Bruden har gjort sig rede og spejder efter brudgommen [kap. 6:11-12]
For at forstå den åndelige betydning af disse vers, vil jeg først henvise til den lignelse i Matt 24:32-33 hvor Jesus siger: ’Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I, at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren’.
Som i denne opfordring i Jesu lignelse spejder Sulamit også efter de første tegn på forårets [og dermed sommerens] komme, fordi brudgommen så vil komme og hente hende til sin bryllupsfest, som han har sagt. Denne fest beskriver hun med disse få ord, som umiddelbart er svære at forstå: ’Før jeg vidste af det, havde min sjæl sat mig på mit ædle folks vogne’.
Den åndelige betydning af disse ord er, så vidt jeg kan se, følgende:
1. Min sjæl satte mig = de retfærdiges gerninger
Ordene: ’min sjæl satte mig’ kan give det indtryk, at dét, der nu sker, skyldes ’min fortjeneste’. Men da skriften intetsteds taler om, at vi kan fortjene os til noget som helst, så må ordene henvise til det, der er sket med ’min sjæl’, når Kristus har frelst os og gjort os rede til at møde ham, når han kommer. Det er også denne betydning, der fx ligger bag ordene i Åb 19:7, hvor der står, at ’hans brud har gjort sig rede’. Men i virkeligheden er meningen den samme, som havde der stået, at ’han har gjort mig rede’. For det fremgår jo netop, at hendes klædning ’blev givet hende’, fordi den ikke skyldes hende selv eller egen fortjeneste, men skyldes ’Kristi retfærdighed’ alene, Åb 19:8, 1Kor 1:30. Det kan altså kun være denne sandhed, som dybest set ligger til grund for teksten i Højsangen.
2. Det ædle folk = de retfærdiggjorte
De folk, som herefter omtales som ’de ædle’, må være identisk med dem, som tilhører brudgommen og som i NT omtales som uden plet og lyde. I Rom 11:24 beskrives vores brudgom netop som ’et ædelt oliventræ’, som vi bliver indpodet på, når vi kommer til tro på ham. I billedlig betydning betyder ’de ædle folks vogne’, at de står rede til at hente de troende til himmelen, som da Elias blev taget til himmelen i en ildvogn, 2Kong 2:11.
3. Vognene = Kristus har beredt en plads til alle
Som beskrevet i kap. 3:6-11 er kongen draget ud med sin stridsvogn [KJ] for at hente sin brud og ligesom i ’lignelsen om figentræet’ ser hun også tegnene på hans komme og beskriver indgående, at han har gjort en plads rede for hende [og for alle] ved hans side i sin vogn [KJ]. Dette billede tages nu op igen i kap. 6, hvor hun nu lægger mærke til flere stridsvogne [KJ] end den, hun tidligere havde set og beskrevet. Disse vogne er måske beskrevet for at anskueliggøre, at der er plads til alle, måske ligesom når Jesus i Joh 14:2 taler om de mange boliger, som han vil berede til os i Himmelen? De vogne, som omtales her, kan muligvis være de samme som dem, der ofte omtales i forbindelse med Gud, som værner sit folk, se fx 2Kong. 6:17 [jfr. 2:12 og 13:14].
Sulamit afviser opfordringen til at vende tilbage [kap. 6:13]
I dette vers bliver Sulamit fire gange opfordret til at vende tilbage [KJ]. Det fremgår ikke, hvem der kommer med denne opfordring. Hvis det var Jerusalems døtre, så var det nok, ligesom de øvrige steder, fremgået af verset.
Uanset, hvem det er, så er deres argument, at de gerne vil se hende. Det er der umiddelbart intet mærkeligt i. For efter møderne med sin brudgom var hun ikke til at kende igen. Alt var forvandlet ved hende. Sandsynligvis ville de derfor ’bare’ gerne se hendes skønhed og pragt, ligesom mange også i dag altid gerne vil se de rige og smukke, de bedst klædte, osv.
Der kan dog også ligge et andet fristende og farligt motiv bag deres ønske om at se hende. Årsagen kunne være, at de er misundelige over, at det går hende godt og har fundet meningen med livet. Og som derfor søger at lokke hende til at gå tilbage til dem og til ’verden’ i stedet for at gå i hyrdens fodspor.
Heri ligger der en advarsel også til os om aldrig at vende tilbage, uanset hvor fristende det kan lyde.
Og derfor må svaret være den samme, som Sulamit giver: ’Hvorfor [eller hvad] vil I se på Sulamit’. Hun ved, at hun intet er i sig selv, men at hun har fået alt fra sin brudgom. Det samme står der i NT om os: ’Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke har fået det’, 1Kor. 4:7
Sulamit ved, at hun intet har at rose sig af, selvom hun er forvandlet fra sit tidligere liv og er kommet til dronningeværdighed. Derfor vil hun heller ikke følge deres opfordring om at lade sig se af ’verden’, som ikke har nogen forudsætning for at se, hvad han har gjort med hendes sjæl. Det, som Sulamit her giver udtryk for, er et sindbillede på den åndelige blindhed, ’der dækker alle folk, og som vil blive fjernet, ’hver gang, en omvender sig til Herren’, Es 25:7, 2Kor. 3:16.
Sulamit er som dansen i Mahanajim [kap. 6:13]
De sidste ord i vers 13 er forkert oversat og uforståeligt i den danske bibel. Ordret fra grundteksten står, at Sulamit ’er som dansen i Mahanajim’. Det hebraiske ord Machäneh [ מחנה] betyder ’de to lejre’. For at forstå den dybere mening med dette ord må vi gå tilbage til det første sted, hvor det nævnes: ”Da Jakob så dem [Guds engle], sagde han: ’Her er Guds lejr!’ Derfor kaldte han stedet Mahanajim”, 1Mose 32:2.
Ud fra beretningen fremgår det, at Jakob kun så én lejr [sin egen], fordi han troede at han var alene. Men efter mødet med Guds engle indså han, at Gud også var der, og derfor kaldte han stedet for ’Mahanajim’, altså ’de ’to lejre’. Når Sulamit anvender dette ord, må det være en henvisning til – og et udtryk for, at hun som Jakob også betragter det [nye liv og] sted, hun er kommet til, for stédet, hvor Gud har sin lejr eller bolig. Hun er altså ikke havnet på et eller andet tilfældigt sted, men er der, hvor Herren er; det bedste sted i verden. Når Sulamit i denne forbindelse omtaler ’dansen i Mahanajim’, kan det være en poetisk henvisning til, at hun af glæde danser foran Guds åsyn, som David havde gjort det, 2Sam. 6:14? Eller måske er det en henvisning til Guds engleskare, der ’som en dans’ svævede i luftrummet omkring stedet? Og endelig kan dansen også henvise til den dag, hvor vi er hjemme hos Gud og vender vores ’sorg til glæde og dans’, jfr. Jer 31:13, Luk 15:25, 32. Denne glæde vil komme til fuld udfoldelse den dag, hvor Jesus kommer og henter os hjem til sig – til den himmelske bryllupsfest.
Brudgommens beskrivelse af sin brud på bryllupsnatten [kap. 7:1-9]
Kapitel begynder med, at brudgommen priser igen brudens skønhed. I mange nye billeder udmaler han igen hendes skikkelse i det farverige østerlandske billedsprog, som han gjorde det i kap. 4:1-5. Når hendes øjne fx bliver sammenlignet med ’Hesjbons damme’ [v. 4], så var baggrunden den, at vandet dér var særligt klart, og som derfor særlig klart afspejlede den blå himmel med solens glans. Et billede på, at også Kristi brud må afspejle brudgommens herlighed for verden, Matt 5:14. Og når der i samme vers står, at hendes ’næse er som Libanons tårn, der ser mod Damaskus’, må det referere til de vagttårne, som kong Salomon havde opbygget i Libanons bjerge for at beskytte landet mod fjenderne. Den åndelige betydning kan derfor være, at vi ligesom hende også må være på vagt overfor de fjender, som søger at ødelægge det, som ødelægger det, som tilhører vor konge. .
Jeg vil ikke gennemgå hvert enkelt billede, som alle beskriver bruden ud fra et fysisk perspektiv. Det enkelte billede kan eller skal derfor ikke bogstaveligt udlægges til at have en åndelig betydning.
Men summen er ikke til at tage fejl af. Brudgommen elsker sin brud, som Kristus elsker os, og som ved sin død har gjort os ’hellige og uden dadel’ og dermed værdige til at blive hans brud, Kol 1:21-22. Men det bliver endnu bedre! En dag kommer han igen ’. På den dag skal vi alle forvandles og ’blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er’. Og så opfyldes alle de vidunderlige løfter, som Gud har givet os, og vil derfor ’stråle som himmelhvælvingens glans’ og ’lyse som stjerner evigt og altid’, [1Thess. 4:17, 1Joh 3:2, Dan 12:3].
Bryllupsrejse og evigt samvær med brudgommen [kap. 7:10-13]
Efter lang tid – måske flere år? – har hun ventet på den dag, hvor hendes trolovede ville komme og tage hende med til sit kongeslot. Og nu er det sket! Hun er for altid blevet forenet med ham, og hun kan nu fuldt ud hengive sig til hans store kærlighed til hende. I sin store glæde siger hun: ’Jeg tilhører min elskede, og hans lyst er vendt mod mig’ [KJ].
Disse tre vers kunne godt give indtryk af at være en beskrivelse af en bryllupsrejse ud på landet og se på, om ’vinstokken skyder’, ’granattræet blomstrer’ og ’kærlighedsæblerne dufter’. Men da sådanne ’hvedebrødsdage’ vist ikke eksisterede dengang, skal versene nok snarere forstås som et poetisk kærlighedsdigt over deres samvær og fælles fremtid. Dette er dermed et billede på det vidunderlige samvær med Kristus i himlen, hvor vi for evigt skal være sammen med ham og til fulde nyde frugterne af alt det, som han har gjort for os. ’Der vil jeg give dig min kærlighed’, siger bruden til ham. Det betyder ikke, at hun ikke har gjort det før, men er et udtryk for, at hun vil elske ham for evigt, som vi for evigt vil elske Kristus.
De duftende kærlighedsæbler er – og har altid været – et kærlighedssymbol mellem mand og kvinde. I bibelen bliver de omtalt med den samme betydning, og viser her hen på kærligheden mellem Kristus og os. For ’vi elsker ham, fordi han elskede os først’, 1Joh 4:19 [KJ]. Det er nemlig hans kærlighed til os, som gør, at hans frugter i os udspreder sin liflige duft [til andre].
Når det er denne frugt, som først nævnes, er det for at anskueliggøre, at kærligheden er den første og største [vigtigste] af Åndens frugt, Gal 5:22, 1Kor 13:13, 1Joh 4:7. Hun nævner ikke de andre [af Åndens] frugter ved navn, men siger blot, at ’for vor dør er al slags frugt’. Den mangfoldighed af frugt, der henvises til, er sandsynligvis et billede på ’al slags frugt’ fra Ånden, der nævnes i NT. Når Sulamit tilføjer, at der både er ’ny og gammel’ frugt, skal det nok forstås ud fra, at man i de sydlige lande kan se mange slags frugttræer, som bærer modne frugter samtidig med, at de er i blomst for at bære mere frugt til næste høsttid. Det betyder, at selvom Kristus har givet os af Åndens frugt, så må vi hele tiden være ivrig for at bære nye og mere frugt, til hans ære.
Sulamit nævner derefter, at hun har gemt disse frugter til ham. De er forbeholdt ham, fordi haven med al dens frugt tilhører ham. I kap. 4:16 så vi, at inviterede ham til at komme ind i hans egen have og nyde dens udsøgte frugter’. Men nu skal han ikke længere inviteres. Han er hos hende og nyder de frugter, som altså er hans og som hun har stillet frem for ham. I NT omtales mange andre slags frugter, som han på den dag vil give os til evig vederkvægelse. I bibelens sidste bog beskriver Johannes således ’livets træ’ i himmelen, som bærer frugt hver måned, og som derfor også hele tiden må være i blomst. Desuden har Jesus givet det løfte, at ’den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis’, Åb 3:7. Den er ’gemt til os’ i himmelen.
Eskild Særkjær
Kilde: Jesus-lever.dk
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
