
Ligesom Jannes og Jambres stod Moses imod, saadan staar ogsaa disse Sandheden imod, Mennesker, som har taget Skade paa deres sunde Sans. Troen er dem over Evne.
Men større Fremgang skal de ikke faa, for deres Vanvid bliver øjensynlig for alle, som det ogsaa gik med hine.
Du derimod har fulgt mig efter i Læren, Livsførelsen, Maalbevidstheden, Troen Taalmodigheden, Kærligheden, Urokkeligheden —
Forfølgelserne, Lidelserne. Hvor fik jeg dem ikke at føle i Antiokia, i Ikonion, i Lystra. Hvad har jeg ikke gennemgaaet af Forfølgelser, men Herren har friet mig ud af dem alle.
Alle andre, der gerne vil leve fromt i Kristus Jesus, vil ogsaa blive forfulgte.
Onde Mennesker og Svindlere de gaar frem fra ondt til værre, fører vild og farer vild.
Men bliv du ved det, du er bleven oplyst og overbevist om. Du ved, hvem du har lært det af,
og at du fra din spæde Barndom har kendt de hellige Skrifter, som er i Stand til at give dig Visdom til at blive frelst ved Troen, den i Kristus Jesus.
Hvert gudbeaandet Skrift er ogsaa tjenligt til at oplyse, til at overbevise, til at retlede, til at opdrage paa Barnevis i Fromhed,
for at Guds-Mennesket kan staa færdig og forberedt til enhver god Gerning.
Med Gud for Øje og Kristus Jesus, som engang skal dømme levende og døde, og hans Hidkomst og hans Kongedømme er det mit dyre Alvorsord:
Forkynd Ordet. Uanset om Tiden er dig belejlig eller ubelejlig, skal du altid være paa Færde, overbevise, opmuntre, sætte i Rette uden at tabe Taalmodigheden eller helme med »Undervisningen.
For den Tid kommer, da de ikke vil finde sig i den sunde Oplysning, men, alt som ørerne klør, kan de aldrig faa Lærere nok til at lokke for deres egne Lyster.
Og saa vil de vende det døve Øre til Sandheden og gaa efter Eventyrene.
Men vær du kun ædruelig i et og alt, lid ondt, gaa Glædesbudskabets Ærende, udret din Tjeneste.
For jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er forestaaende.
Jeg har stridt den ædle Kappestrid, fuldført Løbet, bevaret Troen.
Og saa er nu Fromheds Sejrskrans henlagt til mig, den, som Herren den retfærdige Dommer skal give mig, og ikke mig alene, men lige saa vel alle andre, som har glædet sig til hans Hidkomst.
Skynd dig og kom snart til mig,
for Demas har forladt mig af Kærlighed til den nuværende Verden, og han er rejst til Tessalonike, Kreseens til Galatien, Titus til Dalmatien.
Lukas er alene hos mig. Tag Markus med dig, for ham kan jeg saa godt bruge til Tjenesten.
Tykikos har jeg sendt til Efesos.
Naar du kommer, saa tag den Pels med, som jeg lod blive hos Karpos i Troas, og Bøgerne, især Pergamenterne.
Smeden Alexandros har gjort mig megen Fortræd. Herren vil gengælde ham efter hans Gerninger.
Ham skal du ogsaa tage dig i Agt for. For han har sat sig imod vore Ord til det yderste.
Under mit første Forsvar var der ingen, der kom mig til Hjælp, men alle forlod mig. Maatte de kun ikke kræves til Regnskab derfor!
Men Herren stod mig bi og indgød mig Kraft, for at Forkyndelsen skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Folkeslag faa den at høre. Og saa blev jeg revet ud af Løvens Gab.
Herren skal nok fri mig ud af alt, hvad der er af Ondskab gjort, og redde mig ind i sit himmelske Rige. Ham ske Hyldest i alle Evighedernes Evigheder - amen!
Hils Priska og Ak vilas og Onesiforos' Hus !
Erastos blev i Korint. Trofimos efterlod jeg syg i Milet.
Skynd dig at komme før Vinteren. Fra Eubulos og Pudens og Linus og Klaudia og alle Brødrene skal jeg hilse dig.
Herren være med din Aand! Naaden ledsage jer!
Fra Paulus Guds Tjener og Kristus Jesus' Apostel til Tjeneste for Guds Udvalgtes Tro og for den Sandhedserkendelse, der staar i Gudfrygtigheds Tjeneste,
baaren af Haab om et evigt Liv, lovet os fra urgamle Tider af den Gud, som aldrig lyver,
men som først i de Tider, det var forbeholdt, lod sit Ord komme for Dagen i lydelig Forkyndelse, den som efter Guds vor Frelsers Befaling blev mig betroet —
til Titus ret et ægte Barn, saa sandt vi har Tro tilfælles. Naade og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Frelser!
Det var for den Sags Skyld, jeg efterlod dig paa Kreta, at du skulde bringe det helt i Orden, som endnu stod tilbage, og, som jeg gav dig Besked om, indsætte Ældste By for By,
hvor nogen er at faa, som er uangribelig, med en Kvinde til Hustru, med troende Børn, som ikke kan beskyldes for Svir og Sværm eller er selvraadige.
For Tilsynsmanden bør som Guds Husholder være uangribelig, ikke egenmægtig, ikke opfarende, ikke drikfældig, ikke Nævefægter, ikke tilfals for skamløs Vinding,
men gæstfri, glad ved alt godt, varsom, redelig, gudfrygtig, afholdende,
holde sig til Ordet, der trofast er, som Læren lyder, for at han kan magte baade at opmuntre med den sunde Oplysning og gendrive dem, som siger imod.
For der er saa mange, der ikke kan underordne sig, som snakker hen i Vejret og bilder Folk noget ind, især de der har hørt Omskærelsen til.
De maa bringes til Taushed, de der saadan forstyrrer hele Familier ved at lære, hvad utilbørligt er, for skammelig Fordels Skyld.
En af dem, en Profet af deres egne sagde: ,Altid er Kreter Løgnere, gale Dyr, forslugne Dagtyve."
Det Vidnesbyrd er sandt. Irettesæt dem for den Sags Skyld uden Skaansel, for at de kan blive sunde i Troen
og ikke agte paa Jøde-Æventyr, og hvad saadanne Mennesker byder og befaler, som skejer ud fra Sandheden.
Alt er rent for de rene, men for de tilsølede og vantro er ingenting rent. Nej tilsølet er baade deres Tankegang og Samvittighed.
De siger nok ja til, at de kender Gud, men med deres Gerninger siger de nej, frække og ulydige er de og for ringe til at udrette nogen god Gerning.
Men før du kun det paa Tale, som sømmer sig for den sunde Oplysning,
at gamle Mænd skal holde sig ædrue, værdige i deres Optræden, varsomme, mens Troen, Kærligheden, den urokkelige Forventning gør dem sunde.
Gamle Kvinder skal ligesaa skikke sig som paa hellig Grund, ikke bagtale, ikke lade megen Vin være Herre over sig, Vejledere i, hvad godt er,
for at de kan give de unge Skønsomhed til at være kærlige mod deres Mænd, mod deres Børn,
være varsomme, pletfrie, huslige, gode, føjelige mod deres Mænd, for ikke at udsætte Gudsordet for Spot.
Ligesaa skal du formane de yngre Mænd til Varsomhed,
idet du i enhver Henseende viser i dig selv et Forbillede paa at gøre godt, i Undervisningen Ægthed, Ærværdighed,
et umiskendelig sundt Ord, for at den, der staar paa Modstanderens Side, maa skamme sig, naar han ikke har noget at sige os paa.
Trælle skal bøje sig for deres egne Herrer, være dem i alle Henseender til Maade, ikke sige imod,
holde sig frie for Falskhed, tvertimod heltigennem vise fuldgod Troskab, for at de kan i et og alt være en Pryd for vor Frelsers Skole.
For Guds Naade er jo hidkommen alle Mennesker til Frelse
ved at opdrage os til at sige os Ugudeligheden fra og det, som Verden higer efter, og leve, som raadeligt og ret og gudfrygtigt er, i den nuværende Tidsalder,
mens vi har i Vente med Salighedshaabet Jesus Kristus vor store Guds og Frelsers Højheds og Herligheds Hidkomst –
han som gav sig selv for os for at frikøbe os fra alt Lovbryderi og rense sig selv et Ejendomsfolk, hvis Lyst er gode Gerninger.
Saadan skal du tale og opmuntre og irettesætte med al mulig Bestemthed. Lad ingen ringeagte dig.
Husk dem paa, at de raadende og regerende skal man underkaste sig og Herrebud lyde, være rede til enhver god Gerning,
ikke krænke nogen, ikke stridbare, gode at komme til rette med, vise al mulig Sagtmodighed overfor alle Mennesker.
For vi var jo ogsaa en Gang ufornuftige, ulydige, vildfarende, Trælle af Lyster og Luner i broget Mangfoldighed, lod staa til i Ondskab og Nid selv ilde sete og hadefulde indbyrdes.
Men den Gang det kom hid og lod sig se, hvor god og menneskevenlig Gud vor Frelser er,
saa kom det ikke af Gerninger, vi havde gjort, som de skulde være, men han frelste os, som han selv havde Barmhjertighed til, med et Genfødelsesbad og med Helligaand paany,
som han gennem Jesus Kristus rundelig udøste over os,
for at vi skulde vinde vor Sag af hans Naade og saa blive i Haab Arvinger til et evigt Liv.
Ordet er trofast. Ogsaa dette vil jeg, du skal slaa fast, at de, der er komne til Tro paa Gud, skal være de første til gode Gerninger. Det klæder Folk vel, og det har de Gavn af.
Men dumme Stridsspørgsmaal og Stamtavler og Tvist og Lovstridigheder hold dig derfra, for de er ingen Nytte til og fører ikke til noget.
En Mand der volder Splittelse, skal du vise bort, naar du første og anden Gang har paamindet ham,
da saadan en, som du ved, har løsrevet sig og fælder med sin Synd sin egen Dom.
Naar jeg sender Artemas eller Tykikos til dig, saa skynd dig at komme til mig i Nikopolis, for der har jeg valgt at overvintre.
Tag dig af Apollos' og den retstærte Senas' Rejse, for at de ingenting skal mangle.
Vore egne maa ogsaa lære at sætte gode Gerninger i Værk, for at det ikke skal blive til ingenting for dem med at bære Frugt.
Alle de, der er hos mig, hilser. Hils dem, som i Troen har mig kær. Naaden være med jer alle!
Fra Paulus, Jesus Kristus' fangebundne og fra Broderen Timoteos — til vor kære Ven og Medarbejder Filemon
og til Søsteren Apfia og vor Vaabenbroder Arkippos og den Kreds, der samles i dit Hjem.
Naade være med jer og Fred fra Gud vor Fader og Herre Jesus Kristus!
Jeg takker altid min Gud, naar jeg under mine Bønner har dig i mine Tanker —
al den Stund jeg hører Tale om din Kærlighed og din Tro, som du har den — (Tro) paa Herren Jesus og (Kærlighed) til alle de hellige —
bedende om, at det Fællesskab, der hører med til din Tro, maa ud-folde sin Virksomhed i dyb Forstaaelse af alt det gode, vi har at samles om med Kristus for Øje.
For jeg har haft megen Glæde og Opmuntring af din Kærlighed, Broder, fordi du har hjulpet de hellige til Hjertero.
Derfor tilskynder jeg dig helt paa Kærlighedens Vegne, skønt jeg godt kunde tage mig stor Frihed i Kristus til at paalægge dig, hvad der passer sig.
Saadan som jeg er, den gamle Paulus og nu dertil Kristus Jesus' fangebundne, formaner jeg dig —
det er om det Barn, jeg har faaet under mit Fangenskab, Onesimos.
Før var han dig til ingen Nytte, men nu er han til god Nytte baade for dig og mig.
Ham sender jeg dig tilbage, ham, ja mit eget Hjerte er det.
Maatte jeg raade, saa beholdt jeg ham selv, for at han i dit Sted kunde være mig til Tjeneste, mens Glædesbuddet holder mig i Fangebaand.
Men uden dit Samtykke har jeg ingenting villet gøre, for at din gode Gerning ikke skulde være saa at sige nødtvungen, men frivillig.
Sagtens kom han bort fra dig til en Tid, for at han for evigt skulde høre dig til,
ikke længere som Træl, men som mere end Træl, som en kær Broder. Det er han i højeste Grad for mig, hvor meget mere da for dig baade som Menneske og som kristen.
Om du da regner mig med i Fællesskabet, saa tag imod ham som mig selv.
Men har han gjort dig Uret eller er bleven dig noget skyldig, saa skriv det paa min Regning.
Her har du min, Paulus' egen Underskrift. Jeg betaler — for ikke at sige dig, at du skylder mig dig selv.
Ja, Broder, jeg vilde saa gerne have Nytte af dig i Herren. Giv mit Hjerte Ro i Kristus.
I Tillid til, at du vil føje mig, skriver jeg til dig og ved, at du vil gøre endnu mere, end jeg siger.
Men indret dig saa ogsaa paa at have mig til Gæst. For jeg haaber, at I for jeres Bønner skal faa mig gengivet.
Jeg skal hilse dig fra Epafras min Medfange i Kristus Jesus
og fra mine Medarbejdere Markus, Aristarkos, Demas og Lukas.
Herrens Jesus Kristus' Naade være med jeres Aand!
Efter at Gud i gamle Dage mange Gange og hver Gang paa sin Maade havde talt til Fædrene gennem Profeterne,
har han, da det led mod Enden med disse Dage, talt til os gennem Sønnen. Ham gav han alt i Arv og Eje. Ved ham lod han ogsaa Verdnerne komme og gaa.
Og saasom han straaler af hans Højhed og udtrykker hans Væsen og bærer dertil alt ved at lade hans Magt komme til Orde, saa fuldbyrdede han Renselse fra Synderne og satte sig saa ved Alstorhedens højre Haand i det Høje.
Og saa langt er han bleven Englene overlegen, som det Navn, han har arvet, gaar forud for deres.
For til hvem blandt Englene sagde han nogensinde: „Du er min Søn, idag har jeg født dig." Fremdeles: „Jeg vil være Fader for ham, og han skal være mig en Søn."
Naar han fører den førstefødte tilbage igen til Jorderig, hedder det: „Saa skal alle Guds Engle knæle for ham."
Og hvor det gælder Englene, hedder det: „Han som gør sine Engle til Stormvejr og dem, der tjener ham, til Lynild".
Men, hvor det gælder Sønnen: „Dit Kongesæde, Gud, er for Evigheds Evighed, og din Kongestav den, der gør Ret og Skel.
Du elsker Ret og hader Uret. Derfor har Gud, din Gud dig salvet med Glædes-Olie fremfor de andre."
Videre: „Du har fra Førstningen, Herre, grundlagt Jorden, og Himlene er dine Hænders Værk.
De maa forgaa; men du er og bliver. De bliver alle som gamle Klæder.
Dem ruller du sammen som en Kappe, og saa skiftes de om. Men selv er du den samne, og aldrig udrinder dine Aar".
Til hvem blandt Englene har han nogen-tid sagt: „Sæt dig ved min højre Haand, til jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder".
Er de ikke alle Aander, som tjener ham og sendes i hans Ærende dem til Gode, som skal engang tage Frelse til deres Arvelod.
Saa meget des mere bør vi da vel passe paa, hvad Øret har hørt, for at vi ikke skal rives bort.
For naar Ordet talt ved Engle kom til at stag ved Magt, og hver Overtrædelse og Ulydighed fik sin velfortjente Løn,
hvordan skulde da vi gaa fri, naar vi har forsømt saa stor en Frelse, den som bragtes først paa Tale af Herren; men de, som havde hørt det, indestod os for det,
mens Gud vidnede derom med Tegn og Undere og Kraftytringer af saa mange Slags og Helligaands Meddelelse, som han selv vilde.
For det var ikke Engles Herredømme, Fremtidens Folkeverden, den Talen er om, af ham blev underlagt.
Der er en etsteds, der har hævdet: „Hvad er et Menneske — og du glemmer ham ikke! eller et Menneskebarn og dit Øje søger ham!
Du har for en kort Tid sat ham tilbage for Engle. Med Hæder og Ære har du kronet ham.
Alt har du nedbøjet under hans Fødder". Ja han har underlagt ham det alt uden Undtagelse. Endnu ser vi ikke alt underlagt ham.
Men han, som blev for en kort Tid sat tilbage for Engle, Jesus, ham ser vi kronet med Hæder og Ære for Dødens Pines Skyld, for at han af Guds Naade skulde lide Døden for hvermand.
Ja saadan maatte vel han, som alt er til for, og alt skylder sit Ophav, naar han førte mange Sønner til Højhed og Ære, lade deres Frelses Banebryder naa Maalet gennem Lidelse.
Ja for baade han, som helliger, og de, som helliges, har deres Udspring alle fra og det er Grunden til, at han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
idet han siger: „Jeg vil bringe mine Brødre Bud om dit Navn. I en Meninghedskreds vil jeg lovsynge dig."
Og videre: „Jeg vil være rolig i Tillid til ham," og videre: Se her er jeg og de Børn, Gud har givet mig."
Da nu Børnene har faaet Kaar sammen med Kød og Blod, saa tog ogsaa han lige saa vel som de sin Del af de samme Kaar, for at han gennem Døden kunde gøre det af med ham, som sad inde med Dødens Vælde, Djævelen,
og gøre det godt igen med alle dem, som under Dødsfrygt var bundne til livsvarig Trældom.
For det er jo da ikke Engle, men Abrahams Æt, han tager sig af.
Deraf følger, at han maa ligne Brødrene fra først til sidst for i Gudsforholdet at blive en medfølende og tro Ypperstepræst og sone Folkets Synder.
For det, at han selv fristedes og led, gjorde ham skikket til at komme dem til Hjælp, som fristes.
Derfor, hellige Brødre! medindbudne histoppe i Himlen! Agt vel paa vor Pagts Sendebud og Ypperstepræst, Jesus,
som er ham tro, der gjorde ham dertil, som ogsaa „Moses i hele hans Hus".
For han blev agtet saa meget mere Pris værd end Moses, som den, der grunder Huset, er mere Ære værd end Huset selv.
For hvert Hus skylder en sin Grundlæggelse, og den, som har grundlagt alting, er Gud.
Og Moses var tro i hele hans Hus som den, hvis Ærinde var at bære Vidnesbyrd om det, der skulde siges,
men Kristus som Søn over hans Hus — Huset det er os, om vi da bliver ved aabent at vedkende os og rose os af det, vi haaber paa, og lader det staa fast for os til det sidste.
Derfor, alt som Helligaanden siger: „Idag naar I hører hans Røst,
saa gør ikke jeres Hjerter haarde som der, hvor Bitterheden brød frem, ja, som paa Prøvelsesdagen i Ørken,
hvor jeres Fædre satte mig paa Prøve og vilde have Syn for Sagn, og de saa mine Gerninger
i fyrretyve Aar. Derfor blev jeg led ved den Slægt og sagde: Altid er de med deres Hjerte paa vilde Veje, og mine Veje kender de ikke;
saa jeg svor i min Vrede: De skal ikke gaa ind til min Hvile".
Brødre! pas paa, at ingen af jer gaar med et ondt, vantro Hjerte og viger fra den levende Gud:
Nej paamind hverandre hver eneste Dag, saa længe som dette „idag" lyder, for at ingen af jer skal gøres haard, bedragen af Synden.
For vi har faaet Kaar sammen med Kristus, naar vi blot til det sidste lader det staa ved Magt, hvormed vi begyndte at blive det, vi er.
Mens der siges: „Idag naar I hører min Røst, saa gør ikke jeres Hjerter haarde, som der hvor Bitterheden brød frem".
For hvem var det, der hørte, men forbitrede ham kun? Var det ikke alle dem, der slap ud af Ægypten ved Moses?
Og hvem blev han led ved i 40 Aar? Mon ikke dem, som syndede, og deres Kroppe faldt i Ørken?
Og hvem tilsvor han, at de skulde ikke gaa ind til hans Hvile, om ikke de ulydige?
Saa ser vi da, at det var Vantro der voldte, at de ikke kunde gaa ind.
Saa lad os da tage os vel i Agt, for at ingen af jer, skønt et Løfte om at gaa ind til hans Hvile endnu staar aabent, dog skal kendes for ringe dertil.
For vi har faaet vort Glædesbud saavel som de? Men dem hjalp ikke det Ord, der var at høre, da det ikke for dem, der hørte, var sammensmeltet med Troen.
For vi gaar ind til Hvilen som troende i Modsætning til det, han havde sagt: „Saa svor jeg i min Vrede: De skal ikke gaa ind til min Hvile" — skønt Gerningerne fra Verdens Grudlæggelse var gjorte.
Han har jo talt et Sted om Syvendedagen saadan: „Saa hvilede Gud paa den syvende Dag fra alle sine Gerninger".
Men her igen: „De skal ikke gaa ind til min Hvile".
Da det altsaa endnu lader vente paa sig, at der er nogen, der gaar ind til den, og de, som før fik Glædesbud derom, ikke kom ind, fordi de ikke troede,
saa fastsætter han atter en Dag — „idag" — idet han saa lang Tid efter siger gennem David, som før er sagt: „Idag naar I hører hans Røst, saa gør ikke jeres Hjerter haarde".
For hvis Josva havde givet dem Hvile, saa vilde han ikke have talt om en anden Dag senere hen.
Der star altsaa en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
For den, som er gaaet ind til hans Hvile, han har selv fundet Hvile fra sine Gerninger som Gud fra sine.
Lad os da stræbe efter at gaa ind til denne Hvile, for at ingen skal falde, saadan som Ulydigheden har vist os det.
For Gudsordet er levende og virksomt og hvassere end noget tveægget Sværd og stædes ikke, før det kløver Sjæl og Aand, Marv og Ben og holder Dom over Hjertets Lyster og Tanker.
Og der er ikke den Ting skabt, som skjuler sig for ham, men for hans Øje, som vi skal staa til Regnskab for, ligger alt blottet og værgeløst.
Siden vi nu har en stor Ypperstepræst, som har været overalt i Himlene, Jesus Guds Søn, saa lad os holde godt fast paa Pagten.
For vi har en Ypperstepræst, som ikke fattes Evne til at føle med os i vore Svagheder, da han er prøvet i et og alt paa samme Maade uden at synde.
Ja lad os frimodigt nærme os Naadens Højsæde for at faa Barmhjertighed og finde Naade til Hjælp i rette Tid.
