Jeg har været til mange begravelser gennem tiden, og i dem alle bliver der sagt, at ’nu er den og den gået hjem til Gud’. Men det er jo ikke sandt! Bibelen siger nemlig, at det kun er dem, som tror, at Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre og Frelser, har taget min synd og skyld, som er frelst og ’himmelen værdig’.
Det er om dem, at Jesus siger:
”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd”, [Joh 10:27-28.]
Det er altså til de troende, at Jesus giver dette løfte. Og det er derfor også til dem, at han siger:
”Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer [i himmelen]. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være”, [Joh 14:2-3.]
Det er på dette grundlag, at vi ved, hvor vi går hen, når vi dør. Vi går hjem til Herren, som er i himlen. Men hvad betyder det ’at gå hjem til Herren’? Det skal vi se nærmere på i det følgende: Det første, vi skal slå fast er dog dette: Jesus kom til jorden for at dø for alle menneskers synder. Derfor siger Gud Fader dette til hver eneste menneskesjæl:
”Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til, at han omvender sig fra sin [onde] vej, at han må leve! Vend om, vend om fra jeres onde vej! Hvorfor vil I dø…? [Ez 33:11]
En gang kom der en hen til Jesus og spurgte ham: ’Hvad godt skal gøre for at arve evigt liv?’, Luk 18:18. Vi husker sikkert fortsættelsen, hvor Jesus siger det samme til ham som han har gjort til mange andre: ’Følg mig’. Men i stedet gik manden sin vej. Vi ved ikke mere om ham. Vi ved ikke, om han kom tilbage til Jesus på et senere tidspunkt. Måske var dette møde med Jesus det eneste, han fik? At udsætte en så vigtig beslutning, er det værste et menneske kan gør.
Djævelen gør nemlig alt, hvad han kan, for at holde os – og alle væk fra Jesus. Eller han prøver med alle midler at lokke os væk fra ham, den eneste, som kan frelse os fra døden. Han ved nøjagtig, hvor det svageste punkt er i os, og hvad der binder os til det jordiske liv. Og hvis en og anden får et kald til at følge Jesus, så hvisker djævelen disse lokkende ord: ’Du behøver ikke at beslutte noget i dag. Vent med det til en anden dag, hvor du er mere oplagt. Der er jo masse af tid’! Men hvad ved vi egentligt om det? I øjeblikket kan man købe en bogserie, som har titler som: ’50 vine, du skal smage, før du dør’, og ’50 steder, du må se, før du dør´. Bøgernes pointe er, at du skal huske at nyde livet, så længe du har det. Det er der i og for sig ikke noget galt med, hvis det altså ikke går hen og bliver det vigtigste i livet. Det er det for mange! Det betyder, at selvom de har hele livet til det, så har mange mennesker ’endnu ikke taget stilling’, når døden kommer og banker på. Men så er det blevet for sent. Bibelen siger nemlig: ”Det er menneskers lod en gang at dø og derefter dømmes”, Heb 9:27. Det er altså nødvendigt at kunne prioritere rigtigt, mens der endnu ’hedder i dag’.
Ifølge bibelen er det vigtigste i livet at komme til Jesus og tro på ham, som er den eneste, der kan udslette den synd, som ellers gør os til fortabte mennesker. Når et menneske omvender sig fra sin onde vej, og tager imod den korsfæstede og opstandne Herre og Frelser, Jesus Kristus, så får det del i den frelse, Gud har beredt til os her og nu, såvel som i himlen. Så er det ord sandt, som der står i en salme, at ’sejren er vundet og paradis oplukket’. Jesus har nemlig magt og myndighed til at frelse enhver, som kommer til Gud ved ham. Han siger:
Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet, [Joh 5:24.]
Bemærk, at det, Jesus siger, står i nutid. Derfor ved vi, hvor vi går hen, når vi dør. Vi skal altså ikke dø [åndeligt], når vi dør fysisk! Et andet sted siger Jesus: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø..”, [Joh 11:25.]
Det er vort håb! Det er vor vished! Paulus beskriver denne vished på denne måde:
… da vi ved, at vi ikke er hjemme hos Herren, så længe vi har vort hjem i legemet.. så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren, [1Kor 5:6, 8.]
Og atter et andet sted siger han:
Thi for mig er det at leve Kristus og det at dø en vinding. Men hvis det at leve i dette legeme for mig betyder arbejde, som bærer frugt, hvad skal jeg så vælge? Jeg ved det ikke, men drages til begge sider: thi jeg har lyst til at bryde op og være sammen med Kristus, thi det var langt, langt bedre.., [Fil 1:21-23.]
Paulus fortæller altså, at når det fysiske legeme dør, så går jeg, dvs. min sjæl og ånd, direkte hjem til Gud for at være sammen med ham, for dér at vente på den dag, hvor vores legemer skal opstå fra graven. Ud fra sådanne vers ved vi, at de afdøde er ved bevidsthed, for ellers er der ingen mening i at tale om ’at være hjemme hos Herren’ og ’være sammen med Herren’. Ifølge bibelen er vi altså sammen med Herren, både når vi lever og når vi er døde. Paulus skriver, at:
”Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi våger eller sover, skal leve sammen med ham”, [1Thess 5:9-10.]
Vi skal derfor ikke sove til opstandelsesdagen, som nogle tror. Når bibelen taler om dødens søvn, så er det altid en beskrivelse af det fysiske legeme, som skal ’sove’ indtil den dag, da det skal opstå fra de døde. Den måske bedste beskrivelse af de dødes tilstand finder vi i Åb. 7. Her ser Johannes i et endetidssyn en stor skare af alle folkeslag, som ingen kan tælle. Han beskriver, hvordan de står foran tronen og foran Lammet i himmelen, og de er iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne, v. 9. En engel fortæller ham derefter, hvem denne store skare er:
Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå deres telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand.., [Åb 7:14-17.]
Disse troende sjæle kommer altså fra den store trængsel – og de er derfor ikke identisk med alle dem, som er døde i troen på Jesus, før den store trængsel kommer. Ifølge bibelen skal vi, dvs. den kristne menighed, nemlig opstå fra de døde den dag, hvor Jesus kommer i skyerne for at hente os hjem til sig. Bibelen siger, at han kommer og henter sin menighed før den store trængsel, som også kaldes Guds vredes dag, sætter ind. Åb. kap. 7 taler altså om dem, som bliver frelst under den store trængsel, som begynder lige efter bortrykkelsen. Den store trængsel udløser den nok største vækkelse nogensinde. Kirkehistorien kan bevidne, at når mennesker kommer i trængsler og bliver forfulgt, så er der altid mange, som begynder at søge Gud og bliver frelst. Således vil også den store trængsel resultere i, at en utallig skare, som ingen kan tælle, siger ’ja til Jesus’, selvom det koster dem livet.
Johannes ser altså, at de troende sjæle er hjemme hos Gud, mens de venter på kødets opstandelse.
Hvis vi dør, før Jesus kommer igen, så kommer vi ikke til at tilhøre denne gruppe af frelste, for Jesus henter os hjem til himlen, før den store trængsel kommer over jorden. Men alligevel kan de disse to grupper af troende sammenlignes, fordi det er den samme beskrivelse af at være [fysisk] død og hjemme hos Herren. Derfor er kap. 7 også indirekte en beskrivelse af, hvordan de, der er døde i Kristus har det ’lige nu’ i himlen:
- De er hjemme hos Herren
- De er ved bevidsthed.
- De er iklædt hvide klæder, et billede på, at det er blevet frelst ved Kristi retfærdighed.
- De står foran Guds trone og tjener ham.
- De skal ikke sulte mere… dvs., de skal vederkvæges.
- Gud skal opslå sit telt over dem.
- Lammet skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand.
Når et troende menneske dør, går deres sjæl og ånd altså direkte til himlen, hvor det venter på kødets opstandelse. Skriften fortæller at, ligesom Jesus opstod fra de døde, således skal også vi bogstavelig opstå fra de døde på opstandelsesdagen.
”Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem; de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom”, [Joh 5:28.]
Og Paulus skriver:
Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at overklædes med vor bolig fra Himmelen, så sandt vi ikke skal findes nøgne, når vi engang har afklædt os den. Ja, vi, som er i legemets telt, sukker under et tryk, fordi vi ikke vil afklædes, men overklædes, så det dødelige kan blive opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand netop til dette, er Gud.., [2Kor 5:2-5.]
