Den, som vil undersøge, hvad Torben Søndergaard (TS) står for, vil hurtigt finde ud af, at han hader den lette, behagelige og lunkne kristendom, som præger de fleste kristne menigheder, og hensigten er at råbe disse op, for at de må blive ivrige for at leve i lydighed mod Gud som Jesu disciple. Derfor kaldes der til kamp. Men er metoderne bibelske? Nej! For det fremgår nemlig med al tydelighed, at selvom TS taler om Guds nåde og forkynder ud fra evangeliet, så er drivkraften til den kristne vandring alligevel ikke bygget op på det sande evangelium, som sætter mennesker i frihed. Derimod er den bygget op på en lovmæssig forpligtelse til at leve efter nogle åndelige krav eller lov, som er ligeså tunge byrder og umulige at overholde som loven i GT, og som ifølge TS kan ende med fortabelse, hvis man ikke har kunnet leve op til disse. Troen på, at Guds nåde i Jesus Kristus er nok til frelse er hos TS blevet ændret til, at den kristne også må leve i lydighed for at nå målet. Derved er budskabet blevet forvandlet til en lære, som klart er ikke-bibelsk, og som uvægerligt vil føre de kristne vild fra sandheden. Vi skal se nærmere på, at evangeliet på væsentlige punkter ikke længere er identisk med læren i Guds ord.

Hvad vil det ifølge TS sige at være frelst?

I sin bog ’den sunde lære’ lægger TS i kapitlet ’nåden’ godt ud med følgende citater:

’Gud har én gang for alle banet en langt bedre vej (end loven) igennem Jesu, og det skal vi holde fast i. For uden Jesus er der ingen frelse’.

TS går herefter over til at beskrive, at denne frelse og tilgivelse fra synd billedligt kan sammenlignes med fisk, som først skal fanges. Når dette er sket, vil ’Gud begynde at rense dem, fordi han ikke kan have fællesskab med synd. Så længe vi er villige til at Gud kommer med ’kniven’… da lever vi i nåden’ ¹.

Tilsyneladende et godt billede på Gud, som vil rense den kristne fra al synd. Men der er noget, som mangler! Frelsens og tilgivelsens grundvold er udeladt! Ikke et ord om, at renselse fra synd ikke kan ske uden ved Jesu blod. Ingen antydning af, at ”i ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er”, Ef. 1:7. Ifølge Bibelen er der ikke givet andre veje, hvorved vi kan blive tilgivet og helliget! Derfor kommer TS heller ikke ind på denne frelsens grundvold i sin bog ’Livet som kristen’, hvor han i kapitlet ’Hvad sker der i frelsen’, igen beskriver frelsens vej.

Det lyder også rigtigt at TS skriver, at Gud efter frelsen ’lægger sin lov og sin ånd i vores indre.. så vi derefter kan følge hans love og omhyggeligt holde hans bud’, som inkluderer loven, (de 10 bud) som Jesus beskriver den i bjergprædikenen². Men den vægtlægning, som han herefter lægger på lydighed for at blive i frelsen viser tydeligt, at han ikke har forstået evangeliets egentlige indhold. Det er således ikke bibelsk, når han skriver, at frelsen er betinget af, at den kristne vandrer i fuldkommen lydighed efter Guds krav og kun ’så længe jeg lever i lydighed mod Gud er jeg på vej mod himlen’, og kan eller vil gå fortabt ved ulydighed. For TS er det altså lydighed overfor Guds krav, som er betingelsen for at de kristne kan blive frelst. Og derfor taler han da heller ikke meget om, at Guds nåde og barmhjertighed vil retlede os og give os den kraft til at leve helligt, som vi behøver, men understreger derimod, at frelsen er afhængig af, om vi anstrenger os nok og vandrer 100 % efter Guds vilje.

Ud fra Matt. 7:21-23 og 25:1-13 beskriver han korrekt faren for at gå fortabt, men ændrer herefter tekstens mening fra vigtigheden i at have et ret tilhørsforhold til Jesus og være rede til at møde ham, til i stedet at betyde, at det er ulydighed, som er årsagen til, at de mister frelsen og går fortabt. Denne omtolkning af de bibelske tekster passer fint med den teologi, som TS har: Det er nemlig kun ’den, der gør Guds vilje, som bliver til evig tid’, 1Joh 2:17. TS mener, at dette vers beviser, at vi hele tiden må anstrenge os for at gøre Guds vilje for at kunne fastholde frelsen. Men hvis dette er sandt, så ville der ikke være en eneste, som er frelst. Hvad betyder det så? Lad os se et eksempel fra Joh 6:28-29, hvor jøderne kom og spurgte Jesus:

”’Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger (vilje)?’ Jesus svarede og sagde til dem: ’Dette er Guds gerning (vilje), at I tror på den, han har sendt’”, Joh 6:28-29.

Det betyder, at når vi tror og tager imod Jesus, så vil han ved sin nåde skabe den forvandling i os, som loven ikke kan opfylde. Det betyder, at ethvert arbejde for Gud udelukkende bygger på denne grundvold. Og det uanset, hvor gode hensigterne er og hvor evangelisk det lyder.

FORHOLDET MELLEM LOV OG NÅDE

TS: Den kristne er bundet af en ny og streng lovmæssig forpligtelse

TS skriver på baggrund af sin tolkning af bjergprædiken, at ’Jesus nu kræver en højere standard’ af sine disciple³.
Han citerer herefter Jesus, som siger til sine disciple: ”Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”, Matt. 5:20.

TS mener, at det betyder, at ’vi skal overholde alt, og Gud hjælper os til det’. Men Bibelen siger derimod, at ’den retfærdige skal leve af tro’, Rom. 1:17. Det betyder konkret, at intet menneske hverken kan blive retfærdiggjort eller vandre som kristen på nogen anden måde. Hvis man alligevel forsøger, så bygger man på et lovisk forsøg på at opnå ’retfærdighed’, men den kan ikke frelse eller et helligt liv i efterfølgelse. For det er umuligt, at noget menneske kan blive retfærdig ved at overholde loven. Bibelen siger:
”.. at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved (at prøve at overholde) loven, er åbenbart, thi det hedder: ’Den retfærdige skal leve af tro’”, Gal. 3:12..  
”Loven fremkalder (nemlig) Guds vrede; men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse. Derfor skete det ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen kunne stå fast for hele slægten..”, Rom. 4:15-16.

Kan vi forestille os, at Gud vil hjælpe os til at overholde en lov, der fremkalder hans vrede? Nej!

Årsagen er, at Guds krav om retfærdighed hviler alene på Guds nåde i Jesus Kristus. Og det var i øvrigt Luthers genopdagelse af ’retfærdiggørelse af tro’ på Jesus Kristus, som blev årsag til den evangeliske lutherske kristendom, som vi bekender os til. Den romerske katolske kirke mener nemlig ligesom TS, at retfærdiggørelse af troen på Kristus alene ikke er nok frelse (på dommens dag), men er betinget af efterfølgende og tilfredsstillende gode gerninger. Hertil siger Bibelen: ”I er kommet bort fra Kristus, når I vil retfærdiggøres ved loven. I er faldet ud af nåden”, Gal. 5:4.

TS taler meget om loven og henviser ofte til den (se senere). Men dog beskriver han oftest loven til (også) at være en anden lov, som når han skriver, at vi nu er under ’Kristi lov’ (1Kor. 9:21) ⁴. Og det lyder da meget evangelisk, men man skal ikke lade sig forvirre, for ifølge TS er Kristi lov og Guds bud i NT i virkeligheden endnu strengere og endnu tungere at bære end Guds lov i GT – men som den kristne i den nye pagt alligevel er forpligtet til at følge. Som følge af denne NT-lov opstiller han derefter mange forpligtende krav under mottoet: ’vi skal gøre hvad der kræves af os’, men som intet menneske kan opfylde – og det uanset hvor meget det anstrenger sig. Og det er da også lovens hensigt: ”Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud”, Rom. 3:19

Når hensigten gøres til målet, så går det galt. For så peger loven ikke længere på Jesus, men på at opfylde loven – og så betyder det intet, at nogen forsøger at omskrive loven til at lyde mere evangelisk. Kristi lov handler nemlig ikke om, at ’vi skal gøre, hvad den siger’, men at Jesus herigennem helliger os og gør værket i os til at ville og at virke.

Vi har derfor brug for igen og igen at høre evangeliet, som fortæller os, hvordan vi kan blive sat i frihed ved Jesu Kristi nåde. At ’alle ..bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus..”, Rom. 3:24. Og derfor: ”den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage livets vand uforskyldt” Åb. 22:19

Der er altså ingen, som kan holde lovens krav, uanset hvor meget man stræber efter at gøre Guds vilje. Men det bekymrer åbenbart ikke TS. Efter hans mening er loviskhed overhovedet ikke noget problem, skriver han⁵.

Dette forsøger han at bevise ved at henvise til Matt. 22:37-40, hvor Jesus sammenfatter lovens 10 bud til, at ”du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind (og) du skal elske din næste som dig selv”. Var det Jesu mening, at kristne kan overholde denne lov? Nej! For Jesus taler til en, som var under loven og som spurgte Jesus om, hvilket bud der var det største. Og derfor kan man ikke uden videre overføre svaret til en NT-forpligtelse – for der har aldrig været noget menneske, som kan opfylde lovens ånd eller bogstav. For hvem kan elske sin næste som sig selv – eller elske Gud så meget som man skal gøre? Eller hvem kan være så uselvisk, at de med glæde er villig til at give alt hvad de ejer, til de fattige som en betingelse for at følge Jesus (Matt. 19:21)? Var det et urimeligt krav, Jesus stillede ham? Nej – for loven beror jo netop ikke på tro, men siger: ’Den som handler derefter, skal leve derved’, Gal. 3:12. Pointen er jo netop, at Kristus løskøbte os fra loven, som siger, at enhver som synder skal dø. Og derfor kan efterfølgelse da heller ikke være baseret på, at vi skal eller kan følge loven i GT – eller nye lovmæssige krav i NT, men derimod alene på, at vi følger Jesus.

Selvom TS et sted skriver, at vi ’ikke længere (er) under de 613 bud forbud i GT’, så har han som tidl. nævnt bestemt ikke gjort det lettere for de kristne at komme ind i Guds rige. Derfor understreger TS igen og igen, at kristne skal være lydige for at blive frelst og ’stræbe efter ikke at gå fortabt’. I stedet for at opmuntre og formane de kristne til at leve under Guds nåde og Helligåndens kraft til et helligt liv, så sætter TS tommelskruerne på for at få mennesker til at tage deres tro alvorligt og anstrenge sig på at gøre, hvad Jesus har sagt. Det er tydeligt, at TS er nidkær, men når han i sin ivrighed har sammenblandet evangeliet med en ny lovmæssighed for at kunne forblive i Guds nåde, så har han derved fordærvet det sande evangelium.

Ikke en vandring i frimodighed, men derimod i frygt

Når TS som ovenfor beskrevet blander Guds nåde sammen med forskellige lovmæssige krav som betingelse for at forblive frelst, så er det indlysende, at der hermed skabes en frygt for at gå fortabt. For når de hele tiden får at vide, at de SKAL leve op til en mængde krav, som overstiger deres kræfter og muligheder, så skaber det automatisk både en fordømmelse over ikke at slå til, og dermed også en frygt for at miste frelsen. Årsagen er indlysende: Frygten vil altid skabe det modsatte resultat end den sande kærlighed fra (og til) Gud. Bibelen siger:
”Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed på dommens dag.. Frygt er (derimod) ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre, og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden”, 1Joh. 4:17-18.

Guds kærlighed driver altså enhver frygt ud, og giver i stedet den troende en sand fred og hvile. Jesus siger:

”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg giver jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let”, Matt. 11:28-30.

Og videre:

”Han skal ikke bryde et knækket rør og ikke slukke en rygende tande..”, Matt. 12:20.

Bemærk de kærlige ord til den trætte, og hans løfte til dem om, at de skal finde hvile. Det er sådanne livgivende ord, som giver den svage kraft til at tage korset op og følge Jesus. Her er der ikke tale om mange og umulige krav, som skal opfyldes som betingelse for at forblive frelst, som TS ellers mener, at Jesus forlanger.

Det er i overvejende grad frygten for fortabelse, som er drivkraften i det meste af TSs undervisning. Det kommer eksempelvis til udtryk, når han i bogen ’Den sunde lære’ giver det gode råd, at man stiller hinanden kontrollerende spørgsmål (som minder om Promise Keepers metoder). Krydsforhøret skal afsløre om man har syndet i det skjulte, og TS opfordrer til også at komme ind på de mest private og intime forhold. For, siger han:
”når man bliver spurgt, om man har gjort det og det (..) bliver man nødt til at fortælle sandheden. Dette gør, at man lige overvejer det (at synde) en ekstra gang. Som kristen kan man ikke lyve, for løgnere tilhører ikke Guds rige” ⁶.

Et andet citat, som belyser samme frygt for synden og dens konsekvenser:
”Jeg sørger for, at det (at jeg synder) ikke sker igen, (og sker) ved at jeg ikke giver kødet lov til at tage over.. Husk, vi skal leve evigt i Himmelen eller Helvede” ⁷.

Som vi ser, er frygten for fortabelse tydeligt til stede i TSs forkyndelse. Dette ses endnu tydeligere i afsnittet ’syndens konsekvenser: ingen tilgivelse, men fortabelse’. Denne konsekvens er egentlig indlysende, når man ser, hvor stor vægt han lægger på den kristnes forpligtelse til at leve op til Guds krav om et helligt liv uden synd. Vi skal også senere se lidt nærmere på påstanden om, at den kristne kan have kontrol over synden, så at det endda er muligt at leve uden synd. Denne lære viser tydeligt, at han slet ikke har forstået syndens væsen, kraft og dybde. For den synd, som vi lægger mærke til, er jo kun toppen af isbjerget. Kommentaren om, at løgnere ikke kommer ind i Guds rige, er selvfølgelig sand. Men ifølge Bibelen er det ikke frygten for fortabelse, som er de kristnes drivkraft til at leve i Guds vilje, men derimod Guds store nåde og ’Kristus i os’, Rom. 8:2. Det er ved at vandre i Ånden, som både giver os kraften til – og en længsel efter at afstå fra ”utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier (KJ falsk lære), misundelse, drukkenskab, svir og deslige”, Gal. 5:19-21.

Jesus som forbillede og eksempel på fuld lydighed

Det er magtpåliggende for TS at påvise, at Jesus var sin Fader lydig i alle ting, samt at han derved også er et perfekt forbillede for de troende. Og der gives rigtig mange eksempler på Jesu lydighed. TS skriver korrekt, at Jesus levede og døde i lydighed for altid at gøre sin Faders vilje, Joh 17:4, Fil. 2:7-8. Hans konklusion er, at ’på grund af Guds kærlighed og Jesu lydighed kan vi finde nåde ind for Gud og derved undgå en evighed i Helvede⁸. Og det er jo også godt og bibelsk. Men alligevel er der noget, som ikke stemmer helt. I sin iver for at fastslå Jesu ’rolle’ som vores fuldkomne forbillede som den altid lydige Søn, omskriver han nemlig de bibelvers, som ikke passer ind i emnet lydighed, som det sker i næste eksempel, hvor Jesu guddomsmagt nedtones:

Ud fra teksten i Joh 3:16 hævder TS nemlig, at det altid er Gud (og ikke Jesus), som elskede verden og som derfor sendte Jesus til jorden, mens Jesus derimod ’kun’ beskrives som den, der i alle ting var sin Fader lydig. Men det er en grov forenkling. For vi ved, at Gud Fader og Sønnen er ét. Det betyder, at det som siges om Faderen også siges om Sønnen. Jesu gerning må derfor aldrig løsrives fra hans guddomsmagt og vilje. Derfor er det forkert at forenkle evangeliet eller Jesu gerning til kun at være det, som passer til vores ’teologi’. Derfor er det da heller ikke rigtigt, at Jesus ’kun’ kom til jorden som den lydige Søn. Bibelen siger eksempelvis: ”Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os som en gave og et offer, en liflig duft for Gud”, Ef. 5:2.

En lignende omskrivning fremkommer TS med, når han udlægger Fil. 2:6-8. Teksten handler om, at Jesus ydmygede ’sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors’. TS skriver:

”..hvorfor står der lige netop (lydig) indtil døden på et kors? Jo, fordi det var det, der var Guds vilje for hans liv. Gud havde tænkt, at han skulle dø på det kors, fordi han havde en plan med det. Derfor var det lydighed indtil døden på et kors” ⁹.

Selvom det er vigtigt at understrege Jesu lydighed og villighed til at gå i døden for os, så må det ikke stå alene, som TS gør det. Det ser måske ud som en bagatel, men på den måde bliver Jesus frataget sin guddomsmagt og aktive medvirken, fordi Jesus så bedre kan passe ind i det forbillede, som TS mener at alle kristne er forpligtet til at følge. For Jesus siger:
”Ingen tager det (livet) fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen..”, Joh 10:18.

Når Jesus siger, at han har magt til at give sit liv for os – og magt til at tage det igen, så betyder det jo, at han er sand Gud. Betyder det så meget, om man forstår det på den ene eller anden måde? Ja! For vægtlægningen på Jesu lydighed bliver netop fremført for at bevise, at alle kan vælge at være lydige på samme måde – og vil derfor også i denne position kunne udføre det samme som ham. Vi skal senere se, at det også betyder at tale og udøve myndighed til tegn og undere, osv.

TS: Disciple kan gå fortabt ved ikke at adlyde

TS skriver meget godt om Jesus som vores forbillede. Fx, beskrives en kristen som ’en, der er ét med Jesus’, og som derfor lever ’et åndeligt liv med Jesus som (vores) Herre og frelser’¹⁰. I kapitlet ’At binde sig til Jesus’ får man endda en rigtig god forståelse af, at troen på Jesus nødvendigvis også betyder efterfølgelse. Som når han skriver, at det græske ord for tro ’pisteuo’ betyder ’at holde fast ved’ og at ’binde sig til’ Jesus. Og videre: En forkert forståelse af det at ’tro på Jesus leder mange til at tro, at de har det evige liv, uden det er tilfældet’¹¹. TS har også ret i, at det at være kristen betyder, at man elsker det Gud elsker og hader det Gud hader¹².

TS citerer missionsbefalingen i Matt 28:19-20 for at understrege, at alle kristne skal adlyde Jesu befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple¹³. Men når TS så begynder at beskrive, hvad det vil sige at være en discipel, så fokuserer han igen på, at man kan gå fortabt ved ikke at følge den NT-lovmæssige forpligtelse. Igen opstår der frygt for fortabelse, for hvem kan vide sig sikker på, at Gud har været tilfreds med ens indsats? I stedet for at opmuntre de kristne til at tage opgaven alvorlig, så benytter TS igen lydigheden som en slags pisk, som skal få de kristne til at forstå alvoren og tvinge dem til at tage opgaven alvorlig.

Det er da også alvorligt – og vi må da også opmuntre de kristne til at bruge alle de anledninger som kommer, til at være vidner. Bibelen siger dog gang på gang, at vi skal gøre det med glæde, 2Kor. 1:24, Heb. 13:17. Men hvordan kan de kristne give det glade budskab videre, hvis de i deres hjerter gør det af pligt eller af frygt for fortabelse? Det er umuligt! Men vi har jo ikke med loven at gøre, for Kristus har frigjort os – og derfor har vi med Ånden at gøre, som skænker os den kærlighed og glæde, som vi har brug for som Kristi disciple, Gal. 5:22.

Men det forstår TS åbenbart ikke. For han kommer som tidligere nævnt altid ind på lydigheden som drivkraften til at få mennesker til at gøre det, som Gud kræver af dem, herunder det at være en discipel. I sin bog ’Fuldfør løbet’, sammenligner han det at være discipel med de onde eller gode tjener i lignelsen om ’de betroede talenter, Matt. 25:14-29. Han udlægger teksten til at betyde, at en tro tjener betyder, at hvis vi gør, hvad Gud befaler så bliver vi frelst. Modsat betyder en dårlige tjener, at hvis vi ikke arbejder målbevidst for Gud, så går vi fortabt¹⁴.

For at forstå hvad der er galt med denne udlægning, må vi forstå, at lignelser ikke nødvendigvis skal oversættes allegorisk (hvor hver enkelt detalje har en åndelig betydning), men indeholder derimod oftest nogle få, men vigtige pointer. Et tydeligt eksempel finder vi senere i samme kapitel, som omhandler samme emne. Her beskrives, hvordan alle folkeslag en dag skal samles foran Menneskesønnen for der at blive inddelt i to grupper. Den ene gruppe dømmes til evigt liv og den anden til evig fortabelse. Men nu er det sådan, at frelse ikke er nationalt men altid skal modtages af den enkelte, og derfor må der selvfølgelig også være troende i begge grupper. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på fortolkningen (jfr. dog næste afsnit), men nøjes med at give en kommentar til TS påstand: Bliver de to folkeslag eller de omtalte tjenere dømt til himmel eller helvede i henhold til deres gerninger?
 
Nej! For skriften modsiger ikke sig selv. Bibelen siger: ”Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig. Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem”, Ef. 2:8-10.

Det betyder konkret, at ingen bliver frelst eller går fortabt pga. gerninger, men bliver bedømt ud fra hjertets indstilling til Gud og hans frelse i Jesus Kristus. Hvis et menneske derfor har sagt ja til at følge Jesus, så vil det på forskellig måde altid vise sig i hans liv og gerninger. Vi er jo ’hans værk’, og alt hvad vi gør, skyldes alene hans nåde og er hans fortjeneste. På den ene side vil en ’tro uden gerninger’ altså være et bevis på, at der ikke er sket en forvandling i hjertet og der derfor heller ikke er tale om en levende tro. På den anden side vil gode gerninger aldrig kunne frelse eller hellige noget menneske, fordi det altid er Gud som bevirker det ved sin Ånd, når vi beder til ham om dette. Hvis man så alligevel forsøger på at tage sig sammen og forvandle sig selv, så vil det altid ske på baggrund af en lovisk tilstand og vil derfor altid stå i fare for at falde ud af nåden.

Hvad betyder det at være lydig, når det er Gud, som gør værket i os?

Det, at alt skyldes Gud, betyder selvfølgelig ikke, at den kristne ikke kan eller skal gøre noget for at bekæmpe synden? Det skal bare ske på den bibelske baggrund. Jeg har allerede været inde på, hvad det vil sige. I kampen mod synden i kødet er det nemlig uhyre vigtigt, at vi forstår, at det er Gud, som alene virker dette og giver os kraften til at leve et helligt liv. Bibelen siger: ””Derfor, mine elskede! Ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske”, Fil. 2:12-13
 
Bemærk ordet ’på’, som viser hen til grundvolden Jesus Kristus. Det er på denne grundvold, at vi opbygges til en Guds bolig i Ånden, Ef. 2:22. Og 1Kor. 3 fortsætter: ”Og hvis man på denne grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført.. Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn, hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen, men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild”, 1. Kor. 3:12-15.

Det er altså vigtigt at bemærke, at lønnen for at være en god arbejder kan mistes. Men hvis man som kristen har levet i hans nåde og tilgivelse, så holder den også på den dag, hvor Jesus kommer igen. Det er på denne baggrund, at efterfølgelse og lydighed skal forstås – men som TS ikke har forstået. Bemærk, at Fil. 2 fortsætter med at sige, at ’Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske’. Det vil med andre ord sige, at hvis vi tror, at vores frelse eller helligelse bygger på noget i os selv, på vore beslutninger eller lydighed – så bygger vi ikke engang på grundvolden, men på en anden grundvold – dvs. et helt andet evangelium, og det vil selvfølgelig betyde fortabelse for den, der ikke vender om. For, som der står skrevet: ’hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse?’, Hebr. 2:3.

DEN KRISTNES FORHOLD TIL SYNDEN

Hvad er synd ifølge TS – og hvordan bekæmpes den?

Når TS skal beskrive syndens karakter og dens konsekvenser, så går han meget grundig til værks. Det er tydeligt magtpåliggende for ham, at alle forstår det han har på hjerte. Som udgangspunkt giver TS en udmærket beskrivelse af syndens forfærdelige magt og ondskab, og skriver at ’synd er ikke noget vi skal tage let på’. TS nævner også korrekt, at selvom vi som kristne er frelst og tilgivet, så betyder det ikke, at vi så bare kan synde, for synd adskiller os fra Gud¹⁵. Men noget er alligevel galt! For når man ser nærmere på dét som han mener, er løsningen på syndens problem, så er der en alarmklokke, som ringer. Som når han skriver, at ’Gud er nøjeregnende’ og ’kræver 100 % lydighed’, så det ser ud til, at han mener, at det er os, som i egen kraft må bekæmpe synden. Dertil kommer, at TS fortier Bibelens klare lære om, at intet menneske kan leve op til Guds krav og derfor til stadighed har brug for Guds altomfattende kraft og nåde til at leve for ham.

Den samme falske lære stikker hovedet frem i hans beskrivelse af, at man ved ’at falde i synd kan miste frelsen’. Udgangspunktet lyder rigtig nok, men hans konklusion bliver falsk, når han ikke samtidig kommer ind på tilgivelsen ved Jesu blod. Konsekvensen af denne lære er, at der ikke er megen plads til Guds nåde, tilgivelse og helligelse. Jeg vil komme nærmere ind på konsekvenserne af denne lære lidt senere.

TSs syndsforståelse er, at når man bliver kristen, så bliver man tilgivet for al synd og ’er sat fri for synd’ eller ’frelst fra synden’. Ifølge TS betyder dette konkret, at ’den kristne er sat fri for synd’, og er derfor ikke længere underlagt syndens magt¹⁶. På dette grundlag betragtes den kristne som en, der ’er i stand til at leve uden synd’. Dette gentages igen og igen. TS mener derfor, at det er muligt for den kristne at være fuldkommen på denne jord og ’aldrig mere synde’¹⁷. Og derfor tolker han derfor også ordene ’synd ikke’ i 1Kor. 15:34 som en konkret ordre, som kan efterleves¹⁸.

For at bevise, at det er sådan, at den kristne ’ikke synder’ og ’er i stand til at leve uden synd’, henviser TS ofte til Paulus som et eksempel. Han hævder eksempelvis, at når der i Bibelen står, at Paulus ’er en synder’ (1Tim. 1:15), så er det forkert oversat fra grundsproget, hvor der står, at han ’var en synder’¹⁹. Men det stemmer ikke! På græsk står der nemlig ’eimi’, og dette ord kan kun betyde ’er’. Dette fremgår klart, når Jesus benytter sig af netop dette ord for at beskrive, at Han er ’Ego Eimi’ (Jeg Er) – hvorved han netop understreger, at Han er den Gud, som altid ER den samme og uforanderlige Gud. Her slår Paulus altså fast, at han som kristen (stadig) er en synder. Men dette passer bestemt ikke med den teologi og falske lære, som TS har opbygget, og fremfører en mængde skriftsteder, som beviser. Her skal vi nøjes med at se nogle få eksempler på dette.

TS: De kristne synder ikke (udlægning af Joh 8:7 og 1Joh 1:7-10)

TS benytter sig igen og igen af Bibelen for at underbygge sin falske lære om, at ’de kristne ikke synder’. Når der eksempelvis i Joh 8:7 står, at ’den der er uden synd skal kaste den første sten’, så får TS det til at betyde, at disse vers ikke gælder de kristne, fordi de var talt til mennesker før Jesus døde²⁰. På samme sted behandler han teksten i 1Joh 1:8, hvor Johannes skriver, at ’hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os”. Denne tekst taler tydeligt og klart til alle kristne om, at alle kristne synder og at det derfor er vigtigt at bekende dem for Gud, for det er kun derved, at han er ”trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”, v. 9. Men denne vigtige bekendelse af synder som betingelse for at få og leve i Guds nåde og tilgivelse blive totalt bagatelliseret af TS.

Som et slags svar skriver han blot, at ’summen af Guds ord er sandhed’ – og betyder, at man godt kan se bort fra sådanne vers, da det ikke er det enkelte vers, men derimod kun helheden, der har betydning som sandhed. Og derfor citerer han straks efter 1Joh. 1:7 for at fastslå, at hvis vi vandrer i lyset, så eksisterer synden ikke. Men når man læser kapitlet i dets sammenhæng, er det tydeligt, at ordene ’vandre i lyset’ ikke betyder, at den kristne dermed ikke kan falde i synd. Derfor kommer Johannes da også flere gange tilbage til samme emne. Lidt omskrevet står der i 1John. 1:10:
”Hvis vi (eller TS) siger, at vi (som kristne) ikke har syndet, så gør vi Gud til en løgner, og (det beviser, at) hans ord er ikke i os”.
Og det er netop det, som er det alvorlige ved enhver falsk lære: Man gør dermed Gud til en løgner.

TS: Synd er ikke den kristnes erfaring (Rom. 7)

TS kommer med en længere udlægning af romerbrevet (kap. 6-8) for at bevise, at den kristne ikke synder. Han hævder fx, at beskrivelsen i Rom kap. 7 ikke omhandler en kristen, da indholdet er skrevet i datid, og derfor er dets omtale af synd heller ’ikke.. den kristnes erfaring’²¹. Ifølge TS er den kristne sat total fri fra syndens magt, og henviser til Rom 8:2, hvor der står, at ”Livets Ånd lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov”. TS får dette vers og andre lignende vers til konkret at betyde, at den kristne er sat total fri fra enhver synd. Derfor kommer han talrige udsagn om, at ’det er dig der bestemmer’, om du vil leve helt fri for synd eller om du vil tillade synden. Ifølge TS har Gud sat dig fri og derfor er det videre forløb reelt ikke er Guds, men dit eget ansvar. TS skriver derfor: ’At blive fri starter med dig’ (ikke Gud), for ’synden har (kun) den magt, som du giver den lov til at have’ ²² .

Selvom det er sandt, at Jesus har ’gjort dig fri fra syndens og dødens lov’, så betyder det selvfølgelig ikke, at den kristne så ikke synder eller dør. Det er vigtigt at forstå, at selvom vi er frelst og sat i frihed, så er vi alligevel stadig syndere, som dagligt har brug for at blive renset fra synd og helliggjort, jfr. 1Thess. 5:23. Hvis man ikke forstår denne grundlæggende bibelske lære, så vil man heller ikke kunne forstå de mange formaninger om – og opmuntringer til – at vi til stadighed må afføre os ’det gamle menneske’ og iføre os ’det nye menneske’, Ef. 2:22-24.

Men hvad med kap. 7 i romerbrevet? Har TS ret i, at kapitlet er skrevet i datid og derfor handler om Paulus, før han kom til troen? Eller var syndens magt også en erfaring, som han også havde efter at han var kommet til tro på Jesus? Den som læser teksten som der står, er ikke i tvivl om, at det kun er syv vers, som er skrevet i datid (v. 7-13), hvorefter Paulus går over til at beskrive nutiden (v. 14-25). Derfor er det ud fra en troendes erfaring, at Paulus i vers 18 skriver: ”Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke”.

På den ene side glæder han sig over Guds lov i sit indre, men på den anden side erkender han, at han i sine lemmer ser en anden lov, v. 22-23. Er syndens tilstedeværelse så det normale for den kristne? Skal vi på dette grundlag acceptere synden som noget, som der ikke kan gøres noget ved, og som man derfor ikke kan slippe ud af? Nej! Den bibelske pointe er jo netop, at vi hele tiden må blive helliget Herren og opdraget til at vandre ham værdigt i alle forhold, Tit. 2:11-12. Men det er en livslang proces, som først ophører, når vi en dag (efter døden) skal se ham som han er. Vi ser altså, at kristne stadig er en synder, og derfor er kampen mod synden da også aktuel og livsvigtig. Dette er grundlaget for, at Paulus slutter kapitlet med, at han siger: Jeg elendige menneske! Hvem kan fri mig fra dette dødens legeme”. Og han svarer selv på spørgsmålet: ”Gud ske tak ved Jesus Kristus..”.

Men det er altså vigtigt at bemærke, at denne kamp automatisk vil mislykkes, hvis vi tror eller bilder os ind, at den kristne enten ikke synder, eller at vi som kristne kan overvinde den ved at bestemme sig for det. Bibelen siger derimod fuldstændig klart, at den fremadskridende sejr kun kan vindes ved, at vi overgiver os helt til den treenige Guds nåde, kraft, hjælp og forbøn. Menneskets dobbeltnatur er altså ikke sådan at slippe af med, selvom TS tilsyneladende tror dette. Derfor foregår der til stadighed en kamp mod synden is os, derfor skal vi lade os fylde af Ånden, så vi kan stå den imod. Hvordan ser Gud os nu? Som syndere? Eller som syndfri? Bibelen siger klart, at vi ’bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus’, Rom. 3:24. Det betyder, at vi stadig er syndere, men at vi alligevel er blevet retfærdiggjorte ved hans blod.

TS: Der er intet håb for dem, der synder med vilje.

TS mener at den kristne generelt ikke synder, men når det så alligevel sker, forklarer han det med, at det så (oftest) må dreje sig om bevidste synder – altså en bevidst handling ud fra et ønske om at synde. Ifølge TS er denne synd alvorlig, fordi den kristne efterfølgende ikke skal regne med at få Guds tilgivelse. TS inddeler nemlig alle synder i to kategorier. I den ene kategori er det de ubevidste synder, hvis natur og kraft bliver bagatelliseret og derfor ofte beskrevet som små fejl eller synder. I den anden kategori er der de bevidste synder, som det er svært eller umuligt at blive tilgivet for. De bevidste synder er for TS et tegn på, at man enten ’ikke er frelst’, eller at man er ’faldet ud af nåden’²³. I sit hefte ’Bedraget’ skriver TS, at
”vi kan alle sammen gøre noget, der er forkert, hvor det ikke er med vilje, og der er tilgivelse. Men synder man med vilje, er man IKKE en kristen og har brug for omvendelse”.

For at underbygge denne lære understreger han derefter de alvorlige ord i Heb. 10:26-30 om, at hvis man ’synder med vilje’, så har man hermed også automatisk ’hånet nådens Ånd’, og fortjener derfor en ’meget hårdere straf’ end dem, som i samme teksthenvisning har brudt Mose lov. TS henviser ofte til sådanne billeder for at skræmme de troende til ikke at synde. I samme hefte skriver han: ”Det er voldsomt. Synder vi med vilje, efter vi har lært sandheden at kende, er der ikke længere noget offer for synden… Jeg tror.. at hvis jeg i dag går hen og begår en konkret synd, som jeg ved, er synd, kan jeg miste frelsen og da er det for sent” ²⁴.

Som nævnt tidligere mener TS, at når alle selv kan bestemme, om de vil synde eller ikke, så kan de jo bare med viljens magt tage kontrol over den og stå den imod. Han bruger sig selv som eksempel og siger:
 ”efter at jeg har lært sandheden at kende, har jeg ikke syndet bevidst og med vilje, da jeg ikke tør lege med synden..” ²⁵.

TS vil altså have os til at tro, at han ikke syndet med vilje siden han blev kristen, dels fordi han har taget kontrol over synden en gang for alle og dels fordi han ikke tør synde af frygt for at gå fortabt. Begge udsagn vidner om, at TS overhovedet ikke kender syndens magt, natur eller omfang.

Virkeligheden er nemlig, at alle synder mod Gud hver eneste dag – og det både ubevidst og bevidst. Det er eksempelvis synd, når de kristne hver dag pga. ’kødet’ ikke altid gør det, som de gerne vil, jfr. Gal. 5:17. Det samme er tilfældet, når de kristne ikke ophøjer Gud eller vidner så meget om ham, som de burde gøre. Bevidste synder er i øvrigt ikke kun dem, som vi vil beskrive som ’store’ synder, som fx tyveri, løgn, utugt osv. – men handler i høj grad lige så meget om de ’små synder’, som ingen lægger mærke til som eksempelvis tanker eller undladelsessynder. I Guds øjne er der altså ingen forskel. Selvom TS ikke tror dette, så kommer alle kristne til at synde mange gange hver dag. Hvis dette var sandt, så ville det betyde, at de så ikke kan regne med at få tilgivelse for de værste eller mest bevidste synder? Og det er jo netop denne lære, som TS forkynder

TS: Syndens konsekvenser, ingen tilgivelse – men fortabelse

Gang på gang understreger TS, at hvis man ikke lever 100 % efter Guds ord og ”bærer man ikke omvendelsens frugter går man fortabt” ²⁷. Der er mange lignende udtryk som viser, at vejen til Himmelen reelt er flyttet væk fra troen på Jesus over til hvor lydige vi er. Det betyder, at enhver som ikke anstrenger sig nok, kan gå fortabt. Men hvornår er det så nok? Er det når vi mener det, eller er det ud fra Guds bedømmelse? Hvis det er det sidste, så siger Guds ord klart, at den som ikke ønsker at leve i troen på Guds fuldbragte værk, har stillet sig selv udenfor Guds nåde og går derfor fortabt. Guds Ord siger, at ’den retfærdige skal leve af tro’, Rom. 1:17. Ordene ’leve af tro’ betyder ikke kun at blive frelst ved tro, men også at vi skal leve af (eller i) den samme tro. Denne tro er altså fuldstændig modsat den lære, som TS præsenterer. Paulus skriver: ”loven derimod beror ikke på tro, men siger: ’Den, som handler derefter, skal leve derved’”, Gal. 3:11-12.
 
Det budskab, som TS forkynder, er tydeligvis ikke bygget op på det sande evangelium, men på en lovmæssig frygt for syndens konsekvens. Vi skal her nøjes med at se på tre eksempler på dette

1) I sin bog ’Fuldfør løbet’ nævner han i et eksempel, hvordan hans kone valgte ikke at lyve. For havde hun gjort det, siger TS, så ville hun – sammen med alle de andre løgnere – ikke havde haft adgang til himlen²⁸. Det er på en måde rigtig nok, men det gælder for enhver synd. Går alle så fortabt? Nej! ikke hvis vi bekender vore synder og får Guds tilgivelse. Men denne mulighed for at stå ren ind for Gud nævner TS ikke. I stedet bruger han eksemplet til at sige: ’Vi må anstrenge os endnu mere…’.

2) TS beretter om en dødeopvækkelse, som er beskrevet udførligt på en dokumentarvideo. Det handler om en kristen pastor Daniel Ekechukwu, som efter en bilulykke blev erklæret død, hvorefter han angiveligt har været i både Himlen og i Helvede. Efter tre døgn opstod han igen fra de døde under et møde med Reinhard Bonnke. Dette vidnesbyrd er dog siden blevet modsagt af mange, fordi det indeholder mange unøjagtigheder, som har vist sig ikke at passe. Her vil jeg nøjes med at kommentere på det, som TS nævner. En engel havde fortalt Daniel, at
 

”hvis Gud ikke havde valgt at lade ham opstå fra de døde, var han gået fortabt i Helvede. Da jeg hørte dette, blev jeg meget chokeret og tænkte: ’hvordan det? (..) Daniel er jo en præst, der tjener Gud, hvorfor ville han så være kommet i Helvede? Svaret til dette gav Daniel selv på en anden video” ²⁹.

TS referer fra denne video og beskriver, at Daniel lige før ulykken havde haft et skænderi med sin kone og ville efterfølgende ikke tilgive hende. Engelen fortalte derefter, hvad det ville betyde, hvis han var død og ikke kunne vende tilbage til livet. TS kommenterer hændelsen:

”Hvis Gud ikke havde valgt at lade ham opstå igen, var han pga. sin utilgivelighed gået fortabt. Og det endda selvom han, lige inden han døde, bad til Gud om tilgivelse, hvis han havde syndet og bad om, at Gud ville tage imod ham. ’Jamen, hvordan kan det ske, at han ville gå fortabt, når han var præst og havde bedt Gud om tilgivelse inden han døde? Gud er da nådig.’ Ja, Gud er nådig, men det burde egentlig ikke komme bag på os, for Gud siger klart i sit ord, at hvis vi ikke vil tilgive andre (først), så vil han heller ikke tilgive os. Og det gør ingen forskel, om vi beder eller ej” ³⁰.

 TS referer fra denne video og beskriver, at Daniel lige før ulykken havde haft et skænderi med sin kone og ville efterfølgende ikke tilgive hende. Engelen fortalte derefter, hvad det ville betyde, hvis han var død og ikke kunne vende tilbage til livet. TS kommenterer hændelsen:

”Hvis Gud ikke havde valgt at lade ham opstå igen, var han pga. sin utilgivelighed gået fortabt. Og det endda selvom han, lige inden han døde, bad til Gud om tilgivelse, hvis han havde syndet og bad om, at Gud ville tage imod ham. ’Jamen, hvordan kan det ske, at han ville gå fortabt, når han var præst og havde bedt Gud om tilgivelse inden han døde? Gud er da nådig.’ Ja, Gud er nådig, men det burde egentlig ikke komme bag på os, for Gud siger klart i sit ord, at hvis vi ikke vil tilgive andre (først), så vil han heller ikke tilgive os. Og det gør ingen forskel, om vi beder eller ej” ³⁰.

Det er rigtigt, at denne rækkefølge er nævnt i Matt. 6:14-15. Men når man som TS (og Daniel) bygger læren op på ét skriftsted – og derfor udelukker de andre steder som taler om det samme på en lidt anden måde – så vil det automatisk medføre en forkert tolkning eller falsk lære. Andre steder står rækkefølgen nemlig modsat: ”Vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer (først)”, Ef. 4:32.

Som vi ser, er det farligt at presse en rækkefølge ind i de bibelske tekster, som ikke er der. For som i eksemplet bliver denne forkerte tolkning til en falsk lære, når skriftstedet bruges som en argumentation for, at Gud ikke vil tilgive nævnte synd. I øvrigt er al synd i sidste instans rettet mod Ham, som derfor er det også alene Ham, som kan tilgive os helt. Et eksempel: Efter at David havde været inde hos Batseba, bekendte han efterfølgende sin synd og sagde til Gud: ”Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine øjne er ondt”, Salme 51:6.

Selvfølgelig skal de kristne ikke leve i synd. Vi må ikke leve med uopgjort, men bekende vore synder for Gud – og for mennesker. Men går et menneske fortabt, hvis de ikke er hurtige nok til at få bekendt deres synder? Lad os se på et eksempel fra Ef. 4:26, hvor der står således: ”Bliver I vrede, da synd ikke; lad ikke solen gå ned over jeres vrede, giv ikke heller Djævelen råderum”

Her beskrives det, hvordan kristne kan blive vrede og smække med døren. Ikke fordi det er i orden, men fordi Gud kender vores kødelige natur. Og derfor fortsætter teksten med at formane de kristne til at få sagen bragt i orden inden dagen er omme. Hvis dette ikke sker, vil djævelen gøre hvad han kan for at få os til at leve i et uopgjort synd. Som vi ser, afhænger frelsen altså ikke af, at der er et eller andet, som ikke bliver bekendt med det samme. Gud kender det enkelte hjertes forhold til ham og derfor vil intet menneske automatisk blive smidt ud af nåden hver gang, man synder. I så fald ville der heller ikke være noget menneske, som blev frelst, se senere.

Hvis det er sandt, at den kristne ville gå fortabt, hvis han eksempelvis døde inden ’solen gik ned’, så ville rådet fra Ef. 5 være katastrofal. Hvis det var sandt, så ville man hele tiden leve i frygt for, at der kunne være et eller andet, som ikke er tilgivet og som resulterer i, at man ikke blev frelst. Dette vil nok resultere i, at man anstrengte sig endnu mere på ikke at synde og leve i tilgivelsen. Men alt dette ville være lov – og det vil ikke gavne nogen. Det er derfor falsk lære at påstå, at frelsen afhænger af netop dette forhold. Det er også falsk lære at påstå, at Gud som i eksemplet nægter at tilgive ens synder. Denne lære stammer ikke fra Guds Ånd. 

3)  Under en samtale med en dame sagde TS, at ”hvis hun ikke omvendte sig til Gud… og gør hvad han siger (følger hans bud) og lever med ham hver dag, ville hun få fortabt i al evighed” ³¹. Også her ser vi den vægtlægning, som TS tilskriver lydighed som betingelse for frelsen. Men det er bedrag, fordi den bygger på lydighed og ikke på Guds uforskyldte nåde. Ordet uforskyldt betyder jo netop, at alt skyldes ham. Intet er fortjent – det er ved nåden alene. 

Hvad siger Bibelen: Er der tilgivelse for også bevidste synder?

Bibelen taler klart om at Gud vil tilgive enhver, som kommer til ham med en sønderknust ånd, og skelner i øvrigt ikke mellem bevidste og ubevidste synder, Es. 57:15. Lad os fx læse et vers fra Guds Ord

”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”, 1Joh 1:9

Hvad skal vi bekende? Alle vore synder! Men for at bekende disse må det i sagens natur mest være synder, som vi er bevidste om. I vort fællesskab behøver vi ikke at spekulere på, hvorvidt en begået synd tilhører en kategori, som Gud vil tilgive, eller om den tilhører en kategori, som Gud ikke vil tilgive. I modsætning til TSs udlægning er det i øvrigt ifølge Bibelen kun bespottelser mod Helligånden, som Gud ikke vil tilgive, Matt. 12:31.

For at forstå, at Gud altid vil tilgive den, som med et ærligt hjerte søger ham for at få hans tilgivelse, må vi for et øjeblik se på de GT-ofringer, som alle var forbilleder på Kristus og hans store forløsningsværk. De forskellige offerhandlinger viser de forskellige synder, som ville blive tilgivet når blodet forbilledligt på Jesus blev udgydt. Her tales der først om de synder, man af vanvare kommer til at gøre, og derefter om de synder som man gør bevidst, dvs. ’med vilje’

1. ”Når nogen, uden at det er ham vitterligt (bevidst), synder ved at overtræde et af Herrens forbud, så han bliver skyldig og pådrager sig skyld, da skal han af småkvæget bringe en lydefri vædder.. som skyldoffer til præsten, og præsten skal skaffe ham soning for den uforsætlige synd, han har begået, uden at den var ham vitterlig, så han finder tilgivelse”, 3Mose 5:17-18
2. Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i svig mod Herren, idet han frakender sin næste retten til noget der er ham betroet, en håndpant eller noget, han har røvet, eller han aftvinger sin næste noget, eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk ed angående en af alle de ting, som mennesker forsynder sig ved at gøre, så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig, tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget, eller det, som var ham betroet. Eller det tabte, som han har fundet, eller alt det, hvorom han har aflagt falsk ed; han skal erstatte det med dets fulde værdi med tillæg af en femtedel. Han skal give den retmæssige ejer det, den dag, han gør bod. Og til bod skal han (derefter) af småkvæget bringe Herren en lydefri vædder.. som skyldoffer skal han bringe den til præsten. Da skal præsten skaffe ham soning for Herrens åsyn, så han finder tilgivelse for enhver ting, hvormed man pådrager sig skyld”, 3Mose 5:21-26

Når man har læst disse vers, er det tydeligt at Gud dengang var villig til at tilgive alle deres synder, hvis de kom til ham ’med blodet’. Men Gud er ikke blevet en anden, og derfor vil vi også i dag få ’tilgivelse for enhver ting, hvormed man pådrager sig skyld’. For TS vil denne frie adgang til tilgivelse for enhver synd resultere i en ligegyldighed overfor synden, og skriver:

”Hvis der altid er mulighed for tilgivelse, hvorfor så frygte Gud og stå synden imod” ²⁶.

Motivationen og drivkraften til at leve ret hviler altså hverken på vores kærlighed til Gud eller på hans kærlighed til os, men dermed på frygten for at gå fortabt, fordi Gud ikke vil tilgive synden. Det kan lyde meget fromt og virkningsfuldt at ville bekæmpe synden med alle midler og arbejde hårdt for at tage fuld kontrol over den. Men det er jo netop det, som er umuligt (selvom TS ikke mener det), og sådanne anstrengelser dækker i virkeligheden over en forfærdelig lov-trældom. Den, som kender evangeliet ved nemlig, at det kun er Gud, som ved sin Ånd løser det syndige mennesker til at kunne leve Åndens frihed

”Men nu, da I er blevet frigjort fra synden og er blevet trælle under Gud, har I den frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt liv”, Rom. 6:22, jfr. Ef. 4:22-24.

TS: DEN KRISTNE SKAL VANDRE I ÅNDEN KRAFT, TEGN OG UNDERE

Lidt baggrundsinformation: Kan Jesu undere overflyttes til i dag?

Som tidl. nævnt mener TS, at de kristne i dag kan gøre det samme som Jesus gjorde. Det betyder, at vi ligesom ham har fået myndighed til at helbrede alle de syge og udføre mirakler. TS glemmer dog helt, at Jesu gerning på jorden var unik og kan ikke overføres til i dag uden at gøre vold på de bibelske tekster. Vi skal et øjeblik se på nogle af disse for at forstå hvorfor.

Da Jesus prædikede evangeliet om Guds Rige, var hans budskab klar: ’Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus’, Matt. 15:24. Det var først senere, at hedninger blev inddraget.

Dette udgangspunkt er vigtigt for at forstå, at Jesu forkyndelse om, at ’Guds Rige’ (eller ’Riget for Israel’) er kommet nær, udelukkende var rettet til det jødiske folk, Luk. 24:21, Apg. 1:6, 5:31. De mirakler, som Jesus gjorde, var på en speciel måde et tegn til jøderne om, at Messias var den Konge, som de havde ventet på og set frem til, jfr. Luk. 7:19. Disse tegn skulle desuden være et vidnesbyrd til alle troende for eftertiden om, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Med troens øjne er vi overbevist om dette. Derfor behøver vi ikke længere at få beviser for, at han er Guds Søn og Kongernes Konge, og derfor ser vi det ikke nu, men vi tror det fordi Gud har åbenbaret det for os i Jesus Kristus, læs John. 20:27-31. Hvis man ikke forstår dette bibelske forhold, så misforstår man dermed også dets budskab.

Jesu tegn og undere var altså et resultat af en meget speciel situation, som kun vedrørte jødernes forhold til ’riget for Israel’, og kan ikke automatisk overflyttes til at gælde i hedningernes tidsalder. Hvis man ikke forstår dette, vil man heller ikke kunne forstå den store læremæssige forskel, der på den ene side er givet til jøderne i de fire evangelier (før Jesu død), og på den anden side er givet menigheden i den nye pagt, og som vi læser om i de senere NT-breve.

Der er altså en væsentlig læremæssig forskel på Jesu forkyndelse før og efter hans død, fordi den gamle pagt stadig var gældende indtil Jesus indstiftede den nye pagt ved sit blod. Da jøderne efter Jesu død og opstandelse forkastede deres Messias, Israels konge, forkastede de dermed også den synlige oprettelse af Guds Rige (1000-årsriget) på jorden – som altså også inkluderede de tegn og undere, som fulgte med da kongen over dette Rige var iblandt dem.

Bibelen siger, at det tidl. har været en hemmelighed, at ’riget for Israel’ først ville komme senere, da det endnu ikke var åbenbaret, at jøderne som folk ville forkaste deres frelser. Det var først derefter, at Gud åbenbarede, at Guds fysiske rige på jorden ville blive udsat (nu i foreløbig 2000 år), samt at dette i virkeligheden var forudbestemt, for at hedninger skulle blive frelst, Rom. 11:25, Ef. 3:1-9.

Umiddelbart derefter begyndte miraklerne at fade ud. Da Paulus senere skrev sine breve, var disse mirakler derfor stort set forsvundet og man hører ikke meget om, at det skete længere. Flere steder kan man endda se, at det ikke længere var tilfældet, Fil. 2:27, 1. Tim. 5:23, 2. Kor. 12:8-9, Jakob. 5:16. Det betyder dog ikke, at Gud ikke har udrustet menigheden med diverse nådegaver. Men disse skal bruges i den sammenhæng, som de fremtræder i. Fx er en nådegave aldrig noget, som vi kan gøre krav på eller befale over, som TS hævder det. Og derfor står da heller intet om, at vi i dag, nærmest automatisk skal kunne gøre det samme som Jesus gjorde. Er man ikke opmærksom på denne vigtige baggrundsinformation, så vil man som nævnt komme til at sammenblande Jesu forkyndelse og mirakler til jøderne i den gamle pagt med den lære, som er givet til hedningekristne i den nye pagt. 

Bliver mennesker frelste ved at se synlige mirakler – eller ved i tro at høre?

Den ovenfornævnte gennemgang er vigtig for at slå fast, at når udgangspunktet for at tro og forvente mirakler ikke er bibelsk, så er resultatet det det selvfølgelig heller ikke. Men denne vigtige baggrundsforståelse tager TS ikke hensyn til i sin udlægning af, hvad evangeliet betyder. Tværtimod hævder han igen og igen, at alle kristne kan leve i den overnaturlige verden ”på samme måde som Jesus gjorde (og kan..) opleve de samme ting.. tegn, undere og mirakler (og) vi kan i Jesu navn bede for de syge, så de bliver raske” ³².

Denne moderne tolkning om, at der må mirakler til som bevis på Guds kærlighed er altså ikke bibelsk. Men hvis der virkelig skulle mirakler til for at bevise evangeliets sandhed, så ville evangeliet jo hverken være baseret på Guds suveræne indgriben eller på troen alene, men derimod alene på viden. Men dette overser TS totalt. I stedet hævder han igen og igen, at dette er Guds vilje, som derfor vil, at alle skal blive helbredte: ”At tro, at sygdom er ’Guds vilje’ er bedrag”, skriver han og befaler, at den syge rejser sig fra sygesengen (for at bevise sin tro). Derfor, siger han: ’sig ikke: det er Guds vilje, når Satan er ved at ødelægge dit liv’³³. De fleste tænker ikke over, at denne lære stort set er identisk med trosbevægelsens falske lære om, at vi i kraft af Guds Ords autoritet kan befale over enhver sygdom.

TS er meget fokuseret på, at der skal ske tegn og undere, hvis det skal kaldes kristendom. Han mener endda, at hvis der ikke skete mirakler, så ville mennesker ikke komme til tro. Han siger endda, at det er ’farligt, hvis man kun bygger på ord’ uden medfølgende tegn, fordi det så kun er et halvt evangelium³⁴. TS har åbenbart ikke tiltro til, at mennesker kun kan blive frelst ved, at Guds Ord forkyndes, og er derfor et tegn på, at hans lære ikke er bibelsk. Bibelen taler tværtimod klart og utvetydigt om, at troen ikke kommer ved at se mirakler, men udelukkende ved, at ’ordet om korset’ forkyndes, 1Kor 1:18. På dette grundlag skrev Paulus denne evige sandhed om, hvordan mennesker bliver frelst:

”Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen som prædiker? (..) Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord”, Rom 10:17.

Troen kommer altså ikke ved, at mennesker ser mirakler. Da Jesus fx havde helbredt 10 spedalske, så var der faktisk kun en af dem, som kom tilbage til Jesus og blev frelst, Luk. 17:11-20. En anden gang kom der nogle jøder til Jesus og sagde:

”Mester! Vi vil gerne se dig gøre et tegn’. Men han (Jesus) svarede og sagde til dem: ’En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas’ tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød’”, Matt. 12:38-40. 

Pointen i denne tekst er, at Jesus afviser de mirakelhungrende mennesker. Indirekte siger han til dem, at hvis de absolut vil se et tegn – dvs. et bevis på at Jesus er den han er, så må de se hen på Jonas, som er et tegn og forbillede på Jesu død og opstandelse.

Hvis kristne derfor sætter deres tid og anstrengelser til, at der skal ske mirakler for at få mennesker til at blive frelst, så er der tværtimod en forøget risiko for, at det ikke sker. Hvorfor? Af den klare grund, at det trækker fokus bort fra Guds Ord om hjertets forvandling til frelse. Ved at fokusere eller forvente fysiske manifestationer, mirakler eller tegn som TS gør det, så overser man helt, hvad Jesus sagde om dette forhold:

”Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: ’Se her’ – eller: ’Se, dér er det!’ – thi se, Guds rige er inden i jer”, Luk. 17:20-21.

Forståelse af tegn og undere, fx ud fra Mark 16:20

Det er altså falsk lære at påstå, at der skal beviser til, fordi forkyndelsen af ’evangeliet med ord’ ifølge TS ikke er nok. Men i stedet for at bøje sig for Guds Ord, forsøger TS at få Bibelen til at bevise netop dette. TS lægger ikke skjul på, at disse mirakler også følger ham, fordi han prædiker ’hele evangeliet’ i modsætning til dem, som kun forkynder ’evangeliet med ord’ og som derfor kun prædiker ’et halvt evangelium’³⁵. Men som tidl. nævnt har Jesu undere aldrig været beregnet på at få mennesker til at tro. Men det mener TS altså – og citerer derpå Mark 16:20 som et bevis på hans påstand om, at ’alle troende kan udføre de samme mirakler’. Denne tolkning viser, hvor overfladisk han behandler de bibelske tekster. Her står:

”.. de gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med”, Mark 16:20.

Vi må lægge mærke til, at ordet ’de’ henviser til ’dem, som tror’ i v. 17, og betyder derfor ikke nødvendigvis, at det så er ’alle’ kristne, som dermed kan udføre disse mirakler. Da skriften som bekendt ikke modsiger den øvrige skrift, så må teksten derfor henvise til de nådegaver, som Gud individuelt vil give til hele menigheden, 1Kor. 12:4-11. TS hævder, at disse mirakler ikke er identisk med nådegaver, fordi denne kraft står langt over dem alle og er derfor også vigtigere³⁶. Udgangspunktet for denne falske lære er, at alle kristne har den samme iboende åndelige kraft som Jesus, og derfor er ’alle.. udvalgt til at gøre det samme’ som Ham. Men det er noget sludder.

De kristne bør nemlig vide, at man ved en ret tolkning ikke kun tage det ud fra en tekst, som passer en, for så at lade alt andet ligge. Dette sker eksempelvis, når TS hævder, at alle (hver enkelt troende) kan og skal uddrive onde ånder, helbrede syge og tale i nye tunger, og tager ikke hensyn til, at der nok snarere tales til menigheden. Han tager heller ikke hensyn til, at hvis det citerede skal forstås bogstaveligt, så må det øvrige i samme tekst derfor også tolkes ligeså bogstaveligt. Her står, at ’de skal tage på slanger og drikke dødbringende gift’. Der er eksempler på, at dette er sket i nogle sjældne tilfælde, men det er ikke noget, som jævnligt bliver praktiseret af nogen. Men hvis man altså skal være tro mod teksten, så må forståelsen af ’de medfølgende tegn’ konkret betyde, at enten er det hele beregnet på at skulle ske jævnligt, eller så er det hele beregnet på at skulle ske sjældent. I alle fald er det utroværdig at forsøge at tolke den samme tekst på to forskellige måder, alt efter hvad der passer en. For så vil man kunne få Bibelen til at bekræfte alt det, som man måtte ønske sig.

Eksemplet Elias

TS citerer Jakob 5:17-18 og understreger teksten, som omhandler, at ”Elias var under samme kår som vi”. TS får herefter teksten til at betyde, at ”han ikke havde noget vi ikke har eller kan få. Vi må komme ind i dette og se Guds kraft” ³⁷. Men betyder denne tekst, at Elias bare kunne befale, og så skete det? Nej! Baggrunden for, at Elias bøn blev opfyldt skal nemlig ses i forhold til, at han bad til Gud i henhold til Guds vilje. Forinden havde Gud nemlig bedt Elias om at sige følgende til Israels konge:

”Så sandt Herren, Israels Gud lever, han, for hvis åsyn jeg står: I de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud”, 1Kong. 17:1.

Det er altså på denne baggrund, at Elias bad til Gud om at opfylde sit ord. Underet skyldes altså ikke Elias, som TS mener. Det var nemlig ikke Elias, som i sig selv fik Gud til at handle. Pointen i teksten er, at Elias troede Gud og derfor gjorde, som han sagde. Jakob 5 handler derfor ikke om, at Elias vandrede i et overnaturligt liv – og derfor kunne bede om alt – fordi han havde adgang til Guds kraft til at kunne udføre mirakler. Teksten handler derfor om noget helt andet, nemlig at vi ligesom Elias må leve i et så nært fællesskab med Gud, at vi mest af alt ønsker at kende hans vilje og dernæst bede om, at den altid må ske. Som bekendt er Guds vilje ofte er helt anderledes end vores.

Vi vil gerne have synlige beviser eller bekræftelser på vores tro. Efter at Paulus har opfordret alle kristne til at ’bede og bønfalde til Gud om alle ting’, beskriver han hvad Gud så vil give. Er det store mirakler? Nej – ikke hvis man tænker på synlige mirakler! Og ja – hvis man ønsker, at Gud giver os det mirakel, som vi måske har endnu brug for i vores vandring med Ham. I næste vers forklarer Paulus, hvad dette er:

’..så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus’, Fil. 4:6-7, jfr.Hebr. 5:7.

I dag er der mange, som ’overser’ sådanne vidunderlige løfter. I stedet for at læse Skriften i dens sammenhæng, får den ofte en anden tolkning og indhold, som resulterer i en ikke-bibelsk lære. Det sker fx, når TS ignorerer de bibelske tekster, som ikke passer ind i hans lære, for så i stedet – og på et ikke-bibelsk grundlag – profeterer om, at der vil komme endnu flere og større mirakler i fremtiden, som endda overgår de mirakler, som nævnes i Apg. Ifølge ham er alle kristne nemlig forpligtet til at leve i denne overnaturlige verden, som også inkluderer det at se syner, drømme og engle³⁸.

TS får mange profetier pga. sin troskab

TS får mange profetier! Og han sætter ikke sit lys under en skæppe, når han beretter om, at Gud er tilfreds med ham, og har derfor givet mange profetier til ham. Flere gange kommer han ind på, at Gud endda har givet ham mange store løfter på den måde, ”fordi du har været tro i det små” ³⁹.

For at understrege dette giver han herefter flere eksempler på, hvor tro han har været. Han siger fx:

”I flere år har (jeg) forsøgt at være tro mod Gud.. jeg har virkelig gjort mange ting for at vinde mennesker for Gud… jeg har hele tiden prøvet at være tro i det, jeg stod i’”⁴⁰.

Her er det er vigtigt at bemærke, at en profeti ifølge Guds Ord er en nådegave, som aldrig gives som en belønning, som TS altså mener. Hans konklusion er da også ikke-bibelsk, når han hævder, at

”hvis man (som ham) er tro i det, man står i, er der ingen grænser for, hvad man kan komme til at opleve”.

TS mener, at Gud på grundlag af hans troskab har givet ham følgende profeti:

”Du skal oplevet så mange blive helbredt på én gang, at du ikke kan tælle det” (og) ”du skal se mange helbredelser, ikke bare igennem dine hænder, men også igennem din mund, når du taler det ud”⁴¹.

Derefter går han over til at berette om alle de profetier, som allerede er gået i opfyldelse. Til stadighed hører han ’om folk rundt omkring, der er blevet helbredt’.

Går hans profetier så altid i opfyldelse? Det er uvist! Tilsyneladende har han ladet en kattelem stå åbent i tilfælde af, at det ikke sker. I alle fald nævner han, at en profeti ikke nødvendigvis går i opfyldelse. TS mener nemlig, at profetier ”ikke gik i opfyldelse, fordi tingene ikke sker af sig selv, men gennem arbejde”⁴². Denne tolkning betyder konkret, at en profeti ikke vil blive stemplet som forkert, hvis den ikke går i opfyldelse. Men det er jo ikke det, som Bibelen siger om sagen:

”..hvad en profet taler i Herrens navn, uden at det sker og indtræffer, det er noget, Herren ikke har talt. I formastelighed har profeten udtalt det..”, 5Mose 18:21-22.

TS hævder samme sted, at en profeti skal modtages som et løfte fra Gud, på samme måde som når han taler til os gennem Bibelen. For hvis vi ’bringer løftet frem for ham, vil det, han har talt, også ske’. Men det er dødsensfarligt at tillægge en profeti samme værdi som Guds skrevne ord. For det er slet ikke altid, at det er Gud som taler i profetierne, for djævelen er ekspert i at komme med mange profetier i ’Herrens navn’.

Hvis en profeti ikke efterprøves i lyset af Guds Ord, så vil det uvægerligt gå galt. Og endeligt er det også farligt at tilegne sig et ord fra Bibelen som et løfte fra Gud, hvis det er trukket ud af det bibelske sammenhæng og helhedsforståelse, som TS fx gjorde det i hans udlægning Mark. 16:20. Hvis man derfor tager imod profetier på samme ikke-bibelske måde som TS gør det, så vil profetien og dens evt. opfyldelse ikke være fra Gud.

TS: Gud åbenbarer sig for den der taler i tunger

Som tidl. nævnt mener TS ud fra Mark 16, at ordet ’de’ betyder alle, og derfor kan alle efter hans mening også tale i tunger⁴³. Er dette rigtigt? Hertil giver Paulus et klart nej, 1Kor. 12:30. Dette vers omgår TS ved at hævde, at ikke alle slags tungetale er omfattet af dette nej. Ifølge TS har alle adgang til den personlige tungetale, og ”alle kan selv bestemme hvornår man vil bruge den personlige (tungetale)”. På den måde fordrejes skriften til at få den betydning, som man nu engang vælger.

Det er en grov fejl og en hån mod Gud, når TS tolker Rom. 8:26 om, at Ånden som går i forbøn for os er identisk med vor ånd. For Ånden er jo en guddomsperson, som går i forbøn for os, ligesom Jesus gør det, fordi han altid lever, Heb 7:25. Men den tungetale, som Gud har givet os, er ikke en person, og er heller ikke en iboende kraft, som TS hævder, men derimod en nådegave (hvis den altså er ægte). Det er denne forkerte tolkning, som får afgørende betydning for hans videre udlægning af, hvad der sker, når kristne beder i tunger. TS hævder fx, at det ”at tale i tunger baner vej for, at Guds ord og Guds vilje bliver åbenbaret”. TS beskriver, at det kan være ”svært at vide, hvad jeg skal bede om (men) beder så i tunger og ved så, hvordan jeg skal bede på dansk. Og videre:

”Når du taler i tunger, rejser du en mægtig bygning i dit indre, som skal huse Guds ånd og Guds kraft. Når du taler i tunger, lægger du sten på sten til denne bygning, som Guds ånd kan tage bolig i. Derfor er det vigtigt at tale i tunger. Jo mere man taler i tunger, jo mere kan man komme til at bære af Gus ånd og kraft i sit liv.. For tungetale er et mægtigt våben og redskab, vi har fået for at bruge” ⁴⁴.

Bibelen siger det modsatte

Ifølge TS betyder tungetalen, at jo mere man taler i tunger, jo flere åbenbaringer vil man få! Det lyder jo meget godt, men hvor står det i Bibelen? Ingen steder! Vi skal kort se på, hvad Bibelen siger om denne nådegave, og hvad den er beregnet til hos den enkelte, for menigheden og for verden.

1. At tale i tunger til personligt brug, 1Kor. 14:2,4,14. Det at tale i tunger for Gud i sin ånd betyder at bede i ånden. Og som enhver anden bøn vil Gud til vores opbyggelse give os sin fred og herigennem bevare vore hjerter og tanker i Kristus Jesus, Fil. 4:7. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke selv kan bestemme, om vi vil tale i tunger. Og da vi heller ikke forstår, hvad vi beder om, er det indlysende, at vi derfor hverken kan bruge den som ’et mægtigt våben’ mod Satan eller få den ’oversat’ til dansk, som TS hævder, at han kan.
2. At tale i tunger til menighedens opbyggelse, 1Kor. 14:5, 12-13, 26. Herigennem taler Gud ved sin Ånd og efter sin vilje til de kristne i menigheden, og er en slags profetisk tale til formaning, trøst og belæring. Det er vigtigt at understrege, at hvis den ikke kan udlægges (oversættes), så må den ikke finde sted i menighedsforsamlingen, v. 28.
3. At tale i tunger til verden i et andet modersmål, Apg. 2:6-8. Herigennem taler Gud ved sin Ånd til de ikke-kristne på deres eget sprog. Der mange eksempler på, at når en missionær fx står overfor mennesker, som han ikke kan give evangeliet fordi han ikke forstår deres modersmål, så har han alligevel pludselig ved Guds Ånd kunnet tale til dem på deres sprog.

Når man studerer, hvad det bibelsk set betyder ’at tale i tunger’, så fremgår det klart, at det det er en nådegave, som ikke gives til alle. Af denne grund må den kun benyttes indenfor de rammer, som er beskrevet ovenfor. På denne baggrund kan vi se, at TS ikke har fået inspiration til sin lære om tungetale fra Bibelen. For i den står der intet om, at tungetalen lægger sten på sten til en åndelig bygning i os, som Guds ånd kan tage bolig i. Der står heller intet om, at den kristne derved i større grad vil komme til at bære (udløse) Guds ånd og kraft i sit liv. Og endelig står der heller intet om, at den kan bruges som et mægtigt våben og redskab. Det betyder, at alt er frit opfundet af TS – eller så har han fået denne falske lære ved en af sine mange falske åbenbaringer.

AFSLUTNING

Bibelen opfordrer igen og igen de kristne om at give agt på sig selv og på menigheden, som er dyrt købt ved Jesu Kristi blod. For i Guds menighed vil der fremstå ’kristne’ ledere, som ganske vist fortæller om Jesus, men som kan afsløres ved, at de ikke forkynder det sande evangelium. Paulus kommer med følgende alvorlige advarsel:

”Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne…”, Apg. 20:28-31.

Dette er alvorlige ord! Gud har advaret sin hjord om, at der vil komme en tid, hvor ’de ikke vil finde sig i den sunde lære.. men skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren’, 2Tim. 4:3. Og sådan er det også gået! Siden dengang er utallige stået frem og påstået, at de har den rette lære om Jesus, og mange er blevet ført vild af deres bedrageriske tale.

For nylig kom jeg igen forbi en fra Jehovas Vidner, som var ivrig efter at udbrede deres tro og lære om Gud og Jesus. De kalder sig kristne, men alle sande kristne ved, at de ikke er det. For budskabet om Guds nåde i Jesus Kristus er der officielt, men er i virkeligheden erstattet med en forpligtelse af at overholde deres version af loven for at blive frelst.

Selvom TSs forkyndelse både lyder – og er mere evangelisk, så er den i virkeligheden opbygget på samme tema og overordnede lære, nemlig den, at ’Guds nåde ikke er nok til frelse – der må noget mere til’. Dertil kommer, at han ligesom Jehovas Vidner også opbygger læren på frygten for ikke at bestå i dommen – og dermed gå fortabt. Derfor er hans forkyndelse ikke identisk med det sande evangelium, som åbenbares i Bibelen – og det, uanset hvor besnærende hans lære bliver præsenteret. Nogle vil endda nok sige, at hans lære ikke er så farligt – og er måske endda tiltrængt for at få de kristne til at vågne op. Er det sandt? Nej, for Guds ord taler jo netop om, at Kristus ’virker i os til at ville og til at virke’. Paulus beskriver det bl.a. således:

”Også jer, som engang var fremmede for ham og fjendske af sind i jeres onde gerninger, har han nu forligt i sit jordiske legeme ved døden for at fremstille jer hellige og uden dadel og anklage for sit åsyn, så sandt I bliver i troen, grundfæstede og faste, uden at lade jer rokke fra det håb, der skænkes i det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen, det, som jeg Paulus er blevet tjener for”, Kol. 1:21-23.

Den farligste lære og person er derfor den, som kommer fra menighedens midte og udgiver sig for at være det sande evangelium. Det er den, som søger at bedrage de kristne ved at ændre grundlaget for frelsen og vandringen en lille smule, så den ikke længere ’kun’ hviler på Guds nåde, Jesu død og Åndens kraft til at leve et helligt liv. Den lære som TS præsenterer, er farlig, fordi han søger at rokke de kristne fra at være grundfæstede i troen og håbet – for i stedet at få dem til at tro, at den retfærdiggørelse, helliggørelse og forløsning, som Jesus har tilvejebragt, ikke er nok til, at de kristne hver dag kan leve ’hellige og uden dadel og anklage’ for Guds åsyn.

Må de kristne lade sig advare mod enhver falsk lære, som sniger sig ind i menighederne

 Teksthenvisninger (alle henvisninger er Torben Søndergaards bøger):  

1. Den sunde lære, side 54-55
2. Livet som kristen, side 38-39, Fuldfør løbet, s. 45-46-58-59
3. Den sunde lære, side 65-66, Livet som kristen, side   28.
4. Livet som kristen, side 39
5. Livet som kristen, side 41-42
6. Den sunde lære, side 113
7. Den sunde lære, side 81
8. Fuldfør løbet, side 14
9. Fuldfør løbet, side 15
10. Livet som kristen, side 109
11. Livet som kristen, side 98
12. Den sunde lære, side 47
13. Fuldfør løbet, side 78
14. Fuldfør løbet, side 47,61
15. Den sunde lære, side 73, 85 Livet som kristen, side 18
16. Livet som kristen, side 17
17. Den sunde lære, side 42-44, 69. Livet som kristen, side 26, 53
18. Den sunde lære, side 71
19. Den sunde lære, side 70
20. Livet som kristen, side 69
21. Den sunde lære, side 60-61. Livet som kristen, side 23
22. Den sunde lære, side 63, 73-74.
23. Den sunde lære, side 126
24. Bedraget, side, side 25
25. Den sunde lære, side 80
26. Fuldfør løbet, side 99-100
27. Fuldfør løbet, side 96. Bedraget, side 24, 37
28. Den sunde lære, side 78
29. Fuldfør løbet, side 94-95
30. Samme
31. Bedraget, side 8
32. Bedraget, side 21
33. Fuldfør løbet, side 55-56
34. Livet som kristen, side 130-132
35. Samme
36. Livet som kristen, side 143
37. Livet som kristen, side 159-160
38. Livet som kristen, side 149-150, 153
39. Fuldfør løbet, side 67. 39.
40. Fuldfør løbet, side 68
41. Fuldfør løbet, side 67
42. Fuldfør løbet, side 118
43. Livet som kristen, side 120-121
44. Livet som kristen, side 119

Kilde: Jesuslever.dk

Eskild Særkjær