For hver Ypperstepræst, som tages blandt Mennesker, indsættes i sit Kald for Mennesker i deres Gudsforhold til at frembære Offergaver og Slagtofre for Synder.
Og de uvidende og vildfarende kan han bære over med, fordi han har ogsaa selv sine Skrøbeligheder,
men maa derfor ogsaa ofre for sine egne lige saa vel som for Folkets Synder.
Og ingen kommer til den Ære ved at tage den selv, men kaldet af Gud ligesom Aron.
Saadan er det ogsaa med Kristus. Han gjorde ikke Ære af sig selv ved at blive Ypperstepræst, men det var ham, der gjorde det, som sagde til ham: „Du er min Søn, idag har jeg født dig".
Som det ogsaa hedder et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid med Kaldelseskaar som Melkisedek".
Og i sit Jordelivs Dage frembar han unde' Graad og hæftig Jammerklage Bønner og Raab om Hjælp for ham, som havde i sin Magt at føre ham frelst ud al Døden. Og han blev hørt og hjulpen ud af sin Angst og Nød.
Skønt han var Søn, maatte han lære Lydighed af, hvad han led.
Da han saa havde gaaet det igennem, blev han for alle dem, der lyder ham, en Kilde til evig Frelse,
hilst af Gud som Ypperstepræst med Kaldelseskaar som Melkisedek.
Derom har vi meget at tale, og svært er det at faa det klart nok sagt, eftersom I er tilevne sløve til at høre.
Skønt I vel burde være Lærere efter den Tid, I har haft, trænger I til, at man lærer jer om igen de første Begyndelsesgrunde til Gudsordene. Og kun saa vidt er I, at I maa have Mælk og ikke fast Føde.
For enhver, der faar Mælk, er uøvet i retvis Tale, for han er jo et lille Barn.
Men den faste Føde er for de voksne, de som Skridt for Skridt har faaet deres Sans opøvet til at skelne mellem godt og ondt.
Vi taler altsaa ikke mere om det, Kristus begynder med, men gaar videre frem mod Maalet for ikke at lægge Grundvolden om igen, det om Omvendelse fra livløse Gerninger og Tro paa Gud,
Undervisning om Døbelser, Haandspaalæggelse, Dødes Opstandelse og evig Dom.
Og det vil vi gøre, om Gud vil give os Lov dertil.
Det er jo umuligt at føre dem paany til Omvendelse, som engang har faaet deres Lys tændt, har smagt Himmelgaven og faaet Del i Helligaanden,
har smagt, hvor god Guds Tale er, og den kommende Tidsalders Kræfter —
men falder fra. De korsfæster og spotter igen Guds Søn for deres Vedkommende.
For Jord, som har drukket den tit nok faldende Regn og bærer Plantevækst dem til Gavn, som den dyrkes for, faar sin Del i Guds Velsignelse.
Men kommer den med Tisler og Tornekrat, er den ingenting værd og ikke langt fra at være forbandet. Den ender med at blive brændt af.
Men om jer, kære, føler vi os visse paa det, som bedre er, og som der er Frelse i, selv om vi fører sligt paa Tale.
For Gud er ikke saa uretfærdig, at han skulde glemme jeres Virksomhed og den Kærlighed til hans Navn, I har vist ved, at I har hjulpet og hjælper de hellige.
Men det vilde være os kært, om hver enkelt af jer vilde vise den samme Iver for ikke at opgive Haabet lige til det sidste,
for at I ikke skal blive ligegyldige, men ligne dem, som tror og venter taalmodigt og dermed arver det, der var dem lovet.
For Gud lovede Abraham og svor ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved:
„Saa sandelig vil jeg velsigne dig, og gøre dig mangfoldig".
Og saadan fik han det, der var ham lovet, efter at han havde ventet taalmodigt.
Mennesker sværger jo ved den, som er større, og Eden gør for dem med fuld Sikkerhed Ende paa al Modsigelse.
Idet Gud vilde give Løftets Arvinger saa meget tydeligere tilkende, hvor urokkelig hans Beslutning stod fast, gjorde han det med en Ed.
Saa var der to Ting, som ikke lod sig rokke, og hvormed Gud umuligt kunde lyve, for at vi skulde have en kraftig Opmuntring, vi som tager vor Tilflugt til at gribe det Haab, vi har for os,
det som er os et Sjælens Anker, trygt og paalideligt og rækker ind paa den anden Side af Forhænget,
der hvor Jesus gik ind forud for os og blev med en Melkisedeks Kaldelseskaar Ypperstepræst for Evigheden.
Denne Melkisedek nemlig, Konge af Salem, Præst for den højeste Gud, som kom Abraham imøde, da han vendte hjem og havde slaaet Kongerne, og som velsignede ham,
ham som Abraham gav Tiende af alt — han var for det første, naar det oversættes, „Retfærds-Konge" og dernæst Konge af Salem, det betyder „Freds-Konge",
uden Fader og Moder og Stamfædre, uden Tilblivelsesdag og Livsende, men at ligne ved Guds Søn. Han bliver ved at være Præst altid.
Se paa ham, hvor stor han er, han som Abraham, Stamfaderen, selv gav Tiende af, hvad bedst var af Byttet.
Og de, der som Levisønner overtager Præstekald, har Budhjemmel efter Loven for at tage Tiende af Folket, altsaa af deres Brødre, skønt ogsaa de har deres Udspring fra Abraham.
Men den, som ikke hørte til deres Stamtræ, har taget Tiende af Abraham og velsignet ham, som sad inde med Løfterne.
Det er hævet over enhver Modsigelse, at den ringere velsignes af sin Overmand.
Og her er det dødelige Mennesker, der tager Tiende, hist er det ham, som har det Vidnesbyrd, at han lever.
Gennem Abraham har saa at sige Levi selv, som tager Tiende, givet Tiende.
For ufødt var han i sin Fader, da han mødtes med Melkisedek.
Hvis nu det levitiske Præstedømme, som Folket jo var lovbundet til, kunde føre til Maalet, hvad Trang var der da til, at der skulde fremtræde en anden Præst med Kaldelses kaar som Melkisedek og ikke omtalt som Aron?
For naar der skiftes Præstedømme, maa der nødvendigvis ogsaa skiftes Lov.
Den, der omtales saadan, var jo af en anden Stamme, og af den havde aldrig nogen taget Vare paa Altret.
Vor Herre oprandt jo vitterligt nok af Juda, og med Hensyn til den Stamme talte Moses ikke et Ord om Præster.
Og end mere øjensynligt er det, naar det er i Lighed med Melkisedek en anden Præst træder frem,
en som ikke er blevet det med Lovhjemmel efter et jordisk Bud, men som et udødeligt Livs Magt giver det.
For han har det Vidnesbyrd: „Du er Præst til evig Tid med Kaldelseskaar som Melkisedek".
Det forrige Bud bliver sat tilside, fordi det var afmægtigt og kunde ikke hjælpe —
Loven førte jo ingenting igennem — men der banes Vej for et bedre Haab, som fører nær til Gud.
Og naar dertil kommer, at Eden ikke mangler — for hine er uden Ed bleven Præster,
men denne under Ed ved hans Mund, som sagde til ham: „Herren har svoret og angrer det ikke: „Du er Præst til evig Tid" —
Saa er Jesus bleven den, der borger os for en saa meget bedre Pagt.
Og hine er bleven flere Præster, fordi Døden hindrede dem i at blive,
men denne har et Præstedømme uden Afløsning, fordi han bliver til evig Tid.
Derfor kan han ogsaa fuldt ud frelse dem, der kommer til Gud gennem ham, og er altid levende og kan gaa i Forbøn for dem.
Ja saa stor en Ypperstepræst maatte vi have, højhellig, aldrig ond, pletfri, skilt ud fra de syndige og hævet højere end Himlene,
som ikke har nødig som Ypperstepræsterne Dag for Dag at bringe Offer først for sine egne Synder og saa for Folkets. Han gjorde det en Gang for alle ved at ofre sig selv.
For til Ypperstepræster indsætter Loven Mennesker, som har deres Skrøbeligheder, men Ordet edsvorent, som kom efter Loven, indsætter en Søn, som for al Evighed har gjort Fyldest.
Et Hovedpunkt ved det, Talen er om, er dette: Saadan en Ypperstepræst har vi, som har sat sig ved den højre Side af Alstorhedens Højsæde i Himlene
og varetager der Tjenesten ved Helligdommen og det rette Telt, det som ikke Mennesker, men Herren har rejst.
For hver Ypperstepræst indsættes i sit Kald for at frembære Offergaver og Slagtofre, og følgelig maa ogsaa denne have noget at frembære.
Hvis han nu var her paa Jord, var han end ikke Præst, for der er andre, der lovligt frembærer Offergaverne,
og det er dem, der varetager Tjenesten for et Skyggebillede af det himmelske. Saadan blev det Moses tilkendegivet, da han skulde til at gøre Teltet færdigt: „Se nu til, hedder det jo, at du gør alt efter det Forbillede, der blev vist dig paa Bjerget".
Men den Tjeneste, han nu har faaet, er noget langt større, saa meget bedre som den Pagt er, der gaar gennem hans Hænder, en der er lovfæstet med bedre Løfter.
Havde den første været ankefri, saa havde man vel ikke gjort Plads for en anden.
Men en Anke er det da imod dem, naar han siger: „Se de Dage kommer, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt for Israels Hus og for Judas Hus,
ikke som den Pagt, jeg indgik med deres Fædre paa den Dag, da jeg tog dem ved Haanden og førte dem ud af Ægyptens Land. For de blev ikke i min Pagt, og saa brød jeg mig ikke om dem, siger Herren.
For det er Pagten, jeg opretter med Israels Hus efter de Dage, siger Herren: Jeg lægger dem mine Love ind i deres Tankegang og skriver dem paa deres Hjerte, og saa skal jeg være dem en Gud, og de skal være mig et Folk.
Og saa skal de ikke mere undervise hver sin Medborger og hver sin Broder og sige: „Saadan er Herren. For de skal kende mig allesammen fra lille til stor.
For jeg vil tage skaansomt paa, hvad de har gjort Uret i, og, hvad de har syndet, vil jeg ikke mere drages til Minde."
Ved at sige „en ny" har han erklæret den første for gammel. Men det, der bliver gammelt og affældigt, er det snart forbi med.
Vist nok havde ogsaa det første sine gudstjenestelige Pligter at opfylde og sin Helligdom her i Verden.
For det forreste Telt var saadan indrettet, at i det var Lysestagen og Bordet, og Brødene lagdes frem, og det kaldes det hellige.
Efter det andet Forhæng kommer et Telt, som kaldes det allerhelligste.
Det har et Røgofferalter af Guld og Pagtskrinet over det hele beslaaet med Guld og deri et Guldkar med Mannaen og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagts-Tavlerne.
Og ovenover det har vi Højhedskeruber, som skygger over Soningsdækket, hvad der nu ikke her kan tales om i det enkelte.
Men saadan er disse Ting indrettede, og saa gaar de Præster, der gør Tjeneste, stadig ind i det forreste Telt
og i det andet kun Ypperstepræsten engang om Aaret og ikke uden at frembære Offerblod for, hvad han selv og Folket har fejlet.
Og Helligaanden giver dermed tilkende, at Adgangen til Helligdommen ikke er kommen aabenlyst for Dagen endnu, saalænge det forreste Telt indtager sin Plads.
Og det viser i Billedsprog hen til vor Tid. Og saadan frembæres ogsaa Offergaver og Slagtofre, som ikke kan føre Gudsdyrkeren til den Fuldkommenhed, Samvittigheden kræver,
men som tilligemed Mad og Drikke og Tvætninger er Pligter, der hviler paa det udvortes Liv, indtil Tiden kommer, da det bliver, som det skal være.
Men da Kristus kom som Ypperstepræst. for Fremtids-Goder, gik han ind gennem det Telt, der var større og mere fuldkomment og ikke Hænders Værk, det vil sige, hørte ikke til denne Skabning.
Og det var ikke Blodet af Bukke og Kalve, der aabnede ham Adgang dertil, men hans eget Blod. En Gang for alle gik han ind i Helligdommen og vandt en evig Udfrielse.
For, naar Blod af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie stænket paa dem, der er urene, helliger dem til udvortes Renhed,
saa skal langt mere den Salvedes Blod rense jeres Samvittighed for livløse Gerninger, saa I kan dyrke en levende Gud. Som et fejlfrit Offer bragte han Gud sig selv. Med en evig Aand evnede han det.
Og naar en ny Pagt gaar gennem hans Hænder, saa er det for at de, der kaldes paa, skulde faa Løftet om en evig Arvelod, naar først Døden var lidt til Udløsning fra Overtrædelserne under den gamle Pagt.
For hvor der er en Arvepagt, der maa nødvendigvis Arveladerens Død til.
For en Arvepagt gælder efter Dødsfald og kan aldrig træde i Kraft, mens Arveladeren er i Live.
Derfor er den første hellerikke indviet, uden at der flød Blod.
For da hvert eneste Lovbud overfor hele Folket var kommet til Orde ved Moses, tog han Okseblodet og Bukkeblodet tilligemed Vand og Skarlagen-Uld og Isop og stænkede Bogen selv og hele Folket
og sagde: „Det er det Blod, der hører til Pagten, som Gud har oprettet overfor jer".
Og Teltet og alle Redskaber til Gudsdyrkelsen stænkede han med Blodet ligesag.
Ja efter Loven er det snart alting, der renses med Blod, og uden at der flyder Blod, kommer der ingen Syndsforladelse.
Det kan da ikke være andet, end, at det, der afbilder, hvad der er i Himlene, maa renses herigennem, men selve det himmelske ved bedre Ofre end disse.
For det var ingen Helligdom gjort med Hænder, et Billede kun af den rette, men Himlen selv Kristus gik ind i for nu at stedes for Guds Ansigt paa vore Vegne
og ikke for mange Gange at frembære sig selv som Offer, saadan som Ypperstepræsten gaar ind i Helligdommen Aar for Aar med Blod, der ikke er hans eget.
I saa Fald maatte han have lidt mange Gange, siden Verden blev grundlagt. Nej en Gang ved Tidsaldrenes Udløb har han ladet sig se for med sin Ofring at slette Synden.
Og svarende til Menneskenes Kaar, en Gang at dø og saa Dom,
har ogsaa Kristus en Gang ladet sig ofre for at borttage manges Synder, og saa er Synden der ikke, naar han andengang ses af dem, der venter ham til Frelse.
Loven har kun en Skygge af Fremtidgoderne, ikke Virkelighedens egne Ansigtstræk og kan derfor aldrig med de samme Ofre, der uafladelig bringes Aar efter Aar, føre til Maalet for dem, som frembærer dem.
Vilde Gentagelsen ikke ellers have hørt op, fordi de Gudsdyrkere, som engang var bleven rensede, ikke længere havde nogen Synd paa Samvittigheden?
Men de bringer tvertimod dermed Aar efter Aar Synder i Erindring.
For Blod af Tyre og Bukke kan ikke f. tage Synder bort.
Derfor siger han, naar han træder ind i Verden: „Slagtoffer og Offergave har du ikke ønsket dig, men et Legeme har du dannet mig.
Brændofre og Syndofre har du ikke sat din Hu til.
Da sagde jeg: Se her er jeg kommen — i Bogrullen staar der skrevet om mig — for at udrette, Gud din Vilje".
Foran siger han: „Slagtofre og Offergaver, Brændofre og Syndofre, dem som bringes efter Loven, har du ikke ønsket dig og ikke sat din Hu til".
Og saa har han sagt: „Se her er jeg kommen for at udrette din Vilje. Han tager det første bort, for at det andet skal gælde".
Ved at den Vilje sker, er vi helligede gennem Ofringen af Jesus' Kristus' Legeme en Gang for alle.
Og enhver anden Præst staar og forretter sin daglige Gudsdyrkelse og bringer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kan gøre Synder til aflagte Klæder.
Men denne har bragt et eneste Syndoffer og saa sat sig for bestandig ved Guds højre Haand
og venter kun paa, at hans Fjender skal lægges som en Skammel for hans Fødder.
For med Ofring har han for bestandig ført frem til Maalet dem, som helliges.
Helligaanden vidner ogsaa for os. For efter at have sagt:
„Dette er Pagten, som jeg opretter med dem efter disse Dage", siger Herren:. „Jeg giver mine Love i deres Hjerter, og i deres Tankegang vil jeg indskrive dem,
og deres Synder og deres Lovbrud vil jeg ikke længere komme i Hu".
Hvor der er. Forladelse derfor, er der ikke længere Syndofre.
Staar os da, Brødre, Adgangen aaben ind til Helligdommen med Jesus' Blod,
den Adgang han har indviet for os til en helt ny og levende Vej gennem Forhænget -- det er hans Jordeliv —
og har vi en Stor-Præst over Guds Hus,
saa lad os træde frem med et sandru Hjerte i fuld Trosforvisning med Hjerterne stænkede frie fra ond Samvittighed og Legemet lutret med rent Vand;
saa lad os holde Haabets Bekendelse urokkelig fast. For trofast er han, som gav Løftet.
Og lad os ikke tabe hverandre af Sigte, saa vi kan opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger,
ikke unddrage os fra at samles til Møde med hverandre, som der er dem der bruger, men opmuntre hverandre, og det saa meget mere, som I kan se, Dagen nærmer sig.
For naar vi med Vilje synder, efter at vi har faaet Sandheden at vide, saa er der ikke noget Syndoffer mere tilbage,
men kun en grufuld Forventning om Dom og en rasende Flamme, der bryder frem og fortærer Modstanderne.
Naar nogen har sat sig ud over Moseloven, maa han uden Naade lide Døden, fældet af to eller tre Vidner.
Hvor meget strengere Straf maa da den fortjene, som har traadt Guds Søn under Fødder og agtet Pagtsblodet for urent, det han blev helliget med, og krænket Naadens Aand?
For vi ved nok, hvem der har sagt: „Straffen hører mig til, jeg vil gengælde", og saa igen: „Herren skal dømme sit Folk".
Det er en Gru at falde i den levende Guds Hænder.
Glem ikke de henrundne Dage, da I havde faaet Lys og saa holdt ud i saa megen Kamp med Lidelser,
snart til Spot for hvermand gennem Forhaanelser og Trængsler, snart i Samfundsfællesskab med dem, det gik saadan.
For baade følte I Deltagelse med de fængslede, og I lod jer med Glæde jeres Gods frarane, for I vidste, at I ejede det, der var bedre og dertil umisteligt.
Men saa skal I hellerikke opgive jeres frejdige Mod, for det lønner sig rigeligt.
Ja I har vel Brug for Taalmod, for at I kan faa, hvad Gud har lovet, naar I har gjort hans Vilje.
For det varer kun saa lidt saa lidt, saa vil han, som kommer, være der, og han tøver ikke.
„Og min Fromme skal leve af Tro. Men svigter han, kan min Sjæl ikke lide ham".
Men vi er ikke af dem, der svigter og gaar til Grunde, men af dem, der tror og vinder deres Liv.
At tro er at føle sig tryg i Haab, fuldt overbevist om Ting, man ikke ser.
Derom har jo de gamle faaet et godt Vidnesbyrd.
Ved at tro tilegner vi os det, at de Verdner, der kommer og gaar, er skabte ved et Ord talt af Gud, saa det, der ses, blev til uden noget synligt at blive til af.
Ved at tro bragte Abel et større Offer end Kain og fik derigennem det Vidnesbyrd, at han var from, idet Gud godkendte hans Gaver. Og derigennem taler han endnu efter sin Død.
Ved at tro undgik Enok at lide Døden, bortrykkedes og var ikke mere at finde, for Gud havde taget ham bort. Inden han blev tagen bort, har han jo det Vidnesbyrd, at han tækkedes Gud.
Men uden Tro kan man ikke blive tækkelig. For den, der træder frem for Gud, bør tro, at han er til og bliver den, der lønner dem derfor, som søger ham.
Ved at tro var det, at Noah, da Spaadomsordet lød om Ting, som endnu aldrig var set, fromt lod sig raade og byggede en Ark til Frelse for sit Hus, dømte derigennem Verden skyldig og vandt selv den Lod at frikendes af Tro.
I Tro lød Abraham Kaldet om at udvandre til et Sted, han engang skulde tage i Arv, og vandrede ud uden at vide, hvor han kom hen.
I Tro flyttede han til Løfte-Landet som til et fremmed Land og boede i Telte med Isak og Jakob, Medarvingerne til det samme Løfte.
For han ventede paa den grundmurede Stad, som havde Gud til Bygmester og Ophavsmand.
Ved at tro fik endog Sara selv Evne til at grunde en Slægt, endog hun havde overskredet Aldersgrænsen, idet hun stolede paa hans Trofasthed, som gav Løftet.
Derfor nedstammede der ogsaa fra en — ja en udlevet — saa mange som Himlens Stjerner og som Sandet paa Havets Bred, som ingen kan tælle.
Som det er med Tro, maatte alle disse dø uden at have faaet, hvad der var dem lovet, men de saa og hilste det i det fjerne, og de bekendte, at fremmede og hjemløse var de paa Jorden.
For de, som taler saadan, viser jo, at de søger et Fædreland.
Og mindedes de det, de var udvandrede fra, havde de vel Tid nok til at vende tilbage.
Men de higede netop efter et bedre, et himmelsk. Derfor holdt Gud sig ikke for god til at lade sig kalde deres Gud. Han byggede dem en Stad.
Troende bragte Abraham, da han sattes paa Prøve, Isak som Offer, og han som biede paa, hvad der var lovet, bragte som Offer sin enbaarne,
skønt det var sagt ham: „I Isak skal en Æt kaldes efter dig".
Han regnede med, at Gud ogsaa har Magt til at vække op af Døde. Derfra var det ogsaa, billedlig talt, han fik ham igen.
I Tro gav Isak Jakob og Esav en Velsignelse for det fremtidige.
I Tro velsignede Jakob, da han døde, hver især af Josefs Sønner og bøjede sig i Bøn over sin Stav.
I Tro talte Josef døende om Israels Sønners Udfærd og bød dem, hvad der skulde gøres ved hans Ben.
I Tro holdtes Moses af sine Forældre skjult i tre Maaneder efter sin Fødsel, fordi de saa, hvor dejlig Drengen var. Og de lod sig ikke skræmme af Kongens Bud.
I Tro gav Moses, da han blev stor, Afkald paa at kaldes Faraos Dattersøn
og foretrak at lide ondt med Guds Folk fremfor at gøre sig tilgode med Synd, saa længe det varede.
