Guds revolution – Esajas 59

Kunstner: Giovanni Battista Tiepolo

Det med revolution er de kristne vel nærmest imod. Og når revolutionære ideer og begivenheder er fejet henover kontinentet, har det normalt ikke været med kristen tilslutning. Tværtimod er det ofte blevet med kristne som ofre.

Men der er en revolution, som kristne har god grund til at være optaget af – og se hen til. Den tales der ikke så meget om i de politiske og militære hovedkvarterer. Og det har sin enkle årsag i, at den er en hemmelighed for denne verdens vise.

Vi vil prøve at fokusere på denne revolutionære hemmelighed i lyset af, hvad der står hos profeten Esajas, kapitel 59.

Hvad står der?

Kapitlet indledes med en konstatering, nemlig at Herrens arm ikke er for kort til at frelse. Jamen, hvorfor er Guds folk Israel så ikke frelst? Svaret er: »det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud, jeres overtrædelser skjuler hans ansigt«. Derefter sætter Esajas ord på, hvad det konkret er for nogle synder. Og den smerte lider han under – en smerte, som han udtrykker bl.a. med ordene »Derfor er retten langt borte fra os, retfærdigheden når os ikke« (v.9).

Mange troens folk har i tidens løb delt profetens smerte – og har følt sig magtesløse. For hvad er det værd, at Herrens arm ikke er for kort til at frelse, hvis vore overtrædelser skjuler Herrens ansigt?

Men profeten – og vi – er ikke ene om lidelsen. For der står i v.15: »Det så Herren, og det var ondt i hans øjne, at der ikke fandtes ret«. Men hvad vil Herren stille op? Svaret er:

»Da skaffede hans arm ham sejr, og hans retfærdighed støttede ham. Han iførte sig retfærdighed som brynje og satte frelsens hjelm på hovedet; han klædte sig i hævnens klæder og hyllede sig i lidenskabens kappe. Han gengælder gerningerne fuldt ud: Vrede mod hans modstandere, gengæld mod hans fjender; hans gengæld når de fjerne øer, så de frygter Herrens navn i vest, hans herlighed i øst. For han kommer som en rivende flod, der drives frem af Herrens storm. En løskøber skal komme til Zion og til dem i Jakob, der vender sig fra synd, siger Herren.«

Uanset at Esajas så situationen som håbløs, så var den det alligevel ikke – set i profetisk perspektiv. For Herren vil gribe ind med revolution – med frelse – og med gengældelse over ondskaben.

Fik Esajas lov at se dette med egne øjne? Nej, det gjorde han ikke. Guds indgreb ville først komme en gang i fremtiden. Men indtil det kommer, vil ordet om den leve, som der står i v.21: »Dette er min pagt med dem, siger Herren: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal aldrig forsvinde fra din mund eller dine børns mund eller dine børnebørns mund fra nu af og til evig tid, siger Herren«.

Revolutionens dobbelte fase

Nu melder sig så spørgsmålet: Hvad vil indgrebet bestå i? Hvilken karakter vil det få?

Ud fra teksten kan vi pege på seks forhold:

Det vil være et indgreb til frelse, v.17.
Indgrebet vil være et opgør med de onde gerninger og hans fjender, v.18.
Det vil have verdensomspændende karakter, v.18-19.
Indgrebet vil være voldsomt (»som en rivende flod, der drives frem af Herrens storm«), v.19.
Det vil bestå i, at der kommer en person – en løskøber, v.20.
Personen vil komme til Zion, v.20.

Sådan var løftets indhold. Som nævnt fik profeten ikke lov at se det med egne øjne, men han fik et ord om, at det ville ske – og ikke mere. Men er det så siden gået i opfyldelse?

Ja, Gud sendte én. Han har grebet ind til frelse ved at sende sin søn til verden. Han bar på sig alle menneskers onde gerninger, og han førte Guds fjender i sejrstog. Og hans rige er blevet udbredt, og han er blevet troet blandt folkeslagene. Han har løskøbt Djævelens fanger og sat dem fri og givet dem mulighed for at blive hans børn. Og endelig skete opfyldelsen ved, at han kom til Zion. Han blev født i Betlehem, og hans kors stod og hans grav var i Jerusalem.

Og lovet være Herren for hans revolutionære indgreb. Vi kan i sandhed juble med Zakarias: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund« (Luk 1:68ff).

Hvis vi nu kunne møde profeten Esajas på et »forklarelsens bjerg«, kunne det være interessant at stille ham et spørgsmål, f.eks. dette: Esajas, vil du mene, at de ord, du fik, historisk blev fuldt og helt opfyldt, da Jesus kom? Hvad ville han svare?

Måske dette: Ja, Jesu komme svarer godt til de løfteord, jeg fik betroet. Men der er noget, jeg lurer på. For jeg fik at vide, at løskøberen skulle komme som en »rivende flod, der drives frem af Herrens storm«. Og den stormfuldhed synes jeg ikke rigtig passer med stemningen i stalden i Betlehem.

Hvad skal vi sige til det? Vi skal sige, at profeten her har en pointe. Og så kan vi i øvrigt overveje, hvorfor flertallet i Israels folk ikke kan anerkende, at Jesus skulle være Messias. Den klassiske indvending går på, at med hans komme er verden ikke forløst. Og her må vi jo indrømme vore jødiske venner en pointe – netop i lyset af bl.a. Es 59:18-19.

I lys af Ny Testamente – Paulus

Men der er noget, som – for en kristen – må være en endelig og forpligtende forståelse af profetteksten. Og i det stykke hjælpes vi på sporet af Herrens egen apostel. I Rom 11:25-26 henviser Paulus netop til ordet om Herrens komme i Es 59. Det ord henviser han – vel at mærke – til efter Herrens første komme og himmelfart. Paulus må derfor nødvendigvis tænke på Herrens andet komme, når han taler om, at »Befrieren skal komme fra Zion«. Med andre ord: Paulus anvender ordet fra Es 59 til at tale om Herrens genkomst og – i forbindelse hermed – hele Israels frelse.

Inden vi går videre, må vi her gøre tre bemærkninger:

Paulus sætter Jesu genkomst tidsmæssigt sammen med hele Israels frelse. Hvordan kan han gøre denne kobling? For det er vel ikke noget, han lige får som en idé for at gøre sig frelseshistorisk interessant? Nej, han bygger naturligvis på Skriften – dvs. Det Gamle Testamente. Har han f.eks. Zak 12:9ff. i tanke? Og når han taler om det, som da skal ske med Israel, tænker han da f.eks. på Ez 37:23 og Jer 31:34? Lad os spørge ham, når vi kan være sammen på den nye jord og en dag hygger os på en af gaderne i Jerusalem!

Dernæst vil vi også gøre den bemærkning, at Paulus’ forventning om hele Israels frelse ved Jesu genkomst (Rom 11:26-27) ikke får ham til aktuelt at være uvirksom i forhold til det jødiske folk. I sin tjeneste som hedningeapostel var han levende optaget af i den nuværende tid at frelse nogle (Rom 11:14). Og ingen har som han været nidkær for, at det kan ske (Rom 9:3).

For det tredje: Det har været hævdet, at der i Det Nye Testamente ikke nævnes noget om løftet om, at Israel skal bo i sit land. Netop Rom 11:26 er et af de steder, som i Det Nye Testamente nævner, at Israels frelse sker ved, at befrieren kommer fra Zion.

Jesu undervisning

Endvidere vil vi overveje, hvordan Es 59 skal forstås i lyset af Jesu undervisning.

Når Jesus taler om sin genkomst, taler han om, at han kommer »med magt og megen herlighed« (Matt 24:30). Denne magtfulde beskrivelse passer godt med, at »Herren kommer som en rivende flod, der drives frem af Herrens storm« (Es 59). Har Jesus derudover talt om Israels frelse i forbindelse med sin genkomst? Ja, hvad kan han ellers mene, når han som noget af det sidste til sin samtid siger i Matt 23:39: »Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn«.

Konklusion

Det Gamle Testamente forkynder et herligt budskab om en revolution: Herrens komme. Han skal komme til frelse, til opgør med synden og sine fjender. Han vil komme til Zion og samtidig vil hans komme få revolutionerende og universelle konsekvenser.

Samtidig må vi konstatere, at løfterne i deres historiske opfyldelse viser sig at rumme både hans første og andet komme.

I dag lever vi i en ventetid – en adventstid. Vi venter på den store revolution. Der er kirker, som arbejder hårdt for politisk at ændre magtstrukturer, økonomiske forudsætninger og fremme fredelige tilstande – gennem evolution. Man er optaget af det, som er kaldt befrielsesteologi. Vi vælger at tro, at de nye tilstande kommer ved revolution – ved Jesu genkomst.

Men lad os benytte ventetiden godt. I Det Nye Testamente møder vi mange opmuntringer, tilskyndelser og formaninger til at tjene hinanden og evangeliets fremme i Kristi kærlighed – indtil han kommer!

Samuel Roswall

Kilde: ‘Ordet og Israel’ december 1999

Lignende indlæg:

Kongebarnet på kongevejen Der var ikke noget kongeligt skær over Jesu fødsel i en stald i Betlehem. Heller ikke hans vej mod den trone, han var født til at bestige en dag, var særlig let at gå. Ikke desto […]
Hoseas’ Bog: Guds elskede hustru – Israel Profeten Hoseas havde et dramatisk liv. I denne artikel fortæller Jørgen Bloch Jensen om Hoseas og hans bog. Op igennem historien har Gud på mangfoldige måder talt og illustreret […]
Den store plan om Guds rige Gud har lagt en plan for, hvordan hans herredømme igen kan blive udøvet på jorden. Samuel Roswall skriver om planen og om gennemførelsen af den. Hvad er det, hele Guds frelsesplan […]
Israels fangenskab og hjemkomst I denne undervisning vil vi på 45 minutter gennemgår ca. 1000 års Israelsk historie, dog centreret omkring det babylonske fangeskab og hjemkomsten. Gud Herren siger i Ezekiel: Sig […]