Ligesom bibelkritikere generelt har svært ved at tro på, at det er Gud, som har skabt verden og alt liv på den, eller på beretningen om syndfloden, babelstårnet såvel som dommen over Sodoma og Gomorra, så har de også svært ved at tro på alt andet, der står skrevet i bibelen om Israels historie og forhistorie. Dansk Bibelværk har fx udgivet et værk om GT, og i denne får bibelens beretning om Josef denne kritiske kommentar med på vejen:

”Det er tydeligt, at Josef-historien ikke er en skildring af en historisk persons levnedsløb, men er en novelle.. som forsøger at forklare, hvordan det er gået til, at Jakob og hans sønner var kommet til Ægypten”¹.

Og, lidt senere i samme kommentar:

”Der findes intet spor af Josefs ophøjede status i de ægyptiske skrifter, hvorfor også denne beskrivelse må betragtes som en del af novellen”.

Men, kan det virkelig passe, at beretningen om Josef ‘slet ikke er en historisk skildring af en persons levnedsløb’, men blot en novelle, en myte? Nej, heldigvis er der overhovedet ingen grund til at tvivle på sandheden i Guds ord.

Beretningen om Josef bliver da også gang på gang beskrevet og omtalt som værende autentisk i bibelen. I forbindelse med Stefanus’ forsvarstale i Apg. kap. 7 bliver hans livshistorie fx bevidnet grundig – og omtales ikke mindre end fire gange [vers 9-14]. Det andet, vi skal lægge mærke til, er, at hele skriften bliver omtalt som Guds inspirerede ord. Det betyder, at det, der står skrevet, er bevidnet af Gud selv, der er historiens Gud. Derfor kan vi tage beretningen om Josef som værende en sand historie om, hvordan han, og senere hans familie, kom til Egypten.

Men det er ikke ‘bare’ bibelen, som vidner om dette. Der er nemlig mange beviser på, at ‘det, der står skrevet’, stemmer med de historiske og arkæologiske facts. Men, før vi ser nærmere på dette, så lad os først ganske kort se på det, der gik forud:

I 1Mose 37 læser vi beretningen om, hvordan Josefs brødre solgte ham som slave til nogle midjanitiske købmænd, som igen solgte ham til Potifar, som var livvagtens øverste i Egypten. I de næste par kapitler berettes det om, at han uden egen skyld bliver fængslet. Og, mens han sidder der, står der videre i kap. 40, at egypterkongens mundskænk og bager forbryder sig mod kongen, og de bliver begge kastet i det samme fangehul, som Josef var. Efter en tid får de begge en drøm, som Josef tyder for dem – og det, han sagde, gik i opfyldelse tre dage senere: ”Overmundskænken genindsatte han [kongen] i hans embede, så han atter rakte Farao bægeret, og overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem”, 1Mose 40:21-22.

Mundskænken havde lovet Josef at gå i forbøn for ham overfor Farao, når han blev fri. Men han glemte det, indtil den dag to år senere, da Farao fik en drøm, som ingen kunne tyde. Da kom mundskænken til at tænke på Josef og fortalte Farao, at Josef kunne tyde drømme. Hvad der så skete, står beskrevet i kap. 41:14-16: ”Da sendte Farao bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet klæder fremstillede han sig for Farao. Da sagde Farao til Josef: Jeg har haft en drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den. Josef svarede Farao: Ikke jeg – men Gud vil give Farao et gunstigt svar”.

Farao fortæller herefter sine to drømme for Josef, hvor den første handlede om syv fede og syv magre køer, og den næste handlede om syv gode og syv dårlige aks. Josef tyder derefter Faraos to drømme, som det står skrevet i 1Mose 41:25-28 og 32: ”Da sagde Josef til Farao: Faraos drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre. De syv gode køer betyder syv år; de syv gode aks betyder ligeledes syv år; det er en og samme drøm. Og de syv magre og usle køer, der steg op efter dem, betyder syv år, og de syv golde og vindsvedne aks betyder syv hungersnødsår. Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil gøre, har han ladet Farao skue! ..at drømmen gentog sig to gange for Farao betyder, at sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske”.

Josef giver herefter forskellige råd til Farao om, hvad der bør gøres, for at Egypten kan håndtere den kommende krise. Han siger bl.a. dette til kongen: ”Nu skulle Farao udse sig en indsigtsfuld og klog mand og sætte ham over hele Egypten, og Farao skulle tage og indsætte tilsynsmænd over landet og opkræve femtedelen af Egyptens afgrøde i overflodens syv år; og de skal samle afgrøden fra de gode år, der kommer, og oplagre høsten som Faraos eje og bringe afgrøden under lås og lukke i byerne, for at afgrøden kan tjene til forråd for landet i hungersnødens syv år, som skal komme over Egypten, at landet ikke skal gå til grunde ved hungersnøden..”, 1Mose 41:33-36

Som reaktion på denne tale sagde Farao: ”Hvor finder vi en mand, i hvem Guds Ånd er som i ham? Efter at Gud har åbenbaret dig alt dette, kan ingen måle sig med dig i indsigt og kløgt; du skal forestå mit hus, og efter dit ord skal alt mit folk rette sig; kun tronen vil jeg have forud for dig. Og Farao sagde til Josef: Så sætter jeg dig nu over hele Egypten”, v. 33-41.

Og således blev Josef Egyptens næst mægtigste mand. Josefs ophøjelse beskrives i de næste vers: ”Farao tog seglringen af sin hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine linnedklæder og hængte guldkæden om hans hals, han lod ham køre i sin næstbedste vogn, og de råbte ’abrek’ [et hyldestråb] for ham. 1Mose 41:42-43.

I det næste vers beskrives det, at Farao derefter gav Josef det egyptiske navn ’Safenat-Panea’, som betyder ’verdens frelser’. På den måde blev Josefs ophøjelse i Egypten (som i bibelen bliver et synonym på verden) et forbillede på Jesus, som bogstavelig blev og er verdens frelser.

Vi skal nu se på, om Josef eksisterer i den egyptiske historie

Bibelen fortæller altså, hvordan Josef kom til Egypten, hvor han kom til at spille en fremtrædende rolle som administrator, medregent og hersker i landet, direkte under Farao, jfr. 1Mose 41:41. Lad os nu se lidt nærmere på nogle af de historiske og arkæologiske vidnesbyrd herfor.

Den Egyptiske historie beretter, at under det tredje dynasti, i Farao Djosers regeringstid, dukker der pludselig en indtil da fuldstændig ukendt mand op i landets historie – en mand, som fra at være ukendt af alle, ophøjes til at få en stilling lige under Farao ligesom Josef. Hans [egyptiske] navn er Imhotep, men meget tyder på, at han er identisk med Josef. I oldtiden var det meget almindeligt at ændre personernes navne, når et og andet ændrede sig i deres liv eller karriere. Vi han fx bare tænke på Abram og Saraj, hvis navne Gud ændrede til Abraham og Sara. Da Daniel og hans tre venner blev taget til fange og kom til Babel, fik de også alle fire andre (babelske) navne. I 2Krøn 36:4 læser vi, at da egypterkongen gjorde Eljakim til konge over Juda og Jerusalem, blev hans navn ændret til Jokakim. Og sådan kunne vi blive ved med at finde eksempler. Men tilbage til Imhotep, som efter min vurdering sandsynligvis er det egyptiske navn på Josef.

Denne mand er som førnævnt ukendt, indtil han pludselig optræder som landets næst mægtigste mand i Egypten. Han kan derfor ikke være faraos Djosers biologiske søn, for så ville han være omtalt i den egyptiske historie, og bevidnet på div. monumenter fra den tid. Man har fx fundet en inskription på et lersegl fra denne Faraos første regeringstid, og bliver her nævnt sammen med et antal embedsmænd i høje stillinger – og almindelig praksis var, at familiens navne altid stod øverst – men det bemærkelsesværdige er, at der ikke står noget som helst om Imhotep (Josef) på inskriptionen. Der er kun en forklaring på dette: Han havde endnu ikke fået den betydning, som bibelen taler om.

Men, nogle år senere, på ca. samme tid, som Josef ifølge bibelen kom i Faraos tjeneste, så dukker der flere interessante inskriptioner op. I et af dem fortælles der om en indtil da fuldstændig ukendt mand, som pludselig ophøjes til at få en stilling lige under Farao. Normalt ville en søn automatisk få denne stilling som Faraos rådgiver og medregent, men inskriptionerne beskriver udtrykkelig, at denne Imhotep ikke var medlem af den royale familie. Derimod beskrives han som en mand, som havde opnået den ophøjede position ved sin egen fortræffelighed. Det er i øvrigt den eneste gang i Egyptens historie, at nogen havde avanceret på denne måde, hvilken indikerer, at Imhotep og Josef må være en og samme person.

Der har tidligere været tvivl om, hvorvidt Imhotep [og dermed Josef] var en virkelig person, fordi det var svært at tro, at en ukendt mand sådan uden videre kunne blive Egyptens næst mægtigste mand. Men siden dengang har arkæologer fundet en mængde beviser herfor. Han er fx omtalt på flere stentavler, som fortæller Egyptens historie, og flere statuer portrætterer ham. Men, der står så meget om Imhotep, som ikke er omtalt i bibelen – kan det så være tale om, at han kan være identisk med Josef? Ja, det kan det godt. Lad os som udgangspunkt være opmærksom på følgende forhold:

Bibelen fortæller selvfølgelig ikke alt om, hvad Josef lavede i Egypten, da beretningen om hans mangeårige ophold i landet er ret kortfattet. Hvis vi antager, at Josef kom til Egypten som ung, måske som 20-årig, og det var som 30-årig, at Farao satte ham over hele Egypten, som der står i 2Mose 41:41 – så gik der yderlig 80 år, før han ifølge bibelen døde som 110-årig. Bortset fra de første år, og så lige det sidste, så står der ikke noget i bibelen om de mange mellemliggende år, hvor Josef fungerede i landet som ’statsholder’. Årsagen hertil er, at den bibelske historie ikke er ude på at fortælle enkeltheder om de personer, den omtaler, men giver ‘blot’ primært et overordnet frelseshistorisk overblik; og derfor er der intet i vejen for, at de forskellige begivenheder, som den egyptiske historie tillægger Imhotep, kan tilskrives Josef, hvis ellers rammerne herfor er identiske. Som fx, at Josef fremtrådte og ledte landet på nøjagtig den tid, som den egyptiske historie fortæller om Imhotep fremtræden og mangeårige regenttid.

Hertil skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på, at Egyptens beskrivelse af Imhotep [Josef] selvfølgelig er beskrevet af egyptiske historikere, som har haft en interesse i at ændre det, han stod for, fx hans tro på den eneste sande Gud – og tilpasse det til den egyptiske gudelære. Det blev selvfølgelig ikke gjort før lang tid efter, han levede, og de havde da, som altid, en interesse i at lade deres faraoer og andre kendte personer blive ophøjet og æret som guder.

Når dette er sagt, så er det alligevel logisk at antage, at der er [må være] mange arkæologiske spor tilbage af en så mægtig leder, som Josef var. Og det er netop det, den egyptiske historie om Imhotep synes at være et bevis på. Lad os nu se på nogle af de arkæologiske vidnesbyrd på dette:

Da udgravningen ved den berømte trinpyramide i Zakkara [eller Sakkara], som ligger i Gosen; i det samme område, som Josefs familie flyttede til ca. år 1440 BC, da de ankom til Egypten, er der fundet rester af en statue, hvor kun fødderne var tilbage. I soklen var bl.a. denne tekst indgraveret:

”Imhotep, kansler for kongen af nedre Egypten, chef under kongens administrator af det store palads, adelig, ypperstepræst af Heliopolis, Imhotep bygmesteren, skulptøren, fremstilleren af stenvaser..²”.

Det første vi skal se på, er teksten, der siger, at Imhotep (Josef) var ’ypperstepræst i Heliopolis’. Det passer i alle fald ikke på Josef! Eller gør det..? For at komme dette nærmere, skal vi først være opmærksomme på, at byen Heliopolis er identisk med den bibelske by On. I den egyptiske historie er disse to navne blevet brugt sideløbende med hinanden – og det gør det vistnok stadigvæk. I det gamle Egypten var denne by residens for landets ypperstepræst. Det er sandsynligt, at det var denne ypperstepræsts datter, som Farao gav ham til ægte. Dengang var det nemlig almindeligt at bortgifte en datter af politiske grunde eller pga. en forfremmelse som den, Josef fik. Dette stemmer faktisk godt med, at bibelen nævner, at dette skete i forbindelse med, at Farao ophøjede Josef til at blive medregent og landets næst mægtigste, og “han lod ham ægte Asenat, en datter af præsten Potifera i On..”, Mose 45:45.

Men, hvis denne præst, Potifera, er identisk med ypperstepræsten i On, hvordan passer det så med, at Imhotep/Josef også omtales som ypperstepræst? Ganske simpelt ved, at han, som det var almindeligt i Egypten, arvede denne stilling og titel, da hans svigerfar døde. Men, hvis Josef gjorde det, ville han så ikke selv være blevet afgudspræst, som man må formode, at svigerfaderen var?

Ikke nødvendigvis. Ifølge den egyptiske historie var stillingen som ypperstepræst i On ikke en almindelig stilling, hvor man blev indsat til at være præst for en bestemt gud – men den synes at være en æresstilling, som blev givet til en udvalgt person med stor politisk indflydelse. Det havde Josef. Han blev jo af Farao regnet for en ‘Guds mand med stor visdom’, så denne, hans senere indsættelse som ypperstepræst i On, ville være helt i tråd med det, der står i bibelen om ham som Faraos medregent.

Men, hvad så med alt det andet, der står i den føromtalte egyptiske inskription om Imhotep [Josef]. Passer det også med bibelens beretning om Josef? Fx det, at han var en stor bygmester? Selvom bibelen ikke direkte omtaler dette, så er der noget, der tyder på dette. Ifølge bibelen indså Farao, at Josef var ‘en indsigtsfuld og klog mand’, og satte ham ‘over hele Egypten’, 1Mose 41:33, 41. Ud fra inskriptioner er Imhoteps indsættelse og virke beskrevet på samme måde, og med næsten samme ord. Det er derfor igen nærliggende at tro, at der er tale om den samme person, hvis indsigt gjorde, at han i forbindelse med, at han fik befalingen om at sørge for at samle og opbevare Egyptens korn i de ’syv fede år’, også satte det omfattende byggeri af siloer i gang over hele Egypten, hvori kornet kunne opbevares. Ifølge gamle rabbinske skrifter blev Josef også, ligesom Imhotep, kaldt for en stor bygmester, og beskrives ligefrem som ‘opfinderen af kunsten at bygge med tilhuggede sten’, noget, som man aldrig tidligere havde gjort i Egypten.

Der er arkæologiske beviser for, at man på den tid, da Imhotep/Josef fremtrådte, begyndte at bygge på en helt anden måde end tidligere. Alle de bygningsværker, som bliver tilskrevet Imhotep, er nemlig blevet konstrueret på en for egyptere uvant måde – og på dette grundlag har man fastslået, at Imhotep har indført denne nye byggestil, netop som de gamle rabbinerne har tilskrevet Josef. Det ser altså også her ud til, at Imhotep er identisk med den bibelske Josef i Egypten. I det næste eksempel om fundet af ‘Josefs kornsiloer’ bliver dette endnu tydeligere:

Fundet af ‘Josefs kornsiloer’ i Gosen

Ved den berømte trinpyramide, som ligger i den egyptiske oldtidsby Zakkara, Gosen, er der fundet et antal dybe og firkantede skakter. Hele vejen rundt om denne pyramide og de dele, der beskrives herunder, er der en smuk ornamenteret mur³. Gennem hovedindgangen i østmuren kommer men ind i et område, hvor der er 40 søjler, 20 på hver side. Når man har passeret søjlerne, kommer man til de nævnte skakter, som går dybt ned i jorden. Et af de mange skakter ses nedenfor til højre⁴. Arkæologer har længe været i tvivl om, hvad de har været brugt til. Der har været talt om, at det måske var gravkamre, men det stemmer bare ikke med den måde, gravkamre er bygget på i Egypten.

1. Alle gravkamre har nemlig det til fælles, at de har nogle små og skjulte indgange, men der er ikke gjort noget forsøg på at skjule de ovenfornævnte store og firkantede skakter i Zakkara.
2. De forbundne skakter er kun forbundne med hverandre, og der findes ingen gravkamre knyttet til disse. De sædvanlige tunnelkomplekser, der ellers altid er til stede i forbindelse med gravkamre, findes derfor heller ikke.
3. Der er heller ikke tilknyttet de traditionelle opbevaringsrum for mad til den døde, som det fx er tilfældet ved Faraos grav, som ligger under pyramiden, hvilket også klart indikerer, at skakterne har været brugt til et andet formål.
4. Det bekræftes af, at alle de fundne skakter har store åbninger opad, over jorden.

Hvad har de mon været brugt til? For de bibeltro kristne er det oplagt at tænke på den bibelske beretning om Josef, som blev indsat ’under Faraos myndighed til at oplagre korn til føde og bevogte det’, og før de syv år med ekstrem hungersnød begyndte, 1Mose 41:33-36.

”Josef oplagrede så meget korn som havets sand, så han måtte holde op med at tælle det, for det kunne ikke tælles”, 1Mose 41:10.

Nogle arkæologer taler da også nu om, at de store, firkantede og forbundne skakter i virkeligheden er underjordiske siloer, der har været brugt til opmagasinering af korn. Dette bevidnes af, at man faktisk har fundet kornrester i alle disse skakter⁵. De fleste forestiller sig nok, som jeg har gjort, at man opbevarede kornet i nogle store overjordiske siloer, men ny viden fortæller, at hvis korn skal opbevares gennem flere år, så er det bedste sted i et køligt og tørt miljø. Underjordiske siloer i denne tørre region med åbninger over jorden, som formentlig har været overdækket, ville effektivt opfylde alle betingelser for den ideelle opbevaring af korn.

Bibelen fortæller, at de syv år med hungersnød påvirkede Egypten såvel som de omkringliggende lande:”Da de syv år med overflod i Egypten var forbi, begyndte de syv år med hungersnød, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød. Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød, men Farao sagde til alle ægyptere: ’Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer’. Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til ægypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten. Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden”, 1Mose 41:52-57.

Vi læser altså, at egyptere såvel som udlændinge kom til Josef for at købe korn, fordi hungersnøden havde ramt dem alle. Også fra det område, som hører til løfternes land, nemlig Israel. En dag kom også hans brødre til ham: ”Josef var landets hersker, og det var ham, der solgte korn til hele landets befolkning. Nu kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham”, 1Mose 42:6.

Josefs brødre kom altså direkte til Josef for at købe korn. Det er sandsynligt, at de kom til Zakkara i Gosen, der som nævnt ligger tæt på det område, hvor de senere slog sig ned. Indtil nu er der udgravet 11 enorm store og dybe skakter (siloer), hvor man engang har opbevaret en uhyre mængde korn. Man har regnet ud, at de er så store, at de tilsammen kan rumme 40.000 m³ korn, hvad der svarer til 4000 lastbiler med 10 m³ hver⁶. Denne store mængde korn var langt mere, end en enkelt by behøvede, men ikke nok til at brødføde hele Egypten og omkringliggende lande i syv år. Arkæologer mener da også, at der findes mange flere skakter (siloer) i området, eftersom der kun er udgravet en lille del af det store kompleks, der, som vi har set, er omgivet af en stadig eksisterende, vel 20 meter høj og 4-6 meter bred mur. At der i det hele taget er en mur, vidner om, at den er blevet bygget pga. en usædvanlig situation. Til sammenligning er der fx ingen mure rundt om nogen af de andre pyramider i Egypten.

Den sandsynlige årsag til den høje og brede mur rundt om komplekset i Zakkara er sikkert, at man har fundet det nødvendigt for at beskytte området mod tyveri. For det var jo ikke bare kornet, som kunne lokke. Man kan fx bare tænke på den store mængde gods og guld, som blev samlet dér som betaling for det korn, idet ”alverden kom til Egypten for at købe korn hos Josef, thi hungersnøden tog til over hele jorden”, 1Mose 42:57.

Det omfattende kompleks indenfor muren, blev sandsynligvis brugt som en handelsplads for den store mængde korn, som Imhotep/Josef havde ansvaret for. Hvor omfattende det var, kan vi få en lille fornemmelse af ved at læse 1Mose 47:14-20, hvor vi kommer ind i teksten efter, at egypterne har brugt alle deres penge de første par år i hungersnøden til at købe korn af Josef:

