Maria og Jim Pfrogner (med i redaktionen for adamogeva.dk) medvirker i Aftenshowet.
Kilde: DR1. Aftenshowet. 24. september 2014
Alt for længe har kirken ikke taget sit ansvar op omkring seksualitet, sex og ægteskab – enten har den set alt sex som syndigt ellers også har den set alt sex som godt, blot det sker i “kærlighed”, begge dele lige ubibelsk og ødelæggende for mennesker. Det vil folkende bag adamogeva.dk gerne rette op på.
Adamogeva.dk blev i 2006 oprettet i et samarbejde mellem JesusNet.dk og en række kirkelige foreninger og ungdomsorganisationer. Alle artiklerne er skrevet af læger, pædagoger, psykologer, journalister og andre fagpersoner, som bekender sig til det kristne menneskesyn og den livsvejledning som Bibelen giver. AdamogEva.dk henvender sig til unge fra 11 – 25 år.
Den tiltagende seksualisering af det offentlige rum har medført et stadigt stigende behov for seksualoplysning, der med udgangspunkt i den kristne etik respekterer det enkelte menneskes seksuelle integritet. Dertil kommer den voksende forståelse for, hvad de mange brudte ægteskaber og opløste familier påfører de implicerede af smerter. Også her er der stort behov for hjælp og vejledning, der respekterer kærlighedens love.
Det er Adamogeva.dks overbevisning, at de med udgangspunkt i den kristne etik kan tilbyde et stærkt og holdbart alternativ til den eksisterende seksualoplysning og samlivsrådgivning. Det kristne syn på sex og samliv er ikke kun relevant for kristne, men for alle mennesker som vil leve i overensstemmelse med de livsprincipper og naturlove, som vi er skabt til at leve i og under.
Formålet med AdamogEva.dk er at tilbyde praktisk oplysning og vejledning i alle spørgsmål vedr. følelser, krop, sex og samliv. De ønsker at vise, at det er muligt at tale åbent og frit om sex uden at pakke det ind i distancerende sjofelhed og pornoficering, og uden at lade de naturlige spørgsmål om rigtigt og forkert, sundt og usundt ubesvarede.
De anerkender, at vi er skabt som seksuelle væsener, men med behov for hjælp til at kontrollere seksualdriften, så den ikke nedbryder og sårer os, men opbygger os til hele og sunde mennesker. De ønsker at give unge en større forståelse af deres egen seksualitet og dens sammenhæng med kærlighed og følelser, ligesom de ønsker at give dem et kvalificeret grundlag at vurdere ud fra når de møder seksuelle udfordringer.
Adamogeva.dk skriver sådan under fanen, Det står vi for, på deres hjemmeside.
Artikler, svar og rådgivning på AdamogEva.dk er skrevet med afsæt i en klassisk kristen etik. Det betyder, at vores grundholdning er baseret på Bibelens værdier og vejledninger, som vi tolker på følgende måde:
Vi tror på, at vi er skabt af Gud, som mand og kvinde, med seksualiteten som en af Guds gode og værdifulde gaver til mennesker – et kærlighedssprog – mellem mand og kvinde.
Vi forstår sexlivet som noget stort, stærkt, smukt og spændingsfyldt, der knytter os sammen på en måde, som hører til inden for ægteskabets forpligtende ramme af kærlighed og troskab.
Vi læser det som Bibelens éntydige budskab, at det seksuelle samliv er bestemt til at være mellem én mand og én kvinde, efter at de offentligt har forpligtet sig på hinanden.
At være en del af Guds unikke skaberværk, betyder for os, at vi er skabt til at leve under de livsprincipper og naturlove som Skaberen har lagt som en grundtone i livet.
Vi ønsker at lytte til den ”grundtone”, der lyder i Bibelen, og tolke den ind i vores liv. Vi vil ikke bruge Bibelen som en opslagsbog eller en facitliste for, hvad vi skal gøre og vælge i enhver given situation, men vi ønsker at vælge sådan, at vi lader Bibelens værdier være gældende i vores liv.
Vi har tillid til, at Guds vejledning, bud og rammer er givet i hans visdom og store kærlighed til os – at det er vejen til et sundt liv – og et godt og livgivende sexliv.
Med AdamogEva.dk ønsker vi at give unge mennesker mellem 11 og 25 år redskaber til at tage ansvar for deres eget liv. Gennem oplysning, rådgivning og information, vil vi give de unge hjælp til de overvejelser, de hver især har om deres seksualitet – og hjælp til at se, at Bibelens værdier kan bruges som en meningsfyldt guide, når vi skal navigere og træffe vores valg.
Giv dem et besøg: http://adamogeva.dk/
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments