Kamelen og nåleøjet

Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. (Matt 19:24.)

Når man vil have et billede af en belæsset og betynget sjæl, kan man forestille sig en kamel, der går frem under sin byrde. Det er utroligt, hvad man kan læsse på et sådant dyr. Et helt lille opstablet bjerg bærer den på sin ryg. Bylter af forskelligste form strutter ud til alle sider.

Man forstår, at en sådan læsset kamel ikke egner sig videre godt til at komme igennem. I Østerland, hvor man fra gammel tid har kendt dette lastdyr, har man sikkert mange gange set, hvordan kamelen har måttet standse med sin byrde foran en lav port eller er kommet i klemme under forsøget på at passere den. Kamelen, der ikke kan komme igennem, er da blevet til en slags ordsprog hos Østerlænderne. Og i det skriftsted, vi har taget til tekst, benytter Jesus den som billede på den, der slæber på rigdom. Han vil gerne ind i Guds rige, men han kan ikke slippe igennem. Det er vanskeligere for ham end for en kamel at komme igennem en snæver åbning. Ja, kamelen kommer endog lettere gennem et nåleøje, end en rig kommer gennem indgangen til Guds rige.

Så ser det da altså temmelig håbløst ud for den rige.

Man kunne her spørge: hvor rig skal man være, for at regnes med i denne håbløse klasse? Hvis man har 200.000 kroner i sparekassen, hører man da med? Ja en mand med 200.000 er ganske vist rig i forhold til den, der kun har 2000. Men han er alligevel en prakker i forhold til millionæren. Den, der har 2000 kroner, er rig i forhold til den, der kun ejer sine gangklæder og sengetøj, og denne er atter rig i forhold til den, der ikke ejer skjorten på kroppen.

Vi kommer åbenbart ikke til noget resultat af denne vej. Ved at se på formuens størrelse finder vi, at alt er forholdsvis.

Jeg tænker da, at vi, når vi vil finde den håbløse klasse, ikke skal se på, hvor meget et menneske ejer, men hvorledes han går med det. Er han belemret af sit eje; ligger det som bylter på hans sjæl, da behøver det ikke at være meget for at gøre ham til en belæsset kamel og holde ham ude fra Guds rige. Men er hans sjæl fri, har den beholdt sit åndefang og sine vinger, da kan selv den største formue ikke hindre den i at flyve ind i Guds rige.

Jeg har engang læst et brev, som en præst havde skrevet til en ældre ven og embedsbroder, hvori han klagede sin sjælenød for ham. Han følte sig hindret og belemret under sin åndelige stræben og sin præstelige syssel. Når han om lørdagen sad og skulle forberede sig til sin prædiken, forstyrredes han af tanken om, at karlen og husmanden muligvis ikke bestilte noget ovre på loen. Han måtte over at undersøge, hvorfor det kunne være, at han ikke hørte plejelslagene. Og sådanne udenoms tanker kunne dagen igennem ganske hindre ham i at få samlet sindet til udarbejdelsen af prædikenen.

Nu er det jo i sig selv en god og rigtig ting, at en husbonde ikke er alt for ligeglad med tingene, og at der jævnlig opstår en vis uro hos ham, der tvinger ham til at gå hen og se efter. Ligeså er det i sin orden, at en moder kan vågne om natten og mærke, at det er hende umuligt at falde i søvn igen, før hun har tændt lys og set, om den lille i vuggen er rigtig tildækket.

Men det er ikke i sin orden, når sådanne urolige bekymringer indfinder sig, hvor de slet ikke er på deres plads, — når de følger en i hælene ligesom en hund, der er kommen med i kirke, — når de stikker deres hoved frem, hvor de aldeles ikke er til nogen nytte, men kun til belemring for den stakkels sjæl, der nu skulle være fri.

Dér sidder præsten og har slået sin evangeliebog op og opsendt en bøn om lys over teksten og gode ord og tanker at give menigheden den næste dag. Og som han sidder, går den tanke gennem hans hoved: Hvad mon husmanden bestiller ovre på loen for de penge, han skal have i dagløn?

Ser du her, kamelen i klemme? Denne præst skulle netop nu — på en måde — indgå i Guds rige. Han skulle ind i de egne, hvor Guds Ånd dvæler, ind i de kamre, hvor forrådene af Guds gode gaver gemmes. Og så sidder han fast i porten pga. de penge, han skal give husmanden i dagløn.

Da denne hindrede og belemrede sjælstilstand var i færd med at blive vedvarende, klagede han, som sagt, sin nød for en ældre ven og embedsbroder, en ikke ukendt mand ved navn N. F. S. Grundtvig. Både brevet og svaret er siden trykt. Grundtvig svarede ham med at irettesætte ham noget så eftertrykkeligt. Det var uværdigt for en Herrens tjener at være så belemret af denne verdens ting. Derfor i Jesu Navn, kære ven, pokker i vold med alle disse bekymringer for skidt og møg!

Det var ikke ligefrem fint sagt. Sådan udtrykker man sig kun i fortrolige skrivelser, når man ikke aner, at de vil blive trykt. Men meningen var til gengæld så meget mere klar. Grundtvig fremholder her for sin ven det, der er den første betingelse for udfoldelsen af religiøst liv: at man gør sin sjæl verdensfri, — at man får smidt det opstablede bjerg af pakker og bylter, der strutter ud til alle sider.

Morten Pontoppidan

Kilde: Aldrig fortvivle! (sproget i stykket er moderniseret en smugle)

Lignende indlæg:

DA31: Jeremias’ Bog 91 Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag og Nat over mit Folks Datters slagne. 2 Ak, fandt jeg i Ørkenen et Herberg for Vandringsmænd. Så drog jeg bort fra mit […]
DA31: Prædikerens Bog 21 Jeg sagde ved mig selv: »Vel, jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!« Men se, også det var Tomhed. 2 Om Latteren sagde jeg: »Dårskab!« og om Glæden: »Hvad gavner den?« 3 Jeg […]
Syv EU-lande og Danmark kræver erstatning fra Israel Danmark og syv andre EU-lande kræver erstatning fra Israel for solpaneler og bygninger, som er blevet ødelagt på Vestbredden. Belgien, Sverige, Frankrig, Spanien, Italien, Luxemburg […]
“Palæstina området” Der har altid boet jøder i "Palæstina området". Navnet Palæstina forekommer første gang da historikeren Herodot cirka 450 f.Kr. benævner Det hellige Land sådan i sin historiske […]