Billede: Del Parsons.

En af de store anstødssten i kristendommen er for mange mennesker læren om Treenigheden. Vagttårnet gør hvad den kan for at misinformere, forlede og forvirre dets medlemmer og andre mennesker omkring denne lære, derfor kan man ofte hører Jehovas vidner stille spørgsmålet: Hvis Jesus var Gud, hvem bad han så til? Hvad svarer bibelen til det?

Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne

Et af de skriftsteder vagttårnet ynder at tage op i den anledning, er ordet, hvor vi hører om Jesus Kristi bønnekamp i Gethsemanehave. Der står i Matthæusevangeliet: Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«(Matt 26:39) Vagttårnet har udgivet en bog kaldet ‘Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne’. Formålet med denne bog er, at hjælpe Jehovas vidner til at vise andre, hvad bibelen (efter vagttårnets mening) siger. Bogen er opdelt i en række hovedemner, som den enkelte Jehovas vidne så kan slå op i og læse, hvad vagttårnet mener om et pågældende emne. Under overskriften ΄Treenighed΄ (s. 374-396) starter afsnittets definition af Treenighedeslæren således:

Definition: Læren om treenigheden er kristenhedens kirkers centrale dogme. Ifølge Den Athanasianske Trosbekendelse består Guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden) som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger at de tre „personer“ ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Nogle tilhængere af treenighedslæren understreger som deres tro at Jesus Kristus er Gud, eller at Jesus Kristus og Helligånden er Jehova. Ikke en bibelsk lære.¹

Vagttårnets definition starter sådan set meget godt ved at henvise til Den Athanasianske Trosbekendelse. Det er interessant nok en bekendelse, der blev formuleret for i korte træk at fortælle, hvad bibelens samlede vidnesbyrd om Guds treenige væsen og Jesu dobbelte natur er. Sjovt nok blev den skrevet mod en kult kaldet arianerne, der i kirkens spæde start, som giftsvampe, voksede frem fra hedningeskabes mødding. Mange af deres vranglærepunkter mindede om vagttårnets.

Den Athanasianske Trosbekendelse

Lad os lige for en god ordens skyld se på, hvad Den Athanasianske Trosbekendelses første del i uddrag siger:

Men dette er den almindelige tro, at vi ærer en Gud i tre personer og tre personer i en Gud, idet vi hverken kan sammenblande personerne eller adskille væsenet. Faderens person er nemlig en, Sønnens en anden og Helligåndens en tredje. Men Faderens og Sønnens og Helligåndens guddom er en, deres herlighed er lige stor og deres majestæt lige evig. Som Faderen er, sådan er Sønnen og sådan Helligånden: Faderen er uskabt, Sønnen er uskabt, Helligånden er uskabt. Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig. Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre evige, men en evig, ligesom der ikke er tre uskabte, eller tre umålelige, men en uskabt, og en umålelig.

På tilsvarende måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig og Helligånden almægtig, og dog er der ikke tre almægtige, men en almægtig. På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men en Gud. På samme måde er Faderen Herre, Sønnen Herre og Helligånden Herre, og dog er der ikke tre herrer, men en Herre. For ligesom den kristelige sandhed nøder os til at bekende hver enkelt person for sig som Gud og Herre, således forbyder den almindelige tro os at tale om tre guder eller tre herrer… Og i denne trehed er der intet, som er tidligere eller senere — intet, som er større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store. Følgelig må i alle ting, som allerede ovenfor sagt, både treheden æres i enheden og enheden i treheden.

Det er altså klar at Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, skønt vi ikke kan adskille Guds væsen, er tre forskellige personer. Lad os for en god ordens skyld sige det med det samme: Vi, der er kristne, tror ikke på, at trosbekendelserne er inspireret eller Guds indåndet; det er kun bibelen, men de giver en god, kort og præcist indføring i, hvad der er bibelens lære om det ene eller andet emne. Jeg er stødt på rigtig mange mennesker, der er fanget i vagttårnets vangelære. De har gjort et stort nummer ud af at fortælle mig, at ordet treenighed ikke står i bibelen. Det er da korrekt, men bibelens klare samlede vidnesbyrd er, at Gud er en treenig Gud. Sjovt nok vil de samme mennesker gerne erkende at begrebet ’teokrati’ findes i bibelen, og det på trods af at selve ordet heller ikke blive nævnt en eneste gang, men de har jo selvfølgelig også vagttårnets teokratiske skole at tage hensyn til.²

At beskrive det ubeskrivelige

Hvordan skal man beskrive treenighed? Det er ikke nemt at beskrive noget, som man ikke helt forstår. Men bare fordi man ikke forstår det, betyder det jo ikke, at det ikke er sandt. Hele vejen gennem bibelen findes denne treenighedslære, det kan dog være svært at se, hvad vi skal sammenligne den med for at prøve at gribe om dette ubegribelige? Alle billeder, man bruger, er jo blot billeder, og der kan altid findes fejl ved sådanne, men vi skal alligevel prøve med to forskellige af slagsen.

