Vor slægt har oplevet en antisemitisme så forfærdelig, at man skulle tro, det aldrig kunne glemmes, og at det skulle skræmme andre bort fra denne ondskab, som bevirkede millioner jøders død og grænseløs lidelse for andre millioner jøder i hele verden. Og så er sandheden den, at jøderne idag overalt i verden mærker den samme modvilje, som under Nazismen afstedkom udryddelsen af 6 mill. jøder, ja, at denne modvilje synes i tiltagen rundt om.
Vel synes nu pludseligt den antisemitisme, som tog fart i Sovjet og truede de tiloversblevne millioner jøder i Østeuropa med udslettelse, at være afblæst; men den måde, hvorpå den så voldsomt for frem, og det jødehad, den åbenbarede, gør i sandhed utryg overfor, hvor hurtigt og forfærdelige antisemitisme kan plage, ja ombringe jøder i tusindvis. Dertil kommer, at der i de lande, hvor man reagerede stærkt imod Nazismens antisemitisme, stadig forefindes både en til tider meget uartig, ja rå antisemitisme, og ofte den »lille« antisemitisme, som vel ikke vil jøderne til livs, men gerne ser dem stækkede og til stadighed taler ilde om dem og lægger dem for had. Det er den lille antisemitisme, som sårer vore jødiske brødre og gør det svært at være jøde også i Danmark, som når børn kalder det at lyve og at stjæle for at »jøde« eller kalder noget lavt og løgnagtigt for en »jøde«.
Pas på antisemitismen! Den er ond og uretfærdig, ja den er satanisk! Foruden i almindelighed at sige, at al ondskab for så vidt er satanisk, siger vor bibel os, at det er særligt satanisk at plage Guds folk Israel og sætte ondt for det. Vel kan Gud lade sit eget folk straffe, og dog sker det gang på gang, at de, som plagede dette folk, selv fik Guds plage over sig. Vi kender troende mennesker i Tyskland, som, da Hitler rigtig begyndte at forfølge jøderne, sagde: »Så nu er det ude med Tyskland!. Og de fik ret.
Pas på antisemitismen! pas på den måde, hvorpå du taler om Israel og jøderne, stands den lille antisemitisme, at den ikke skal blive den store antisemitisme, og vi i Danmark skal opleve satans ondskab og løgn gennem os imod jøderne, og Guds dom skal ramme os for »Guds øjestens«, Israels skyld!
Jeg mindes en oplevelse, jeg havde for nogle år siden. Jeg kom på vej sydpå ind i en kupe, hvor en kendt jøde satte sig over for mig; jeg hilste på ham, og vi satte os til at læse. Så kom der et lille sluttet selskab af fornøjelige mennesker, som var på vej til en familiesammenkomst. Det fremgik af deres samtale, at en af dem var kommet hjem fra en tur i Staterne, og nu skulle de samles og høre nyt derovrefra. Midt i snakken kom det så: »Og så traf jeg X i New York, han kan ikke fordrage jøderne, sådan nogen Moses!« o. m. m.
Jeg sad og spekulerede på, hvordan jeg dog skulle klare dette. Så brød jeg ind og sagde: »Undskyld, må jeg have lov at sige Dem noget?« »Værsgod!« sagde de. »Jeg sidder lige her og læser i »Det Bedste«, at nogle amerikanske officerer i Tyskland har evnet at gøre en del unge tyskere positive ved at vise dem tillid og drage dem ind i fælles arbejde og opgaver; det er storartet gjort! Men hvor er det så trist, at der også i staterne er en så uhyggelig modvilje imod negrene og imod jøderne, som de selv lige antydede med Deres fortælling derovrefra«. »Ja, men vi er da ikke antisemiter, vi har da ikke noget imod jøderne«!
»Nej, det har De måske ikke, men De lo af de antisemitiske udtalelser!« Lidt efter forlod den kendte jøde toget, og jeg sagde: »Ved De af, at det er en af de kendteste jøder i Danmark«? »Ja, men vi er da ikke antijødiske«! Nej, men De lo ad de antijødiske udtalelser!«
Pas på antisemitismen! Den er djævelsk, ond og løgnagtig.
Jeg skal i det følgende prøve på at gøre rede for, hvad antisemitismen egentlig er, hvordan den opstår, hvordan den har teet sig gennem tiderne m. m.
Det er ikke noget originalt eller særlig grundigt, jeg skriver, men forhåbentlig en nyttig og redelig fremstilling af antisemitismen, som kan skrække og måske standse nogle og kan være et værn imod den djævelske pest, antisemitismen er. Min væsentligste kilde er en grundig bog af den kendte jødiske professor i historie i Uppsala Hugo Valentin: »Antisemitismen i historisk og kritisk belysning« (på dansk 1935).
Hvad er egentlig antisemitismen?
Navnet er i sig selv misvisende, idet man praktisk talt altid mener antijødisk eller jødehad, når man siger: antisemitisme. Den gælder f. eks. ikke araberne, som dog nok er renere semiter end jøderne, dem hader antisemitterne ikke, men ofte roser de dem netop på jødernes bekostning, og for tiden støtter jødehadet sig stærkt til araberne og sætter sit håb til deres had til Israel og deres mange millioner, som omslutter det nye Israels land og truer det med undergang.
Når det moderne jødehad ofte kaldes antisemitisme, beror det måske på, at man dermed vil udtrykke, at man ikke har noget imod jødisk religion, men imod jødisk race og væsen. Således udtryktes det af en tysk antisemit i et skrift fra 1873.
Jøderne selv står delt i deres syn på dette had og den deraf følgende forfølgelse. De ortodokse (rettroende) erkender Bibelens tale om disse ting som reel. Udlændigheden er Guds straf for Israels synder, og antisemitismen er Guds yderligere svøbe over sit folk for at omvende det fra verdslighed og kærlighed til denne jord til at leve retfærdigt for Gud og mennesker og forvente Messias’ komme; da vil Gud Herren fri sit folk ud af dets trængsler og atter føre det til det land, Han gav det. Derfor har adskillige rettroende jøder haft lige så svært ved at forstå, at zionismen fik lov til at føre Israel tilbage til »Landet«, som visse alvorlige kristne, der mente, at det var selvtægt og Gud imod, at jøderne kom tilbage til deres land, førend de havde omvendt sig og taget imod Jesus som Messias.
En del nyortodokse jøder håbede på forsoning mellem kristne ikke-jøder og jøder, når jøderne blev mere alvorlige i deres tro og liv. Liberale jøder håbede på, at bedre oplysning skulle fri jøderne ud af de uretfærdige beskyldninger og forfølgelser. Atter andre meget liberale jøder håbede, at når de gik helt op i de folk, de levede iblandt, når de blev helt »assimilerede«, så ville forholdet til de andre blive godt. Disse forhåbninger er der nok ikke mange, som gør sig i dag; alle disse grupper af jøder blev grusomt skuffede af det forfærdelige, som ramte jøderne gennem Hitler, hvad enten de var fromme eller så assimilerede, at de var blevet døbte; alle blev de ramte og skåret over én kam, plagede, ja udryddede.
Tilbage står idag kun én mulighed blandt de forhåbninger, som jøder gjorde sig før den store forfølgelse under Hitler, nemlig zionismen.
Herzl hævder i sin »Jødestaten« af 1896, at jøderne har forsøgt alt, men uden resultat; tilbage står alene, at de finder sammen i ét land og én stat, hvor de simpelthen ved at være sig selv ikke støder an på den måde, det stadig sker, når man er opblandet i alle andre folk, og en stat, som kan forsvare sig selv, og derved sikre sig, som ethvert andet folk gør det. Efter det, som er sket i Israel, efter jødernes fortvivlede og menneskeligt set håbløse kamp for at bevare fodfæstet i deres eget land, efter deres mirakuløse overlevelse og frigørelse fra deres fjender og fortsatte vækst og opbyggelse af landet, kan man vist godt påstå, at zionismens håb hidtil har været det eneste realistiske håb.
At unge, raske jøder så kan blive selvbevidste, er så rimeligt som alle andre nationers glæde over nationale kampe og sejre, men der er netop i Israel også blandt unge, som satte livet ind og stadig lever med livet som indsats, dem, som ydmygt siger, at dette er et mirakel og fra Israels Gud.
Hvor vidt zionismens håb om, at et selvstændigt Israel vil standse jødehadet, så også vil gå i opfyldelse, vil tiden jo vise. Det skal nok vise sig at være en sandhed, men om det er sandheden, bestandig gyldig, det er et spørgsmål. Her tror alvorlige kristne som alvorlige rettroende jøder, at Bibelen siger noget, som ingen ordning af jordisk art kan klare. Gud har endnu noget, Han vil Israel, og dette Hans mål må alle ting tjene, både Israels folk og de andre folk, både det gode og det onde. Derfor tror vi ikke, at antisemitismen vil blive overvundet ved jordiske midler, men først, når Gud Herren helt får sin vilje med Israel og med os andre.
Uden for jødernes kreds har man også haft forskellige meninger om, hvad antisemitismen kommer af, og hvordan den vel kan overvindes. Socialismen mente, at den bare var et socialt spørgsmål, og når forholdene var rigtigt socialiserede, ville antisemitismen simpelthen ophøre. Rigtigt er det jo også, at i socialismen blev jøderne anerkendt og havde det godt, og at de ligeledes i kommunismen havde ret gode kår, så at forfølgelserne fra begyndelsen kun ramte det religiøse, ikke racen. Men vi fik jo rigtignok en anden ting at se, da den sidste tids antisemitisme satte ind i Sovjet, hvorledes de gamle hadefulde klicher gik igen, som de lød i tsartiden i Rusland og i Hitlertiden i Tyskland om »den forbandede jøderace og det afskyelige jødeblod«.
Jo, jødehadet synes at opstå ofte uden nogen som helst påviselig grund; det kan ligge og lure på sine steder i verden, andre steder kommer og går det. Der går måske lange tider, og alt synes roligt og fredeligt, og så pludselig er det der igen og blusser op til helt urimelige højder, så det gælder liv og blod.
Hvad kommer jødehadet af?
Bibelen fortæller to gange om det store jødehad, en antisemitisme, som kostede blod. Første gang er historien fra Ægypten, da Israel var blevet et folk i Gosen, og der kom »en farao, som ikke vidste noget om Josef, og han sagde til sit folk: »Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i landet.«. Og så begyndte farao at plage Israel og til sidst at udrydde alle drengebørnene. Anden gang er historien fra Esters bog om den onde Haman, som i sit had til den gode Mordokaj vil hele Israel til livs i deres landflygtighed i Perserriget: » Der findes et folk, der lever spredt og isoleret blandt folkene i alle provinserne i dit kongerige. Deres love er forskellige fra alle andre folks, og kongens love følger de ikke; det skulle kongen ikke tillade dem. Hvis det behager kongen, så lad der blive givet skriftlig ordre til, at de skal tilintetgøres!«
Altså, Israel formerer sig og kan tage magten fra de andre, og Israel opfører sig anderledes end alle andre folk; de skiller sig ud, altså skal de undertrykkes eller endog udryddes! Der kunne være nogen grund til ængstelse, hvor Israel blev så stærkt, at de talmæssigt kunne true de folk, de boede iblandt, eller virkelig var en magtfaktor, som truede folkenes selvstændighed. Men hadet og grusomheden var lige så stor, hvor de som i Perserriget bare var en lille og svag del iblandt mange andre folk. Hvorfor dette had og denne løgnagtige overdrivelse af Israels indflydelse og farlighed for de andre folk?
Hvorfor denne antisemitisme? Jøderne er anderledes, det må de ikke være! Det var den samme bebrejdelse, som rettedes mod jøderne og sidenhen mod de kristne: »de skiller sig ud fra os andre«; det er en bebrejdelse imod os andre, når de ikke vil leve, som vi gør. De er religiøst fanatiske, vil ikke tilbede kejseren, nægter at regne med andre guder end deres egen. Hedningerne kaldte dem derfor gudsfornægtere. Så opstod hadet fra jødernes side imod de kristne, som troede på den Jesus, de anså for en falsk Messias, og de forfulgte de kristne, som opgav at elske jøderne og bede for dem og så forfulgte dem som »Herrens mordere«.
Da jøderne blev adspredt rundt om i alle lande, kom og gik dette jødehad og denne jødeforfølgelse, fordi jøderne udskilte sig og holdt sig for sig selv. Sådan sagde i hvert fald en del af deres modstandere. Men andre klagede over det stik modsatte, at jøderne blandede sig for meget i folkene, skønt de var så helt anderledes end de andre. Altså, snart var det forkert, at de skilte sig ud, og når de så blandede sig godt med de andre, så var det galt, en frækhed imod de folk, de boede iblandt! Nej, det har ikke været let at være jøde, for hvad de så gjorde, så var det galt.
En gang imellem kan man more sig over tåbeligheden i de argumenter, som anvendes imod jøderne, som når Hitler i »Mein Kampf« på en side klager over, at de ædle germanere desværre ikke har villigheden til at formere sig rigtigt, og der er for lidt sammenhold imellem dem indbyrdes, og på næste side skælder jøderne ud, fordi »de formerer sig som rotter og hænger sammen som ærtehalm«. Det er rigtigt nok, at det at udskille sig fra andre skaber irritation, og hvis de, som gør dette, tilmed er særlig dygtige og driftige, så kaldes hadet let frem.
I Tyrkiet har jøderne ikke mærket meget til had, men armenierne så meget mere af ovennævnte grunde; tilsvarende mange steder i verden, hvor farvede folk har taget profitten hjem ved nøjsomhed og langt billigere arbejdskraft. Meget af negerproblemet og de gules problem i Amerika og i Østen kommer af dette.
En del er altså misundelse eller angst for at komme bagud over for de dygtige og nøjsomme; det skaber mindreværdsfølelser, som gør hadefuld. Det er en kendsgerning, at jøderne mange steder klarer sig så langt bedre end de andre folk, og så bliver der misundelse og fornemmelse af mindreværd. I sit blinde had til jøderne bebrejdede Hitler dem, at de bare forstod sig på åger og penge og ellers var udygtige. Nu har jøderne i sandhed bevist, at når de kunne komme til jord, som de i århundreder har været lukket ude fra, så har de også der ydet det bedste, som nogensinde er ydet. Hvad Israel allerede nu har formået at opdyrke under de vanskeligst mulige vilkår i deres eget land, er uden sidestykke i verdenshistorien. Mens man klager over, at gode egne i Amerika og Australien ødelægges ved erosion, har jøderne opdyrket land, som i århundreder var ødelagt, og som ingen andre ville eje og have, fordi det var håbløst.
Jo, jøderne har sandelig grund til at løfte hovederne, ingen har nogensinde præsteret den indsats, som de i disse sidste år har gjort under menneskeligt uhyre vanskelige for ikke at sige håbløse kår. Men der er endnu en grund til antisemitismen, og det den allerstyggeste grund, nemlig trangen til en syndebuk. Der er andre end jøderne, som har været mishandlede af den grund, fordi andre ville skjule sig under deres synder eller ville skabe en kompensation (tilfredsstillelse) ved, at de straffedes. De første kristne oplevede dette, når Nero skød skylden for sin egen forbrydelse på dem; senere møder vi hos kirkefædrene den klage, at hvad der så sker af ondt eller af ulykker i romerriget, så er det de kristnes skyld, og derfor: »For løverne med de kristne!«.
Der er noget usigelig trist i, at hvad jøderne først: blev beskyldt for og senere i had til de kristne beskyldte dem for: at de begik ritualmord i påsken, slagtede et barn og spiste det, det har de kristne til idag anklaget jøderne for. Og intet folk har i den grad og så ustandseligt fra tid til anden været syndebuk som Israel.
Snart var det bare jødehad, som fremkaldte denne forfærdelige behandling af jøderne, snart var det også en »klog politik«, som skød skylden på jøderne og samtidig plyndrede dem og således: skaffede sig rigdom og profit foruden at frikende sig selv for egen udygtighed og skyld. Hvad antisemitismen gennem tiderne i så henseende har at svare til af skyld og lumpenhed er grænseløst. Vi kristne må skamme os og skjule vore ansigter, når vi tænker på den strøm af løgn og mord og tyveri overfor jøderne indtil idag, og vi må om og om igen forstå, hvor usigelig vanskeligt vi har gjort det for jøderne at blive kristne, når ikke bare navnkristne har forfulgt dem i hundreder af år, men de oftest og til idag har gjort det i kirkens, ja i Kristi navn!
Antisemitismens historie.
Vi finder som før nævnt antisemitismen i Israels historie lige fra dens begyndelse i Ægypten, da Moses friede folket ud ved Guds almægtige hjælp.
Allerede over 100 år før Kristus var jøderne så stort et folk og så spredt over hele det romerske rige, at de vakte fjendskab derved. Den kendte filosof Philo siger omkring Kristi tid: »Et enkelt land kan ikke rumme jøderne på grund af deres antal. Derfor har de bosat sig i de fleste og lykkeligste lande. De betragter Jerusalem, hvor den højeste Guds tempel står, som deres moderstad, og de anser det land for deres fædreland, hvor deres fædre har boet, og hvor de selv er født og opdraget«.
Der var vældige mængder af jøder i de store byer, navnlig Aleksandria, hvor de var blandt de dygtigste og driftigste borgere. Hadet imod dem begyndte da også særligt der. På grund af jødernes faste vilje til kun at dyrke Gud Herren og ikke finde sig i indgreb, som syntes dem at krænke Ham, blev der en åben opstand imod Rom, som endte med Jerusalems undergang år 70 efter 4 års forfærdelig krig; endnu værre blev det, da jøderne under Bar-Kokba på ny søgte at gøre sig fri af romerne, men blev knust efter 3 års krig 133-136.
Da var hadet så stort mod jøderne, at romerne bogstaveligt udryddede alle jøder og fjernede dem fra landet; alle byer og landsbyer blev udslettede, og romerne opbyggede enkelte nye romerske byer, hvor ingen jøde måtte bo; de hellige steder i Israels historie og i de kristnes med blev vanærede ved hedensk og usædelig kultus. Mens jøderne i oldtiden var dygtige bønder, og andre folk var dygtigere til handel, blev jøderne nu sted efter sted under forfølgelserne tvunget bort fra jorden til at drive handel, senere til mange steder kun at være mellemhandlere og vekselerere; ja, det er i virkeligheden kristne forfølgere, som har tvunget jøderne til at tage rente og at ågre, fordi de selv ud fra Gamle Testamente vidste, at man ikke bør tage rente af sine egne, men så kunne jøderne gøre det for dem. Og mens de kristne ofte tog ublu renter gennem andre, fik jøderne selv ikke nær så blodige renter som de kristne. Så den gamle klage over jødernes ågerrenter, jfr. Shakespeares Shylock, må forstås om igen og bliver visselig ingen pynt for de kristne.
De gamle beskyldninger for ritualmord, eller at jøder skændede Jesu legeme i nadveren ved at gennembore hostien, blev gang på gang årsag til frygtelige pogromer gennem middelalderen. Den lille bakterie, som fik en hostie til at blive rød, som om den blødte, har været anledning til overtroiske og hadefulde angreb på uskyldige jøder; ja, man har ved lejlighed ligefrem smuglet et dødt barn ind i et jødisk hus for at kunne anklage jøderne for ritualmord. Særlig under korstogene var der forfærdelige forfølgelser gennem hele Europa, så tusinder af jøder blev myrdede, og de blev plyndrede for alt.
Hvad oprindelig nogle kalifer fandt på for at udskille kristne og jøder fra muhammedanerne, blev efter det berømte Laterankoncilium 1215 pålagt alle jøder: at bære synligt et gult mærke; samtidig opstod ghettoerne, hvorved jøderne blev anbragt i særlige kvarterer og altså let kunne tvinges og knægtes. Kun enkelte kristne talte godt om jøderne. Bernhard af Clairvaux erklærede, at de kristne var langt værre ågerkarle end jøderne og opfordrede til beskyttelse af de sidste. »Den sorte død« o. 1350 blev anledning til nye rædsler imod jøderne, som beskyldtes for at have forgiftet brøndene.
Som bekendt var Luther først venlig mod jøderne, talte kærligt om dem som Jesu brødre, men senere blev han så skuffet af deres uvillighed til at omvende sig, at han talte hårde ord om deres forstokkethed og i sådanne vendinger, at det blev »gefundenes fressen« (en lækkerbidsken) for nazisterne i deres had til jøderne. Humanisterne på reformationstiden og sidenhen, samt puritanerne (de engelske pietister), var derimod positive overfor jøderne. Det uhyggelige har været, at det ofte var Kirken, som startede pogromerne mod jøderne, ja til idag sker det specielt i græsk- og romersk-katolske lande, at påsken bliver anledning til jødehad og forfølgelse.
Israelsmissionærer har fortalt om, hvordan katolske studenter indledte påsken med at sætte barberblade på deres spadserestokke og gå igennem byerne i Polen og slå til jøderne. Forfærdelige forfølgelser rasede igennem Polen, da jøderne var blevet en stærk finansiel magt i folket midt i 1600erne. Og verdsligt kloge folk fandt på nye angreb på jøderne såsom en lærd Heidelbergprofessor, der o. 1700 skrev en bog: »Afsløret jødedom«, hvor han opkoger alle beskyldningerne imod dem og yderligere forfalsker citater af Talmud (jødernes hellige fortolkning til deres Bibel), som om jøderne i følge Talmud vil herske over alle og dræbe de kristne for at få verdensherredømmet.
Med den nye humanisme, bedst kendt ved navnene Lessing og Moses Mendelssohn, som var hjertevenner, begyndte en frigørelse for jøderne. De sluttede venskab med kristne, en tolerance voksede frem, som gav dem plads iblandt Europas førende i litteratur og i det gode selskab. De klassiske foregangsmænd, Goethe og Schiller, gik stærkt ind for jødernes ligeret og anerkendte deres gode sind og vilje til at tjene folkene og landene. Dette blev den store assimilationstid, hvor tusinder af jøder gjorde sig til ét med de kristne, også ved at lade sig døbe. Man regner med, at i årene 1800-1820 blev flere jøder døbte end i hele tiden indtil da.
Uafhængighedserklæringerne i Amerika 1776 og den franske revolutions frihedslovgivning 1791 gav jøderne fuld ligeret; også Napoleon var dem for største delen god. Men efter hans fald kom som reaktion igen antisemitismen frem, særlig i Tyskland; da var det, vi i København havde den lille jødefejde i 1819. Men sydpå var jødefejderne ikke så milde som hos os; der blev de til pogromer og førte til blodbad, kastrering og jødiske kvinder tvunget ind i bordeller. Da friheden igen fik fremgang, blev der også frihed for jøderne gennem revolutionerne i 1830 og 1848.
Midt i 1800erne bølgede der et jødehad frem og tilbage i Tyskland; det var middelstanden, som snart anklagede jøderne for at være storkapitalister, snart for at fremme socialismen, — Karl Marx var jo jøde! Efter sejren over Frankrig 1870 kom der et stort økonomisk krak, og så blev jøderne igen gjort til syndebuk; dels angrebes de af katolikkerne, dels af konservative kirkelige protestanter, bla. kejserens hofpræst, dels af blindt hadefulde ateister og racestolte tyskere. Samtidig begyndte også i Frankrig samme jødehad, rettet imod Rothschilderne, ledet af højadelen og kirken. Kulminationen nåedes i den forfærdelige og skamløse »Dreyfusaffære«. Der var blevet opdaget et forræderi, nogle vigtige militære papirer var blevet udleveret til tyskere; og skønt den fransk-jødiske kaptajn Dreyfus havde vist sig særlig patriotisk og var udvandret fra Elsass for ikke at bo blandt tyskere, blev han anklaget for at have begået forræderiet. En antijødiske avis slog sagen op og rasede imod jøderne som Frankrigs forrædere.
Dreyfus blev anklaget, dømt, offentligt degraderet for fronten og sendt til »Djævleøen«, hvorfra næsten ingen kom levende tilbage. En ærlig officer, der opdagede, at forræderen var en anden højtstående officer, blev fjernet, og for at skjule hærens råddenskab rasedes der igen i aviserne imod jøderne. En ny ret dømte atter Dreyfus. Så greb forfatteren Zola ind med sine berømte artikler »J’accuse!« (jeg anklager!).
Under uhyre vanskelige kår, hvor det flere gange gjaldt livet, blev Dreyfus frikendt efter 11½ år, og da der blev begået et attentat på ham, blev forbryderen frikendt. Det var dette sanseløse og forløjede jødehad, som vakte den jødiske sagfører fra Wien, der havde troet, at man kunne være en god borger i det europæiske samfund som jøde, så han indså, at jøderne må være sig selv og kunne klare for sig selv, om de skal leve og få lov at folde sig ud. Det var Theodor Herzl.
I Amerika og England var der stor forbitrelse over jødeforfølgelserne i Østeuropa og denne Dreyfusaffære i Frankrig. Men i Rusland blev det endnu værre, da tsar Alexander II blev myrdet i 1881, og jøderne fik skylden. Så forfærdelige var pogromerne, at 100,000er af østjøder årligt emigrerede til Amerika for at redde livet og eksistensen. Efter Ruslands nederlag over for Japan 1905 fortsatte pogromerne og flugten fra Rusland.
