Kristus betyder den salvede, den med Guds Ånd salvede, altså den kraftens og visdommens Ånd hviler over i hele sin fylde.

Derfor kan han »naturligvis« ikke være kraftesløs, svag og dåragtig! Det siger sig selv! Sådan ræsonnerer ethvert fornuftigt menneske! Og for det religiøse menneske er det en forargelse, at den salvede hænger på et kors, udspilet i magtesløshed, bespyttet og bespottet. Den, der udgiver sig for at være Guds Kristus, men ender sådan, han er ganske enkelt en Guds-bespotter! Han har sagt, at han er Kristus, den med krafts, styrkes og visdoms Ånd udrustede, men se, hvor ynkelig han er! Derfor håner de ham og mener at være på Guds side med deres spot og hån; de forsvarer Gud imod en sådan dåre!

Også for apostelen Paulus havde det engang været utænkeligt, at denne korsfæstede skulle være Guds Kristus, thi magtesløshed og salvelse var for ham to uforenelige modsætninger. Har man Guds Ånd, da triumferer man i enhver situation og udretter altid mægtige ting!

Men så åbnede Gud i sin barmhjertighed hans øjne, og så forstod han, at her var tale om Guds svaghed, og at den var ensbetydende med Guds kraft!

Guds svaghed

Det er et betagende udtryk, som man gør vel i at være stille for. Det siger os for det første, at det er en svaghed, som intet menneske nogen sinde har kendt til, og som intet menneske ville kunne bære. Men Kristus bar den – se det Guds lam, der bærer verdens synd! – han bar den stille uden at oplade sin mund.

For det andet siger det os, at det ikke drejer sig om en svaghed, der er påtvunget ham imod hans vilje, men at det er en svaghed, han tog på sig af egen fri vilje, fordi så højt elskede han os. Han, der er salvet med styrkens og kraftens Ånd, kommer ind i et forfærdeligt mørke – for din skyld! Han opgiver ånden og dør – for din skyld! Han dør ikke på sygesengen, omgivet af sine kære, men på et kors mellem to misdædere, forladt af alle – for din skyld!

Så svag, så svag – men netop i denne svaghed er han Guds kraft til frelse i fuldeste mening for enhver, der tror. Han havde udført mange mægtige gerninger, bl. a. opvakt Lazarus fra graven. Alle disse mægtige gerninger var i menneskers bedømmelse et udslag af, at han havde kraft, men korset var et udtryk for, at han alligevel ikke havde kraft nok, men var svag! Da han gav de blinde deres syn, de døve deres hørelse, og især da han rensede spedalske, uddrev onde ånder og opvakte døde, da var han Kristus, Guds salvede, men da han hang udspilet på sit kors, da var han det alligevel ikke!

Ak, hvor er menneskers tanker overfladiske og forhastede! Om han så havde helbredt alle de syge i Israel og oprejst alle de døde, havde han ikke dermed frelst en eneste! Der skal langt mere til end undere og tegn, for at en synder kan blive frelst og få det evige livs gave. Ved sin kraft (således som de forstod den) kunne han ikke frelse en eneste; kun ved sin svaghed kunne han frelse enhver, som tror ham!

Derfor er Guds svaghed udfoldelsen af hele hans frelsende kraft. Guds svaghed er sandelig stærkere end menneskene, og Guds dårskab er viisere end menneskene.

På Nyborg Strand sagde en yngre broder i Herren: »Se Guddommen bøjer knæ for beskidte mennesker og vasker deres fødder!« Her kan vi fortsætte: »Han bøjer hovedet i den totale magtesløshed for dem!« Dermed renser han dem fra al deres synd og fremstiller dem ustraffelige for Gud i retfærdighed og hellighed – altsammen i kraft af sin svaghed helt indtil døden på et kors.

Forkyndelsen

Paulus ville i sin forkyndelse ikke vide af noget andet end Jesus Kristus, den salvede, og det som korsfæstet. Ham forkynder vi, skrev han til kolossenserne.

At forkynde er en af de mest ansvarsfulde opgaver, der kan betros et menneske, thi det er at tale på Guds vegne. Det er at udsige, hvad Gud vil have sagt. Ingen har varetaget den opgave mere ansvarsbevidst og hengivet end apostelen Paulus. Han kom ikke med fremragende veltalenhed eller visdom, men i svaghed og frygt og megen bæven (1. Kor. 2,1-5). Kun på den måde kan man forkynde, at Kristus lod sig korsfæste for vor skyld.

Ordet om Guds svaghed kan ikke forkyndes med menneskelig kraft og imponerende veltalenhed. Ordet om Guds dårskab kan ikke forkyndes med menneskelig, visdom og klogskab. Det er for guddommeligt for os allesammen. Enhver, der har personlig berøring med det, bæver for at komme til at forplumre det. Det er også for helligt for os allesammen. Ingen, der kender det, har let ved at tale om det, som om det var noget, han beherskede. Et ord for meget – et ord for letsindigt – og du føler i din ånd, at du har skygget for Guds herlighed på Kristi åsyn, som han hænger der på sit kors. Derfor kom Paulus altid i svaghed, frygt og megen bæven; det betød ikke, at han havde kastet sin frimodighed bort, men at hans frimodighed ikke havde det mindste islæt af letsind, overfladiskhed og letkøbthed, men var Åndens frimodighed i modsætning til kødets. Kun således virker Guds kraft.

På korset fremtrådte Guds kraft som den yderste svaghed. I al sand forkyndelse fremtræder den på tilsvarende måde. Kristi kors var Guds kraft virksom i Guds svaghed. Ordet om korset eller korsets ord er Guds kraft virksom i forkynderens og forkyndelsens svaghed. Ingen, der stod ved korset, kunne forstå, at det var Guds frelse, der da blev fuldbragt.

Ingen menneskelig visdom eller menneskelig kraft kunne hjælpe nogen til at fatte det. Gud måtte føde dem på ny, så de fik nye øjne til at se med og en ny forstand til at forstå med – først da forstod de det! Sådan også med forkyndelsen. Ingen, der hører Ordet om korset, kan af sig selv forstå, at det ord kan frelse ham, og ingen menneskelig visdom med alle dens argumenter kan hjælpe ham til at fatte det, lige så lidt som nogen menneskelig kraft. Han må fødes påny for at fatte det, og det under kan kun Guds Ånd virke.

Men Ånden hindres af enhver form for menneskelig, kødelig kraft og visdom; derfor må forkynderen afklædes dette, thi så kan Guds Ånd atter virke med kraft til genfødelse, skønt der ikke synes at være andet end svaghed til stede. Det er dette, Paulus mener, når han siger, at hans tale og budskab ikke virkede ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at deres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft, som de altså selv havde erfaret, da den opvakte dem fra døden i synd og overtrædelse og omskabte dem til nye skabninger i Kristus Jesus (1. Kor. 3,4-5).

Men, indvender mange, Kristus er jo opstanden fra de døde og sidder ved Faderens højre hånd i herlighed – al magt i himmel og på jord er i hans hænder – så kan der da ikke længer være tale om svaghed og magtesløshed. Nu må forkyndelsen være anderledes – nu må det være sejr, sejr, sejr! Nu fremtræder Kristus da i kraft, ikke længer i svaghed!

Der er næppe i dag nogen, der bedre end apostelen Paulus ved, at Kristus er sandelig opstanden, thi Paulus havde set den opstandne og herliggjorte Herre. Der er heller næppe nogen, der kan måle sig med Paulus i henseende til Åndens udrustning og kraft, thi ingen kan tilnærmelsesvis sammenligne sin tjeneste med apostelens. Han er forud for, ja, langt forud for enhver af dem, der med rette eller urette anses for Herrens tjenere i dag.

Jo, Paulus vidste, at Kristus er opstanden, og Paulus vidste, hvad det er at være udrustet med Guds Ånd – han vidste det bedre og inderligere end vor tids kristne, men alligevel ville han ikke vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet. Hvorfor ikke? Fordi den opstandne Herre og Frelser stadig møder os, ikke fra sin herlighed, men fra sin fornedrelse, d.v.s. fra sit kors!

Lad os betragte det lidt nærmere! Herren kan for det første ikke møde os i sin herlighed, så længe vi er i dette legeme, thi da ville det være ude med os. Der hersker fortsat så megen ufuldkommenhed og syndighed i os, at det ville være ude med os, hvis Herren holdt møde med os i herlighed og majestæt. Hans lys er så skarpt, hans herligheds glans så overvældende, at vi ville gå til grunde ved et direkte møde med den.

For det andet trænger vi til ny nåde hver dag, hver morgen, og hvor får vi den? Hvor modtager ufuldkomne mennesker nåde og ny kraft? Hvor udslettes alle vore synder som morgentågen for den opgående sol? Hvor finder vi trøst for al vor elendighed? Kun »ved korsets fod hos Jesus« – ved korsets fod hos den Jesus, der er opstanden, men altid viser os korsmærkerne i sine hænder og fødder – den Jesus, der i alle evigheder er Lammet, det slagtede.

For det tredie samler Helligånden altid vor opmærksomhed om Ham, der gav sig selv hen for vor skyld, og herliggør ham der, hvor han er allermest herlig, nemlig i selvopofrelsen på korset for vor skyld! Alt dette vidste den store apostel langt bedre end vi, derfor ville han ikke vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet, og derfor fremtrådte han ikke som en vældig »Åndens mand«, men i svaghed, ja i frygt og megen bæven – han var jo netop en Åndens mand og fremtrådte derfor modsat af, hvad kødelige kristne forstår derved.

Ville Paulus da ikke vide af Helligånden og dens kraft? Lad mig gentage: ingen, der i dag taler om Helligånden og dens kraft, kender den tilnærmelsesvis så godt som apostelen – så Paulus vidste nok, hvad han gjorde, da han ikke forkyndte hverken Helligånden eller dens kraft, men Jesus Kristus og det som korsfæstet. Thi hvad udvirkede han derved? Just det, som de, der forkynder Helligånden og dens kraft, tilsigter, men ikke opnår – eller kun opnår som et plagiat – han udvirkede ved at samle mennesker om korsets ord, at de blev grebet i deres inderste væsen af Kristus, blev født på ny, blev opfyldt af Kristi Ånd og kom under Helligåndens lederskab. Det forholder sig nemlig således, at ingen, der er optaget med Helligånden, får del i den, medens enhver, der er grebet af Kristus, har og stadig får del i den!

Guds svaghed og Guds kraft

Hvis man skiller disse to ting fra hinanden, undgår man ikke at få en vildledende opfattelse af Gud. Da tror man, at Guds kraft er noget andet og mere end Guds svaghed. Sandheden er imidlertid, at uden Guds svaghed kan Gud ikke åbenbare sin kraft. Hvis Jesus ikke havde åbenbaret sig i yderste svaghed – svag som et spædbarn i sin moders arme – svag som en flygtning på vej til Ægypten – svag, så han trængte til søvn, mad og drikke – svag, så han følte sig træt til døden – svag, så han segnede under korset – svag i den yderste pine på korsets rå planke – svag, så han opgav ånden og døde – hvad havde så det, mennesker kalder Guds kraft, udvirket? Intet, intet, intet, der kunne tjene os til virkeligt gavn!

Alle hans undere og kraftige gerninger var ikke så store udslag af hans kraft som hans svaghed og magtesløshed på korsets træ. Her åbenbarede han Guds kraft i dens overvældende guddommelighed. Her blev synden bortskaffet, satan besejret og alle Guds og vore fjender trådt under fod! Det skete i yderste svaghed, thi det var Guds yderste kraft. Kristus er og forbliver Guds hemmelighed. Guds kraft er en hemmelighed, som kødet ingen anelse har om.

Alle Kristi kraftige gerninger under hans jordeliv er tegn, der alle viser hen til hans værk på Golgata, thi det var her, han i egentligste mening gjorde os syge raske, os spedalske rene, os blinde seende, os døve hørende, os døde levende – men det skete altsammen i den guddommelige svaghed, der er stærkere end menneskene og deres opfattelse af kraft!

Ak, hvor er det sjældent at høre ordet om korset forkyndt i dag i den svaghed, der er Åndens ægte kraft! En anden Jesus end han, som apostelen forkyndte, er trængt frem; det er en Jesus, der er helt anderledes »stærk« og »herlig« end den Jesus, Paulus forkyndte, og som derfor i modsætning til ham lover det kødelige menneske al den »kraft« og »herlighed«, som kødet ønsker sig; derfor hersker en anden ånd end den, der følger forkyndelsen af Kristus som korsfæstet, nu mangfoldige steder; forførelserne tager til, og vi behøver megen nåde for at blive bevaret – den nåde fås kun »ved korsets fod hos Jesus«, den opstandne og herliggjorte!

Poul Madsen

Kilde: Mod Målet Oktober 1985