Hvorfor høres håbets ord så lidt blandt os?

»Og da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn.« Matth. 25:5.

Hvad er da grunden til, at det herlige, mægtige, vækkende, rensende og opmuntrende ord om vor Herres Jesu Kristi herlige åbenbaring er blevet et så fortiet, tilsidesat, ja, ligefrem miskendt og mistænkt emne? — Ja, der kan vel være mange grunde og flere, end vi forstår. Den første og vel også den egentlige grund ligger vistnok i selve det kristelige livs forfald, det nedslående, som Kristus siger om sit rige: »Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn.«

Efterhånden blev den kristne menighed større og meget blandet. Den første kærligheds ild kølnedes og slukkedes her og der allerede i aposteltiden. Og senere da de store forfølgelser hørte op, og kristendommen blev »ophøjet« til statsreligion i det store romerske kejserrige. Da de kristne lærere fik titler, rang og ornat, og de kristne fik prægtige templer og gods og dels opslugtes af verdenslivet, dels udmarvedes i tomme opslidende lærestridigheder. Det ene virkede gensidigt på det andet. Søvnen gjorde, at det råb, som skulle holde jomfruerne vågne, forstummede. I tidens løb har søvn og død taget mere og mere overhånd. Former, skikke og lærebegreber er trådt i stedet for livet i Kristus.

Hertil kommer uklarhed i selve læren om sagen. Man tilsidesætter Guds eget ord og hænger sig i stedet i menneskemeninger, og for at få disse til at passe, må Guds ord bøjes efter menneskemeninger. Også slendrian, åndelig magelighed og ulyst til at ransage Guds ord for virkelig at se, hvad det i sin helhed siger om en sag, spiller ind. Man hjælper sig ofte hellere med et lille antal skriftord og bryder sig så ikke særlig meget om at høre eller læse andre end disse og mener vel endda, at dette skal være det klogeste og sikreste.

I forbindelse hermed skal vi nævne den uskik, som har været brugt igennem århundrederne, at man indlægger en såkaldt »åndelig« betydning i Skriftens ord og især i profetierne. På den måde kan man lægge Gud de ord i munden, som man selv ønsker, og lade ham sige lige det modsatte af, hvad han har sagt. Støder man så på noget i teksten, som ikke vil lade sig tvinge ind i den »åndelige« betydning, lader man blot som ingenting. Hvor Gud taler om Israel, Juda, Zion, Jerusalem, og giver forjættelser om dem, der sætter man dristigt »os«, »vi troende«, »kirken« etc. Dette har betydet uberegnelig meget til at borttrænge og fordunkle den herlige sag, som vi her taler om.

Det er på høje tid, at Kristi menighed vågner op af sin søvn angående indholdet i profetierne i Det gamle Testamente. Fra de gamle kirkefædre Origines’ og Hieronymus’ dage indtil i dag er man gået frem i en uskik, ved hvilken man har påtvunget profeternes ord en såkaldt »åndelig betydning«, indtil deres sande mening næsten er blevet begravet.

Det er på høje tid at lægge de traditionelle skriftfortolkningsmåder til side og at opgive vor blinde lydighed mod de store mænds anskuelser, hvad de uopfyldte profetier angår. Det er på høje tid at vende tilbage til den gamle gode grundsætning, at den hellige Skrift i almindelighed vil lære os det, dens ord siger. Vi bør vogte os for vantroens eller halvtroens indvendinger, at den eller den opfattelse kan ikke være den rette, selv om den også er hentet ud af Skriften, for den forekommer os at være materialistisk og kødelig.

Det er på høje tid, at de kristne begynder at opfatte de uopfyldte profetier i det lys, som kastes over dem af de profetier, der allerede er gået i opfyldelse. Forbandelserne over jøderne gik bogstaveligt i opfyldelse, velsignelserne skal opfyldes lige så bogstaveligt. Adspredelsen skete bogstavelig, som det var forudsagt. Det skal samlingen også gøre. Zion blev bogstavelig nedbrudt. Det skal opbygges lige så bogstaveligt. Israels forkastelse skete bogstaveligt. Deres genantagelse skal blive lige så bogstavelig.

Det er på høje tid at opfatte de tildragelser, der skal ledsage Kristi andet komme i lyset af dem, der ledsagede hans første komme. I sit første komme kom han med et virkeligt legeme. Sådan skal også hans andet komme være. Ved hans første komme blev selv de mindste forudsagte enkeltheder fuldstændig opfyldt efter bogstaven indtil den mindste tøddel. Det vil de også blive ved hans andet komme. Hans vanære var bogstavelig og synlig, det skal hans ære også blive.

Det er på høje tid at forkaste en fortolkning af Det gamle Testamentes profetier, som ingen hjemmel har i Det ny Testamente. Hvad ret har vi til at sige, at ordene Israel, Juda, Zion og Jerusalem nogen sinde betyder andet end netop Israel, Juda, Zion og Jerusalem? Hvem i Det nye Testamente har lært os at bruge disse ord i nogen anden betydning? Næppe nogen, måske slet ingen. Der er træffende sagt om dette: Der er i virkeligheden kun to eller tre steder i hele Det ny Testamente — i evangelierne, brevene og Åbenbaringsbogen — hvor sådanne navne afgjort bruges i, hvad man kan kalde åndelig betydning.

Ordet »Jerusalem« forekommer 80 gange, altid uimodsigeligt i bogstavelig betydning, undtagen hvor det udtrykkelig betegnes anderledes ved tillægsordene »det himmelske«, »det nye« eller »det hellige«. Ordet »jøde« forekommer 100 gange, og kun 4 steder er betydningen tvivlsom f. eks. i Rom. 2:28. Ordene »Israel« og »israelit« forekommer 40 gange og altid i bogstavelig betydning. Ordene »Juda« og »Judæa« forekommer over 20 steder og alle steder i bogstavelig betydning.

Det er ikke svar på alt dette, hvis man fortæller os, at det er umuligt at gennemføre den grundsætning, at Bibelordet bør forstås efter bogstaven, fordi Jesus dog ikke bogstaveligt var en »dør«, en »kvist« osv. Når jeg taler om at fortolke Bibelen bogstaveligt, så forlanger jeg ikke, at nogen skal benægte brugen af billedlig tale. Jeg erkender fuldt ud, at billedtale er brugt til at forudsige Messias’ lidelser såvel som hans herlighed. Jeg tror visselig ikke, at Jesus bogstaveligt var en »et rodskud af den tørre jord« eller et virkeligt »lam« (Es. 53). Alt hvad jeg påstår er, at profetierne om Kristi komme i herlighed og om hans rige skal opfyldes lige så bogstaveligt som den profeti, at han skulle »regnes blandt overtrædere«. Og at profetierne om, at jøderne skal samles, vil gå lige så virkeligt og bogstaveligt i opfyldelse som de, der forudsagde deres adspredelse.

Det er ikke nogen god bevisførelse at sige til os, at grundsætningen om en bogstavelig fortolkning berøver menigheden brugen og velsignelsen af mange dele af Det gamle Testamente. Jeg benægter fuldstændig rigtigheden af denne påstand. Jeg tænker, at alt, hvad der er skrevet hos profeterne om enkelte sjæles frelse, må bruges lige så frit af dem, der nedstammer fra hedninger som fra jøder. Deres hjerter er af naturen ganske ens. Vejen til Himlen er kun en. Både hedninger og jøder trænger til retfærdiggørelse, genfødelse og helliggørelse. Hvad der er skrevet om disse ting, har begge lige ejendomsret til.

Ja, jeg tror end mere, at Israel som folk var et forbillede på de troendes samfund. Jeg mener, at de troende nu må tilegne sig trøsten af enhver forjættelse om forladelse, nåde og vederkvægelse, som er udtalt til Israel. Den slags skriftord anser jeg for at være de troendes fælleseje. Alt, hvad jeg påstår er, at hvor som helst Gud siger, at han vil gøre visse ting med eller give visse ting til Israel og Jerusalem i denne verden, der bør vi tro, at han ganske bogstaveligt mener Israel og Jerusalem.

Hvad der yderligere har bidraget til at mistænkeliggøre den velsignede artikel om vor Herres Jesu Kristi åbenbaring i herlighed og bringe den i vanry er dette, at mens almindelig søvn og død har hersket i kristenheden, har sværmere og sekterere kastet sig over dette dyrebare emne og i deres blindhed for evangeliet og uden at bygge på den »grundvold, som er lagt«, uden at forkynde Jesu retfærdighed for helt fortabte syndere, fordi de hverken kender deres egen eller andres fortabte tilstand, har de løsrevet den dyrebare artikel om Kristi komme og om hans rige og lavet sig en kæphest, som de tumler sig med på en fantastisk måde. Snart har de fastsat dag og time for »verdens undergang«, og snart har de hittet på noget andet, så besindige folk har fået afsmag for spørgsmålet.

Hertil vil vi blot sige, at en ædelsten er en ædelsten, selv om den bruges til at pynte en skøge med. Guld er guld, selv om det er på urette hænder. Hvad Gud har åbenbaret til vækkelse og opmuntring for sine børn er lige sandt, stort og herligt, selv om sværmere misbruger det. Det ville være sørgeligt, hvis Djævelen skulle få held til at berøve Guds børn deres dyrebare klenodier blot, fordi andre havde handlet ilde med dem. Hvor meget mon vi så havde tilbage? eller hvilke dele af evangeliet har blinde mennesker ikke misbrugt?

Det er imidlertid et mærkeligt tidens tegn, at spørgsmålet om Kristi komme og hans rige begynder at tiltrække sig opmærksomhed og drøftes både i tale og skrift blandt lutherske kristne.

Ja, »midnatsråbet« lyder gennem kristenheden: »Se, brudgommen kommer, gå ham i møde! «

Vi vil ved Guds barmhjertighed gerne bidrage til at forstærke dette råb.

Christian Møller

Kilde: Når Kristus kommer 1882 [LMF 1957] (sproget i stykket er moderniseret en smugle)

Læs også:

Hvad er vort mål, og hvornår nås det?

Lignende indlæg:

Hvad er vort mål, og hvornår nås det? Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. 1Joh 3:2. Det er ubestrideligt, at menneskeslægten i Guds ord skildres som hovedgenstanden […]
Imamloven stå i vejen for kristen besøg fra Indien Tre personer fra Danmarks Folkekirkelige Søndagsskolers og Indre Missions medvandrebevægelse i Indien skulle have besøgt Danmark fra den 23. august til den 13. september. Formålet var, […]
Lesbisk par i Costa Rica bliver viet efter lovændring De første vielser i Costa Rica mellem par af samme køn har fundet sted tirsdag. Det skriver BBC. Dermed er Costa Rica det første centralamerikanske land, der tillader homoseksuelle […]
DA31: Esajas’ Bog 81 Og HERREN sagde til mig: »Tag dig en stor Tavle og skriv derpå med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov! 2 Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus […]