Skriftens åbenbaring om Guds væsen og egenskaber.
Guds væsen
Gud Herren har åbenbaret sig i sit ord, så vi kan kende ham og den, han udsendte, Jesus Kristus. Men der er her på jord grænser for vor erkendelse af Guds væsen (se 1Kor 2:12). Vi kan vokse i Guds erkendelse, siger ordet (2Pet 3:18). Men først hisset skal vi erkende, som vi selv er erkendte af Gud (1Kor 13:9-12).
Betingelserne for en sand erkendelse af Gud, er, at man af hjertet er i Kristus og drives af Guds Ånd. Derfor er det kun de troende teologers ord, der kan få betydning for Guds menighed.
Vor Bibel har mange betegnelser for Guds væsens rigdom. Den vidner, at Gud er Ånd (Joh 4:24), at han er Livet (Joh 14:6), at han er Kærlighed (1Joh 4:8), og at han er én (5Mose 6:4). »Én sand Gud, fra evighed og til evighed, Amen.,« således lyder det stadig i Guds menigheds forsamling. Gud siges også at være Lyset (1Joh 1:5). Hedningerne famler i mørke, fordi de ikke kender Gud. Enten kalder de hele naturen for Gud (Panteismen) eller også laver de alle de enkelte skabte ting om til guder (Flerguderi).
Også af Guds navne kan vi kende hans væsen, for Gud er altid, hvad hans navn betyder, hvilket mennesker jo ikke altid er.
Guds navne er fyldt med velsignelse (se 4Mose 6:27). Han kaldes Elohim eller El, der viser ham som magtens og majestætens Gud. Han kaldes Herren, han kaldes Jehovah, hvilket egentlig betyder: »Jeg er den, jeg er«, altså Guds væsen som den trofaste pagtens Gud. Vi kender navnet Jehovah i den afkortede form: Jah (»Hallelujah« »Priser Herren«). Han kaldes også den Herre Zebaot, hvilket betyder Hærskarernes Herre. Og mange andre velsignede navne har han, men det skønneste navn er og bliver Jesusnavnet.
Vor, Gud har åbenbaret sig for os som en treenig Gud, én Gud, men tre personer i den ene Gud. Vi møder Faderen; Sønnen og Helligånden igen og igen igennem hele bibelen, ved skabelsens begyndelse, i velsignelsen der lyses over os i Guds hus, fremfor alt ved vor Dåb. Frelseren siger: Jeg og Faderen er ét, ikke én. Også Sønnen er Gud (se Joh 1:1 og Rom 9:5). Og Helligånden er Gud (se Fil 2:13 og Apg 5:3-4). Ånden sidestilles med Faderen og Sønnen. Dette kan vi ikke udgrunde, og skal heller ikke, ligeså lidt som vi kan udgrunde vort eget væsen som ånd, sjæl og legeme.
Hver gang mennesker har villet udgrunde disse Guds dybder, er der kommen vildfarelser frem. Rationalister og Unitarer nægter både Sønnens og Åndens Guddommelighed. Arius i oldkirkens dage ville gøre Kristus til en halvgud. Men da samledes, kirken om den Nikænske bekendelses klare hævdelse af Guds treenighed og denne bekendelse, der er en nærmere udvikling af de tre trosartikler, har Guds kirke altid godkendt som sandhed efter skriften.
Guds egenskaber
Guds væsens åbenbarelse betegnes af os mennesker som Guds egenskaber. Vi finder ham nævnt som den evige Gud (se Sl 90:2 og 2Pet 3:8) og som den uforanderlige med den faste urokkelighed (»Klippen«), dog ikke i død stivhed men som den levende sten (1Pet 2:4), der har fornyelsens uudtømmelige væld i sig (se Jak 1:17).
Vi finder Gud Herren som den allestedsnærværende (se Sl 139:7-9) og som den alvidende (Sl 139:1-4 og Åb 3:8). Endvidere som den almægtige Gud (1Mose 17:1 og Rom 4:21).
Kun i den frie vilje, som Gud gav mennesket, har han selv sat en grænse for sin Almagt; og dog kan han, hvor forbønnens kræfter er i bevægelse, øve en særlig om end for os uforklarlig indflydelse på menneskets vilje, så den ændres, uden at friheden krænkes (se Esaus hjerteforandring som følge af Jakobs kamp i bøn).
Endvidere viser ordet os vor Gud som alvis (se Sl 104:24). Både den skabte natur og Guds underfulde frelsesvej åbenbarer os et rigdomsdyb af visdom. — Fremdeles vidner skriften om Gud at Han er den gode (Sl 100:5). »Kun god er Gud mod Israel,« således begynder salmisten den 73de Salme. [DA71] Allevegne møder Guds godhed os i hans utallige velgerninger til legeme og sjæl. Men når vi tænker på den fuldkomne gave, som han gav os i sin enbårne Søn, da bruger vi ordet: Kærlighed, for kærlighed er selvmeddelelse.
Guds kærlighed har mange navne; den kaldes nåde, barmhjertighed, miskundhed, langmodighed efter dens forskellige ytringsformer. I forbindelse med Guds kærlighed er Guds trofasthed (Sl 46:2; 1Thess 5:24), der atter hænger sammen med Guds hellighed. Fordi Gud er hellig, er al troløshed fremmed for ham; han har aldrig kunnet skuffe. Om Guds hellighed vidner skriften stærkt (Esa 6:3; 1Pet 1:15-16). Derfor lyder den 1ste bøn i fadervor også således: Helliget vorde dit Navn!
Med Guds hellighed følger også, at han er fuldkommen, et Lys (1Joh 1:5); der er intet mørke i ham.
Fordi Gud er hellig, er han også retfærdig. Hvad et menneske sår, skal det også høste. Guds vrede åbenbares over al ugudelighed og uretfærdighed (Rom 1:18). Hævnen hører Ham til, en gang skal Guds retfærdige domme åbenbares for alle (se Åb 15:3-4).
Vi har en herlig Gud. Derfor tales der også ofte i skriften om Herrens herlighed, den herlighed, der fylder himlene og glimtvis åbenbares på jorden. Gud beskrives også i skriften som den salige (1Tim 6:15). Man har spurgt om, hvordan Gud kan være salig, når det også siges, at mennesker kan bedrøve Guds Ånd. Men vi må huske på, at vore betegnelser for sindstilstande (som sorg eller glæde og deslige) er hentede fra forgængelighedens verden. En gang skal vi se ansigt til ansigt, og da ser vi ikke mere i et spejl, da drages det slør bort, der nu hviler over himlens herlighed og salighed.
C. Asschenfeldt-Hansen
Kilde: Den sunde lære s. 11-15 Lohse 1922 (artiklen er moderniseret en smugle)
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
