Reddet af kobberslangen

Beretningen om kobberslangen er et stærkt eksempel på, hvordan Det Nye Testamente tager udgangspunkt i Det Gamle Testamente.

Israel havde færdedes længe i ørkenen. Folket havde oplevet op- og nedture. De var på vej hjem mod det land, Gud havde lovet Abraham, Isak og Jakob. Et år havde de opholdt sig ved Sinai og modtaget Guds vejledning, og Guds tilstedeværelse var gjort synlig gennem Tabernaklet.

Efterfølgende havde de sat kursen mod Kana’ens grænser. Spejdere var blevet sendt ind i landet, og de havde hørt om alt, hvad der var i dette land. De havde været så tæt på at komme ind, som det næsten kunne lade sig gøre. Men de handlede forkert og fik derfor ikke lov til at komme ind. Ja, faktisk vidste de, at de fleste af dem aldrig skulle komme hjem. De var dømt til at vandre i ørkenen, indtil den gamle slægt var død. Det havde været resultatet af deres ulydighed. Nu var de på vej uden om landet Edom, for Edoms konge havde givet dem forbud mod at rejse tværs igennem hans land på deres vej mod Kana’en.

Livet har været hårdt på denne tur, og varmen til tider ulidelig – det var jo gennem ørken. Fortrædelighederne mellem folket har haft god grobund. Det bliver da også til mere end almindelig knurren. Folket var blevet træt og syntes vel, at de ikke kom nogen vegne. Udsigterne var på det nærmeste håbløse. De var omgivet af fjender. Der skete ikke noget nyt!

Menneskeligt set er det vel ikke så mærkeligt, at de kunne blive trætte. Jeg kender en del, som ville blive trætte af mindre. Ulykken er, at når mennesker bliver trætte, så ser de ikke længere klart, ja til tider bliver synet nærmest forvrænget.

I 4Mose 21:4-5 står der: Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: »Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde«.

Folket blev vrede på både Gud og Moses. Det var dem, der havde ført dem op fra Egypten, og nu var det dem, de anklagede for at have ført dem ud i værre elendighed end den, de kom fra. Ja, Egypten havde faktisk været behagelig at være i!

Det er en tanke værd, også for os i dag, at Israel hellere ville sidde mageligt ved kødgryderne frem for at vandre med Herren. Det kan være vigtigt også for os at tænke efter, hvad det er, vi prioriterer højest i vore liv.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan vi mennesker pludselig kan ændre opfattelse af, hvordan virkeligheden var. Langt hen ad vejen er det vel positivt, når vi kun erindrer de lyse sider af livet, men her ser vi en situation, hvor fortiden bliver glorificeret langt mere, end den kan bære. Det var ikke kun de lyse sider, der blev husket, men selv de mørke sider blev lyse.

De udtaler ganske vist ikke her, som i andre situationer, at de hellere ville have siddet ved Egyptens kødgryder. Men deres udtalelser virker som om, de også mente det denne gang. Her er der ingen brød og vand! – det havde der dog været i Egypten. Det, som nær havde kostet Israels udryddelse, virkede nu nærmest tillokkende. Målet var ikke længere klart for dem.

Guds straf og frelse

Gud svarer folket ved at sende slanger. For os kan det virke som en underlig straf, men måske skal vi tænke på slangens bedrag i paradisets have. Måske ville Gud vise dem, hvordan slangens gift havde spredt sig i deres sind.

Jeg er overbevist om, at Gud har et budskab med slangernes angreb i lejren, ja med, at det netop var slanger. Farao, Egyptens konge, bar som symbol på sin kongeværdighed en oprejst kobra på sin pande eller krone. Denne kobra var forbundet med solens øje. Den skulle være kongens beskytter. Slangen blev kaldt Uraeus. Man mente, at den ville spytte ild mod fjender, og den findes stadig i nutidens nyreligiøse tankeverden, hvor der tales om at vække dens kraft.

Israelitterne blev i den grad mindet om, hvad det havde betydet for dem at være underlagt Egyptens herredømme. Egypten havde som en slange bidt folket, og alene Guds kærlighed til folket havde friet dem ud af Egyptens brændende gift.

Folket har også forstået budskabet. De er hurtige til at råbe om tilgivelse og begære, at Moses skal gå i forbøn for dem. »Få Gud til at fjerne slangerne«, var deres bøn.

Guds svar i denne situation rummer en stor visdom. I min tankegang ville det på mange måder have været det letteste, hvis Gud havde svaret ved at fjerne slangerne. Men Gud ville lære Israel en lektie. Er mennesket først blevet ramt af slangens gift, løses problemet ikke ved at fjerne slangen, men ved at gøre noget ved mennesket. Der skal en modgift til!

Moses får besked på at fremstille en slange af kobber og sætte den på en stang, så højt at hele folket ville have mulighed for at se den.

Slangen var død. Den var fremstillet af kobber. Den var uden gift, altså ren, sat højt på en stang og forbundet med Guds løfte om udfrielse. Slangen blev for hver eneste, der så den, et vidnesbyrd om Guds kærlighed til det oprørske folk. Hans magt og beskyttelse er meget større end Faraos. Ikke alle troede på dette. Hvad de tænkte, får vi ikke at vide, men alle, der valgte at se på slangen, blev friet for slangegiften, og alle, der valgte at lade være, døde af slangernes bid.

Forbillede

Mange hundrede år senere sidder jøden Jesus fra Nazaret i en dybsindig samtale med den skriftlærde Nikodemus. I løbet af denne samtale bruger Jesus den gamle beretning fra jødernes historie.

Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham (Joh 3:14-15).

Det er ikke nogen lang udredning, Jesus kommer med i sin samtale her. Der er ingen tvivl om, at Nikodemus udmærket har kendt beretningen – han har studeret den. Nikodemus havde meget svært ved at fatte Jesu ord om, hvad der skulle til, for at et menneske kunne blive frelst, og Jesus vælger at bruge beretningen om kobberslangen som forbillede på sig selv.

Kobberslangen var uden gift, helt ren, og netop ved at se hen til den, se direkte på den, fik den slangebidte livet igen.

To væsentlige ting bliver der sagt med denne beretning. For det første gavner det intet at tilhøre et folk, en familie, en gruppe eller noget andet fællesskab, der er på ret vej, hvis ikke vi selv, personligt, vælger at leve med Jesus. For det andet er Guds kærlighed til Israel og os stadig så stor, at kobberslangens modbillede er ophøjet, så vi kan finde udfrielse.

Kilde: Ordet og Israel oktober 2005

Jørgen Bloch

Lignende indlæg:

Hoseas’ Bog: Guds elskede hustru – Israel Profeten Hoseas havde et dramatisk liv. I denne artikel fortæller Jørgen Bloch Jensen om Hoseas og hans bog. Op igennem historien har Gud på mangfoldige måder talt og illustreret […]
Min skyld ramte Jesus Der er nogen af os der er meget optaget af vores synd, nogen vi måske sige nærmest utilladelig meget, men det hænger måske sammen med, at det er ved at gå op for os, hvad vores synd […]
Jesus – Israels konge Jesus blev kaldt Messias, og han betegnede sig selv som sådan. For os er det blevet naturligt at bruge det græske udtryk, Kristus, og vi bruger det så tit at enkelte tror det er hans […]
Håbet er et anker »Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på […]