Havde Jesus et ubehageligt udseende?

Spørgsmål: Jesus fremstilles ofte som en smuk mand med et mildt, omsorgsfuldt udseende. Men i Esajas’ Bog 52-53 møder vi en helt anden beskrivelse af Jesus: ”– så umenneskeligt ussel så han ud, så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –” (52:14) ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. ” (53:2b-3)

Beskriver Esajas den piskede og mishandlede Jesus ved korsfæstelsen? Eller havde han virkelig et ubehageligt udseende?

Svar:

Spørgeren er selv inde på den forklaring, som anses for helt overvejende sandsynlig, når det gælder skildringen af Herrens lidende tjener i Esajas 52-53. Den er faktisk så sandsynlig, at der ikke kan være reel tvivl om den.

Denne skikkelse i Esajas’ Bog, “Herrens tjener”, er i videre forstand Israel, det udvalgte folk, men helt centralt også Messias, Frelseren, som er frugten af Israels udvælgelse. I teksten her har vi at gøre med en af de mægtigste Kristus-profetier i Det Gamle Testamente.

Det er givet, at Jesu udseende, mens han vandrede på jorden, var, hvad vi kalder ganske normalt. Havde det været anderledes, ville det helt sikkert være fremgået af Ny Testamente.

Der nævnes det kun, at han udstrålede en usædvanlig myndighed, som gjorde det stærkeste indtryk på hans omgivelser.

Men Esajas ser Jesus i hans lidelse og tilsyneladende magtesløshed under den grufulde mishandling før og ved korsfæstelsen. Skildringen af ham i den situation, skrevet århundreder før begivenheden, er utroligt præcis (ordet “sygdom” skal muligvis være “sorg” eller “fortvivlelse”). Og det var i den situation, at ingen kunne forestille sig ham som Messias eller overhovedet som andet end en gudsforladt forbryder.

“Men!” siger profeten og forkynder, hvad der med god grund er blevet kaldt Esajas-evangeliet: Den evige sandhed om Messias’ forsoningsdød og opstandelse og frelsen i ham.

Det har været let for Filip at fortælle den etiopiske hofmand om Jesus ud fra denne tekst, og sagen stod også med det samme så lysende klar for hofmanden, at han på stedet bad om at blive døbt (Apostlenes Gerninger 8:26-39).

Poul Hoffmann

Kilde: Jesusnet.dk

Lignende indlæg:

  • Fællesskab der favner I kirken og missionshuset er djævelen god til at skabe splittelse over ligegyldige ting som for og farve, musikstil og alder – der er kun en vej væk fra denne fare – Enhed i […]
  • 26. februar: Gud er nådig GUD ER NÅDIG Løft dig højt over himlen, Gud, lad din herlighed komme over hele jorden. (Sl 57:12) Også denne salme er skrevet i en bestemt situation, hvor David er under pres. Han er […]
  • 18. marts: Menneskets afmagt og Guds almagt MENNESKETS AFMAGT OG GUDS ALMAGT Jeg vil nævne Herrens gerninger, for jeg husker dine undere i fortiden (Sl 77:12) Ved at lytte til Guds ord, lærer vi noget om os selv. For det første […]
  • DA31: Esajas’ Bog 211 Et Udsagn om Havørkenen. Som hvirvlende Storme, der jager i Sydlandet, kommer det fra Ørkenen, det grufulde Land. 2 Så svart et Syn blev mig meldt: »Ransmænd raner, Hærmænd hærger! […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development