David udenfor fare

(2. Sam. 6)

David samlede alt udsøgt mandskab i Israel, 30.000 mand. I 1. Krøn. 13,1 står der, at han rådførte sig med tusindførerne og hundredførerne, alle øversterne, og i vers 5, at han samlede hele Israel. Derefter brød David op med alle sine krigere og drog til Ba’al i Juda for der at hente Guds ark, over hvilken Hærskarers HERREs navn er nævnet, han som troner over keruberne.

Den var i sin tid faldet i filisternes hænder, men det viste sig, da de satte den i deres afgud Dagons hus, at Hærskarers HERREs navn var til stede over arken, thi Dagon lå knust på dørtærsklen. Byerne, hvor filisterne bragte arken til, blev slået med pest, og til sidst blev de nødt til at sende arken tilbage til Israel med guldgaver som sonegaver. Arken fik sin plads i Kirjat-Jearim (Ba’ala = Kirjat-Jearim, se Josua 15,9). De satte da Guds ark på en ny vogn og førte den bort fra Abinadabs hus på højen, og Abinadabs sønner Uzza og Ajo kørte vognen, således at Uzza gik ved siden af og Ajo foran Guds ark.

David og hele Israel legede af alle kræfter for HERRENs åsyn til sang og til citre, harper, pauker, bjælder og cymbler. Men da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza hånden ud og greb fat i Guds ark, fordi okserne snublede. Da blussede HERRENs vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der, fordi han rakte hånden ud mod arken, og han døde på stedet ved siden af Guds ark. Men David græmmede sig – og David grebes den dag af frygt for HERREN og sagde: »Hvor kan da HERRENs ark komme hen hos mig?« Og David ville ikke flytte HERRENs ark hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i gatitten Obed-Edoms hus.

I nødens stund har David hidtil rådspurgt Herren (1. Sam. 23,2, 4, 12, 30,8, 2. Sam. 5,19,23), men her, hvor der ikke var fare på færde, og han kun ville gøre det gode, tænkte han ikke over, at han burde rådspørge Herren, men stolede på sit eget hjertes tanker og råd. Derfor kom han til at gøre det samme som filisterne – da de for 20 år siden sendte arken tilbage, satte de den på en ny vogn (1. Sam. 6,7) – og tjente Herren med denne verdens metode.

Hvis han havde rådspurgt Herren, ville han have fattet, at levitter mellem 30 og 50 år skulle tildække arken med et dække, stikke bærestænger ind og bære arken (4. Mos. 4). Kan det ikke være ligegyldigt, blot arken kommer til Jerusalem? Måske nok efter vore begreber, men HERRENs vrede blussede op og Uzza døde på stedet. Hvad lærer det os?

Først, at der er mere grund til at rådspørge Gud, end vi umiddelbart synes. Når vi vil gøre noget for Gud, tjene ham, gøre en indsats, planlægge noget, da lad os rådspørge Gud! Vore allerbedste intentioner, vore velmente forslag kan så nemt bedrøve Gud, ja vække hans mishag, thi hvad der er født af kødet, er kød, selvom det er båret af en velment tanke.

Dernæst må vi huske, at der er een, du skal frygte, nemlig Gud, og een, du skal være bange for, nemlig dig selv. Gudsfrygt er grundlæggende for det arbejde, Gud skal kendes ved. Den er jo visdommens begyndelse. David havde ikke hos sig selv nogen visdom til at tjene Gud, men han havde fået visdom dertil, hvis han havde været bange for sin egen visdom og spurgt Gud: »Hvorledes vil du, at jeg fører din ark op?«

For det tredje må vi lære, at hvor godt vi end mener at kende Gud, er han dog fortsat anderledes, end vi tænker. Vi skal være forsigtige med at sige, hvad Gud kan, og hvad han ikke kan. Her ville vi sige: »Gud kan ikke andet end velsigne! Se, hvor helhjertet David og hans mænd er, se, hvor de fryder sig i Herren, se, hvor de dog tjener ham!« Men Gud var helt anderledes! Han var vred, og hans vrede blussede op.

Endelig må vi lære, at vi ikke kan sætte hvem vi finder passende til at bære ansvar i en konkret tjeneste. Vi ved ikke, hvad der fik David til at sætte Abinadabs to sønner til opgaven, om det var for at vise hensyn til Abinadab, eller om det var, fordi han syntes om de to unge mænd. Arken havde stået i Abinadabs hus; var det ikke ganske naturligt at lade hans to sønner køre vognen – hvem ellers? Men Herren syntes ikke om det. Vi bør rådspørge Herren, før vi betror unge mænd konkret ansvar.

Paulus siger: »Lad ingen håndspålæggelse ske overilet« (1. Tim. 5,22). David græmmede sig, da Gud slog Uzza; var han ved at forarges på Gud og gå i rette med ham? Men så blev han grebet af frygt, d.v.s. behersket, gennemtrængt af frygt, formentlig det, der andre steder i Bibelen kaldes rædsel for Gud, og han sagde: »Hvor kan da Herrens ark komme hen hos mig?« Og han ville ikke flytte den, men lod den sætte ind i Obed-Edoms hus.

Han gav op. Ja, mere end det: han ville ikke – var han ved at blive trodsig og genstridig? Når Gud tugter, fristes vi undertiden til at give op i en blanding af frygt og trods, mismod og modvilje. Og vi bider os fast i trodsig modvilje.

David drog hjem, besluttet på ikke at føre arken med sig. Men Gud gav ikke op. David var med alle sin fejl hans udvalgte. Gud velsignede Obed-Edoms hus i de 3 måneder, arken var der, og det fik David underretning om. Det vakte ham til eftertanke, og han fik, uden at vi ved hvordan, hjælp til at forstå, hvorfor det var mislykkedes første gang. Måske har nogle levitter fortalt ham det, måske har Gud vist ham det på anden måde. Hvor har det været en lettelse for ham, da han fik lys over hele sagen og indså, hvad der havde vakt Guds mishag.

Da fordrev lyset fra Gud mørket, mismodet og trodsen i hans sjæl. David erkendte og bekendte sin synd og blev fri til at gøre Guds vilje. Lad os aldrig holde fast på noget, Gud ikke kendes ved! Så gik han hen og lod under festglæde Guds ark bringe op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen – og tænk, al frygt for, at det atter skulle gå galt, var borte. Der er ingen hemmelig bekymring at spore hos ham eller de andre. Når Gud har bragt vort foretagende til fald, fordi vi har været for selvsikre, kan han dog lade det samme foretagende lykkes fuldt ud, blot vi erkender og bekender vor synd, slipper den og handler, som Gud vil.

Havde det ikke været frommere, om David havde ladet arken føre op under sørgemusik og selv var gået foran med sænket hoved? Havde det ikke gjort et mere åndeligt indtryk? Nej, når Gud har renset os fra al synd, da er det ikke fromt at optræde, som om den stadig hvilede på os. Når Gud har taget byrden fra vor sjæl, bør vi ikke fortsat se bebyrdede ud.

Da levitterne, som bar HERRENs ark, havde gået seks skridt, ofrede David en okse og en fedekalv (vers 13). Af 1. Krøn. 15,26 fremgår det, at man (folket?) ofrede 7 tyre og 7 vædre. Og da arken var stillet på plads i teltet, ofrede David brændofre og takofre for HERRENs åsyn (vers 17). Disse ofre har givet festglæden, dansen og festjubelen en tone af Gudsfrygt, som bevarede glæden fra at blive løssluppen, billig og opstemt. Mange dyr segnede døde til jorden og talte et stærkt sprog om, at glæde og frygt må følges ad, hvis det skal være Herren velbehageligt. David dansede af alle kræfter for HERRENs åsyn (vers 14 og 16), iført en linned-efod, altså en art præstedragt. Men dansen blev afbrudt af ofringen – heller ikke den var ekstatisk, men hellig.

Men da HERRENs ark kom til Davidsbyen, så Sauls datter Mikael ud af vinduet; vi ved ikke, hvorfor hun var blevet hjemme, måske fordi hun havde andre interesser end HERRENs ark! I hvert fald var hun ikke med i sit hjerte, det viste sig, da hun så sin mand springe og danse for Herrens åsyn, da ringeagtede hun ham i sit hjerte. Hun elskede ham altså ikke, thi den, man elsker, forstår man, hvad han end gør. Hvorfor ringeagtede hun ham? Fordi han tænkte mere på Gud end på, hvad mennesker mente om ham. Han syntes ikke, at det allervigtigste er for enhver pris at omgive sig selv med respektindgydende værdighed. Han var altså en selvforglemmende og ydmyg mand. Det agtede hun ringe, thi hun var stolt.

De førte så HERRENs ark ind og stillede den på plads midt i det telt, David havde rejst den. Hvad David havde besluttet, men som han ikke kunne gennemføre, som han ville – og hvad han derfor havde opgivet som uigennemførligt – det var nu fuldført, fordi Gud i sin nåde havde vist David, hvordan det skulle gøres. Hvilken følelse af lettelse og af Guds storhed! Ikke underligt, at David følte trang til at bringe både brændofre og takofre for HERRENs åsyn!

De sande ofre i vort liv udspringer mere af taknemmelighed end af pligt! Da han var færdig med ofrene, velsignede han folket i Hærskarers HERREs navn. Vi ved ikke, hvad han sagde, om han lyste den aronitiske velsignelse, men vi har indtryk af, at han optrådte som både konge og præst. Og så gav han hver enkelt israelit, både mand og kvinde, et brød, et stykke kød og en rosinkage. Derpå gik alt folket hver til sit. Som Herren havde velsignet Obed-Edoms hus, fordi arken var der i 3 måneder, velsignede han nu hele Israel, fordi arken var i folkets midte.

Her er det på sin plads at minde om, hvad vi alle ved, at inde i arken lå lovens tavler med de 10 bud og Arons stav, der havde blomstret, og at over arken lå sonedækket med de 2 keruber. Den taler til os om Jesu forsoning, hvorved vor synd er sonet, loven er opfyldt, nyt liv skabt ud af døde – på det grundlag alene er Gud nu kommet os så nær, at vi har samfund med ham, frelste af nåde ved Jesu offerdød i vort sted. Herfra udgår al velsignelse, åndelig såvel som timelig. Herfra gik hver israelit hjem til sit med gode gaver.

Men da David vendte hjem for at velsigne sit eget hus, glad og lykkelig, gik Sauls datter Mikael ham i møde. Andre kvinder havde været med i glædestoget og glædesfesten, men hun var blevet hjemme. Derfor havde hun ikke fået del i den ånd, der havde rådet. Derimod havde hun fået del i selvretfærdighedens og mistroiskhedens ånd. Det er ikke ufarligt at blive hjemme, når Guds folk har noget for. David skulle selv engang falde i synd, da han blev hjemme i stedet for at drage med ud i krig. Mikael sagde spottende: »Hvor ærbart Israels konge opførte sig i dag, da han blottede sig for sine undersåtters trælkvinders øjne, som letfærdige mennesker plejer at gøre!« (vers 20).

At dyrke Gud af hele sin hengivenhed kan i selvgode menneskers øjne være uværdigt! Ærbarhed og ærbarhed er flere ting. Et ondt hjerte er aldrig ærbart i Guds øjne, end ikke hos en dronning! David svarede: »For HERRENs åsyn vil jeg lege, så sandt HERREN lever, som udvalgte mig fremfor din fader og hele hans hus, så han satte mig til fyrste over HERRENs folk Israel«.

Det, der gør David så glad, at han leger for Herrens åsyn, er ikke først og fremmest, at det nu er lykkedes at få en bestemt gerning gennemført, men at Herren har udvalgt ham og ophøjet ham til kongeværdighed, med andre ord: den bundløse, uforklarlige og umotiverede nåde, Gud af egen fri vilje har vist ham! Derfor vil han »lege for Herrens åsyn, selvom jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine øjne; men hos trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde ære!«

Mikael forstod ikke, at trælkvinderne fattede og var i fællesskab med hendes mand mere, end hun var. Hun forblev ufrugtbar! Gold! Den, der ikke kender glæden i Gud, den, der hellere vil have menneskers ære end Guds, den der ikke kan se, hvad det vil sige at være ren af hjertet, som David var, forbliver ufrugtbar og gold!

Poul Madsen

Kilde: Mod Målet – Februar 1985

Lignende indlæg:

Herren har gjort store ting for os Så vidt jeg ved, siges det aldrig i Ordet, at et menneske har gjort store ting for Herren, men det siges ofte, at Herren har gjort store ting for mennesker. I Salme 126 siger de, […]
David i fare Saul tog 3.000 udsøgte soldater (elitetropper), da han kom tilbage fra forfølgelsen af filisterne (som HERREN altså atter havde givet ham sejr over!) og drog ud for at gribe David. En […]
Guds svaghed Kristus betyder den salvede, den med Guds Ånd salvede, altså den kraftens og visdommens Ånd hviler over i hele sin fylde. Derfor kan han »naturligvis« ikke være kraftesløs, svag og […]
DA31: Hoseas’ Bog 131 Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han Fyrste, han forbrød sig med Ba'al og døde. 2 Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, […]