Jesu vidnesbyrd

»På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« skriver Paulus (2. Kor. 13,1; jvf. 5. Mos. 19,15). Den forskrift vil vi følge også til afgørelse af den sag, som er til drøftelse her: Bibelens syn på sig selv.

Vi har allerede hørt to hovedvidner: GT’s profeter og NT’s apostle. Til sidst skal her blot yderligere anføres, hvad selve kronvidnet: Jesus Kristus, har vidnet i denne sag.

Om Skriften (GT)

Jesus gør flere gange gældende om alt det, der står skrevet i »loven og profeterne« ( = GT), at det i modsætning til blot menneskelige påbud og overleveringer er »Guds ord (Mk. 7,13) og »Guds bud« (Mk. 7,89). Det er den blivende og altid gyldige åbenbaring af Guds hellige væsen og vilje, som der ikke kan rokkes det mindste ved: »Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg jer: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå – før det er sket altsammen« (Mt. 5,17-19; jvf. Lk. 16,16-17).

Ifølge Jesus må alt det, der er profeteret om Ham i GT, nødvendigvis gå i opfyldelse i nøje overensstemmelse med, »hvad der står skrevet’, fordi det er Guds eget ord: »Alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og Profeterne og Salmerne (Lk. 24,44; jvf. Lk. 4,16-21; 18,31; 24,25-27 og 45-49; Mk. 14,27; Mt. 26,31 og 54; Joh. 13,18 og 17,12). Hele Skriftens indhold er retteligt at forstå som Faderens eget vidnesbyrd om Sønnen og den frelse, der skulle fuldbyrdes ved Ham (Joh. 5,3740 og 46-47).

Jesus imødegår og afviser Djævelens fristelser med et tre gange gentaget: »Der står skrevet!. (Mt. 4,4. 7 og 10). I de mange stridssamtaler, Jesus fører med sine modstandere, anvender Han gang på gang udtryk som: »Hvad står der skrevet« eller: »Har I ikke læst?« (Lk. 10,26; Mk. 12,10; Mt. 12,3 og 5; 19,4 og 21,16). Det vidner altsammen om, at Skriftens ord for Jesus er identiske med Guds ord med absolut og guddommelig autoritet. Når det er klarlagt, hvad Skriften siger om en bestemt sag, så er det sidste ord sagt og den sag dermed afgjort.

I Matt. 22,23-33 læser vi om Jesu stridssamtale med saddukæerne, der fornægtede de dødes opstandelse. Det er lærerigt at se, hvordan Jesus imødegår dem: »I farer vild«, siger Han, »fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft. . . . Men hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når Han siger: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?’ Han er ikke Gud for døde, men for levende« (v. 29-32). – Med et eneste ord fra en historisk beretning i Skriften (2. Mos. 3,6) imødegår Jesus her saddukæernes fornægtelse af de dødes opstandelse. Hele beviskraften i Jesu svar hviler på det ene ord »er« i nutidsform til forskel fra det samme ord i datidsform. Men så meget gælder altså et skriftord for Jesus, at Han tør grunde hele læren om de dødes opstandelse på det ene ord, fordi det er Gud, som har sagt os det. Denne beretning er god at få forstand af også for mange i dag, der lige så lidt som saddukærene på Jesu tid kan forlige sig med tanken om de dødes opstandelse eller få øje på nogen lære herom i GT.

Et lignende eksempel finder vi i Matt. 22,44-46: Jesu stridssamtale med farisæerne om: Messias – hvis søn er han? Da farisæerne har svaret: »Davids (v. 42), søger Jesus at bevise Messias’ guddom ved at anføre et ord fra Sl. 110,1: »Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham ‘herre’, når han siger: ‘Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder’. Når nu David kalder ham ‘herre’, hvorledes kan han så være hans søn? (v. 43-45). – Argumentets holdbarhed står eller falder igen med det ene ord ‘herre’ fra Sl. 110,1. Jesus grunder altså læren om Messias’ guddom på et eneste ord! Hvordan kan Han gøre det? – Svaret er: fordi ordet er af Gud og fra Gud, David taler dette ord »i Åndet. (v. 43).

Et yderligere eksempel på en tilsvarende brug af Skriften finder vi i stridssamtalen mellem Jesus og jøderne om Jesu egen guddom i Joh. 10,33-36: Jesus havde netop sagt: »Jeg og Faderen, vi er ét« (v. 30). Så anklagede jøderne Ham for gudsbespottelse. Da svarer Jesus dem: »Står der ikke skrevet i jeres lov: ‘Jeg har sagt, at I er guder?’ Når nu Loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til (og Skriften kan ikke omstødes), hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og send til verden: ‘Du taler gudsbespotteligt!’ foldi jeg sagde: jeg er Guds Søn? <v. 34-36).

Det er for det første værd at mærke sig her, at Jesus refererer til det omtalte sted i GT (51. 82,6) med udtrykket: »Står der ikke skrevet i jeres lov . . .« og: »Når nu loven har kaldt dem guder . . .«, til trods for, at ordet altså ikke er at finde i Mose lov, men i Salmernes bog. Det viser, at Skriften for Jesus udgør en enhed og helhed, og at hvert sted og udsagn i den har samme autoritet og vægt som Moselovens bud og forskrifter.

Dernæst skal vi igen agte på, at Jesu argumentations holdbarhed står eller falder med et enkelt ord i det citat fra Sl. 82,6, som Han her anfører. Det er om dette citats ordlyd, ja, i virkeligheden om det ene ord »guder, at Jesus i sammenhængen gør gældende: »Skriften kan ikke omstødes« dvs. kan ikke ophæves, gøres ugyldig, drages i tvivl, sættes ud af kraft. Dette siger Jesus altså med tanke på en af Skriftens mest »tilfældige« passager og udsagn og om dettes særlige form. Det viser vel -om noget – at Skriften for Ham ikke, alene i sit væsentlige indhold, men i alt, i de mindste detaljer og enkelte ord, er identisk med Guds egen tale, som der ikke kan røres og rokkes ved, men hvis autoritet og troværdighed, vi bare kan bøje os for og stole på.

Om apostlene

Apostlene var ikke selvbestaltede sendebud og vidner. De var udvalgt, kaldet og udsendt af Jesus selv med magt og myndighed fra Ham til at forkynde evangeliet, helbrede, uddrive onde ånder osv. (Jobs. 15,16; Mt. 10; Mk. 6,7-13; Lk. 9,1-10 og 10,1-20). Apostlene er Jesu Kristi sendebud og vidner med fuldmagt og myndighed fra Ham til at binde og løse med Samme virkning som, når Herren selv gør det (Mt. 16,19 og 18,18).

Til apostlene, hvis vidnesbyrd nu foreligger for os i NT, giver Jesus selv det løfte: »Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, Han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer« (Joh. 14,26), og: »Når Han, sandhedens Ånd, kommer, skal Han vejlede jer til hele sandheden« (Joh. 16,13). Efter sin opstandelse kom Jesus til dem og sagde: »Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer’. Og da Han havde sagt det, åndede Han på dem og sagde til dem: Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet’.« (Joh. 20,21-23).

Dette er Jesu vidnesbyrd om apostlene og den apostolske fuldmagt og myndighed (Kristi egen, Helligåndens), hvormed de forkynder, underviser og vejleder: »Den, som hører jer, hører mig, og den, som ringeagter jer, ringeagter mig; men den, som ringeagter mig, ringeagter den, som udsendte mig«, (Luk. 10,16).

Stærkere og klarere lighedstegn end det, Jesus selv her sætter mellem apostlenes ord og Jesu egne og Guds ord, kan der ikke sættes. Der er tale om en ligefrem og direkte identifikation, som Jesus selv indestår for.

Og Jesus er Gud! Jesu vidnesbyrd om profeters og apostles ord i GT og NT er Guds eget vidnesbyrd herom. Hvad Jesus har sagt, har Gud talt! Dermed er det sidste ord angående det spørgsmål, vi her drøfter, sagt og sagen afgjort!

Bibelen er Guds ord

Bibelen er ikke alene vidnesbyrd om åbenbaringen, men selv åbenbaring.

Bibelen er ikke alene vidnesbyrd om, hvad Gud har talt og gjort til vor frelse, men selv et grundlæggende frelsesgode, hvorigennem Gud taler og handler og føre sin frelsende gerning igennem med os.

Det er profeters, apostles og Jesu eget vidnesbyrd om Bibelen.

Det er Bibelens syn på sig selv.

Bibelen er Guds ord!

I alle spørgsmål om, hvad vi skal tro, og hvordan vi skal leve, om evigt liv og evig død, frelse og fortabelse, har vore egne og andre menneskers ord, tanker og meninger aldeles ingen vægt. Dem kan ingen hverken leve, dø eller træde frem for Guds domstol på. Troen må have noget helt anderledes absolut, urokkeligt og troværdigt at holde sig til, at gå og stå på. Den kan ikke nøjes med noget mindre end Ordet fra Guds egen mund.

Det er, hvad Gud i sin nåde har givet os gennem sine profeter, apostle og sin egen Søn, Jesus Kristus.

Bibelen er Guds ord!

Da må alt andet falde, fare og vige. For nu har Gud talt! Og dermed er det sidste ord sagt, sagen afgjort og troen vis!

Gud alene æren!

Kilde: Bibelenes syn på sig selv – DBI 1979

Niels Ove Vigilius

Lignende indlæg:

Det apostolske selvvidnesbyrd Efter at vi i det foregående har set dels, hvad GT vidner om sig selv, og dels, hvad apostlene vidner om GT, skal vi nu gå et skridt videre i undersøgelsen af, hvad Bibelen lærer om sig […]
Det apostolske vidnesbyrd om Skriften Det, GT vidner om sig selv, finder vi bevidnet og bekræftet af apostlene overalt i NT. Deres vidnesbyrd er i så henseende helt entydigt: Skriften - og det var for dem ensbetydende med […]
Det Gamle Testamentes Selvvidnesbyrd Så siger Herren! Der er et bestemt fortegn, hele GT's indhold og budskab står under. Det er den profetiske proklamation: »Så siger Herren! »Hør Herrens ord« (se f.eks. Amos 1,3.6. 9. 11 […]
DNPS26: Apostlens Gerninger 71 Saa sagde Ypperstepræsten: Forholder det sig saa? 2 Han sagde: Brødre og Fædre hør! Højhedens Gud aabenbarede sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, inden han bosatte […]