Højsangen: Sang nr. 2: Brudgommen kommer [Kap 2:8-17]

Foto: Max Pixel

Sulamit genkender brudgommens røst og ser ham komme [kap. 2:8-9]

’Hør min elskedes røst’ [KJ], udbryder Sulamit. Selv på lang afstand genkender hun øjeblikkelig hans stemme og fyldes med glæde, og opfordrer sine tilhørere til også at høre hans røst. Ved dette forbillede opfordrer Herren os til at altid lytte til hans røst og være årvågen, når han ’på lang afstand’ taler til os fra Himmelen, se Heb 12:25. For kun ’den, som har øre, han [eller: kan] høre, hvad Ånden siger til menighederne’, Åb. 2:7. Og dermed være rede til at møde ham, når han kommer igen.

’Han kommer i løb over bjergene..’ Som den fortabte søns fader løber ham i møde, således løber vor brudgom og Frelser den i møde, som længes efter ham, Luk 15:11-32. Han kommer nærmere og ser nu gennem vinduets gitter, v. 9. Det er et sindbillede på Jesus, som kommer og ser ind i den enkeltes sjæl, om den er rede til at byde ham ind. For, som han siger: ’Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig’ Åb. 3:20.

At ’han kommer i løb over bjergene’ kan også henvise til, at Jesus snart kommer igen, Åb. 22:7,20. I så fald repræsenterer bjergene den fysiske afstand, som der nu er mellem ham og os. Af sammenhængen ser det dog ud til, at verset er et billede på det nærvær, som vi har med Kristus i vores trolovelsestid med ham her på jorden. Og derfor vil han altid skynde sig at komme os til hjælp, når vi kalder på ham. David beskriver det på denne måde: ’Du bøje dit øre til mig; red mig i hast og vær mig en tilflugtsklippe, en klippeborg til min frelse’; thi du er min klippe og min borg. For dit navns skyld lede og føre du mig’, Sl. 31:3-4

Brudgommen svarer, og beskriver den herlige fremtid med ham [kap. 2:10-14]

Ordret står der i vers 10: ’Min elskede tog til orde og sagde til mig: Stå op, min elskede, min skønne, og kom af sted!’. Hvor var det herligt, da han kaldte på os og førte os ud fra mørket til sit underfulde lys. Men vi ved også, at det der skete dengang, ikke er nok. Vi må derfor til stadighed høre hans røst og følge ham.

Vers 11-13 giver et herligt billede på livet med Herren. Før han kom, var det vinter og jorden [vi] trængte til det livgivende vand. Men ’nu er vinteren forbi og forårsregntiden ovre; [og hun ser, at] blomsterne kommer til syne på jorden; fuglenes sangtid er kommet, og turtelduernes kurren høres i vort land; figentræet svulmer med grønne frugter; vinstokken blomstrer [og] udspreder sin duft’ [delvis efter KJ].

Bibelen har mange lignende illustrationer af forårets og sommerens komme som billeder på det nye liv, vi har i Kristus. Han, som har ført os til dette vidunderlige sted, som han har lovet. Figentræet og vinstokken er billeder på den velsignelse, som vi er under og lever af, når vi tilhører ham. Et eksempel herpå læser vi i 1Kong 4:25, hvor der står: ’Juda og Israel boede trygt, så længe Salomon levede, hver mand under sin vinstok og sit figentræ..’.

Disse vers i Højsangen er samtidigt også et fantastisk billede på 1000-årsriget og evigheden, hvor vi for evigt er under Herrens velsignelse. I Joel 2:21-2 beskriver denne vidunderlige tid således: ’Fryd dig, vær glad! Thi Herren har udført store ting.. Thi ørkenens græsmarker grønnes, og træerne bærer frugt; figentræ og vinstok giver alt, hvad de kan. Og I, Zions sønner, fryd jer, vær glade i Herren jeres Gud! Thi han giver jer føde til frelse, idet han sender jer regn, tidligregn og sildigregn som før. Tærskerpladserne skal fyldes med korn, persekummerne løbe over med most og olie… I skal spise jer mætte og love Herren jeres Guds navn, fordi han handler underfuldt med jer; og mit folk skal i evighed ikke blive til skamme’.

Som vi ser, er det specielt figentræet og vinstokken, som bliver nævnt i dette vers og i Højsangen. I bibelen er disse åndeligt knyttet sammen og giver forskellige billeder på Israels land og folk, og beskriver, om de er under Herrens velsignelse eller ej, se fx Joel 1:2, Hag 2:19, Matt 21:19. Når Jesus derfor i Matt 24:32-33 fortæller dem en lignelse om figentræet, ved tilhørerne straks, at han taler om Israels og folkets fremtid: ’Lær en lignelse om figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren..’

I vers 14 beskriver brudgommen sin brud som ’en due i fjeldets kløfter’. Det var i disse klipper, at duerne søgte ly mod vinterens storme og kulde, og er derfor et billede på, at vi på samme måde må være ’som en due’ og søge ly og beskyttelse på ’den åndelige klippe’, som er Kristus, for dér at synge med på salmen, som indeholder disse linjer:

Du evige klippe, hos dig er der ly.
Til dig i min trængsel jeg altid vil fly.

Sulamit: fang os de små ræve, som hærger vinen [kap. 2:15]

De små ræve, som der henvises til, var dengang en plage i Israel, fordi de eksempelvis gravede sig ind under vingårdens gærder for at gnave i vinrankernes rødder, stammer og blomster, og var årsag til, at vinhøsten blev mere eller mindre ødelagt. Det var derfor vigtigt at fange dem.

Men hvorfor fortæller Sulamit om dette problem lige efter, at brudgommen har fortalt om den herlige fremtid og hvordan han vil beskytte hende. Som kommende brud er hun naturligvis bekymret for, at de små ræve skal ødelægge brudgommens vingårde. Når vi ved, at vingården er et billede på menigheden, bliver det tydeligt, at ’de små ræve’ er identiske med de tyve og røvere, som ifølge Jesus ’kommer for at stjæle og slagte og ødelægge’, Joh 10:10.

Selvom vi har skriftens ord for, at ’intet kan skilles os fra hans kærlighed’, så længe vi er hos ham, så betyder det ikke, at der så ikke er noget eller nogle ’små ræve’, som kan ødelægge dette forhold.

De små ræve er derfor billeder på den synd eller ligegyldighed, som afgnaver Helligåndens duftende blomster for at hindre frugterne i at komme frem i den vingård, som er hans. De små ræve kan se uskyldige ud, men er det ikke!

Derfor er det livsvigtigt for vores liv med Herren, at de bliver afsløret og fanget. I Rom 6:23 står: Syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Sulamit: Han er min og jeg er hans [kap. 2:16-17]

For at få et inderligt og ret forhold til brudgommen, så er det altså vigtigt at få alt det væk, som skader dette forhold. Først da kan vi til fulde erfare den himmelske herlighed og rigdom i det ord, hvormed bruden sammenfatter sin lykke: ’Min elskede er min og jeg er hans, som vogter hjorden blandt liljerne’. Ordene ’jeg er hans’, betyder konkret, at vi har fået del i hans retfærdighed og hellighed; hans liv og lys, hans fred og glæde, i hans himmel og evige salighed. Alt dette og mere til har han i sin store kærlighed skænket til mig. Det er brudens rigdom at kunne favne sin brudgom og sige: du er min og jeg er din for evigt!

Sulamit tilføjer, at ham, som hun tilhører, vogter sin hjord blandt liljer. Brudgommen har tidligere omtalt hende som en lilje på marken og som et af fårene i hans hjord. Nu føjes disse to billeder sammen for åndeligt at beskrive, at hver enkelt troende i brudgommens hjord også er ’en lille blomst i Herrens have’, som det lyder i et kristent vers.

’Til dagen svales og skyggerne længes!’ I løbet af dagen har hun hørt ham tale om den dejlige, lyse sommertid, som er på vej [et billede på evigheden]. Hun tilhører ham og hun længes nu efter, at han billedligt løber hende i møde ’som den unge hjort over på adskillelsens bjerge’ [KJ], jfr. v. 8. Dette er et billede på, at selvom Jesus, er hos os ved sin Ånd, så er han alligevel ’gået bort for at gøre en plads rede’ for os i Himmelen, Joh 14:2. Men, siger Jesus [til Peter]: ’Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig’, Joh 13:36. Muligvis er det denne adskillelse mellem Kristus og os, som forbilledligt bliver beskrevet som adskillelsens bjerge i Højsangen?

Lignende indlæg:

DA31: Daniels Bog 101 I Perserkongen Kyros tredje Regeringsår modtog Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og […]
DA31: Zakarias’ Bog 91 Et Udsagn: HERRENs Ord er over Hadraks Land, i Damaskus slår det sig ned - thi Aram forbrød sig mod HERREN - det er over alle, som hader Israel, 2 også over Hamat, som grænser dertil, […]
Jødedommen i dag Hvad er det, der karakteriserer jødedommen i dag, og hvor henter den sine motiver og forestillinger fra? Kan den sammenlignes med jødisk tankegang på Jesu tid, og kan den sammenlignes […]
23. September: Vi, ikke bare de andre VI, IKKE BARE DE ANDRE ”Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort oprør og er veget fra dine befalinger og bud”. (Dan 9:5) Det er profeten Daniel, der beder […]