Af en fundamentalists erindringer

Bibelfundamentalisme er det eneste videnskabeligt holdbare standpunkt. At arbejde ud fra antagelser, der er i strid med Bibelen, er i bedste fald spild af tid

Det var et par år efter, at vi var blevet gift. Vore diskussioner om kristendommen var ved at være til ende. Mine argumenter imod den var sluppet op, og hvad mere var: Jeg havde heller ikke lyst til at argumentere mere imod den. Det var ikke kun i hovedet, min kone var klogere end jeg, det var også i hjertet. Dér, hvor sandheden først må findes, hvis den skal findes.

Men jeg havde stadig hovedet fuldt af gymnasievisdom og andet halvstuderet tøjeri. Jeg kunne så tydeligt se, at Bibelen var en samling oldskrifter som alle andre, fuld af historiske fejl og indre modsigelser. Jeg var så lærd, så lærd; det var Darwin og myte-lyrikken og Fanden og hans pumpestok.

Indtil Gud på et tidspunkt blev træt af at høre på det. Indtil han på ny holdt Bibelen op for mig: »Se nu her, din torsk, du kan da nok forstå …« Og det kunne jeg så.

Det var på en togrejse fra Næstved til København. Togrejser dengang var noget andet end i dag. Jeg stod i den øredøvende larm ude i enden af vognen, som én af sildene i tønden, med det ene ben ude i den slingrende harmonika-gennemgang til vognen bagved. Hundekoldt var der også, men jeg stod dér og vidste pludselig som sommersolens opgang, nej som tusind soles opgang, at det, der stod i Bibelen, var sandt. Ganske simpelt sandt. At den bog fra først til sidst er den evige sandhed, også historisk, naturhistorisk og hvad nævnes kan. Det kom med en alt andet til side-fejende vælde, og i næste øjeblik med en altoverstrålende fryd, der aldrig siden er blevet antastet af et øjebliks tvivl og heller aldrig kan blive det.

Da jeg nåede hjem til Birkerød, var brostenene – der var brolægning ved stationen dengang – blevet til guld. Jeg var godt klar over, at det var lidet sandsynligt, at man, siden jeg tog af sted om morgenen, havde foretaget en sådan udskiftning, og jeg kneb øjnene sammen for at være sikker på, at det ikke bare var lygteskæret, der spillede i fugten. Men det var det ikke.

Nej, jeg bilder mig ikke ind, at jeg har set de gyldne gader i Det ny Jerusalem, men jeg mindes et forsøg, som Richard Wurmbrand i en af sine bøger gør på at beskrive sine erfaringer ved en lejlighed, hvor han på en særlig måde mærkede Guds Ånds nærvær. Væggene i hans fængselscelle skinnede som diamanter, skriver han. Jeg har ikke som Wurmbrand siddet i grusomme kommunistiske fængsler eller gennemgået andre martyrier. Jeg var bare så dum, at jeg skulle have tingene skåret ud i pap. Men Helligånden kan altså også forbarme sig over dumhed. Jeg er overbevist om, at mine gyldne brosten var af samme art som Wurmbrands diamantvægge.

Siden har der så været halvtreds år, hvor Bibelen har været mit livselement, det meste af tiden også mit daglige arbejde. Det har været halvtreds års ubrudte bekræftelser af dens sandhed på alle planer. Ikke sådan forstået, at jeg har behøvet bekræftelserne. Det er mere den anden vej rundt: Ved man først, at det, der står i Bibelen, er sandt, har man dermed den ægte objektive basis for at erkende virkeligheden og se dens sammenhænge, også i historie og naturhistorie. Sand objektivitet findes, men det er en illusion at søge den i det faldne menneske; den beror alene i Guds ord. Hvor darwinismen og bibelkritikken (sidstnævnte taget i den folkelige forståelse af ordet, der har vundet hævd) stadig på ny havner i neurotiske forsøg på at hævde deres dogmer over for kendsgerninger, som tilintetgør dem, falder alle kendsgerninger nærmest af sig selv på plads i den bibelske forståelsesramme.

Skal man for eksempel le eller græde, når det store videnskabelige tidsskrift Science meddeler, at det nu genetisk har kunnet fastslås, at hele jordens befolkning stammer fra én kvinde, der levede for ca. 6000 år siden, og så skynder sig at tilføje, at ingen naturligvis forestiller sig, at det kan være rigtigt? Bibelfundamentalisme er det eneste videnskabeligt holdbare standpunkt. At arbejde ud fra antagelser, der er i strid med Bibelen, er i bedste fald spild af tid.

Fundamentalisme (også dette ord altså taget i den hævdvundne folkelige forståelse – oprindelig betød det noget andet) var den glose, der bød sig til som mest dækkende, når vi i 1950’erne skulle gøre den ubetingede bibeltro gældende over for den »moderate bibelkritik«, der nærmest havde fået monopolstatus på det meste af den kirkelige højrefløj. Vi opfandt ikke selv ordet, men fandt det brugbart. Når man erklærede sig som fundamentalist, var folk med det samme klar over, at her var én, der troede på, at Eva blev skabt af Adams ribben, at Jonas overlevede i havdyrets bug, og at Jesus helt bogstaveligt stod op af graven. Der var en glimrende provokation i ordet. Utallige udmærkede samtaler har jeg haft med mennesker, når jeg har bekendt mig som fundamentalist. Når de var færdige med at grine.

Nu er der så nogle af mine med-fundamentalister, der vil til at opgive betegnelsen. En af dem er min gode ven Jørgen Sejergaard, der i sin udmærkede kronik i Kristeligt Dagblad den 8. januar 2002 citerer mig, så det næsten ser ud, som om det er mig, der først har foreslået det. Citatet er garanteret korrekt, men så har jeg vist skiftet mening.

Det er lykkedes Djævelen at inficere glosen »fundamentalisme« med nogle forestillinger om morderisk vanvid som det, der forekommer i den såkaldte islamiske fundamentalisme. Den bruges efterhånden fuldkommen bevidstløst, på linje med »racisme«, for at piske en lynchstemning op. En nu forhenværende dansk statsminister kaldte i fjernsynet »borgerne i Danmark« til »kamp mod al fundamentalisme«.

Vel, siger man så, under de omstændigheder kan glosen ikke længere bruges i sandhedens tjeneste. Den kommer tværtimod til at stå i vejen. Det kan ikke nytte, at vi skal begynde med at rydde lag på lag af sludder og vrøvl til side, før vi overhovedet kan komme i gang med at tale om evangeliet.

Nej, hvis det er rigtigt, må vi selvfølgelig opgive glosen. Vi elsker den jo ikke for dens egen skyld; den er både tung og udenlandsk. Hvis det kan fremme sagen, at vi opgiver betegnelsen, er det da i orden.

Men, kære venner, læg lige mærke til, hvad der sker: Øjeblikkelig er der nogen, der himler op om, at det er sagen, vi skal opgive. Øjeblikkelig går det løs med historier om unge mennesker, der har været kuet af uånden i fæle fundamentalistiske sammenhænge, men lykkeligt er sluppet fri og nu vil stride for, at andre skal undgå en lignende vanskæbne. Øjeblikkelig får vi en salve af de sædvanlige pseudopsykologiske bravader om, at bibeltroskaben har sin oprindelse i noget underlødigt hos sine bekendere.

Ærlig talt, er det ikke temmelig indlysende, at det er sagen, bibeltroskaben, der sigtes på med hele denne fnysende anti-fundamentalisme-kampagne? Skal vi ikke lige se efter, hvad det er, der vælter ind over den skanse, I vil opgive?

Det varer i hvert fald lidt endnu, før jeg er parat til at droppe selvbetegnelsen fundamentalist. Hvis provokationen ved brugen af den er blevet skærpet, kan det jo vise sig at være en fordel. Tror I ikke hellere, vi skulle give os til at forklare realiteterne: at bibelfundamentalisme er modsætningen, og den eneste virkelige modsætning, til koranfundamentalismen, darwinisme-fundamentalismen, mig selv-fundamentalismen, og hvad det i øvrigt er, den Onde går og finder på. Svaret til de sindssyge mordere i islams og andre lejre er ikke at opgive alle fundamenter eller relativere dem, men at finde det rette fundament og stå fast på det: Bibelen.

Jo, jeg er bibelfundamentalist. Jeg er helt vild med den bog. Jeg er det i, hvad Peter kalder en uudsigelig, forklaret glæde, og hvad Paulus kalder Guds fred, som overgår al forstand. Og hvor ville jeg ønske, at alle mennesker havde det som jeg.

Kilde: Kristeligt Dagblad 19. Jan. 2002

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

Fundamentalistisk set "Hvorfor bliver du ved at kalde dig fundamentalist?", spørger venner mig undertiden. "Folk tror, du står for noget andet, end du gør". Jeg er ikke blind for problemet. Hos de fleste […]
Aldrig noget lignende De blev slået af Jesu myndighed – en myndighed som stadig findes Teksten Jesus sagde: "Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi […]
Hvad står der i bibelen – om bibelen? Lad os som indledning se på et vers fra Johannes evangeliet, kap. 1: "Filip finder Nataniel og siger til ham: Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi […]
Den utrolige Sandhed Hele den kristne Sandhed anses for utrolig, i toneangivende kredse i det moderne samfund, men er den så utrolig endda? Er det uvidenskabelig at tale om skabelse, om engle og undere? […]