Gud beskytter sit navn ved at handle med Israel

Foto: P. Vasiliadis.

Med udgangspunkt i et specielt udtryk hos profeten Ezekiel skriver Ole Andersen om baggrunden for det, der sker med Israels folk i vores tid.

Bibelen indeholder mange skjulte skatte. Det var ikke uden grund, at en dansk præst for 100 år siden kaldte en stor bibelkommentar, som han skrev, for Guldgruben.

Den, der »graver« i Bibelens tekst, opdager nemlig, at der under overfladen findes fantastisk meget »guld«. Det er ting, som man let overser ved en hurtig gennemlæsning, men som bliver til stærke pointer og indtrængende budskaber, når man arbejder lidt grundigere med teksten.

Et eksempel på det findes i Ez 36:21. Her siger Gud gennem profeten Ezekiel, at han vil »beskytte mit hellige navn«. Det er et udtryk, der har en dyb betydning, som man let overser i farten. For at opdage den er det nemlig nødvendigt at gå en lille omvej.

Ingen skånsel

Ezekiel blev profet i år 593 f.Kr. Han var en af de mange israelitter, der sammen med Israels konge få år før var blevet tvunget i landflygtighed i Babylonien. Ifølge Ezekiel og hans profetkollega Jeremias var landflygtigheden Guds straf over Israel på grund af folkets frafald fra troen på den sande Gud.

Landflygtigheden ændrede imidlertid ikke meget på forholdene i Israel. Den nye konge, Sidkija, fortsatte frafaldet og fik følgeskab af det store flertal af folket.

Men Gud fortsatte også. Både gennem Jeremias, der befandt sig hjemme i Jerusalem, og Ezekiel, der levede blandt de landflygtige i Babylonien, advarede Gud Israels folk om, at frafaldet ville ende i dom og undergang.

Der er især ét udtryk fra Ezekiels profetier i årene efter 593 f.Kr., der er hårrejsende. Det er Guds forsikring om, at han vil dømme og straffe Israel »uden barmhjertighed og skånsel« (Ez 5:11; 7:4,9; 8:18; 9:5,10).

Den Gud, der helt tilbage ved episoden med guldkalven og ned gennem hele Israels historie havde åbenbaret sig som »en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab« (2Mose 34:6), han siger nu, at der ikke findes barmhjertighed for frafaldne. Han er barmhjertig mod alle, der omvender sig. Men hvis Israel vil leve i frafald, er de på vej mod sikker dom og undergang under Guds vrede.

Ezekiels hårrejsende budskab er, at Gud i dommen over frafaldne handler »uden skånsel«. Derfor forudsiger han, at Israels skæbne vil blive grusom.

Ezekiel fik ret. Israels skæbne blev mere end grusom. I januar 588 f.Kr. omringede Babylons hær Jerusalem. Belejringen kom til at tage to og et halvt år. I den tid blev forholdene værre og værre i den indesluttede by. Sulten udviklede sig til en forfærdelig hungersnød og blev ledsaget af pest og andre sygdomme.

I sommeren 586 f.Kr. faldt byen. Mange var blevet dræbt eller lemlæstet. Andre var flygtet, og mange af de overlevende blev nu tvunget med til Babylonien af de babylonske soldater.

Dermed var der sat et effektivt punktum for Israels eksistens som selvstændigt folk. Gud havde straffet Israels folk.

Uden skånsel.

Israel og Guds navn

Jerusalems undergang blev en katastrofe for Israels Guds image blandt nabofolkene. Enhver hedning i miles omkreds, der hørte om Israels skæbne, tolkede den som et udtryk for Israels Guds svaghed.

Med hånlige bemærkninger og spotteviser morede man sig i Mellemøstens basargader over israelitterne, der påstod, at deres Gud havde skabt hele verden og var den eneste sande Gud – og nu havde det vist sig, at han ikke engang kunne beskytte sit eget tempel mod de babylonske soldater! Israelitternes landflygtighed var det endegyldige, historiske bevis på Israels Guds afmagt.

Denne spot, der bredte sig ud over Mellemøsten i tiden efter katastrofen i sommeren 586 f.Kr., spiller en forbløffende stor rolle i de bibelske skrifter. Gang på gang omtaler profeterne nabofolkenes spot og fordømmer den (se f.eks. Ez 21:33; 25:3,6,8; 26:2; 28:26; 34:29; 35:12-15; 36:13-15; Obad 11-14; Sef 2:8-9; Jer 48:26-30).

De mange omtaler af hånen viser, at der er tale om noget vigtigt, som vi skal lægge mærke til. Det understreges af Ez 36:20-21: Hvor de [Israels folk] kom hen blandt folkene, vanhelligede de mit hellige navn. Da man sagde om dem: »De er Herrens folk, men de måtte drage bort fra hans land«, da ville jeg beskytte mit hellige navn, som Israels hus havde vanhelliget blandt de folk, de var kommet til.«

Israels ulykkelige skæbne i 586 f.Kr. var Guds straf over folket. Men resultatet af Guds straf blev en slags »anti-åbenbaring«. Jerusalems ødelæggelse fik ikke hedningefolkene til at indse, at Israels Gud er en hellig Gud, der straffer frafald. Tværtimod fik begivenhederne dem til at opfatte Israels Gud som en magtesløs papirtiger.

Israels landflygtighed førte til, at Guds ry blev plettet. Guds navn blev vanhelliget. Og det vil Gud ikke finde sig i.

Beskyttelse af Guds navn

Guds svar på folkenes hån i tiden efter 586 f.Kr. er, at han vil »beskytte sit hellige navn«. Det vil sige, at han vil sætte en stopper for den hedenske opfattelse, at Israels folks adspredelse ud over jorden skyldes Israels Guds magtesløshed.

Det vil Gud gøre ved at føre Israels folk tilbage til deres gamle land. Folket skal blive samlet fra alle de lande, de er blevet spredt til, og igen få deres gamle land i eje. Landet skal blive frugtbart og genopbygget. Og mest af alt vil Gud sende en gennemgribende vækkelse over folket, så de af hjertet omvender sig til ham og modtager Helligånden (Ez 36:22-32).

Hensigten med denne fremtidsplan for Israel er ene og alene, at Gud vil »beskytte sit hellige navn«. Ved at gøre dette under med Israel vil Gud lade historien bevise, at han er verdens herre, der har al magt på jorden. Guds handlinger med Israels folk skal åbenbare for hedningefolkene, hvem han er. På den måde vil Gud »beskytte« sit navn.

Det bemærkelsesværdige er, at ordet »beskytte« er det samme ord, som Ezekiel ofte brugte tidligere i bogen, når han sagde, at Gud ville straffe Israel »uden skånsel«. »Skåne« og »beskytte« er samme hebraiske ord. Det sætter Ezekiels budskab i relief.

Når Gud ser på Israel, finder han ingen grund til at »skåne« det. Israel fortjener Guds straf på grund af folkets synd og frafald. Og Guds straf kommer »uden skånsel«.

Alligevel ender Israels historie med frelse, forløsning og herlighed. Ikke fordi Israel fortjener det, men fordi Gud vil »skåne« eller »beskytte« sit eget navn.

Dette gælder selvfølgelig ikke kun Israel. Gud vil jo netop bruge Israel til at vise, hvordan han er mod alle folk på jorden. Israels historie er derfor åbenbaringen af et princip, der gælder alle mennesker.

Når Gud dømmer uden skånsel, er det menneskets egen skyld og fortjeneste. Men når han griber ind med skånsel og frelse, skyldes det alene hans eget navn.

Også i dag

Ezekiels profeti om Israels frelse er aldrig blevet opfyldt. Der har aldrig været en periode i verdenshistorien, hvor Israels folk var samlet hjemme i deres eget land, hvor landet var genopbygget og frugtbart, og hvor folket levede i tro på Messias med Helligånden i hjertet.

I de sidste hundrede år er flere jøder end nogen sinde før i verdenshistorien vendt hjem til Israels land. Landet er genopdyrket og genopbygget i en grad som næppe nogensinde før. Og i små tal er jøder begyndt at komme til tro på Jesus Messias.

Det betyder, at Ezekiels profetier så småt er begyndt at gå i opfyldelse i vores tid. Men det betyder også, at Ez 36:21 giver os en nøgle til at forstå baggrunden for det, der sker i Israel i disse år.

Når Gud lader jøderne vende hjem til deres gamle land, når han lader en jødisk stat genopstå, når han lader landet genopdyrke, og når han lader jøder komme til tro på Jesus, så er det alt sammen noget, der sker, fordi Gud vil »beskytte sit hellige navn«.

Alt det, der sker med Israel i disse år, skyldes ikke, at Israel er blevet et godt, retfærdigt eller mindre korrupt folk. Israel er ikke bedre (eller værre) end alle andre folk på jorden. Det er ikke Israels fortjeneste, at de har fået deres land igen og er genopstået som en selvstændig nation. Det er, fordi Gud vil åbenbare, at han har magten i verden.

Ved at lade en nation genopstå, som har været uden land i 2000 år, viser Gud, at han er historiens Gud.

Ved at lade dem vende hjem, endnu før de er kommet til tro på Messias, viser Gud, at han handler af ufortjent nåde.

På den måde er Israel også i dag et redskab, som Gud bruger til at åbenbare sig igennem. Når folkene ser det, Gud for øjnene af dem gør med Israel, så skal de forstå, hvem Gud er. Hans handlen med Israel skyldes nemlig, at han vil »beskytte sit hellige navn«.

Ole Andersen

Kilde: ‘Ordet og Israel’ juli-august 2000

Lignende indlæg:

Bogen »Lysets kraft« er blanding af godt og skidt »Lysets kraft – det eneste håb for Mellemøsten« er en bog på dansk om kristne palæstinensere. Den er skrevet af Broder Andreas i samarbejde med Al Janssen. Broder Andreas er bedre […]
Profetierne og den aktuelle politik Hvordan skal kristne forholde sig til de aktuelle begivenheder i Israel? Betyder de bibelske profetier om Israel, at kristne bør støtte en bestemt politik i den aktuelle situation i […]
Israel og Messias Det bliver tit sagt i kirken: ”Jøderne forkastede messias, i århundred havde de længtes efter ham og da han så endelig kom forkastede de ham”. Spørgsmålet er om det er rigtigt? Det […]
Israels situation i Mellemøsten netop nu (19/3-2014) Igennem sit foredrag tager Ole Andersen fat i forholdet til de forskellige omkringliggende lande. Iran, Egypten, Syrien, Gaza og Vestbredden. Forhold som alle påvirker […]