Hver gang en fremtrædende karismatisk forkynder falder i synd – det være sig herhjemme eller i det store udland – er der altid tilhængere, fans, og følgere, som præsenterer eksempler fra Bibelen som understøttelse af deres krav til den brede kristenhed om at anerkende, at den faldne tjener genrejses og genindsættes med fuld autoritet i sit tidligere hverv. Det skete med Todd Bentley, det sker mange gange, og det sker også i Danmark.

Det er klart, at tilgivelse og kærlighed er fundamentet for al tjeneste. Det er også klart, at accept og genindsættelse kan ske. Men det er en fejl at tro, at den slags mekanismer kan ske pr. automatik, bare fordi man kan citere et skriftsted. Der er omstændigheder og betingelser, som må være til stede for genrejsning og genindsættelse.

Én ting er at tale om tilgivelse, men de kræver betingelsesløs anerkendelse og accept af en fuldstændig genindsættelse i forkynderembedet. De kræver tillid, og de gør det med Bibelen i hånden.

Et af eksemplerne fra Bibelen, vi ofte bliver mødt med, er kong Davids fald og genrejsning. Påstanden lyder, at på trods af den store synd, kong David begik, idet han myrdede en mand og bedrev utugt med hans hustru, så elskede Gud ham lige højt før, under, og efter faldet.

Ikke alene elskede Gud David, ikke alene tilgav han kongen, og ikke alene blev David kaldt manden efter Guds hjerte. Gud lod også David regere videre, og velsignede ham og hans efterkommere. I sidste ende blev David stamfader til Messias.

Med Guds oprejsning af David som eksempel, udråbes vi som både hjerteløse og ulydige imod Gud og Skriften, om ikke også vi accepterer genindsættelsen af en falden tjener i vor egen tid.

Men jeg undres over et par ting eller tre. For det første; Er det virkelig ret at bruge kong David som eksempel eller tages han ud af kontekst? Og for det andet; Ønsker en falden tjener i menigheden virkelig en genrejsning i tjenesten på baggrund af Davids eksempel og med samme konsekvenser?

1.
Davids synd skete ikke uden konsekvenser. Blandt andet blev han afsløret offentligt, og måtte bære skammen. Det er også ofte det, der sker i vore dage i menighederne. Det er yderst sjældent at en falden tjener drives frem til åben erkendelse drevet af egen dårlige samvittighed eller Guds Ånd. Ligesom med David må der for det meste ske en regulær afsløring. Her er der ikke den store forskel på David og vor tids faldne tjenere.

2.
Ofte ser vi, at tjenere, der bliver afsløret, giver Satan skylden. Han udnyttede deres svaghed, og han er ude på at ødelægge Guds tjener og hans familie, blandt andet fordi han i virkeligheden går efter menigheden.

Her er det vigtigt at se på eksemplet med David. Han fik ikke lov til at snige sig uden om og pege på Satan. ”Du er manden!” sagde profeten Natan – og det var det! David fik ingen mulighed for at tørre den af på hverken Satan eller andre.

Og David tog konsekvensen. ”Jeg har syndet mod Herren!” sagde han, og talte ikke uden om. Om nogen vil være manden efter Guds hjerte, så er dette vejen.

Hvor ofte har vi ikke hørt faldne tjenere sige, at det er deres egen skyld i første sætning, for derefter alligevel at skyde skylden på andre. Hvor ofte har vi ikke hørt faldne tjenere sige, at de påtager sig hele ansvaret, hvorefter de i deres handlinger aldeles ikke tager ansvar for noget som helst?

Jo da, Satan er fristeren, han er kommet for at stjæle og ødelægge. Men når vi en dag står ind for Kristi domstol, står han ikke ved siden af os. Der må vi stå for os selv foran Gud.

3. 
Det er ikke sandt, at der ikke var konsekvenser for David. Gud tilgav ham, men hans tjeneste blev aldrig den samme igen. Efter den tid var der konstant krig og ufred. Som David havde fået slået Urias ihjel, således veg sværdet fra da af aldrig fra David og hans familie. Den, der lever ved sværdet, skal dø ved sværdet.

Selv i Davids egen familie skulle han nu som konsekvens opleve forræderi, og som han sov med Urias hustru, skulle en anden nu sove med hans hustruer.

Man kan se dette som en Guds straf over David, men måske kan man også se profeten Natans udsagn som en erklæring af en åndelig lov. Alt vender tilbage.

Davids søn døde. En konsekvens af hans egne handlinger. Den, der vil dvæle lidt og meditere over de reelle konsekvenser, David måtte stå ansigt til ansigt med i forbindelse med hans fald, vil se, at dette er store og næsten ubærlige konsekvenser.

4.
En ting er at tilgive, og det er vi forpligtede til. En helt anden ting er, om der kan skabes tillid igen i en fortsat tjeneste. Det kan der i nogle tilfælde, og ikke i andre. Kan der ikke skabes tillid, er der kun en vej for Guds faldne tjener; og det er at acceptere det. Alt andet vil skade Guds folk.

Tilliden til David som konge led et knæk, og efter den tid stræbte andre efter hans trone, fordi de mente de selv kunne gøre det bedre end ham.

5.
Gud tilgav David, da han erkendte og angrede. Her er resultatet: profeten Natan siger: ” Så har Herren også tilgivet dig. Du skal ikke dø!”

Så hvis nogen falder, og stiller krav til sine åndelige medsøskende ud fra en sammenligning med kong David, så er her dit udbytte: ”Du er tilgivet. Du skal ikke dø!” Det er det! Det var, hvad David vandt ved sin tilståelse. Det, og intet andet!

6.
Mere end alt andet synes det som om kong David ønskede at bygge Gud et hus, et tempel. Det kunne han måske have fået lov til, men Gud forbød ham det. Gud gav også en grund til det; Davids hænder var blodige. Som en konsekvens af, at han havde udgydt blod, kunne han ikke få lov til at bygge Guds tempel.

7.
Min sidste observation angår ikke konsekvenserne af at sammenligne vor tids faldne tjenere med Davids fald og genrejsning. Det angår derimod Guds profet, Natan.

Gud åbenbarede for Natan, at David var faldet i synd. Ingen vidste noget om det. Og Natan gik til David og afslørede ham i fuld offentlighed.

Flere af de forkyndere i vor tid, som er faldet i synd, har haft en eller flere ”profeter” omkring sig. I de tilfælde, jeg kender til, er faldet kommet fuldstændig bag på profeten / profeterne.

Hvordan kan man påberåbe sig Davids fald og genrejsning, når intet alligevel ligner David? Ikke engang Guds åbenbaring til hans profet?

Blot nogle spredte tanker, jeg synes, man bør meditere over, inden man sammenligner en falden forkynder i menigheden med kong David.

Simon Griis