Ifølge skriften skal vi afklædes det legeme, som vi har.. for at få et nyt i opstandelsen. Årsagen til, at han skriver dette er, at der var flere troende i korintermenigheden, som stadig havde det græske og hedenske syn på legemet, som de i hedenske religioner, som betragtede det som noget mindreværdigt. De mente, at det kun er ånden, som har værdi og kan frelses, og ikke legemet, som blev betragtet som noget syndigt og ondt, som derfor ikke hører med til det nye liv i Kristus. I sit svar forklarer Paulus, at sådan er det ikke: Det er hele mennesket, med ånd, sjæl og legemet, som er frelst, og derfor skal legemet også opstå til den frelse, som Gud har beredt til den dag, hvor det skal opstå fra de døde. Derfor beskriver Paulus, hvor nødvendigt det er, at det er ’hele os’, med ånd, sjæl og legeme, som skal helliggøres:
”Må fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte jeres ånd, sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme”, [1Thess 5:23.]
Når legemet dør og bliver lagt i graven, så skyldes det altså ikke, at legemet ikke har nogen værdi, men derimod, at det blev underlagt forkrænkeligheden, da døden kom ind i verden. Men, står der i bibelen, på den dag, vi skal opstå fra de døde, så vil vi få vore legemer tilbage fra gravene, som vi læste det før. Dog skal vore legemer opstå i en ny og uforkrænkelig skikkelse. Derfor siger Paulus videre:
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelighed, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal de ord opfyldes, som står skrevet: Døden er opslugt og sejren vundet, [1Kor 15:51-54.]
Men hvordan bliver vores herlighedslegeme? Hvordan vil vi se ud? Kan vi kende vore kære igen?
Lad os se på dette vers, hvor Johannes skriver:
I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er, [1Joh 3:2.]
Dette er det bibelske udgangspunkt for at forstå mennesket som et evighedsvæsen: Se på Jesus. Som han er opstået, således skal også vi opstå fra de døde. På spørgsmålet om hvilket slags legeme, et menneske opstår med, vil svaret være: Vores nye evige herlighedslegeme vil være af samme karakter, og dermed lig den, som Jesus viste sig med efter sin opstandelse.
På en måde vil det nye legeme ligne det nuværende jordiske legeme. Jesu disciple kunne derfor genkende Jesus, både på hans udseende og når han talte til dem. De kunne derfor også ud fra hans naglemærker og sår i siden vide, at det er den samme Jesus, som var død, men som nu er opstået fra døden. Men alligevel var det også samtidigt et helt nyt legeme. Han kunne gå gennem lukkede rum, og han kunne i et nu forflytte sig selv til et andet sted. Et eksempel:
Medens de [to fra Emmaus] talte om, hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet, stod han selv [pludselig] midt iblandt dem og siger til dem: Fred være med eder, [Luk 24:35-36.]
Det var heller ikke en ånd [et åndevæsen], de så, og det beviste han for sine disciple på denne måde:
Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.. Men da de af glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: Har I noget at spise her? Så gav de ham et stykke af en stegt fisk. Og han tog og spiste det i deres påsyn, [Luk 24:39-43.]
Jesus havde altså det samme legeme som tidligere – men alligevel var dette legeme på samme tid et helt nyt. Således vil det også være ved vores opstandelse fra de døde, for ’vi skal blive ham lig’. Det betyder, at vi skal opstå med et legeme, som ligner – og er det, vi kender, når vi ser os selv i spejlet, men vil alligevel på samme tid være et helt nyt, uforkrænkeligt legeme. Dvs.: ligesom disciplene genkendte den opstandne Jesus og samtalede med ham i de 40 dage, der skulle gå fra hans opstandelse til hans himmelfart, således skal også vi genkende Jesus og være sammen og samtale med ham i al evighed. Dertil kommer, at vi også kommer til at kunne genkende hinanden, være sammen og tale sammen, som vi gør nu.
Hvornår dette sker, ved vi ikke. Bibelen siger, at Jesus kommer som ’en tyv om natten’, dvs. pludselig og uventet. Der er mange kristne, som ikke er klar over, at Jesus først kommer usynligt for at hente sin menighed, inden han kommer synligt tilbage til jorden. Ifølge bibelen vil hans komme for at hente sin brud ske usynligt for verden, og lige før den store trængsel begynder. Jesu komme for at hente sin menighed bliver beskrevet nærmere i 1Thess 4:13-18:
”Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede [legemer] frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde få forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord”.
Efter at vi er bortrykket til himlen, kommer den store trængsel, som også kaldes Jakobs trængsel. Den skal vare i syv år. Det er først, når disse år er til ende, at Jesus kommer synlig tilbage og sætter sin fod på Oliebjerget, hvorefter han skal herske som kongernes konge i og ud fra Jerusalem i 1000 år.
