DET STORE BABYLON (Åb 17:5)
Kristne skal forberede sig på intelligent liv i rummet
Hvad skal religion og særligt kristne gøre, når der bliver fundet intelligent liv ude i rummet? De overvejelser gør professor David Wilkinson sig. Hvad sker der ude på de millioner af stjerner, som lyser op på en klar nattehimmel? Med den meget omtalte videnskabelige mission til kometen 67P, er spørgsmålet om livets opståen igen til debat. Men lige så vigtig er tanken om, at der ikke alene kan være liv, men også intelligent liv i andre galakser. Spørgsmålet har optaget mennesket længe, og det er nu 50 år siden, den moderne naturvidenskab begyndte at forske i muligheden. Men det er ikke kun et spørgsmål for astrofysikere og andre naturvidenskabsfolk. Det er også et spørgsmål, som bør optage teologer og andre troende. Sådan lyder argumentet fra den britiske professor David Wilkinson, som er forfatter til bogen ”Science, Religion and the Search for Extraterrestrial Intelligence” (Naturvidenskab, religion og søgen efter intelligen liv i rummet), som er udgivet på forlaget Oxford University Press.
Kristenforfølgelser deler politikere
”Tavsheden har ikke hjulpet”. Sådan sagde forfatter og journalist Klaus Wivel ved gårsdagens høring om religionsfrihed og kristenforfølgelser på Christiansborg. Det er ikke mindst Wivels bog fra sidste efterår ”Den sidste nadver”, som herhjemme har skabt opmærksomhed om de omfattende kristenforfølgelser i Mellemøsten. En opmærksomhed, som med gårsdagens høring nu har bredt sig til Christiansborg. Men selvom der nu er stigende politisk bevidsthed om behovet for at sætte fokus på kristenforfølgelser og den internationale indsats for religionsfrihed, så viste høringen, at der også er stor politisk uenighed om, hvordan problemet skal løses. Det var Folketingets Udenrigsudvalg, der havde inviteret til høringen, som fandt sted med den aktuelle udvikling i Syrien og Irak, hvor hundredetusindvis af kristne er drevet på flugt af Islamisk Stat, som brutalt bagtæppe.
Kristne chikaneres på danske asylcentre
Hundredtusindvis af kristne er i disse måneder på flugt fra Islamisk Stat i Syrien og Irak. Men også på danske asylcentre oplever flere kristne at blive chikaneret på grund af deres tro. Det viser en ny undersøgelse, finansieret af Den Folkekirkelige Udviklingsfond, blandt de kristne asylsøgere, som kommer i Apostelkirken på Vesterbro i København. Ifølge undersøgelsen har mere end hver tredje af de i alt 48 adspurgte personer oplevet overgreb på grund af deres tro. Indvandrer- og sognepræst ved Apostelkirken Niels Nymann Eriksen, som står bag undersøgelsen, er overbevist om, at undersøgelsen afspejler en større, men meget overset tendens. ”Det er en alvorlig problematik, som desværre bliver talt ned på asylcentrene. Måske fordi det er meget vanskeligt for dem at håndtere den type konflikter,” siger Niels Nymann Eriksen.
De forfulgte kristne skal hjælpes
Danske politikere har alt for længe været fodslæbende og uinteresserede i at rette en særlig hjælp til det voksende antal kristne, der forfølges i især muslimske lande. I foråret afviste udenrigsminister Martin Lidegaard (R) at gøre noget særligt for de kristne, der nu myrdes eller flygter fra Mellemøsten i så store tal, at det truer med at udradere kristendommen i den del af verden, hvor religionen og troen opstod. Regeringens strategi har været ikke at tale højt om problemet. Forfulgte kristne skal ikke have særbehandling, har det lydt fra Udenrigsministeriet, men omfattes af regeringens bredere fokus på at fremme tolerance generelt og beskyttelse af alle religiøse mindretal. Som reaktion på regeringens afvisning af at gøre en særlig indsats for de kristne havde oppositionen i Folketingets Udenrigsudvalg anført af Per Stig Møller (K) og Esben Lunde Larsen (V) i går indkaldt til konference om den ulykkelige og uhyggelige udvikling. Det var et tiltrængt initiativ, der faldt sammen med offentliggørelsen i pressen af en mindre undersøgelse om, at kristne flygtninge – særligt konvertitter fra islam – chikaneres af muslimske flygtninge på landets flygtningecentre.
Jungleloven hersker på asylcentret efter klokken 17, når vagten er gået hjem
Bemærkningen om jungleloven kom fra en kristen asylansøger i Vejle. Han bad journalist og forfatter Klaus Wivel viderebringe budskabet til høringen om kristenforfølgelser på Christiansborg i går. Klaus Wivel fortalte også, at denne kristne asylansøger var så utryg, at han altid låste sin dør grundigt – efter en anden kristen mand blev stukket ned på centret for få måneder siden. Forfølgelse og chikane af kristne fra muslimers side har længe været kendt, og ligeså længe er det blevet dysset ned. Hvis det overhovedet har været omtalt i medierne, har det udpræget været med småt.
ETIK & MORAL (Kol 3:5)
Politianmeldt en facebooktråd om homoseksuelle.
En af de lesbiske kvinder, der er blevet chikaneret i Mariager, har politianmeldt en facebooktråd om homoseksuelle. I denne tråd argumenterer en mand fra frikirkemiljøet for, at ægteskabet er forbeholdt heteroseksuelle par, mens andre debattører kommer med udsagn om homoseksuelle, som at de er besatte af dæmoner, og homoseksualitet nævnes i samme sammenhæng som for eksempel drab.
Skal svage ældre belønnes for at vælge aktiv dødshjælp?
Skal svage ældre belønnes, hvis de vælger aktiv dødshjælp fremfor at ligge samfundet til last? Ja, mener hver 10. brite. Undersøgelsens resultater har vakt harme blandt briterne, men også herhjemme vækker den opsigt, fordi den rejser et nyt perspektiv i debatten om dødshjælp: nemlig at døden ikke kun kan anses som en ret, men også som en pligt. ”Debatten om dødshjælp har tidligere handlet om retten til at vælge døden, men her handler det om pligten til at vælge døden, og, fristes man til at tilføje, pligten til ikke at ligge samfundet til last. Og det er et nyt og bekymrende perspektiv,” siger Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd.
Sig nej til statsanerkendt selvmord
Folketinget bør aldrig give efter for folkeligt pres og ved lov indføre menneskers ret til statserkendt selvmord, mener debattør. For hvor længe vil der gå, før en “værdig død” bliver krævet af os som ansvarlige samfundsborgere?
Er tro en trussel mod samfundet?
Da Anders Fogh Rasmussen i sin tid talte for mindre religion i det offentlige rum, var det et led i den samme trend, selvom han muligvis tænkte mest på ekstremisme. Men kendsgerningen er, at der ikke skelnes. Det hele blandes sammen i en stor mistænkelig pærevælling af fakta, fordomme og uvidenhed. Fra diskussioner om skolers deltagelse i juleafslutninger i kirken til lokal modstand mod en ny kirke i Trekroner ved Roskilde, og til gentagne forvrøvlede forsøg på at reducere kristendommens rolle i vores samfunds- og kulturgrundlag. Det er langt fra kun medierne, der er syndere. Også i den politiske debat er der, især blandt yngre politikere i begge blokke, en forbløffende kombination af uvidenhed om kristendom og kirke i Danmark og selvsikre påstande om religionens generelle rolle.
Politisk snigmord på ægteskabet
Ledige, der har været så ”dumme” at gifte sig med én, der har et arbejde og tjener penge, skal forsørges af ægtefællen, mens ledige, der blot lever sammen med en lønmodtager, kan få hjælp af det offentlige i form af kontanthjælp. Dermed stilles samlevende par økonomisk bedre end gifte, og der lægges op til, at ægtepar, hvor den ene står uden for arbejdsmarkedet, skal overveje at lade sig skille for at opnå en økonomisk fordel. Har man overhovedet råd til at være gift, vil nogen spørge. Det er konsekvensen af finanslovsaftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten, hvor man ophævede den blot to år gamle forsørgerpligt mellem samlevende, som regeringen selv indførte i forbindelse med kontanthjælpsreformen.
FORFÆRDELIGE TING (Luk 21:11)
Nu er over 5.000 døde af ebola
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, oplyser, at flere end 5.000 personer nu har mistet livet i Vestafrika efter at være blevet smittet med ebola. Det skriver Al Jazeera. Flere end 14.000 personer er blevet smittet med den frygtede virus, og langt størstedelen af dem befinder sig i Guinea, Liberia og Sierra Leone. Ebola er dukket op flere andre steder, og senest er der blevet registreret tilfælde nummer to i Mali. Her har myndighederne netop sat 90 personer i karantæne.
