Når Gog angriber Israel

Profetien om Gogs angreb på Israel i de sidste tider er en af de meget omdiskuterede tekster i Bibelen. Ole Andersen har set på teksten og skriver om to af de vigtigste spørgsmål i forbindelse med Gog og Magog, nemlig Hvornår angriber Gog? og Hvad er Guds formål med Gogs angreb?

Profetien om Gogs angreb på Israel i de sidste tider er en af de meget omdiskuterede tekster i Bibelen. Ole Andersen har set på teksten og skriver om to af de vigtigste spørgsmål i forbindelse med Gog og Magog, nemlig Hvornår angriber Gog? og Hvad er Guds formål med Gogs angreb?

En mægtig, international hær rykker frem mod Israel. Lederne af de store multinationale selskaber og verdens økonomiske eksperter overvejer de økonomiske følger af angrebet.

For Israel er den militære situation ikke vanskelig. Den er umulig. Landets forsvar er nedlagt, og folket er aldeles uforberedt på krig. Ikke uden grund betragter lederen af den internationale styrke angrebet som en let aktion, der militært set er uden risiko.

Sådan er i store træk situationen i en af profeten Ezekiels kendteste profetier. Ezekiel kalder lederen af angrebet for Gog, og profetien står i Ez 38-39.

To vigtige spørgsmål

Gog kommer fra landet Magog og er storfyrste af Meshek og Tubal (38:2). Alle tre områder skal sandsynligvis findes i det nordøstlige Lilleasien eller i området øst for Det Sorte Hav.

Ezekiel har allerede tidligere nævnt Meshek-Tubal som et blandt flere eksempler på forhenværende stormagter, der på hans tid var gået under (32:26-27). Det er vigtigt, fordi det viser, at Ezekiel her ikke tænker på selve Meshek-Tubal, men blot bruger navnene på disse frygtede folk i fortiden som »typer« på en stormagt, der engang i fremtiden vil dukke op på historiens scene.

Teksten er omhyggelig med at understrege, at Gogs hær er multinational (38:4-6). Hærens tropper kommer fra alle verdenshjørner omkring Israel: persere fra øst, nubiere fra Sudan-Ethiopien i syd, putere der sandsynligvis betegner folk fra et område i det moderne Libyen i vest og Gogs egne folk fra nord.

Gogs angreb ender med en katastrofe. Men i modsætning til alle forventninger er det en katastrofe for ham selv og hans allierede, ikke for Israel. Gud griber ind, og Gogs hær går under i et inferno af naturkatastrofer og indbyrdes kampe (38:18-22).

Profetien om Gogs angreb på Israel har altid optaget bibellæsere og har altid vakt uenighed. Bibeltro kristne har især diskuteret, hvornår i verdenshistorien Gogs angreb vil finde sted. Det er et vigtigt og spændende spørgsmål, der fører os lige ind i rækken af begivenheder omkring Jesu genkomst.

Et andet spørgsmål er dog endnu vigtigere, fordi det er en nøgle, der åbner for forståelsen af selve hovedbudskabet i hele denne del af Ezekiels Bog. Det er spørgsmålet om, hvad der er Guds hensigt med at lade Gog angribe Israel på dette tidspunkt.

En nærlæsning af teksten afslører en række detaljer, der giver hjælp til at besvare begge spørgsmål.

Hvornår angriber Gog?

Bibeltro kristne er som sagt uenige om, hvornår Gog vil angribe Israel.

Nogle mener, at angrebet vil finde sted inden Jesu genkomst. Efter angrebet vil Israel komme til tro på Jesus, og Gud vil frelse Israel og oprette det Messias-rige, som han har lovet i profetierne i Bibelen (tusindårsriget). Ifølge denne forståelse hører Gogs angreb altså til de begivenheder, der vil finde sted i de sidste tider lige inden Jesu genkomst.

Andre bibeltro mener, at Gogs angreb først vil finde sted efter en lang periode, hvor Israel er frelst og lever i fred og tryghed under Jesu herredømme (tusindårsriget). Ifølge denne forståelse er der ingen grund til at være på udkig efter Gog i vores tid – han kommer jo først efter Jesu genkomst og tusindårsriget.

Hvilken af de to opfattelser er rigtig? Lad os se på nogle forhold i teksten, der kan hjælpe os til et svar.

Ez 38-39 hænger nøje sammen med Ez 33-37. Det bliver klart, når vi ser på de datoer, hvor Ezekiel modtog budskaberne fra Gud. I 33:21 findes en dato, der svarer til januar 585 f.Kr. Næste dato finder vi i 40:1; denne dato svarer til engang i 573 f.Kr. Angivelsen af de to datoer inddeler sidste del af Ezekiels Bog i to dele: 33:21-39:29 og 40:1-48:35. Ezekiels Bog selv angiver altså tydeligt, at historien om Gog i kap.38-39 hænger sammen med profetierne i kap.33-37.

Ez 33-37 beskriver Israels fremtidige forløsning. Gud vil en dag forløse Israels lederskab (kap.34), Israels land (35:1-36:15) og Israels folk (36:16-37:14). I 37:15-28 sammenfattes budskabet om Israels forløsning: Engang i fremtiden skal Israels folk bo i Israels land; de skal blive frelst fra deres frafald og blive regeret af Messias.

Lige efter denne beskrivelse af Israels forløsning følger beretningen om Gogs angreb. Både rækkefølgen og datoerne, der kæder kap.33-37 sammen med kap.38-39, tyder på, at Gogs angreb kommer efter Israels forløsning.

Det bliver bekræftet af indholdet. Kap.38 giver en detaljeret beskrivelse af situationen i Israel på det tidspunkt, hvor Gog angriber. Gog angriber et Israel, der er »genrejst efter sværdet« (38:8), vendt hjem fra eksil (38:8,12), bor trygt (38:8,11,14), har samlet sig rigdom (38:12-13), og hvor ruinerne igen er beboede (38:12). Alle disse ting peger tilbage til de løfter, der er givet i profetierne i kap.33-37.

Ezekiels Bog er altså meget omhyggelig med at fortælle os, at Gogs angreb først vil finde sted efter, at profetierne i kap.33-37 er gået i opfyldelse, og Israel er blevet forløst.

Den rækkefølge af begivenhederne, som Ezekiel anfører, er præcis den samme som i Åb 20:1-10. Begge tekster taler om en periode, hvor Jesus skal regere som Messias-kongen. Ezekiel lægger vægten på, hvad der skal ske med Israel i den periode (Israel skal forløses og regeres af Messias). Johannes’ Åbenbaring lægger vægten på, hvad der skal ske med den kristne menighed i perioden (de troende skal opstå fra de døde og være konger med Messias). Begge tekster siger udtrykkeligt, at Gog først vil angribe efter den periode, hvor Messias er konge.

Det nytter altså ikke at lede efter en Gog-skikkelse i dag. Gogs angreb ligger langt ude i fremtiden, efter Jesu genkomst og efter tusindårsriget. Det kommer, som Ezekiel siger, først: »når lang tid er gået«, »når årene er omme« og »når tiden er gået« (Ez 38:8,16).

Hvorfor angriber Gog?

Spørgsmålet »hvorfor?« er dog endnu vigtigere end spørgsmålet »hvornår?«. Når Israel er blevet forløst, og Jesus regerer det frelste Israel i det genopbyggede land, hvorfor lader Gud så Gog angribe?

Samme spørgsmål kan stilles ud fra Johannes’ Åbenbaring: Når Satan først er blevet fængslet, og de troende er opstået og regerer sammen med Jesus, hvorfor skal Satan så igen løslades, så han kan forføre folkeslagene og Gog til at angribe Jerusalem?

Ez 38-39 giver faktisk et svar på dette spørgsmål. Gang på gang siges det i disse kapitler, at Gogs angreb og nederlag er nødvendigt, for at Guds navn kan blive helliget og Guds herlighed åbenbaret (38:16,23; 39:6-7,13b,21-24). Gud lader Gog angribe, for at Guds navn kan få ære!

Hvordan det?

I 39:7 forklarer Gud hensigten med Gogs angreb på denne måde: »jeg vil ikke have, at mit hellige navn vanhelliges længere«. Denne vanhelligelse af Guds navn hænger ifølge Ezekiels Bog nøje sammen med en bestemt begivenhed i år 586 f.Kr.

I årene inden 586 f.Kr. havde det store flertal i Israel levet i frafald. Folket syndede frimodigt, samtidig med at de mente, at de var frelst. De ville gerne tilbede Israels Gud, men de indførte ritualer, som Gud havde forbudt i sin lov, og blandede gudstjenesten med alle mulige former for »nyreligiøse« traditioner og afgudsdyrkelse.

I Guds øjne var Israels gudsdyrkelse uren. Derfor besluttede han at straffe folket og fordrive dem fra deres land (Ez 36:16-19). Det skete i 586 f.Kr. Gud lod storkongen af Babylon erobre og smadre Israel. Mange blev dræbt, nogle flygtede, og andre blev ført i landflygtighed i Babylon.

Man skulle tro, at Guds dom over Israel ville få mennesker til at omvende sig og tilbede Israels Gud i dyb ærefrygt. Men der skete det modsatte. Hedningefolkene rundt om Israel betragtede Israels nederlag i 586 f.Kr. som et udtryk for, at Israels Gud var svagere end Babylons guder (Ez 36:20). Hvad var det for en magtesløs og ubrugelig Gud, der ikke engang kunne beskytte sit folk?!

På den måde blev Israels skæbne i 586 f.Kr., der jo egentlig var et resultat af Guds magt og hellige vrede, til vanhelligelse af Guds navn. Gud blev spottet, fordi Israel led nederlag til kongen af Babylon – selv om det var Gud, der stod bag Babylons sejr!

Men Gud ville ikke finde sig i, at han blev spottet på grund af Israels adspredelse blandt folkene. Derfor besluttede han, at han en dag ville føre Israels folk hjem til deres gamle land og frelse dem (Ez 36:21-32). Israels hjemkomst skulle vise enhver hedning, at Gud ikke er magtesløs, men har magt til at gøre, hvad han vil. Israels hjemkomst er Guds måde at skaffe sit navn ære på!

Men selv efter at Israel er kommet hjem til deres land og har genopbygget det, vil hedningefolkene kunne påstå, at Israels nederlag i 586 f.Kr. og deres adspredelse over hele verden, skyldtes Guds magtesløshed. Derfor vil Gud lade en ny hær, der med sin multinationale sammensætning langt overgår Babylons hær, angribe det forløste Israel. Ved at fælde denne nye endnu stærkere hær viser Gud sin storhed og hellighed og godtgør dermed, at Israels nederlag i 586 f.Kr. og dets årtusindlange adspredelse blandt folkene ikke skyldtes Guds magtesløshed, men alene Israels frafald.

Gud lader Gog angribe Israel, for at hedningerne én gang for alle skal forstå, at Israels nederlag og skæbne siden 586 f.Kr. alene skyldes Israels synd. Derfor slutter Ezekiel sin beretning om Gogs angreb på denne måde:

»Folkene skal forstå, at det var på grund af Israels synd, og fordi de handlede troløst imod mig, at de blev ført i eksil. Jeg skjulte mit ansigt for dem og overgav dem i deres fjenders magt, så de alle faldt for sværdet. Jeg gengældte dem deres urene handlinger og deres overtrædelser, og jeg skjulte mit ansigt for dem.« (Ez 39:23-24)

Både Israels hjemkomst til deres gamle land og Israels frelse fra Gogs angreb er ren nåde, som Gud viser alene for sit eget hellige navns skyld (Ez 39:25 jf. 36:23,32).

Den sidste åbenbaring

Gogs angreb hører til de allersidste begivenheder inden verdensdommen. Lige før afslutningen på denne verdens historie vil Gud endnu engang gennem sine handlinger med Israel åbenbare sin herlighed og vise, at han alene er Gud, at han straffer frafald med hellig vrede og dom, og at han frelser alene af nåde.

Således slutter verdenshistorien med, at Gud giver sit hellige navn til kende i sit folk Israel (39:7).

Kilde: Ordet og Israel februar 1999

Ole Andersen

Lignende indlæg:

Israel og Messias Det bliver tit sagt i kirken: ”Jøderne forkastede messias, i århundred havde de længtes efter ham og da han så endelig kom forkastede de ham”. Spørgsmålet er om det er rigtigt? Det […]
Dødehavsrullerne Dødehavsrullerne er måske verdens mest dramatiske, berømte, omdiskuterede og vigtigste arkæologiske fund. Storpolitik, bibelsk teologi, tvivlsomme typer og hidsige debatter er alt […]
Den kristne dåb på jødisk baggrund Uden forklaring af nogen art siger Jesus til hans disciple, at de skal døbe. Men hvad vil det sige at »døbe«? Hvordan kunne disciplene vide, hvad det var, Jesus ville have dem til at […]
De første kristne blandt farisæere og skurke (Religiøse retninger i Israel på Jesu tid) Der gemmer sig en skurk i Det Nye Testamentes beretninger om de første kristne. Spørgsmålet er bare, hvem skurken er. I jagten på ham tager Ole Andersen os med på en tur gennem […]