At lide den Salvedes Forhaanelse holdt han for større Rigdom end Ægyptens Skatte. For han saa hen til Afregningen.
I Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Trusler. For han holdt fast ved ham, som ingen ser, som om han saa ham.
I Tro indførte han Paasken og Strygningen med Blodet, for at den, som ødte de førstefødte, ikke skulde røre dem.
I Tro gik de over det røde Hav, som over det tørre, hvor Ægypterne prøvede det, men druknede.
For Tro faldt Jerikos Mure omkredsede syv Dage i Rad.
Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de trodsige, idet hun modtog Spejderne med Fred.
Ja hvorfor sige mere? Tiden vil ikke slaa til for mig, naar jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og Profeterne,
de som i Tro stod sig imod Riger, skiftede Ret, fik Løfter opfyldte, brød Løvers Gab,
dæmpede Ildens Magt, undkom fra Sværdets Od, hævedes fra Svaghed til Kraft, blev stærke i Strid, fik Hedninge-Hære til at vige.
Kvinder fik gennem Opstandelse deres døde igen. Men andre lod sig lægge paa Pinebænk og tog ikke imod deres Frihed for at opnaa en herligere Opstandelse.
Andre stod deres Prøve under Forhaanelser og Piskeslag ja dertil Baand og Fængsel.
De blev stenede, savede igennem, faldt 'for Mordersværd, gik klædte i Faare- og Gedeskind under Nød og Trængsel og ond Medfart.
Verden var dem ikke værd, mens de flakkede om i Ørkner og paa Bjerge og i Klippehuler og Jordens Kløfter.
Og alle disse, som har vundet sig et godt Vidnesbyrd gennem Tro, hentede sig ikke det, der var dem lovet.
Gud havde med os noget bedre for Øje, og uden os med skulde de ikke naa Maalet.
Er vi da nu omgivne af en saa vældig Sky af Vidner, saa lad os ryste af os med alt det, der tynger, Synden, som hilder os, og utrættelig løbe det Kapløb, vi har for os,
mens vi ser hen til ham, som Troen skylder baade sin Begyndelse og Fuldendelse, Jesus, som for den Glæde, der stod ham for Øje, gik Korset imøde uden at ændse Skammen og har sat sig ved Guds Kongesædes højre Side.
Ja tænk dog paa ham, som har fundet sig i, at Syndere trættede ham saa haardt imod, for at I ikke skal udmattes og blive sjæleslappe.
End har I ikke i Kamp mod Synden stridt imod, lige til Blodet randt,
men I har glemt den Opmuntring, der taler jer til som Børn: „Min Søn, agt ikke Herrens Revselse ringe, og giv ikke tabt, naar han sætter dig irette.
For den, som Herren har kær, ham revser han og holder under Pisken hver Søn, han drager Omsorg for".
Bær det for at lade jer tugte deraf. Gud handler med jer som Børn. For er der vel en Søn, som ikke revses af sin Fader?
Men er I fri for Revselse, mens alle andre har faaet deres Del deraf, saa er I jo ikke Børn, men uægte fødte.
Naar vi da har vore kødelige Forældre til at revse os og ærer dem, skulde vi saa ikke meget mere lade Aandernes Fader raade over os og leve derved ?
De andre revsede jo kun faa Dage og, som de bedst skønnede, denne, som det tjener os bedst til at blive hellige som han.
Al Revselse føles vel, mens den staar paa, som Sorg og ikke som Glæde, men vil sidenefter for den, som prøves derved, bære Fromheds fredhellige Frugt.
Derfor, stræk de slappe Hænder og de vaklende Knæ,
og træd jeres Fodspor altid lige frem, for at ikke det haltende skal træde fejl, men hellere faa sin Skade lægt.
Fred med alle skal I stræbe efter og Helligelsen. Uden den faar ingen Herren at se.
Og pas saa paa, at ingen gaar glip af Guds Naade, og lad ingen Giftplante skyde op af Roden, og gøre Fortræd, saa mange lader sig smitte af den.
Ingen maa være løsagtig og drive Spot som Esau, der byttede Førstefødselsretten bort for en Ret Mad.
I ved jo, at han endog senere, da han gerne vilde arve Velsignelsen, blev agtet uværdig dertil. Skønt han grædende trængte paa, fandt han ingen Mulighed for Bod.
Det er jo ikke et haandgribeligt Bjerg, I er kommen til, flammende Ild, Mulm og Mørke og Uvejr,
Drøn af Basuner og Lyden af Tale, som Tilhørerne bad sig fri for og vilde helst ikke have mere af.
For hvad Ordet bød, kunde de ikke bære. „Rører et Dyr ved Bjerget, skal det stenes".
Ja saa ræddeligt var Synet, at Moses sagde: Jeg skælver og bæver.
Nej I er kommen til Sions Bjerg og den levende Guds Stad, et himmelsk Jerusalem, Engle i Tusindtal til festligt Møde
og en Menighed af førstefødte, førte tilbogs i Himlen, og Gud som alles Dommer og frommes, nu fuldkomnes Aander
og Jesus den nye Pagts Stifter og Stænkelsesblod, som taler bedre end Abels.
Bed jer endelig ikke fri for at høre ham tale. For naar de ikke kunde undfly, som bad sig fri for at høre ham, som førte Guddomstale paa Jorden, hvor meget mindre de af os, som vender os bort fra ham fra Himlen.
Dengang rystede hans Stemme Jorden. Nu lader han melde: „Engang endnu vil jeg ryste ikke Jorden alene, men Himlen med".
Men dette „engang endnu" giver tilkende, at det, der rystes, gøres om som Skaberværk, for at det, som ikke rystes, skal blive ved at bestaa.
Derfor lad os, naar vi faar et urokkeligt Kongerige, være taknemlige for det og med Takken dyrke Gud paa den tækkeligste Maade i Gudsfrygt og Alvor.
For vor Gud er jo en fortærende Ild.
Bliv ved med Broderkærligheden.
Glem ikke Gæstfriheden. Den har været Aarsag til, at man uden at vide det husede Engle.
Husk paa dem, der sidder fængslede, som fængslede med dem, dem der mishandles, som selv i Legemligheds Kaar.
Ægteskabet skal holdes i Agt og Ære hos alle, Ægtesengen ukrænket. For Løsagtighed og Ægteskabsbrud vil Gud dømme.
Lad jer nøje med, hvad I har, uden Pengegriskhed i jeres Færd. For selv har han sagt: „Jeg slipper dig ikke og forlader dig ikke".
I kan være ved godt Mod og sige; „Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte. Hvad kan et Menneske gøre mig?"
Husk paa jeres Høvdinge, de som talte Gudsordet til jer. Se tilbage paa, hvordan de endte deres Livsbane, og lign dem i at tro.
Jesus er den samme igaar og idag og i al Evighed.
Lad jer ikke rive med af vidtløftige og fremmede Lærdomme. For det er godt nok, at Hjertet har Naade at holde sig til og ikke, hvad man spiser. De, som har det til deres Leveregel, har ingen Gavn deraf.
Vi har et Alter, som de, der tjener ved Telthuset, ikke har Lov til at tage deres Føde fra.
For de Dyr, hvis Blod Ypperstepræsten bærer ind i Helligdommen som Syndoffer, deres Kroppe opbrændes udenfor Lejren.
Derfor maatte ogsaa Jesus lide udenfor Porten, for at han kunde hellige Folket med sit Blod.
Saa lad os da gaa ud til ham udenfor Lejren og bære hans Forhaanelse.
For her har vi ikke en blivende Stad, men vi higer efter en, som skal komme.
Saa lad os da gennem ham altid bringe Gud Lovsangsoffer, det er Høsten af Læber, som bekender hans Navn.
Men glem ikke at gøre godt og at dele med hinanden, for saadanne Ofre synes Gud godt om.
Ret jer efter jeres Førere, og lad dem raade — for de holder Vagt over jeres Sjæle og skal staa til Regnskab derfor — for at de kan gøre det med Glæde og ikke sukke under det. Det vilde ikke være heldigt for jer.
Bed for os, for vi føler os visse paa, at vi har en god Samvittighed, saa sandt vi i enhver Henseende gerne vil skikke os vel.
Jeg lægger jer det saa meget mere paa Hjerte, for at I desto før kan faa mig tilbage.
Fredens Gud, han som førte Faarenes Overhyrde, vor Herre Jesus tilbage fra de døde med en evig Pagts Blod,
han gøre jer dygtige i Alt, hvad godt er, til at udrette hans Vilje, idet han selv udretter i jer, hvad han synes om ved Jesus Kristus. Ham være Ære i alle Evigheder, amen!
Saa lægger jeg jer paa Hjerte, Brødre, at optage Formaningsordet vel. Det er jo kun i Korthed, jeg har skrevet til jer.
I ved nok, at vor Broder Timoteos er paa fri Fod. Sammen med ham vil jeg se jer, hvis han da kommer snart.
Hils alle jeres Forstandere og alle de hellige. Jeg skal hilse jer fra dem fra Italien.
Naaden være med jer alle!
Hilsen fra Jakob, Guds og Herre Jesus Kristus' Tjener til de tolv Stammer i Adspredelsen.
Agt det for idel Glæde, mine Brødre, naar Prøvelser af saa mange Slags møder jer fra alle Sider,
og I ved, at naar jeres Tro har staaet sin Prøve, giver det Fasthed.
Men Fastheden skal være maalbevidst i sit Værk, saa i hverken slaar af paa noget eller fattes Sundhed eller staar tilbage i noget.
Men hvis nogen af jer staar tilbage i Visdom, saa skal han bede derom til den Gud, som giver alle uden Skrømt og uden Skænd, saa skal det gives ham.
Men han maa bede i Tro uden nogen Tvivl. For den, der tvivler, ligner Havets Bølgegang i Blæst og Uro.
For saadan en maa ikke tro, at han faar noget af Herren,
en vægelsindet Mand, vaklende paa alle sine Veje.
Den Broder, som har ringe Kaar, skal rose sig af, hvor højt han staar,
den rige af sin Ydmygelse. For som Blomsten i det Grønne vil han forgaa.
For „Solen staar op og gløder, og Planten visner, dens Blomst falder af, og dens favre Smil forgaar." Saadan vil ogsaa den rige visne hen paa sine Veje.
Lyksalig den Mand, som staar fast i Prøvelse. For har han staaet sin Prøve, faar han Livets Sejerskrans, som Herren har lovet dem, der elsker ham.
Ingen maa sige, naar han fristes, at han fristes af Gud. For Gud kan ikke fristes af ondt, og selv frister han ingen.
Men enhver fristes af sin egen Higen, som lokker og drager.
Saa undfanger og føder hans Higen Synd, og naar Synden er fuldvoksen, er Død dens Afkom.
Far ikke vild, kære Brødre.
Hvergang man faar noget godt, og Gaven gives tilfulde, kommer det altid ovenfra fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er hid og did og ikke Ny og Næde.
Han har efter sin Raadslutning født os til Verden ved et Sandhedsord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
I ved det godt mine kære Brødre, men hurtig skal man altid være til at høre, sen til at tale, sen til Vrede,
For Mands Vrede fremmer ikke Guds Retfærdighed.
Derfor skal I aflægge al Urenhed og, hvad der er tilbage af Ondskab, og saa ydmygelig tage imod det Ord, der er plantet ind, det der har Magt til at frelse jeres Liv.
Men lad Ord blive til Daad og nøjes ikke med at høre det, saa I narrer jer selv dermed.
For hvis nogen kun er Ordets Tilhører og ikke gør Alvor af det, saa ligner han en Mand, som faar Øje paa, hvordan det Ansigt, han er født med, ser ud i et Spejl,
og naar han saa har set sig selv, gaar han bort og glemmer straks, hvordan han var.
Men den som har kigget lidt ind i Frimands Lov, den som ikke slaar af paa noget, og er bleven ved dermed og ikke er bleven glemsom Tilhører, men gør Alvor af det — ' han skal nok blive lykkelig ved det, han gør.
Hvis nogen mener om sig selv, at han dyrker Gud, men han holder ikke Styr paa sin Tunge, og hans eget Hjerte kan ikke stole paa ham, saa har hans Gudsdyrkelse ingenting at betyde.
En ren og pletfri Gudsdyrkelse overfor Gud Fader er det at se til Faderløse og Enker i deres Nød og bevare sig selv ubesmittet af Verden.
Mine Brødre, I maa ikke mænge Troen paa vor Herre Jesus Kristus i al hans Højhed med Personsanseelse.
For naar der kommer en ind i jeres Forsamling, en Mand med Guldring i fine Klæder, og saa kommer der ogsaa en Fattigmand ind i snavsede Klæder,
og I ser paa ham i de fine Klæder og siger: Sæt dig magelig her, og til den fattige siger I: Der kan du staa, eller: sæt dig nede ved min Skammel —
har I saa ikke gjort Forskel hos jer og gjort jer til slettænkende Dommere?
Hør mine kære Brødre: Har Gud ikke med Udvælgelsen gjort de fattige i Verdens Øjne rige i Tro og til det Riges Arvinger, som han har lovet dem, der elsker ham?
Men I har krænket den fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker jer, og dem, der trækker jer for Retten?
Er det ikke dem, der haaner det gode Navn, I er opkaldte med?
Naar I overholder Kongeloven efter Skriften: »Du skal elske din Næste som dig selv", er det vel gjort.
Men naar I viser Persons-anseelse, er det Synd, I tager jer for, og overbevises af Loven om, at I overtræder den.
For den, der ellers holder hele Loven, men snubler paa et Punkt, er bleven skyldig overalt.
For den, som sagde: „du maa ikke bryde Ægteskab", er den samme, som sagde: „du maa ikke myrde". Naar du da ikke bryder Ægteskab, men myrder, saa er du bleven Lovbryder.
I skal tale og handle, som de der engang skal dømmes efter Frimandslov.
For Dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke viser Barmhjertighed. Barmhjertighed smiler ad Dom.
Hvad kan det nytte, mine Brødre, om en siger, han har Tro, men Gerninger har han ingen af? Kan vel Troen frelse ham?
Naar en Broder eller Søster ikke har Klæder paa Kroppen og ikke det, de den Dag skal leve af,
og saa en siger til dem: Gaa med Fred og varm jer, og spis jer mætte, men giver dem ikke, hvad de trænger til — hvad kan det nytte?
Saadan ogsaa Troen. Rummer den ingen Gerninger, saa er den selvdød.
Nej, siger saa nogen, du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, saa skal jeg vise dig Troen af mine Gerninger.
Du tror, at der er en eneste Gud. Det gør du vel i. De onde Aander tror det ogsaa og skælver.
Men vil du vide det, du indholdsløse Menneske, at Troen uden Gerninger ingenting har at betyde?
Var vor Fader Abrahams Ret ikke rundet af Gerninger, da han bragte sin Søn Isak som Offer paa Alteret?
Kan du se, at Troen gør fælles Sag med hans Gerninger, og Troen modnedes af at gøre Gerningerne?
Og Skriften gik i Opfyldelse. Den siger:„ Abraham troede paa Gud, og Retten blev tilregnet ham deraf, og han kaldtes „Guds Ven".
Der kan I se, at et Menneskes Ret hjemles af Gerninger og ikke af Tro alene.
Fik ikke ogsaa Skøgen Rahab paa samme Maade Ret hjemlet af Gerninger, idet hun havde taget imod Sendebudene og sendt dem ad en anden Vej bort?
For som Legemet er dødt uden Aand, er Troen død uden Gerninger.
I skal ikke være mange om at blive Lærere, mine Brødre, for I ved nok, at saa faar vi en strengere Dom?
For vi fejler allesammen i saa meget. Er der en Mand, der ikke fejler i Ord, saa er han fuldkommen og i Stand til at holde ogsaa hele sit Legeme i Tømme.
Naar vi giver Hestene deres Bidsler i Munden, for at de skal lystre os, saa vender vi ogsaa hele deres Legeme.
Se til Skibene ogsaa, saa store som de er og drevne frem af stærk Blæst, de vendes af et usseligt Ror derhen, hvor Styrmanden har bestemt, at han vil hen.
Saadan er Tungen ogsaa kun et lille Lem, men stor paa det. Se hvor lille en Brand og hvor stor den Skov, som den kan sætte Ild paa.
Tungen er Ild. Blandt vore Lemmer sidder Tungen som den falske Verden og sætter sine urene Mærker paa hele Legemet, ja sætter hele Tilværelsens Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede.
For alt, hvad der er af Naturliv i firføddede Dyr, Fugle, Krybdyr og Fiske lader sig tvinge og er undertvunget af Menneskenaturen.
Men Tungen er der blandt alle Mennesker ingen, der har det i sin Magt at kue, et ustandseligt Onde, fuld af dødbringende Gift.
Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi de Mennesker, der er skabte i Guds Billede.
Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Det er ikke sømmeligt mine Brødre, at det gaar saadan til.
Springer vel Kilden af et og samme Væld med sødt og surt?
Kan vel, mine Brødre, et Figentræ bære Oliven eller en Vinranke Figen? En salt Kilde giver hellevikke fersk Vand.
Er nogen af jer vis og forstandig, saa lad ham af sin gode Livsførelse vise, at Visdom har gjort hans Gerninger sagtmodige.
Men har I Hjertet fuldt af arg Misundelse og Rænkespind, saa skal I ikke rose jer tvertimod Sandheden og lyve.
Den Visdom er ikke kommen ovenfra, men jordisk, aandløs, af Troldeart.
For hvor der er Misundelse og Rænkespind, der er Forvirring og alslags Uvæsen.
Den Visdom derimod, som er ovenfra, er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Medfølelse og andre gode Frugter, upartisk og uden Skrømt.
Men den Sæd, hvoraf Retten gror, saas i Fred for dem, som holder Fred.
Hvoraf kommer det, at der kriges og holdes Ufred hos jer? Mon ikke af de Lyster, som holder Striden staaende i jeres Lemmer?
I higer og har ingenting. I myrder og misunder, men kan ingenting faa. I holder Ufred og kriges. Og saa har I ingenting, fordi I ikke beder.
I beder, men faar ingenting, fordi I beder ilde, kun for at I kan tilfredsstille jeres Lyster.
I Troskabsbrydere, ved I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab mod Gud? Den som har besluttet sig til at være gode Venner med Verden, gør sig altsaa til Guds Fjende.
Eller mener I, det er tom Tale, Skriften fører: "Nidkær staar hans Hu til den Aand, han lod tage Bolig hos os,
men saa meget mere gavmild er han med sin Yndest Derfor hedder det: Gud staar de stolte imod, men skænke] de ydmyge sin Yndest.
Saa lad da Gud raade over jer, og modsæt jer Djævelen, saa skal han fly fra jer.
Hold jer nær til Gud, saa holder han sig nær til jer. Tvæt jeres Hænder I Syndere! Rens jeres Hjerter, I tvesindede!
Klag jeres Nød og sørg og suk! Byt jeres Latter med Sorg og jeres Munterhed med nedslagne Øjne!
Bøj jer ydmygt for Gud, saa ophøjer han jer.
Tal ikke ilde om hverandre, Brødre. Den som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven. Men naar du dømmer Loven, saa retter du dig ikke efter den, men retter paa den.
Der er kun en, der er Lovgiveren og Dommeren, han, som har Magten til at frelse og til at styrte i Fordærvelse. Men hvem er du, som dømmer din Næste?
Og saa I, som siger: Idag eller imorgen rejser vi til den eller den By og bliver der et Aar og driver Handel og tjener Penge —
I som ikke skønner, hvad Liv Dagen imorgen vil bringe. Ja, for hvad er jeres Liv? I er jo kun en Damp, der kendes en kort Stund og saa forsvinder.
I Steden for skulde I sige: Om Herren vil, og vi lever, saa vil vi gøre saa eller saa.
Nej I er i jeres Overmod store paa det. Alt saadant Praleri er ondt.
Den som forstaar at gøre det rigtige, men gør det ikke, for ham er det jo at synde.
Og saa I rige: Græd og klag jer for de Ulykker, der, kommer over jer,
Jeres Rigdom raadner op, og jeres Klæder bliver mølædte.
Jeres Guld og Sølv bliver irret, og at det firres, vidner imod jer, og den Ir skal som en Ild æde jeres Kød. I har samlet Penge i Sidstningsdage.
Den Løn, som Arbejderne, der har høstet jeres Marker, ikke har faaet af jer — hør hvor den raaber, og Høstfolkenes Klageraab har naaet Herre Sebaots Øre.
I har nydt Livet paa Jorden i Overdaadighed og Ødselhed. I har gjort jer tilgode paa Slagtedagen.
I har dømt den skyldig, som havde Ret, og myrdet ham. Han gør jer ingenting imod.
Hav da Taalmodighed, Brødre, til Herrens Hidkomst. Se Bonden venter paa Jordens dyre Frugt og har Taalmodighed med den, til den faar tidlig Regn og sildig Regn.
I skal ogsaa have Taalmodighed, væbne jer med faste Hjerter; for Herrens Hidkomst nærmer sig.
Klag ikke over hverandre, for at I ikke skal blive dømte. Nu er Dommen for Døren.
Tag jer til Forbillede, hvor Profeterne maatte lidt ondt, og hvor taalmodige de var, de som talte i Herrens Navn.
Se nu, hvor vi priser dem lykkelige, som holdt ud. I har hørt, hvor Hjob holdt ud, og ved, hvad Herren lod det ende med. For Herren har dyb Medfølelse, og barmhjertig er han.
Fremfor alt, mine Brødre, maa I ikke sværge, hverken ved Himlen eller Jorden eller nogen anden Ed. Men lad jeres Ja være et Ja og jeres Nej et Nej, for at ingen skal faa noget at dømme jer for.
Hvis nogen iblandt jer lider ondt, saa bed. Hvis nogen er vel tilmode, saa syng Lovsange.
Hvis nogen iblandt jer er syg, saa hent Menighedens Ældste, saa skal de salve ham med Olie i Herrens Navn og bede for ham.
Saa vil troende Bøn helbrede den syge, og Herren vil rejse ham af Sygelejet, og har han gjort sig skyldig i Synder, skal han faa Tilgivelse.
Saa bekend da jeres Synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I kan faa Lægedom. En from Mands Bøn kan udrette meget, naar den er inderlig.
Elias var et Menneske som vi, og han bad en Bøn om, at det maatte lade være at regne, og saa regnede det ikke paa Jorden i tre Aar og seks Maaneder.
Og saa bad han igen, og saa gav Himlen Væde og Jorden sin Grøde.
Mine Brødre, hvis nogen hos jer farer vild fra Sandheden, og en omvender ham,
saa skal han vide, at den, der omvender en Synder fra den Afvej, han er kommen ind paa, redder en Sjæl ud af Døden og dækker over mange Synder.
Fra Peter, Jesus' Kristus' Apostel, til dem som færdes i Udlændighed, adspredte i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien,
udvalgte, efter som Gud Fader forud kendte dem, i Aandens Helligelse til Lydighed og Stænkelse med Jesus' Kristus' Blod — Naade ønskes jer og Fred i fuldt Maal!
Lovet være Gud, vor Herres Jesus' Kristus' Fader, som har genfødt os, fordi hans Barmhjertighed var saa stor, til levende Haab ved Jesus' Kristus' Opstandelse fra de døde,
til en Arv, som hverken kan ødes eller skamskændes eller visne hen, godt gemt i Himlen til jer,
I som ved at tro bevares med Guds Vælde til en Frelse, som er tilrede og venter kun paa at blive aabenbaret i den sidste Tid.
Det skal I fryde jer ved, om I end for Tiden, naar det ikke kan være andet, er nedtrykte af saa mange Slags Prøvelser.
For saa skal jeres Tro efter at have staaet sin Prøve vise sig meget mere værd end det Guld, som forgængeligt er men dog kendes paa Ildprøven, og vinde Pris og Agt og Ære, naar Jesus Kristus aabenbares,
ham I har kær, skønt I ikke har set ham, ham som I nu ikke seende, men troende jubler imøde, med en usigelig og ophøjet Glæde,
naar I faar, hvad jeres Tro fører til, Livsfrelse.
Det var den Frelse, Profeterne granskede og grublede over, de som varslede om den Naade, der var jer tiltænkt,
og grundede paa, hvad det vel monne være for en Tid og Tidsforhold, den Salvedes Aand, som boede i dem, sigtede forud til med sit Vidnesbyrd om de Lidelser, der ventede den Salvede, og al den Hyldest, som fulgte efter.
Og det blev dem aabenbaret, at det var ikke dem selv, men jer, de tjente med dette, som nu er forkyndt jer af dem, der i Helligaand fra Himlen sendt bragte jer Glædesbud. Det er det Engles Lyst at faa Indblik i.
Saa hold jer da ædruelige og med jeres Tankegang i Tjenerdragt, og sæt jert aldrig svigtende Haab til den Naade, Jesus' Kristus' Aabenbarelse har at bringe jer.
Som Lydighedsbørn skal I ikke arte jer efter de forrige Lyster under jeres Uvidenhed,
men efter ham, som kaldte paa jer, og som er hellig, blive ogsaa I hellige i al jeres Færd.
”Hellige skal I være, for jeg er hellig", staar der jo skrevet.
Og kalder I ham Fader, som uden Personsanseelse dømmer enhver efter hans Gerning, saa maa I færdes alvorsfuldt, mens jeres Udlændighed staar paa.
I ved jo, det er ikke for timelige Ting, Sølv eller Guld, I er frikøbte fra det indholdsløse Liv, I havde arvet fra Fædrene,
men for Kristus' kostbare Blod som et lydeløst pletfrit Lams,
forud kendt som saadan, før Verdens Grund blev lagt, aabenbaret nu, da Ventetiderne snart er tilende, for jeres Skyld,
I som kan takke ham for, at I tror paa Gud, som vakte ham op fra de døde og gav ham Højhed, saa I har i jeres Tro ogsaa Haab paa Gud.
I har jo med Sandhedslydigheden renset jeres Sjæle til uskrømtet Broderkærlighed. Saa vær da af Hjertet kærlige mod hverandre af al jeres Magt,
genfødte som I er, ikke af forgængelig men uforgængelig Sæd ved et levende og blivende Guds Ord.
”For al kødelig Natur er som grønne Urter, og al dens Herlighed som Blomsten i det grønne. Det grønne visner, og Blomsten falder af,
men hvad Herren siger, bliver evindelig". Det er det Ord, hvormed der er bragt jer Glædesbud.
Ja læg da af al Ondskab og al Svig, Hykleri og Had og alt, hvad der hedder ond Omtale.
Hig som nyfødte Børn efter den aandelige Mælk, som ingen bliver narret med, for at I ved den kan vokse jer til Frelse,
om I ellers har smagt, at Herren er god.
Kom til ham den levende Sten, vel af Mennesker vraget, men hos Gud udsøgt, meget værd.
Og lad jer selv som levende Stene bygge op som et aandeligt Hus til et helligt Præstekor, for at frembære aandelige Ofre, dem vi kan takke Jesus Kristus for, at Gud synes godt om.
For der staar i Skriften: „Se jeg lægger paa Sion en Sten til Topsten i Tinden, udsøgt, meget værd, og den, som tror paa ham, bliver ikke til Skamme".
I som tror, høster da Æren. Men for dem, som ikke tror, er „den Sten, Bygherrerne vragede, bleven Toppen af Tinden"
og „en Anstødsten og Ménstødsklippe" (Forargelsesklippe) — de som snubler af Ulydighed mod Ordet, det de og var bestemte til.
Men I er en udvalgt Slægt, et kongeligt Præstekor, et helligt Folk, et ret Folk kaaret til Ejendom, for at I skal udbrede hans Underværkers Berømmelse, som kaldte jer ud af Mørket og ind til sit vidunderlig store Lys.
I som ikke før var noget Folk, men nu et Guds Folk — I som ikke fandt Barmhjertighed, men nu har fundet det.
Kære, jeg raader jer til husvilde og hjemløse, som I er, at afholde jer fra saadanne kødelige Lyster, som ligger i Krig med Sjælen,
og leve jeres Liv smukt blandt Hedningene, for at de gode Gerninger, naar de faar dem at se, skal faa dem til paa en Dag, da han vender sig til dem at prise Gud for det samme, som de nu skylder jer for at gøre Fortræd med.
Underkast jer for Herrens Skyld alt, hvad Mennesker har skabt, enten det saa er Kongemagten som det øverste
eller Kongens Mænd, som de gaar hans Ærende til at straffe dem, der gør Fortræd, og rose dem, der gør godt.
For saadan er det Guds Vilje, at de, der gør godt, skal lukke Munden paa de Daarer, der ikke ved Besked.
Som frie Mænd og dog ikke som dem, der har Friheden som Skalkeskjul, men som Guds Trælle.
Alle skal I holde i Agt og Ære, elske Broderskabet, frygte Gud, ære Kongen.
Tjenestefolk maa føle, det er Alvor, og bøje sig for Husets Herrer, ikke blot for de gode og milde, men ogsaa for de urimelige.
For det er Paaskønnelse værd, naar maa bunden af sit Samvittighedsforhold til Gud finder sig i at lide Overlast med Urette.
For hvad er det at tale om, hvis I taaler Slag, naar I har forset jer? Men naar I gør godt og saa finder jer i at lide ondt, det er Paaskønnelse værd hos Gud.
Da der kaldtes paa jer, gik det jo ud derpaa, at ogsaa Kristus led for jer og efterlod jer en Forskrift til Efterligning, for at I skulde træde i hans Fodspor.
Han, som ingen Synd gjorde, og der fandtes ikke Svig i hans Mund.
Han som lod sig skælde ud uden at skælde igen, ikke truede, da han led ondt, men overlod det til ham, som dømmer retfærdigt.
Han som selv i sit Legeme tog vore Synder op paa Træet, for at vi skulde dø bort fra vore Synder og leve for, hvad Ret er, og ved hans Saar har I fundet Lægedom.
For I var som vildfarne Faar, men nu er I vendt om til jeres Sjælehyrde og Værge.
I Hustruer ligesaa. I skal underordne jer under jeres Mænd, for at de kan, om en og anden ikke lyder Ordet, vindes uden Ord ved det Liv, Hustruerne fører,
naar de bliver Vidne til, hvor rent og alvorsfuldt I lever jeres Liv.
Jeres Prydelse skal ikke bestaa i det udvortes med Haaropsætning og Guldstads, man hænger paa sig, og Klæder man ifører sig,
men det, der dølger sig i Hjertet, et Menneske med den ydmyge og stille Aand, som ikke lader sig opslide, noget der for Gud er meget kostbart.
Saadan har jo ogsaa før de hellige Kvinder, som haabede paa Gud, smykket sig, mens de underordnede sig deres Mænd,
som Sara rettede sig efter Abraham og kaldte ham Herre. Og hende slægter I paa ved at gøre det gode uden at lade jer kyse af nogetsomhelst, der kan skræmme.
I Ægtemænd ikke mindre. I skal i det huslige Samliv i Forstaaelse af, at Kvinden er det svage Køn, dele Æren med hende, saa sandt de ogsaa har Ret til deres Del i Livsglæden. For at der ikke skal komme noget i Vejen for jeres Bønner.
Kort sagt. Alle maa være ligesindede, dele godt og ondt med hinanden, broderlige, medfølende, ydmygttænkende,
ikke gengælde ondt med ondt eller Haansord med Haansord, men tværtimod velsigne, eftersom det, I er indbudne til, er at faa Velsignelse til Arvelod.
For uden, som har Livet kært og gerne vil se gode Dage, maa afholde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra svigefuld Tale,
vende sig fra ondt og gøre godt, søge Fred og hige derefter. For Herrens øjne agter paa ærlige Folk, og hans øre lytter til deres Bøn.
Men Herren retter sit Ansigt mod dem, som gør ondt".
Og hvem skulde gøre jer Fortræd, naar I bliver det godes Forkæmpere?
Ja om I ogsaa skulde komme til at lide for, hvad Ret er, saa er I lykkelige. Men bange som de skal I ikke være og hellerikke lade jer forstyrre.
Men Herren, Kristus skal I hellige i jeres Hjerter, altid rede til at tale jeres Sag overfor enhver, der vil have jer til at gøre Regnskab for det Haab, I bærer hos jer,
stilfærdigt og alvorsfuldt vel at mærke, og med en god Samvittighed, for at de, der laster det gode Liv, I lever i Kristus, maa blive til Skamme, naar I bliver bagtalte som Forbrydere.
Det er jo da bedre at lide, om Gud saa vil, for at gøre godt end for at gøre ondt.
For Syndighed førte til, at ogsaa Kristus led Døden en Gang for alle, uskyldig for skyldige, for at give os Adgang til Gud, kødeligt given Døden i Vold, levendegjort i Aand,
hvori han ogsaa fór hen og prækede for de Aander, der sad i Fængsel,
de som fordum var ulydige, da Gud i sin Taalmodighed biede i Noahs Dage, mens Arken blev bygget, hvori saa faa, kun otte Sjæle blev reddede ved Vand,
det samme der ogsaa nu som Daab frelser jer og har sit Forbillede deri, og ikke er Aflæggelse af den kødelige Naturs Urenhed men et Tilsagn hentet fra Gud om en god Samvittighed i Kraft af Jesus' Kristus' Opstandelse,
han, som efter sin Himmelfart er ved Guds højre Side og har under sig Engle og Høvdingskaber og Magter.
Har da Kristus baaret kødelig Naturs Lidelse, saa skal I ogsaa ruste jer med den samme Tankegang, for den, som har baaret kødelig Naturs Lidelse, har faaet nok af at synde
og vil for Fremtiden føre sit Liv i kødelig Natur ikke mere i det, Mennesker higer efter, men i det, der er Guds Vilje.
For længe nok har I i den henrundne Tid gjort, som Hedningefolkene vilde, og givet jer af med Udskejelser, Vellyst og Drukkenskab, Sværm og Svir og Afgudsdyrkelse af usædelig Art.
Naar I ikke løber med til den samme Sanselighedens rivende Strøm, kan de ikke begribe det og driver Spot med det,
de som skal gøre Regnskab overfor ham, som er rede til at dømme levende og døde.
Netop derfor blev der ogsaa bragt Dødninge Glædesbud, for at de vel skal dømmes som Mennesker kødeligt, men leve som Gud aandeligt.
Men alting er sin Afslutning nær. Saa gaa da til at holde Bøn med Selvbeherskelse og ædru,
fremfor alt kærlige mod hverandre af al jeres Magt -- for Kærlighed dækker over Synder, saa mange som de er —
gæstevenlige mod hverandre uden Smaalighed.
Hver især lade den Naadegave, han har faaet at tjene med, komme ogsaa andre tilgode som gode Husholdere over Guds Naade i al sin brogede Mangfoldighed.
Taler nogen, lad det være, som Gud giver Kraften dertil, for at Gud gennem Jesus Kristus kan faa Ære deraf. Hans er Æren og Kraften i alle Evighedernes Evigheder. Amen!
Kære, I skal ikke undre jer over den Brand, der brænder hos jer for at sætte jer paa Prøve, som om I ikke kunde begribe det, der hændes jer.
Men alt som I faar Del i Herrens Lidelser, skal I glæde jer, for at I ogsaa, naar hans Højhed og Herlighed aabenbares, kan blive jublende glade.
Naar Kristus-Navnet lægges jer til Last, saa er I lykkelige, for saa hviler Højhedens og Guds-Aanden over jer.
For ingen af jer maa lide som Morder eller Tyv eller som en, der gør Fortræd eller blander sig i andres Sager.
Men er det som Kristen, skal han ikke skamme sig derved, men prise Gud med dette samme Navn.
For nu er Tiden kommen, da Dommen tager sin Begyndelse fra Guds Hus. Men begynder det først med os, hvad vil saa Enden blive for dem, som er ulydige mod Guds Glædesbud.
Og naar den, der har Ret, næppe nok bliver frelst, hvor bliver saa den af, der ikke dyrker Gud, og den der har forbrudt sig?
Saa maa da ogsaa de, der efter Guds Vilje lider ondt, ved at gøre godt betro deres Liv til ham, som er en trofast Skaber.
Saa formaner jeg da de Ældste iblandt jer som Medældste og som Vidne til den Salvedes Lidelser, og som den der ogsaa har Del i den Højhed og Herlighed, som skal aabenbares.
Vogt Guds Hjord iblandt jer, og før Tilsyn med den ikke nødtvungne, men ret jer frivilligt efter Gud, ikke for lav Fordels Skyld, men af Lyst,
hellerikke saa I gør jer til Herrer over, hvordan Arven skiftes, men saa I bliver Hjordens Forbilleder.
Og naar Overhyrden lader sig se, faar I den Æreskrans, der aldrig visner.
Ligesaa skal I, som er yngre, underordne jer dem, som er ældre, ja alle den ene den anden, bøjede under Ydmyghedens Aag. For Gud staar de stolte imod, men giver de ydmyge Naade.
Saa lad jer da ydmygt bøje under Guds stærke Haand, for at han maa ophøje jer, naar det er Tiden dertil.
Alt, hvad I er bekymrede for, læg det over paa ham. For han har Omhu for jer.
Vær ædru og aarvaagne. Jeres Modstander, Djævelen er paa Færde som en Løve, der brøende søger, hvem den kan opæde.
Staa ham imod faste i Troen. I ved jo, at de samme Lidelser overgaar jeres Brødre i Verden.
Men al Naades Gud, han som indbød jer til sin evige Højhed og Herlighed i Kristus, efter at I en kort Tid har lidt, vil selv modne, fæstne, styrke, grundmure jer.
Hans er Kraften i alle Evigheder. Amen!
Med Silvanus til Hjælp, den trofaste Broder — det holder jeg ham for — har jeg nu i Korthed skrevet jer til med Opmuntring og med Stadfæstelse af, at den Guds Naade, I staar i, er ægte.
Jeg skal hilse jer fra hende den medudvalgte i Babylon og fra min Søn Markus.
Hils hverandre med Kærlighedskys. Fred med jer alle, som er i Kristus!
Fra Simeon Peter, som tjener Jesus Kristus og er hans Apostel — til dem, som vor Gud og vor Frelser Jesus Kristus i sin Retfærdighed har ladet faa lige saa god en Tro som vi.
Naade og Fred tilønskes jer i rigeligt Maal ved at kende Gud og Jesus vor Herre.
Lige saa vel som hans Guddomsmagt har skænket os alt, hvad der behøves, til Liv og Gudsfrygt ved at kende ham, som med sin egen Højhed og Magt kaldte ad os
og dermed har skænket os, hvad kosteligt og størst af alt der var os lovet, for at I derigennem skulde undfly den ødelæggelse, der her i Verden lurer i Lidenskaberne, og blive fælles med ham om en Natur af guddommelig Rod –
saa maa I ogsaa netop derfor gøre jer al Umage for at vise i jeres Tro, hvad I magter, og i det, I magter, hvad I har Forstand paa,
og i det, I har Forstand paa, hvad I kan afholde jer fra, og i det, I kan afholde jer fra, hvad I kan holde ud med, og i det, I kan holde ud med, jeres Gudfrygt
og i Gudfrygten Brodersindet og i Brodersindet Kærligheden.
For, naar I har det og vinder mere og mere deraf, saa lader det jer ikke staa ørkesløse og ufrugtbare til at lære vor Herre Jesus Kristus at kende.
For den, som ikke har det, er blind, ser daarligt, har glemt Renselsen fra sine gamle Synder.
Saa meget desto mere, Brødre, maa I da ikke tøve med at faa Bekræftelsen paa, at I er indbudte og er udvalgte. For naar I gør det, skal I aldrig snuble.
For saadan bliver I vel hjulpne til at komme ind i vor Herres og Frelsers Jesus Kristus' evige Rige.
Derfor skal jeg nok altid minde jer om dette, om I end ved Besked og er sikre nok i den Sandhed, som er tilstede.
Men jeg finder det rettest, mens jeg bor i denne Hytte, at vække jer med Mindelses Ord.
For jeg ved, at det kommer hastigt, naar jeg skal forlade Hytten, som vor Herre Jesus Kristus har givet mig tilkende.
Og jeg vil ogsaa gøre mig Umage for, at I til enhver Tid efter min Bortgang kan komme til at tænke tilbage derpaa.
For det var ikke dybsindige Eventyr, der løb af med os, da vi kundgjorde jer vor Herres Jesus Kristus' Magt og Hidkomst. Men af Selvsyn blev vi Vidner til hans Storhed.
Ja Højhed og Ære fik han af Gud Fader, da det lød til ham fra den majestætiske Højhed saadan: „Det er min Søn den hjertenskære, ham har jeg kaaret mig".
Saadan hørte vi det ogsaa lyde ned fra Himlen, da vi var sammen med ham paa det hellige Bjerg.
Og vi har deri en yderligere Bekræftelse af det profetiske Ord, som I gør vel i at agte paa som et Lys, der skinner paa et skummelt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen opkommer i jeres Hjerte.
For det skal I mærke jer vel, at en Profeti i Skriften aldrig selv løser sine Gaader.
For det var ikke, eftersom man selv vilde, Profetien førtes frem i sin Tid, men Mennesker lod sig lede af Helligaanden og talte fra Gud.
Og saa opkom der ogsaa falske Profeter i Folket, lige saa vel som der blandt jer vil komme falske Lærere. Og de vil liste sig til at indføre afvigende Retninger, som er til at ødelægges af. Og saa fremskynder de selv deres Undergang ved at frasige sig den Husherre, der købte dem.
Og mange vil lade sig rive med af deres Udskejelser, saa Sandhedsvejen for del es Skyld bliver til Spot.
Og for at tjene derpaa narrer de jer med fagre Ord. Urgammel og uundgaaelig er Dommen over dem, og deres Undergang blunder ikke.
For var det saa, at Gud skaanede ikke de Engle, der syndede, men sænkede dem i Dybet og overlod det til Mørkets Huler at holde dem i Varetægtsfængsel til Dom —
skaanede ikke Oldtidens Verden, men bevarede Noah Rettens Talsmand selv-ottende og førte en Vandflod over de ugudeliges Verden —
dømte Byerne Sodoma og Gomorra til at omstyrtes og lagde dem i Aske, satte til et Eksempel for Fremtidens ugudelige.
Men den redelige Lot, som led under de tøjlesløses vilde Levned, ham reddede han.
For mens den retsindige boede iblandt dem, led han Dag ud og Dag ind i sin ærlige Sjæl med lovløse Gerninger for Øje og Øre —
saa forstod Herren godt nok at udfri fromme af Fristelser, men holde Forbrydere fast under Tugtelse til Dommedag,
mest dem, som lystne efter Urenhed lod sig drage af Kødelighed og ringeagtede Herredømme — Vovehalse og store paa det. Højheder er de ikke bange for at spotte,
hvor dog Engle, større end de i Magt og Styrke ikke fælder haanlig Dom over dem for Herren,
mens hine som umælende Dyr, af Naturen fødte til at indfanges og ødes, spotter med det, de ikke kender, og gaar tilgrunde ramte af den samme Undergang, som de,
og faar Løn for Last, mens de tror, de kan gøre sig tilgode med øjeblikkets Lyst. En Spot og Skam er de, som de snylter sig til gode Dage og lever højt sammen med jer.
Altid staar en Horkvinde for deres Øjne, ustandseligt synder de, og saa lokker de ubefæstede Sjæle. De har med Øvelsen faaet Hjerte til alt, hvad de kan tjene paa, en forbandet Yngel.
Den lige Vej forlod de og fór saa vild langt ud af Balaams Bosors Søns Vej, som vilde saa gerne have den Løn, Uret bød,
men fik Tilrettevisning for sin Brøde. Et maalløst Æsel lod sig høre med Menneskestemme og hindrede Profeten i hans Vanvid.
Disse er vandtomme Kilder, Taager, som jages af Storm. Mulm og Mørke venter dem.
Alt som de raaber op med tomme Tanker i høje Toner, lokker de med Sanselighed dem til Udsvævelser, som er lige ved at undslippe fra dem, der lever i Vildfarelse.
Frihed lover de dem. Selv er de ødelæggelsens Trælle. For det, man bukker under for, er man bleven en Træl af.
Naar de først har unddraget sig Verdens Besmittelser ved at lære vor Herre og Frelser Jesus Kristus at kende, men saa hildes og bukker under igen, saa er jo det sidste blevet værre for dem end det første.
For det havde været bedre for dem ikke at have kendt den rette Vej end først at have kendt den og saa vende tilbage igen fra det hellige Bud, som var dem overleveret.
Det er gaaet dem som det sandt nok hedder i Billedsprog: „Hund kan ej lade sit eget Spy ligge, og vasket So vælter sig i Skarnet paany".
Dette, kære, er allerede det andet Brev, jeg skriver til jer, hvori jeg med Mindelser vækker de lyse Tanker hos jer,
for at I ikke skal glemme, hvad de hellige Profeter forud har sagt, og jeres Apostles Herre- og Frelserbud.
Men fremfor alt skal I vide dette, at henimod de sidste Dage vil Spottere komme med deres Spot og leve efter deres egne Lyster
og saa sige: Hvor bliver det af, han har lovet om sin Hidkomst? For det sov Fædrene hen fra. Alting bliver, som det var fra Skabningens Begyndelse.
For saadan vil de have det, og derfor kan de ikke se, at Himle var der fra ældgammel Tid og en Jord dukket op og dannet af Vand ved Gudsordet,
og derfor gik ogsaa den daværende Verden under ved at oversvømmes af Vand.
Men de Himle, som nu er, og Jorden med er ved det samme Ord gemte og for-beholdte Ilden paa de ugudelige Menneskers Doms- og Undergangs-Dag.
Men dette ene maa I ikke overse, kære, at en Dag er for Herren som tusinde Aar og tusinde Aar som en Dag.
Herren tøver ikke med at holde Løftet, som der er dem, der mener, at det trækker ud med det. Nej han giver Tid for jeres Skyld. For han vil ikke, at nogen skal gaa til Grunde, men at alle skal faa Lejlighed til at omvende sig.
Men Herrens Dag den kommer engang som en Tyv. Da skal Himle forgaa med et Brag, og det, de bestaar af, gaa op i Luer. Og Jorden og, hvad derpaa er, skal opbrændes.
Naar nu dette altsammen gaar sin Opløsning imøde, hvor bør I da ikke skikke jer i hellig Livsførelse og Gudsdyrkelse,
mens I venter med Længsel Guds Dags Hidkomst, naar Himle skal gaa op i Luer og Verdens Bestanddele gløde og smelte hen.
Men vi venter os, som han har lovet, nye Himle og en ny Jord, hvor Uskyld bygger og bor.
Kære, med dette i Vente saa hig da derefter pletfri og ulastelige for ham at lade jer finde i Fred,
og se jeres Redning deri, at vor Herre giver Tid, som ogsaa vor kære Broder Paulus efter den Visdom, der er ham given,
har skrevet til jer ligesom i alle de Breve, hvori han taler om disse Ting. Et og andet deri er svært at forstaa, og de, som ikke har lært noget og ikke er faste i deres Overbevisning, misforstaar det ligesaavel som de andre Skrifter til deres egen Fordærvelse.
I kære, som i Forvejen ved det, vogt jer for at lade jer rive med af de ugudeliges Vildfarelser og slippe jert eget Fodfæste.
Men tag til i Jesus Kristus' vor Herres Naade og Kundskab. Hans er Højheden baade nu og indtil Evigheds Dag.
Det som var til fra Begyndelsen, det som vi har hørt, det som vi har set for vore Øjne. det som vi saa paa og med Hænderne rørte ved — om Livsordet.
Livet viste sig, og vi har set og bærer Vidnesbyrd om og forkynder for jer det evige Liv, som var til hos Faderen og viste sig for os.
Det som vi har set og hørt, forkynder vi videre for jer, for at I ogsaa skal have Fællesskab sammen med os. Og det Fællesskab, vi er sammen om, er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus.
Og dette skriver vi, for at der ikke skal mangle noget i vor Glæde.
Dette er Budskabet, vi har hørt af ham og gentager for jer: at Gud er Lys, og Mørke er der ikke noget af i ham.
Hvis vi siger, at vi er i Samfund med ham, men færdes i Mørket, saa lyver vi og bærer os ikke ærligt ad.
Men hvis vi færdes i Lyset, ligesom han er i Lyset, saa er vi i Samfund med hverandre, og Jesus hans Søns Blod renser os fra al Synd.
Dersom vi siger, at vi er uden Synd, saa fører vi os selv bag Lyset og svarer ikke selv til, hvad vi siger.
Dersom vi tilstaar vore Synder, saa er han saa trofast og i sin gode Ret, at han kan tilgive os det, vi har syndet med, og rense os fra alt det, der er Uret.
Dersom vi siger, at vi slet ikke har syndet, gør vi ham til en Løgner og har ikke hans Ord i os.
Mine Smaa, dette skriver jeg til jer for at afholde jer fra at synde. Men, hvis nogen synder, saa har vi en til at tale vor Sag hos Faderen, Jesus Kristus, som har Retten paa sin Side.
Og han er Soning for vore Synder og ikke alene vore, men hele Verdens.
Og at vi har lært ham at kende, kan vi slutte deraf, om vi holder hans Befalinger.
Den, som siger: jeg kender ham godt, men ikke holder hans Befalinger, han er en Løgner, og han svarer ikke selv til sine Ord.
Men den, som holder hans Ord — sandelig, i ham har Guds Kærlighed naaet sit fulde Maal. Deraf kender vi, at vi er i ham.
Den, som siger, at han bliver i ham, skylder ham at færdes, som han selv færdedes.
Kære, jeg skriver jer ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I fra Begyndelsen havde. Det gamle Bud er det Ord, I dengang hørte.
Paa den anden Side skriver jeg jer et nyt Bud, som er fuld Virkelighed i ham og i jer, fordi Mørket viger, og det rette Lys skinner allerede.
Den, som siger, at han er i Lyset, men hader sin Broder, han er endnu i Mørket.
Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ikke noget i ham at ménstødes (forarges) ved.
Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og gaar omkring i Mørket og ved ikke, hvor han kommer hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne.
Jeg skriver til jer Smaabørn, fordi I har for hans Navns Skyld faaet Tilgivelse for jeres Synder.
Jeg skriver til jer Fædre, fordi I kender godt ham, som har været til fra Begyndelsen. Jeg skriver til jer unge, fordi I har vundet Sejr over den onde.
Før skrev jeg til jer Smaabørn, fordi I kender godt Faderen. Jeg skrev til jer Fædre, fordi I kender godt ham, som har været til fra Begyndelsen. Jeg skrev til jer unge, fordi I er stærke, og Gudsordet bliver i jer, og I har overvundet den onde.
I skal ikke elske Verden eller det, Verden er fuld af. Naar en elsker Verden, saa bor Faderens Kærlighed ikke i ham.
For alt det, Verden er fuld af: det, som ægger Sansernes Lyst og Øjnenes Lyst, og det, som Livet praler med, har man ikke fra Faderen, men fra Verden.
Og Verden forgaar med dens Atraa. Men den, som gør, hvad Gud vil, bliver i al Evighed.
Smaabørn! Nu lider det paa den sidste Time. Og som I har hørt, at en Modkrist kommer, saa har der ogsaa nu været mange Modkrister, og deraf ved vi, at det lider paa den sidste Time.
Fra os er de kommet, men af vore var de ikke. For havde de været af vore, saa var de vel blevet sammen med os. Men det skulde nu vise sig, at ikke alle er af vore.
Og I har Salvelse fra den Hellige og kender det godt altsammen.
Jeg skriver ikke til jer, fordi I ikke kender Sandheden, men Fordi I kender den, og der kommer aldrig en Løgn af Sandheden.
Hvem er vel Løgneren om ikke den, som nægter, at Jesus er den Salvede? Han er den Modkrist, som nægter Faderen og Sønnen.
Enhver, som nægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, som bekender Sønnen, har Faderen med.
Behold I det, I hørte fra Begyndelsen. Hvis I beholder det i jer, som I hørte fra Begyndelsen, saa beholder ogsaa Sønnen og Faderen jer i sig.
Og det er Løftet, det han har lovet os: Evighedslivet.
Dette skriver jeg til jer om dem, som vildleder jer.
Og I — den Salvelse, I har faaet fra ham, dan bliver i jer, og saa behøver I ikke, at nogen skal lære jer noget. Men som hans Salvelse oplærer jer i det altsammen — og det er Sandhed og ikke Løgn – bliv deri, saadan som den lærte jer det .
Nu som altid, Smaabørn, bliv i ham, for at vi kan være os selv bekendt, naar han viser sig, og ikke skal blues for ham ved hans Hidkomst.
Om vi ved, at han har Retten paa sin Side, saa kan I vel forstaa, at enhver, som i sin Gerning staar paa Rettens Side, er hans baarne Æt.
Se, hvor stor Kærlighed Faderen har skænket os: at vi skal kaldes Guds Børn, og det er vi. Det er derfor, Verden ikke kender os, fordi den ikke kender ham?
Kære, Guds Børn er vi allerede nu. Men det har endnu ikke vist sig, hvad vi skal blive til. Det ved vi, at naar det viser sig, bliver vi ligesom han. For vi faar ham at se, som han er.
Og enhver, som har dette Haab, bygt paa ham, renser sig selv, ligesom han er ren.
Hver den, som med sin Gerning staar paa Syndens Side, staar ogsaa paa Lovløshedens. Og Synden er Lovløsheden.
Og I ved, at han kom og lod sig se for at rydde Synden bort, og Synd er der ikke noget af i ham.
Hver den, som bliver i ham, gør det ikke. Hver den, som gør det, har hverken set ham eller kendt ham.
Smaabørn, lad ingen lede jer vild. Den, som med sin Gerning staar paa Rettens Side, har Retten paa sin Side lige saa vel som han.
Den, som med sin Gerning staar paa Syndens Side, har sit Udspring fra Djævelen. For Djævelen har syndet lige fra Begyndelsen. For den Sags Skyld lod Guds Søn sig se, at han skal tage Magten fra Djævelens Gerninger.
Hver den, som er Guds baarne Æt, gør det ikke, for hans Sæd bliver ved at være i ham. Ja, han kan ikke gøre det, fordi han er af Byrd Guds Æt.
Derpaa kan man kende Guds Børn og Djævelens Børn fra hinanden: Hver den, som ikke med sin Gerning fremmer, hvad Ret er, og den, som ikke elsker sin Broder, har ikke sit Udspring fra Gud.
For det er Budskabet, som I hørte fra Begyndelsen, at vi skal elske hverandre.
Ikke som Kain havde sit Udspring fra den onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger var onde og hans Broders rette.
Og saa maa I ikke undre jer, Brødre, om Verden hader jer.
Vi ved, at vi har gjort Skridtet ud af Døden og ind til Livet, fordi vi elsker Brødrene. Den, som ikke elsker nogen, bliver i Døden.
Hver den, som hader sin Broder, er Morder, og vi ved, at en Morder har aldrig Evighedsliv blivende i sig.
Vi har lært Kærligheden at kende deraf, at han satte Livet til for os. Vi bør ogsaa sætte Livet til for Brødrene.
Men den, som har jordisk Velstand og kan se, at hans Broder er trængende, men ingen Medfølelse har med ham — hvordan bliver Guds Kærlighed i ham?
Lille Børn! Lad os elske ikke med Ord eller med Tungen, men i Gerning og Virkelighed.
Saa skal vi deraf skønne, at af Sandheds Rod er vi rundne. Og vi skal stille vore Hjerter tilfreds for hans Ansigt,
fordi, hvad end vort Hjerte dømmer os skyldige i, saa er Gud større end vort Hjerte, og han kender alt.
Kære, naar vort Hjerte ikke dømmer os skyldige, saa kommer vi saa frimodigt til Gud.
Og hvad vi beder om, det faar vi af ham, fordi vi holder hans Befalinger og retter os efter, hvad der huer ham.
Og hans Bud er dette, at vi skal tro paa hans Søns, Jesus' Kristus' Navn og elske hverandre, som han gav os Befaling til.
Og den, som holder hans Befalinger, ham beholder han i sig og bliver selv i ham. Og det, at han bliver i os, kender vi af Aanden, han har givet os.
Kære, stol ikke paa enhver Aand. Nej, prøv først, om Aanderne er fra Gud. For der er opkommet mange falske Profeter i Verden.
Guds Aand kan I kende herpaa: Enhver Aand, der bekender Jesus Kristus som kommen i kødelig Virkelighed, er fra Gud.
Og enhver Aand, som ikke bekender Jesus, er ikke fra Gud, men er Modkristens. Hans Komme har I hørt om, og han er allerede nu i Verden.
I har jeres Udspring fra Gud, lille Børn. Og I har vundet Sejr over dem, fordi han, som er i jer, er større end han, som er i Verden.
De har deres Rod i Verden. Derfor taler de derefter, og Verden hører dem.
Vi har vor Rod i Gud. Den, som kender Gud, hører os. Den som ikke har sin Rod i Gud, hører os ikke. Derpaa kan vi kende Sandhedsaanden og Vildfarelsens Aand fra hinanden.
Kære, lad os elske hverandre, fordi Kærligheden har sin Rod i Gud, og enhver, som elsker, er af Byrd Guds Æt og kender Gud.
Den, som ikke elsker, har ikke kendt Gud, for Gud er Kærlighed.
Guds Kærlighed har vist sig iblandt os derved, at Gud har sendt sin enbaarne Søn til Verden, for at vi ved hans Hjælp skulde leve.
Deri bestaar Kærligheden: ikke at vi har fattet Kærlighed til Gud, men at han elskede os og sendte sin Søn til Soning for vore Synder.
Kære, naar Gud har elsket os saadan, saa bør vi ogsaa elske hverandre.
Aldrig har nogen set Gud. Naar vi elsker hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed har naaet sit fulde Maal i os.
At vi bliver i ham og han i os, kan vi kende derpaa, at af sin Aand har han meddelt os.
Og vi har set det og kan vidne om det, at Faderen har sendt sin Søn til Verdensfrelser.
Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, han beholder Gud i sig og Gud ham.
Og vi har oplevet og troet paa den Kærlighed, Gud har til os. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i Gud, og Gud i ham.
Dermed har Kærligheden naaet sit fulde Maal hos os, at vi frejdigt kan møde frem paa Dommens Dag, fordi ligesom han er, saadan er vi ogsaa i denne Verden.
Frygt er der ikke noget af i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten. ud. For der er noget af en Straf i Frygten, og den, som er bange, er ikke fuldmoden i Kærligheden.
Vi elsker, fordi han først elskede os.
Hvis nogen siger, at han elsker Gud, men han hader sin Broder, saa er han en Løgner. For den, der ikke elsker sin Broder, som han har set, kan jo ikke elske Gud, som han ikke har set.
Og dette Bud har vi fra ham, at den, som elsker Gud, maa ogsaa elske sin Broder.
Hver den, som tror, at Jesus er den Salvede, er af Byrd Guds Æt. Og enhver, som elsker den, hvis baarne Æt han er, elsker ogsaa den, som er hans baarne Æt.
At vi elsker Guds Børn, kan vi derfor vide, naar vi elsker Gud og gør, hvad han har befalet.
Det er jo Maalet med Guds Kærlighed, at vi skal holde hans Befalinger, og en Byrde er hans Befalinger ikke,
fordi alt, hvad der er Guds baarne Æt, vinder Sejer over Verden. Og Sejren vunden over Verden, det er vor Tro.
Hvem anden er det vel, der overvinder Verden, end den som tror, at Jesus er Guds Søn!
Det er ham — Jesus Kristus — der kom gennem Vand og Blod. Ikke blot i Vandet, nej i Vandet og i Blodet. Og Aanden er Vidnet, for Aanden er Virkeligheden.
For tre Vidner er der:
Aanden og Vandet og Blodet. Og de tre mødes i det ene.
Tager vi imod Menneskers Vidnesbyrd, saa er Guds Vidnesbyrd større. For det er Guds Vidnesbyrd — om sin Søn har han vidnet —
Den, som tror paa Guds Søn, ejer Vidnesbyrdet i sig. Den, som ikke tror Gud, har gjort ham til Løgner, fordi han ikke har troet paa Vidnesbyrdet, paa hvad Gud har vidnet om sin Søn.
Vidnesbyrdet er dette, at evigt Liv har Gud givet os, og det Liv er i hans Søn.
Den, som har Sønnen, har Livet. Den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.
Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal vide, at I har et evigt Liv, I som tror paa Guds Søns Navn.
Og det tør vi frit tiltro ham, at, naar vi beder ham om noget, der stemmer med hans Vilje, saa hører han os.
Og, naar vi ved, at han hører os, ihvad vi end beder om, saa ved vi, at det, vi har bedt om at faa, det har vi.
Hvis nogen ser sin Broder gøre sig skyldig i en Synd, som ikke er en Dødssynd, skal han bede, og saa skal han give ham Liv — den der ikke gør Dødssynd. Der gives Dødssynd. Den siger jeg ikke, man skal bede for.
Al Uret er Synd, og der er Synd, som ikke er Dødssynd.
Vi ved, at al Guds baarne Æt gør ikke den Synd, men den som af Byrd er Guds Æt, slipper ham aldrig, og saa rører den Onde ham ikke.
Vi ved, at vi har vort Udspring fra Gud, men Verden ligger i den Onde hel og holden.
Vi ved, at Guds Søn kommer, og han har givet os Skønsomhed til at kende den rette. Og vi er i den rette, i hans Søn Jesus Kristus. Det er den rette Gud og evigt Liv.
Børnlille, vogt jer vel for Afguderne.
Fra den Gamle til en Husmoder af de udvalgte og til hendes Børn. Dem som jeg — og ikke jeg alene, men ligesaavel alle de, der kender Sandheden -- Sandheden tro har kær
for den Sandheds Skyld, som bliver i os og skal til evig Tid blive ved at følge os.
Med os være Naade, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og fra Jesus Kristus, Faderens Søn i Sandhedstroskab og Kærlighed!
Det har været mig en stor Glæde at træffe Børn af dig, som Sandheden tro lever saadan, som vi fik Faderbud derom.
Og nu som før beder jeg dig — ikke som om jeg her skrev dig et nyt Bud, nej det, som vi havde fra Begyndelsen: om at vi skal elske hverandre.
Og Kærligheden er netop det at leve efter hans Befalinger. Buddet kræver, at I skal leve i det, saadan som I fra Begyndelsen fik det at høre.
For der er kommen saa mange, der leder vild, ud i Verden, de som ikke bekender, at Jesus Kristus kommer i kødelig Virkelighed. Det er den, som leder vild, og Modkristen.
Hold Øje med jer selv, at I kan høste den fulde Løn, og ikke al jeres Umage skal være spildt.
Hver den, som ikke kan slaa sig til Ro dermed og blive i Kristus' Lærdom, har ingen Gud. Den, som bliver i Lærdommen, har baade Faderen og Sønnen.
Hvis der kommer nogen til jer, som ikke fører den Lærdom, saa skal I ikke aabne jeres Hjem for ham og ikke byde ham velkommen.
For den, der byder ham velkommen, er medskyldig i hans onde Gerninger.
Jeg har meget at skrive til jer. Men jeg er bleven enig med mig selv om, at jeg vil ikke bruge Papir og Blæk. Derimod haaber jeg paa at komme til jer og tale mundtlig med jer, for at der ikke skal mangle noget i vor Glæde.
Jeg skal hilse dig fra din Søsters, den udvalgtes Børn.
Fra den Gamle til den kære Gajus, ham jeg oprigtig holder af.
Kære, det er min Bøn, at du i alle Maader maa nyde Lykke og Sundhed, ligesom din Sjæl er lyksalig.
Det var mig en stor Glæde, da Brødre kom og vidnede om din Sandheds-Troskab, hvor ærlig du er i al din Færd.
Jeg har ikke nogen større Glæde end det at høre om mine Børn, at de ikke viger fra det, som Sandhed er.
Kære, tro er du i din Gerning i alt, hvad du arbejder til Brødrenes, og det endog fremmede Brødres Bedste.
De vidnede for Menighederne om din Kærlighed. Og det er vel gjort af dig, naar du nu sender dem videre, som du kan være det bekendt overfor Gud.
For de drog ud for Navnets Skyld uden at tage noget af Hedningerne derfor.
Saa er det da heller ikke mere end vor Pligt at være saadanne til Hjælp, for at vi kan blive Medarbejdere for Sandheden.
Jeg skrev noget til Menigheden. Men Diotrefes, som saa gerne vil være den første iblandt dem, vil ikke tage imod os.
Derfor skal jeg, naar jeg kommer, nok bringe i Erindring de Gerninger, han gør, og hvor han med onde Ord river ned paa os og nøjes ikke med det, men han tager ikke selv imod Brødrene, og dem, der vil gøre det, hindrer han deri og driver dem ud af Menigheden.
Kære, efterlign ikke det onde, men det gode. Den som gør vel, har sit Udspring fra Gud. Den som gør ondt har ikke set Gud.
Demetrios faar fra alle Sider og af Sandheden selv et godt Vidnesbyrd. Det giver vi ham ogsaa, og vi ved, at vort Vidnesbyrd er sandt.
Jeg kunde have meget at skrive til dig. Men jeg vil ikke bruge Pen og Blæk
Derimod haaber jeg snart at faa dig at se, og saa skal vi mundtlig tales ved. Fred være med dig! Vennerne hilser dig. Hils Vennerne hver især.
Fra Judas, Jesus Kristus' Tjener, Broder til Jakob — til de indbudne, i Gud Fader elskede og for Jesus Kristus bevarede
med Ønsket for jer om Barmhjertighed og Fred og Kærlighed i rigere og rigere Maal.
Kære, naar jeg gør mig al mulig Umage for at skrive til jer om vor fælles Frelse, holder jeg det for nødvendigt at gøre det under Opmuntring til at stride for den Tro, som engang er overleveret de hellige.
For nu har der jo indsneget sig Mennesker, om hvem det længe forud er opskrevet, at det er deres Dom: Ugudelige, som misbruger Guds Naade til Frækhed; og den eneste, vi har til at styre og raade over os, Jesus Kristus, vil de ikke vide af.
Men det, jeg vil, er at drage jer til Minde — I som en Gang for alle ved det altrammen — at Herren efter at have reddet Folket ud af Ægyptens Land næste Gang lod dem omkomme, som ikke havde troet.
Og Engle, som forlod deres rette Hjem og følte sig ikke bundne af det, de havde at raade, dem holder han nu bundne i evige Lænker under Mulm og Mørke til en stor Dags Dom.
Som Sodoma og Gomorra og Byerne i deres Omegn i Lighed med dem higede ud over alle Grænser i sanselig Attraa efter fremmede, men ligger nu her til et Eksempel og har i en evig Ild deres Gengæld.
Anderledes er det ikke, disse Drømmere krænker Kød, ringeagter Herredom, spotter med Højhed.
Overenglen Mikael vovede ikke, da Djævelen tvistede med ham, og Talen var om Moses Legeme, at lade Haansord dømme, men sagde: Herren forbyde dig det!
Men disse — alt hvad de ikke kender, spotter de, og alt, hvad de paa umælende Dyrs Vis ad Naturens Vej forstaar, lader de sig ødelægge af.
Ve dem! fordi de følger Kains Vej, og daarede af Bileams-Løn lader de staa til, og med Koras Trods gaar de til Grunde.
Dem er det, som er Skampletter ved jeres Kærlighedsmaaltider, hvor de uden Sky er med til Fællesnydelsen, men røgter sig selv, Skyer som driver over i Blæstvejr uden at give Vand, Træer i Løvfald uden Frugt, to Gange døde, med Rod oprykte,
Brændingen af det vilde Hav, der bryder skummende hen over sit eget Mudder, vildsomme Stjerner, som har Bælgmørket til evig Tid i Vente.
Ogsaa om dem har Enok varslet, den syvende fra Adam: ,Se der kom han som Herre blandt sine hellige Titusinder
for at holde Dom over alle og overbevise alle de ugudelige om alle deres ugudelige Gerninger, som de i deres Ugudelighed gjorde, og om alle deres haarde Ord, som de syndige og ugudelige talte imod ham.
Dem er det som er misfornøjede og laster deres Lod, mens de følger deres Lyster, fører store Ord i Munden krybende samtidig for Fordels Skyld.
Men I kære, husk paa de Ord, som forud er talte af Jesus Kristus' vor Herres Apostle.
For det sagde de jer: „Henimod den sidste Tid vil der være Spottere, som lever efter deres egne Ugudelighedslyster".
Det er dem, der rejser Skel, sanselige, aandsforladte.
Men I kære skal, alt som I opbygger jer selv paa jeres højhellige Tro, bedende i Helligaand,
biende paa Jesus Kristus' vor Herres Barmhjertighed bevare jer selv i Guds Kærlighed til evigt Liv.
Og somme skal I gendrive, naar de gør Indvendinger.
Somme skal I redde ved at rive dem ud af Ilden. Somme skal I ynkes over i al Forsigtighed, saadan at I afskyr selv den af Kødet smittede Klædning.
Men han, som mægter at vogte jer for Fald og stille jer frem for hans Højhed og Herlighed ulastelige med Jubelsang,
den eneste Gud, vor Frelser gennem Jesus Kristus vor Herre -- hans er Ære, Storhed, Kraft og Vælde, før hver Tid blev til og nu og gennem alle Tider — amen!
Jesus Kristus' Aabenbaring, som Gud gav ham, for at han skulde vise dem, han har i sin Tjeneste, hvad der maa ske og det snart. Han sendte Bud med sin Engel til sin Tjener Johannes,
som har vidnet om Gudsordet og Jesus-Kristus-Vidnesbyrdet, og lod ham vide, hvad alt det var, som han saa.
Lyksalig den, som forelæser, og de som lytter til det, Profetien har at melde, og passer godt paa det, som i den staar skrevet, for Tiden er nær.
Fra Johannes til de syv Menigheder i Asien. Naade være med jer og Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv Aander, som stædes for hans Trone,
og fra Jesus Kristus, det trofaste Vidne, Dødsrigets førstefødte og Jordens Kongers Overherre, ham som havde os kær og løste os ud af vore Synder med sit Blod
og gjorde os til et Kongerige, Helligdomstjenere for Gud sin Fader, ham tilhører Højheden og Vælden i alle Evighedernes Evigheder! Amen!
Se, der kommer han med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, ja de med, som har gennemboret ham. Og jamre over ham skal alle Stammer paa Jorden. Ja - Amen!
Jeg er A og Ø, siger Herre-Gud, han som er, og som var, og som kommer, den alraadende.
Jeg Johannes, jeres Broder og fælles med jer om Trængslen og Kongeriget og om ej at vige fra Jesus, blev for Gudsordets Skyld og Jesusvidnesbyrdet ført til den Ø, der hedder Patmos.
Ført i Aand paa Herrens Dag hørte jeg bag mig en stærk Røst som Basunklang sige:
Skriv, hvad du ser, i en Bog, og send de syv Menigheder den til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Tyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikia.
Saa vendte jeg mig om for at se, hvad det var for en Røst, der talte med mig. Og da jeg vendte mig om,
saa jeg syv Lysestager af Guld og midt imellem Stagerne en menneskelig Skikkelse iført en fodsid Kjortel og omgjordet ved Brystet med Guldbælte.
Men hans Hoved og Haaret var hvidt som snehvid Uld, og hans Øjne var som den klare Lue,
og hans Fødder lignede Malm, naar det glødes i Ovn, og hans Røst lød som mange Bølgers Brusen.
Og han stod med syv Stjerner i sin højre Haand og med et Sværd tveægget og hvast, som udfor af hans Mund. Og hans Udseende var, ret som Solen skinner af al sin Magt.
Og da jeg saa ham, sank jeg som død ned for hans Fødder. Men han lagde sin højre Haand paa mig og sagde: Vær ikke bange! Jeg er den første og den sidste
og den levende. Og jeg led Døden, men se nu - levende er jeg i alle Evighedernes Evigheder. Og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler.
Saa skriv da ned, hvad du nu har set, baade hvad der er, og hvad der siden skal komme:
de syv Stjerners Løndom, dem du har set i min højre Haand, og de syv Stager af Guld. De syv Stjerner er Engle, som hører de syv Menigheder til, og de syv Stager er syv Menigheder.
Skriv til Efesos-Menighedens Engel: San siger han, som holder de syv Stjerner fast i sin højre Haand, han som færdes midt iblandt de syv Stager af Guld!
Jeg kender godt dine Gerninger og din Møje og din Urokkelighed og ved, at du ledes ved slet Selskab og har prøvet dem, der giver sig ud for Apostle men er det ikke, og har fundet, at de er Løgnere.
Og Urokkelighed det har du, og strengt har du haft det for mit Navns Skyld, men har ikke givet tabt.
Men det har jeg imod dig, at du har svigtet din første Kærlighed.
Saa kom da ihu, hvorfra du er falden, og fat et andet Sind, og gør de Gerninger, du begyndte med. Ellers kommer jeg, og saa gælder det dig, og jeg flytter din Stage fra sit Sted - hvis du ikke latter et andet Sind.
Men det har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som jeg ogsaa hader.
Den som har Øre, høre, hvad Aanden siger Menighederne: Den som sejrer, ham vil jeg give at spise af Livets Træ, som er i Guds Paradis.
Og skriv til Smyrna-Menighedens Engel: Saa siger den første og den sidste, han som led Døden, men blev levende:
Jeg kender godt din Trængsel og din Fattigdom - skønt rig er du og deres Forhaanelse, som giver sig ud for Jøder og er det ikke, men en Satans Synagoge er de.
Du skal slet ikke ræddes for det, du kommer til at lide. Se Djævelen kommer og kaster nogen af jer i Fængsel, for at I skal fristes, og ti Dages Trængsel faar I at gennemgaa. Bliv tro selv i Døden, saa giver jeg dig Livets Sejrskrans.
Den som har Øre, høre, hvad Aanden siger Menighederne: Den som sejrer, skal den anden Død ingenting gøre.
Og skriv til Pergamon-Menighedens Engel: Saa siger han, som har Sværdet tveægget og hvast:
Jeg ved godt, hvor du bor, der hvor Satan har sin Trone. Og du holder fast ved mit Navn og har ikke frasagt dig min Tro i Antipas' Dage, mit Vidne, min trofaste, som blev dræbt hos jer, der hvor Satan bor.
Men jeg har lidt imod dig, fordi du har der en og anden, som holder sig til Bileams Lære, han som lærte Balak at lægge den Snare for Israels Sønner at spise Afgudsoffer og drive Hor.
Saadan har du ogsaa dem, der holder sig til Nikolaiternes Skole.
Fat et andet Sind, ellers kommer jeg snart - og det er dig det gælder - og saa fører jeg Krig imod dem med Sværdet af min Mund.
Den som har Øre, høre, hvad Aanden siger Menighederne: Den som sejrer, ham skal jeg give af den skjulte Manna, og jeg skal give ham en hvid Kugle og paa Kulen et nyt Navn skrevet, som ingen kender undtagen den, der faar det.
Og skriv til Tyatira-Menighedens Engel: Saa siger Guds Søn med Øjnene som den klare Lue og Fødderne, som ligner hvidglødende Malm:
Jeg kender godt dine Gerninger og din Kærlighed og Troskab og Tjeneste og Urokkelighed. Ja flere er dine Gerninger tilsidst blevne end før.
Men jeg har det imod dig, at du roligt finder dig i, at Jesabel, Kvinden som kalder sig selv Profet og oplærer dem, som tjener mig, til at fare vild at hun driver Hor og spiser Afgudsoffer.
Og jeg gav hende Tid til at fatte et andet Sind. Men hun vil ikke omvende sig fra sin Løsagtighed.
Se jeg kaster hende paa Sygeleje og dem, der driver Hor med hende, i stor Trængsel, hvis de ikke omvender sig fra hendes Gerninger.
Og hendes Børn slaar jeg ihjel, og de skal dø. Og saa skal alle Menighederne faa at vide, at jeg er den, der ransager Nyrer og, Hjerter, og saa giver jeg hver især efter, hvad I har gjort.
Men jer siger jeg, I andre i Tyatira, saa mange som ikke hylder den Lære, I som ikke ved noget af Satans saakaldte Dybder: Jeg lægger ingen anden Tynge paa jer.
Kun det, I har, hold fast paa det, til jeg kommer.
Den som sejrer og lige til det sidste passer, hvad jeg gav ham at gøre - kom, jeg vil give ham Myndighed over Hedningerne,
og saa skal han vogte dem med Hyrdestav af Jern, som Lerkarrene knuses,
som det ogsaa er givet mig af min Fader. Og jeg vil give ham Morgenstjernen.
Den som har Øre, høre, hvad Aanden siger Menighederne!
Og skriv til Sardes-Menighedens Engel: Saa siger han, som har de syv Guds Aander og de syv Stjerner: Jeg kender godt dine Gerninger og ved, du har Navn af at leve, men er dog død.
Vaagn op og styrk det, der er tilbage, som ellers maatte dø. For jeg har ikke fundet dine Gerninger fyldestgørende for min Guds Øjne.
Saa husk da paa, hvordan det blev dig givet og kom dig for Øre, og pas godt paa det, og fat et andet Sind. Vaager du ikke, saa kommer jeg jo som en Tyv, uden at du ved om den Stund, da jeg overrasker dig, hvad den bærer i sit Skød.
Men nogen faa har du i Sardes ved Navn at nævne, som ikke har plettet deres Klæder. Og de skal gaa med mig i hvide Klæder. For det er de værdige til.
Den som sejrer - kom saa skal han saadan iføres hvide Klæder, og jeg skal ikke slette hans Navn af Livets Bog, og jeg skal vedkende mig hans Navn for min Fader og for hans Engle.
Den som har Øre, høre, hvad Aanden siger Menighederne!
Og skriv til FiladeIfia-Menighedens Engel: Saa siger den rette hellige, som har Davidsnøglen, han som lukker op, saa ingen lukker, og lukker, saa ingen lukker op:
Jeg kender godt dine Gerninger. Se jeg har givet dig for Øje en Dør, der staar aaben, som ingen mægter at lukke. For din Magt er kun ringe, men du har passet vel paa mit Ord og ikke frasagt dig mit Navn.
Se jeg giver nogen af Satans Synagoge, dem som giver sig ud for Jøder og er det ikke, men de lyver - se jeg gør det med dem saadan, at de skal komme og knæle ved dine Fødder og skønne, at jeg har været dig god.
Fordi du har passet godt paa det Ord, hvori jeg er og bliver, vil jeg ogsaa føre dig vel forvaret ud af den store Fristelsesstund, som forestaar hele Jorderig til Fristelse tor alle dem, som bor paa Jorden.
Jeg kommer snart. Hold fast paa det, du har, for at ingen skal tage din Krans fra dig.
Den som sejrer - kom saa skal jeg gøre ham til en Søjle i min Guds Tempel, og udenfor skal han aldrig komme. Og saa skriver jeg paa ham min Guds Navn og min Guds Stads Navn, det nye Jerusalem, der sænker sig ned fra Himlen fra min Gud, og mit eget nye Navn.
Den som har Øre, høre, hvad Aanden siger Menighederne!
Og skriv til Laodikia-Menighedens Engel: Saa siger „Amen", det rette trofaste Vidne, Guds Skabnings Førstegrøde:
Jeg kender godt dine Gerninger og ved, du er hverken kold eller hed. Var det kun saa vel, at du var enten kold eller hed!
Saa lunken som du da er, hverken kold eller hed, maa jeg spy dig ud af min Mund.
Fordi du siger: Rig er jeg, og rig er jeg bleven og trænger ikke til noget, og du ved ikke af, at det netop er dig, der er ussel og ynkelig, fattig og blind og nøgen –
saa raader jeg dig til at købe hos mig Guld luerødt udgaaet af Ilden for at blive rig og hvide Klæder at hylle dig i og ikke stille din Nøgenheds Skam til Skue, og Salve til at salve dine Øjne med, for at du kan se.
Alle dem, jeg holder af, dem holder jeg under Tugt og Tilrettevisning. Saa tag dig da sammen og fat et andet Sind!
Se jeg staar for Døren og banker paa. Er der nogen, der hører min Røst og aabner Døren, saa kommer jeg ind til ham og holder Nadver, jeg med ham og han med mig.
Den som sejrer - kom saa skal jeg give ham Sæde hos mig paa min Trone, som jeg selv har sejret og sat mig hos min Fader paa hans Trone.
Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger Menighederne.
Næst efter dette saa jeg et Syn: En Dør stod aaben i Himlen, og den samme Røst, jeg først havde hørt som med Basunklang tale med mig, sagde: Kom herop, saa skal jeg vise dig, hvad der maa ske herefter!
Straks stædtes jeg i Aand, og se! Der strakte sig en Trone i Himlen, og der sad en henover Tronen,
og han, som sad der, var at se som Jaspis og Sardersten, og en Regnbue rundt om Tronen som af Smaragd at se
og i Kreds om Tronen fireogtyve Troner og paa de fireogtyve Troner fireogtyve Ældste siddende iførte hvide Klæder og med Kranse af Guld paa deres Hoveder.
Og fra Tronen udgaar Lyn og Bulder og Tordenbrag. Og syv Fakler brændte foran Tronen. Det er de syv Guds Aander.
Og foran Tronen ret som et Hav saa gennemsigtigt som Krystal. Men midt inde i Tronen og Tronen rundt var der fire Levende fulde af Øjne for og bag.
Og den første Levende lignede en Løve, den anden Levende lignede en Okse, den tredje Levende havde Menneskeansigt, og den fjerde Levende lignede en Grib med strakte Vinger.
Og de fire Levende havde hver især Vinger udenom og forinden fulde af Øjne. Og aldrig holdt de inde med Dag og Nat at sige: Hellig, hellig, hellig er Herren den alraadende Gud; han som var, og som er, og som kommer.
Og naar de Levende skal bringe ham, som sidder paa Tronen, ham, som lever i alle Evighedernes Evigheder, Hyldest og Ære og Tak,
saa kaster de fireogtyve Ældste sig ned for ham, som sidder paa Tronen, og hylder ham, som lever i alle Evighedernes Evigheder, og kaster deres Kranse ned for Tronen med de Ord:
Værdig er du vor Herre og Gud til at faa Æren og Værdigheden og Magten, fordi du har skabt alt, og det var din Vilje, der voldte, at det var til og blev skabt.
Saa, saa jeg i hans højre Haand, som sad paa Tronen, en Bog beskreven indeni og bagpaa, forseglet med syv Segl.
Og saa, saa jeg en vældig Engel, som raabte ud med høj Røst: Hvem er værdig til at aabne Bogen og bryde dens Segl?
Men der var ingen i Himlen eller paa Jorden eller under Jorden, som kunde aabne Bogen eller se dens Indhold.
Og jeg græd saa meget, fordi der ikke fandtes nogen værdig til at aabne Bogen eller se dens Indhold.
Men saa siger en af de Ældste til mig: Græd ikke! se Løven af Judas Stamme, Davids Rod har vundet det at aabne Bogen og dens syv Segl.
Saa, saa jeg midt imellem de Ældste og Tronen med de syv Levende et Lam staaende, der saa ud til at være slagtet, med syv Horn og med syv Øjne, som er de syv Guds Aander udsendte til hele Jorden.
Det kom og tog Bogen af hans højre Haand, som sad paa Tronen.
Men idet det tog den, kastede de fire Levende og de fireogtyve Ældste sig ned for Lammet hver med en Harpe og med Guldskaaler fyldte med Røgelse. Det er de helliges Bønner.
Og saa synger de en ny Sang: Værdig er du til at tage Bogen og aabne dens Segl, fordi du blev slagtet og købte med dit Blod for Gud ud af hver Stamme og hvert Tungemaal og Broderskab og Borgerskab dem, hvoraf du
og gjorde vor Gud et Kongerige, Helligdomstjenere - ja Konger skal de være paa Jorden.
Og jeg saa, og jeg hørte. Det var som en Røst af mange Engle trindt om Tronen og de Levende og de Ældste. Og Titusinder i titusindvis og Tusinder i Tusindtal var de,
som sagde højt og lydt: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at faa Magten, ja, Rigdom og Visdom, Kraft og Ære, Pris og Velsignelse!
Og hver Skabning baade det i Himlen og paa Jorden og under Jorden og paa Havet, ja alt i dem hørte jeg sige: Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet tilhøre Velsignelsen og Æren og Højheden og Vælden i alle Evighedernes Evigheder i
Men de fire Levende sagde: Amen! Og de Ældste kastede sig ned med Hyldning.
Videre saa jeg, da Lammet aabnede et af de syv Segl. Og saa hørte jeg en af de Levende sige, som Tordenen ruller: Kom!
Og saa, saa jeg et Syn: en hvid Hest. Og han, som red paa den, havde en Bue, og en Krans blev ham givet, og frem for han med Sejr ifølge og for Sejr at vinde.
Og da det aabnede det andet Segl, hørte jeg den anden Levende sige: Kom!
Og frem for en anden Hest, blodrød. Og ham, som red paa den, blev det givet at tage Freden bort fra Jorden og lade dem slagte hverandre. Og der blev givet ham et stort Sværd.
Og da det aabnede det tredje Segl, hørte jeg den tredje Levende sige: Kom! Og saa, saa jeg et Syn: en sort Hest. Og han, som red paa den, holdt i sin Haand et Aag.
Og jeg hørte som Lyden af en Røst midt imellem de fire Levende sige: Et Maal Hvede for en Denar og tre Maal Byg for en Denar! Men Olien og Vinen maa du ikke forgribe dig paa.
Og da det aabnede det fjerde Segl, hørte jeg den fjerde Levendes Røst sige: Kom!
Og saa, saa jeg et Syn: En bleggul Hest. Og han, som red paa den, hans Navn er Døden. Og Dødsriget var i Ledtog med ham. Og dem blev givet Raadighed over en Fjerdedel af Jorden til at slaa ihjel med Sværd og Sult og Sot og givne Jordens vilde Dyr i Vold.
Og da det aabnede det femte Segl, saa jeg nedenfor Altret deres Sjæle, som var slagtede for Gudsordets og for det Vidnesbyrds Skyld, de havde at føre.
Og de raabte med høj Røst: Hvorlænge skal det vare, at du, den rette hellige Husets Herre, ikke dømmer og ikke hævner vort Blod paa dem, som bor paa Jorden?
Men der blev givet enhver af dem en lang hvid Klædning, og saa blev der sagt til dem, at en kort Tid endnu skulde de ligge stille, indtil deres Medarbejdere og deres Brødre, som ret nu skulde lade sig dræbe ligesom de selv, var blevet fuldtallige.
Og saa, saa jeg, da det aabnede det sjette Segl: Saa kom der et stort Jordskælv, og Solen blev sort som Haarsæk, og Fuldmaanen blev som Blod,
og Himlens Stjerner faldt til Jorden, som et Figentræ drysser sine umodne Frugter, naar det rystes af en stærk Storm.
Saa veg Himlen bort som en Bog, der rulles sammen. Og hvert Bjerg og hver Ø blev rykket bort fra sit Sted.
Men Jordens Konger, Stormændene og Hærførerne, de rige og de stærke, hver Træl og hver fri gemte sig i Hulerne og Bjergkløfterne,
og de siger til Bjergene og Klipperne: Styrt sammen over os og skjul os for hans Ansigt, som sidder paa Tronen, og for Lammets Vrede.
For deres Vredes den store Dag er kommen, og hvem kan bestaa!
Efter dette saa jeg fire Engle staa ved de fire Verdenshjørner og holde fast paa Jordens fire Vinde, for at ingen Blæst skulde blæse paa Jorden eller paa Havet eller paa noget Træ.
Og saa, saa jeg en anden Engel stigende, hvor Sol staar op, Seglgemmer for en levende Gud. Og han raabte med høj Røst til de fire Engle, dem det var givet at gøre Jorden og Havet Fortræd:
I maa ikke gøre Jorden Fortræd og heller ikke Havet eller Træerne, førend vi faar seglmærket vor Guds Husfolk i deres Pander.
Og jeg hørte, hvor mange seglmærkede der var: 144,000 seglmærkede af alle Israels Sønners Stammer,
12,000 af Judas Stamme, 12,000 af Rubens Stamme, 12,000 af Gads Stamme,
12,000 af Asers Stamme, 12,000 af Naftalis Stamme, 12,000 af Manasses Stamme,
12,000 af Simeons Stamme, 12,000 af Levis Stamme, 12,000 af Isakars Stamme,
12,000 af Sebulons Stamme, 12,000 af Josefs Stamme, 12,000 af Benjamins Stamme.
Næst efter dette saa jeg et Syn: En stor Skare, som ingen kunde tælle af ethvert Borgerskab og Stamme og Broderskab og Modersmaal staaende for Tronen og for Lammet i lange hvide Kjortler og med Palmegrene i Hænderne.
Og de raaber med høj Røst: Frelsen hører vor Gud til, ham som sidder paa Tronen, og Lammet.
Og alle Englene stod i Kreds om Tronen og om de Ældste og de fire Levende. Og de kastede sig ned for Tronen paa deres Ansigt og hyldede Gud med de Ord:
Amen! Velsignelsen og Højheden og Visdommen, Takken og Æren, Magten og Vælden være vor Guds i alle Evighedernes Evigheder, Amen!
Saa tog en af de Ældste til Orde og sagde til mig: Disse med de lange hvide Kjortler paa, hvem er de, og hvor er de komne fra?
Min Herre, fik jeg sagt til ham, du ved det. Og saa sagde han til mig: Det er dem, som kommer lige ud af den store Trængsel og har vasket deres Kjortler hvide i Lammets Blod.
Derfor stædes de for Guds Trone og dyrker ham Dag og Nat i hans Tempel. Og han, som sidder paa Tronen, skal opslaa sit Telt over dem.
Aldrig mere skal de lide Sult eller Tørst, og hellerikke skal Solen eller nogen anden Brand gløde over dem.
For Lammet hist midt for Tronen skal vogte dem og lede dem til Livets Kildevæld. Og Gud skal tørre hver Taare af deres Øjne.
Da det saa aabnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himlen omtrent i en halv Time.
Og jeg saa de syv Engle, som staar for Guds Ansigt, dens blev der givet syv Basuner.
Og en anden Engel kom og stillede sig ved Altret med et Ildkar af Guld. Og der blev givet ham en Mængde Røgelse, for at han skulde føje den til alle de helliges Bønner paa Guldaltret for Tronen.
Saa steg Røgen af Røgelseofringerne for de helliges Bønner fra Englens Haand op for Guds Ansigt.
Og saa tog Englen Ildkarret og fyldte det med Ild fra Altret og slyngede det mod Jorden. Og saa kom der Tordenbrag og Bulder og Lyn og Jordskælv.
Saa gjorde de syv Engle med de syv Basuner sig rede til at blæse.
Og den første blæste, og saa kom der Hagl og Ild blandet med Blod, og det blev slynget mod Jorden, saa en Tredjedel af Jorden. brændte op, og Tredjedelen af Træerne brændte, og alt grønt Græs brændte.
Og saa blæste den anden Engel i Bastro, og saa blev noget som et stort Bjerg brændende i lys Lue styrtet i' Havet. Og en Tredjedel af Havet blev til Blod,
og saa døde en Tredjedel af de Skabninger i Havet, som der var Liv i. Og en Tredjedel af Skibene gik under.
Og saa blæste den tredje Engel i Basun, og saa faldt der fra Himlen en stor Stjerne brændende som et Blus. Og den faldt paa en Tredjedel af Floderne og paa Kildevældene.
Men Stjernen kaldes ved Navn „Malurten". Og en Tredjedel af Vandene blev til Malurt, og der var mange af Menneskene, der døde af Vandet, fordi det var blevet besk.
Og saa blæste den fjerde Engel i Basun, og saa blev en Tredjedel af Solen ramt og en Tredjedel af Maanen og en Tredjedel af Stjernerne, for at en Tredjedel af dem skulde formørkes og Dagen dølge en Tredjedel af sit Lys og Natten ligesaa.
Videre saa jeg, og jeg hørte en Grib, der svævede midt under Himlen, sige højt og lydt: Ve! ve! ve! dam som bor paa Jorden, for de øvrige Basunstød fra de tre Engle, som endnu skal blæse.
Saa blæste den femte Engel i Basun, og saa, saa jeg en Stjerne falden fra Himlen ned paa Jorden. Og Nøglen til Afgrundsbrønden blev den given.
Saa aabnede den for Afgrundsbrønden, og op steg af Brønden en Røg som Røg af en stor Ovn, saa Solen og den klare Luft formørkedes af Røgen fra Brønden.
Og af Røgen kom der Græshopper ud paa Jorden, og der blev givet dem Raaderum, saa vidt som Skorpionerne paa Jorden har det.
Men det blev sagt dem, at de maatte ingen Skade gøre Jordens Græs eller nogetsomhelst grønt eller noget Træ, men kun de Mennesker, som ikke har Guds Segl paa deres Pander.
Og det blev dem givet - ikke at dræbe dem - men at lade dem pines i fem Maaneder. Og Pinen, de volder, er, som en Skorpion kan pine, naar den stikker et Menneske.
Og i de Dage skal Menneskene søge Døden, men ikke finde den, og længes efter at dø, men Døden flyr fra dem.
Og det, Græshopperne mest af alt havde Lighed med, var Hestfolk rustede til Krig. Og paa Hovederne havde de noget, der tog sig ud som Kranse og lignede Guld. Og deres Ansigter saa ud som Menneskeansigter,
og Haar havde de som om det var Kvindehaar, og deres Tænder var ret som Løvetænder.
Og Rustninger havde de ret som Rustninger af Jern. Og Larmen af deres Vinger lød som Larm af Vogne med Heste i Mængde, som farer i Krig.
Og Haler har de, hvormed de ligner Skorpioner, og Brodde. Og med deres Haler er det, de maa gøre Mennesker Fortræd i fem Maaneder.
Til Konge over sig har de Afgrundsenglen, hvis Navn paa Hebraisk er Abbaddon, men paa Græsk hedder han Apollyon.
Det første Veraab er forbi. Pas paa! Der kommer endnu to Veraab derefter.
Saa blæste den sjette Engel i Basun, og saa hørte jeg en Røst fra alle fire Hjørner af Guldaltret for Guds Ansigt
sige til den sjette Engel med Basunen: Løs de fire Engle, som staar bundne ved den store Flod Eufrat.
Saa blev de løste de fire Engle, som var tilrede paa Time, Dag, Maaned og Aar til at dræbe en Tredjedel af Menneskene.
Og Rytterhærenes Mandtal var to Gange titusinde Titusinder. Jeg hørte, hvor mange der var.
Og saadan saa jeg Hestene i Synet og Rytterne paa dem: De havde ildrøde, blaagraa og svovlgule Rustninger. Og Hestenes Hoveder var ligesom Løvehoveder. Og Ild og Røg og Svovl staar dem ud af Munden.
Af disse tre Plager - af Ilden, af Røgen og af Svovlet, som staar dem ud af Munden, dræbtes en Tredjedel af Menneskene.
For hvad Hestene maa, det har de Magten til i deres Mund og deres Haler. For deres Haler er ligesom Slanger og har kloveder, og dem gør de Fortræd med.
Men de øvrige Mennesker, som ikke blev dræbte i disse Plager, de omvendte sig hverken fra deres Hænders Gerninger og holdt op med at bøje Knæ for Troldene og for Afgudsbillederne af Guld og Sølv og Kobber og Sten og Træ, som hverken kan se eller høre eller gaa –
heller ikke omvendte de sig fra deres Myrderi, deres Giftblanderi, deres Hor eller deres Tyveri.
Saa, saa jeg en anden vældig Engel fare ned fra Himlen hyllet i en Sky og med Regnbuen paa sit Hoved. Hans Ansigt var som Solen og hans Fødder som Ildstøtter,
og han havde en lille Bog aabnet i Haanden. Saa satte han sin højre Fod paa Havet og den venstre paa Jorden
og raabte saa højt, som en Løve brøler: Og da han raabte, lod de syv Tordenbrag deres Drøn tale.
Og da de syv Tordenbrag talte, vilde jeg lige til at skrive. Men saa hørte jeg en Røst fra Himlen sige: Forsegl de syv Tordentaler, og skriv det ikke op.
Og Englen, som jeg saa staaende paa Havet og Jorden, løftede sin højre Haand mod Himlen
og svor ved ham, som lever i alle Evighedernes Evigheder, ham som har skabt Himlen med alt, hvad deri er, og Jorden med alt, hvad derpaa er, og Havet med alt, hvad deri er, at nu skal der ikke gives Tidsfrist længere,
men i de Dage, da den syvende Engel lader sig høre, naar hans Basun vil gjalde, da vil Guds Løndomsraad være fuldbyrdet, saadan som han har givet sine Husfolk, Profeterne Glædesbud derom.
Saa taler den Røst, jeg hørte før fra Himlen, med mig igen og siger: Gaa hen og tag den Iille Bog, der ligger aaben i Englens Haand, som staar paa Havet og paa Jorden.
Saa gik jeg hen til Englen og sagde til ham, om han vilde give mig den lille Bog. Og han siger til mig: Tag den og spis den op. Saa vil den volde dig Smerte i Maven, men i din Mund skal den være sød som Honning.
Saa tog jeg den lille Bog af Englens Haand og spiste den op, og den var honningsød i min Mund, men jeg følte Smerte i Maven, da jeg spiste den.
Du maa igen, siger de til mig, varsle over mange Brodersamfund og Borgersamfund og Modersmaal og Konger.
Saa blev der givet mig et Rør, der lignede en Kongestav, med de Ord: Træd frem og maal Guds Tempel og Altret og, hvormange der tilbeder derinde.
Men Forgaarden udenfor Templet stød den ud og maal den ikke. For den er given Hedningefolkene. De skal træde den hellige Stad under Fødder i toogfyrretyve Maaneder.
Saa giver jeg mine to Vidner at varsle i et tusinde to hundrede og tresindstyve Dage klædte i Sæk.
De er de to Olietræer og de to Lysestager, som staar for Jordens Herres Ansigt.
Og vil nogen gøre dem Fortræd, farer der Ild ud af deres Mund og fortærer deres Fjender. Ja, hvis nogen faar i Sinde at gøre dem Fortræd, maa han fældes paa den Vis.
Disse har Fuldmagt til at lukke for Himlen, for at ingen Regn skal give Væde, mens de varsler. Og de har Fuldmagt over Strømmene til at forvandle dem til Blod og til at slaa Jorden med allehaande Plager, saa tidt de vil.
Men naar de har ført deres Vidnesbyrd tilende skal Vilddyret, som dukker op af Dybet, yppe Krig imod dem, overvinde og fælde dem.
Og deres Lig skal ligge paa Gaden i den store Stad, som i aandelig Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der hvor ogsaa deres Herre er korsfæstet.
Og i tre og en halv Dag ses deres Lig fra de forskellige Broderskaber og Stammer og Tungemaal og Borgerskaber. ' Og man tillader ikke, at Ligene af dem lægges i Grav.
Og de, som bor paa Jorden, fryder sig over deres Ufærd og er vell tilmode og sender hverandre Gaver, fordi disse to Profeter var ikke til at holde ud for dem, der bor paa Jorden.
Men tre og en halv Dag derefter kom der Livsaande fra Gud i dem, saa de rejste sig op paa deres Fødder. Og stor Rædsel greb dem, som saa paa dem.
Saa hørte de en mægtig Røst fra Himlen sige til dem: Kom her op! Og saa for de op til Himmels i Skyen, og det saa deres Fjender paa.
Og saa i den samme Stund skete der et stort Jordskælv, saa en Tiendedel af Staden styrtede sammen. Og i Jordskælvet blev syv tusinde Menneskenavne slaaet ihjel. Men de øvrige blev skrækslagne og gav Himlens Gud Ære.
Det andet Veraab er forbi. Pas paa! Det tredje Veraab kommer hurtigt.
Saa blæste den syvende Engel i Basun, og saa lod mægtige Røster sig høre i Himlen og sagde: Saa blev da Kongedømmet over Verden vor Herres og hans Salvedes, og i alle Evighedernes Evigheder skal han være Konge.
Og de fireogtyve Ældste, som stædes for Guds Ansigt, de, som sidder paa deres Troner, kastede sig ned paa deres Ansigt og hyldede Gud
og sagde: Vi takker dig Herre alraadende Gud, du som er, og som var, fordi du har hævdet din Magt og Vælde og indtaget Kongesædet.
Og Hedningefolkene harmedes, men saa kom din Vrede og Tiden til, at de døde maa dømmes og Lønnen gives dine Husfolk, Profeterne og de hellige og dem, som frygter dit Navn, de smaa med de store - og de, der ødelægger Jorden, ødelægges.
Saa aabnedes Gudshuset i Himlen, saa hans Pagts Ark kom tilsyne i hans Hus. Og der kom Lyn og Bulder og Tordenbrag og Jordskælv og svær Hagl.
Saa, saas et stort Tegn i Himlen: En Kvinde omstraalet af Solen med Maanen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner over sit Hoved.
Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød og Fødselsveer.
Og et andet Tegn saas i Himlen se en stor Lindorm, blodrød med syv Hoveder og ti Horn og syv Kroner paa sine Hoveder.
Og dens Hale river med sig og kaster til Jorden en Tredjedel af Himlens Stjerner. Og Lindormen stillede sig op lige for Kvinden, som skulde føde, for at opsluge hendes Barn, naar hun havde født.
Saa fødte hun en Søn, et Drengebarn, som engang skal vogte alle Hedningefolkene med Hyrdestav af Jern. Men hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans Trone.
Og saa flygtede Kvinden ud i Ørken, hvor hun har et Sted der beredt af Gud, hvor de kan underholde hende i et tusinde to hundrede og tresindstyve Dage.
Saa udbrød der Krig i Himlen, Mikael og hans Engle i Krig med Lindormen. Og Lindormen førte Krig og dens Engle.
Men de kunde ikke staa sig, og de fandt heller ikke mere deres Plads i Himlen.
Saa blev den nedstyrtet, den store Lindorm, den gamle Slange, den, som kaldes Djævel og Satan, han, som forvilder hele Verden. Han blev nedstyrtet til Jorden, og nedstyrtede blev hans Engle med ham.
Saa hørte jeg en høj Røst i Himlen sige: Nu blev Frelsen og Magten og Kongeriget vor Guds og Styrelsens hans Salvedes. For styrtet blev vore Brødres Anklager, han, som Dag og Nat anklagede dem for vor Gud.
Og de overvandt ham med Lammets Blod og med det Ord, hvori deres Vidnesbyrd lød. Og de havde ikke Livet for kært til at gaa i Døden.
Glæd jer derfor I Himle og de, som har deres Telte i dem! Ve Jorden og Havet! For Djævelen er nedfaret til jer meget harmfuld i Hu, da han ved det vel, at han har kun kort Tid tilbage.
Da Lindormen saa sig nedstyrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet.
Men der blev givet Kvinden begge den store Gribs Vinger, for at hun skulde flyve ud i Ørken til sit Sted, der hvor hun har sit Underhold, en Tid og to Tider og en halv Tid langt borte fra Slangen.
Saa skød Slangen ud af sin Mund Vand i Strømmevis efter Kvinden for at faa hende revet med af Strømmen.
Men Jorden kom Kvinden til Hjælp, gabede og drak Floden, som Lindormen havde skudt ud af sin Mund.
Saa blev Lindormen vred for Kvindens Skyld og vendte sin Krigsførelse mod de øvrige af hendes Sæd, dem, som holder Gudsbuddene og har Jesus-Vidnesbyrdet. (12:18) Og den stillede sig paa Sandet ved Havet.
Saa, saa jeg dukke op af Havet et Vilddyr med 10 Horn og syv Hoveder, og paa sine Horn havde det ti Kroner og paa sine Hoveder Spotter-Navnet.
Og dyret, jeg saa, lignede en Panter, men dens Labber var som en Bjørns og dens Gab som et Løvegab. Og Lindormen gav det sin Magt og sin Trone og meget at raade.
Et af dets Hoveder var, som det var slagtet og viet til Døden. Men dets Banesaar blev lægt, saa hele Jorderig saa med Forundring efter Dyret
og faldt Lindormen til Fode, fordi den havde givet Dyret Herredømmet, og faldt Dyret til Fode og sagde: Hvem er Dyrets Lige, og hvem kan tage Kampen op imod det?
Og saa blev der givet det Mund og Mæle til store Ord og Haansord, og det fik Lov til at give sine Tanker Skikkelse i toogfyrretyve Maaneder.
Og det brugte Mund til Haansord mod Gud, til at haane hans Navn og hans Teltbolig, dem, som har deres Teltlejr i Himlen.
Og det fik Lov til at føre Krig mod de hellige og overvinde dem. Og det fik Lov til at raade over hver Stamme, hvert Broderskab, Tungemaal og Borgerskab.
Og de vil hylde det allesammen, de, som bor paa Jorden, hvis Navne ikke fra Verdens Ophav staar skrevne i Lammets, det slagtede Lams Livsbog.
Har man Øre, saa høre man!
Om nogen fører i Fangenskab, saa føres han selv i Fangenskab. Om nogen fælder med Sværd, saa maa han selv falde for Sværd. Her er de helliges Urokkelighed og Tro.
Saa, saa jeg et andet Vilddyr dukke op af Jorden, og det havde to Horn som et Lam, men talte som en Lindorm.
Og det udretter for det første Dyr, alt hvad det har at raade, og faar Jorden og dem, som bor paa den, til at hylde det første Dyr, hvis Banesaar blev lægt.
Og det gør saa store Tegn, at det endog lader Ild slaa ned fra Himlen til Jorden for Menneskenes Øjne.
Og det forvilder dem, som bor paa Jorden, med de Tegn, det fik Lov til at gøre for Dyret, og siger til dem, der bor paa Jorden, at de skal rejse et Billede for Dyret, som har Skrammen af Sværdet, men kom til Live.
Saa fik det Lov til at give Dyrets Billede Aand, saa Dyrebilledet endog kunde tale. Og det skal volde, at alle de, der ikke bøjer Knæ for Dyrets Billede, skal slaas ihjel.
Og det volder, at alle, de smaa med de store, baade de rige og de fattige, de fribaarne og Trællene, dem giver man et Mærke i deres højre Haand eller paa deres Pande,
for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, der har Mærket: Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
Her er Visdommen. Den, som har Forstand, regne sig til Dyrets Tal. For et Menneskes Tal er det. Og hans Tal er 666.
Saa, saa jeg et Syn: Lammet staaende paa Sions Bjerg og med det et hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet paa deres Pander.
Og saa hørte jeg en Lyd fra Himlen, som mange Bølgers Brusen, som Bulderet af et vældigt Tordenbrag. Men som Harpespillere, der leger paa deres Harper, klang det for mit Øre.
Og saa synger de en ny Sang foran Tronen og foran de fire Levende og de Ældste. Men ingen kunne nemme den Sang uden de 144,000, de som var købte bort fra Jorden,
Det er dem, som ikke med Kvinder har sat nogen Plet paa sig. For jomfruelige er de. Det er dem, som følger Lammet, hvor det saa gaar hen. De blev en Førstegrøde for Gud og Lammet, købte fra Menneskene.
Og i deres Mund blev Løgn ikke fundet, for ulastelige er de.
Saa, saa jeg først en Engel flyve midt under Himlen med et evigt Glædesbudskab til dem, som sidder paa Jorden, ja til hvert Borgerskab, Stamme, Modersmaal og Broderskab.
Og med høj Røst sagde han: Frygt Gud, og giv ham Ære. For nu er Timen kommen, da han skal dømme. Og fald ham til Fode, som har skabt Himlen og Jorden og Havet og Kildevældene!
Og saa fulgte ham en anden Engel og sagde: Der faldt, der faldt det store Babylon! Hun, som har givet Folkene alle at drikke af Vinen med hendes Horeris Varselsrus.
Og saa fulgte efter dem en tredje Engel, som sagde med høj Røst: Hvis nogen falder Vilddyret og dets Billede til Fode og tager dets Mærke paa sin Pande eller i sin Haand,
saa skal ogsaa han drikke af Vinen med Guds Varselsrus, som ublandet er skænket i hans Vredes Bæger. Og saa skal han pines i Ild og Svovl for hellige Engles og for Lammets Øjne.
Og Røgen af deres Pinsler opstiger i alle Evighedernes Evigheder. Og de har ikke Ro Nat eller Dag, de som bøjer Knæ for Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke.
Her er de helliges Urokkelighed, de som holder Gudsbudene og Jesustroen.
Og saa hørte jeg en Røst fra Himlen sige: Skriv! Lyksalige er fra nu af de døde, som dør i Herren! Ja, siger Aanden, lad dem hvile ud fra deres Møje, for deres Værk bliver ved med at følge dem.
Saa, saa jeg et Syn: En hvid Sky og siddende paa Skyen en menneskelig Skikkelse med en Guldkrans paa Hovedet og en skarp Høstkniv i Haanden.
Og saa kom først en Engel ud af Helligdommen og raabte højt til ham, som sad paa Skyen: Send din Høstkniv ud at høste, for nu er Høsttiden kommen, for Jordens Høst er moden.
Og saa kastede han, som sad paa Skyen, sin Høstkniv ned paa Jorden, og saa blev Jordens Grøde høstet.
Saa kom en anden Engel ud af Helligdommen i Himlen. Han havde ogsaa en skarp Høstkniv.
Og der kom igen en anden Engel fra Alteret, og han havde Raadighed over Ilden. Og han raabte højt til ham med den skarpe Høstkniv: Send din skarpe Høstkniv ud at afskære Druerne paa Jordens Vintræ, for dets Klaser er fuldmodne.
Saa kastede Englen sin Høstkniv ned paa Jorden, og saa blev Jordens Vintræ afplukket. Og han kastede det i den store Vinperse med Guds Varselsrus.
Saa blev Persen traadt udenfor Staden, og der flød Blod ud af Persen i Højde med Hestenes Bidsler 1600 Stadier langt hen.
Saa, saa jeg et andet Tegn i Himlen, stort og til at undres ved: Syv Engle med syv Plager - de sidste. For med dem blev det ført igennem, Gud varslede om.
Og saa, saa jeg som et Hav, gennemsigtigt og blandet med Ild, og dem, som sejrede fra Vilddyret og dets Billede og dets Navns Tal, staaende med Guds Harper ved det gennemsigtige Hav.
Og de synger Moses' Guds Tjeners Sang og Lammets Sang: Store og vidunderlige er dine Gerninger, Herre alraadende Gud! Rette og rigtige er dine Veje du Folkenes Drot!
Herre, hvem skulde ikke bæve og prise dit Navn? For du er højhellig alene. For alle Folkene skal komme og knæle for dig. For nu er det blevet aabenbart, hvad du kender for Ret.
Næst efter dette saa jeg, Vidnesbyrdets Telt i Himlen ' aabnedes,
og ud traadte de syv Engle med de syv Plager klædte ' i rent blændende hvid Lin og gjordede med Guldbælter om Brystet.
Og en af de fire Levende gav de syv Engle syv Guldskaaler fyldte med det Varsel, som er den Guds, der lever i alle Evighedernes Evigheder.
Og saa fyldtes Tempelhuset med Røg af Guds Højhed og af hans Vælde. Og ingen kunde gaa ind i Huset, før de syv Engles syv Plager var fuldbyrdede.
Saa hørte jeg fra Tempelhuset en mægtig Røst sige til de syv Engle: Gaa nu hen og udgyd Guds Varsels de syv Skaaler mod Jorden.
Og saa gik den første og udgød sin Skaal mod Jorden, og saa blev der en hæslig og ondartet Byld paa de Mennesker, som bar Vilddyrets Mærke, og dem som faldt dets Billede til Fode.
Og den anden udgød sin Skaal mod Havet, og saa blev det til Blod, som af en død Mand, og hver levende Sjæl døde - af dem i Havet.
Og den tredje udgød sin Skaal mod Strømmene og Kildevældene, og saa blev det til Blod.
Og jeg hørte Vandløbenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og som var, du højhellige, fordi du fældede denne Dom.
