En bibelsmugler beretter

Under Den Kolde Krig smuglede pastor Hans Kristian Neerskov bibler til menigheder i Øst-europa og Sovjetunionen. I sin bog »Sejrende Martyrer« (2004) fortæller han om sit arbejde for at give de kristne menigheder håb og bibler. (Følgende er fra et interview i Berlingske)

Pastor Hans Kristian Neerskov fortæller, at da han for nogle år siden holdt foredrag for ca. 100 skoleelever om forholdene i Sovjetunionen under kommunismens tyranni, måtte han temmelig hurtigt holde inde: »Jeg blev klar over, at de ikke anede, hvad jeg talte om. Så spurgte jeg dem, om de vidste, hvad kommunismen var, eller hvad Jerntæppet var for noget. De anede intet om det. Ingen havde ulejliget sig med at fortælle dem om den menneskelige katastrofe«.

Hans Kristian Neerskov er en af de bedste til at fortælle unge mennesker om virkeligheden bag Jerntæppet før Murens fald i 1989. Han rejste nemlig under Den Kolde Krig i Østeuropa og Sovjetunionen. Formålet var blandt andet at opsøge kristne menigheder og bringe dem bibler og håb.

Under kommunismen var kun den officielle kirke tilladt. Regimets antireligiøse politik havde medført, at hovedparten af kirkerne var lukket, og de kristne, der frit ønskede at dyrke deres religiøsitet, var blevet stemplet som kriminelle. Mange endte i lejre med hårde domme. I sin nye bog »Sejrende Martyrer« fortæller Neerskov dels om sin virksomhed bag Jerntæppet og dels om undertrykkelsen af de kristne i årene under Den Kolde Krig.

Hans Kristian Neerskov havde i 1964 oprettet en organisation ved navn Dansk Europamission. Der var ikke fra dansk side andre forsøg på at kontakte de kristne menigheder, så Neerskov stod over for en kæmpe opgave. Det lykkedes Neerskov og hans organisation, der havde hovedkvarter i München, at få kontakt med mange uofficielle menigheder, men det skete illegalt. Derfor blev han 11 gange i disse år arresteret af østeuropæiske og sovjetiske myndigheder på grund af sit arbejde.

Hvordan fik du kontakt med disse afsides beliggende menigheder i Sovjetunionen?

»Det var simpelthen et spørgsmål om tillid. Jeg opsøgte i første omgang menigheder i de store byer. Der kom jeg i snak med kirkegængere, men jeg undgik de officielle kirkefolk, som jo var systemets folk. Jeg fik adresser på troende uden for de store byer. Så gjaldt det om at komme ud på landet og dukke sig i bilen, når man kørte ind i »forbudte områder«. Ude i de små landsbyer var alt som regel helt primitivt, så man må forestille sig livet i en dansk landsby ved 1800-tallets begyndelse«.

Hvad skete der så?

»Vi samledes efter mørkets frembrud i et privat hus, og så talte jeg til forsamlingen ved hjælp af en tolk. Folk stod som sild i en tønde og skrev mine ord ned om det kristne budskab, og jeg fik delt mine bibler ud. Når mødet var færdigt, ofte ved morgenens frembrud, forlod vi huset to og to, så eventuelle KGB-folk ikke skulle få mistanke«.

Blev du ved med selv at smugle bibler?

»Nej, for jeg blev hurtig en kendt person af myndighederne i de lande. Vi blev efterhånden mere professionelle og skjulte biblerne i specielt indrettede biler. Vi havde på et tidspunkt 40 kurerer og et bredt kontaktnet, der sørgede for forbindelserne til de kristne menigheder«.

Dansk ligegyldighed

I 1917 fandtes der 55.000 åbne kirkebygninger og 23.000 privatejede kapeller i Sovjetunionen. I 1939 var færre end 500 kirker i brug. Den religiøse undertrykkelse ramte også andre minoriteter, ikke mindst jøderne. Stalin genåbnede en del af kirkerne under Anden Verdenskrig, fordi han havde brug for folkets støtte i krigen mod tyskerne, men Khrusthjov lukkede de fleste igen. I 1989 var der kun 7.000 kirker registreret i hele Sovjetunionen. Kristne, der valgte at gå imod regimets officielle politik og uden om den officielle kirke for at udbrede det kristne budskab, risikerede fængslesstraffe eller psykiatrisk behandling.

Den kristne danske kirke tog ikke udfordringen op. Der herskede i de fleste kristne organisationer en ligegyldig holdning over for undertrykkelsen af kristne i Sovjetunionen. Hvordan vil Neerskov i dag forklare det uheldige forhold:

»Mange af de aktive i danske og internationale kirkebevægelser blev taget ved næsen af sovjetisk propaganda og troede, at der var religionsfrihed i Sovjetunionen. Det gjaldt f.eks. Det Lutherske Verdensforbund, hvor rejsesekretæren alvorligt troede på regimets propaganda. Resultatet var, at man fra Verdensforbundet side intet gjorde for at hjælpe lutheranere. Der var desuden en hel del venstreorienterede i kristne hjælpeorganisationer, og de forstod simpelthen ikke situationens alvor eller ville ikke forstå den.

Du søgte at få dit missionsselskab optaget i Dansk Missionsråd?

»Ja, men vi fik den kolde skulder. Det Danske Bibelselskab ville ikke have noget at gøre med os, fordi vi smuglede bibler. Desuden var formanden, biskop Ole Bertelsen, socialist og skrev harmdirrende indlæg i Kristeligt Dagblad om, at jeg narrede de stakkels sovjetiske toldere ved at smugle. Den senere formand for bibelselskabet Niels Jørgen Cappelørn advarede mod, at mit missionsselskab skulle optages i det bredt favnende Missionsråd, der ellers omfattede næsten alle danske kirkelige organisationer«.

Hvad så med den katolske kirke?

»Den valgte at vende det blinde øje til forfølgelserne. Ikke mindst i Tjekkoslovakiet, hvor mindst 1.000 munke og nonner blev dræbt under kommunismen, svigtede kirken helt at hjælpe. Først, da man fik den polske pave, der selv havde levet under kommunismens åg, kom der en forandring«.

Blev forholdene ikke bedre i slutningen af 1980´erne?

»Jo, i den forstand at flere af de kristne organisationer da forstod betydningen af vort arbejde. Men, når jeg ser tilbage, må jeg sige, at det store problem var, at mange ledere i de danske kirkeorganisationer var venstreorienterede, og de mente, at det, jeg fortalte fra de kommunistiske lande, var overdrevet eller løgn. Samlet set må jeg desværre sige, at de store danske kirkeinstitutioner svigtede den menneskelige udfordring«.

Du kan købe: »Sejrende Martyrer«, 205 sider, Doxa Forlaget. Her

Kilde: Berlingske 23. Juni 2004.

H.K. Neerskov

Lignende indlæg:

Jesus mødte iransk narkohandler – nu har han døbt 120 iranere Mojtaba havde alt: Kone og barn, flere biler, huse og virksomheder, købt for penge tjent på narkosalg. Men han følte en stor tomhed indeni. Først da han bekendte sin synd og Helligåndens […]
Giv os ikke almisser, men hjælp til selvhjælp Hvordan kan danske kristne strategisk bedst hjælpe fattige og nødlidende srilankanske kristne? Skal vi bare komme og give penge? De spørgsmål stillede Samuel Nymann Eriksen, Godfrey […]
Forfulgte kristne: Vigtigere end alt andet er at I beder for os // Opslag af Forfulgte kristne.
Hjælp til selvhjælp til fattige pastorerhttp://vimeo.com/102915807 På landet i Sri Lanka er det en kamp for mange pastorer at blive i tjenesten. Menighedsmedlemmerne er fattige og kan ikke sikre at deres præst får løn. For at […]