ISMAELS ARV (1Mose 16:12-13)
Thranholm: Kan ytringsfrihed erstatte Vestens tabte værdier?
At bruge ytringsfrihed som modsvar til radikal islam svarer til at bruge prop-pistol imod tungt maskingeværskyts. Vestens generelle mangel på religiøs tro giver radikale islamister mere blod på tanden, fordi de opfatter os som undersåtter, som dhimmier. Problemet for Vesten er, at ytringsfriheden har erstattet den teologiske kritik af islam. Det, der kan flytte radikale muslimer, er ikke satiretegninger, men teologiske argumenter, der overtrumfer deres egne. Desværre er kirkerne, der kunne leverede de tunge argumenter larmende tavse. I stedet søger de intetsigende og underdanig dialog, der kun får muslimer til at føle sig mere overlegne. Enhver opfordring til at tale om religion får forkæmpere for ytringsfrihed til at se rødt. For religion og politik må ikke blandes sammen. Nej, uha, vi skal endelig ikke tilbage til religionskrige og korstog, lyder det. Men dermed skyder de sig i foden. For uden religiøse argumenter kommer de næppe til at påvirke islamister. Foragten for religion er det moderne demokratis akilleshæl og i værste fald undergang. Det er ikke den ydre fjende i skikkelse af islam, der er Vestens værste fjende, men derimod den indre fjende, som består i mangel på tro på noget med en højere mening, for meget relativisme, materialisme, egoisme og nihilisme. Hvis vestligt kultur skal bestå, er det først og fremmest på de indre fronter, der skal oprustes i forhold til værdier og moral.
IS-terrorister vil lave deres egne penge
Terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) vil have sin egen møntfod. Målet er at komme ud af det, som de ekstremistiske islamister betegner som det »sataniske globale økonomiske system«. Valutaen skal ifølge den britiske avis The Telegraph bestå af i alt syv mønter – to i guld, tre i sølv og to i kobber. Valutaen skal baseres på de originale mønter, som blev anvendt under kalif Uthman tilbage i 600-tallet.
Leder af Islamisk Stat: Vi stopper aldrig
For første gang, siden Vesten erklærede Islamisk Stat krig, udtaler terrorbevægelsens øverste leder sig. Abu Bakr al-Baghdadi siger, at gruppen aldrig vil stoppe med at kæmpe, om der så kun står én mand tilbage.
ISRAEL, HERRES ØJEÆBLE (Zak 2:12)
Brite hædret, 75 år efter han reddede 669 børn fra nazisterne
Britiske Nicholas Winton, som var dansk gift, er i en alder af 105 år blevet hædret af den tjekkiske regering. Han overtalte den britiske regering til at lade overvejende jødiske børn fra det daværende Tjekkoslovakiet komme til Storbritannien. I alt formåede han over ni måneder at sende 669 børn i sikkerhed i Storbritannien. Hele otte tog med børn nåede at komme ud. Men den 1. september i 1939 invaderede tyskerne Polen og lukkede grænsen i Tjekkoslovakiet, hvilket så vidt vides betød et liv i koncentrationslejre for de 250 børn, der skulle have været med det næste tog. Hans egen familie var tyske jøder, som allerede var flyttet til England, da han blev født i 1909. Familienavnet Wertheim havde de ændret til det mere engelskklingende Winton. Den fornemste tjekkiske orden, Den Hvide Løve, som han har modtaget i en alder af 105 år, er kulminationen på markeringen af hans indsats. Han blev slået til ridder af dronning Elizabeth II i 2003. Året før var han æresgæst, da alle overlevende fra hans transporter mødtes med børn og børnebørn. Her var 5000 personer, som alle var efterkommere af, hvad der er kendt som ”Wintons børn”.
