»Denne Bog er Verdens mest læste Bog, mest omtalte Bog, fordi den er Verdens mest oplysende Bog. Den giver nemlig intet mindre end en fuldkommen Afsløring af, Oplysninger om og Forklaring paa, hvem der er de sande — hidtil skjulte — Ophavsmænd til Verdenskrigen og til det Kaos og den Forvirring, der hersker i nogle Lande, og de meningsløse og ulovlige Strejker og Uroligheder, der hersker i andre Lande.« Sådan begynder den danske udgave fra 1920 af »Zions Vises Protokoller«.

Titlen på den danske udgave er »Jødefaren. De verdensberygtede jødiske Protokoller«. Forfatteren er S. Nilus, og den er udgivet af Lauritz Carlsen på eget forlag og oversat af Gudrun Rørdam.

Oprindelsen til bogen har været diskuteret i mange år. Man har talt både om en fransk og en russisk baggrund.

Dette og flere andre spørgsmål har nu været genstand for en videnskabelig undersøgelse af historiker dr.phil. Morten Thing. Det har resulteret i bogen »Antisemitismens bibel — Historien om smædeskriftet zions vises protokoller«, som udkom i februar 2014 på Informations Forlag.

Ud over Morten Things historiske undersøgelse (180 sider) indeholder bogen også den nævnte gamle danske oversættelse af protokollerne (123 sider).

Dialog fra helvede

Hvordan blev dette antisemitiske skrift til? Vi skal tilsyneladende have fat i en fransk advokat, Maurice Joly (1821-78), som i en bog trykt i Bruxelles i 1864 beskrev en dialog i Helvede mellem to personer. Den ene af dem er en moderne despot, som kynisk bruger massemedierne til bevidst at manipulere masserne. Senere viser det sig, at replikkerne fra ham ret systematisk er blevet brugt i protokollerne. Man regner med, at en russer i Paris —enten en fra det hemmelige russiske politi eller en forfatter og politisk aktivist — har fået fat i Jolys bog og taget den med til Rusland og der fået den oversat til russisk.

I Rusland er materialet herefter landet i hænderne på den ortodokse præst Sergej Aleksandrovic Nilus (1862-1929). Han kom til at lægge navn til den mest kendte udgave af »Zions Vises Protokoller«, som består af 24 protokoller (afsnit/stykker). Den kom første gang på russisk i 1903.

Udover selve protokollerne indeholder skriftet to stykker. For det første et dokument fra 1919, som ifølge dokumentet selv blev fundet på jøden Zunders lig. For det andet det påståede referat af en tale, som blev holdt af en rabbiner i Prag i 1859 — på den gamle, jødiske kirkegård, hvor jødiske delegerede skulle samles en gang hvert hundrede år.

Protokollernes tekst udgiver sig for at være en nærmest stenografisk gengivelse af en tale, som en jødisk leder har holdt for andre jøder.

Teksterne indeholder i det væsentlige en plan og metode til overtagelse af verdensherredømmet. Midlerne er pengemagt, pressemagt, pornografi, bekæmpelse af kristendommen og et rædselsherredømme ved indsættelse af en jødisk verdenskonge.

Skriftet fremtræder altså, som om det var en historisk tekst om hemmelige, konspiratoriske jødiske planer om erobring af verdensherredømmet.

Stor udbredelse

I 1919 blev »Zions Vises Protokoller« første gang oversat til et ikkerussisk sprog — først til svensk og derefter blandt andet til dansk.

At skriftet i 1921 blev afsløret som et falsum havde ikke indflydelse på dets udbredelse.

I dag er »Zions Vises Protokoller« kommet i cirka 930 forskellige udgaver på 38 forskellige sprog.

»Zions Vises Protokoller« er uden sammenligning det mest udbredte antisemitiske skrift, der findes.

Ser man på antal udgivelser per sprogområde, fremkommer der følgende tal: engelsk: 167, spansk: 118, tyrkisk: 98, arabisk: 91, tysk: 76, russisk: 65, fransk: 61.

Irrationel løgn

Morten Things bog om de antisemitiske protokoller er rystende læsning.

Med sit hoved forstår man ikke, at nogen kan få sig til at skrive noget sådant. Ligeså lidt forstår man, at nogen kan tro det skrevne og lade det få indflydelse på deres holdning til andre mennesker.

Løgnen er åbenbart irrationel, sådan at bevis ikke er nødvendigt for at tro den. Deri ligger — også i vores tid — et kald til alle, som vil være af sandhed i forhold til jøder og Israel.

Til sidst: Et mørkt og et lyst punkt. Things bog indeholder også en omtale af nogle danskere, som i mellemkrigstiden desværre lod sig rive med af protokollerne. Men han nævner også Kristeligt Dagblad og personer i Israelsmissionen og Indre Mission, som klart tog afstand fra dem.

Samuel Rosswall

Kilde: Ordet & Israel 2/15