Billede: tommy chandra

Tusindårsriget skaber ofte splid og forvirring hos kristne. En stor hjælp til afklaring er at undersøge tusindårsrigets art. Hvem er det egentlig, der opretter tusindårsriget? (Fodnoter er anbragt under artiklen)

Det ligger i menneskets natur, at vi gerne vil ændre tingenes tilstand til det bedre. Og uanset om vi tænker på det eller ej, så er vi i det forehavende Guds medarbejdere.

Da skabelsen var til ende, betragtede Gud sit skaberværk, og »han så, hvor godt det var«¹. Herren gjorde mennesket til sin medarbejder i varetagelsen og bevarelsen af skaberværket². Og han er ikke karrig med at bistå mennesket med det nødvendige i opgaven og skelner i den forbindelse ikke mellem onde og gode³.

Men efter syndefaldet er vi ikke tilfredse med at være medarbejdere. Vi er blevet besatte af tanken om at rejse en ny verden – uafhængig af Gud. Første forsøg blev gjort med bygningen af Babelstårnet⁴. Derefter er det gået slag i slag.

Efter Jesu første komme har nogle kaldt målet med arbejdet for en ny og bedre verden for »tusindårsriget« – naturligvis inspireret af, at der i Bibelens sidste bog tales om »de tusind år«. Samtidig må vi konstatere, at det, som Bibelen lærer om tusindårsriget, er blevet misbrugt – lige som så meget andet i den hellige skrift.

Misbruget

I alle de forsøg, som mennesker har gjort for at oprette tusindårsriget, er der et gennemgående træk: Man har ikke taget højde for en grundlæggende forudsætning for det tusindårsrige, som Bibelen taler om, nemlig at i de tusinde år er Djævelen bundet⁵.

Når mennesket med sine egne kræfter forsøger at oprette et tusindårsrige, mens Fanden stadig er løs, bliver resultatet en karikatur. Så kan man nok så meget kalde drømmen for tusindårsriget – det er og bliver et menneskeligt misfoster.

Lad os kort betragte tre sådanne misfostre.

En af oldtidens kættere, Kerint, skrev om tusindårsriget cirka år 100 e.Kr. Vores kendskab til ham stammer fra kirkefædrene Irenæus og Euseb. Kerint beskrev tusindårsriget som en tid med materiel overflod og kødelig lyst. Det måtte kirkefædrene naturligvis tage afstand fra.

For det andet kan vi nævne, hvad der skete på reformationstiden. Her møder vi tanken om et tusindårsrige blandt andet hos en gruppe, som hed melkioriterne. De ville oprette et sådant rige med vold og magt. I byen Münster indførte de et blodigt og usædeligt styre. Historisk er det på den baggrund, at de lutherske bekendelsesskrifter tager afstand fra, at »de fromme forud for de dødes opstandelse skal overtage herredømmet i verden, efter at de ugudelige overalt er undertrykt«⁶.

For det tredje kan vi nævne et træk fra det 20. århundredes missionstænkning. I 1910 blev der i Edinburgh holdt en stor missionskonference. Her var visionen »verdens evangelisering i dette slægtled«, forstået som arbejdet med at føre mennesker til frelsende tro. Men en anden strømning fik hurtigt stor magt, nemlig tilhængerne af det såkaldte sociale evangelium, i international sammenhæng kaldet »Social Gospel«. Tilhængerne af det mener, at det er kirkens opgave at forandre det nuværende samfund til et demokratisk idealsamfund. Kirken skal ikke formidle frelse, men bidrage til at skabe retfærdige forhold. Nøden i verden skal afhjælpes. Ja, og årsagerne til nøden skal bekæmpes. Synd er ikke en tilstand hos det enkelte menneske, men i samfundet. »Social Gospel« kan siges at være en liberal udgave af postmillennialismen – altså den opfattelse, at Kristus først kommer igen, når tusindårsriget er oprettet.

Fælles for alle tre »udgaver« af tusindårsriget er, at dette opfattes som et resultat af menneskets indsats. Udgaverne er hentet fra tre forskellige tidsepoker (oldtid, middelalder og moderne tid), men de har et fællestræk. De tager ikke højde for den virkelighed, at »Djævelen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at opsluge«⁷.

Når mennesker arbejder for at afhjælpe nød og elendighed og bedre forholdene for Guds skabninger, er det udtryk for, at vi tager kulturbefalingen og dermed vores forvalteropgave alvorligt. Derfor vil vi i et sådant arbejde også være i pagt med Skaberens tanke.

Noget helt andet er det, hvis vi bliver indfanget af en tanke om, at det er vores opgave at etablere det, som i virkeligheden hører fremtiden til, nemlig at oprette det rige, som kun Gud selv kan oprette. Så risikerer vi at blive indfanget af Den Ondes lyst til at efterligne Gud og sætte vort eget produkt i stedet for Guds – og så går vi ikke længere Guds ærinde.

