Hvad er keltisk spiritualitet/kristendom?

I de sidste år er der flere kristne i forskellige kirkesamfund, som er begyndt at interessere sig for den såkaldte keltiske kristentro og spiritualitet som inspirationskilde for deres tro og liv. Mange taler endda meget begejstret om, at den er med til at forny og forandre det enkelte menneskets opfattelse af Gudstroen. Men hvad er keltisk kristendom? Kunne det tænkes, at de evt. har fat på noget, som den klassiske lutherske lære har overset? Det er dét, vi nu skal vi se lidt nærmere på.

Keltiske befolkningsgrupper kan spores tilbage til det første årtusinde f.Kr. Romerne[1] kaldte dem for gallere. Det bør bemærkes at tegneseriefiguren Asterix[2], der hørte hjemme i Gallien[3] i princippet er kelter. Efter sigende blev kristendommen indført i England allerede år 166. I begyndelsen af 200-tallet skriver historieskriveren Tertulian (160-225), at ’i de dele af øen, der er ufremkommelig for romerne, er der blevet missioneret for kristendommen’. Og hermed blev den keltiske kirke en realitet. Og en anden kilde beretter, at efter angelsaksernes indtog i det femte århundrede blev den keltiske kirke isoleret og presset ud, bl.a. til Wales. I Irland udviklede kelterne deres egen udgave af kristentroen, og det er den, som nu ’støves af’ og bliver inddraget som inspirationskilde for kristne verden over.

Keltisk kristendom er især kendetegnet ved, at den i modsætning til den evangeliske, lutherske lære ikke har nogen trosbekendelse eller bekendelsesskrifter – ikke engang bibelen. Ifølge den keltiske kristentro er alle forsøg på at betragte et bestemt dogme [lærepunkt] som sandt, dømt til at mislykkes, fordi sandheden ikke er absolut. Det betyder, at på en måde bliver alt betragtet som ’lige godt’, og målet er derfor, at ’vi bare tør give slip’ og lade os inspirere af Helligånden. I udsendelsen ’Mennesker og tro’ [13. maj 2010] fortalte pilgrimspræsten Elizabeth Knox-Seith nærmere om, hvordan hun er blevet inspireret af keltisk spiritualitet, og hvorfor den ikke bekender sig til nogen lære. Hun sagde [forkortet]:

Keltiske kristne har altid set kristendommen som en rejse. Man tager en båd og lægger fra land, men man tager ikke årer med, for man ved ikke – og vil ikke vide – hvor båden lander. Men man beder om og stoler på, at Helligånden vil lede båden. Derfor vil keltiske kristne aldrig indlade sig i nogen lære om, hvad der er rigtig eller forkert, men lader sig [kun] lede af Helligånden.

Jeg har siden hørt keltiske kristne udlægge, hvad de egentlig mener. Et gennemgående træk er, at de, pga. ovenstående argument, ikke tillægger bibelen nogen større værdi i forbindelse med deres livsvandring. ’For, i modsætning til Ånd består den kun af ord’, siges det. Korsets budskab om Jesus, frelsen fra synd og korsets betydning bliver derfor oftest nedtonet meget. I stedet skal Gud dyrkes som ’kærlighedens Gud’, som de mener, er indenfor rækkevidde for ethvert menneske på jorden. Den keltiske kristendom mener videre, at den kristne vigtigste opgave i stedet er [skal være] at dyrke den Gud [det gudsbillede], som er ’kærlighedens Gud’, som bor i ethvert menneske.

Ifølge den keltiske kristendom åbenbarer Gud sig [pga. ovenstående iboende gudsbillede] i alle kulturer og religioner. Med andre ord: Når synden ikke længere adskiller mennesker fra Gud, kan alle veje føre til Gud. Det er nok også derfor, at den antikristne bevægelse New-age har taget den keltiske spiritualitet til sig, og er den førende udgiver af keltisk spiritualitet, i alle fald i England. Det er da heller ikke noget tilfælde, at det er sådan, for keltisk kristendom indeholder mange af de samme teser og tanker som New-age, som fx nødvendigheden af ’holistisk tænkning’, en ’ny nænsomhed overfor skaberværket’ og troen på reinkarnation.

I den førnævnte udsendelse om ’Mennesker og tro’ blev 2 keltiske kristne, som i 13 år har cyklet rundt i verden for at tale med mennesker om Gud, spurgt, om de betragter sig selv som missionærer. Svaret fra dem begge var et klart ’nej’. Årsagen er nemlig, at når ’Gud er alle vegne, i alle og over alle, så er alle dermed også en del af hans plan og vilje’. Et anden har sagt det samme på denne måde:

”Jeg har intet ønske om at gøre dem [tidligere omtalte buddhister, mormoner og muslimer] til kristne, men jeg ønsker virkelig at slutte mig til dem i deres forvandling til sønner og døtre af min Far – til mine brødre og søstre.”

Den keltiske kristendom eller spiritualitet er kommet til Danmark. Også til danske kristne, som ikke er på vagt. Det ser ud til, at den vil brede sig som ringe i vandet, som så mange andre forførende retninger indenfor kristendommen har gjort det. Udfordringen har flere gange omtalt denne nye spiritualitet positivt. Fx havde de den 18. februar 2009 en længere artikel om ’Vejle Frimenighed’, som en gang om måneden havde indført en keltisk gudstjenestesform, som i Udfordringen blev kaldt for ’en åndelig revolution’. Artiklen refererer indledningen på en gudstjeneste således:

Bortset fra pianisten sidder forsamlingen andagtsfulde i halvcirklen af røde stole, og indstiller det åndelige modtageapparat på ’åben’. Det er søndag formiddag. Vi er til meditativ gudstjeneste i Vejle Frimenighed… Stemningen er mættet og forstærkes af levende lys ved ’bedestationer’ rundt om i lokalet… [Præsten Carsten Dalsgaard Hansen indleder]: ’Lad os have en modtagende attitude og ikke skubbe Gud væk. Tag en dyb indånding og find kroppens naturlige rytme..’.

Derefter følger en kort vekselbøn og forsamlingen synger nogle sange fra klosterfællesskabet Taizé. Sange, som i øvrigt passer ind i alle religiøse samfund, og som i nogle tilfælde også er inspireret af New-age bevægelsen. Derefter beskrives en ’meditativ vandring’ gennem troen i stedet for lange prædikener, meditationsøvelser, og der afsluttes med ’en gammel keltisk velsignelse’. Den keltiske gudstjenesteform, som her kommer til udtryk, minder i øvrigt meget om den ’komtemplative bøn’, som i forvejen er kommet ind i mange kristne menigheder, og markedsføres som ’en ny måde, hvorpå den enkelte kan komme i kontakt med Gud’,[4]

Mange kristne mener, at den keltiske spiritualitet vil føre dem ind i en større frihed og ind i Guds lys. Men jo mere de involverer sig i denne ’anti-kristne kristendom’, så føres de ind i djævelens snarer. For der findes ingen frihed uden Jesus, omvendelse fra synd og uden Guds vejledning fra hans ord i bibelen. Og i stedet for at komme ind i Guds lys, vil de blive ført ind i en større mørke og vildfarelse. De tror, at det er Helligånden, som vejleder dem, men i stedet er det mørkets fyrste, som godter sig. Det er som bekendt djævelens taktik at få mennesker til at tro, at det er hans tanker, som giver mennesker deres lys – og det gjorde han måske engang, før hans oprør mod Gud, for Lucifer betyder som bekendt lysbærer.

Paulus skriver dette formaningsord i sit brev til galaterne:

Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer – forbandet være han!

Det er sjældent, at Paulus benytter sig af så alvorlige ord. Men omstændigheden er alvorlig. For en forkert tro er en fordærvet tro, som fører til fortabelse. Et andet sted advarer han de kristne og siger, at:

’Jeg ved, at, efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale og at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne…’, Apg. 20:29-30.

Må vi altid være årvågne og på vagt, så vi lader os vejlede af Guds Ord og Guds Ånd. For selvom det er ’in’ at lade Helligånden lede os uafhængig af Guds Ord, så er det bedragerisk. For så er der nemlig tale om en ’anden Jesus’ og en ’anden ånd’, 2Kor 11:4.

Kilde: jesus-lever.homepage.dk

Eskild Særkjær

[1] http://da.wikipedia.org/wiki/Romer

[2] http://da.wikipedia.org/wiki/Asterix

[3] http://da.wikipedia.org/wiki/Gallien

[4] jfr. artiklen http://tagryggen.dk/show_article.php?num=429

Lignende indlæg:

Jabes’ bøn – en nøgle til velsignelser? "Jabes’ bøn" er en lille bog, forfattet af Bruce Wilkinson (BW) i år 2000 som hurtigt blev en bestseller i USA, hvor den på et år blev solgt i over 9 mill. eksemplarer. Siden er bogen […]
Er muslimernes Allah en afgud eller identisk med bibelens Gud? Eskild Særkjær undersøger i denne artikel om Islams Allah er identisk med bibelens Gud eller om han er en afgud. Efterhånden er der rigtig mange, som er overbevist om, at […]
En uden tro – eller en utro kristen? Undervisning over Hebræerbrevet, kap. 11:6 "Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger […]
Er det et mirakel eller er det bluff? Fra svensk TV4 dok. udsendelse ’Mirakel eller bluff’ den 19/3 03 oversat og redigeret af Eskild Særkjær Den grundlæggende kraft bag mirakler og helbredelser har været den samme i […]