I denne serie om ‘bibelen og arkæologien’ har vi tidligere set på skabelsen og syndfloden, og skal nu, i denne gennemgang se på det, der står i 1Mose 11 om babelstårnet og sprogforvirringen.

Lad os begynde med at se på den nu berømte oldtidsby Babel, eller Babylon, som byen kaldes på græsk. Babel lå på Eufrats bredder ved dennes nedre løb. Denne bys akkadiske navn er babili, hvilket betyder ’gudernes port’. Den hidtil ældste omtale af byen findes i en indskrift fra ca. 2290 f.kr. I lang tid var Babel en ubetydelig by, man den betydning voksede enormt, da Hammurabi omkring 1700 f.kr gjorde den til hovedstad i det rige, som senere fik navn efter byen. I forbindelse med en udgravning af et stort tempelanlæg fra kong Nebukadnezars tid har man fundet ruinerne af et tempeltårn. Dette tårn omtales i flere bibelværker som det tårn, som har

”dannet det historiske grundlag for 1. Mos. 11:1-9 fortællingen om Babelstårnet, hvis top skulle rage ind i himlen, men som aldrig blev færdigbygget pga. den pludselige sprogforvirring”^1.

Mens vi er fremme ved kong Nebukadnezars tid, så lad os høre dette vidnesbyrd fra tiden omkring 1. verdenskrig, hvor en konsul Taylor gravede i området og fandt en del ’cylinderformede stave af brændt ler’. Disse er dækket af indskrifter – kileskrifttegn! Han forstod ganske vist ikke noget af det, der stod på disse stave, og der skulle da også gå endnu 75 år, inden man kunne læse og forstå, hvad der stod på disse, såvel som på mange andre, senere fund i området. Da afslørede det, på en af de nævnte lercylindre, at der også var en anden, som havde søgt og rodet på det samme sted og med samme interesse som den førnævnte Taylor. Det var kong Nebukadnezars barnebarn Nabonid, som havde beskrevet fundet af gammelt ‘gudetårn’ i byen Babel. Et sådant gudetårn blev bygget som et trappetårn, som man kalder en ziggurat. Kong Nabonid fandt, at:

”Zigguraten nu er gammel” og ”jeg istandsatte igen denne ziggurat som i gamle dage, med mørtel og brændte tegl”. Han fortsætter med at beskrive, hvordan det medtagne trappetårn istandsættes, og han lod navnet på den første bygherre indskrive netop på de omtalte lercylindre. Ifølge kong Nabonid var det ’kong Ur-Nammu’, dvs. ’kong Nammu af Ur’, som er det sumeriske navn på kong [og storherskeren] Nimrod. Dette stemmer helt med mange andre gamle, som bliver beskrevet i bibelen såvel som i andre gamle historiske og jødiske skrifter².

Der findes stadig flere ruiner fra de gamle ‘gudetårne’ i området, men er dog siden for længst faldet og begravet under store dynger af affald, sønderbrudte kar og jord [beskrives som Tell]. Fra et udgravningsområde af en af disse berettes følgende:

”Det første, der blev bragt for dagen, var et helligdomsområde med rester af fem templer, som engang lå i en halvkreds rundt om den ziggurat, som kong Ur-Nammu [Nimrod] havde bygget. De ligner fæstninger, så svære er deres mure. Det største, med en grundflade på 100 x 60 meter, var indviet til måneguden, et andet tempel var til ære for Nin-Gal, månegudinde, gift med Nannar”³.

Rundt omkring zigguraten lå og ligger ruinerne af den oldtidsby, som beskrives således i kapitel 11 i 1Mose: ”Derpå sagde de [forsamlede]: Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden”, 1Mose 11:4.

Et tårn, der når til himmelen… Det kan da ikke lade sig gøre! Nej! Det skal da også forstås billedligt som et tårn, der, set fra et jordisk perspektiv, når til – og ind i himlen. Det fremgår af forskellige gamle kilder, som fx historikeren Josefus, at babelstårnet blev bygget for gennem astrologi at ’forene menneskeheden med de himmelske guder’. I oprøret mod Gud skulle tårnet altså bruges som et astrologitårn, hvor menneskeheden kunne forenes med den [eller de] himmelske gud/guder. Altså et forsøg på at nå himlens gud/guder på egne anstrengelser. Gamle beskrivelser og fortegnelser viser, at sådanne tårne – der var nemlig flere end en, men den, som vi kender som babelstårnet, var det største – var indviet til forskellige guder. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på den afskyelige babylonske lære, som er udsprunget derfra, og som har overlevet i årtusinder i hemmelige loger [som fx frimurerne] og forskellige mysteriereligioner, og som nu har fået en vældig opblomstring gennem forskellige nyreligiøse bevægelser som fx New-Age. De har alle det tilfælles, at de mener, at Lucifer [djævelen] skal være den gud, som mennesker skal tilbede og dyrke. Efter min vurdering vil alle disse bevægelser forene sig og introducere en falsk Kristus for verdens befolkning. Bibelen omtaler ham som Antikrist.

Det ser ud til, at det er denne babelske ånd, som er virksom i den kommende [åndelige] Babylon, og som vil forene sig med Antikrist og hans rige. I bibelen bliver det kommende Babylon, hvor man dyrker de samme gamle afguder, derfor også kaldt for den store skøge. I Åb 17:5 bliver denne skøgehun  beskrevet således: ”På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder”.

Vi skal tilbage til babelstårnet, som efter planen skulle bygges så højt, at dets top skulle nå til himmelen. Flere gamle kilder fortæller, ligesom Josefus gør det, at dette tårn – foruden at være et gudetårn – også skulle fungere som et tilflugtssted for borgerne, hvis der igen skulle komme en ny oversvømmelse som Syndfloden. Tårnet skulle altså være så højt, at nogle ville være sikre på at kunne overleve, uanset hvor meget vand, der måtte komme engang i fremtiden. Josefus tilføjer, at Nimrod var vred på Gud, fordi han udslettede de fleste mennesker på jorden [under Syndfloden], og byggede derfor babelstårnet for at forhindre, at menneskeheden igen skulle gå til grunde under en ny oversvømmelse⁴. Han troede med andre ord ikke på Gud, som har sagt, at Syndfloden aldrig mere skal komme over jorden – ligesom han gjorde sit til, at mennesker gjorde oprør mod den levende og sande Gud og vende sig bort fra ham – som er det sande tårn, som har lovet at redde og frelse enhver, som tager deres tilflugt i det [ham]. Gud beskrives derfor også i bibelen som et sådant tårn, som kan fx i salme 61:4, hvor David beder til Gud og siger:

”Når mig hjerte vansmægter, løft mig da op på en klippe [klippen], led mig, thi du er min tilflugt, et mægtigt tårn til værn imod fjenden”.

I dette vers bruges det samme ord på hebraisk, som babelstårnet beskrives med i 1Mose 11, hvilket indikerer, at babelstårnet blev bygget som en erstatning for den levende Gud. Ikke underligt, at Gud måtte gribe ind i menneskehedens planer.

Sprogforvirringen

Som det fremgår af 1Mose 11:7-9, så forvirrede Gud menneskehedens tungemål (deraf navnet Babel, som betyder forvirring), og spredte dem ud over hele jorden – og babelstårnet blev derfor aldrig bygget færdigt. Selvom forskellige bibelkritikere har latterliggjort denne beretning i bibelen, som de også har gjort med stort set resten af bibelen, så er der dog ingen grund til det. For det første, fordi Gud er historiens Gud, som har inspireret bibelens forfattere til at skrive det, de gjorde, og som derfor ‘er troværdig tale og fuld modtagelse værd’. Og, for det andet, så bekræftes meget af det, der nævnes i bibelen, af de mange historiske og arkæologiske beviser, som der kommer flere og flere af, som årene går. Vi har fx lige set, hvordan kong Nabonid beskrev gudetårnet, som godt kunne  være identisk med Babelstårnet. Dertil kommer, at den nyere forskning viser, at verdens sprog og gener peger tilbage på det samme sted i Sumer [Mellemøsten], hvor babelstårnet stod.

I 1786 fandt Sir William Jones eksempelvis en tydelig sammenhæng i verbernes rødder og de grammatiske former i de fleste gamle sprog, som fx sanskrit, persisk, græsk, latin, keltisk og tysk, der geografisk ligger meget spredt. Der var så mange ligheder mellem de nævnte sprog, at sprogforskerne konkluderede, at de måtte have en fælles udgangspunkt, og beregnede det til at være Mesopotamien, altså i det samme område, hvor babelstårnet engang har ligget. Siden dengang har adskillelige sprogforskere arbejdet videre på dette ’sprogtræ’, og mange af de nævnte forskere er siden kommet frem til, at det måtte være dér, alle sprog engang er udgået. 1995 blev teorien bekræftet ved hjælp af computer-matematik, som blev foretaget af tre forskere ved universitetet i Pennsylvania. Deres konklusion er den samme. Alle sprog i verden stammer fra dette område. Ud fra denne forskning konkluderer Henri Nissen, som er forfatter af bogen ’Syndfloden’, at:

”Det [er] meget påfaldende, at de fleste af verdens sprog, og dermed de fleste af verdens folk, kan spores tilbage til et fælles udgangspunkt, og at dette udgangspunkt ligger netop der, hvorfra menneskeheden ifølge bibelen på ny begyndte at sprede sig efter syndfloden..” ⁵.

Genforskningen peger i samme retning. I generne ligger der nemlig altid spor fra tidligere slægter. Således kan vi fx se, at nordeuropæere og sydeuropæer engang har talt det samme sprog, og er derfor mere beslægtede end de andre sprogstammer i verden. Ud fra en kortlægning af sprogenes udbredelse kan man påvise, hvor de store folkevandringer i Europa kom fra under de store folkevandringer mellem år 400-800, og hvor de slog sig ned. Fx har finnerne og ungarerne tilhørt den samme folkegruppe for ca. 1500 år siden, og man kan stadig høre en fælles oprindelse på disse to sprogstammer.

Det er i øvrigt den samme genforskning, som nu kan påvise, at eksempelvis jøder, som bærer slægtsnavne som Katz, Cohen og Levi, og som ifølge traditionen skulle tilhøre gamle præsteslægter (levitter), er mere beslægtet, end alle andre jøder verden over, som ikke har præstelige navne. Israel har da også fuldt ud anerkendt dem som de levitter, hvis mandlige afkom engang skal være præster i det kommende tempel i Jerusalem⁶.

Går man endnu længere tilbage i sprogstamtræet, kan det genimæssigt påvises, at alle mennesker engang har haft den samme forfader, hvilket selvfølgelig ikke kan undre, fordi bibelen jo netop beskriver, at alle jordens folk er efterkommere af Noah, hvis efterkommere først spredte sig ud over det frugtbare landområde i Mesopotamien, hvor de senere byggede babelstårnet. Det nye er dog, at man i videnskaben igen og igen bekræfter de bibelske beretninger, og det har gjort, at de bibelkritiske teologer og andre i stigende grad har svært ved, til stadighed, at fastholde deres argumenter mod bibelen pålidelighed.

Kilde: Jesus-lever.dk

Eskild Særkjær

Kildemateriale

1. Gads bibelleksikon, 1965, 1. bind, side 159.
2. Werner Keller: Bibelen har alligevel ret, side 24.
3. Werner Keller: Bibelen har alligevel ret, side 28
4. Josefus: Jødernes historie’, bog 4:113-117]
5. Udfordringen, nr. 28/10 2010.
6. http://books.google.dk/books?id=K2qGKrcXHHsC&pg=PA72&lpg=PA72&dq=Cohen+er+en+gammel+pr%C3%A6stesl%C3%A6gt&source=bl&ots=gsTVlnBuv9&sig=p-M4r6Gq-t4oN8tVhDjfFieWXnk&hl=da&sa=X&ei=ClhPT5naKI-Rswa-tZjsCw&ved=0CCEQ6AEwAA#v=onepage&q=Cohen%20er%20en%20gammel%20pr%C3%A6stesl%C3%A6gt&f=false

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023