Darwinismen er ikke blot en religion – den tegner sig mere og mere som selve den eskatologiske modreligion til kristendommen, skriver forfatteren Poul Hoffmann. Han mener, at det opdages kun vanskeligt, så længe det lykkes darwinismen at formumme sig som videnskabelig sandhed.
“På mange måder er vi ved at vinde skabelses/udviklingsslaget videnskabeligt, men ved at tabe propagandakrigen,” skriver John D. Morris, nylig tiltrådt præsident for Institute for Creation Research (ICR) i Californien, i instituttets månedlige orienterings-blad Acts and Facts 4. april 1996. ICR er et af centrene for de voksende grupper af videnskabsfolk, som verden over forkaster udviklingslæren og arbejder på grundlag af skabelseslæren, helt bibelsk forstået, skønt der hos nogle kan være en tilbøjelighed til at nedtone denne relation. I Danmark har ikke mindst kredsen bag tidsskriftet Origo gennem en årrække gjort et stort arbejde på feltet, på et lille sprogområdes vanskelige vilkår.
Hvad de lyse udsigter i den videnskabelige holmgang angår, tænker Morris nok blandt andet på de markante opgør med udviklingslæren – evolutionsteorien, darwinismen – som i de senere år er fremkommet fra ikke-kristent hold og har vakt international opmærksomhed, såsom den verdenskendte astronom Fred Hoyles kompromisløse forkastelse af læren på grundlag af sine egne sandsynlighedsberegninger.
Eller den engelske videnskabsjournalist Richard Miltens bestseller The Facts of Life. Shattering the Myths of Darwinism (dansk: Livets kendsgerninger. Pulverisering af darwinismens myter), der blandt andet har kunnet fornøje sig over rosende omtale i en leder i The Times. Milton siger selv, at han ikke i princippet afviser tanken om evolution, men ingen kan bebrejde evolutionisterne, at de misforstår ham på det punkt.
Eller de hinduistiske forskere Michael A. Cremo og Richard L. Thompsons mammutværk Forbidden Archeology – således stavet – hvor de blandt andet præsenterer en kavalkade af arkæologiske fund, der hver for sig er nok til at trække tæppet væk under darwinismen: Kulturmennesker har levet ikke blot samtidig med dinosaurerne, men samtidig med trilobitterne. Det er noget, kristne forskere altid har vidst – de geologiske lag er i hovedsagen simpelt hen syndflodsaflejringer – men der skal altså hinduer til at sige det, før det bliver hørt. Her til lands har Forbidden Archeology endog fået en stor og positiv anmeldelse – af Mikael Rothstein – i Politiken.
Alle dage har darwinismens (og neo-darwinismens og post-neo-darwinismens) talsmænd hævdet, at det kun er kristne fundamentalister, der af dogmatiske grunde opponerer mod udviklingslæren. Evolutionisterne har ført sig frem som åndelige frihedskæmpere over for en mørk og tyrannisk kristelig obskurantisme. Med rituel monotoni er kristne forskere blevet frakendt al videnskabelig kompetence og integritet og overøst med ærekrænkelser og skældsord. Den jargon blomstrer jo altid i takt med, at de saglige argumenter slipper op.
Hvad der nu bliver stadig tydeligere, er, at det er udviklingslæren, der forsvares rent dogmatisk over for åbenbare kendsgerninger. Det er darwinismen, der optræder obskurantistisk og tyrannisk.
Det er ikke rigtigt – som kristne undertiden slår sig til ro med – at “hverken udvikling eller skabelse kan bevises, man må vælge at tro på det ene eller det andet”. Udviklingslæren kan modbevises og er efter alle kunstens regler blevet det. Hvor mange alternativer der så er, kan enhver meget hurtigt finde ud af; noget tredje scenario ved siden af udvikling og skabelse er det en filosofisk umulighed at udtænke.
Men det videnskabelige establishment bliver ved at holde fast ved udviklingslæren med en religiøs dynamik af apokalyptiske dimensioner. Cremo og Thompson har nogle stilfærdige iagttagelser af det komplicerede maskineri af tradition, ambition, gruppepres etc., som betinger miséren.
Og Morris har sørgelig ret i, at darwinismen er i færd med at vinde propagandakrigen. Ufortrødent hævder den sit monopol i uddannelsessystemet og massemedierne og bygger videre på sin – ofte bizarre – mytologi ud fra “opdagelser” og “resultater”, i vekselvirkning med en på forhånd velvilligt indstillet offentlighed nu i den “efterkristne” tid. De skældsord, som tages i anvendelse over for udviklingslærens ikke-kristne kritikere, sejler måske ikke i helt så stærk medstrøm som dem, der bruges om de kristne, men uånden er den samme. I udviklingslæren har gamle Adam fået sit hedeste ønske opfyldt: En religiøs legitimering af sin trang til at være dyr, med dyrets ansvarsfrihed og uhæmmede tilfredsstillelse af sine behov og lyster. Og den lader han sig ikke fravriste igen af blotte kendsgerninger.
Lad det for en sikkerheds skyld være sagt udtrykkeligt, at gamle Adam selvfølgelig ikke specielt er udviklingslærens videnskabelige bannerførere, og at de selvfølgelig sagtens kan være seriøst og oprigtigt arbejdende på samme måde som Tycho Brahe i det ptolemæiske verdensbilledes dage. De fleste af dem kommer vel aldrig nærmere en bog som Forbidden Archeology, end en beduin i det indre Saudiarabien kommer Romerbrevet.
Men sagen er så alvorlig, som den kan være. Darwinismen er ikke blot en religion: den tegner sig mere og mere som selve den eskatologiske modreligion til kristendommen. Og det opdages kun vanskeligt, så længe det lykkes den at formumme sig som videnskabelig sandhed.
Hvor det ikke lykkes den, behøver man ikke være kristen fundamentalist for at gøre opdagelsen. Det er, som at se Dr. Jekyll forvandles til Mr. Hyde. Illustrerende er for eksempel et forord, som professor W. R. Thompson, direktør for The Commonwealth Institute of Biological Control i Ottawa, skrev til en jubilæumsudgave af Darwins Origin of Species, der i 1956 blev udsendt af det kendte Everyman’s Library. Thompson udtrykte, at meget talte for, at kristendommens tilbagegang for størstedelen skyldtes Darwins indflydelse. Men det var netop en erkendelse, han nåede i forbindelse med, at han underkastede darwinismen en sønderlemmende videnskabelig kritik og nærmest placerede den som et noget pinligt museumsobjekt – hvilket Everyman’s altså, bemærkelsesværdigt nok, accepterede.
Uden forståelse af udviklingslærens videnskabelige uholdbarhed er det svært at turde se i øjnene, hvordan den, med sine aflæggere i historieforskning, teologi og snart sagt alt andet, har forkrøblet alt menneskeligt åndsliv; hvis den er sand, må man jo se at få den til at være noget værdifuldt, om fornødent med Djævelens vold og magt. Sådan er det også for kristne. Så længe de tror, at udviklingslæren er “videnskabeligt bevist”, prøver de at nå til et eller andet forlig med den, som regel på melodien “det kan jo være, at udviklingen er Guds skabelsesmetode”.
Hvilket selvfølgelig ikke er noget reelt forlig, men en kapitulation, hvis horrible konsekvenser man undgår at tænke igennem. Den drivende mekanisme i “udviklingen” hævdes som bekendt at være alles kamp mod alle: “De bedst egnede overlever” og får lejlighed til at videreføre slægten, og således går det fremad og opad. De bedst egnede vil stadig på ny sige dem, der er bedst til at jage og dræbe og æde de andre. Forestiller man sig for alvor Gud skabende på den måde, gennem årmillioners riven og flåen hinanden til døde, gennem oceaner af blod og tårer, i skrig og pine uden ende? Sådan kunne Djævelen måske forsøge at skabe mareridtsvæsener.
Det klareste tilløb til omsætning af darwinismen i politisk praksis er foreløbig nietzsche-hitlerismen med dens “leende løver”. Hvor mange ved mon i dag, at Darwin i sin The Descent of Man ventilerede sin tro på, at negrene var nærmere beslægtet med aberne end de hvide, og sin overbevisning om, at “i en fremtidig periode, ikke så fjern målt i århundreder, vil de civiliserede menneskeracer næsten med sikkerhed udrydde og træde i stedet for de vilde racer over hele verden”? Eller at hans berømte discipel Thomas Huxley fandt, at “intet fornuftigt menneske, der er fortrolig med kendsgerningerne, tror, at negeren er den hvide mand jævnbyrdig”.
Men i virkeligheden er udviklingslæren det bærende i hver eneste af de antikristelige strømninger, der nu skyller over verden som bølgerne over det synkende Atlantis. I samme grad som i nazismen gjaldt det i marx-leninismen; det er nærmest hjerteskærende at læse Darwins ord til Marx, der havde sendt ham et eksemplar af Das Kapital: “Selv om vore studier har været så forskellige, tror jeg, at vi begge nærer et alvorligt ønske om at forøge vor viden, og dette vil utvivlsomt i det lange løb bidrage til menneskehedens lykke.” I samme grad gælder det også nu senest i New Age bevægelsen – Teilhard de Chardin – og kulminationen har vi helt sikkert ikke set endnu.
Noget mindre end Dommedag drejer det sig ikke om.
Kilde: Kristeligt Dagblad, 30. august 1996
Poul Hoffmann
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments