Det Gamle Testamentes Selvvidnesbyrd

Så siger Herren!

Der er et bestemt fortegn, hele GT’s indhold og budskab står under. Det er den profetiske proklamation: »Så siger Herren! »Hør Herrens ord« (se f.eks. Amos 1,3.6. 9. 11 og 13; 2,1. 4 og 6; 3,1; 4,1; 5,1). Disse eller tilsvarende udtryk forekommer gang på gang hos profeterne i GT efterfulgt af udsagn, der er en direkte gengivelse af de ord, Herren selv har lagt profeterne i munden og befalet dem at gå hen og kundgøre for enkeltpersoner (2. Sam. 7,4-17 og 24,11-12; 1. Kg. 17,14; 2. Kg. 7,1) eller for hele folket (Es. 43,1 ff.; 44,1.6 og 24; Jer. 2,2.4 og 5; 7,1.3 og 26 m .m .fl .).

Esajas indleder således sit, profetskrift med at påkalde himlens og jordens opmærksomhed, fordi det budskab, han nu skal låne røst til, ikke er hans eget, men Guds: »Hør, I himle, lyt til, du jord, thi Herren taler!«) (Es. 1,2; jvf. Mika 1,2 m.fl.). Det, Esajas taler og skriver, er ikke hans eget hjertes påfund, men hvad Gud har åbenbaret for ham og befalet ham at kundgøre. Det samme er tilfældet med alle de øvrige gammeltestamentlige profeter. Det understreges gang på gang i deres skrifter: »Herrens ord kom til mig således« (Ezek. 6,1; 7,1; 12,1 og 13,1 m.fl.), »Herren sagde til mig« (Es. 8,1), »Herren sagde fremdeles til mig« (Es. 8,5), »Hør det ord, Herren taler« (Jer. 10,1) osv. Det er med udtryk som disse, profeterne giver til kende, hvad det er, de står i begreb med at udtale. Heraf fremgår det klart, at en profet ifølge GT’s sprogbrug er »et menneske, i hvis mund Gud lægger de ord, som Han Vil lade jorden høre«, og »et menneske, hvis mund udtaler Guds ord« (L. Gaussen).

Guds ord i profeters mund

I beretningen om Jeremias’ kaldelse læser vi, at Herren udrakte sin hånd, rørte ved Jeremias’ mund og sagde til »Nu lægger jeg mine ord i din mund« (Jer. 1,9; jvf. 9,12 og 4. Mos. 23,5). Da Herren kaldte Ezekiel til profet, lød det på tilsvarende vis til ham: »Du skal tale mine ord« (Ezek. 2,7). – Med andre ord: Det er nok profeterne, der taler, deres røst, som høres, deres personlighed, der engageres og præger den måde, de udtrykker sig på. Men deres ord er alligevel ikke bare deres, men »Herrens ord«. Det profetiske budskabs indhold er ikke opkommet i profeternes eget indre, men kommet til dem udefra, fra Herren. Det er Herrens Ånd, som driver det profetiske budskab frem og er den egentlig talende i de gammeltestamentlige profeter (jvf. Ezek. 2,2; 3,10-11 og 24). Herren selv er den egentlige auctor (ophavsmand) til alt det, profeterne taler og skriver. Derfor har deres ord også guddommelig auctoritas (autoritet, gyldighed, troværdighed). Det understreges gang på gang, at det profetiske ord står urokkeligt fast og vil gå i opfyldelse, netop fordi det er Herrens mund, som har talt dette ord. Derfor er det også Herren selv, der indestår for dets opfyldelse (Es. 40,5; 58,14; Mika 4,4; jvf. Josua 21,45 og 23,14-16).

Det er i denne forbindelse værd at mærke sig, at det ikke bare er dem, vi sædvanligvis benævner »profeterne«, der er profeter i gammeltestamentlig forstand. Det er heller ikke blot de skrifter, vi plejer at kalde »de profetiske bøger«, der er profetiske ifølge GT’s egen forståelse af, hvad det vil sige.

Abraham, Isak og Jakob var også »profeter« (1. Mos. 20,7 og Sl. 105,15). Det samme var Moses (5. Mos. 18,15 og 18-19), Josua (Jos. 1,1ff.; 5,13-15; 6,1 ff. og 7.10 ff. m.fl.), Samuel (1. Sam. 3,1-14 og 19-21; 8,7-22; 9,6 og 9; 15,1 ff. og 1626) og David, om hvem vi i 2. Sam. 23,1-3 læser, at hans sidste ord var følgende: »Så siger David, Isajs søn, . . . : Ved mig talede Herrens Ånd, Hans ord var på min tunge . Jakobs Gud talede til mig, Israels klipe sagde: . . . osv«.

Det enestående ved en profet

Disse ord giver klart udtryk for det, som kendetegner alle Herrens profeter: de er åbenbaringsmodtagere og åbenbaringsformidlere i enestående forstand. Den største af alle den gamle pagts profeter var Moses, »hvem Herren omgikkes ansigt til ansigt (5. Mos. 34,10, jvf. 4. Mos. 12,6-8). Han stod for Herrens åsyn og modtog åbenbaring fra Ham (2. Mos. 19,3 ff.), som han siden videregav til folket (2. Mos. 19,25). Herren talte til Moses og lagde sine ord i hans mund (2. Mos. 20,23), hvorefter Moses talte Herrens ord til folket (2. Mos. 24,3) og skrev alle Herrens ord op i »pagtsbogen« (2. Mos. 24,4 og 7). Mens Israel endnu opholdt sig ved Sinai, føjede Herren stadig ny åbenbaring til den første grundlæggende gudsåbenbaring, lovgivning og pagtslutning. Det hedder således gang på gang i den senere del af 2. Mosebog: »Herren talede til Moses og sagde:. . .« (2. Mos. 25,1), »Herren talede fremdeles til Moses og sagde: . .« (2. Mos. 30,11.22 og 34; 31,1 og 12). Det samme er tilfældet i 3. Mosebog. Moses’ profetiske gerning som åbenbaringsmodtager og åbenbaringsformidler fortsatte også hele ørkenvandringsperioden igennem, hvilket 4. og 5. Mosebog er vidnesbyrd om (se f.eks. 4. Mos. 1,1 og 36,18; 5. Mos. 1,1 og 5-6; 27,9-10; 28,1 ff. og 15 ff.; 31,24-26 og 32,44-47). Det understreges igen og igen i 2.-5. Mosebog, at disse skrifters hele indhold er »de vidnesbyrd, anordninger og lovbud, Herren gav israeliterne ved Moses.

Om hele den gudsåbenbaring, Moses modtog direkte fra Herren og siden kundgjorde for Israel, først mundtligt og siden i skriftlig form, gælder det, at den er identisk med »Herren din Guds røst« (5. Mos. 28,1 og 15). Derfor lader Moses også folket vide: som Israel forholder sig til dette ord i tro og lydighed eller det modsatte, således forholder de sig til Herren selv. Derfor er det også deres forhold til dette »pagtens ord«, der er afgørende for, om de kommer til at høste velsignelse eller forbandelse, om de skal leve eller dø (3. Mos. 27; 5. Mos. 27-28 og 30,15-20).

Guds værk – Guds skrift

I 2. Mos. 31,18 læser vi: »Da Han (Herren) nu var færdig med at tale til Moses på Sinai bjerg, overgav Han ham vidnesbyrdets to tavler, stentavler, der var beskrevet med Guds finger«, og om de samme »vidnesbyrdets to tavlers« hedder det videre i det følgende kapitel: »Og tavlerne var Guds værk, og Skriften var Guds skrift, ridset ind i tavlerne« (2. Mos. 32,16). Det, som her siges særskilt om »vidnesbyrdets to tavlet?« kan med fuld saglig ret og dækning i teksterne siges at omfatte og gælde hele »Mose lov« den er »Guds værk« og »Guds skrift«. Jvf. hertil også Davids vidnesbyrd i Sl. 19,8-9; »Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen, Herrens vidnesbyrd holder, gør enfoldig vis. Herrens forskrifter er rette, glæder hjertet, Herrens bud er purt, giver øget glans«. I lyset af det, som er anført tidligere om den gammeltestamentlige forståelse af, hvad det vil sige at være »profet« og at tale »profetisk«, kan vi også med fuld ret gøre gældende, at disse ord fra 2. Mos. 32,16 i en sum sammenfatter GT’s vidnesbyrd om sig selv: det er »Guds værk« og »Guds skrift«. Det gælder GT som helhed betragtet, og det gælder alle de enkelte skrifter og skriftdele hver for sig: »Guds værk« og »Guds skrift« er det.

Kilde: Bibelenes syn på sig selv – DBI 1979

Niels Ove Vigilius

Lignende indlæg:

Jesu vidnesbyrd Jesu vidnesbyrd »På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« skriver Paulus (2. Kor. 13,1; jvf. 5. Mos. 19,15). Den forskrift vil vi følge også til afgørelse af den sag, som […]
Det apostolske selvvidnesbyrd Efter at vi i det foregående har set dels, hvad GT vidner om sig selv, og dels, hvad apostlene vidner om GT, skal vi nu gå et skridt videre i undersøgelsen af, hvad Bibelen lærer om sig […]
Det apostolske vidnesbyrd om Skriften Det, GT vidner om sig selv, finder vi bevidnet og bekræftet af apostlene overalt i NT. Deres vidnesbyrd er i så henseende helt entydigt: Skriften - og det var for dem ensbetydende med […]
Verden er generelt blevet mindre fredelig Det konkluderer i hvert fald den internationale tænketank Institut for Økonomi og Fred, IEP, der står bag det anerkendte "Global Peace Index" og netop er kommet med sin opgørelse for […]