Den store edderkop.

Verdensfreden, ikke sandt — tænk, om vi kunne nå til at besejre krigen. Jamen, er det da krigen, der er vor store, sidste fjende? Er det ikke døden?

Det er, som om mennesket ved alle disse smukke og rigtige ting »hjælpes« til at acceptere døden, til at vende sit sunde had væk fra det centrum, hvor den store edderkop sidder. Naturligvis, angsten for ondartede sygdomme mare­rider det moderne menneske, angsten for at miste måske endnu mere. Men det fortrænges, man må jo kapitulere over for det i det uudholdelige vakuum, hvor ekkoet er det eneste svar på jordens dunk mod kistelåget. Derfor ser man ikke længere end til lægerne, der mikroskoperer og afhandler dødens drage (oftest med både dygtighed og menneskekærlighed, men oppe over skyerne spærrer uhyret jo sit gab tusind mile op for at sluge også dem), begår den synd imod dem at gøre dem til surrogat-præ­ster eller ligefrem surrogat-frelsere og vender så vidt muligt hovedet den anden vej, hver gang de savtandede kæber smækker sammen i nærheden af en selv. I øvrigt kaster man sig så ud i de mange andre gode kampe, der så mangfoldigt byder sig til og dulmer så dejligt. »Dø­den er os alle vis,« siger man med from hengivelse (en påstand, der efter Bibe­len ganske simpelt er forkert; døden er kun en af fremtidens muligheder, jvf. f. eks. 1Kor 15:51; 2Kor 5:4); »det er i dette liv, vi skal virke under ansvar, det er denne store gave, der samtidig er vor forpligtelse« osv. osv. Der kan tales og tales på den måde, bliver det også — og under overfladen vedvarer marerid­tet. Der er, med respekt at melde, ikke for to ører evangelium i den slags reli­giøse Tarzan-attituder, heller ikke når de indtages af mennesker, som bekender sig til kirken. Og i deres inderste væsen er de en spærring på vejen til det cen­trale opgør i den menneskelige eksistens.

På stranden.

En af de senere års mest bemærkede film sagde en del i den forbindelse, omend imod sin hensigt, en af de kunstne­risk bedste film, der endnu er lavet. Den hed På stranden, var vist bygget over en roman af Nevil Shute ved navn Ventetid. Jeg har ladet mig fortælle, at amerika­nerne ved en bestemt lejlighed udvalgte den til fremførelse i Moskva, hvor den ved premieren gjorde et så voldsomt indtryk på det russiske publikum, at man blev siddende i tavshed i ti minut­ter efter, at den var forbi — uden hverken bifald eller noget, man sad fuldkom­men lammede.

Filmen handler om menneskehedens undergang i den store atomkrig — hvor­dan de sidste overlevende går nede i Au­stralien og venter på, at den dræbende radioaktivitet skal nå dem, og hvordan den til sidst også når dem. Det er skil­dret med uforglemmelig menneskelighed og smertende vemod. En af de sidste scener er et orkester fra Frelsens Hær, der spiller og synger deres vækkelses­sange på torvet under et transparent, hvor der står skrevet: Endnu er der tid, broder! Altså: Endnu er der tid til om­vendelse før døden. Men da så alt liv er udslukt og vinden fejer gamle aviser gennem de øde gader på den øde planet, rettes kameraet til allersidst atter mod de ord, medens et musikalsk drøn sætter nervepirrende punktum: Endnu er der tid, broder! —: Endnu er der tid til at for­hindre denne katastrofe. Det er gjort på en måde, så man meget vel forstår, at russerne sad lammede ved at få en så­dan hilsen fra Amerika.

I kyklopens hule.

Men så er det, at man, når man er kommet til sig selv, tænker: Jamen, det her, det er jo ikke sandt! Der er jo netop ikke tid. Mennesket kan ikke forhindre, at alle mennesker dør. Det er jo nøjag­tig det, der sker — de dør allesammen, her i denne verden, hvor der kæmpes for fred og mellemfolkelig forståelse og ulandshjælp. Ikke så romantisk og selskabeligt og så barmhjertigt samtidig som i dette filmiske mesterværk, men i sygdom og smerter og bundløs ensom­hed, i sorg og ulægeligt savn. Adams æt sidder som Odysseus og hans mænd i kyklopens hule, spærret inde sammen med døden, og kan kun vente på, at den skal æde dem en for en; i det højeste kan den enkelte håbe, at den æder ham selv før dem, han holder af.

Hvis det lykkedes at skabe verdens­freden, som verden tænker sig den — ville det ændre noget ved dét? Var man kommet livet et skridt nærmere derved? Tyder erfaringerne fra velfærdssamfun­dene, hvor man jo i nogen grad har vir­keliggjort disse freds-, velstands- og an­dre idealer, ikke snarere på, at man var kommet et skæbnesvangert skridt læn­gere fra livet, hvis det er sandt, at Kri­stus er opstandelsen og livet?

Titanen fra Himlen.

Det er selve fundamentet og kernen i evangeliet og vor kirkes tro, at han er titanen fra himlen, der for én gangs skyld, men så også én gang for alle, be­handlede dødens monstrum efter fortje­neste: brækkede halsen på det. Det lig­ger i de sidste krampetrækninger nu, vi venter på den dag, hvor døden er død og ikke findes mere; den dag, hvor men­nesker holder op med at dø, og hvor de, som er døde, skal leve igen. Kristus er den, som gør ende på den besmittelse, den unatur, der hedder døden; men det er, som om verdens ideale stræben i dag fører væk fra ham og hans sejr. Som om der under dække af ægte intentioner er blevet opstillet et falsk endemål, som mennesket vandrer imod.

Man tror nemlig på det falske, det så kolossalt konkrete og virkelige, den blot­te og bare næstereligion, som enhver kan kigge ud ad vinduet og erkende som noget håndgribeligt og give sig hen til under bifald fra sig selv og andre. Man tror ikke længer på den sidste sand­hed: Den sejr over døden, som kristen­dommen forkynder. Forløsningen. Opstandelsen og det evige liv. Man tager halvdelen af kristendommen til sit hjerte, »næstesiden« af den, og det kan man sagtens blive populær på, også som præ­dikant, det er en kongevej for den rare kujon Adam; men ofte nok kan det se ud, som om populariteten hovedsagelig skyldes, at dette halve er hele kristen­dommens fjende. Som om Djævelen har fundet ud af, at hvis han kan få menne­sker til kun at elske deres næste, kun at elske mennesket, så er det den sikreste vej til at få dem til at hade Gud og føre dem væk fra ham. En dæmonisk usur­pation af det store bud i Bibelen: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind« og »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22:34-40 m. henv.).

Mennesket forrådes.

Og derfor er det, som om vi i midt i vor iver og nidkærhed, står i fare for at forråde vor næste, forråde menne­sket. Hvor langt kan vi gå med, hvor langt kan vi identificere os med selv det bedste i verdens stræben uden at identi­ficere os med dens fyrste, hvis endelige sigte stedse er at holde mennesket fast i døden? Der er noget, der hedder Anti-krists verdensfred.

En ting som fredsarbejdet kan jo lige­frem bruges til at slå de kristne i hove­det med i dag og bliver brugt til det. Det er værd at lægge mærke til, at det ofte ikke blot er de ikke-kristne, men de anti-kristne, der fører an i det og med religiøs nidkærhed foreholder kirken, at den hinker bagefter; i regelen krydres bebrejdelserne med gyserhistorier om præster, der har velsignet våben, om trediveårskrigen og andre rædsomheder, som de pågældende ikke ved stort andet om, end at de kan bruges til at mistæn­keliggøre kristendommen.

Vor indsats som »solidariske med verden« accepteres jo nemlig i sidste in­stans ikke af verden. Vi er trods alt kirke, vi bærer trods alt kristennavnet, nav­net på Ham, som denne verdens fyrste ikke tåler — som han korsfæster. Vi ser kristendomshadet vokse omkring os, så­mænd også her i vort »lille, fredelige Danmark« — enten det drejer sig om sygehjem eller religionsundervisning, eller andre ildesete levn fra fortidens kristianiserede samfund, om det krav om seksuel »frihed« (hvilket jo i stigen­de grad også vil sige frihed til alle arter af perversiteter), som man i nogle lejre meget rigtigt har fundet ud af, at kri­stendommen er det eneste, der står i vejen for, eller om noget fjerde eller femte eller halvtresindstyvende.

Kilde: Indre Missions Tidende 26/1967

Poul Hoffmann

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023