Det første billede, vi kan bruge, er tiden: Der er både fortid, nutid, og fremtid, og dog er der ikke tre tider men kun en tid. Alligevel er det ikke ulogisk at sige, at fortiden er noget andet end nutiden, og nutiden er noget andet end fremtiden. De tre såkaldte tider er altså forskellige fra hinanden, og dog er de alle en og samme ting, nemlig tiden: De deler så og sige det samme væsen.

Det andet billede, vi kan bruge, er noget så hverdagesagtigt som H2O: Det kan eksistere i “tre forskellige former”. I dens almindelige form; væske, i dens kolde form; is, eller i dens varme form: damp. Kaster du en stor isklump på et bål, vil det for en tid eksistere i alle tre former, dog er det stadig ikke andet end ganske almindeligt H2O, vand.

Igen må jeg gøre opmærksom på, at dette blot er billeder, og billeder har altid sine fejl og mangler. Alligevel tror jeg, at disse to kan illustrere, at det ikke er helt ulogisk at sige, at tre forskellige ting kan være én, og én ting kan være tre forskellige.

Starter godt, men slutter skidt

Når vagttårnet starter så godt, er det utrolig sørgelig, men desværre ikke overraskende for dem af os, der kender en smule til vagttårnets lyssky metoder, at se hvad de derefter skriver: “Andre formuleringer af dogmet understreger at de tre „personer“ ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder.” Der har aldrig nogensinde været en del af treenighedslæren, der påstår, at de tre personer ikke er adskillige og forskellige. Alligevel fortsætter vagttårnet i deres gennemgang af treenighedslæren under overskriften: “Støtter Bibelen den lære at Faderen og Sønnen ikke er adskilte og forskellige?”: “Matt. 26:39, DA: „Han [Jesus Kristus] gik et lille stykke videre, faldt ned med ansigtet mod jorden, bad og sagde: ’Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.’“ (Hvis Faderen og Sønnen ikke var to forskellige, ville denne bøn have været uden mening. Jesus ville da have opsendt en bøn til sig selv, og hans vilje måtte nødvendigvis have været Faderens vilje.)”³

Så for at svare på vagttårnets eget spørgsmål, nej, bibelen støtter ikke den lære, at Faderen og Sønnen ikke er adskilte og forskellige. Den lære støtter hverken trosbekendelserne, treenighedsdogmet eller de kristne, for det har intet at gøre med treenighedslæren. Derimod kan det kaldes ”modalisme”, altså den opfattelse, der identificerer Faderen, Sønnen, og Helligånden, ikke som tre adskilte personer, men som tre fremtrængselsmåder (Latin: modus = måde), hvorpå Gud giver sig til kende. Dette er oldkirkeligt kætteri, der efter alt at dømme blev udviklet af Sabellius af Rom (ca. 215) og derfor også kaldes ”sabellianisme”. Modalisme vandt udbredelse i kirken fra begyndelsen af 200-tallet og blev bekæmpet fra starten af. Allerede i 268 blev denne lære officielt forkastet af kirken som kætteri.

Ud fra “lad os ræsonnere ud fra Skrifternes” definition af treenighedslæren, vil den fornuftige Jehovas vidne også erkende, at der er noget galt med vagttårnets konklusion. Det giver jo ingen mening, at en del af dogmet skulle sige, at Faderen, Sønnen, og Helligånden er adskilte og forskellige, mens en anden formulering af dogme skulle påstå, at de ikke var adskilte og forskellige. Den ufornuftigt og/eller den uoplyste Jehovas vidne vil jo nok desværre fejlagtigt konkludere, at det er de kristne og treenighedslæren, der er noget galt med.

For overhovedet at kunne forstå hinanden i en samtale, er det vigtigt, at vi mennesker er enige om, hvad vi mener, når vi siger det ene eller andet. Her er det vigtigt, at vi har den samme definition af forskellige ord. Hvis jeg siger, at jeg har givet ‘en hund’ for at komme ind på stadion, så tænker jeg selvfølgelig på en 100 kr. seddel. Hvis min kammerat derimod tænker på et firebenet pattedyr, så synes han nok, at det er et rimelig underligt stadion, jeg har været inde på, og er sikkert også overbevist om, at det må ligge langt inde i det mørke Midtjylland. Sådan er det også, når vi taler med Jehovas vidner, der er blevet forledte af vagttårnets fordrejede definitioner. Her må vi først som bibeltroende kristne sikre os, at vi taler samme sprog, og at vi ligger samme definition i ordet ”treenighed”. Ellers kan vi bruge rigtigt lang tid på at tale sammen og tilsyneladende blive enige om en lang række ting, før det går op for os, at vi slet ikke taler om det samme.

Den trofaste og kloge træl?

Man må undre sig over, og med rette spørge sig selv, hvad det er, der gør at “den trofaste og kloge træl”, som vagttårnets ledelse bliver kaldt, vælger at komme med to så klart modstridende definitioner på treenighedslæren. Er det, fordi trællen slet ikke er så klog endda? Er den slet ikke klar over forskellen på den sande bibelske treenighedslære og den djævelske efterligning, der kommer til udtryk i modalisme. Her er der en klar inspiration fra Babylon og hedenskabets adskillige triader og treheder af guder eller guddomme, såsom den Akkadiske guddom bestående af Ea, Anu og Ellil eller den hinduistiske Trimurti⁴ Er den virkelig så afstumpet eller forblindet, at den ikke kan se, at der er en verden til forskel fra den sande bibelske Treenige Gud og dæmonernes efterligninger? Eller er det fordi, den ikke er så trofast endda? Er det fordi den ved, at den bedste løgn er den løgn, der rummer en smule sandhed? Er det derfor den blander god teologi med vranglære? Er det derfor den ikke kan komme med en ordentlig definition på treenigheden? Hvem er det da, den forsøger at bedrage? Er det de kristne, der ikke helt har styr på treenighedslæren, eller er det den enkelte Jehova vidne, som den forsøger at fastholde i organisationens klør, måske er det begge?

Uanset hvad gælder den bibelske formaning stadig: ”Hvad har lys til fælles med mørke?” og ”Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen”(2Kor 6:14; Gal 5:9). Uanset hvordan det står fat, har ‘den trofaste og kloge træl’ brug for at omvende sig fra sine egne kloge tanker og sige nej til det skjulte og skændige, så de ikke går frem med snedighed og forfalsker Guds ord, men i stedet bringer sandheden for dagen og anbefaler sig selv til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne (2Kor 4:2; Kol 2:8).

Jesu Dobbelt Natur

Jeg håber, det er blevet forholdsvis klart, at Faderen og Sønnen er to adskilte personer, derfor ‘opsendte Jesus altså ikke en bøn til sig selv’. Tilbage står der to spørgsmål. Det første peger vagttårnet selv på: hvis Jesus var Gud måtte hans vilje nødvendigvis også have været Faderens vilje. Det andet spørgsmål lyder: har Gud virkelig brug for at bede til Gud? To gode og relevante spørgsmål, men de har ikke så meget med treenighedslæren at gøre, men handler derimod om inkarnationen. Det er den bibelske lære, at Jesus, den anden person i Treenigheden, lod sig føde ind i denne verden som sandt menneske.

Bibelen fortæller os at: ”I begyndelsen var Ordet, [Jesus] og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1:1,14). Jesus var sand Gud! Han var ikke en eller anden halvgud og ikke en mindre gud end Faderen: ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” (Kol 2:9). Der bor ikke en halv guddomsfylde i Jesus men hele guddomsfylden. Jesus var ikke bare Gud, der gav sig ud for at være menneske, men han var sandt menneske i ét og alt (Heb 2:14-17), dvs. i alle henseender dog uden synd (Heb 4:15). Nedenfor har jeg lavet en lille tabel, der viser det tilsyneladende umulige at forstå for os mennesker. Det, Gud nu engang har åbenbaret i sit ord om sig selv, er, at Jesus på samme tid er 100% sandt menneske og 100% sand Gud.

Det handler altså ikke om, at Gud Søn (Jesus) har brug for at bede til Gud Fader (Jehova), men derimod at mennesket Kristus Jesus havde brug for at bede til sin himmelske fader. Jesus, som det fuldkomne menneske, ønskede at følge Guds vilje og hans påbud, når Han i ordet siger: ”Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær”(Es 55:6). Det er på ingen måde underligt, at Jesus beder til Gud, tværtimod ville det have været underligt og i strid med Guds påbud i profeten Esajas, hvis han ikke havde gjort det. Derfor står Jesu gamle udfordring stadig ved magt: ”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” (Joh 8:46)

Glæde i himlen

Tilbage står vi så med det sidste spørgsmål, som også vagttårnet selv stiller: “Hvis Jesus var Gud måtte hans vilje nødvendigvis også have været Faderens vilje”. Det er et rigtig godt spørgsmål, ikke kun teologisk, men også fordi det giver os muligheden for at dele evangeliet med det enkelte Gudselskede Jehovas vidne. For det første skal der selvfølgelig siges, at Jesus, som sandt menneske, var fristet til at leve bort fra Jehovas vilje. Han var udemærket klar over (som Gud), hvad der skulle ske i Jerusalem. Han havde jo i dagene både før og efter forklarelsen på bjerget i landsbyerne ved Cæsarea og Filippi, og da de drog igennem Galilæa, forudsagt til sine disciple, at han skulle lide meget og slås ihjel (Mark 8:27-33; Mark 9:30-32). Peter, trods hans storslåede bekendelse af Jesus som den ‘salvede’ Kristus, tog da straks Jesus til side for at irettesætte ham. Men Jesus vidste, at hans død og opstandelse var den frelsesplan, den Treenige Gud havde lagt før verdens grundvold. Derfor gik han i rette med Peter med de hårde ord “Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” (Mark 8:33; Ef 1:3-7).

Vel var Jesus som menneske fristet til ikke at gå korsvejen, hvilket menneske har nogensinde kunne undsige sig det? Men han valgte den for at frelse du og jeg. Han ville ikke, hvad mennesker ville, men hvad Gud ville! Derfor bad han også “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi”, og afsluttede bønnen med et: “Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.” Gud svarede Jesu bøn med et nej. Sådan svarer Gud nogle gange, og pris Gud for det. Jesus lagde sig straks ind under Faderens vilje, derfor kunne han umiddelbart efter bønskampen i Gethsemanehave formane Peter, da han igen forsøgte at stoppe Jesus i at nå korset: “Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?”

Jesus udholdt korset uden at ænse dets skam, for den glædes skyld, der ventede ham (Joh 18:11; Heb 12:2). Glæden ved synderens omvendelse. (Luk 15:1-7). Omvendelsen fra sin synd, sin selvretfærdighed, sin egen tro på, at han er i stand til at gøre sig værdigt til Guds rige. Forsøge at gøre sig værdig ved at holde loven og søge at ‘købe’ sig Guds anerkendelse og velbehag, bl.a. ved konstant at stå på gaden og uddele blade, samt på anden måde søge at tilfredsstille kødets gerninger. Omvendelsen til Jesus og hans fuldkomne gerning på korset, der ved sand tro i hjertet skænker forløsningen og frelsen ganske ufortjent, som Guds retfærdighed, nåde og gode gave, hans navn til ære (Joh 19:30; Rom 3:21-28; Ef 2:8-9)!

Forbandet være den åndsmagt, der står bag Vagttårnets såkaldte ‘evangelium’. Åndsmagten forleder og bedrager Jehovas vidner og andre mennesker for at trælbinde dem i dødens rige og afholde dem fra sand frihed og evigt liv i Jesus Kristus (2Kor 11:4; Gal 1:6-9; Gal 5:1; 1Joh 5:11-13).

Nicki Andersen

1. Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne. s. 374 Treenighed
2. Se særligt artiklen: Jehova hersker — ved teokratiet. Vagttårnet 15/1 1994. s. 10-15
3. Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne. s. 377
4. Trimurti, (sanskrit trimūrti ‘tre former’), i hinduismen en triade bestående af Brahma, Vishnu og Shiva, der repræsenterer tre aspekter af verdensforløbet: skabelsen, opretholdelsen og ødelæggelsen. Ikonografisk fremstilles Trimurti som ét legeme med tre hoveder. Samme billeder bruger vagttårnet ofte i deres publikationer som et skræk eksempel mod treenighedslæren.

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Nicki Andersen

Nyeste indlæg af Nicki Andersen (se alle)

• Nyt om Israel i ord og billeder - 12. juli 2019
• Noas ark – en historisk beretning? - 28. maj 2014
• Salige Vished - 9. maj 2014
• Hvad er sandhed? - 3. maj 2014
• Endetiden - 29. april 2014