Det israelitiske folks eksistens og dets vej gennem tiderne er yderst forbavsende og samtidig en af de største gåder, som verdenshistorien kan fremvise, ”Kan, De nævne mig et eneste uigendriveligt bevis for Guds eksistens?” spurgte Frederik den Store den danske diplomat Grev Reventlov. ”Ja, Deres Majestæt, jøderne”.

I dag 200 år senere havde den monark fra oplysningstiden nok fundet en ganske anden anledning til at spore en højere magts underfuldt førende hånd bag de uhørte hændelser med dette gamle folk i de sidste årtier.

I 1948 oplevede Israel efter næsten 2000 års adspredelse og undertrykkelse en national genfødelse som suveræn stat i det fædrene land, som andre havde indtaget. Og drevet til forsvar for denne anfægtede ejendom, vandt det 19 år senere den utrolige sejr i 6-dagskrigen over en overmagt, der var sammensvoren med henblik på dets udslettelse. Og alt dette skete med den mørke baggrund i historiens største katastrofe, nemlig den, som kun få år tidligere havde indhentet det af pogromer¹) til overflod forfulgte jødefolk i nationalsocialismens koncentrationslejre og gaskamre.

Netop den tyske brødebetyngede sammenfletning med jødefolkets historie er sikkert grunden til, at der i de sidste årtier i Tyskland er fremvokset en stadig større interesse for alle spørgsmål vedrørende Israel. En interesse som ikke er set lignende før i noget land. Jeg vil i dette kapitel beskæftige mig med følgende 3 hovedafsnit:

I: Israels udvælgelse i den gamle pagt.

II: Israels tilsidesættelse i den nye pagt.

III: Israels forjættede genantagelse.

I: Israels udvælgelse i den gamle pagt

1) Guds frelsesplan som udvælgelseshandling.

Den, der ret vil forstå det bibelske budskab om forholdet mellem Gud og menneskeheden, må først erkende, at dette forhold er begrundet i en udvælgelseshandling af Gud. Til forskel fra de store østasiatiske religioner eller de filosofiske gudside’er er Det gamle og nye Testamente Gud ingen i sig hvilende sidste virkelighed, der med forskelligt resultat kan og må nærme sig mennesket i dets religiøse, sædelige og erkendelsesmæssige stræben. Tværtimod lærer Bibelen os, at Gud på grund af syndefaldet er skjult og ikke kan nås af menneskerne. Kun ved at Gud i sin åbenbaring og i sine genoprettende handlinger træder ud af denne skjulthed, kan det komme til et nyt fællesskab mellem Ham og menneskerne. Men denne Guds selvudlevering sker – og det er det hemmelighedsfulde andet – i form af en udvælgelseshandling. Frelsen kommer ikke til mennesket i form af en almindelig udgydelse.

Tværtimod beror den på Guds evige nådevalg og kommer til os gennem en række historiske udvælgelser af bestemte mennesker og fællesskaber ud af midten af den til enhver tid større kreds. Udvælgelsen svarer derfor også altid til en forbigåelse eller forkastelse. Dette er meget anstødeligt for den naturlige, selvstyrende fornuft.

Men det kommer til udtryk i den guddommelige suveræne viljes overlegenhed overfor uforstandighed og ubestandighed i de menneskelige ønsker. Og det begrunder samtidig den absolutte vished, at Guds frelseshandlinger med menneskeheden og med det enkelte menneske vil komme til deres ubrydeligt faste mål. Hverken menneskets utroskab eller listige angreb fra Guds sataniske modspilleres side kan forhindre Hans forehavende, at bringe sin frelseshistorie til opfyldelse i det verdenshistoriske drama.

Og det vil ske efter den plan og ved hjælp af de mennesker og midler, som han har udvalgt dertil. Vi har her ikke tid til at undersøge alle de teologiske og filosofiske problemer som dobbelt prædestination²), determination³) og viljesfrihed, som dette syn giver. Det paradoksale er nemlig dette, at Bibelen fastholder side om side og sammenvævet med hinanden, Guds suverænitet gennem udvælgelsestanken og gennem menneskets personlige ansvar, forkastelsestanken. Men når vi sætter udvælgelse overfor ansvar, så sker dette for i overensstemmelse med det bibelske budskab virkelig at lade Gud være Gud, hvis beslutning vi kun i barnlig, ydmyg tillid kan tage til os af Hans gode, faderlige vilje.

2) Guds pagt med Israel.

Bibelens store tema, som giver alle dens litterært og tidsmæssigt forskellige skrifter deres indre enhed, er Guds frelseshistoriske vej, ad hvilken han bringer sin skabning gennem al modstand til dens mål, Guds rige. På denne vej vælger Gud bestemte mennesker og fællesskaber, som skal tjene ham ved gennemførelsen af hans frelsesplan. Paulus henviser på forskellige steder til, at denne udvælgelse er fastlagt af Gud allerede fra evighed af. Vi møder på hemmelighedsfuld vis første gang disse tanker i Guds ord til slangen efter syndefaldet: »Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!” (1Mosebog 3:15).

Kirkefædrene betegnede dette udsagn som proto-evangeliet – det førsteevangelium. De havde her set en henvisning til, at en af kvindens efterkommere skulle besejre Satan i en dødelig kamp. Der går altså gennem menneskehedens historie en foreløbig endnu skjult frelses- og velsignelses- plan. Denne forbinder sig med en ganske bestemt genealogisk⁴) linie og vil blive givet videre til den.

Man kan måske strides om den eksegetiske berettigelse af fædrenes tydning af disse ord til slangen, men denne udvælgelses- og frelsesplan bliver helt tydelig i 1Mosebog kapitel 12. De første 11 kapitler giver os det universelle overblik over verdens skabelse, over menneskehedens begyndelse, deres oprør mod Gud og deres spredning i sprog og nationer. Men nu vender den bibelske forfatter sin opmærksomhed mod et menneskes historie, hans familie og det deraf fremstående folk: Abram, bosat i landet Ur på den anden side Eufrat, modtager en speciel åbenbaring fra den eneste sande Gud. Dermed forbindes samtidig et for ham sikkert foreløbig skjult frelses-historisk kald:

”Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!” (1Mosebog 12:13)

I denne forjættelse til Abram gives der løfte om tre ting:

1. Ejendomsretten til landet Kana’an,
2. mange efterkommere og
3. formidlingen af den guddommelige velsignelse til alle jordens slægter.

Abram har uden tvivl kun begrebet de to første udsagn, men allerede de overstiger det, fornuften kan fatte: Landet Kana’an lå langt væk og var i kana’anæernes besiddelse.  Dertil kom, at Abram selv og hans kone Saraj for længst havde overskredet den biologisk mulige alder for at sætte børn i verden. Og dog bekræfter Gud i sin næste åbenbaring, som følger efter Abrams lydige udgang, den første forjættelse med endnu klarere ord. Da han har overskredet Jordanfloden bliver han opfordret: “Løft dit blik og se dig om der, hvor du står, mod nord, mod syd, mod øst og mod vest; thi hele det land du ser, vil jeg give dig og dit afkom til evig tid, og jeg vil gøre dit afkom som jordens støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle jordens støv«. (1Mosebog 13:14-16).

Men hvem er Abrams efterkommere, som denne forjættelse gælder? Det er det afgørende spørgsmål, som rejser sig umiddelbart efter Guds første åbenbaring til Abram. Vi husker, hvordan Abram efter sin hustru Sarajs råd forsøgte at tage Guds plan med ham i sin egen hånd og fik sønnen Ismael med slavinden Hagar. Men Gud bekræftede ikke denne egenmægtige nødløsning. Det førte derimod til fordrivelsen af Hagar og Ismael til ørkenen og til Isaks vidunderlige fødsel og bevarelse som den legitime bærer af forjættelseslinjen. Og alligevel forblev der uenighed mellem Ismaels og Isaks efterkommere om spørgsmålet om den sande arvefølge. – Dette bliver til et teologisk problem i opgøret mellem Kristendom og Islam, idet Koranen betegner Hagar som Abrams retmæssige hustru.

Og i dag bliver dette samme urhistoriske spørgsmål til et alarmerende politisk stridspunkt, i hvilket den tredje verdenskrig muligvis vil tage sin begyndelse. Ud fra en såvel menneskelig som historisk synsvinkel forekommer det, at de arabiske palæstinensere foreløbig har hjemstavnsretten på deres side, idet de har haft dette land som hjemstavn i århundreder. Men mod deres tilsyneladende legitime fordringer, som Abram selv indsatte i sin bøn for Ismael (1Mosebog 17:18), står Herrens uforanderlige ord til Abraham: “Nej, din ægtehustru Sara skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min pagt, og det skal være en evig pagt, der skal gælde hans afkom efter ham! (1Mosebog 17:19).

Også Ismael modtog en speciel velsignelse fra Gud, også han skulle blive til et stort folk. Men han skulle stå udenfor den specielle frelseshistoriske pagt, som Gud sluttede med Abraham og fornyede med Isak.

Vi kan ikke her i enkeltheder forfølge, hvordan spørgsmålet om videreførelsen af den legitime velsignelseslinie også fortsat blev et dramatisk tema i Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommeres historie. Igen og igen kom det til fornyede opgør, til endnu snævrere udvælgelser og forkastelser fra Gud. Den schweiziske nytestamentlige forsker Oscar Cullmann har i sin bog “Christus und die Zeit” dannet begrebet den “fremadskridende formindskelse”. Han ser deri en grundtanke for frelseshistorien i GT: Gud handler i sin forberedelse af menneskeslægtens fremtidige forløsning sådan, at han i sine åbenbaringer og forjættelser indskrænker sig til en stadig snævrere kreds af udvalgte. Mens det ved begyndelsen efter pagten med Noa endnu gjaldt hele menneskeheden (1Mosebog 9:9-17) indsnævrede Guds pagt sig i den specielle frelseshistorie til Abraham, Isak, Jakob, Israels 12 stammer, Juda stamme, den hellige rest. Til sidst greb Guds udvælgelseshånd efter et eneste menneske indenfor denne hellige rest i Juda stamme, – i denne person løber alle Guds forjættelser, imødekommelser og opgaver sammen.

Det er Herrens lidende tjener i Deuterojesaja⁵), der stedfortrædende bærer Guds menigheds synder og dermed bringer Guds frelsesplan i det udvalgte folks navn til opfyldelse (Esajas 42:1-7; 49:1-6; 50:4-10; 53). Men denne Herrens lidende tjener forekommer ikke andre steder i GT. Men desto mere møder han os i NT i skikkelse af Jesus fra Nazareth. På trods af dette må vi ikke overse, at udvælgelsen, det at være instrument for den guddommelige frelsesplan for alle jordens slægter, gælder et helt flok. Der, hvor kredsen for udvælgelse senere indsnævres, er de udvalgte dog altid også at forstå som repræsentanter for hele folket.

Derfor udstedes den egentlige kommission⁶) igennem hvilken velsignelses-ordet til Abraham finder sin funktionelle bestemmelse, først i det øjeblik, hvor Israels børn i den historiske befrielse fra det ægyptiske fangenskab er blevet til et folk. Efter at Israel under Moses’ ledelse er sluppet ud af Ægypten og har slået lejr i ørkenen Sinai, åbenbarer Herren, sig for Moses på bjerget Sinai: »Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad Jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes Jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!” (2Mosebog 19:3-6).

Her møder vi for første gang i utilsløret form den autentiske begrundelse og målsætning for udvælgelsen af Israel. At Gud har udvalgt sig Israel er ikke begrundet i nogen egenskab eller præstation, hvorved Israel havde udmærket sig frem for alle andre folkeslag. Tværtimod er Israel et lille, uanseligt folk, som fra første færd voldte Gud bekymring gennem dets stivnakkethed, dets forsagthed og dets troløshed. Den eneste grund for denne udvælgelse ligger netop i, at det nu engang er faldet Gud ind, i hans uransagelige beslutning, at lade netop dette uanselige folk være vidnesbyrd om hans overlegne kraft i styrelsen af natur og historiemagterne.

Og meningen med denne udvælgelse er, at Israel nu selv kommer i et så nært forhold til den guddommelige styrelse af verdenshistorien, at det selv kan blive en præstelig mellemmand for Guds frelse og velsignelse til hele jorden.

I begrebet ”helligt folk” kommer en dobbelt betydning til udtryk. På den ene side forpligter det til afsondring fra alle øvrige folkeslag, fordi kontakten med disse kan føre til moralsk-religiøs tilsmudsning. Israel må ikke forstå sig selv som et folk blandt andre folkeslag og ikke overtage deres normer og levevis.

På den anden side betegner udtrykket “helligt folk” et særligt forhold til den hellige Gud, som fører til erkendelse af hans vilje, og samtidig til den opgave at hjælpe til at bringe denne vilje til almindelig anerkendelse i verden.

Begrebet ”kongerige af præster” hentyder til den kommende teokratiske og hierarkiske⁷) ordning i Guds rige på jorden. Denne jord med alle folkeslag er bestemt til at blive omdannet til et kongerige, i hvilket Gud er den absolutte, af alle folkeslag anerkendte hersker. For kun sådan kan dens oprindelige bestemmelse gå i opfyldelse, nemlig at blive en god verden, rig på velsignelse, fred, retfærdighed, velstand og kulturel udfoldelse.

Men mellem Gud og folkeslagene står et embede, som Gud selv har oprettet, det er præsterne, som er formidlere af hans anvisninger og velsignelser’ og samtidig er de talsmænd for menighedens overtrædelser. Via præsterne skal kommunikationen mellem Gud og folkeslagene foregå efter en fastsat form.

Det er Israels ubegribelige men samtidig også ukrænkelige kald, at varetage denne hierarkiske værdighed og opgave, der er tiltænkt dem. Gud selv binder sig til sit folk, stiller det under sin særlige beskyttelse og truer samtidig ethvert menneskeligt forsøg på af misundelse eller had at forgribe sig på dette sit folk: Den, som rører jer, rører min øjesten«. (Zak 2:12).

3) Udvælgelsens betingelser.

Selvom Israels udvælgelse er et ufortjent privilegium og samtidig står under Guds troskabs uforanderlige garanti, så er opfyldelsen af dette kald dog knyttet til ganske bestemte betingelser. Vi har allerede iagttaget, at hver gang der er tale om åbenbaring, forjættelse og opgaver fra Gud, så dukker, også begrebet »pagt« op. Udformningen af det specielle forhold mellem Gud og hans ejendomsfolk, som er bestemt til tjeneste, bliver ordnet og garanteret gennem en pagt. Gud opretter selv denne pagt og tilsikrer i den de uforanderlige løfter om hans beskyttelse og velsignelse af Israel. Men samtidig gør han opfyldelsen af disse løfter afhængig af de betingelser, som med pagten er knyttet til Israel, som jordisk partner. I 2Mosebog 19:51 læser vi: ”Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene”.

Hvori består overholdelsen af pagten for Israels vedkommende? Det er en dobbelt opgave: Den første ligger i overholdelsen af den personlige troskab overfor Jahve (navnet på Gud i GT, bliver ofte gengivet med Jehova), som den ene Gud, ved siden af hvilken Israel ikke må have andre guder. Udvælgelsen og Guds redningshandling begrunder et ægteskabslignende udelukkelsesforhold over hvilket Gud våger ligefrem skinsygt. Man kan sige, at hele Israels historie fra dets befrielse fra Ægypten til dets nationale sammenbrud ved de assyriske og babyloniske fangenskaber slutter ringen om dette udelukkelsesforhold i Gudshensynet.

I hvert fald er dette det herskende synspunkt, ud fra hvilket det såkaldte deuteronomistiske historieværk (fra Josuabogen til 2Kongebog) har fået sin form.

Der hvor Israel er tro mod sin Gud, der nyder det den af ham forjættede velsignelse. Men dér, hvor det lader sig forføre af dets hedensk-religiøse omgivelser og også af landets gamle guder, Ba´al, og Ashera, eller hylder nabofolkenes guder, der bryder det sin ægteskabspagt med Gud. Så lader Jahve politiske katastrofer eller naturkatastrofer bryde ind over sit folk, hvilket fører til randen af dets udryddelse. I en sådan nødsituation er der for Israel kun èn mulighed for redning.

Denne bliver igen og igen påpeget i profeternes budskab: ”Omvend jer!« Det er vigtigt at fastslå, at efter gammeltestamentlig forståelse refererer begrebet “forløsning” altid til genoprettelsen af den af Israel brudte pagt. Forudsætningen er folkets omvendelse og tilgivelsen fra Gud. Overholdelsen af det personlige trosforhold, og det er den anden opgave, udvikler sig i en religiøs-moralsk lydighed overfor Guds vilje. Det er Loven, som Gud gav til Moses i form af de 10 bud, som bliver videre udfoldet i 3.-5. Mosebog. Alle disse anvisninger har deres udspring og deres midte i det 1. bud: “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten af trællehuset”. (2Mosebog 20:2). Lovbrud er derfor også altid tillige personligt troskabsbrud mod Israels Gud. Men dermed bliver Israel tillige uduelig til at opfylde sit frelseshistoriske kald; nemlig at være bærer af den guddommelige ret for den forjættede nye verdensorden ud til folkeslagene.

4) Israels misforståelse af dets udvælgelse.

Israels historie, som den bliver os fortalt i GT, fremtræder som frelseshistoriens store tragedie. De historiske bøgers forfattere såvel som profeterne beretter nemlig for os, hvordan Israel gang på gang og til sidst endegyldigt forliser i opfyldelsen af sit hverv som bærer af den guddommelige ret, at være lys og frelsesformidler for jordens slægter.

Der har været enkelte konger, som Ezekias og Josias, som i ligefrem heroisk trosmod forsøgte at vogte henholdsvis stadfæste tros, forholdet til Gud. Men frem for alle har netop profeterne anstrengt sig for dette. Det er disse lidenskabelige guds-mænds enestående mission, til hvis virke der i hele religionshistorien ikke er nogen parallel. På trods af dette bliver Israel til sidst gennem to store nationale katastrofer det assyriske og babylonske fangenskab i år 722 og 586 – knækket som selvstændigt kongerige. Siden har det måttet friste en eksistens under skiftende fremmedherredømme: assyrerne, babylonerne, perserne, grækerne og romerne.

Man kan profanhistorisk⁸) gøre den ydre verdenspolitiske udvikling, mod hvilken Israel som en lille stat ikke kunne værne sig, ansvarlig for dette sammenbrud. Profeterne giver os dog en dybere tydning af disse hændelser: Israel var ikke forblevet tro i sit kald, at være det særlige folk, der lydigt og trofast holdt fast ved troen i alle fristelser, trusler og trængsler i absolut tillid til den midlertidige hjælp, dets Gud havde tilsagt det. »Er I ikke troende, bliver I ikke boende”, råbte Esajas i et skæbnesvangert øjeblik til kong Akaz (Esajas 7:9). Desuden havde Israel politisk misforstået sin rolle. I lighed med øvrige folkeslag forstod det sig selv som en nation blandt andre nationer. Det drev en skæbnesvanger forbundspolitik med hedenske nationer og indgik følgelig religiøse og moralske kompromisser med disse folkeslags levevis.

Mange gange påberåbte Israel sig sin udvælgelse af og forjættelse fra Gud, men netop i de situationer forstod det ikke dette under, det af Gud satte fortegn, nemlig den præstelige midlertjeneste, men opfattede det som et specielt nationalt privilegium. Israel gjorde sin religion til en nationalreligion og sin Gud til en nationalgud. Man bildte sig ind, at hans hjælp var sikker, skønt man ikke respekterede de religiøs-etiske betingelser, som var knyttet til det frelseshistoriske pagtsforhold. Af den grund blev Israel i sin ulydighed også samtidig et offer for falske profeter.

Disse henviste til de gamle forjættelser om Jahves nærvær i templet og Davids kongetrones evige beståen, men uden at erkende Guds dom over folkets troløshed. Derfor endte Israels historie foreløbig i det fuldkommen usandsynlige: nemlig templets ødelæggelse og opløsningen af det judæiske kongehus.

5) Udvælgelsens blivende gyldighed..

Alligevel lades der i Det gamle Testamente ingen tvivl om, at Guds specielle historie med sit udvalgte folk endnu ikke er afsluttet med den nationale katastrofe i år 586. Tværtimod er det klart, at ved Israels historiske svigten åbnes der for fremtidens dimension.

Gennem profeterne fremsiger Gud ikke kun den uundgåelige nationale undergang ved hvert ubønhørligt krav om straf for folkets nuværende ulydighed, men i samme åndedrag også sin fornyede frelseshandling i og ved sit folk. Teologisk udtrykt hedder det: Israels tro får en eskatologi, det vil sige en lære om de sidste tider.

Gud kan ikke være sig selv utro. Derfor kan hans folks utroskab mod de planer, som han har lagt netop med henblik på dette folk, heller ikke bringe ham til at give op. Den gamle pagt er rigtignok brudt. Den kan, på grund af de betingelser den stiller Israel, nemlig villigt at holde loven (se 5Mosebog 6:4-5), aldrig genoprettes. For Israel har vist sig som en genstridig og utro slægt, som af sig selv er uduelig til omvendelse (se for eksempel Esajas 6:9-12)

Derfor vil Gud selv ved dagenes ende på en helt ny måde gribe ind i sit folks historie. Da vil han igen samle sit folk, der er spredt over hele jorden, og føre det tilbage. Gud vil igen rejse den styrtede Davidstrone og indsætte en konge af dens efterkommere, som skal regere Israels folk efter hans anvisning. Og det største: folke-verdenen selv skal nu stille sig under denne konges herredømme og af Israel modtage Gudsretten for endelig at komme til den længselsfuldt ventede fredsordning.

“Det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: “Kom lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord”.” (Esajas 2:2-3).

Israel skal altså på trods af alle forudgående katastrofer endnu engang opfylde sin verdens-historiske sendelse til folkeslagene. Men denne udsigt forbliver ikke et utopisk løfte, hvis opfyldelse igen og igen vil føre til fornyet opgivelse ved folkets erfaringsmæssigt uudryddelige oprørske natur. Tværtimod udpeger profeterne Jeremias, Ezekiel og Joel for os, hvilke indre indgreb Gud selv vil foretage i sit folks væsen for endelig at gøre det skikket til opfyldelse af dets sendelse:

Gud vil rense sit folk for synd med rent vand. Han vil give dets medlemmer et nyt hjerte af kød, det vil sige et villigt hjerte, i stedet for det gamle, stenhårde hjerte. Han vil indgyde sin egen ånd i hjerterne, så de ikke modvilligt og overfladisk under ydre tvang, men af indre drift følger Guds bud. (Ezekiel 36:25-27; Jer. 31:33; Joel 3).

Men det betyder, at Gud vil slutte en helt ny pagt med sit folk. I den vil det egentlige mål og også Guds løfter ganske vist være de samme som i den gamle pagt. Også de betingelser, der blev stillet for Israel: at være tro mod Gud og holde hans bud, vil være de samme. Men de vil blive stillet på et nyt grundlag og derfor ikke længere være dømt til at mislykkes. Så kan der endelig på en ganske real måde blive fred på jorden: “Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere. Kom, Jakobs hus, lad os vandre i Herrens lys!” (Esajas 2:4-5).

II: Israels tilsidesættelse i den nye pagt

1) Jesu bekræftelse og opfyldelse af Israels udvælgelse!!

Vi overskrider broen fra Det gamle til Det nye Testamente. Derved må vore øjne påny blive åbnet for, at vi ikke på nogen måde har lov til at læse Det nye Testamente gennem en filosofisk og åndeliggjort religiøsitets briller. Desto mere skal vi gøre det med tanke på en ganske real dennesidig gældende forventning fra GT.

På det tidspunkt Jesus trådte ind i jødedommens verden, var hans landsmænd fyldt af eskatologisk⁹) forventning om en nært forestående genoprettelse af det davidiske kongedømme. Også de forespørgsler, som Johannes Døber og hans disciple retter til Jesus, er kun forståelige på baggrund af en fuldstændig bogstavelig forståelse af de gammeltestamentlige profeters endetids-forjættelser. Det vil være forkert at hævde, at Jesus har gjort det af med eller korrigeret alle disse forestillinger som menneskelige og hævdet, at de i deres tale om det dennesidige kun er at forstå symbolsk. Vi må ikke læse alt, hvad evangelierne fortæller om Jesu forkyndelse af Riget og ensidigt forstå det i lys af hans svar til Pilatus: “Mit rige er ikke af denne verden.. (Joh 18:56).

Det betyder, at Jesus ikke blot forkynder, hvordan mennesket kan blive forløst i sit indre og derigennem komme i himlen. Tværtimod forbliver han såvel i sin forkyndelse som i sine undergerninger indenfor rammen af profeternes forventning om riget. Han fastholder derved, at dette rige har sin historiske basis i Israels folk, til hvilket han derfor under sin jordiske virksomhed alene ved sig sendt (Matt. 15:2a). Derfor henvender den første udsendelse af disciplene sig også alene til de fortabte får af Israels hus (Matt. 10:5-6).

Og deres budskab lyder: “Guds rige er kommet nær til jer” (Luk. 10:9). Derfor hilser allerede lovsangene i Lukasevangeliets første to kapitler Jesus, som den gennem hvem Gud “har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet barmhjertighed i hu imod Abraham og hans æt til evig tid«(Luk.1:54f)

Også da Jesus efter sin opstandelse og før sin himmelfart endnu engang bliver spurgt af sine disciple: ,,Herre, er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?” (Apg 1:6) tilbageviser han ikke dette spørgsmål, som noget der nu endegyldigt var overstået.

Meget snarere nægter han dem kun oplysning om tidspunktet, hvornår disse forjættelser endeligt vil gå i opfyldelse forud for Guds Riges frembrud.

Samtidig giver han dem det hverv, som skal udføres. Før disse urokkelige løfter fra Gud kan blive opfyldt: Indtil jordens ende skal I være mine vidner.

2) Israels forargelse over Jesus.

Jesus var kommet for påny at indsætte Israel i dets gamle pagtsforhold til Gud, og samtidig for at forny dets frelseshistoriske kald: at være verdens lys og en by der ligger på bjerget, Selv var han den første og eneste, der virkelig bragte dette kald, som gjaldt hele folket Israel, til opfyldelse. Jesus selv er det sande Israel. I ham havde folket fundet sin stedfortræder og forbilledlige repræsentant, som det kun behøvede at tilslutte sig, for at komme til opfyldelse af sit kald. Og dog modtog jøderne som folk ikke Jesus. De forstødte ham og overgav ham til det forhadte hedenske fremmed-herredømme. Hvorfor blev jøderne forarget på Jesus? Dette spørgsmål kommer vi tilbage til senere. Her vil vi kun svare ganske kort: Fordi Israel stadigvæk ikke havde forstået sin frelseshistoriske udvælgelse som et kald til åndelig tjeneste. De havde ikke erkendt, at den første forudsætning var den indre fornyelse af hjertet og fuldstændige omvendelse til Gud.

Jøderne håbede dels på en magtfuld befrier, som kunne befri dem fra fremmedherredømmet og dels på en, der kunne bringe jordisk velstand. Men de erkendte ikke, at vejen til dette måtte gå gennem en virkelig omvendelse, i hvilken de søgte deres Gud for hans skyld og ikke som et middel til opfyldelse af deres ønsker. Derfor erkendte de heller ikke, at afvisningen af Jesus ville føre til en frelses- og verdenshistorisk katastrofe, over for hvilken selv det babylonske fangenskab kun havde været et forspil. Af den grund har smerten overvægten hos Jesus selv, når han tænker på sin nært forestående død og folkets uvilje mod at lade ham kalde det til omvendelse: ,,Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.. (Luk. 19:41-42).

3) Udvælgelsen af kirken som »det nye Israel»

Med det jødiske folks afvisning af Jesus synes udvælgelsen af Israel påny at have lidt skibbrud. – Og dog viser Guds suverænitet over historien sig netop deri, at han ikke engang af denne menneskelige ulydighed kan hindres i at føre sin frelsesplan igennem til målet. Og da han nu engang har lagt sig fast på, at Israel skal være det vigtigste menneskelige instrument i frelsesplanen, går han ikke fra dette forehavende. Jesus skabte sig i kaldet og udrustningen det nye Israel ud af det gamles midte. På dette overføres alle de forjættelser og hverv, som blev givet den gamle pagts folk. De 12 apostle er altså valgt for at betone tilknytningen til Israels 12 stammer. De skal engang sidde på 12 troner, for at regere Israels stammer i det messianske rige (Matt. 19:28).

Det er vigtigt at have in mente, at Guds forjættelser til Israel aldrig var garanteret totalsummen af dets medlemmer. Tværtimod kunne allerede i Det gamle Testamente en hellig rest repræsentativt overtage hele Israels rolle (Esajas 1:9; 6:13), det være sig for altid eller indtil det tidspunkt, hvor de ulydige medlemmer af folket havde gjort bod?

Menigheden, som til at begynde med var i skikkelse af de 12 apostle, men derefter alle deres efterfølgere, som samledes om Jesus, er altså i Guds øjne foreløbig »det sande Israel».

De nedstammer jo også genealogisk hovedsagelig fra Abrahams afkom. Men det virkeligt nye i Det nye Testamente er nu, at medlemsskab af det nye Israel, det udvalgte folk, ikke længere er bundet til et kødeligt slægtskab med jødefolket. Tværtimod kunne – det beskriver især Paulus i Romerbrevet fra nu af også tidligere hedninger, det vil sige medlemmer af andre folkeslag, blive medlemmer af dette nye Israel, når de i tro fandt optagelse i fællesskabet med Jesus.

For den sande nedstamning fra Abraham bestemmes nu ikke længere ved kontinuiteten af biologisk liv, men i indlemmelsen i kæder af troende, med en tro som forbilledet Abrahams. For ved den blev Abraham jo bærer af de frelseshistoriske forjættelser til menneskeheden (Rom. 4:17-18). Måske er det også en hjælp i denne sammenhæng at tænke på Paulus lære om kirken som Jesu Kristi legeme. For i dette legeme bliver den enkelte indpodet som lem, derved at han i sin dåb vokser sammen med Kristus i hans død og i hans nye opstandelsesliv (Rom. 6:3-4).

Det er i hvert fald i høj grad værd at lægge mærke til, at i 1Peter 2:9 bliver netop den gammel-testamentlig beskrivelse, der første gang fremkom som kendetegn på Israels frelseshistoriske udvælgelse, overført på Jesu Kristi kirke: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys”. På grund af sin ulydighed havde det gamle Israel ikke kunnet opfylde sit hverv: at udbrede erkendelsen af Gud som menneskehedens Herre og Forløser blandt alle folkeslagene. Dette samme hverv kommer nu i det mindste til sin foreløbige udførelse gennem Jesu Kristi kirkes verdensmission.

III: Israels forjættede genantagelse

1) Gåden om det vantro Israel.

Men hvad betyder nu disse nytestamentlige udsagn om overgangen fra den gamle frelseshistoriske udvælgelse til det nye pagtsfolk for det historiske Israel? Betyder det, at jøderne nu definitivt er blevet forstødt fra den rolle, der var tiltænkt dem? Ingen kristen har i sit liv beskæftiget sig så meget med dette spørgsmål som Paulus. For ham var det ikke noget akademisk problem, som han på afstand koldt kunne reflektere over. Tværtimod vidner han, der engang var en stolt og lovtro israelit af Benjamins stamme: “Sandhed taler jeg…. jeg lyver ikke…. jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. (Rom.19:1-3).

Paulus kan ganske enkelt ikke affinde sig med deres vantro og nuværende udelukkelse af den nye pagt. For alle Guds store indgreb, med hvilke han har åbnet frelseshistorien, har koncentreret sig om dette folk: Åbenbaringer, pagtsslutninger, lovgivninger, forjættelser til fædrene, ja selv den legemlige tilsynekomst af Messias. Skulle Gud med henblik på dette folks overvejende flertal ganske enkelt have annulleret alle disse løfter til det folk, som er hans første kærlighed? Den hedningekristne kirke af grækere, romere og germanere har senere og det næsten forfærdende roligt besvaret dette spørgsmål med et klart »ja«.

For dem var Israel efterhånden kun et mindesmærke for Guds domshandling over det ubodfærdige og forhærdede gamle pagtsfolk. Ja, i Middelalderen benævnte man endog jøderne kollektivt med den frygtelige dom ”gudsmorder.” Man erklærede derved, at de var genstand for Guds specielle vrede, som fandt sin rette opfyldelse i alle jødeforfølgelserne.

Men hvordan forklares så dette folks uhørte sammenhold? Som eneste nation i alle tider har det kunnet udstå den skæbnesvangre ødelæggelse og decimering¹⁰). Hvorfor er det stadig fast overbevist om sin specielle karakter? En overbevisning som hindrer det i at gå op i den øvrige menneskehed. Dukker der ikke her lidt af et mysterium frem, som tyder på, at heller ikke “Israel efter kødet” er faldet aldeles ud af sin tidligere udvælgelse? Skulle Gud mon endnu engang have planlagt en speciel opgave til dette folk i sin eskatologiske frelsesplan?

2) Paulus svar i Rom. 11.

Da Paulus i sit brev til romerne beskæftigede sig med gåden Israel, kunne han ikke forudse sit folks historie i de følgende 2000 år. Og dog kom også han allerede ved begyndelsen af adskillelsen af synagoge og kirke under Helligåndens inspiration og i lyset af forjættelserne i Det gamle Testamente og Jesu ord, til den erkendelse, at Gud endnu ikke var ved vejs ende med det gamle Israel. Sikkert er det, at Gud, Skaberen, har frihed til at udvælge og forkaste, hvornår og hvor mange han vil. Ellers var han ikke virkelig Gud.

Eksistensen af den hellige rest af jøder, der er blevet troende, og som er fundament for kirken, er i sig selv allerede opfyldelse af forjættelserne til Israel. Israel tjener også i dets nederlag på grund af lovnidkærhed ved frelsestilbudet i Kristus enhver som forbillede, at mennesket ikke kan blive reddet på grund af sine lovgerninger, men kun ved troen.

Men alle disse svar er kun en del af sandheden. De giver ikke nogen oplysning angående spørgsmålet: Hvad sker der med flertallet af Israels folk? Og nu åbner sig for Paulus i kap. 11 et forbavsende mysterium: Den nuværende forkastelse af Israel er ikke Guds sidste ord til sit folk. Skønt det er en fortjent forkastelse på grund af Israels ulydighed, så har Gud i sin enestående visdom indkalkuleret selv denne ulydighed og nuværende forkastelse i sin samlede frelseshistoriske plan. Ja, i begge dele ligger endog en tilhyllet velsignelse. For havde flertallet af det jødiske folk straks antaget Jesus som dets Messias, så ville dermed den nuværende histories afslutning og dommen over alle folkeslagene være brudt frem. Men nu gav netop Israels forhærdelse overfor frelsestilbudet Gud lejlighed til ved hjælp af den kristne kirkes mission at lade evangeliet løbe igennem hele verden. Og således får også hedningerne muligheden for at lade sig forsone med Gud.

Men netop derigennem bliver det israelitiske folk tirret til misundelse. Det vil blive opmærksom på den hidtil underkendte Messias fra dets egen midte og til sidst lade sig frelse af ham ind i hans samfund. Og ud af denne Israels omvendelse vil der komme nyt liv til alle folkeslag (Rom. 11:15).

Der er altså for den hedningekristne menighed ikke den ringeste anledning til at hæve sig over de endnu vantro jøder. Tværtimod kan vi hedningekristne kun i ærefrygt prise Guds hemmelighedsfulde beslutning, at han ved Israels forkastelse har ladet frelsen komme til os for engang på grund af vores modtagelse også at muliggøre indsættelsen af Israel i dets frelseshistoriske kald. Thi det er ikke kirkens mission, men først Israel, som skal bringe folkeslagene synligt og i deres helhed ind under lydigheden mod Gud og dermed til verdensfreden.

3) Tegnene på Israels genoptagelse.

Også selvom den dybsindige erkendelse af Guds hemmelighedsfulde forehavende med Israel er blevet skænket Paulus, så står hans profeti på ingen måde isoleret i den hellige skrift. Tværtimod kan vi henvise til de mange steder i Det gamle Testamente, hvor profeterne med klare og stærke ord taler om israelitternes samling i den sidste tid fra adspredelsen i hele verden, og om genoprettelsen af deres rige under messiansk herredømme. Vi kan for eksempel tænke på den storslåede vision hos Ezekiel (kap. 37). Hvordan han ser Israels folk som en mark fuld af dødninge ben. Og kun i kraft af sin profetiske ånd kan Ezekiel skue, hvorledes disse ben igen nærmer sig hverandre, bliver overtrukket med sener og kød for til sidst ved livsånden igen at rejse sig til en stor hær.

“Jeg indgiver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter jer i jeres land. Og I skal kende, at jeg er Herren; jeg har talt, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra Herren”. (Ezekiel 37:14).

Her finder vi en ganske bestemt forjættelse om Israels fremtid i endetiden, som ikke er gået i opfyldelse i dets hidtidige historie.

Men med hensyn til dens bogstavelige opfyldelse, så har Israels Gud sat sin egen ære i pant hos folkeslagene. Gud må igen bringe Israel hjem for at gøre det til sit folk. Og selv hvis det ikke var af kærlighed til Israel, så måtte det dog ske som det nødvendige bevis for hans sanddruhed!

Men til dette synspunkt må vi også lægge Jesu egen autoritet. Jesus startede apostlenes mission med en sendelse til Israel, som dog efter kort tids forløb blev afbrudt. Hvad der herved ikke blev opfyldt, var de ord, om hvilke Albert Schweitzer med rette har gættet, også selvom han kommer til et ganske forkert svar, nemlig ordene: “Sandelig siger jeg jer: I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend Menneskesønnen kommer. (Matt.10:28)

Men hvad der følger efter hin afbrudte mission i Israel, som fandt sted før påske, er den anden udsendelse gennem den opstandne til alle folkeslagene. Mon den gåde skal løse sig således, at ved afslutningen af verdensmissionen vil missionen i Israel igen blive taget op, som så ved Kristi genkomst vil nå sin sejrrige afslutning?

Den genkomne Herre vil ikke påny blive modtaget med vantro og bestyrtelse af sit eget folk. Det fremgår af en profeti af Jesus, som han udtaler netop i sammenhæng med de tidligere omtalte veråb over Jerusalem: “Thi jeg siger jer; fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: »Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!..”(Luk. 23:39).

Til sidst må vi være opmærksom på endnu en vigtig profeti af Jesus. Den giver os ligefrem entydige tegn på den nådefulde endetids indtræden for Israel og verden. I Luk. 21:24 siger Jesus: ”Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende«. Hedningernes tider, som Jesus her taler om, er efter den græske grundtekst nådetider (kairoi). Det er de tider, hvor Gud gennem den kristne verdensmission rækker sit frelsestilbud til alle folkeslagene. Målet er dette, at hedningerne fra alle folkeslag fuldtalligt skal være forsamlet i Jesu menighed. Men gennem alle disse tider vil Jerusalem være okkuperet af hedningerne, og jøderne vil være spredt som fanger blandt alle folkeslagene. Men når den verdensomfattende mission nærmer sig sin afslutning, så vil Jerusalem samtidig ophøre med at blive trådt ned af hedningerne. Det vil sige, den vil blive givet Israel tilbage som dets retmæssige ejendom.

Når man gør sig denne sammenhæng klar, så vinder de allersidste års hændelser, som vi selv har været vidne til, en ligefrem ophidsende betydning. For profetien, at Jerusalem ikke mere skulle blive trådt ned af hedningerne, er bogstaveligt gået i opfyldelse i 6-dagskrigen i 1967. For første gang siden dens ødelæggelse i år 70 ef. Kr. er hele Jerusalem i dag igen sikkert i Israels hænder. Men samtidig er vi også vidner til, hvordan hedningemissionens verdensomspændende værk nærmer sig sin afslutning. På den ene side sker det netop i vore dage, at også de sidste endnu lukkede stater som Nepal, Afghanistan og Yemen åbner sig for kristen mission. Men samtidig mødes vi på den anden side mange steder af en ejendommelig svækkelse af de missionerende kirker og en voksende modstand fra de indfødte religioner og de nye politiske ideologier i totalitære stater. Er det altså sådan, at dagen nærmer sig, hvor Israel skal være skueplads for verdenshistoriens sidste afgørende hændelse?

Vil Kristus nu snart selv gribe ind for synligt at oprette det forjættede messianske rige? Og vil Israel nu endelig nå det, som FN forgæves har sat sig for? Vil dét ud fra Zion bjerget, tro mod profetierne fra Esajas 2 og Mika 4, overtage rollen som mellemmand overfor verdens folkeslag?

“Thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord…. deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere”. (Esajas 2:3-4).

Ganske vist vil det ikke straks komme til denne paradisiske afslutning på verdenshistorien ind i det messianske rige. Forinden vil alle folkeslagene endnu engang blive drevet ud i et frygteligt opgør, i hvilket også Israel vil tage del. Artiklen: ,Messiashåbet hos kristne og jøder« vil netop komme ind på dette.

Peter Beyerhaus

Noter:

1. jødeforfølgelser
2. forudbestemmelse.
3. bestemmelse
4. slægtshistorisk.
5. teknisk betegnelse for Esajasbogens anden del kap. 40-55.
6. hverv, opgave.
7. rangordning.
8. profan: verdslig, ikke hellig.
9. Læren om endetidens store og forfærdende begivenheder.
10. Lade hver tiende henrette, udtage hver tiende.

Kilde: Guds Plan med Israel og folkene (Ordet og Israel 1976. s.27-49.)

Læs første artikel i serien om Guds Plan med Israel og folkene

Verdens evangelisering og Guds rige

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023