Yodfat – det oversete sted med den dramatiske historie

Arkæologen Mordechai Aviam ledte udgravningerne af Jotapata. (Foto: Morten Hørning Jensen)

Under en maj-klar blå himmel er dalene omkring Yodfat i Galilæa særdeles smukke. Grusvejen, der fører ind til højen, er øde og viser, at vi nu bevæger os uden for alfarvej til et sted, hvor turistbusserne sjældent kommer.

For 1.950 år siden var her hverken stille eller øde. Et grusomt slag i krigen mellem de jødiske oprørere og den romerske hær foregik netop her. En af deltagerne i slaget overlevede på sælsom vis, men begivenhederne her blev et vendepunkt, der for al fremtid ændrede hans liv. Det er ikke mindst hans historie, der gør det værd at besøge Yodfat i dag.

Byen Jotapata

I dag ligger her en moshav, et landbrugssamfund, med 160 familier. En del af indbyggerne ernærer sig ved produktion af blomsterløg.

For 2.000 år siden lå her en forholdsvis vigtig jødisk by ved navn Jotapata (svarende til det hebraiske Yodfat).

Ti kilometer mod syd lå Zippori, der var Galilæas hovedstad, indtil Tiberias 30 kilometer mod øst på Jesu tid overtog den status. Nogle få kilometer sydøst for Jotapata lå en anden jødisk by, der sandsynligvis var Kana, hvor Jesus og disciplene var til bryllup (selvom munkene i Kafr Kana lige uden for Nazaret mener, at det var dér). Højen, hvor Jotapata lå, er i dag helt øde, men giver en flot udsigt over det moderne Yodfat på skråningen overfor. Fra 1992-2000 ledede den israelske arkæolog Mordechai Aviam udgravningen af højen. Han fandt spredte rester af bymuren, huse og cisterner — og ikke mindst vidnesbyrd om de dramatiske begivenheder på stedet for 1.950 år siden.

Dramaet i 67 e.Kr.

I år 66 e.Kr. udbrød der åbent oprør i Israel mod romerne. I begyndelsen havde oprørerne stor succes. Den romerske guvernør i Syrien, Cestius Gallus, ankom i efteråret 66 med en større romersk hærstyrke. Han nåede helt frem til udkanten af Jerusalem, hvor han slog lejr på Scopusbjerget. Men da et angreb på selve byen slog fejl, trak han sig tilbage. Under tilbagetoget blev han omringet af jødiske styrker og led et forsmædeligt nederlag.

Sejren tændte for alvor oprørsflammen blandt jøderne. Oprøret blev nu mere organiseret, og der blev udnævnt militære ledere for de forskellige regioner i landet. Den vanskelige opgave at organisere forsvaret af Galilæa tilfaldt den unge præstesøn Josef ben Matthias. Han sørgede for, at en række byer i Galilæa blev befæstet. En af dem var Jotapata.

På den romerske side fik den erfarne general Vespasian opgaven med at nedkæmpe jødernes oprør. Sammen med sin søn Titus rådede han over en hær, som skal have talt 60.000 mand.

Byen Zippori valgte at sende budbringere til Vespasian for at underrette ham om, at de ikke var en del af oprøret. Uden kamp havde romerne dermed kontrol med den vigtigste by i Galilæa. Sådan gik det ikke i Jotapata.

Oprørere fra området samledes under oprørslederen Josef i byen. Vespasian, der øjnede muligheden for at tildele oprørerne et afgørende nederlag, rykkede frem mod byen og omringede den.

Kampen om Jotapata varede 47 grusomme døgn.

Som illustration af den 47 dage lange belejring er der opstillet skjolde på skråningen. (Foto: Ole Andersen)

I første omgang angreb romerne med spydkastere, bueskytter, slyngekastere og fodfolk. Snart indsatte de også katapulter, kastemaskiner, der indledte et ødelæggende bombardement af byen. En mægtig murbrydermaskine kaldet »Vædderen« blev ført op mod bymuren på en kunstig rampe og hamrede løs på den. Jøderne svarede igen med udfald fra byen og dræbte en del romerske soldater.

Oprørerne havde madforsyninger nok, hvorimod vand var en mangelvare, fordi byen ikke havde nogen kilde, men kun det vand, der om vinteren var blevet opsamlet i cisternerne i klippegrunden. For at snyde romerne til at tro, at byen havde masser af vand, gav Josef oprørerne ordre til at hænge tøj dyppet i vand ned fra muren. Romerne, der var lamslåede over jødernes fråseri med vandet, opgav tanken om en langvarig belejring og gik til angreb. Det var netop, hvad oprørerne ønskede, fordi de vidste, at de ikke ville kunne modstå en lang belejring.

I halvanden måned holdt oprørerne ud, men så faldt byen. Romerne trængte ind og dræbte et stort antal af indbyggerne, mens andre blev taget til fange.

Øjenvidnet

Når vi ved så meget om slaget om Jotapata i sommeren 67 e.Kr., skyldes det et øjenvidne, der få år senere nedskrev sin beretning om det. Øjenvidnet var oprørslederen Josef ben Matthias.

Nedgang til en af de mange cisterner i klippen under byen. (Foto: Ole Andersen)

Da romerne erobrede byen, skjulte Josef sig sammen med 40 andre i en af byens store cisterner, der var forbundet med en hule, der ikke kunne ses oppefra. Efter få dage blev skjulestedet dog røbet af en jødisk kvinde, der var taget til fange af romerne.

Vespasian forsøgte at overtale Josef til at overgive sig, men oprørerne ville hellere dø end overgive sig. Josef overtalte dem til at trække lod om den rækkefølge, de skulle dræbe hinanden i. Til sidst var der kun to tilbage — Josef og en mere. Det lykkedes derpå Josef at overtale den anden oprører til, at de skulle overgive sig.

Josef blev ført frem for Vespasian og hans søn Titus. Forhøret tog imidlertid en uventet drejning, da Josef pludselig præsenterede sig selv som en budbringer fra Israels Gud til den romerske general.

»Du, Vespasian, vil blive kejser og enehersker, både du og din søn her,« erklærede Josef. »Læg mig nu blot i stærkere lænker og behold mig for dig selv; for du vil som kejser ikke blot være herre over mig, men også over jorden og havet og over hele menneskeslægten.«

Profetien om, at han ville blive kejser, fik Vespasian til at spare Josefs liv. Josef blev dog holdt arresteret, men fortæller selv, at han blev behandlet »venligt og hensynsfuldt«.

To år senere, i juli 69 e.Kr., blev Vespasian anerkendt som kejser i den østlige del af Romerriget. Få måneder senere kontrollerede han hele riget og var Roms kejser.

Vespasian huskede den jødiske oprørsleders forudsigelse og frigav ham. Josef tog efter almindelig skik sin frigivers familienavn, Flavius, og blev siden kendt som Josefus Flavius. Han fik romersk statsborgerskab og levede i Rom indtil sin død omkring år 100.

Historikeren

I årene efter Jerusalems fald i kampen mod romerne i 70 e.Kr. skrev Josefus i Rom et stort værk om oprøret med titlen »Jødernes krig«. Det er i dette værk, at han fortæller sin øjenvidneberetning om slaget om Jotapata.

Senere skrev han yderligere tre bøger: et stort værk om hele den jødiske historie (»Antiquitates Judaicae«), en selvbiografi (»Vita«) og bogen »Mod Apion«, der er et forsvar for jødedommen.

Josefus’ bøger er en uvurderlig kilde til viden om forholdene i Israel på den tid.

Biskop Euseb fra Cæsarea, der levede omkring år 300, beskriver Josefus’ betydning på denne måde: »Af alle jøder på den tid var han den mest ansete, ikke alene hos sine landsmænd, men også hos romerne, så han blev hædret med opstillingen af en statue i Rom, og de skrifter, han havde udarbejdet, blev anset for værdige til at få plads i biblioteket.«

Når man i dag går i de smukke dale ved Yodfat eller står på højen, hvor Jotapata lå, er det underligt at tænke på de blodige begivenheder, der fandt sted netop her for 1.950 år siden. Samtidig med alt det tragiske var det her, at grunden blev lagt til, at Josef ben Matthias blev til Josefus Flavius og fik muligheden for at give eftertiden et af de allervigtigste indblik i Israels historie på Jesu tid.

Øjenvidneskildring fra slaget om Jotapata

Slaget om Jotapata varede 47 dage. Om en af de første dage fortæller Josefus således:

Næste dag blev der iværksat et angreb, og de jøder, der havde lejret sig over for romerne, holdt først stand mod dem foran muren; men da Vespasian satte bueskytterne, slyngekasterne og alle de soldater, der var udstyret med kastevåben, ind imod dem og gav soldaterne frie hænder til at angribe, og da han samtidig selv sammen med fodfolket stormede frem mod det stejle højdedrag på det sted, hvor muren var lettest at erobre, blev Josefus bekymret for byens skæbne og foretog et udfald sammen med, hele den jødiske styrke.

I sluttet trop gik de til angreb på romerne, drev dem bort fra muren, og de gav herved mange beviser på deres styrke og dristighed. De led dog selv lige så store tab, som de tilføjede fjenderne

De kæmpede hele dagen, og først ved nattens komme skiltes de. Jøderne havde såret et stort antal af romerne og havde dræbt tretten; selv havde de sytten faldne og 600 sårede.

Flavius Josefus: Den jødiske krig. Oversat med indledning og kommentar af Erling Harsberg (Museum Tusculanums Forlag, 1997), bog 3, kapitel 7, afsnit 5.

Ole Andersen

Kilde: Ordet & Israel 8/2016

Lignende indlæg:

Tidernes Tegn: Nyhedsoverblik 23-24/10 -2014 ETIK & MORAL (Kol 3:5) Kvinders ret til egen krop stopper der, hvor de krænker et barns ret til at leve Abort er et af de mest tabuiserede emner i den danske debat – vi diskuterer […]
DA31: Daniels Bog 121 Til den Tid skal Mikael stå frem, den store Fyrste, som værner dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den […]
Hvad Gud har gjort for os i Kristus For ikke mange år siden var det vældig populært, i kristne kredse, at gå med et armbånd med fire bogstaver på: WWJD. What would Jesus do (hvad vil Jesus gøre) det er en fin ide. Jesus er […]
DNPS26: Kolossenserbrevet 21 For jeg vil gerne, I skal vide, hvor haardt jeg maa stride for jer og for dem i Laodikia, ja for alle dem, der ikke har set mit Ansigt i legemlig Forstand, 2 for at Hjerterne fast […]