Har bibelen ret – eller, er årsagen til livet, og livets mangfoldighed, en tilfældighed?

Ifølge bibelen har Gud skabt alt liv på jorden, og med det alle de livsbetingelser, som er nødvendige for opretholdelse af dette liv. Dette tror vi, fordi han har givet os af sin Ånd, som vidner om dette. Hebræerbrevets forfatter skriver: ’I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se’, (Heb 11:3)

Gennem bibelen bevidnes det igen og igen, at det er Gud alene, som i sin visdom, storhed og almagt har skabt verden og alt liv på den. Lad os se, hvad der står i bibelens første kapitel. Her læser vi, at ’Gud sagde’, så skete det. Han bød, så var det til. Det var jo netop det, vi læste i Heb. 11. For hver dags skabelse så Gud på det, han havde skabt, og han så, at det var godt. Til mindste detalje var det perfekt. Lad os se på et par eksempler på det fantastiske liv, som Gud har skabt i sin visdom og storhed.

En celles fantastiske opbygning

Vi skal et øjeblik se den enkelte celle. En bakterie har fx kun en celle, en regnorm har ca. 100 celler, mens et menneske har 10¹⁴ [1000 trillioner] celler. I 1800-tallet troede man, at cellerne var enkelt opbygget og derfor nem at udforske: Men i dag ved man, at hver enkelt celle er uhyre kompliceret, og gemmer på nogle af de største hemmeligheder, som den biologiske videnskab har udforsket.

Man fandt nemlig ud af, at en celle er adskilt fra dens omgivelse med en membran, en tynd hinde, hvor kemiske processer i og udenfor cellen gør det muligt at føre næringsstoffer, væske og alt det, der skal bruges til cellens vedligeholdelse og opbygning, ind i cellen – og samtidig hermed beskytte cellen mod skadelige stoffer og befri den for div. affaldsstoffer. Til trods for størrelsen [ca. 1/10 af et hårstrå] er det cellerne, der laver alt det arbejde, der skal til, for at organismen skal fungere.

Cellen er fyldt med en væske, som bl.a. indeholder ’mitokondrier’, der medvirker til energistofskiftet, og beskrives som ’cellens kraftstation’ og ’organismens historieskriver’. Fx har man fundet ud af, at der her bliver lagret et slægtsspor i arvemateriale, som kan fortælle, hvor mange slægtled der er gået, siden det første slægtled [Adam og Eva]. Respekterede og kompetente forskere har ud fra de nyeste målinger af mitokondrierne beregnet, at ’menneskeslægtens alder må være omkring 300 generationer¹’. Hvis man anslår en generation til ca. 20 år, kan menneskehedens alder dermed anslås til at være ca. 6000 år, et tal, som bibelen synes at bekræfte.

I den enkelte cellekerne er der 46 kromosomer, hvis det er en menneskecelle, der er tale om. Hvis vi går over til dyreriget og planteriget, så har den enkelte celle et helt andet antal kromosomer. Fx er der 48 kromosomer i en abe, som nogle ynder at sammenligne os med, i en gris er der 40, og i hvede er der 42 kromosomer i den enkelte celle. Sommerfugle har endnu flere, nemlig op til 224 kromosomer i en celle. Og hvis vi går over til planteriget, så har de fleste blomsterarter mellem 14 og 48 kromosomer i en celle, men en bregne har så mange som 1320². Hver enkelt art har altså deres bestemte antal kromosomer, så, for overskuelighedens skyld er det kun et menneskes celler, som bliver behandlet i det følgende.

I hver eneste af menneskets 200 milliarder celler er der ca. 3 milliarder DNA molekyler, som bliver omtalt som ’livets alfabet’. Til venstre ses et lille stykke af et kromosom med sådanne DNA molekyler. Disse bliver ofte beskrevet som en snoet trappe, som dog er længere end en almindelig trappe, for hver enkelt består nemlig af ca. tre milliarder trin. Disse DNA molekylers sammensætning er ret kompliceret at skulle forklare, og det er heller ikke nødvendigt i denne sammenhæng. Dog skal det siges, at, på de førnævnte 3 milliarder trin findes alle de gener, som er nødvendige for at skabe et menneske, med dets biologiske særpræg og egenart, og med indbygget energi til at sætte [og holde] de forskellige livsprocesser i gang³.

Desuden indeholder alle de nævnte 3 milliarder trin en slags kode, som kan kombineres på samme måde, som hvis man gerne vil have kontakt med en over telefon. Med kun otte cifre er det muligt at kombinere millioner af telefonnumre, så hver eneste bruger har sit eget nummer. Tænk så på, hvor mange forskellige kombinationer, der er til rådighed, hvis der er 100 cifre i stedet for de otte? Det ville være så mange kombinationer, at det ville nærmest være umuligt at regne ud! Men hvad så, hvis vi har 3 milliarder cifre til rådighed. Tallet vil være så enormt, at vi skal op i utallige trillioner kombinationer [en trillion er som bekendt 1000 billioner, som igen er 1000 milliarder]. Disse koder ville fylde så meget, at hvis der var en, som satte sig for at printe alle disse genkombinationer ud på papir, tæt beskrevne uden mellemrum, så ville de fylde 500.000 sider, som svarer til 20 reolmeter. Og alt dette er altså kun fra en enkelt celle – og så er der bare lige 200 milliarder celler mere⁴.

Hvert enkelt DNA molekyle med dets gener er blevet sammenlignet med en arkitekt, som ikke nøjes med at lave en tegning af huset, men bygger også selv huset. Dvs. for at liv kan opstå, så må det uhyre komplicerede DNA først være til stede. For dette molekyle er jo arkitektens tegning til huset, eller mere præcis: det er Skaberens beskrivelse af den levende organisme. Alt dette er så fantastisk, at man forstår, at forskere er forundret over, hvad de ser. Det fik en forsker til, i tidsskriftet Science, at konkludere:

’Vi må forandre vort spørgsmål om livets oprindelse til at spørge om opkomsten af DNA molekylet. Men en sådan intelligent ’brugsanvisning’ eller arbejdsbeskrivelse, kan ikke så godt have udformet og skrevet sig selv⁵’.

Vi skal endnu et øjeblik beskæftige os med denne intelligente ’brugsanvisning’. Alle ved, at efter undfangelsen deler cellen sig først til 2, så til 4, 8, 16 celler, osv. I begyndelsen ligner det kun en klump celler, men meget tidligt begynder cellerne at specialisere sig, og efter blot en til to uger kan det ses, at det bliver til et menneske På fotoet nedenfor ses fire små menneskefostre, som er fra 5-12 uger gamle; og de burde ikke ende som aborter, som er et andet ord for fosterdrab.

Et menneskeliv er nemlig fantastisk. Tænk, at hver eneste celle indeholder alle de informationer, som er nødvendige for, at den kan udvikle sig videre til et menneske. Det hele sker i et fantastisk samarbejde med de øvrige celler i kroppen, hvor de med et slags kodesprog ’aftaler’, hvad den og den celle skal udvikle sig til. Nogle celler bevæger sig op til det, der skal blive hoved, andre ned til benene, og atter andre til hjertet. Pludselig er der celler, som har ’fået besked på’ at danne næse, mund, øjne, hår osv. Og dette sker! Andre får besked på at blive til to ben, med to fødder og 10 tæer, og andre til et kredsløb, som skal forbindes med hjerte og lunger for at fungere. Og dette sker. For samtidig er der andre celler, som har fået ’besked’ på at blive til et hjerte, og snart efter begynder disse celler pludselig til rytmisk at pumpe det blod rundt, som andre celler har fået besked på at danne.

Og sådan kunne vi blive ved, hvis vi også skulle tale om alle de mange forskellige organer, som vi har i os. Tænk bare på øjet med dets fantastiske opbygning, som i ’et samarbejde’ med synsnerven kan sende levende billeder ind i synscentret i hjernen. Eller tænk på den kompleksitet, som dirigerer det enkelte menneskets stofskifte, vejrtrækning og temperaturcenter, syre-base balance, og de mange forskelligartede, men livsnødvendige enzymer, hormoner, molekyler og kemiske processer, osv.

Hvorfra ved den enkelte celle, hvad den skal blive til? Det ville jo ikke se godt ud, hvis nogle celler begyndte at danne en storetå der, hvor næsen skulle være, fordi de troede, at de var nede ved fødderne. Eller hvis det begyndte at lave ben der, hvor armene sidder. Vi kunne sige, at det sker, fordi det er nedlagt i genernes koder. Men hvem har givet generne disse koder? Men der er endnu mere at forundres over: Generne ved også, hvornår koderne for hoved, ben og hjerte skal aktiveres, og senere specialiseres til at blive til næse, øjne, muskler, knogler og hjerte, osv. Der er kun et svar på, hvem der er i stand til at danne alt dette, og dirigere det derhen, hvor det skal være, og det er Gud. I forundring over dette priser David Gud, sin Skaber og siger:

Du har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde. Mine ben [på grundsproget: substans, dvs. alt i mig] var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom.. som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet, (Salme 139:13-16)

Se på fuglene:

Lad os som et andet eksempel se på fuglene. Jesus henviste flere gange til fuglene. De bekymrer sig ikke, de sår ikke og samler ikke i lade. Og derfor skal vi heller ikke bekymre os, for ’I er langt mere værd end fuglene’, siger han i Luk 12:24. Når vi iagttager fuglene, så ser vi også, hvor fantastisk de er skabt. Vi skal ikke gennemgå fuglenes anatomi, som ellers godt kan være spændende nok. Her kan vi fx bare tænke på fuglenes aerodynamik og den specielle letvægts-knoglestruktur. Vi kan fx nøjes med at tænke over, hvor underfuldt det er, at fuglene i det hele taget kan finde vej under deres lange rejse sydpå om efteråret, for igen at flyve retur næste forår. Man mener, at der årligt er 3-4 milliarder fugle, fordelt på ca. 60 arter, som foretager denne rejse, alene fra Skandinavien.

I mange år har forskere prøvet at klarlægge, hvilke evner fuglene anvender for at finde frem og tilbage på disse lange rejser på mange tusind km. Man ved, at hos mange arter skal ungerne lære ’trækruten’ af deres forældre, inden de ’kan selv’. Alene dette er utroligt. Det er fantastisk, at denne lille fuglehjerne kan huske hele trækruten ved blot at se den én gang. Men der er andre forunderlige gåder. Vi skal se på tre af dem:

1. Der er mange fuglearter, hvor ungerne tager af sted sydpå lang tid før forældrene, og for nogle en tid efter. Men, hvordan kan de det, når der ikke er nogen til at vise dem vej?  Det kan selvfølgelig forklares med, at den enkelte art har en naturlig, medfødt instinkt til at kende kursen, men det er alligevel en gåde, for kursen er jo forskellig alt efter, om de kommer fra Sverige eller Danmark. Men det er dog til at forstå, hvis det ikke lige var pga. følgende gådefulde facts, som synes at sprænge rammerne for at være ’kun instinkter’.
2. Man ved nemlig, at mange fuglearter benytter jordens magnetisme og stjernernes positioner til at finde vej. Hvordan de gør det, er stadig en stor gåde. Nogle bruger endda begge metoder samtidigt. Hvis en fugleart benytter sig af fx jordmagnetismen, så bliver den nemlig nødt til at justere flyveretningen hvert eneste år, fordi den magnetiske nord/sydpol år for år flytter sig lidt i forhold til de geografiske poler. Det er så meget som 1/10 grad om året. [det er fx denne magnetisme, som får et kompas til at virke]. Den magnetiske nordpol ligger altså ikke der, hvor man skulle tro, den ligger – nemlig på den geografiske nordpol, men ligger lige nu lidt nord for Canada. Her er det som om, at beskrivelsen ’medfødt instinkt’ ikke er nok til at forklare, hvordan de finder vej. For hvis fuglen flyver sydpå [eller nordpå] efter den indre magnetnål, som den gjorde sidste år, så vil den ikke komme frem til bestemmelsesstedet – og den ville måske dø pga. træthed undervejs? Men det sker ikke! Hvem er i stand til, år efter år, at give de enkelte fuglearter en opdateret information om kursændringen? For mig er det et vidnesbyrd om, at Gud i sin visdom må have nedlagt en slags evighedskalender ned i fuglene, som opdaterer sig selv for hvert år, der går.
3. Lige så underfuldt og gådefuldt er det, når der tales om, at fuglene aflæser stjernerne for at kunne finde vej. For stjernerne viser sig som bekendt forskellig fra time til time, nat til nat, år for år. De kan derfor ikke ’bare’ tage af sted, fordi de kan huske stjernernes position fra sidste år. Der må simpelthen være en kvalificeret matematiker, som fortæller dem, hvornår de skal tage af sted og hvilken kurs de skal tage. Og, når de så endelig er på vej, så dukker der et nyt problem op. I alle fald, hvis det var os, som skulle finde vej ved hjælp af stjernerne! For stjernernes position over Danmark er nemlig ikke den samme som længere sydpå. Dvs., at hvis de ikke løbende får indkodet en ny opdateret kursændring undervejs, så ville de heller ved stjernernes hjælp have en chance for at nå frem.

For ornitologer er det en gåde, hvordan fuglene kan finde vej. Og det er virkelig en gåde – hvis man altså ikke tager Gud med ind i forståelsen. For også her synes den eneste forklaring at være, at Gud har lagt en slags evighedskalender ind i fuglene, som vel og mærke inkl. en automatisk opdatering. Alt dette er et vidnesbyrd om, hvilken vidunderlig, almægtig og stor Gud, som de – og vi har.

Gud skabte efter deres arter – eller er alt udviklet sig tilfældigt?

I teksten fra 1Mose 1 læser vi, at Gud skabte alt det levende ’efter deres arter’, fx i vers 24, hvor der står: ’Derpå sagde Gud: Jorden frembringe levende væsener efter deres arter.. Og således skete det’. Det betyder, at hver enkelt art er skabt med sit særpræg og sine egenskaber. Ordene ’efter deres arter’ betyder konkret, at Gud har nedlagt en barriere, som ikke kan overskrides. Derfor ser vi da heller ikke et egetræ, som er begyndt at udvikle sig til fx et bøgetræ eller æbletræ. Det kan ikke lade sig gøre. For en art kan nemlig ikke [og har aldrig kunnet] overskride den artsgrænse, som Gud har nedlagt i den enkelte art, og derfor er udviklingslæren da også – for en stor del, opbygget på snyd og bedrag.

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er tale om en ny art, når der sker variationer indenfor den enkelte art. For Gud har nemlig nedlagt en evne i den enkelte art til at tilpasse sig forskellige klima- og vækstforhold, krydsninger indenfor arten, osv. Fx ved alle, at det vistnok er ulven, som er stamfader til de hunde, som vi har taget til os som kæledyr. Ifølge nyere forskning er hunden dog en selvstændig art. Men uanset, hvem dens stamfar er, så kan vi se en temmelig stor variation på de enkelte hundes udseende og størrelse, selvfølgelig godt på vej af en målrettet genmanipulation, som med et fint ord kaldes for ’kunstig selektion’. Men hvis man overlader hunden til sig selv [som der er mange tilfælde af i fx Italien], så bliver den med tiden til en vildhund, som efterhånden bliver meget lig ulven, både i adfærd og i udseende. Den forbliver med andre ord ved med at tilhøre en samme art. Den har stadig, ligesom ulven 78 kromosomer, mens katten fx kun har 38. Der er altså lagt en artsbarriere ned i generne, og derfor ser vi da heller aldrig, at en hund eksempelvis begynder at udvikle sig til en kat. Men, det er i princippet det, udviklingslæren vil have os til at tro.

Darwin har da også indrømmet, at udviklingslæren står og falder med teorien eller troen på udvikling fra den ene art til en helt anden art. I sin bog ’Arternes oprindelse’ står der [i den engelske udgave fra 1859]:

’Hvis det kan bevises, at der eksisterer et kompliceret organ, som ikke på nogen måde har udviklet sig ved utallige påfølgende små modifikationer [mutationer], ville min teori falde sammen⁶’.

Nu, ca. 150 år efter er udviklingslæren stadig ikke bevist, og efter deres egne udsagn venter vi på, at de selv officielt indrømmer, at udviklingsteorien er faldet sammen, og er afgået ved døden – for der har jo ikke været nogen udvikling! Men i stedet for at indrømme det, klamrer de gudløse sig stadig til håbet om, at de en dag kan bevise deres teorier. De gudløse kan ikke se dét, som vi kan se og forstå, fordi de har lukket øjnene for sandheden og valgt at tro på løgnen om, at alt i stedet har udviklet sig tilfældigt over milliarder af år. Det betyder, at de i stedet for at tro, at mennesket er skabt i Guds billede, hellere vil tro, at menneskeheden nedstammer fra aberne, som igen nedstammer fra en eller anden bakterieforfader, og som igen, i tidernes morgen har udviklet sig tilfældigt fra noget dødt materie. Som eksempel skriver darwinisten Julian Huxley dette i sin bog ’Evolotionary Etichs’:

’Evolution er kreativ sådan, at den forvandler og levendegør den døde materie⁷’.

Det er ikke, fordi tilhængerne af udviklingslæren IKKE KAN TRO, for Gud har givet det til alle at kunne tro. Årsagen er derfor den, at de ikke vil tro. Denne dårskab giver sig udtryk i udtalelser som den, som en Sir Arthur Keith skriver i indledningen til Charles Darwins bog: ’Origin of Species’ [Arternes oprindelse]. Her står, at

’Evolutionsteorien er ikke bevist og kan ikke bevises. Vi tror på den, fordi det eneste alternativ er [at tro på] en speciel skabelse, hvilket er utænkeligt⁸’.

Der er altså ingen beviser! De vil med andre ord hellere tro på udviklingslæren, som er langt mere usandsynlig, end at tro på bibelens Gud og på det, der står i bibelen om skabelsen. Men alligevel er der mange, som tror, at udviklingslæren må være sand, fordi de konstant får fortalt, at den er bevist – hvad den altså ikke er! At tro på udviklingslæren er derfor det samme som at beskrive menneskets dårskab. Paulus omtaler denne dårskab på denne måde:

’Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning. Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, forføddede dyr og krybdyr’, (Rom 1:20-23)

Denne tekst giver en beskrivelse af, hvad der sker, når mennesker vender sig bort fra Gud. Deres tanker bliver tomme, så de tror, at det er dyrene, som er deres gud, og som derfor også er ophavet til livet. På et tidspunkt sagde Darwin, at: ’der burde være utallige overgangsformer, men – hvorfor er der så ingen’⁹? Årsagen er, at der ikke har været nogen udvikling. Det er simpelthen ikke foregået på denne måde, og derfor vil de aldrig finde et eneste sandfærdigt bevis. Den konklusion vil ethvert fornuftigt menneske da også komme til – hvis de vil tage udviklingsbrillerne af og lytte til deres sunde fornuft, og til Guds vidnesbyrd om sig selv i bibelen og gennem alt det, han har skabt. Det er først, når man lukker øjnene for sandheden, at mennesker begynder at tro løgnen. Derfor, når den sande gudstro bliver kasseret, så er mennesker åbenbart villige til at tro på hvad som helst, der kan bekræfte dem i deres nye tro.

Et opdigtet stamtræ og udviklingsrækkefølge

Alle har nok set de udviklingsstamtavler, hvor man ved roden ser de første primitive dyr eller noget uorganisk stof. Efterhånden, som man kommer højere op på stamtavlen, ser man ’udviklingen’ fra det primitive til de mere højerestående dyr og planter. Til højre ses en af disse typiske opstillinger.

Men denne rækkefølge findes kun i fantasien. Den eksisterer ikke i virkeligheden. Der eksisterer, som tidligere nævnt, ikke en eneste overgangsform fra et dyr til et andet. En professor Frank L. Marsh siger det således: ’Hele det fylogenetiske træ er ren spekulation.. de eneste dele af dette træ, der eksisterer, er de mindre grene. Stammen og de store grene er intet andet end spekulation¹⁰’.

En anden professor, J. A. Thomson, skriver om det samme:

’Det er ikke muligt at tegne et stamtræ, som viser nedarving fra nogen art, levende eller uddød, af forfædre, som hørte til nogen anden art. De tidligst kendte fossiler af de forskellige klasser og ordner er ikke halvfærdige eller halvt udviklede former, men de optræder fuldt udviklet med alle karaktertræk for deres klasser og ordner. De forandringer, som grupperne har undergået siden de [først] optrådte, er ubetydelige¹¹’.

Stamtræet er udviklet ud fra en [ateistisk] teori om, at alle fossilfund findes i den samme rækkefølge i de forskellige geologiske lag, som det kan ses på opstillingen til højre, og kan på en måde sammenlignes med en stak pandekager. Geologer, som er fortalere for udviklingslæren, har inddelt de geologiske lag i 16 lag, og hvert lag repræsenterer de forskellige tidsperioder i udviklingsrækken [ligesom den første pandekage ligger nederst i stakken]. Ifølge teorien er det nederste lag, som kaldes kambrium, 2,5 milliarder år gammel, og derfor bliver det også anset for at være det ældste fossilbærende lag, og indeholder dermed også, ifølge udviklingslæren, det ældste liv på jorden. De øverste lag indeholder derimod de yngre og mere højerestående arter. Imellem det første og sidste lag findes de øvrige 14 lag/tidsperioder. Et nyt lag bliver dannet ved, at det forrige lag bliver dækket af sedimenter, som under særlige omstændigheder kan ’drukne’ nogle af de dyr, planter og forskellige aftryk fra denne, tidligere periode – og det er så dem, man til tider kan finde som fossiler¹².

Et fossil er fx organiske planter eller dyr, som pludselig er blevet er kommet under et massivt pres. Det betyder, at det organiske materiale ikke forrådner, men bliver til fossiler, dvs. forstener. Det lange tidsrum på 2½ milliarder år er da også kun en teori, som er skabt, for at der kan være masse af tid til, at de forskellige dyr og planter kunne nå at udvikle sig, som teorien foreskriver. Men, som vi skal se i det følgende, så stemmer de opstillede teorier ikke med virkeligheden. Årsagen er den, som jeg allerede har nævnt flere gange, at det ikke er sket på den måde de hævder. Selve den store mængde fossiler peger dermed på, at det hele tidsmæssigt er foregået meget hurtigere, end de vil have os til at tro. Det er nemlig uvederhæftigt, at udviklingslæren manipulerer med de fundne facts for at få dem til at stemme med teorien. Vi skal se nogle få eksempler herpå:

1. Alle fund viser altid fuldt udviklede dyr eller planter. Der er overhovedet ingen spor, som antyder, at der har fundet en udvikling sted.
2. Der er manipuleret kraftigt i udregningen af de geologiske lag. Der findes eksempelvis en mængde geologiske lag over hele verden, som ikke ligger i den rækkefølge, som udviklingslæren har opstillet. Fx ligger disse lag mange steder i en anden rækkefølge, og endda til tider i omvendt orden. Og, som vi skal se senere, sker det endda, at ’gamle lag’, ligger øverst.
3. De fossiler eller andre spor af liv, som bliver fundet i et geologisk lag, som ikke stemmer med udviklingslærens teori, bliver i reglen enten ignoreret eller bortforklaret. Sådanne fund bliver ofte omtalt som fund ’ i forurenet lag’ eller som ’Out of Place fossils’ [fossiler på forkert sted]¹³. Listen over sådanne malplacerede ting begynder at blive bemærkelsesværdig lang. Det er fx fundet masse af menneskefremstillede genstande inde i faste og uberørte geologiske lag, som ifølge udviklingslæren er mange millioner år ældre end menneskets opståen. Millioner af sådanne fund er stort set alle blevet klassificeret som ’ikke troværdige fund’, alene fordi de er fundet i de forkerte lag, og som derfor ikke stemmer med udviklingsteorien¹⁴. Årsagen til, at denne manøvre eller manipulation bliver brugt, er, at hvis disse fund blev almindelig kendt, vil udviklingslærens korthus øjeblikkeligt falde sammen.

Vi skal se på nogle eksempler herpå, som afslører, at udviklingslæren overhovedet ikke hænger sammen, men er opbygget på manipulationer, fortielser, ignorering og løgne.

Løgnen om, at trilobitterne levede millioner af år før mennesket.

Gennem tiden har man fundet flere 100.000’ere af trilobitter, som er en slags bille, som for længst er uddød. Efter de føromtalte lag har udviklingslærens beregnet dem til, at de levede fra 600 til 300 millioner år siden. Ifølge udviklingslæren skete det altså millioner år før, at mennesket opstod som art. Men det stemmer bare ikke med realiteterne. Der er fx fundet aftryk af trilobitter [se foto til venstre], som var blevet knust mellem en sandal og et fodaftryk. Til højre er et nærfoto af den ene trilobitt¹⁵. Men hvordan kan dette være sket, hvis udviklingslæren har ret i, at trilobitterne uddøde mindst 250 millioner år før menneskets opståen? Svaret er indlysende: Det er der heller ikke. Den lange tidsperiode mellem ’udviklingen’ af de forskellige arter eksisterer nemlig kun som uholdbare teorier hos darwinisterne.

Løgnen om, at dinosaurerne har levet millioner af år før mennesket

Ifølge udviklingslæren hævdes det videre, at dinosaurerne levede 40-50 millioner år før mennesket dukkede op. Men, flere tusinde fund af dinosaur-fodspor modbeviser dette. Fx er der i ’Dinosaurland’ i Texas fundet i alt 303 fodspor af dinosaur sammen med 66 menneskefodspor¹⁶. Hvad stiller udviklingslæren op med sådanne fakta? Som ovenfor nævnt: fortie fundet, hvis dette er muligt. Et par eksempler herpå:

1. I et Tv-program om dinosaur, som blev vist i NRK og BBC, blev netop disse dinosaurfodspor vist frem som et eksempel på udvikling. Og det var nok af den grund, at man bevidst undlod at vise, eller fortælle, at disse fodspor er fundet sammen med menneskespor, og som derfor er et bevis på, at udviklingslæren tager fejl¹⁷.
2. En amerikansk redaktør ved navn Walter Lang beskriver, hvordan han besøgte dette område sammen med nogle venner. De spurgte den pige, der solgte billetter til Dinosaurland, hvordan det kunne være, at ’litteraturen om parken ikke nævnte noget om fossile fodspor af mennesker’. Hun svarede: ’Vi må helst ikke officielt indrømme, at der [også] er menneskespor’¹⁸. Årsagen hertil er åbenbar: Sådanne fund skal ties ihjel, fordi de ikke passer ind i udviklingsskemaet¹⁹. Ifølge dette skema uddøde dinosaurerne jo mange millioner år før menneskets opståen. En dr. A. E. Wilder Smith, som er en af pionererne mod den gængse udviklingslære, siger da også: ’Et dinosaurus-spor samme sted som et menneskeligt fodspor er nok til at vælte hele den darwinistiske teori og revolutionere al biologi i dag²⁰.

Mens vi er ved at tale om dinosaurer, så har en arkæolog ved navn Waldemar Julsrud fundet en mængde forhistoriske lerfigurer under et bjergområde i Mexico. Det skete sammen med direktøren for Nationalmuseet, som var ansvarlig for de arkæologiske udgravninger i landet. Tilsammen fandt de over 33.000 keramikfigurer ved bl.a. El Toro-bjerget. Hundredvis af disse figurer viste tydelige modeller af forskellige dinosaurtyper. Et af dem ses her til højre²¹.

Mange af disse keramikfigurer [men ingen dinosaurfigurer] sendte disse arkæologer til videnskabelige dateringscentre i USA, bl.a. til ’Isotopes Incorporated’ i New Jersey, som udførte tre test med radiokarbon, og til Pennsylvania Universitet, som udførte nogle ’thermoluminecence dateringer’. Rapporterne fra dateringseksperterne kom tilbage med årstallene fra 4530 til 1640 år f. Kr. Da arkæologerne havde fået fastslået disse dateringer, sendte de derefter også nogle af de mange dinosaurfigurer til dateringseksperterne og fortalte, at de har fundet hundredvis af disse sammen med de andre figurer, som allerede var dateret. Årsagen til, at de ikke sendte dem første gang, var muligvis frygten for, at dette ville påvirke en sand datering, som følgende da også viser: For de samme laboratorier, som tidligere havde dateret figurerne til nogle få tusinde år, fastsatte nu alle figurer til kun at være 35 år gamle²².

Der var ingen grund til at ændre på tallet, for fundene er bevidnet grundigt! Men hvorfor skete det så alligevel? Årsagen er, at den etablerede videnskab retter sig ind efter udviklingslæren. Når udviklingslæren derfor lærer, at dinosaurerne døde millioner af år før mennesket kom til, så kan mennesker i sagens natur ifølge udviklingsteorien hverken have set dinosaurer eller lavet figurer af dem [for de var jo uddøde for længst!]. Dvs.: I stedet for at anerkende, at udviklingslæren har taget fejl, konkluderede de i stedet, at fundene ikke er ægte! Den officielle ’videnskabelige’ forklaring var derfor, at de indfødte i Mexico selv har lavet disse figurer, efter at de først havde set nogle billeder af dinosaurerne i forrige århundrede, og har også selv efterfølgende begravet dem – hvad de altså ikke har! Dette er en af utallige måder, hvorpå man bevidst søger at skjule, at mennesker og dinosaurer har levet på samme tid for nogle få årtusinder siden.

Gennem tiden er der også fundet en mængde andre vidnesbyrd om det samme. Dinosaurer er fundet afbilledet på en mængde menneskegjorte ting, som på helleristninger og keramikkrukker [som den til venstre], osv.²³. Derudover er der også fundet dinosaurer på forhistoriske begravelsessten, som fx den, der ses til højre herfor. Ser man godt efter, kan man se, at stenen er illustreret med en kriger, som rider på ryggen af en triceratop-dinosaur og prøver at hugge den med et økselignende våben²⁴. Dette kan selvfølgelig også her kun betyde ét, nemlig, at der selvfølgelig levede mennesker samtidigt med dinosaur, og som derfor har bemalet og udsmykket deres krukker, osv. med det, de har set.

Kan et træ vokse millioner af år efter, at roden er forstenet til et fossil?

Det sidste eksempel, som jeg vil tage med her, omtales som ’polystraight fossils’ [mangelags fossiler]. På fotoet ser man fx et fossilt træ, som er fra Ruhrområde i Tyskland²⁵. Ifølge de geologiske lag står den nederste del af stammen i et lag [fra Karbontiden], som siges at være 360-286 millioner år gammelt; mens det midterste del af stammen står i et lag [fra Permtiden], som siges at være 286-245 år gammelt. Og øverst ses den del af stammen, som står i et lag [fra Triastiden], som er 245-208 år gammelt. Er der ikke et eller andet galt med logikken i udregningen af de forskellige lags alder? For – hvordan kan et træ vokse millioner af år efter, at den nederste del er forstenet og forlængst blevet et fossil? Alle ved, at det er umuligt for et træ at vokse, når dens rod for længst er død og forstenet. Enhver ved, at det ikke kan lade sig gøre for en trækrone til vedblivende at vokse, når dens rod og stamme ikke længere er i live. Dette eksempel viser klart, at der er noget galt med udviklingslærens beregning af de geologiske lags alder, som efter deres teori er 150 millioner år. Realiteterne er derimod, at disse tre geologiske lag i stedet repræsenterer en tid på blot 150 år²⁶.

Med udviklingslæren er Gud kasseret som Skaberen – og djævelen tager over

Jeg kunne blive ved med at tage eksempler frem på umulig udvikling, som viser, at udviklingslæren er utroværdig og er med til at føre en masse mennesker bag lyset. Sikkert er det, at udviklingslæren har fået mange til at miste deres tro, så de i stedet accepterer troen på en udvikling, hvor Gud er kasseret som Skaberen. Pga. det vedvarende bombardement af udokumenterede og manipulerende påstande, hører vi igen og igen udviklingslæren omtalt som ’Sandheden’ i næsten al undervisning og i diverse naturudsendelser. Men udviklingslæren er og bliver en løgn fra helvede. Dette har Charles Darwin da også indrømmet. Dette ses fx i et brev til sin gode ven, Thomas Huxley. Brevet indledes med ordene:

’Til min gode og venlige agent for propaganda af evangeliet – dvs. djævelens evangelium^27’.

Det er klar tale! Tilhængerne lægger da heller ikke skjul på, at udviklingslæren er ateistisk, og er et forsøg på fuldstændigt at fjerne gudsbilledet fra menneskets bevidsthed. Fx har den ovenfornævnte genetiker Julian Huxley sagt, at

’Darwinismen har fjernet hele ideen om Gud som skaberen.. Darwin klargjorde, at ingen overnaturlig planlægger behøves, eftersom naturligt udvalg kan forklare enhver livsform. Der er ikke plads for nogen overnaturlig person eller virkende kraft i evolutionen^28’.

Det tror vi kristne ikke på – eller gør vi? Desværre er der en del kristne, ja, selv præster, som har udtalt, at de tror på udviklingslæren, dvs. en teistisk udviklingslære, som om der er forskel. Denne teistiske darwinisme [= en kristen, som tror på udviklingslæren] er desværre blevet ret udbredt. Ifølge disse kristne er der for så vidt ikke noget i vejen med udviklingslæren som sådan, men i stedet for tilfældig udvikling mener de, at Gud styrer den i den rigtige retning. De siger altså med andre ord, at det er Gud, som har styret udviklingen fra den første bakterie, til krybdyr og padder og videre til højtstående dyr som aben, og derfra igen til et menneske, som kan tænke, analysere, ræsonnere.. og tro. Som argument FOR udviklingslæren siger de eksempelvis, at ’man må bøje sig for, at vi ligner menneskeaberne temmelig meget – ergo er der et slægtskab’. Men det er vås! Her kan vi bare tænke på en kunsthandler, som får et billede ind [som fx det til venstre], og han ser straks, at det er malet af Claude Monet. Men hvad ville der mon ske, hvis denne kunsthandler i stedet begyndte at tale om, at det ene billede sikkert er udviklet fra et andet, han har hængende, fordi de ligner hinanden.  Enhver ville nok tænke, at denne kunsthandler vist har en skrue løs, for en sådan lighed betyder selvfølgelig, at de begge er skabt af den samme maler/skaber. Således er det også med ligheden mellem en abe og et menneske – som er et stort vidnesbyrd på, at alt liv har den samme Skaber.

Når der er nogen, som tror, at man godt kan forene Gud med udviklingslæren, så bliver de ikke mindre end bedraget. Mange forskellige videnskabsmænd er da også for længst kommet til den konklusion, at

1. Udviklingslæren gør det umuligt at tro på bibelen..
2. Udviklingslæren og kristendom er uforenelige.. og er i krig med hverandre.
3. Der er ikke plads til en overnaturlig Gud i udviklingslæren.

Dette indrømmes da også igen og igen direkte af udviklingslærens tilhængere. Arthur Keith, som er en kendt evolutionist skriver fx:

’Jeg er kommet til denne konklusion: Kristi lov er uforenelig med evolutionens lov^29’.

Harrison Matthews, som har skrevet forordet til ’Everyman’s 1972 udgave af ’Arternes oprindelse’, kommer med denne ’trosbekendelse’:

’Evolution som faktum er biologiens rygrad, og biologien står således i den mærkelige stilling, at den er grundlagt på en ubevidst tro. Er den så en videnskab eller en tro? Tro på evolutionsteorien er.. en nøjagtig parallel til tro på en særskilt skabelse. Begge har opfattelser, som de troende ved, er sande, men indtil i dag har ingen af parterne været i stand til at fremlægge beviser^30’.

Er det underligt, at mange opfatter udviklingslæren som en ny religion? Denne nye religion har da også – ligesom alle andre religioner – deres egen moralkodeks, som indeholder en ny etik og moral, som har til formål at nedbryde den moral og etik, som er givet os af Gud, og som tidligere har haft indflydelse på de fleste landes ’lov og ret’ i den vestlige verden. Jeg vil igen citere darwinismens ivrigste fortalere, Julian Huxley, som har sagt det således:

’Det var listighed og ubarmhjertighed, der satte mennesket i stand til at udvikle sig fra dyrene.. Og det er den samme junglelov, som må være direktiv for al såkaldt menneskelig fremgang³¹’.

Det er denne nye junglelov, som præger vort samfund mere og mere. Grænsen mellem rigtigt og forkert betragtes nu af mange som gammeldags og som uden værdi i det moderne samfund. Enhver er sig selv nærmest! Med udgangspunkt i denne junglelov har en professor [J. Holmes] sagt, at i dag ’er vore moralbegreber inderst inde darwinistiske, hvad enten vi kan lide det eller ikke³²’. En anden har sagt det således: ’lær en mand, at han stammer fra en abe, og du vil ikke kunne bebrejde ham for utugt³³’. Sådanne synspunkter får da også større gennemslagskraft, hvor udviklingslæren får fat i menneskers tro. For, når et menneske begynder at tro, at det ’blot er et højerestående dyr’, så vil det automatisk føre til, at det ikke længere behøver at stå til ansvar for sine handlinger overfor hverken Gud eller mennesker. Det gælder blot at leve livet fuldt ud, uden respekt for andre.

Det vil de kristne darwinister nok ikke mene, at de gør. Men i sagens natur bliver Gud også hos dem betragtet som en, som man godt nok tror på, men som i princippet kan undværes. Konkret betyder denne teistiske udviklingslære:

1. at Gud i realiteten er kasseret som den, som har skabt alle ting, og som opretholder den.
2. at Jesus ikke længere er verdens frelser; for hvis de tror, at de har udviklet os fra dyrene, så er det meningsløs at tale om synd og syndefald.
3. at der ikke længere er brug for Helligånden, som har til formål at overbevise dem om synd, for dermed at frelse og hellige dem.

Det betyder konkret, at de kasseret alt det, som kan frelse dem fra fortabelsen og har derfor heller ikke længere noget fremtidshåb, som skyldes forsoningen. De må dermed bukke under som de fornuftsløse dyr, som Gud har givet mange klare advarsler om i sit ord.

Men, Gud ske tak og lov! Udviklingslæren giver ikke et sandfærdigt billede af virkeligheden. For bibelen ER troværdig og sand, fordi den er Guds ord. Vi kan derfor konkludere, at udviklingslæren helt og aldeles må forkastes som et ateistisk fupnummer, som er opbygget på gudløse teorier, som er et djævelsk forsøg på at få mennesker til at gå bort fra Guds nåde og frelse, og på den måde få så mange som det er muligt, med ned i fortabelsen. Modsat denne løgnelære har vi, som tror på Gud og hans nåde ved Jesus Kristus, en fremtid og et håb, som holder til evig tid. Det betyder, at vi hver eneste dag kan fryde os over ham, og over alt det, han har skabt i sin visdom: På denne jord, som han har givet os, har vi alt, som vi har brug for at opretholde livet, se og mættes af Guds gode gaver, og gøre os i stand til at søge Gud og finde ham. Alt dette er et vidnesbyrd om Guds almagt, visdom og storhed, og viser os hans kærlighed til hvert eneste menneske. Jeg tror desuden, at alt det, som han har givet os her på jorden, er en afspejling af noget langt bedre, som venter på os i det himmelske.

Med dette for øje vil jeg slutte med her til sidst at citere et vers fra Åb., som priser Gud for hans skaberværk: ’Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje’, (Åb 4:11)

Kildehenvisninger:

1. Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 81-82
2. http://www.denstoreThoralf Gilbrant: Darwin og endetidens ankristelige verdensreligionnske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Genetik_og_evolution/Genetik/kromosom
3. http://forlag.fadl.dk/sample/87-7749-370-2/kap1.pdf
4. http://www.royalacademy.dk/Files/Billeder/Off-foredrag/2011/DNA_som_et_garnnoegle_light.pdf
5. Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 72
6. Aril Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 25-26.
7. Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 31
8. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 74
9. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 98 og O. Sæbö: Udviklingslæren – videnskab eller tro, side 34
10. Odd Sæbö: Udviklingslæren – videnskab eller tro, side 37
11. Konrad Stormark: Bibelen og videnskaben, side 41
12. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 16
13. Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 105, 108
14. Odd Sæbö: Udviklingslæren – videnskab eller tro, side 52-54
15. Tekst og billede: Aril Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 29
16. Samme, side 27-28
17. Odd Sæbö: Udviklingslæren – videnskab eller tro, side 46f.
18. Samme, side 48
19. Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 105
20. Odd Sæbö: Udviklingslæren – videnskab eller tro, side 48
21. Aril Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 34
22. Samme, side 29
23. Samme, side 36-37.
24. Samme, side 35
25. http://www.gluefox.com/skap/unif.shtm, jfr. Aril Edvardsen: Troens bevis, maj 2003, side 23, og Odd Sæbö: Udviklingslæren – videnskab eller tro, side 145
26. Aril Edvardsen: Troens bevis, maj 2003, side 23
27. Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 134
28. Samme, side 127
29. Samme, side 134
30. Odd Sæbö: Udviklingslæren – videnskab eller tro, side 183
31. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 103
32. Samme, side 103
33. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 109

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023