Ordet og ordene

At leve i sandheden er en erfaret virkelighed, der er næsten umulig at dele med vantroen.

I nutidens begejstring for »dialog« her og der og alle vegne kommer det tit til at stå, som om tro og vantro er to muligheder, der kan vælges imellem med nogenlunde samme ret: Nogle vælger at tro på det, der står i Bibelen, andre vælger noget andet, og så må man »respektere hinandens synspunkt«. Også kristne synger undertiden med på sangen. Vi skal jo være så høflige.

Men Paulus kalder en spade for en spade. »Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for ’hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?’ Men vi har Kristi tanker« (1Kor 2:14-16).

Realiteten er, at den vantro mangler en afgørende virkelighedserfaring, så en ægte dialog med ham hurtigt bliver umulig. Han står uden kendskab til den vigtigste dimension i virkeligheden og dermed til virkeligheden som helhed. At diskutere eksistentielle spørgsmål med ham er som at diskutere malerier med en, der aldrig har kunnet se, eller musik med en, der aldrig har kunnet høre.

Værre endnu: Den blinde benægter jo ikke eksistensen af malerier og den døve ikke af musik, men den vantro benægter eksistensen af alle de realiteter, som han ikke kender. »Det er en dårskab for et sådant menneske, og det kan ikke fatte det.« Og så ender »dialogen« næsten før den begynder.

Vi har Kristi tanker

Det kan ligne hovmod, når Paulus skriver, at »vi har Kristi tanker« (Kristi sind, hed det i 1948-oversættelsen). Men det er ikke hovmod; det er et faktum, som vi er nødt til at vedkende os. Kristen tro er ikke bare en mening på et teoretisk plan; det er en erfaring af den endelige og absolutte sandhed, hvorudfra alt andet kan og må bedømmes – også vantroen som den fundamentale løgn, den er.

Det er denne kristendommens suveræne sandhed, Johannes skriver til Gajus om: »Jeg blev meget glad, da der kom brødre, som vidnede om din sandhed, at du lever i sandheden. Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden« (3Joh 3-4).

Lever i sandheden – det er erfaret virkelighed, undertiden erfaringer af undere som bønshelbredelser, englevagt og andre påtagelige tegn fra Guds rige, men altid og overordnet erfaringen af »den kommende verdens kræfter« (Heb 6:5) i livsforbindelsen med den treenige Gud selv. Vantroen, der så ofte fører sig frem i videnskabeligt skrud, er i virkeligheden dybt uvidenskabelig, for den benægter objektive kendsgerninger.

Tro er ikke mindre end viden

Kristen tro er ikke mindre end viden; den er mere, en over-viden, hvori al anden ægte viden falder på plads og al falsk »viden« afsløres. Den troende har, af Guds nåde ved Guds Ånd, fået øjne at se med, ører at høre med og hjerte at fatte med. Det er en overgang fra døden til livet, i solopgangen fra det Høje, i Gudsrigets forårsmorgen, og alle vantroens argumenter for, at det rige ikke eksisterer, har et skær af absurditet. Det er, som hvis nogen ville hævde over for en dansker i Danmark, at Danmark ikke eksisterer.

Det er netop den fornemmelse, man stadig på ny får over for vantroen, når den ytrer sig i »dialogen«: Den er absurd, på en eller anden måde uden for fornuftens rækkevidde. Den kværner bare løs uden at lade sig distrahere af kendsgerninger af nogen art.

»Folk bliver ved at holde fast ved religion, fordi religionen giver dem en tryghed, som videnskaben ikke altid kan levere,« sagde for nylig en af de militant ateistiske »eksperter«, som tv ustandselig indkalder, i dette tilfælde i anledning af, at en undersøgelse har vist, at hver femte dansker og langt over halvdelen af amerikanerne trods al massiv indoktrinering med darwinismen ikke tror på den.

Man kan føle sig så magtesløs, når man for tusinde gang ser sådan noget øst ud over land og rige. Men vi er jo også magtesløse, i os selv. Det hører også med til troens erfaring. »Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde«
(DDS 417,2).

Vantroens talsmænd

En mand, der i fuldt alvor kan hævde over for alle åndshistoriens giganter med Jesus selv i spidsen, at »folk holder fast ved religion, fordi religionen giver dem en tryghed, som videnskaben ikke altid kan levere« – han aner dybest set ikke, hvad han taler om, hverken når det gælder religion eller videnskab.

Vantroens talsmænd er som mennesker, der en strålende forårsmorgen sidder samlet om en tælleprås bag nedrullede gardiner og drøfter, om sol og sommer eksisterer, og bliver enige om, at det bare er nogle fantasier over tællepråsens lille osende flamme, og kører sig selv og hinanden længere og længere ud i tosserier (»denne verdens visdom«, som Paulus kalder det i 1Kor 3:19).

At de kunne trække gardinerne op og se ud i al herligheden og gå derud og leve – det er for dem »en dårskab, som de ikke fatter«. De fortsætter blot deres »dialog« i kaskader af ord, ord, ord, der fyger som visne blade over »det moderne menneskes« åndelige grav.

At fjerne sten

At enhver dialog med vantroen altid er formålsløs, er for meget sagt. Drøftelser på et videnskabeligt plan kan undertiden fjerne nogle af de sten, som falske profeter har dynget op over den åndelige grav (jf. de igangværende diskussioner – eller skænderier – om Intelligent Design). Og Jesus gav som bekendt sine disciple besked på at tage stenen fra Lazarus’ grav. Men det hjalp ikke i sig selv Lazarus, at stenen kom væk. Det gjorde derimod Jesu eget levendegørende ord: »Lazarus, kom herud!« (Joh 11:45).

Det er det ord, vi har at formidle også i dag. Jesus sagde ikke: »Gå ud og før en dialog med al verden.« Han sagde: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for hele skabningen« (Mark 16:15).
Hvor den marchordre efterkommes, kan også Helligåndens lyn slå ned. Dér og dér alene kan det ske, at blinde ser og døve hører og hjerter fatter og døde står op. Der kan nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge.

Jesus betroede os Ordet, og vi må aldrig lade det drukne i denne verdens kaskader af ord.

Kilde: Indre Missions Tidende 2006 nr. 42

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

Klæder skaber folk Klart og ligetil begynder det hele i lignelsen. Kongen er Gud, kongesønnen er Jesus, tjenerne er profeterne, de uværdige indbudte er det Israel, som endog dræber profeterne (altid […]
Med herlighed og ære Mennesket vil helst være fri for at sidde på den hædersplads i universet, som Gud har skabt det til "Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt." Sådan synger kong David i Sl 139:14, […]
Satans rige og Guds Poul Hoffmann bringer os her, med udgangspunkt i bibelteksten fra Lukas evangeliet kapitel 11, et kirkehistorisk vidnesbyrd om hvad der sker når Jesus også i dag uddriver dæmoner ved […]
Juleevangeliet Er Juleevangeliet digt eller åbenbaring? Er det blot verdens smukkeste eventyr? Eller er det en del af den virkelighed, vi kan bygge på i liv og død? Denne undervisning hævder det […]