”Da lod Josef alle de penge samle, som var indkommet.. og lod dem bringe til Faraos hus. Men da pengene slap op i Egypten og Kana’en for det korn, der købtes, kom hele Egypten til Josef og sagde: ’Gid os brødkorn, at vi ikke skal dø for dine øjne, thi pengene er sluppet op!’ Josef svarede: ’Kom med jeres hjorde, så vil jeg give jer brødkorn for dem, siden pengene er sluppet op.’ Da bragte de deres hjorde til Josef, og han gav dem brødkorn for hestene, for deres hjorde af småkvæg og hornkvæg og for æslerne; og han forsørgede dem i det år med brødkorn for alle deres hjorde. Men da året var omme, kom de til ham det følgende år og sagde: ’Vi vil ikke skjule det for min herre; men pengene er sluppet op, og kvæget har vi bragt til min herre; nu er der ikke andet tilbage for min herre end vore kroppe og vor jord; lad os dog ikke dø for dine øjne, vi sammen med vor jord, men køb os og vor jord for brødkorn, og lad os med vor jord blive trælle for Farao, og giv os derfor såsæd, så vi kan blive i live og slippe for døden, og vor jord undgå at lægges øde. Da købte Josef al jord i Egypten til Farao, idet enhver ægypter solgte sin mark, fordi hungersnøden tvang dem, og således kom landet i Faraos besiddelse..”.

I forbindelse med den egyptiske hungersnød på syv år, er der en meget interessant sten (stele) i Egypten, som bliver omtalt som hungersnødstelen, og denne stele er fyldt med inskriptioner. At denne sten kaldes således, skyldes, at den altid har været forbundet med den bibelske beretning om Josef, og den kaldes derfor også for Josefstelen (ellerJosefstenen)⁷. Josefstenen fortæller da også historien om den eneste kendte syvårige hungersnød i Egypten, som skete på nøjagtig den tid, som passer med bibelens beretning om Josef’ ophold i Egypten, og hvor den tidligere omtalte Farao Djoser regerede i Zakkara. Den fortæller også, hvordan egyptere pantsatte sig, men også, at landets præster blev undtaget – ligesom der står i bibelen: ”Kun præsternes jord købte han [Josef] ikke, thi de havde faste indtægter fra Farao, og de levede af de indtægter, Farao havde skænket dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres jord”, 1Mose 47:22.

En anden inskription, som kæder Josef og Imhotep sammen, er et fund, der er gjort på en ø, neden for Nilens første vandfald. Denne inskription gør krav på at være en kopi af et dokument, som er skrevet af Farao Djoser, i hans 18. regeringsår. Den menes at være en kopi, der er udhugget mere end 1000 år efter de begivenheder, det hævder at citere. Og det er muligvis derfor, at der ved en fejl er byttet om på de syv gode og de syv dårlige år, så de gode år kommer sidst? Som sagt er det den eneste kendte hungersnød på syv år, der er omtalt i den egyptiske historie, så bortset fra denne ‘fejl’ må man derfor formode, at der må være tale om den samme syvårige hungersnød, som er beskrevet på Josefstenen og i bibelen.

Som nævnt blev den bibelske beretning ’egyptiseret’ for at passe ind i den egyptiske gudelære. Det gælder fx, når Imhotep [Josef] konsekvent bliver omtalt som ’Phats søn’. Men alligevel kan vi også her spore en vis sammenlignelighed med Josef gudstro, som fx i den ovenfornævnte inskription, hvor Farao beskriver, hvordan han er bekymret for den kommende hungersnød:

’Jeg spurgte.. Imhotep, Ptahs søn.. Hvor er Nilens fødested? Hvem er gud der? Hvem er Gud?’ Imhotep svarer: ’Jeg behøver ledelse fra ham, der råder over fuglenettet’⁸.

I denne inskription finder vi tilsyneladende ikke noget, der minder om bibelens Josef. Men lad os alligevel se, om der ikke gemmer sig noget i teksten, som kan pege hen på ham. Det første, vi lægger mærke til er, at Farao tiltaler ham som ‘Ptahs søn’. Ptah var kendt i Egypten som den største gud, alle tings skaber, altså også skaberen af andre guder. Så når bibelen fortæller, at Josef bekendte sig til troen på den ene og eneste Gud, alle tings skaber, er det forståeligt, at egypterne tolkede denne gud til at være identisk med Ptah, hvorefter Imhotep [Josef], i overensstemmelse med den egyptisk tradition fik tilnavnet ‘Ptahs søn’. Dernæst siger teksten, at han på Faraos spørgsmål siger, at han behøver ledelse fra Gud for at kunne svare. Disse ord minder meget om det svar, som Josef giver Farao i bibelen: ”Det er ikke mig, der kan. Gud vil give Farao et gunstigt svar”, 1Mose 41:16.

Det sidste, der skal tages med her om Imhotep [Josef], er det arkæologiske vidnesbyrd om hans begravelse. Der står ikke meget om hans død og begravelse. Den nævner blot, at ”Josef døde 110 år gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i en kiste i Ægypten”, 1Mose 50:26.

Som den vigtige og ophøjede stilling, som Josef har været i, er det logisk at antage, at han må være blevet begravet på samme måde, som de øvrige kongelige blev begravet. Og det stemmer da også helt med, hvad man ved om Imhotep. Ligesom Josef blev han også 110 år gammel, og han blev også balsameret, lagt i en kiste og lagt i en gravkammer. Dette gravkammer er nu blevet fundet i Zakkara, ikke langt fra det sted, hvor man havde fundet de føromtalte kornskakter eller siloer.

Arkæologerne fik sig noget af en overraskelse, da de åbnede for indgangen til en omfattende labyrint af underjordiske tunneller, der førte hen til selve gravkammeret. I tunnellerne og i selve gravkammeret var der nemlig lagt ca. en million ibisser, alle mumificerede og lagt i teglrør⁹. At der er så mange viser, at der her ligger der en meget vigtig person. Arkæologerne har også tidsfæstet tiden for begravelsen, idet der ligger mange lerpotter med Farao Djosers segl i selve gravkammeret¹⁰ – et bevis på, at graven er fra den samme tid, som da Josef blev begravet, efter at han har været i en lang og tro tjeneste hos Farao som landets næst mægtigste mand.

I gravkammeret er der noget andet, der var yderst mærkeligt, noget, som man ikke har set i andre gravkamre. Det står nemlig en tom kiste¹¹. Personen, som har ligget i den, gør det ikke længere. Også her er der en klar forbindelse til det, der står i bibelen. Lige før Josef døde, sagde han dette til sine brødre:

”Jeg dør snart, men Gud vil se til jer og føre jer fra landet her til det land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob. Og Josef tog Israels sønner i ed og sagde: Når Gud ser til jer, skal I føre mine ben bort herfra”, 1Mose 50:24-25.

Ca. 400 år senere blev dette opfyldt, da vi i 2Mose 13:29 læser, at Moses tog Josefs ben med sig, da han sammen med det jødiske folk udvandrede fra slaveriet i Egypten. Arkæologien kan altså bevidne, at en mægtig statsmand, som burde ligge i kisten, alligevel ikke er der. Jamen, hvad med gravrøvere, som der har været mange af gennem tiden? Det er næppe sandsynligt, for i så fald havde det været nogle mærkelige gravrøvere, som var mere interesseret i at stjæle nogle knogler, end guldet på de ca. million ibisser, som lå i graven.

Den tomme grav er dermed endnu et vidnesbyrd på, at det sandsynligvis er identisk med det sted, hvor Josef blev begravet. Der er også noget andet, som peger i samme retning, og som markant adskiller dette gravkammer fra alle andre gravkamre i Egypten. Egypterne vendte nemlig normalt altid deres gravkamre mod den opgående sol i øst, pga. solguden RA, som blev dyrket i Egypten som opstandelsens gud, ligesom solen først vil vise sig fra øst¹². Men gravkammeret med den tomme kiste vender ikke mod øst, men derimod mod nord/nordøstlig; et vidnesbyrd om, at den person, der blev begravet her, ikke tilbad Egyptens guder. Måske vender det på den måde, fordi Josef, som var fremmed og udlænding i Egypten [et billede på verden], symbolsk ville begraves således, at han kunne ‘se’ ind over det løfternes land, som Gud havde lovet ham at komme ind i – et billede på de troendes opstandelse, hvor vi for evigt skal være sammen med Kristus i dét løfternes land, som han har lovet enhver, som tror.

Kildehenvisninger:

1. Gads bibelleksikon, bind 1, side 1029
2. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 70
3. http://www.erinchapmanmanagement.com/#!sakkara-imhotep-joseph/c22kw
4. samme
5. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 79
6. Samme, side 79
7. http://creationwiki.org/Pharaoh_Djoser_%28Netjerikhet%29_was_the_Pharaoh_of_Joseph
8. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten side 71
9. Samme, side 81
10. Samme, side 80
11. Samme, side 81
12. Samme, side 81

Kilde: Jesuslever.dk

Eskild Særkjær

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023