”Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.” Matt 13:44.
Skatten var skjult. Og sådan er det også med Guds Rige, siger Jesus. Ja, i sandhed, sådan er det. Har Gud da skjult skatten?
Nej, han har åbenbaret den. Han har gjort den så åbenlys, som den kan blive. Men synden har lagt et dække over vore øjne, så vi ikke ser den, skønt vi formelig snubler over den. Vi mindes Jesu vemodige ord til Jerusalem: „Men nu er det skjult for dine øjne.”
Ja, i disse ord har han nævnt vor slægts største tragedie. Vi ser ikke Guds Rige. Israels folk, verdens mest religiøse folk, så ikke Guds Søn, skønt han gik lyslevende imellem dem.
Og nu i dag? Ser menneskene bedre nu?
Ser de på kristendommen som en skat? Det moderne menneske forstår sig godt på skatte og bestiller ikke andet end at grave efter skatte af forskellig slags.
Men de færreste graver i bibelen. De færreste går i kirke. De færreste søger efter skatte lønkammeret.
Forbryderen kender ingen værdifuldere skatte end de, han kan skrabe til sig ved rov og mord. — Ægteskabsbryderen sælger sit legeme og sin sjæl for at skaffe sig sin skat, nogle korte øjeblikkes sanselige lyst. Drankeren sælger ikke blot legeme og sjæl, men også viden og forstand for at få alkoholens dyre gift. Mammontrællen sælger med koldt overlæg både ære og samvittighed for at vinde mammons skatte. Den forlystelsessyge sælger sin sjæl. Stykke for stykke, fordi han ikke kan undvære fornøjelsens kildrende lyst.
Og de hæderlige folk, som hverken myrder eller horer eller drikker eller svirer — de fleste af dem går aldrig i kirke.
Og de, som går i kirke, kommer de der for at sælge alt og få fat i Guds kostelige perle? Kendsgerningerne viser desværre, at de fleste går der for at slippe med så lidt kristendom som mulig. Går de der for at blive omvendt? Nej, når de hører omvendelsens klare og skarpe ord, da forarges de, da går de hen i en anden kirke for at skånes for denne hårde tale.
Er kristendommen en skat for disse mennesker?
Nej, den er et nødvendigt onde. Her ser vi menneskets dybeste nød.
Menneskenes dybeste nød er ikke, at de synder. Heller ikke at de ødelægger sig selv og andre med deres synd. Heller ikke at de sætter sig selv i en bundløs gæld. Heller ikke at de er skilt fra den levende Gud. For alt dette kan de jo reddes fra. Jesus Kristus kan redde alle fra synd og hele skylden og alle syndens følger.
Men når mennesket ikke ser hverken sin nød eller sin fare, hverken sin redning eller sin redningsmand! Se, det er menneskets dybeste nød. Det er syndens værste forbandelse. Man snubler over den himmelske skat, men ser den alligevel ikke.
Men dette kaster også et nyt lys over frelsen.
Synderens frelse består i, at han får skatten at se. At hans blinde øjne åbnes, så han får sin nød at se, sin fare og sin frelser. Det er frelsens egentlige under. Og mon man i vor tid oplever noget under, som er ufatteligere.
Det er over 30 år siden, jeg oplevede dette under. Og jeg har tænkt meget på det i disse år. Men endnu er det mig lige ufatteligt, at Gud fik vendt mit sind så helt om. Jeg ville leve verdsligt. Jeg ville ikke omvende mig. Jeg ville ikke tage synden alvorlig. Men så fik Gud vendt mit sind, så jeg selv ønskede at blive omvendt. Ja, dette skød alt andet til side i mit sind, så at der ikke fandtes noget vigtigere for mig i hele verden end at blive omvendt, ordentlig omvendt. Synden blev mig så bitter og utålelig, at jeg ikke længere kunne leve i den. Og skylden blev mig så tung, at jeg ikke kunne bære den.
Jo, det er et guddommeligt under.
Og dette under er det, som gør, at vi som købmanden i lignelsen bliver villige til at udlevere alt for at få perlen i eje. Og hemmeligheden er, at vi ved Guds under har fået skatten at se.
Det er rigtignok ikke meget af skatten, vi ser i omvendelsens og vækkelsens tid. Men blot det lille glimt, vi får at se, er nok til, at vi vil have skatten i eje, koste, hvad det koste vil.
Før var synden os så kær, at vi forhandlede med Gud og vor egen samvittighed, om det ikke skulle være mulig at få lov at beholde en eneste synd, blot én eneste! Men se nu, når Gud har fået åbnet vore blinde øjne, så vi ser skatten, nu forhandler vi ikke længere om at måtte beholde nogen synd. Nu kæmper vi på liv og død mod alle vore synder. Og det er vor lidelse og sorg, ja vor angst, at vi ikke kan komme løs fra vore gamle synder.
Før søgte vi at sno os fra det fulde og redelige opgør både med Gud og mennesker. Måske havde vi en enkelt synd, som vi syntes, det kostede for meget at bekende. Men se nu, når Gud har fået åbnet vore blinde øjne, så vi ser skatten, nu er vi villige til at ydmyge os og gøre op. Nu frygter vi blot for én ting, at der skal være bedrageri i vor ånd. Derfor endevendte vi gerne vort hjerte, om det lod sig gøre, for at blive ganske sikker på, at der ikke er noget uopgjort derinde.
Før søgte vi enhver udvej til at være hemmelige kristne og slippe for at bekende, at vi måtte omvende os. Og vi førte mange gode argumenter i marken for denne vor tavshed. Men se nu, når Gud har åbnet vore blinde øjne, så at vi ser skatten, nu er vi villige til at tage forhånelsen. Nu kan menneskene få lov til at smile og le, ja håne og spotte, så meget de vil. Nu vil vi dele forhånelsen med vor frelser.
Ja, det er gribende at træffe disse opvakte sjæle, som har fået skatten at se. De har blot én sorg. De kan ikke rigtig få skatten i eje. De ser den og hører om den. De beundrer og længes efter den. De søger og griber efter den.
Af og til har de den også i deres hjerte. De føler noget derinde, som ikke er virket af deres egne tanker og længsler og anstrengelser, men af Gud selv. De føler en usigelig glæde, forskellig fra al glæde, de har haft. Glæde ved at bede, glæde ved at læse bibelen, glæde ved at være sammen med Guds folk, ja glæde ved alt, hvad de gør og tænker på. Nu er de sikre på, at de er omvendt, og at de har fået deres synd forladt, og at de er Guds børn.
Men en skønne dag er glæden borte. Og så er også skatten borte. Den gled dem ud af hænderne. Nu er de igen usikre, hvileløse og fredløse.
Min søgende ven. Jeg har en glædelig nyhed at fortælle dig: Du har skatten! Den er allerede i dit hjerte. Du har dine synders forladelse. Du er et troende menneske. Og når jeg tør sige dig dette, så er det, fordi det står i Guds Ord: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” (1Joh 1:9). For at få syndernes forladelse skal der fra vor side ikke noget mere til end dette, at vi bekender vore synder. Det står jo ganske tydeligt i dette skriftord. Og videre siger dette ord os, at det at bekende sine synder, det er at tro. Altså: Fra det øjeblik, da du bekendte dine synder for Gud, fra det øjeblik var du et troende menneske. For nu, efter at Jesus er død for vore synder, behøves der ikke mere for at blive frelst end at være en synder, som ingen synd vil skjule og ingen synd vil spare, men som kommer og lægger alt frem for sin frelser.
Da går det op for dig, at du misforstod sagen. Du mente, at skatten var den håndgribelige nåde, den glæde og fred og vished, som du følte i dit hjerte. Men nu får du at se, at skatten omfatter tusind gange mere end den lille håndgribelige nåde. Du ser nu, at skatten er Jesus, din korsfæstede og opstandne frelser. Ham har du del i ved troen. Og at tro, det er at komme til Kristus med sine synder.
Så ser du, at du har skatten, enten du er glad eller bedrøvet, enten du er tryg eller bange, enten du er i tvivl eller i uvished.
Amen.
Tale holdt i Danmark 1936
Ole Hallesby
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