Alle de, der dør under den store trængsel, opstår altså først fra de døde efter trængselstiden, når Jesus kommer synligt tilbage til jorden. I Åb 20:4 beskriver Johannes, hvad der sker på den dag:
”Jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds Ords skyld [altså dem, der blev omtalt i kap. 7], og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i 1000 år”.
Hvordan er det at være i himmelen? Hvordan ser der ud? Kan det tænkes, at der er træer, blomster, dyr og græs? Eller, skal vi ’bare’ være beskæftiget med at synge og spille på harper for Gud og lovprise ham i al evighed? Ved vi noget om det? Ja, det mener jeg! Hvis vi fx sammenholder de forskellige tekster i bibelen, som på forskellig måde beskriver – eller giver nogle billeder af – evigheden, så synes det at stå klart, at ’Edens have’ i 1Mose er det perfekte forbillede på Guds paradis i himlen. Fx bliver livets træ omtalt i dem begge, og flere detaljer synes at passe. For det andet står der skrevet, at alt, hvad Gud havde skabt, var ’såre godt’. Skulle Guds himmel blive dårligere end det, Gud skabte fuldendt til de første mennesker i Edens have? Selvfølgelig ikke! Selvom syndefaldet har ødelagt meget af Guds skaberværk, så kan vi stadig se storheden i det. Som det fx kommer frem i den salme, hvor Brorson skriver således i det første og tredje vers:
Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlig at prise!
Det mindste han har gjort er stort og kan hans magt bevise.
Det mindste græs, jeg undrer på, i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få, om det kun ret at tale?
Vi kan ikke fatte, at der engang vil blive MEGET mere herligt og skønnere end før syndefaldet. Ifølge bibelen er det ikke kun mennesket, som bliver forløst fra syndens og dødens følger, men hele skabningen skal også blive det. Måske er det dét, Paulus henviser til, når han beskriver skabningen – dvs. alt det skabte i Rom 8:20-23. Læg mærke til, at skabningen her ikke er en beskrivelse af mennesket, for det beskrives sideløbende, men er derimod en beskrivelse af alt det skabte; fugle, træer, blomster..:
”Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden – ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder – dog med HÅB, thi også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og [skal] nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden. Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund. Og ikke skabningen alene, men også vi selv, som har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemets forløsning, [Rom 8:20-23.]
Som tidligere nævnt tror jeg ikke, at Gud vil kassere alt det, som han har skabt ’såre godt’. Måske skabte Gud det skabte på jorden efter et himmelsk forbillede, ligesom han bød Moses om at ’indrette boligen [templet] og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede’ af den himmelske bolig, som han så på bjerget? Det, som Gud har skabt til os på jorden, er samtidigt et billede og et bevis fra Gud på den himmelske herlighed, som han har beredt Guds børn i evigheden. Når bibelen beskriver evigheden, så sker det nemlig oftest gennem billeder, som ligner det, vi har på jorden, når det er bedst. Et af de hyppigste er nok beskrivelsen af en ’evig sommer’ hos Gud, med hvad dertil hører af blomster, træer, dufte, frugter til at spise og blade til lægedom, osv.
Bibelen giver os endnu et billede, som viser, hvordan det er i evigheden. 1000-årsriget beskrives ofte i bibelen som nærmest identisk med forholdene i evigheden – og derfor glider beskrivelsen af 1000-årsriget da også gang på gang umærkeligt over til [også] at være et billede på evigheden.
Hvilken herlig dag, der venter dem, som lever og som dør i troen på Jesus Kristus. Det stemmer helt og fuldt med det, som Paulus kommer ind på, når han henviser ordet, som siger:
”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, [dét har] Gud beredt for dem, der elsker ham”, [1Kor 2:9.]
Derfor jubler vi, og vi glæder os til den dag, hvor vi for evigt skal være forsamlede i Himlen, hjemme hos Gud. For snart kommer han, som han har sagt det i sit ord:
”Og Ånden og bruden siger ’Kom! Og den, som hører, skal sige ’Kom’ [det er os!]. Og den, som tørster, skal komme; den, som vil [vil vi?], skal modtage livets vand uforskyldt”, [Åb 22:17.]
Kære ven! Hvis du ikke tror på Jesus, så kan du ikke få del i alt det, han har lovet sine. Skynd dig derfor om at komme til ham, mens der endnu er tid: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, John 3:16.
Kilde: jesus-lever.homepage.dk
Eskild Særkjær
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments