Med herlighed og ære

Mennesket vil helst være fri for at sidde på den hædersplads i universet, som Gud har skabt det til

“Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt.” Sådan synger kong David i Sl 139:14, i himmelfalden jubel over det omvandrende mirakel, som han selv er.

Det er ikke en jubel, der kendes af mange i dag, hvor darwinismen (evolutionismen, udviklingslæren) mere eller mindre gennemsyrer samfundets begrebsverden. Det “moderne menneske” bliver fra barndommen belært om, at hvis det går tilstrækkelig langt tilbage i sit slægtsregister, kommer det til fisk, der svømmede i havet, og til sidst til en enkelt celle, som blev til ved en tilfældig kemisk proces i noget snask, der var opstået af sig selv. Ikke meget at juble over dér, og ingen at takke.

Afsporing

Det er så absurd. I de 150 år, der er gået siden udsendelsen af udviklingslærens grundskrift, Darwins “Arternes oprindelse”, har læren vist sig uholdbar på alle relevante videnskabelige felter.

Men samtidig har den etableret sig som en dominerende verdensreligion, der behersker al tænkning og afsporer al forskning, ikke blot i biologien, men i historien og snart sagt alle andre discipliner, teologien ikke undtaget.

“Udviklings”-forestillingen har sat sig fast som en slags på forhånd given sandhed, der langt ind i kirkesamfundene undergraver og fortrænger den bibelsk-kristne virkelighedsforståelse.

Metastaseagtigt har den bredt sig i uddannelsessystemet og massemedierne og invaliderer samfundslivet på alle planer.

Besindelse

Det faldne menneske vil darwinismen. Gamle Adam og Eva vil gerne være dyr, med dyrets ansvarsfrihed og dyrets – eller udyrets – generelle adfærd. Når darwinismen så forkynder, at det netop er udfoldelsen af individets dyriske tilbøjeligheder, der driver udviklingen mod stadig nye højder, får ingen kendsgerninger lov at standse galoppen.

Hvad har vi som kristne at gøre i den situation?

Der er i hvert fald én ting, som ikke kan vente: en ny besindelse på det faktum, at vi er skabt. Dette faktum, som – i modsætning til, hvad der gerne siges – kan bevises og er bevist, nemlig i og med, at udviklingslæren er modbevist. Noget tredje alternativ kan ikke tænkes.

Allerede en ny besindelse på det mere “tekniske” kan være manende nok. Jo mere højteknologien sætter os i stand til at iagttage og udforske skaberværket, jo mere ærefrygtindgydende tegner det sig, i dyb efter dyb af ufattelig fuldkommenhed (mens alt menneskeværk, der underkastes samme prøve, afslører sig som mere og mere ufuldkomment).

Og hvor utroligt det end kan lyde, tyder de nyeste opdagelser på, at alle naturkonstanter og naturlove i hele universet er finjusteret ud over al begribelse med ét bestemt sigte: mennesket. Den mindste ændring i den mindste detalje ville have umuliggjort menneskets eksistens.

Kun lidt ringere

Hvordan er det muligt at tænke sig en sådan placering af det “støvgran i universet”, som mennesket er?

Svar: Denne “støvgran”-forestilling er i sig selv forkert. Mennesket befinder sig størrelsesmæssigt – også størrelsesmæssigt – i skaberværkets centrum, midt mellem mikrokosmos (atomernes verden) og makrokosmos (stjerneverdenen); gennemsnitlig skal der ca. samme antal atomer til at danne et menneskelegeme, som der skal menneskelegemer til at danne en stjerne.

“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?”

Sådan spørger David i Sl 8:4-5, og svaret, som han bringer, er ikke noget med støvgran, tværtimod: “Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”

Kærlighed

Og her er så det vigtigste, det, som der først og fremmest er brug for en ny besindelse på: Vi er ikke bare skabt, vi er skabt af Gud, Bibelens Gud. Det er et faktum, som den blotte forstand og dens videnskab er for lille til at føre frem til, men som Skaberen selv har åbenbaret i Den Hellige Skrift, og som troen og den troendes erfaring kan skænke en vished om langt ud over det blot forstandsmæssige.

Vi er skabt af Gud, som er kærlighed (1Joh 4;8,16). Vi er skabt i hans billede som kærlighedsvæsener, til at elske ham og elske hinanden i al evighed. “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele sit sind, og din næste som dig selv” (Luk 10:27).

Kærlighed er livets mening. Kærlighed og liv er dybest set samme sag. Den fuldkomne kærlighed er evigt liv.

Ingen ved det bedre end Djævelen, verdens flittigste bibellæser. Det er derfor, han fra syndefaldets dag har sat alt ind på at ødelægge kærligheden. Det er derfor, han nu i sin sidste rasen har fostret darwinismen med dens anti-evangelium: selvkærligheden, den morderiske egoisme, alles kamp mod alle, hvor de “bedst egnede” (= de værste) overlever.

Og det er den genistreg, gamle Adam og Eva nu ekstatisk fejrer i det store Darwin-år.

Kære Adam og Eva! Du er ikke et dyr. Du er et menneske. Du er ikke ansvarsfri. Du skal elske Herren din Gud med alt, hvad du er, og din næste som dig selv. Så skal du leve evigt i “uudsigelig, forklaret glæde” (1Pet 1:8).

Siger du, at du ikke kan? Så har du brug for en frelser.

Så har du brug for Jesus.

Kilde: IMT 2009/04

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

Satans rige og Guds Poul Hoffmann bringer os her, med udgangspunkt i bibelteksten fra Lukas evangeliet kapitel 11, et kirkehistorisk vidnesbyrd om hvad der sker når Jesus også i dag uddriver dæmoner ved […]
Løst og fast om bibelen I denne udgave af Fredag 22, har Nicki Andersen, forfatter Poul Hoffmann i studiet, hvor de vil tale om den bibelske kanon, videnskab, darwinisme, dinosaurerne, bibelsyn, Gudssønner og […]
Klæder skaber folk Klart og ligetil begynder det hele i lignelsen. Kongen er Gud, kongesønnen er Jesus, tjenerne er profeterne, de uværdige indbudte er det Israel, som endog dræber profeterne (altid […]
Sandhedens ord – eller løgnens Når nutiden taler om det gode, mener den mange gange det onde. Sandheden er blevet korsfæstet af de store løgne, som videnskaben har bibragt os. i dette århundrede. Men sandheden er […]