Der var ikke noget kongeligt skær over Jesu fødsel i en stald i Betlehem. Heller ikke hans vej mod den trone, han var født til at bestige en dag, var særlig let at gå. Ikke desto mindre gik Jesus den tunge vej mod tronen, så han i dag kan være vores konge
I disse år satses der meget på, at den danske folkekirke skal blive mere spiselig. Et af de nyere eksempler på denne tendens er en udtalelse fra lederen af det nye »Folkekirkens Hus« i Aalborg, som har kostet 60 millioner kroner.
Han siger: »Vi vil gerne have, at der kommer så mange som muligt ind i huset. Derfor er vi forsigtige med at bruge ord og navne som Jesus og andet. Jeg er heller ikke en af dem, der mener, at vi skal sætte et stort kors på siden af huset«.
Her i december måned kunne man få den ide, at hvis folkekirken havde en spindoktor, så skulle han tage og opfinde julen. Så ville kirken sikkert få succes. Den kan i hvert fald samle folk juleaften.
Men den »opfindelse« kommer vi for sent med. Derfor vil vi i stedet prøve at blive stille og lytte til, hvem det lille menneske i Betlehems krybbe var (og er).
For mange børn og unge har det stor betydning at være derhjemme, når julen skal fejres. Sådan var det dog ikke for barnet i krybben. Tværtimod. Han forlod sit »rette element« og tog faktisk hjemmefra. Om det skriver apostlen Paulus, at han virkelig var lige med Gud, men gav afkald og blev mennesker lig (Fil 2:6-7).
I kamp for tronen
Som menneske blev han født i Israel, som jøde, af en jødisk mor. Han gik jødisk klædt, voksede op med de jødiske skrifter og levede i det hele taget et liv som en almindelig jøde. Hvorfor gjorde han egentlig det? Den umiddelbare forklaring er ligetil. Det var forudsagt, nemlig af profeten Mika, som i kapitel 5, vers 1, skriver, at der fra Betlehem skal udgå en hersker i Israel. At det var en profeti om Messias, var de skriftkloge på Jesu tid ikke i tvivl om (Matt 2:4-5).
En hersker, en magthaver, en konge. Det var ikke umiddelbart disse fine titler, man først kom til at tænke på, når man betragtede »fødeklinikken« i Betlehem. Skulle det virkelig være Messias? Som så mange gange før og siden var der brug for tro. Og en af dem, som »troede«, var kong Herodes, der faktisk handlede på det, han fik at vide af de skriftkloge. Han troede åbenbart, at Messias’ komme kunne få tronen og dermed hans egen magt til at vakle.
En anden, som »troede«, var Guds modstander, Djævelen, som tilsyneladende var klar over, hvad Jesu komme til verden kunne indebære. Ikke bare for magten i Israel, men for verdensherredømmet. Den viden var Jesus og Djævelen formentlig fælles om. Derfor kunne det åbenbart være en overvejelse værd, om det var muligt at indgå en alliance med Jesus.
»Denne verdens fyrste« (som Jesus selv kaldte ham, Joh 12:31) opsøgte derfor Jesus i ørkenen, umiddelbart efter at Jesus var blevet døbt af Johannes Døber og dermed var gået ind i sin gerning.
I forbindelse med dåben havde røsten lydt over Jesus: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag«. Med de ord i bagagen stod Jesus stærkt. Men Fristeren forsøgte sig med ordene: »Hvis du er Guds søn, så …«.
Det endelige udspil bestod i, at Djævelen tilbød Jesus magten over verdens riger og deres herlighed på én betingelse: » … hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig« (Matt 4:9). Alle tiders fyrstelige tilbud: den nemme vej til tronen. Ikke for ingenting nævner Hebræerbrevet 4:15, at Jesus blev fristet i alle ting. Men mødet sluttede med ordene: »Vig bort, Satan!«
Kongevejen
Jesus fortsatte herefter sin gerning – med bevidstheden om, hvad vejen til kongeværdigheden ville koste. Denne enorme pris får vi et glimt af, da han fortalte sine nærmeste, at vejen nu gik mod Jerusalem, og at han her skulle lide meget og slås ihjel. Hertil sagde en af hans nærmeste: »Herre, sådan må det aldrig gå dig« (Matt 16:22). I Peters ord hørte Jesus åbenbart en gentagelse af Djævelens fristelse på bjerget. Derfor svarede han Peter: »Vig bag mig, Satan!«.
Vi springer nu frem til de afgørende begivenheder i forbindelse med Jesu sidste påske. Her blev det for alvor tydeligt, hvad det ville koste at følge vejen til herredømmet i stedet for at tage imod det tilbud, som hans modstander tidligere havde givet ham.
Vejen gik blandt andet via Getsemane Have. Her blev kampen om at blive den, som profeten Mika havde talt om, spidset til. Til Jesu allernærmeste betroede han sig med ordene: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« Men de faldt i søvn.
Det virkeligt smertefulde var dog, at Faderen var ved at overlade sin søn til mørkets kræfter. Da tempelvagten kom for at hente ham, udbrød han derfor: »Dette er jeres time, og mørket har magten«. I dette mørke bad han: »Alt er muligt for dig, far. Tag dette bæger fra mig«. Hvad var svaret? Tavshed. Der kom intet svar.
Med sin forstand vidste Jesus, at hvis hans far ville, kunne han sende 72.000 englesoldater til at nedkæmpe den forholdsvis lille tempelvagt. Men himlen var tavs. Sådan var det for Jesus på hans vej til magten.
Lad os nævne endnu en begivenhed på den vej. På en høj uden for Jerusalem var man samlet for at overvære en korsfæstelse. Pilatus havde krævet et skilt på det midterste kors, hvor der stod »Jesus fra Nazaret, jødernes konge«. Derfor kom det hånende fra tilskuerne: »Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham«.
Der var næppe noget, Jesus ønskede højere, end at mennesker kom til tro på ham. Alligevel blev han hængende. Kunne han så være den, som profeten Mika havde profeteret om? Jesus havde tidligere sagt: »Jeg sætter mit liv til for fårene. Ingen tager livet fra mig, jeg sætter det til af mig selv« (Joh 10:17).
Jesu død skyldtes altså ikke, at Gud var blevet afmægtig i forhold til de romerske soldater – at Jesus måtte dø, skyldtes derimod hans store kærlighed til os.
Kærlighedens afmagt og sejr
Kærlighedens afmagt blev dog efterfulgt af kærlighedens sejr. Jesus er nemlig beviset på, at det fuldkomne menneske har livets ret (3Mose 18:5 og Rom 10:5) og ikke kan fastholdes af døden. Derfor stod han op fra de døde og blev modtaget af Faderen med ordene: »Du er min søn, jeg har født dig i dag« (Apg 13:33).
Jesu offer for alle mennesker var altså godtaget som gyldigt af den retfærdige Gud. Og nu kunne han som den korsfæstede og opstandne udtale sin tronbestigelseserklæring: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden«. Den magt fik han ikke ved at tage imod Djævelens tilbud på fristelsens bjerg. Den fik han ved at ofre sig.
På den måde blev det slået fast, at Guds modstander er en slagen fjende, der venter sin endelige skæbne i den evige ild, der er beredt ham og hans engle. Derudover blev det godtgjort, at Mikas profeti står til troende.
Det blev også klart, at det kongerige, som Jesus erhvervede sig ret til, skulle være for mennesker, hvis skyld er udslettet, og som dermed er skyldfri i Guds øjne. Og endelig betød Jesu død, at borgerne i den nuværende verden er kaldet til en kongelig discipelopgave, nemlig at fortælle om ham, som sagde »mig er givet al magt i himlen og på jorden«, og sige til alle, som vil høre det: »Du er velkommen i Guds rige« – både det rige, som er, og det rige, som kommer.
Discipeltjenestens pris
Til sidst er der en vigtig ting at sige, når det gælder netop vores opgave som Jesu efterfølgere. Med tanke på, hvordan Jesus erhvervede sig retten til tronen, er det værd at bemærke Jesu ord om, hvad discipeltjenesten kan koste: »En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer ..« (Joh 15:20).
Samuel Roswall
Kilde: Ordet & Israel 10/15
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
