Det er et hyggeligt tidens tegn, at der i dag fra kristen side spørges om den jødiske holdning til kristendommen. Naturligvis har der altid været en sådan „holdning”, men det har ikke ret ofte været muligt at „forholde sig” derefter. Jøder har gennem halvandet årtusind været nødt til pænt at lukke deres mening om kristendom —og om kristne mennesker — inde i sig selv. Samme mening har, ærlig talt, været så ringe, at, hvis man havde luftet den, ville massemordene på jøder have antaget endda større dimensioner, end de faktiske tal udviser. Og de var såmænd lige store nok i forvejen.

Til gengæld behøvede kristne ikke at lægge skjul på, hvad de mente om jødedom og om jøder. Sprogets hæsligste gloser blev taget i anvendelse til dette formål. En mageløs besudling af egen rede — det var, hvad kristendom så at sige fra start, men i hvert fald fra det øjeblik, da kristendom blev magtreligion, havde tilovers for sin moderreligion. Der ligger i konstateringen af denne kendsgerning ikke gnist af anklage mod nogen. Det ville i hvert fald være direkte ujødisk at anklage senere generationer for tidligere slægters forbrydelser. Det skal tværtimod just fremhæves, hvor lykkeligt ting og tider i mellemtiden har udviklet sig. I dag kan vi tale sammen, gensidigt sige, hvad vi mener om hinanden. Vi kan endog komme til hinanden — dette dog kun med viden om, at der på begge sider af plankeværket er nogle, der ikke synes om for meget kissemisseri mellem parterne. Men selv det ser vi stort på, og vi færdes faktisk venskabeligt med hinanden.

Det vil nok være rimeligt at se lidt historisk på det stillede spørgsmål. Jeg ved såre vel, at det, der mest spørges om, er det aktuelle.

Men der er jo intet „i dag” uden et „i går”. Ligesom det er en kendsgerning, at der til alle de plusser, der i dag kan noteres, kommer nogle minusser, der vil være komplet uforståelige, hvis der ikke er kendskab til den historisk-hysteriske baggrund.

Altså: På den tid, da kristendom endnu ikke var født, men dog nok befandt sig i en vis embrional tilstand, var jødedommen overforsynet med messias’er. Jo ulykkeligere tider former sig, desto gunstigere er grobunden for hæderlige, og uhæderlige, fantaster, der mener at kende universalmidlet til ulykkernes overvindelse. Helt naturligt nærede det jødiske folk i hin tid den forventning, at den gamle profetiske forjættelse om, at der skulle komme en virkelig forløser, en sand jødernes konge, der skulle bringe sit folk fred, og som endog skulle kunne give denne fred videre til alverdens nationer, skulle gå i opfyldelse. Når man venter en frelsers komme, vil der være forhøjet tilbøjelighed til i denne eller hin at se den forjættede, den salvede — ja, denne eller hin vil selv være tilbøjelig til at betragte just sig selv som den, hvis komme er forjættet.

Hånd i hånd med de selvbestaltede profeter gik på den tid sekt-dannelserne. Hver ny profet var en ny religionsstifter. Alt dette hændte netop i en tid, i hvilke det demokratiske princip var kommet til gennembrud i håndhævelsen af den jødisk-religiøse praksis. I den lovgivende forsamling, synhedriet, blev problemerne gennemdrøftet. Når drøftelsen så var til ende, skred man til afstemning, og der var da ubetinget pligt for alle til at bøje sig for majoritetsafgørelsen. Det er soleklart, at knæsætningen af dette princip måtte være ensbetydende med afstandtagen fra alle sekteriske opfattelser. Der var overhovedet ikke mere noget, der hed „jeg”. Ethvert „jeg siger eder”, hvadenten det kom fra en Juda fra Galilæa, fra en Theudas fra Kalonitis eller fra en Jesus fra Nazareth, var en ulovlig afstandtagen fra det eneste gyldige „vi siger eder”.

Så at sige samtlige messias’er blev af romerne betragtet som oprørere og led den straf, der efter romersk ret var sat for slig forbrydelse: korsfæstelse. Dermed endte så deres historie. Kun om en gælder det, at hans historie først ret begyndte efter hans død: Josua fra Nazareth, eller, som grækerne udtalt, navnet: Jesus.

Hans tilhængere bevarede troen på ham også efter hans død. Omkring ham, der ikke havde modsagt Simon Kaiphas, da denne sagde til ham: „Du er Davids søn, Messias”, flammede ordet fra profeten Hoseas op, ordet om, at Gud ville lade folkets sande befrier genopstå på trediedagen efter hans død.

Dermed begynder da historien om troen på Jesus. Denne tro forenede hans tilhængere. Ved deres sammenkomster talte de om ham, gentog de de ord, han havde talt, fortalte de om hans gerninger. Alt dette ville endda ikke have skabt historie. Endnu var den kristne menighed kun en sektdannelse, ja, måske snarere en ordenspræget logedannelse i jødedommen. Endnu var de kristne jøder, med jødisk liv og praksis, med jødisk gudstjeneste om lørdagen — og så med en hemmeligstemplet sammenkomst om søndagen, der som opstandelsesdag havde fået sin særlige helligelse til pleje af særlige tanker og religiøse opfattelser.

Det er bekendt — og skal ikke nærmere skildres her — hvorledes Paulus, Saul fra Tarsus, bragte den stilfærdige dyrkelse af Jesu skikkelse og skæbne ud over det døde punkt. Tarsus var et af de mange centrale områder ved Middelhavets kyster, i hvilke hedningeverdenen havde søgt opbyggelse i troen på en genopstanden gud. Denne gud havde, alt efter området, mange navne, hed snart Attis, snart Adonis, snart Osiris, snart Serapis. Men det kom altid ud på det samme: et guddommeligt væsen var steget ned til jorden, var død ung, var blevet begravet, men var genopstanden af jorden. Den, der gennem ritual eller sakramente evnede at forbinde sig med dette væsen — mysteriet fuldbragtes efter tilforladelige beretninger bl. a. i Italien — blev udfriet af død og forgængelighed. Evigt liv blev ham til del.

Den fanatiske jøde Paulus — jvfr. hans glødende bekendelse til det jødiske folk i Romerbrevets 11. kapitel — bjergtages efter sin ankomst til Jerusalem, hvor han i Rabbi Jochanans lærehus ville studere jødisk lov og praksis, af den ide, at det hverken er Attis eller Osiris eller nogen af de andre, der bør dyrkes, men just Jesus af Nazareth, den genopstandne gud. Han er forløser og frelser, i hans navn skal hedningeverden og jødisk verden blive til en enhed. Troen på ham giver forløsning og salighed til alle mennesker. Ja, just troen. Lovlydighed, ceremonielt eller etisk, er uden værdi. Troen på Jesus, der er jødernes konge, kun den gør salig.

Dermed begynder kristendom, og dette er kristendom. En for det daværende jødiske folk usigeligt tragisk hændelse kom Paulus til hjælp. I året 70 nedkæmpedes den jødiske opstand mod Rom, templet faldt, den jødiske stat gik i opløsning. Det syntes at være et tegn ovenfra, et himmelsk budskab om, at de gamle tider var udrundne, at en ny tid, Jesu Kristi tid, var begyndt.

Rabbiner Leo Baeck, vort århundredes formentlig førende jødiske teolog, har i sin bog „Das Evangelium als Urkunde der jüdischen Glaubensgeschichte” på mesterlig måde skildret det, der nu fuldbyrdedes. På side 39 i det nævnte skrift hedder det: Fra nu af gælder ikke mere Jesu lære, men læren om ham, ikke mere den tro, han bekendte sig til, men troen på ham. Nu drejer det sig ikke mere om budet, om den trøst, som fra Jesus meddeltes de undertrykte, de lidende og de vildfarne, men om det sakramente, der modtoges i hans navn. Ikke Jesu liv og gerning er afgørende, men hans død og opstandelse, ikke hans tjeneste for mennesker og hans forkyndelse om Guds riges komme, men den frelse, der bliver den til del, der tror på ham. Der stilles ikke mere en opgave, men der ydes en gave i form af fuldendt nåde, af saliggørende frelse.

Hermed var da skismaet mellem jødedom og kristendom en kendsgerning. Og her melder sig for første gang spørgsmålet om den jødiske holdning til kristendommen. Det kan næppe forbavse, at datidens jøder ikke kunne vurdere kristendom sådan, som et flertal af vor tids jøder faktisk gør det, — hverken kristendom eller Jesus som kristen religionsstifter. For hin slægt og for de nærmest følgende var Jesus ganske enkelt en jøde, en jøde blandt jøder, en jøde med lidt egne meninger og formuleringer — herunder det ilde-hørte „jeg siger eder” — men alligevel en slags rabbi, der gerne benyttede sig af velkendte bibelske eller endog talmudiske udtryk og lignelser. Han overdrev nok de etiske krav så vidt, at de — jeg benytter her en vending af Michael Neiiendam — ophørte med at være brugelige som samfundsmoral og nærmest kun egnede sig som discipelmoral. Den sidste sandhed er nok den, at det jødiske folk aldeles ikke fandt Jesus interessant, endsige offentlig omtale værd.

Til gengæld reageredes der heftigt på den paulinske kristendom. Her var sektdannelsen en kendsgerning. Her var Jesu ord om, at før skulle himmel og jord forgå, end en tøddel af loven skulle forgå, blevet forladt til fordel for Paulus’ brug — altså misbrug — af den talmudiske sætning om, at, når messias kom, skulle ritualloven sættes ud af kraft. Messias var kommet, lærte Paulus, og dermed forgik den ganske, uforgængelige lov — rub og stub.

Det blev jo også snart evident for jøderne, at den nyskabte kristne kirke, der så henrykt dyrkede Jesu guddommelighed og messianisme, ikke med samme iver dyrkede eller tillagde sig hans blide mildhed, hans „elsker eders fjender og velsigner dem, der forbander eder”. Kirken producerede meget snart en grænseløs, en udpræget hedningeagtig foragt for den gamle jødiske tro og livsholdning. Dens politik gik i stedse stigende grad ud på at overvinde det fællesskab med jøder, der i så væsentlig grad endnu prægede oldkirken. Efter koncilet i Nicäa (325) var dette mål i det væsentlige nået, sabbatfejring blev forbudt, påsken — denne i mange henseender så klassiske kristeligt-jødiske fælleshøjtid — blev totalt udskilt fra den jødiske påske. Omsider blev Rom kristnet, og dermed begyndte den egentlige jødiske lidelseshistorie.

Hvis det altså ligger således til, at jøderne fra start anså kristendom for at være kætteri, var de aldeles ude af stand til at forfølge kætteriet. De havde jo ingen stat mere, ingen jurisdiktion, intet retsvæsen. De var ikke engang i stand til at forsvare sig mod kirkens forløjede anti-jødiske propaganda og mod dens brutale forfølgelsesvanvid.

Vi beskæftiger os på disse sider med „jødisk holdning til kristendom”.

I middelalderen og tæt op til vore egne dage har kristendom, set fra jødisk horisont, været det mest gudsforladte djævelskab, der tænkes kunne. Den kristne kirkes forkyndere og missionærer kom og tilbød en religion, der, det havde de fået brev på, var den eneste saliggørende af alle religioner. Denne kirke benyttede sig af samtlige jødiske åndsprodukter. Den sang de salmer, jøder havde digtet, den levede ved de tekster og lærdomme, jødiske lovgivere og profeter havde prædiket, den begrundede sine specielle hellige bøger med henvisning til jødernes hellige bøger, dens menneskeblevne Gud havde ladet sig føde i en jødes skikkelse og havde levet i jødeland, det overvældende flertal af apostle og evangelister havde været jøder. Endog dens egen nye bibel var i virkeligheden forfattet af jøder, var en jødisk bog blandt jødiske bøger.

Men selv spottede denne kirke jødedom, og spyttede den på jøder. Denne kirke meldte sig som forkynder af et glad budskab, den tilsagde menneskeheden Guds nåde. Den lærte, at Det gamle Testamentes Gud havde været en grum, hævngerrig nationalgud, medens Det ny Testamentes Gud var alle menneskers kærlige fader, den tilgivende, nådige og barmhjertige konge. Man tillod sig altså at fortie al den rige nådelære, der allerede fandtes i den gamle pagts ældste skrifter (se f. eks. 2. moseb. 34, 6-7), og som helt behersker denne pagts yngre dele, — og så lod man til overflod den milde og tilgivende Gud sætte grænsen for sin mildhed og nåde ved sit gamle ejendomsfolk.

Hvad var, under sådanne omstændigheder, den jødiske holdning over for kristendommen? Hvorledes vurderede jødedom den kristendom, der på den ene side var dens datterreligion, og som på den anden side behandlede sin gamle moder så grumt? Simpelthen således, at man afskyede al kristendom som umenneskelig og betragtede alle kristne som umennesker. En anden dom kunne man slet ikke have om en religion og dens bekendere, der forfulgte mennesker med bål og brand, og som myrdede dem i millionvis — til deres guds ære.

Våbenløse som jøderne var det over for en verden, der ejede og misbrugte alle slags våben, revancherede man sig med de eneste midler, der var til rådighed: med had og ringeagt i tanke og i omtale. Skældsord og ukvemsord om kristne indgik i jødernes sprog. De betegnedes snart som „scheketz”, som kryb, snart som „kerner”, som svineopdrættende afgudspræster. Den jødiske tunge blev hvas som en pil, og den jødiske pen – det eneste håndgribelige våben, man faktisk besad — blev dyppet i gift.

Hånd i hånd med dette negative i dom og fordømmelse gik noget nok så farligt positivt. Var de andre umennesker, så var man selv mennesker, ja, de eneste virkelige mennesker. Den trang til selvovervurdering, man endnu et godt stykke tid efter den nye tids gennembrud har kunnet konstatere hos jøder, hænger sammen hermed. Israel, det jødiske folk — således fornemmede man det — var og blev udvalgt til at være Guds sande mennesker. I denne egenskab måtte man så affinde sig med, at dyriske mennesker lod deres rå instinkter gå ud over de virkelige mennesker. Sagt med andre ord: Den stolthed, hvormed man besvarede alle de ydmygelser, der påførtes en fra kristen side, kunne let gå over gevind, føre til overdreven selvforherligelse og selvretfærdighed.

Der er to ting, der i lige grad afnøder os beundring. Det ene er, at kristne omsider evnede at overvinde hadet til jøder og fordomme om jøder. Det andet er, at jøder på samme måde evnede at revidere deres dom over kristendom og kristne. I begge henseender er der sket meget store ting — i begge henseender er der endnu en del at gøre, hvis balancen skal bringes helt i orden.

Med dyb ærbødighed ser vi i dag på det arbejde, der i oplysningstiden blev gjort for at bringe jøder ud af ghettoen og ind i det borgerlige samfund. I det ydre var jøder jo næsten kommet til at se sådan ud, som deres fjender gerne ville have dem: forhutlede, hundsk devote, krumbøjede og puklede. Det krævede visdom, godhed, sand menneskekærlighed at få øje på det gyldne hjerte, på den noble ånd, der gemte sig bag jødernes karikerede ydre. Lessing kunne se det, Grundtvig og Wergeland kunne se det — og andre med dem. Således kom, i hvert fald i en del af Europas lande og i Amerika, den nye tid til gennembrud. Langsomt, men dog, arbejdede kirken sig op til tolerance, til frihed for ånd og tænkning, som førende politikere imidlertid havde tilegnet sig. Uden nævneværdig protest fra kirkens, fra kirkernes, side blev jøderne borgere i deres lande. Lettest gik det nok i lande med protestantisk religion. I visse katolske stater har vi skullet nå helt frem til vor egen tid for at skabe gensidig forståelse, helt frem til de sidste års romerske konciler — ja, vi må måske endnu afvente, hvad en forestående, sidste samling af koncilet kan stramme sig op til af erkendelse og beslutning.

Og hermed er vi da omsider havnet ved det tema, der hedder jødisk holdning til kristendommen i dag. Det må være naturligt at se på spørgsmålet ud fra de i Danmark givne forhold. Der er mange lande, hvor det nærmest ligger til som i Danmark. Men der er variationer fra land til land, i visse tilfælde afvigelser af væsentlig art.

Først et ord om jødisk vurdering af kristendom. Hvad ser vi, omsider bragt i den stand, at vi nøgternt og sagligt kan tage et sådant spørgsmål op, i kristendom? Jeg kan lige så godt straks sige det på min egen måde, vel vidende, at det lyder arrogant, men tillige energisk hævdende, at det aldeles ikke er det. Jeg ser i kristendom en til hedningere omvendelse genial bearbejdelse af jødedom. Om man vil: jødedom til brug for hedninger. Det er og bliver en kendsgerning, at den originale jødedom var uegnet som religion såvel for den klassiske hedningeverden i øst og syd, som for den modernere i nord og vest. En aldeles ulegemlig, i enhver henseende ufatbar og derfor ufattelig Gud var for alle disse parter lige så uantagelig, som den krævende jødiske ritual- og ceremoniallov måtte være det. Men uanset dette har kristendommen, endda mere i sin udvikling end i sin noget enøjede paulinske start, bragt den store verden ind i så væsentlige, indtil afgørende dele af den jødiske tankeverden og til sådanne tankers virkeliggørelse, at jeg i 1965 uden videre står til en af mig selv i 1951 offentliggjort udtalelse derhen, at kristendommen har løst en verdenshistorisk opgave ved at gå ind i dette arbejde. At kristendom ikke er og ikke kan blive ret religion for jøder, er en ting for sig. Der er alligevel så meget jødedom i den, at den fra jødisk hold må estimeres højt. En gammel formulering om, at en god kristen er bedre end en dårlig jøde, kan uden videre udvides til at lyde således: En god kristen står jævnbyrdigt og med lige værdighed side om side med en god jøde.

Vi er i dag i den situation, at vi ser og anerkender et vidtgående fællesskab mellem de to religioner, ikke blot i oprindelse — det ved enhver — men faktisk også i sidste målsætning. Messias’ ankomst eller Messias’ genkomst, det er strengt taget hele forskellen i denne målsætning. Og den er ikke overvældende væsentlig for dem iblandt os, der mere regner med messiansk prægede tider end med en messiansk person. Det afgørende er dog dette, at vi i dag kan fremhæve forskellene, som vi på vort hold hverken underkender eller ønsker udvisket, men om hvilke vi tværtimod skønner, at just fordi de er der og kan vedgås, kommer der god mening i fællesskabet.

Det er måske ikke urimeligt at præcisere jødisk syn på kristendom ved at søge et eget svar på spørgsmålet om de to religioners indbyrdes forhold til hinanden. Jeg vil da være tilbøjelig til at se således på dem, at kristendom er udtryk for et i virkeligheden fuldt færdigt religiøst system, medens jødedom er det evigt uafsluttede, det bestandigt videre forskende og videre stræbende. Sagt med en Leo Baeck’sk vending er Gud for kristendom den åbenbarede, for jødedom den sig åbenbarende. Selvfølgelig har kristendom også været undervejs med sig selv, dels negativt ved at søge afvikling af for stærke jødiske bindinger, dels positivt ved at finde egne former og formuleringer. Også den har i sig optaget sæder og skikke fra besejrede religiøse systemer, har på denne måde bla. kunnet tage julen til sin brede favn. Men i det for en religion altafgørende spørgsmål om, hvem og hvad Gud er, vil kristendom altid måtte sige dette: Han er den åbenbarede Gud. I kraft af, at Gud blev menneske og færdedes med mennesker, har Han gjort sig bekendt for mennesker så håndgribeligt, så synligt, så ubetinget hørbart, at mere kan der simpelthen ikke åbenbares. Han er den åbenbarede.

I jødedommen forbliver der omkring Gud noget evigt hemmelighedsfuldt. Gud åbenbarer sig i mennesket, i geniet, i digteren, i kunstneren, i det af bevidsthed om Ham ærligt og dybt grebne menneske, åbenbarer sig i naturen, i historien — men aldrig restløst, aldrig udtømmende. Derfor åbenbarer Han sig bestandig påny, åbenbarer Han sandhed, visdom, erkendelse og fromhed i hver ny slægt, ja, i hvert nyt menneske, der vil åbne sig for Gud.

Analogt hermed: I kristendom åbenbarer Gud frelse og nåde, i jødedom bud og nåde. Paulus havde sagt, at budets, lovens tid var til ende, og at den ubetingede frelses tid var inde. Jødedom kender ingen nåde uden budet, rigtignok heller intet bud uden nåden. Man kan udtrykke det samme ved at konstatere, at kristendom prædiker forløsning, jødedom forsoning. Den forløste er hjulpet en gang for alle, just frelst. Den forsonede ved, at der bestandig må føres ny kamp for at sikre og bevare forsoningen — anderledes kan det ikke være for det famlende, fejlende menneske —men til gengæld kan denne forsoning altid opnås påny, hvis mennesket selv vil det. I kristendom betyder viljen så lidt, eget menneskeligt bidrag til erhvervelse af nåde er udtryk for formastelig selvovervurdering, er den egentlige synd. I jødedom er menneskets handling, dets egen handling, udtryk for dets egen vilje til at komme ind i Guds nåde og for dets egen evne til at gå den vej, der leder til en port til himlen.

Til oprindelig — og officielt endnu gældende — kristen troslære hører der en, for jøder uforståelig, lære om en prædestination, idet det altså helt er Guds ufortjente nåde, der bliver mennesket til del, men netop kun de udvalgte, de prædestinerede, således at alle andre er massa perditiones, den fortabte masse. I jødedom er ingen udelukket. Det er her ikke blot således, at Gud vælger mennesket, men langt stærkere således, at mennesket selv vælger Gud eller vrager ham. Vælges Gud, lader Han sig vælge.

Jeg er i øjeblikket ret optaget af en udtalelse vedrørende det her behandlede problem, jeg nylig læste i et katolsk tidsskrift. Her hedder det: Den kristne, den ægte kristne, søger Gud. Det gør jøden aldeles ikke. Han er fundet af Gud. Han spørger ikke efter Gud, men Gud spørger foruroligende ofte efter ham ( „Gott fragt unbequem viel nach ihm”). Forfatteren fortsætter: Dette at være fundet står så højt over det søgende, som åbenbaring over myte, som teologi over filosofi. Her ligger forklaringen på ordet hos Jesajas (65,1) : Jeg lod mig finde af dem, der ikke søgte mig, blev kundgjort for dem, der ikke spurgte efter mig.

Man vil med lethed konstatere, at den jødiske opfattelse (Leo Baeck) og den her citerede katolske ikke just går godt i spand med hinanden. For min egen person vil jeg reelt have svært ved at svinge mig op til de højder, der kendetegner den katolske definition. Men den er måske et led i det forsøg på brobygning mellem romerkirke og jødedom, der for nærværende optager så mange af denne kirkes ædleste skikkelser.

Hvorledes ser vi på kristendom? Det afhænger faktisk ganske af de kristne selv. Således som forældre på nåde og unåde er udleveret i deres børns hånd, således som det er børnene, der suverænt afgør forældres skæbne, om ære eller vanære, om godt ry eller vanry skal blive deres lod, just således er det også med kristendommen. Den kan være en vidunderlig moderreligion for sine. Men i det omfang, i hvilket dens bekendere forvansker og forvrænger deres kirkes gode og bedste lærdomme, drages den ned i smudset, får den rang af noget lavt og hæsligt. Er kirkens mennesker imidlertid rette mennesker, så tilbeder de en Gud, der er identisk med den jødiske Gud, som har vist sine mennesker mange veje, ad hvilke de kan søge og finde, eller lade sig søge og finde af Ham.

Endnu i dag er ikke alle kristne, heller ikke alle kirkens tjenere, klare over dette forhold. Da jeg en dag — det er ikke mere end en halv snes år siden — af en kristen organisation var inviteret til at redegøre for relationerne mellem kirke og synagoge, og jeg på nævnte dag var i mit beskedneste lune, startede jeg min forklaring af jødedommen med at definere den derhen, at den er „en vej til Gud”. Den lokale folkekirkelige præst mente imidlertid, at jeg med denne definition havde overskredet den mig tilkommende talefrihed og havde vakt forargelse hos de tilstedeværende. „Der eksisterer”, sagde han, „aldeles ikke noget, der hedder „en vej” til Gud. Der eksisterer kun vejen, een eneste vej, den nemlig, der går over Jesus Kristus. Han har jo selv sagt „Jeg er vejen”.” — Det var efterpå min fornemmelse, at forsamlingen ikke delte præstens opfattelse. Selv tog jeg det roligt, vel vidende, at et formentlig stort flertal af den danske kirkes præster er anderledes indstillet.

På jødisk hold er der dyb taknemmelighed imod og beundring for den danske kirke, der under de danske jøders flygtningeophold i Sverige (oktober 1943—maj 1945) opbevarede synagogens toraruller for os. Trinitatis Kirke i København var det ejendommelige gemmested for disse jødiske klenodier. For sig selv og for hele det danske folk har den danske kirke med denne handling flettet en æreskrans, der ingen sinde vil visne.

Vi beundrer endvidere den fornemme kirkens skikkelse, der hed pave Johannes den XXIII. Hvor meget der i sidste instans vil blive virkeliggjort af hans intensioner, kan ikke siges i dag. Men sikkert er, at han har inspireret til det nye klima, den katolske kirke omsider er gledet ind i. Den dag, på hvilken kirken for alvor opgiver og angrer sin egen synd mod Kristi lære og mod hele kristendommens ide, vil den finde jøderne beredt til sammen med kirken at begynde et nyt kapitel i verdenshistorien. Religionerne vil da, sent men bedre end aldrig, blive menneskehedens vejvisere til folkeforsoning og medmenneskelig fordragelighed.

Marcus Melchior