Det store kolon

Teksten

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16:1-8)

Meget er der grundet over, hvorfor Markus øjensynligt i første omgang sluttede sit evangelium med denne korte beretning om den tomme grav. Hvorfor fortalte han oprindelig ikke noget om alle de opsigtsvækkende møder med Jesus i de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten, som de andre evangelister gør så meget ud af?

Sagen er nok den, at der efter sidste vers står et usynligt: Resten kender I.

Troværdige kilder i oldtiden fortæller, at Markus, der virkede som tolk for Peter, skrev sit evangelium efter anmodning fra Peters tilhørere i Rom, der gerne ville have optegnet, hvad apostelen havde fortalt om Jesus. Nærmere bestemt åbenbart det, han havde fortalt om alt, hvad Jesus havde sagt og gjort, dengang Peter selv vandrede sammen med ham derude i den fjerne provins af riget. Alt det, der var optakten til opstandelsen. For selve opstandelsen og det, der fulgte, var simpelthen den virkelighed, som de kristne i Rom selv var en del af.

Det var opstandelsesbudskabet, apostlene forkyndte overalt, hvor de kom hen, ikke som postulat, men som en erfaret virkelighed, de var i stand til at give andre del i. Påskebudskabet og påskeoplevelsen var en og samme sag. Ikke blot vidste Peters tilhørere givetvis meget mere om Jesu færden i de fyrre dage end vi nogen sinde kan håbe at få at vide i denne verden (man kan prøve at forestille sig, hvad det ville betyde, hvis vi bare een time kunne sidde sammen med Peter og spørge ham ud); ikke blot det, men i troen, håbet og kærligheden havde de selv mødt den opstandne.

At Jesus var stået op fra de døde, var ikke en teori, de havde valgt at antage, de kendte ham, de var daglig sammen med ham, de oplevede, hvad han gjorde: Blinde så, og døve hørte. Lamme gik, og spedalske blev renset. Døde stod op, og hele tilværelsen var forvandlet. Dødskræftemes magt var brudt.

I en vis forstand levede de allerede selv efter opstandelsen. I den verden, som er besat og behersket af Djævelen, er al lykke og fred kun lykke og fred på hans betingelser, nemlig indtil døden hugger, hvilket vil sige, at jo større lykken og freden er, jo større er også ulykken og ufreden. Nogen anden tilstand har mennesket “normalt” svært ved at forestille sig. Men sådan var det ikke mere for de mennesker, Markus skrev for. De var blevet borgere i det Guds rige, som med Jesus havde invaderet den besatte jord og allerede oprettet et brohoved, kirken. De var blevet “opstandelsens børn”, som Jesus selv havde kaldt dem, de levede ikke længere med døden for øje, deres glæde og fred var den evige.

Derfor kunne Markus nøjes med den tomme grav som et mægtigt kolon.

Der kom andre dage. Længe varede det ikke, før skyerne trak sammen på kirkehistoriens lyse morgenhimmel, og siden har vejrliget mildest talt været skiftende. Vi ser gennemgående ikke så mange undere og tegn nu; nej, det var dejligt, om vi så nogle flere.

Og dog, foragtes skal de ringe dage ikke. Selv i det tungeste gråvejr, ja selv i vor tids apokalyptiske uvejr har vi underet, evangeliet, påskebudskabet i hele dets fylde. Lykkeligvis blev der skrevet også om det, Jesus sagde og gjorde, de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten. Nogle hovedpunkter blev endda føjet til i Markus-evangeliet. Vi har disse beretninger med al deres sælsomme magt over sindet og al den grænsesprængende fryd, de gennem tiderne har udløst i forkyndelsen, kunsten og de stille stuer. Vi har Bibelen, og den kan aldrig tages fra os.

For så vidt mangler vi ikke noget. Guds rige er stadig hos os. Både Ordet og Ånden.

Men, helt fundamentalt: Nu, som i de første tider, gælder det om selv at kende Jesus. Det behøver ikke være i dødeopvækkelser eller andre mægtige undere; det kan være kærlighedens allerlønligste hvisken. Men selv at møde den opstandne, selv at leve sammen med ham i en daglig erfaret virkelighed – “Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!” som Paulus citerer for efeserne.

Ellers nytter det hele ikke rigtig noget. Ellers kører blandt andet disse åndsfortærende diskussioner om, hvorvidt det nu kan passe, at Jesus virkelig sådan bogstaveligt er stået op af graven, med de idelig gentagne påstande om, at de fire evangeliers opstandelsesberetninger mere eller mindre “modsiger” hinanden (i virkeligheden lader de sig fuldstændig modstandsløst skrive sammen til een beretning uden skygge af modsigelse).

Først i mødet med den opstandne selv får al diskussion ende. Så er det, at påskebudskabet bringer påskeglæden og påskefreden. Den evige. Så står Markus’ store kolon der stadig.

Kilde: Kristeligt Dagblad, 15. april 1995

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

Knivangreb afværget mandag morgenEn palæstinensisk kvinde bevæbnet med en kniv blev skudt og dræbt mandag morgen af israelske vagter. Hun kom gående til kontrolpunktet Eliyahu, nær den jødiske bosættelse Alfei Menashe på […]
Tidernes Tegn: Nyhedsoverblik 18-20/10 -2014 DET STORE BABYLON (Åb 17:5) Virksomheder sælger udmeldelser af folkekirken For 189 kroner klarer virksomheden afmeldkirkeskat.dk udmeldelsen. Alt, hvad du skal gøre, er at udfylde en […]
Det største forbillede Vi har et godt forbillede i Jesus, men hold fast, hvor er det svært at leve op til ham! Hvordan kan jeg leve mit liv med ham som forbillede, når jeg samtidigt ved, at jeg ikke når ham […]
WIE97: Andet Johannesbrev 11 Præsten [[sender hilsen]] til Den udvalgte Frue og Hendes børn, som jeg elsker i sandhed, ja, ikke blot jeg, men alle, som har erkendt Sandheden! 2 [[Dem elsker vi]] for Dén Sandheds […]