De lykkelige og de lykkeløse

Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? (Matt 16:24-26)

Af dem, som vil være kristne, er der to slags: De lykkelige og de lykkeløse. De lykkeløse er vist de fleste.

Først lidt om de lykkeløse. De vil være kristne og kan ikke tænke sig at leve uden Gud. De hører Guds Ord, selv om det ikke altid bliver så regelmæssigt, som det burde. De beder også til Gud. Der kan nok gå længere tid, da de ikke beder, men når uro eller nød melder sig, så griber de straks til bønnen.

Og de strider mod deres synder ofte hver dag. Af og til strider de endogså tappert imod deres synder.

Og de er med i kristeligt arbejde; naturligvis ikke altid så meget, men de gør det dog så godt, da kan.

De er heller ikke uden religiøse oplevelser. De kan opleve dejlige øjeblikke, bedst når orgeltonerne bruser under kirkehvælvet, eller når sangen løfter dem på brede vinger op imod det høje, — eller når de hører en stemningsfuld tale.

Men i det daglige oplever de intet. Og i det daglige har de det ikke godt. Skulle de sige deres hjertens mening om kristendommen, ville de måske sige, at den er en byrde for dem. I stedet for at kristendommen skulle bære dem som på ørnevinger igennem det daglige livs medgang og modgang, så bærer de kristendommen som deres livs tungeste byrde.

Kristendommen er for dem egentlig intet andet end et mas, et slid, en indre angst og uro, en ond samvittighed, som formørker deres ellers så lyse og lette liv. Og dog ville de ikke undvære denne byrde. For de vil jo alligevel frelses. Og det kan de kun blive ved at holde sig til Gud. Men de har ingen fred i sjælen, ingen glæde i Gud, ingen trang til bøn, intet behov for Guds Ord.

Det kristelige arbejde deltager de nok i, men uden indre villighed. De yder nok deres gaver til kristelige formål men uden glæde. De synes altid, der stilles for store krav og syntes sig indvendig befriede, når de hører den moderne kritik over »Pengeafpresning« og »Overorganisation«. Når de hører forkyndelsen om Guds børns indre fred og lykke, da trækker de fra, indtil det passer på deres egen sjælstilstand. Og således vænner de sig til at betragte den kristelige forkyndelse som en samling af passende overdrivelser.

Kristendommen bliver for dem intet andet end store Ord.

Men så de lykkelige! Ja, var det nu blot disse solskinsbørn. Disse sommerfugle, som kunne flagre fra den ene blomst til den anden og blot leve på livets solside, da var det ikke så mærkeligt, at de var lykkelige. Men kender vi lidt til disse folk, så ved vi, at de ikke altid har det så let. De har sygdom og sorg og nød og modgang og trængsel af mange slags.

Og menneskene er ofte slemme mod dem.

Ofte har de også fortjent det. De er jo ikke fejlfri, men forsynder sig både hjemme og ude, så man med rette kan klandre dem.

Hertil kommer, at de er så strenge ved sig selv.

Den dom, andre fælder over dem, kan nok være hård, men aldrig er den så hård som den, et redeligt Guds Barn fælder over sig selv. Du, som ofte taler hårde ord om de helliges forsyndelser, du skulle vide, hvad deres samvittighed har sagt dem, og hvorledes de har grædt over sig selv, da ville du blive så blød om hjertet, at du ikke kunne at tale så hårdt om dem.

Men til trods for alt dette, så har disse folk det godt. De ejer en forunderlig lykke. Ikke blot i store stunder, ikke blot på møder under musik og løftet stemning. Nej, i det daglige.

Ja, det er egentlig i det daglige, at de oplever deres rigeste lykke. De er glade også, når de møder de hellige i forsamlingerne. Men bliver det alt for store og storartede forhold, de føres op i, så kan de føle sig noget desorienterede.

Men træffer du dem hjemme i den lille kreds, hvor Gud har sat dem, da vil du se den stille, milde, rige lykke, som bor i dem og stråler ud af dem til de andre. Og jo bedre vi lærer dem at kende, jo bedre ser vi, hvor rige og lykkelige de er.

De er ikke altid glade. Ofte er de dybt bedrøvede og græder mangen bitter tåre. Men rige og lykkelige er de; for de oplever noget, som fylder deres liv med en underfuld rigdom. De oplever den levende Gud. Og han fylder deres sjæl med nye sorger og nye glæder. Og begge dele giver deres liv en rigdom, som de ikke bytter bort med alverdens glæde eller guld.

Når vi nu har set lidt på disse 2 slags folk, påtvinger det spørgsmål sig os: Hvad er det egentlig, som skiller imellem disse?

Hvad er det, de lykkelige har? Hvad er det, de lykkeløse mangler?

Det er det, Jesus taler med os om i vor tekst i dag: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.«

De lykkeløse har forsøgt det umulige at følge Jesus uden at tage korset op, uden at fornægte sig selv. De har prøvet på noget, som ikke blot er umuligt for mennesker, men også for Gud. Ikke en gang Gud kan gøre et menneske til et Guds Barn, uden at dette menneske vil tage sit kors op og fornægte sig selv. Disse lykkeløse har aldrig taget korset op, de har aldrig opgivet deres eget Jeg og overgivet sig til Gud. Tværtimod dyrker de Gud med deres gamle Jeg, og derfor ligger de stadig i en indre krig med ham.

Alle Guds krav føler de som møjsommelige og udfører dem med mere eller mindre uvilje. De ser den smalle vej og synes, den er alt for smal. Derfor søger de også til enhver tid at gøre den bredere, end Herren har gjort den. Og det er denne evindelige krig med Guds gode Ånd, som gør, at de bliver lykkeløse, fredløse og glædesløse. Det er den, som gør, at kristendommen for dem ikke bliver andet end en ond samvittighed.

Men de lykkelige, har de ikke kendt Guds krav? Jo, de har kendt dem, og de har kendt dem som urimelige! Der findes intet Guds Barn, som ikke stod overfor Kristi himmelhøje krav og fandt dem så urimelige, ja umulige for det stakkels menneskebarn, at man forargedes både på Gud og på hans krav.

Men hvordan blev de så hjulpne?

Ja, se, her er vi ved selve hemmeligheden i deres liv. Da Frelseren mødte dem i Ordet og sagde dem Sandheden og stillede dem de himmelhøje krav, så bøjede de sig for Sandheden. I stedet for at forhandle og prutte med Sandheden, bøjede de sig og begyndte at gøre, som Gud sagde dem i sit Ord. Og de satte hele deres sjæls energi ind på at opfylde Guds krav. Men det gik ikke for dem!

Og da de endelig var overbevist om, at de ikke magtede dette, så bøjede de sig igen. De kastede sig i støvet for den hellige Gud og sagde ham sandheden lige rent ud. De kunne ikke gøre hans vilje, og hvad værre var: De ville heller ikke! Det var med indre uvilje, at de havde gjort alle deres forsøg. Og da mente de nok alle, at det hele var umuligt for dem. Gud kunne da ikke hjælpe et menneske, som hverken ville eller kunne gøre hans vilje. Men da skete underet. I det øjeblik, de tilstod for Gud den hele sandhed, at de ikke elskede Gud og ikke hadede synden, da gjorde Gud frelsens under. Han tilgav dem synden. For Jesu dyrebare blods skyld strøg han ikke blot alle mine enkelte synder; men han udslettede selve den ene store, røde, blodige synd, at jeg ikke vil Guds vilje.

Og så gjorde han det andet under. Han skabte noget nyt.

At skabe vil sige at frembringe. Han skabte det, som disse mennesker manglede, nemlig det nye sind, som vil Guds vilje. Det sind, som vil sige nej til sig selv og ja til Gud.

Og her ser vi hemmeligheden hos disse frelste mennesker. De vil forsage, de vil fornægte sig selv. De kender Gud og hans vilje ikke som noget fremmed og fjendtligt. Intet er nu så lifligt og dyrebart for sjælen som at være i Guds nærhed og at finde og udføre hans vilje.

Og her er hemmeligheden ved deres lykke.

Den består ikke i ydre medgang eller indre smertefrihed, men i barnets trygge og frie forhold til sin himmelske fader.

Den, som har tilstået den hele sandhed om sig selv, får ved Kristi blod frimodighed til at gå ind i Helligdommen.

Det er nåden, Guds grænseløse nåde, som gør hjertet så rigt og lykkeligt. Nåden, og intet andet end nåden.

Men disse mennesker er ikke hermed befriet for deres gamle Jeg og for egen viljen. Det gamle melder sig nok på ny. De føler Guds krav tunge og går med uvilje både til bibel og bøn. Men nu ved de, hvor de skal gå hen. De ved, at de ikke selv kan forandre deres sind og skaffe sig selv den villige Ånd.

Derfor går de til deres frelser og tilstår for ham, at de har mistet selve skatten: den villige Ånd. Og nu beder de ham, at han igen vil gøre underet og skabe den villige Ånd hos dem. Og han, som giver gerne og uden bebrejdelse, han opfylder med glæde deres bøn og giver dem det, de mangler.

Og så bliver det lille, forsagte, fortvivlede Guds barn igen glad og villig. Nu tager de igen korset op og følger efter deres mester. Og nu gør de det med glæde.

Under korset vil jeg træde, bære det med stille glæde, korset, frelser, som er dit.

Nu kender de igen korset som en nåde — ikke som en byrde. De vil sige nej til sig selv og tjene de andre. De vil ofre, tåle og lide. De føler, at de aldrig kommer deres frelser så nær, som når de bærer deres kors. Og aldrig har de en sådan udsigt til Kristi kors, som når de bærer deres eget.

Aldrig ser de Guds lam så tydeligt, som når de går i Lammets spor.

De lykkeliges lykke består ikke i lutter glæde og høje stemninger. Der er enkelte i vore dage, som misforstår den troendes lykke i den retning. Og følgen er, at de søger at tvinge sig selv ind i en anstrengt glæde, som virker skadelig både på dem selv og på deres omgivelser. De lever i en daglig forstrækning, indtil buen en skønne dag brister.

Den kristnes lykke er af en anden art.

For det første er den ægte og naturlig. Her behøves ingen falske opstrammere, her er ikke brug for eksalteret selvsuggestion. For det andet er den kristne lykke ikke, så lidt som livet er det, linjeret og monotont, men i stadig bølgende bevægelse.

Den svinger og kan svinge både stærkt og raskt mellem sorg og glæde, mellem frygt og fred, mellem tvivl og tro, mellem smil og tårer. Livet er sammensat, og Gudslivet mere end noget andet liv. Det rummer i sig de mærkeligste modsætninger.

En erfaren kristen ved, at hans glæde i Gud hverken vindes eller bevares uden sorg. Hans lykke består derfor ikke i, at han befries for sorgen. Men den består i, at han oplever Gud og hans usigelige nåde både i sorgen og i glæden, i frygten og i freden, i fortvivlelsens angst og i den salige hvile.

Han ser, at den dybe sorg og fortvivlelse over sig selv, over sin egenkærlighed og selvrådighed og verdslighed og træghed og uvillighed, det er den eneste jord-bund, hvori glæden i Gud kan vokse og trives. Derfor beder han ikke Gud om befrielse fra smerter og lidelser. Men han beder om at måtte opleve Kristus og kraften af hans opstandelse, selv om han ved, at dette alene kan ske ved at opleve samfundet med Kristi lidelser.

At lide med og for Kristus er for den troende en ren og høj lykke, så længe han blot findes i ham og oplever kraften af hans opstandelse.

Og nu du lykkeløse! Hvad vil du?

Om du vil, kan du fortsætte som hidtil at slide dig frem med din selvgjorte kristendom uden indre villighed, uden fred og glæde, uden liv i Gud.

Der er ingen, som kan hindre dig deri, ikke engang den almægtige Gud. Men hvis du vil, så kan du forandre dig og gøre det, som jeg i det foregående har prøvet på at sige dig.

Og jeg kan forsikre dig, at det, han gør med dig, går langt ud over det, jeg har formået at sige. Jeg føler aldrig mine ord så fattige, som når jeg skal tale om Guds store gerninger til vor frelse. Men vil du prøve det, så skal du selv erfare, at der er noget i denne verden, som er herligere, end vore stærkeste ord formår at udtale.

Du anser det for umuligt og begriber ikke, hvordan du skulle kunne holde det ud at give dig Gud i vold — at opgive dig selv og lægge roret over i Guds hånd.

Ja, du har jo ret. For dig er det umuligt — men ikke for Gud. Han skaber, dvs. han frembringer det, som ikke er, og som intet menneske kan frembringe.

Han skaber hos dig det nye sind, som vil tage sit kors op og fornægte sig selv. Og da finder du livet, siger Jesus!

Du mener, at du ville miste livet, at du ville forlise den smule lykke, du har opnået i livet. Men her ser du helt forkert på tingene. Livets lykke er det samfund med Nådens Gud, som gør os villige til at sige nej til os selv, at elske Gud og at tjene mennesker i et offervilligt og tjenstvilligt liv.

Hvorfor kommer du ikke, du lykkeløse?

Jeg ved, du har længtes. Ja, hvor har ikke længslen brændt i den trætte og sønderrevne sjæl. Det var ikke lige stærkt altid. Det var nok således, at til tider var længslen forholdsvis svag, idet din halve og lunkne sjæl frydede sig i verden.

Men så kunne det hele bryde op igen som gamle sår. Og da blev livet så unævneligt tungt for dig. Ofte kunne du ikke andet end græde. Og da steg længslen høj og vild i din sjæl.

Du ønskede, at du kunne lægge dit trætte hoved og hjerte ind til din himmelske faders bryst og græde al din nød og hjertekval ud ved hans hjerte.

I de øjeblikke forstod du klart, at det var opgøret og tilgivelsen, som alene kunne give den forpinte sjæl fred og hvile.

Tak så Gud for denne længsel.

Det er Herrens stille, milde, dybe dragelse på din sjæl.

Og følg så denne dragelse. Da kommer du lige ind i din frelsers favn. Han venter på at måtte få lov til at løse dig og gøre dig fri og tryg og glad og villig.

Det er skaberens mesterstykke, at han kan gøre et lille uvilligt menneske til sit frie og glade barn, som vil fornægte sig selv og bære sit kors.

Kilde: Kristendommens kraft s. 9-19 Lohse 1932 (artiklen er moderniseret en smugle)

Ole Hallesby

Lignende indlæg:

Helliget Herren Det er Helligånden, som helliggør mig Jeg har læst meget om Hellighed både af teologisk og opbyggelig art. Jeg har ofte talt om dette emne og tænkt endnu mere over det. Og jeg tror, det […]
EU har lovet 3,3 miliarder kroner af vores penge til Gaza I denne uge kunne vi se flere overskrifter i danske medier med at "Qatar giver en millard dollar til Gaza" og "USA giver 1,2 millarder kroner til palæstinensere" - men ikke et ord om at […]
DNPS26: Andet Thessalonikerbrev 31 Og saa fremdeles Brødre bed for os om, at Herrens Ord maa fortsætte sit Løb og vinde Pris og Ære ret som hos jer, 2 og om at vi maa undslippe fra de skammelige og ondsindede […]
KIABB07 – Vor Dommer og Lovgiver Efter Josvas død »lod Herren dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem« (Dom. 2:16). Gud oprejste tretten mænd som dommere over Israel. En dommer var […]