De tusinde år i Bibelen

Jamen, hvad er det så, der er så karakteristisk i Bibelens tale om de tusinde år?

De tusinde år i Bibelen er ikke et resultat af menneskelige anstrengelser, men af Guds indgreb. I virkeligheden kan vi sige, at Gud opretter dette rige på ruinerne af menneskehedens værk. Lad os prøve nærmere at undersøge dette.

Vendingen »og jeg så« bliver af Johannes brugt otte gange i kapitlerne 19, 20 og 21 i Bibelens sidste bog⁸. Vel for at understrege, at der er en kronologisk sammenhængende udvikling i de ting, han så⁹.

Guds indgreb består i, at Jesus kommer igen. Hans navn er »Guds ord«, og han fremstilles som rytteren på den hvide hest. Hans komme bliver beskrevet i dramatiske vendinger, og det kan kun blive dramatisk, når det kommer til konfrontation mellem Kristus og hans modstander, der her træder frem i skikkelse af sine repræsentanter (Dyret og Den falske profet).

Vi kan altså sige, at det alene er Jesu komme og ikke menneskers indsats, der giver mulighed for, at de tusinde år kan virkeliggøres.

Djævelen bliver bundet. Billedet med bindingen bliver af teksten selv fortolket på den måde, at Kristus får en engel til at fratage Satan hans magt til at forføre folkeslagene¹⁰. Endnu er tiden ikke til, at han bliver en del af fortabelsen, som netop er beredt ham og hans engle¹¹.

I en vis forstand har Satan altid været »bundet«. Det var vist Luther, der omtalte ham som »Guds lænkehund«. For eksempel var det Satan, der stod bag det, som ramte Job. Men bagest stod Gud, som havde givet tilladelsen til, at Satan rørte Job¹². Når Satan afsluttende fører krig mod de hellige, kan han kun gøre det, fordi der bliver givet ham magt til at gøre det¹³. Hidtil har Djævelen været bundet i den forstand, at der har været grænser for hans magtudfoldelse. Men samtidig har han været »løs«. Som allerede nævnt skrev apostlen Peter, at han »går omkring«. Og det gør han, efter at Jesus har fået al magt … på jorden¹⁴. Satan har således ikke indtil nu været frataget magten til at forføre mennesker. Det er, hvad Paulus udtrykker med den forfærdende beskrivelse af Guds modstander som »herskeren over luftens rige, der virker i ulydighedens børn«¹⁵.

Menneskets forsøg på grundlæggende at ændre vilkårene i denne verden – enten ved sværd eller på anden magtfuld måde – kan ikke føre til tusindårsriget. Tusindårsrigets nye verdensorden kan først blive til virkelighed, når Satan er bundet. Og der er kun én, der har magt til at iværksætte den binding, nemlig ham, der i den usynlige verden allerede har stillet Satans magter offentligt til skue¹⁶.

Resultatet af Kristi komme og Satans binding fører til, at der i de tusinde år bliver en ny »magtstruktur«. Der er nogle, der bliver »konger med Kristus i tusind år«¹⁷. De er konger sammen med Kristus. Han er altså den egentlige hersker, for alle Guds løfter har deres ja i ham¹⁸. Da Jesus kom til jorden første gang, var det som »det slagtede lam«. Og det præger Kristi rige i dag. Når han kommer anden gang, bliver det som »løven af Juda stamme«. Og det kommer de tusinde år til at bære præg af.

Men Kristus vil altså regere sammen med sine hellige, som får givet domsmagt, det vil sige regeringsmagt¹⁹. I Åbenbaringsbogens tekst om de tusinde år nævnes særligt martyrerne, som med livet som indsats ikke har bøjet sig for Djævelens repræsentant, Dyret.

De, som skal herske sammen med Kristus, bliver levende og bliver konger med Kristus i tusinde år²⁰. I teksten siges, at denne levendegørelse sker i forbindelse med »den første opstandelse«. Den omfatter kun dem, som er døde i troen på Kristus. Det hedder nemlig i teksten, at de, som opstår, er salige og hellige²¹. De andre døde opstår altså først senere, når de tusinde år er omme. Det svarer til, hvad Paulus skriver om opstandelsen i forbindelse med Herrens komme, nemlig når han taler om en opstandelse, der omfatter dem, »der er døde i Kristus«²².

Israel i de tusinde år

Endelig vil vi vende os til spørgsmålet om Israels rolle i de tusinde år. Den er ikke direkte nævnt i Åbenbaringsbogens tekst. Men for det første er der grund til at nævne, at Djævelen efter de tusinde år forsøger et hævntogt, et sidste oprør mod Herren. Og i den forbindelse vil han sammen med sine folk omringe »den elskede by«²³, som ikke kan være nogen anden end Jerusalem.

Dernæst kommer man ikke uden om at måtte vurdere sammenhængen mellem Åbenbaringsbogens tekst og ordene i Det Gamle Testamente om det rige med fred og retfærdighed, som Gud vil oprette ved Messias.

Gud søger gennem hele frelseshistorien at arbejde frem mod, at »Jorden skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund«²⁴. I dette arbejde gør han brug af Israel, som han også kalder sin tjener²⁵. Ja, Herren ønsker faktisk at vise sin herlighed ved Israel²⁶. Og i sidste instans vil kendskabet til Herren blive fremmet ved Israel²⁷.

Det er hele den tankegang, der ligger til grund for Peters ord i Salomos søjlegang, hvor han taler om, at »de tider skal komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer [dvs. jøderne], og det er Jesus; han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund«²⁸.

I disse ord understreger Peter, at der er en sammenhæng mellem

1) Israels frelse, 2) Jesu genkomst og 3) opfyldelsen af profetierne om fredsriget.

Et evangelium

I denne artikels overskrift blev der spurgt, om de tusinde år vil være menneskeværk eller Guds værk. Forhåbentlig har artiklen besvaret spørgsmålet. I hvert fald har det været hensigten at understrege, at talen om de tusinde år er et evangelium om Guds kommende, store gerninger.

Lad os slutte med nogle ord om de tusinde år af den betydelige tyske missionsteolog, professor Peter Beyerhaus²⁹:

»Israels omvendelse vil markere forandringen fra verdens-evangelisering til verdens-kristianisering. Den opgave, som for nærværende er overdraget kirken, er ikke politisk at bringe folkeslagene ind under Kristi lov, som den er udtrykt i bjergprædikenen. Under de nuværende forhold, hvor Satan ikke er bundet, er dette simpelthen ikke muligt. Men i det messianske rige bindes Satan og vil ikke mere være i stand til at forføre folkeslagene (Åb 20,3). Derfor vil også fredens herredømme, udøvet gennem Israels virksomhed fra Zions bjerg, oprette en lang, varig politisk fred«.

——————————————————————————–

Noter

1. 1 Mos 1,31.
2. 1 Mos 1,26ff.
3. Matt 5,45.
4. 1 Mos 11,1ff.
5. Åb 20,2.
6. Den augsburgske bekendelse, artikel 17.
7. 1 Pet 5,8.
8. 19,11, 19,17, 19,19, 20,1, 20,4, 20,11, 20,12 og 21,1.
9. At der historisk er en rækkefølge i det, Johannes så, understreges yderligere ved at sammenholde 19,20-21 med 20,10. Nedstyrtningen i 19,21 sker før de tusinde år, medens nedstyrtningen i kap 20,10 sker efter, idet der her gøres den tilføjelse, at dyret og den falske profet var i ildsøen fra før.
10. Åb 20,3.
11. Matt 25,41.
12. Job 2,6.
13. Åb 13,7.
14. Matt 28,18.
15. Ef 2,2. Forskellen fra nu og til tusindårsrigets nye virkelighed har Asschenfeldt-Hansen beskrevet på denne måde i sin bibelforklaring Fra Guldgruben, bind 8, side 725: »At Djævelen nu indespærres i tusinde år, vil tydeligt nok sige, at han udelukkes fra al umiddelbar virksomhed på jorden, han kan ikke længere føre an i kampen mod Guds rige, ikke længere ophidse og samle folkemasserne til den onde strid, ikke længere pine og plage de enkelte sjæle med sine gloende pile. Dermed er dog ikke sagt, at al fristelse og synd er forsvunden fra jord. Men syndens og vantroens magt vil i høj grad være svækket og lammet. Medens vi nu bestandig i hver eneste fristelse have med Djævlehæren at gøre (se Ef 6,12: »Vi have ikke kamp mod kød og blod, men mod fyrstendømmer og magter«) vil det i tusindårsrigets dage hedde: Vi have kun kamp mod kød og blod, og det vil mærkes som en lykkelig omskiftelse.«
16. Kol 2,15.
17. Åb 20,4.
18. 2 Kor 1,20.
19. Kristus og hans hellige som herskere er en sammenstilling, vi møder flere steder i Bibelen. Se f.eks. Åb 5,8-10, hvor der tales om mennesker af alle folk, som bliver et kongeligt folk, præster for Gud, som skal være konger på jorden. Endvidere kan henvises til Dan 7,22, hvor der tales om den Højestes hellige, og om at de hellige overtager kongedømmet.
20. Åb 20,4.
21. Åb 20,6.
22. 1 Tess 4,16 og 1 Kor 15,23.
23. Åb 20,9.
24. Hab 2,14 – se også Sl 72,8, Zak 9,10 og Rom 8,19-23.
25. Es 41,8-9; 43,10; 44,1 og 45,4.
26. Es 44,23.
27. Ez 37,28.
28. ApG 3,20-21.
29. Bogen Guds plan med Israel og folkene s. 24 (Ordet og Israels forlag 1976).

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Samuel Roswall

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023