Sandheden er én – meningerne mange

Det forholder sig med Bibelen som med Jesus selv: Sandheden er én, menneskers meninger derimod er indbyrdes modstridende og mange. Den kristne menighed tror og bekender et om Jesus fra Nazaret: »Du er Messias, den levende Guds Søn« Folk flest mener og påstår noget andet uden dog at være indbyrdes enige (jvf. Matt. 16:13ff.). Den kristne menighed tror og bekender et om Bibelen: Den er Guds ord! Bibelens indhold er Guds egen tale til os ved Helligånden om Kristus og frelsen i Ham. Manges opfattelse i dag er en anden. Det er tilfældet ikke alene uden for den kristne menigheds sammenhæng, men også inden for den. Der fremføres mange forskellige og indbyrdes modstridende syn på og tanker om Bibelen.

Det gamle Testamente (GT) er ikke åbenbaring fra Gud og af Gud, siger mange. De gammeltestamentlige skrifter giver derimod udtryk for de gamle hebræeres tanker og forestillinger om Gud. De er historiske og religionshistoriske dokumenter, der viser os, hvad israeliterne til forskellige tider i Israels historie har tænkt, troet og forestillet sig om Israels Gud og de andre folkeslags guddomme, om altings oprindelse og videre udvikling, om Israels folks tilblivelse og senere historie. Men hvordan det i virkeligheden forholder sig med det alt sammen – nej, det kan vi ud fra GT ikke vide ret meget om, og næsten slet intet helt sikkert og vist.

På tilsvarende vis forholder det sig efter manges opfattelse med Det ny Testamente (NT). Det indeholder almindelig menneskelig overlevering om Jesu person og gerning. Men som alt andet menneskeligt er også denne overlevering mangelfuld, tendentiøs og mere eller mindre historisk pålidelig. Hvordan det i virkeligheden er gået til med Jesu undfangelse og fødsel, og hvordan det i virkeligheden forholder sig med Hans liv og gerning, Hans død, opstandelse og himmelfart – nej, derom kan vi i grunden ikke vide ret meget sikkert og vist. Evangelierne og de øvrige nytestamentlige skrifter er vidnesbyrd om urmenighedens tro på Jesus, om de første kristnes religiøse forestillinger, moralbegreber osv. Men hvad der virkelig er sandt, hvad der er Guds forpligtende vilje for os i dag, og hvordan det i grunden forholder sig med Kristi genkomst, denne verdens undergang, det evige liv og den evige fortabelse -nej, derom kan vi, når det kommer til stykket, intet vide for vist.

Hele Bibelen er med andre ord en såre menneskelig affære: ord, som er talt og skrevet af mennesker; overleveringer, der er formidlet til os ved mennesker. Dermed er også såvel disse skrifters historiske pålidelighed som deres religiøse troværdighed og etisk forpligtende autoritet en højst usikker og tvivlsom affære. Selv med disse skrifter foran os efterlades vi til sidst i mørke og uvidenhed, prisgivet nagende uvished. Vi kan i virkeligheden intet vide for vist om, hvad vi skal tro, og hvordan vi skal leve, eller om, hvad der vil ske med os på den anden side død og grav. Gud selv forbliver den store ubekendte, og hele vor tilværelse munder ligesom ud i et stort ubesvaret spørgsmålstegn.

Det er, hvad mange påstår og mener. Kristi menighed tror og bekender noget andet.

Gud har talt

Den kristne menighed tror og bekender: Gud har talt! Sandheden er os åbenbaret! Det, som før var »en hemmelighed, der, var fortiet fra evige tider, er »nu bragt for dagen og ved profetiske skrifter efter den, evige Guds befaling kundgjort« for os for at virke tros-lydighed hos os (Rom. 16:25- 26).

Gud har talt! Det har Gud gjort mange gange og på mange måder til fædrene ved profeterne og nu ved dagenes ende til os ved sin egen Søn (Hebr. 1:1-2). Gud har talt og dermed givet sig selv til kende for os. Den, der i sandhed ønsker at lære Gud at kende, har mulighed for det og behøver ikke mere at forblive i mørke og uvished og rejse altre, som de i sin tid gjorde det i Athen »for en ukendt Gud« (Apg. 17:23). Gud har talt og dermed åbenbaret tilværelsens inderste hemmelighed for os:

Det er Kristus og frelsen i Ham (Ef 1:3-10). Gud, som alene kender og ved besked med de første, de sidste og evige ting, Han har selv sagt os alt det, som er nødvendigt for os til frelse og gavnligt for os i livet og vandringen med Gud, »så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning (2Tim. 3:14-17). Der er sagt os tilstrækkeligt, og det er sagt os så enkelt, tydeligt og klart, at »selv enfoldige ikke farer vild« (Es. 35:8). Ingen behøver at være i tvivl.

Stiller vi så spørgsmålet: Hvor finder vi da Guds ord? Hvor hører vi Hans tale til os i dag? – så lyder den kristne menigheds svar: i Bibelen og alene i Bibelen og i den forkyndelse, som øser hele sit indhold af og stemmer helt igennem overens med det, som dér står skrevet. Bibelen er Guds ord!

Troens grund

Den kristne menigheds tro og bekendelse er ikke selvfremkaldt. Den grunder sig ikke på, hvad der »er opkommet i noget menneskes hjerte, men på, »hvad Gud selv har åbenbaret ved Ånden« og talt til os om ved profeter og apostle »ikke med ord; lærte af menneskelig visdom, men med ord, læste af Ånden« (1Kor. 2:6-13). Den kristne menighed er opbygget på profeternes og apostlenes grundvold med Jesus selv som hovedhjørnesten (Matt. 16:16-19 og Ef. 2:20).

Troens kilde og grund er det ord, Gud selv har talt ved sine udvalgte profeter og apostle og ved sin egen Søn, Jesus Kristus. Det er dette ord, troen griber og fatter om. Det er dette ords indhold, den kristne menighed bekender troen på.

Til dette ords indhold hører også det vidnesbyrd, Gud i Skriften har aflagt om Skriften. Det er herpå, den kristne menigheds tro på og antagelse af Bibelen som Guds ord grunder sig. Vi skal i det følgende se lidt nærmere på, hvori dette bibelske selvvidnesbyrd består, og hvad det indebærer.

Kilde: Bibelenes syn på sig selv – DBI 1979

Niels Ove Vigilius

Lignende indlæg:

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development