Også i de andre østeuropæiske lande forfulgtes jøderne grusomt, i Rumænien, Bulgarien, Polen og Galizien.
Antisemitismen i nyeste tid.
Skønt jøderne under første verdenskrig snarest ydede større ofre end andre tyskere, og jødisk ungdom kæmpede så tappert som nogen, blev det tyske nederlag anledning til uhyggelig antisemitisme. Allerede under krigen skældte man jøderne ud for skulkere, og da ledende socialister som Rosa Luxemburg og Kurt Eisner var jøder, æggede det jødehadet yderligere. Weimarforfatningen blev udarbejdet af en jøde, hvilket igen fremmede hadet mod jøderne hos dem, der følte denne forfatning som et forræderi imod det gamle Tyskland, der gik under. Den ædle og helt igennem tysksindede Rathenau blev myrdet, fordi han var jøde, mens lederen af Krupps værker, som havde tjent godt på Tysklands fjender under krigen 1914-18, blev en af førerne i det Tyskland, som ville revanche, og som skød skylden for nederlaget på jøderne.
Af skuffelsen og vreden over nederlaget udsprang Nazismen med dens uslukkelige jødehad. Igen skete det, at man prøvede at rense sig selv for skyld ved at kaste den på aldeles sagesløse, nemlig jøderne. Denne gang var det ikke kirken, der gik i spidsen; det var det ikke-kristne Tyskland med general Ludendorff og hans germanske hedenskab i spidsen, som gik forrest, og så kom Hitler, der afslører sig selv i sine ord om, hvordan man skal propagandere og bare bombardere folk med de aller groveste, ustandseligt gentagne påstande, som kan fremme det nationale og rejse Tyskland igen, så det får den plads i solen, det fortjener.
Der er ingen grænser for de løgne, Hitler og hans fæller tillader sig for at stemple jøderne som de skyldige og frikende tyskerne for skyld. Frit opdigtede forbrydelser påduttedes jøderne; man forfalskede udtalelser af kendte jøder og genoptrykte stadig det mest forløjede og uhyggelige antijødiske skrift »Zions Vises Protokoller«. (Mere om dette senere!). Jøderne gjordes ansvarlige for Tysklands ulykke. Theodor Herzl fik påduttet en forfalsket udtalelse allerede fra den første zionistiske kongres i Basel 1897: »Så snart en ikke-jødisk stat vover at gøre os jøder fortræd, må vi være i stand til at kunne hidse naboerne til krig imod, den. Som middel skal vi benytte os af den offentlige mening. Den offentlige mening skal vi på forhånd bearbejde gennem »den ottende stormagt« — pressen. Med yderst få undtagelser, der overhovedet ikke kommer i betragtning, ligger hele verdenspressen i vore hænder«. Rathenau skrev et flammende opråb til Frankrig, hvori han besvor det om ikke at ødelægge det Tyskland, som burde kunne være dets lige og medarbejder. Dette blev fordrejet ved forkortelser og udeladelser til en opfordring til Frankrig om at ødelægge Tyskland. Og det var ikke muligt at dementere eller få rettelser ind i aviserne, så ophidsede imod jøderne var de fleste allerede i 1920erne.
For at styrke jødehadet og fremme tysk stolthed fremkom der nu såkaldte videnskabelige skrifter om det rene germanske eller ariske blod og om det afskyelige jødiske blod, som skændede det tyske menneske og folk.
Faktum er, at tyskerne er et langt mere blandet folk end jøderne. Det var en franskmand, Gobineau, som i 1854 udgav fire bind om racer, hvori han fremhæver den ariske race som den egentlig kulturbærende. Dette vrøvl — man tænker bare på kinesisk kunst og litteratur eller på gammel ægyptisk og anden semitisk kultur! — greb visse tyskere med begejstring såsom komponisten Wagner i Bayreuth. Således fremstod sværmeriet for Wotan og den gamle hedenske germanisme, som igen blev fortsat af Hitler og af Rosenberg, der skrev sin mytus om det ariske menneske. En svigersøn af Wagner, søn af en engelsk fader og en tysk moder, skrev en hysterisk bog om dette emne i 1899, hans navn var Houston Stewart Chamberlain.
Og i Hans Günther, der var racebiolog af uddannelse, fik Hitler en hjælper, der forfægtede teorien om den blonde, nordiske, langskallede type som den ædle, kulturbærende; ja, alt, hvad der duede blandt andre folk, havde i virkeligheden sin oprindelse i denne type. De, der ikke helt fornægtede Jesus Kristus, fik så ham gjort til en blond germansk galilæer, der slet ikke var jøde osv. osv. I sandhed en hyggelig portion af pjat og grænseløs uvidenskabelig opfindsomhed. Hitler skriver i sin bog »Mein Kampf« om, hvorledes man skal sværte sine modstandere uden skrupler ganske og aldeles; det gør han også tilgavns i samme bog.
Der var i de tyske storbyer, navnlig i Berlin, som i Wien mange jøder og særdeles mange akademiske jøder, så at disse sad i uforholdsmæssigt mange fremstående stillinger særlig som læger og sagførere. Hitlers påstande var helt overdrevne og fortegnede. Og den altid gentagne påstand om verdensfinansen på jødiske hænder var og er, som det med tørre tal er bevist, usand. Hverken i Tyskland eller i USA. har jøderne haft magten finansielt. Beskyldningen for radikalisme hos jøderne, hvorved moral og national kærlighed opløses, kan vel finde kendte navne at hæfte sig ved, hvilket ikke må undre, når vi betænker, hvordan jøderne er blevet mishandlet i land efter land, gjort hjemløse og retsløse. Og dog skal det siges, som den modige kardinal Faulhaber i München sagde i 1933: »Ikke Hellas, men Israel er al sund humanismes arne«.
Da de gamle, stygge anklager igen løb igennem Tyskland og blev troet, selv de uhyrlige anklager for ritualmord, svarede to kloge og modige tyskere, de grundlærde professorer Strack og Fr. Delitsch, og det med næb og klør. Strack siger: »Jeg anklager offentlig N. N. for mened og grove forfalskninger«. Og Delitsch kalder et antisemitisk skrift for »et makværk af infernalsk løgn« og udslynger imod disse skribenter: »Men endnu lever sandhedens Gud, og endnu lever Kristus, der er ophøjet til pladsen ved Hans højre side, og vil vide at forsvare sin ære mod dem, der skænder Hans navn; de, som tror, de tjener Ham med deres løgne, skal dø for disse løgnes skyld«!
Et af resultaterne af jødehadet var bla. forordningen om det uhyggelige gule mærke, som fra 1. september 1941 i Tyskland blev den gule stjerne, hvorved alle jøder skulle gøres kendelige og nemme at få fat i, da deportationerne og udslettelsen i gasovnene tog fart. I begyndelsen følte mange ikke-jøder dette mærke så skændigt, at de behandlede de mærkede jøder venligere; men snart gik det på livet løs, og jødestjernen blev et livsfarligt tegn. Forresten ved man, at Gestapo, da de forstod, at Tyskland ikke kunne klare krigen, sørgede for, at der til deres eget brug og som hjælp til at kunne flygte blev reserveret dem 1½ mill. jødemærker!
Den djævelske forfølgelse, som kostede 6 mill. jøder livet i Europa, er i så frisk minde, at ingen burde kunne glemme det. Forfærdeligt at der i dag ikke bare i Tyskland findes mennesker, som skamløst udtaler deres beklagelse af, at ikke alle jøder blev udryddede, men at den samme djævelske ånd giver sig udtryk rundt om i verden, så en ny bølge af antisemitisme er ved at vælte ud over landene.
Der er ingen grænser for, hvor sadistisk jødehaderne behandlede jøderne. Under forhandlingerne om en meget begrænset materiel erstatning fra Tyskland til Israel for alt dette forfærdelige har Vesttysklands præsident Heuss klart og tydeligt givet udtryk for den sorg og skam, han og rettænkende tyskere føler ved det, som skete, en skændsel, som aldrig kan afvaskes, men kun begrædes. Måtte en sådan ærlig tyskers ord finde rum i Tyskland og i hele verden og være med til at standse den afskyelige og onde antisemitisme!
»Zions Vises Protokoller.«
Dette skandskrift imod jøderne skal have en særlig omtale. Dels er det så uhyggeligt forfalsket og forløjet, dels kommer sandelig de beskyldninger, som står deri, og som gang på gang endda ved offentlig retskendelse er blevet tilbagevist som løgn, trods alt igen, så folk erklærer, at noget om det må der nu være, siden det bliver ved at komme igen. Ja, på den måde kan jo al løgn blive sand, bare den siges igen og igen.
Hvad er »Zions Vises Protokoller«?
Bernhard Shaw sagde bittert, at vor tidsalder er ligeså overtroisk som middelalderen. Dette har skriftet »Zions Vises Protokoller« til fulde bevist til stor beskæmmelse for vor tid. Man har kaldt det for dette århundredes største falskneri. »Zions Vises Protokoller« udkom i 1920 og blev taget alvorligt fra begyndelsen; store og kendte aviser ofrede megen plads på skriftet, såsom Englands fornemme aviser »Morning Post« og »Times«. Skønt det blev bevist at være et oplagt falsum, generede Rosenberg sig ikke for at erklære det for ægte og at lave en slags bevis derfor, og han lod det genoptrykke både 1923 og 1933.
I 1901 udkom et russisk skrift, der omhandler antikrists komme og djævelens herredømme på jorden: »Det store i det små«; dette slutter med et kapitel om »protokollerne«. Heri skildres den russiske tsarisme og den ortodokse kirke som eneste bolværk imod antikrist, der kommer fra Dans stamme af jødisk æt. Lederen af den hemmelige jødiske verdensregering taler til Zions Vise om verdensherredømmet og om underminering af alle stater og regeringer; i forbindelse med frimurerne arbejder de på at tage verdensherredømmet. De andre riger skal ødelægges ved Darwinisme og Marxisme, så søjlerne, som bærer verden, falder. Jøderne har guldet og er i stand til at sabotere og underminere al fremdrift, så de kan gribe tøjlerne på deres dag. Alt dette blev oprindeligt tænkt af Salomon og Zions Vise og blev fremlagt på den første Zionistkongres i Basel i 1897. »Den symbolske slange«, som allerede har omstyrtet mange regeringer, vil til sidst omspænde hele verden. Som forfatter til »Det store i det små« anføres en Nilus, som viser sig at være ukendt i Moskvas synodekancelli, hvorfra skriftet er udgivet.
I 1920 blev »Zions Vises Protokoller« »optrykt« og udgivet og spredt vidt ud, så at man altså tog det alvorligt selv i store og velrenommerede aviser. Så sker det i 1921, at en tsaristisk officer, som var flygtet til Konstantinopel, giver en korrespondent til »Times« en sjælden bog, en laset fransk roman, som viser sig at indeholde ord til andet, hvad »Zions Vises Protokoller« siger. Romanen er et voldsomt angreb på Napoleon III. Forfatteren lader den kendte italienske statsmand Machiavelli tale til Napoleon og prale med verdensherredømmet, som skal hidføres ved at underminere andre folk og regeringer og selv beherske guldet og være sammensvejset som en ubrydelig magt. »Times« offentliggjorde dette i tre store artikler i 1921, og det viste sig, at »hr. Nilus« ikke egentlig angreb jøderne, men ville skræmme Tsaren bort fra en moderat, liberal russisk politik, som han fremstillede som ledet af jøder og frimurere. løvrigt ligger der bag den franske roman en mærkelig fantastisk historie: »På jødekirkegården i Prag«, hvor 12 jødiske repræsentanter for alle Israels stammer mødes fra alle Europas storstæder og taler sammen i et vrøvlet såkaldt »kaldæisk« sprog og overlægger jødernes og verdens fremtid.
I Tyskland var det ikke muligt at føre retssager angående disse »Zions Vises Protokoller« og deres løgne. Men i Schweiz blev der anlagt sag imod schweizer-nazister, som udgav dette skrift, og skriftet blev dømt som løgn og smudslitteratur.
Det er mit håb, at læsere vil huske dette og være med til at stoppe disse grimme løgne og ikke lade sig dupere af, at jødehadere tillader sig at repetere gamle bevislige løgne.
Antisemitismen i dag.
Professor Valentin noterer en morsom og besk anekdote fra Australien: »Når Bunga-Bunga-træet bærer rigelig frugt, lader australnegrene også de fremmede spise deraf. Er frugten middelmådig, får de ikke lov til det. Og er der hungersnød, spiser man de fremmede.«
Sådan er det gået for jøderne i de lande, hvor de har boet, og sådan synes det bestandig at skulle gå dem.
USAs og Englands folk afskyede den tyske antisemitisme med jødestjernen og nedslagtningen af millioner af jøder. Og så blomstrer dog en styg antisemitisme idag i disse lande og rundt om i hele verden.
I de arabiske lande er hadet voldsomt og truer stadig med at udrydde de jøder, som fik fodfæste i deres gamle land. Israel er endnu i krigstilstand med de arabiske lande, og gang på gang angriber små og større »friskarer« af arabere Israel, og det besvares med genangreb og kraftigt forsvar. Hitlers ven, stormuftien af Jerusalem, der planlagde udryddelse af alle verdens jøder, sidder stadig i et eller andet af de arabiske lande og puster til ilden, som skal opbrænde Israel.
Englands vanskelige stilling, når de skulle fastholde deres egen position og se at få så godt forhold til både araberne og jøderne som muligt, blev et nedværdigende spil med falske kort, en prisgiven af jøderne, som kunne være blevet deres udslettelse. Det var i sandhed ikke andre nationers skyld, at Israel klarede kampen imod araberne. Det stod alene, fik nok efter kort tids forløb våben og andet materiel fra USA. o. a. steder, men det måtte stride alene for livet og kom dog igennem.
Hele denne strid, som jo ikke er forbi endnu, har skabt Israel både beundrere og fjender. Det har ikke været let at vide, hvad der altid var rigtigst, sandest og bedst for Israel og for verdensfreden. Der er ikke tvivl om, at den ædle grev Bernadotte for ramme alvor troede, at det eneste håb for Israel, om det ikke skulle udslettes, var at nøjes med den endnu meget mindre del af landet, som han håbede at få araberne til at gå med til; vi ved, at dette hans forsøg blev hans død, idet jødiske fanatikere i vrede over dette forslag dræbte ham. Venner af araberne har svært ved at finde det retfærdigt, at Israel har sat sig fast i disses gamle land; der er kristne, som ikke kan finde ud af, hvad de skal mene, og som derfor føles som antisemitiske af jøderne idag. Det er virkelig en tragedie, at Israels venner, som har sat meget, ja nogle alt ind, for i en farlig tid at hjælpe jøderne og forsvare deres liv og ære, nu på grund af dette forhold i landet Israel står for mange jøder som antisemitiske.
Det er naturligt, at jøderne af al magt holder fast ved deres land, som de har købt i dyre domme og opdyrket med blod og sved, og som de derefter med livet og hele folkets fremtid som indsats har måttet kæmpe for at beholde, det er naturligt, at de føler det som modvilje, når andre ikke kan indse deres ret til det, de nu besidder. Men vi er mange, der synes som de, at man burde kunne forstå og godkende det, de har opnået, som deres ret i henhold til Balfour-deklarationen og de ofre, de selv har bragt for at dyrke og nu beholde det, som idag hedder Israel. Vi synes i hvert fald, alle burde kunne forstå, at når jøderne nu har mistet 6 mill. menneskeliv, fordi de var forsvarsløse, og så i deres gamle land fandt en mulighed for at eksistere, som de visselig ikke kom sovende til, så måtte de have ret til at forsvare det, de havde vundet, og ingen har ret til at betragte dem som indbrudstyve eller urettens mænd.
For kristne er der i hvert fald det at sige, om man da kender og tror, hvad Bibelen fortæller, at landet er Guds, og Gud har lovet Israel det til evig arv og eje. Når mange så har haft og endnu har svært ved at forstå, at det skulle være rigtigt, at Israel kom ind i landet ved køb og politik og sidenhen holdt det fast ved magt, så beror dette deres syn på, at de overser, hvordan Gud fra begyndelsen og sidenhen gav dem landet og bevarede det for dem.
Vist skulle Josva være stille og erfare, at Herren skulle stride for Israel, men det betød jo ikke, at Israel og Josva ikke selv skulle stride. Jo, de skulle væbne sig og stride og så erkende, at det var Herren, som stred for dem og gav dem sejr.
Og da Herren senere på Esras og profeten Zakarias’ tid befalede Israel at stole på Herren og sagde: »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd«, så betød det akkurat det samme som i Josvas dage, at de skulle have murskeen i den ene hånd og sværdet i den anden hånd, men stole på, at det var Herren, som stred for dem og frelste dem. Der er »sarte« kristne idag, som mener, at sådan kunne Herren handle dengang, men ikke idag; det ville idag af alle føles som uretfærdigt, ja umoralsk! Men vi regner Herrens ord for klarere og rigtigere end vor tids forståelse af, hvad der er ret og moralsk.
Er landet Guds, så tilkommer det Gud at give det til sit folk, når og som Han vil. Kunne Gud engang kalde Kyros »min tjener, min salvede«, så kan Gud idag meget vel bruge Zionismen og Israels hær til at erobre og bevare Israels land.
Men der er alligevel noget at tilføje. Og dette vil altid af mange jøder føles som en anklage imod dem og derfor muligvis som »antisemitisk«.
Professor Valentin klager over, at særlig Johannes’ evangelium ved sin tale om, at det var jøderne, som bragte Jesus på korset, har voldt jøderne så megen ulykke og har lagt jøderne for had hos de kristnes børn i deres kristendomsundervisning; men siger Valentin, han kender kristne, som netop ved at læse i Bibelen er kommet til at elske jøderne.
Det er en gammel og liberal-teologisk mening, at Johannes’ evangelium skulle kaste mere skyld på jøderne end de andre evangelier. Alle evangelierne fortæller klart, at den egentlige anklage lød på, at Jesus gjorde sig Gud lig, og når jøderne dømte ham, var det, fordi han på ypperstepræstens direkte spørgsmål, om han var Guds søn, svarede bekræftende efter edsformularen. Så var han efter jødisk lov skyldig at dø (jfr. Joh 19:7 og 3Mose 24:15 f.), og så førte de ham til romerne for at få ham korsfæstet. Og apostlen Paulus såvel som Peter siger tydeligt til jøderne, at de korsfæstede Jesus ved hedningers hånd.
Nej, der er ingen modsætning eller forskel i det stykke. Det vil altså sige, at ligesom en Jeremias anklager Israel for at svigte sin Gud og derfor forkynder Guds dom over folket, indtil det omvender sig, således taler Ny Testamente om Israel som det folk, der forkastede sin Messias, Guds Søn, og derfor blev givet til pris, da de ikke engang ville omvende sig, når Herrens vidner aflagde vidnesbyrdet om Hans opstandelse. Denne Bibelens anklage kammer vi ikke uden om. Den føles som en modvilje mod jøderne, og den vil altid få dem til at stejle og slå fra sig.
Hvor denne tale førte til at foragte jøderne eller at opgive dem som håbløse endsige hade dem, der var virkelig den onde på færde, der var og er antisemitismen med sin djævelske mulighed for løgn og mord. Og der glemmes ordet om lammet, der bar verdens synd, ordet om »Guds fastsatte plan og forudviden«, ordet om, at jøderne »handlede i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer«, ja den korsfæstedes egen bøn til Gud om syndsforladelse for jøder og romere, netop med denne sidste begrundelse.
Hvor derimod Israel forstås som Herrens udvalgte folk, som Han ikke har opgivet trods alt, og som derfor heller ikke Herrens menighed opgiver; hvor Israel elskes, som Herren og Hans apostle elskede det, der bliver bøn for det folk, der bliver vilje til at forstå det og lide med og for det, der kommer levende kristne i båd sammen med Israel, således som en del af dem virkelig gjorde det under Nazismens forfølgelser. Der må jøderne kunne kende, at kærligheden er ægte, selvom der er noget, de endnu ikke fatter og ikke vil forstå, og andet, de på grund af lidelserne og de kristnes forfærdelige adfærd imod dem gennem tiderne, ikke kan tro.
Vi kristne må heller aldrig glemme, at vor skyld gennem tiderne, ikke mindst netop ved de forfærdelige forfølgelser af jøderne i kirkens og i Kristi navn, er så frygtelig, at vi ikke i jødernes historie vil finde mage til ondskab og synd mod Gud og mennesker. Dertil kommer det store frafald inden for de såkaldt kristne folk, som efter den nåde, Gud har bevist os, pådrager os større skyld end jøderne ved deres forkastelse af profeternes kald og Herrens eget tilbud. Nej, vi har intet at lade jøderne høre, hvad skyld og synd angår. Vi kan kun som de benådede syndere, der fandt Gud i Jesus, Israels Messias, fortælle jøderne derom og bede dem igen høre og tage imod deres og vor frelser; og vi må komme til dem som mennesker, Gud nådigt kaldte og gav del i det, Han gerne først ville give sit gamle Israel. Vi har ingen overlegenhed over for jøderne, men grund til ydmyghed over for Gud og Hans vej med os og til at bringe noget af det tilbage, som først var tiltænkt Israel og blev os skænket i Jesus Messias.
Rent menneskeligt burde vi altid kunne glæde os over fællesskabet med jøderne, hvor de så bor, som dem, der ved, at det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som vi er fælles om at være børn af og at være kaldede af til at leve menneskelivet. Og kristeligt burde vi være så fyldte af den Jesu kærlighed, som på korset gav sig hen for alles synder, mens Han bad for sine fjender, for dem, som voldte Hans død, og det var vi alle fælles om. Denne kærlighed burde drage os til »Guds førstefødte, Guds øjesten, Israel«. Hvor den er levende, der bliver Israel elsket og æret, der følger kristne jødernes skæbne med betaget forventning og ser hen til store ting fra Gud for Israel. Der bliver ingen plads til antisemitisme, men åben kamp imod denne djævelske ondskab.
Antisemitismen er i egentlig forstand anti Gud, antikristelig. Det var jo Guds første velsignelse til os »hedninger« af arisk rod, som udtrykkelig knyttede sig til hans omsorg for jøderne, semiterne. Gud velsignede Sem og Jafet i Sems telte, altså Guds velsignelse til os andre er direkte knyttet til hans velsignelse af Israel (1Mose 9:26-27), ligesom Gud senere gav Abraham sin velsignelse og sagde: »Jeg vil velsigne dig, — og jeg vil velsigne dem, som velsigner dig, og forbande dem, som forbander dig« (1Mose 12:2-3). Altså er antisemitisme direkte imod = anti Gud, det er ikke bare ondskab imod jøderne, men vor egen undergang, thi Guds velsignelse til os er knyttet til Sems, Abrahams og Israels velsignelse.
Noget andet er, at den antisemitisme, som visselig er fra djævelen, og hvormed han har tænkt sig at plage livet af Israel og tilintetgøre dette folk, at Gud har taget den i sin almægtige hånd og brugt den som sin svøbe til at kalde og tugte Israel, så det ikke blev opslugt af Ægypten og dets kødgryder eller af Babel eller alle de lande, hvor de blev drevet hen og prøvede at assimilere sig. Netop antisemitismen kaldte Israel til selvbesindelse og tvang det til at vende tilbage til sit eget land, således som Herzl og Zionismen indså det og praktiserede det. Antisemitismen blev de »fiskere og jægere, som fisker dem og jager dem fra hvert hvert bjerg og hver høj og i klippespalterne«, så det opfyldes, at »der skal komme dage, da det hedder: Så sandt Herren lever, som førte israelitterne op fra Nordens land og fra alle de lande, han fordrev dem til. Jeg vil føre dem tilbage til den jord, jeg gav deres fædre.« (Jer. 16:15-16).
Som Josef sagde til sine brødre: »I tænkte ondt imod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at holde mange folk i live« (1Mose 50:20), således har Gud vendt og vil vende djævelens onde antisemitisme til Israels tugt og dermed frelse. Ja, engang skal hele denne verden velsignes og frelses ved Guds store frelse med Israel, da skal verden holdes i live og mættes med Guds herlighed, når Jesus Messias kommer igen og udstrækker sit spir fra Zion. Det bliver »liv af døde« (Rom. 11:15) og »alle tings genoprettelsestider« (Apg 3:21).
Så siger vi: Læs Bibelen, prøv at forstå Israel! Tro og tjen den Herre Jesus og elsk Hans folk, som Han elskede det! Vær på vagt imod antisemitismen i alle dens former! Lad den ikke komme ind iblandt børnene og gøre det svært for jødiske børn og for Israel!
Vor bevægelse og vort blad: »Ordet og Israel« vil til stadighed oplyse og hjælpe til klarhed i disse spørgsmål og vil vække forståelse for og kærlighed til Israel, så vi kan tjene Gud og Hans gamle ejendomsfolk i det, som skal ske til dets forløsning og dermed være med til at berede Gudsrigets komme.
Georg Bartholdy
Kilde: Pas på antisemitismen – Ordet og Israel 1953
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
