Hvad er vort mål, og hvornår nås det?

Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. 1Joh 3:2.

Det er ubestrideligt, at menneskeslægten i Guds ord skildres som hovedgenstanden for Guds visdom og kærligheds højeste og herligste rådslutning og som det centrum, alle hans planer sigter mod og drejer sig om. Det kan siges med sandhed, at skulle Gud virkelig kunne vise sin magts, visdoms og kærligheds uendelige storhed, så måtte han have en falden menneskehed til at åbenbare den på.

Mennesket, dette forunderlige væsen, som med sin sjæl tilhører den usynlige åndeverden og med sit legeme den synlige materielle verden — som både er beslægtet med den store Gud og med den jord, vi træder på — denne slægt, der er skabt i Guds eget billede og derfor så herlig i sin oprindelse, men så fornedret i sit fald, at den er under Guds hellige og retfærdige lovs forbandelse, og som i sit væsen er »død i overtrædelser og synder« (Ef 2:1), som er fjendtligt imod Gud (Rom 8:7) og aldeles uegnet til at nyde nogen lykke eller salighed hos ham, før hver enkelt er blevet en »ny skabning« (2Kor 5:17) — denne forunderlige slægt skulle efter Guds uendelige kærligheds råd genløses og genoprejses ved et mere end mærkværdigt offer.

Dette offer skulle kunne gøre fyldest for alle retfærdighedens krav, sone og borttage al menneskeslægtens synd, og i det skulle der frit kunne skænkes hvert eneste menneske retfærdighed for Gud og et nyt guddommeligt og evigt liv.

Men intet menneske og ingen engel, ja, ikke engang alle mennesker og alle engle tilsammen kunne frembringe dette offer. Det måtte komme fra den almægtige selv. Men end ikke han kunne umiddelbart fra sin trone give dette offer. Det gjaldt ikke noget ringere end »hans enbårne søn« — han elskede verden således, at han ikke ville spare ham (Joh 3:16; Rom 8:32), og sønnen var villig til at blive den faldne slægts ypperstepræst.

Men som den usynlige Gud og skaber havde han ikke noget offer at bringe. Der står skrevet det forunderlige ord: For enhver ypperstepræst indsættes til at frembære gaver og slagtofre, og derfor måtte også denne ypperstepræst have noget at ofre. (Heb 8:3). Han »’måtte’ have noget at ofre«.

Hvor forunderligt, skaberen selv står tomhændet, når det gælder et offer for synderes frelse. »Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.« (Heb 2:17). Han måtte blive en sådan person, at han selv kunne ofres. »i kraft af en evig ånd frembar [han] sig selv som et lydefrit offer til Gud« (Heb 9:14) som en »løsesum for alle« (1Tim 2:6). Ja, skriften vidner uafladelig om dette: Han ofrede sig selv (Gal 1:4; Heb 7:27).

»Ordet var Gud — og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os« (Joh 1:1,14). Ligesom Ordet (Kristus) fra evighed af er ét med Faderen (Joh 10:30), sådan er han også i sin iklædte menneskenatur »Guds herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede« (Heb 1:3). Han er »Gud, åbenbaret i kødet«[1] (1Tim 3:16), det vil sige, i sand og virkelig menneskenatur, med legeme og sjæl.

Han hungrede og tørstede, spiste, drak og forfriskedes, blev træt og hvilede, vågede og sov, tænkte, følte og fik indtryk på menneskelig måde, glædedes og bedrøvedes, bad og græd. Hans sjæls medlidenhed og vemod fremkaldte tårerne i hans øjne, og angsten pressede blodig sved af hans legeme. Dette legeme følte smerten af piskeslag, tornekrone og jernnagler, ligesom sjælen på menneskelig måde dybt følte den hån og foragt, som blev vist ham. Omsider standsede hjerte og puls; sjæl og legeme skiltes ad. »Det er fuldbragt.« Han »smagte døden, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode « (Heb 2:9). På korset hængte et — lig!

Men da den herlige påskesol strålede over jorden, da den Jesus, hvis døde legeme Josef fra Arimatæa havde lånt en grav, igen stod lyslevende blandt sine venner, »oprejst til retfærdighed for os« (Rom 4:25), da havde han ikke aflagt sin menneskeskikkelse.

Med det samme legeme blot i forvandlet tilstand gik han blandt sine venner og talte samme sprog som før. Da de troede, at de så en ånd, viste han dem sine hænder og fødder: »Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.« Og til yderligere bevis tog han et stykke stegt fisk og en honningkage[2] og spiste det for deres øjne (Luk 24:37-43). Og han lod Thomas få lov at stikke sin hånd i den side, som det romerske spyd havde gennemboret (Joh 20:25-28).

Som menneske for han op til himlen, mens disciplene så på det. En sky skjulte hans velkendte menneskelige skikkelse for deres øjne, og den apostel, som han siden kærligt slog til jorden på vejen til Damaskus, har vidnet i Helligånden: »i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod« (Kol 2:9). Ja, den hånd, som fører himmelscepteret, er virkelig et medlem af menneskeslægten og bærer et »herlighedslegeme«. Og således, som disciplene så ham fare op til himmelen, skal han også komme igen. Det har hellige engle sagt (Apg 1:9-11).

Men hvad den forvandlede Jesus er, det skal alle syndere, som tror på ham, også blive, alle dem, som i deres syndenød og usselhed har deres eneste trøst og fred i ham, i hans blod og hans retfærdighed. At »Gud blev åbenbaret i kød«, og at den besynderlige menneskeslægt skal forherliges til evig lighed med den forvandlede Immanuel, det er den Guds visdoms og kærligheds store plan, over for hvilken al tanke og fornuft svimler, og som englene begærer at få indblik i, men som den store Gud klart har åbenbaret i sit ord.

Jesu Kristi forherligede person er fuldendelsens »førstegrøde« af forsoningsplanens mål. Hvad han er, skal hans troende blive. For Guds alvidende øje stråler alt i fuldendelsens glans. Der står skrevet: »For dem, han forud har kendt« — dvs. dem han i sin alvidenhed forudså, kunne bringes til at bøje sig for Jesus og modtage nåde i hans blod — dem »har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre.«. Det er målet. Jesus selv er modellen, om vi tør bruge et så plat udtryk for at tydeliggøre sagen. »Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.« (Rom 8:29-30).

For Gud stråler fuldendelsens mål klart. De syndere, som ofte sukker og stønner under trykket af synd og uværdighed, dem frydes hans øje ved at se herliggjorte i Kristus. Men i ordet skimter troen og håbet det samme gennem tårer og tåger. Troen og håbet stoler på Guds syn. Når han ser det sådan for sine øjne, så tror vi, at det er sådan. »Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.« (Rom. 8:24-25). Så snart en synder virkelig tror de store og dyrebare løfter i Kristus, får han ved dem del i guddommelig natur (2Pet 1:4).

Dette liv fremavles og ernæres i opdragelsens skole ved kors og nåde. Men en gang skal sløret tages bort, det mørke, vildledende slør, som skjuler både Kristi og hans børns herlighed, da skal han stråle i sin fulde glans.

Men hvornår?

Vi vil igen søge svaret hos vor Gud. Han siger til os gennem sin apostel »Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.« (1Joh 3:2). Dette er nu et så klart og afgørende svar på, både hvad vi skal blive, og hvornår vi skal blive det, at selv om vi ikke havde flere ord fra Gud om denne sag, så burde det alligevel være tilstrækkeligt. Men vi har mange.

Uden en eneste undtagelse er vor Herres Jesu Kristi komme i herlighed det punkt, hvorimod Det ny Testamente søger at rette Guds børns øjne og forventning om opnåelsen af deres egen herlighed. »I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.«, siger apostlen til kolossenserne (Kol 3:3-4). »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!«, siger han til menigheden i Thessalonika (1Thess 5:23, jfr. 3:12-13). »Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.« (Jak 5:7-8). »Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares.« (1Pet 1:13).

På denne måde taler Kristus og hans apostle overalt. Det ny Testamente sætter aldrig vor opnåelse af herlighed i forbindelse med døden, men altid med Jesu Kristi åbenbaring i herlighed. Apostlen Paulus ventede ikke sin sejrskrans før denne dag. Han siger: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.« (2Tim 4:7-8).

Det ny Testamente giver os ikke nogen egentlig lære om, hvordan de hensovedes sjæle har det, indtil vor Herres Jesu Kristi dag. Vi læser i Åb 14:13: »Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.« Til den angrende røver sagde Jesus: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« (Luk 23:43). Der kan jo kun være tale om Jesu sjæl og røverens sjæl, for deres legemer blev jo på jorden. I Luk. 16 læser vi om, den fattige døde, og at englene bar hans sjæl hen i Abrahams skød, samt at han der blev »trøstet«, og at den rige slog sine øjne op i dødsriget, hvor han var i pine, og hvor der ikke var den ringeste lindring og ingen mulighed for at komme ud.

Et bemærkelsesværdigt sted i denne forbindelse er det syn, som Johannes beskriver i Åb 6:9-11, da Lammet brød de segl, som ingen anden kunne bryde, og løftede de frem-tidsslør, som ingen anden kunne løfte: »da Lammet brød det femte segl, så jeg under alteret sjælene af dem, der var myrdet på grund af Guds ord og det vidnesbyrd, de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst: »Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?« Og de fik hver givet en hvid klædning, og det blev sagt til dem, at de skulle hvile en kort stund endnu, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle dræbes som de selv.« Læg mærke til, at de er »sjæle«, men både vore »legemer« og vore sjæle er genløst til evig herlighed. Så længe sjælen kun er en sjæl, har mennesket ikke nået håbets fulde mål. De »hviler«, men alligevel har de dog en vis, utilfredsstillet længsel eller begær, som får dem til med høj røst at råbe: » Hvor længe, hellige og sanddru hersker?«

Ligesom forsoningen er troens grund, er livets og kærlighedens kilde, sådan er vor Herres Jesu Kristi åbenbaring håbets mål. Forsoningens ord tænder og nærer troen i et fattigt synderhjerte. Ordet om brudgommens snarlige komme vækker og nærer frelsens håb. Ligesom troens øje ser det Guds Lam, som bar verdens synd, sådan spejder håbets blik med længsel og forventning efter Jesu herlige komme i Himlens skyer, og håbets øre lytter efter lyden af hans person.

Det håb, som nok venter at blive evigt salig engang, men ser opløsning, død og grav, orme og forrådnelse, som noget, der nødvendigvis må ligge imellem den nuværende tilstand og den evigesalighed — det håb, er ikke Det ny Testamentes håb.

Jesu Kristi medarvinger har privilegium på at have en langt herligere udsigt. Deres håbs kompas peger opad. »vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.« (Fil. 3:20-21). Ja vort stakkels legeme, som er dannet så forunderlig kunstfærdigt og viseligt, det er på grund af synden i sandhed blevet et »fornedrede legeme«, hvad enten vi tænker på alle de sygdomme, skrøbeligheder og lidelser, det er underkastet, eller på den uværdige og fornedrende tjeneste under synden, som lægger beslag på alle vore lemmer. Men han skal forvandle det til at blive tilsvarende med hans herliggjorte legeme. Hvilken herlig, ja, mere end herlig forvandling! Skal noget så ubeskrivelig herligt virkelig ske med mig, og har jeg grund til at vente dette når som helst?

Og du, som lever en hård tilværelse under sygdom, fattigdom, foragt og besvær! Og du, som er så overlæsset med vederstyggelige synder, som du aldrig synes at kunne vinde sejr over, alle dine bønner om hjælp synes at være forgæves! Du ved så bitter besked om, hvad det er at bære et fornedrede legeme! Men tænk, at blive ligedannet med hans herliggjorte legeme — for ikke at tale om sjælens herliggørelse! — Er det virkelig sandt? Ja, jeg kan ikke forstå det. Men den store, almægtige og sanddru Gud har sagt det.

Måtte det være mere levende for Guds børn. Måtte det optage os mere end alt det, som nu fylder vore hjerter og tanker! Det er dette strålende håb, vi formanes til at iføre os »som en hjelm« i kampen mod Satans listige angreb og alle vor saligheds fjender (1Thess 5:8 og Ef 6:14-17).

Det er denne mægtige løftestang, der formår at holde os oppe under dette livs modgang og knuste forhåbninger og løse vort stakkels jordbundne hjerte en lille smule fra støvet, så vi kan færdes som fremmede og udlændinge hernede, så vi kan bruge denne verden, som om vi ikke brugte den, »og søge det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd.«

Christian Møller

Kilde: Når Kristus kommer 1882 [LMF 1957] (sproget i stykket er moderniseret en smugle)

Fodnote:

[1] Gud undladt i nyere oversættelser

[2] Honningkage mangler i nyere danske oversættelser

Lignende indlæg:

Hvorfor høres håbets ord så lidt blandt os? »Og da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn.« Matth. 25:5. Hvad er da grunden til, at det herlige, mægtige, vækkende, rensende og opmuntrende ord om vor […]
Markens liljer Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. (Matt 6:28b-29). Kong Salomon […]
Esters bog og Purim-festen Den jødiske højtid purim har sine rødder i Esters Bog i Det Gamle Testamente. Tidligere formand for Ordet og Israel, Samuel Roswall, skriver om Esters Bog. I det tidlige forår fejrer […]
Netanyahu vil lukke Al-Jazeera i Israel for mediets dækning af konflikten i Jerusalem De dækker ikke bare urolighederne - de er med at til at skabe dem. Sådan lyder den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, anklage mod mediet Al-Jazeera, der har sit […]