Den almindelige Åbenbaring.

Når vi spørger om Gudserkendelsens kilde, hvorfra vi har vor viden om Gud og Guds rige, da må vi svare, at Gud har åbenbaret sig, og vi skelner imellem den almindelige Åbenbaring, som er given til alle Mennesker, og den særlige Åbenbaring gennem Guds-Ordet.

Den almindelige Åbenbaring møder os

1. i den trang til det evige, der ligger i hvert menneskehjerte, selv om den ofte er slemt overgroet (se Præ 3:11);
2. igennem samvittighedsrøsten (Rom 2:14), den lille lov i vort indre, der vidner om en lovgiver og et regnskab.
3. I naturen vidner alt om en vis, god, almægtig skaber (Rom 1:20 og Sl. 19:2).
4. Også historien vidner om Guds Hånd, både i det enkelte lille menneskeliv og i hele verdenshistorien.

Jo, Gud har åbenbaret sig på mange måder. Derfor kalder skriften den for en tåbe, der siger: »Gud er ikke til!«. Men synden har gjort mennesker til tåber, de er blevet formørkede i sindet og kunne aldrig finde hjem til Gud, hvis ikke han havde givet os den særlige Åbenbaring i sit Ord.

Åbenbaringen i Ordet.

Gud har talt til Mennesker, mangfoldige gange og på mangfoldige måder (Heb 1:1). I Kristus, der selv kaldes Guds Ord, har denne Guds særlige Åbenbaring nået sin fylde. Hvor finder vi da dette Guds Ord? Først kom det vel som regel til os gennem vore omgivelser, gennem kirken kan vi sige, men kirken øste igen af den hellige skrift, der i vor evangelisk-lutherske kirkeafdeling rettelig er sat som »Regel og Rettesnor for Lære og Liv.«

Den hellige Skrift er jo vidnesbyrdet fra Gud gennem profeter og apostle. Herren befalede sine vidner at skrive, thi det skrevne Ord står anderledes fast end det mundtligt overleverede (se 2Pet 1:14-15 og 2Mose 17:14 samt Åb 21:5). »Ethvert skrift er indblæst af Gud« hedder det om den hellige Skrifts bøger (2Tim 3:16). Det er dette, vi kalder: Skriftens inspiration, og derfor kan Skriften ikke rokkes (Joh 10:35). Derfor skal enhver prædiken prøves på den hellige Skrift (Gal 1:8 og Luthers Forklaring til den første Bøn: Den som lærer og lever anderledes, end Guds Ord lærer, vanhelliger Guds Navn iblandt os).

Skriften er en Åbenbaring fra Gud, derfor er den:

1. tydelig, så enhver, der er af sandhed, kan få lys til salighed (se Matt 11:35).
2. Bibelen er en Enhed. Også derved vidner den om, at den er af Gud. Skønt forfatterne er så forskellige, og bibelens skrifter er fremkomne i løbet af 1500 År, bæres skriften dog af én og samme Ånd fra først til sidst.
3. Bibelen har også en menneskelig side, vi mærker de hellige forfatteres ejendommeligheder; det er som en flerstemmig sang. Men altid båren af samme grundtone; for de hellige forfattere talte, drevne af den Helligånd.
4. Bibelen er derfor ufejlbar i alt, hvad den siger os om Guds rige. Der er dem, der har villet påstå, at der på historisk (også på naturhistorisk) område fandtes fejlagtige ting i bibelen på grund af de menneskelige vidners skrøbelighed. Men gang på gang har det vist sig, at også på disse områder har bibelens troværdighed stadfæstet sig, idet der fremkom oplysninger, som forklarede tilsyneladende urigtige forhold (se således de babyloniske lertavlers beretning om Belsazar, der stadfæstede bibelens ord m. m.)

Forholdet mellem det gamle og det ny testamente, mellem vidnesbyrdet i forberedelsens Tider (Morgenrøden) og fuldkommelsens tider (Solopgangen) har Augustin klart udtrykt i ordet: »Det ny Testamente ligger skjult i det gamle. Det gamle ligger åbent i det nye.

At vor bibel er blevet bevaret gennem tiderne uforvansket er også et under af Guds hånd. Ved den menneskelige afskrivning er der hist og her nok fremkommen småforskelligheder i læsemåde af et og andet, men ikke en eneste forskel af væsentlig art. — Ordet er det samme nu som før og bliver evindeligt.

Men det stærkeste vidnesbyrd for skriftens gudmenneskelige væsen bærer den i sig selv ved den virkning, den formår at udøve på hver den, der er af sandhed. Der er en vældig myndighed i skriftens ord. Med sit »der står skrevet« slog Herren satan tilbage derude i ørkenen. De hedenske Kejsere i romerriget befalede ofte, at alle bibeler skulle brændes; de mærkede kraften i denne bog hos dens venner. Vel den, der kender bibelens kraft af egen lykkelig erfaring!

Den apostoliske Trosbekendelse og Kirkens Læresymboler.

Ved siden af skriften lærte vi også de tre troens artikler, den såkaldte apostoliske bekendelse, der jo stadig lyder ved dåben.

Grundtvig fremsatte i sin tid det syn på den apostoliske bekendelse, at den skulle stamme direkte fra frelseren selv og af ham være bleven knyttet til dåben, som salighedsvilkår led for led. Og han kom derved til at sætte trosbekendelsen højere end skriften. Dette Grundtvigs syn voldte fortræd som alt, hvad mennesker møder med af deres eget, for skriften blev ofte kaldt et dødt ord af Grundtvigs eftersnakkere. I vore dage har Grundtvigianerne næsten alle forladt denne anskuelse, som hverken bekræftes i den hellige skrift eller i kirkens historie.

Skriften er som det fuldttonende vidnesbyrd fra Herren og apostelkirken øverste autoritet og kun i skriftens lys får trosbekendelsen sin rette forståelse. Og noget Sakramentord ved dåben er trosbekendelsen heller ikke; det afgørende ord ved dåben er efter Herrens indstiftelse den treenige Guds Navn. Derfor er også »nøddåben«, hvor vi ikke altid nævner trosbekendelsen, en ret dåb.

Men fordi vi ikke sætter trosbekendelsen over skriften, vil vi dog elske den som et kortfattet vidnesbyrd fra den apostoliske kirke om de afgørende hovedpunkter, som ikke kan fornægtes, uden at man lider skade på sin sjæl.

Kirken har også andre bekendelsesskrifter, og af sådanne lærebekendelser til værn for den rene lære kan nævnes det nikænske symbol, der siden (med nogle tilføjelser) fik navnet det athanasianske efter Athanasius, den Herrens tjener, ved hvem sandhedens lys blev holdt klart frem ved mødet i Nikæa (År 325). Også dette læresymbol (symbol betyder kendingsmærke) er fælles for hele kirken. Indenfor vor evangeliske lutherske kirkeafdeling agter vi også den augsburgske bekendelse og Luthers lille katekismus for ægte læresymboler, fordi de stemmer nøje overens med den hellige skrift.

C. Asschenfeldt-Hansen

Kilde: Den sunde lære s. 7-11 Lohse 1922 (artiklen er moderniseret en smugle)

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023