Venstrefløj misbruger krystalnatten
Det er dybt beskæmmende, at Enhedslisten valgte at kapre dagen for krystalnatten til at markere partiets kritik af Israel. Den 9. november var årsdagen for Krystalnatten. Den skæbnesvangre nat for 76 år siden blev for alvor begyndelsen på forfølgelsen af jøderne i Nazityskland, senere fulgte ”Endlösung”, og seks millioner jøder mistede livet i nazisternes udryddelseslejrer. Det er en begivenhed, som har sat dybe aftryk på vores fælles historie. Det burde stå klart for enhver, at markeringen af Krystalnatten er en stund til eftertanke og ihukommelse af, hvilke forfærdelige ting mennesket er i stand til at begå. Det er en markering, vi alle bør være fælles om. Derfor er det dybt beskæmmende, at Enhedslisten valgte at kaste denne eftertanke over bord og i stedet kaprede dagen til at markere partiets kritik af Israel. Enhedslisten brugte årsdagen til at samle penge ind til køb af ambulancer i Gaza. Det er der sikkert brug for i denne hårdtprøvede del af Mellemøsten, men det har altså absolut intet at gøre med Krystalnatten. Man skal da heller ikke grave særligt dybt i årsagen til, at det netop er Krystalnatten, der bruges til indsamlingen. I avisen den 10. november udtalte Enhedslistens Allan Ahmad at, Israel er et ”fundamentalistisk regime”.
Israel ophæver aldersforbud i al-Aqsa-moskeen
For første gang i mange måneder vil muslimske mænd i alle aldre få tilladelse til at deltage i fredagsbønnen i Jerusalems Al-Aqsa-moské, oplyser en israelsk politimand. – I dag er der ingen aldersbegrænsninger på Tempelbjerget, siger politiets talsmand Mickey Rosenfeld, der anvender det jødiske navn for moskeen i den gamle bydel, som har været centrum for mange voldsomme sammenstød. Han tilføjer, at “ekstra politienheder” er sat ind i Jerusalem for forebygge “episoder” i og omkring den gamle bydel.
Israel har godkendt 200 boliger i bosættelse i Jerusalem
Den israelske regering har onsdag givet en foreløbig godkendelse af yderligere 200 boliger i en bosættelse i det nordlige Jerusalem. En talskvinde for de kommunale myndigheder i Jerusalem siger, at man har givet en foreløbig godkendelse til en privat entreprenør om at opføre 200 bosætterboliger. Ifølge den palæstinensiske selvstyrepræsident Mahmoud Abbas’ talsmand, Nabil Abu Rdeineh, “ser det ud til, at hver gang Kerry (den amerikanske udenrigsminister John Kerry, red.) besøger regionen, så truer Israel med at bygge nye bosætterboliger. Det er en fortsat eskalering, og den bidrager til en negativ atmosfære.
Fatah og Hamas ryger i struben på hinanden
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, anklager tirsdag Hamas for at “ødelægge” arbejdet for national enhed. I en tale i Ramallah i anledning af palæstinenserlederen Yaser Arafats død for 10 år siden beskylder han Hamas for at stå bag en serie bombeangreb i sidste uge, som var rettet mod Fatah i Gaza. – De forsøger at sabotere og ødelægge det palæstinensiske nationalprojekt, advarer han. Der går ikke lang tid, før Hamas svarer tilbage og anklager Abbas for at være en løgner. – Abbas’ tale var en bunke løgne, fornærmelser og forkerte oplysninger, lyder det fra Hamas’ talsmand, Mushir al-Masri. – Hvad det palæstinensiske folk behøver er en modig præsident, mener han. Tidligere i år underskrev de to parter en forsoningsaftale, som skulle slå en streg over syv års bitter og blodig rivalisering, der betød, at Gaza og Vestbredden fik hver sin regering. Aftalen førte til dannelsen af en samlingsregering, som imidlertid har svært ved at udøve sin magt i Gaza. Bomberne i Gaza i sidste uge var rettet mod huse og biler, der tilhører Fatah.
25-årig israelsk kvinde dræbt af terrorist
En ung israelsk kvinde er mandag dræbt af knivstik på Vestbredden og to andre er såret, oplyser israelske myndigheder. En palæstinenser, som menes at stå bag, blev efterfølgende skudt af en sikkerhedsvagt og skulle være alvorligt såret. – Paramedicinere bekræfter, at en ung kvinde er død, siger hospitalskilder ifølge nyhedsbureauet AFP. Ifølge vidner forsøgte gerningsmanden i bil at køre folk ned ved indgangen til bosættelsen. Han kørte derpå ind i en betonbarriere og hoppede ud af bilen, hvorefter han stak kvinden og to andre israelere ved et busstoppested.
En israelsk soldat stukket ned af terrorist
En israelsk soldat blev såret af knivstik i kystbyen Tel Aviv. Soldaten blev stukket i maven og blev kørt på hospitalet. Han blev senere erklæret død. Gerningsmanden nåede i første omgang at slippe væk fra stedet, men blev senere pågrebet og anholdt. I de seneste uger er spændingerne mellem Israel og palæstinenserne taget til. Onsdag kørte en bil ind i en flok fodgængere i Østjerusalem, mens en anden person tidligere på ugen også bevidst kørte ind i en menneskeflok i en bil. 22. oktober dræbte en palæstinensisk motorcyklist to personer, hvorefter han blev skudt og dræbt af politiet.
Kerry, Netanyahu og Abdullah mødes i Amman
Roen må vende tilbage til Jerusalem, før der kan genoptages israelsk-palæstinensiske drøftelser var kvintessensen af et topmøde i Amman igår med deltagelse af kong Abdullah, statsminister Benyamin Netanyahu og udenrigsminister John Kerry.
Israel afviser samarbejde med FN-undersøgelelseskommission om Gaza
Israel har afvist at samarbejde med en FN-undersøgelseskommission, der skulle granske mulige krigsforbrydelser begået af Israel og Hamas under krigen i Gaza-striben for nogle måneder siden. Kommissionen, der ledes af den canadiske professor William Schabas – præsident for “International Association of Genocide Scholars” – var ankommet til Amman, før kommissionen anmodede om indrejse til Israel. Jerusalem afviste anmodningen, som førte til, at Israel ikke vil samarbejde med gruppen. Schabas-kommissionen er nedsat af FN’s Menneskerettigheds-Råd i Geneve. Efter sin udnævnelse anmodede Schabas Israel om at samarbejde med kommissionen og afviste beskyldninger om, at han var anti-israelsk. Det israelske udenrigsministerium har sået tvivl om udnævnelsen og udtaler, at “rapporten allerede er skrevet og afventer en underskrift”. I en artikel i et juridisk magasin skrev Schabas i december 2010, at statsminister Benyamin Netanyahu kan opfattes som “den enkeltperson der er den mest sandsynlige trussel mod Israels overlevelse.
Flere israelere terror-dræbt denne måned end i de to sidste år
Flere israelere er blevet dræbt ved terrorangreb i den forløbne måned – nemlig seks – end i de sidste to år, da der meldtes om fem dødsofre. Omkring 100 personer er blevet såret under de sidste ugers bølge af terrorisme. Ifølge en fremtrædende israelsk militær kilde kan der forventes en genoptagelse af raket-ild mod Israel fra Gaza-striben. Militæret har taget hundreder af soldater fra Golani-brigaden ud fra deres træning på Golan-højderne og overført dem til Vestbredden. Flere politienheder er blevet stationeret i Jerusalem og Tel Aviv. Statsminister Benyamin Netanyahu har sammenkaldt til et hastemøde om sikkerhed og beordret en række foranstaltninger mod terrorister.
Israelsk kommentator: Nedtælling til næste krig er allerede begyndt
– Israel ser ikke realiteterne i øjnene. Nedtællingen til den næste krig er allerede begyndt, siger den israelske kommentator Shimon Shiffer i dag. Han skriver i landets største avis, “Yediot Aharonot”, at en ny voldelig konflikt vil kunne få katastrofale følger. Shiffer skriver, at Israel ikke har lært noget og ikke har taget noget initiativ eller stræbt efter en aftale. – Krigen mod Hamas oversvømmede Israel med missiler og krævede, at beslutningstagere skulle haste med at forhandle med Hamas for at opnå en aftale, der kunne forhindre en ny runde, skriver Siffer. Men intet skete. Statsminister Benyamin Netanyahu og forsvarsminister Moshe Ya’alon siger, at Hamas blev ramt meget alvorligt og ikke vil vove at sende missiler mod Israel i nærmeste fremtid. – Men de tager fejl, skriver Shiffer, der oplyser, at Hamas har oprettet en “folkehær, der er parat til at bekæmpe Israel”. Anti-israelske demonstrationer har bredt sig til store dele af Israels arabiske sektor, hvor by efter by melder om optøjer og sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker. Beredent israelsk politi prøvede at drive ophidsede menneskemængder tilbage. I den arabiske by Tayibe angreb maskerede mænd en jødisk bilist. De standsede ham og trak ham ud af hans bil under, hvad der opfattedes som et forsøg på at lynche ham. Lokale mænd fik dog trukket ham bort i sidste øjeblik- Angriberne satte hans bil brand. Øjenvidner beretter, at omkring 20 mænd deltog i angrebet, der var lesaget af råbet “Allah Akhbar. Den angrebne bilist, en mand i 40-års alderen, sagde: “Jeg så døden. Jeg troede ikk,e jeg vil komme ud i live. – Jeg har arbejdet med folk fra den arabiske sektor hele mit liv, sagde han. Jeg har gode forbindelser med mange af dem. Jeg troede aldrig, noget sådant kan se. Det var uhyggeligt. Jeg håber, at noget sådant ikke vil overgå nogen. Statsminister Benyami Netanyahu har advaret mod yderligere vold. – Vi er i et lovens land, siger han. Den der krænker loven, vil blive straffet alvorligt. Vi vil ikke tolerere uro og optøjer. Jeg har instrueret indenrigsministeren om at bruge alle midler, herunder en annullering af statsborgerskab for dem. der slår til lyd for Israels ødelæggelse.
KONGERNE FRA SOLENS OPGANG (Åb 16:12)
Abe: Kina og Japan har brug for hinanden
Trods kold luft mellem lederne af Japan og Kina mener den japanske premierminister, Shinzo Abe, at Kina og Japan skal stå sammen. – Japan og Kina, vi har brug for hinanden. Vi har et ubrydeligt bånd. Vi har begge ansvaret for fred og velstand – både i regionen og i verden, siger han efter et møde med den kinesiske præsident. Mandag var første gang, at de to ledere, Xi Jinping og Shinzo Abe, mødtes, siden de blev udnævnt til henholdsvis premierminister og præsident. Mødet fandt sted i forbindelse med topmødet i Det Økonomiske Samarbejdsforum for Asien og Stillehavsområdet (Apec), der i år bliver holdt i Kina. Forholdet mellem Beijing og Tokyo, som historisk set altid har været koldt, er nået et af de laveste punkter i flere årtier, blandt andet fordi begge lande mener, at de har ret til en ubeboet øgruppe i Det Østkinesiske Hav.
MAGOG (1Mose 10:2)
Aftalen fra Minsk er kommet i fare
Kampene i det østlige Ukraine er de seneste dage taget til i styrke. Oprørsbastionen Donetsk er blevet udsat for det væreste granatbombardement i en måned, og nye kolonner med uidentificerede pansrede køretøjer er blevet set på vej mod netop Donetsk. Det første tyder på, at regeringen i Kijev måske overvejer at gøre et nyt forsøg på at gøre et fremstød i øst. Det sidste tyder på, at Moskva har sendt forstærkninger til de prorussiske separatister, der har udråbt selvstændige republikker i Donetsk og Lugansk, og som netop har afholdt deres eget valg til stor fortrydelse for regeringen i Kijev. Med andre ord virker den to og en halv måned lange våbenhvile, der skulle føre forhandlinger med sig og bringe kampene til en afslutning, efter at mindst 4000 er blevet dræbt, meget skrøbelig.
Afsløring af ubåd i svensk skærgård passer godt ind i Putins kram
Sverige bekræfter fredag, at det var en miniubåd, som det svenske forsvar jagtede i sidste måned ud for Stockholm, og der er al grund til at tro, at den var russisk. Det er ikke det værste, der kunne ske for præsident Vladimir Putin. Det vurderer analytiker ved forsvarsakademiet Johannes Nordby. – Det er ikke det værste, der kunne ske for russerne, hvis alle spekulerer i, at de har haft en ubåd derinde, men ikke kan bevise det. Det passer meget godt ind i Ruslands egen fortælling, at det er en regional magt, og selv om det ikke har kalkuleret med den opmærksomhed, som ubåden har givet, så understøtter den idéen om Rusland som en global magt i Europa. Det kan heller ikke helt udelukkes, at Rusland med vilje har forsøgt at blive opdaget i skærgården, siger Nordby.
Rusland vil lave alternativ version af Wikipedia
Rusland planlægger at skabe sin egen version af internet-leksikonet Wikipedia, oplyser landets præsidentielle bibliotek fredag. Det sker ifølge biblioteket for at sikre, at russiske borgere har “detaljerede og pålidelige” oplysninger om deres land. Skridtet ses af kritikere som et af Kremls forsøg på at censurere internettet.
Forsvarsminister: Vi holder skarpt øje med Østersøen
Den svenske regering har i dag meddelt, at man har beviser for, at landets territorium er blevet krænket af en fremmed ubåd. Den melding bliver modtaget med alvor hos den danske forsvarsminister Nicolai Wammen (S), der har fulgt sagen nøje, siden de første meldinger om udenlandsk undervandsaktivitet i svensk farvand for cirka en måned siden. »Det er dybt alvorligt, at en fremmed ubåd har krænket svensk territorialfarvand, og det tager vi fra dansk side naturligvis skarp afstand fra«, fastslår ministeren over for Ritzau. »Forsvaret og Forsvarets Efterretningstjeneste er meget opmærksomme på, hvad der sker i Østersøen, og vi samarbejder tæt med de nordiske lande og Nato om overvågningen af Østersøen, og det har vi tænkt os at fortsætte med«, meddeler Nicolai Wammen.
OSCE’s overvågningsdroner i Ukraine angribes
Internationale observatører klager over, at deres droner langs grænsen mellem Rusland og Ukraine beskydes. Udsendinge fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) er sendt til det østlige Ukraine for at holde øje med kampene mellem det ukrainske forsvar og de russisksindede separatister, der vil løsrive et større område.
Ukraine-ambassadør i nødråb: Rusland lige så farlige som IS
Rusland er mindst lige så farlig for Vesten som Islamisk Stat. Så hvorfor hjælper I os ikke med våben? Ukraines fungerende ambassadør skoser EUs langmodighed med Rusland. »Jo, især i befolkningen og blandt soldaterne på slagmarken kan der være en følelse af, at EU og Vesten svigter Ukraine.« Sådan svarer Ukraines fungerende ambassadør, chargé d’affaires Andriy Biriuchenko, da Berlingske sætter ham stævne i det centrale København. »Truslen fra Islamisk Stat er ikke større end truslen fra Rusland, når det handler om den demokratiske verden og dens værdier. Måske er truslen fra Rusland endnu større, fordi Rusland er en statslig aktør – det er Islamisk Stat ikke. Så for os er det en alvorlig sag, når vi sammenligner den måde, hvorpå Vesten tackler truslen fra Islamisk Stat og den måde, hvorpå Vesten tackler Ruslands aggression,« siger Andriy Biriuchenko.
Holland opdager russisk fly i baltisk luftrum
To hollandske F-16-fly, der er en del af NATOs patruljering af luftrummet over de tre baltiske lande, observerede onsdag, at et russisk transportfly var trængt ind i baltisk luftrum, hvilket er ulovligt. Det oplyser det hollandske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA vil lægge »gevaldigt pres« på Rusland
Det er nødvendigt, at det internationale samfund fortsat lægger pres på Rusland. Sådan lød beskeden onsdag fra USAs FN-ambassadør til FNs Sikkerhedsråd. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
MÆRKET (Åb 13:16)
Alvorlige sårbarheder i NFC-teknologien i din smartphone
Near Field Communication (NFC) er en teknologi, der finder vej til stadig flere smartphones. Desværre har sikkerhedsfolk nu opdaget flere sårbarheder i NFC, der potentielt vil kunne give hacker adgang til telefonens data. Sårbarhederne blev ifølge BBC præsenteret på en sikkerhedskonference i Tokyo, som HP stod bag, og det drejer sig i de fleste tilfælde om sårbarheder, der vil kunne give it-kriminelle adgang til data på NFC-enheden.
RIGET AF JERN & LER (Dan 2:42)
EUs svære dans med Tyrkiet
Lars Hedegaard-sagen fylder intet, når der tales om samarbejde og optagelsesforhandlinger med den »strategiske partner Tyrkiet« i EU. Det gør til gengæld en anden og set med EU-øjne langt mere alvorlig sag: Tyrkiets fortsatte og for nyligt optrappede krænkelser af EU-landet Cyperns territorium. Fra EUs medlemslande over EU-Kommissionen til Europa-Parlamentet har reaktionen været skarp, efter at Tyrkiet i oktober satte gang i seismiske undersøgelser af undergrunden med skibet Barbaros i jagten på gasforekomster i Cyperns såkaldte eksklusive økonomiske zone.
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments