Håbet er et anker

»Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis.«

(Heb 6:19-20)

Tillid

Brug gerne lidt tid på at vende dette ord i dine tanker. Det er et ord, som Hebræerbrevets forfatter læner sig stærkt op ad i hele sit brev. Når han for eksempel skal beskrive troen, gør han det ved, at kalde troen for »fast tillid« (Heb 11:1). Tillid er på mange måder et udtryk for et håb om noget, som vi forventer vil ske eller blive opfyldt.

Tillid har vi stort set aldrig, uden at det begrunder sig i noget. Meget ofte skyldes vores tillid, at vi har gjort nogle erfaringer, der begrunder, at vi kan have tilliden. Det virkede sidste gang, og derfor gør det nok også denne gang.

Tænk blot på, hvor meget reklamer benytter sig af at få nogen til at fortælle om, hvor megen glæde de har haft af netop dette firmas produkter.

Når et menneske giver et løfte, har det stor betydning for vores tillid til løftet, om denne person tidligere har holdt sine løfter. Det kan tage lang tid at genoprette et brudt tillidsforhold.

Er det en person, som vi ikke kender, har det stor betydning, om personen virker tillidsvækkende. Det er dog ikke altid nok, og vi ved det. Svindlere kan jo netop ofte virke tillidsvækkende.

Udover personlige erfaringer og personens udstråling spiller også andet ind. Det kan for eksempel være spørgsmålet om, hvilken ret personen har til at love, hvad han gør. Når jeg tager mit Visa eller American Express frem for at bruge det i en butik, gør jeg det med stor tillid til, at der er dækning for det beløb, jeg har tænkt mig at bruge (jeg har tjekket kontoen inden).

Det årlige offer

Nu taler Hebræerbrevets forfatter så om et håb, der både er urokkeligt og sikkert. Billedet, han maler, var kendt for læserne. År efter år havde de stået i helligdommen i Jerusalem og set ypperstepræsten bevæge sig ind bag forhænget til det allerhelligste. Baggrunden for hele dette scenarium var pagten og Guds løfter.

Israels folk vidste af erfaring, at Gud er en hellig Gud. Beretningen om guldkalven og om, hvordan folkets oprør kostede 3000 mennesker livet, og at Gud nær ikke havde taget bolig i folket (2Mose 32-33), havde vist, at Gud ikke betragtede synd og afgudsdyrkelse som små fejltrin. Synd er det i vore liv, der får Guds hellighed til at fortære os.

Hele pagten var grundlagt på Guds løfter om, at han ville være hos Israels folk og bo i folket.

Når Gud så gav hele ceremonielloven, var det et vidnesbyrd om, at Gud havde lagt en grund, nemlig pagten og løftet om en forløser. Et begrundet håb om, at Gud vil fjerne synden, så Guds hellighed ikke skal fortære os, men give os liv.

Israels folk fik en forpligtelse i pagten, nemlig at høre, hvad Gud sagde, og derefter handle efter det.

I 2 Mos 24, kan vi læse, at folket ville adlyde alle Herrens ord. At adlyde Herrens ord, betyder ikke kun fysisk at gøre det, som Herren har sagt. Det betyder, at man lader indholdet, hensigten med ordene, have betydning for ens forhold til handlingen.

Israel havde det håb, at Gud ikke alene ville føre folket hjem til landet, men at han ville bo i folket. Tempelordningen med alle dens ofre var et gentagende vidnesbyrd om, at Gud huskede sine løfter og mindede folket om dem. Men af alt dette var den store forsoningsdag den vigtigste.

På denne ene dag om året trådte ypperstepræsten helt ind til Guds trone. På denne ene dag om året ville Gud på en særlig måde bekræfte (eller afkræfte), at han stadig var i folket, og at der var soning for hele folkets synd.

Folket kom til gennem mange år at erfare, at Gud tog imod offeret på yom kippur (forsoningsdagen). Alligevel var det forbundet med en usikkerhed og ængstelse, når dagen oprandt. Ville Gud endnu engang tage imod?

Der var jo beretningen om Arons sønner Nadab og Abihu (3Mose 10). Hvad de præcis gjorde, ved vi ikke. Men vi ved, at de bragte Herren et offer, som vækkede hans vrede, og Gud viste sit nej til dette offer meget tydeligt. Et nej, der betød døden for både Nadab og Abihu.

Med sådanne erindringer var det ikke muligt at være hverken sejrssikker eller selvsikker.

Dertil kom så, at offeret jo ikke holdt for evigt. Næsten i bogstavelig forstand var der en udløbsdato. Næste år, ved samme tid, måtte det hele gentages en gang til. Offeret gav et håb, men det var hverken urokkeligt eller sikkert.

Et nyt håb

Nu er der kommet noget nyt. Det midlertidige er afløst af det evige. Skyggen er erstattet af ham, der kastede skyggen. Det egentlige offer, som ikke var en tyr eller buk, men Jesu eget kød og blod, er blevet båret ind bag forhænget.

Ikke forhænget i en menneskerejst helligdom (som ganske vist var befalet af Gud selv), men ind i den himmelske helligdom, som vi kun gennem skyggerne aner storheden af.

Der er et fortilfælde, der kan hjælpe os usikre og tvivlende mennesker til, at gribe Guds løfte. Fortilfældet hedder Abraham (Heb 6:13-18). Gud gav Abraham et løfte. Et løfte om, at han skulle blive til velsignelse og til et stort folk. Gud gav Abraham sit ord, og han holdt det!

Guds løfte til os er, at i Jesus er der bragt fuld og hel frelse og forløsning for vore synder. Gud har givet os sit ord, da han sagde »ja« til Jesu offer. Vi har fået håb om en fremtid uden synd. En fremtid på en ny jord, hvor Gud selv vil have bolig hos os.

Det endelige offer

Dette offer er urokkeligt, fordi det aldrig mere skal gentages. Der er ikke længere noget, som kan gå galt. Der er ikke længere en situation, hvor vi skal holde vejret med spænding om, hvorvidt Gud nu også vil tage imod det bragte offer. Der lød et: »Det er fuldbragt!«

Gud har ved sit ord og ved Jesu opstandelse stadfæstet, at offeret er endegyldigt og evigt. Det er urokkeligt. Vort håb er, at der aldrig kan sættes tvivl ved dette offer, Jesus.

Det er sikkert, fordi Jesus som ypperstepræst har båret det ind bag forhænget. Han er gået foran os.

I templet i Jerusalem ville Jesus aldrig være blevet præst, for han var ikke af Levi stamme. Men han er præst på Melkisedeks vis. Lidt enkelt sagt betyder det, at han er præst, fordi Gud har valgt ham, og at han er det for evigt. Uden begyndelse, uden ende. Jesus har altså fuld bemyndigelse til både at bringe offeret og til at bære det ind bag det himmelske forhæng. Og han gjorde det!

Mens præsterne i templet aldrig blev færdige med deres tjeneste, fordi der konstant var nye ofre, der skulle bringes, har Jesus taget sæde ved Guds højre hånd som endnu et vidnesbyrd om, at der aldrig mere skal bringes ofre for mig eller dig (Heb 10:12).

Han er gået ind i helligdommen som en forløber for os. Jesus selv sagde, at han ville gå foran os og gøre en plads rede til os (Joh 14:2). Er det dit håb?

To pointer om håbet

Hebræerbrevets forfatter har to pointer, når han med så stærke ord fremhæver håbet og dets forankring for os.

For det første: Det gælder stadig for os, som er syndere i denne verden. Du, som har ønsket at leve dit liv sammen med Jesus: Han er gået foran dig. Han har forberedt en plads til netop dig.

Det er urokkeligt og sikkert.

For det andet: Glemmer du, at dette er sigtet for dit liv med Jesus, sløves du. Skal du nå målet, gælder det om, at du fastholder blikket rettet mod målet og håbet om frelsen. Sløves og sløres dit blik, er der stor risiko for, at du forfejler målet.

Hebræerbrevets forfatter kendte denne risiko. Derfor skriver han også: »Vi er dog overbevist om, at det står bedre til med jer, I kære, og at frelsen venter jer, selv om vi taler, som vi gør. For Gud er ikke uretfærdig, så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed, som I har vist hans navn, ved at I har tjent og stadig tjener de hellige. Men vi ønsker, at hver eneste af jer til det sidste vil vise den samme iver efter den rigdom, som håbet rummer, så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, som ved tro og tålmodighed arver det, som Gud har lovet«. (Heb 6:9-12)

Kilde: Ordet & Israel april 2010

Jørgen Bloch

Lignende indlæg:

  • Reddet af kobberslangen Beretningen om kobberslangen er et stærkt eksempel på, hvordan Det Nye Testamente tager udgangspunkt i Det Gamle Testamente. Israel havde færdedes længe i ørkenen. Folket havde oplevet […]
  • En Herlig Ypperstepræst Gud lod Moses se det usynlige tempel i himlen, så han kunne bygge åbenbaringsteltet på ørkenvandringen som en synlig efterligning af det usynlige. Forfatteren af Hebræerbrevet gør det […]
  • En kvist fra Isajs stub Ud fra teksten i Esajas 11:1-10 vil vi spørge: Er Jesus virkelig på tronen? Når vi slår op i dagens avis, konstatere mange af os jo at det stadig er ondskaben der regere, og så må man […]
  • Hoseas’ Bog: Guds elskede hustru – Israel Profeten Hoseas havde et dramatisk liv. I denne artikel fortæller Jørgen Bloch Jensen om Hoseas og hans bog. Op igennem historien har Gud på mangfoldige måder talt og illustreret […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development