Fra Bar Kokhba til Schneerson

Fra Bar Kokhba til Schneerson

Jødiske Messias-skikkelser og messiansk forventning

I kristendommen er det messianske fremtidshåb entydigt knyttet til en personlig Messias fra Israel. Ordet Messias er hebraisk og betyder »Den salvede« – ligesom det græske ord Kristus.

I jødedommen er der også et profetisk håb om en anderledes positiv fremtid med udgangspunkt i Israel. Men den jødiske professor, Joseph Klausner (1874-1958) skelner i sin bog »The Messianic Idea in Israel« mellem messiastro, hvor fremtidshåbet er en del af troen på en person, og messiansk forventning, hvor man ganske enkelt håber på en ny og bedre tilstand i verden.

Udgangspunkt

Det er i Bibelen (Det Gamle Testamente), jødedommen finder tanken om, at der skal komme en forløsning af verden med udgangspunkt i Israel.

Som eksempel kan nævnes ord som Zak 14:9: »Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét«. Eller Es 2:4-5: »Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys«.

Alt det vil ikke blive virkeliggjort i en himmelsk atmosfære, hvilket i jødisk tankegang ville være en flugt fra virkeligheden. Jødedommen udtrykker optimisme og tro på de muligheder, som findes inden for de historiske og sociale rammer.

De jødiske profeter har understreget, at verden er Guds, og Guds rige skal bygges af menneskehænder under guddommelig styring. Følelsen af ansvar for det jordiske udelukker dog ikke forventningen om et evigt liv, der er en virkelighed, som intet øre har hørt, og intet øje har set (jf. Es 64:3).

Den messianske længsel har naturligvis vekslet meget i styrke. Når den er blusset op, har grunden for eksempel været, at det jødiske folk har fået lov at opleve gode og fredelige perioder, at jøder på et eller flere steder har været udsat for pres eller direkte været truet på eksistensen, at der i det hele taget er sket politiske eller militære omvæltninger, at mere eller mindre spekulative beregninger har ført til en fornemmelse af, at »noget« var ved at ske, eller at der er dukket en person op på den historiske arena, som nogle synes har haft messianske træk.

Messias

Hvornår kan en person anses for at have været en mulig messias? Jeg har valgt følgende definition – hentet fra en bog af den amerikanske jøde, Jerry Rabow: »En jøde, der har haft betydelig indflydelse på historien, fordi den pågældende har gjort krav på at være en leder, der er udvalgt af Gud til at fremme messianske tilstande, eller fordi hans jødiske tilhængere har troet, at han var en sådan leder«.

Med den definition tages ikke stilling til, om personen har været moralsk god eller dårlig. Heller ikke, om det er lykkedes ham at gennemføre sine ideer. I øvrigt er det ikke diskvalificerende for en jødisk messias at være mislykket.

Sagen er nemlig, at jødedommen fra gammel tid – nogle mener, at ideen allerede findes i Dødehavsrullerne – har opereret med et dobbelt messias-begreb. Grundlæggende skal Messias være af Davids slægt; men han kan godt have en forløber af Josefs slægt – ofte en hærfører, som selv dør i kampen mod fjenderne, og som måske ikke har haft særligt held med sit forehavende.

Når man tænker på resultatet af jødernes krig mod romerne, der blandt andet førte til templets ødelæggelse i år 70, kunne man måske tænke, at det messianske håb ville dø.

Den gruppe, som særligt havde ansvar for templet, nemlig saddukæerne, forsvandt som gruppe. Anderledes med farisæerne, som havde fokus på skriftstudiet og synagogen. Jødisk liv blev efterhånden forankret i Talmud, der indeholder rabbinernes diskussioner og fortolkninger, og som blev færdiggjort omkring år 500 e.Kr.

Gennem traditionerne blev den messianske forventning holdt i live. Op gennem historien kom forventningen konkret til udtryk ved påskemåltidet om foråret og på den store forsoningsdag om efteråret, hvor ordene lød: »Næste år i Jerusalem!«.

Vi vil herefter nævne nogle få af de mange jødiske messias-skikkelser, der har været i tidens løb. Langt det meste af denne artikels indhold er i øvrigt historisk velbevidnet. Enkelte ting er historisk sandhed forstået på den måde, at de har været troet af betydningsfulde personer i og uden for jødedommen.

Simeon Bar Kokhba

Den første af de store messiasskikkelser er Simeon Bar Kokhba. Han blev født i Judæa cirka år 100 e.Kr. Allerede i en alder af 30 år viste han sig som en karismatisk leder både militært og civilt. Han blev i øvrigt båret frem af den samtidige rabbiner Akiva, der med henvisning til 4Mose 24:17 kaldte ham for »Stjernesønnen«.

En anden rabbiner mente, han burde hedde Bar Korziba, der betyder »løgnesønnen«. Kritikken gik blandt andet på, at selv om Bar Kokhba var meget religiøs, så bad han ikke om Guds hjælp før militære slag.

Han tilføjede romerne mange nederlag i Judæa. Endvidere fik han etableret et civilt styre i årene 132-135. De romerske mønter blev omstøbt med nyt symbol og angivelse af antallet af år efter år 132.

Den romerske overmagt var imidlertid for stor, og den messianske fornyelse ophørte med over en halv million dræbte jøder til følge. Også »Messias af Josefs slægt« blev selv dræbt.

Kreta-Moses

En lidt (eller rettere: meget) speciel messias var en jøde på øen Kreta. Han kaldte sig Moses og stod frem i 440 e.Kr. Han havde fordel af, at nogle spekulative årstalsberegninger førte til, at der skulle ske noget særligt netop på hans tid. Han fik en skare til at opgive deres erhverv og overdrage værdierne til ham. Til gengæld lovede han, at han ville føre Kretas jøder til Jerusalem ved at få Middelhavets vand til at dele sig.

Moses på Kreta fastsatte en dag for vandringen til Jerusalem. Hans tilhængere gik ud i vandet, medens han blev stående på bredden med alle værdierne. Mange af »hav-gængerne« druknede, men nogle blev reddet af fiskere. Moses selv forsvandt.

Måske har han kendt en bemærkning i Talmud, hvor der står, at ved udvandringen af Egypten på Moses’ tid gik en af israelitterne ud i Det Røde Hav, indtil vandet nåede hans næsebor. Først efter den troshandling delte vandet sig.

Serenus

En anden speciel fyr var Serenus fra Syrien. Oprindelig var han kristen, men konverterede til jødedommen.

Fra cirka 720 drog han rundt og prædikede og proklamerede, at han var Messias. Han fik mange tilhængere, hvilket sikkert skal ses i sammenhæng med de omvæltninger af samfundsstrukturerne og det kaos, der fulgte efter den muslimske fremmarch på den tid.

Serenus formåede at udnytte situationen til et opgør med de jødiske traditioner, hvilket skulle være en del af en ny messiansk æra. I den forbindelse lovede han, at jøderne ville komme til at flyve tilbage til Israel. De syriske jøder troede ham, og rygtet om ham spredtes til andre lande, hvorfra jøder rejste til Syrien for at overdrage deres værdier til Serenus.

Det fik dog de muslimske myndigheder til at reagere. Kaliffen rasede over bedrageriet og fik Serenus dømt til døden.

Abu Isa

Fra den tid nævner vi også Abu Isa i Persien. Han grundlagde en sekt med nye rituelle regler. For eksempel tillod han spisning af flæsk, hvilket Gud havde givet ham tilladelse til i en profeti.

Han trådte frem i Isfahan i 750 med budskabet om, at han var den sidste af de store profeter. I sin religiøse praksis lånte han elementer fra både islam og kristendom. Nogle af hans tilhængere mente i øvrigt, at Abu Isa havde kontakt med Israels ti forsvundne stammer.

Tilhængerne benægtede hans død i 755. De mente, at han var undsluppet og havde gemt sig i bjergene. Derfor bestod sekten (isaviterne) i cirka 300 år.

David Alroy

En interessant skikkelse fra 1100-tallet skal nævnes, nemlig David Alroy. Han havde sine rødder i Khazarriget nord for Sortehavet, men voksede op i Kurdistan.

Faderen mente, at han selv var Elias, og at sønnen derfor måtte være Messias. Sønnens popularitet voksede, da det rygtedes, at han på underfuld vis var undsluppet et fængsel, og det fortaltes, at der helt i Bagdad var jøder, som mente, de skulle flyve til Jerusalem på englevinger.

Endelig fortælles, at en tyrkisk sultan, der var ven af det jødiske folk, sørgede for, at den falske messias blev halshugget.

Hele hans historie har flere gange været udgivet i bogform, blandt andet i 1833 af jøden Benjamin Disraeli, som blev konservativ premierminister i England.

David Reuni

Vi bevæger os nu til Europa, hvor situationen blev præget af jødeforfølgelser og af, at jøderne i forbindelse med korstogene kom i klemme mellem muslimer og kristne.

I Spanien fik jøderne valget mellem at blive dræbt, at flygte eller at (tvangs)konvertere til kristendommen. De, som valgte det sidste (marranerne), levede ofte i det skjulte som jøder. Endvidere bærer tiden præg af en stærkere optagethed af kabbalismen, det vil sige den jødiske mystik, som blandt andet bygger på værket Zohar fra 1275.

Fra denne periode skal nævnes to personer. For det første David Reuni. Efter en rejse i Mellemøsten dukkede han i 1523 op i Venedig og præsenterede sig som bror til en person ved navn Josef, der var hersker over de ti stammer. Som øverstkommanderende for en hær, som skulle ophæve det tyrkiske herredømme over det hellige land, ville han indgå et forbund med pave Clemens VII. De tvangsdøbte jøder fra blandt andet Spanien flokkedes om ham, og en af dem, Salomon Molko, konverterede tilbage til jødedommen.

Sammen opsøgte de herefter den tysk-romerske kejser, Karl V, for at vinde støtte. Men kejseren lod den ene returnere i lænker til Spanien, mens den anden blev brændt på bålet.

Isaac Luria Ashkenazi

Den anden person fra denne periode er Isaac Luria Ashkenazi (1534-1572). Han nævnes, fordi han var med til at forstærke den nordisraelske by Safeds rolle som centrum for studiet og udbredelsen af jødisk mystik.

Han bosatte sig selv i Safed i 1570. De sidste to år af sit liv udviklede han for sine studerende en teori om, at Messias kommer, når alle jøder deltager i indsatsen med at få verden til at blive et godt sted at bo (udøver »tikkun«). Selv troede han, at han var Messias.

Shabbetai Zvi

Den anden af de to største og mest kendte jødiske messias-skikkelser (ved siden af Bar Kockba) er Shabbetai Zvi (1626-1676).

Han stammede fra Smyrna i Tyrkiet, hvor han studerede hos en rabbiner. Som 15-årig afbrød han studiet til fordel for et kabbalah-studie. Ind imellem opførte han sig bizart. Det fortælles, at han under en synagogetjeneste pludselig udtalte Guds hellige navn, JHVH. Man regner i øvrigt med, at han var maniodepressiv.

Under et besøg i Egypten giftede han sig med en forældreløs polsk-jødisk pige, Sara, med et tvivlsomt rygte – måske inspireret af profeten Hoseas’ ægteskab. Alligevel blev han respekteret for sin lærdom.

Ved askese og andre religiøse handlinger håbede han på helbredelse. I den forbindelse besøgte han profeten Natan i Gaza. Men denne overbeviste ham i stedet om, at han i virkeligheden var Messias.

I 1666 rejste han til Istanbul for at afsætte sultanen, der var hersker over Israel. Han blev i stedet arresteret og fik valget mellem en pinefuld død eller at konvertere til islam. Han valgte det sidste. Til sidst blev han forvist til Albanien og døde som 50-årig.

Hans konvertering til islam var et voldsom slag for messianismen. Men shabbetainismen levede videre i mindre kredse.

Ba’al Shem Tov

Inden vi når frem til nutiden, bør endnu en betydningsfuld person nævnes, nemlig grundlæggeren af hassidismen, som er en bevægelse med messianske aspekter.

Israel Ben Eliezer (1700-1760) opnåede at få 100.000 tilhængere, men gjorde ikke krav på messias-titlen. Hassidismen er en jødisk retning med flere forgreninger, som ikke lægger vægt på systematiske og rationelle begrundelser, men lægger stor vægt på det praktiske liv. Når hassidismen taler om livet, sker det med enkle billeder og folkelige fortællinger, som det er let for jævne mennesker at forholde sig til. En slags pietisme, som lægger vægt på gode gerninger, men gjort med smil, livsglæde og gerne med munterhed.

Staten Israels betydning

Herefter vil vi nævne vor egen tid. Tilblivelsen af staten Israel i 1948 havde for nogle en messiansk betydning.

Alligevel var det ikke messianisme som begreb, der kom til at stå stærkt. Det kan der være flere grunde til. Der var ikke en messias, der tog sig af hjemkomsten eller optrådte som den store hærfører. Det store flertal så snarere statens genfødelse som et resultat af et stort politisk projekt, især inspireret af Theodor Herzl, den politiske zionismes grundlægger.

Menachem Mendel Schneerson

Endelig nævner vi én fra vor egen tid, nemlig rabbiner Menachem Mendel Schneerson. Han blev født i Rusland i 1902, uddannede sig på Sorbonne og flyttede til USA i 1941. Hans far var en kendt Talmud-lærer og dertil kabbalist.

Schneerson var en dygtig leder. Under ham voksede Habad-bevægelsen markant og udviklede sig til en verdensomfattende organisation, der arbejdede intenst for at bringe verdslige jøder tilbage til ortodoks jødedom. Det ville efter hans opfattelse nemlig fremskynde Messias’ åbenbaring.

Habad-bevægelsen har altid været præget af en stærk messiansk forventning. Men specielt efter Golf-krigen i 1990-91 lod Schneerson forstå, at vi snart ville begynde at se tegn på en messiansk æra.

Hans tilhængere blev grebet af en akut og særdeles stærk messiaslængsel, og mange var overbeviste om, at Schneerson selv var Messias.

Imidlertid døde han i 1994 – uden at den messianske tid kom. Det er før i historien sket, at en messias er død, og at der er givet forskellige forklaringer på, hvad der skete med den pågældende. Når det drejer sig om Schneerson, mente mange af hans tilhængere, at det jødiske folk endnu ikke var værdigt til at modtage Messias. Derfor må der udfoldes endnu stærkere anstrengelser i studiet af Torahen og et liv itikkun.

Hvad med Jesus?

Blandt jøder er der forskellige opfattelser af Jesus. Nogle har et meget positivt syn på Jesus. Han betragtes som en af jødernes egne, af nogle tilmed som en kvalificeret jødisk messias på linje med andre messias-skikkelser.

Alligevel er der en grænse. Han var nok søn af David, men hans fremtræden førte ikke til, at der kom »messianske tilstande«, det vil sige materiel forløsning for Israel og verden. Jesus ville ikke engang deltage i et oprør mod Rom, end ikke ved at nægte Roms ret til skatter. Dertil kommer, at en jødisk messias nok kunne være udvalgt af Gud, men ikke være ét med Gud. Endelig er Jesu opgør med sin samtid om at være træl under synden (Joh 8), ifølge mange jøder særdeles ujødisk.

I Kristeligt Dagblad (27.12.2008) gav overrabbiner Bent Lexner udtryk for følgende forståelse: »Jesus var en lille jødedreng. Født af en jødisk mor, omskåret på ottendedagen, er opdraget i den jødiske tro, har opfyldt de jødiske love og gået i rabbinerskole ligesom jeg … Først senere … har han fået status som Guds søn, Messias«.

Også for kristne er Jesus menneskeligt talt jøde. Men han er mere. Han er frelserkongen, Messias, som skulle lære os at kende frelsen i vores synders forladelse (Luk 1:77). At Jesus bar vor skyld bort, er netop det største takkeemne for os kristne.

Men der er noget, vi som kristne kan lære af vore jødiske venner. De bibelske løfter om Messias er ikke alene åndelige. De er også materielle. Da han kom første gang, kom han i fattigdom og ringhed. Når han komme anden gang, kommer han i kraft og megen herlighed.

Messias-løfterne i Det Gamle Testamente er først opfyldt, når de er helt opfyldt. Sådan som også apostlen Peter udtrykte det: »Han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud i fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund« (Apg 3:21).

Kilde: Ordet & Israel november 2009

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • Guds revolution – Esajas 59 Det med revolution er de kristne vel nærmest imod. Og når revolutionære ideer og begivenheder er fejet henover kontinentet, har det normalt ikke været med kristen tilslutning. […]
  • Den store plan om Guds rige Gud har lagt en plan for, hvordan hans herredømme igen kan blive udøvet på jorden. Samuel Roswall skriver om planen og om gennemførelsen af den. Hvad er det, hele Guds frelsesplan […]
  • Den kristne dåb på jødisk baggrund Uden forklaring af nogen art siger Jesus til hans disciple, at de skal døbe. Men hvad vil det sige at »døbe«? Hvordan kunne disciplene vide, hvad det var, Jesus ville have dem til at […]
  • Når Jøder nærmer sig Jesus Jøder har gennem tiden forholdt sig til Jesus på meget forskellige måder. Samuel Roswall giver nogle eksempler på forskellige holdninger og sætter derved vor tids messianske jøder ind […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development