Jonas bog er en af de mest omdiskuterede bøger i det gamle testamente, sikkert fordi den rummer en af de mest kendte og elskede beretninger i hele bibelen; beretningen om Jonas og havdyret, kendt af unge og gamle, kirkegængere og kirkefremmede.
Bogen har været under så massivt et angreb, at selv folk i kirken har et problem med den. Men hvordan skal vi forstå bogen? er det en historisk bog? er den symbolsk? trækker den på gamle myter for at fremhæve en række belærende moraler? Buddene har været mange, særlig fordi mange i dag, trods deres uenighed, ser ud til at være blevet enige om en ting: en historisk kendsgerning kan den i alt fald ikke rumme. Men kan det nu også passe?
Denne artikel er ment, dels som en indledning til Jonas bog, dels som et opgør mod det teologiske hovmod, der har rejst sig mod denne bog.
En historisk person
Lad os først spørge, hvad ved vi egentlig om profeten Jonas? Virkeligheden er, at vi ikke ved særlig meget om ham. Navnet Jonas betyder due, hans far hed Amittaj, der betyder noget i retning af retsindig (Jon 1:1). En Jødisk tradition siger, Jonas var enken fra Sareptas søn, som Elias opvakte fra de døde (1Kong 17:8-24). Det er selvsagt ikke noget, vi kan hverken af- eller bekræfte, men tiden passer nogenlunde. Samtidig har det været spekuleret, om han har været en af eleverne på Elisas´ profetskole (Kaldet Profetsønnerne [DA31]) (2Kong 2:15; 4:1; 9:1). Dette synes også at have været en mulighed.
Lad os så spørge, om hans bog er et historisk dokument. Lad det være sagt med det samme, hvis undere sker, er der ingen reel grund til at benægte, at Jonas er historisk. Problemet er selvsagt, at mange moderne teologer simpelthen opererer ud fra den grundsætning, at undere ikke finder sted og derfor søger de at omfortolke bogen, så de kan redde en eller anden moralsk opløftende pointe udfra skriftet. Men for os der kender Gud, ved vi, at vi tilbeder underers Gud. Han har magt til at skabe, opretholde og oprejse de døde på den yderste dag.
Jonas og hans profetiske tjeneste er nævnt i en historisk bog (2Kong 14:25). Jonas var altså en rigtig profet under Jeroboam II’s regeringstid (793-753 f. Kr.). Hvad mere er, at Jesus henviser til Jonas som en historisk person og bogens indhold som virkelige begivenheder (Matt 12:38-41; Luk 11:29-32). Hvis man ikke tror på Jesus, har man altså større problemer, end hvorvidt Jonas bog er historisk korrekt. I Jesu omtale af Jonas er vi inde på noget helt centralt og den virkelige grund til, der er kastet så meget tvivl om bogens oprigtighed.
Dårskab og vantro
Det kan undre, at vantroens verden, der tror lige så lidt på Daniels venner i ildovnen (Dan 3:21-27) som den ulydige profet i havdyrets mave, let og elegant skøjter hen over beretningen fra Daniels bog, men i utallige bøger skriver stolper op og stolpe ned om ”Jonas og hvalen”, men det er der netop en meget god grund til. Hvor beretningerne om Daniels venner forkynder om Guds beskyttelse og værn, rummer beretningen om Jonas så meget mere.
”For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.” (Matt 12:40) Sådan lød Herrens svar til de skriftkloge og farisæere, der krævede et tegn af ham. Djævelen er ganske udmærket klar over, at hvis han kan så tvivl om Jonas i maven på havdyret, så har han samtidig sået tvivl om det helt centrale i kristendommen og afgørende for menneskers frelse. Jesu Kristi død og opstandelse.
Skriften siger: For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået… (1Kor 15:16-20a). Halleluja Kristus ER opstået, præcis ligesom Jonas var i maven på havdyret i tre dage og tre nætter og blev kastet op på den tørre jord.
Ja, Herren er opstanden, og derfor er den kristne tro netop ikke forgæves, men en levende tro. Vi lever og taler hver dag med vor Herre og Gud, og derfor kan vi ikke andet end at trække lidt på smilebåndet, når teologer prøver at bilde os ind, at hverken Jonas i havdyrets bug eller Herrens opstandelse var historiske begivenheder. Ja, smile lidt af det kan vi, men smilet må dog ikke blive for bredt, for når vi er inde omkring sådanne spørgsmål som opstandelsen, så er vi inde omkring noget ganske alvorligt, nemlig spørgsmålet om frelse og fortabelse. Vi kan da som kristne sagtens se, at beretningen om ”Jonas og hvalen” er både usandsynligt og tåbelig. Men det er jo netop, ifølge bibelen, det usandsynlige og tåbelige, der er Guds frelsesvej: ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet: De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre. Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om” (1Kor 1:18-21).
Jo, der er god grund til at bede mod det stolte akademiske hovmod på de teologiske fakulteter, ikke så meget på grund af, at de kristnes tro skulle lide skade af alt det sludder, der kommer fra den kant, men for ”de vise i verdslig forstand” og mod de hængelåse denne verdens visdom søger at lægge på menneske hjerte, så døren forbliver stænget, den dag Herren banker på.
Om bagrund og profeti
Jonas virkede som sagt som en profet i nordriget, og han var nogenlunde samtidig med profeten Amos. Under hans virke oplevede nationen Israel rent verdsligt en periode med relativ fred og fremgang. Både Syrien og Assyrien var svage, hvilket gjorde det muligt for Jereboam II at udvide Israels grænser, så nationen var nogenlunde lige så stor som på kong David og Salomos tid. Det var til gengæld rent åndeligt en meget fattig tid. Gudsdyrkelsen i templet var ikke andet end rituel og ceremonialt. Afgudsdyrkelsen sneg sig ind over alt. Lov og retfærdighed for den fattige i landet var noget nær ikke eksisterende. Den materielle fremgang og velstand havde efterladt nationen i moralsk, etisk og åndeligt fallit. Derfor dømte Gud nordriget til undergang ved Assyrens hånd i 722 f.kr., som han havde forudsagt ved sine profeter (2Kong 17:1-23). Den komplette omvendelse af storbyen Nineve blev måske hjulpet på vej af, at byen havde oplevet to sygdomsepidemier i 765 og 759 samt en solformørkelse i 763 f.kr. Dette kunne have modnet byens indbyggere til Jonas’ budskab.?
Ved en første gangs læsning af bogen kan det undre, at den står under den profetiske litteratur, da der kun er en direkte profeti i hele bogen, og den går ikke i opfyldelse (Jon 3:4). Men det er dog ikke som en direkte profeti, denne bog har sit værd. Det er derimod som ”billedprofeti”. Bogen peger meget stærkt frem mod Jesu død og opstandelse og ikke nok med det, den giver os også et profetisk billede af nationen Israels virke i frelseshistorien. Men det må vi komme ind på i en fremtidig artikel.
Vil den virkelige forfatter rejse sig op
Hvem har egentlig skrevet Jonas bog? Det har været til stor diskussion, særligt efter liberal teologien har vundet indpas i de teologiske fakulteter verden over. Nogle såkaldte bibelforskere har argumenteret for, at bogen umuligt kunne være skrevet før det babylonske fangenskab og altså derfor heller ikke af profeten selv. Begrundelsen skulle være, at bogen gengiver Guds kærlighed, ikke blot til Israel, men også til Israels fjende, hvilket de anser som usandsynligt. Det er selvfølgelig et jammerligt argument for den, der har mødt og kender Gud, den, der hører Herren til, hører hans røst også når han siger: Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer (Luk 6:27-28; Joh 10:27). Sådan kunne profeten Jeremias på Guds vegne skrive til Israels folk i den babylonske landflygtighed: ”Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg har ført bort fra Jerusalem til Babylon: Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre! Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt.” (Jer 29:4-7)
Bogen selv fortæller os ikke, hvem forfatteren er, det sammen med, at Jonas konsekvent bliver henvist til i tredje person, har fået mange til at mene, at profeten ikke er forfatteren til bogen, særligt blandt dem der i forvejen forkaster bogen som legende eller myte. Der er dog en række argumenter, jeg gerne vil have lov til at trække frem, der er med til at understøtte, at Jonas virkelig er forfatteren til denne lille perle i den bibelske kanon.
For det første må vi gøre os klart, at det på ingen måde er usædvanlig rabbinsk praksis at omtale sig selv i tredje person. Eksempelvis skriver Moses om sig selv, at “manden Moses nød stor anseelse i Egypten, både hos Faraos hoffolk og hos folket” (2Mose 11:3). Også profeten Samuel omtaler sig selv i tredje person i 1Sam 12:11. Og går vi til det nye testamente, ser vi, at også Paulus forsætter denne jødiske tradition, som den skrifttro rabbiner han er. Efter sin bortrykkelse til den tredje himmel, begynder han sin beskrivelse af denne begivenhed ved at skrive: “Jeg kender et menneske i Kristus, Og jeg ved om dette menneske” (2Kor 12:1-5).
Det er altså på ingen måde underligt, eller skulle på nogen måde bevise, at Jonas ikke er forfatteren, fordi han i skriftet er omtalt i tredje person. Tværtimod vidner dette om, at Jonas fastholder en lang og stolt rabbinsk tradition.
For det andet: starter Jonas bog “Herrens ord kom til Jonas” (Jonas 1:1). Lignende åbninger har Hoseas, Joel, Mika, Zafainias & Zakarias, altså er det en begyndelse, vi ville forvente til et profetisk skrift skrevet af en Guds profet og er endnu et vidnesbyrd på, at skriftet virkeligt er skrevet af Jonas.
For det tredje: De selvbiografiske oplysninger peger på Jonas som forfatter (Jonas 2:2-10). Når vi kommer til kapitel 2 i Jonas bog, møder vi nemlig en meget personlig og inderlig bøn, og det er svært at skulle forstille sig, at sådanne oplysninger om en profets inderste bønsliv, nødsråb og lovprisning mutters alene i maven på et havdyr, skulle kunne stamme fra nogen anden kilde end profeten selv.
Sidst vil jeg påpege, at Guds folk gennem tiden har fastholdt, at Jonas skulle være forfatteren, og det ville da være dumt at forkaste denne overbevisning, udelukkende pga. hvad selvophøjede teologer i vantroens golde haller nu en gang måtte mene. Det ville være noget nær umuligt at tænke sig, at skriftet ville blive godkendt i den bibelske kanon, for slet ikke at nævne at Jesus ville godkende det, hvis det virkelig var en senere tilføjelse, som nogen påstår.
Er der da nogen seriøse teologer, der tror på det?
Her afslører Jonas igen det intellektuelle hovmod, der findes hos nogle ”skriftkloge” mennesker. Jonas var nemlig fra Gat-ha-Hefer, der lå i Zebulons stammeområde ca. 4 km nord for Nazaret i Galilæa og umiddelbart vest for Meshhed, det traditionelle sted for Jonas’ grav (2Kong 14:25).
Da Jesus underviste på løvhyttefesten, stod folket og undrede sig. Snakken gik: Ham Jesus lyder da som Kristus? Men kommer Kristus virkelig fra Galilæa? Kommer han ikke fra Betlehem? Hvordan hænger det sammen med skriften? Mens folkets stod og undrede sig, havde ypperstpræsterne sendt tempelvagterne ud for at arrestere Jesus.
Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: »Hvorfor har I ham ikke med?« Tempelvagterne svarede: »Aldrig har noget menneske talt sådan.« Farisæerne spurgte dem så: »Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet.« Nikodemus – det var ham, der tidligere var kommet til Jesus, og som selv var en af dem – siger til dem: »Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?« De svarede ham: »Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der ingen profet fremstår i Galilæa.« Så gik de hver til sit. (Joh 7:45-53)
Lad os lægge mærke til to ting i teksten her. For det første: Mens folket står og debatterer, hvordan Galilæa og Bethlehem hænger sammen med Kristus ud fra skriften, så har den skriftkloge elite i deres hovmod allerede afgjort sagen. Det er kun den vildførte og forbandede pøbel, der tror på Kristus. Begrundelsen er ikke noget, Jesus har sagt eller gjort. Begrundelsen er, at ingen af rådets medlemmer eller fra farisæerne tror på ham, og alle og enhver ved jo, alt hvad eliten tror og mener, det er det korrekte, og derfor har folket bare at følge efter.
Den næste vi skal lægge mærke til, er svaret på Nikodemus (en af de få vise rådsmedlemmer) indvending. Nikodemus pointerer, at man ikke skal gøre sig selv til dommer i en sag, før man har undersøgt den grundigt og nøje. Det burde give sig selv, men ikke i hovmodets verden. Her starter man med et angreb: Du er måske også fra Galilæa? Underforstået pas på du ikke kommer til at dele fællesskab i vores dom over Jesus. Dernæst kommer de med den afslørende udfordring: ”Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa.” Det er netop her, at de røber, at de nok ikke er så skriftkloge endda. Profeten Jonas der skulle blive sådan et smukt billede på Jesu død og opstandelse, var jo netop fra Galilæa.
Et andet typisk eksempel vi ser her er, at i stedet for at holde et bibelstudie om sagens rette sammenhæng, så går de hver til sit. ’Vi er de skriftkloge, vi har ret, se selv efter i skriften, men ikke om vi vil bruge tid på at bevise det.’ Det der skulle være teologernes fornemmeste opgave, er jo ikke at diktere, hvad vi andre skal tro og mene, men at hjælpe os til at se, hvad bibelen siger om dette og hint. Hvor er det afgørende, at Guds menighed bliver forvandlet til Berøanere, der tager imod ordet med al god vilje og samtidig dagligt gransker skriften for at se, om det forholder sig således, som der bliver forkyndt for os (Apg 17:11).
På knæ, de professorer for den hellige skrift.1
Hvad kan vi lære af denne begivenhed på løvhyttefesten? For første kan vi lære, at ikke alt hvad vi læser i bibelen er sandt – men bibelen er sand, for den giver en sandfærdig beskrivelse af, hvem der sagde hvad, hvornår og hvordan, den gengiver lige så trofast djævelens: har Gud virkelig sagt, som vor Herres: jeg er vejen, sandheden og livet. Du kan fuldt ud stole på dens ord, omend det kræver, du nogle gange graver lidt dybere end en overflade læsning af teksten.
For det andet kan vi lære, at ”den sunde lære” på ingen måder er garanteret af skriftkloge mennesker og lange universitetsuddannelser. Vi har i middelalderens romerkirke med rædsel set, hvad sådan et præstestyre, der sætter sig over Guds ord, fører til af uhyrligheder. Gud fri os fra hele den ’tilbage til romerkirken bevægelse’, der er i gang i mange protestantiske kirkesamfund i dag. Guds familie findes ikke der, hvor en elite sidder og troner over menigheden, men der hvor mennesker hører Guds ord og handler efter det (Luk 8:21).
Vi lærer, at der kan være to forskellige måder at drive teologi på. For det første kan man søge at forme sin teologi efter, hvad skriften siger, eller også kan man søge at ændre skriften alt efter sit teologiske udgangspunkt. I gamle dage betød det at fortolke bibelen, at prøve at forklare hvad teksten sagde, og så måtte mennesker ellers tro det eller lad være. I dag betyder det at fortolke bibelen, at prøve på at få teksten til at sige det, jeg tror eller mener. Derfor bliver det så nemt at affeje tekstnær og sund bibelsk forkyndelse med parolen om, at skriften kan fortolkes på mange måder, og således får man retfærdiggjort at skaffe sig lærere i massevis efter ens eget hoved (2Tim 4:3).
Ypperstepræsterne og farisæernes udgangspunkt var, at Jesus umuligt kunne være Kristus, og derfor blev deres teologi derefter. Mange teologiprofessorers, rundt omkring i verden, udgangspunkt er, at Jonas umuligt kunne have været i havdyrets mave i tre dage og tre nætter, og derfor bliver deres teologi derefter. Forslagene har været både mere og mindre fantastiske, end hvad teksten reelt giver udtryk for. Det hele var bare en drøm, Jonas havde, eller måske var det bare en død hval der lå og flød rundt, som profeten kunne klamre sig til? Nogle har endda foreslået, at Jonas blev samlet op af et skib, der havde et havdyr som galionsfigur, og åbenbart var så dum og enfoldig, at han ikke kunne kende forskel på et skib og et dyr. Man må jo krumme tæer og spørge, om det akademiske hovmod slet ingen grænser kender? Der er intet underligt eller fordækt i at spekulere, når bibelen giver sparsomme oplysninger, men vil man gerne bryste sig af at være videnskabelig, så må man, i teologiske sammenhænge, gøre det på skriftens præmisser. Her mindes man den gamle indre missionske høvding William Becks ord: På knæ, de professorer for den hellige skrift.
Nicki Andersen
1 Skulle en eller anden nu mene, jeg er for hård ved vores fine teologer, må jeg sige, at mit anliggende selvfølgelig ikke er at skære alle teologer over en kam, der findes masser af teologer verden over, der ”driver teologi på skriftens præmisser og bøjer knæ for Gud i himlen”. Pris Gud at han bruger både en Peter og en Paulus. I dansk sammenhæng takker jeg særligt for Dansk Bibel Institut (de teologer der er uddannet derfra og de venner og bekendte jeg har fået derigennem), og opfordrer enhver med et kald og en ekstra mønt på lommen til at støtte denne danske bibeltro teologiuddannelse. Det er intet mindre end de danske prædikestoles fremtid, det handler om. – Du kan støtte her.
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