For helliges og Profeters Blod udgød de, og Blod gav du dem at drikke. De fortjener det.
Og Alteret hørte jeg sige: Ja Herre alraadende Gud, rette og rigtige er dine Domme.
Og den fjerde udgød sin Skaal mod Solen, og saa blev det givet den at svide Menneskene med Ild.
Og saa gispede Menneskene i stor Hede. Men de spottede den Guds Navn, som har over disse Plager at raade. Og de omvendte sig ikke til at give ham Hyldest.
Og den femte udgød sin Skaal mod Vilddyrets Trone, og saa blev dets Rige hyllet i Mørke, og de tyggede deres Tunger af Smerte.
Men de spottede Himlens Gud for deres Pinsler og for deres Bylder, og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger.
Og den sjette udgød sin Skaal mod den store Flod Eufrat, og saa udtørredes dens Vand, for at der skulde banes Vej for Kongerne fra Solens Opgang.
Og saa, saa jeg lige ud af Munden paa Lindormen og Vilddyret og Løgnprofeten tre urene Aander som Tudser.
For det er undergørende Djævleaander, som udgaar til al Jorderigs Konger for at samle dem til Krigen paa Guds den alraadendes store Dag.
Se jeg kommer som en Tyv. Lyksalig den, som vaager og varer sine Klæder, saa han ikke kommer til at gaa nøgen, og Folk faar at se, hvor hæslig han er.
Saa samlede han dem hen til det Sted, som paa Hebraisk hedder Harmagedon.
Og den syvende udgød sin Skaal mod Luften, og saa lød der ud fra Helligdommen, fra Tronen en mægtig Røst, som meldte: Nu er det sket!
Og der kom Lyn og Bulder og Tordenbrag, og et stort Jordskælv blev der, som der ikke har været Mage til, siden Mennesket blev til paa Jorden, saadan et Jordskælv saa vældig stort.
Storstaden skiltes ad i tre Dele, og Folkeslagenes Stæder sank i Grus. Saa blev det store Babylon bragt for Orde hos Gud. Hende skulde nu gives Bægeret med Vinen med Varselt med Guds Vrede.
Men hver Ø veg bort, og noget Bjerg fandtes ikke.
Og en vældig Hagel, tung som Bly, falder fra Himlen ned over Menneskene. Men Menneskene spottede Gud for Hagelplagen. For den Plage, den volder, er overmaade stor.
Saa kom en af de syv Engle med de syv Skaaler og talte med mig. Kom, sagde han, saa skal jeg vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder ved mange Strømme.
Jordens Konger bolede med hende, og de, som bor paa Jorden, blev drukne af hendes Horevin.
Saa førte han mig i Aand ud i en Ørk, og saa, saa jeg en Kvinde sidde paa et Vilddyr, skarlagenrødt, fuldt overalt af Bespottelsesnavnet, med syv Hoveder og ti Horn.
Men Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og glimrede af Perler og Guld og Ædelstene og holdt i sin Haand et Guldbæger, fuldt af hendes Horeris Krænkelser af Hellighed og Renhed.
Og paa hendes Pande stod der skrevet et Navn, en Hemmelighed: Det store Babylon, Moder til Jordens Skøger og Skændsler.
Og jeg saa Kvinden beruset af de helliges Blod og af Jesus' Vidners Blod. Og jeg studsede ved at se hende, greben af stor Forundring.
Men saa sagde Englen til mig: Hvorfor studsede du? Jeg skal sige dig Kvindens Hemmelighed og Dyrets med, som bærer hende, det med de syv Hoveder og de ti Horn.
Vilddyret, som du saa, har været til og er ikke til, men skal dukke op af Afgrundsdybet og gaa sin Undergang imøde. Og de, som bor paa Jorden og ikke fra Verdens Ophav har deres Navn skrevet op i Livets Bog, skal undre sig, naar de ser, at Dyret har været til og er ikke til, men skal dog komme.
Her har vi Visdoms-Tanken! De syv Hoveder er syv Bjerge, dem Kvinden sidder paa, og syv Konger er det.
De fem er faldne, en er der, en anden er endnu ikke kommen, og naar han kommer, er det kun kort Tid, han har at blive.
Men Dyret, som var, men er ikke til, er selv en ottende og udsprungen af de syv, men gaar sin Undergang imøde.
Og de ti Horn, du saa, er ti Konger, som ikke endnu har faaet Kongemagt. Men Herredømme som Konger skal de faa en Time sammen med Dyret.
Disse har et i Sinde, og deres Magt og Myndighed giver de Dyret.
Disse vil yppe Krig med Lammet. Men Lammet vil overvinde dem. For det er Herrers Herre og Kongers Konge, og de,- som følger det, har baade Kald og Udkaarelse og Troskab.
Videre siger han til mig: De Strømme, du saa, hvor Skøgen sidder, det er Broderskaber og Horder og Borgerskaber og Tungemaal.
Og de ti Horn, som du saa, og Vilddyret, de vil hade Skøgen og sørge for, at hun bliver ensom og nøgen, og saa æder de hendes Kød, og de skal brænde hende op paa Baal.
For Gud har skudt dem i Sinde at gøre efter hans Tanke, alle efter en Tanke, og give Dyret deres Kongedømme, indtil Godsordene opfyldes.
Men Kvinden, som du saa, er Storstaden, som sidder inde med Kongedømme over Jordens Konger.
Næst efter dette saa jeg en anden Engel fare ned fra Himlen, og stor var hans Myndighed, saa Jorden lag i Lys af hans Glans.
Og han raabte med rungende Røst: Der faldt, der faldt det store Babylon! Og det blev Troldes Bolig, ja et Fængsel for hver uren Aand og Fangebur for hver uren og afskyet Fugl.
For hendes Horeris Varsels-Vin har alle Folkefærd drukket af, og Jordens Konger drev Hor med hende, og Jordens Købmænd blev rige af det, hendes vilde Begær magtede.
Og saa hørte jeg en anden Røst fra Himlen sige: Drag ud mit Folk fra hende, for at I ikke skal blive medskyldige i hendes Synder og faa Del i hendes Plager.
Fordi hendes Synder hobede sig op lige til Himlen, men saa kom Gud hendes Retskrænkelser ihu.
Betal hende igen, som hun betalte, i dobbelt Maal efter hendes egen Færd. Bland hende i det Bæger, hun selv blandede, dobbelt stærkt.
Ligesaa meget som hun priste sig selv og lod sig rive hen af sin Lyst, giv hende lige derefter af Pine og Sorg. Siden hun siger i sit Hjerte: Her sidder jeg som Dronning, og Enke er jeg ikke, og Sorg skal jeg ikke se,
saa skal derfor hendes Plager komme paa en Dag: Død og Sorg og Sult, ja Baal og Brand skal fortære hende. For vældig er Gud Herren, han, som har dømt hende.
Men sukke og klage over hende skal Jordens Konger, de, som levede med hende i Hor og vildt Begær, naar de ser Røgen af hendes Brand,
mens de af Rædsel for hendes Pine staar langt borte og siger: Ve dig! ve dig: Storstaden Babylon, den stærke Stad, for i en Time faldt din Dom.
Og Jordens Købmænd sukker og sørger over hende, fordi der ikke mere er nogen, der køber deres Ladninger,
Ladninger af Guld og Sølv og Perler og Ædelstene, Stoffer af Bomuld og Purpur, Silke og Skarlagen, alle Slags vellugtende Ved, alle Slags Sager af Elfenben og allehaande Bohave af det kosteligste Træ, af Kobber, Jern og Marmor,
Kanelbark og Haarolie, Røgelse, Salve og Virak, Vin og Olie, fint Mel og Hvede, Kvæg og Faar, Heste og Vogne -- og Slaver, ja Menneskesjæle.
Og Frugthøsten, som var din Sjæls Higen, gik tabt for dig. Og alt det festlige og det funklende gik til Grunde for dig, og aldrig vil man finde det igen.
De, som handler med sligt, og som blev rige ved hende, skal af Rædsel for hendes Pine staa langt borte og sukke og sørge
og sige: Ve, ve Storstaden! hun, som klædte sig i Bomuld, Purpur og Skarlagen og glimrede af Guld og Perler og Ædelstene –
for i en Time blev saa stor en Rigdom lagt øde. Og hver Skibsfører og Færgeskipper, Sømænd og alle andre, som driver deres Dont paa Havet, stod langt borte
og skreg, da de saa Røgen af hendes Brand: Hvem var Storstadens Lige!
Og de kastede Støv paa deres Hoveder og skreg med Suk og Taarer: Ve, ve Storstaden! hvor alle de, der har Skibe i Søen, blev rige af hendes Skatte - for i en Time blev det lagt øde.
Glæd dig over hendes Ufærd du Himmel og I hellige med og Apostlene og Profeterne. For nu har Gud i jeres Sag dømt hende imod.
Saa var der en vældig Engel, der greb en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet. Saadan, sagde han, skal i et Øjeblik Storstaden Babylon nedstyrtes og ikke findes mere.
Lyd af Harpelegere, Sangere, Fløjtespillere og Basunblæsere skal ikke mere høres i dig. Nogen Mester i noget Slags Haandværk skal ikke findes i dig mere. Kværnens Larm skal ikke høres i dig mere.
Lampelys skal ikke skinne i dig mere, og Bruds og Brudgoms Røst ikke høres i dig mere. For dine Handelsmænd, det var Jordens Stormænd. For med dine Trolddomskunster forførtes alle Folkene.
Det var ogsaa i den, der fandtes Blod af Profeter og hellige, ja af alle de slagtede paa Jorden.
Næst efter dette hørte jeg som et mægtigt Kor af en stor Skare i Himlen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Højheden og Magten er vor Guds?
For hans Domme er rigtige og retfærdige. For han har dømt den store Skøge, som ødelagde Jorden med sit Horeri, og krævet sine Husfolks Blod af hendes Haand.
Og anden Gang sagde de: Halleluja! Og Røgen fra hende opstiger i alle Evighedernes Evigheder.
Og de fireogtyve Ældste og de fire levende kastede sig ned og hyldede Gud, ham som sidder paa Tronen, og sagde: Amen, Halleluja!
Saa lød der en Røst fra Tronen, som sagde: Lovsyng vor Gud, I som frygter ham, de smaa med de store!
Og saa hørte jeg som et Kor af en stor Skare og som mange Bølgers Brusen og som et Bulder af vældige Tordenbrag sige: Halleluja! Fordi Herren vor Gud den alraadende indtog Kongesædet.
Fryde og glæde os vil vi og give ham Pris,. Fordi Lammets Bryllupsdag er kommet, og hans Hustru har gjort sig rede.
Og det blev hende givet at klæde sig i blændende hvidt rent Lin. Linet er jo de helliges fuldgyldige Ret.
Skriv, siger han saa til mig: Lyksalige er de, som er budne til Lammets Bryllupsnadver, Og saa siger han til mig: Disse er de rette Guds Ord.
Saa kastede jeg mig ned for hans Fødder for at tilbede ham. Men han siger til mig: Gør det endelig ikke. Jeg tilhører den samme Husstand som du og dine Brødre, de som har Jesus-Vidnesbyrdet. Tilbed Gud. Det er netop JesusVidnesbyrdet, der er Profetiens Aand.
Saa, saa jeg Himlen aabnet, og der ser jeg en hvid Hest, og han, som rider paa den, trofast og sandfærdig kaldes han. Han dømmer og han strider, som Ret er.
Men som den klare Lue er hans Øjne, og der er mange Kroner paa hans Hoved, og et Navn har han opskrevet, som ingen kender uden han selv.
Han er iført en Klædning farvet i Blod, og man har kaldt ham: Guds Ord.
Og Hærskarerne i Himlen følger ham paa hvide Heste iført rent hvidt Lin.
Og der farer et hvast Sværd ud af hans Mund til at slaa Hedningefolkene med. Det er ham, der skal vogte dem med Hyrdestav af Jern, og det er ogsaa ham, der skal træde Persen med Vinen med Varslet med Vreden fra Gud den alraadende.
Og han har paa Klædningen ved sin Lænd et Navn skrevet: Kongers Konge og Herrers Herre.
Saa, saa jeg, der var en Engel, der stod i Solen og raabte med høj Røst til alle Fuglene, som svæver højt oppe under Himlen: Kom hid og samles til Guds store Aftensmaaltid
for at æde døde Kroppe af Konger og Hærførere og Kæmper, af Heste og Ryttere, af alle baade fribaarne og Trælle, smaa og store.
Og saa, saa jeg Vilddyret og Jordens Konger og deres Hære samlede for at gøre Alvor af Krigen mod ham, som rider paa Hesten, og hans Hær.
Saa blev Vilddyret grebet og Løgnprofeten med, han som havde gjort Tegnene for det, hvormed han havde forvildet dem, der tog Dyrets Mærke og bøjede Knæ for dets Billede! Levende blev de to kastede i den svovlflammende Ildsø.
Og de øvrige blev dræbte med Rytterens Sværd, som udfor af hans Mund. Saa blev alle Fuglene mættede af deres døde Kroppe.
Saa, saa jeg en Engel fare ned fra Himlen med Nøglen til Afgrunden og en stor Lænke i Haanden ?
Og han greb Lindormen, den gamle Slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde Aar,
og saa kastede han ham i Afgrunden og lukkede og forseglede over ham, for at han ikke mere skulde forvilde Folkene, forinden de tusinde Aar er omme. Derefter maa han siden løses for en kort Tid.
Saa, saa jeg Troner, og man satte sig paa dem, og det blev dem givet at dømme. Og jeg saa deres Sjæle, som var halshuggede for Jesusvidnesbyrdets og Gudsordets Skyld, og dem som ikke havde bøjet Knæ for Vilddyret eller dets Billede og hellerikke taget Mærket paa deres Pande og i deres Haand - de levede op og blev Konger med den Salvede i tusinde Aar.
De andre døde blev ikke levende, før Tusindaaret var omme. Dette er den første Opstandelse.
Lyksalig og hellig er den, som er med i den første Opstandelse, dem har den anden Død ingen Magt over, men de skal være Guds og Kristus' Helligdomstjenere og være Konger med ham i tusinde Aar.
Men naar Tusindaaret er omme, skal Satan slippes løs af sit Fængsel,
og saa drager han ud at forføre Folkene fra alle fire Verdenshjørner, Gog og Magog, for at samle dem til Krig saa mangfoldige som Havets Sand.
Og vidt og bredt rykkede de frem over Jorden og omringede de helliges Lejr og den elskede Stad. Men Ild slog ned fra Himlen og fortærede dem.
Og saa blev deres Forfører, Djævelen, kastet i Ild og Svovl-Søen, hvor Vilddyret og Løgnprofeten ogsaa var. Og de skal pines Dag og Nat i alle Evighedernes Evigheder.
Saa, saa jeg en stor hvid Trone, og den som sad paa den, fra hvem Jorden og Himlen vilde fly, men fandt ikke det Sted, hvor de kunde være.
Og saa, saa jeg de døde, de store med de smaa, staaende for Tronen. Og Bøger opsloges. Og en anden, som er Livets Bog, blev opslaaet. Og saa blev Dommen over de døde udredet af, hvad der stod skrevet i Bøgerne, efter deres Gerninger.
Og Havet gav de døde fra sig, som der var, og Døden og Dødsriget gav de døde fra sig, som der var. Og de dømtes hver især efter deres Gerninger.
Saa blev Døden og Dødsriget kastede i Ildsøen. Denne, Ildsøen, er den anden Død.
Og enhver, som ikke fandtes opskreven i Livets Bog, blev kastet i Ildsøen.
Saa, saa jeg en ny Himmel og en ny Jord. For den første Himmel og den første Jord bortfor. Og Havet er ikke til mere.
Og den hellige Stad, et nyt Jerusalem, saa jeg sænke sig ned fra Himlen, fra Gud, rede til at staa Brud prydet for sin Husbond.
Og saa hørte jeg en mægtig Røst fra Tronen sige: Se Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans Folk, og han skal selv være „Gud med dem".
Og han skal tørre hver Taare af deres Øjne. Og der skal ikke mere være nogen Død, og lige saa lidt skal der længere være Sorg eller Skrig eller Møje. For det, der før var, er bortfaret,
og han, som sidder paa Tronen, har sagt: Se alt gør jeg nyt. Skriv, siger han saa, for disse Ord er trofaste og sandfærdige.
Og han har sagt til mig: Nu er det sket. Jeg er A og Ø, Begyndelsen og Enden. Den, som tørster, vil jeg give af Livets Kildevæld for ingenting.
Den, som sejrer, skal faa Lod og Del i dette, og jeg vil være Gud for ham, og han skal være Søn for mig.
Men de fejge og vantro og vanhelligede, Mordere, Horkarle og Giftblandere og Afgudsdyrkere og alle Løgnere faar, hvad de har fortjent i Søen, som brænder med Ild og Svovl. Det er den anden Død.
Saa kom en af de syv Engle, de, som havde de syv Skaaler, de, der var fyldte med de syv Plager, de, der er de sidste, og talte med mig: Kom hid, sagde han, saa skal jeg vise dig Bruden, Lammets Hustru,
Og saa førte han mig i Aand hen paa et højt og vidtstrakt Bjerg og viste mig Jerusalem, den hellige Stad, som den sænker sig ned fra Himlen fra Gud
og har Guds Herlighed. Dens Straaleglans var lig den dyreste Ædelsten som Diamanten saa klar.
Og en Mur har den, høj og svær med tolv Porte og paa de Porte tolv Engle med Navne paaskrevne lydende paa Israels Sønners: tolv Stammer.
Tre Porte mod Øst, tre Porte mod Nord, tre Porte mod Syd og tre Porte mod Vest.
Og Stadens Mur, har tolv Grundmure og paa dem tolv Navne lydende paa Lammets tolv Apostle.
Og han, som talte med mig, havde,. til Maalestok et Rør af Guld, som han skulde maale Staden med og dens Porte og dens Mur.
Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige stor med dens Brede. Og saa maalte han Staden med Rørat: tolvtusinde Stadier paa hver Led. Længden og Breden og Højden er ens.
Og saa maalte han dens Mur 144 Alen. Englemaal er som Menneskemaal.
Og Murværket i den er Jaspissten. Og Staden er af det pure Guld, saa rent som et Spejl.
Grundmurene i Stadens Mur har til deres Pryd alle Slags Ædelstene. Den første Grundmur Jaspis, den anden Safir, den tredje Kalkedon, den fjerde Smaragd,
den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den elvte Hyakint, den tolvte Ametyst.
Og de tolv Porte er tolv Perler. Hver især af Portene var af en Perle. Og Stadens Gade er af det pure Guld saa klart som Krystal.
Men noget Tempelhus saa jeg ikke i den. For dens Helligdom er Herren den alraadende Gud og Lammet.
Og Staden behøver hverken Solen eller Maanen til at lyse for sig. Guds Herlighed straalede jo over den, og dens Lys er Lammet.
Men ved dens Lys skal Folkene færdes, og til den skal Jordens Konger bringe deres Herlighed.
Og dens Porte skal ikke lukkes om Dagen. Nat bliver der jo ikke.
Og Folkenes Hæder og Ære skal bringes til den.
Men der kommer ikke noget urent derind, heller ikke nogen, som giver sig af med at bande eller lyve, men kun de, som er opskrevne i Lammets Livsbog.
Saa viste han mig en Flod med Livsvand funklende som Krystal, som udspringer fra Guds og Lammets Trone.
Midt i dens Gade og paa begge Flodbredder var Livets Træ, som bærer Frugt tolv Gange, saa det yder sin Frugt hver Maaned. Og Træets Blade tjener til Folkenes Lægedom.
Men noget som helst bandlyst skal der ikke være mere. Og Guds og Lammets Trone skal være derinde, og hans Husfolk skal gøre Helligdomstjeneste for ham,
og de skal se hans Ansigt, og hans Navn staar paa deres Pander.
Og Nat skal der ikke være mere. Og de trænger hverken til Lampelys eller Sollys. For Gud Herren skal lyse over dem. Og de skal være Konger i alle Evighedernes Evigheder.
Saa sagde han til mig: Disse Ord er trofaste og sandfærdige, og for at lade sine Husfolk se, hvad der maa ske, og det snart, udsendte Herren, Profetaandernes Gud sin Engel.
Og se, nu kommer jeg snart. Lyksalig den, som passer godt paa det, der staar i denne Bogs Profeti.
Det er mig, Johannes, der saa og hørte dette. Og da jeg hørte og saa, kastede jeg mig ned for Englens Fødder, som viste mig dette, for at tilbede ham.
Men han siger til mig: Gør det endelig ikke! Jeg hører til den samme Husstand som du og dine Brødre, Profeterne og dem, som passer godt paa det, der staar i denne Bog. Tilbed Gud.
Og saa siger han: Forsegl ikke de profetiske Ord, som staar i denne Bog, for Tiden er nær.
Lad kun den, som gør Uret, gøre mere Uret og den urene gøre sig mere uren og den redelige blive ved med sin Redelighed og den hellige fremdeles helliges.
Se nu kommer jeg snart, og Lønnen har jeg med mig til at betale enhver med, eftersom hans Gerning monne være.
Jeg er A og Ø, den første og den sidste, Begyndelsen og Endemaalet
Lyksalige de, som vasker deres Klæder, for at deres Kald maa være at raade for Livets Træ, og at Indgangen ad Portene i Staden maa staa dem aabne.
Udenfor er Hundene og Giftblanderne, Horkarlene, Morderne og Afgudsdyrkerne og enhver, som øver og elsker Løgn.
Jeg, Jesus sendte min Engel for at vidne dette for jer om Menighederne. Jeg er Davids Rod og Æt, den klare Morgenstjerne.
Kom! siger Aanden. Og Bruden og den, som hører, sige Kom! Saa komme da, hvo som tørster, og modtage, hvo som tage vil, Livets Vand for ingenting.
Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs profetiske Ord: Om nogen føjer noget hertil, saa vil Gud lægge paa ham de Plager, som er opskrevne i denne Bog.
Og om nogen tager noget bort af denne profetiske Bogs Ord, saa vil Gud borttage hans Lod i Livets Træ og i den hellige Stad, som der staar skrevet om i denne Bog.
Saa siger han, som vidner dette: Ja, nu kommer jeg snart. Amen, ja kom Herre Jesus!
Herrens Jesus' Naade med alle!

short.title=DNPS26
description=Den nye pagts skrifter 1926 ved S. Konstantin-Hansen
about=Den nye pagts skrifter 1926 ved S. Konstantin-Hansen\par Creada/Modificada con [Made/Modified with] \b\cf9 Biblos