Modløsheden kan let ramme os. Men Paulus kan lære os at holde modet oppe. Han så livet i evighedens perspektiv.
»Tab ikke modet, du kære, for så er det dyreste tabt.» Sådan begynder en af Svend Rehlings sange. Alligevel er tider med modløshed nok noget, de fleste af os kender til. Der er meget, som kan tage modet fra os. Hvem kender ikke til følelsen af utilstrækkelighed, når det, vi arbejder med, for os at se ikke rigtig lykkes, eller når det, vi har set som en livsopgave, ser ud til kun at bære ringe frugt?
Eller det kan være ting, vi gerne vil forandre, og så sidder vi alligevel tilbage med følelsen af skuffelse. Det blev ikke til det, vi havde håbet. Samtidig synes fremtiden måske heller ikke at se alt for lys ud. Kræfterne og energien til at engagere sig er ikke som tidligere, og man rammes af følelsen af ikke at slå til.
Modløshed
Modløsheden kan komme på forskellige tidspunkter i vores liv. Modløsheden kan komme, når der sker store forandringer i ens tilværelse, som man så reflekterer over. Eller den kan komme, når man som ældre tænker tilbage på livet. Vi kan miste modet på flere områder, som kristen også på det åndelige plan. Meget ser vi tilbage på med glæde og taknemmelighed, men der er også noget, der nemt kan tage glæden fra os og gøre os modløse. Hvordan er det gået med mit vidnesbyrd? Hvor meget har missionen båret frugt? Hvad kom der ud af alt sliddet i bestyrelsen?
Vi kan godt se tilbage på en storhedstid. Måske nok en slidsom tid, men en rig tid, hvor der var overskud, og hvor tingene blomstrede. Men nu hvor kræfterne forsvinder, og den gode tid med fremgang og vækst er forbi, og det kristne fællesskab, vi er en del af, bliver stadig mindre, så kan vi let blive forsagte og modløse. Modløsheden kan også let komme, når vi tænker på sekulariseringen, som viser sig så tydeligt i vores samfund i dag. Hvor længe kan vi få lov til at tale åbent om Jesus?
I Guds hænder
Paulus kan lære os at holde modet oppe. Både i Apostlenes Gerninger og i hans breve ser vi, hvordan han også kendte til både storhedstider og til modgangstider.
I Andet Korinterbrev kapitel 4 skriver han om skatten i lerkar. I den forbindelse nævner han, med martyrdøden for øjnene, et helt register over, hvad han har været udsat for af trængsler og besvær. Men Guds ord skinnede i hans hjerte som skatten i lerkarret. Man kunne tænke, at hvis nogen havde grund til at miste modet, så var det Paulus.
Men sådan var det ikke. Uanset Paulus’ egen situation bevarede han modet. I stedet for at lade sig standse af problemerne regnede han sig under alle forhold i Guds hænder. Hans kamp mod modløshed var ikke sænkede og opgivende hænder, men foldede hænder, der hver dag hentede kraft hos Gud til stadig fornyelse i troen og tilliden til ham. Paulus skriver:
»Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag» (2Kor 4:16).
Lever vi et liv, hvor den kristne tro er tydelig i det, vi gør og siger, vil det altid have personlige omkostninger. Ikke at vi har udsigt til martyrdøden eller korporlig afstraffelse som Paulus. Men troen på Jesus og vores ønske om at tjene ham kan godt have sine vanskeligheder.
Uanset hvad vi oplever, så lad os aldrig tabet modet. Paulus var ikke optaget af de ydre ting. Når han alligevel skildrer sit liv og sine kampe, er det ikke for at beklage sig, men det er tænkt som et eksempel, som kan være til hjælp for andre. I den forbindelse kalder han endda de trængsler og besvær, han mødte, for lette, fordi han i lever med evighedsperspektivet for øje. »For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt» (2Kor 4:17-18).
De usynlige ting
Vi må tage opmuntringen fra Paulus til os. Modløsheden tager glæden fra os, tapper os for energi og kan kaste mørke skygger af håbløshed ind over fremtiden. Men livet skal ses i en større sammenhæng, så vi ikke mister glæden og taknemligheden over alt det, som Jesus har gjort for hver enkelt af os.
I tro skal vi forholde os til de usynlige ting og ikke kun se på, hvor skrøbeligt det, vi kan se her og nu, ser ud. Vi ser ikke, hvor stort det er, at Gud velsigner vores liv og gerning, uanset hvor mislykket det kan se ud for os. Vi må heller ikke tabe modet over fremtidens udfordringer. Det usynlige varer evigt. Det synlige varer kun en tid, og i al den tid er Jesus med os. Han er den dyrebare skat i vores skrøbelige lerkar.
De store ting, der sker i Guds verden, er ikke altid lette at få øje på. Men når vi holder os til Jesus og villigt bærer det kors, som han har givet os, og når vi samtidig ved, at Helligånden daglig vil forny os og give os kraft, da skal vi ikke miste modet. Lad os huske at takke og bede. Tænk, at hele vores liv og tjeneste er under Guds nåde. Vi ser ikke Guds planer med vores liv og gerning. Men måske skal vi engang i evigheden forstå det, Svend Rehling skriver:
Korset, som tynged’ din nakke,
kan blive din rigeste sang,
da kan det ske, du vil takke
for det, som du græd for engang.
Preben Dahl
Kilde: Imt 5. Marts 2017
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
