Kaldt ud af graven

Poul Hoffmann deler her nogle tanker over emnet opvækkelsen af Lazarus i Johannes evangeliet kapitel 11.

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: “Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: “Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.” Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: “Hvor har I lagt ham?” “Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: “Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: “Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå.” Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Joh 11:19-45

Guds handlinger udløser et morderisk had hos Djævelen. Det antager ind imellem fuldstændig vanvittige former

“Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Sådan beretter Johannes om den øverste gejstligheds reaktion på Lazarus’ opvækkelse” (Joh 12:10-11). Det lyder jo fuldkommen vanvittigt. Det var det også.

Ypperstepræsterne havde deres religionspolitiske grunde, men både religion og politik kan sagtens slå over i vanvid. Det var ikke, fordi de ikke troede på, at dødeopvækkelsen virkelig havde fundet sted, tværtimod. Men de fandt, at der var “overordnede hensyn”, bl.a. til deres egen position.

Det morderiske had

Hvor forkvaklet kan menneskers tankegang blive? Det er der faktisk ingen grænser for. Bag et vanvid som dette ligger nemlig et endnu større: Djævelens morderiske had til Guds rige og alt, hvad dertil hører. Et absurd ondsind, der altid lurer i tidsåndens grund og bryder ud i stadig nye forklædninger.

Grundlæggende er det hadet til Gud selv og mennesket som gudskabt væsen, forskelligt kamufleret, men lige dødbringende helt fra Slangens fristelsesord i Eden til nutidens “socialt begrundede” drab på millioner af børn i moders liv.

Specifikt ytrer hadet sig i jødeforfølgelserne gennem alle tider, senest i holocaust og nu på vej i alle de løgne og uretfærdigheder, som det genopståede Israel udsættes for i storpolitikken og i medierne.

Og, lige så uhyrligt, i kristenforfølgelserne, fra de perverse påfund ved arenalegene i oldtidens Rom til i dag, hvor anslået to hundrede millioner kristne rundt om på jorden lever under regulære forfølgelser, ofte af grusomste art.

Grinende ånder

Skulle Israels ypperstepræster ikke netop have været gudsfolketsværn imod det sataniske? Jo, men det er et af Djævelens mest raffinerede fif: at få hadet og vanviddet til at komme indefra igudsfolket, at få tidsånden til at tage over i stedet for Helligånden. Det kommer så snigende, det begynder så ubemærket, med frafald fra Bibelen i teologien og i kirkens ledelse. Så fejes og pyntes huset, som den onde ånd var drevet ud af, og grinende vender den tilbage med syv andre ånder værre end den selv (Matt 12:43-45).

Får vi nye jøde- og kristenforfølgelser også i Danmark? Det er ikke så længe siden, at det virkede utænkeligt. Men når man hører og ser, hvad der i dag kan siges og skrives om Israel, kirken og Bibelen, ikke blot af frådende “nyateister”, men af formodet velorienterede “meningsdannere” (der i virkeligheden ikke aner, hvad de taler om) – så vil det nok være naivt at udelukke muligheden.

Han skal leve

Enhver genfødt kristen er en Lazarus, ved Guds levendegørende ord kaldt ud af graven til evigt liv (Joh 5:24 og 8:51). Og dermed genstand for Djævelens morderiske had. Lad os ikke gøre os illusioner. “I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer” (1Joh 3:13).

Men bange skal vi heller ikke blive. “Salige er I, når man på grund af mig håner og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på,” sagde Jesus. “Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene” (Matt 5:11 og Luk 6:22).

Det lykkedes ikke ypperstepræsterne at få Lazarus slået ihjel. Efter en troværdig overlevering blev han siden den første biskop på Cypern. Men dybest set havde det jo ingen forskel gjort, for “hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren” (Rom 14:8).

Herren Jesus Kristus. Ham lykkedes det dem at få slået ihjel. Mente de. Men han stod op af graven og dør ikke mere (Rom 6:9). Han har al magt i Himlen og på jorden. Den, der tror på ham, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever ved hans genkomst og tror på ham, skal aldrig i evighed dø.

Så trøst hinanden med disse ord (1Thess 4:18).

Kilde: Indre Missions Tidende 2010 nr. 38

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

Hvilke jernvogne? Spørgsmål I Dommerbogen 1:19 og Josvabogen 17:16 er der omtalt nogle "jernvogne". Der står at Juda ikke kunne fordrive dem, der bor i slettelandet; "de havde nemlig jernvogne". Jeg er […]
Hvor lå Edens Have? Spørgsmål: Biblen siger, at gennem Edens Have løber en flod, der deler sig i to, der hvor den forlader Haven. De to floder skulle være Eufrat og Tigris, så vidt jeg har forstået. Dvs. […]
Et pust af Paradis Det gustne overlæg kan kvæle selv det mest lovende pust af evig salighed. Teksten Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i […]
Taler Bibelen ikke om flere guder? Spørgsmål: Giver Bibelen ikke udtryk for Polyteisme? Hvofor er engle ikke guder? Godt nok er Gud "chefen" men englene har da også guddommellige evner. Er Satan ikke en gud? bare en ond […]