Der er ikke mange, der tvivler på, at Abraham har levet, men der er mange bibelkritiske teologer, som tager bibelens beretning om ham med et gran salt. Argumentet lyder bl.a.: ’De kunne ikke skrive dengang, så beretningen er først skrevet mange hundrede år efter, at han har levet’ – samtidig med, siger de, at ‘man har pyntet på historien’. Men, skulle historiens Gud da ikke kunne referere det korrekte til den person, som nedskrev bibelen? Det tror vi! Ganske vist var det vistnok Moses, der nedskrev 1. Mosebog, som den foreligger i dag, men de fleste tror, at han har gjort brug af tidligere historiske optegnelser som kildemateriale. Også, når det gælder beretningen om alt det, der står skrevet om alt det, vi skal gennemgå i denne gennemgang.
Lad os først se på Abrahams fødeby, som ifølge bibelen er byen Ur i Kaldæa [i Mesopotamien]. I dag er Ur blot en lille uanseelig by i Irak, ca. 190 km. nord for Basra. Men da Abraham boede her med sin familie for mange år siden, var byen en rig og prægtig hovedstad. Byen lå i hjertet af det frugtbare område, som man den dag i dag kalder ’den frugtbare halvmåne’. Eufrat flød dengang lige forbi byen, næsten skjult af skove af skyggefulde palmer. Ud fra floden var der sidefloder og kanaler, som gjorde hele området frodigt. Historikere fortæller, at:
”for fire tusind år siden bølgede der her brede byg- og hvedeagre, og marker med grønsager og lunde af dadelpalmer og figentræer strakte sig, så langt øjet nåede. Det var storbedrifter, som let tåler sammenligning med canadiske hvedefarme eller californiske grønsagsmarker og frugtplantager..1“.
På Abrahams tid var Ur også et hovedsæde for skrivekunsten, og da arkæologer og assyriologer, som begyndte at udgrave byen, for nu mange år siden, fandt mange spor i den gamle by, som viser, at skrivekunsten var ganske udbredt, og rakte ud over landet grænser. Der blev fx udgravet et stort bibliotek, hvor man indtil videre har udgravet 26.000 kileskrifttavler, med otte forskellige sprog. Det er der ikke mange nutidige biblioteker, som kan rose sig af. Der dukkede også navne op på disse – og andre tavler, som havde velkendte bibelske navne som Peleg og Seruk, Nakor, Tara og Haran. Og det i det samme område, hvorfra Abrahams slægt, som havde disse navne, har boet. Disse arkæologiske fund giver er dermed et stærkt vidnesbyrd om, at den bibelsk-historiske beretning om Abraham selvfølgelig skal/bør betragtes som en sandfærdig beretning.
Arkæologien påviser desuden, at der dengang har været mange og store guldbelagte paladser i byen, og med mange afgudstempler, igen et vidnesbyrd om, at bibelen har ret, når Josva senere gengiver stedet som et område med afgudsdyrkelse: ”Hinsides floden [Eufrat] boede jeres forfædre i gamle dage, Tara, Abrahams og Nakors fader, og de dyrkede mange guder..”, Josva 24:2
Årsagen til, at Abraham [Abram] forlod Ur og landet, som han var født og opvokset i, var, at han var kommet til tro på den eneste Gud. Ifølge Josefus var modstanden i byen mod Abraham så stor, at det var medårsag til, at Herren talte til ham og sagde: ”Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig”, 1Mose 12:1.
I en over 2000 gammel bog, som kaldes Jubilærbogen, bliver mange af de bibelske beretninger omtalt og beskrevet. Jubilærbogen hører med til de såkaldte gammeltestamentlige pseudipigrafer, og hører således ikke med til bibelens kanon. Men, mange af dens beskrivelser stemmer ganske godt med bibelens beretninger, og de synes at være skrevet af en eller flere, som har været tæt på flere af de begivenheder, der bliver omtalt i GT, og har ofte flere detaljer med. I denne bog er der en interessant kommentar om, hvad der skete lige før Abrahams afrejse fra Ur.
“Da Abraham var 60 år gammel, vågnede han en nat og brændte det hus ned, hvor alle afguderne var. Da folk vågnede ved branden, fór Abrams bror Haran ind i det brændende hus for at redde afguderne, og han døde i flammerne”.
Det, der her siges, kan selvfølgelig godt være sandt, selvom bibelen ikke nævner det. Den bekræfter blot, at Haran døde i Ur [1Mose 11:28]. Nogle få vers senere gengiver bibelen ganske kort Abrahams rejse til Kana’ens land, og hvem der var med ham: ”Abram tog sin hustru Saraj og sin brodersøn Lot og al den ejendom, de havde samlet sig, og de folk, de havde vundet sig i Karan [dvs. kommet til tro], og de gav sig på vej til Kana’ans land og nåede derhen”, 1Mose 12:5.
De følgende kapitlers beretning om Abraham Beretningerne i de næste kapitler i 1Mose har ikke så meget med arkæologien at gøre, og dem springer vi derfor hurtigt over. Der er dog især to løfter, Gud gav Abraham, som er vigtigt at få med, da de kort og klart beskriver Guds evige planer med Israel såvel som med nationerne, og gælder derfor også den dag i dag.
Det første løfte er den velsignelse, Gud lovede at give til Abraham og hans afkom, og som har betydning for alle mennesker til alle tider. I denne velsignelse siger Gud bl.a. dette: “Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes”, 1Mose 12:3.
Denne velsignelse falder i to dele. Den første taler om, at enhver nation og ethvert menneskes velsignelse afhænger af, hvordan vi behandler Abrahams biologiske afkom, gennem Isak og Jakob. Den anden taler om den samme åndelige velsignelse, som Abraham fik, og som alle kan få del i ved tro. I Gal. 3 åbenbares det, at vi får del i Abrahams velsignelse ved at tro på Kristus, som er det afkom, der tales om i 1Mose, thi her bliver 1Mose 13:15, som taler om Abrahams afkom, udlagt på denne måde:“Det hedder ikke, ‘dine afkom’, som om det gjaldt mange, men ‘dit afkom’, som når der tales om én, og det er Kristus”, Gal 3:16.
Derfor skriver Paulus i det samme kapitel, at “da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: I dig skal alle folkeslagene velsignes”, Gal 3:8.
Det andet løfte, som Gud gav Abraham, handler om landløftet, der går som en rød tråd gennem hele bibelen. Her skal vi dog blot se et par af de udsagn, som Gud gav til Abram (Abraham). Det første finder vi i 1Mose 13:14-15, hvor Gud siger dette til ham: “Løft dit blik og se dig om der, hvor du står, mod nord, mod syd, mod øst og mod vest; thi hele det land, du ser, vil jeg give dig og dit afkom til evig tid”, 1Mose 13:14-15.
Og “På den dag sluttede Herren pagt med Abram, idet han sagde: Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod Eufratfloden”, 1Mose 15:18.
Her er der ikke noget at være i tvivl om. Man kan hævde aldrig så mange gang, at jøderne ikke har ret i landet, men da har de Gud imod sig. Men alligevel er der mange, som kæmper denne kamp, fordi denne verdens gud bilder muslimer og andre ind, at der ikke er nogen forbindelse mellem den gamle pagt løfter til Israel, og deres opfyldelse i det moderne Israel. Men, det er der! Det er kun blinde vejledere for blinde, der ikke kan se dette. For, som det er nævnt i 1Mose 12, så er det den og de, der velsigner Israel, der selv vil opleve at blive velsignet, men dem, som går imod Israel, såvel som med Guds plan med det, vil blive forbandet. Det er med denne baggrund, at Gud flere gange kommer tilbage til at beskrive hans vrede og kommende dom mod de mange fjender, som angriber det land og folk, som Gud kalder for ‘mit land’ og ‘mit folk’, jfr. Ez 36:2-7, Zak 1:14-17.
Det skal vi nu ikke se nærmere på i denne gennemgang.
Kildemateriale
- Werner Keller: Bibelen har alligevel ret, s. 20.
Kilde: Jesus-lever.dk
Eskild Særkjær
Fik du læst?:
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
